Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Da vi kun delvis tilbageerobrede vor tabte Skyttegrav, kom vi til at ligge i samme Skyttegrav som Fjenden, ved Siden af ham. Der var kun en Barrikade af Sandsække imellem os, saa vi var hinanden en halv Snes Meter inde paa Livet, og der stod vi saa og bombarderede hinanden med Haandgranater og Miner. Vore Miner var frygtelige, de vejede over 200 Pd.
Nu blev vi hver eneste Dag voldsomt beskudt af det franske Artilleri. Det blev for hver Dag vanskeligere for os at faa Maden hentet, da Løbegravene, som førte tilbage, ogsaa blev holdt under Ilden. Men vi maatte af Sted, vi skulde saa at sige løbe mellem Kuglerne.
Det var en haard Tid. Hver Dag jævnede de os Skyttegraven med Jorden, og hver Nat skulde vi bygge den op igen. Desuden fik vi ingen Søvn og kun meget lidt at spise; vi kunde ikke spise noget paa Grund af Sindsophidselse og Overanstrengelse. Vi var saa udmattede og havde lidt saa haarde Tab, at de Kompagniførere, som laa i Skyttegraven sammen med os og nok vidste, hvad vi havde udstaaet, saa sig nødsagede til at indgive en Ansøgning om at blive afløst.
En af dem ledsagede endog sin Ansøgning med de Ord; »Ifald vi bliver angrebet, kan vi ikke holde Stillingen.«
Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
(… fortsat)
Endelig var natten dog forbi. Det blev lyst. Luften var høj og klar, og det tegnede til at blive en smuk dag. Jeg fik lyst til at se mine nye omgivelser. Vor skyttegrav var meget mangelfuld. Der var kun en eneste skyttegrav, ingen reservestilling. Det var jo i skyttegravskrigens første tid.
I skyttegraven fandtes en række større eller mindre „understande”, og i hver af dem var der plads fra to til seks mand. Understandene var på den tid, da jeg kom til kompagniet, ikke andet end nogle huller, der var gravet ind i skyttegravens for- eller bagvæg, ganske efter, som forholdene tillod det. Over hullerne var der lagt tynde brædder, hvorefter det hele tildækkedes med jord. Indgangen dækkedes af en gammel dør, en luge, eller i mangel af bedre bare af et stykke teltlærred.
Understandens gulv var dækket af et halmlag, og her lå vi som sild i en tønde og sov; men første gang, man tager kvarter i en sådan understand, bliver man alligevel grebet af en underlig følelse. Bombesikker var man nu ikke.
Omkring ved ti meter foran skyttegraven fandtes et tyndt pigtrådshegn, og ca. hundrede meter længere fremme var der i et hul anbragt en såkaldt „lyttepost”. Der var altid to mand på lyttepost, dog kun om natten.
(… fortsættes)
DSK-årbøger 1954
86’ere titter frem fra en primitiv understand ved Moulin
Nicolai Clausen, der stammede fra Als, havde sin krigsudbruddet gjort tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86. I slutningen af maj var han netop vendt tilbage til regimentet efter en tre ugers orlov og kom derfor til at deltage i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.
Frankrig den 9 Juni 1915
Kjære Foreldere! Modtog Eders kjære Kort fra den 4 Juni, som jeg glæde mig meget ved, i disse tonge Dage. Jeg skrev et Kort igaar, som jeg ogsaar har Dateret med den 9. Juni, men skulde wære den 8. tende, jeg skal nok skrive ver Dag i denne tid.
Nu vil jeg Fortelle Eder lit om forholdene her. Paar Lórdag havde vi en Kannonade saar sterk, at dem som laa i Skóttegrave kunde ikke holde det ud. Saar Sóndagmorgen begynte det igjen. Det 10. Kompagnie og 9. Kompagnie skulde saar ud i Sköttegrave og lóse det 11. og 12. Kompagnie af og da de kom der ud greb Franskmendene an og Brekkede igjennem og tog næsten hele Batailionen Tilfange og kom helt igjennem ned til os, vi holt dem saar lenge intel der kom Reserve Truppe og jalp os, og sar slog vi Dem tilbage i vores Stellen, og der sidde de nu, de har en Front paar 100 m af vor Besat, der bleve kempet enu, haabeligt for vi dem helt tilbage.
Kjære Fader vil Du ikke gaar hen til P. Clausen og meddele ham at Christian morske er i Fangenskab, vis han ikke höre fra Ham. Thi det tredie Batalion er næsten alle i Fangeskab. Jeg vil ogsaar meddele Eder at P. Iversen er bleven Saaret i Benet.
Nu ikke mere denne gang slutte derfor med mange hjertelige Hilsener til Eder alle fra Eders Sön Nicolai
Jeg er enu Sund og rask. I maar ikke være Udrolige, for vi ligge 1000 m bag i Reserve.
(Nicolai Clausens breve befinder sig på Sønderborg Slot)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor franskmændene i april og juni indledte voldsomme angreb.
Artilleriilden forblev livlig hele natten, også det fjendtlige artilleri skød uophørligt, nervøst ind i mørket. På tysk side arbejdede man febrilsk.
En ny stilling blev etableret ved skrænten. Man forsøgte at blive klar over størrelsen af det fjendtlige indbrud. Det var tvingende nødvendigt at fastlægge afsnits- og kommandogrænser for den nye linje, der danner sig.
Den truede strækning blev delt op i tre underafsnit. Til højre afsnit Esche. Her lå I bataljon af 86’erne, 31’ere, 85’ere og 91’ere. I midten var afsnit Rickert med reserveinfanteriregiment 75. Til venstre ind til Estorffeck lå afsnit Rosainsky, bestående af II bataljon 86ere, 163ere, 31ere samt pionerer, altså en broget blanding. De svage rester af III bataljon blev trukket tilbage til Audignicourt for nyformering.
Dagen efter angrebet, den 7. juni, var det klart, at fjendens forsøg på at støde frem til det åbne terræn måtte anses for fejlslået. De nødvendige reserver, som skulle byde yderligere angreb trods, var på plads. Ganske vist kunne der med det første ikke være tale om et stort anlagt modangreb, derfor udnyttede man de følgende dage, i hvilke også fjenden holdt sig i ro, til at etablere skyttegravsforbindelser mellem de enkelte afsnit, til at føle sig lidt frem hos fjenden og til at grave en udgangsstilling til storm. II bataljon blev trukket ud af forreste linje og anvendt til arbejdsformål. Feberagtigt blev der skanset i de korte nætter, men da fjenden stadig skød heftigt med gevær, artilleri og miner, var svære tab ved disse arbejder uundgåelige.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.
Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.
Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.
Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 6. om Formiddagen Kl . 11 blev der løbet Storm mod os af nogle udsøgte, stærke Stormkolonner, lutter Turkos og Zuaver. Angrebet blev udført med vældig Kraft og Viljestyrke. Det var uhyggelige Følelser, vi stod med, da de myldrede frem af deres Skyttegrave.
Der var ikke lang Tid til at tage Sigte; vi kastede kun Bøssen til Skulderen og trykkede af. Jeg rystede over hele Kroppen, saa jeg havde svært ved lade Geværet. Foroverbøjede med lange Bajonetter paa Geværet kom de gulbrune Skikkelser styrtende over imod os. I Hundredevis blev de mejet ned af vore Granater, som hyllede dem ind i en Sky af Krudtrøg og Svovldamp. Jeg vil vist aldrig glemme det Syn. Vore Artillerister fyrede saa voldsomt, som de aldrig havde gjort før. Ved et Batteri havde Betjeningsmandskabet endog kastet baade Trøje og Vest i Kampens Hede.
Zuaverne brød først igennem ved Løbegraven, ved hvis Ende vi havde tre Kanoner staaende; de tog Kanonerne i Besiddelse og dræbte hele Mandskabet. Angrebets Grænse var lige til venstre for vor Deling, hvorfor vi udmærket kunde flankere Angriberne. Men det vidste Fjenden meget godt og overøste os derfor med en sand Regn af Shrapneller, saa det var os umuligt at blive ved med Flankeringen. To Mand til højre og en ved min venstre Side segnede ned fra deres Pladser og var haardt saaret; som ved et Under slap jeg godt derfra. I Sektionen til venstre for mig faldt to Mand. Friseren Peter Thomsen blev ramt af en Shrapnel, saa Hovedet skiltes fuldstændig fra Kroppen. En anden Shrapnel slog ned i Niels Hansens Sektion, dræbte ham selv og saarede syv Mand; kun en af Sektionen blev uskadt. Blandt de haardtsaarede var ogsaa Korporalens Broder.
Vi havde 18 døde og saarede i vor Deling. Vor Løjtnant var ogsaa falden, det har han vel anet; thi Dagen før solgte han alle sine Ejendele, til hvem der havde Lyst til dem. Da der nu ikke kom flere Angribere, gik jeg ind i Jordhulen. Her laa Friseren Thiesen paa Maven i heftige Feberfantasier. Han var min venstre Sidekammerat, men segnede, ramt i Ryggen af en Shrapnel. I Tankerne saa han hele Tiden Zuaverne komme stormende, og med den ene Arm fægtede han omkring som for at værge for sig, mens han raabte: »Der er de! Der kommer de! Fyr! Fyr!«
Da jeg forsøgte at berolige ham, rejste han sig op paa Knæene og greb mig i Struben med et kraftigt Tag. Ved en smidig Bevægelse snoede jeg mig fra ham, og i samme Øjeblik vendte hans Bevidsthed tilbage. Hans Øjne saa spørgende omkring, idet han mumlede: »Hvad er der sket? Hvor er jeg?« »Du er vist bleven saaret,« sagde jeg, »kom, saa skal jeg forbinde dig.« Saa trak jeg lidt forsigtigt Trøjen og Skjorten af ham. Det viste sig, at han havde faaet et dybt Saar i Ryggen og et i Skulderen. Jeg forbandt ham, saa godt jeg formaaede, og fulgte ham lidt paa Vej til Stenbruddet, for at han kunde komme under Lægebehandling.
