Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Der kom tilbud fra Danmark, at vi måtte hente smør og lignende derovre.

Andreas A. May var kommet hjem til Guderup på Als efter krigen den 20 december 1918. Dagen før sin 23 års fødselsdag. “Krigen og kampen mod døden var endt, nu begyndte kampen for livet!” Han skriver videre i sine erindringer:

Da vi kom nogle dage ind i det nye år, begyndte jeg at lægge planer for fremtiden. Det havde jeg ikke haft lyst til i de sidste fire år. Jeg havde jo min uddannelse som kontorist, men hvad var den værd nu efter at have ligget i skyttegraven i fire år. Jeg fik nok et bevis for, at jeg kunne hæve arbejdsløshedsunderstøttelse, men det var jo kun en liden trøst.

Arbejdsløshedsunderstøttelse

Der kom nu en stor omvæltning for vor hjemstavn ved den forestående genforening med Danmark og det gjaldt om at finde sin plads. Vi havde lidt under levnedsmiddel knapheden i felten, men vi havde dog fået vore små daglige rationer. Den civile befolkning i hjemmene havde dog lidt mindst lige så stor nød, ja, mange havde endda sultet.

Der kom tilbud fra Danmark, at vi måtte hente smør og lignende derovre, når vi fremviste et dansk pas. Disse pas udstedtes af de danske tillidsmænd i Nordslesvig, og for at hjælpe på min mors husholdningsbeholdninger, tog jeg på cykel til Taps og Kolding for at hente smørpakker. Turen blev kortet af ved, at man dengang kunne sejle fra Stevningnor til Aabenraa.

Jeg fik udstedt et pas af Nis Nissen i Nordborg og var på denne måde i Danmark tre gange i foråret 1919 for at hente smørpakker. Men det var vanskeligt med vore penge, for den tyske mark havde på dette tidspunkt allerede tabt en del af sin oprindelige værdi. Min far havde imidlertid været så forudseende, at gemme og samle sølvmønter, tyske eenmarkstykker og halvmarkstykker, så dem fik jeg med til indkøbene i Danmark.

Men sølv måtte ikke udføres af Tyskland, så jeg måtte smugle mønterne gennem kontrollen. Kontrollen var imidlertid ikke særlig streng, men for en sikkerheds skyld, havde jeg gemt mønterne i cykelstellet ved at tage sadlen af og lade mønterne dumpe ned i røret.

Én af mine venner, som jeg bagefter fortalte dette, forsøgte også dette tricks, men han betroede sig til nogen i forvejen, og da, han kom til Kolding, var mønterne væk.

Billede: https://arkiv.dk/vis/2204426

Pas udstedt af Nis Nissen

Over 8.000 sønderjyske krigsdeltagere har nu egen side

Mellem 30 og 35 tusinde mænd fra Nordslesvig (den i 1920 genforenede del af Sønderjylland) blev indkaldt til krigstjeneste i Første Verdenskrig. Man kan finde deres navne og data på mange af de lister, der ligger forskellige steder på denne hjemmeside: Under faldne, krigsfanger, desertører, DSK-medlemmer osv.

Men vi stræber på at samle så mange som muligt under fanen “sønderjyder”, så hver krigsdeltager har sin egen side med data og links til, hvor man kan læse mere – og hvor man kan kommentere, hvis man har flere oplysninger om den pågældende, måske feltpost, fotos – eller kan henvise til et arkiv, der har det.

Det er en meget stor opgave, og der er ikke så mange om at løse den.  Det kan derfor tage sin tid, før éns slægtning optræder med sin egen side, også selvom det er længe siden, man har indsendt data.

Men ca 25% er nu tilgængelige med egen side – og det kan vi godt tillade os at være stolte over.

Se listen over krigsdeltagerne her: Sønderjyder

Hør krigsveteranerne A. Svensson og Hans Schmidt fortælle om krigsafslutningen

I november 1958 sendte Danmarks Radio en udsendelse, hvor to sønderjyske krigsveteraner fortæller. På billedet er det Svensson, der holder hesten i bidslet.

Redaktør Adolf Svensson, Haderslev, oplevede revolutionen ved Vestfronten i nærheden af den schweiziske grænse. Han fortæller om begivenhederne den 10. november og 11. november, da den røde fane blev hejst og republikken proklameredes. Det tyske kejserriges kokarder blev skåret af uniformerne. Befolkningen var opmuntret og vinkede til ‘republikkens soldater’. Selve våbenstilstandsdagen ved Rhinen. Hvordan bataljonen hjemsendte sig selv.

Gårdejer Hans Schmidt, Kollund, oplevede sammenbruddet og revolutionen, mens han lå på Østfronten mellem Kiev og Poltava. Blev formand for soldaterråd. Om den besværlige rejse hjem fra Rusland med tog (i godsvogne). Igennem Østpreussen og Pommern. Kom tilsidst hjem til sin fødeby Ø Lindet. Tyskerne var altid disciplinerede. Om den store lykke, at Nordslesvig kom tilbage til Danmark.

https://www.dr.dk/bonanza/serie/274/1910erne/58345/to-frontkaempere-fra-1918

29. januar 1919. Debat i Rigsdagspartiernes politiske Forhandlings-Udvalg

Den konservative leder Piper stillede den 28. januar et spørgsmål, der dagen efter blev drøftet i Rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg.

Protokol.

Møde 28. Jan. 1919:

Det konservative Folkeparti stillede følgende Forespørgsel til Regeringen:

Paa hvilken Maade mener Udenrigsministeren, at en “Tilkendegivelse” fra Befolkningen i Flensborg og omliggende Distrikter om Tilslutning til Danmark kan give sig Udtryk, efter at de tyske Myndigheder har lagt Hindringer i Vejen for Afholdelse af danske Møder?

Protokol

Møde 29. Jan. 1919:

Piper motiverede den i Mødet 28. Jan. stillede Forespørgsel med, at der er Vanskelighed ved at rejse den danske Sag i Sønderjylland og ved at foretage en Afstemning dér.

Udenrigsministeren: Hvad angaar Flensborg og den nærmeste Omegn, da indeholder Instruktionen til den danske Gesandt i Paris de Ord: “Man vil ikke kunne gaa med til, at disse Distrikter forenes med Danmark uden en udtrykkelig Tilkendegivelse i saa Henseende ved en fri Afstemning”. Det er alt, hvad der i Øjeblikket kan siges om den Sag.

Indtil Konferencen i Paris har truffet Bestemmelsen, veed vi ikke noget, og saalænge de paagældende Omraader er under tysk Styre, kan vi ikke blande os i Forholdene der. For Øjeblikket kan der ikke gøres andet, end hvad der er sket m. H. t. fri Afstemning, hvilket er udtrykt saaledes i Instruktionen til Gesandten:

Udenrigsmin. oplæste derefter Instruktionens Afsnit 11 (med Udeladelse af dets første Punktum) og fortsatte:

H. P. Hanssen har udtalte sig i nøje Tilslutning hertil. Men en Kommission kan først nedsættes, naar Konferencen har truffet sin Bestemmelse.

