Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

10. april 1919. Tingene spidser til i det slesvigske spørgsmål

Rigsdagspartierne politiske Forhandlings-Udvalg
I Udvalgets Møde 10. April 1919 overtog Landstingsmand Herman Trier Stillingen som ledende Formand.

Statsministeren forelagde Forslag til Nedsættelse af et Rigsdagsudvalg, som skulde afløse det administrative Udvalg, der havde Kammerherre Krieger som Formand, og som skulde have til Opgave at gennemarbejde de af Regeringen forelagte Lovforslag kunde gaa let gennem Rigsdagens uden for stærk offentlig Drøftelse.

Rigsudenrigsministeren i Weimar
Grev Brockdorff-Rantzau udtalte 10. April 1919 i Nationalforsamlingen bl. a.:

I det nordslesvigske Spørgsmaal har Tingene tilspidset sig. Mere eller mindre inkompetente danske Delegerede søger hos Ententen at gennemføre stadig videregaaende Krav paa Bekostning af det svækkede Tyskland. En hensynsløs Agitation vil gerne udnytte de mellemslesvigske Tyskeres Sult til Afpresning af Erklæringer for Danmark.

Imod disse Makinationer kan der ikke trædes skarpt nok op. Indsigtsfulde danske Politikere er klare over, hvor tungt deres Land vilde komme til at lide under en tysk lrredenta, og hvor skuffende den Vinding vilde være, som Danmark nu vilde kunne hjemføre som Ententens Danaergave.

Naar den tidligere tyske Regering sidste Efteraar har erklæret, at den er besluttet paa ogsaa at anvende de Wilson’ske Grundsætninger paa de omstridte nordslesvigske Omraader, saa har den derved kun haft
Øje for utvivlsomt dansk beboede Omraader.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

10. april 1919. Flensborg: Vældig tilstrømning for at melde sine børn til ferierejse til Danmark

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Handelskamrets Sendefærd har 8de ds. faaet en Tillidserklæring i Foreningen for Handel og Industri. — Dr. Sauermann, som har fulgt den i København og telegraferet til Kamret, vil have Indrejsetilladelse til en ny Rejse hos mig. Han giver sit Ord paa, at det er i rent upolitisk Øjemed. (Har uden Tvivl alligevel benyttet Rejsen til at samle Oplysninger mod Delegationen.)

Paa Kontoret det første Møde i Fagforeningernes og vor Børnerejsekomite. Paa 10 Indsamlingssteder skal der indtegnes Børn i fjorten Dage. (Der bliver vældig Tilstrømning, især paa Mellemslesvigsk Udvalgs Kontor. Der standses 19. April og er allerede tegnet over 3000 Børn, medens der foreløbig kun er Hjem til rigelig 2500.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

9. april 1919. Afrejse fra Dunkerque

Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.

Det var den 4. april 1919. Endelig slog da forløsningens time. Vi skulle hjem nu, endelig hjem til dem, man savnede så stærkt. Ved  afskeden knuste en og anden en tåre. Egentlig havde man jo haft det godt her i Aurillac i Sydfrankrig. Men en lejr var det jo . . .

Vi var ca. 350 sønderjyder, der førtes ned til banegården og tog bort med særtog. Vi var begejstrede, for vi var frie mænd nu. Rejsen varede tre dage.

Endelig ankom vi til den franske havneby Dunkerque. I havnen lå motorskibet »St. Thomas«. Det havde som en velkomsthilsen alle flag oppe.

Desværre viste det sig, at »St. Thomas« ikke kunne tage os alle med. Der var kun plads til 330 mand i alt. Resten måtte blive her, til næste transport skulle hjemsendes.

Selv om jeg ikke havde grand til at klage over mit ophold som krigsfange i Frankrig, var jeg dog glad, da jeg som en af de allersidste fik lov til at gå med om bord i skibet. Jeg var endda så heldig at få anvist en første klasses kahyt.

Så stod da »St. Thomas« ud uf havnen. Hvorhen rejsen gik, vidste vi på dette tidspunkt ikke. Først den følgende dag fik kaptajnen at vide, at man som bestemmelsessted havde bestemt Odense.

Rejsen gik op langs den engelske kyst. Mod land lå der mange skibe som vrag efter krigen, og i Nordsøen drev miner rundt.

Om bord på »St. Thomas« var der folk på udkig både dag og nat.

Vi nåede langt op mod nord, før man vovede at foretage en kursændring. Det stormede ret godt. Skibet rullede fælt. Jeg tror, at ikke en eneste af os undgik at ofre til guderne. Vejret var så dårligt, at skibet en tid måtte ligge underdrejet på det oprørte hav.

Kursen sattes mod den norske kyst, hvorefter det gik ned gennem Skagerak.

DSK-årbøger1961

9. april 1919. Ernst Christiansen: Trist møde i Vælgerforeningen: De vil ikke have Flensborg med!

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Vælgerforeningsmøde i Aabenraa. Paataler [redaktør af Dannevirke/Modersmaalet Anders] Lebecks Artikel om Hübsch. Først paatvinger man os det Vilkaar, at vi kun kan komme med til Danmark, naar vi skaffer et stort Stemmetal, og naar saa fremtrædende Mænd slutter sig til os, lægges de for Had i et.dansk Blad.

Det. var et af de mest triste Møder, jeg har været med til. J.H. Schmidt og Lebeck taler paa en Maade, .saa de hellere simpeltben
skulde sige: Vi vil ikke have Flensborg med!

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

8. april 1919. På rekreation hos “Gudfar” i Birkerød

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København.

HOS »GUDFAR«.

Men efter disse otte Dages Ophold i en for mig ganske ny Verden under stadig Paavirkning af nye Indtryk var jeg nu fuldstændig kørt fast — Skak mat.

Sjæl og Legeme kunde ikke orke mere; dertil var jeg meget forkølet efter den slemme Sejltur, som endnu sad mig i Kroppen. Jeg var derfor glad ved et Tilbud om et lille Rekreationsophold under landlige Forhold i Hjemmet hos “Gudfar” i Birkerød.

Nu havde vi skrevet sammen i over tre Aar og af de modtagne Breves Indhold dannet os et Billede af hinanden, som viste sig for begges Vedkommende at være helt forkert.

Da vi derfor første Gang stod Ansigt til Ansigt overfor hinanden — det var for Resten i København — hilste “Gudfar” mig med et Forundringsudbrud: “Nej, er det saadan, De ser ud!”

Forundringen var gensidig, da jeg havde tænkt mig ham som en lille trippende, fed Herre, og nu aabenbarede han sig som en høj, statelig, velproportioneret Mand.

Hos “Gudfar” fandt jeg et udmærket Hjem, ét af de bedste, jeg nogensinde har gæstet, en skærende Kontrast til Livet i Fangelejren.
Den første Dag maatte jeg holde Sengen. Jeg var overtræt, forkølet, syg. Øjnene løb, Næsen løb, og Hovedet brummede; nu og da var det, som om jeg blev grebet af Søsygens svimle Fornemmelser.

Men jeg blev plejet med de kærligste Hænder, som var det min egen kære Mor. Naar jeg ikke sov, sad de hos mig ved Sengen alle tre, “Gudfar”, hans kærlige Hustru og deres Datter.

De talte til mig med jævne, kærlige Ord, der gjorde mig godt og gav Lægedom for mit spredte, forhutlede Tankeliv.

De følgende Dage gik “Gudfar” og jeg lange Fodture i den henrivende Omegn, der havde begyndt at vise de første forjættende Foraarstegn. En af de skønneste Ture var gennem Bidstrup Hegn og ned til Furesøen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

7. april 1919. Den tyske udenrigsminister er urolig: Pønser danskerne alligevel på en grænse ved Danevirke?

Den danske gesandst i Berlin, grev Moltke, skrev i en depeche den 7. april 1919 følgende til udenrigsministeriet.

Moltke til Udenrigsministeren
Depeche, dat. 7. April 1919:

Under en Samtale, jeg i Lørdags havde med [den tyske] Udenrigsminister Grev Brockdorff-Rantzau, mærkede jeg hos denne en ret stærk Nervøsitet i Anledning af, at alle Bestemmelser vedrørende den kommende Afstemning i Nordslesvig bliver tagne, uden at Tyskland bliver konsulteret.

Udenrigsministeren fremhævede for mig i Løbet af denne Samtale de betydelige Vanskeligheder, han havde at kæmpe med her for at holde den tyske Agitation indenfor rimelige Grænser, og meddelte mig bl. a., at det hidtil var lykkedes ham at holde de 2 Interpellationer vedrørende Nordslesvig tilbage i Nationalforsamlingen.

I Anledning af de vidtgaaende danske Fordringer, der var blevet ham bekendt, gaaende ud paa at opnaa en Grænse saa  sydlig som Danevirkelinjen, var der opstaaet en stor Uro indenfor alle tyske Partier, og selv halve Spartakister var komne til ham og havde besværet sig derover. — Han begyndte nu at tvivle om, at hans Politik havde været den rigtige, og om ikke den Dag vilde komme, hvor han maatte indrømme, at hans Modstandere havde haft Ret.

Jeg bemærkede hertil, at jeg ikke forstod, hvad hans Besværinger egentlig gik ud paa. Saa vidt mig bekendt var Delegationen kommen tilbage fra Paris med det Resultat, at den danske Regerings og Rigsdagens Politik nærmest derved havde fundet en Bekræftelse, og i flere Venstreblade havde jeg i den senere Tid set Beviser for, at Maadeholdet var i Begreb med at tiltage i Styrke overfor de enkelte, efter min Formening intetsigende yderliggaaende Krav. Personligheder, som Hr. Alexander Foss og Hr. N. Neergaard havde udtalt sig særdeles forstandigt efter deres Hjemkomst og nærmest i fuld Overensstemmelse med Regeringens Program. 

Naar De spørger mig, hvad der skal gøres overfor denne Situation, er Svaret fra min Side at forme i et andet Spørgsmaal, hvorledes De har tænkt Dem Udførelsen af de Beslutninger, som er blevet taget i Paris, om hvilke jeg iøvrigt ikke er definitivt underrettet, for Slesvig, uden at der derom forhandles mellem København og Berlin, med andre Ord, skal alle disse Bestemmelser om Regler for Afstemning, Optering og Evakuering dikteres direkte fra Paris eller Spa til Berlin, uden at nogen Meningsudveksling desangaaende finder Sted mellem den danske og den tyske Regering?

