Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

15. juli 1920. Med kongen i Toftlund, Højrup, Arnum, Tiset og Gram

Mads K. Gram var med i kongens følge, da han den 15. juli var på sin fjerde og sidste tur rundt i det genvunde Sønderjylland. Dette er anden del af hans beretning fra turen.

Følget kom imidlertid tilbage fra Kirken, Forsamlingen raabte Hurra, og Turen gik videre gennem Toftlund, Højrup og Arnum, hvor der hvert Sted blev gjort Holdt; Kongen blev budt velkommen, han svarede og trykkede de nærmeststaaende i Haanden.

Det var jo ikke alle Steder øvede Talere, der fik til Opgave at byde velkommen. Senere paa Dagen hændte det, at Følelserne og det usædvanlige tog Magten fra Sognets Repræsentant, saa han gik rent i Staa midt i Velkomsttalen og ikke kunde komme igang igen. Men Kongen hjalp ham, stod ud af Vognen, gik hen og trykkede Talerens Haand idet han sagde: “Ja, ja, jeg forstaar Deres Følelser, Dagen er kommet, da vi igen er blevet forenede. Danmark er virkelig ogsaa kommet til Deres Sogn. Jeg ved godt, hvad De vilde sige, og Tak skal de have for den store Trofasthed.

Landet og Beboerne var danske, men alligevel blev vi ogsaa den Dag mindet om Tyskernes Anstrengelser fra 1864-1920. Sidst i Halvfemserne, omtrent samtidig med at Køllerpolitiken satte ind, begyndte man at bygge Smaabaner i Nordslesvig. Officielt i Stedet for at udbygge større Landeveje gennem de forskellige Egne, men reelt for at styrke de overvejende tyske Købstader og faa et stort afhængigt Personale ansat spredt ud over Landsdelen.

Man forlangte det rette Sindelag af alle ansatte, enten det var Togpersonale, Stationsbestyrere eller Banearbejdere. Helst maatte de baade optrade som Tyskere og stemme Tysk ved Valgene. Stationerne laa tæt, og paa de fleste af dem blev der indrettet Udskænkning af Øl og andre stærke Drikke. Øllet hører jo til de tyske Lyksaligheder, og naar der nu blev givet Befolkningen let Adgang til at faa Del i dette “Gode”, endda i patriotiske Omgivelser og i Smaabanepersonalets regeringstro Selskab, maatte det vel efterhaanden faa Indflydelse paa den stædige dansksindede Befolkning.

Mellem Toftlund og Højrup var Smaabanen et langt Stykke lagt direkte langs med Landevejen. Nu traf det sig saadan, at Bilerne med Kongens Følge og et Smaabanetog, som kørte i samme Retning, kom til at følges ad et Stykke. Smaabanen ligger lidt højere, Vinden bar over mod Vejen, der var nylig skovlet Kul paa, saa Kulrøg og Os slog ned over de aabne Biler, mens Lokomotivfolkene lanede sig ud for at faa saa meget som muligt at se. Vejen var ikke fri, saa vi kunde satte Farten op, og Futtoget holdt sig ikke tilbage, men det var ikke med blide Følelser, vi i Førerbilen betragtede dette Genfærd fra Fortyskningstiden.

Tiset er en lille Landsby, men beskeden var den ikke, i hvert Tilfalde ikke den Dag. Alle andre Steder nøjedes man med at samles eet Sted for at hilse paa Kongen, men i Tiset havde man rejst Æresport baade ved Indkørslen og Udkørslen af Byen, og Beboerne havde delt sig, saa Bilerne maatte holde, og Kongen blev budt velkommen to Gange.

Om det nu var, fordi Tiset baade har fostret “Dannevirke”s første Redaktør, Peder Chr. Koch, og den første sonderjydske frivillige, som faldt i 1864, Hans Tjellesen Schmidt, jeg ved det ikke. Det kan ikke skjules, at Kongen paa den Maade kom til Gram, hvor der skulde gøres lidt Ophold paa Slottet, med nogen Forsinkelse, men værre blev det siden.

Grev Brockenhuus-Schack paa Gram hørte til de faa danske Adelsmænd, som ejede Jord i Sønderjylland, og som havde beholdt den gennem hele Udlandighedstiden. Desuden havde han Kaldsret til Præsteembederne i Gram og Fole, hvorfor der især i Gram har siddet dansksindede Præster, som ogsaa med Greven i Ryggen turde vedkende sig deres Danskhed. Greven boede i øvrigt paa Sjælland, og som dansk Undersaat kunde han ikke tage direkte Del i Nationalitetskampen, men Godsets Beboere med Godsinspektøren og Forpagteren i Spidsen var hans Repræsentanter i den Henseende, og han holdt dem ikke tilbage, naar de viste Lyst og Evne til at være med i forreste Linie. Resultatet viste sig da ogsaa, idet der ikke blev afgivet een eneste Stemme for Tyskland fra Gram Godsdistrikt ved Afstemningen d. 10. Februar.

Som Gram fra Naturens Haand er en Oase ved Begyndelsen til den flade Vestkyst, fandtes her ogsaa gode nationale Traditioner. Kongen tog altsaa ind paa Slottet for at nyde en Forfriskning.

I Slotshaven havde Beboerne samlet sig i stort Tal. Et Sangkor fra Østerlindet og Nustrup foredrog en Genforeningskantate, som tillige var indøvet i Haderslev og Sønderborg, men først her blev der Lejlighed til, at Kongen fik den at høre, endda kun delvis.

Kntaten var skrevet af Carl Dumreicher med Musik af Komponisten Peder Gram, hvis Slægt er hjemmehørende i Nustrup Sogn. Her i Gram blev Sangen ledsaget af et Orkester fra Haderslev, og der blev sunget tre eller fire Afdelinger, hvoraf nogle Linier lyder:

Vi saa dig, Danmark, som et Syn bag Taagen,
dit Moderblik holdt Sønnens Vilje vaagen.
Hvor fjernt vi gik, dit milde Billed fulgte,
og paa vor Kistebund dit Flag vi dulgte.
Se op, det Flag, der fik os til at græde,
slaar sine Farver om vor Gensynsglæde.

Og Kantaten sluttede med Bruset af Nationalsangen:
“Kong Christian stod ved højen Mast i Røg og Damp”.

Dagen var travl for Kongen, men Sangen trak baade ham og Dronningen ud paa Slottets Veranda hver med en Tallerken i Haanden, saa de samtidig kunde faa godt baade af Sangen og af Grevens Mad.

Bagefter kom Kongen og Følget ned i Slotshaven, hvor Forpagter Jens Høyer bød den kongelige Familie velkommen.

Han mindedes Kong Christian den Niende med det trofaste danske Hjerte. Efter 1864 maatte han med Sorg tage Afsked med Sønderjylland, men des større var Gladen nu, vi kunde byde hans Sønnesøn, Kong Christian den Tiende, velkommen iblandt os som vor og Danmarks Konge.

Nu hilste Kongen paa alle, som stod i Nærheden, og han bad Sangerne om at synge den sønderjydske Slagsang fra Fremmedherredommets Tid: “Det haver saa nyligen regnet, det har stormet og pisket i vor Lund”, og som slutter: “Viger ej ud af Spor, for vi kender det Ord, det har slet ingen Hast for den, som tror”.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

 

15. juli 1920. Med kongens følge til Rødekro og Agerskov

Mads K. Gram var med i kongens følge, da han den 15. juli var på sin fjerde og sidste tur rundt i det genvunde Sønderjylland. Dette er første del af hans beretning fra turen.

Det mægtige Folkestævne paa Dybbøl Søndag den 11. Juli var holdt, og nu ønskede Kongen at gore nogle Ture paa tværs af Landsdelen for at se Landet og hilse paa dets Beboere.

Til en af disse Ture blev jeg indbudt for at være med i Førerbilen som stedkendt Mand. Det blev en Oplevelse, der aldrig glemmes.

Turen udgik Torsdag den 15. Juli fra Aabenraa, hvor “Dannebrog” med Kongefamilien om Bord laa i Havnen. Bilerne kørte op paa Havnekajen for at være parat. Der var vistnok fem i alt med Kongebilen i Midten.

I Førerbilen sad Manden, der havde forberedt de forskellige Ture, nuværende Direktør Martin Hammerich, Tønder. Desuden Direktør Kr. Hansen, Aabenraa, Politimester Vokslev og jeg.

Præcis som altid kom Kongen og Dronningen, Kronprinsen og Prins Knud samt det øvrige Følge over Landgangen og tog Plads i Vognene.

I Følget var Kongens Kabinetssekretær, Kammerherre Krieger, samt Hofmarskallen, Kammerherre Juel. Vistnok tillige et Par andre høje Herrer og en af Dronningens Hofdamer.

Der var lagt et nøjagtigt Program for Dagen med Tider for hver Landsby og By, som skulde passeres.

Til at begynde med havde Beboerne i Slotsgade dog bedt Kongen om at køre den lille Omvej derigennem, thi han havde endnu ikke været der, og man havde pyntet Gaden saa smukt.

Kongen var gaaet ind paa det, om ikke for andet saa for den stoute gamle Kaptain Fischers Skyld, som boede i et af Husene.

Bilerne satte sig nu i Bevægelse og kørte den ønskede Vej. Gaden var virkelig ogsaa værd at se med de ejendommelige gamle Huse smykket med Grøntslyngninger fra Ende til anden.

Lidt ekstra Tid havde det jo taget, men naa, uden for Byen blev Farten sat op, og den nærmeste Omegn ved Aabenraa sinker ikke meget, den er bakket og smuk, men det er Skov og Skov, uden mange Beboere.

Allerede Vest for Skoven blev det imidlertid anderledes, der begyndte det usædvanlige. Hver Landsby havde rejst Æresporte ved Indkørslen, der var Flag ved Flag, og Beboerne var mødt for at hilse paa Kongen og byde ham velkommen.

Det begyndte i Brunde og Rødekro og fortsatte hele Turen igennem. De fleste antog, at Kongen sad i den forreste Bil, hvorfor vi til at begynde med fik rigeligt med Blomsterbuketter i Førervognen. Senere raabte vi ustandseligt: “Kongen er i tredie Bil — tredie Vogn”. Vel var vi i Kongens Følge, men Blomsterne var nu alligevel bestemt for Kongen og Dronningen, og de maatte da ogsaa have Vognen tømt flere Gange
i Dagens Løb.

Vest for Rødekrø er der en Strækning af fladt Land, hvor der er langt mellem Landsbyerne. Men Vejen var ikke øde. Fra Gaarde og Huse, som laa nærmere eller fjernere fra Vejen, var Beboerne mødt op og stod i Smaaklynger her og der for at se og vinke til Kongen. Ja selv de helt gamle kunde ikke blive hjemme. Ungdommen havde hjulpet dem og stillet Lænestole eller Sofaer ud til Vejen, og nu sad de i Solskinnet og ventede. Det var noget usædvanligt, men det var jo heller ingen Hverdagsbegivenhed, der foregik.

De fleste af dem havde oplevet Ulykken i 1864, alle havde gennemgaaet Udlændighedsaarene med Trængsler af mange Slags. Haabet var holdt levende, selv om det syntes nok saa urimeligt, og nu skulde det endda forundes dem at opleve den Dag, da den danske Konge som Landets Repræsentant kom for at byde dem velkommen hjem og paany tage Landet i Besiddelse.

Og Kongen følte og forstod det. Ved de første Gamle i en Lænestol og ved de næste i en Sofa kunde han ikke køre forbi, men gjorde Holdt, stod ud af Bilen, gik hen og takkede dem for Trofastheden mod Danmark i de mange Aar og ønskede dem Velsignelse over deres Alderdom. Den velsignede Sol var over os alle paa saadan en Dag.

Nu passeredes Egvad og Hellevad, og vi stævnede mod Agerskov. Overalt det samme Billede af Fest og Glæde.

I Agerskov kørte vi op paa Kirkepladsen, der var sort af Mennesker. Ved den nordre Kirkemur vokser der en Hyld, og Sagnet levede endnu i Agerskov Sogn, som fortalte, at naar Hylden var stor nok, skulde den danske Konge komme og binde sin Hest ved dens Grene. Hidindtil havde man gerne føjet til, “men endnu er han ikke kommet”.

I Dag kom han imidlertid for at hilse paa Hylden og Haabet, som Sagnet og den store Forsamling paa Kirkepladsen var Udtryk for. Pastor N. A. Jensen, davarende Frimenighedspræst i Bovlund, Agerskov Sogn, tog imod ham i Ornat. Han hilste Kongen og hans Følge velkommen, førte Kongen op til Kirken, hvor Hylden stod, og fortalte det gamle Sagn.

Længe havde det varet, før Kongen kom, men Hylden kunde vente, thi nye Skud afløste de gamle, som faldt, og Hyldens Rødder var fæstet dybt i den sønderjydske Muld.

Mens Kongen var ved Kirken, skulde Bilerne, Kongens Staalheste, vendes, og vi stod ud for at strække Benene. Dette moderne Køretøj er jo behageligt nok at synke ned i, men man bliver skammelig stiv i Benene af at sidde der for længe.

Jeg var knap nok kommet ud af Vognen, før end Enemark, en af Krigskammeraterne fra Frankrig, kom hen for at hilse paa mig. “Ja, dette her er noget andet end dengang, vi laa nede i Champagne i Poppelskoven”, mente Enemark, og jeg maatte give ham Ret. Selv om vi ikke havde det værst ved Artilleriet, saa maatte vi dog passe paa at tage een Dag ad Gangen for at holde til det.

