Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

21. juni 1920. “En skål for gamle Danmark”

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Man ser et dejligt, gammelt bondehus ved landevejen ude forbi Augustenborg; tømreren, der bebor det sammen med kone, børn og svigerfar, har været med i krigen. Svigerfar er veteran fra 64. »Den gamle« havde spadseret på sine ben til Sønderborg »den daw, nær æ jensere de kom«, og samme ulejlighed gjorde han sig også, da Hans Majestæt kom dertil. Det gamle hus er et helt rustkammer, og med stolthed viser den tykke, gemytlige tømrer mig alle sagerne.

En engelsk lyskuglepistol af blankt messing, fisket op ved Yserens bredder, og et dansk forladegevær fra 64 er ligesom samlingens yderpunkter. Desuden et utal af granatsplinter og en tysk, en fransk og en dansk bajonet – til sammenligning. Den sidste er mit eget værge, som det er meget kuriøst at sammenligne med de fremmede. –

Mens manden var travlt optaget med at hale alle sine krigserindringer frem, han må være ordentlig belæsset, da han kom hjem, var konen begyndt at tømme chatollet for, hvad det gemte.

Hun havde en samling, der var en værdig konkurrent til mandens. Her var, foruden ualmindelig dejlige, gamle bondefajancer, en mængde kobber-, messing- og tinsager, som hun med stor list havde unddraget rekvisitionerne under krigen.

Et rigt udstyret kaffestel i rødt og hvidt, hvor der på alle stykkerne var malet de sønderjyske piger, var for hende samlingens »piéce de résistance.« Underligt nok stod der kun nedenunder billedet »De sønder … Piger«. Ordet måtte af en eller anden mærkelig grund ikke skrives helt ud. Hele stellet var jo en helligdom og var kun blevet brugt til deres bryllup og til hendes mors begravelse.

Stort mod havde konen vist under krigen, hvor hun resolut havde styret hele deres bedrift i de utroligt vanskelige og hårde tider, gået i marken og passet alle børnene. Hendes største indsats var dog den, at hun havde gjort sin mand, der var født sydtysker, til en god dansker.

Allerede i 1908 havde disse to i Odense anskaffet sig et dannebrogsflag, som hun, svøbt om livet, havde indsmuglet i Sønderborg. Hvorfra havde de troen og tilliden? »Credo, qvia absurdum.«

Vi fandt straks det rette forhold overfor hinanden. Hun bød mig mælk af et glas, hvorpå der under to korslagte dannebrogsflag stod: »En skål for gamle Danmark«. Det var Danmark, de gennem mig, den danske soldat, bød velkommen i deres hus.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

20. juni 1920. Dødens høst i Hundslev: “Sådan var døden gået fra hus til hus, med kortere eller længere mellemrum, i den lille samling stråtækte huse ved vejen.”

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den gamle landstormsmand fortæller også, men han venter til maskingeværerne er blevet trætte.

Han fortæller, en passant, at en løjtnant, som han godt kunne have været far til, engang kaldte ham en kylling, som ikke endnu havde sparket skallerne af sig.

De andre kommer så med deres erfaringer i den retning, og meget deciderede kraftudtryk krydses i luften; det syder i dem ved erindringen om kasernegården.

Den gamle kommer med en lille historie, som ligesom danner afslutningen på alt det forrige. – Under krigen var der ofte dukket en ungdomserindring op for ham. Det var fra en tyrefægtning i Lima i Sydamerika. Tyren havde flået en hest op, men blev kort efter dræbt. Imidlertid var indvoldene blevet stoppet ind i hesten igen ved hjælp af halm, og den nye tyr bliver ført ind.

Picadoren sætter sig op på hesten, som de har fået stavlet på benene, men den bryder nu fuldstændig sammen og bliver overladt til sin skæbne. Tyren nærmer sig med sænkede horn, og publikum vejrer. – Den standser lige ved hesten – og giver sig så til at slikke hestens sår. -Det havde han aldrig kunnet glemme, og under al den grusomhed, menneskene lagde for dagen overfor hinanden, var dette billede af tyren i Lima’s cirkus bestandig dukket frem i hans erindring, mens han havde været derude.

Allevegne var krigen nået hen. – To storartede, unge sønners ansigter ser fra de store rammer nedover de gamle og søstrene, som er blevet tilbage.

Det er i Hundslev midt på Als. Nede ved Kruså peger den gamle vejmand på sin landsby og siger: »Herfra faldt syv i verdenskrigen, min søn var den første, det var ved Namur han faldt; så kom, jo så kom naboens-«, og sådan var døden gået fra hus til hus, med kortere eller længere mellemrum, i den lille samling stråtækte huse ved vejen.

I 64 havde de fra samme antal huse kun mistet to. –

I Åbenrå, mens jeg står og tegner en gammel dør, kommer en ældre mand hen og ser lidt til og tager mig så hen, for at jeg skal se det hus, som hans søn har bygget, hans søn som var en lovende ung arkitekt, og som faldt i Frankrig. – De ensomme gamle. -Mærkelige sammentræf, der synes rene anakronismer, har krigen gjort selvfølgelige, almindelige.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

19. juni 1920. De stopper også op og ser mod gulvet og mumler: »Nein, nein, das war zu furchtbar.«

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Henimod slutningen af mit ophold dernede, var jeg i længere tid beskæftiget med nogle store, dekorative arbejder til genforeningen. Jeg stod i en vognport, og fra malerværkstedet ovenpå fik jeg hver dag besøg af svendene, der var tyske, én af dem var fra en by, der hed Hindenburg, og som med levende interesse iagttog arbejdets gang. – Når så der var diskuteret om billederne, »nichts geht über die Lazurtechnik-«, endte det med, at en af dem kom med en eller anden bemærkning om krigen, som straks fængede, og så var vi med det samme i en brandstorm af krigsoplevelser.