Jeg vilde være Dem særdeles taknemlig for nogle oplysende Udtalelser i saa Henseende og navnlig for en Meddelelse om, hvorvidt De ser Dem i Stand til at erklære Dem enig med mig i den ovenomtalte Erklæring, som jeg afgav til Udenrigsministeren om, at Resultatet af Delegationens Rejse til Paris kan anses for en Bekræftelse af Regeringens og Rigsdagens maadeholdne Bestræbelser i hele denne Sag.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

7. april 1919. Landråd Böhme skriver til H.P. Hanssen

Landraad Böhme til H. P. Hanssen
Brev dat. Tønder 7. April 1919:

Paa Skrivelsen af 1. April i Aar svarer jeg ærbødigst, at efter den mellem os trufne Overenskomst af 30. Jan. i Aar begge Parter havde paataget sig den Forpligtelse at fremlægge Sagen for en Organisation og i Tilfælde af Tilslutning at indhente Godkendelse for Deres Vedkommende fra den danske og for mit fra den preussiske Regering.

Jeg fastslaar paany, at den tyske Rigsledelse allerede 5. Febr. i Aar i en officiøs Note, som ved den gentagne Omtale i Pressen næppe kan være undgaaet Dem, efter at det snævrere tyske Udvalg havde erklæret sig enigt dermed i Hovedsagen, har billiget en Overenskomst. Jeg har altsaa opfyldt mine Forpligtelser i fuldt Omfang.

Naar jeg ikke straks over for Dem personligt kom tilbage til Sagen, saa er Grunden paa den ene Side den, at det var nødvendigt endnu at drøfte enkelte Ting i det tyske Udvalgs Plenarmøde, og at De derefter havde begivet Dem til Udlandet til Forhandling med Ententen. Men frem for alt maatte jeg vente et Svar fra Dem paa det Forslag, der, som De med Rette fremhæver, var udsprunget af mit Initiativ; saa meget mere som der paa Deres udtrykkelige Ønske skulde dannes en blandet Kommission »saa snart som muligt« til Sikring af fri Udøvelse af Forenings- og Forsamlingsretten.

Til Trods herfor har De ikke fundet det nødvendigt at fremlægge Sagen i den danske Vælgerforenings Møde, som fandt Sted kort efter vor Samtale, eller paa anden Maade at overbevise Dem om Deres toneangivende Mænds Tilslutning og meddele mig Resultatet for Deres Rejse til Udlandet, hvor De med Ententen har truffet Aftale om en helt anderledes ordnet Kommission . . .

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nye bøger fra Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har netop udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger:

”Andere Methoden”

”Kom hjem og stem” og

”Genforeningen fejres i Skodborg”

Læse mere om bøger og forfatter her

Alle 5 bøger kan købes ved henvendelse til Skodborg Hjemstavnsforening og Arkiv

Bøgernes pris er 150 kr. for Skodborgs faldne 430 sider, og 100 kr. pr stk. for de 4 andre. Alle bøgerne er rigt illustrerede.

Arkivet har åbent mandag og onsdag fra kl. 9 – 12. Du finder det i Skodborg, Søndergade 2, 6630 Rødding.

Kontakt arkivet på tlf. 64647769 og mail: skodborg-arkiv@bbsyd.dk

Foredrag i Aabenraa den 25. april: Vore faldnes minde

Lars N. Henningsen fortæller om: “Vore faldnes minde – Om en glemt strid om mindesmærkerne over de faldne i Første Verdenskrig.”

Hvert sogn fik sit mindesmærke, men i nogle sogne blev der strid, for synet på de faldne var forskelligt. Danske sønderjyder så de faldne som ofre for en sag, der ikke var deres. De tysksindede så soldaterne som helte faldet for det tyske fædreland, og i 1930’erne var der hvert år såkaldte ”Heldengedenktage” ved mindesmærkerne.

Det provokerede på dansk side og førte til oprettelsen af foreningen Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere i 1936. Først nu blev våbenstilstandsdagen 11.november indført som årlig dansk mindedag. Sådan har det været siden da.

Sted: Landsarkivet, Haderslevvej 45, Aabenraa

Tid: 25-04-2019 kl. 19:00 – 21:00

NB: Foredraget holdes i forbindelse med generalforsamlingen for Historisk Samfund for Sønderjyllands Amtskreds i Aabenraa og finder sted efter generalforsamlingen – forventeligt kl. ca. 19:30.

Yderligere information på foreningens hjemmeside

5. april 1919. De magter, til hvilke tyske territorier overdrages, skal betale en del af Tysklands gæld

Møde i Fredskommissionens finansielle Kommission

I sine Møder 3., 21. og 24. Marts havde Fredskommissionens finansielle Kommission drøftet de ovenf. under No. 104 nævnte Spørgsmaal. I Mødet 5. April vedtog Kommissionen at indstille til det øverste Raad, at der blev givet de paagældende Artikler i Fredstraktaten følgende Affattelse:

De Magter, til hvilke tyske Territorier overdrages, skal under Hensyntagen til de i Artikel 2 anførte Bestemmelser paatage sig at betale:

1) En Del af det tyske Riges Statsgæld pr. 1. Aug. 1914, beregnet efter Forholdet mellem Gennemsnittet i de tre Finansaar 1911, 1912 og 1913, af saadanne Indtægter fra det overdragne Landomraade, og Gennemsnittet i de samme Aar af saadanne Indtægter for hele det tyske Rige, som Erstatnings-Kommissionen maatte anse for bedst egnet til at repræsentere de paagældende Territoriers Betalingsevne.

2) En Del af den paa den tyske Enkeltstat, til hvilken det afstaaede Territorium hørte, pr. 1. Aug. 1914 hvilende Gæld, fastsat i Overensstemmelse med de ovenfor anførte Grundsætninger. Disse Dele skal fastsættes af Erstatningskommissionen.

Den Maade, hvorpaa den saaledes overtagne forpligtelse skal afvikles, saavel med Hensyn til Kapital som Renter, skal fastsættes af Erstatnings-Kommissionen. Dette kan bl.a. ske paa den Maade, at den Magt, hvortil Omraadet afstaas, overtager Tysklands Forpligtelser for den tyske Gæld, som ejes af dets Undersaatter. Men hvis Afviklingen medfører Betaling til den tyske Regering, skal saadan ske til Erstatnings-Kommissionen som Afdrag paa de Summer, der skyldes for Erstatningen, saalænge nogen Del heraf henstaar ubetalt.

Da Enighed ikke kunde opnaas om Affattelsen af Bestemmelserne vedrørende Overtagelsen af Statsejendommene i de Landomraader, Tyskland skulde afstaa i Henhold til Fredstraktaten, henviste Kommissionen de foreliggende Forslag til det øverste Raads Afgørelse.

Indstilling fra Fredskommissionenes territoriale Kommission
Under 27. Febr. havde Konferencen nedsat et Udvalg, der kaldtes: De territoriale Spørgsmaals Central-Kommission. Den havde til Opgave paa Grundlag af de forskellige Særudvalgs Forslag at optrække de fjendtlige Landes fremtidige Grænser og at udtale sig om de Afsnit af disse Grænser, som ikke omfattedes af de nævnte Udvalgs Arbejder.

Kommissionen havde følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: S. E. Mezes; det Britiske Rige: Sir Eyre Crowe; Frankrig: André Tardieu (med Jules Laroche og Louis Aubert som Suppleanter); Italien: Salvago Raggi; Japan: Otchiai (med Ijuin som Suppleant). Formand var Frankrigs, Næstformand Italiens Repræsentant. — Kommissionen begyndte sin Virksomhed 7. Marts.

I sine Møder 26. Marts og 6. April behandlede Kommissionen den danske Kommissions Indstilling af 19. s. M. og Tillægs-Noten af 4. April. Den vedtog i
sidstn. Møde følgende Indstilling til Konferencens overordnede Instanser:

Overensstemmende med de fra det øverste Raad modtagne Anvisninger har den territoriale Central-Kommission gjort sig bekendt med den af Kommissionen
for de danske Anliggender affattede Indstilling.

Den bifalder enstemmigt samtlige de i Indberetningen og i Tillægs-Noten af 4. April af nævnte Kommission stillede Forslag og anbefaler dem til det øverste Raads Vedtagelse under Forbehold af de nedenfor angivne Ændringer, som er indførte paa det Udkast til Artikler i Traktaten, der medfølger som Bilag til nærværende Indberetning;

1. Artikel I, 2. Udgang: I Stedet for: »de Landomraader, der ligger Nord«, bør sættes: de Landomraader af det tidligere tyske Kejserrige, der ligger Nord……..

2. Artikel I, 6. Udgang: I Stedet for: »Kommissionen skal være i Besiddelse af«, bør sættes: Kommissionen, eventuelt bistaaet af de fornødne Styrker, skal være……..

Vor Kommission har ment, at denne Tilføjelse var nødvendig for at forebygge enhver mulig senere Indsigelse fra Tysklands Side i det Tilfælde, at der vil blive gjort Brug af de Landgangskorps, hvis Tilstedeværelse og Anvendelse er taget i Betragtning.

Vor Kommission mener ligeledes, at i Udkastet til Traktat-Artiklen, der omhandler den Grænse-Kommission, som i Marken skal fastsætte den nye Grænselinje mellem Danmark og Tyskland (Artikel III), bør tilføjes: De Afgørelser, der træffes af et Flertal indenfor nævnte Kommission, skal være forpligtende for de interesserede Parter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Bogen om Toftlund sogn under Første Verdenskrig er et hit

Toftlund Lokalhistoriske Forenings bog “Fra Vestergade til Vestfronten, Toftlund Sogn i 1. Verdenskrig 1914 – 1918”, der udkom i 600 eksemplarer den 11/11-2016, blev revet væk.

I mellemtiden er der blevet trykt et nyt oplag, som også sælger rigtig godt. Den nye udgave er gennemrevideret og forsynet med mange nye oplysninger.

