Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Under tilbagetrækningen fra Esternay ankom II. Bataljon, Infanterie-Regiment 84 til Montreuil-aux-Lions den 8. september 1914, totalt udmattede efter at have marcheret og kæmpet uafbrudt siden indmarchen i Belgien midt i august. Her fik regimentet ordre til at gå i stilling for at sikre den tyske hærs tilbagetrækning.
Om morgenen den 9. september fik 1. Deling fra 5. Kompagni under Offizierstellvertreter Johannes Clausen fra Schleswig ordre til at etablerer en fremskudt postering ved broen over Ruptin åen i Villers-sur-Marne – der i dag hedder Villers-St. Denis – og dermed spærre vejen fra Marne mod nord. Clausen havde grad af Vizefeldwebel, men ophøjet til midlertidig tjeneste som officer, deraf gradsbetegnelsen »Officersstedfortræder«. Clausen havde en forudanelse om ikke at ville komme tilbage. Inden afgang bad han en ven hilse forældre og forlovede. Efter at have fået udleveret tornystre fra bagagevognen gik turen mod syd.
Omkring kl. 1030 mødte delingen en officerspatrulje fra et ukendt regiment. Denne fortalte, at målet allerede var besat af englænderne, og anbefalede, at delingen returnerede til eget kompagni, da opgaven dermed ikke kunne løses. Clausen valgte imidlertid at forsætte. Efter at have passeret Coupru fortsatte han til Domptin under marchsikring uden at møde et menneske. En mindre fremsendt patrulje kunne kun konstaterer, at broen og Villers ganske rigtig var besat af englænderne.
Clausen bragte herefter delingen tilbage til en stilling bag Domptin, hvorfra han både kunne overvåge vejen og landsbyen. Klokken var efterhånden blevet 12 middag, da en engelsk kavaleri-patrulje dukke ud i udkanten af Domptin. Delingen lå den komme tættere på, hvorefter den åbnede ild. 2-3 ryttere slap tilbage ud af syne.
Clausen valgte nu yderligere at falde tilbage gennem Coupru, og gik i stilling langs en hulvej nord for landsbyen, hvorfra han både kunne overskue Coupru og Domptin. Kort efter dukkede en engelsk skyttekæde op på omkring 2 km afstand, mens kavaleri opererede på venstre flanke. På dette tidspunkt blev delingens cykelordonnans Peter Antzen fra Maugstrup ved Haderslev sendt afsted for ved 5. Kompanie af få nye ordre. Antzen kom under ild ved Ferme Paris og måtte flygte. I første omgang meldt savnet, nåede han senere tilbage til kompagniet.
Delingen langs hulvejen kom hurtigt under angreb fra tre sider, og ildkampen blev hele tiden mere intens. Flere faldt eller blev såret. Så angreb afsiddet kavaleri på venstre flanke. Delingen gik i opløsning. Nogle forsøgte at flygte nordpå gennem skoven tilbage mod kompagniet i Montreuil-aux-Lions. Det lykkede for nogle, men ikke ret mange. Clausen selv faldt med skud i hovedet.
5 Kompagni mistede i alt 23 sønderjyder ved Montreuil-aux-Lions. Af disse faldt ikke mindre end 12 i engelsk fangenskab; 7 blev meldt savnet, en enkelt faldt, mens to blev såret. Da 5. Kompanie ikke deltog i større kamphandlinger ud over Clausens patrulje, må den langt overvejende del af tabene stamme fra denne patrulje.
Krigsfanger. Johan Andersen fra Styding – Hans Behrendt fra Branderup – Peter Bernsen fra Varnæs – Hans Birk fra Arnummark – Karl Falkenberg fra Jelsskov – Hans Jørgensen fra Seggelund – Søren Krab fra Kastrup – Karl Kudsk fra Kastrup – Jørgen Lind fra Mastrup – Niels Ohlsen fra Haderslev – Christian Petersen fra Branderup – Hans Tiedeman fra Aabenraa
Savnet: Christian Boesen fra Ullerup – Johannes Clausen fra Jüsing, Slesvig – Hans Fogh, Høirup – Peter Friedrichsen fra Flensborg – som dog kom tilbage til enheden – Viktor Mathiesen fra Haderslev – Marius Møller fra Haderslev – Lauritz Tambo, Branderupmark
Faldt: Johan Boisen, Ladegaard
Såret: Christian Lorenzen fra Bollerslev – Thoms Lund fra Skodborg – død på lazaret i Berlin