Den ene fortalte fra sin kant og den anden fra sin, i munden på hinanden og voldsomt gestikulerende. Tilsammen et blændende levende billede af krigslivet på den tyske side, revet ud af al logisk sammenhæng, men med sproget lige ud af skyttegravene, sproget og alle bevægelserne i alle situationer. –

Sådan stod man med håndgranaten, sådan slyngede man den, roligt, vis på indstillingstiden, eller sådan – i et febrilsk jag – de første gange.

Håndgranaterne synes i det hele taget at have spillet en hovedrolle. En af kammeraterne, der trængte til en afsvalelse, får sendt en hvæsende håndgranat ned for fødderne af sig i det hjørne af skyttegraven, hvor han står, og stirrer stivnet af rædsel, indtil den går ud af sig selv, eksplosionsstoffet var fjernet.

Meget optaget var de også af den raffinerede situation, som kan fremkomme, når man har indstillet håndgranaten til eksplosion og lige har beregnet tid til kastet (den skal helst eksplodere lige før den rammer jorden), og den så griber fat f.eks. i en fingerring, idet man vil slynge den fra sig, så kan der komme fart over personen.

De fortæller mere til hinanden end til mig, sammenligner den enes oplevelser og erindringer med den andens.

Russerne, der var nogle »dumme Kerls«, som kyssede fligen af ens kappe, selvom man sparkede til dem. Der var natlige snigpatruljer igennem pigtrådsnet. Saksen har man i hånden parat til at klippe. En af kammeraterne bliver lidt tilbage, en af håndgranaterne, der hænger ved bæltet, har haget sig fast, det er vanskeligt at komme løs – og så lyder eksplosionen – kaput. –

»Die Flammenwerfer«

Erindringen derom synes ikke at tilhøre denne verden. – De stopper også op og ser mod gulvet og mumler: »Nein, nein, das war zu furchtbar.« – Men så er der maskingeværerne. Dem er der humør over. Det er i Berlin, Alexanderplatz, »Strasse frei«, og folk løber ind i portene, op i gadedørene, mens det smælder: rak, tak tak tak.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

18 juni 1920. Ernst Christiansen: “Det første Tillidsmandsmøde efter Ulykken”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

18. Juni: Det første Tillidsmandsmøde efter Ulykken. Mange Mennesker i Borgerforeningen. Giver en sammentrængt Beretning om Rejsen. Bogensee beretter om Skolesagen. Livlig Drøftelse med et Mod til at fortsætte, som virker opmuntrende. Paa et Distriktsformandsmøde bagefter foreslaar jeg at danne et Udvalg til at forberede en ny Organisation paa langt Sigt. Der skal holdes Møde den 21de, og derefter skal den nye Sammenslutnings Vedtægter forelægges paa et Distriktsformandsmøde den 23de og et almindeligt Tillidsmandsmøde den 26de. (Paa disse Møder oprettedes saa Den slesvigske Forening.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. juni 1920. “… det vækker stor Skuffelse, at Genforeningsdagen nu er udskudt paa det uvisse”

Udenrigsministeren sendte følgende telegram til den danske gesandt i Paris, Bernhoft,, dat. 17. Juni 1920.

Naar de allierede og associerede Hovedmagter foruden at notificere
Grænsen faktisk og retligt har overdraget Omraadet til Danmark, synes ifølge Fredstraktaten Suveræneteten at maatte følge med denne Overgivelse, idet hermed alle de i Art. 110 indeholdte Bestemmelser er sket Fyldest.

En modsat Opfattelse bringer den danske Regering i en meget vanskelig Stilling, navnlig med Hensyn til Lovgivningsforholdene for det omhandlede Omraade.

Saalænge Suveræneteten ikke er overgaaet, kan danske Love ikke som saadanne sættes i Kraft i de sønderjydske Landsdele. Man ser sig derfor ikke i Stand til at gennemføre de nøje forberedte Planer, der er lagt m. H. t. Sønderjyllands Indlemmelse i Danmark i legislativ Henseende, men maa indskrænke sig til at gennemføre de absolut paakrævede foranstaltninger derved, at nogle af de med de sønderjydske Landsdeles Indlemmelse for Øje udarbejdede Lovforslag sættes i Kraft ved Anordning og derefter bekendtgøres af en Administrator i Sønderjylland.

Herved opstaar imidlertid den største Uklarhed og Usikkerhed i Retsforholdene.

Ogsaa af H. t. den paatænkte Højtideligholdelse af Genforeningen bereder den Omstændighed, at Suveræneteten ikke er overdraget, Vanskeligheder.

Man havde under Forudsætning af Suverænetetens Overdragelse 15. ds. tænkt sig, at der St. Hansdag 24. (Hans Majestæt skulde afrejse herfra 22. ds.) afholdtes Møde paa Dybbøl, hvor Kongen skulde være til Stede.

Det har ikke kunnet undgaas, at Offentligheden har erholdt Kundskab om disse Planer, og det vækker stor Skuffelse, at Genforeningsdagen nu er udskudt paa det uvisse. Denne Skuffelse har ikke alene givet sig Udslag i Danmark, men ogsaa i de sønderjydske Landsdele er Stemningen meget trykket.