Bogen kan købes på  følgende mailadresse: tlhf6520@gmail.com

Vi fra Den store Krig 1914-1918 vil gerne kraftigt opfordre andre lokalhistoriske foreninger til at lade sig inspirere af Toftlunds fine udgivelse.

bog1

1. april 1919. Krigsfange i København: “Der var Fest hver Dag, ja det hændte, at man kom til Fest baade to og tre Gange paa samme Dag.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København.

Hos Overlærer Scheller boede jeg nu i otte Dage, mens alle Festligheder stod paa til Ære for de hjemvendte Landsmænd.

Der var Fest hver Dag, ja det hændte, at man kom til Fest baade to og tre Gange paa samme Dag.

Vi var først til Gudstjeneste i Holmens Kirke, hvor Provst Fenger talte varmt og gribende. Vi var til Fest paa Raadhuset, Idrætshuset, Cirkus, Studenterforeningen og Alliance francaise.

Der var Massevis af Taler, som jeg havde lidt Besvær med at rumme i Hjernen. Der var Sang og Musik under Tusinder af Lampers straalende Skin, og saa fik vi Lagkage utallige Gange, hvad vore Fangemaver slet ikke var indstillet paa.

Jeg var i flere Teatre. Fru Scheller fulgte mig omkring i Malerisamlinger og Museer. Hr. Scheller kørte med mig gennem Byen paa Sporvogn og viste mig bl. a. alle betydningsfulde Bygninger.

Jeg var til Fest i flere af de Hjem, jeg havde haft Forbindelse med under mit Fangenskab. Overalt blev jeg modtaget med samme Hjertelighed, alle kappedes om at yde deres bedste.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

1. april 1919. Foreslag til ændringer af tredje afstemningszone

H. P. Hanssen til Landraad Böhme
Hjemkommen fra en Rejse til Paris og London finder jeg Deres ærede Skrivelse af 21. Marts 1919. Den Samtale, som i sin Tid fandt Sted efter Deres Tilskyndelse, har jeg anset for resultatløs, da De efter Deres Tilbagevenden fra Berlin ikke kom tilbage til Sagen. I denne Opfattelse blev jeg styrket ved Meddelelser, som kom mig i Hænde i Begyndelsen af Februar fra Kredse inden for Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig. Jeg har derfor anset den da omtalte Ordning for uigennemførlig og ikke forfulgt Sagen yderligere.

Imidlertid er Spørgsmaalets Udvikling gaaet videre i Iltempo, og de Allierede har nu foreslaaet en anden Ordning i Fredspræliminærerne, som vi for vort Vedkommende har sluttet os til. I Henhold hertil overtages Forvaltningen af en international Kommission, bestaaende af 8 Allierede, 1 Svensker og 1 Nordmand sammen med danske og tyske Raadgivere. I Henhold hertil er jeg ikke i Stand til at afgive den af Dem ønskede Erklæring.

 

F. K.s danske Kommission ændrer sin Indstilling
Grev Bent Holstein’s ovenf. omtalte Henvendelse ang. Ejdersted-Halvøen foranledigede Charles H. Haskins til at foreslaa det franske Medlem af den danske Komm., Laroche, at tage under Overvejelse, om

Kommissionen ikke »før vor Indstilling bliver endelig godkendt« paany burde »overveje den Linje Kappel-Tønning, vi — hvad De sikkert vil erindre — fra første Færd havde taget som Udgangspunkt«? Laroche slutter sig til denne Opfattelse og underrettede samtidig Komm.s Formand, som indkaldte Komm. til nyt Møde 4. April 1919.

Her udviklede de amerikanske Medlemmer de Betragtninger — væsenlig de samme, Grev Holstein havde fremsat i sit Memorandum — som ledede dem til at foreslaa Ændringer i tredje Afstemnings-Zones Afgrænsning mod Syd, og stillede følgende Forslag:

1 ) I Artikel I, sjette Linje, efter Ordene »Hollingsted indbefattet«, vil Beskrivelsen af Grænsen blive følgende:
følger derefter den østlige og sydlige Grænse for Husum Amt indtil det Sted, hvor den forener sig med Ejdersteds Amts Grænse, hvis sydlige Linje den følger indtil det nordøstlige Yderpunkt af Byen Frederiksstad, og fra dette Punkt gaar den stik Syd ned til Floden Ejderen, hvis Løb den følger ud i Nordsøen.

2) I Artikel I, femte Afsnit ændres en Linje saaledes, at Ordene: »for at ende Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog«, erstattes med Ordene: »og slutter ved Ejderens Munding«.

Tilsvarende Ændringer vil være at foretage i Indstillingens fjerde Afdeling ved Beskrivelsen af Kortets blaa Linje, samt paa Kortene.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

31. marts 1919. “Værsgod, Sønderjyde! Og velkommen hjem!” Hans Petersen ankommer til København

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad.

VED TOLDBODEN STEG —

Da vi sejlede ind i Øresund var Søsygen helt forbi, nu havde den ogsaa varet i tre Døgn; men ligesaa pludselig den var kommet, var den ogsaa forsvundet, og Humøret steg jævnt og højt.

Ud for Kronborg stoppede vi op. Om Bord kom saa fornemme Folk som Delegationen, der havde været i Paris, bl. a. [statsminister] Neergaard og Forsvarsminister Munch.

Da ogsaa Pastor Jensen kom ombord, blev en Tanke, vi saa tit havde dvælet ved, til Virkelighed: følges ad hjem og sejle ned gennem Sundet, om end det ikke var gaaet saadan, som vi helst havde tænkt det.

Samtidig fik vi Musik. Den spillede alle de kære gamle Fædrelandssange, som rørte Hjertets inderste og blødeste Strenge. Bevægelsen var ved at tage Magten fra En, Hjertet var bævende fuldt af Tak; man maatte næsten spørge sig selv, om ogsaa alt dette skønne var Virkelighed.

Her kom ogsaa Indkvarteringskommissionen om Bord; da mit Navn og  Nummer raabtes op. blev jeg glad overrasket ved at se, at jeg vilde blive modtaget i Land al min “Gudfar”, Lektor Scheller fra Birkerød.

Langs Strandbredden og ved Toldboden stod Tusinder af Mennesker og raabte Hurra og vinkede begejstret fil os. Et Par kendte Mænd derhjemmefra hilste mig hjertelig velkommen hjem; det var Gaardejer Christian Petersen fra Møllmark, og Gaardejer Christian Petersen, Palæet, Graasten.

Forventningsfulde, ja overvældede stod vi der paa Dækket, mens St. Thomas sagte gled mod Land og lagde sig lidt paa Siden, som om den var træt efter den besværlige Rejse.

I hjertelige Ord blev der budt os velkommen hjem til det gamle Land; og under mægtige Jubelraab blev vor kære franske Ven, Professor Verrier, baaret fra Skibet i Guldstol. Jeg havde ikke anet hans Nærværelse før nu.

For mig var det et uforglemmeligt Minut, da jeg steg i Land ved Toldboden og mærkede den faste Bund under Fødderne og atter var hjemme. Den Dag vi havde talt saa meget om og længtes saa meget efter i de lange Udlændighedsaar — nu var den kommet!

En ung Pige rakte mig glædestraalende en Buket hvide Nelliker, idet hun hjerteligt sagde: »Værsgod, Sønderjyde! Og velkommen hjem!«

Da Lektor Scheller paa Grund af Timer paa Skolen var forhindret i at være til Stede, blev jeg modtaget af Datteren og desuden af Schellers Broder Overlærer Scheller og Hustru. De modtog mig paa det allerhjerteligste, bød mig velkommen og udtalte deres Glæde over, at de nu havde faaet mig hjem.

Midt i Glædesrusen steg dog et vemodigt Minde frem.

Mindet om de Kammerater, der ikke oplevede den Lykke at naa hjem. Der døde seks af dem i Aurillac, og paa Hjemrejsen døde to af spansk Syge og bev begravet i Dunkerque. Vi vil holde deres Minde i Ære.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

30. marts 1919. Danevirkefolkenes memorandum afleveres i Paris

Grev Holsteins Memorandum om Sydslesvig

Dr. J. Collin var anden Gang ankommet til Paris 13. Marts 1919. Grev Bent Holstein ankom sammesteds sidst i samme Måned, og de to Delegerede for Mellemslesvigsk Udvalg samarbejdede i den kommende Tid — Dr. Collin forlod Paris i Slutningen af April — paa Løsningen af de Opgaver, der var dem betroet.

I Slutningen af Marts havde Dr. Collin og Grev Holstein udarbejdet to Memoranda, der begge bærer Grev Holsteins Navn,  og af hvilke det ene, omhandlende Ejdersted-Halvøen, vil blive omtalt nedenfor. Det andet omhandler “den nuværende Stilling i Mellem- og Syd-Slesvig” (Memorandum sur la situation actuelle dans le Slesvig moyen el méridional).

Dette Memorandum, trykt paa Fransk i Paris, er udateret. I maskinskreven Form blev det indleveret til Fredskonf. 30. Marts 1919; det trykte Skrift afleveredes 10. April s. A.

Det trykte Skrift omfatter 39 Sider i Oktav, den egentlige Betænkning dog kun 8 Sider; Resten af Skriftet udgøres af 8 Bilag med Oversættelser af Grev Holstein’s Fuldmagt (fra Mellemslesvigsk Udvalg) og Udtalelser (dels i Oversættelse til Fransk, dels paa Tysk) af forskellige Personligheder i Mellem- og Sydslesvig. Bortset fra Red. E. Christiansens Betænkning, som gengives nedenfor, føjer disse Bilag dog intet væsentligt til Hovedteksten, og de er derfor ikke her medtagne.

Skriftet betegner sig som: “Fortsættelse af det af Jonas Collin til Fredskonferencen 20. Februar 1919 overrakte Memorandum om det slesvigske og særlig det mellemslesvigske Spørgsmaal”. Det har følgende Indhold:

“De Begivenheder, som har været foranledigede af Verdenskrigen, den tyske Revolution og Fredskonferencen, har udviklet sig med en saadan Hast, at det har været meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt for Mellemslesvigs Befolkning og navnlig for Bønderne at danne sig en Forestilling om deres nuværende og fremtidige Stilling. Soldaterraadenes Styre adskiller sig kun lidt fra den tidligere preussiske Regerings: Man hindrer stadig Sandheden i at komme frem, og Foredrag, Forsamlinger, Diskussioner m. v. bliver kun tilladt under “Autoriteternes” Kontrol og standses brat, hvis de ikke passer det nuværende Regimente.

