Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

I stilling syd for Chemin des Dames

Tilbagetrækningen fra Montreuil-aux-Lions natten til den 10. september 1914 var uforståelig for bataljonen. Man havde jo standset englænderne. Hvorfor så igen tilbagetrækning? Alle var trætte og udmattede, ingen syntes at kende situationen ud over, at der stadig kunne høres kanontorden fra syd og vest. Og endnu værre – man var løbet før for kort, så man vidste ikke, hvor man var: det ville være en katastrofe at miste kontakten til kolonnen.

Kl. 2 nåede man via Sablonnière og Villers-la-Vaste til Gandelu, men allerede en time senere fortsatte marchen: Chateau Brumetz, Chézy-en-Orxois, Neuilly-St.Front, Villers-le-Petit, Louâtre, Villers-Helon til Tigny, 10 km syd for Soissons, hvor der endeligt blev gået i bivuak – men nej. Igen blev alle beordret på benene, og marchen fortsatte yderligere 5 km via Villemontorie til slottet i Buzancy. Poster blev sat ud og alle fald i søvn. Heldigvis var natten til den 11. november rolig.

Den 11. september fortsatte tilbagemarchen over Rozères til højderne nordøst for Septmonts, 5 km sydøst for Soissons. Efter en meget sejl opstigning blev der til alles lettelse indrettet en forsvarsstilling ved Carrière l’Evêque med front mod syd. Hele I. Bataljon plus 7. og 8. Kompanie fra II. Bataljon gik i stilling, mens resten af bataljonen placeredes 1,7 km nord for gården, med III. Bataljon som reserve i stenhuler ved Billy-sur-Aisne. På den positive side blev det opdaget, at bageren i Septmonts stadig havde brød. Der blev meget hurtigt udsolgt! Modsat begyndte det nu at regne og forvandle alle veje til mudder. Vejr og mudder passer godt på stemningen. Heller ikke tab undgik man. 8 mand såredes under fjendens artilleribeskydning af den nye stilling.

Opholdet i stillingen blev kort. Allerede ved midnat til 12. september blev den rømmet, og nu gik turen over Venizel over Aisne til Bucy-le-Long og langs floden til Chivres, og herfra op på bakkerne nord for Fort de Condé. Marchen var dermed endelig slut. Bataljoner blev spredt i bivuak – II. Bataljon i skovhjørnet nord for Verdonne. På grund af den tætte underskov var det umuligt at slå lejr i skoven, men man måtte i stedet anvende en stubmark, der i regnen meget hurtigt forvandledes til mudder. Lykkeligvis var der rigeligt med halm i stakke på marken.

Da regimentschefen, Oberst v. Amelunxen, måtte melde sig syg – og døde få måneder senere – skete der en rokering: Fra II. Bataljon overtog Major Maibauer Regimentet, mens Hauptmann Paul Hülsemann overtog II. Bataljon.

Den 13. september var der befalet marchberedskab kl. 0500. Imidlertid var bataljonens vogne sunket i jorden til akslerne på den bløde stubmark, og det krævede både 4 og 6 hestes forspand at få den trukket fri. Først en halv time senere kunne marchen forsættes over Nanteul-la-Fosse til Ferme de Colombe, 1 km vest for Jouy. Det store gods var belagt med et sanitetskompagni, og måtte ikke betrædes, men der var i nærheden en stor staklade, hvor der var plads til alle. Bataljonens træn blev sendt til Caurains Ferme, 2 km længere mod nord.

Den relative fred var forbi den 14. september. Fjenden overskred Aisne ved Vailly-sur-Aisne, og fra tysk side blev der øjeblikkeligt givet ordre modangreb. Fra Infanterie-Regiment 84 blev III. Bataljon sat ind i angrebet, der kom til at udvikle sig til en mødekamp med englænderne. Bataljonen led store tab og også I. Bataljon måtte indsættes. Angrebet måtte indstilles, I. Bataljon overtog linjen og III. Bataljon trukket ud. II. Bataljon var også sendt mod syd, men blev allerede kl. 0630 trukket tilbage til Ferme de Colombe. Senere blev 7. Kompanie sendt frem til vejen 800 meter øst for Ferme de Colombe til dækning af artilleriet, mens 8. Kompanie placeredes 500 meter længere mod syd.