Det vilde saaledes, dels af H. t. de tekniske Vanskeligheder vedrørende Lovgivningsforholdene, dels af politiske Hensyn, jfr. navnlig det ovenfor angaaende Stemningen i Sønderjylland anførte, være den danske Regering kært, om Ambassadørraadet kunde bevæges til at beslutte sig til nu at overdrage den formelle Suverænetet.

Dersom Beslutningen tages 19. ds., og Udenrigsministeriet erholder telegrafisk Meddelelse fra Dem 20. ds., vilde der være Mulighed for at gennemføre de paatænkte Planer for Højtideligholdelse af Genforeningen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

17. juni 1920. Tysk genforeningsfest.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. Juni: Tysk »Genforeningsfest«. Skolebørn i Optog gennem Byen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. juni 1920. Sprogskifte på Tondern station

Johannes Buchholtz skrev nedenstående digt om en begivenhed, der fandt sted natten mellem den 16. og 17. juni 1920: Da danske jernbanefolk nedtog de tyske skilte på stationen i Tønder og erstattede dem med danske.

I den slørede juninat
var luften fredfyldt og lun
Over Tonderns første perron
fløj flagermus bløde som dun

Fra den stille, grønne marsk
Kun et langeligt brøl af en ko
Men på Tonderns første perron
Brødes den natlige ro

Danske jernbanemænd
med funklende huer på sned
satte beslutsomt en stige til
Og tog tyske skilte ned.

Ikke en sabel rasled
gennem den natlige fred
Man rejste bare en stige
og tog nogle skilte ned

Verden har mange sprog
men dansk, det er nu mit
Forunderligt – over første perron
stod Tønder, i rødt og hvidt

Sagte som plov vender muld,
eller bøg strækker roden i jord,
strakte mit land sin rod
så langt som de danske bor.

Fra digtsamlingen: Ravne og duer, 1921.

 

16. juni 1920. Danmark har endnu ikke suveræniteten over 1. zone

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg Forhandlinger.

I Udvalgets Møde 16. Juni 1920 gav Udenrigsministeren Meddelelse om den officielle Notifikation af Grænsen og føjede dertil følgende Bemærkninger:

Dermed indtræder det i Fredstraktaten forudsatte Forhold, at den
danske Regering kan lade Slesvig besætte med sine civile og militære Myndigheder.

Dette er jo efter Overenskomst med den internat. Komm. allerede for en Del sket, og vil antagelig Kl. 12 Nat mellem 16. og 17. være fuldført.

Suveræneteten hviler nu hos de allierede og associerede Magter, der i Henhold til Fredstraktatens Art. 110 vil overdrage denne til Danmark.

Statsministeren: Da Danmark endnu ikke har Suveræneteten, kan det ikke uden videre give Love for Sønderjylland, saaledes heller ikke Indlemmelsesloven, før Suveræneteten er blevet Danmark overdraget. Heller ikke kan det tilraades, at Kongen foretager Rejsen til Sønderjylland, før Overdragelsen er sket. I hvert Fald bør Regeringen have Samtykke af Ambassadør-Konferencen til at foretage saadanne Skridt.

Regeringen vil nu rette Henvendelse til Ambassadør-Konferencen for at faa Forholdet klaret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

16. juni 1920. Kommissionens flag tages ned fra Flensburger Hof.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Juni: Kommissionens Flag tages under Hujen ned paa  »Flensburger Hof«.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

16. juni 1920. Danmark overtager Administrationen i 1 . Z one

Paa derom af Statsministeriet nedlagt allerunderdanigst Forestilling har det under 16. Juni 1920 behaget Hans Majestæt Kongen at udfærdige saalydende Anordning om Danmarks Overtagelse af Administrationen i de i Henhold til Fredstraktaten aj 28. Juni 1919, Artikel 110, Danmark tilfaldende Landsdele

Vi Christian den Tiende . . . Gøre vitterligt; Efter at Vi fra de allierede og associerede Hovedmagter, som har underskrevet Fredstraktaten i Versailles den 28. Juli 1919, har modtaget Meddelelse om den af disse Magter i Henhold til nævnte Traktats Artikel 110 fastsatte Grænselinie for den Danmark tilfaldende Del af Sønderjylland, og efter at Vi derpaa i Medfør af samme Bestemmelse har ladet de paagældende Omraader besætte af de danske civile og militære Myndigheder, vil Vi herved have anordnet som følger:

De af Den internationale Kommission for Slesvig alene eller i Forbindelse med Administrator for de sønderjydske Landsdele udstedte Anordninger eller paa anden Maade trufne Bestemmelser, som ved denne Anordnings Udstedelse er gældende, forbliver indtil videre i Kraft i de ovennævnte Omraader.

Ministrene bemyndiges dog til hver for sit Forretningsomraade helt eller delvis at ophæve de nævnte Anordninger og Bestemmelser, naar det maatte skønnes ønskeligt.

Hvorefter alle Vedkommende sig har at rette.

Givet paa Sorgenfri Slot, den 16. Juni 1920.

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

Anordningen er paraferet af Statsminister N. Neergaard.

Statstidende, 19. Juni 1920.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. Ophævelse af Kommissionens Myndighed

Bekendtgørelse No. 159 af 15. Juni 1920:

Efter at de allierede og associerede Magter i Henhold til Art. 100 i Versailles-Fredstraktaten idag har fastsat Grænsen mellem Tyskland og Danmark, bekendtgør Den Internat. Komm. herved, at dens Myndighed i Afstemningsomraadet fra og med 16. d. M. er ophævet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. Grænsen notificeres officielt

Den danske Gesandt i Paris afsendte 15. Juni 1920 følgende Depeche til det danske Udenrigsministerium:

Jeg har den Ære at fremsende hermed en i dag Kl. 3,35 Efterm. modtagen Skrivelse, hvorved Udenrigsminister A. Millerand som Formand for Fredskonferencen notificerer den dansk-tyske Grænse.