N. Neergaard: H. P. Hanssen har udtalt, at Instruktionen til Gesandten er affattet efter Forhandling med det politiske Udvalg. Det var heldigt, om det var saaledes, men det er ikke saaledes.

Udenrigsministeren: Vi har intet Ansvar for de Udtryk, som det siges, at H. P. Hanssen har brugt. Vi har underrettet H. P. Hanssen om, at Instruksen er meddelt det politiske Udvalg, og at ingen — efter Formandens Opfordring — har fundet Anledning til at gøre Bemærkninger.

I. C. Christensen: Vi tog den kun til Efterretning. Det er uheldigt, at der i Instruksen tales om, hvad der bør ske, hvis ingen Afstemning kan foregaa. Det tænkte jeg straks, da jeg hørte Oplæsningen. Men den var jo afsendt.

Udenrigsministeren: Det er beklageligt, at ingen omtalte den Uenighed om Instruksens Indhold her i Udvalget. Selv om den var afsendt, kunde der godt være sket en Tilføjelse. I den letfærdige Agitation, der nu er rejst, tales der om Hindringer for en fri Afstemning. Der er intet fremkommet om, at der vil blive lagt en fri Afstemning Hindringer i Vejen. Det vilde da ogsaa stride imod Wilsons Opfattelse af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Men et Mindretal her i Landet ønsker at give det Udseende af, at der hersker Grunduenighed om det sønderjydske Spørgsmaal her i Danmark.

Det siges, at man har udsendt en særlig Afsending til Paris. Der maatte nødvendigvis gives Gesandten Instrukser ogsaa om, hvad der kunde ske. Det Spørgsmaal kunde blive stillet Gesandten: De taler om Afstemning, men Deres Land ønsker ingen Afstemning. Hvis ikke vi giver en fuldstændig utvetydig Besked, ligger det hele alt for taaget. Det er godt, at man tog et klart Standpunkt i Spørgsmaalet om Flensborg. Havde man i forrige Møde villet det, kunde der være blevet Lejlighed til at gøre en Tilføjelse til Instruktionen.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Foredrag 31. januar i Sønderborg om 4 skæbner fra 1. verdenskrig

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer torsdag den 31. januar 2019 til foredrag med emnet ”Sønderjyder i 1. verdenskrig” ved Arne Jørgensen, Tønder.

Arne Jørgensen beretter om familiemedlemmers deltagelse i 1. verdenskrig og hvordan familien har fået forløbet afdækket med fakta og dokumentation.

De 4 deltagere repræsenterer de typiske skæbner for sønderjydernes deltagelse i 1. verdenskrig – 1 der blev hårdt såret af et skud igennem hovedet (og mirakuløst overlevede), 1 der i forbindelse med sygeorlov “gik over grænsen”, 1 der døde, herunder de efterlevendes skæbne, samt 1 der slap uden skader og var i fangenskab i Aurillac.

Foredraget er rigt illustreret med billeder og kopier af dokumenter – og dertil effekter i form af bajonet, bælte, jernkors med videre.

Mødet er åbent for alle interesserede. Tilmelding er ikke nødvendig.

Tid og sted:  Kl. 19.00 i Salen, Multikulturhuset, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.
Entré: 30 kr. for gæster, gratis for medlemmer af Slægtshistorisk Forening Sønderjylland.
Parkering: Der henvises til det gratis P-huset (indkørsel overfor Hotel Alsik på Nørre Havnegade) eller til de gratis pladser under broen.

Hør Ingeborg Refslund Thomsen fortælle om sønderjyske børns og kvinders vilkår under Første Verdenskrig

På DR’s hjemmeside ligger et interview med Ingeborg Refslund Thomsen (datter af H.P. Hanssen).  Hun fortæller om livet i Sønderjylland under Første Verdenskrig.

DR skriver:

“Ingeborg Refslund Thomsen: Om forskellen på betydningen af ordet ‘krigen’. For hendes generation kun én krig, verdenskrigen 1914-18.

Om de sønderjyske børns reaktioner, når deres fædre måtte deltage på tysk side, problemerne når de kom i skole og intet forstod af den tysksprogede undervisning.

Morgenhilsenen i skolen forvandledes til ‘Gott strafe England’. De strikkede gaver til soldaterne på fronten. Om de mere materielle besværligheder. De russiske krigsfangers ankomst. Børnene lærte hurtigt at tale med dem. Vanskelighederne for de unge piger med at finde bejlere. De mange unge drenge, som snart også måtte til fronten, og hvoraf kun få vendte tilbage. ‘Vi må ikke glemme dem’.”

Hør historien (25 minutters udsendelse) her: Ingeborg Refslund Thomsen fortæller om børns vilkår under Første Verdenskrig

Helene og H.P. Hanssens fem ældste børn ca. 1898. Fra venstre Anne Marie (1889-1972), g.m. Sophus Thomsen, Haderslev. Ingeborg (1891-1972), g.m. amtmand i Aabenraa Kresten Refslund Thomsen. Peter Christian (1892-1978), gårdejer og ejer af Nygård ved Bolderslev. Astrid (1894-1950), g.m. Kresten Hansen, Aabenraa, og Helga (f. 1896), g.m. dyrlæge Tofft, Aabenraa.

Sønderjysk kunstner maler scener fra Verdenskrigen

I Sønderborg Slots udstilling om Første Verdenskrig kan man bl.a. se malerier, som sønderjyske krigsveteraner malede efter krigen. Kunstneren Johannes P. Ebbesen fra Jels er én af dem.

I denne lille film fortæller museumsinspektør René Rasmussen om ét af Ebbesens billeder.

 

Bogtilbud

I bogen “Historien på væggen” fortælles historien om 46 historiemalerier på Sønderborg Slot – herunder også ovenstående.

“Historien på væggen” udkom i 2017. Den er på 224 sider og særdeles velillustreret med mange flotte gengivelser af museets mange flotte malerier.

Bogen koster 198,- kr. og kan købes i boghandelen, i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller ved at sende en mail til hath@msj.dk.

 

Flere film og historiemalerier

Se flere film om Sønderborg Slots historiemalerier her

26. januar 1919. : “Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Den 23de Flensborg-Opraabet: “Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark.”

Samme Aften de første store Flensborg-Møder i København. Det strømmer ind med varmtfølte Indlæg og private Breve. I Dag Vælgerforeningsvalg.

Lorens Poulsen nægter paa Grund af svigtende Helbred at tage imod Genvalg, og jeg vælges efter hans Forslag. Til Stedfortræder vælges, da Ravn afviser Valg, Bankdirektør P. Thomsen. I Landdistrikterne Andr. Lorenzen og P. Budach, P. Damgaard og Boy Jessen.

Den danske Regerings Svar paa Petitionerne fra Mellemslesvig offentliggøres. Man vil, hvis der ingen Afstemning bliver, tage imod de overvejende dansktalende Sogne, men ikke tage Flensborg uden Afstemning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

25. januar 1919. Diskussion om Slesvigs fremtid på vej hjem fra Østfronten

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og tilbragte hele krigen på Østfronten.

