Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

29. november 1918. Tilbagetoget: “Rømningsfristen for de forskellige Afsnit er stadig ved at udløbe, og vi skal længere.”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

EN LILLE HALV TIME.

29. November.

Afmarche i Taage Kl. 10. Ud til Landevejen og øst paa over Simmerath, Strauch og Schmidt.

Vejret klarer op. Ad en Serpentinevej klatrer vi ned til Landsbyen Hasenfeld, paa hvis Skole der står: “Die kleine Welt von Hasenfeld”.
Der er smykket med Granslyngninger. Længere ned til den større By Heimbach. Ogsaa her er pyntet, og paa et Transparent,d er hænger over Vejen, staar: “Den unbesiegten Kregern”.

De trætte Mennesker løfter øjnene derop og smiler et Øjeblik. Vi skulde have været i Kvarter her; men Rømningsfristen for de forskellige Afsnit er stadig ved at udløbe, og vi skal længere.

Trætte slæber vi os videre i en tæt Taage, mens mørket falder paa.

Til sidst flere Timers hurtig Marche uden Hvil. Igennem den ene
oplyste Landsby, som vi haaber er Dagens Maal, efter den anden og ud i Mørket igen, til nye Lys vinker og skuffer. I næste Landsby spørger vi om, hvor langt der er til Juntersdorf. “Ein halbes Stündche!” svarer en frisk ung Pige, hvis Smil bærer en træt Soldat over et langt stykke Vej.

Vi marcherer en ny halv Time og kommer igennem en By. Vi spørger igen.

“Eine halbe Stunde!” siger en kedelig ung, Dame.

Min Sidemand mumler en Ed, og Karavanen fortsætter i sløvt Galgenhumør. Endelig ad en ind til en Landsby, op ad Bakke, kvartererne rummer langtfra alle. Beboerne svarer Nej naar vi spørger, om de ikke har Plads til et Par husvilde.

Der er oprørsk Stemning iblandt vore Folk. Omsider slaar jeg mig sammen med et Par andre ned i en Beværtning, saa faar vi at se, hvad der bliver af os. Men vi har været heldige! Værtens Søn har selv været i Krig, er lige kommen hjem og lover at tage sig af os. Ved Nitiden ryddes Gæstestuen, og der hentes Halm.

Jeg lægger mig paa en Bænk og sover et Stykke Tid ad Gangen.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

28. november 1918. Nye tider i Tyskland: “Stabssergenten kommer springende og byder en en Stol og en Cigar”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

FØR OG NU.

28. November.
Hviledag. Huppenbroich hedder den lille Eiffelby. Det er fornøjeligere at sidde hjemme og læse en Fortælling om Livet i en lille fattig Bjerglandsby, hvor Skytaagen ligger det meste af Aaret end at dvæle der som medtagen Soldat paa Marche.

Formiddagen gaar med Rengøring, Tørring, Forsøg paa at faa Utøjet udryddet. Tre Mand flytter vi hen i et lille Hus, vi har opdaget, ind i en Stue med Bord og Stole. En pæn Kone lægger Ild paa.

I Eftermidags langt Møde paa Skrivestuen; Soldaterraadet var samlet med Kantinekommissionen og Stabssergenten.
Jeg morer mig over Forskellen paa før og nu.

Naar man tidligere kom paa Skrivestuen, kunde man faa Lov til at staa nogen Tid ved Døren, indtil det behagede en af Skriverne at spørge om ens Ærinde. Nu kommer Stabssergenten springende og byder en en Stol og en Cigar, og man bænkes rigtig hyggeligt. Vi vedtager, at de opsparede Kantinepenge skal udbetales til Mandskabet. Det sker samme Aften i Skolen.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

28. november 1918. Note fra den danske regering til de allieredes gesandter

Den 28. november 1918 tilstiller den danske udenrigsmini­ster Erik Scavenius de allieredes gesandter i København føl­gende note :

Ved den i genpart vedlagte resolution vedtaget af vælgerfor­eningen for Nordslesvig — de danske slesvigeres politiske or­ganisation — på et møde i Aabenraa den 17. november d. å., har den danske befolkning i Slesvig givet udtryk for sin opfat­telse af gennemførelsen af sin inderlig ønskede genforening med det gamle fædreland i overensstemmelse med princippet om folkenes selvbestemmelsesret.

På de danske slesvigeres vegne har den deputerede Hanssen, der repræsenterer Nord­slesvig i den tyske rigsdag, dernæst overrakt den danske rege­ring denne resolution med anmodning om ved en henvendelse til de allierede at foretage de skridt, der er nødvendige, for at den danske befolkning i Nordslesvig under forhandlingerne om verdensfreden kan få sine nationale rettigheder anerkendt.

Imødekommende denne anmodning har jeg den ære at bede Dem om at ville sætte Deres regering i kundskab derom og lade den tilgå følgende meddelelse, der samtidig gives Deres kolleger for [henholdsvis De forenede Stater, Frankrig, Italien og Storbritannien.]

Besjælet af en fuldkommen tillid til den sympati, som de forenede regeringer altid har lagt for dagen overfor en retfær­dig løsning af det nordslesvigske spørgsmål, tillader den dan­ske regering sig nu at forelægge det for dem.

Den danske regering tør udtrykke den sikre forhåbning, at løsningen sker i den ånd, der har dikteret den omtalte resolution og den af den danske rigsdag den 23. oktober vedtagne resolution . . .

27. november 1918. Tilbagetoget: “De gennemblødte støvler kan snart ikke mere …”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

I EIFFELTAAGE.
Den 27. November.

Stillet op kl. 9 Morgen i Taage og Søle. Nordpaa over Troppeøvelses-pladsen, der er en stor Naturpark. Bjergbanker svømmer i et Taagehav. Vejen er opkørt af tusinder af Vognhjul, og nogle Steder ligger to-tre døde heste sammen ved siden af vejen. I den store landsby Kalterberg flages der, vel for Freden.

Det begynder at regne stærkt, da vi ad snoet bjergvej arbejder os ned mod Købstaden Montjoie.

Et vidunderligt Bjerglandskab, en skummende Elv, granbevoksede Skrænter, nøgne Klipper hist og her.

Desværre er store Arealer Granskov huggede ned for Fode, og en del af de nøgne, røde Stammer ligger endnu spredte ned ad den blottede Skrænt. Skovene har nok mattet holde for i den sidste Krigstid.

Med Regndryp fra Huen klaprer vi igennem den lille Købstads snævre Gader.

Der ses nogle nysgerrige i Vinduerne, høres et enkelt Tilraab, ellers intet.

Et Sted uddeleles nogle Brød til de Soldater, der tilfældigt snurrer dem. Arbejderskerne i et Væveri vinker farvel.

Opad igen ad en Serpentinevej under idelige Standsninger. Gruppe A er igen i Vejen. Oven for Stigningen Ærtesuppe paa en Mark i Regn.

Langsommeligt videre. I Imgenbroich et Par Øl i en Kro under en lille Standsning for at slukke den ulidelige Ærte-Tørst, saa bøjer vi af med Køln-Vejen

Det er blevet tæt kold Bjergtaage, den rene Havgus. Lidt efter begynder den at flagre, og det bliver til Regn. Vi kommer kun langsomt frem og traver til sidst ved Siden af Vognene fra A-Gruppen.

De i mange Dage gennemblødte Støvler, som har holdt udmærket i to Aar — passede med Omhu, som saa betydningsfulde Redskaber har Krav paa, kan nu snart ikke mere og begynder at gnave.

Mørket falder tidlig paa. Pludselig Raab om, at Kompagniet er bøjet af til højre for Kolonnen. Mørkemarche ad en slem Vej, nogle Steder igennem det blanke Vand.

Endelig, endelig dukker Huse op. Der er kun faa Kvarterer. 80 Mand skal anbringes et Sted. 14 Mand skal vi videre, ad en sølet Vej, over Marker – “Optaget” – og tilbage igen til de 80. Men da nogle af os skal have Vagt, beordres vi til Kroen, hvor vor Gulashkanon er opstillet, og lægger os i vaad Halm paa Gulvet i en Stue ovenpaa.

Kan ikke tage Støvlerne af, der er fulde af Vand, skraber det værste Snavs af og staar lidt ved Ovnen nede, indtil mit Vagthold begynder. Tiden gaar dog hurtigt, saa redt et Leje og prøvet at sove. Dog kun blundet kort nogle Gange. Alt er vaadt, Halmen sammenklasket og haard, Huden forbidt af Utøj.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

27. november 1918 – Lorens Jepsen: “Jeg hører ogsaa at der er Gering derhjemme”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september 1917 kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

 Feltham, d. 27. November 1918

Kære Anne!
Verdenskrigen synes jo nu at være endt, thi efter de Vaabenstilstandsbetingelser, som Tyskerne er gaaet ind paa, er det vel umuligt at begynde Krigen igen. Der nok heller ingen som har Lyst at forsætte. Skulde imidlertid Revolutionen tage en blodig Vending, saa kan der være Rædsler nok tilbage endda. Det er jo hidtil forløbet meget heldigt. Jeg hører ogsaa at der er Gering [Gæring?, dvs. at der er uro] derhjemme.

