Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 22. aug. 1916

Min egen kære Inger!
Jeg har ikke hørt fra dig i tre dage, men i dag er der kommet post til kompagniet, men det er ikke uddelt endnu. Som du vel nok kan tænke dig, er jeg nu havnet i skyttegraven, og her er ikke rart at være. Jeg var ved at skrive et kort til dig i går, det blev jeg ikke færdig med, for der kom bud, at franskmanden gjorde angreb, og så måtte vi alle med. Det er noget slemt noget at være med til. Jeg bad til Vorherre, at han ville være mig nær i faren, og jeg er også sluppet uskadt derfra. Jeg har også takket for frelsen, og du vil jo også nok bede for mig, og takke for alt det gode vi har haft og for vore små piger. De små stakler, å hvor det er godt at de ikke er større, for de mærker jo ikke noget videre til krigen. Jeg ville da så gerne hjem til jer igen, min kære gode hustru.

Der falder jo heller ikke en spurv til jorden uden at det er Vorherres vilje, og vi er meget mere end en spurv. Jeg har den tillid til Gud, at han let kan fri mig fra al fare. Så vil vi kun overlade det helt i hans hånd, han fører alt til det bedste for os. I dag er det helt roligt her, og nu tænker jeg også, at vi slipper en tid, inden det bliver galt igen. Jeg så slet ikke franskmanden, for jeg søgte at dække mig, så godt jeg kunne. I det stykke er jeg ikke nysgerrig. Jeg har lige været henne at hente vand, det er langt at hente det og besværligt at få, men man regner ingen besvær, når man kan få lidt at drikke og få sig vasket. Det er nær ved at gå af mode hos os. Den lille sang du skrev om, du sang for børnene Nu Mørket bryder på, står- også i min sangbog. Jeg vil gerne læse, hvad du skriver, enten i Testamentet eller sangbogen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 22. aug 1916. Tirsdag.

Å, hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Nu har jeg ikke haft brev siden lørdag, og det er mig virkelig et savn, for jeg var jo vant til at høre hver dag. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke på, hvor du da mon er kommet hen. Jeg er så bange for, at du er ved Somme igen. Du kan godt skrive, hvor du er, for dine breve biir ikke efterset, og så kan jeg bedre følge med, synes jeg. Endskønt det hjælper jo ikke meget, enten jeg ved det bynavn eller ej…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre

Fjelstrup d. 19 august, lørdag middag

 …Jeg længtes så meget efter at komme hjem og læse dine breve; men det sidste kort blev jeg ikke glad ved. Jeg tænkte, du var blevet noget længere i Le Nouvion. Hvor mon du nu er kommet hen, vel sagtens til Somme igen. Efter »Nationaltidende« kniber det for T. der. Jeg ser hver dag på det kort, jeg har, om jeg kan finde de bynavne, som biir nævnt, og for det meste er de der. Det er så underligt at sidde og kigge på kortet og så tænke sig, at der færdes du. Det er, som man ikke rigtig kan få fat på det, og blive fortrolig med det. Bare du dog havde været herhjemme hos os, min kære kære Jørgen, det er så tungt at tænke på, at du nu vist er der ved Somme, og så den uvished. Jeg ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. Nu er jeg så spændt på om der er et brev fra dig om dagen. Men vi skal jo se at holde modet oppe, og være tålmodige.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

F.t. Roost d. 16. aug. 1916

Min kære Jørgen!
…I dag står der i Modersmålet, at Knud Eriksen er falden. Hvor er det dog tungt for din tante og onkel. Han har ikke været meget hjemme hos dem, siden han er blevet voksen, og de har kun den ene søn, så er savnet så meget større. Hvad skal det dog ende med, den ene falder efter den anden. Der kan ligefrem komme en angst over en somme tider, fremtiden er så uvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 14. aug. 1916

… Nu er vor ro nok forbi her, i morgen skal vi på marchtur igen, og feldwebelen* mente at vi skulle samme sted hen, hvorfra vi kom…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig, d. 9. august 1916. Onsdag eftermiddag

Min egen kære Inger!
… Du skriver, at du har en ansøgning liggende, ja, du kan jo godt prøve om du kan få Thaysen til at anbefale den. Det var rart at komme lidt hjem i høsten, men stort håb har jeg ikke. Det eneste skulle være, at det er i den travle høsttid, og det kunne også godt føjes til, at jeg havde orlov i tre uger men blev kaldt tilbage efter 5 dages forløb. Det sagde Bahrt, du kunne skrive.

