Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Bataljonen fra Haderslev: Flugt over grænsen
Selvom jeg endnu ikke i mit arbejde med II. Bataljon, Infanteri-Regiment 84, er stødt på medlemmer, der unddrog sig yderligere krigstjeneste ved at gå over grænsen til Danmark, er det dog sandsynligt at det skete.
Spørgsmålet om sønderjyder, som deserterede ved at gå over grænsen til Danmark, har mange facetter. I forbindelse med hjemmesiden https://denstorekrig1914-1918.dk har en af de frivillige medarbejdere, Peter Weber, gennem de sidste 10 år lagt et stort arbejde i en navneliste over dem, som af den tyske hær blev efterlyst som »fahnenflüchtig«, dvs. var deserteret.
Man kan se listen og yderligere dokumentation lige her: Desertører | Den Store Krig 1914-1918
Listen opdateres løbende.
Omkring 30.000 blev indkaldt som tysk soldater under krigen, 5.000 faldt, mange blev invaliderede og endnu flere mærket af krigens rædsler resten af deres liv. Hvorfor benyttede ikke alle muligheden for at unddrage sig værnepligten og senere krigen?
Grænsen til Danmark var forholdsvis let at krydset illegalt. I modsætning til f.eks. at grænsen til det neutrale Holland var der hverken højspændingshegn eller pigtråd, og den blev kun reelt bevogtet ved de officielle grænseovergange, mens resten kun afpatruljeredes. Generelt var de tyske grænsevagter af ældre årgange, der ikke kunne anvendes ved fronten. De danske grænsegendarmer nord for Kongeågrænsen lagde på ingen måde hindringer i vejen, og alle desertører blev modtaget med åbne arbejde og med hjælp til at komme videre. Selve passagen af grænsen skete både på egen hånd, uden hjælp, men også med hjælpe fra grænsebeboere.
En af årsagerne var politisk. Blandt andre H.P. Hanssen, de dansksindedes medlem af den tyske rigsdag, opfordrede kraftigt til at aftjene værnepligten. Der var i fredsaftalen med Preussen efter nederlaget i 1864 indført en paragraf, hvorefter det var muligt at afholde en folkeafstemning i forbindelse med en grænserevidering. Hvis alle unge mænd forsvandt fra Sønderjylland ville det kunne ses på et eventuelt valgresultat.
En anden årsag var, at Sønderjylland på tidspunktet i hovedsagen var et landbrugsland med mange store og mindre gårde. Hvis sønnerne gik over grænsen, hvem skulle så overtage dem, og gårdene ville som straf højst sandsynligt gå på tyske hænder.
At der var preussiske regler, der vanskeliggjorde de dansksindede i at overtage gårde, er min egen morfar et eksempel på. Efter 1864 var det ikke alle, der valgte at blive preussiske statsborgere – de såkaldte »optanter«. Da han giftede sig med eneste datter fra en gård, kunne han ikke efter de tyske regler få lov til at overtage gården – og kvinder da slet ikke. Han måtte derfor bide i det sure æble og blive tysk statsborger. Som han selv sagde: »Det kostede mig to års værnepligt og 4 års krig«.
At der var soldater, der valgte at deserterer, er jo en kendsgerning. Det medførte i løbet af krigen forskellige begrænsninger i sønderjydernes mulighed for orlov. En periode var der orlovs-spærre for hele området nord for Flensborg – den nuværende grænse, mens der på andre tidspunkter skulle foreligge en tilladelse fra myndighederne i den enkelte soldats hjemkommune.
I de efterhånden mange tyske regimentshistorier, jeg har oversat, er der kun få antydninger af illoyalitet. Tværtimod fremhæver mange af de tyske officerer, at »nordslesvigerne var gode soldater og gode kammerater, der fuldt ud gjorde deres pligt«.