Følgelig kan de Anskuelser, der gør sig gældende i Mellem- og Syd-Slesvig, kun vise sig underhaanden — enhver anden Ytringsform er umulig.

Ændringen i Sindelag og Fremtidsønskerne gør sig kun langsomt gældende i disse Egne. Men den er paa Vej, den udvikler sig mere og mere, hvad jeg personlig har kunnet fastslaa under de to Rejser, jeg har foretaget dernede i Februar og Marts Maaned. Jeg skal nu her fremlægge Resultatet af disse Rejser, og hvad jeg iøvrigt har kunnet bringe i Erfaring under mine Samtaler med indflydelsesrige Personligheder i Mellem- og Syd-Slesvig.

Den Egn, hvorom Talen er, er beliggende mellem de to Linjer, som er optrukne paa hoslagte Kort [kortet ses ikke]. Sproget er næsten udelukkende Tysk, men saavel i Sprog som i Dagliglivets forskellige Forhold finder man mange danske Elementer.

Tyskland militære og politiske Sammenbrud sidste Efteraar har foranlediget en Genopblussen af Slesvig-Holsteinismen. Et politisk Udvalg, hvis Opgave er at arbejde for Oprettelsen af en ny tysk Stat, Slesvig-Holsten, Kiel-Kanalens Vogter, er dannet i Rendsborg under Forsæde af denne Bys Borgmester. Dette Udvalg har udfoldet en betydelig politisk Propaganda og derved væsentlig bidraget til at afholde Mellem- og Syd-Slesvigs Beboere fra at gøre fælles Sag med Nordslesvigerne.

Imidlertid har en Petition, som er bleven tilstillet Præsident Wilson angaaende Dannelsen af et udelt og uafhængigt Slesvig-Holsten, for Slesvigs Vedkommende kun givet et middelmaadigt politisk Udbytte  for Ophavsmændene, idet den kun har fundet meget begrænset Tilslutning, selv fra de tysktalende Slesvigeres Side.

I Dag har den nye Slesvig-Holsteinisme ikke længere Fremgang i Sydslesvig; tværtimod er den godt i Færd med at tabe sine Tilhængere. Dens Nederlag er uafvendeligt, med mindre den bliver støttet af Vestmagterne og af de Forholdsregler, disse maatte træffe for at sikre Kiel-Kanalens Internationalisering.

Under de nuværende Forhold i Tyskland føler Sydslesvigerne sig først og fremmest som Slesvigere. De tysktalende slesvigske Bønder finder den Uretfærdighed og det Tyranni, som Tysklands nuværende socialistiske Regering udøver, lige saa afskyværdigt, som det preussiske Embedsmandsregimente var det for Nordslesvigs danske Bønder. Deres Sympatier har været tyske og holstenske, men aldrig preussiske; deres Lokalpatriotisme er meget udpræget. De er nu naaet til Erkendelse af, at de 50 Aar under det preussiske Aag sluttelig kun har bragt dem Skuffelser, Savn og Lidelser. De indser, at Nordslesvigerne nu vil forene sig med et Land, i hvilket Fred, demokratiskliberal Orden og gode økonomiske Kaar hersker. De indser, at økonomiske, sociale og etnografiske Forhold knytter dem til Nordslesvigerne. Det staar dem klart, at Slesvig er en organisk Enhed, og de foretrækker, at størstedelen af Slesvig genforenes med Danmark, fremfor en geografisk Deling af Hertugdømmet, som vilde medføre en økonomisk Lemlæstelse.

Denne Slesvigernes nye Indstilling fremskyndes af Bekymringerne for de knugende  Krigsomkostninger, som de, der forbliver tyske, vil have at betale, saavel som af en voksende Følelse af Ubehag ved i Fremtiden at tilhøre en Nation, der mere eller mindre er sat udenfor de civiliserede Folks Samfund.

Hvad angaar Amterne Eidersted og Husum, Byen Husum medindbefattet, findes her ingen fjendtlige Følelser mod Danmark.

Grev Holstein nævner en Række Personligheder, paa hvis Udtalelser han støtter den Opfattelse, han nys har gjort gældende, og fortsætter:

Hvad Eidersted Amt angaar, bør jeg her tilføje, at en Tredjedel af Jorden tilhører Nordslesvigere, og at en betydelig Del af Resten er udlejet til Slesvigere fra forskellige Egne til Opfedning af deres Kvæg.

Hvad Angel angaar, er Indbyggerne her mere forbeholdne og nøler med at tage Stilling for Danmark; medens Indbyggerne i Amterne Eidersted og Husum gruppevis har undertegnet Petitioner [om Tilslutning til Danmark], foretrækker Angelboerne at underskrive enkeltvis, for at deres Nabo ikke skal faa det at vide. Imidlertid er der dog i Løbet af de to Uger før min Afrejse fra København indsamlet et vist Antal Underskrifter i Angel, og saaledes øges ogsaa her Bevægelsen for Genforening med  Danmark.

Byen Slesvig, hvis Indbyggere for en stor Del er af dansk Oprindelse, vedbliver ikke desto mindre at være temmelig tysksindet, hvad der navnlig skyldes Byens isolerede Stilling og den tidligere preussiske Garnison, som har præget den, medens Husum har været fri for Garnisoner og som Landsdelens største Kvægmarked vedblivende har været i Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Ogsaa i denne Forbindelse nævner Grev Holstein derefter flere Personligheder, til hvis Udtalelser han støtter sig.

Hvad Flensborg angaar, øges ogsaa for dens Vedkommende den danskvenlige Stemning. Flere kyndige Personligheder i denne By mener, at under de nuværende Omstændigheder kan det ikke betragtes som udelukket, at Danmark vil kunne opnaa Flertal.

I Almindelighed kan man sige, at den Fjendtlighed mod Danmark, som findes i Slesvig, er paa Vej til at omdannes til en velvillig Holdning, som Tilfældet har været for X …

Af Interesse er det at kunne fastslaa, at de Anskuelser, som næres af “Mellemslesvigsk Udvalg”, deles af alle indflydelsesrige Sydslesvigere. I denne Forbindelse tillader jeg mig at henvise til medfølgende Memorandum fra Flensborg Avis’ Redaktør, Hr. E. Christiansen.

Saavel de tysktalende Slesvigere som indflydelsesrige danske Slesvigere anbefaler til Sikring af det gunstigst mulige Udfald af en Folkeafstemning i Sydslesvig følgende Foranstaltninger:

1) Hurtigst mulig Udvisning af de preussiske Embedsmænd.
2) Udvisning af de tyske Soldater.
3) Udvisning af de russiske bolchevikiske Agenter og de tyske Spartakister, af hvilke der findes en Del i Byerne (Flensborg, Aabenraa og Slesvig).
4) Ordre til den tyske Regering om øjeblikkelig at ophøre med Udskrivningerne af Landbrugsprodukter i Slesvig.
5) Tilladelse for Danmark til at sende Levnedsmidler til Sydslesvig mod Sikkerhed for, at intet bliver genudført til Tyskland. (Som Følge af Udskrivningerne af Kvæg er Bestanden bleven formindsket med Halvdelen. Desuden har Bønderne næsten ingen Korn eller Kartofler til Udsæd nu til Foraaret. Danmark vilde uden Tvivl være i Stand til at forsyne Egnene med det nødvendige.)
6) Afsendelse af en sydslesvigsk Delegation til Paris.
7) Godkendelse af det af Sydslesvig selv i Overensstemmelse med “Mellemslesvigsk Udvalg” stillede Forslag om, at Folkeafstemningen skal finde Sted paa følgende Maade:
A. Hele Slesvig eller i det mindste Landet indtil Linjen Dannevirke-Tønning tilbagegives Danmark.
B. Efter en vis Frist skal Befolkningen i den sydlige Del have Adgang til at stemme for en Genforening med Tyskland — altsaa saa at sige: “en omvendt Paragraf Fem”.
Kiel-Kanalen
Sluttelig vil jeg fremsætte nogle Ord om Sydslesvigernes Opfattelse af Spørgsmaalet om Kiel-Kanalen.
I denne Henseende er vi aldeles enige med de nationale og Entente-venlige Kredse i Danmark, og deres Mening er følgende:
For at sikre en varig Fred, for at hindre det slesvig-holstenske Spørgsmaals Genopstandelse, for at  opnaa Fred og Ro for den slesvigske Befolkning er det nødvendigt at skille Danmark (henholdsvis Slesvig) fra Tyskland ved Hjælp af en international Zone paa begge Sider Kiel-Kanalen.

Naar denne Zone er oprettet, vil ingen Slesviger være i Tvivl om, at Landet bør tilhøre Danmark, og ingen vil agitere for Genforening med Tyskland. Det er min Overbevisning, at kun et ganske lille Mindretal vil ønske en saadan Genforening med Tyskland, men det vil kunne udnyttes af dygtige tyske Agitatorer.

Varig Ro og Fred i disse Egne er nødvendig ikke blot for Danmark, men for hele Europa, i hvis Historie det slesvigske Spørgsmaal har foranlediget saa megen Uro.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Danmarks fremtidige Grænse mod Syd er det min — og jeg tør sige de allerfleste danske Flensborgeres og Mellemslesvigeres — Overbevisning, at en Linje Slien— Dannevirke— Frederiksstad vil være en for vort Folk fuldt retfærdig Grænse.

Paa Linjen Slien— Dannevirke svarer den til, hvad der er dansk Folkegrund.

Ejdersted er saavel som Vestkysten beboet af Frisere. Dets Marskjorder kan daarligt undværes for den nordslesvigske Kvægavl. Meget af dets Jord er paa nordslesvigske Hænder, og vide Krese af  Befolkningen i Ejdersted vil næppe have noget imod at komme tilbage til Danmark. Jeg mener, at Danmark kan magte denne Grænse, naar det indfører et fornuftigt Styre, idet de nuværende gode økonomiske Vilkaar vil lette den for en stor Del fortyskede Befolkning i Mellem- og Sydslesvig Tilslutningen til Danmark.

Da de nye Grænser imidlertid skal drages paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelses-Ret, og dette, især for et lille Land, giver den bedste Betryggelse for Fremtiden, og da ved Valget i 1867, det første Valg, efter at Løftet i Pragfreden var givet, Grænsen for dansk Flertal gik sønden om Flensborg og over til Tønder, mener jeg, at der bør holdes paa, at saafremt Danmark faar Tilbud om at faa hele vor fraskilte Landsdel tilbage, bør det tage imod dette Tilbud, og derefter, naar den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig tilkendegiver Ønske herom, inden for en nærmere fastsat Frist give denne Befolkning Lejlighed til ved en distriktsvis Afstemning sydfra at stemme sig bort fra Danmark til Tyskland, hvor Flertallet af de stemmeberettigede stemmer derfor, selvfølgelig dog saaledes, at der tages rimelige geografiske Hensyn.

Denne Afstemningsmulighed bør dog ikke tilstedes længere nordpaa end til den Linje, der af den nordslesvigske Vælgerforening er draget som Grænse for et samlet nordslesvigsk Afstemnings-Omraade (Krusaa-Dalen – Vesterhavet Syd for Vidaaens Udløb), for at Nordslesvig med sit utvivlsomt danske Flertal straks kan føle fuld Tryghed.

Den Frist, indenfor hvilken en Afstemning sydfra maa berammes, bør fastsættes under Hensyn til, at den mellemliggende Uvisheds-Tilstand vil medføre adskillige Ulemper, især ogsaa for Flensborg By. Desuden maa Afstemnings-Vilkaarene være fuldt betryggende og i alt Fald ikke daarligere for den trofaste danske Befolkning, end der kan være Tale om nu at faa paa Grundlag af den nordslesvigske Vælgerforenings Resolutioner.

For Flensborgs Forbliven ved Danmark maa det være tilstrækkeligt, Naar ikke et overvældende Flertal af de stemmeberettigede udtaler sig for at komme bort fra Danmark.

Paa denne Maade opnaas, at ikke den danske Befolkning behøver at stemme sig tilbage til sit gamle Fædreland. Genforeningen sker som en Selvfølge, og derefter har den fortyskede Befolkning Lejlighed til at stemme sig bort.

Dette synes at være den mest tiltalende og værdige Løsning.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. marts 1919. Grev Holsteins memorandum om Ejdersted

Grev Holsteins Ejdersted-Memorandum

Formentlig 22. eller 23. Marts 1919 havde Grev Bent Holstein en Samtale med Charles H. Haskins; ved denne Lejlighed udtalte Greven, “at der paa Halvøen Ejdersted findes et meget stærkt danskvenligt Sindelag”, og anmodede om, “at Folkeafstemnings.-Grænsen i denne Egn maa blive ført ned til en Linje, der ender ved Tønning”.

Greven afleverede 30. Marts 1919 en maskinskreven Note om dette Spørgsmaal; den blev de nærmest følgende Dage trykt under Titlen Memorandum concernant la péninsule de Eidersted, par le comte B. Holstein, mandataire du comité du Slesvig moyen (Paris, 5 Sider Oktav).

Skriftet, der afleveredes omkring den 12. April til Fredskonf., indledes saaledes:

“Idet jeg henholder mig til det Memorandum, Dr. Collin har tilstillet Fredskonf.s belgiske [danske] Kommission, til hvem Studiet af det slesvigske Spørgsmaal er overdraget, og idet jeg ligeledes henholder mig til det Memoradum, jeg nylig har tilstillet Konferencens kompetente Organer, tillader jeg mig her som Supplement at tilføje nedenstaaende Oplysninger vedrørende den slesvigske Halvø Ejdersted.

Ligesom Dr. Collin er jeg befuldmægtiget af “Mellemslesvigsk Udvalg” i Flensborg for i Paris at udtrykke de danske Mellemslesvigeres Ønsker og Synspunkter vedrørende Danmarks fremtidige Grænser. Jeg er ligeledes Tolk for et stort Antal tysktalende Sydslesvigeres Synspunkter og Ønsker, der fuldstændig falder sammen med Opfattelsen hos de danske Mellemslesvigere og en stedse voksende Del af Nordslesvigerne.

Ejdersted
Ejdersted-Omraadet, altsaa den Halvø, der Nord for Ejderens Munding skyder sig frem i Nordsøen, er under alle Synspunkter knyttet til Mellemslesvig og Nordslesvig.

Det etnografiske Synspunkt.
Befolkningen i Ejdersted er frisisk, fra Oldtiden indblandet med danske og fra Slutningen af det 16. Aarhundrede med hollandske Elementer. Hertugen af Alba’s Forfølgelser fremkaldte Udvandring fra Holland, og henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede slog en hel Koloni af hollandske Flygtninge sig ned i Ejdersted. Denne Koloni, der etnisk og kulturmæssigt var de indfødte Frisere overlegen, har paa alle Omraader bidraget væsenlig til Befolkningens Udvikling.

Det frisiske Sprog er forsvundet i Ejdersted som næsten overalt i Slesvig. I enkelte afsides Egne findes endnu Rester deraf, men stærkt iblandet tyske Ord. Hele Befolkningen i Ejdersted taler og skriver Tysk. Mange forstaar Dansk som Følge af deres Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Økonomiske og politiske Synspunkter.
Ejdersted er landbrugs- og handelsmæssigt uadskilleligt knyttet til Mellem- og Nordslesvig. En Tredjedel af Ejdersteds frugtbare Jorder tilhører Nordslesvigerne, og en stor Del af den øvrige Jord er udlejet til Slesvigere fra Hertugdømmets forskellige
Egne, som sender deres Kvæg til Græsning og Fedning paa Ejdersteds Enge.

Opdrætningen af Korthornskvæg, der er stærkt udbredt i Vestslesvig ligesom i Jylland, har saa at sige sit Midtpunkt i Ejdersted, hvor de bedste Tillægs-Tyre af nævnte Race findes. Der foregaar regelmæssig Udveksling af Kvæg mellem Ejdersted og Vestslesvig og derigennem med Jylland.

Byen Husum, der er Midtpunkt for denne Udveksling og Sæde for det vigtigste Kvægmarked i Slesvig, vilde tabe al sin Handel, og Grundlaget for dens økonomiske Tilværelse vilde blive sat paa Spil, hvis den blev adskilt fra Ejdersted.

Indbyggerne i Ejdersted har derimod hverken etniske, økonomiske eller sociale Forbindelser med Befolkningen i Ditmarsken, d. v. s. den nordvestlige Del af Holsten mellem Kiel-Kanalen og Ejderen, skønt Vilkaarene for Landbruget i Ditmarsken er ganske de samme som i Ejdersted. Bønderne i Ditmarsken er tyske og af en helt anden Stamme og har intet tilfælles med Befolkningen i Ejdersted. De kender ikke hinanden og omgaas kun lidt, undtagen af private og forretningsmæssige Aarsager; man kan endog sige, at der findes en vis Rivalitet mellem Ditmarskerne og Befolkningen i Ejdersted.

Ejdersteds Befolkning føler sig nøje knyttet til sine “Landsmænd”, de frisiske Bønder, der bor langs Mellemslesvigs Vestkyst, og det vilde være ganske urigtigt at skille dem fra disse deres Slægtninge og bedste Venner.

Forholdet til Danmark.
Befolkningen i Ejdersted nærer ikke de fjendtlige Følelser overfor Danmark, som forekommer i Angels Befolkning.

Dens Stilling er velvillig — hvad der for det første skyldes dens hyppige Forbindelse med Nordslesvig, og for det andet den sproglige og administrative Frihed, den under det danske Herredømme altid har nydt godt af.

Kong Christian VIII. besøgte Ejdersted i 1842 og blev overalt modtaget med hjærtelig Begejstring af Befolkningen.

Ejdersted er den Del af Sydslesvig, hvor Modsætningen mellem tysk og dansk lettest vil kunne udjævnes, og der er næppe Grund til at frygte Irredentisme i denne Egn.

Af alle disse ovennævnte Grunde tillader jeg mig at henlede Fredskonferencens kompetente Organers Opmærksomhed paa den Interesse og den Betydning, det vil have at udstrække en eventuel Rømning af Mellem- og  Sydslesvigs tyske Embedsmænd og Soldater til ligeledes at omfatte Halvøen Ejdersted.

Jeg benytter Lejligheden til paany at fremhæve, hvilken økonomisk Nødvendighed det er for Slesvig, at den tyske Regerings Udskrivninger af Landbrugsprodukter forbydes snarest mulig og senest samtidig med, at Rømningen finder Sted. En saadan Forholdsregel fra de Allieredes Side vil gøre det bedste Indtryk i Slesvig. Den vil paa een og samme Gang vise Slesvigerne de Allieredes Magt og Velvilje og paa denne nemme Maade vinde dem Sympatier, som ikke er uden politisk Betydning.

Samtidig henleder jeg Opmærksomheden paa de tyske Spekulanters Opkøb af Jord og Grunde i Nordslesvig. Allerede nu er Jordprisen 30 % højere i Nordslesvig end i den øvrige Del af Slesvig.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

29. marts 1919. På vej hjem: “Dejligt var det efter saa mange Aars Forløb atter at skue en dansk By”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad. Hjemfarten blev dog præget af dårligt vejr og søsyge!

Da Stormen flovede af, og Dagen kiggede ind til os gennem Koøjnene, laa der et værre Hus i Kahytten, og Luften var uhyggelig stram.

Vi skyndte os derfor op paa Dækket, mens en Matros gik i Lag med at ordne dernede.

Vi var da lige ved at sejle gennem en hel lille Snestorm, som dækkede for al Udsigt. Men snart begyndte Danmarks Kyst lidt efter lidt at blive synlig.

En Del af os stod oppe paa Kommandobroen og stirrede  længselsfuldt mod Land. Der laa Skagen i Morgendisen mellem Sandklitterne saa ægte dansk med sine hvide Mure og røde Tagsten.

Skønt der blev kaldt paa os til Mad, var der ikke Tale om, at vi vilde bytte dette herlige Syn med et Maaltid Mad. Dejligt var det efter saa
mange Aars Forløb atter at skue en dansk By, ja, det var ikke til at rive sig fra.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Ny bog om Zeppelinere: Jens Robdrup – Zeppeliner. Da krigen blev luftbåren.

Der er kommet en ny bog om zeppelinere.

