Tag-arkiv: Mellemøsten

19. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om revolutionen i Rusland og Zarens abdikation, og britiske og indiske troppers erobring af Bagdad. Der er desuden nyt fra Makedonien, hvor østrig-ungarske og bulgarske tropper går til angreb mod oprørerne

 

25. februar 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om briternes offensiv i Mesopotamien, den britiske offensiv ved Ancre (hvor FR86 led tab).

Men tyske tilbagetrækninger på Vestfronten tyder på, at der er noget i gære …

Det handler også om det fatale tyske Zimmermann-telegram, der gav USA en særdeles god grund til at erklære krig mod Tyskland.

Og så handler det om propaganda – og stigende problemer med uroligheder på den britiske hjemmefront – og om Bulgariens fremfærd i de besatte dele af Serbien.

17. januar 1917. På indkøb efter tyrkisk vin til stabslægen

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel. Her blev han ansat som oppasser for en tysk militærlæge.

Stabslægerne fra Hamborg og Danzig var yngre læger, og de var sikkert i tyrkisk tjeneste. De kunne kun få en tyrkisk oppasser stillet til rådighed.

Lægen fra Hamborg var en guttermand, meget flink og kollegial. En dag bad han mig rede sin seng. Det kunne hans tyrkiske oppasser ikke. Tyrken skulle så tage det grove arbejde for mig, pudse sko, vaske gulve og trappe.

En dag kom han så hen til mig og sagde: “Du, Thode, er så god og dygtig til indkøb. Kan du ikke finde en god vin til mig”.

Nu havde jeg ingen forstand på vin, men forsøgte så i en nærliggende vinkælder. Her var der vin i massevis. Store og mindre vinankre. Jeg bad så personalet her om at anbefale en god vin. Jeg måtte smage flere slags. Da der var en, jeg syntes godt om, købte jeg 2 oker. 1 oker er lige 7 pægls-flasker, dog knap fulde. Jeg selv tog den ene oker.

Da lægen smagte . vinen, sagde han “Thode, du har en god smag”. Jeg måtte fra den dag næsten hver anden dag købe en oker vin til ham, og jeg selv drak ligeså meget.

Det endte med, at de andre to også skulle have af den gode vin – (de drak dog ikke så meget).

Her kunne jeg have holdt ud længe.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

13. januar 1917. Officersoppasser i Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel.

Da jeg havde afleveret kulvognen på banegården i Konstantinopel, måtte jeg melde mig på et tysk militærkontor.

Alle de kammerater, der blev sendt med kultransporter herned, fik lov at blive nogle dage i byen, før de blev sendt tilbage igen. De boede på et tysk skib, der lå i havnen. Dette skib hed COCORVADO

Man skulle melde sig dagligt på det tyske militærkontor, det samme sted, hvor jeg skulle melde mig ved ankomsten.

Konstantinopel, 1918 (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)
Konstantinopel, 1918 (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Da jeg kom til kontoret, mødte jeg en hel del kammerater fra for udgående kultransporter, deriblandt selvfølgelig også dem, jeg havde været sammen med. Jeg var kun lige kommet ind for at melde
mig, da der kom en officer ud fra et tilstødende værelse og spurgte henvendt til de kammerater, der allerede var der, om der var en, som havde været oppasser.

Da der ikke var nogen, der meldte sig, tænkte jeg: “Du melder dig, måske der er en chance for at blive her et’ stykke tid”. Det gjorde jeg så. Han spurgte så, hvor og hos hvem jeg havde været oppasser. Jeg måtte nu hitte på noget, for jeg havde aldrig været oppasser. Jeg nævnede navnet på en officer, jeg huskede fra Østfronten, og så fortalte jeg, at jeg havde været beskæftiget i et officerskøkken nogle måneder. Det sidste var nu sandt nok.

Officeren gik så ind igen, og der kom en meget fin herre ud – en stabslæge – der kiggede lidt på mig. Jeg må sige, at jeg så ikke særlig ren ud, da jeg jo kom direkte fra kultoget og ikke havde haft lejlighed til at vaske mig. Han sagde så, at jeg skulle tage med til skibet COCORVADO og få mig renset.

Der blev jeg så afhentet i bil og kørt midt ind i byen. Det var et vældig stort hus, stabslægen boede i. Man sagde, at det var den engelske konsulatsbygning. Jeg fik et værelse i stueetagen, hvor jeg måtte indrette mig. Foruden stabslægen, boede der endnu 2 andre stabslæger, den ene var fra Hamborg og den anden fra Danzig.

Min chef var berliner, men han havde i flere år opholdt’ sig i Østen, Japan o.s.v. Han var en virkelig fin mand.Jeg havde det godt her. Mit arbejde bestod i at holde orden i hans værelse, pudse sko, gøre indkøb o.s.v.

Jeg måtte jo tilegne mig nogle sprogkundskaber, så jeg fik hurtigt lært at klare mig lidt på tyrkisk. Tallene lærte jeg hurtigt. Jeg kunne så meget, at jeg kunne gøre mig forståelig ved indkøb af de mest nødvendige ting. Jeg havde det virkelig godt her.

Foruden os, boede der en fransktalende ældre dame i huset. Hun havde nok fået lov at bo der for at holde lidt styr på inventaret, der var stuvet sammen i nogle værelser.

 Da lægerne var meget lidt hjemme, var vi to de eneste i det
store hus. Desværre kunne vi ikke tale meget sammen, da jeg ikke forstod fransk, og hun ikke tysk. Vi kunne kun.forstå hinanden ved at
tale en blanding af tysk, fransk og lidt tyrkisk.

Hun var ellers meget flink. En dag spurgte hun om jeg ville drikke en
kop mokka sammen med hende. Jeg sagde selvfølgelig ja tak. Men jeg dummede mig nok gevaldigt. Hun kom med nogle små kopper.