Jeg blev engang spurgt under et otte Dages Ophold i Berlin paa et Gasværnskursus, hvordan det føltes, naar et Angreb rigtig satte ind. Ja, ingen undgik vel ved Lejlighed at føle Angst, men ellers var jeg ikke i Stand til at klare Spørgsmaalet dengang, Livsaanderne var sat ned til det mindst mulige. Men nu vidste vi det. Naar Trommeilden for Alvor tog Fart, saa man ikke var i Stand til at skelne det ene Kanonskud fra det andet, da følte man, at al Ondskaben var sluppet løs, det var — ja, det var, som om Helved blev lukket op.

Men alligevel, en Kammerat fra Østfronten, som led mere end de fleste under Brutaliteten, fordi hans Følelser endnu ikke var helt afstumpede, skrev engang: “Lad det ogsaa gaa med mig, som det kan, bare dette maa føre med sig, at Krigen ikke gentager sig, og Afslutningen maa blive til Gavn for mit Hjemland, vort kære Nordslesvig”.

Han blev derude, men nu havde vi den Lykke at opleve Genforeningen, at se vort Land under Dannebrog smykk et til Fest. Gamle og Unge i Højtidsdragt, Smaapigerne med Blomsterkranse om Haaret samlet for at byde Danmarks Konge velkommen. Ofrene havde ikke været forgæves, vort Haab var gaaet i Opfyldelse.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

 

 

14. juli 1920. P. Chr. Stemann: “Det hele skulle glide. Og det gjorde det.”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Min dagbog slutter den 14. juli, hvor vi fra Tønder amt var til taffel ombord på „Dannebrog”, der lå i Åbenrå havn, og jeg skal herefter kun gøre bemærkninger om særlige hovedpunkter under opholdet dernede, der var en så interessant oplevelse og opgave, også fordi man fik lejlighed til at starte et dansk amt og en amtskommune med alle dertil hørende organer, vejvæsen o. s. v., fra bunden af. Amtet og amtsrådskredsen afgav den del, der lå syd for grænsen, til den nyoprettede kreds i Niebøl, delte aktiver og passiver med denne og fik samtidig tillagt den vestlige del af Haderslev kreds.

Den politik, som Schack og jeg i national politisk henseende var enige om at følge, var formidlingens og forsoningens politik. Talte folk tysk til os, svarede vi dem på tysk. Så holdt dette ret hurtigt op. Det generede os altså ikke at tale tysk, og så var der ikke noget morsomt ved det. Og de behøvede ikke at genere sig for at tale til os i den danske dialekt, de jo alligevel selv brugte til daglig.

Der var mange i det gamle land og også nogle af de ivrigste dernede, der holdt på, at den hårde hånd skulle anvendes. Der var måske tanker om en slags gengældelse deri; man hørte også ofte, at disciplin, ordrer og den hårde hånd var det eneste, som „tyskere” respekterede. Men vi svarede altid, at det var jo ikke Preussen og den prøjsiske mentalitet, det drejede sig om. Befolkningen havde i virkeligheden den samme mentalitet som det danske folk. De var ikke tyskere, men tysksindede. De var alle af den danske folkekarakter (bortset fra de sydfra indvandrede), og det kunne ofte være et rent tilfælde (f. eks. hidført ved giftermål), om vedkommende var blevet tysk- eller dansksindet, men mentaliteten var den samme. Overfor denne, det danske folks mentalitet, hjalp aldeles ikke den hårde hånd. Tværtimod. Og resultatet har jo også vist rigtigheden heraf.

I Tønder amt og by omgikkes dansk- og tysksindede – i modsætning til på østkysten – hinanden. Når der var selskaber på Schackenborg eller hos os, havde man dansk- og tysksindede og danske embedsmænd sammen, og det gik storartet. Skulle man tale tysk med nogen, gjorde man det som en ganske naturlig sag, så ingen tog notits af det. Nationalpolitik drøftede man faktisk aldrig.

Vanskeligt var det selvfølgelig straks for store dele af den dansksindede del af befolkningen at skulle overtage deres del af administrationen såvel i kommunerne som på anden måde. Dels havde de på grund af de særlige tyske valgregler i stort omfang været udelukket fra overhovedet at blive valgt, dels var de jo ganske ukendte med det danske retssystem, den danske lovgivning og hele det kommunale selvstyre. Alt skulle læres, og alt kom styrtende ned over hovedet på dem på een gang. Så her måtte man udfolde en overordentlig omfattende og betydningsfuld rådgivende virksomhed på alle mulige områder.

For mit eget vedkommende må jeg tilstå, at jeg faktisk aldrig åbnede en af de talrige aktsamlinger, som vi havde fra den tyske tid. Jeg var klar over, at man så ville være håbløst fortabt. Tiden tillod det ikke. Men når man anvendte sin menneskelige og juridiske retfærdighedssans som rettesnor, måtte det kunne gøres på den måde. Det var jo ikke meningen at gribe voldsomt ind; det hele skulle glide. Og det gjorde det.

I øvrigt måtte man anvende sin takt og menneskelighed og finde udveje for de vanskeligheder, som kunne opstå. Som et lille eksempel kan jeg fortælle, at jeg et par år efter genforeningen foreslog, at vi skulle lave en amtsudstilling i Tønder. Dette blev vedtaget (og kongen besøgte den). Der nedsattes en komité, der bestod af dansksindede og tysksindede medlemmer, og de bad mig være formand. Der opstod selvfølgelig mange problemer ved sagens gennemførelse; et af dem var flagningsspørgsmålet på udstillingsbygningen. De tysksindede ville dengang ikke udstille i en bygning, hvorover Dannebrog vajede, og de danske ville ikke være med, hvis det ikke skete. Jeg foreslog da, at vi på bygningen satte et stort flag, hvor på rød flagdug stod „Amtsudstillingen i Tønder” med hvide bogstaver og Dannebrogsflag ved indgangene til udstillingspladsen. Dette forslag tiltrådtes fra alle sider.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Sønderjysk Månedsskrift – med Genforeningen som tema

Sønderjysk Månedsskrift er et tidsskrift, der udsendes otte gange årligt til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Det indeholder korte artikler om navnlig historiske emner – og fire gange årligt desuden Grænselandskronikken, der giver et nyhedsoverblik over begivenheder i Sønderjylland det forgangne kvartal.

I dette nummer bl.a.: en stor artikel om festen på Dybbøl i 1920, skrevet af museumsinspektørerne Lisette Juhl Hansen og Mariann Kristensen og illustreret med talrige smukke farvedias fra dagen, taget af Otto Nørmark.

Desuden en artikel af Niels T. Sterum om Oskar Eggelings mindesmærker for de faldne i Første Verdenskrig. Eggeling tegnede bl.a. mindetavlerne i Tønder og Løgumkloster kirker – foruden det nu fjernede mindesmærke i Mariekirken i Flensborg.

Anders Bjørneboe skriver om sprogdebatten i stændersalen i Slesvig i 1840’erne – og stiller spørgsmålet: var det lige så meget en social kamp for bondestandens politiske rettigheder som en national kamp?

Else Roesdahl fortæller om et besøg af en tysk terrorist på Brundlund slot – ganske vist i den senere terrorists mere uskyldige barndom.

Bagsiden om forsiden er skerevet af René Rasmussen og handler om Christian den 10.’s besøg i Agerskov i 1920. Her opfyldte han en gammel profeti om, at hyldetræet ved kirken skulle skæres ned to gange og vokse op tre gange, før den danske konge ville komme og binde sin hest ved det.

Sønderjysk Månedskrift sendes til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bliv medlem her: https://www.hssdj.dk/bliv-medlem

Det koster kun 275,- kr for resten af året. Så får du også Sønderjyske Årbøger, når det udkommer til november. Og en klækkelig medlemsrabat på foreningens mange bøger om Sønderjyllands historie.

12. juli 1920. Trods dødstrusler: Kongen festligt modtaget i Tønder!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Mandag den 12. juli var så kongefamiliens besøg i Tønder.

Gik kl. godt 2 til markedspladsen, hvor militæret var. Her kom oberst Moltke og Lundbye farende i bil og sagde, at alt måtte laves om, da kongen på grund af tilskadekomsten med foden ikke kunne forlade automobilet.

Jeg måtte så give de fornødne ordrer dertil. Kirken, spadsereturen og besøget i hospitalet blev strøget.

Kongen var en time forsinket. Den med blomster smykkede landauer til dronningen og prinserne blev sendt væk. Musikken underholdt de ventende på torvet.

Ankomsten skete kl. 4¼ (dvs. 16:15). Kongefamilien blev siddende i bilen.

Ministeriet med Neergaard i spidsen og vi andre i følget gik bagefter, og det var i ilmarch, idet bilen jo, selv om den kørte ganske langsomt, kørte hurtigere, end man kunne gå. Og svært var det også at komme med, idet folkemængden slog jublende sammen om kongens bil. Jeg ser endnu for mig ministrene kæmpende sig frem.

Jeg gik direkte ned på amtshuset, hvortil jeg havde sendt bud, at de tidligere dansksindede arresterede [ved krigsudbruddet i 1914] med Rossen i spidsen måtte gå ud og stille sig på fortovet foran bygningen, idet kongen ikke kunne forlade bilen.

Da kongen var kommet, trådte Rossen frem og holdt en meget kraftig tale, der opfordrede til at tage hårdt fat på de tysksindede. Det var det eneste, de respekterede.

Nu var jeg selvfølgelig meget ked af, at jeg ikke havde bedt Rossen om at se hans manuskript til talen forud. Om han havde sagt dette oppe i amtsrådssalen, hvor offentligheden ikke hørte det, gjorde jo ikke så meget. Men her var sort af tilhørere og kongen var ganske uforberedt på dette, som også skete i nærværelse af hele ministeriet.

Men kongen holdt straks en smuk takketale, der havde som hovedlinie, at man skulle handle i forsoningens ånd og ikke gengælde ondt med ondt.

Det var et fremragende svar. Jeg fulgte dronningen op i amtsrådssalen, hvor damerne overrakte hende tønderske kniplinger.

Herfra kørte vi ud til Schackenborg, hvor Neergaard kom hen til mig og takkede mig for det udmærkede arrangement i Tønder.

Han sagde mig rent ud, at ministeriet havde været noget nervøs ved det, idet såvel kongen som ministeriet forud havde fået anonyme trusselsbreve om, at kongen ikke kom levende fra besøget i Tønder, hvortil jeg svarede, at vi, der var i Tønder og kendte forholdene, ikke havde været den mindste smule nervøse for, at der skulle ske nogetsomhelst.

Neergaard udtalte også, hvor rigtigt det var, at politi m.v. holdtes tilbage.

Jeg fik besked om, at kongen den næste dag ville køre en tur ud i Tønder amt og bl. a. ville besøge Højer, og blev anmodet om at ordne det.

Da kongen var kørt, tog jeg fat på dette og talte bl. a. med borgmesteren i Højer. Jeg har set og hørt beretninger om, at man fra borgmesterens og det tysksindede byråds side bevidst ønskede at demonstrere ved, at borgmesteren modtog kongen med en tale på tysk.

Jeg må sige, at jeg ikke kender nogetsomhelst dertil, og med hensyn til borgmesterens tale på tysk, var der ikke spor af demonstration i dette. Jeg sagde til ham forud, at han selvfølgelig ligesom alle andre borgmestre måtte modtage kongen, og det var han også fuldstændig parat til, men han sagde til mig, at han talte dansk så dårligt, at han ikke syntes, at han kunne være bekendt at holde velkomsttalen til kongen i det tungemål, men om det ikke var muligt, at han kunne få lov til at gøre det på tysk, hvilket sprog han altid havde været vant til at bruge, når han skulle optræde offentligt.

Jeg sagde, at det var der ikke noget i vejen for, hvilket beroligede ham meget, og jeg gjorde det netop ud fra den forsoningens ånd mellem nationaliteterne dernede, som kongen selv var i spidsen for, og som vi alle arbejdede efter. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

11. juli 1920. Festen på Dybbøl afsluttes: “For det danske Folk vil denne Oplevelse for altid være uforglemmelig.”

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Mens en Deputation af sørgeklædte Kvinder overrakte Dronningen en simpel og enkel Buket Blomster, voksede paa slesvigsk Jord, samledes Tankerne om alle de unge Mænd, der var faldet i Verdenskrigen, og om den dybe Sorg i deres Slægt.

Det strømmende Stemningsvæld i Grundtvigs dejlige Digt om Istedslaget:

Guds Fred med vore Døde
i Danmarks Rosengaard,
Guds Fred med dem, som bløde
af dybe Hjertesaar!

havde fundet et nyt og skønt Udtryk i en Kantate til denne Dag. Om den nye Ungdomsskare, der, dybest set, var faldet for det danske Slesvigs Sag, lød i Dag en ung Digters nye Ord:

KOR:
De gav sig selv med Pligtens Sind
Paa fremmed Jord for fremmed Sag,
Og mangen gaar i Stuen ind
Og græder ud paa Glædens Dag.

SOLO:
De Døde er ikke borte, de sover kun her og der
Under Tavler af Sten, under Kors af Træ i Døgnenes skiftende Vejr.
De Døde er ikke borte, de er os bestandig nær
I den klare Sol, i den kolde Dug, i det straalende Maaneskær.
De Døde er altid hos os. Naar Erindring bøjer til Bøn,
Er en Fader os nær, er en Broder os nær, og den inderligt elskede Søn.
De Døde er ikke døde, de er mere end Taarer og Ler,
Usynligt er de med Hjerte og Aand i alt, der omkring os sker.

Der blev endnu sagt mange gode Ord.