Om Aftenen, da vi skulde hente Mad og var kommen en Snes Skridt hen i Løbegraven, blev vi pludselig overfaldet af svære Miner. Vi for alle 8 Mand ind i en Jordhule; dog, i Gangen laa to faldne Kammerater, dem maatte vi over. Jeg fik en uhyggelig, kold Fornemmelse ned ad Ryggen, da Liget bevægede sig under min Vægt.
Da jeg var kommen tilbage med Maden, traf jeg Thomas Petersen og Nis Abrahamsen. De var begge helt nedbøjede over, at Niels Hansen var falden; han havde jo været deres allerbedste Ven, lige siden Krigen begyndte.
Jeg var nødt til at staa Vagt den Nat, da vi havde haft saa haarde Tab. Hele Natten vedligeholdt vort Artilleri sin Ild. Det var et mærkeligt Skue at se de mange Hundrede og atter Hundrede Shrapneller sprænges i Luften og paa Jorden, og hvis det ikke havde været saa alvorligt, kunde det sammenlignes med et uhyre stort Fyrværkeri. — Bedst som jeg stod i mine Betragtninger, sprængtes en fransk Granat lige foran mig, saa jeg af Lufttrykket blev slynget over mod Bagmuren i Skyttegraven. Jeg samlede mig lidt fortumlet op og gik atter op paa min Plads.
Fem Minutter senere kom der en til og slog ned paa samme Sted. Denne tvang mig i Knæ. Først da befalede Korporalen mig at gaa hen til et andet Udkigshul. Først henad Morgenstunden sagtnedes Ilden, og da Dagen gryede, blev det ganske stille.
En tæt Taage laa udbredt over Jorden; den benyttede de nysgerrige til at spadsere rundt iblandt de døde, som laa foran vor Skyttegrav. Man saa, at hver enkelt Mand havde været godt udrustet baade med Levnedsmidler, Skansetøj og Haandgranater samt Briller og Masker for giftige Gasarter. Man takserede, at der laa 700 Lig foran Skyttegraven, og der blev sagt, at Fjenden havde tabt henved 20,000 Mand den Dag. Vor 17. Division havde nemlig skudt sine Reserver ned fra Flanken.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
De første morgentimer var helt rolige, der var også morgentåge. Da troede bataljonen, at den på egen hånd kunne foretage afløsning. De to afløsende kompagnier 9. og 10. er allerede i den forreste skyttegrav, 11. og 12. vil netop til at trække sig tilbage. Da, kl. 6, bryder ildorkanen løs på ny. Den rammer de overfyldte skyttegrave, den spærrer løbegravene. En tilbagetrækning er ikke mere mulig, de afløste kompagnier må tømme det bitre bæger helt til bunds. To reservekompagnier er brugt op, inden de har afgivet et skud.
Tågen letter snart, og en strålende sommerdag viser sig. En søndag, der som så ofte før har bragt regimentet uheld. Kort efter ildens begyndelse sprænger franskmanden indgangen til det højre krater. Ilden raser videre. Frontgrave, løbegrave bliver hamret sammen. Også Moulin-slugten genlyder af bragende skud. De skrænter, der vender mod fjenden bliver ramt bagfra, fra Autrêches-kanten hyler de svære granater ned over de arme reservister. Hele slugten er fyldt med sort røg. Kl. 8 trommeild, den varer sædvanligvis en time, men efter en ildpause på et kvarter, rasler jernstykkerne igen ned for fuld kraft.
Allerede kl. 7.15 er alle telefonledninger skudt over. Ordonnanser kommer ikke igennem mere. Observation er udelukket. En tårnhøj væg af røg og lerstøv indhyller stillingen. Regimentsstaben i stenbruddet får ikke mere meldinger fra fronten. At stille reserver klar eller trække dem nærmere er alt, hvad man kan gøre. De fleste af reserverne bliver tildelt I bataljon på højre fløj. For sent erfarede regimentet, at reserverne til den hårdest ramte III bataljon allerede befandt sig foran i stillingen og dér blev skudt sønder og sammen. Sådan følger den ene ulykke den anden.
Ved fronten fuldender rædslen sit værk. Grave og dækningsrum styrter sammen, poster synker bagover og bliver hurtigt begravet. Endnu viser heltemodet sig. Folk fra et endnu ubeskadiget dækningsrum styrter hen til den næste, i hvis sted der kun kan ses et brændende krater. De graver og graver i den værste granathagl. Her bliver enkelte reddet, det er ofte kun en stakket frist, dér synker den ene efter den anden bagover, de sidste må opgive forehavendet, de kan ikke klare det længere. Frygtelig ser skyttegravene ud. Her rager et gevær op, dér en arm, dér en fod. Der findes ikke en håndsbredde jord, der ikke er oversået med granatsplinter.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Om morgenen den 5. juni var der ro. Om middagen brølede ilden op igen, og om aftenen rasede en orkan af trommeild over de ulyksalige skyttegrave. Hvad fjenden ville, stod helt klart for regimentet, og at han snart ville komme, ligeledes. Desværre var det ikke lykkedes at overbevise divisionen om farens omfang og nærhed, først efter at premierløjtnant Rintelen rettede de mest indtrængende henvendelser til Generalkommandoen, blev der truffet enkelte helt utilstrækkelige afværgeforanstaltninger.
Nogle alarmbatterier gik i stilling den 5. om eftermiddagen, afsnittet fik stillet bataljon Hagedorn fra 18. division og bataljon von Senden fra 17. division til rådighed. Da disse reserver først indtraf den følgende eftermiddag, stod regimentet i første omgang alene. Det stillede 1. kompagni til disposition for I bataljon, mens III bataljon, der var hårdest ramt, fik 10. og 13. samt et kompagni fra divisionsreserven, nemlig 9. kompagni.
Hårdest havde III bataljon lidt, begge dens frontkompagnier havde holdt 10 dage ud i helvedet. Ingen søvn, bestandigt arbejde med de sammenstyrtende skyttgrave, med de sønderskudte dækningsrum. Kompagnierne skreg på afløsning.
Da natten til den 6. juni var rolig, troede regimentet at det kunne tillade sig afløsning, men da blev der meldt, at fjenden foran 12. kompagni var ved at fjerne spærringerne, med andre ord, at han den næste dag ville angribe, blev afløsningen forbudt.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.
Artilleri- og mineilden, der ellers var stilnet af, satte efter denne dag ind med forstærket kraft. Den uhyggelige underjordiske støj hørtes igen. Som modforanstaltning arbejdedes febrilsk på egne gange. En sådan traf den 2. juni på en fjendtlig underjordisk gang, denne blev om eftermiddagen sprængt i luften med en 250 kg ladning. Krateret lå 20 m foran vor stilling.
Om natten kl. 11 kom der igen en voldsom detonation, fjenden sprængte resten af den underjordiske gang på den anden side af krateret i luften. Ved sape 15 opdagede franskmændene vores underjordiske gang, nu var det tid. Den blev sprængt om eftermiddagen kl. 5 for samtidigt at kunne kvase den fjendtlige gang. Detonationen var meget kraftigere end forventet. Tilsyneladende gik en fjendtlig ladning med i luften.
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i skyttegravene i Frankrig.
I skyttegraven d. 1. Jun i 1915.
Det er morgen — ja efter middelevropæisk tid er det jo hen på eftermiddagen, for klokken er jo over et, men herude er vi altid en halv dag bagefter. Spiser først til middag henved kl. 9, står så vagt eller arbejder om natten, og så først henad morgenstunden kommer vi til ro og sover til middag. Eftermiddagen går så med at skrive og holde snak eller læse, hvad vi lige har lyst til, og inden vi ser os til, er det atter aften, og en dag er atter gået, og man er kommen et skridt nærm ere mod freden, om end det måske er et lille . — —
Tak for pakkerne, som kom inat, vi får nemlig post om natten kl. godt 12. D et var også ved at blive lidt tomt i spisekamret, for det, jeg havde med, var ved at slippe op. Det samme var tilfældet med Jørg. Lengers, og Rasmus Nissen har ikke fået noget i den sidste tid, da han har ventet efter at kom med på orlov. Dog nu kom der afslag igår, så det lykkedes ikke.
Vi er alle 3 ved at skrive, to hernede og Jørg. Lenger ude i gangen. Det er ganske morsomt at høre, hvordan J. L. øver sig i de nye melodier, som han lærte den aften hos jer. Send mig engang ved lejlighed et hefte „Syng dig glad“, så kan han også lære ordene.
(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 98)
Tysk soldat skriver brev i skyttegraven (Dan Obling)
Nicolai Clausen, der stammede fra Als, havde siden krigsudbruddet gjort tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86. I slutningen af maj var han netop vendt tilbage til regimentet efter en tre ugers orlov.
Moulin den 28. Mai 1915
Kjære Foreldere! Imorges Kl. 4 kom vi i Arbeidreserve, vi blive her i 10 Dage, saar komme vi i Sköttegraven igjen i 10 Dage. Disse 5 Dage jeg laa i Sköttegraven, var alt rolig, vi havde ikke en Saaret, en Dag talte vi med Franskmendene, der var ogsaar en af vores Officere, der gik halveien der over og bÿtede Bladene om, der var nemlig en der over, som ogsaar kom med et Blad i Haanden, paa den anden Dag Talte vi ligeledes med Dem, men saar blev det Forbut.