Nu havde jeg aldrig hverken hørt om eller i hvert tilfælde slet ikke prøvet at drikke, mokka. Jeg undrede mig over, at man skulle drikke kaffe af så små kopper. Jeg drak derfor meget små mundfulde, men ak, da jeg havde drukket ganske lidt, var det slut med mokkaen, den halve kop var kaffegrums. Det var mit første bekendtskab med mokka. Jeg tror nok, hun så lidt forbavset på mig.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

11. januar 1916. Med kul til Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. Han skulle egentlig have været på orlov, men det kunne han ikke komme pga. orlovsspærring – der havde nemlig været mange deserteringer blandt sønderjyske soldater på juleorlov hjemme..

Der var på den tid orlovsspærring til Nordslesvig, så jeg kunne ikke sendes på orlov.

Nu vidste man ikke, hvad man skulle stille op med mig. Feldwebelen, der afgjorde det, sagde til mig, at de skulle stille soldater til vagt ved kultransporter til Konstantinopel, men at de ikke måtte sende felttjenstdygtige med. Da de manglede nogle, sagde han:’ “Vi sender Dem med en transport, og når De så kommer tilbage, er  orlovsspærringen forhåbentlig ophævet”.

Det var sket flere gange, at man havde spærret for orlov til Nordslesvig, da der var for mange, der løb over grænsen til Danmark..

Jeg blev så sendt med et kultog til Konstantinopel. Det blev en spændende tur.

Det hele gik godt, vi fik mad med, og jeg mener også, vi fik udleveret nogle penge. Der var en personvogn med toget – ikke særlig behagelig, for vi måtte sove på hårde bænke. Men det gjorde ikke noget, vi var ikke så godt vant.

Da vi nåede midt ned i Ungarn, kom der så meget sne, at vi ikke kunne komme videre. Vi lå indesneet i en by, der hed Biik, og her blev vi indkvarteret i en sukkerfabrik.

Vi havde det dejligt her. Fabriksinspektøren og hans kone gjorde alt,
hvad de kunne gøre af godt for os. Vi kunne her købe alt det flæsk, vi ville have, så vi købte en ordentlig portion. Det var godt at have med på rejsen.

Jeg husker ikke så nøje, hvor længe vi var her, vel nok 2-3 dage. Så var strækningen klar igen, så vi kunne køre videre.

Jeg har aldrig hverken før eller siden set så meget sne.

Rejsen videre gik godt, indtil vi kom til det daværende Serbien.

Der opdagede vi, at så snart toget gjorde holdt, sprang folk op på kulvognene og smed så meget af kullet, som de kunne nå, af toget. Der var mangel på brændsel dernede. Det var jo også derfor, vi var med for at passe på. Vi måtte jage dem bort, men de var frække. Vi måtte tage skydevåben i brug, og det hjalp, selvom vi ikke sigtede på dem, men skød i luften.

Det skete dog, at de fik en del aflæsset, især hvis vi holdt, når det var mørkt, så der blev temmelig store huller i vognene. Så måtte vi læsse på igen, da det jo ikke kunne nytte, at vi kom med tomme vogne til endestationen.

Vi havde det ellers godt, bestilte ikke andet end at spise og spille kort. Det var et livligt selskab. Vi var fem mand, en underofficer og fire menige. Jeg var den eneste, der ikke var polak. De fire andre var alle fra det øvre Schlesien fra kulegnen. Nogle hidsige krabater.

Hvert øjeblik blev de så uenige over kortspillet, at de var ved at komme i slagsmål. Jeg dyssede dem så lidt ned, men det hjalp ikke meget. Et øjeblik efter var de dog gode venner igen, og kortspillet begyndte forfra.

Da vi nåede den tyrkiske grænse, gik den ene kulvogn i stykker, en vognfjer knækkede. På et meget øde sted blev vi kørt ind på et sidespor, og vognen blev koblet fra.

Nu måtte så en af os blive ved vognen, indtil den var repareret og kunne køre videre. Vi kunne først ikke blive enige om, hvem af os der skulle blive tilbage, da det var en så øde strækning, og ingen var glade for at blive ladt alene tilbage.

Det endte med, at jeg tilbød at blive. I en lille hytte opholdt der sig en toldkontrollør, det vil sige, han var der kun i den tid, der kom tog. Han var en meget fin herre, sikkert med god uddannelse. Han talte også godt tysk. Jeg fik lov at være i hytten natten over.

Næste dag kom der nogle mænd med et tog, og de gjorde vognen klar.

Derefter gik rejsen videre med et godstog til Konstantinopel. Der var ingen personvogn med toget, så jeg fik lov at opholde mig i lokomotivet. Det var jo meget morsomt.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

28. December 1916. Fra Aleppo til Konstantinopel med syge

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Jeg havde nu været et par dage i Aleppo, der er jo ikke meget at faa at se i saadan en by, der er kun nøgne mure, og husene med deres flade tage og gaderne er kun den bare jord. Murene er blegede af solen, og de smider solstraalerne tilbage saa man er nødt til at gaa med solbriller. 

Der er flere der skal tilbage til Konstantinopel, vi hygger os nu i en pakvogn, der kan vi hav vore sager samlede, og vi er jo fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene.

Vi skal nu gennem Amanusbjerget. Tunellen paa 5 km.s længde er nu færdigbygget, saa fuldbanen kan køre igennem. Sidst vi var her var hullet ikke større end at kipvognstogene kunne køre igennem. Vi kommer nu ud paa den slette som løber mellem Amanusbjerget og Taurusbjerget, i syd kan vi skimte Middelhavet. 

Det er sørgeligt naar man ser saa god en jord ligge hen til ingen verdens nytte, kun tilgroet med ukrudt. Der kunne blive de skønneste palmelunde med dadler: figner, appelsiner og alle de sydfrugter vi kunne ønske os. Vandet løber en næsten til tænderne naar man tænker derpaa, idet mindste i de tider hvor vi herhjemme ikke har set noget deraf i flere aar. 

Vi passerer engang i mellem nogle smaa byer. Appelsinhøsten er lige afsluttet, appelsinerne kan man se i store hobe paa marken, og der er mange sorter at vælge mellem. Vi nøjes ikke med at købe et par, vi køber hele kasser fulde ad gangen.

Nu er vi kommet til byen Kylek-Bogas, som ligger ved foden af Taurus-bjerget, den ligger lige nord for Tarsus, herfra skal vi med lastbiler over Taurus-bjerget til byen Borzanti, og saa med fuldbanen ind igennem Anatolien til Haidar-Parcha som ligger ved Bosporus og derfra blev vi sejlet over til byen Konstantinopel. 

Der kom jeg igen paa lazarettet, og var der til d. 28. dec. 1916. Her var et temmelig stort lazaret bleven oprettet, med flere læger og professorer. De studerede i tropiske sygdomme, der var mange patienter med mange slags sygdomme, saasom kolera, tyfus, plettyfus, malariafeber, sandfluefeber, rur, armøbenrur, men det mærkeligste er at alle febersygdomme smitter ikke direkte, de bliver overført af et dyr. 

Malaria bliver overført af en moskitomyg. Sandfluefeber af en sandflue, plettyfus af en lus. En som laa her ved siden af mig fik plettyfus. Den morgen blev der stor opstandelse paa stuen, alle læger stormede til og professoren forklarede dem sygdommen i første stadium. Jeg laa lige ved siden af og kunne høre alt. Jeg tror ikke sygdommen er saa let at konstatere. Den begyndte med en skrækkelig hovedpine og høj feber, op til 42 gr. og saa viser der sig en lille bitte prik paa det næst nederste ribben paa venstre side, men det er en skrækkelig sygdom, de syge kan ligge i flere dage uden bevisthed. 

Den syge blev straks flyttet over i epidemibarakken, jeg tror nok der laa fire stykker derovre med samme sygdom. Jeg fejrede nu julen 1916 her paa lazarettet, vi fik en dejlig aftensmad med steg, og hver mand fik en julegave. Den 28. dec. blev jeg udskreven og kom saa til genezungsafdelingen. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

16. december 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Balkan: Makedonien og Rumænien – og om Mellemøsten, hvor briterne forbereder sig på en ny offensiv i Mesopotamien (nutidens Irak-Syrien). Og desuden om en række markante udskiftninger i den politiske og militære ledelse i flere lande.

15. November 1916. I Mosul: “Kun ørkenstormen kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider, henimod aften drager der et tordenvejr hen over byen. Luften bliver dog lidt friskere, men det er kun til den næste dag, saa er der ikke mere at af regnen. For os var det næsten et under at se en Sky paa himlen, vi troede næsten ikke det var muligt at der kunne danne sig skyer, for i den tid vi har været her har vi ikke set andet end en blaa sitrende himmel, ikke saa meget som en lille bitte sky, hvor solen kunne forsvinde, og give os en afveksling i denne brændende solhede. 

Kun samumen (ørkenstormen) kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede, den værste snestorm er for intet at regne mod samumen. Jeg har kun oplevet en sandstorm da jeg har været hernede, men ve’ den karavane der bliver overrasket af sandstormen. Først høres en dump rullen, og det bliver kulsort i horisonten, støvet hvirvles op i flere hundrede meters højde og man kan se det i mange km. afstand. Trods det at det nærmer sig med rasende hast, er det som om der gaar en evighed af tid inden det kommer over os. 

Men det er spændingen og uvisheden for hvad der kan ske. En hvislen, et hyl og i et nu er det over os, og alt løst bliver fejet tilside. Hvis man ikke har nogen dækning er det bedst at smide sig fladt ned paa jorden, holde munden lukket og øjnene ogsaa, hvis man ikke har tætsluttende briller. Støvet hvirvles rundt saa man næsten ikke kan se en haand for sig, og det er som det kom ud af en glødende ovn, det brænder og stikker som af tusinde naale.

Det kan vare i timevis, det kan vare i dage, men da er de ikke meget vær som ikke har kunnet finde sig et skjul. Huden revner, læberne og tungen svulmer op og bliver tørre, et menneske kan hverken faa mad eller drikke ned. 

Kamelerne lægger sig fladt ned med hals og hoved strakt henad jorden, og der blir de liggende og de ogsaa bliver tildækket af sanddriverne. Det eneste samumen gavner er at udrydde græshopperne, de bliver hvirvlet med og gaar til grunde. 

Jeg havde nu staaet en lang sygdom igennem, den 8. nov. var jeg saa rask at jer kunne komme ud af lazarettet. Der var oprettet en automobilforbindelse mellem Mosul og Aleppo, de kørte gerne en tur hver 14 dag og rejsen varede i 4 dage, med kamelkaravanen brugte vi omtrent 25 dage til samme tur. Den 15. nov, skulle jeg afsted, jeg skulle tilbage til Konstantinopel for at faa klimaforandring saa at jeg kunne blive rigtig rask igen. 

Skønt jeg var glad for at komme ud af denne ørkenens grav, (Mosul kalder de nemlig for ørkenens grav) var det dog med vemod at jeg tog afsked med sygeplejerskerne og kammeraterne. Men afsted skulle jeg. Da jeg sagde farvel var der en jeg ikke kunne finde, det var søster Marie, hun var komtesse og det var hende der havde passet mig i min 3½ maaned lange sygdom her paa lazarettet, og hvad hun har gjort for mig skal jeg være hende evig taknemlig for. 

Ligeledes søster Christine, det var hende der stod for køkkenet, og det var utroligt sikke lækre ting hun kunne lave til mig, hun kom flere gange om dagen og spurgte mig hvad jeg kunne have, men appetitten var ikke saa stor, saa jeg mange gange maatte sige nej tak, jeg kunne ikke have noget. Men omsider kom søster Marie, hun græd de bitreste taarer og kunne næsten ikke sige farvel, hun var jo gaaet i kloster, hvorfor ved jeg ikke, maaske havde hun fortrudt det. 

