Ny bog om spionerne i Sønderjylland præsenteres på Sønderborg Slot

Ny bog om efterretningstjenester og spioner 1848-1870 præsenteres i Riddersalen på Sønderborg Slot søndag den 15. juni kl. 14:30.

Der er fri entré for deltagere i bogpræsentationen og adgang fra kl. 14:00.

Kristian Bruhn præsenterer sin nyeste bog: “Rigets overlevelse. Efterretningstjenesten og statens sikkerhed”, bind 1.

Forfatteren skriver om bogen:

Kort efter nederlaget i 1864 skrev de danske officerer et bjerg af bøger om de slesvigske krige og afslørede alle krigenes hemmeligheder, men de udelod én detalje: spionerne i Sønderjylland.

Hærens brug af spioner var det eneste, der aldrig blev afsløret, og det var der en særlig grund til. Efter krigen i 1864 oprettede hæren en ny organisation, som fik navnet ”det hemmelige efterretningsvæsen”. Det er rødderne til det, der i dag hedder Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). FE har eksisteret uafbrudt siden 1867, men har flere gange skiftet navn – og har siden forandret sig meget!

Da efterretningstjenesten blev skabt, var den så hemmelig, at den officielt ikke eksisterede, og på Finansloven blev den gemt under overskriften ”uforudsete og ubestemte udgifter”. Det var en genskabelse af efterretningstjenesten under krigen i 1864, og spionerne i Sønderjylland var de samme. Måden at operere på var også grundlæggende den samme. For ikke at afsløre efterretningstjenesten og agenterne i Sønderjylland valgte man derfor at udelade det tema i de krigshistoriske bøger om 1848-50 og 1864.

Heldigvis blev efterretningstjenestens arkiv fra 1864 ikke destrueret. Det er for første gang blevet undersøgt, så nu kan der sættes navne på de hemmelige agenter i Sønderjylland. Spionhåndværket tager tid at lære, og det gik let galt. De gamle papirer viser, hvordan spionerne arbejdede i det skjulte, og hvordan officererne lod sig lede og vildlede af de skiftende fjendebilleder.

Kort efter krigen i 1864 begyndte planlægningen af den næste krig. Tophemmelige forberedelser til en dansk-fransk alliance fandt sted bag om ryggen på Christian IX i mere end tre år, og det var derfor efterretningstjenesten blev genskabt.

Hidtil ukendte operationsplaner om en fælles dansk-fransk generobring af skanserne på Dybbøl har overlevet i Paris og kaster helt nyt lys over de danske militære forberedelser, som fandt sted i årene op til den fransk-tyske krig 1870.

Kristian Bruhn (f. 1976) er uddannet cand.mag. og ph.d. fra Københavns Universitet. Hans forskningsområde er Danmarks politiske og militære historie fra 1848 til 1920. Han har skrevet diverse artikler på dansk, tysk, fransk og engelsk. Rigets overlevelse er hans første bog.

Rigets overlevelse er et tobindsværk om Forsvarets efterretningstjeneste fra de slesvigske krige til 1. verdenskrig. Det er historien om den militære trussel mod Danmark, og hvordan efterretningstjenesten gradvist blev skabt. Det første bind er udgivet, og bind 2 udkommer i 2026.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *