Den tyske marine besluttede i efteråret 1914 at bygge to luftskibshaller lige nord for Tønder. De to hangarer var identiske: 180 meter lange, 40 meter brede og 32 meter høje.
Allerede i december 1914 var byggeriet af den første så langt fremskredet, at den kunne tages i anvendelse som nødhavn.
Den stod helt færdig den 19. februar 1915 og fik i første omgang navnet ”Marine” – senere blev den omdøbt til ”Toni”.
Dens søsterhal stod færdig den 21. marts 1915. Den blev først døbt ”Joachim”, men kom senere til at hedde ”Tobias”.
Når de fik navne, der begyndte med ”TO”, så hænger det sammen med, at Tønder jo som bekendt hedder Tondern på tysk. Det skulle være let at identificere den korrekte hal selv over en støjende radiolinje.
Inden hallerne overhovedet var blevet fuldt operative, blev de alarmeret: De to luftskibe L3 og L4 havde været på rekognoscering over Nordsøen og var løbet ind i stormvejr.
Det var endnu ret primitive luftskibe med åbne gondoler og ret svage motorer. Hvis de løb ind i modvind, så kom de nærmest ikke ud af stedet, og hvis en motor svigtede, var så de ilde stedt.
Tønderbasen gjorde klar til at tage imod de to nødstedte luftskibe, men ingen af dem nåede frem: L3 strandede på Fanø og L4 på Børsmose strand ved Esbjerg. L3’s besætning blev reddet, men L4’s besætning var ikke så heldig. Et par stykker nåede at hoppe af på stranden, men idet luftskibet blev befriet for deres vægt, steg det til vejrs igen og blæste til havs. Siden har ingen set det.
Se mere om L3’s stranding på Fanø her: http://www.mitfanoe.dk/index_php/da/fanos-historie/strandinger-og-redningsvaesen-pa-fano/strandinger/581-zeppeliner-forlis-den-17-februar-1915/
Men hvorfor havde den tyske flåde overhovedet sendt de to luftskibe ud i sådan et herrens vejr? De skulle ud og se, om kysten var klar for en top-hemmelig mission: Et tysk forsyningsskib var blevet kamufleret som et dansk handelsskib, fyldt med forsyninger til de tyske tropper i Tysk Østafrika og udstyret med en dansktalende besætning – i hovedsagen sønderjyske matroser fra den tyske marine.
De slap igennem Nordsøen. Men det skyldte nu nok mere det skrækkelige vejr end luftskibenes indsats.
L3’s besætning blev interneret i Danmark og dele af Zeppelineren kan ses på bl.a. Krigsmuseet i København, Mosede Fort, Zeppelin & Garnisonsmuseet i Tønder og på Sønderborg Slot i særudstillingen “Sønderjyderne og Den store Krig.”