Det var to lastbiler som gjorde turen tilbage til Aleppo. Varmen var temmelig aftaget og det begyndte at blive køligere om natten, men vi kunne nok fryse lidt om vi ogsaa havde 35 gr. varme om natten, det er jo den store forandring fra den brændende solhede om dagen der gør det. 

Ved jernbanebygningen ude i ørkenen var der flere hundrede mand i arbejde, og de var naaet flere km. frem siden vi sidst var der. Inden vi naaede Aleppo saa vi store Armenier lejrer ude i ørkenen, det var alle de mennesker som tyrkerne havde hentet oppe i bjergerne. Mænderne skulle arbejde ved banebygningen, og de unge piger solgte de for 3 – 4 pund, guld efter skønhed og kvalitet.

15. November på vej til Aleppo.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

28. September 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “14 dage i Mosul saa var han død.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

15. Juli 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “Kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber …”

Senest ændret den 16. september 2016 9:02

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste ved et 150 mand stort tysk ekspeditionskorps i Mellemøsten.

Den 24. juni 1916 er vi i “Mosul”, der ligger gemt nede i en dal ved floden Tigris. Der er et usundt klima her, for luften staar næsten helt stille og solen brænder, saa det er en trykkende hede med 75 gr. varme i solen.

Kirkegaarden er næsten større end den plads byen ligger paa, men byen blir ogsaa kaldt for ørkenens grav. 

Vi bliver nu indkvarteret paa et hotel, men I maa jo ikke forestille jer det saadan som hos os derhjemme, det er alt sten og marmorgulv, dør og vindueskarme er udsavet af marmor, for det har de nok af, men træet er knapt, taget er fladt saa vi kan sove deroppe om natten. Det er en italiener som ejer hotellet. Vi faar ogsaa vor forplejning der, vi skal jo selv betale. 

Forplejningspengene faar vi jo udbetalt. Middagsmad spiser vi altid om aftenen efter solnedgang, saa er det knap saa varmt. Først bliver der fejet udenfor hotellet, det er nemlig kun jord, saa blir det hele overhældt med vand, det bliver saadan mere friskt, saa blir borde og stole sat ud, og kulørte lamper blir ophængt, og saa kan det gaa løs med maden, og 6 – 7 retter plejer vi gerne at faa.

Vi kan nok mærke at vi ikke er vant til klimaet, for vi ligger snart alle og er syge, nogle ligger med stærk feber 40 – 41 gr. Tre mand er døde. Den ene dag kan de være helt sunde og raske, den næste dag er de døde.

Hvad der her hersker af sygdom er næsten ubeskriveligt kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber, ja man kan næsten sige al slags sygdom. 

Men det er heller ikke at undres over at folk bli’r syge; naar der dør en hest, et æsel eller et andet dyr bliver det liggende hvor det er, om det ogsaa ligger midt paa vejen, eller om det falder om i vandet, hvorfra folk skal hente deres drikkevand. 

Øjensygdom er en mægtig plage, hvert andet menneske har syge øjne, men læge kender de jo ikke til. Og saa disse krøblinge som ligger henslængt ved husmurene, med kun et sækkelærred at dække sig til med, udtærede saa de næsten ikke kan røre sig. Naar man kommer forbi kysser de ens klæder, og med længselsfulde, utørrede øjne og ansigtet fordrejet i smerte hvisker de: “Sahib giv mig en almisse”. 

Naar de bygger et hus bruger de hverken teglsten, kalk eller cement, det bliver bygget af marmor og alle slags sten som bliver opsamlet ude paa marken. Marmoret bliver opsat i en rundkreds og opbygget som en slags ovn, og fyldt med hakkelse indvendig, saa bliver der sat ild til halmen og gennem denne varme bliver marmoret saa skørt at det kan lade sig male til støv, og det binder meget bedre end cement. 

Det er lige i faste tiden og der bliver af skudt 3 kanonskud hver 6 te. time, og udraaberen kalder fra minareten til bøn til samme tid, og man kan høre det næsten over hele byen i den stillestaaende luft, men vi var nu ikke interesserede i at han der begyndte midt om natten og forstyrrede os i vor nattesøvn. 

Hele vort formaal er naturligvis en hemmelighed, men da vi rejste gennem ørkenen, blev der skrevet i de engelske aviser, at 40,000 mand var paa vej mod østen, og vi var kun 150. Meningen var at vi skulle have haft 4,000 mand tyrkisk kavalleri, og vi skulle saa have haft føring af denne division, men vi fik slet ingen tyrker, saa vi maatte klare os selv. Og meningen var vist nok, at vi skulle have truet den engelske besiddelse i Indien. 

15. Juli, jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

24. juni 1916. Ulykkelige armeniere: “Børnene slog de ihjel, pigerne solgte de …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den næste dag, indhenter vi vor afdeling igen, de er bleven i “Nesebin”, her har vi et par dages hvil.

Der er masse fanger her, det er englændere og indere, de kommer fra “Kut-el-amara”, som ligger ca: 300 km. syd for “Bagdad”, de er paa vej til “Konia”. Der blev taget 13–14.000 fanger dernede, de sælger alt hvad de har, for at faa lidt tyrkisk mønt, saa de kan købe sig lidt at spise, deres forplejning er maadelig, jeg ville sandelig ikke gerne være fange hos tyrkerne. 

Naar man ser den grusomhed, ja det er næsten ubeskriveligt, hvad der hersker hernede. Vi møder sommetider store flokke af “Armenier”, sammenlænket ved haandledene, disse hungrende, forpinte mennesker, de vantro hunde som tyrkerne siger. Armener er jo et kristent folk.

Naar man ser deres lasede klæder, deres bønfaldende blikke, naar de møder os med fremstrakte arme, bedende om hjælp og om en almisse, da skar det een i hjertet, saa vi kunne godt ha’ nedmejet hele vagtmandskabet med maskingeværer, men vi havde jo bare ikke lov dertil.

Alt hvad vi havde af brød gav vi dem, men vagtmandskabet tilkastede os lynende blikke. Det er sørgeligt, at nogle mennesker saadan skal pines. 