Af Skrivelsens sidste Afsnit fremgaar, at Suveræniteten over de Nord for Grænsen liggende slesvigske Territorier, Øer og Skær er — foreløbig — overgaaet til de allierede og associerede Magter, medens ved Notifikationen de nævnte Territorier, Øer og Skær overleveres til Danmark.

Jeg tillader mig at fremføre de varmeste Ønsker om, at denne Grænse maa blive til Lykke for Danmark.

Som Bilag til Depechen fulgte Alexandre Millerand’s Note, dat. Paris 15. Juni 1920:

Artikel 110 i Versailles-Traktaten har forudset, at de allierede og associerede magter vilde fastsætte Grænselinien mellem Danmark og Tyskland efter en Linie baseret paa Resultatet af Afstemningerne og foreslaaet af den internationale Kommission, idet der tages Hensyn til de lokale, geografiske og økonomiske Forhold.

Paa dette Grundlag har Ambassadørraadet, i Kraft af sin Magt, bestemt den dansk-tyske Grænse som følger:

Fra Østersøen mod Vest indtil Indløbet af Flensborg Fjord:
Hovedsejlløbet; derfra til et Punkt 54° 50° N. Br. og 9° 28° Ø. L. fra Greenwich: Hovedsejlløbet i Flensborg Fjord; derfra i en Retning af 315° (at regne fra Nord mod Øst) indtil 400 Meter fra 3-Favne-Linien ved Fjordens nordlige Bred: en ret Linie; derfra mod Vest indtil Mundingen af Krusaaen paa den vestlige Bred af Flensborg Fjord: en Linie, som i det hele løber parallelt med Fjordens nordlige Kyst; derfra mod Nord indtil det Punkt, hvor Krusaaen skærer Kobbermøllefabrikens sydlige Skel: dette Aaløb opad; derfra mod Nord indtil det vestligste Punkt af Kobbermølledammen, omtrent 400 Meter sydøst for Krusaaen: en Linie, som følger Kobbermøllefabrikens sydlige og østlige Skel, derefter Dammens nordøstlige og nordvestlige Bredder; derfra mod Vest indtil det Punkt, hvor Krusaaen naar Grænsen mellem Nørresmedeby og Bov Kommuner: en Linie, som fastsættes i Marken, saaledes at den skærer Chausséen fra Flensborg til Aabenraa i et Punkt, omtrent 400 Meter syd for Krusaaen; derfra mod Sydsydvest indtil det Punkt, hvor Vejen fra Bov til Nyhus skærer Krusaaen: dette Aaløb opad; derfra mod Sydvest indtil det Punkt, hvor Sydgrænsen for Bov Kommune og Østgrænsen for Frøslev Kommune støder sammen: en Linie, der fastsættes i Marken, saaledes at den gaar Øst om Gaarden Valdemarstoft og Syd om Padborg og den derværende Jernbanestation; derfra i det hele i vestlig Retning, indtil det Punkt, hvor Sydgrænsen for Egebæk Kommune og Skelbækken mødes: Sydgrænserne for Frøslev, Kragelund og Egebæk Kommuner;
derfra indtil et Punkt, som bestemmes ved Sønderaa omtrent 500 Meter Øst for Sammenløbet mellem denne Aa og Vidaaen: Skelbækkens, Gammelaaens og Sønderaaens Løb nedad; derfra mod Vest indtil et Punkt, som skal vælges paa den nordlige Bred af Rudbøl Sø nær Ringsvarf: en Linie, som fastsættes i Marken, saaledes at den løber parallelt med Vidaaen højst 400 Meter Syd for denne Aa og gaar Nord om Aventoft; derfra mod Vest indtil det Punkt, hvor Kjærdiget naar Rudbøl Sø omtrent 500 Meter Syd for Rudbøl: Søens Midtlinie; derfra mod Vest indtil Sieltoft ved Vesterhavet: en Linie, der følger Kjærdiget, derpaa Sydgrænserne af Rudbøl Kog, Gammel Fredriks Kog og Ny Frederiks Kog; derfra en Linie i hovedsagelig nordvestlig Retning, saaledes at Øen Sild overlades til Tyskland og Øen Rømø til Danmark.

Ved nærværende Notifikation bekræftes til Fordel for de allierede og associerede Magter, i Overensstemmelse med Artikel 110, Stk. 3 i Versailles-Traktaten, Overdragelsen af Suveræneteten over de slesvigske Territorier, Øer og Holme, som er beliggende Nord for den ovenfor beskrevne Grænselinie; fra denne Dag at regne tilbagegiver Magterne de omtalte Territorierog Øer til Danmark.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. CIS: Ophævelse af Kommissionens Paskontorer

Bekendtgørelse No. 156 af 15. Juni 1920:

Den 15. d. M., Kl. 12,30 Efterm., ophæves Den Internat. Komm.s Paskontorer i Flensborg og København samt Passtedet i Nibøl.