Selvbestemmelsesretten kommer jo ogsaa til at gælde os. Afgørelsen vil formodentlig falde i de næste Maaneder naar Fredskonferencen træder sammen. Jeg haaber da, at Befolkningen er klar over til hvilken Side den vil gaa. De er da heldigvis ingen Tvivl om, hvor det herefter er bedst at være.

Skade at man ikke kan være hjemme i denne Tid. Kunde jo være taget med Flaaden til Kiel eller ogsaa i næste Uge med Frederits[?] [–]. Men vi faar jo ogsaa nu tage den sidste Tid med Ro, skønt man længes nu mere end ellers. Haaber, at Forholdene hjemme er taalelige, at i kan leve i Ro, og saa paa et snarligt Gensyn! De hjerteligste Hilsner til Eder alle. Din egen Lor.

 

26. november 1918. Tilbagetoget: “Med korte Mellemrum ligger Hestekroppe ved Siden af Vejen. De har aset sig til døde …”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

Stiller i Bælgmørke. Mit Korporalskab inddeles til at følge Bagagen. Pakker mit Tøj op paa et svimlende Læs. Det varer en evig Tid, inden hele den lange Kolonne er rangeret. Taage og Kulde,

Vejen dækket af flere Tommer dybt Pladder. Igennem Landsbyen Sart og i mange Timer op ad Bakke.

Vi skal jo over “Hohe Venn”. Vejen gaar forbi enkelte Huse, men for det meste igennem ensomme Egne med vidtstrakte Granplantninger. Vi veed ikke, hvor den tyske Grænse er, men antager omsider, at vi er over den.

Tilbagemarchen foregaar ikke med Hurra som Tyskernes Fremmarche. Gaar endnu i flere Timer. Hestene foran den efterfølgende  Vogn maser altid lige op ad vor, saa vi maa ud til Siden i Moradset. Pakker og Kasser falder af Vognen. Vi maa i Løb samle dem op af Æltet og stuve dem op igen. Bliver til sidst trætte og vaade og kolde. Fingrene vil ikke blive varme i Lommen.

Henad Morgen omsider en lang Pavse; men vi faar ingen Kaffe. Min Tornyster er falden af flere Gange og overtrukken med Snavs, gider ikke røre den. Paa Støvler og Bukser en tyk Kage.

Videre, men med idelige Standsninger, Højmoseegn.

Vi faar en Mistanke om, at vi har gjort en stor Omvej med Vognene. Jo, nu bøjer vi om et skarpt Hjørne med en Vejviser og ser paa Kortet. Vi er ganske rigtigt gaaet lige mod Nord og bøjer nu tilbage i spids Vinkel.

En lang Tur ned ad Bakke i bundløst Pladder. Det varer en evig Tid, inden vi i disse ugæstmilde Bjergegne møder de første Mennesker paa tysk Grund. Senere naar vi den store Landsbyen Sourbrodt med høje straatækte Huse. Paa Posthuset er Ordet “Kaiserlich” overklæbet.

Men vi skal videre.

De stakkels Heste faar intet hele Vejen, alle Forraad er slupne op, og de er Skind og Ben. Med korte Mellemrum ligger Hestekroppe ved Siden af Vejen. De har aset sig til Døde, er faldne foran Vognene. Et Skud eller et Stik, og Kadaveret væltes ned i Grøften.

Henad 1 Middag naar vi den store Øvelsesplads Eisenborn. Der er ingen Plads mere i Barakkerne.

Slæber om med min vaade og sølede Bagage. Endelig fundet et Sengestillads uden Halmsæk, spist, paa Jagt i de andre Barakker efter en Halmsæk, renset Tøj og Støvler lidt. Ingen Appetit, sløj.

I Seng halvseks, sovet til hen paa Natten, frosset for Resten.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Foredrag i Holstebro, Vejle og Fredericia

Denne uge byder på fire foredrag i Jylland, nemlig:

Mandag den 26. november kl. 19:00-21:00

Foredrag/debat i Holstebro. Fakta og fiktion i Første Verdenskrig.  Forfatterne Jakob Brodersen (“Thode”) og René Rasmussen (“Den sorte Dag ved Moulin”) fortæller om deres bøger og diskuterer romaner, film & faglitteratur.

Tirsdag den 27. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Vejle, foredragssalen på Vejle bibliotek. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Frontliv, faneflugt og fangelejr.

Onsdag den 28. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Fredericia, Sognegården, Danmarksgade 61. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Den sorte Dag ved Moulin – den værste dag i Første Verdenskrig, set med sønderjyske briller.

AFLYST: Torsdag den 29. november kl. 16:00-17:30

Foredrag i Sønderborg på Sønderborg Slot. Arrangør: Ældresagen. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918. Tilmelding: Kontakt arrangør

26. november 1918. “Jeg tror, der er slemme tider i vente.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts. I november 1918 oplever han revolutionen i Lübeck.

Den 26.november 1918.

I morges skulle vi træde an for at blive inddelt i vagter, men der var
ingen til stede; alle var gået i byen.

I dag er 162’erne kommet tilbage fra felten, og de viser ikke respekt
for nogen ting mere.

Jeg tror, der er slemme tider i vente.

Jeg går ofte hen på lazarettet for at besøge nogle af mine sårede kammerater, og så får vi gerne lidt aftensmad sammen.

En del tid tilbringer jeg også med at gå i teater. Jeg har blandt andet
set: “Die Rose von Istanbul”, “Die Cardasfürstin”, “Die tolle Komtesse”, samt “Der Hüttenbesitzer”.

Man sidder så dejligt varmt disse steder, hvorimod det er koldt og uhyggeligt på kasernen.

Jeg er igen blevet bebrejdet, at de ingen breve får fra mig derhjemme, men da jeg skriver regelmæssigt, må det være et eller andet i vejen med postgangen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

25. november 1918. Tilbagetoget: “Min Fod smerter, saa jeg halter fælt”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

OVER HOHE VENN.
25. November.

Kl. 8 Afmarche. Min Fod smerter, saa jeg halter fælt. Først efter 3 Kilometers Marche gaar det lidt bedre. Paa en smuk Dalvej langs Floden ad Spa til.

Mildt, graat Vejr, men tørt og frossen Vej. I Theux begynder det at regne. Køber en Avis, men den bliver straks gennemblødt. Videre i forfærdeligt Søle. Regnen siver og strømmer ned fra Blyhimmel.

Fra Theux ad en Sidevej til Pouleur, derfra ad en endeløs Bjergvej, sølede og vaade til Skindet. Omsider paa Toppen indkvarterede i den lille Landsby Tiége, vort Korporalskab i en pæn, varm Stue.

Tørrer Tøj og Støvler ved Ovnen og holder Rengøring. Husets Herre er en pæn ældre Mand, tilsyneladende af tysk Afstamning. Vi lægger os til Ro Kl. 8, jeg paa en lang smal Bænk med Rygstød, og falder i dyb Søvn.
Som fra en anden Verden rives jeg allerede Kl. 11 ud af Søvnen.

Besked: Stille 12,30!

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

25. november 1918. “Vi gik 25-30 kilometer om dagen, og igennem Belgien i et stræk, 65 kilometer.”

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

Det blev meddelt os, at kommunisterne havde taget magten i Tyskland – Rhin-broerne var blevet besat og kunne sprænges i luften når som helst.

Derfor beholdt de tyske armeer, der nu fyldte alle landeveje, deres udrustning. –

Jeg vil antage, at vi gik 25-30 kilometer om dagen og igennem Belgien i et stræk, 65 kilometer.

Vi overnattede for det meste i stalde og lader, og da vi var de sidste, der forlod skyttegravene, er jeg næsten sikker på, at franskmanden var i hælene på os og sov på de samme »flotte hoteller« som vi.

På de lange marchture tyngede oppakningen mere og mere, og da vi kom til Mosel-floden, kastede vi alt overflødigt som gasmasker, stålhjelme og skanseredskaber i floden og følte os lettede.

Provianten blev efterhånden rigeligere, nu vi kom til de store depoter.

Vi soldater tog ikke synderlig skade af at få lidt mere under uniformen, men hestene, der fik rigeligere af havre og andre lækkerier, fik kolik, og mange måtte skydes.

For at holde vejene fri måtte kanonerne ofte skubbes ud over kanten, og skete det oppe fra en bjergryg så var det ligefrem et fantastisk syn at se de tunge krabater med hele deres vægt tage både træer og buske med sig ned i dybet.