Efter Tysklands Kapitulation i November blev vi kaldt tilbage til Bataillonen i Romny. Der blev dannet Soldaterraad, og Soldaterne forlangte at komme hjem. Det var ikke saa ligetil, for vi var saa langt borte, og vi maatte bevæbne os med Taalmodighed. Noget senere brød vi op og kom til en anden Egn. Her blev vi til Nytaarsaften. Derefter blev vi puttet ind i et Godstog, som skulde føre os hjem.

Tre Uger senere — vi havde flere Dages Ophold undervejs — naaede vi den tyske Grænse, glade over, at vi uskadt var naaet saa langt. I Stationsbyen paa den tyske Side af Grænsen opholdt vi os nogle Dage. Saa gik Rejsen videre over Pommern, Mecklenborg og til Lybæk. En Del Holstenere og Slesvigere, deriblandt jeg, ønskede vore Hjemsendelsespapirer udleveret. Det fik vi ogsaa.

Samme Dags Aften, den 25. Januar 1919, naaede vi Kiel. Vi overnattede paa Banegaarden. Togkørselen var forfærdelig, og næste Dag, en Søndag, naaede jeg kun til Flensborg. Her overnattede jeg hos en Slægtning. Næste Dags Morgen skulde Rejsen fortsættes til Tønder. Toget var overfyldt.

I Toget blev Afstemningen livligt diskuteret, og en enkelt udtrykte sin Harme over, at Slesvig, et tysk Land, ved Afstemning skulde have Lov til at rive sig løs fra Tyskland. Jeg deltog i Diskussionen og kritiserede i kraftige Udtryk Prøjsernes Herredømme over den danske Befolkning og tilbageviste Paastanden om, at Slesvig var et tysk Land. Der var flere i Kupeen, der gav mig deres Tilslutning, og snart var Diskussionen om dette Emne forstummet.

Imidlertid havde vi naaet Tønder. Herfra gik jeg hjem til Fods.

DSK-årbøger 1952

 

25. januar 1919. Den tyske rigsregering: Glæde over, at befolkningen i Nordslesvig vil fastholde sin tyskhed

Den tyske Rigsregering besvarede den 25. januar henvendelsen fra Nordslesvigs Arbejder- og Soldaterraad af 17. januar 1919.

Centralraadet har oversendt os Skrivelsen af 17. Januar samt den  Beslutning, som Arbejder- og Soldaterraadene i de fem nordslesvigske Kredse har vedtaget.

Regeringen hilser med Glæde Erklæringen, at Befolkningen vil fastholde sin Tyskhed.

Paa Fredskonferencen vil Regeringen med al Energi hævde det Standpunkt, at der kun ved Folkeafstemning indenfor de i Betragtning kommende Kredse kan blive afstaaet Distriktsdele til Danmark.

Vi haaber, at den tyske Befolknings Interesser derved maa blive varetagne i fuldt Omfang.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Foredrag i Esbjerg 6. februar kl. 18:00: Danskere på Vestfronten

Claus Bundgård Christensen er forfatter og medforfatter til en række monografier om besættelsen, Første Verdenskrig, Holocaust og Anden Verdenskrig. Han modtog i 2007 forskningsstøtte til projektet Danskerne på Vestfronten 1914-1918 fra VELUX fonden.

I 2009 modtog han Dansk Historisk Fællesråds pris for årets historiske bog for danskerne på Vestfronten 1914-1918 og i 2009 modtog han Svend Henningsen prisen for samme bog.

Han holder foredrag på Esbjerg Hovedbibliotek onsdag den 6. februar kl. 18:00.

Læs mere på Folkeuniversitetets hjemmeside.

23. januar 1919. Smugleri og dårlig moral præger Sønderjylland

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev og den 17. januar var han endelig hjemme i Skodborg.

Det kan nok være, at jeg trængte til Søvn og Hvile, da. jeg endelig var naaet til mit kære Hjem. I de første 7-8 Dage sov jeg næsten hele Tiden; det var, som jeg ikke havde faaet Søvn et helt Aar.

Saa skulde jeg ud at se til min Bedrift. Alt var saa mærkelig uvant, og det værste var, at næsten hele Bon­debedriften var bleven til en Slags Krigsindu­stri. Det var helt trist at se paa. Korn var var der ikke til Svinene og heller ikke Kraft­foder til Køerne. Brødkorn og Hvede til Kage var der vel noget af, men den Slags laa skjult de utro­ligste Steder, for at ingen skulde tage det.

Hele Talen drejede sig mest om Penge, om at faa Gælden omsat og nedbragt til en Tredje­del.

Jeg fandt mig ikke tilpas i hele det Kome­diespil, som dreves i næsten alle Forhold. Grimmest var dog al den Hamstren og alt det Smugleri, der var kommet i Gang.

Det store Flertal var forgiftet deraf. Hæderlige Tjenenestekarle forlod deres Pladser for at tjene Penge ved Smugleri. De og mange andre sneg sig over Kongeaaen, der endnu var Toldgrænse, opkøbte Varer i Stationsbyen Vejen og andre Steder og solgte dem til Tyskerne for at tjene Penge.

Saa har desuden Selskabslivet i Krigsaarene taget et uhyggeligt Opsving. Alt dette gjorde mig baade led og ked. Der havde været meget grimt og sørgeligt derude i Krigen; men man havde ogsaa stille Stunder til at søge sin Gud og til at faa sin Bibel kær. Da havde jeg skrevet mit Livs Stentavler. Nu da jeg saa Krigens forfærdelige Virkninger ude i Befolkningen og her i Sønderjylland, da fik jeg Lyst til at knuse dem mod Jorden, for Dansen om Guldkalven var jo værre end selve Krigen.

Dog fandt jeg Trøst ved at samle mine Tanker om Guds Undere, som han ved sin Aands Lys lod os se, og jeg bad til Gud om at bevare mit Folk sundt, saa det maatte følge hans Vilje; thi Guds Naade er os nok til Livet.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

AFLYST: Foredrag i Esbjerg den 30. januar kl. 18:00: Bag om hjemmesiden “Den store krig 1914-1918.dk”

FOREDRAGET AFLYST PGA FOR FÅ TILMELDINGER

Museum Sønderjyllands hjemmeside om sønderjyder i Første Verdenskrig har haft helt usædvanlig stor succes med mere end 3,5 millioner sidevisninger på godt fire år.

Alene de seneste 12 måneder har hjemmesiden haft 1,3 millioner sidevisninger!

Men hvordan kom siden i gang?

Hvad er hemmeligheden bag sidens succes?

Hvad kan man bruge siden til, hvis man gerne vil vide mere om slægtninge, der var med i Første Verdenskrig?

Og kan konceptet bruges af andre museer eller arkiver?

Alt dette – og mere til – fortæller hjemmesidens hovedredaktør, museumsinspektør René Rasmussen fra Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Læs mere om foredraget på Folkeuniversitetets hjemmeside

NB: Husk også foredraget onsdag den 23. januar kl. 18:00 mi Esbjerg om “Frontliv,faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.” Man kan efter det oplyste godt møde op ved døren og deltage mod betaling af entré.

21. januar 1919. “Daglige Forhandlinger om Stillingen i Flensborg og Kampagnen i Kongeriget”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Daglige Forhandlinger om Stillingen i Flensborg og Kampagnen i Kongeriget. Med til at samle Underskrifter paa Opraabet. Daglig skrevet en Leder til Forberedelse af Kampagnen, skrevet Breve til danske Aviser, til danske Partiførere osv. Den 19de rejser de tre Talere.

I Dag Mødet i “Foreningen for Handel og Industri”.

Overborgmesteren har lugtet Lunten og har travlt, stævnet
Folk til sig, haft Udsendinge rundt fra Hus til Hus. Henad Midnat faar
jeg Referat. Hübsch har ledet uden at tage Standpunkt, kun meddelt graverende Tal om det nordlige Oplands Betydning. Bestyrelsen tavs.

Overborgmesterens Talere Slag i Slag. Spagfærdige Antydninger fra
anden Side slaas ned. De 8 Danske tier, fordi de andre selv maa tage
Standpunkt. Resultatet: 124 mod 26 for en Resolution i tysk Retning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

21. januar 1919. Opråb: “Danske i Flensborg til det danske Folk!”

I den danske Presse offentliggjordes 21. Jan. 1919 et Opraab: Til det danske Folk!, undertegnet “Flensborg, i Januar 1919” af 50 ansete Borgere i Flensborg, deriblandt Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse. Opraabet indledes saaledes:

“I det Øjeblik, da det danske Folks Sydgrænse skal sættes, gribes vi af en knugende Angst for, at Flensborg kan blive udelukket fra Danmark.

Kuet, som Befolkningen er af det revolutionære Styre, har det været umuligt for os gennem frie Villiestilkendegivelser at øve Indflydelse paa vor Fremtidsskæbne, som vi ellers kunde og burde. Mens hele det øvrige Sønderjylland fejrer Genforeningsfester, er vi i Flensborg og delvis i Mellemslesvig praktisk talt afskaarne fra at samles.

Vi ser under de foreliggende Forhold ingen anden Vej. Vi henvender os til det danske Folk, idet vi beder det: Forlang, at Flensborg paa Grundlag af de foreliggende Tilkendegivelser kommer med til Danmark.

Luk os ikke ude. Vi véd det bedre end andre, hvad der endnu findes af skjult, forsagt og forkuet Danskhed i Flensborg By.

Vi føler fuldtud det Ansvar, det betyder, uden Afstemning, som vi ogsaa ønskede, at tage Flensborg med ind under Danmark. Men vi viger ikke tilbage for det.

Vi anerkender ikke det Værk, Fortyskningen har øvet gennem næsten to Menneskealdre, og vi anerkender ikke store Dele af den Tyskhed, som nu repræsenteres af den tidligere altyske Embedsstand. Som vi under ublide Kaar har værnet vor Nationalitet, vil vi under blide og heldige Kaar under gamle Danmark udbygge og uddybe den, forstærkede af de Tusinder, som vil vaagne til fuld Erkendelse af deres Danskhed den Dag, Erobrerens Tryk falder.”

Opraabet fortsætter med en videre Udførelse af de nævnte Synspunkter og slutter:

“Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark!”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

20. januar 1919. Svar fra det danske udenrigsministerium til Mellemslesvigsk Udvalg

Mellemslesvigsk Udvalgs Henvendelse til Danmarks Regering  blev afgivet til Statsmin. og derefter den 13. Jan. 1919 oversendt til Udenrigsministeriet, der svarede den 20. januar.

Det har været den danske Regering en Glæde at modtage Deres Henvendelse af 17. Dec. f. A., hvorved De paa danske Mellemslesvigeres Vegne overrækker en Række Petitioner, udsprungne af de danske Mellemslesvigeres stadig stærkere tilkendegivne Ønsker om Genforening med Danmark, idet De dog samtidig betoner, at disse Petitioner kun er et ufuldstændigt Udtryk for Folkestemningen, fremkommet som de er i Løbet af faa Dage og under ufrie Forhold.

Ligeledes har den danske Regering senere modtaget de underskrevne Petitioner, hvoraf det fremgaar, at disse er  underskrevne af ialt 4277 Mænd og Kvinder over 2o Aar, og deraf 3401 fra Flensborg By.

I Petitionerne og i Deres medfølgende Skrivelse henvises til det fra alle Sider anerkendte Princip om Folkenes Selvbestemmelsesret, og den danske Regering opfordres til ved en Henvendelse til de Allierede at foretage de Skridt, der er nødvendige, for at ogsaa Befolkningen i Mellemslesvig under Forhandlingerne om  Verdensfreden kan faa sin Ret anerkendt til fri Afstemning.

Den danske Regering, der med dyb Tilfredshed har erfaret, at de danske Mellemslesvigere har udtalt sig for den Løsning af Spørgsmaalet, hvortil ogsaa den danske Rigsdag, ifølge sin Udtalelse af 23. Okt. f. A. knytter sine nationale Forhaabninger, har nu taget Skridt til, at de danske Mellemslesvigeres Ønske — i Overensstemmelse med den af Vælgerforeningen for Nordslesvig fremsatte Udtalelse vedrørende »de tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, som rejser Kravet«  — kan blive ført frem for de Allierede og Verdensfredskonferencen.

Den har ligeledes draget Omsorg for, at den i Aabenraa-Resolutionen af 30. Dec. f. A. fremsatte Tilføjelse om Nødvendigheden af Forholdsregler til at sikre en fri Afstemning samtidig kan blive forelagt.

Den danske Regering udtaler sin tillidsfulde Forvisning til, at herefter de danske Mellemslesvigeres Ønske om ved fri Afstemning at faa Lejlighed til at tilkendegive, at de ønsker at genforenes med Danmark og saaledes at udøve Selvbestemmelsesretten, maa blive opfyldt.

Franz von Jessen, 1937, II.

Ny bog om H.P. Hanssen anmeldt

De danske sønderjyders leder i årene før, under og efter Første Verdenskrig, H.P. Hanssen. er et spændende bekendtskab. En ny biografi fortæller hans historie. Første bind undkom kort før jul og andet og sidste bind kommer i forbindelse med genforeningsjubilæet.

Bogen koster 248,- kr og kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget. Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland kan købe bogen for kun 148,- kr.

Læs den seneste anmeldelse af bogen her

18. januar 1919. Bergholt endelig hjemme i Haderslev

I.J.I Bergholt var i oktober 1918 kommet på lazaret i det østligste Tyskland i Insterburg (i dag: Chernyakhovsk). Men i januar 1919 blev forholdene dér for urolige, og han blev efter eget ønske hjemsendt den 15. januar.

Dagen efter, at Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var blevet myrdet, nåede vi Berlin  (dvs. 16. januar 1919).

Der var »brand i gaden«, men vi nåede da helskindet fra den ene banegård til den anden og kom til Hamborg i god behold.