Forlaget meddeler:

PRESSEMEDDELELSE

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren
af Jens Robdrup

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren.
”Der var sus i luften af store vingeslag. Menneskeånden vandrede på Kløvermarksvej, beredt til at beundre en af sine sejre. Vi mærkede vort eget hjertes hastige slag, følte, hvorledes det er gennem de store mænds udholdende og målbevidste arbejde, at menneskehedens fremtid skabes.”

Således blev luftskibet, ”Hansa” med dets skaber, den tyske greve von Zeppelin om bord, modtaget og en halv million københavnere jublede. I England derimod betragtede man zeppelinerne med frygt og bæven.

Kun få år efter viste det sig berettiget, da zeppelinerne under 1. Verdenskrig kastede bomber ned over byerne. Et nyt krigsvåben var skabt.

Da krigen blev luftbåren fortæller om det militære og politiske magtspil, der udfoldede sig under 1. Verdenskrig omkring Danmark.

I dette kom zeppelinerbasen i Tønder i daværende tyske Nordslesvig til at spille en tragisk rolle for Danmark.

I ”Da krigen blev luftbåren” møder man H. G. Wells, Conan Doyle, marineminister Winston Churchill, forsvarsminister Munch, prins Heinrich og hans storebroder, kejser Wilhelm II, admiral Kofod-Hansen, krigsminister Christian Tuxen, udenrigsminister Erik Scavenius, strandfoged Mads Villadsen, W. O. Bentley og mange andre, der den gang kom til at øve indflydelse på begivenhederne.

Men hovedpersonerne er grev von Zeppelin, zeppelinerkaptajn, von Buttlar Bradendenfels og søløjtnant, Walter Yeulett fra den engelske flåde.

Von Zeppelin døde som olding i 1917, von Buttlar Bradensfels fik en lang karriere, mens Walter Yeulett kun blev 19 år. Men han bidrog til at udslette zeppelineren som et terrorvåben.

Info
Bogen udkommer den 18. marts og leveres i hardcover til 250,- ex forsendelse. Den kan bestilles hos din lokale boghandler, eller direkte på forlagets hjemmeside www.veterania.dk

Sideantal: 142
Pris: 250,-
ISBN: 978-87-93589-06-3
Forlag: Veterania

Pressemateriale
Materiale i trykkvalitet, kan frit downloades til brug for medieomtale via vores pressesite www.mindzone.dk
Ønskes specielle billeder eller tekster fra bogen, kontaktes forlaget.

Forlaget Veterania

Alex Schou Jensen
Stærevej 4

4040 Jyllinge

webwww.veterania.dk

 

28. marts 1919. Fredskonferencens Fem-Mands Raad godkender Indstillingen fra Kommissionen for danske Anliggender

Ved Regeringschefernes Beslutning af 24. Marts var Femmandsraadet for saa vidt blevet opløst, som Konferencens Præsident havde meddelt dette, at fra 25. s. M. vilde Regeringscheferne (alene) samles to Gange daglig “for at forberede Arbejdet”.

Af det oprindelige Timandsraad blev derefter de allierede og associerede Hovedmagters Udenrigsministre tilbage, og det paagældende Organ fik da Navnet: Udenrigsministrenes Raad (undertiden ogsaa kaldet: “de Fem”, til Adskillelse fra Regeringschefernes, Konferencens øverste Raad: de fire Store).

Udenrigsministrenes Raad havde følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Robert Lansing; det Britiske Rige: A.J. Balfour; Frankrig: Stephen Piehon; Italien: Sidney Sonnino; Japan: Makino. Formand var Frankrigs Repræsentant.

I sit Møde 28. Marts behandlede Raadet den danske Kommissions Indstilling af 19. marts 1919. Tilstede var André Tardieu som Formand for og Jules Laroche som Medlem af den danske Kommission, førstnævnte tillige i sin Egenskab af Formand for den territoriale Kommission. Der fandt en længere Forhandling Sted.

Formanden sammenfattede den i følgende Udtalelse:

Indstillingen er godkendt .med de af A. J. Balfour nævnte Forbehold og under Forudsætning af det øverste Raads Billigelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

28. marts 1919. Hvad skal der ske med den sønderjyske del af den tyske handelsflåde?

Den danske Gesandt tilstillede 28. Marts 1919 Fredskonf. følgende Note:

Den tyske Handelsflaade, der er stillet til de allierede og associerede Magters Raadighed, tæller et vist Antal Skibe, hjemmehørende i  slesvigske Havne.

Jeg tillader mig allerede nu at henlede Opmærksomheden herpaa, idet jeg anmoder den høje Konference om at træffe de fornødne  Bestemmelser om, at Skibe, hjemmehørende i den Del af Slesvig,  som tilbagegives Danmark, kan komme til at følge deres Hjemland  og antage dets Nationalitet i det Øjeblik, Tysklands Handelsflaades  Skæbne endelig afgøres, eller, hvis det er muligt, saa snart den høje  Konference har fastsat Danmarks nye Grænse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

27. marts 1919. Resolution fra Vælgerforeningen vedrørende flytning af toldgrænsen

Foranlediget af en stedfunden Drøftelse om at flytte den dansk-tyske Toldgrænse ned Nord for Flensborg 2 Dage efter Afstemningen i 1. Zone vedtog Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråd den 27. Marts 1919 enstemmigt følgende Res.:

Vælgerforeningen henstiller til sin Formand hos den danske Regering at virke hen til, at Toldforholdene i Overgangstiden mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig ordnes saaledes, at, uden at det i nogen Maade kommer Nordslesvig til Skade, Flensborgs Handel ikke afskæres fra sit Opland.

Note: Den 9. April 1919 meddelte H. P. Hanssen i Tilsynsrådet, at den danske Regering paa ovennævnte Henvendelse havde svaret, “at en Flytning at Toldgrænsen ned til Flensborg efter den første Afstemning stod fast. og derved kunde der ikke rokkes”.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

 

Foredrag den 2. april ved Jørn Buch om Versaillesfreden

1.Verdenskrig kom til at danne skel mellem de såkaldte ”gode gamle dage” og den forvirrede og komplekse Mellemkrigstid med mange nye stater, som fik store økonomiske og sociale problemer. Hvor meget skyldtes Versailles-freden 1919 mellem Tyskland og de allierede lande?

Spændende foredrag med den erfarne foredragsholder Jørn Buch fra Haderslev.

Sted: Rigsarkivet, Haderslevvej 45, Aabenraa

Tid: 15:00 – 16:30

Mere om foredraget:

Versailles-freden pålagde bl.a. Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, men var også med til at sikre mere retfærdige grænser i det nye Europa, da mange af de nye grænser blev trukket ud fra det nye princip om nationernes selvbestemmelsesret. Men det blev ikke alle grænser, som var så moderne, hvad der skulle give store problemer.

Danmark havde været neutral under 1.Verdenskrig, men med Versailles-freden gik drømmen om en Genforening med dele af Sønderjylland i opfyldelse med folkeafstemningen i 1920.

Foredraget vil gøre rede for baggrunden for Versailles-freden og dens indhold, ligesom der vil blive diskuteret dens konsekvenser for udviklingen i Mellemkrigstiden og dermed for udbruddet af 2.Verdenskrig kun 20 år efter Versailles-fredens ikrafttræden.

 

 

 

25. marts 1919. Søsyge! “Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi skulde have lettet Anker samme Dag, dog alle Forsøg var forgæves. Der var Ebbe i Havnen. Først om Tirsdagen slap vi af Sted.

Langsomt og stille gled St. Thomas bort fra Kajen udefter. Der blev vinket fra Skibet og vinket igen fra de faa tilfældige Arbejdere, som netop røgtede deres Dont; og under disse fordringsløse Former svandt Kysten al det Land, hvor jeg havde oplevet sælsomme Ting i de henrundne fem Aar af min bedste Ungdom.

Skibet gik støt, og idet vi gik ned i Kahytten, slappedes Spændingen lidt, og vi gav os Trygheden i Vold. Ja, vi følte os saa trygge nu, alt gik efter Ønsker og vi satte os hen og passiarede fornøjeligt ved en Kop dansk Kaffe.

Men vi var ikke kommet ret langt ud i Kanalen, før end Skibet pludselig begyndte at gynge og svinge fra den ene Side til den anden. Det kom ganske uventet med underlige Følelser af Skuffelse og Angst. Hvad var det?

Der indtraadte nu andre ganske mærkværdige Fornemmelser, som jeg slet ikke kunde forklare mig. Mine Øjne stod stille, jeg blev svimmel og fik voldsomme Kvalmeanfald. Munden løb mig fuld al lunkent Vand. Der maatte være noget i Vejen med Kaffen, tænkte jeg; men nu kunde jeg ikke holde det gaaende længere, i en Fart maatte jeg sætte en halv Kop Kaffe og en Mundfuld Brød til Side og skynde mig op paa Dækket.

Næppe var jeg kommet ovenpaa, førend jeg maatte ofre. Jeg vilde saa nødig og holdt igen af alle Kræfter, men forgæves. — Aa, hvor jeg dog var sølle, og hvor al Ting løb rundt for mig. Maagerne fløj skrigende langs Skibssiden og æggede mig til at ofre mere, og naar der saa var kommet et Par Gylp, gjorde de Nar ad mig med nogle overlegne Vræl.

Før kunde jeg godt lide Maager, men den Dag syntes jeg, det var nogle dumme Fugle.

Hele Dagen maatte jeg ligge i Køjen, det var mig ikke muligt at hæve Hovedet eller staa paa Benene, og der var mange, der var lige saa daarligt stillede som jeg. Da vi kom over under Englands Kyst, gik Skibet mere jævnt, og jeg var oppe for at se den høje, graa Klippekyst.

Langs med Kysten gik det udmærket; men da vi først kom ud i Nordsøen, fik vi en lille Forsmag paa Elementernes uhyre Kræfter. Stormen tog til herude, og Bølgerne blev større og større. Skibet duvede og rullede, saa det var os næsten ikke muligt at være andre Steder end i Køjen. Bølgerne brødes med en uhyggelig Larm mod Skibets Sider og sprøjtede ned til os i Kahytten, skønt Lugerne var lukkede. Stormen hylede og fløjtede fælt i Takkelagen, som om det hele skulde fejes bort i næste Sekund.