H. P. Hanssen, Nørremølle, Slesvigernes Organisator, der i mange Aar havde været deres Talsmand i den tyske Rigsdag, pegede paa alle de berømte Kampens og Historiens Steder i Landskabet, der laa udbredt som et Tæppe for Bakkens Fod. Snart var det ovre fra Broagerlandets tvillingtaarnede Kirke, der i milevid Afstand dukker op over hele Egnen, snart nordpaa fra Bredden af Alssund, at Bomber og Granater var slaaet ned over Banken, og fra Skanserne hørtes Raabene: Dæk, dæk, Broager, dæk! Dæk, dæk, Ragebøl, dæk!

Han mindedes særlig Christian den Niendes Besøg i de sønderskudte Skanser, og de norske og svenske frivillige, der havde kæmpet for Danmark; han talte om de Mænd, der, fødte paa Egnen, havde gjort deres Indsats i Danmarks Aandsliv, Maleren Eckersberg, Historikeren A. D. Jørgensen og Digteren Herman Bang.

Som et lidet Intermezzo under Talen fulgte alles Øjne en Flyvemaskine, ført af en ung Sønderjyde, der højt oppe fra i en stor Bue svang sig hen over Kongetribunen og nedkastede et Dannebrogsflag, der fangedes ind af Dronningens Kabinetssekretær.

Peter Grau talte om “de udelukkede Forposter”, og Danmarks Statsminister, Niels Neergaard, sluttede sin Tale om “dem, der blev tilbage, dem, der havde kæmpet saa trofast og udholdende som nogen”, med disse Ord: “Det kan jeg sige paa Regeringens Vegne, ja, paa hele det danske Folks Vegne: I skal ikke blive glemt.”

Mens endnu en Mand fra Sønderjydsk Arbejderforening og en Mand fra den danske Rigsdag talte, var en lille Stump paa 4—5 Aar kommen løs og var entret op ad den høje Trappe, for at se hele den kongelige Herlighed paa nært Hold. Hun kiggede ogsaa nøje efter og havnede hos en af Prinserne.

Da Kongen brød op, strømmede Veteranerne, der sad paa Hæderspladserne, sammen om ham, og han trykkede Hænder til alle Sider. Det sidste jeg saa til ham var oppe fra Skansevolden.

Han var ved at stige op i sin Bil udenfor Marken og rystede paa Hovedet: han kunde ikke mere. Men da han kørte, løb mange en Genvej tværs over Markerne for at faa endnu et Glimt at se af Kongen — deres Konge.

Det er lykkeligt for os som et frit Folk, at enhver for sig kan føle og tænke paa sin egen Vis uden Tryk og Trængsel.

Men til Tider maa det ske, at vi alle af fuldt Hjerte samles under eet Tegn til een stor Løftelse af Sindet. Næppe er det nogensinde fuldbyrdet skønnere og rigere end ved Sønderjyllands Hjemkomst til Moderlandet efter et halvt Aarhundredes Adskillelse og efter Verdenskrigens Rædsler. For det danske Folk vil denne Oplevelse for altid være uforglemmelig.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

11. juli 1920. Kongen på Dybbøl: “Sønderjyder, tag ved mig vort Haandslag som Tak for Trofastheden.”

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Nogle af de slesvigske Førere steg nu op ad den høje Trappe, og Dækket blev draget fra to store Guldhorn, der var Befolkningens Hyldestgave til Kongen. “De skal vidne om, at Sønderjylland altid har været dansk, og om vor Glæde over at være blevet forenede igen med Danmark”, sagde deres Talsmand, den gamle Kaptajn C. C. Fischer fra Aabenraa, ved Overrækkelsen.

Et naturligere og værdigere Symbol kunde ikke være valgt. 1639 fandt en Bondepige ved Landsbyen Gallehus tæt udenfor Møgeltønder, hvor i Oldtiden Vejen fra Ribe til Tønder løb forbi, et prægtigt Guldhorn. 1734 fandtes et andet tæt ved.

Af alle de mange er det de mærkeligste Oltidsminder, der nogensinde er fremdragne af Danmarks Jord. Det ene bærer en Runeindskrift paa Gammeldansk, der oversat paa Nutidssproget lyder: “Jeg, Lægæst fra Holte, gjorde dette Horn”.

Det er de ældste Ord, der er bevaret af dansk Tunge. Sammen med de danske Runestene fra Dannevirke er de Jordens egne utvetydige Vidnesbyrd om den danske Odelsret til Landet.

Da sidenefter en Guldsmed stjal dem fra Kunstkammeret i København og smeltede dem om, skrev vor største Digter, Adam Oehlenschlager, Digtet “Guldhornene”, der lagde Grunden til hans Berømmelse. Nu skænkede Sønderjyderne Kongen Hornene i Guld.

Dæmpet lyder Musikken og Sangen til:

Slumrer sødt i Slesvigs Jord,
Dyrekøbt den blev ved Eder.
Sommeren sit Blomsterflor
Over Eders Grave breder;

Mindet flyver som en Fugl
Hen til Slesvigs grønne Vange,
Synger der fra Gravens Skjul
Ensomt sine simple Sange.

mens en gammel Mand, Veteranen Hans Thomsen fra Sundsmark paa Als, menig Soldat i 1864, langsomt, langsomt steg op ad Trinene, fulgt af fire hvidklædte unge Piger, der bar et gammelt Flag udfoldet mellem sig — det sidste danske Flag, der i 64 var strøget i Sønderborg, trofast skjult i Haabet om Genoprejsningen i den danske Familie Reimers’ Gemme.

Nu, da det igen kan vaje stolt og frit,
Beder vi vor Konge: Tag det, det er dit!
Vi har elsket det, mens vore Hjerter led;
Hjerter brast, men ikke deres Kærlighed.

Den fik vore Børn i Arv, og med vort Sprog
har vi givet dem at elske Dannebrog.
Ved dets Dug svor nye Slægter Faneed —
Tag vort gamle Flag, tag vor Trofasthed!

Paa disse Vers, som Hans Thomsen fremsagde, svarede
Kongen:

“Dybt rørt takker jeg for de gamle Veteraners Flag, som de i saa mange Aar har gemt til den Dag, vi alle haabede paa” — og saa løftede han Flagdugen og kyssede den: “Jeg modtager Eders og vort Flag, og idet jeg kysser dets gamle Dug, kysser jeg Jeres Trofasthed. — Det er med bevægede Hjerter, alle vi nordfra staar blandt Eder Sønderjyder. Vor Herre har lønnet Eders Trofasthed, men Tak skal ogsaa rettes til de allierede Magter, som forstod vor fælles Hjertesag.

Den Jord, vi staar paa, er hellig for os alle; thi her gav Fædrene Livet som Indsats, og det Slægten for os kæmpede for og haabede paa, sker Fyldest for os i Dag; netop her mindes vi derfor dem, der med uvisnelig Hæder indskrev deres Navne paa Danmarks Bavtasten.

Vi mindes min Bedstefar, hvis Hjerte hang ved denne Landsdel; vi mindes min Far, hvis Følelser ikke var mindre, og hvem det ikke blev forundt at staa her i Dag i mit Sted. Vi mindes alle dem, der blandt Slægten hernede betegnedes som de ypperste.

Sønderjyder, tag ved mig vort Haandslag som Tak for den Trofasthed, hvormed I gennem de mange trange Aar bevarede Kærligheden til Danmark, til vort Sprog og til
vore fælles Minder. Indtag Eders Sæde blandt os, hvor Eders Plads saa lange stod tom, og byg i Fællesskab med os Danmarks Fremtid. Gud signe Danmark! Gud velsigne
Eder!”

Kongens mægtige Røst kunde høres over hele Skansen.

Ved Talens Slutning lagde han sin Arm om Halsen paa den gamle Mand og kyssede ham.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

11. juli 1920. Grev Schack taler: “Vi skal være dig gode og trofaste Sønner og Døtre, Danmark, det lover vi dig i Dag”

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Vi synger, men saa mange er vi, at Gardens mægtige Musikkorps ikke kan holde Sangen sammen, men Versenes Slutord ruller som et Ekko ud mod Yderkanterne. —

Foran Kongesædet er Talerstolen rejst. Sønderjydernes Ordfører træder derop. Det er den unge Grev Otto Didrik Schack fra Møgeltønder, ved Krigens Udbrud med mange andre danske Tillidsmand brutalt og meningsløst fængslet af Tyskerne og slæbt bort, nu Amtmand over det sydligste danske Amt.

Men han er ikke i Guldstriber og Fjerbusk. Han bærer den samme Festdragt som de andre Bønder og Borgere af Vælgerforeningens Styrelse: den sorte Frakke og Klaphatten. Med blottet Hoved ser han opad mod Kongen. Sollyset falder skarpt ned over det tætte Haar og de stærke lyse Øjenbryn, og en dyb Bevægelse glider hen over hans Ansigt.

Fra brydsom Begyndelse hæver han sig gennem sin Tale til høj Pathos:

“Deres Majestæter, Deres kongelige Højheder, højtærede Forsamling!
Paa Dybbøl Banke, det dyrebareste Sted Danmark ejer, hvor Fortid og Nutid fører et Sprog, der stærkere end Mennesketunge formaar det, vidner om, at Herren har gjort store Ting imod os, mødes Danmarks Kongehus, Regering og Rigsdag — mødes Danmark selv i Dag med sønderjydske Landsmænd.

Saa skal da det Velkommen, der bydes af de Tusinder, der fra det genvundne Land er stævnet hid i Dag, lyde saa varmt og hjerteligt, som det alene kan lyde fra Befolkningen sønden Aa til Danmarks Konge og Danmarks Folk.

Genforeningen bragte os ikke den Glædens Dag, vi haabede paa — og hvad der fylder vort Sind og ikke kan glemmes, skal heller ikke glemmes i denne Stund og paa dette Sted, men som en dyb og alvorlig Tone klinge med i det store Kor af Løfter og Tak, der fra Dybbøl Banke vil lyde ud i Fremtiden.

Men Fortrøstning og Taknemlighed maa i Dag bære frem over det, der tynger. Med inderlig Tak vil vi mindes, at hvor Danmarks Konge hin Gang i Nattens Mørke besøgte de til Død og Undergang viede Skanser i en tabt Landsdel, der samles i Dag i Festdagens Glans en dansk Konge af samme Navn med sit Folk for at føre det tilbage til Moderlandet.

Hvem turde have haabet dette, da for 6 Aar siden den tyske Dybbølfest skulde overtyde Verden om, at dette Land var tabt for Danmark for bestandigt? Men Festsalutten fra den tyske Flaade fik et grufuldt Ekko, der rullede gennem Verdenskrigen.

Da Kanontorden forstummede, sang Dybbøllærken atter over vang.

Taleren standsede betaget et Øjeblik, højtidsstilhed som i en Kirke laa over de mange Tusinder. Og hør! Et Brus af jublende Lærkesang tonede og klang over vore Hoveder.

“Og saa dansk er dette Land og Folk hernede, at vi til Trods for det vidunderlige, vi oplever, føler: Vort Møde her paa Dybbøl er ligesaa naturligt som den Fugls Kvidren, der for os staar som et Symbol paa det danske Folkesind; skal der fejres en Fest paa dette Sted, da maa det være et Møde som vort i Dag, hvor Dansk møder Dansk for ikke atter at skilles.

Og kommer vi hjem, færre og fattigere end vi drømte, og blandes der Afskedssmerte i Gensynets Glade paa denne Dag, der skiller Slægt og samler Slægt — der er dog noget, der er stærkere. Hvor Hjertet er for fuldt til at tolke sine Følelser i Ord, der sænker sig Øje dybt i Øje for at sige det uudsigelige, der lyder kun Velsignelsen, som rummer alt, Anger og Tilgivelse, Tak og Løfter for Fremtiden, men først og fremmest Kærlighed, Kærligheden, som forener i Adskillelsen, og som gør Genforeningen hellig, Kærligheden, der samler alt dansk, hvor det end findes paa Jorden.

Gud velsigne dem dernede, der længes hen til os i Dag!
Gud velsigne dig og dit Hus, Kong Christian!
Gud velsigne Danmark!

Det store Budskab, Genforeningen bringer til os Sønderjyder, er, at vi nu ikke mere skal bare dette Navn, men blive Danske, ikke kun i Sind, men ogsaa af Navn.

Det er med Vemod, at vi giver Afkald paa dette Navn, under hvilket vi har elsket Danmark og alt, hvad der er dansk, med en Inderlighed og Hengivenhed, som den ikke fandtes større i Moderlandet, og det er med Sorg, at vi siger Farvel til det, fordi det endnu som Hædersmarke maa bæres af dem, vi ikke glemmer i denne Stund, og som vi vil bevare
i Troskab, saa lange der banker et dansk Hjerte dernede.

Men med inderlig Tak og Glæde tager vi imod Danmarksnavnet, mødes vi i Dag til Samarbejde for Danmarks Vel og Danmarks Fremtid. Den Kærlighed, der spirede og plejedes i de lange og trange Udlandigheds-Aar, skal nu bære Frugt. Lød det før med særlig Varme i den Sang, vi vel hyppigst har sunget hernede: “Mig fryder din Ros, din Ære, mig knuger din Sorg, dit Savn”, saa skal det nu vise sig, at vor Kærlighed var saa stærk og ægte, at vi kan indfri vore Løfter, at vi vil møde Kravene og være med til at bære Byrderne, at det er sandt, naar vi synger videre: “Hver Glans, hver Plet vil jeg bære, som falder paa Danmarks Navn”, og at “om Trængsel og Nød du fristed, jeg elsker dig dobbelt ømt”.

Vi skal være dig gode og trofaste Sønner og Døtre, Danmark, det lover vi dig i Dag — det giver vi dig Haandslag paa, Kong Christian!