De af Kommissionen udfærdigede Pas, Passérkort og Visa er, saafremt de ikke er paategnet en tidligere udløbende Tidsfrist, gyldige til 15. Juli d. A. Kl. 12 Midnat.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. CIS proklamerer Afstemnings-Resultatet for 2 . Zone

CIS proklamerer Afstemnings-Resultatet for 2 . Zone

Med Datum 15. Juni 1920 offentliggjorde CIS under Titlen “Indberetning til Ambassadør-Raadet i Paris” og med Anordnings-Nummer 157 følgende Protokol:

Aar nitten Hundrede og tyve, den fjortende April, har Den Internationale Slesvig-Kommission, sammensat af . . . .  efter at have gjort sig bekendt med de autentiske Protokoller, som er blevet overgivet den af vedkommende Afstemnings-Komitéer, og efter foretagen Prøvelse, proklameret, at Resultaterne af den kommunevise Afstemning, som i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Art. 109 i den i Versailles 28. Juni 1919 undertegnede Fredstraktat, der traadte i Kraft 10. Januar 1920, har fundet Sted den fjortende Marts Aar nitten Hundrede og tyve i det sydlige Afsnit af Slesvig, beskrevet i den nævnte Traktat-Artikel, har været følgende:

ANDEN SLESVIGSKE ZONES FOLKEAFSTEMNING
14. Marts 1920
Afstemnings-Omraadet : 129.166 ha
Indbygger-Antal (1910): 106.580
Stemmeberettigede: 70.854
Afgivne Stemmer: 64.941 (91,7 %)
For Tyskland: 51.724 (79,7 %)
For Danmark: 12.800 (19,7 %)
Ugyldige Stemmer: 417 ( 0,6 %)

Til Bekræftelse heraf er optaget nærværende Protokol.
Sket i Flensborg, Slesvig, ovennævnte Dag, Maaned og Aar . . .

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

14. juni 1920. Sidste gang i Mørvig

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Sidste gang, jeg var i Mørvig (og i Flensborg) var i en meget højtidelig anledning, hvor jeg højofficielt betalte, hvad vi skyldte englænderne for kul og varer.

Der var i Mørvig en febrilsk aktivitet. Alt var i opbrud og bevægelse, alle magasinerne skulle tømmes; det var sidste dag, det britiske flag beherskede Flensborg fjord, »Carysford« lå med dampen oppe, parat til at føre tropperne til København. –

Også »the Paymaster-Commander« syntes grebet af den almindelige nervøsitet; han havde en halv snes affærer, som ikke var afviklede foruden vor, så han lyste op i et smil, da han så mig. Hans ansigt med fuldskægget og de brune øjne bag guld-pincenez’en er for mig uløseligt knyttet til nogle af de ejendommeligste oplevelser i mit liv, og det var virkelig med en slags vemod, at jeg trykkede hans hånd for sidste gang. 

En skøn afslutning på alle flensborgdagene dannede så, samme eftermiddag, turen ud til Glücksborg, hvor netop i de dage visse, senere meget omtalte »transaktioner« fandt sted. Fra mange huse i omegnen vajede de slesvig-holstenske farver; få dage efter tog tyskerne landet i besiddelse.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Personside for krigsdeltager nr. 10.000 oprettet

Medio april 2020 kunne de frivillige bag websitet “Den store krig 1914-1918” meddele, at der var registeret 9.600 krigsdeltagere. (Se evt. indlægget fra april 2020).

De frivillige har i løbet af de sidste 2 måneder formået at tilføje endnu flere personsider, således at antallet af personsider nu har passeret 10.000. Det svarer til, at ca. 1/3 af de mellem 30.-35.000 indkaldte krigsdeltagere fra det sønderjyske område nu har fået en personside. Det er således noget af en milepæl siden sidens start i 2014, der nu er nået.

Der skal fra hovedredaktionens side lyde en meget stor tak til både tidligere og nuværende frivillige, der har arbejdet med og fortsat arbejder med mange forskellige opgaver, herunder med at gennemgå originale kilder og bøger, med at afskrive kilder, udarbejde personskemaer og lægge oplysningerne på hjemmesiden.
Se f.eks. på siden “Om“, hvem der er eller har været tilknyttet hjemmesiden som frivillige.

Uden jeres store indsats havde projektet med indsamling og registrering ikke kunnet gennemføres.

Indsendte oplysninger:
Mange slægtninge og lokalhistorisk interesserede har også indsendt oplysninger og fotos til Sønderborg Slot om enkelte krigsdeltagere. Den interesse og opbakning skal der også lyde en tak for.

Krigsdeltager nummer 10.000:
Skulle nogen være interesseret i hvem, der blev oprettet som nummer 10.000, så er det Carl August Thomsen (1888-1958) fra Graasten.

Har du også oplysninger om en krigsdeltager, der endnu ikke har fået en personlig side?
Det er fortsat muligt at indsende supplerende oplysninger og personskemaer til museet via mail, hvorefter museet koordinerer og sender oplysningerne videre til de frivillige.
Læs mere på siden ”Indsend oplysninger” om, hvordan du kan bidrage med oplysninger.

Efterlysning: Efterkommere efter soldater i Dragoner Regiment Nr. 6 (Magdeburgisches)

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

  • Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
  • Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
  • Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

Hvordan gik det med Ernst Christiansen og journalist Jensen i Flensborg?

I fjerde og sidste afsnit af Grænseland på DR1 fulgte vi bl.a. redaktør Ernst Christiansen og journalist J.N. Jensen på Flensborg Avis i deres forgæves kamp for en sydligere grænse.

Hvordan gik det dem efter 1920? Det er er dramatisk historie:

Ernst Christiansen blev tvunget bort fra redaktørposten af nazisterne i 1940 og J.N. Jensens hjem blev bombet af britiske fly i 1942.