Ved de store Duvninger kom Skruen ud af Vandet og snurrede rundt som rasende, saa Skibet sitrede og skælvede over hele Skroget, som en Fjende, der havde faaet sit Banesaar ved et Bajonetstik. Det var især uhyggeligt om Natten, naar man ingenting kunde se.

Da Lugerne var lukkede, havde man sat et Par Spande ned til os til Brug ved Opkastninger. Men det var sjældent, at en Mand naaede helt hen til Maalet, førend det var sket. Desuden havde det ikke nyttet stort, thi Spandene væltede og trillede omkring, hvergang Skibet for Alvor begyndte at rulle.

Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede. Kasser, Fodtøj og nedfaldne Klædningsstykker laa paa gulvet og sejlede rundt i dette Uføre.

Nogle laa og stønnede og jamrede sig, andre var fuldstændig lige glade, hvordan det gik; de havde opgivet sig selv og alt Haab om at naa hjem. Hist og her lod der fortvivlede Udbrud: »Jeg dør, jeg dør!« — »Vi kommer aldrig over dette her!« — »Nej, hellere ligge i Skyttegraven endnu et helt Aar og saa rejse over Land hjem!« — »Hellere vilde jeg bide mig et Par Fingre af end gøre denne Tur en Gang til!« — »Ja, vi gaar saamænd allesammen lige direkte til Hel — Hel hylp — ah — Hel — goland!«, kom det læspende i syg Galgenhumor.

To Sergenter, som havde snydt sig om Bord, begge Hjemmetyskere, hvoraf jeg godt kendte den ene, nemlig Møllersvend Karl Hansen, laa i deres egen Elendighed og udtalte højt deres Glæde over de andres Ildebefindende; deres højeste Ønske var, sagde de, at Skibet vilde gaa til Bunds med Mand og Mus, saa disse fordømte Danske kunde dø allesammen.

Der var knebent med Soveplads om Bord, hvorfor jeg laa indeklemt mellem Klaus Hansen og Hans Fourholm fra Broager Men det var jeg godt tilfreds med, blot vi kom af Sted mod Hjemmet saa hurtigt som muligt.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

24. marts 1919. På vej hjem: “Tænk, at jeg nu gik omkring paa et dansk Skib”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi ankom til Dunkerque Mandag Morgen, og efter en Times Ventetid paa Gaden var vore Papirer i Orden.

Det næste Holdt var nede ved Kajen, hvor Øjet saa ud over en hel Skov af Skibsmaster. Jeg søgte og fandt snart gamle Dannebrog vajende fra Agterstævnen af Dampskibet St. Thomas, som skulde føre os ud af Fangenskab.

Jeg undrede mig over de sorte Skikkelser, som bevægede sig paa Dækket, dog snart genkendte jeg blandt dem nogle af mine gamle Kammerater, de havde til Brug paa Rejsen faaet udleveret hver en dansk Soldaterkappe.

Ved at høre de første kære danske Ord fra Skibsbesætningen gik der mig som elektriske Strømme gennem Kroppen. Tænk, at jeg nu gik omkring paa et dansk Skib og om et Par Dage vilde stige i Land ved Toldboden i København.

Og snart skulde vort elskede Sønderjylland genforenes med vort gamle Land: det var et Eventyr. Hjertet hamrede lydt i Brystet.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

24. marts 1919. Rigsregeringen forlanger kommunevis afstemning og 2/3 dansk flertal, før afståelse

Gennem Wolffs Bureau udsendte Rigsregeringen 24. Marts 1919 følgende Erklæring:

Rigsregeringen er nu som før rede til loyalt og uden Bagtanker at bringe Wilsons Program om Folkenes Selvbestemmelsesret til Anvendelse paa de danske Dele af Nordslesvig.

Den gaar altsaa ind paa, at det Spørgsmaal bliver forelagt Nordslesvigerne, om de vil være danske eller forblive tyske. At der i sidste Tilfælde ikke blot tages det mest vidtgaaende Hensyn til Slesvig-Holstenernes kulturelle Ejendommeligheder som saadanne, men ogsaa til de danske Elementer iblandt dem, derfor borger det nye Tysklands Aand.

Forsøget paa at løse et nationalt Stridsspørgsmaal paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten er forøvrigt netop for Nordslesvigs Vedkommende ikke nyt. Det blev allerede alvorligt overvejet i Revolutionsaaret 1848, saavel af den provisoriske Regering og de forenede Landsstænder som af Magterne.

Det dukkede fornyet op paa Londonkonferencen i 1864 og fandt endelig sit Udtryk i Pragfredens Artikel 5.

Men Forudsætningen for Selvbestemmelsesretten er en fri Afstemning, hvorigennem Befolkningens sande Vilje kommer til Udtryk. Skal der, som Danskerne foreslaar det, afstemmes i Nordslesvig som en Helhed, saa vilde deraf følge, at utvivlsomt tysksindede Dele af Nordslesvig, især i  Mellemslesvig [det vil i denne forbindelse (tysk synsvinkel) sige: egnen mellem Aabenraa og Løgumkloster, RR] nordfor den saakaldte Clausenske Linje, vilde blive majoriserede.

Men efter at Danskerne selv forlanger kommunevis Afstemning i Mellemslesvig, kan man simpelthen ikke se nogen Grund til at forholde Nordslesvigerne denne Afstemningsmaade.

Rigsregeringen vil derfor med Eftertryk træde i Skranken for, at den
nye Grænse fastsættes paa Grundlag af Afstemningsresultaterne i Kommunerne, ogsaa for saa vidt Nordslesvig kommer i Betragtning.

Præsident Wilson har opstillet det Princip for Polakkerne, at kun Omraader med en ubestridelig polsk Befolkning skal tilfalde den nye Stat. Dette Princip maa ogsaa finde Anvendelse paa Nordslesvig.

Rigsregeringen vil derfor arbejde for, at der kræves to Tredjedels Flertal for Afstaaelsen af nordslesvigske Omraader. Kravet om en kvalificeret Majoritet svarer saa meget mere til, hvad billigt er, og til det Wilsonske Princips Aand, som i Øjeblikket en Række materielle Fordele af forbigaaende Art falder i Vægtskaalen til Fordel for Stemmeafgivningen for Danmark.

Kommer de til at gøre Udslaget, saa vil der ikke naas en Løsning i Folkeforsoningens Aand, men da vil der danne sig en tysk Irredenta, saa snart disse Fordele ikke mere vil findes eensidigt ved Danmark.

Endelig synes det at være en Selvfølge, at alle Slesvigere maa have denne Stemmeret, og at Deltagelsen i Afstemningen ogsaa maa holdes aaben for de tyske Nordslesvigere, der vender tilbage fra Krigsfangenskabet ligesom for de dansksindede Landsmænd, som Ententen fortrinsvis sender hjem.

Var det end et uomgængeligt Krav for Rigsregeringen at give Anvendelsen af det af det antagne Wilsonske Program paa det nordslesvigske Spørgsmaal sin Tilslutning, saa tør dog Slesvig-Holstenerne være overbeviste om, at den har fuld Forstaaelse af de Følelser, som bevæger Befolkningen i begge Hertugdømmer i Øjeblikket, og som har deres Rod i en aarhundred gammel fælles Historie.

Rigsregeringen ærer disse Følelser og er sig saa meget stærkere sin Pligt bevidst til eftertrykkeligt at træde i Skranken for alle Slesvig-Holstenernes Ønsker, som er forenelige med Wilsons Program, og at varetage Tyskhedens Interesse i Nordgrænselandet i enhver Henseende.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

23. marts 1919 – Sønderjysk Fodboldkamp

Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

København er — det véd alle — en fodboldinteresseret By. Og da det blev bekendt, at vore sønderjydske Gæster under deres Ophold i England havde uddannet et Fodboldhold, var det jo selvsagt, at der, mens de opholdt sig i København, maatte etableres en lille Match.

A.B. var straks villig og indbød Sønderjyderne til en Kamp paa sin Bane Søndag den 23. Marts.

Det tjener nu ikke det københavnske Fodboldpublikum til synderlig Ære, at ikke flere end det godt og vel Par Hundreder Tilskuere, der havde givet Møde, interesserede sig for at konstatere, hvor megen Fodboldkultur, vore sønderjydske Landsmand havde tilegnet sig i Feltham-Lejren. Saa snart der pibes til Samling af A.B. mod K.B., „Frem“ eller B. 93, skal de nok troppe op; men er det lidt ud over det almindelige, som her: en Match, hvis Kampmoment formodes at være ringe, holder de sig borte.

“Det sønderjydske Hold faar efter Fodboldkampen overrakt et Erindringsbæger” 23. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”, 1919.Og det var virkelig interessant at se, hvad Sønderjyderne havde lært sig. Selvfølgelig kunde de langt fra hamle op med de veltrænede Studenter.
De spillede som Folk gør det, der kommer sent med i Legen, men frisk og fair, med god Villie og Forstaaelse af Spillets tekniske og taktiske Principper.

Efter Spillet holdt Raadmand Jessen Tale og forærede paa „Sønderjydsk Fond“ s Vegne hver af Gæsterne et lille Sølvbæger til Minde om
Kampen.

23. marts 1919. Hans Petersen på vej hjem: “Krigen er Vanvid, grufuld, umenneskelig”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Dagen gryede, men endnu var der tre Timer, til Toget gik. Jeg kastede mig paa Sengen med Tøj og Støvler paa. Ved Sengen stod Kufferten pakket og en Papæske med mine faa Ejendele parat til hurtig Udrykning.

Hovedet var tungt, men Tankerne arbejdede stadigt, Jeg susede af Sted i Toget mod Hjemmet i stadig stærkere Fart. Puh! hvor jeg svedte, hvor var det dog varmt i det Tog!

Poul rev Døren op og brølede: »Kaffen er færdig!«

Jeg sprang op, vaad af Sved. En hurtig Slurk Kaffe, meget god for Resten, alle Bønner var gaaet med dertil, og saa fik vi uddelt Æg og Ost til Rejsen.

Næppe var den sidste Sjat Kaffe sunket, saa snappede hver Mand sine Sager, og af Sted gik det med bankende Hjerter i Ilmarch til Banegaarden. Det gjaldt om at skynde sig, bare se at komme med, da det nu endelig var blevet Alvor.