Ja, dine pakker får-jeg regelmæssigt. I går kom sirupskagen, og den smager meget godt til kaffen, sådan en må du gerne sende en gang imellem. Det kan også godt gå an at sende stegt skinke, og pølserne fejler ikke det mindste. Smør derimod skal du ikke sende endnu, skønt det holder sig meget godt i papdåsen, men jeg kan købe det billigere her. Jeg skal nok skrive, når jeg ønsker smør igen. Nej, du skal ikke sende feldwebelen noget smør, for det er ingen nytte til…

I formiddag har generalen inspiceret regimentet og holdt en lille tale til os, hvori han sagde, at de gamle, som var tilbage, havde kæmpet til hans fulde tilfredshed, og samtidig beklagede han tabene, vi havde haft. Hvis det skulle ske, at vi igen skulle komme med, håbede han, at de ny, som var kommet til, skulle kæmpe lige så godt, som de gamle havde gjort. Vi måtte gå i over en time for at komme til revuepladsen, og så stod vi og ventede i mindst et par timer, inden generalen kom. Det var en blandet fornøjelse. Det eneste der interesserede mig var, at der gik en hel del køer på marken ved siden af, og så kom pigerne og et par drenge og malkede til middag. Der var over 30 køer. Det er store røde køer, de har her på egnen. Det er da godt, at kornet og roerne står godt, men det bliver jo en sildig høst i år.

I går aftes var jeg og fire andre nordslesvigere kaldt hen til kompagniføreren, og han forbød os for det første at skrive, hvor vi var, samt hvis vi hørte et rygte om, at vi skulle der eller der hen, så måtte vi heller ikke omtale det. Og med hensyn til orlov, da skulle vi have et bevis fra landråden, men det er kun når vi selv søger. Når du søger, så går det jo den rigtige vej. Ellers sagde han, at vi skulle skrive flittigt hjem. I går og i dag har jeg været ved at stoppe strømper, og det gik helt udmærket. Når de bliver for simple, sender jeg dem hjem. Jeg fik lidt garn i en fransk butik, men nu sender du nok lidt til mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 7. aug. 1916, mandag

… Hvor jeg dog savner dig, min egen kære ven. Alting går jo ellers godt nok herhjemme, og vi er raske allesammen, det må vi da ikke glemme at takke for, men det er så tungt at vide dig deroppe nu. Vi ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. I formiddag var jeg hos Thaysen med en ansøgning. Du skrev jo ellers, at det nyttede sagtens ikke, men da havde Møller den skrevet, og så syntes jeg alligevel, at den skulle afsted. Og Thaysen syntes da også, at vi skulle forsøge det. Han ville gøre, hvad han formåede. Jeg skulle hilse dig fra ham. Jeg var jo cyklende derover, men nu hører det nok snart op, vi skal jo levere gummi og dæk af, menes der. Ja, det er rigtignok ærgerligt, så kan jeg ikke engang cykle ned og se til kreaturerne i Bøjskov. Og vor grukedel skal vist også afsted nu. Der er nok ikke andet at gøre, ellers får vi en mulkt, siges der. Pigerne og børnene plukker ribs. Jeg tænker, vi koger det hen uden sukker, for vi kan ingen sukkerkort få. Det var da så meget dumt, at vi fik de 150 pd. meldt an den gang; og det svinder jo alligevel på det, vi har. Jeg skal nok sende dig noget, for så meget har vi da, og saft kan godt holde sig uden sukker, så ser vi om vi får noget siden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. aug. 1916

…Det er rart, at dine foresatte er flinke, jeg ville gerne ofre et pd. smør e.l. på din feldwebel, hvis det kunne nytte dig noget, så du kunne få en eller anden bestilling, hvor det ikke var så farlig. Det er så morsomt at læse dine breve, når du sådan fortæller lidt om, hvordan du har det, og hvad du bestiller. Jeg får næsten lyst til at rejse op til dig (!!). Nu behøver du ikke at gå og spørge fri hos Plants. Hvor mon han er? Ja, det er næsten det værste – den længsel, der undertiden kommer over mig efter at se og tale med dig. Før gik vi jo alligevel altid og håbede på den næste orlov; men jeg har da også en ansøgning skreven, som jeg skal over til Thaysen med. Så får vi jo se, hvordan det går…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 2 august. Onsdag

Min kæreste Jørgen!
I går og i dag har jeg ikke hørt fra dig, men så håber jeg, der er et par breve eller kort til mig i morgen, og hvor det så ville glæde mig, hvis du havde hørt fra os herhjemme. Jeg har skrevet mange breve, du skulle gerne snart have godt af dem, og ligeledes pakkerne. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sende dig, for det fordærves vist let i denne varme. Men spegepølse og skinke kan jo da holde sig, og måske kunne stegt flæsk med fedt og løg også være godt. I dag vil jeg sende dig et stykke sirupskage, det kan også holde sig. – Dine breve er så frejdige, og jeg er så glad ved dem. Fedder var herude mandag aften, og han var også glad ved at læse dem. Vi syntes jo, at det var godt, I var på tilbagetur fra Somme, men hvor godt det er, ved vi jo alligevel aldrig, for hvis I nu skulle komme hen et sted, hvor der var ligeså uroligt som ved Somme.