Herfra var togforbindelsen nord på meget dårlig, men jeg opdagede, at der omgå ende gik et tog til  Kiel, og det benyttede jeg mig af, idet jeg tænkte, så er du da så langt nordpå.

I Kiel måtte jeg vente i fem timer, før der gik tog over Egernførde til Flensborg.

Jeg nåede Haderslev den 18. januar, hvor jeg straks gik på »Bezirkskommando« og meldte mig til.

Her tilbød man mig, at jeg kunne komme til den danske grænse som grænsevagt.

Det blev godt betalt, men jeg betakkede mig og sagde, at jeg foreløbig havde fået nok af det tyske militær.

Da jeg forlod kontoret som civilist, men dog stadig i uniform, standsede jeg op ude på gaden.

Lige overfor lå domkirken. Det var på pladsen uden for kirken, jeg i 1915 begyndte min militære løbebane, og det blev altså også her, jeg sluttede den i 1919.

Mange tanker gik gennem mit hoved. Den mellemliggende tid havde gjort drengen t i l en mand med sørgelige erfaringer, men også med mange minder om gode kammerater. Jeg var skæbnen uendelig
taknemmelig.

Det randt mig også i hu, at jeg den dag i 1915, da jeg sammen med mange andre marcherede ud t i l banegården, traf min gamle skolelærer. Han stod inde på fortovet og så på den flok drenge, som militæret havde lagt sin hånd på.

Da han genkendte mig, løb han op på siden af mig, greb min hånd
og sagde: »Vorherre være med dig, min dreng.«

Hvor hårdt brug jeg ville få for dette ønske, anede jeg ikke den dag; men nu stod jeg her uden et sår eller en skramme, så ønsket var gået i opfyldelse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

EFTERSKRIFT FOR CLAUS ESKILDSEN – “Det var Krigens sidste Eventyr”.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. RIR266 blev opløst d. 16. januar 1919, men Eskildsen var allerede taget hjemad ved at snige sig ombord på et tog med 2 andre. 10 år efter våbenstilstanden mindes han endnu en gang krigen og reflekterer.

Regimentsskriveren sled i det, da Regimentet skabtes i Lockstedts Lejr. Han er ikke med, da det opløses i Wismar. Saa snart Regimentet var ude af »Brohovedet« ved Rhinen, hjemsendtes efter Regeringens Befaling alle Tjenestemænd.

Jeg overgiver Forretningerne til Matthiesen, tager Afsked med Officerer og Kammerater og staar den 9. December sammen med flere andre paa Banegaarden i Westerburg. — Fri!

Toget løber ind. Det er overfyldt, utrolig overfyldt. Soldater hænger ud af Vinduerne, sidder paa Trinbrædderne, rider paa Pufferne. Alle vil hjem! Det er haabløst at finde saa meget som en Staaplads. Men Heldet svigter ikke. Vi opdager et tomt, aflaaset W. C., kravler tre Mand ind ad Vinduet og er i Toget!

Det var Krigens sidste Eventyr, 3 Mand i et W. C. fra Westerburg helt op til Hamborg! Toget løber ind paa Hamborgs Banegaard med 22 Timers Forsinkelse. Fra Hamborg sender jeg et Telegram hjem, og paa Banegaarden i Tønder staar Kone og Børn, Svigerfader og Svigermoder.

Far er hjemme igen! Fra alle Sider strømmer de tilbage til Seminariet, de unge, som Krigen fra Skolebænkene kastede ud i Rædslerne. Jeg, deres Lærer, er en af de sidste, der naar hjem. Arbejdet kalder og vinker. I Krigens første Tid kunde man slet ikke tænke sig at gaa hjemme i den daglige Dont, i den sidste Tid længtes man efter Arbejdet.

— Jeg begynder med det samme. I Juleferien foretages det sidste Krigsarbejde. Brevene ordnes og hæftes, Billederne klæbes i en Mappe, og Dagbøger, Breve, Billeder, Kort, Ordener, Minder pakkes sammen og lægges ned.

— Gemt, til man gider se paa det igen! Gemt — glemt er det meste af Krigen. Vi talte ikke om den, vi huskede ikke meget af den, vi tænkte næppe paa den. — Men om Aftenen, naar vi lagde os i en blød og ren Seng, fløj dog en lille Tankefugl paa Vejen opad forbi det mørke Rum, hvor Krigens Minder rugede, slog med et let Vingeslag mod den tykke Mur, og det lød: »Tak! Tak! Hvor har vi det godt!«

Paa Tiaarsdagen for Vaabenstilstanden bringer alle Aviser Mindeartikler. Da vaagner Lysten til at se lidt ind i ens eget Mindeskrin. Nu kan man vel taale at sætte Nøglen i Laasen og lukke op.

Jeg læser, jeg ser. Dagbøger, Breve, Skitser, Billeder! Med dem stiger ud af Taagen, klart og tydeligt, Masurens Vinternætter, Augustovs Skove, Kalvarjas Gader, Vilnas Taarne, det ene efter det andet, det ene fortrængende det andet. Sindet rummer ikke meget paa een Gang.

Og over alle Billeder fra Øst og Vest griner Krigens grimme Fjæs. — Bort med dig! — Det viger ikke!

Men dybt nede, dybt inde, rinder der en varm Strøm, rød og varm som levende Menneskers Blod. Den nynner om Menigmands Sind.

— Trofast og hjælpsom, udholdende og nøjsom er den primitive Menneskesjæl. v. Onde Mennesker vækkede Krigen og holdt sig selv borte fra den.

Gode Mennesker dreves ud i den, den jævne Mand, som ikke hadede sine Menneskebrødre og ikke ønskede Krigen. Han døde, han led, — han jages næste Gang ud igen.

Men dybt i sit trofaste og gode Sind bevarer han Menneskesjælens evige Haab og Længsel efter den Dag, da Ulven skal bo hos Lammet, og Parderen skal ligge hos Kiddet, og Kalven og den unge Løve og det fede Kvæg skal holde sig sammen, og en liden Dreng skal drive dem.

Den evige Freds Dag!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 258-260

Foredrag i Esbjerg den 23. januar kl. 18:00 på Hovedbiblioteket

Første Verdenskrig er den store urkatastrofe i det 20. århundredes historie. Mens Danmark holdt sig neutralt, måtte mere end 30.000 sønderjyder deltage som tyske soldater i Første Verdenskrig. Over 6.000 af dem faldt og mere end 4.000 blev invaliderede.

Men krigen og Tysklands nederlag førte også til, at Sønderjylland i 1920 kunne komme hjem til Danmark igen.

Foredraget følger sønderjyderne gennem krigens forskellige faser, og i små lydklip fortæller krigsveteranerne selv om deres oplevelser. Det fortæller museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot om.

Foredragsholder: Rene Rasmussen, Museumsinspektør, Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot.