Paa Banegaarden fik vi udleveret Bisquit, Brød, Spegesild og Blodpølse, og saa suste vi af Sted til Paris Derfra gik det videre til Dunkerque.

Undervejs blev der sunget, spillet og fortalt; ingen tænkte paa at sove.

I Nærheden af Dunkerque saa vi et sidste Glimt af Krigens Foreteelser, nemlig en Del Skyttegrave, Kanon-Standpladser, bombesikre Jordhuler til Værn mod Flyverangreb, og inde i Byen hele Rækker af Tanks, der med deres kolde, plumpe, uhyggelige Staallegemer fik mig til med en Gysen at tænke paa alle de frygtelige Timer i ubeskrivelig Rædsel, som jeg havde oplevet det Aar, jeg var med i Felten.

Krigen er Vanvid, grufuld, umenneskelig.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Ny bog om Burkal Sogns faldne

Forlaget Hartung og Rens & Omegns Lokalhistoriske arkiv meddeler:

Tirsdag den 15. juni 1915 blev en sort dag for Burkal Sogn. To af sognets mænd, begge familiefædre på henholdsvis 38 og 39 år, blev dræbt i en skyttegrav ved Puisaleine nær Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. De blev ramt af den samme granat og døde af deres kvæstelser. Hver af dem havde fem børn derhjemme – i alt 9 piger og 1 dreng i alderen 5 til 16 år. 10 børn i det lille Burkal Sogn mistede på én gang deres far. Begge mænd, Christian og Marcus havde et lille landbrug, den ene på Rens Mark, den anden i Bov.

De to mænds historie fortælles – sammen med 73 andres – i en ny bog, som er kommet til verden i et samarbejde mellem Kitta og Sven Petersen fra Forlaget Hartung og Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Bogen har titlen ”De, der aldrig kom hjem – 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn”.

Sognets 75 faldne har Kitta og Sven Petersen tidligere skildret i 5 årgange af Historisk Årbog – fra 2014 til og med 2018. Årbøgerne udgives af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Beretningerne om de faldne er i den nye bog blevet skrevet om og suppleret med en del ny viden samt helt nyt kort- og billedmateriale i farve og sort/hvid.

Desuden er der tilføjet et helt nyt afsnit om, hvordan man på ”hjemmefronten” klarede hverdagen i Burkal Sogn, såvel under som efter krigen, hvor det lille lokalsamfund var blevet drænet for mandlig arbejdskraft i alderen fra 17 til 45 år. Her kom de tildelte russiske krigsfanger til hjælp. I hvert fald to af dem valgte at blive i sognet efter krigen, blev gift og stiftede familie. Deres historie fortælles også.

Bogen ”De, der aldrig kom hjem” vil blive præsenteret i forbindelse med ’Sønderjysk Kaffebord’ Skærtorsdag den 18. april fra kl. 13 til 17 i Museum ’Mellem Slesvigs Grænser” i Rens på adressen Pebersmarkvej 4, 6372 Bylderup-Bov.

Bogen er på 130 sider, er indbundet og trykt i farver. Prisen er 150,- kr.

Den kan købes ved arrangementet i museet i Rens 18. april – og fra 1. maj i museets åbningstid eller efter aftale på tlf. 21 32 61 04.

Har man ikke mulighed for at komme til Rens, kan bogen desuden købes direkte fra Forlaget Hartung.

Så kommer der porto oveni (med fragtfirmaet DAO: 40,75 kr.). Bestilling hos forlaget på e-mail: forlagethartung@yahoo.dk

22. marts 1919. Afsked med Aurillac: “Hjem til mor! Hjem til mor!”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.

Den [næst-]sidste Lørdag i Marts var Hans Poul Petersen og jeg paa Arbejde i Grusgraven. Skovvejene trængte til en lille Udbedring; de var blevet medtaget af Kørslen i Vinterens Løb. Skovlens Plade klang mod Grusharpens Kant, mens Kiselstenene trillede ned ad det flettede Staalnet.

Hans Poul var i daarligt Humør. Utroligt, hvor opfindsom hans Hjærne var med at fremdrage alt det, der kunde vrøvles om.

Det er dog skammeligt,« sagde han, »saadan en Tid det tager med disse hersens Fredsforhandlinger. De Herrer dernede i Paris laver ikke et Hak; de bryder sig ikke en Døjt om, at vi gaar her og længes efter Kone og Børn. Jeg tror min Sandten ikke, at vi kommer hjem endnu det første Aar! Og de kan heller ikke undvære mig derhjemme; der ligger en Masse Arbejde og venter paa mig, og hvad i al Verden skal det blive til i Høsten. Det bliver ravgalt!«

»Saa, saa, Hans Poul,« indskød jeg, »tag den nu lidt med Ro; maaske siger vi Farvel til Frankrig, inden vi aner det.«

»Ja, du, du kan sagtens snakke, du har hverken Gaard, Kone eller Børn. En lille Trøst er der da endnu, og det er, at Tyskerne ikke har vundet Krigen, thi saa havde de pinedød rendt med baade Hus og Hjem. nu haaber jeg da, at Stumperne er holdne, naar jeg kommer filbage.«

Med ét kom Peter Lauritsen fra Avnbøl løbende og raabte ned i Grusgraven til os: »Ja, nu kan I godt holde op med at arbejde, for nu skal vi hjem til Mor!!! –

Der gik en Bæven igennem os, og vi stirrede paa ham. Var han en Gæk, eller bragte han et himmelsk Budskab? Var det sandt, eller var det ikke sandt?

Tankerne stod stille mellem Tro og Tvivl, og kun langsomt blev de rangeret over paa Troens Spor. Stiltiende saa vi fra den ene til den anden.

»Maa vi nu virkelig ogsaa tro det?« spurgte Hans Poul lavmælt.

»Ja, ja!« raabte Peter Lauritsen, »vi fik Telegram Kl. fire, at vi skal rejse i Morgen tidlig med første Tog!«

Og saa løb han tilbage igen tværs over Markerne.

Nu var vi overbeviste. Det vidunderlige var sket.

Om et Par Dage vilde vi, efter en begejstret Rejse, sidde hjemme hos Mor. Fem Aars Krig og Fangenskab vilde være tilbagelagt og alt være godt igen.

I en Haandevending fik vi Arbejdsredskaberne ind i Skuret, og
saa tog vi Vejen i Trav. Sikken en Fremdrift der var kommet over os!

I Kantonnementet var der et vældigt Røre. Der var en Spørgen og Raaben, Løben frem og tilbage, Kufferter og Kasser blev pakket; valgt og vraget blev der blandt de gamle Sager, en vaskede sig, en anden barberede sig, og en tredie kogte Kaffe — altsammen med en Ivrighed, man slet ikke var vant til at se.

Rejsebudskabet havde en uhyre psykisk Virkning. De halte kunde løbe, de døve var lutter Øre; alt det klagende, det sure og gnavne, Smerter, Sygdom, Opposition, »Fangeklaps«-Psykosen — alt var forsvundet med ét Slag. Var det de samme Mennesker?!

»Hjem til Morl«
»Hjem til Mor!!«

Saadan lød det i Forbigaaende, som en hjertelig, frydefuld Hilsen, det laa i Stemmen, i Tonefaldet. I disse tre Ord laa fem Aars Savn og Hjemlængsel.

Nu var der imidlertid indløbet Ordre fra Hr. Eriksen i Paris, at vi skulde have en Festmiddag til Afsked.

Køretøjet blev rekvireret nede fra Slottet, og et Par Mand fremskaffede i susende Trav de allerede bestilte Madvarer fra Vendome. Der var Suppe med Oksekød, Kalvesteg, Fisk med grønne Ærter. Dertil fik vi saa meget af Hr. Eriksens udmærkede Vin, som vi vilde drikke. Til Dessert var der Chokolade og Smørkræm.

Fine Sager. Chokoladen smagte meget delikat; men med Hensyn til Smørkræmen var der delte Meninger.

Nogle rystede paa Hovedet og skar Ansigter, andre skyllede i en Fart den første Mundfuld ned med et Glas Vin for derefter i Tavshed at studere de andres Miner. Nogle taktløse Brushoveder paastod endog ganske respektstridigt, at Smørkræmen smagte af Sennep.

»Poul! hvor er Poul, ham Køkkenhingsten« ?
»Hør, Poul, hvad er det her for en Slags Dessert?«
»Dessert!« — Poul smagte en Skefuld og spyttede
».Ja, nu maa I skam undskylde mig allesammen i Skyndingen har jeg rent glemt at sige Jer, at det her var Sennepsaucen, som I skulde have haft til Fisken.«

»Aa, dit Brokkethoved! Nu har vi siddet her og spist denne Sennepsauce med Ske i den gode Tro, at det var Smørkræm!«

Vi festede til langt ud paa Natten, der var alligevel ingen af os, som kunde sove.

Ved Midnatstid kom jeg i Tanker om, at jeg dog burde sige Farvel henne i Købmandshandelen hos Motheron.

Begge de gamle Mennesker sad da oppe endnu for at vente paa mig. »Vi vidste bestemt, at De vilde komme for at sige Farvel til os, inden De rejste hjem,« sagde de. Den gamle venlige Mor havde endog bagt
ekstra gode Boller, som stod paa den lille Trækulsovn for at holde sig varme, til jeg kom.

Vi drak et Glas Vin til Bollerne, og ved Afskeden blev jeg omfavnet
af dem begge to og fik et rørende Kys paa Kinden med et: »Farvel og lykkelig Rejse!«

Derfra gik jeg hen til »Sutten« og hendes Mand for at se, om de var oppe. Døren var lukket; men da Manden hørte, at det var mig, lukkede han straks op. Jeg er bedrøvet over, at jeg ikke har hørt om Deres Afrejse noget før,« sagde han, »thi saa havde jeg købt et
Kalvehoved og lavet det lækkert til i Olie og Eddike.

De kan tro, det skulde være blevet en rigtig Afskedsfest; men er De sulten, skal jeg straks gaa hen til Slagteren for at se, om han har noget.«

Jeg takkede for hans smukke Tanker og maatte forsikre ham flere
Gange, at jeg intet kunde spise. Jeg sagde Farvel og fik en halv Flaske gammel Vin med paa Rejsen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab