Senest ændret den 26. april 2017 11:26
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.
Det var ikke Kærlighedsbud, der var ude efter os danskindede Sønderjyder, naar Udskrivningskontorets røde Indkaldelsesordrer naaede vore Hjem.
Vi syntes, vi havde alt at tabe og intet at vinde, og det blev krævet, at vi skulde staa Side om Side med og kæmpe for dem, vi hjemme havde kæmpet imod med en god Samvittighed, saa det var med Angst og Bæven, vi tog Afsked med vore Hjem, for at gaa med ud i den frygtelige Krig.
Jeg var indkaldt adskillige Gange, men kom stadig tilbage paa Grund af Reklamationer [Ansøgning om Dispensation eller Udsættelse, RR]; men den 16. November 1916 blev det Alvor.
Da det forsinkede Tog naaede Haderslev, var de allerede i fuld Gang med at udtage Mandskabet, som skulde sendes bort, og saa snart jeg fik Øje paa det Mandskab, der var opstillet ude paa Pladsen ved Frue Kirke, sagde jeg til min Rejsefælle: „I Dag bliver det min Tur.”
„Hvorfor det?” spurgte han. „Jo, for kan du ikke se, at det Mandskab, der bliver stillet op dér, passer for mig at komme ud i Krigen med.” Det var nemlig saa godt som lutter 18-Aars Knøse. Jeg havde jo rejst i en Del Aar med Korsets Evangelium iblandt vort Folks Ungdom, saa det maatte falde ganske naturligt, at med den Ungdom maatte jeg ogsaa ud i Krigen.
Da Indrulleringerne var forbi, og de overtallige rejst hjem, stod vi 500 Mand i Haderslev, hvortil der senere kom 300 i Flensborg. Vi var samlede i et af Byens største Lokaler, og al Slags Skæmt havde frit Slag imellem os.
Saasnart de unge var klar over, at jeg skulde med, og det gik fra Mund til Mund: „Skal du ogsaa med!” saa var der et vittigt Hoved, som sagde: „Ja, skal du med, saa skal du være vor Kompagni-bedstefar,” hvortil jeg svarede Ja.
Saa derfra stammer det hæderlige Navn „Bedstefar”, som jeg gaar under den Dag i Dag blandt mine unge Kammerater fra Krigens Tid.
Næste Morgen Kl. 4 stod vi paa Banegaarden i Haderslev, kom ind i Vogne og kørte til Flensborg, hvor de 300 Mand kom til, og saa videre til Gnesen. Den 18. henimod Midnat naaede vi til Gnesen (i Polen).
Næste Morgen blev vi saa opstillede paa Eksercerpladsen, Krigsartiklerne blev forelæst, og derefter blev der spurgt, om vi havde forstaaet dem, og om vi havde noget at bemærke til dem.
En af de unge Kammerater traadte da frem, og mens Graaden sad ham i Halsen, spurgte han, om det var ham tilladt at skrive Dansk hjem til sine gamle Forældre, for de kunde ikke forstaa Tysk.
Feltwebelen svarede da, at det kunde han ikke selv afgøre; men han vilde indhente Svar fra Bataillonskommandøren, en Major Dockhorn.
Om Aftenen ved Parolen kom Svaret, at vi maatte skrive Dansk og tale Dansk, saa meget vi vilde.
Saa blev vi ført til Munderingskammeret, hvor vi blev iført „Kongens Klæder”.
Men her viste sig den første store Vanskelighed: De havde nemlig Uniformer nok, som passede udmærket til de 18-Aars Knøse, men de var alt for smaa til den 43-aarige „Bedstefar”. Hver Gang jeg prøvede en Uniformsfrakke, viste det sig, at den kun kunde naa saadan omtrent til midt paa Ribbenene, og der manglede da ogsaa 5-6 Tommer i, at Bukserne kunde naa sammen.
Underofficeren paa Munderingskammeret var en brøsig Herre, han blev snart utaalmodig, kastede mig det ene Sæt Tøj i Hovedet efter det andet med den Bemærkning: „Det passer”, og jeg var saa meget Soldat, at jeg vidste, at jeg havde at svare „Javel”.
Men naar jeg saa fik det paa, viste det sig alligevel, at det passede ikke; saa jeg maatte gaa bort fra Kammeret i mit eget Vadmelstøj.
Saa begyndte vi saa smaat at komme ud paa Eksercerpladsen og gjorde de første Bevægelser.
Jeg var blevet tildelt 49. Infanteriregiments 3. Kompagni, men efter at Officererne havde faaet Mandskabslisterne gennemset, fandt de ved hele Bataillonen 22 Mand, som var over 18—19 Aar. Nogle var
langt op i Trediverne, og jeg var 43. Saa blev vi tildelt 2. Kompagni, og der blev vi Rekruttiden ud.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).