Tyrkerne drog op i deres land, stjal alt hvad de ejede, afbrændte deres huse, børnene slog de ihjel, pigerne solgte de og mændene skulle først arbejde saa længe de kunne, og naar brød sammen, blev de jaget ud i ørkenen til føde for sjakalerne. Senere blev der oprettet en armenierlejr ved “Aleppo”, hvor Karen Jeppe har gjort et stort arbejde for at lindre nøden for de nødstedte armeniere.

Imellem flygtede ogsaa en, vi havde ogsaa et par, hos os turde tyrkerne ikke afhente dem, vi kunne godt tage os en tjener, og i den tid havde han jo ro for tyrkerne. I de næste dage møder vi mange fanger af englændere og indere.

En morgen møder vi ogsaa den svenske naturforsker Sven Hedin, han kommer fra østen, paa vej til Konstantinopel. 

Den 24. juni 1916 er vi ”Mosul”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Læs mere om det armenske folkedrab her (Wikipedia): http://en.wikipedia.org/wiki/Armenian_Genocide

Fotografiet stammer også herfra. Original billedtekst: “Syria – Aleppo – Armenian woman kneeling beside dead child in field “within sight of help and safety at Aleppo”.”

11. juni 1916. Med kamel mod Mosul

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den 5. juni gaar turen videre, det er 21 dages rejse herfra og til “Mosul”.

Det er ikke en behagelig rejse for det er alt ørkenland, og med vandet vil det ogsaa blive knapt og saa er der en hede midt paa dagen kan vi slet ikke vise os uden for teltet, lægger man et stykke jern i solen bliver det saa varmt at man ikke kan tage fat paa det. 

Vor afdeling og artilleriet drager tilsammen, vi har ogsaa kamelkaravanen med os. Marchturene er ikke saa lange, de retter sig altid efter hvor der findes vand. Oaser som vi kalder dem. Vi drager altid tidligt afsted omkring kl. 3. om morgenen, saa vi staar op kl. 1. det er jo lige ved den tid hvor I derhjemme gaar til ro, for vi er jo hele tiden en 3. timer før. 

Nu kommer der en strækning hvor der ikke findes vand, og kamelkaravanen skal være to dage om den tur. Afdelingerne er draget forud, de kan klare det i en dag. Jeg er blevet tilbage med 4 mand til bevogtning af karavanen.

I dag er det første pinsedag d. 11. juni, vi er gæst i en araberlejr hos føreren for kamel-karavanen ”Haschi Jasin”. 

Til frokost faar vi brød med med smør, æg og sukker. Brødet er friskbagt, smørret er paa en tallerken med sukker paastrøet, vi bryder saa et stykke brød af og dypper det i smørret, for de spiser jo med fingrene.

Middagmad spiser de først efter solnedgang, da faar vi dampet ris med hønsekød og kogte æg og en mokkakaffe, men der gives kun en liden mundfuld ad gangen og der bliver drukket af en kop, men det smager os dog helt fortræffeligt. Jeg har nok set det før paa billeder naar de sidder paa huk i en kreds rundt om en skaal, men det er dog første gang jeg har været med dertil. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

16. maj 1916. ” Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til Mosul.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”. Høsten er allerede igang, men det er kun smaa stykker de har under plov. Ja plov kan man næsten ikke kalde den, den bestaar af en krum træstamme, fortil lidt tilspidset, med den kører de frem og tilbage og paa den maade faar de saa lidt muld. 

Det er næsten udelukkende byg de avler, det skal jo kunstigt vandes og det sker ved at de hejser vandet op af floden med en sammensyet kohud der er lavet som en slags tragt og det er kun ved flodbrederne de kan avle noget, hvad der avles bliver høstet med  segl. 

Men hvad kunne der ikke blive ud af de store uendelige sletter hvis de kom under kultur, med stemmeværk og kanaler, for vand er der nok af i de store floder “Eufrat” og ”Tigris”, saa de kunne godt bevande hele Mesopotamien. 

Nu gaar banen ind gennem ørkenen. Solen brænder ogsaa frygteligt. Sommesteder møder vi store græshoppesværme, de er ogsaa en mægtig plage her i landet, for de æder alt hvad de møder paa deres vej. Om aftenen er vi i “Ras-el-ain”, det er kun selve stationsbygningen. Banen gaar ikke videre. 

Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til “Mosul” som ligger ved floden Tigris. Ørkenen er et land uden tusmørke, solen gaar ned, saa kommer en kort forventningsfuld stilhed og i denne uendelige stilhed er det som selve tiden staar stille. Alt bliver sort mod en citronfarvet himmel. En stjerne gløder en flagermus flyr og mørkets vinger breder sig over jorden. 

Og saa ørkenspejlbilledet, naar man skuer ud over ørkenen naar den bliver bestraalet af solen og solstraalerne bliver kastet tilbage, da opstaar der et spejlbillede saa skønt som man ikke kan forestille sig. Det kan se ud som om man var omgivet af en stor sø, og forhøjninger i landskabet er som smaa øer, og gaar man eller rider man hen imod det, saa kommer man det aldrig nærmere, det er ligesom det flygter for een for tilsidst helt at forsvinde, og hvad er det? Det er intet! Intet! 

Gennem de tusinde af aar har man brugt det samme transportmiddel: ”Ørkenskibet”, den uovervindelige kamel. Nu som for umindelige tider siden befordres mennesker og gods ad de samme karavaneveje gennem ørkenen paa kamelryg. Tavse drager karavanerne gennem det dødsstille solsvedne land. Kamelen skrider frem med fremstrakt hals og med rugende fjed møjsommeligt i kvælende og tør hede afsted i den endeløse slette. 

Og hvad der venter os er jo ikke godt at vide, maaske vore knogler ogsaa skal blegne i ørkensolen. Vi lader nu alle vore sager ud, det har vi nu gjort flere gange, hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Der er en lille flod i nærheden, der bygger vi vort telt op. Vi har et stort dobbelt telt ved hver afdeling der kan rumme 25 mand, og vi har jo vore feltsenge med madrasser saa vi ligger jo helt godt her. 