Da min ven Vilhelm så et sådant syn af en kanon i stilling langt nede på bondens mark, udbrød han tørt: »Når den bonde kommer hjem engang, så kan han da begynde at lege krig for sig selv«.

DSK-årbøger, 1969

25. november 1918. “Regimentet træffer en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en hviledag fortsatte regimentet marchen hjemad. I byen Gerolstein stødte de på en mand i marineuniform der fik et lag tæsk.

Den 25. holder vi Hviledag i den stille Eifelby. Dagen udnyttes i Politikkens Tjeneste. Paa Officerernes Foranledning vedtager Divisionen et Krav om Indkaldelse af Nationalforsamlingen for at støtte Eherts Regering mod Kommunisterne.

Marchen gaar videre, Dag efter Dag. Vejret er slaaet om til Tø, Vejene er opblødt, Støvlerne begynder at gaa itu. Det gaar op og ned, stejlt op, hvor alle Mand maa skubbe bagpaa, saa Sveden rinder, stejlt ned, hvor vi maa hænge i for at holde igen paa vor Stabspakvogn, som ikke kan bremses.

Vi kravler over den »Høje Eifel« og er ved Ernstberg næsten 700 Meter over Havet. Vi stamper gennem den vulkanske Eifel forbi de berømte Kratersøer. Vi stiger derfra ned i den skønne Rhindal. Vore Kvarterer har vi i de fattige Eifelbyer. Men en Kro er der ogsaa i den fattigste Landsby, og her danses der om Aftenen.

Befolkningen er overalt lige hjertelig imod os. Bønderne har næppe et Straa i Laden mere, men de klager ikke. Vi er de sidste tyske Soldater, de faar at se. Bag os kommer Besættelsestropperne, og dem venter de sig intet godt af.

Vi kommer gennem Købstaden Gerolstein. Den er pyntet med grønne Guirlander og brogede Flag, — og denne Gang er det til Ære for os!

Regimentet træffer paa Gaden en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen! Bagefter viser det sig, at det var en stakkels, uskyldig Luftskipper, der aldrig havde set Kiel.

Købstaden Mayen er endnu rigere pyntet end Gerolstein. Vi marcherer igennem med Regimentsmusikken i Spidsen. Vi kommer forbi Laach-Søen og møder her Lægbrødre fra det berømte Valfartskloster Maria-Laach.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 255-256

25. november 1918. Den danske regering svarer H.P. Hanssen

Den 25. november besvarer den danske udenrigsministeren i en skrivelse H. P. Hanssens henvendelse fra den 20. november 1918. Heri hedder det bl.a.

„Den danske regering har med hjertelig glæde modtaget De­res henvendelse af 18. november .. .

Den danske regering har ikke ment, at Danmark burde træde frem for verden med nogen udtalelse om Nordslesvig, forinden de danske nordslesvigere havde fremsat deres krav på selv at bestemme deres fremtidsskæbne på grundlag af folkenes selv­bestemmelsesret.

Men den har, da begge krigsførende parter havde tilkendegivet deres tilslutning til dette princip, samrådet sig med den danske rigsdags medlemmer, og i et fællesmøde den 23. oktober har disse — foruden den offentlige tilkende­givelse af, at det danske folk knytter, sine forhåbninger til en retfærdig gennemførelse af nationalitetsprincippet — vedtaget en udtalelse, som regeringen derefter har meddelt de krigs­førende magters herværende repræsentanter, og som den nu beder Dem bringe til de danske nordslesvigeres kundskab.

Ud­talelsen er sålydende:

“Efter at have hørt ministeriets meddelelse fastslår rigs­dagens fællesmøde, at der er enighed om, at fortsætte den til alle sider ligelige neutralitetspolitik, som hele det danske folk har givet sin tilslutning, at ingen anden ændring i Slesvigs nuværende stilling end en ordning efter nationalitetsprincipet stemmer med det danske folks ønske, følelse og interesse, og, under den forestående gennemførelse af det fra begge de krigsførende magters side godkendte nationalitetsprincip: folkenes selvbestemmel­sesret, at ønske løsningen tilvejebragt på en sådan måde, at der ikke voldes skade i forholdet til nogen af siderne, hvorved også genforeningens fremtidige sikkerhed betrygges.”

Denne udtalelse bliver den 26. oktober til­stillet de krigsførende magters, samt Norges og Sveriges gesandter i København.

24. november 1918. Endnu 20 kilometer at gå: “Vaabenstilstandens Frist siges at udløbe Kl. halv 2 Nat.”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

24. November

Stiller 8,15 og marcherer paa frossen Vej, senere køligt Solskin.

Gennem smukt Bakkeland med Trævækst og Stenbrud over Limont, Hestreux, Poulseur nede ved Ourthfloden med store Stenbrud og op igennem Dalen.

Middagshvil. 6 Kilometer til Sprimont. Vi marcherer igennem den lange By med Musik, allerede dygtig trætte. Vi skulde være gaaet i Kvarter her; men vi siges at skulle fremskynde Marchen. Landet skal rømmes i Zoner, og man har ladet os ligge saa længe, at vi er nogle af de sidste og staar i Fare for at blive internerede.

Ud ad Vejen til Louveigne. Maa stoppe op for Kolonner af Gruppe A — vi er Gruppe B af en større Marchekolonne. Lang Ventetid, saa et lille Stykke frem, igen Holdt. Langt om længe ind i Louveigne.

Der er fuldt af Vognkolonner paa tværs af vor Vej. Vi maa skilles fra vore Vogne og af Sted alene. Over 8 Kilometer til Pepinster. En endeløs Vej efter en lang Dagsmarche.

Det bliver mørkt. Vi maa løbe for at følge med. Foden gør mere og mere ondt, Ryggen værker. Krampefornemmelser. Til sidst synges der i Galgenhumor, og det hjælper lidt. Vi øjner Lys forude. Spørger en Civilist. — Encore quatre km! (Fire endnu.)

Vi ser nu Lys dybt nede under os i en Floddal. En endeløs Tur endnu i Zigzag. Endelig halvotte, dødtrætte efter 35 Kilometers Marche, er vi nede i Byen og venter segnefærdige paa at faa anvist Kvarter.

Til sidst vises hele Kompagniet ind i en stor tom Sal, kold, med isnende Træk. Bart, snavset Gulv. Drikker lidt Kaffe og prøver at lægge mig ned med Tornysteren som Hovedpude for at hvile den smertende fod.

Er snart gennemisnet. Op igen. Ud i Byen, køber lidt Hvedebrød og drikker en Kop Kaffe. En kort Tid i en lille opvarmet Sal, saa jages vi ud.

Det svirrer med Rygter, og alle er i Oprør. Vaabenstilstandens Frist siges at udløbe Kl. ½2 Nat. Der er 20 Kilometer ad den nærmeste Vej til den tyske Grænse.

En lille Flok beslutter vi at tage af Sted paa egen Haand, hvis Kompagniet ikke vil.

Saa oplyses der, at der er et Døgn endnu at løbe paa; men et Par af Armeringskompagnierne er allerede stukket af fra Kolonnen.

Vi giver de trætte Køreheste lidt Sukker. De staar forspændte paa
Gaden og har intet faaet hele Dagen. De smaa Stakler staar foran de store Læs med ludende Hoved og trætte Øjne. Jeg tilbringer Natten gaaende frem og tilbage og sidder lidt ned ind imellem.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

24. november 1918. “vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!” Eskildsen er tættere på hjemmet.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter mange dages march nåede Eskildsen og hans regiment endelig frem til den tyske grænse.

I Reuler, den næste Landsby, har vi Kvarter. Vi sover det meste af Dagen; men om Aftenen, inden vi skal videre, gaar jeg endnu engang tilbage for at lade Øjnene drikke det dejlige Syn ned over Clerf. En gammel Mand fortæller mig om Byen, om Greven paa Borgen og om Munkene oppe i deres stolte Abbedi.

Vi marcherer igen om Natten, Fristens sidste, denne Rejses værste Nat. Vejene er glatte. Artilleriet foran os kan ikke komme op ad den stejle Kløft bag Grænsefloden Sun.

Der er kun godt en Mil fra Reuler til Grænsen, men vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!

Med Hønsebenet foran — Regimentets Kapelmester hedder Hünerbein — holder vi vort Indtog i Dasburg. Vore Vogne er pyntede med sort-hvid-røde Flag. Befolkningen tager med varm Glæde imod os. Vi er det første af alle Regimenter, der har vist de tyske Farver.

Etappen er draget igennem i vild Uorden, har solgt Heste og Vogne og stjaalet Heste og Vogne, fortæller de. Andre Regimenter har haft røde Baand og Rosetter. Fronten kommer i bedste Orden, smykket med de Farver, disse Folk holder af. Efter 16 Timers besværlig March naar vi vort Maal, den lille Eifel-By Olmscheid.