Her i Reserve har vi meget at Bestille, vi Arbeide nemlig fra om Midagen Kl. 2 til 7. Aftenen og igjen fra Kl. 10. til 2½ om Natten, om Formidagen har vi ogsaar et par Time, det er vores Arbeide om Dagen.
Nu har Italien jo ogsaar Krieg med os og har haft i et par Dage, men haabelig blive det ved og skride Fremmad i Osten, Mackensen har jo brudt igjennem, igjen, og har taget mange Tilfange. Jeg har idag kjöbt nogle Kort her fra Einen, som jeg ligeledes sende hjem. Nÿt hve jeg ellers ikke noget af, jeg har det godt og er Rask Sund, haabe ogsaar det samme om I kjære der hjemme.
Slutte med mange hjertelige Hilsene fra Eders Són Nicolai
Den Asmusen fra Obening som reiste samme med mig, kom ikke igjen, han er gaaet over Grensen. Det er ærgeligt saadan noget, for nu komme der ingen mere paa Orlov blodt for saadan en Äsel.
(Nicolai Clausens breve befinder sig på Sønderborg Slot)
Friedrich Nissen, Sønderborg (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I sin dagbog noterede han om de sidste dage af maj:
“Vi forandrede vor Stilling flere Gange, altid til venstre. Paa et Sted laa vi Russerne paa 200 Meter over, det var dog ikke uheldigt, vi havde sluttet Borgfred, d.v.s. vi havde afgjort ikke at skyde paa hinanden, naar vi ogsaa viste os i Mandshøjde. Russerne har det nu saa, naar der kommer Offizerer saa skal de skyde, derfor havde vi afgjort, at de skulde give os Tegn med et rød Klæde, naar der kom Offiz. – saa skulde vi ikke vise os – Soldaterne selv vilde skyde over os hen, men det var muligt, at en af Offiz. greb et Gewær saa Faren ikke var helt udelukket.
Vi laa ved Kanten af en demolered Landsby, gennem den gik vore Løbegrave. Russerne vilde og saa her som andensted før handle med os, de vilde købe […] Cognac eller Snaps for Penge, eller Tee og Zucker. Jeg kunde nok forstaa, at de ikke var meget optaget for krigen. De ytrede, at det var dem lige meget om Rusland sejrede eller ej. De viste ej heller hvorledes det egentlig stod til med Kampen, de hørte kun om russ. Sejre, men havde ingen været med til endnu. I den Stilling laa vi kun 2 Dage, saa skulde vi igen videre til højre.”
Mine Kære! Det er saa længe siden vi har udvekslet nogle Tanker, at jeg nu, da jeg lige er ved at skrive, ogsaa vil sende Eder et par Linier.
Jeg kom jo halvsyg afsted fra Sønderborg igen, var dog saa heldig at komme til mit gamle Kompagni igen, som har en forholdsvis rolig Stilling ½ Mil syd for Dixmude. Strabadser har vi ingen af, Kosten er god og tilstrækkelig, saa vi i Grunden har det helt godt. Opholdet i den friske Luft har gjort mig godt, saa jeg er nogenlunde rask igen.
Mellem os og Fjenden (2 km) er der et Engstrøg, som delvis staar under Vand, saa vi altsaa næsten kun er udsat for Artillerieild. Vi holder os dog godt skjult, saa det er ikke saa slemt hermed. Faren vænner man sig til. Man maa jo finde sig i det uundgaaelige. Halvdelen af Kamerater er fra Nordslesvig, saa der tales ligesaa meget dansk som tysk. Det er straks hjemligt, og saa faar jeg daglig Brev fra min Anna og skriver dagligt igen. En lille Beretning faar jeg dagligt om den Lille, hjemmefra skrive de ogsaa flittigt, saa jeg staar i stadig Forbindelse med dem hjemme.
For at glemme det Skrækkelige rundt omkring én, læser jeg meget, baade Romaner og andet, f. Eks. f. T. Musikhistorie. Saa kan jeg jo glemme alt andet.
Man maa jo her være fattet paa alting, ogsaa paa det værste. Men Haabet slipper man jo da ikke, at man maa se sine Kære igen i bedre Tider. Med dette Ønske hilser jeg Eder særligt ogsaa Tante, hjerteligst.
Eders Peter,
I bedes ogsaa hilse Hansens, og Linde i Branderup”
(Feltpostbrev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.
Artilleri- og mineilden forøgedes gennem hele måneden og medførte mærkbare tab. Men det var ikke bare det. Når posterne om natten lyttede efter fjenden, opfattede de en stadig vognraslen; jernbanevogne, tilsyneladende også kanoner kørtes frem på skinner, motorer brummede. Alt det opfattedes af natposterne. Særlig foran ”Grænse-” og ”Landværnsstillingen” lød det tydeligt. Dér faldt også artilleri- og mineilden tættest.
Men det mest modbydelige var dog den knirkende lyd af boren under jorden, som man fornemmede i saperne 4, 5, 6 og 8, altså på den højre fløj. Tilsvarende hobede jordmasserne sig op foran Quennevières-Ferme, de blev beskudt af vores tunge feltartilleri, men det var kun symptombehandling, ondets rod fik man næppe ram på. Altså skulle det gå løs igen på det ulyksalige Soltau-Eck. Her faldt ilden også særlig tungt.
Pinsedagene bragte så den sørgelige nyhed om vor forbundsfælle Italiens forræderi.[1] Hos tyskerne blev nyheden modtaget med nærmest ligegyldighed. Den formåede ikke at rokke ved troen på en sejrrig udgang af krigen. Hos franskmændene derimod udløste den en glædestummel. Om natten mellem 24. og 25. maj holdt det slet ikke op med råb og sang derovre. ”Vive l’Italie!”, ”Deutschland kaputt!” sådan lød det herover, et helt fyrværkeri af lyskugler blev brændt af. Den næste morgen prangede foran vor pigtrådsspærring et stor skilt med efterretning om Italiens tilslutning til Ententen … Det blev den følgende nat af en patrulje bragt tilbage påklæbet aviser, som meldte om de tyske sejre i Galicien.
[1] Italien erklærede den 23. maj Østrig-Ungarn krig og brød dermed sit forbund med landet.
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i skyttegravene i Frankrig.
Den 24. Maj 1915.
Det er altså Pinse, og naturen fejrer denne fest, som det sig bør, alt står i sit fagreste, solen skinner fra en skyfri himmel, og vinden rører lidt på sig for ikke at gøre varm en alt for trykkende. Igår var vi til gudstjeneste. Prædikanten talte om, at det tyske folk stod som de kristne Langfredag på Golgata, om givet af fjender, men de ventede deres pinsemorgen. Den dag, da tyskerne vendte sejrrige hjem, vilde fjenden sige, at Gud havde gjort storeting imod dem.
Idag er jeg på vagt. Alle de, der har været på orlov, må lide denne tur. På en måde er det jo ganske naturligt, at vi, der har haft frihed, tager vagten i Pinsen, men på den anden side er det ikke så behageligt for os, som det går ud over. Det er alle danske mænd, for det er kun dem, der har haft fri — ja, to tyskere er der med, m en det er uden frihed forud. Der gives nu ingen orlov mere, så det var heldigt, jeg fik den denne gang. Det er Italien, der volder det, og der siges, at hvis det holder sig rolig, kan vi atter faa fri, men det kommer jo sikkert med. Jeg kunde vist godt have blevet en dag eller to længere hjemme, for det bliver nok ikke tag et saa nøje, blot det passer med ind- og udmeldingen paa papiret. De fleste havde næsten ikke ventet at se mig hernede igen, men endnu har jeg ikke fortrudt det.
(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 97-98)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham lige siden mobiliseringen i august 1914.
Pinsedag, den 23. Maj 1915. Jeg stod op med Solen og vaskede mig; det var jeg ikke bleven de sidste 14 Dage. Hvor frisk og glad man dog bliver ved at faa sig vasket! Man ser meget lysere paa Tilværelsen. Jeg gik ind med Haandklædet; men jeg kunde næppe aande derinde i den menneskefyldte, tætte, lave Stenhule, hvor der aldrig kunde komme frisk Luft ind.
Mine Kammerater snorkede. Fuldt paaklædte, med de lange Støvler paa Benene laa de med en lille Haandfuld Halm under Ryggen i alle mulige Stillinger.
Jeg tog min Lommebog og gik ud. Siegfried havde faaet Ild under Feltkøkkenet og var ved at koge Morgenkaffen. — I et halvt Hundrede Skridts Afstand fra Stenbruddet satte jeg mig ned i det kraftige, grønne Græs. Der var en gammel, forladt Artilleristilling, hvor der havde staaet 3 Kanoner. Volden, som havde været opkastet omkring Kanonerne, frembød en behagelig Græsbænk at sidde paa. Der var fuldstændig Stilhed.
Vaabnene hvilede. Vist aldrig har en Maj morgen gjort et saa -velgørende Indtryk paa mig. Hvilken Modsætning mellem den stinkende, snorkende Stengrotte og den blide, vaagnende Natur. Tusindfryd og Anemoner stod ved min Side og drak af Duggen. Solen hævede sig langsomt op over Grusdyngerne af den nedskudte Quenneviére-Gaard. Hvor er vi Mennesker dog sunket dybt, at vi saadan ødelægger alt og løber Storm imod hinanden som rasende Rovdyr. Men denne Time gjorde mig godt, den hævede mig ligesom op over Krigens Uhygge.