Det kan man læse meget mere om i René Rasmussens tobindsværk “Front og bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945.”

Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat har i øjeblikket fem eksemplarer, som kan købes for kun 50,- kr pr. sæt.

Bestil bogen på: hssdj@hssdj.dk

Om bogen:
Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945

“Det frieste blad i Det tredje Rige …”

Historien om Flensborg Avis i perioden 1930-1945 er beretningen om en på alle måder usædvanlig avis med en dramatisk historie. Det sydslesvigske danske mindretals dagblad udgjorde et udenrigspolitisk særtilfælde for både Danmark og Tyskland – og blev behandlet derefter. Denne bog handler om Flensborg Avis’ vanskelige balancegang mellem dansk udenrigs- og indenrigspolitik og tysk udenrigs- og propagandapolitik; mellem parlamentarisk demokrati og nationalsocialisme – og mellem dagbladskonkurrence og statsunderstøttelse.

Redaktør Ernst Christiansen formulerede omkring 1930 løsenet: Front og bro, der blev udlagt som national selvhævdelse og mellemfolkelig forståelse. Front og bro-tanken placerede det dansk-tyske grænseland helt centralt som stedet, hvor tysk og nordisk tankegang mødtes og brødes. Det var grænsebefolkningernes særlige opgave at fastholde og forsvare sin egen nationalitet, samtidig med at man fungerede som formidlere mellem de to nabofolk. En konsekvens af løsenet blev, at Flensborg Avis længe forholdt sig positivt over for Hitlers nye Tyskland. Dette førte til hårde beskyldninger fra Danmark mod Flensborg Avis for at bedrive nazistisk propaganda.

Flensborg Avis blev af ledende nazistiske embedsmænd kaldt “det frieste blad i Det tredje Rige”. Det betød ikke, at avisen var fri, men det indebar, at Flensborg Avis blev tilstået visse særrettigheder og derved undgik den totale ensretning, der blev alle andre aviser i Tyskland til del. Jacob Kronika, avisens korrespondent i Berlin, var en nøgleperson i det spegede spil bag kulisserne i det nationalsocialistiske Berlin. Lokale tyske modstandere i grænselandet forsøgte til gengæld at indskrænke Flensborg Avis’ forholdsvise frihed. I spændingsfeltet mellem en slesvig-holstensk tyskhed, der havde en grænserevision på programmet, og de centrale rigsmyndigheder i Berlin, der prioriterede et godt udenrigspolitisk forhold til Danmark, opstod et rum, indenfor hvilket Flensborg Avis kunne manøvrere.

topfoto: screenshot fra TV-serien Grænseland.

11. juni 1920. Ernst Christiansen: ” Der vedtages en Opfordring til at danne en stor national Sammenslutning til Støtte for Danskheden syd for Grænsen”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Juni: Flensborg- Gruppe- Møde i Tinglev. Referat fra Paris. Opfordring til os om at blive syd for Grænsen. Peter Budach lover det i nogle smukke Ord for sit Vedkommende. Der vedtages en Opfordring til at danne en stor national Sammenslutning til Støtte for Danskheden syd for Grænsen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Ny bog om sønderjyder i russisk krigsfangenskab

Gitta Bechshøft: Tante Ebba og Revolutionen (2020)

DKK 249,95

I 100 året for genforeningen føjer historien om Tante Ebba og hendes ”sønderjyske drenge” sig som endnu en brik ind i den store fortælling om længsel og frihed.

Under 1. Verdenskrig indkaldes sønderjyder mod deres vilje til tjeneste i det tyske militær, og mange ender i Sibirien som russiske krigsfanger.

På det tidspunkt opholder fru Ebba Tramp Bechshøft sig i  St. Petersborg, hvor hendes mand er direktør i Dansk Russisk Handelskompagni. Her deltager  hun – som eneste kvinde – i en hemmelig redningsaktion, der ved list og snilde skal vriste disse sønderjyske landsmænd ud af  det russiske kaos og den tyske hærs lange fangarme.

Denne, hidtil upublicerede øjenvidneberetning, løfter sløret for, hvordan det lod sig gøre og opklarer samtidig et dunkelt punkt i de dansksindede krigsfangers ”russiske eventyr”: hvad skete der, fra de slap væk fra lejrene, til de nåede det neutrale Danmark, hvor de som tyske statsborgere, måtte leve i skjul, til krigen var forbi?

Gitta Bechshøft:

Tante Ebba og Revolutionen

238 sider, ill. hæftet 

Køb den hos Forlaget Historia

Bogen kan også købes direkte over nettet via tales.dk (tidl. Bogrolen.dk)

9. juni 1920. Diplomati og Fingerspitzgefühl: Kongens besøg i Tønder planlægges

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 9. juni. Schack fortalte efter hjemkomsten fra København, at kongen vist kom omkring den 20. Da det hele nu var mere roligt, nedsattes militærvagten. „Der var en skrivelse fra byrådet i Højer, om at skrivelserne fra amtet, da de ikke kunne tydeligt forstå dansk, måtte blive affattede på tysk. Schack og jeg drøftede sagen. Vi besluttede at svare, at der, såvidt der var tid m. v. ville medfølge en tysk oversættelse herfra. Hvis ikke måtte de selv oversætte. Den danske tekst var dog altid afgørende.”

Spørgsmålet om kongens ankomst til Sønderjylland, Dybbølfesten og hans besøg i Tønder blev nu brændende, og da Schack var fuldt ud beslaglagt gennem forhandlingerne om Dybbølfesten, overlod han mig hele ordningen af besøget i Tønder.