En ung Kone tager imod os i en varm Stue og med et varmt Hjerte. Hendes Mand er i fransk Fangenskab, hendes Brødre og Svogre holder os ved Selskab. De er allerede afskediget og vendt hjem. — Og vi skal endnu marchere i mange, mange Dage!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 254-255

24. november 1918. “Forhåbentlig kommer min hjemegn nu tilbage til Danmark igen, bort fra alt dette her.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 23. november 1918.
I dag har vi bal i vor bataljon, så jeg kommer med til fest to gange, men jeg gik dog snart hjem igen.

I kasernen er det meget koldt, og jeg har igen raget en dygtig forkølelse til mig. Det er godt, at vi nu kan blive i sengen lige så længe, vi vil, og jeg står ikke gerne op før kl. 8 om morgenen.

Den 24. november 1918.
I dag har jeg været på vagt,men det er ikke så slemt mere, for nu har vi tre afløsninger. Vi tager det meget “gemütlich” på vagten. Jeg sidder f.eks. på en stol inden døre. Jeg bruger tiden til at skrive lidt, men ellers fordriver vi tiden med at spille kort. Jeg er lige blevet plukket for 4 mark, så det går et stykke tid, inden jeg spiller igen.

Det er meget koldt, og det fryser lidt, så det er tidligt, vi har så hård en vinter.

I formiddags er vi flyttet op på stue i38; vi skal gøre plads til de, der kommer fra fronten.

Jeg gør mig af og til nogle tanker om de kammerater, der blev derude, og hvad er der egentlig opnået?

Forhåbentlig kommer min hjemegn nu tilbage til Danmark igen, bort fra alt dette her. Her synges og jubles, mens det én gang så stolte Tyskland er ødelagt og besejret.

Jeg har fået brev fra mor i går, og hun bebrejder mig, at jeg aldrig skriver hjem mere, og om jeg helt har glemt dem derhjemme. Det gjorde mig meget ondt.

Forhåbentlig varer det sikkert ikke længe, inden jeg bliver hjemsendt fra militæret.

Jeg sidder på vagten og skriver, men det er så koldt, at jeg af og til
må gå en tur rundt for at få lidt varme i kroppen. Klokken i Mariekirken har lige slået 10 og spillet en aftensang, og jeg forventer at blive afløst kl. 11.

Den 21 .om natten blev vort soldaterråd spærret inde. De ville stikke af med kassen, men blev sat fast. Hvad alt dette går op i er ikke godt at vide.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

23. november 1918. “Lykkelig den, der var det beskaaren — at komme hjem!”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. Nu gik det hjemad.

Den 21. November naaede vi Neumünster. Herfra blev Hjempermitteringen foretaget den 22. November.

Om Aftenen ved 7-Tiden damper vi videre nordpaa som hjempermitterede.

Rendsborg, videre, Slesvig, og videre, Flensborg med Natophold i en tætpakket Ventesal med Hundreder af hjemvendende Nordslesvigere.

Næste Dags Morgen videre til Sønderborg og Hjemmet.

Og Gensynet! Ja j eg ser endnu Fars store Smil, da jeg mødte ham paa Sønderborg Gade og hører endnu Mors bevægede Stemme i Telefonen, da jeg fra Sønderborg melder: »Hjemme igen«.

Saa med den lille Smaabane op igennem Als. »Velkommen hjem«! lyder det atter og atter.

Ved 12- Tiden er jeg igen i mit Hjem i Mindebjerg. Og Gensynet i Hjemmet! Ja, det hører Privatlivet til og kan heller ikke i nogen Form eller Maade gengives.

Lykkelig den, der var det beskaaren — at komme hjem!

Sønderjyske Årbøger 1927

22. november 1918. “Hvilken forskel på at være soldat nu efter revolutionen.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

I dag er jeg blevet udskrevet fra lazarettet og blevet overflyttet til mit gamle kompagni.

I aften har vi været i Hansateatret. hvor forestillingen, “Die tolle Komtesse”, var på programmet.

Selv om klokken var over ti, da vi kom tilbage til kasernen, var der ingen bebrejdelser af nogen art. Tappenstreg er der heller ikke noget af mere, og vagten tager det ikke så nøje, om vi kommer efter kl. 12.

Alt går som det bedst kan.

Hvilken forskel på at være soldat nu efter revolutionen.

Tjeneste er der næsten ingen af, kun lidt vagttjeneste. Ved parolen om aftenen er det ikke sikkert, at vi gider være til stede.

Officerer ser vi ingen af, og vagten bliver betalt af soldaterrådene.

Forplejningen er, som den var før.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

22. november 1918. Claus Eskildsen får travlt med at komme videre.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet måtte skynde sig videre for ikke at blive taget af amerikanerne og belgierne. Det næste mål var Clerf.

Den 22. November skal være vor anden Hviledag.

Vi har købt nogle Kartofler og er i Færd med at skrælle dem til Aftensmaden, da vi faar Ordre til øjeblikkelig Afmarch. Amerikanerne og Belgierne har lagt Haand paa nogle Afdelinger bag os, og vi skal derfor endnu i Dag over Clerf-Floden.

Kl. 8 Aften marcherer vi. Det er meget koldt. Krigen bider sig selv i Halen: Masurens Nætter, Luksemborgs Marchnat — det er en Ring.

Nattens Møje er glemt, da vi i Morgentimerne ser Clerf. Vi har set meget, men aldrig har vort Øje glædet sig ved noget saa smukt som den lille Købstad Clerf.

Vi kører ned til den, vi slæber Vognene op ad Serpentinerne igen, vi standser deroppe for at nyde Udsigten over Clerf-Kløften, over Byen med de smukke Tage, Kirken med Tvillingetaarnene, den ældgamle Borg, det storslaaet prægtige Benediktinerkloster højt oppe over Byen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 253-254

22. november 1918 – Marie Cosmus: “Deutschland ohne Kaiser.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil formet som et brev til hendes bror om revolutionen i Tønder.

Tondern, d. 22. Nov. 1918

Lieber Bruder!
Hier in Tondern ist, wie jetzt in allen Städten das ganzen deutschen Reichs ein großer Umsturz vorgegangen. Der Sozialismus steht auf dem Höhepunkt. Es bilden sich Arbeiter und Soldatenräte. Am 7. November gründete sich hier der Arbeiter und Soldatenrat. Die Soldaten liefen mit rotem Bändchen umher zum Zeichen eines Bulschewisten. Der Zug durch die Straßen fand am Nachmittag statt. Zahlreiche Versamlungen werden von dem A-S-Rat, wie er sich nennt, gehalten. Sie nahmen die ganze Regierung in die Hand und geben nicht viele Gesetze. Wer beim Rauben ertappt wird, soll standrecht erschossen werden.

Wir leben nicht mehr in einem Kaiserreich, sondern in einer Republik. Es kommet uns ganz sonderbar vor, Deutschland ohne Kaiser. Haussuchungen werden unternommen und Gerüchte werden getrieben, daß so und so viel gefunden wurden ist. Wenns doch bald einmal eine Wendung geben möchte. Man spricht zwar davon, daß wir an Dänemark kommen werden. Ist es dann nicht merkwürdig, wir wollen dich besuchen und müssen in anderes Land? Was sagt du dazu? Du bist als Soldat gewiß im Soldatenrat, du mußt es ja schließlich. Bist du krank gewesen? Der Grippe sind ja überall viele zum Opfer gefallen. Ich wollte dich auch noch einladen, uns Weihnachten zu besuchen. Lichter für den Tannenbaum gibt´s gewiß nicht, aber dann muß es ohne Tannenbaum gehen.
Schreibe uns wann du kannst.


Laß dich herzlich grüßen von deiner
Schwester Marie.

(Jørgen Bendorff)

21. november 1918. “Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg” Eskildsen når over den belgiske grænse.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Claus Eskildsen og hans kammerater nåede lige med nød og næppe at krydse den belgiske grænse, inden fristen for hvornår de skulle være ude af landet udløb. Til gengæld blev de heller ikke mødt med åbne arme i Luxembourg.

Den 20. November marcherer vi til Longchamps, den 21. kommer vi ud af Belgien. Købstaden Bastogne er den sidste større belgiske By, vi berører. Den er et eneste Hav af Flag, Guirlander, Æresporte med franske og engelske Velkomsthilsner.

Lidt bag Byen møder vi en hel Folkevandring. Fra alle Egnens Landsbyer strømmer man ind til Bastogne for at tiljuble Amerikanerne, der følger os i Hælene. Om faa Timer er Fristen udløbet!