Tanken søgte de kære i Hjemmet, og jeg var lykkelig ved Tanken om den fælles Gensynsglæde, naar Krigen var forbi. De to gamle Landeværnsmænd Jørgen Refshauge og Christian Lydiksen kom hen ad Vejen. Hulen var nok ogsaa bleven dem for trang. Vi tog en lille Spadseretur alle tre og gik, snakkende paa vort kære, sønderjydske Modersmaal, om ad den nyanlagte, skjulte Skovsti, der førte gennem Elme- og Birkekrattet til Kløften. Den friske Skovbund og det nys udsprungne Løv duftede af Sundhed og Sommer. En lille pikkende Spætte fortalte os, at alt Fugleliv endnu ikke var uddød her ved Fronten.
Da kom en Granat susende med taktfaste Drejninger gennem Luften og eksploderede med et sønderrivende Brag, der forplantede sig som en rullende Torden om ad Kløften. Spætten tav øjeblikkelig. »No vende vi om,« sagde den høje, stovte Familiefader Jørgen Refshauge; »vi skylle vor Familie o pas aa«. Saa vendte vi Ryggen til Sommer og Sol og den skønne Natur og gik ind i den modbydelige Stenhule.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 14. Maj 1915. Vi var kommen i samme Stilling som sidst. Den ene Dag gik som den anden med at forbedre Skyttegraven og staa Vagt. Jeg gik stadig 3 Gange daglig til Stenbruddet for at hente Mad og Postsager. Ved Hjørnet af Løbegraven, som førte ind til Skyttegraven, blev der hver Dag ophængt en Kundgørelse, og deri kunde man læse en Sejr for hver Dag.
Vore Underofficerer og særlig Feltpræsten havde anbefalet os en meget god Bog, som hver Soldat burde læse, sagde de. Bogen hed: Et Folk i Vaaben og var skrevet af Sven Hedin.
Nu var vi forfærdelig kede af Livet dernede. Alle vore Tanker, Samtaler og Haab drejede sig om Freden, og deri blev vi skuffet hver eneste Dag. Derudover drejede Tanken sig kun om at spise og sove. Desværre var der rundt om i Jordhulerne en Mængde Utøj, som vi ikke kunde sove for om Natten.
De fleste klagede over, at de laa og blev kolossalt dumme. De laa kun dernede og saa de to nøgne Skyttegravsvægge og spiste og sov. Tankerne fik ingen ny Næring, og de blev saa underligt afstumpede. Man kunde ofte gribe sig selv i , at man havde siddet længe aandsfraværende og stirret ud i den tomme, nøgne Jordhule.
På jagt efter lus. Fra tøndringen Valentin Hemmsens album (i privateje). Gengivet efter “Füsilierregiment 86 “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen.”
Kampen om et Sprænghul. Lasarettet i ……….. , 11. Maj 1915.
Min elskede Hustru og Børn!
I Haab om, at Du har modtaget mit Kort fra i Gaar, vil jeg i Dag, da Du vist længes efter at høre fra mig, skrive et Brev og fortælle Dig lidt om, hvordan jeg har det.
Den 9. om Aftenen kom vi i Skyttegraven, vi løste . . . Kompagni af. De havde sprængt et meget stort Hul mellem vor og Franskmændenes Grav. Dette Hul skulde vi besætte med 24 Mand og tre Underofficerer. Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav.
Til at begynde med overøste vi Franskmændenes Grav med Haandgranater, saa gav vi os til at forskanse os for at have nogen Dækning. Vi var ikke sene med at faa nogle Huller gravet, som vi kunde ligge i. Derpaa fyldte vi nogle Sække med Sand og Jord og stillede dem op foran os.
Det varede ikke længe, før Franskmændene mærkede, at vi var ved at forskanse os. Saa fik vi Haandgranater. Først blev min Underofficer saaret i Armen og Hovedet (det var anden Gang, han blev saaret). Saa blev der atter roligt, og vi fortsatte med Arbejdet. Nogle gik tilbage. De var ængstelige, men jeg havde nu faaet temmelig god Dækning og blev paa Stedet.
Der gik en Times Tid, saa begyndte Franskmændene igen med Haandgranaterne. Vi havde en død Underofficer; men vi kastede ogsaa med Haandgranater, og saa blev der Ro.
Vi arbejdede videre; vi var nu kun fem Mand tilbage. Alle de øvrige var gaaede tilbage. Saa gik der en Tid. Atter fik vi en Salve Haandgranater. En Forstærkningsreservist, en god Ven af mig, som jeg har været sammen med hele Tiden i Flensborg og Sønderborg blev ramt. To Granater slog ned ved Siden af ham, og han blev saaret fem Steder. Alle de øvrige paa en Reservist og jeg nær gik tilbage.
Vi to havde temmelig god Dækning. Vi laa der længe. Haandgranaterne suste ned ved Siden af os, saa Jorden røg os om Ørerne. Du kan tro, kære T . . . . at dét var ubehageligt. Jeg bad en Bøn til Gud om at skaane mig, og hvis jeg skulde falde, om at han da vilde være hos Eder.
Saa mærkede jeg et Slag i Tindingen. Jeg troede, det var en Sten eller et Stykke Jord, der havde ramt mig i Hovedet; men saa mærkede jeg, at Blodet løb mig ned ad Kinderne. Reservisten, som laa hos mig, forbandt mig. Splinten var gaaet gennem Kanten af Huen ind i Hovedet og 6 Centimeter derfra var den gaaet ud igen.
Omsider blev det saa roligt, at jeg kunde komme ud, thi naar Granaterne kom, slog de altid ned mellem mig og Udgangen.
I Dag er det temmelig godt med mig, saa Du skal ikke være ængstelig, kære T . . . Jeg ligger ikke engang til Sengs og har heller ikke videre Feber. Hovedet gør bare lidt ondt. Hullet har vist ikke været saa lille, thi i Huen, hvor Splinten er gaaet ind, kan jeg stikke en Finger igennem. Jeg har nu takket Gud for, at det ikke blev værre.
Et Fald ved Skyttegraven. (Hmd.) Cand. phil. Kristen Andresen, Søn af Gaardejer Johan Andresen i Ullerup, som siden Efteraaret har ligget ved Vestfronten, faldt forleden Nat paa en Patrouillegang foran Skyttegraven ned i en smal Løbegrav og brækkede Benet. Han ligger nu saa et Lazaret i Frankrig.
Fra Sibirien Gæstgiver Borchers iAabenraa har ifølge „Hejmdal” modtagetet Postkort, trykt paa Polsk, fra sin Søn, derer i russisk Fangenskab. Der staar paa Kortet,at han er paa March til Kurgan i GuvernementetTobol i Sibirien. Kurgan er enKredsby paa henved 8000 Indbyggere vedEnden af den vestsibiriske Bane.
Kommen hjem fra russisk Fangenskab Kaptajn Nielsens Søn paa Dyrehave vedAabenraa er uventet kommen hjem fra russiskFangenskab. Han hørte ifølge en Bladmeddelelsetil Damperen „Alpha’s” Besætning,som ved Krigens Begyndelse blev internereti St. Petersborg. Hele Tiden har Civilfangernesaa godt som intet hørt hjemmefra.Først anbragtes de i et Skur i Nærheden afByen. Befolkningen indtog tit en truendeHoldning; men Vagtmandskabet værnede dem.Efter nogen Tids Forløb bragtes de til en Byi det indre af Rusland, og fik Ordre til ikkeat forlade Byen. 16 Civilfanger lejede etSkur, hvori de maatte erhverve deres Underholdved at lave smaa Skibe i Flasker. Denrussiske Behandling var aldeles ikke god.Deres Ejendele var røvede. Senere blev deunderstøttede af den tyske Hjælpeforening iRusland, hvorved deres Stilling blev betydeligbedre. Nielsens Hjemsendelse skete paaGrund af en militær Attest for Uduelighed.
Krigsfange i Japan Som Krigssange i Japan befinder sig,efter hvad der oplyses i den sidste Marine-Tabsliste,Skriver Christian Petersen af Øster Løgum. Han var i Tsingtav.
Faaet Jernkorset. (S. G.) PostassistentOhlsen, Søn af Købmand H. Ohlsen iVestergade i Haderslev, har faaet Jernkorsetfor fremragende Tjenester paa den vestligeKrigsstueplads. Ohlsen staar nu somOfficersstedfortræder ved Østfronten.
Endviderehar Forpagter Jørgen Petersenaf Vandling faaet Jernkorset. Hanblev Haardt saaret i Efteraaret.
Annoncer fra bagsiden af Flensborg Avis den 7. maj 1915
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Så blev det maj. Så varm, skyfri og smuk, som nogen maj havde været. Når de afløste 86’ere forlod deres trøstesløse stilling på højsletten, blomstrede hvidtjørnen dem i møde fra Moulin-dalens skrænter, blødgjorde deres hjerter og vakte længslen efter fred.