Ja, om Kongen samler vi os i denne Stund, den største vor Slægt har oplevet. Naar i svundne Dage Folket havde valgt sin Konge, stævnede det til Tinge for at hylde ham under aaben Himmel. Den 10de Februar, da vi Sønderjyder stemte os hjem, kaarede vi Kong Christian af Danmark til vor Konge. I Dag løfter vi, alle som een, vor Konge paa Skjold, som frie Mand og Kvinder hylder vi Danmarks Konge og Dronning, nu ogsaa vor Konge og Dronning, idet vi samles i et tusindstemmigt Hyldestraab:

Kong Christian og Dronning Alexandrine leve!”

Det var en sær Skæbnens Førelse, at det blev Grev Schack, der var Sønderjydernes første Talsmand. Uoverensstemmelser angaaende Grænsedragningen havde holdt de vante Førstetalere tilbage.

Disses Evner og Ydelser ufortalt: Grev Schack var den rette. Det djærve Du til Kongen faldt med naturlig Kraft fra hans Læber. “Kongens Lensmand” paa Møgeltønder Slot ramte med sine skønne Ord det inderste i Sønderjydens Sindelag: det var: “den lovlige og retmæssige Konge”, der var vendt tilbage.

Saaledes havde det allerede lydt i Velkomsthilsenen fra den “gamle danske By” Haderslev.

Og denne Tankegang fandt den fuldeste Genklang i Kongens fine Beskedenhed og Slægtsfølelse, som den ytrede sig Gang paa Gang i hans Svar paa Befolkningens Hyldest: “Jeg mindes min Bedstefader og min Fader, hvem jeg ønsker havde holdt her i mit Sted”, havde han sagt straks ved Grænsen.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

11. juli 1920. Tusinder samlet på Dybbøl – bare vejret holder!

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Saa kom vi nærmere til Dybbølbjergs Vartegn, der skues videnom: det grimme tyske Sejersmonument, der ligner Spiret paa et gotisk Kirketaarn, som man uden Sans for Stil og Smag, Natur og Landskab har stillet plat ned paa Bakkekammen, og den trofaste og redelige hvide Dybbøl Mølle, i Dagens Anledning pyntet med et stort Dannebrogsflag paa Mølleomgangen. Den bærer nu igen sin hjertevindende Indskrift, som Prøjserne pillede ned:

Tvende Gange skudt i Grus,
atter rejst som Møllehus,
Vogter for et Mindebo,
Selv en Bavta dansk og tro.

Spejd saa langt Dit Øje naar,
Grav ved Grav i Marken staar.
Danske Mænd gav Livet hen,
Troskab holder Skansen end.

Taaredugget Ærekrans
slaar om Dybbøls Navn sin Glans.
Slægter dø, men Sproget binder,
Fremtid gror af dyre Minder.

Det grimme tyske Værtshus, bygget i tysk Ølstil, ligger der fremdeles og skæmmer; det hjælper dog lidt, at det nu har faaet dansk Navn. Men i Dag er der kommet noget nyt til.

Soldaterforeningerne har smykket det danske Thermopylæ — hvor en lille trofast Skare, i tapper Kamp trods Haabløshed, for en Stund standsede de fremvæltende Horder og selv led Offerdøden — med en mægtig Flagstang i en stor Stensætning. Naar Kongen passerer i Dag, skal der for første Gang hejses et Kæmpeflag af Silke, skænket af Dansk-Amerikanere, af hvis Skare de udvandrede Nordslesvigere udgør den solide Kærne.

Helt nede i Angel kan de se, at dette Sted er dansk. Saa svinger Toget tilhøjre ind over Markerne og ad et Gab i Skansevolden ind paa Festpladsen: en mægtig Skanse paa flere Tønder Land, vel saa stor som Kongens Nytorv, anlagt af Tyskerne i 1865. Fra denne Dag af skal den bare Navnet: Kongeskansen. —

En Overraskelse møder os straks paa Festpladsen: Skansernes Inderskrænter er allerede besat af nye Tusinder. Og nu først kommer Processionen. Vil Vejret holde? Fra Morgenstunden har alt tegnet glimrende, men tunge Skyer trækker op, og der falder enkelte Draaber.

Det store Friluftsstavne kan ikke taale Regn. Jo, det holder, det bliver endda straalende Skiftevejr, som det danske Sind, der veksler saa tit og saa let mellem Alvor og Skæmt; det knaldende Lys mellem Overskygningerne gyder dobbelt Liv over Farverne i Landskabets pragtfulde Rundskue og i den brogede Menneskeskare. Og højt, højt oppe hænger Lærkerne og synger i Kor.

Hele det mægtige Rum fyldes efterhaanden. Var der treds-, var der hundrede-tusind? Ingen kunde tælle dem. Der kommer Smil paa alle Ansigter, da en lille Deling Marinesoldater med Løjtnant og Marinesplitflag marcherer ind ad Skansegabet til de gemytlige Toner af “Holmens faste Stok”.

Hver og en kender jo Melodi og Ord fra Moders Skød. En agtet, sindig og graanet københavnsk Socialistfører, der er født paa Fyen, ler hen til mig: “Der har vi nok Københavnerne!”

Jeg er jo selv en ægte Københavner med K. Saa kommer Studenterskytterne og sluttelig Garden med gammel laset Fane til “Den Gang jeg drog af Sted”.

Den faar en velvillig, strengt sagkyndig Bedømmelse. Militærvæsen har alle disse “Musspreussere” maattet lære at forstaa sig paa.

Der skulde jo Kongen have redet i Spidsen, dobbelt høj med den mægtige Bjørneskindshue!

Men nu kommer han langsomt gaaende i Admiralsuniform — du Danskes Vej til Ros og Magt, sortladne Hav!

— Mange strækker Hænderne ud imod ham, alle raaber ham i Møde, som han og hans følge skrider frem gennem Menneskemængden i langsom Højtidelighed, Skridt for Skridt, hen til den græsklædte Jordhøj paa Pladsens Midte, op ad de mange Trin til Æressædet højt over hele Menneskehavet.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

11. juli 1920. Tusindvis i procession over pontonbroen til Dybbøl

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Henad 12 stiller vi op til Procession paa Pladsen bag Slottet.

Der ligger det paa det lille Næs ved Svinget ind fra Flensborg Fjord til Alssund. Ingenlunde stateligt at se paa, med Respekt at melde: en gammel Kasse. Men hvad har det ikke indenfor og udenfor sine svære Mure set af Omskiftelser, siden Valdemar Atterdag dansede Bryllup her med Dronning Helvig. I Danmarkshistorien staar det først og fremmest ridset ind som den ulykkelige Borgerkonge Christian den Andens Fængsel gennem 17 lange Aar. Det runde Fløjtaarn, hvor han sad, og hvorfra Sagnet beretter om Stenbordet med Fugen efter hans Tommelfinger, som han pressede ind i Kanten i sin evige, evige Rundgang under tunge Grublerier, er forlængst brudt ned.

Kom man for Krigen over fra Fyen med Skibet fra Faaborg, var det det første Sted, hvor Pikkelhuerne skar en i Øjnene og Hjertet; thi Prøjserne anvendte det til Kaserne.

Under og efter Krigen blev det saa brugt — til Husvilde!

Sic transit gloria mundi: saaledes forgaar Verdens Herlighed!

I Dag fik det dog lidt historisk Oprejsning som Udgangspunkt for det danske Folks Procession op til Dybbølbjerg.

Det danske Folk i Procession, det er i Sandhed en broget Skare. De eneste “stilige” var den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse, der gik i Spidsen, alle, Borgere som Bønder, i lange sorte Frakker og med høj Hat paa — Silkeklaphatten, der pænt ligger flad i en Æske til Hverdag, for paa Festdagen at slaas op med et Smæld. En Amtmand med Guldstriber og hvid Fjerbusk ved Siden af en Rigsdagsmand i graat Jakkesæt og med Straahat paa, runde Hatte og bløde Hatte, Huer, Kasketter, Straahatte og høje Hatte i Hang — saadan som et moderne demokratisk Folk ser ud, der som det danske baade i sin daglige Tilværelse og ved Fest tager Demokratiet for Alvor Med lidt Musik hist og her, med en Fædrelandssang nu og da marcherede vi af i broget Skare, Mænd og Kvinder, høje og lave, langs Havnen, over Pontonbroen, i et Sving forbi de gamle Broskanser og saa lige frem og jævnt opad en halv Mils Vej mod Bankens Top.

Vendte man sig om undervejs, saa saa man Hoved ved Hoved den store Skare bag sig ned ad Landevejen med de høje Alletræer, med Vandet, Bakkerne og de røde Tage i Baggrunden, og med Skanserester og Krigergrave paa Siderne — da de første var ved Toppen, stod de sidste endnu paa Slotspladsen, alle med alvorligt-glade Ansigter i Forventning om Festen.

Det Stykke Vej, der siden Stormen paa Dybbøl i 1864 staar gravet ind i enhver Danskers Sind som vor ulykkelige Hærs via dolorosa — denne Smertens Vej var i Dag bleven en via triumphalis, ikke for et sejersberuset, brovtende Folk, men for stille Lykke og Taknemlighed.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

11. juli 1920. Kongeskibet kommer!

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Den danske Stat havde foruden sine egne højeste Embedsmænd ogsaa indbudt Københavns Borgmestre til Genforeningsfesten paa Dybbøl som Tak for Stadens Gæstfrihed mod Hold paa Hold af hjemvendende Krigsfanger. Efter den foregaaende Dags glade og begivenhedsrige Kørsel i et Særtog, som ogsaa havde tjent os Gæster som Nattekvarter, tog vi med Lykkens aabne Sind Del i det store Folkestævne paa Dybbøl Banke.

Over Pontonbroen, der dengang endnu forbandt Fastlandet med Als, Sundeved med Sønderborg, som den gjorde det i 1864, da vore Soldater under Belejring og Brand maatte over den i Kugleregn for at naa fra Byen til Skanserne, gik vi over til Kajpladserne paa Alssiden. Pontonbroen var pyntet med lange Rækker af Dannebrogsguirlander og Gran, og Byens hyggelige og fornøjelige smaa Huse, som endnu for en Del paa gammelslesvigsk Vis vender Gavlen mod Gaden, blegnede og rødmede under en Styrtsø af Flag, saa mange som jeg aldrig har set sammen i mit Liv.

Højt, højt oppe paa den mægtige tyske Marinekaserne blafrede nok saa kækt og veltilfreds et lille Splitflag for den raske Vind: “Her er jeg ogsaa!” kvidrede Flaget. —

Jeg var saa heldig at blive bedt om Bord paa Ministrenes Skib “Ægir”, der allerede laa ved Kajen, og der sad jeg i de følgende Timer paa Dækket og saa Festdagen folde sig ud.

Først vrimlede Gader og Bolværk af festklædte Mennesker fra By og Land, saa fyldtes Vinduerne, saa Plankeværker og Tagene paa Skure og Lysthuse, og tilsidst hang der tæt med Drenge paa Tagrygningene.

De høje grønne Skrænter, der baade paa Als- og Sundeved-Siden falder brat ned mod det smalle Sund, fyldtes med store Klynger af Mennesker; tilsidst var de dækkede fra Fod til Isse med Tusinder og atter Tusinder, som til Fods, i Vogn og Bil var kommet dertil, i mængdevis uden Husly om Natten. Lystjagt paa Lystjagt laa allerede paa Alssund eller kom strygende ind for fulde Sejl, og Dampskib paa Dampskib, fyldte til Randen med Mennesker og Fædrelandssange, kom glidende ind nordfra og sydfra, fra Haderslev, Aabenraa og Kolding, fra Fyen og fra Flensborg, hilste med Viften og Hurra og Sang fra Bakker, Skrænter og Huse.

Rigsdagsmændenes store Damper, der kom lige fra København, gik ind gennem den udsvingede Pontonbro og fik fin Modtagelse med Byraadsmedlemmer og Tale.

Nu maa Kongen da snart komme! Det trækker op med Honoratiores i høje Hatte og med Officerer i Galla og Fjerbuske; Garden med Bjørneskindshuerne, Studenterskytter og Spejderdrenge stiller op til Parade.

Nu, nu er han der! Hvor lige nord for Havnen det smalle Sund — saa dybt, at de største Krigsskibe kan gaa igennem — svinger i en brat Kurve, smutter tre smaa Torpedobaade omkring Pynten, og bag Skrænterne kommer der Master til Syne; Krigsskibene “Gejser” og “Heimdal” fyrer Kongesalutten, og gennem Krudtrøgen styrer Kongeskibet, kridende hvidt i Solen, ind i Sundet, hen til Kajen, med Kongen ragende i Vejret paa Hjulkassen, hilst med jublende Raab og viftende Lommetørklæder fra hver Bakke, hver Skrænt, hvert Hus!

Saa Tale og Svar, Honnørmarch og Parade — Kongen gaar kun med Besvær ned langs Fronten — og endelig Kørsel gennem Byen under Trængsel og Jubel.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

10. juli 1920. Klokken 9:00 ved Frederikshøj: Kongen kommer!

Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse den 11. juli 1920.

To milepæle stod ved vejen, kun en alen fra hinanden; de meddelte kilometerafstanden – den ene “fra Kolding”, den anden “von Altona”, og mellem de to lå grænsepælen væltet.

Forunderlige tanker gik igennem vort sind, da vi stod ved dette sindbillede på det store, som var vundet. Hvor ofte havde jeg ikke stirret med længsel over denne grænse ned mod “det elskede, omstridte land” og søgt min trøst i det kendte ord: “Troen kan flytte bjerge – så kan den vel også flytte pæle nogle mile mod syd!”

Og nu var det sket. Lige ved den væltede grænsepæl hævede den skønne triumfbue sig over vejen med et “Velkommen til Sønderjylland”, og – som alle andre – blottede vi uvilkårligt hovederne og gik med hjerter, der bankede af glad bevægelse, ind under buen – ind i det genvundne land.

Men man må have oplevet dette selv – med et dansk hjerte – for rigtigt at forstå, hvad disse skridt betød af glæde. Der var klang af sejr og jubel i de tusinde fodtrin, der lød hen under den stolte triumfbue hin sommermorgen, da det store danske folketog drog ind i Sønderjylland til fest. Hvert eneste fodslag forkyndte jo, at grænsen ved Kongeåen var slettet.

Kun et kort stykke – vel ca. 100 meter – syd for triumfbuen havde man rejst en lille, beskeden talerstol af gran ved vejens vestlige side, og da vi anede, at det var dér, at kongen skulle modtage den første velkomsthilsen i Sønderjylland, vendte vi efter en tur ned til det gamle toldsted tilbage til denne plads og plantede os ved vejen lige over for talerstolen. “Nu viger vi kun for bajonetterne”, sagde jeg – uden at ane, at dette virkeligt skulle blive til sandhed. “Det er hørt!” – svarede Horn.

Og når jeg nu tænker på, at vi dér – efter en anstrengende rejse og en gennemvåget nat – stod plantede på den samme plet i vejens lerede ælte i tre en halv time, så undrer jeg mig over, hvor disse timer vel blev af – for vist er det, at tiden ikke på nogen måde faldt os lang.

Regnen var hørt op, men himlen var stadig grå, og skydækket lå tungt hen over den skønne egn, der bugtede sig i bakke og dal med grønne skove og frodige marker – så dansk, så velsignet dansk!

Men alle vegne var der flag og festglade mennesker, og folketoget gennem triumfbuen blev ustandselig ved, så at der var nok at tale med og mere end nok at se på – automobiler og vogne rullede frem i en så uafbrudt række, at det ikke ville være let at slippe over vejen, og en af de sidste, der kom, før trafikken klokken halv ni blev standset, var en rutebil, der klokken ti den foregående aften var kørt ud fra Mariager; den var stuvende fuld af mennesker, og ovenpå taget lå seks karle svøbte i tæpper og drivvåde efter nattens regn, men med et humør, der straks hilste os med hurraråb, da vi vinkede til dem. –

En mand ved siden af os havde en liste over bogstaverne på automobilernes skilte, hvoraf man kunne se, fra hvilke amter de var, og en tid underholdt vi os med at bestemme de forbikørende bilers hjemsted, hvorved vi stødte på alle bogstaver undtagen tre og derved fik konstateret, at med undtagelse af Bornholm var alle amter i Danmark præsenterede pr. bil ved grænsefesten.

“Bornholm mangler!” forkyndte Horn, hvis stemme gerne kunne høres viden om. “Men kun pr. bil!” – svarede en syngende bornholmsk stemme et sted ude i mængden.

Men også adskilligt andet var der, som holdt opmærksomheden og dannede langs med vejen og langt ud over markerne en uigennemtrængelig menneskemasse: folk af alle stænder og fra alle egne af vort land, mænd og kvinder, unge og gamle – en mægtig, forventningsfuld hær! – I træerne ved vejkanten hang på alle grene, der var tykke nok til at bære, unge mænd og kvinder, hvis ikke altid vellykkede klatreforsøg vakte megen munterhed, men i øvrigt var der velvillige hjælpere nok, og en snedig dreng havde lavet sig en stige af grene, som han for en skilling lejede ud til enhver, der ønskede at betragte den festlige scene “i fugleperspektiv”.

Jo nærmere vi kom til tiden for kongens ankomst, desto mere broget blev det billede, der udfoldede sig for øjet. Sønderjyske ringridere paraderede til hest og med lange lanser ude på marken – hundreder af sønderjyske piger i hvide kjoler med rødt skærf dannede allé ved vejen for at strø blomster for kongen, hvor han red frem, og nu, da vejen blev holdt ryddelig af det ypperlige “grønne politi”, der forstod at gøre sin pligt med hensynsfuldhed og dansk humør, indfandt de kendte mænd, der skulle spille en rolle ved festen, sig efterhånden på pladsen, bl.a. amtmand Vedel og Kloppenborg-Skrumsager.

Og endelig klokken halv ni marcherede 1. sønderjyske bataljons 2. kompagni, som skulle danne æresvagten for kongen, frem og tog opstilling lige over for talerstolen, og nu måtte vi virkelig vige for bajonetterne. Til trods for harmfyldte protester mod, at vi, som havde ventet tålmodigt i hen ved fire timer, nu skulle berøves vor plads i første parket, var der selvfølgelig intet at stille op – men ulykken blev da heller ikke stor. Både kaptajn Bülow, som førte vagten, og som jeg kendte fra mit hjem, og sergent Madsen, der var min legekammerat fra drengeårene på Kronborg, optrådte med så stor en forekommenhed, som den militære pligt ville tillade dem, og selve chefen, oberst Moltke, der holdt til hest ved flanken af kompagniet, trøstede venligt folk med, at han, så snart kongen kom, ville ride frem, og – “så kan De komme til igen”.

Endelig tog en blid form for bestikkelse al vor bekymring bort. Blandt soldaterne, som for det meste stod “rør”, og som vi derfor snart kom i livlig samtale med, var der nemlig en, der ytrede: “Havde man bare noget at ryge på!” – og da jeg hjemme havde stoppet frakkelommerne fulde af cigarer, fik jeg hurtigt en halv snes stykker frem og fordelte dem mellem de nærmeste af vagten, der samtidig fik tildelt hver sit “ammunitionsrum” mellem Horns eller mine udspilede fingre, for at de i hast kunne anbringe cigaren dér, når en eller anden, for hvem der skulle gøres honnør, nærmede sig.

Denne gavmildhed, som vi ikke fik grund til at fortryde, efterdi hele restoplaget af mine cigarer en time senere var knust til snustobak i den store trængsel, indbragte os et velvilligt løfte om “et snævert pas”, hvorigennem vi kunne slippe frem, når kongen kom – for da ville sikkert ingen bekymre sig hverken om æresvagten eller om os.

Imidlertid nærmede klokken sig til ni, og spændingen i de store skarer var i kendelig stigning. Og just nu – fem minutter før klokken ni, da den fjerne brusen af hurraråb forkyndte, at kongen var undervejs – just nu brød solen frem i al sin glans og fejede for resten af de to festdage alle skyer bort fra himlen.

Det store, historiske øjeblik var nær.

Mange varme hjerters tanker og mangfoldige flittige hænder havde virket sammen for at berede vor konge en festlig vej ved hans indtog i længslernes land, og gang på gang i disse dage måtte vi beundre den kloge indsigt og skønhedssans, hvormed alt var ordnet og lagt til rette. Intet offer var sparet, og intet arbejde skyet for at give denne Danmarks enestående fest en ramme, der i enhver henseende var dens storhed og glæde værdig. På de få kilometer fra grænsen ned til Haderslev var ikke mindre end 18 æresporte rejst, og hele vejen – ikke mindst da byerne undervejs – var som en eneste festsal, over hvis flag og blomster sommersolen lyste om kap med smilet – og tårerne – i alle øjne.

Og alligevel! hvor pragtfuld denne ramme om festen end var, så betød den dog ikke mere, end en ramme bør betyde, og af alle arrangementer var de, der fødtes ud af den stærke stemning selv, som regel dem, der greb sindet dybest. Den store glæde skabte – i folkets som i kongens færd – adskillige improvisationer, som intet officielt program havde kunnet udforme, og allerede her ved grænsen gav dette sig til kende på den skønneste måde. Vor konges ridt ind i Sønderjylland fik en indledning, der ikke godt kunne tænkes smukkere – et gribende præludium, der var dette enestående øjeblik i vort folks historie værdigt.

På en lille festplads ved vejen nord for grænsen, hvor den hvide hest ventede på sin rytter, og hvorfra den kongelige kortege skulle udgå, blev kongen modtaget af sognerådet i Taps, og i de tyve minutter, som gik hen dermed, nåede forventningen i de store skarer en sådan spænding, at den krævede udløsning. Alle samtaler var gået i stå, fordi alle sind kun var opfyldte af dette ene: øjeblikket – det, som det danske håb i mere end et halvt århundrede havde ventet på, var kommet.

Da var det, at skarerne nord for grænsen begyndte at synge:

Slesvig, vort elskede, omstridte land!
Du, som så hårdt bliver tynget af åget
ej fra dit moderland vristes du kan
thi du er bunden ved hjertet og sproget.
Brødre, hold ud, holder tappert ud!
stol på vor sag, men dog først på Gud!
Slesvig, Slesvig, omstridte land.

Men da de nu tav, fortsatte skarerne syd for grænsen med det næste vers:

End er vor trøst på den jernhårde vej
dejlige håb, som dog aldrig kan slukkes:
det, at vort barnebånd bryder man ej,
det, at ej moderens hjerte kan lukkes,
dette, at engang i salig lyst
barnet får udgrædt ved moders bryst.
Slesvig, Slesvig, Danemarks Land.

Og så tog de fat igen nord for grænsen, medens vi tav:

Omstridte er vi, dog enige i,
Dankonning vi som vor fyrste vil kalde.
Elskede drot, med hver dansk stå os bi!
Alle med dig vil vi stå eller falde.
Hvad der end sker, vi vil holde stand,
aldrig vi svigte vor drot og land.
Slesvig, Slesvig, elskede navn.

Svagere i selve sangen, men brusende i omkvædet lød Thaulows kendte sang – som indledning til en tusindstemmig vekselsang over grænsen – en sang, som fyldte de forventningsfulde minutter og i den lyse sommermorgen lød vidunderlig smuk. –

Den sidste sang var »Kongernes konge,« men næppe havde vi syd for grænsen sunget det sidste vers:

Herrernes herre! Mægtig og stor, nådig du høre vort bedende kor!
Herre, du ene kan sejren os forlene, værn om vort herlige og ældgamle nord! –

før brusende hurraråb med klang af en ganske ny begejstring forkyndte, at kongen havde besteget den hvide hest og red mod grænsen.

Og så skete det – !

De danskes drøm blev virkelighed, og det blev af nåde forundt os at se det syn, som ingen, der var med, vil glemme.

Kong Christian den Tiende red over Kongeåen.

Red ind i det gamle danske land, som ingen dansk konge havde gæstet, siden Christian IX i 1864 forlod Dybbøl Skanser.

Jeg havde ofte hørt sige, at den stærkeste stemning er tavs, men jeg havde aldrig oplevet dette før.

Nu måtte jeg sande det her.

Hurraråbene døde hen. Hundredtusinde blikke, der lyste med den store forventnings glans, rettedes mod triumfbuen ved grænsen.

Æresvagten præsenterede gevær, men bajonetterne rystede af bevægelse. Underlig lydeligt klang endnu et næsten grådkvalt udbrud et sted ude i mængden: “Der er han! – åh, der er han!”

Så blev der stille som i en kirke.

Stemningen var så fortættet – så knugende, at den føltes som en legemlig smerte. Det var, som om alle hjerter stod stille i vældig forventning.

Og se! nu dukker en rytter frem i triumfbuen – på den hvide hest.

Forunderlig ensom, skønt omringet af tusinder – barhovedet og iført infanteriets beskedne, grå uniform – rider kongen langsomt frem, og hans ansigt lyser af den store højtid, skønt de skarpe træk er prægede af den stærkeste sindsbevægelse, og skønt tårer løber ned ad hans kinder, medens blikket vendes opad -.

Det var Danmarks drot og Danmarks søn, som i et af de største øjeblikke, historien har skænket os, græder af glæde; – og havde kong Christian ikke grædt, så havde kongens øjne vel også været de eneste, der var tørre.

Lykkelig den, som fik lov at være med!

Sønderjyske Årbøger, 2010.

10. juli 1920. Tidlig morgenkaffe i Kolding – Ankomst til Frederikshøj kl. 05:00

Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse den 11. juli 1920.

Sommerdagen var ved at gry, men regnen sivede ned, og himlen, som var ganske grå, gav slet ingen løfter om sol over den kommende fest.

I Kolding sov befolkningen endnu den glade forventnings søvn, men klokken otte ville kongen på “Danebrog” sejle ind til byen, og at borgerne ville berede ham en festlig modtagelse, forstod vi, da vi gik gennem byens gader, hvor flere æresporte var rejst, og husenes facader smykkede med blomster og flag.

På Sydbanegården fortalte et opslag os, at det første tog til Taps ville afgå lidt før klokken fem, og der var altså endnu et par timer at vente for den snes mennesker, der var kommen derud sammen med os.

“Havde man bare en kop kaffe!”, sukkede jeg. “Der ligger en café derhenne”, pegede en. “Den er vist ikke åben endnu!”, erklærede andre.”Vi dundrer dem op!” – påstod Horn med sædvanlig raskhed.

Og som sagt, så gjort! Hele flokken vandrede hen til den lille café og begyndte så ihærdigt at bearbejde døren med knytnæver, at der virkelig efter blot et par minutters forløb viste sig en svær mandfolkeskikkelse i døren, kun iført skjorte og bukser og med et ansigt, der var alt andet end velvilligt. “Vi åbner først klokken seks”, – vrissede han.

Men Horn, som var flokkens anfører, lod sig ikke vise af. “De må da være glad, mand, ved at få en sådan invasion”, – hævdede han. “Vi er tyve mand, som skal ned til grænsen og gerne skulle have kaffe, før toget går. De må skam være en sløj vært, hvis de ikke tager denne forretning med.”

“Vi kan ikke lave kaffe på et minut”, – brummede værten med et ihærdigt forsøg på at få morgengnavheden bort. “Jeg skal se, om jeg kan få kvinderne op.”

“Men kaffen skal være god – og varm!” – brølede Horn efter ham.