Hvis vi saa ikke er over Grænsen, er vi fanget. Vi standser, skubber os et Par Hundrede Meter frem, standser igen. Forude er der et stejlt Bjerg, som kun kan overvindes ved Hjælp af Forspand. Vi staar paa Springet til at løbe fra det hele. I den ellevte Time slipper ogsaa vi over.

Ved Siden af en Markvej staar Grænsepælen med den belgiske Løve paa den ene og den luksemborgske Løve paa den anden Side. Vi lægger Mærke til den meget skarpe Sproggrænse, der nøje falder sammen med den politiske. I den sidste belgiske By talte alle Fransk, i den første luksemborgske, kun 2 Kilometer derfra, taler alle Tysk. Men Sindelaget er uforandret.

Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg som de er det i det sort-gul-røde Belgien. I Nieder-Wampach, vort første Kvarter i det lille Land, nægter man os Adgang til Husene, idet man paastaar, at Fristen er udløbet.

Vi erfarer Senere, at Grunden er en anden, Etappekolonner har Dagen i Forvejen opført sig som Røvere. Vi parlamenterer med Kommuneforstanderen og faar Tag over Hovedet. Inden vi skilles, er vi gode Venner med de brave Wampacher.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 252-253

Anmeldelse: Omfattende og vigtigt værk om “den glemte front” i Første Verdenskrig

Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen: Fra Verdenskrig til Borgerkrig – Østfronten 1914-1924 set med danske øjne. Gyldendal. 352 s., 299,- kr (vejl.)

Bogen ”Fra Verdenskrig til Borgerkrig” er et omfattende og vigtigt værk i den efterhånden voksende litteratur omhandlende 1. verdenskrig, og især litteratur af den art som tager dets udgangspunkt i sønderjyske oplevelser. Den giver et blik på den mindre kendte og til tider ”glemte” front i første verdenskrig.

Bogen behandler primært 1. verdenskrig på østfronten, altså fronten mellem det Tyske Rige, Østrig-Ungarn og det Russiske Imperium, og hvordan denne front blev oplevet og betragtet med danske øjne. De første par kapitler beskriver i grundtræk krigens begyndelse, årsager bag krigsudbruddet, samt den militære og politiske situation for de tre førnævnte stormagter. Efterfølgende bliver krigen beskrevet mere kronologisk, år for år, med de vigtigste slag og lignende beskrevet i imponerende detaljer, og akkompagneret af kort der kan give alle og enhver lys i øjnene og lidt sved på panden.

Fortællingen glider mere over i situationen i Rusland, efterhånden som revolutionerne begyndte at tage fat i starten af 1917 og hvordan det udviklede sig efter bolsjevikkernes magtovertagelse efter oktoberrevolutionen. På trods af at krigen sluttede i 1918, så fortsatte den på langt mindre skala i form af regionale konflikter og borgerkrig, disse begivenheder i Rusland er også beskrevet med afsæt i de danskere der var til stede.

Selve bogens tidsafgrænsning fra 1914-1924 giver god mening når bogens afsæt er, at det er østfronten set med danske øjne. Ud over de dansksindede sønderjyder der måtte gøre tjeneste under Kejser Vilhelm, så var der også gesandter og andre personer fra Kongeriget der befandt sig i Rusland, både før, under og efter våbenstilstanden. Årstallet 1924 er skelsættende for Danmark og Sovjetunionens, da det er året hvor de to lande opretter diplomatiske forbindelser.

Bogen er skrevet af historikerne Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen. Alle tre har skrevet om enten første og anden verdenskrig på den ene eller anden måde før, og det skinner også igennem at det er erfarne og dygtige forfattere der står bag.

På trods af at der til tider er brug for lidt baggrundsviden, så er det en bog der sagtens kan læses af de fleste, og bogen kan varmt anbefales til alle og enhver, der interesserer sig for første verdenskrig og gerne vil have et nyt perspektiv på det, men også for dem der synes krigshistorie generelt er spændende.

Lucas Enghoff Olsen

Gyldendals pressemeddelelse

20. november 1918. “Som sild i en tønde!” Andreas Kaad på vej nordpå med toget

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. Nu gik det hjemad.

Den 17. November kom vi igen paa Gled. Den 18. afleverede vi de russiske Krigsfanger i en Fangelejr ved Byen Rastatt og endvidere afleverede vi til det derværende Soldaterraad vort Gevær, vor Sabel og Ammunitionen; det lettede.

Samme Dags Aften dampede vi nordpaa. Det var den mest eventyrlige Jernbanefart, jeg nogensinde har været med til. Togene var ganske overfyldt. Her kunde man virkelig sige: »Som Sild i en Tønde«. Der var hundekoldt, Ituslaaede Ruder i de store Gennemgangsvogne, Polsteret revet af Sæderne i II. og I. Klasses Kupeerne.

Paa. Hjemvejen kom vi forbi Slottet Wilhelmshohe ved Cassel. Hvad var det, den tyske Skolelærer fortalte os: Napoleon, Sedan, Wilhelmshohe! Og nu er Historien gaaet den modsatte Vej.

I Hamborg faar vi de første danske Aviser med Beretningen om det store Folkemøde paa »Folkehjem« den 17. November.

Her paa Hamborgs Banegaard blev man kastet ind i Grænsestriden, men her blev ogsaa Optakten givet til al den lyksalige Tid, der ligger omkring Genforeningen i 1920.

Sønderjyske Årbøger 1927

20. november 1918. Nordslesvigernes henvendelse til den danske regering

Den 20. november 1918 overrækker rigsdagsmand i Berlin H.P.  Hanssen personlig den danske gesandt i Berlin følgende skrivelse.

Aabenraa, den 18. november 1918.

Til
Den danske regering

På de danske nordslesvigeres vegne overrækker jeg hermed ærbødigst den danske regering en resolution, som deres poli­tiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig, den 17. november d. å. har vedtaget på et møde i Aabenraa.

Samtidig vedlægger jeg en skrivelse fra udenrigsministeren for den tyske republik, hvis regering dermed under henvisning til præsident Wilsons fredsprogram anerkender vor ret til selv at bestemme vor fremtidsskæbne på grundlag af folkenes selv­bestemmelsesret.

Idet jeg henviser til disse aktstykker, beder jeg regeringen om ved en henvendelse til de allierede at foretage de skridt, der er nødvendige, for at den danske befolkning i Nordslesvig under forhandlingerne om afslutningen af verdensfreden kan få sin ret anerkendt og dermed i en nær fremtid sit brændende ønske om at blive genforenet med sit gamle fædreland Dan­mark opfyldt.

I ærbødighed,
H. P. Hanssen,
rigsdagsmand.

Julegaveidé: Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent

Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt. Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.

Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.

Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent og portrætter af sønderjyske soldater, og den rummer desuden en liste over data på de 105 sønderjyder, der faldt denne dag.

Anmelderne skrev bl.a.:

“De mange kilder, hvoraf især  soldaternes breve og beretninger fra dette blodige slag ved Moulin, står meget stærkt i den samlede fremstilling.  Billedmaterialet er ligeledes af meget høj kvalitet. (…) Jeg skal på det varmeste anbefale denne fine og velskrevne bog.” (Krigshistorisk Tidsskrift)

“Med bogens inddragelse af feltpost, dagbøger og erindringer vækkes rædslerne i skyttegravene til live … en imponerende lille bog.” (Siden Saxo)

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne. (…) Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det. Det velvalgte kildemateriale taler ofte for sig selv, men sat sammen med fotografier af bl.a. de afdøde soldater, bliver det hele endnu mere nærværende. Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen. Kan også bruges af slægtsforskere.” (Lektørudtalelse DBC)

“Yderst levende skrevet … Dette er en spændende og absolut læseværdig bog  … den kan anbefales på  det varmeste”. (Våbenhistorisk Tidsskrift).

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.” (Sønderjysk Månedsskrift).

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Se anmeldelser neden for.

Siden Saxo

Anmeldelse i “Siden Saxo” 1/2018

Alt om Historie

Alt om Historie 7/2018

Våbenhistorisk Tidsskrift

Våbenhistorisk Tidsskrift 1/2018

Chakoten

Chakoten 3/2018

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjysk Månedsskrift 4/2018

Grænsen

Grænsen 2018/5
Krigshistorisk Tidsskrift 3/2018
Første oplag blev udsolgt på under tre måneder. Andet oplag er nu halvvejs væk.

18. november 1918. Eskildsen oplever dødsfald: “Muus, vor gode Ven, død her i vort Hus?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter flere dages march, kunne Eskildsen og kammerater endelig holde en hviledag. “Slottet” de skulle overnatte på, var dog ikke så imponerende som navnet antydede.

17. November. Det er en Søndag. Marchen fortsættes op over Bjergkamme, ned i l’Homme-Dalen, op igen og ned til Vesqueville. I Dalen Nord for os ligger Købstaden St. Hubert, Midtpunktet for denne Egn.