For at komme videre skal vi baade have heste og kameler. Den 16. maj faar vi 15 heste tildelt vor afdeling, altsammen hingste, flere af dem er slet ikke tilredet, saa vi har rideøvelser hver dag, og det gaar sjældent af uden ulykker, en brækket arm, en forstuvet skulder, og een havde nær brækket halsen. Hesten slog nemlig en kolbøtte. 

Ved hele ekspeditionen har vi nu 150 hingste, vi har dem allesammen tøjret, men det sker imellem at et par river sig løs, saa skal I bare se sikken en kamp det gi’r, de er næsten ikke til at skille ad. Vi er nu klar til ørkenrejsen, 600 kameler har vi ogsaa faaet, en mægtig karavane.

Den 5. juni gaar turen videre.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

12. maj 1916. ”… saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over ”Amanus-bjerget.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han deltog i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts blev sendt til Mellemøsten.

Den 29. april gaar turen videre, fuldbanen gaar kun 2. km. saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over “Amanus-bjerget”. Vi er 6 mand som skal ledsage toget, det øvrige mandskab skal til fods over bjerget. Der er tre tog lige efter hinanden, vi kører nu i zik-zak opad bjerget, først til den ene side, saa blir der skiftet spor, saa tilbage paa et andet spor, og saadan bliver de ved indtil vi naar bjergets top og nede i dalen kan vi skimte stationen, men det ser ogsaa kunstigt ud naar man ser det ene tog efter det andet kravle opad bjergsiderne. 

Nu skal vi gennem en tunnel paa 4,9 km. Den er lige færdig bygget saadan at kipvognstogene kan køre igennem. Vi har tre timers ophold i midten. Først da vi kommer ind i tunellen er der skrækkeligt koldt, der bliver luften saa klam og trykkende, og der er en larm fra presluftborene, og desuden helt mørkt. I det fjerne ser vi arbejderne med deres lygter i haanden i travlt arbejde.

Det er tyske ingeniører der leder arbejdet, de sagde at de aldrig nogen sinde havde arbejdet i saa haard en stenmasse som her, de brugte ikke nogen afstivning. 

Vi skulle vente til de havde kipvognerne fyldt, vi befandt os nu 800 m. under jorden, men omsider kørte vi videre, men vi var kun lige kommet 1 km. bort før de sprængte igen, det var som hele bjerget skulle falde sammen om os, kl. 6. aften kom vi ud paa den anden side af tunellen. Men vi fryser og vi er helt skidt tilpas af den luft inde i tunellen.

Vi har endnu et par timers kørsel inden vi naar fuldbanesporet. Lokomotiverne spyr gnister de fyrer nemlig med træ. Gnisterne staar ud af skorstenene som et rigtigt fyrværkeri og breder sig i en stor omkreds, saa der gaar imellem ild i vore sager og vort tøj. 

Naar toget holder for at faa vand pas lokomotiverne skal vi skynde os at overhælde præsenningerne med vand, og vores teltbane skal vi ogsaa have dyppet i vandet, for det skal vi sidde med over hovedet under kørslen, for der flyver gnister saa store som fingerender og de tænder med det samme.

Ulykker sker der ogsaa her, for et par dage siden løb en kipvogn løbsk nedad skraaningen og enden blev at den løb af sporet og manden blev slynget 20 m. bort, et par dage efter var han død. Et lokomotiv var ogsaa løbet af skinnerne og styrtet ned i en afgrund, dets to ledsager var død paa stedet. 

I “Kotbatsche” gør vi holdt, herfra gaar fuldbanen videre. Idag har vi den 1. maj. Vi har bygget vor teltlejr højt oppe paa bjergerne, saa det var et besværligt arbejde at bringe sagerne derop.

Vi skal nemlig være lidt forsigtig, for her er sump og det er her muskittomyggerne holder til, og det er dem der medbringer malariasygdommen, den er stærkt udbredt i denne egn. Vi sover under moskittonettet hver nat. Vi tager ogsaa Chinin to tabletter to gange om ugen, det er noget modbydeligt skidt, man har en led smag i munden hele dagen, men det er jo bedre at forebygge end at helbrede. 

Om dagen strejfer vi rundt i bjergerne og i en bæk som løber forbi lejren tager vi os et forfriskende bad hver dag. Den 11. gaar turen videre, vest for Aleppo deler banen sig, den ene gaar over Aleppo og mod syd ned gennem Palastina, vi bøjer af mod nordøst. 

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

29. april 1916. “Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn”.

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Den 12. april gaar turen videre. Vi kører nu i pakvognen, vi vil jo helst være fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene. I pakvognen har vi rigelig plads og vi har vores feltsenge med madras og dækkener, saa vi sover udmærket om natten. Vi skal jo ogsaa have plads, at vi kan koge lidt mad for vi skal jo selv sørge for forplejningen.

Hver mand har jo sine kogegrejer, saasom primus, paner, gryde og hvad der ellers hører til. Forplejningspenge faar vi udbetalt samtidigt med lønningen, jeg har 7,30 mark pr. dag. Lønningspengene faar vi i papir, men det øvrige skal vi jo ha’ udbetalt i klingende mønt, enten i guld, sølv eller nikkel, for ørkenbeboerne er nemlig saa kloge at de ikke tager imod papirpenge, for dem faar vi ingen ting.

I førstningen var det jo om at faa kendskab til pengene. Et tyrkisk pund er lig 100 plaster, eller gruss som tyrkerne si’r, en piaster er lig 40 para eller fire metalik, hver paa ti para, saa har de en medschedi lig tyve piaster, en sølvmønt lig de store fem mark for et tyrkisk pund.

Hele togpersonalet er tyrkisk, kun lokomotivføreren er tysk. Vi kører nu langs kysten af Marmarahavet, ind gennem fastlandet. I løbet af 15 minutter passerer vi 9 tunneller, paa omtrent 100 m. længde. Så er vi i “Eskesche-Hir”, her strømmer varme kilder ud af jorden, og vandet løber langs grøfterne og er 35 gr. varmt. Den 14. er vi i ”Konia”, her ser man storesletter omgivet af høje bjerge, paa deres top ligger endnu sne, men vi befinder os ogsaa omtrent 1000 m. over havet. Nu gaar det nedad hele tiden.

Lørdag d. 15. april er vi i”Bonzanti” ved foden af ”Taurus-bjerget”. Banen gaar ikke videre, vi skal nu med lastautomobiler over “Taurus-Bjerget”, der er 4,500 m højt. Vejen har en længde af 70 km. og den er bygget i korsfarertiden, den er udhugget langs bjergsiderne og er sommesteder ikke bredere end 4 – 5 m., paa den ene side høje klipper og paa den anden dybe kløfter. Snart gaar det stejlt opad, saa om et kort hjørne, saa lige stejlt ned igen. Det gyser næsten i een naar man ser ned i de svimlende afgrunde, de kan somme steder være 6 – 700 m, dybe.

Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn. Passet er maaske 50 m. bred, vejen 5 m. og ved siden af en rivende bjergstrøm og paa begge sider 5 – 600 m. høje stenklipper, som gaar lodret i vejret. Hele turen tar 1½ dag, oppe paa bjerget er der en hel lastautopark, den er paa 600 biler, der gør vi nu holdt for natten og næste morgen gaar turen den anden vej nedad bjerget til byen “Kylek-Bogas”, som ligger nordlig for “Tarsus”, Her gaar jernbanen igen, vi har en 7 timers kørsel, saa kommer vi til byen “Marmaura”.

Det er ubestemt hvornaar det gaar videre. Man kan ogsaa nok mærke at man nærmer sig de varme lande, for om dagen er det en hede hernede i dalen, skønt paa bjergerne ligger der endnu høj sne. Vi bygger os nu en teltlejr og vi er ude at bade hver dag i floden som løber forbi lejren.

Den 27. april er vi paa udflugt til “Tubrakale”, det er en gammel armenisk ridderborg, den er bygget omkring det 12. aarhundrede, af dens høje murer er der kun ruinerne tilbage, men det maa have været et besværligt arbejde at bære materialet op paa bjergets top for vi taber snart vejret for at naa toppen, men idag har vi ogsaa 50 gr. varme. Der er en storslaaet udsigt heroppe fra, paa den ene side “Taurusbjerget”, paa den side “Amanusbjerget” og i sydvest kan man skimte middelhavet. Men ikke en by, ikke et hus, kun hist og her en lerhytte i det fjerne. Vi kommer forbi et vandhul, der vrimler det af skildpadder ellers ser vi sjældent nogen dyr.

Den 29. april går turen videre.

Den 12. Maj hører vi mere.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

12. april 1916. “… lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Onsdag aften d. 29. marts passerer vi den tyrkiske grænse og onsdag aften er vi i Konstantinopel. Vi har nu været ni døgn under vejs fra Berlin, men vi har jo ellers haft det helt godt, vi var kun tre mand i kupeen, saa vi kunne jo nok ligge ned om natten, en mand paa hver bænk og en paa gulvet, saaledes kunne vi godt blive ved med at køre til krigens ende.

Storstaden ved det gyldne horn. “Dronningen af alle byer” har man kaldt Konstantinopel. Og i virkeligheden er der ingen overdrivelse heri. En kæmpe stad saa vidunderligt beliggende, saa umaadelig interessant som ingen anden, men ak, i et utroligt forfald, uden orden, uden administration, næsten middelalderlig. Men alligevel lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel.

Alt forfalder i Konstantinopel. Allah sørge for sig og sine og først naar huset er ved at falde sammen over hovedet paa ham af ælde, indser han nødvendigheden af en lille reparation. Den er imod Allahs vilje. Denne hensmuldren hører ganske vist med til orientens karakter.

Men europæeren, som har døjet med tiggere i tusindvis, med urenlighed uden sidestykke paa offentlige gader og den smudsige tunnelbane som fører folk op fra Galata til det højtliggende moderne kvarter Pera – kan alligevel ikke lade være med at tænke som saa: hvad kunne der ikke blive af denne storstad hvis blot enkelte dele af den blev moderniseret en smule. Tænk hvis her kom rene gader nye kloaker, lidt orden og administration. Hvilket paradis kunne denne europas smukkeste by ikke blive, hvilke rigdomme ville der ikke strømme ind til den!

Men tyrkerne er ikke forretningsfolk. Der er ingen storindustri i Konstantinopel, kun en smule detailhandel og der gøres intet for at drage fremmede til byen. Man fortrædiger dem tværtimod med chikanøse pasbestemmelser, plukker dem og snyder dem, hvor man kan og forlanger tilmed bestandig ublu bestikkelsesgratialer. Det gælder dog kun embedsstanden og andre funktionærer, hvem en udlænding kommer i berøring med – selve den “brede” befolkning er berømt for sin ærlighed.

I eftermiddagstimerne, naar den bedre verdens damer gør deres indkøb, kan her være nok saa livligt. Udenfor magternes ambassader patrouillerer skarptbevæbnede soldater. De fine modebutikker rivaliserer med Paris og London.

Med nysgerrig interesse betragter man tyrkinderne, hvis liv henglider som et ørkenløst dolce far niente. Saa snart hun forlader haremet anlægges sløret, der bæres af alle kvinder. Hos de yngste fruer er sløret dog saa tyndt at det næsten er gennemsigtigt. De fleste bærer en art kappe der ligger tæt til kroppen og fremhæver alle legemets linier, dertil et langt hvidt tyllsslør, koket slynget om panden og den underste del af ansigtet og tilbage over skuldrene. At se for ivrigt efter en saadan tilsløret skønhed paa gaden eller i teateret kan medføre store ubehageligheder.