Med den så det ellers stadig skidt ud. Den 2. maj var tyskerne og østrigerne brudt igennem ved Gorlice-Tarnow og havde taget over 150.000 fanger, og nu gik de i gang med at rulle den russiske front op. Med jubel blev disse sejrsefterretninger modtaget i regimentet, men også franskmanden rørte nu på sig. Han kunne sige sig selv, at tyskerne kun kunne tilkæmpe sig så store resultater, efter at de havde trukket betragtelige styrker væk fra vestfronten. Nu måtte det være muligt at trykke den svækkede tyske vestfront, som efter deres mening kun fremstod som en tynd facade, sørge for aflastning for deres russiske forbundsfæller, ja, måske endda trænge helt frem til den tyske grænse. Således gennemførtes i maj et rasende men forgæves tilløb mod vor front nord for Arras. Også 86erne skulle på den hårdeste måde komme til at føle hans genvakte angrebsvilje.
Frontsoldaten fornemmer straks, hvis der hos fjenden sker nogle forberedelser, lige som gamle folk føler vejret i knoglerne. Her var tegnene så ovenikøbet ikke svære at se. I begyndelsen af maj satte igen kraftig artilleriild og den modbydelige mineild ind. Som store, sorte fugle fløj de tunge vingeminer op i luften, syntes et øjeblik at udse sig et bytte, og jagede så med stadig tiltagende ødelæggelsestrang nedad. 86’erne fulgte dem åndeløst spændt med øjnene. Så sprang de fra det ene skulderværn til det næste, dukkede sig i et hjørne som høns for falken, mens bæstet bragede ned mellem naboskulderværnene og spredte en ladning ler og sten om sig.
Pigtrådspæle hvirvlede som tændstikker gennem luften, pigtrådsspærringer gik i stykker som spindelvæv, intet dækningsrum kunne holde, skyttegraven fyldtes til randen. Ved højlys dag og i en åben skyttegrav var det ikke vanskeligt at undvige dem; Beregning og rutine indøvedes hurtigt. Men grufuldt var det, når udyrene ligesom kæmpeflagermus svirrede om ørerne om natten. Tidsintervallet mellem det dumpe afskud og nedslagets helvedesbrag var nerveopslidende. Hvem kan påstå, at han i sådanne øjeblikke ikke følte angst, elendig, rystende angst!? Dem er der ikke mange af. Senere vandt ganske vist den almindelige ligegyldighed over disse følelser.
En sønderjyde [måske P.A. Callø?] filosoferer over, hvad skyttegravstilværelsen gør ved den menneskelige psyke.
Lidt Krigs-Psykologi.
Flandern, i Maj 1915
Krigen har sin egen Psyke. Det er en bekendt Sag, at vedvarende skadelige Indflydelser, for Eksempel stadig Nydelse af Alkohol, indvirker omformende paa Karakteren. Saaledes foregaar der og saa i Felten betydningsfulde Forskydninger i de sjælelige Anlæg. Milieuet præger os.
Alene dette, at vi fører en ren Mandfolketilværelse, at vi er revne ud af Hjem og Arbejde og saa godt som fuldstændig maa savne Kvindernes og Børnenes Selskab, sætter sit Præg paa os. Vi er ikke mere Borgere og Familiefædre, men Krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede Egne og se Børnene lege ved Vejen. Ja, i Gaar blev jeg helt hjertegreben ved at møde en So med et Kuld Grise, som vi havde taget til Fange. Det var noget af en Oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en So.
Og saa Omgivelserne og Haandteringen! Hvor man kommer frem, Ruiner af menneskelige Boliger, den evindelige Brummen og Knalden i Luften, det daglige Myrderi, det stadige Syn af Saarede og Døde, alt dette indgaar i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden, og bundfælder en vis Barskhed og Sløvhed i Sjælen.
Jeg erindrer fra Psykologien, at der er noget, der hedder Sløvelsens Lov. Den hører ikke til de Love, som ophæves ved Krigstilstanden. Den gælder heldigvis ogsaa i Felten, ellers var det ikke til at holde ud.
Vi maa her revidere vore Begreber om mange Ting. Grundigst er vel nok Forskellen i Opfattelsen af al Slags Fare. Jeg maa saaledes smile ved Tanken om alle de Farer, der truer Borgerens Liv og Sundhed. Forspis dig ikke, forkøl dig ej! Hvor er det farligt i Civil at sætte eller lægge sig paa Jorden! Det maa man først i Højsommeren, naar Solen har gennembagt Jordbunden, ellers risikerer man at faa Snue, Influenza eller Lungebetændelse paa Halsen.
Allerede i Garnisonen var det mig imidlertid paafaldende, at man kunde ligge i halve Timer paa Maven i Frost og Sne uden at blive saa meget som forkølet. Og her ligger vi ofte hele Dage i fugtige Lerhuller; naar den ene Side bliver kold, lægger man sig om paa den anden. Vaade Fødder hører ogsaa til Dagens Orden, og alligevel er Sundhedstilstanden fortrinlig.
Der er rigtignok dem, der paastaar, at Straffen for vore Overtrædelser af Sundhedens Bud kommer bagefter i Form af Gigt, naar vi en Gang kommer hjem og i Seng. Det er muligt, men den Tid, den Sorg. De Pinsler, som lurer under de hjemlige Dyner, skænker jeg ikke en Tanke. Hver Dag har nok i sin egen Plage. Det eneste, jeg sporer, er en vis Mathed og Stivhed i Lemmerne; vi har ikke godt ved at udholde Marchens Anstrengelser.
Tidligere nærede jeg en til Mani grænsende Angst for Ild. Den er jeg bleven grundig kureret for her. Vi laa en Tid lang i Kvarter paa et Loft. Halmen flød over hele Loftet, og midt i Halmen stod tre belgiske Ovne, som vi kogte og stegte og tørrede vort Tøj ved. De var for det meste gloende, og jeg undredes ofte over, at der ikke hændte en Ulykke. En Dag gik der da ogsaa Ild i Halmen, men tror I, at der var nogen, der vilde slukke? Alt imens vi skændtes om, hvem der var nærmest til at gøre det, brændte Ilden lystigt videre. Til sidst maatte vi naturligvis bekvemme os til at slukke den for ikke at indebrænde.
I gamle Dage kunde jeg ikke godt taale at se Blod, jeg har saaledes aldrig været at formaa til at holde ved en Slagtegris. Jeg overværede en Gang en Hanekamp af en Duel mellem et Par Studenter og greb mig i, at jeg stod og skjulte mig bag – en Damehat. Og da Krigen udbrød, gøs jeg ved Synet af de blanke Bajonetter paa Landstormsmændenes Geværer. Nu staar jeg selv med paasat Bajonet, og de brave gamle Landstormere forekommer mig helt borgerlige og tamme.
Man kan vænne sig til alt, ogsaa til Synet af Saarede og Døde. Noget af det første, som mødte os, da vi kom herned, var Kirkegaardene med de friske Krigergrave, og jo længere vi kom frem, desto hyppigere traadte Døden os i Møde, desto nærmere rykkede den os ind paa Livet. Marken mellem Skyttegravene var oversaaet med Lig fra Kampene i Efteraaret, den ene Part tillod ikke den anden at komme frem og jorde dem.
Jeg har i Uger haft dette grufulde Syn for Øje og efterhaanden vænnet mig til det, og, da den fjendtlige Skyttegrav var taget, været med til at begrave de Døde. Det var et ubehageligt Arbejde, som vi helst havde undslaaet os for. Men det var nødvendigt, og da vi først var i Gang med det, gik det hurtigt og rent mekanisk fra Haanden.
Pinligst er det at møde de Haardtsaarede, naar de jamrende eller tavse bæres ud af Slaget – som oftest bærer de deres Smerter med en beundringsværdig Sjælsstyrke. Man staar saa hjælpeløs overfor deres Nød; her føler man allermest Savnet af en nænsom Kvindehaand, hvor godt og dygtigt Sanitetsvæsenet end arbejder.
De Letsaarede beklager vi ikke; den Ferie, der venter dem, holder dem skadesløse for udstaaet Pine. Men Hjertet maatte være af Sten, om det ikke rørtes ved Synet af en haardtsaaret Kammerat. Og dog, jeg maa med Skam bekende, at jeg med Sindsro har tændt min Pibe ved en Haardtsaarets Leje. Jeg bebrejdede mig mit Hjertes Kulde og søgte at bøde derpaa ved at hjælpe ham, saa godt jeg kunde.
Denne Erfaring om Vanens sløvende Magt har vi Lejlighed til at gøre, hver Gang vi fra Kvarterets Fred vender tilbage til Kampens Tummel. De første Geværkugler, som krydser vor Vej, ser vi slemt skævt efter, og vi har ikke meget, vi skal have sagt, naar Kanonerne aabner deres Malmmunde. Men det varer som Regel ikke længe, inden vi er fortrolige med Skydningen, og jo tættere Kuglerne falder, desto mindre farlige forekommer de os.
Troels Lund skriver i sin Afhandling om Kulturhistorie til Karakterisering af dansk Aand i Modsætning til tysk, at Vittighederne regnede om Kap med Kuglerne paa Dybbøl. Det kan jeg ikke sige om os. Jeg husker, at en Forstærkningsmand første Gang, han var i Skyttegraven, mente at have Raad til at gøre sig lystig over Granaterne, som slog ned i vor umiddelbare Nærhed, og at jeg fandt Lystigheden stødende og utidig.
Men man kan blive ganske døv for Tummelen og sløv for Faren. Der fortælles om Napoleon som et Vidnesbyrd om hans Aandsoverlegenhed, at han kunde lægge sig til at sove midt under Slaget. Jeg er ogsaa slumret ind til Kanonernes Torden; det er ingen Heltegerning, men en ganske naturlig Reaktion mod Nervernes Anspændelse.