Tidspunkt: Onsdag den 23. januar kl. 18.00

Sted: Møderum 1, Esbjerg Hovedbibliotek, Nørregade 19, 6700 Esbjerg

Entré: 100,- kr – eller tilmeld dig på forhånd, så koster det kun 75,- kr-. Tilmeld dig her https://www.fusydvest.dk/kursus/99-sonderjyder-i-den-store-krig– det kan godt nås endnu!

 

 

17. januar 1919. Søren Larsen-Kjær endelig hjemme i Skodborg!

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Om Morgenen gik Toget efter Padborg. Da vi kom der, blev vi noget skuffet, for vi hav­de ventet der at se danske Soldater. Allerede nede i Ukraine havde vi talt om den ny Græn­se, og vi var enige om, at den skulde gaa fra Flensborg Fjord i en Linje Syd om Tønder; men vi havde tillige ventet, at den Del af Sønderjylland, der laa Nord for denne Græn­se, øjeblikkelig ved Vaabenstilstanden var ble­ven besat af Danmark.

Mon da ikke H. P. Hanssen var i Køben­havn, og var han ikke det, havde vi Lyst til at rejse om til ham i Aabenraa og faa ham sendt derover.

Men vore civile medrejsende fortalte os, at det gik slet ikke saa let at bli­ve enige om den ny Grænse. I dansk Politik var det jo saaledes, at den ene ikke kunde taale den anden, saa hvad den ene vilde, vil­de den anden ikke.

I Tinglev tog to af vore Kammerater Afsked med os, og nu blev der taget Afsked paa hver Station; navnlig i Voyens var der mange, som skulde ud.

Alle Steder lød Raabene: „Farvel Kammerat, Tak for godt Kammeratskab, lev nu vel, Farvel, Farvel og hils hjemme!”—Og paa Stationerne var Kvinder og Børn mødt for at byde Velkommen til den kære Mand og Fader; der var Smil og Graad, og vi var bevægede i Glæde over at komme hjem til vore kære.

Saa var det ogsaa dejligt at høre vort yndige Modersmaal, naar det som nu lød fra danske Kvinders Mund.

Vi var tre, som skulde længst mod Nord, nemlig til Skodborg. I Sommersted steg vi over i Amtsbanen, og Kl. 9½ kunde vi være hjemme.

Nu traf vi næsten ene kendte Men­nesker; alle spurgte de ud om den farefulde Rejse fra Ukraine. De havde været ængstelige for os; vi maatte fortælle saa længe, at Mun­den blev helt træt.

Nu bremser Toget, og vi er hjemme. Min kære Hustru og mine kære Børn var paa Stationen for at tage imod mig. Hvor var det dog et skønt Møde! Bag ved laa 4½ Aar i Krig, og nu var man hjemme!

I Tankerne havde vi forestillet vor Hjem­komst med Guirlander, Æresporte og Fester; ikke fordi vi havde kæmpet for Tyskerne, men fordi vi havde gaaet Pligtens Vej. Der var ingen anden Vej til vor Befrielse, vi havde derfor kæmpet for Danmarks Sag. Maaske hav­de Menneskene tænkt en anden Vej, og der­for havde vi drømt om Fester og lignende; men Gud vilde det anderledes, og hans Vilje var den rette.

Nu vendte vi altsaa hjem, tavse, blege og afhjaskede; men glade var man i Hjertet over at være omgivet af Hustru og Børn.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

16. januar 1919. Søren Larsen-Kjær: “Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg”

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Vor Oversergent, der var en rettænkende og pligttro Mand, og som paa flere Maader havde vist, at han forstod Sønderjydernes Stil­ling under Krigen, bad os Danske om at hjæl­pe ham med at bringe alle de levnede Føde­midler i Sikkerhed. Det gjorde vi gerne, for saa vilde han næste Morgen sørge for, at vi fik vore Frihedspapirer udstedt.

Han holdt ogsaa Ord, for om Formiddagen d. 16. kaldte han os sammen; hver fik sit Fri­pas og et Bevis at rejse hjem paa. Desuden gav han os Lov til at tage nogle mindre Munderingsgenstande med hjem til Minde om Kri­gen.

Det var vi glade for, og vi kom dem i nogle Lærredsposer, som vi havde lavet af vore Straasække.

Vi tog saa Afsked med Kompagniføreren, Kontorskriveren og vor Oversergent. De trykke­de os i Haanden og takkede for godt Kam­meratskab; den sidste var meget bevæget, for han havde hele Tiden været sammen med os, og altid havde der gensidig været et godt Forhold mellem ham og os.

Med vor Ransel paa Nakken gik vi saa til Banegaarden, hvor vi maatte vente i fire Ti­mer for at komme af Sted efter Flensborg. Vi sad paa en Restauration og nød en Kop Kaffe.

Desværre viste det sig, at det Bevis, vor Oversergent havde givet os, ikke var gyldigt som Fripas paa Banen. Naa, derved var intet at gøre; der var jo indtraadt nye Forhold i Tyskland, og vi maatte selv betale Billet.

Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg. Vi fandt det ikke værd at gaa ind i Byen for at finde Logi; vi var jo ikke saa godt vant og vi lagde os til Ro paa Gulvet i Ventesalen med vore Ransler under Hovedet.

De civile Folk paa Banegaarden var ogsaa flinke mod os, og flere gjorde sig Umage for at tilvejebringe Ro, for at de hjemvendende Soldater, som de sagde, kunde sove.

Men en ung Vagtsoldat, der vel næppe havde lugtet Krudtet’i Krigen, gjorde sig be­mærket ved at tage Lærredsposen, som en af vore Kammerater et Øjeblik havde forladt. Vagtsoldaten vilde undersøge, om Posen ikke indeholdt stjaalne Ting fra vor Krigsudrustning. Vi lod ham vide, at det var retmæssig Ejen­dom, som Kompagniet ved Afrustningen havde skænket os. Det vilde han imidlertid ikke tro og truede med at bruge Vaaben mod os.

Det kan nok være, at vi, der havde baaret Krigens Lidelser i 4½ Aar, blev ophidsede, og der blev en voldsom Staahej. En Tid saa det ud til at blive regulært Slagsmaal; men endelig blev Vagtunderofficeren tilkaldt, og han ordnede det saaledes, at vi fik Lov til at be­holde vore Lærredsposer med deres Indhold mod, at den Pose, der var taget fra vor Kam­merat, blev nærmere, undersøgt og klaret, om vi havde Ret til at tage de nævnte Smaating med hjem.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

16. januar 1919. “Vi beder i denne Stund om at lade alle Særstandpunkter i Grænsespørgsmaalet falde bort.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Svensson, der skal bedømme Graus og mit Udkast til Flensborg-Opraab, vælger Graus med et Par Indføjelser. Et Krav om, at der i Graus Udkast skal indføjes en Afstandtagen fra Danevirke-Bevægelsen, frafaldes paa Grund af Flensborgernes Modstand omsider mod en Sætning: “Vi beder i denne Stund om at lade alle Særstandpunkter i Grænsespørgsmaalet falde bort.” –

Grosserer J. C. Paulsen er syg og ikke med til et afgørende Bestyrelsesmøde i “Foreningen for Handel og Industri”.