Naar man besøger bazaren, en gade, en smøge kan man godt kalde den, den er maaske tre m. bred og overdækket med glas, der er hul i muren paa begge sider af gaden, paa størrelse af 3 x 3 m., med en klap til at lukke for med. Der sidder saa alle købmænd i håb med benene over kors og falbyder deres varer. Og der er varer af alle slags, fra de billige japanske trykte bomuldsstoffer, en udendelig mangfoldighed af kobberarbejder og simple sølv og guldarbejder.

En dag var vi opstillet til parade for sultanen da han kom kørende til sin Moske, omgivet af sine ministre og fulgt af sine yndlingshustruer der vogtes af kulsorte negre. Sultanen stillede sig op i døren til Moskeen og vi defilerede i parademarch forbi ham.

Vi var ogsaa en tur ude at sejle paa Bosporus, det er det der forbinder Marmarahavet med det sorte hav, der ude har tyrkerne deres flaadebasis, der laa to tyske krydsere “Göben” “Breslau”. De havde været paa togt i middelhavet da krigen begyndte, saa de kunne ikke komme tilbage, de var saa sejlet ind til Konstantinopel.

Et par dage forinden havde de været paa togt i sorte havet sammen med den tyrkiske flaade og da det var usigtbart vejr blev de pludselig overrasket af den russiske flaade, som var meget stærkere end de andre, saa de maatte skyndsomt tage flugten. De bar ogsaa tydeligt spor af træfningen og havde flere huller i siden.

Nu har vi næsten været 14 dage her i Konstantinopel, men vi har ogsaa haft nok at bestille for alle vores sager skulle vi ha’ sejlet over til ”Haidar-Pascha”, som ligger ovre paa den asiatiske Side, her er der ingen baneforbindelse ind gennem Anatolien.

Den 12. april gaar turen videre.

Vi hører mere om hans færden den 29. April.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

21. marts 1916. Heinrich Jessen på vej til Mellemøsten

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk. Men han blev syg og tilbragte de følgende måneder på lazaretter i Tyskland.

Vi var 40 underofficerer og feldvebler i to hold, de fleste var officersaspiranter. Nu skulle vi til at tumle med maskingeværet, det er da pokkers mange dele i saadan et tingest, hver et havde jo sit navn; kommandoen var ogsaa anderledes. Vi havde jo ikke to aar til vor uddannelse, vi skulle helst være færdig i 14 dage.

Garnisonskommandanten holdt saa afhøring, det gik helt godt. Jeg fik derefter et hold paa 20 underofficerer og feldvebler til videre uddannelse. Der var ikke nogen anfordring fra fronten.

I slutningen af januar, kom der fra krigsministeriet forespørgsel om to befalingsmænd, som ville melde sig frivilligt til et særligt foretagende. Det skulle være folk med god uddannelse, god føring og som ikke havde været straffet. Hele uddannelsesmandskabet meldte sig. Jeg og en korporal blev udtaget, men hvad det var for et foretagende vidste vi ikke, vi skulle vente efter nærmere ordre.

Der gik saa nogle dage, saa kom der besked fra krigsministeriet at vi skulle møde i Berlin, her fik vi at vide hvad foretagende vi skulle deltage i. Vi skulle med en ekspedition til Mesopotamien.

Vi blev nu indkvarteret i Slottsgods kaserne, der kom flere fra alle verdenshjørner af Tyskland, vi var 150 mand ialt, flest befalingsmænd. Vor fører af ekspeditionsn var hertug Adolf Friedrich af Meklenborg, næstkommanderende kaptajn von Stylpnagel og grev Kanitz.

Vi blev nu inddelt i 4 maskingeværafdelinger, og en bjergfeltartilleriafdeling, med 25 mand i hver og en oberløjtnant som fører. Der var en tolk ved hver afdeling, det øvrige mandskab skulle danne etappe. Der var to overlæger som havde været flere aar i Afrika, de var godt kendt med tropesygdom og saa noget sanitetspersonale.

Først skulle vi allesammen til lægeundersøgelse igen, vi skulle prøve om vi kunne taale Chinin, det er nemlig modgift for malariafeberen. Vi var nu en mand for mange, der var saa to der skulle trække lod om hvem der skulle blive tilbage. Den ene var en feldvebel, en jøde, han græd han ville nemlig gerne med, man kan saagodt forstaa at han gerne ville ned og se sine forfædres land.

Jeg tror nok han stak den anden et par tusind mark for at trække sig frivillig tilbage. Men det kom jo heller ikke saadan an paa et par tusind mark. Han var nemlig fem gange millionær!

Nu var afdelingen jo inddelt, saa var det om at faa hele udrustningen samlet. Vi kørte i flere dage med lastbil til depoterne i Spandau og hentede varer. Hver mand blev udrustet med tre sæt tøj, alt nyt. To sæt kakhi og et sort uldent, samt linned og strømper, to par sko og en mægtig tropehjelm af kork. Fødevarer havde vi med til tre maaneder, mange kasser vin og medicin og andre medikamenter.

Hver afdeling var udrustet med fire maskingeværer, og hver mand med karabin og revolver. Artilleriafdeling med fire 3,5 kanoner. Altsammen til at skille ad, og der var nogle brædder med remme, hvor alt kunne blive spændt fast Det skulle jo være saadan at det kunne blive transporteret baade paa kamel og muldyr.

Og saa kom al den øvrige udrustning, saddel, bidsel og ammunition. Til hver afdeling et stort dobbelt telt, hver mand havde sin feltseng med madras og to dækkener, dertil kom saa samtlige kogegrejer.

Nu fik vi ogsaa lidt undervisning i tyrkisk og arabisk og de enkelte ord og tal skrev vi ned i en bog for bedre at huske dem. Hver enkelt mand fik nu fire dages orlov, for at tage afsked med. familie og venner, for det vil jo nok tage nogen tid inden vi kommer tilbage igen. Jeg tror heller ikke at vi allesammen ser vor hjemstavn igen.

I dag har vi d. 21. marts 1916. Klokken 12 aften drager vi afsted til det fjerne syden.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)