Endnu et har jeg undret mig over, og det er den Lethed, hvormed vi bærer vor Skæbne, naar Faren ikke ligefrem er overhængende. Vi har det i den Henseende som Børnene: vi lever i Øjeblikket, og det er godt. Dersom vi bestandig havde de Farer for Øje, som lurer paa os, vilde Livet i Skyttegraven være uudholdeligt. Naar Granaterne slaar ned i Nærheden, naar Shrapnellerne springer over Hovedet, saa er der vel ingen, der kan sige sig fri for Ængstelse. Men blot Ilden flytter sig en Kende, er vi fuldstændig beroligede. At den gaar ud over andre, er ikke vor Sag.
Indenfor Vaabenarten er der dog en vis Samfølelse, er det derimod Artilleriet, Fjenden betænker med sine Granater, rører det os ikke en Smule. Lad dem bare sende dem derover, siger vi gerne, der er Plads til mere. Ja det er nær ved, at vi har mere Medfølelse med det fjendtlige Infanteri, naar vi ser det lide under vor Artilleriild. Mod Skyttegraven har Artilleriet frit Slag, vi maa tage imod dets Ild uden at kunne besvare den. Det er altid Infanteriet, det gaar ud over.
At vi lever i Øjeblikket og glæder os over hver Dag og Time, vi kan nyde i Fred, hænger vel i nogen Grad sammen med, at vi ikke er vore egne Herrer, men lydige Redskaber i højere Hænder. Vi kommer og gaar paa Kommando og maa tage imod, hvad der falder paa vor Vej. Men det beror ogsaa paa en Svaghed — jeg kunde fristes til at sige en lykkelig Svaghed — i den menneskelige Natur. Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage, at Soldaten mere tænker paa sin Bekvemmelighed og paa Øjeblikkets Krav til Mad og Drikke og Hvile end paa sin Sikkerhed. Dette gælder i endnu højere Grad de unge Tropper end os.
De Tab, vi lider, berører os smerteligt. Men vi faar ikke Lov til at hengive os i Smerten og dvæle i Mindet. Krigen gaar sin ubønhørlige Gang frem mod nye Kampe og nye Tab. Dagene ruller som tunge Bølger mod Stranden. De Mærker, den ene afsætter i Sandet, sletter den næste ud. Enhver Dag har nok i sin Plage.
Det er Krigens Kaar. Saaledes indvirker den paa Sjæl og Sind, saadan har jeg i hvert Fald fornummet dens Virkning. Det, som optager Sindet mest, det Spørgsmaal, som bestandig staar for vor Tanke og møder os i ethvert Brev hjemmefra, er dette: Hvornaar vil det ende, hvornaar vil der atter blive Fred? Vi spejder efter Fredstegn i Aviserne og knytter vort Fredshaab til de spinkleste Holdepunkter. Et Rygte, en Spaadom er tilstrækkelig til at holde det oppe.
Den Dag, da der atter bliver Fred paa Jorden, vil vi, om vi ellers faar Lov til at opleve den, hilse som en Genfødelse, som en Befrielse fra en ond Mare, som en Udfrielse af Dødens Favn.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Landstormen
Ved sessionen over landstormens 2. opbud – mænd mellem 39 og 45 år, der aldrig har været soldater – mødte der den 28. april 250 i Haderslev by og Vilstrup distrikt, og af dem blev kun 3 kasserede.
Færdslen til Danmark
Al privatfærdsel til Danmark af fodgængere, ryttere, køretøjer osv. må indtil videre kun ske ad landevejen forbi toldstederne Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.
Overtrædelser straffes med fængsel indtil et år.
Kartoffelmangel
Fra kommuner i Aabenraa-omegnen, hvor der råder kartoffelmangel, er der bleven rettet forespørgsler til Hejmdal, navnlig fra de bemidledes side, om der muligvis kunne købes kartofler af Aabenraa bys kommunale beholdninger.
Bladets redaktion har indhentet oplysninger på kompetent sted og kan meddelem at der af byens beholdninger ikke kan sælges udenfor byen. De indkøb af kartofler, byen har foretaget, er kun sket i et omfang, beregnet til at dække byens eget behov.
Breve, adresserede til gæstgiverier
Den stedfortrædende generalkommando bekendtgør, at det er forbudt ejerne af gæstgiverier i deres lokaler at udlevere postsendinger til personer, der ikke er tagne ind på deres gæstgiverier og anmeldte hos politiet som sådanne.
Overtrædelse af denne bestemmelse (af gæstgiveren eller hans personale) straffes, såfremt lovene ikke hjemler højere straf, med indtil ét års fængsel.
Den tysk-østerrigske sejr
I Galizien under den tyske general Macksensens ledelse har langs grænsen, hvor der flages overalt i dag, antaget mægtige dimensioner. Allerede i aftes vidste man at fortælle, at 120.000-180.000 russere var taget tilfange. I dag forslog dette tal ikke længer – det var vokset til 200.000-300.000!
En Zeppeliner
Passerede i middags i nærheden af grænsen fra øst til vest og gik over havet, hvor den stod nordpå.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 24. april rykker 5. kompagni for første gang ind i den nye stilling, hvor det afløser 8. kompagni.
Kompagniet har 4 delinger; jeg fører 1.deling, Fähnrich Bauer 2. deling, Vizefeldwebel Jensen 3. deling og løjtnant Voigt 4. deling. Vi besætter kompagniafsnittet i nævnte rækkefølge fra højre til venstre. Den højre fløj, altså min deling, lå nærmest fjenden; den korteste afstand androg 12 meter. Her var der megen minebeskydning, også håndgranater fløj frem og tilbage.
Længere mod venstre fjernede gravene sig på begge sider mere og mere fra hinanden, indtil over 400 meter; Voigts rolige stilling kaldte vi i spøg til hans store ærgrelse for “Landstormstillingen”.
I mellemterrænet så man i det grelle solskin utallige ikke-begravede lig fra forårsslaget, flest Turkos [kolonisoldater fra Nordafrika, RR]; En frygtelig forrådnelseslugt fyldte luften. Et utal af sandsække blev brugt til udbygning af stillingen. På grund af det skarpe, grelle solskin, som den hvide kridtgrund kastede tilbage, bar posterne farvede briller for at skåne øjnene.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Skyttegrav i kalkjorden i Champagne. Her er det fra Valentin Hemmsens fotoalbum fra søsterregimentet Nr. 86 (privateje)
Næste Dag, den 23. April, tog det tyske Artilleri for Alvor fat. Jeg har aldrig været Vidne til et saa voldsomt Bombardement. I otte samfulde Timer haglede Granaterne ned over Skyttegravene lige overfor os. En Tid lang prøvede en Lærke at skaffe sig Ørenlyd. Den hang deroppe i Granaternes Bane uden at lade sig forstyrre af de store hvæsende Jernfugle. Saasnart Kanonerne tav et Øjeblik, hørte man dens jublende Triller. Som jeg er kommen til at holde af den lille tapre Sanger hernede. Men Beskydningen blev stedse voldsommere, og siden hørte jeg den ikke mere.
Luften stod i et Brag og Sus, og vi begyndte at ane, hvad det betød. Det var ingen almindelig Artillerikamp, det var Bombardementet før Stormen. Kanontordenen var ikke det værste, men den uafladelige Susen og Hylen i Luften — urrr— urr— urr— , den slog sig paa Nerverne. Man blev ganske ør i Hovedet af denne Hvislen, som opfyldte Luften. Vi kunde iagttage hvert Skud, se, hvorledes Jorden sprøjtede hushøjt op gennem de sorte Krudtskyer. „Det er Tak for Champagne“ mente en — men de stakkels Mennesker, som skulde ligge i den morderiske Ild!
Pludselig tav Kanonerne, og vi affyrede et Par Geværsalver for at se, om der endnu var en levende Sjæl i den fjendtlige Skyttegrav. Men Ilden besvaredes med en Punktlighed og Livlighed, som om der ikke var hændet det mindste! Vi kunde forstaa, at vi havde en tapper Modstander overfor os og maatte belave os paa en haard Kamp.
Der kom Ordre til at gøre Stormoppakningen færdig. Vi havde endnu nogle Timers Frist, Stormen skulde først begynde ved Daggry. Jeg tog Afsked med Verden og skrev et Brev, som jeg gemte i Brevtasken. Fra en Ven havde jeg modtaget en Pakke udsøgt gode Cigarer, dem delte jeg med Kammeraterne. Saa hvilede vi os endnu et Par Timer.
Vi laa tre Mand i en Dækning og talte sammen, den samme Dækning, af hvilken vor faldne Korporal lige var baaren ud. Frederik, en snurrig halvgammel Fyr, men et ejegodt Skind, førte Ordet: „Det havde jeg dog ikke troet, at vi skulde storme. Nu har jeg gjort det hele med fra Begyndelsen, siden vi ved Løwen kom ud af Toget og lige i Ilden. Jeg har slæbt Træ og staaet i Vand i Skyttegraven, og nu faar jeg maaske en Kugle for Panden“. Det kom desværre til at slaa altfor godt til, han fik en Kugle for Panden! Den stilfærdige Gerhard, som laa ved hans Side, han som var mig kærest af Kammeraterne, er ogsaa borte, han blev saaret i Benet.
Planen var, at den fjendtlige Skyttegrav skulde „rulles op“ fra Højre til Venstre. Efterhaanden som Angrebet skred frem, skulde vi kompagnivis gaa over til Storm. Saa lød Raabet gennem Skyttegraven: „Fremad, fremad!“
Det kom fra en Afdeling Cyklister, som vi havde faaet til Forstærkning, unge Mennesker, som brændte efter at komme i Lag med Englænderne. Det var for tidligt, men for saa vidt heldigt nok, som det gjaldt om at benytte det kostbare Øjeblik. Endnu et Øjebliks Tøven, saa satte vi i raske Spring over Brystværnet og løb frem gennem Kugleregnen.