18. November. Det gaar irriterende langsomt. Vi kunde løbe meget hurtigere, nu da det gaar hjemefter. Og i Morgen skal vi tilmed have Hviledag! En Trøst er det, at vi kan holde den paa et Slot.

Staben skal indkvarteres paa Slottet Laval. Officererne udmaler sig den første Hviledag paa et fint Slot, Mandskabet haaber paa god Plads. — »Slottet« viser sig at være en ussel Rønne, der intet har tilfælles med et Slot udover Navnet.

Næste Morgen sover vi længe. Vi sidder ved Kaffen, da een kommer styrtende ind, kridhvid i Ansigtet: »Muus er død!« Vi springer op.

»Muus, vor gode Ven, Maskingeværkompagniets Beslagsmed, død her i vort Hus?«

Han er død! Han havde i Aftes Tandpine og har saa om Natten taget Morfin af Veterinærkisten, i Ukyndighed saa meget, at det kunde have slaaet den stærkeste Hest ihjel. Nu havde han været sammen med os i samfulde fire Aar! Saa skulde heller ikke han faa Lov til at komme med ind i det længselsfuldt ventede Fredens Land!

Oppe paa en forblæst Høj ligger der en trist og fattig Kirkegaard. Her graver vi en Grav mellem forsømte Grave og sænker ham om Eftermiddagen ned i den, medens Byens Drenge sidder og dingler med Benene rundt om paa Kirkegaardsinuren.

Det er trist, det er uhyggeligt. Præsten begynder at tale om Selvmord, vi flytter uroligt Benene, Præsten taler videre om Selvmord, Majoren gaar hen og oplyser ham om, at det var et Ulykkestilfælde, Præsten bliver forvirret, omsider er den pinlige Begravelse overstaaet.

Næste Dag forlanger Brigadekommandøren en udførlig skriftlig Melding om, af hvilken Grund vi har bestilt Divisionens katolske Præst til en luthersk Begravelse.

— Hvad Forskel er der paa en Katolik og en Lutheraner, naar en Mand er død? Det faldt os meget naturligt at gaa til Katolikken. Den lutherske Divisionspræst — nu er han Professor ved Berlins Universitet — havde kun spillet Officer under hele Krigen. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 251-252

De første anmeldelser af den danske spillefilm “I krig og Kærlighed” er kommet

Spillefilmen “I krig og kærlighed” havde premiere den 15. november. Nedenfor er samlet en række links til de første anmeldelser fra de væsentligste medier.

Per Juul Carlsen anmelder for Danmarks Radio og skriver “Ny, dansk storfilm stopfodrer os med følelser.” Tre ud af seks stjerner.

Bo Tao Michaëlis anmelder for filmmagasinet EKKO og skriver:  “Billedskønt og højstemt melodrama om et tragisk kapitel i Danmarkshistorien er en langstrakt affære, men vinder ved eftertanke.” Fire ud af seks stjerner

Kim Skotte anmelder for Politiken og skriver: “Et genoldigt møllodrama: Følelsesorglets pedaler bliver jokket i bund hele tiden i ny dansk film.” Tre ud af seks stjerner.

Katrine Sommer Boysen anmelder for JyllandsPosten og skriver: “Kasper Torsting fiktionsdebuterer med et krigsmelodrama, der desværre ikke fungerer”. To ud af seks stjerner.

Sarah Iben Almbjerg og Peter Ernsted Rasmussen anmelder for Berlingske Tidende, der bringer to anmeldelser og skriver: “Dansk krigsdrama til 42 millioner er et sentimentalt skrummel af en film”. “Et sukkerchok, der overdøver sanserne” (Almbjerg) og “Krigsscener rammer som vådeskud i film om kærlighed” (Rasmussen). Tre ud af seks stjerner.

Søren Hermannsen anmelder for Kristeligt Dagblad og skriver: “Dansk storfilm er en værdig markering af Den Store Krigs uhyrlige rædsler” Fem ud af seks stjerner.

Lise Kristensen anmelder for JydskeVestkysten og skriver: “I Krig og Kærlighed et følelsesmæssigt drama.” Der gives ikke stjerner.

Henrik Queitsch anmelder for Ekstrabladet og skriver: “Synd og skam: Dansk krigsdrama falder tungt til jorden”. Tre ud af seks stjerner.

Sara Prahl anmelder for Soundvenue og skriver: “’I krig & kærlighed’: Dansk storfilm drukner i ’Pearl Harbor’-sentimentalitet” Tre ud af seks stjerner.

Daniel Skov Madsen anmelder for Kinosaur og skriver: I krig og kærlighed er et fejende flot, men desværre også klichetungt, bud på et storslået dansk kærlighedsdrama i skyggen af 1. verdenskrig.” Tre ud af seks stjerner.

 

 

 

18. November 1918. 1. Akt af revolutionen og altyskerne.

I Horsens Social-Demokrat kan den 18. november 1918 læses følgende:

Under overskriften ”Hvorledes det skete” bringer ”Vorwärtz” en artikel om de begivenheder, der gav det direkte stød til den tyske revolution. Sædvanligvis, skriver bladet, regner man at revolutionen begyndte den 5. november, dagen for dens sejr i Kiel, men dette er ikke rigtigt; i virkeligheden indlededes den en hel uge før. Begivenhederne i Kiel var 2. akt og ikke første akt af revolutionen. 1. akt udspilledes på hele højsøflåden og var 80.000 menneskers nødværge mod en altysk skurkestreg.

Bladet omtaler derefter altyskernes feberagtige propaganda for en sidste, fortvivlet kamp, som imidlertid ikke førte til noget resultat. I deres nød var altyskerne faldne tilbage på hæren, som de endnu troede at beherske ved det ligesindede officerskorps uden at have anelse om den revolutionære stemning blandt soldaterne.

Derefter hedder det videre: En djævelsk plan blev udklækket, flåden skulle løbe ud og ofre sig i kampen mod den overvægtige fjende indtil sidste skib. Det ville vel have kostet 80.000 mand livet; men det ville efter altyskernes mening have været en begivenhed, som endnu engang havde kunnet fylde folket med stemingen fra august-dagene 1914.

Planen var ikke fantasi, men er bevist gennem pålidelige udsagn af matroser. Kampflåden fik den 28. oktober ordre til at løbe ud; det drejede sig, efter hvad der blev fortalt soldaterne, om en manøvre; men af officerernes afskedsbreve og andre tegn have sømændene snart erfaret sandheden og som følge heraf gjort mytteri. Der blev flere gange givet befaling til at løbe ud, men hver gang havde matroserne sat sig derimod til trods for officerernes overtagelsesforsøg.

Efter at matroserne først var gået så vidt, var der hos dem vakt en beslutning om yderste modstand. De oprørske soldater truedes med hårde tugthusstraffe; faktisk blev henved 1000 matroser ført til Wilhelmshafen, hvor de blev fængslede. På den ene side vinkede tugthuset, på den anden side friheden. Valget havde ikke været vanskeligt: Det var faldet på revolutionen.

Hvem var disse altyskere?

Store Nordiske Konversations Leksikon 1916 skriver følgende:
“Altysk (»alldeutsch«) er Navnet paa den politiske Retning i Tyskland, der dels gaar ud paa at samle alle tyske Folkeelementer under det tyske Kejserrige, dels at fremme den tyske Nationalitets Overlegenhed over alle andre. Den altyske Tendens opstod fra først af som en Slags Reaktion mod Ydmygelserne under Napoleon, og det at være tysk forherligedes som noget særlig fint og fornemt, saaledes at selve Ordet »tysk« brugtes i en hver som helst Forbindelse i rosende Betydning, men det er først under Vilhelm den andens Regering, at Altyskerne har samlet sig indenfor faste Rammer og faaet bestemte politiske Organisationer med Foreninger og med en særlig a. Presse af Blade og Tidsskrifter. 

Ejendommeligt nok var det Misfornøjelsen med den tyske Regerings Mageskifte 1890 med England, hvorved denne Stat afgav Helgoland mod at faa Zanzibar — en Ordning, som senere har vakt stor Tilfredshed i Tyskland — der fra først af gav Stødet til Dannelsen af »All-deutscher Verband«. Ved Foredrag, ved Udgivelsen af Bøger og Flyveskrifter samt ved deres Presse har de altyske Foreninger søgt at virke for deres Formaal, Tyskhedens Befæstelse og Forherligelse, og i Følge baade Sagens og Partifællernes Natur er de a. Foreninger altid i den nationale Kamp optraadt med Utaalsomhed og Hovmod overfor alle andre Nationaliteter; naar det er en paa Forhaand fastslaaet Sætning, at det at være tysk er noget bedre end alt andet i Verden, saa er det kun ret og billigt, at man søger at delagtiggøre saa mange som muligt i denne Herlighed, selv om det ogsaa skal ske ved Tvang; det er jo kun til de genstridiges eget Bedste. 

