Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.
Vi løb tværs over markerne, og foreløbig gik det ned ad bakke. Til at begynde var vi en samlet flok af kanonerer; men det varede ikke længe, inden vi var spredt. Der var mange soldater fra de forskellige våbenarter, og alle løb de uden at se sig tilbage. Af og til faldt der en eller flere, men de blev liggende.
Enhver havde nok med at sørge for sig selv. Jeg løb ned efter byen Oeuilly, og da jeg kom ind i byen, stod der en sadlet hest, der havde et sår bag ved venstre forben – en flænge p. ca. 10 cm. Rytteren var formodentlig blevet skudt af hesten.
Jeg fik fat i hesten, svang mig hurtigt op på den, men jeg gav mig ikke tid til at få benene i stigbøjlen, og da jeg klemte hælene ind i siden på hesten, sprang den til i vild galop – og jeg faldt af – Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, ned til korsvejen og ville efter Troissy.
Her kom netop en køkkenvogn i fuld fart. De sad to mand på forvognen og piskede på hestene. På bagvognen var to frie siddepladser. Jeg løb efter vognen håbende på at fa en siddeplads; jeg var lige ved at nå den, men kræfterne slap op, og jeg måtte se på, at den stak af, lige foran næsen af mig.
Derefter svingede jeg ind på marken igen og løb ned efter Marnefloden. Dog bemærkede jeg, at en granat slog ned i køkkenvognen og indhyllede både vognen og hestene i en sort røg. Jeg tænkte straks, at det var godt, at jeg ikke nåede at få plads bag på vognen. Da røgen fortrak sig en lille smule, kom køretøjet igen frem.
Bagvognen var skudt bort, men på forvognen sad de to mand og piskede fremdeles på hestene. Jeg fortsatte, alt hvad jeg kunne, ned mod Marnen. Kammeraterne fra 1/407 så jeg ikke mere til, derimod var der mange andre – infanterister og artillerister samt soldater fra alle andre våbenarter.
Alle løb de, det de kunne, og vi havde alle en fornemmelse, at “de sorte” var lige i hælene på os. Efter en til to timers forløb kom jeg ned til Marnefloden. Her lå sergent Felix Ploschaichik i græsset. Han pustede, så det bogstaveligt peb og fløjtede ud af lungerne på ham. Han var ved at pille sine ordensbånd og 1. kl. af jemkorset af frakken.
Jeg mindes tydeligt, at han sagde: ”Mehr hat Christus nicht gelitten auf Erden, als wir hier leiden mussen, jetzt geh ich in Gefangenschaft!“ (Mere har Kristus ikke lidt på jorden, end vi her må lide, nu går jeg i fangenskab).
Jeg kastede mig ned i græsset ved siden af og sagde, at jeg gik med.
Vi lå nogle minutter i græsset og pustede, men så kom der en trop løbende, og de råbte til os, at vi skulle se at komme bort, for ”de sorte” var henne ved den nærmeste farm. Felix og jeg sprang på benene og fortsatte langs med Marnen i vestlig retning.
Vi ville hen til hovedlandevejen, Leurigny – Chatillon sur Marne, for her vidste vi, at der var slået pontonbro. Men da vi kom derhen, var broen blevet sprængt, og vi stod nu sammen med så mange andre og kunne ikke komme over.
Vi løb videre mod vest, og 3 – 4 km. længere henne var der en løbesti – beregnet kun for fodmandskab – over floden. Den var ganske primitiv, nogle planker, der hvilede på tomme tønder.
Løbestien blev overbelastet, så vi måtte kravle i vandet ude på midten; men med forsigtighed kom vi over. Da vi kom over på den anden side tog vi det med ro og besindighed igen. Vi havde indtryk af, at den værste fare var overstået.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