Fra dette Øjeblik havde al Frygt og Ængstelse forladt mig. Der faldt en Kammerat for mine Fødder. Det gjorde ikke Indtryk paa mig; jeg husker blot, at han faldt saa underlig blødt. Til Venstre saa jeg en Flyvemaskine, som styrtede eller i stejl Glideflugt styrede mod Jorden. Inden jeg vidste af det, var jeg ovre paa den anden Side. Afstanden mellem Skyttegravene var ogsaa kun 200 Meter.
Vi erobrede et Maskingevær og stormede saa videre frem mod en Gruppe af sønderskudte Huse.
Her tog vi de første Fanger: et Par Kanadier og en enkelt Englænder og Højlænder. Den første, vi naaede var en lille Fyr, som ynkeligt strakte Hænderne i Vejret. Et Par hidsige Kammerater syntes ikke at se det. Jeg sprang til, og der skete ham ingen Fortræd.
Vor videre Fremrykning blev afbrudt af det tyske Artilleri, som skød for kort. Paa dette Tidspunkt var endnu alt Forvirring. En raabte frem, en anden tilbage. Jeg saa mig om efter Officererne, om de ikke var kommen med. Jo, der var Kompagniføreren. Han tog Kommandoen, og snart var Ordenen genoprettet.
Vor Stilling var alt andet end behagelig. Vi sad der, et enkelt Kompagni, midt i den fjendtlige Skyttegrav, udsat for Flankeild fra begge Sider og for de tyske Granater. Vi vinkede ad Kammeraterne, at de skulde komme os til Hjælp, og gav Tegn med Signalflaget til Artilleriet.
Jeg oversaa Situationen og fandt den – overordentlig interessant. En drengeagtig Eventyrlyst steg op i mit Hjerte. Dette her var meget spændende, hvordan vilde det ende? Der var fire Muligheder: Vi kunde blive oprevne eller taget til Fange eller gaa tilbage eller blive undsat. Jeg tændte en Cigar og afventede rolig Begivenhedernes Gang.
Vi satte os fast i et Indsnit i den fjendtlige Skyttegrav, som bød os nogenlunde Dækning mod Flankeilden, og forskansede os saa godt vi kunde. „Denne Stilling vil vi holde“, sagde Løjtnanten. Op ad Formiddagen gik Kompagnierne til Højre for os endelig frem til Storm og vi støttede dem ved at falde Fjenden i Flanken. Denne indsaa nu, at al Modstand var forgæves, og hejste det hvide Flag. Det viste sig, at Graven var svagt besat, de fleste havde formodentlig trukket sig tilbage i Forvejen. De faa, som var bleven tilbage, havde holdt tappert Stand hele Formiddagen ved Maskingeværerne.
Efter denne Omgang kunde vi nok trænge til en Forfriskning. I Dækningerne fandt vi dejligt frisk Hvedebrød og Kiks, Konserves og Marmelade, Flæsk og Ost, Cigaretter og Tobak. Vi fik os en solid, engelsk Frokost og tog derefter den erobrede Skyttegrav i Øjesyn.
Mit første Indtryk var Skuffelse. Vi havde hørt saa megen Tale om de franske Pionerers Dygtighed. Men hvad vi fandt, forekom os mere end tarveligt i Sammenligning med vor egen Skyttegrav, som vi havde bygget saa længe og saa flittigt paa. Navnlig var Dækningerne primitive, ogsaa Officerernes. Men de mere Kyndige gjorde os opmærksom paa det geniale i Anlægget, som muliggjorde et mere virksomt Forsvar til alle Sider. Af Rygdækning fandtes der næsten ikke Spor, men til Gengæld var Brystværnet meget stærkt. Vi havde ventet at finde Skyttegraven ganske ødelagt af den foregaaende Dags Bombardement; men til vor Overraskelse opdagede vi, at det havde været ret virkningsløst.
Under Stormen havde vi intet mærket til det fjendtlige Artilleri, formodentlig fordi det til Dels var gaaet tabt ved L …………den 22, og fordi det overhovedet var vanskeligt at bringe i Stilling i dette stærkt fremspringende Afsnit af den franske Front. Men i Dagens Løb maa der være kørt nye Batterier op ; thi hen paa Eftermiddagen blev vi overdængede med Shrapnells, og fra venstre fik vi stadig en velrettet Flankeild.
Vi kastede os plat ned i Graven og klinede os ind mod Jordvolden. Jorden sprøjtede over os, og Sprængstykker og Kugler slog ned omkring os i Skridts Afstand. „Saniteter til Højre“! — „Saniteter til Venstre“! — raabtes der gennem Rækkerne, hver Gang en Kugle ramte.
Ude paa Marken mellem Skyttegravene, som var oversaaet med Lig fra de haarde Kampe i Efteraaret, laa Stormens Ofre, de Døde og til Dels ogsaa de Saarede, som endnu ikke havde kunnet bjærges. Sindet blev mere og mere nedstemt for hver Gang det meldtes, at den Kammerat var falden og den haardt saaret.
Næste Dag fortsattes Kampen, men vi deltog ikke i den. Vi stod i anden Linje som Reserve og havde god Lejlighed til at følge Slagets Gang. Det vilde blive for vidtløftigt at give en sammenhængende Skildring af det, kun en enkelt Episode skal jeg nævne. Det svære tyske Artilleri beskød den fjendtlige Skyttegrav fra Flanken med en ligefrem ødelæggende Virkning. Paa en Strækning af 40 Meter talte vi Dagen efter lige saa mange Døde. Men til Trods herfor vedligeholdt Englænderne uafladeligt Ilden; mellem Kanonskuddene kunde man høre Maskingeværerne rasle. Tilsidst bukkede de under for Overmagten, men de værgede sig med beundringsværdig Tapperhed til det sidste.
I en Dækning sad to Mand, af hvilke den ene var saaret, med deres Maskingevær, og da Tyskerne stormede Graven, tog de imod dem med Haandgranater. Det er sandt, hvad jeg fornylig læste i en tysk Avis: „Man maa lade Englænderne, at de er sejge i Forsvaret. De sidder saa fast i Skyttegraven som Ræven i Hulen. Naar man ikke svovler den ud, er den ikke til at drive ud af Graven.“
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Tilfangetagne britiske soldater
Det var en Eftermiddag i April. Vi havde faaet vor Portion Granater og glædede os til Afløsningen, som skulde komme om Aftenen. Til Tidsfordriv fik vi os et lille Slag Kort i et Hjørne af Skyttegraven. Vi havde indrettet os rigtig hyggeligt med Skamler som Stole og et Bord af et Par Stormstiger og en Teltbredde. Luften var ren paa et Par Flyvere nær, som kiggede os i Kortene, saa vi kunde uforstyrret hengive os til det ædle Skatspil.
Da kommer vor Feldwebel ilende og forkynder „forhøjet Alarmberedskab“. Det kan nok være, at vi fik Kortene til Side i en Fart. Der lagde sig en uhyggelig Tavshed over Skyttegraven. Hver Mand stod paa sin Post med paasat Bajonet. Befalingsmændene stak Hovederne sammen, deres alvorlige Miner røbede, at der var noget usædvanligt paa Færde.
Siden hin Aften er vi Gang paa Gang bleven alarmerede, og tilsidst var vi tilbøjelige til at tro, at det var blind Alarm det hele. Men den 22. April blev det Alvor.
Hen paa Eftermiddagen saa’ vi til højre for os en gullig Sky Resultatet var over Forventning. Snart gik det som en Løbeild gennem vor Skyttegrav: „Held og Sejr!
L ………….. er i vore Hænder“! Der gjordes et ret betydeligt Bytte af Fanger – mest Farvede – og Kanoner, medens Tabene paa tysk Side skal have været forholdsvis ringe.
Hen paa Aftenen stilnede Kampen af. „Det var Slutningen paa Dagens Forestilling“, sagde min Korporal. For hans Vedkommende slog det ikke ganske til. Han faldt samme Nat for en Shrapnellkugle, der kom fra Flanken, ovre fra L ………….. Han stod ved min højre Side, min venstre Sidemand fik en Kugle gennem Huen og en i Geværkolben. Jeg slap med Skrækken.
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Kortspil ved fronten (Fritz Schwartz)
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.
Allerede i februar 1915 blev der mand og mand imellem talt om „storangreb“. Vi skulle støde frem til dem engelske kanal. Angrebet, sagde man, skulle finde sted i marts.
Tyskerne havde udregnet en djævelsk plan. Franskmændene skulle fordrives fra deres stærke stillinger, især fra hovedstillingen på den anden side af Yser-kanalen, og dette skulle ske ved hjælp af klorgas, som skulle udsendes fra forreste linie, vel at mærke, når vindretningen var gunstig.
En aften midt i marts blev vi sammen med alle mulige andre soldater sendt ud i nærheden af frontlinien , hvor vi havde været så ofte før. Vi havde mad til tre dage og en mængde patroner.
Angrebet skulle startes ved to tiden. Vi lå i stendyngerne i ruinbyen Bixchoote og frøs. Vi afventede ordre,, men den udeblev. Det var vindstille, og hele angrebsstyrken blev sendt tilbage.
Dette gentog sig næsten hver nat indtil den 21. april. Den nat blev vi kun sendt nogle kilometer tilbage. Vi skulle skjule os i noget krat.
Vi var trætte og havde kastet alt overflødigt, patroner iberegnet, bort og havde nu kun et stykke brød til natten. Vi fik flere patroner udleveret, og angrebet skulle begynde klokken seks aften, og det skete.
Ved højlys dag rykkede vi igennem løbegravene og ud i første linie, hvor gasflaskerne var indbyggede med kort mellemrum. Vor bataillon skulle være stødtropper, skulle tage den franske forreste linie og forcere Yser-kanalen, hvor hovedstillingen var.
Nu så vi et forfærdeligt syn. En kolossal, sort-blågul gassky rullede foran os. Solen formørkedes, og i samme nu satte det franske artilleri ind på de tyske linier med utallige batterier af alle kalibre. Tabene var uhyre store. Vi havde nået kanalen og løb over de lette pontonbroer, som pionererne rullede ud. De faste, store broer var ikke sprængt bort, men vi så nu til begge sider den ene fuldtræffer efter den anden knuse dem. De var tætpakkede af fremstormende soldater, som faldt ned i kanalen og var fortabte.
„Fanger bliver der ikke taget! “ var der blevet befalet. Vi sprang ned i den franske hovedstilling, men hvilket syn! De levede endnu, men var værgeløse. Ingen af dem havde gasmasker, hvorimod vi havde en tot tvist i næsen. Den betød dog intet. Mange af vore kammerater hang i de lange franske bajonetter, som stod oprejst i stillingen. De var faldet eller sprunget ned i dem; andre var fanget i deres pigtrådsspærring.
Det franske artilleri satte nu ind med uhyre styrke. Vi stormede over kampfeltet, hvor alle de franske reserver lå i massevis, døde og forgiftede. Første reservestilling løb vi overende, og det gik videre fremad i en forfærdelig ild. Vi stødte på næste linie, som var bemandet. Maskingeværild mejede os ned, men inden daggry var også vore maskingeværer i stilling, og vi gravede os ned.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Ved Stenbruddet, hvor vi drak Kaffe om Morgenen, blev Kompagniet samlet. Det var næsten mørkt, kun Lyskuglerne, som af og til blev skudt til Vejrs, tyste for et Øjeblik ud over den forvirrede Kampplads, hvor alting for et Par Timer siden var i det vildeste Oprør. Nu var det næsten stille, kun et enkelt Geværskud faldt. Men ud gennem Skydehullerne i Skyttegraven stirrede Vagterne aandeløst fremad i Mørket.
Da vi gik gennem Byen Nampcel, var de mørke Skyer paa Himlen trukket bort, og Stjernerne tittede frem. Maanen kom ogsaa igennem og lyste for os Resten af Vejen. Jo længere jeg kom bort fra Skyttegraven, desto friere gik jeg. Det var en Følelse, som naar et Bind, der er lagt stramt omkring Brystet, lidt efter lidt bliver løsnet.
Jeg rettede Ryggen og skød Brystet frem. Benene ilede af sig selv fremad med kraftige, faste Fodslag. Hvor Aftenen dog var smuk! Stjernernes Skin var saa lyst og mildt og Nymaanens sirligt formede Halvcirkel skinnede fra Himmelhvælvingen som en Broche af Ædelstene paa et blaat Bryst.
Jo, Verden var smuk, og jeg vilde leve. Hvordan mon mine Gymnaster havde det derhjemme? Mon vi nogen Sinde fik Lov til at gøre Gymnastik mere? Bare vi snart kunde komme hjem! Jo, jeg kommer jo hjem; det har jeg da aldrig tvivlet paa.
Saadan gik jeg og var hjemme i Tankerne, indtil jeg blev kaldt tilbage til Virkeligheden ved Kommandoen: Holdt! Træd af I Vi var ved Indgangen til Stenhulen.
Halvt med Uvilje kastede jeg Vaaben og Tornyster ned i Halmen; de saa saa kolde og døde ud. — Vi talte sammen endnu en Time om Dagens Begivenheder. Der var 4 Mand, som havde set, at Granaten slog ned paa vor Jordhule og begravede os; men de gav sig ikke til at grave os ud, da de ansaa os alle tre for døde.
Snart forstummede Talen, og vi lagde os til at sove under det stærke Klippeloft, glade over at være sluppet saa godt fra det hele.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Et Par Timer hengik i spændt Forventning om, hvilke nye Planer der blev lagt. Kl. 10 fik vi til almindelig Glæde Ordre til at trække os tilbage til Stenhulen ved Nampcel. Det lod vi os ikke sige to Gange, men gjorde os straks rede.
Vor Skyttegrav saa forfærdelig ud. Fjenden havde med sit Artilleri skudt den halv fuld af Jord, og desuden laa forrevne Sandsække, Skydeskaar og splintret Træværk rundt omkring i et Kaos. Foran os i et Teltlærred blev der baaret en haardt saaret. Det var min gode Ven, frivillig Frits Wolf. Han var Ordonnans og skulde netop til at gaa bort med en Ordre, da en af vore svære Granater slog ned i vor egen Skyttegrav og saarede ham dødeligt.
Samme Granat dræbte ogsaa Kaptajnen og Løjtnanten, som ledede Artilleriilden fra Skyttegraven gennem Telefonen. Kuglen var fra Kaptajnens eget Batteri.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. og 12. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra. Tyskerne planlagde derfor et modangreb på de franske stillinger for at ødelægge eventuelle yderligere minegange. Det skulle finde sted den 18. april.
Operationen var fastsat til 18. april. Efter to timers artilleriforberedelse af en afdeling 45’er, adskillige lette, et tungt felthaubitsbatteri og nogle minekastere, skulle tre enheder kl. 7 om aftenen storme frem ind til de næstforreste franske skyttegrave og sikre arbejdet for de efterfølgende grupper, der sammen med de tildelte pionerer skulle sprænge eventuelle underjordiske gange.
To mindre sideoperationer på regimentets yderste fløje skulle understøtte og sløre hovedangrebet. Ledelsen anså artilleriforberedelsen, som jo da også overgik alt hidtil, for tilstrækkeligt.
Men allerede under beskydningen havde de angribende enheder indtryk af, at det ikke var tilfældet. Gårdens mure faldt sammen, men skyttegravene, særligt dem nord for gården, blev ikke ramt i tilstrækkelig grad. Og fjenden var vågen, kepierne[1] forsvandt ikke fra skyttegravsranden. Da den første bølge stormede ud, knitrede det straks helt sindssygt.
Gevær-og maskingeværild, det blev straks klart, at der ikke var noget at gøre, yderligere fremtrængen ville være vanvid. Enhederne sprang tilbage i skyttegravene. Ved sideoperationerne gik det ikke bedre. En pionerofficer var faldet. 1. kompagni havde tre døde og to hårdtsårede.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
[1] Fransk militærkasket. Stålhjelme fik krigens parter først i løbet af 1916, franskmændene dog allerede i 1915.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.
Jeg rystede paa Kroppen som et Espeløv; men jeg tvang mig til at se rolig ud. Længe fik vi ikke Lov til at hvile os her. Kanonerne tav. Øjeblikket var kommen til Angreb. — Nu skulde vi først hen til den gamle Jordhule for at grave vore Geværer ud. Da jeg kom ud i den Grav, hvorfra vi skulde angribe, var den Sektion samlet, som jeg skulde føre ud i anden Linie. Jeg sprang op paa Brystværnet for at orientere mig.
Saa snart jeg fik Hovedet ud over Skyttegraven, blev der rettet en saa forbitret Gevær- og Maskingeværild mod mig, at jeg hurtigst maatte søge Dækning. Jeg prøvede igen — samme morderiske Modtagelse. Tre Skridt frem, det vilde være den visse Død. Nej, tænkte jeg, ikke dø saadan, ikke kaste mig bevidst i Dødens Arme. Jeg saa, at endnu var ingen stormet frem paa hele Linien.
En rasende Pionérofficer kom løbende med Revolveren i Haanden og brølede til os: »Hvem er her Sektionsfører?« Jeg stod ret og svarede: »Det er jeg!« Han bandede og tordnede: »Vil De skyndsomst se, at De udfører Deres Pligt og stormer frem til Angreb!« Jeg sagde: »Det er umuligt at komme blot et Par Skridt frem, da vi ingen Reserver har, og der er heller ingen gaaet frem endnu paa hele Linien.«
Han hævede Revolveren med et Ryk og hvæsede ud mellem Tænderne: »Hund! Jeg skyder dig ned, hvis du ikke gaar frem!«
Jeg stirrede ind i det korte, sorte Revolverløb, pressede Tænderne fast imod hinanden og knugede Geværet med højre Haand som i Krampe. En underlig, stejl Trods kom op i mig sammen med den Tanke: Om jeg dør straks her i Skyttegraven eller om et Øjeblik to Skridt foran kan omtrent falde ud paa et, og hvis han skyder, saa dør han i samme Øjeblik, det ser jeg nu paa mine Kammerater.
Langsomt, men med Eftertryk svarede jeg: »Gaa De foran, Hr. Overløjtnant, saa kommer jeg bagefter!«
Han blev bleg, og Øjnene blev større; men højre Haands Pegefinger strakte sig lige ud, og Armen sank. Uden at mæle et Ord mere gjorde han omkring og løb tilbage, idet han i Forbifarten kastede et sky Blik til mine Kammerater.
Lidt efter kom der Ordre til, at vi ikke skulde gaa frem, men gaa tilbage til vor Jordhule igen og afvente nærmere Besked.
86’ere i en skyttegrav ved Moulin (Krestens Philipsens krigsfotos, privateje)