I Sprogkampen i Sønderjylland har Altyskerne taget ivrig Del; Mottoet paa deres Organ her, »Heimdall«, er oplysende for hele den altyske Tankegang; det lyder: Fra Skagen til Adria, fra Boulogne til Narva, fra Besançon til Sortehavet«. Det er efter altyske Opfattelse den tyske Nations Fremtidsopgave at blive den herskende i Europa og dermed i hele Verden, og dette kan kun ske ad Erobringens Vej. 

Ved forskellige Lejligheder har Altyskernes Optræden været saa yderliggaaende, at den har været den tyske Regering til Besvær, saaledes ikke mindst de altyske Organisationer, der har dannet sig i Østrig, og som navnlig i Halvfemserne gjorde sig bemærket ved Kampen mod Czekerne, der i det østrigske Parlament førtes i ganske tøjlesløse Former. De altyske Foreninger har deltaget ivrigt i Agitationen for Udviklingen af Tysklands Sømagt, og de støttede Dannelsen af den tyske »Flottenverein« 1896; herved bidrog de mægtigt til at uddybe den Spaltning mellem Tyskland og England, der blev den skæbnesvangre Oprindelse til Verdenskrigen 1914, ligesom de overhovedet i høj Grad har medvirket til at give den tyske Udenrigspolitik det bestemte Præg, der drev de omliggende Stormagter sammen i Forbund og fremmede Tysklands Isolation.”

https://de.m.wikipedia.org/wiki/Alldeutscher_Verband
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Pan-German_League

 

 

17. november 1918. Vælgerforeningens afstemningsresolution

Efter at vælgerforeningens bestyrelse og til­synsråd har forhandlet på Folkehjem d. 16.  og 17. november 1918, vedtages med 61 stemmer følgende resolution:

1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en linie, som går fra sydpynten af Als ind ad Flens­borg fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusaadalen, sønden om Frøslev således, at Padborg bliver grænsestation, og derpå følger skellet mellem Kær og Slogs herred, Skel­bækken og tilsidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.

3. Stemmeret har alle over 20 år gamle mænd og kvinder, som a. er fødte og har hjemme i Nordslesvig. b. har boet i Nordslesvig i mindst 10 år. c. er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.

4. Stemmeretten udøves skriftlig under former, som sikrer hver enkelts frie villiesytring. De hidtilværende myndig­heder må ikke udøve indflydelse på afstemningen.

5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en sær­skilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

2 medlemmer (Chr. Ravn), Flensborg, P. Budach, Hornskov), tiltræder resolutio­nen med følgende forbehold:

a. at Flensborg efter vor mening hører med til Nordslesvig, omend ikke til det danske Nordslesvig,

b. at den event, afstemning i de tilstødende distrikter efter vor mening bør ske samtidig med afstemningen i det danske Nordslesvig.

 

17. november 1918. Krigens afslutning – fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Dette er det sidste, ordinære afsnit i en fremragende serie, som vi kun kan anbefale på det varmeste.

Dette sidste ordinære afsnit handler navnlig om våbenstilstanden og krigsafslutningen. Revolutionen er brudt ud i Tyskland og kejser Wilhelm II må flygte til Nederlandene. Den 11.11. kl. 05:10 underskriver den tyske delegation i Compèigne våbenstildstandsbetingelserne, der træder i kraft kl. 11:00 (fransk tid) samme dag. Hundredetusindvis af tyske tropper har nu få dage til at forlade Frankrig, Belgien, Luxemborg og Alsace-Lorraine.

Første Verdenskrig var forbi.

17. november 1918. “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt …”

Lydoptagelse af H.P. Hanssens tale (uddrag) den 17. november 1918 på Folkehjem. Talen kan læses i sin fulde ordlyd nedenfor.

H.P. Hanssen genindtalte sin tale i 1932. Dette er kun et uddrag. Talen blev afsluttet med et citat af Bjørnstjerne Bjørnsson (ikke med i uddraget): “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”

Lydoptagelsen findes  sin helhed på Museum Sønderjylland.

Hele talen kan læses her:

“Der er gået halvfemte år, siden jeg på årsmødet i Haders­lev sidst talte til mine vælgere og meningsfæller på et offent­ligt møde.

Mellem da og nu ligger der vældige verdensbegivenheder, som har kastet dybe skygger hen over Nordslesvig og påført os trængsler som ingen sinde før.

Vor tanke skal i dag dvæle ved dem, der måtte drage i felten.
Henved 30,000 nordslesvigere drog ud. Over 6000  af dem er bievne derude. Verdenskrigen har kostet dobbelt så mange danske livet som krigen i 1864.

Spredt ud over landene ligger nu vore faldne brødres grave.

De findes i Ruslands susende nåletræsskove og vidtstrakte sumpe, langs Polens floder og i Serbiens dale, i Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien.

Særligt tæt ligger de i Frankrig, i Vogeserne, foran Verdun og fra Champagne op over landet til Flandern.

Og mange har fundet deres sidste hvilested i de store lukkede jernkasser dybt på havets bund.

Der var mellem dem en ungdom med guldglorie om hovedet, begejstrede idealister, evnerige mænd, hvis hjerter brændte af længsel efter et arbejde i vort folks tjeneste, og tusinder af støtte, trofaste danske mænd. Vi ved, hvor ofte og hvor gerne deres tanker fandt vej herhjem. Censuren har undertrykt mange feltbreve og lemlæstet andre.

Og dog viser så at sige alle hid­til offentliggjorte breve derude fra, at hjemmet var lyspunktet i deres tunge, triste og farefulde tilværelse. Med hvilken kær­lighed omfattede de ikke til det sidste deres nære pårørende, vort lille folkesamfund og vort minderige hjemland med al dets ynde, dets nutidstrængsler og fremtidshåb. Vi siger: Ære være deres minde!

Ud over landet sidder nu deres forældre, hustruer og børn, fæstemøer, slægt og venner tilbage i sorg og savn. Mangt et hvorfor vil ikke forstumme. Mangt et sind kan ikke finde ro.

Men Gud ske lov! Nu lysner det i øst. Morgenrøden er ved at bryde frem. En lysere og lykkeligere tid vil snart oprinde. Og da håber vi, at også de, der er ramt hårdest, vil kunne sige med Terje Vigen:

Stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Og så får du ha’ tak da, Gud!

Efter verdenskrigens udbrud måtte det være vor politiske opgave at søge det nordslesvigske spørgsmål løst ved den kom­mende fredsslutning, rent bortset fra, hvem der gik ud af krigen som sejrherre. Dette pålagde os en tilbagetrukken, af­ventende holdning. Vort parlamentariske arbejde samlede sig om løsningen af dagens små opgaver.

Allerede i 1915, på et tidspunkt, hvor tyskerne følte sig fuldt og fast overbevidste om, at de ville gå sejrende ud af verdenskrigen, og store anneksionsplaner stod på dagsordenen selv i liberale kredse, henvendte en anset videnskabsmand, der som rigsdagsmand tilhører et af de liberale partier, sig uopfor­dret til mig og sagde: Ved krigens afslutning må vi også se at få det nordslesvigske spørgsmål løst. Kun ad den vej kan stem­ningen i de nordiske lande blive bedre. Vi er mange, som tæn­ker således.

Noget senere gav en anden professor mig en be­tænkning til gennemlæsning, hvori han samtidig med, at han krævede betydelige anneksioner i øst og vest, udtalte lignende tanker om Nordslesvig.

En tredie liberal politiker, hvis navn er kendt langt uden for Nordslesvigs grænser, opfordrede mig på et senere tidspunkt til at foreslå ham en bestemt grænse­linje, hvis Tyskland, som han holdt for sikkert, blev sejrherre.

Det lovede jeg, men løftet er aldrig bleven indfriet, fordi forud­sætningen for dets indfrielse: Tysklands sejr, udeblev. Jeg nævner dette, fordi der i et kongerigsk blad er fremkommen hentydninger til, at jeg i min politiske virken i den senere tid har følt mig bunden af tidligere aftaler med tyske politikere.

Dette er absolut ikke tilfældet. Jeg står, som jeg altid har stået, frit og uafhængigt til alle sider og lader mig selvfølgelig kun lede af min bedste overbevisning om, hvad der tjener den dan­ske befolkning i Nordslesvig bedst.

Jeg mindes en dag i marts. Min ven landdagsmand Nis Nis­sen og jeg deltog efter særlig indbydelse i en festlighed for en kollega, som fyldte 70 år. Kloppenborg-Skrumsager var i de dage hjemme. Jeg kom her, efter at bordet var hævet, i samtale med en kollega, med hvem jeg i flere år har stået på en fortrolig fod. Han var lige bleven opfordret til at overtage en ministerpost, hvad han havde afslået, og var på dette tids­punkt særlig vel underrettet.