Schacks forhandlinger om Dybbølfesten, i første linie med vælgerforeningerne lå ret vanskeligt og tog megen af hans tid; han var jo også meget optaget med udarbejdelsen af sin egen tale. Men det lykkedes at nå til enighed med hensyn til festen.

Hvad angår ordningen med hensyn til kongens besøg i Tønder holdt jeg fast ved to grundlæggende principper. For det første, at kongens modtagelse måtte være som andre steder i Danmark, modtagelsen måtte ske af borgmester og byråd, såfremt de var villige hertil, idet der var tysksindet flertal og borgmester i Tønder, men kongen var også konge for dem, idet de nu var borgere i Danmark. Politisk set ville samarbejdslinien – den forsonlige linie – også herved straks være lagt.

Jeg forstod meget vel, at dette synspunkt kunne være svært for de dansksindede at bøje sig for. Men det lykkedes.

Det andet hovedsynspunkt var, at kongens besøg i Tønder ikke måtte ske under større politi- eller militærafspærringer eller opbud, men fuldstændigt jævnt og ligetil: mest mulig direkte kontakt med befolkningen.

Jeg havde dernede hørt tilstrækkeligt om, på hvilken måde kejser Wilhelms besøg i Sønderjylland var foregået. Der var politi- og militærafspærringer, der holdt folket på lang afstand.

Efter disse grundlæggende principper lykkedes det mig at få kongens besøg ordnet og gennemført, og jeg hørte fra befolkningens side kun glæde derover bagefter. 

Straks ved første forhandling med Tønder byråd gav det fuld tilsagn om al medvirken ved modtagelse af kongen og udsmykning m. v. af byen. Borgmester Olufsen gav tilsagn om at tale. Et foreløbigt program udarbejdedes, og med det rejste jeg straks til København og fik disse hovedlinier godkendt.

Programmet blev herefter i hovedtræk, at kongefamilien kommer kørende i bil til markedspladsen ved den sydlige indkørsel til Tønder og bliver modtaget af politimesteren og mig.

Her står militæret opmarcheret, som kongen hilser på. Kongen stiger herefter til hest og rider ind i byen ved siden af dronningen, kronprinsen og prins Knud i en landauer, og følget følger efter til fods.

På torvet bliver kongen modtaget af byrådet med damer. Borgmesteren holder tale og borgmesterinden overrækker dronningen blomster. På torvet er iøvrigt honoratiores, veteraner m. v. og musik.

Derefter er der besøg i kirken, tur gennem byen til hospitalet med besøg hos de gamle. Derfra gennem byen til amtshuset, hvor en damekomité oppe i amtsrådssalen overrækker dronningen Tønderkniplinger, medens kongen deroppe modtager de danske, der fra byen og egnen blev arresteret af tyskerne ved krigens begyndelse; her er bankdirektør Rossen ordfører, således at de dansksindede på den måde får lejlighed til deres eget møde med kongen. Da det foregår udenfor offentligheden, havde jeg ikke bedt om talen til godkendelse først.

Ved indkørslen på torvet bliver kongefamilien modtaget af unge danske piger, der strør blomster foran vognen, og en overrækker dronningen en buket.

Baggrunden for dette fra min side var, at herved overholdtes både det fornævnte princip om modtagelse gennem borgmester og byråd og de dansksindede fik lejlighed til at yde den særlige hyldest.

Det lykkedes altså også at få tilslutning hertil fra de dansksindede, uden at det gav altfor store dønninger, selvom der var vanskeligheder at overvinde. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

9. juni 1920. Møde i Borgerforeningen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

9. Juni: Paa et Møde i Borgerforeningen drøftes Mulighederne for at underbygge »Flensburger Norddeutsche Zeitung« i Fremtiden.

Note: Flensburger Norddeutsche Zeitung var blevet købt under afstemningskampen og brugt i agitationen i 2. zone som tysksproget, dansksindet avis. Spørgsmålet var nu, om avisen skulle lukkes efter den tabte afstemning – eller fortsætte som organ for det nye danske mindretal.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

8. juni 1920. Hvis de strejkende arbejdere ikke forholder sig roligt, vil de selv blive udvist!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 8. juni. „Arbejderne holdt møde og ville kræve de arresterede udleveret. Om eftermiddagen kom to arbejdere for at spørge, om de kunne tale med Bruce.

Jeg sagde, at de skulle få besked.

Senere kom Bruce og kaptajn Andersen. De to arbejdere kom til Bruce. De fik at vide, at de fire arresterede førere blev udviste og ikke kom igen. Hvis de ikke selv var rolige, ville de også komme afsted. Konerne til de udviste kom også, men de blev henviste til at få besked hos de to arbejdere. “ 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

7. juni 1920. Deutscher Ausschuss og Schleswig-Holsteiner Bund afviser den nye grænse

Resolution vedtaget 7. Juni 1920 (Flensb. Av., 9. s. M. ):

Det til i Dag af Det tyske Udvalg og Slesvig-Holstener-Forbundet indvarslede offentlige Møde opfordrer Rigsregeringen til under alle Omstændigheder at afvise Traktatudkastet i den foreliggende Form.

Udkastet fastsætter en i økonomisk og national Henseende ganske umulig Grænse. Den er blottet for Bestemmelser til Beskyttelse af Mindretallet i 1. Zone og modsiger paa adskillige Punkter udtrykkeligt Versailles-Fredstraktaten.