Rentier J.E. Bossen og jeg gaar om Aftenen hen til Paulsen, der allerede har faaet Referat. Bestyrelsen har enstemmigt vedtaget at indkalde et Møde med Dagsordenen: “Beslutning om Skridt, der bør indledes for at bevare Slesvigs Enhed, i Nødsfald ved Afstaaelse af Enheden til Danmark.”

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

16. januar 1919. “R. I. R. 266 eksisterer ikke mere!” Claus Eskildsen kan endelig rejse helt hjem.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af det nye år, nåede regimentet til Wismar, her blev heste og vogne solgt og regimentet fik en ende.

Den 7. og 8. Januar kommer Transporttogene omsider, og den 11. naar man Garnisonen, der nu er Wismar i Meklenborg. Regimentets Hjemsted har efte haanden været Haderslev og Aabenraa, Rostock og Wismar.

Paa Kasernepladsen i Wismar sælges efter Ordre Heste og Vogne.

Den 15. Januar opløses Regimentet, den 16. rejser de enkelte hjem, ad Jernbaner og Landeveje ud til de tusind Hjem, hvor man venter dem med Længsel.

R. I. R. 266 eksisterer ikke mere!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 257-258

15. januar 1919. Resolution mod afståelse fra Nordslesvigs Arbejder- og Soldaterråd

På de nordslesvigske Arbejder- og Soldaterråds Delegeretmøde i Haderslev 15. Jan. 1919 vedtoges følgende Resolution, som 17. s. M. tilstilledes Centralrådet i Berlin.

1. Regeringen anmodes om paa det skarpeste at imødegaa Anneksionslysterne hos de nationalistiske Kredse i Danmark, som kræver Mellem- og Sydslesvig, ja Dele af Holsten, altsaa rent tysk Omraade for Danmark. Forsamlingen udtaler sig ogsaa mod en Afstaaelse af nordslesvigsk Omraade uden tvingende Grunde og det af nationale og økonomiske Hensyn, skønt man ikke vil nægte, at Folkenes Selvbestemmelsesret maa komme til Anvendelse i dette Spørgsmaal.

En ren Adskillelse mellem de i Grænseomraadet levende Tyske og Danske kan ikke opnaas ved nogen som helst Grænselinie; Nationalitetsprincipet kan altsaa ikke løses ved en Grænseregulering.

Tusinder af Tyske vilde imidlertid blive udstødte af den fri tyske Republik for at blive Undersaatter i den danske Kongestat. Den store økonomiske Skade, som ved en Afstaaelse vilde ramme alle Befolkningslag, men i Særdeleshed de industrielle og landlige Arbejdere og Haandværkere, ligger klart for Haanden.

En Afstaaelse er heller ikke mere nødvendig af Hensyn til det Synspunkt, som de nordslesvigske Danske hidtil har indtaget, da alle deres Folkekrav skal opfyldes.

2. Hvis en Grænseregulering ikke kan undgaas (ifølge Wilsons Program skal bestaaende økonomiske Forbindelser ikke rives fra hverandre ved Selvbestemmelsesretten), saa kræver Arbejder- og Soldaterraadene, at en Afstaaelse ikke finder Sted ved en Traktat mellem de to Regeringer, men paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten ved Folkenes Afstemning.

3. I Fald en saadan Afstemning finder Sted, kræver Arbejder- og Soldaterraadene for denne Afstemning og den Afstaaelse, der skal ske paa dette Grundlag, følgende Bestemmelser:

a. Afstemningen sker ikke paa den fra dansk Side foreslaaede Maade, som betyder en Voldførelse af Tyskerne, men paa Grundlag af den Valgret, som gælder for Nationalforsamlingen, for de i Nordslesvig bosatte Personer af begge Køn over 20 Aar.

b. I Fald der skal afstaas et sammenhængende Omraade, hvor Danskerne har Flertallet, saa bør det kræves, at Flertallet i dette Omraade mindst skal være et To-Tredjedels-Flertal.

c. Saafremt dette Krav om et To-Tredjedels-Flertal ikke kan gennemføres, skal der drages en Grænselinie paa den Maade, at der bliver boende lige saa mange Tyskere Nord for denne Linie som Danskere Syd for den.

4. I Tilfælde af en Afstaaelse kræver Arbejder- og Soldaterraadene, at de to Regeringer beskytter dem, som tilhører den anden Nationalitet og bliver tilbage i det afstaaede Omraade, paa det mest eftertrykkelige i politisk og økonomisk Henseende, saa vidt det er muligt, først og fremmest med Henblik paa Bevarelsen af deres Sprog og Kultur ved overensstemmende Garantier i Afstaaelsestraktaten.

5. Arbejder- og Soldaterraadene nedlægger Indsigelse mod Udenrigsministeriets Hensigt at benytte Statssekretær von Brockdorff-Rantzau og »den Sagkyndige i nordslesvigske Anliggender i Udenrigsministeriet«, Kandidat Johannes Tiedje som Repræsentanter ved Forhandlingerne om Afstaaelsesspørgsmaalet, da begge disse to, navnlig den sidste, efter Arbejder- og Soldaterraadenes Mening er ensidigt orienteret i dansk Retning og ejer Danskernes, men ikke de nordslesvigske Tyskeres Tillid. De kræver derfor, at der tilkaldes to Mænd, som ejer den nordslesvigske tyske Befolknings Tillid, og foreslaar: Landraad Bohme, Tønder, og Pastor Schmidt, Vodder.

6. Arbejder- og Soldaterraadene i Nordslesvig protesterer desuden energisk mod Regeringens Maade hidtil at forhandle om det nordslesvigske Spørgsmaal paa hen over Hovedet paa Nordslesvigerne og kræver, at ved vigtige Afgørelser i denne Sag skal i Fremtiden tilkaldes som Raadgivere de i Punkt 5 foreslaaede Repræsentanter for den tyske Befolkning.

7. Den fra uansvarlig dansk Side fremsatte Forvanskning af Kendsgerningerne vedrørende Danskernes Voldførelse i Nordslesvig ved Arbejder- og Soldaterraadene imødegaar vi bestemt og nedlægger Indsigelse mod Truslen om dansk Besættelse, som man ønsker at fremstille som en Nødvendighed.

Vi fastslaar overfor dette, at den største Del af de nordslesvigske Bønder ikke paa nogen Maade har efterkommet deres Forpligtelser til at aflevere Levnedsmidler for at hjælpe de faretruede Tyskere.

Franz von Jessen, 1937, II.

15. januar 1919. Endelig Hamborg: “I det hele var 66 Sønderjyder med Transporten”

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Hele Natten til d. 15. Jan. kørte vi uden om Berlin, hvorfra enkelte Kanonskud hørtes, og om Morgenen holdt vi paa en Sta­tion med fri Bane efter Hamborg.

Hen paa Eftermiddagen rullede vi saa af efter Hamborg.

Da var Stemningen høj. Vor Bataillon havde jo sit Hjemsted i Hamborg, og mange af Mandskabet var derfra. I denne By var vi bleven iklædt til Krigen. Dog var det ikke de samme Mennesker, der kom tilbage; thi Udmønstring og Sygdom havde ryddet op i Rækkerne, som igen var blevet udfyldt med Mandskab, der var hentet fra Hamborg og Omegnen.

Som allerede nævnt var kun to Kompagnier med i denne Transport, men de fleste Sønder­jyder ved Batl. var med her, og Resten havde Plads ved Staben, som vi jo havde med. I det hele var 66 Sønderjyder med Transporten. Alle de andre var fra Meklenborg, Hanover, Holsten, men som sagt, flest fra Hamborg.

Lidt over Midnat naaede vi ind paa Banegaarden i Hamborg. Der blev saa Travlhed med at aflevere alt det vederstyggelige Krigs-materiale. Bøsserne kastede vi i en stor Hob; Bajonetten gik samme Vej. ]a, bort med de hæslige Haandgranater og alt det Værktøj, som den væmmelige Militarisme havde tvunget os i Hænderne.

Hvor var det dog en herlig Be­frielse! Det var let at se, at denne Følelse var vi alle besjælede af.

Vore Kammerater fra Hamborg skyndte sig hjem og brød sig ikke om, hvad Befalingsmæn­dene sagde. Det var jo heller ikke længere dem, der havde noget at sige; nej, det var Soldaterraadene.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

15. januar 1919. Det trækker op til borgerkrig ved østgrænsen

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland.Den 24. oktober nåede han endelig til Insterburg (i dag: Chernyakhovsk)

I Insterburg blev jeg indlagt på et lazaret for hudsygdomme. Jeg var selvfølgelig holdt op med at drikke eddike, men helbredelsen gik kun langsomt fremad.

Det blev et par bevægede måneder, jeg tilbragte dér. Byen lå ikke langt fra den russiske grænse og var i fredstid hjemsted for militær af alle kategorier.

Ved krigens slutning kom ikke  alene disse tropper tilbage til byen, men også alle de reserveregimenter, der hørte til de aktive afdelinger. Insterburg var derfor overfyldt af soldater.

At det ikke var engle alle sammen, skal svagt antydes. Byen var det ideelle sted for de folk, der hvervede soldater til de kampe, der foregik i Rusland mellem de “røde og hvide”.

Det gik over min forstand, at nogen kunne tænke sig at gå ind i disse korps, men der var mange, der gjorde det. Eventyrlysten må stikke dybt i mennesket; – jeg havde i al fald fået min styret.

Der opstod rygter om, at »de røde« var ved at afskære Østpreussen fra det øvrige Tyskland, og at blive klemt inde i det hjørne var jeg ikke videre varm på.

En underofficer fra Hamborg og jeg drøftede sagen, og v i blev enige om, at vi ville lade os skrive raske og se til at komme hjem, inden vi blev afskåret.

Vi gik til lægen og mod at underskrive en erklæring om, at vi ingen fordringer havde over for den tyske værnemagt, indvilligede han i at opfylde vort ønske.

Vi blev overført til regiment 45, der havde hjemsted i byen, og blev omgående hjemsendt. Det var den 15. januar 1919.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

15. januar 1919. Ernst Christiansen: Foreløbig må kræfterne samles om Flensborg

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Aften hos Købmand J. M. Ferdinand: Ravn, Fru Jessen, Svensson, J. Søgaard, Fru Grau, jeg (A. Grau sengeliggende).

Udvikler efter nærmere Overvejelse, at jeg mener det rigtigt
at regne med den værste Mulighed og foreløbig midtsamle Kræfterne om at slaa til Lyd for Flensborg, uden at nogen af os opgiver sit Standpunkt med Hensyn til Sydslesvigs Ret. Billiger derfor Planen; men min Plads er i Flensborg og ved Bladet. Enes om, at Grau, Svensson, J. N. Jensen taler.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

14. januar 1919. Hans Peter Hansen keder sig i Aurillac

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til et hospital i Tours, hvor han var glad for at være.

En dag var det dog slut med arbejdet på dette hospital. Man sagde til Nis Schmidt og mig, at vi måtte være forberedt på at blive sendt til den danske lejr i Aurillac.

Krigen var jo forbi, og vi skulle jo sendes hjem. —-Jeg syntes så godt om at være her, at jeg næsten var ulykkelig over at skulle bort herfra.  Den tanke slog ned i mig, om min ven, løjtnanten, ikke kunne hjælpe mig.

Vi drøftede sagen. Vi skrev en ansøgning og fik den underskrevet af både læger og sygeplejersker, hvorefter den gik til de højere myndigheder. Skrivelsen kom dog tilbage med afslag. Alle seks skulle bort. Vi forlod hospitalet og kom efter en længere rejse til den danske lejr i byen Aurillac.

Om de danske sønderjyders ophold i Aurillac-lejren – La Mense — har andre kammerater allerede berettet. Mit ophold her varede jo kun så kort. Jeg vil derfor fatte mig i korthed.

De første danske kammerater, jeg mødte her, var Fuglsang-Damgaard, Ørsted, Lorens Gram, Oksenvad, Peter Iversen, Ørsted,  og flere. Jeg må sige, vi blev alle seks godt modtaget. De fire holstenere kom dog til en anden lejr.

Lejre og lejre er to ting. I lejre for tyske krigsfanger fik man de to bogstaver P. og G. syet på trøje og bukser. Bogstaverne var så store, at de kunne læses på lang afstand. Her i den danske lejr havde vi ikke noget, der hed P. G.er.

Lønnen, man tjente, blev udbetalt i francs. Ligesom den franske soldat fik vi også her hver tiende dag udleveret en pakke tobak. Vi havde også andre fordele. Vi kunne gå ud og købe tøj, vin og mange andre ting, vel at mærke når vi havde penge.

Der var altid nogle af fangerne hjemme i lejren. Men ellers holdt de fleste nok af at komme ud til bønderne på landet. Her var man  næsten som hjemme. Man var mere fri, og man tjente penge. Når et sådant hold vendte hjem til depotet, vidste man af gammel erfaring, at der ville blive holdt et lille gilde …

De første dage i lejren gik hurtigt. Kammeraterne var rare, altid tjenstvillige og hjalp os nyankomne godt til rette. Men når først man var inde i reglementet, begyndte man at kede sig. Alt var så ensformigt, slet ikke spændende.

Jeg henvendte mig til Fuglsang-Damgaard og bad ham være mig behjælpelig med at komme ud på landet. Han lovede mig sin hjælp.

DSK-årbøger 1961

14. januar 1919. “Plan om at rejse en Flensborg-Bevægelse i Kongeriget”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Aftenmøde i Mellemslesvigsk Udvalg paa Sommers Hotel og efter Lukketid paa “Flensborg Avis’s” Kontor.

A. Grau forelægger Plan om at rejse en Flensborg-Bevægelse i Kongeriget, vil have de bedste Talere af Sted.

Til næste Aften skal der laves Udkast til et Flensborg-Opraab.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)