Om få dage, sagde han til mig, begynder vor sidste store offensiv. Vi vil denne gang nå langt frem. Kanalhavnene og Paris vil falde. Frankrig vil hurtigt blive tvungen til en sær­fred. Englænderne vil blive drevne bort fra fastlandet. Under­vandskrigen vil klare resten. Krigen er snart forbi. Hvis De vil opnå noget med hensyn til det nordslesvigske spørgsmål, så sæt Dem hurtigst muligt i forbindelse med regeringen og -— han nævnte bestemte parlamentariske førere.

Således var stem­ningen i mange liberale kredse. Dagen efter meddelte jeg Nissen samtalen, og vi drøftede indgående stillingen, men kom begge til det resultat, at vi vedvarende burde fastholde vor afventende holdning, indtil der forelå sikre kendsgerninger.

Så begyndte kejserslaget, som Hindenburg og Luden­dorff i deres urokkelige sejrsbevidsthed døbte den ny offen­siv. Men det varede ikke længe, før den gik i stå. Og så kom det franske modstød.

Tilbagetoget begyndte. I førstningen op­fattede tyskerne det som en snild manøvre af deres sejrsvante feltherrer. Derefter slog de deres lid til Hindenburglinjen. Men troen på, at de kunne vinde sejr, brast. De måtte længere til­bage, og nu blev kravet om en forsonings- og forståelsesfred dag for dag stærkere. Løsenet var: vejen til en forståelsesfred går over Tysklands demokratisering og parlamentarisering.

Grev Hertlings nølen vakte stærk uvilje. Hans stilling blev uholdbar, og han blev nødt til at trække sig tilbage.

Jeg sad i finansudvalget den dag, vicekansler Payer op­læste det kejserlige reskript om Hertlings afskedigelse. Vi stod alle under indtrykket af, at vi kun havde en indre krise, og regnede med en regering, som skulle fremtvinge den preus­siske valgretsform ved landdagens opløsning.

Møderne udsat­tes, og jeg rejste hjem for at forberede landdagsvalgene.

To dage senere var jeg atter i Berlin. De første to kollegaer, jeg mødte, var en frisindet og en nationalliberal, der stod og drøf­tede — provinsen Posens indlemmelse i Polen!

Hvad var der sket? Hindenburg og Ludendorff havde efter Hertlings fald i en depeche forlangt, at den nye regering skulle dannes med fredsslutningen for øje, da de ikke kunne garantere for, at fronten kunne holdes længere end fjorten dage. Så dan­nede prins Max af Baden en regering af flertalspartierne, ind­befattet socialdemokraterne og de nationalliberale, med den opgave hurtigst muligt at slutte fred. Og denne regering er­klærede straks, at den var villig til at slutte fred paa grund­lag af Wilsons program .

Dermed havde vi fået et fast udgangspunkt for vor stræben efter at få det nordslesvigske spørgsmål løst ved fredsslutnin­gen.

Et par dage efter forebragte jeg sagen for en høj embeds­mand i udenrigsministeriet. Vore forhandlinger fortsattes under en senere sammenkomst, og jeg meddelte ham, at jeg ville fremdrage sagen i rigsdagen, så snart der tilbød sig en lejlig­hed.

Jeg havde samtidig sammenkaldt vælgerforeningens be­styrelse og tilsynsråd til et møde i Flensborg, hvor jeg klar­lagde stillingen, og foreningen i tilslutning dertil traf aftaler og fattede beslutninger.

Den 23. oktober rejste jeg derefter sagen i rigsdagen i til- tilslutning til polakkernes og elsass-lothringernes krav. Den tyske presse kaldte den dag „nationaliteternes dag“.

Mens jeg talte, sprang de konservatives fører, grev Westarp, op på trappen og forlangte ordet til forretningsordenen. Præsidenten gav ham det først, da jeg havde sluttet min tale. Han opfordredede da regeringen til straks at tage standpunkt til de rejste krav.

Vicekansler Payer lovede, at det skulle ske den føl­gende dag.
Den 24. oktober holdt udenrigsminister, dr. Solf derefter en tale, hvori han erklærede, at Tyskland loyalt ville opfylde Wilsons program i alle retninger og alle punkter og i retfærdig­hedens og billighedens ånd. Men derefter afviste han skarpt alle danske krav, som støttede sig på Pragfredens § 5.

Jeg sad på min plads og gjorde nogle notitser for atter at melde mig til ordet. Da kom en af de højeste embedsmænd i udenrigsministeriet hen til mig og erklærede: For at forebygge misforståelser har jeg at meddele Dem, at den indledende del af udenrigsministerens erklæring også tager sigte på Nord­slesvig. Hvad regeringen bestrider, er blot, at man fra dansk side kan gøre en formel juridisk ret gældende. Derefter fra­faldt jeg ordet. Denne erklæring var mig nok.

Jeg affattede derpå det opråb, som vore organisationer har underskrevet, for dermed at give regeringen lejlighed til en videre udtalelse, som kunne klarlægge dens standpunkt i fuld offentlighed. Opråbet offentliggjordes sidste torsdag, og mø­derne her på „Folkehjem” blev indvarslet. Imidlertid var de­mobiliseringen begyndt, og torsdag aften var jeg nødt til at afrejse fra Berlin for at nå her til i rette tid. Postgangen er dårlig, og jeg kunne derfor ikke afvente opfordringens ankomst til Berlin, før jeg påny forelagde sagen for regeringen.

Dette skete i onsdags overfor folkekommissæreme Haase og Scheidemann.

Forhandlingerne førte til et tilfredsstil­lende resultat. Torsdag ankom de nordslesvigske blade med vore organisationers opfordring, som straks blev udenrigsmini­ster Solf forelagt, for at han kunne tage standpunkt til den.

Og dette har han nu med den samlede regerings billigelse gjort i følgende skrivelse, som jeg er bemyndiget til at oplæse her i dag:

Berlin, den 14. november 1918.
Udenrigsministeriet.

Meget ærede hr. rigsdagsmand Hanssen!
Til indholdet af det mig af Deres højvelbårenhed venligst overrakte opråb fra den dansktalende nordslesvigske befolk­nings organisationer må jeg ærbødigst henvise til den erklæ­ring, som jeg har afgivet i rigsdagen den 24. oktober d. å .: Den tyske reg erin g står derefter på det standpunkt, at også det nordslesvigske spørgsmål i henhold til præsident Wilsons fredsprogram bør løses på grund­ lag af den pågældende befolknings selvbestemmel­sesret.

Jeg har det tillidsfulde håb, at der med det standpunkt, som den tyske regering hermed indtager, i fremtiden sikres et for rivninger frit, nabovenligt forhold mellem det danske og det tyske folk.
Idet jeg udtrykker min mest udmærkede højagtelse.
Deres højvelbårenheds ærbødige (sign.) Solf.

Dermed har vi nu et fast udgangspunkt for vort videre ar­bejde. Hvad der nu vil ske i de nærmest følgende dage, er, at jeg på den danske befolknings vegne gennem den danske gesandt i Berlin retter en bøn til den danske regering om, at vort gamle fædreland vil modtage os, når vi nu snart i henhold til den af Tyskland i sikker udsigt stillede folkeafstemning ud­taler vort ønske om atter at blive forenet med Danmark. Sam­tidig vil vi bede den danske regering om at foretage de skridt, der vil være nødvendige, for at sagen kan blive afgjort under de forestående forhandlinger om verdensfreden.

Vore ønsker med hensyn til afstemningen har vælgerfor­eningens bestyrelse og tilsynsråd udtrykt i følgende resolution:

[Den nordslesvigske vælgerforenings resolution, gengivet andetsteds]

En ny tid er ved at oprinde. Den vil stille os over for store opgaver. Vi har allerede i disse dage nedsat en række udvalg, som skal forberede deres løsning, og anmodet dem om hurtigst muligt at begynde deres arbejde.

Men ved siden af disse opgaver af rent praktisk art vi’, den nye tid også stille os andre opgaver.

Her i Aabenraa, hvor vi er samlede, levede og virkede J. P. Junggreen.

De vil endnu mindes, at der var et ord, som han aldrig blev træt af at fore­holde vore modstandere. Det var det gamle bibelord: Hvad du vil, at andre ikke skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre imod dem !

I den tid, vi nu går ind i, vil vi få lejlighed til at vise, at vi også anerkender dette ord som for­pligtende for os. Og jeg er overbevist om, at vi vil kunne bestå denne prøve.

Og så vil jeg blot endnu til slut udtale, at det er min faste overbevisning, at vi nu snart vil nå frem til en tid, hvor vi af fuldt hjerte vil kunne synge med Bjørnson:

Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”