Den 15. september fortsatte den fjendtlige forstærkning af Vailly og der var kraftig artilleri. Helt frem til den 27. ville der blive stærk aktivitet i området. 6. og 8. Kompanie sendes frem til Aizy for at spærre dalen i retning Vailly. Da denne opgave imidlertid allerede var løst af et kompagni fra Inf.Regt. 24, placeres kompagnierne i Aizy. Resten af bataljonen var stadig placeret ved Ferme de Colombe.

Den 16. september overtog III bataljon forreste stillingen. 6. Kompanie graver sig ned syd for en gård med en deling skudt frem til broen 600 meter syd for Aizy. Selve broen var blokeret af en barrikade. Der sendes kontinuerligt patruljer frem mod Vailly, men disse standses inden byen af ild fra skovkanten ved les Grande Ries. Vejret var stadig meget vådt og koldt, og der begynder at opstå mange sygdomstilfælde. 5. Kompanie fik derfor lov til at bruge gårdens fårestald, hvor der er varmt og tørt. Senere for også den vagtfri del af 7. Kompanie lov hertil. 8. Kompanie stadig i Aizy.

Den 17. september blev I. Bataillon afgivet til 6 Infanterie Division til deltagelse i et angreb ved Rouge Maison Ferme, 2 km sydøst for Aizy. Angrebet den 20. september koster bataljonen store tab. Først den 26. september returnerer den til regimentet.

Den 18. september blev det II. Bataljons tur til at blive indsat under 6. Infanterie-Division til helt at spærre Aizy dalen. 5. og 7. Kompanie rykker ud fra gården kl. 0530 og indgår i stillingen, hvor 6. Kompanie efterfølgende blev afløst. Under en patrulje fra 6. Kompanie mod Vailly bliver Wehrmann Peter Paulsen, født i Diernæs den 19. april 1892, dræbt af et skud i hovedet. Der var stadig mange tilfælde af dysenteri, og der blev derfor oprettet et infirmeri i Aizy. Selvom byen ligger indenfor det engelske artilleris rækkevidde, gjorde opholdet godt for soldaterne, som hurtigt igen kunne vende tilbage til deres enheder. Under kampene den 19. september ved Rouge-Maison Ferme lå II. Bataljon i reserve, men kommer ikke til anvendelse.

Den følgende dag blev bataljonen flyttet til en slugt 1 km øst for Aizy bag Inf.Regt. 24. Kun 6. Kompanie forbliver i Aizy. Det drejer sig om en dyb slugt fra vejen Pargny-Filain – Vailly, 1.7 km syd Chemin des Dames i vestlig retning mod den sydlige udkant Aizy. I bunden løb et vandløb med udløb i Aizy-åen. En sti langs vandløbet var af regnen forvandlet til mudder. Skråningerne var dækket af buskads kantet af popler og egetræer. Bataljonschef Hülsemann udtrykte betænkelig ved placeringen, men brigadechef General v. Babian afviser det med en bemærkning om, at der hidtil aldrig er sket noget i slugten. Fjenden ved imidlertid, at der er tropper i slugten, da der hele tiden er fly i luften. Allerede under indrykning falder tunge engelske granater. En tilfældig træffer ramte 7. Kompanie, men som ved et mirakel bliver tabene kun 1 død og 6 sårede.