Og det skal siges til caféens ære, at dens kvinder i en prisværdig fart kom op og fik lavet os en god og varm kop kaffe, og da vi havde drukket denne til et stykke franskbrød og fik morgencigaren tændt, følte vi os i stand til at møde alle kommende strabadser.

Fire mænd – om jeg husker ret: fra Langeland, Thisted, Køge og Lolland – havde særlig sluttet sig til os, og vi seks bestemte at holde sammen på turen, men ak! endnu før vi nåede grænsen, blev de borte fra os i trængslen, og vi så dem ikke siden. Dog fulgtes vi ad i morgentoget, der ikke var særlig overfyldt, og klokken kvart over fem ankom vi til Taps, hvor vi modtog det første varsel om, hvor vældig dagen ville blive.

Straks da vi kom ud af toget, kunne vi overse en betydelig strækning af den brede chaussé, der fører fra Kolding ned i Sønderjylland, og den­ne vej, der ellers på den tid af døgnet ligger tom og nattestille, var nu opfyldt af et festligt bølgende folketog, så langt som øjet kunne nå.

Flagsmykkede automobiler og vogne rullede langsomt af sted mellem en hærskare af cykler og fodgængere, der mange steder, hvor vejen ikke gav plads nok, bredte sig ud over markerne, og alle bevægede sig mod syd, ned mod den grænse, der ikke længere var en grænse.

Hist og her- lød kendte danske sange, morgenglade hilsener veksledes mellem mennesker, der aldrig havde set hinanden før, og hverken regnen, der stadig faldt så småt, eller vejens frygtelige pløre evnede at gøre skade i den glade stemning, der drev skarerne mod syd.

Et sådant folketog klokken fem om morgenen! – det var et syn, der måtte gribe et dansk sind, og drevne af en forventning, der nærmede sig til stille begejstring, sluttede vi os til toget for at vandre de to kilometer ned til grænsen ved Frederikshøj forbi den festplads, hvor kongen klokken ni skulle bestige den hvide hingst.

Kun skridt for skridt gik det fremad, alt for langsomt for vor utålmodige længsel, hvorfor vi gang på gang veg ud på markerne for at komme hurtigere frem, og endelig – klokken kvart i seks – nåede vi vort mål: den grænse, der nu kun var et ondt minde.

 

10. juli 1920. På cykel fra Sjælland til Frederikshøj for at være med!

Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse ved Frederikshøj den 11. juli 1920.

Det var den 10. juli 1920 – en dag med sol og skærsommer.

Allerede på Dannebrogsdagen – den 15. juni – var den nye grænse notificeret af den danske og tyske gesandt i Paris, men i dag ville Kong Christian inde i hovedstaden underskrive den traktat med de allierede magter, der overdrog “de sønderjyske landsdele” mellem Kongeå og Kruså til Danmark, og fra hvert eneste kirketårn i landet ringede klokkerne dette budskab ud til de tusind hjem og bar med tonerne folkets tak op til ham, der har “sat folkeslagene deres grænser”.

Selv var jeg ikke glad. Endnu var der noget i mig, der græd ved klokkeklangen, og sorgen over det håb, som ikke blev opfyldt, ville ikke give glæden over det vundne rum. [Gjørup sigter her til Flensborg og 2. zone, red.]

– Mit store dannebrogsflag havde jeg svøbt om kirkens alter, ligesom jeg i det hele taget havde søgt at ordne den gudstjeneste, der efter kongens befaling skulle finde sted, så festligt som muligt, og da sognets folk ved middagstid fyldte vor lille, smukke, flag- og blomstersmykkede kirke i Lundforlund, søgte jeg så godt, jeg evnede, at give udtryk også for den glæde, der fyldte så mange sind.
Men selvfølgelig kunne jeg ikke skjule mit eget syn på dagens store begivenhed.

Jeg gik ud fra den ældgamle fortælling om Israels folk, der efter befrielsen fra Ægyptens trældom og efter den lange ørkenvandring omsider kom til det forjættede land, der af Gud var lovet deres fædre, men just som de nu stod ved alle længslers mål, gjorde spejderne dem bange, fordi der var kæmper i landet, og de vovede ikke at tage Guds gave i besiddelse. Derfor blev Herren vred og bød, at ingen af den dalevende slægt skulle se det land, som han havde tilsvoret deres fædre, men Herren slog ikke hånden af folket selv, thi – som der står skrevet: “Eders små børn, ja! dem vil jeg føre derind, og de skal erhverve det land, som I har forsmået.”

Og idet jeg nu ud fra denne gamle beretning talte om det nationale håb, der hele mit liv igennem havde lyst for mig, men som jeg i det, der nu var sket, kun delvist kunne se opfyldt – så lykkedes det mig virkeligt at tale mig selv gladere i sind, så at jeg med sandhed kunne sige: “Vi har opnået en stor glæde, men vore børn skal opleve den største.”

Og jeg forlod kirken, grebet af den glade højtidsstemning, der i de følgende dage skulle vokse sig til jubel.

Tanken om at rejse til Sønderjylland og være med til festen dér var dog ikke et øjeblik dukket op i mig, og heller ikke de forskellige festligheder rundt om på egnen ønskede jeg at tage del i, men havde bestemt mig til at tilbringe dagen i stilhed.

Lige over for kirken og præstegården i Lundforlund – på den anden side af landevejen – ligger den store proprietærgård Croneshvile, og med dennes ejer, Carl Christian Horn, og hustru, der havde delt håb og skuffelse i det nationale spørgsmål med os, havde jeg aftalt, at de to familier i fællesskab skulle foretage en køretur om eftermiddagen til Kobæk Strand ved Skelskør.

Vejret var stille og så varmt, at man følte trang til at smide frakken, men næppe var vi kørt af sted, før der indtraf et pludseligt omslag. En kold sydvestenvind drev tunge skyer op, og ude ved stranden var der så ubehageligt at være, at vi straks vendte om og kørte tilbage til Skelskør Lystskov for at spise til aften dér.

Her sad vi altså – klokken syv aften – bænkede om aftenbordet.

Samtalen drejede sig, som naturligt var, udelukkende om de nationale begivenheder og særlig da om de store forestående festligheder ved grænsen og på Dybbøl. Alle var enige om, at det nok ville blive en prægtig fest. “Hvis jeg var mand, så tog jeg derover!” – hævdede fru Horn, og de andre damer stemte i med. “Ja! jeg kunne nok have lyst til at være med på Dybbøl på søndag – kunne du ikke?” – spurgte Horn, og ved dette spørgsmål vågnede lige så voldsomt som brat lysten hos mig til at være med derover, men vanskeligheden ved at få de to gudstjenester om søndagen aflyst gjorde for det om lørdagen ved skolernes og landspostens hjælp.

“Skulle vi derover, så ville jeg helst være med ved grænsen”, svarede jeg, stadig lidt tøvende.

“Det kan vist nås endnu! – med færgen 9.18! – skal vi?”, spurgte Horn æggende, og så lod jeg alle betænkeligheder fare. “Jeg er klar!”

Hele selskabet sprang op for med rasende travlhed at hjælpe os til at nå frem i rette tid.

På kun syv kvarter skulle alt pakkes ned i vognen, og damerne køres de ti kilometer til Lundforlund, hvorfra vi så måtte cykle de 16 kilometer til Korsør. Udsigten til at nå det var kun ringe.

Da vi i skarpt trav var nået til hjemmet, og Horn og jeg – forsynede
blot med penge og tobak – sprang på cyklerne, var der kun 38 minutter til færgens afgangstid.

Det småregnede, så at vi desværre måtte have overfrakker på, særlig da vinden var os imod, og hvad der for mig var det værste: min egen cykel havde vist sig punkteret, så at jeg i hast måtte låne en fremmed cykel, der var meget tung at trække, og hvis pedaler jeg kun lige kunne nå med tåspidsen.

Gentagne gange var jeg da også ved at opgive det hele, så at kun min djærve rejsekammerats energi fik ægget mig til fornyede anstrengelser, men kl. 9.18, da færgen skulle gå, var vi endnu fire kilometer fra Korsør havn.

Her byttede vi imidlertid cyklen, og nu gik det bedre fremad.

Da jeg ankom til stationen, havde Horn allerede taget billetter og greb nu min cykel, som han kastede ind over Skranken til bagagerummet.

“Jeg er Horn! – kommer på mandag!” – råbte han, og uden at bekymre os om vores køretøjers videre skæbne ilede vi ud, hvor færgen allerede – 14 minutter forsinket – var sat i gang, men uden betænkning løb vi ud på den optrukne broklappe og sprang derfra over på færgen, hvor jeg segnede om på dækket, drivvåd af regnen udefra og sveden indefra.

“Vi kom med, du!” – råbte Horn helt sejrsstolt og ikke særlig medtaget af turen. “Omen accipio!” – tænkte jeg ved mig selv, og i virkeligheden blev denne begyndelse som et godt varsel for hele denne tur: uhyre anstrengende, men altid kronet af et ganske mærkeligt held.

Der er vist intet, der bedre knytter mennesker sammen end dette: at en stor og glad forventning drager dem mod et fælles mål, og det kendtes på tusinder, der fyldte færgens kahyt og dæk, at noget ganske enestående var i gære.

Man havde – idet man fulgte strømmen vestpå, fra færge til tog og fra tog til færge – en egen anelsesfuld fornemmelse af, at vor strøm kun var en af de mange strømme, der fra alle egne af Danmark ville mødes den kommende morgen i det vældige folketog ved grænsen, og en sådan stemning kan give kræfter, der gør, at selv det besværlige synes let.

At finde en hvileplads om bord var ganske umuligt, både på færgen og senere i toget over Fyn måtte vi stå op som sild i en tønde, og først i toget fra Fredericia fik vi lov til at sidde ned, men alligevel står denne rejse slet ikke for min erindring som trættende og besværlig, og da vi klokken halv tre om natten ankom til Kolding, følte vi os begge så friske som nogensinde.

Sønderjyske Årbøger, 2010

10. juli 1920. Haderslev pyntet op til fest: “Der kan ikke have været mange tyskere i den by!”

Thora Madsen fra Faster og Bertha Christine Petersen fra Bevtoft var elever på Skibelund Efterskole i sommeren 1920. Sammen deltog de i festlighederne i forbindelse med genforeningen.

Lørdag den 10. juli skulle kong Christian den Tidende komme til Haderslev, og det skulle vi selvfølgelig overvære, så der blev spændt for jumben, og vi fik en dejlig køretur ind til byen. 

Også i Haderslev var der pyntet op til fest. Jeg tror ikke, at jeg så et eneste hus, hvor der ikke var pyntet op med blomster og flag. Der kan ikke have været mange tyskere i den by! 

Der var masser af æresporte og guirlander, og langs med gaderne stod der piger med blomstersmykkede kurve og røde bånd, og drengene havde flag. 

Da vi endelig havde fundet staldplads til vores hest (det var svært, for alt var optaget) gik vi om i den gade, som kongen ville komme ridende. Selvom det var en hel time før tiden, så var der allerede stopfyldt med mennesker. Vi var dog så heldige, at Berthas forældre kendte en familie, som boede på denne gade, og fra deres altan havde vi en fin udsigt. 

Endelig kl. 11.30 kom de kongelige. Kongen var til hest, medens dronningen, prinserne og prinsesserne samt hoffolkene var kørende i fine vogne pyntet med blomster og flag. Der var også en mængde fine herrer med høje sorte hatte, og der var mange faner og hvidklædte piger med deres blomsterbuketter. Det syn glemmer jeg aldrig.  

Kl. 14.30 var vi nede i havnen for at se, når kongen sejlede af sted ombord på kongeskibet Dannebrog. Der blev nationalsangen sunget, og kongen holdt en tale til os ude fra skibet, men det var svært at høre, hvad han sagde. 

Vi blev i Haderslev til hen på søndagen, hvorefter vi tog jumben tilbage til Bevtoft. 

Venligst tilsendt af Mogens Ladegaard

9. juli 1920. Kongen underskriver traktakten

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den 9. juli underskrev kongen traktaten, og flaget blev hejst fra rådhusets balkon. – Alle stævnede derpå til gudstjenesten i kirken. – Denne fest har sin plads jævnsides med den store på Dybbøl. Her samledes alle, der havde været med på den lange, stormfulde rejse, til bøn og tak, fordi havnen var nået.  – Da de forlod kirken, følte jeg, at de nu havde taget afsked med hinanden som den lille, kamprustede skare, nu stilede alle hjerter frit mod mødet med Danmark.

Men forinden havde de alle i kirken mindedes, hvad der var ofret for at nå til denne dag; der var ingen, hos hvem dette øjeblik ikke måtte vække den heftigste smerte, og som ikke her havde de dyreste tab at begræde. Vidunderligt befriende samlede den store hymne alle og førte dem med sig i sin jubel: 

Nu sagtelig skrid vor højtidsdag

med stråler i krans om tinde,

hver time til Herrens velbehag

 som bække i eng henrinde,

til sagtelig sig tilsidst de sno

 op under de grønne linde.-

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

9. juli 1920. Skandale afværget: Tyske i Tønder opfordrer til at flage med tyske flag, når kongen kommer

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 9. juli. „Kl. 11 var jeg på seminariet, hvor Dannebrog blev hejst for første gang. Det var meget højtideligt, men desværre begyndte det at regne og regnen styrtede uhjælpelig ned resten af dagen. Kl. 12 var jeg i kirken til genforeningsgudstjeneste. Det var meget smukt. Derefter var der militærparade på torvet. Magistraten flagede med Dannebrog, og borgmesteren også privat.”