En saadan Traktat kan aldrig udjævne de dansk-tyske Modsætninger, kan aldrig føre til den varige Fred mellem de to Nationer, som vi indtrængende ønsker i Grænsebefolkningens og vort tyske Fædrelands Interesse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

7. juni 1920. Arbejderne får ultimatum: Genoptag arbejde eller bliv afskediget!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 7. juni. „De havde i morges uden spor af vrøvl fået de tre ledere, deriblandt Wienecke og Brandenburg (den sidste på banegården undervejs til Åbenrå). Den fjerde fik de senere. De var undervejs til Flensborg.

Magistraten stillede nu arbejderne på værket det ultimatum, at de til kl. 12 skulle give svar på, om de straks ville genoptage arbejdet. Ellers blev de afskediget.

Arbejderne var bange og nægtede at genoptage arbejdet. Seminariet var en hel fæstning og fuld af fodfolk og rytteri i beredskab.

Magistraten skrev til arbejdsgiverne om at stille 36 mand til gas- og vandværket. Herefter blev Voxlev og jeg enige om at indskrænke den militære vagt.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

6. juni 1920. Arbejderne nægter at levere gas og elektricitet til sygehuset: Nu skal lederne udvises!

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. juni. „Schack rejste om morgenen til København. Kl. 17 ringede sygehuslægen i Tønder til mig ud til Schackenborg. Arbejderne i Tønder havde, uanset overenskomsten med byrådet, nægtet at levere gas og elektricitet til sygehuset og truet med, hvis det blev krævet, at ville rydde værkerne.

Jeg bad da ham sende mig det skriftligt og ville så have afholdt et møde med arbejderne, men politimester Voxlev ringede, at der lige var kommen ordre fra Flensborg til at arrestere lederne, der så skulle udvises.

Jeg tog straks ind. Man ville først arrestere i morgen tidlig for at undgå uro om natten. Jeg kaldte borgmesteren til og bad ham holde møde med magistraten, der derefter vedtog, hvis en operation på sygehuset skulle foretages i nat, at beskoste dem kørt i automobil til Flensborg.

Hermed var sygehuslægen indforstået. Elmer var også hos mig. Der blev større beredskab i nat og dagen i morgen. Voxlev og jeg gik på hotellet, da jeg fandt det bedst at blive inde.“ 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

5. juni 1920. P. Chr. Stemann til forhandling med arbejderne

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. juni. „Schack og jeg tog ind kl. 9. På Skibbroen stod arbejdere i små klynger. Lidt efter kom fire arbejderførere.

Schack og jeg forhandlede med dem. De henvistes til magistraten.“

Magistraten traf så en ordning med dem, og soldaterne blev trukket tilbage.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

 

4. juni 1920. Flensborg magistrat: “Den nye grænse vil give ny anledning til varig strid mellem de to folk.”

Nedenstaaende Resolution vedtoges enstemmigt paa Magistratens og Byraadets Møde 4. Juni 1920 (Flensb. Av., 6. s. M.) :

Flensborg Magistrat og Byraad (»Die städtischen Kollegien«) nedlægger endnu en Gang og paa det skarpeste en enstemmig Protest imod, at den saakaldte Clausen-Linie fastlægges som den nye Grænse mellem Tyskland og Danmark.

Den svarer ikke til den nationale Stilling og vil give ny Anledning til varig Strid mellem de to Folk.

Ved Fastsættelsen af denne Grænse vil en snarlig Revision af Fredstraktaten være uundgaaelig.

Vi forlanger, at Rigsregeringen afviser ethvert Krav, der gaar ud over Fredstraktaten.

Vi fordrer samme Værn for de nationale Mindretal paa begge Sider af Grænsen.

Resolutionen undertegnedes af Dr. Todsen, Overborgmester, Dr. Löbmann, Byraadets Formand og Erfurth, Byraadets Næstformand.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

4. juni 1920. Med aftentog til hovedstaden: E. Christiansen hasteindkaldt til København

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

4. Juni: Kommer om Formiddagen hjem over Esbjerg. Eftersyn i Vamdrup, Vojens, Faarhus, Padborg. I Flensborg Telegram om straks at tage til København. Rejser med Aftentoget, mødtes i Vamdrup med P. Grau.

(I København 7. Juni en Forhandling med Neergaard og H. Scavenius, der omtaler Regeringens hidtilværende Holdning med Hensyn til Internationaliseringen og anser yderligere Skridt for haabløse. Statsministeren bebuder Løftet paa Dybbøl.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

4. juni 1920. 100 mennesker strejker ved markedspladsen i Tønder

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 4. juni. Der var nu stort møde af de strejkende nede på markedspladsen i Tønder.

„Jeg gik ned for at høre på mødet. Der var ca. 100 mennesker til stede og der blev holdt brandtaler.

Lidt efter var mødet forbi, og jeg fandt politimester Voxlev. Det viste sig da at være besluttet, at en deputation imorgen kl. 9 skulle møde hos amtmanden for at fordre, at de frivillige arbejdere på byens værker blev trukket tilbage. Hvis det blev nægtet, ville man så selv rydde.

Jeg tog Voxlev med til amtshuset og ringede straks til Schack, der kom ind fra Schackenborg.

Vi havde så møde med den danske garnisonschef oberstløjtnant Elmer og borgmester Olufsen og drøftede også spørgsmålet om udvisning af førerne for strejken.

Der blev sendt militærpatruljer ud på gaderne og gas-, elektricitets- og vandværker blev besat af militæret. (De lå på marken lige overfor amtshuset).

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.