Indkvartering sket i halmhytter lavet tidligere af 24 Inf.Regt. Bataljonen gik straks i gang med afvanding og befæstning af veje og stier med faskiner. Dagene 22. til 24. september forløb uden særlige begivenheder ud over den fortsatte spredte artilleribeskydning. Vejret er klaret op med varme, men i slugten er der stadig koldt og vådt. Den 23. september ankommer de første Jernkors for indsatsen ved Tirlemont.

Den 25. september blev en begivenhedsrig dag for bataljonen. Allerede tidligt var den fjendtlige artilleribeskydning livlig, men ved middagstid sad folkene i lejren og rengjorde deres våben, mens folk fra 7. Kompagni var sendt til Aizy for at hente middagsmaden ved feltkøkkenet. Kl. 12 slog en tung granat ned i 5. Kompagnis lejr, fulgt af en i 7. Kompagni. Flere blev såret eller faldt. Blandt disse var Gefreiter ved 5. Kompanie Frederik Kristian Moos, født den 24-10-1891 i Bramdrup. Der gik ild i flere af halmhytterne, der i vinden hurtigt bredte sig. Røgskyen på himmelen var et udmærket sigtepunkt for den engelske artilleri, der øgedes. Ikke alle våben og udrustning kunne reddes ud af de brændende hytter og de eksploderende patroner gjorde redningen yderligere vanskelig.

Næsten 1/3 af kompagniernes våben gik tabt og gør den i forvejen svage bataljon endnu svagere. Blandt dem, der roses for indsatsen var den 1-års frivillige Max Hansen fra Tønder. Han faldt i 1915 som Offizierstellvertreter i Vogeserne. Som resultat af episoden flyttes bataljonen til en meget rummelig stenhule ved Hameret-Ferme nordøst for Aizy. I første omgang hentes erstatningsvåben ved trænet, men slet ikke i tilstrækkelige mængder. Træn enhederne måtte herefter klarer sig med russiske geværer,

Allerede kl. 0100 natten til den 26. september fik bataljonen ordre til at den kl. 4 skulle være fremme ved Ferme de la Royere på Chemin des Dames godt 3 km derfra. Her havde 6. Inf.Div. et våbensamlested, hvor der skulle udleveres de manglende våben. Desværre var der heller ikke her nok våben, og de udleverede våben ydermere i dårlig stand. Først hen ad vejen lykkedes det at fremskaffe de manglende geværer fra forbindepladser og lazaretter. Modsat var erstatning for de brændte frakker og teltflager et større problem, der i første omgang måtte løses ved udlevering af ekstra tæpper.

Fra Royere gården fortsatte bataljonen til Froidmont-Ferme, 3 km længere mod øst ad Chemin des Dames, hvor den skulle danne reserve for 11. Infanterie-Brigade. Da gården var belagt med et sanitetskompagni, placeredes 5. og 7. Kompagni i en hule ved gården og 8. Kompagni bag en mur langs vejen mod Braye og i enkelte nærliggende huse, men blev allerede næste dag også flyttet ind i hule, med kun sikringsposter i vejkrydset 200 meter vest for gården. 6. Kompagni flyttes fra Aizy til Ostel, mens trænet flytter til Chevregny, senere til Pargny-Filain. En ordre til afløsning i fronten udsættes på grund af mangelfuld bevæbning.

Afløsningen af dele af Füsilier-Regiment 35 i stillingen på bakkerne øst for Ostel skulle iværksættes kl. 21, men kl. 2030 kom nye ordre: hele regimentet skal i stedet samles ved l’Ange Gardien syd for Vaudesson, 2 km nordvest for Jouy. Efter at være nået hertil fortsatte marchen den 27. september over Neuville-Terny til Leuilly, 12 km nord for Soissons, hvor den forbliver i hvil indtil den 30. september. For første gang under krigen var den dermed kommet udenfor rækkevidde af det fjendtlige artilleri. Og for første gang under krigen blev der her modtaget erstatningspersonel hjemmefra. Herfra ville turen gå til Moulin-sous-Touvent og 6 måneders skyttegravskrig.