Samme dag (fredag) indeholdt det tyske blad i Tønder en artikel, hvori meddeltes, at dansksindede i Tønder søgte at påtvinge de tysksindede at flage med dansk flag, når kongen om mandagen kom til Tønder, og lovede at fremskaffe de fornødne danske flag. Dette ville man fra bladets side på det skarpeste protestere imod. Kongens rejse skulle ikke være nogen „Potemkin“s rejse og de tysksindede skulle ikke påtvinges at hejse dansk flag. Det virkelige sindelag skulle åbent vises, og derfor opfordredes til, at de tysksindede tværtimod den dag hejste det tyske eller slesvig-holstenske flag, så det sande nationale billede vistes.

Dette var jo en højst ubehagelig situation for mig, og der måtte handles hurtigt, idet tilbagetoget måtte ske i bladet næste dag, lørdag, der var den sidste dag, bladet kom, inden kongens ankomst om mandagen. Schack var rejst til modtagelse m. v. af kongen ved grænsen, og jeg selv fik først fredag aften telefonisk på Schackenborg kendskab til artiklens indhold. Jeg ringede straks om aftenen til pastor Schmidt (Vodder), der boede i Tønder, og aftalte med ham, at han straks næste morgen lørdag kom ind til mig på amtskontoret.

Jeg forklarede ham det gældende flagningsforbud i Danmark og sagde, at det havde man med vilje ikke indført i de sønderjyske landsdele, idet man i og for sig ikke ville have noget imod flagning med tysk eller frisisk flag el. lign. ved private familiefester, men at man selvfølgelig ikke kunne finde sig i demonstrationer, og det ville det jo være i dette tilfælde. Jeg opfordrede ham derfor til på stedet at skrive en erklæring til det tyske blad, så den kom i endnu samme dag, hvilket var sidste dag før kongens ankomst. I denne skulle der stå, at han nu var blevet oplyst om de danske regler med hensyn til flagning og den forståelse, der var udvist overfor dem dernede, og at der derfor ikke på den måde burde flages med tysk flag ved kongens ankomst. Jeg sagde ham også, at jeg intet kendte til, at dansksindede havde opfordret tysksindede til at flage med dansk flag. Hvis dette var sket, beklagede jeg det overordentlig meget, idet jeg mente, at flagning ikke var en parade, men en hjertesag.

Pastor Schmidt indså heldigvis straks rigtigheden af mine synspunkter og skrev med det samme den ønskede erklæring, der kom i det tysksindede blad samme dag. Og der kom ej heller et eneste tysk (el. l.) flag frem ved kongens besøg.

Senere samme dag måtte jeg iøvrigt igen tilkalde pastor Schmidt i anledning af følgende forhold: Danmark havde indrømmet de fratrædende tyske tjenestemænd ret til at blive boende i deres embedslejlighed, uanset at danske embedsmænd havde overtaget kontoret og dets virksomhed. Kongen ville komme til at køre forbi amtstuen; her var der foran huset ud til gaden en flagstang, og den danske amtsforvalter ville selvfølgelig hejse det danske flag der. Da hans tyske forgænger hørte dette, blev han helt vild og sagde, at det var udenfor hans bolig, og at han ville skære flaget ned og hejse det tyske flag og samtidig få tyske børn samlet sammen, som så skulle stå foran huset med tyske flag i hånden, når kongen kørte forbi.

Jeg sagde til pastor Schmidt, at her gaves intet tilbage for mig, og at han måtte forhindre en sådan skandale, der jo i høj grad ville stemple den tyske ånd og den tyske embedsstand. Det forstod han udmærket, og et par timer efter kom han tilbage og sagde, at nu havde han ordnet sagen, hvis jeg kunne betale 300 kr.; så ville nemlig tyskeren med det samme flytte ud af lejligheden og flytte andetsteds hen; de 300 kr. var den leje, han der skulle betale for resten af perioden. Selvfølgelig fik han beløbet. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

9. juli 1920. Pigerne Thora og Bertha til genforeningsfest

Thora Madsen fra Faster og Bertha Christine Petersen fra Bevtoft var elever på Skibelund Efterskole i sommeren 1920. Sammen deltog de i festlighederne i forbindelse med genforeningen.

I sommeren 1920 var jeg elev på Skibelund Efterskole, som ligger lige nord for den gamle Kongeågrænse, og derfor var jeg så heldig at komme til at opleve festlighederne omkring Genforeningen på allernærmeste hold. 

Den 6. juli fik vi at vide, at selve genforeningen skulle finde sted den 9. juli, så skolen havde besluttet, at alle eleverne skulle have ferie i en uge, så de kunne være sammen med deres familier i festdagene. 

Nu kunne jeg jo godt være rejst hjem til mit hjem i Faster ved Skjern, men min veninde Bertha, som var fra Bevtoft, inviterede mig med hjem til sin familie, og denne invitation tog jeg glad imod. 

Den næste morgen var vi så en flok piger, der startede cyklerne og begyndte på den 42 km lange tur mod Bevtoft, hvor vi skulle være med til festlighederne fredag den 9. juli. Det blev en festlig tur med mange sjove oplevelser – og med både sol og regn. 

Fredag morgen vågnede vi så op nede hos Berthas forældre, hvor der var feststemning straks fra morgenstunden. Alle var festklædte, og der var gæster til morgenkaffe i lysthuset i haven foran bageriet. Sangbøgerne kom frem, og der blev sunget af hjertens lyst.

Efter middagen gik alle i kirke, og selvom det nu var blevet øsende regnvejr, så var det en smuk tur gennem den festklædte by. Alle vegne var Dannebrog hejst.

Også kirken var smuk pyntet. Det var pastor Kock fra Odense, der prædikede, og jeg husker, at det var en god prædiken, og at han bl.a. mindedes de, som var faldet under krigen. Der var opsat en mindetavle for dem i kirken, hvor der også barnedåb. 

Uden for øste vandet stadig ned, så den planlagte friluftsfest måtte aflyses. Festen blev flyttet til Forsamlingshuset, hvor der så var fest for børnene om eftermiddagen og for de voksne om aftenen. Om aftenen var forsamlingshuset fyldt til sidste plads, og der blev holdt mange taler, og selvfølgelig sunget et utal af sange. Bevtoft Sangforening var mødt op og underholdte os med vores dejlige fædrelandssange. 

Senere gik turen op på en mark, hvor der blev tændt bål og brændt raketter af. Den tyske ørn, som havde “prydet” grænseovergangen blev under hurraråb og klapsalver brændt af på bålet. 

Venligst tilsendt af Mogens Ladegaard

7. juli 1920. Øvelse af nationaldans på Augustenborg

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

En af de sidste aftener, da hele landet lå som mættet af fest og kun ventede på ordet for at sprænge sidste hæmning bort, cyklede jeg ud til Augustenborg, hvor jeg blev vidne til en scene, som det vil være umuligt at genfortælle uden at berøve den noget af sin sarte ynde. –

Det var i den store, næsten tomme sal i Frosts hotel. Der var halvmørkt, skønt det var lyst endnu udenfor. Kun henne ved et vindue stod en lille klynge småpiger; nu og da kom flere til. Da de var fuldtallige, gik de op på den lille scene, hvor et voksent menneske omtrent når suffitterne med hovedet.  En purung pige, lærerinde på skolen, tog nu fat. Under hendes ledelse øvede de sig her, aften efter aften, i timevis, på nationaldanse, som skulle danses i Augustenborg på genforeningsdagen. Med englelig tålmodighed blev det samme indprentet dem igen og igen, og med uhyre kejtethed og alvor gik de små til værks, imens de flinkt brugte stemmerne, for musikken måtte de selv levere.

Sådan gik det med »Hr. Peder kasted runer«, »Nu lider dagen med raske fjed«, »Dybt i havet« og alle Elverhøj-sangene, vers efter vers.

Oppe på scenen var det et mylder af kulørte kjoler, der passerede ud og ind, og bare arme strakte i vejret, og ben strakt frem til chassée, altsammen behersket af den unge, blonde pige i den klare, blå kjole mellem alle de små, mørkere bondepiger, og som selv sang højest og gladest.

Den grå jens i den store, tomme sal sad bomstille, for ikke at forstyrre dette herlige billede. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Ny bog om Zeppelinbasen på vej – bestil den allerede nu!

En helt ny bog om Zeppelinbasen i Tønder udkommer den 5. august på Historisk Samfund for Sønderjyllands forlag.

Den er skrevet af Mogens Jensen, der er historiker og ingeniør med en livslang interesse for flyvningens historie.

Bogen er på 108 sider og illustreret med ca. 120 fotos og tegninger af meget høj kvalitet.

Bogen koster 98,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 168,- kr. for ikke-medlemmer.

Den kan snart bestilles på hjemmesiden hssdj@hssdj.dk

i web-butikken lige her

eller på e-mailadressen hssdj@hssdj.dk

Fra bogens indledning:

Indledning

Få kilometer nord for Tønder ligger resterne af en tysk luftskibsbase fra Første Verdenskrig. En flyhangar og forskellige andre bygninger står endnu, men de store luftskibshaller er kun synlige som fundamenter i skovbunden.

Basen blev taget i brug i februar 1915 og ophørte med at være operativ efter et spektakulært britisk luftangreb i juli 1918, hvor begge basens luftskibe gik til grunde.

Navnlig det britiske luftangreb har været gjort til genstand for flere udgivelser de senere år. Men perspektivet har altid været britisk: Den teknologiske udvikling af fly og hangarskibe, de omhyggelige taktiske forberedelser og den dristige gennemførelse af dette verdenshistoriens første hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden. Det er også en dramatisk historie, som naturligvis heller ikke forbigås her.

Men denne lille bogs sigte er alligevel et andet: Den flytter blikket fra et britisk til et tysk perspektiv: Hvad var formålet med basen? På hvilken måde indgik basen i den tyske marines strategi? Og løste basen de opgaver, den var udset til?

Endvidere flyttes fokus fra de dristige britiske piloter til de ikke mindre dristige tyske marinere, der var knyttet til luftskibsbasen: Hvordan blev basen bygget? Hvori bestod dens opgave? Hvordan fungerede dens luftskibe? Hvordan foregik togterne? Og hvordan formede livet sig for luftskibsbesætninger og jordpersonel her i den nordligste del af Det tyske Kejserrige?

Denne lille bog gør på ingen måde krav på at være udtømmende. Men den forsøger at sammenfatte den eksisterende og hidtil meget spredte viden om luftskibsbasen i Tønder, supplere med nyt og hidtil upubliceret originalt kilde- og billedmateriale, sætte basen ind i en større sammenhæng og forhåbentlig dermed også bidrage til ny indsigt og nye erkendelser.

5. juli 1920. Danmark undertegner grænsetraktaten i Paris

Mandag den 5. Juli 1920 indledede den danske Gesandt i Paris, Kammerherre Bernhoft, sin Tale, for Grænse-Traktatens Underskrift i det franske Udenrigsministerium, med følgende Ord:

„Jeg er bemyndiget til i det danske Folks og den danske Regerings Navn at give Udtryk for den dybe Taknemlighedsfølelse, der besjæler alle Danske, overfor de allierede og associerede Magter. Den Kendsgerning, at største Delen af den danske Befolkning i Slesvig nu forenes med vort Fædreland, skyldes fremfor alt det Retfærdighedsprincip, hvis Sejr de allierede og associerede Magter har sikret gennem umaadelige Ofre …“

Traktaten blev under Forsæde af Jules Cambon Kl. 11,45 i Ursalen i Udenrigsministeriets Bygning paa Quai d’Orsay, foruden af den danske Gesandt, paa Englands Vegne underskrevet af Lord Derby, paa Frankrigs af Jules Cambon og Paleologue, paa Italiens af Bonin Longare og paa Japans af Matsui.

De forenede Stater er ikke Deltagere i Traktaten og: var ikke repræsenteret ved Undertegnelsen.

Efter Undertegnelsen blev der givet en Frokost til Ære for Slesvig.

Den undertegnede Grænse-Traktat indeholder 3 Artikler, der lyder som følger:

Artikel 1.
De allierede og associerede Hovedmagter erklarer, at de herved overdrager frit og kvit for alle Byrder og Forpligtelser, under Forbehold af Bestemmelserne i nærværende Traktat, til Danmark, som modtager denne Overdragelse, alle Suverænetetsrettigheder, som de i Henhold til Artikel 110, 3. Stk., i Fredstraktaten med Tyskland, undertegnet i Versailles den 28. Juni 1919, besidder over de Omraader, Øer og Holme af Slesvig, der er beliggende nord for den nedenfor beskrevne Grænselinie.
Denne Overdragelse skal regnes fra den 15. Juni 1920, paa hvilken Dag Fastsættelsen af Grænsen er bleven officielt notificeret Tyskland og Danmark.

(Herefter følger Beskrivelsen af Granselinien, om hvilken der efter nøjere Eftersyn kan bemærkes følgende: En stor Del af den ny Rigsgrænse følger Vandløb, bl. a. Kobbermølledammen, Krusaaen, Skjelbækken, Gammel Aa, Sønder Aa og Rudebøl Sø. Markgrænsen omfatter en Linie fra det Punkt, hvor Krusaaen støder sammen med Nørre-Smedeby og Bov Kommuner, en Linie i Marken skærende Flensborg-Aabenraa-Chausseen 400 Meter syd for Krusaaen, derfra mod Sydvest indtil Bov-Nyhus Vejens Skæring med Krusaaen.

En Linie i Marken øst for Gaarden Valdemarstoft og syd for Paddeborg Station mod Vest til Eggebæk Kommunes Sydgrænse ved Skjelbækken, videre langs Sydgrænserne for Frøslev, Kragelund og Eggebæk Kommuner over et Punkt paa den nordlige Bred af Rudebøl Sø ved Ringsvarf, langs en Linie i Marken, 400 Meter syd for Vidaaen og parallelt med denne Aa mod Vest indtil det Punkt, hvor Kjærdiget støder til Rudebøl Sø, 500 Meter syd for Rudebøl, Stens Midterlinie, derfra mod Vest til Siltoft, en Linie, der følger Kjærdiget, Sydgrænserne af Rudebøl Kog og ny Frederiks Kog, og endelig derfra en Linie mod Nordvest, saaledes at Øen Sild bliver
hos Tyskland og Rømø hos Danmark).

Den ovenfor beskrevne Grænse vil blive udstukket paa Stedet af den i Artikel 111 i Fredstraktaten med Tyskland, undertegnet i Versailles den 28. Juni 1919, omhandlende Kommission.

Artikel 2
De Omraader, der omhandles i Art. 1, 1- Stk., skal fremtidig forblive uafhændelige, med mindre der foreligger Samtykke fra Raadet for Folkenes Forbund.

Artikel 3.
De allierede og associerede Hovedmagter forbeholder sig ved særlige Aftaler, i hvilke Tyskland og Danmark vil være Medkontrahenter, senere at sørge for Ordningen af de Spørgsmaal, navnlig Nationalitetsspørgsmaal, finansielle eller økonomiske Spørgsmaal, der opstaar ved Danmarks Erhvervelse af Suveræneteten over de i Art 1 omhandlede Territorier, saaledes som det er bestemt i Art 114, 2. Stk., i Versailles-Traktaten.

Rob. Ludvigsen: En Konges Ridt. København, 1920.

Nyt nummer af Sønderjysk Månedsskrift kommet

Sønderjysk Månedsskrift er et historisk tidsskrift, der udsendes otte gange årligt til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Det indeholder korte artikler om navnlig historiske emner – og fire gange årligt Grænselandskronikken, der giver et nyhedsoverblik over begivenheder i Sønderjylland det forgangne kvartal.

I dette nummer bl.a.: en stor artikel om festen på Dybbøl i 1920, skrevet af museumsinspektørerne Lisette Juhl Hansen og Mariann Kristensen og illustreret med talrige smukke farvedias fra dagen, taget af Otto Nørmark.

Desuden en artikel af Niels T. Sterum om Oskar Eggelings mindesmærker for de faldne i Første Verdenskrig. Eggeling tegnede bl.a. mindetavlerne i Tønder og Løgumkloster kirker – foruden det nu fjernede mindesmærke i Mariekirken i Flensborg.

Anders Bjørneboe skriver om sprogdebatten i stændersalen i Slesvig i 1840’erne – og stiller spørgsmålet: var det lige så meget en social kamp for bondestandens politiske rettigheder som en national kamp?

Else Roesdahl fortæller om et besøg af en tysk terrorist på Brundlund slot – ganske vist i den senere terrorists mere uskyldige barndom.

Bagsiden om forsiden er skerevet af René Rasmussen og handler om Christian den 10.’s besøg i Agerskov i 1920. Her opfyldte han en gammel profeti om, at hyldetræet ved kirken skulle skæres ned to gange og vokse op tre gange, før den danske konge ville komme og binde sin hest ved det.

Sønderjysk Månedskrift sendes til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bliv medlem her: https://www.hssdj.dk/bliv-medlem

Det koster kun 275,- kr for resten af året – og så får du også Sønderjyske Årbøger, når det udkommer til november.

Stort tobindsværk om afstemningskamp og genforening

Steffen Riis har skrevet og udgivet et uhyre velillustreret tobindsværk om afstemningerne og genforeningen i 1920 på Danmarks Samfundets forlag.

Læs nedenfor om begge bind.

Genforeningen 1920 – Vi vil hjem, hjem til Danmark

Bogværkets bind 1 fortæller om begivenhederne i Sønderjylland i perioden 10. januar til 15. juni 1920. Den 10. januar 1920 trådte Versaillestraktaten i kraft og Den Internationale Kommission påbegyndte forberedelserne til folkeafstemningen i Nordslesvig. Den 5. juli 1920 underskrev den danske gesandt i Paris traktaten, der overdragede suveræniteten over Sønderjylland til Danmark.

Genforeningen 1920 – Genforeningsfesterne juli 1920

Bind 2 handler om genforeningsfesten, der startede i København den 9. juli 1920, hvor kongen underskrev “Indlemmelsesloven”, de endeligt gjorde Sønderjylland til en del af Danmark.

Samme dag afsejlede kongefamilien med kongeskibet “Dannebrog” til Kolding, hvorfra kongen den 10. juli 1920 kørte til Frederikshøj og red på den hvide hest over den gamle grænse.

Efter ridtet over grænsen besøgte kongen Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa, og næste dag Sønderborg, hvor den store Genforeningsfest blev afholdt i Kongeskansen på Dybbøl Banke.

Den 12. juli aflagde kongen besøg i Tønder. Dermed var det officielle besøg afsluttet, men kongefamilien blev endnu 3 dage i Sønderjylland, hvor de aflagde besøg i en række mindre byer.

Den 16. juli 1920 sejlede kongen og dronningen fra Haderslev hjem til residensstaden med kongeskibet, og dagen efter blev de modtaget af 20.000 københavnere på Toldboden.

Bøgerne er skrevet af Steffen Riis, Værløse og udgives med støtte fra Kolding Kommune af Danmarkssamfundet, Kolding.

Bogværket udgives ved en højtidelighed på Genforenings- og Grænsemuseet i Frederikshøj den 10. februar 2020. De to bind er tilsammen på 525 sider med mere end 900 billeder.

Bøgerne (to bind) koster kr. 559,00 + forsendelse kr. 60,00. .

Bøgerne kan bestilles hos:

Forfatteren: Steffen Riis, e-mail: steffenriis@outlook.dk

eller: mobil/SMS 2386 0624

Udgiveren: kolding@danmarkssamfundet.dk, mobil/SMS 2324 6555

Betaling til Middelfart Sparekasse, reg. 0759 konto 3230490049 husk at oplyse navn og adresse.

Se mere på forfatterens hjemmeside

Ny bog om Zeppelinbasen i Tønder 1914-1918

En helt ny bog om Zeppelinbasen i Tønder udkommer i juli måned på Historisk Samfund for Sønderjyllands forlag.

Den er skrevet af Mogens Jensen, der er historiker og ingeniør med en livslang interesse for flyvningens historie.

Bogen er på 108 sider og illustreret med ca. 120 fotos og tegninger af meget høj kvalitet.

Bogen koster 98,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 168,- kr. for ikke-medlemmer.

Den kan snart bestilles på hjemmesiden hssdj@hssdj.dk og på e-mailadressen hssdj@hssdj.dk

Fra bogens indledning:

Indledning

Få kilometer nord for Tønder ligger resterne af en tysk luftskibsbase fra Første Verdenskrig. En flyhangar og forskellige andre bygninger står endnu, men de store luftskibshaller er kun synlige som fundamenter i skovbunden.

Basen blev taget i brug i februar 1915 og ophørte med at være operativ efter et spektakulært britisk luftangreb i juli 1918, hvor begge basens luftskibe gik til grunde.

Navnlig det britiske luftangreb har været gjort til genstand for flere udgivelser de senere år. Men perspektivet har altid været britisk: Den teknologiske udvikling af fly og hangarskibe, de omhyggelige taktiske forberedelser og den dristige gennemførelse af dette verdenshistoriens første hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden. Det er også en dramatisk historie, som naturligvis heller ikke forbigås her.

Men denne lille bogs sigte er alligevel et andet: Den flytter blikket fra et britisk til et tysk perspektiv: Hvad var formålet med basen? På hvilken måde indgik basen i den tyske marines strategi? Og løste basen de opgaver, den var udset til?

Endvidere flyttes fokus fra de dristige britiske piloter til de ikke mindre dristige tyske marinere, der var knyttet til luftskibsbasen: Hvordan blev basen bygget? Hvori bestod dens opgave? Hvordan fungerede dens luftskibe? Hvordan foregik togterne? Og hvordan formede livet sig for luftskibsbesætninger og jordpersonel her i den nordligste del af Det tyske Kejserrige?

Denne lille bog gør på ingen måde krav på at være udtømmende. Men den forsøger at sammenfatte den eksisterende og hidtil meget spredte viden om luftskibsbasen i Tønder, supplere med nyt og hidtil upubliceret originalt kilde- og billedmateriale, sætte basen ind i en større sammenhæng og forhåbentlig dermed også bidrage til ny indsigt og nye erkendelser.

 

27. juni 1920. Gensyn på kasernen

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Op imod genforeningen samledes ude på kasernen alle de, der havde været værter for os fra byerne rundt omkring og fra Sønderborg selv; alle de ansigter, vi kendte fra Ragebøl og fra Dybbøl, fra Augustenborg og ude fra Als, så vi her samlede i den store kasernegård, der var som en brusende lejr, og nu var det os jenser, der kom bærende med topfyldte fade og de andre, der sad bænkede og blev opvartede, og de blev opvartede, og der blev smurt inde i kasernen, så pålægget fløj sergenter og menige om ørerne, for der var ikke megen gradsforskel den dag.

Kasernen blev besøgt og beundret fra kælder til kvist, og sceniske talenter blandt det indkaldte mandskab gav Heibergs »Nej« på et hurtigt opslået friluftsteater ved den grønne skråning i gården. Bagefter spillede orkestret nede foran bygningerne ud mod sundet på den grønne plads, hvor dansen gik som i Dybbøl præstegårdshave, som i Augustenborg og alle de steder, vi havde været, og efterhånden trak flere og flere af de dansende par ud på broen (»Marsbrücke« forhen), og igen var det konstellationen de lysegrå uniformer og de hvide eller lyseblå kjoler, og i en sort, bevæget skare udenom, stod, som vore gæster, vore storartede værter fra de første dage. Vejret var skønnere end nogen sinde tidligere, og med hurra blev tilladelsen til at følge hjem modtaget. De fra de fjernere distrikter blev under megen halløj anbragt i et par store lastautoer og rullede hjem syngende af fuld hals, ældre og yngre lige glade og begejstrede.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

26. juni 1920. Skandale afværget: H.P. Hanssen skal alligevel tale på Dybbøl

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 26. juni var Schack igen i Åbenrå til forhandling om Dybbølfesten og en enighed blev opnået, således at H. P. Hanssen også talte. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

24. juni 1920. Hjælp til festkomiteen

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Midt i dette store genopbygnings- og genforeningsarbejde var det dobbelt vidunderligt ikke at føre en soldats planløse tilværelse, men at være draget med i det arbejde, der stilede mod genforeningen. Ligefør jeg en morgen skulle til at stige op i lastautomobilet, der skulle føre os til Flensborg, var oberstløjtnanten kommet hen og havde spurgt, om jeg kunne hjælpe festkomiteen med byens udsmykning til festlighederne. – På hele vejen derned gennem det pragtfulde sommerlandskab tumlede jeg med planer og idéer, som snart samlede sig om nogle hovedpunkter.

Det havde ved soldaternes indtog virket nedslående og trist at se rådhuset på sin fremtrædende plads ligge dødt og gråt og usmykket. Derfor gjorde jeg det nu til midtpunktet i hele festdekorationen, idet jeg på hver side af det, over Store og Lille Rådhusstræde, rejste en æresport og udfra spirets glugger anbragte otte små flag, som langtvæk kunne ses vinke og blafre i blæsten. Foran facaden flankerede to høje flagstænger rådhusets balkon, hvorfra byens store dannebrogsflag vajede. –

Dernæst prøvede jeg i to store æresporte at få udtrykt noget af det centrale i situationen. – Den ene stod ved indgangen til hovedgaden ved hotel Alssund. Den var meget høj; midt over gaden et maleri af Dybbøl mølle og på hver side af dette de to slutningsstrofer fra verset, der er indsat i møllevæggen: »Slægter dø, men sproget binder, fremtid gror af dyre minder«.

Tværs over jernbanegaden, med front ud imod hovedgaden, rejste jeg den anden æresport, og til hver af pillerne malede jeg her to allegoriske figurer i overnaturlig størrelse, den ene symboliserende det lænkebundne, den anden det befriede modersmål. Dette foregik i vognporten hos de tyske svende.

Ovenover disse figurer, spændende over hele portens bredde, stod verslinjen fra Modersmålet: »Men just som de mente, hun var i bånd og bast -«.

Alle portene blev ganske nøjagtige i proportionerne, som jeg havde tegnet dem; det var meget vigtigt, da materialet, granstammer og grønt, var så simpelt, at det eneste virkemiddel var forholdenes rigtighed, men dette var vanskeligt at få gennemført, da tømrerne var af meget blandet nationalitet og sindelag og talte plattysk, højtysk, frisisk og kartoffeldansk i en pærevælling.

Der blev efterhånden flere og flere steder i byen, hvor man syntes der måtte æresporte, heldigvis blev festen stadig og stadig udsat, men tilsidst var der også otte tømrede æresporte i Sønderborg alene, regnet fra pontonbroen.

Midt i arbejdet med alt dette så jeg en dag det skønneste lille stykke symbolik blive udspillet på åben gade. En lille, hvid pige kom gående, ivrigt læsende i en lektiebog på vejen til skolen om morgenen; fra den anden side kommer en lille, rød pige, ligeledes ivrigt optaget af tabel eller lignende. De to opdager hinanden samtidig, falder i armene på hinanden og følges nu ad, tæt sammen, ned ad gaden, pludseligt dannende den nydeligste harmoni af rødt og hvidt. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

23. juni 1920. P. Chr. Stemann: H.P.Hanssen vil ikke længere tale ved Dybbøl

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 23. juni. „Schack tog til Åbenrå om eftermiddagen. H. P. Hanssen havde da sagt, at nu ville han ikke tale på Dybbøl, da man ikke ville have ham til at modtage kongen ved Frederikshøj.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.