I går, tirsdag, var Jørgen From her og spørge til dig, jeg skulle jo da hilse dig fra ham, og lidt efter kom præsten. Han havde jo også hørt, at du var kommen til fronten. Han spurgte, om du ville sætte pris på at få Sædekornet tilsendt, og så fik han din adresse. Du skal jo nok være glad ved det. Men ellers er man ikke så glad ved ham, som når før Pastor Fischer kom. Det er jo altid det, at han er så tysk, det mærkes hele tiden. Han talte også med Isak, han gik i abildgården og slog græs. Til ham sagde han, at han skulle komme i kirke. Det sagde han da ikke til mig, for jeg er der heller aldrig. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen. Selv om det ikke bliver så tit, jeg kommer i Kristuskirken, så har jeg så meget ud af det, så det kan let opveje det andet….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 1. august 1916

Hjertelig tak for alle dine gode breve. Jeg fik et kort, to breve og så det store med de mange ark. Du har rigtignok været meget flittig til at skrive, min kære gode hustru, jeg blev så glad ved at læse brevene, så jeg næsten kom til at græde, men det var glædestårer…

I eftermiddag har vi appel med tøjet vi har på og så jernportionen. Det er nogle fødevarer, som vi altid skal være i besiddelse af og kun må bruge, når vi kommer i nød. Den appel var det, at vi havde så stor respekt for i Husum husker du nok, du har endda syet på mine gamle pjalter nogle gange. Hernede går det ikke så strengt til, hverken i den ene eller anden retning. Det er en himmelvid forskel og vore foresatte er også mere flinke. Vore officerer er meget unge mænd, vi har tre løjtnanter og de er ca. 20 år allesammen.

Mandskabet består af halvdelen ældre og den anden halvdel 18 eller 19 års. Det første vi gør, når vi kommer i hus, er at kaste frakken, og de som har været længe i kompagniet knapper straks skjorten op i halsen, og så går det løs med at søge efter de små grå væsner. I førstningen faldt det en lidt for brystet, men nu er man vant til det. Hidtil har jeg ikke mærket noget til utøj. Jeg har bragt mit tøj hen til en vaskekone, men hun havde ingen sæbe, så det nytter vel ikke meget, men når hun endda koger det, så kan det også gøre det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fortsat fra torsdag og fredag

III Mandag morgen

… Når du nu er kommen lidt i ro, vil du så ikke i dine breve fortælle om, hvordan det ser ud, der hvor du er, og hvordan dagene går. Fortæl blot alting, jeg vil helst i tankerne dele både ondt og godt med dig, og jeg kan godt tåle at høre det, selv om det ikke er godt. Du ved jo, jeg er stærk. Jeg skulle hilse dig fra dem alle i Hauge. Nu slutter jeg her. Blot du da må få dette brev snart, du trænger til at høre fra os. Din egen Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Søndag i Frankrig d. 23.7.16

… Jeg har samtidig skrevet et kort på tysk, og så vil du nok lade mig vide, om du har fået dem begge. Nu har du vist et brev færdig til mig, når du får dette kort, for her har du min adresse. Du gør dig slet ingen forestilling om sådan færdsel, der er ude ved fronten, og de skyder også temmelig meget med kanonerne, men her hvor vi er, er der ingen fare. Jeg håber, at du og vore små piger har det godt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Jørgen Friis tildeles i Frankrig et regiment, der kommer lige fra kampene ved Somme. Efter 14 dage i ro må soldaterne afsted igen.

Ham i Frankrig d. 22.7.16

Min kære Inger!
Nu er jeg endelig kommet til mit bestemmelsested. Det er vistnok kun en lille by, men der er stor færdsel her. Det er til Somme- distriktet vi er kommet, men foreløbig bliver vi vel nok i rekrutdepotet. Jeg kan ikke skrive min adresse endnu, da jeg ikke ved til hvilken troppe-afdeling, jeg kommer. Har lige været henne og få mig lidt kaffe. Det fås her i ølglas med sukker i, men uden fløde. Man kan da smage, at det er kaffe. Vi har rejst i to døgn og man er jo lidt træt og søvnig, men har ellers set meget på rejsen, især var det en smuk tur gennem Belgien.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fortsat fra dagen før

1. Fredag aften

Nu er den dag også slidt, den har været lang og trang. Jeg tænker hele tiden på dig. A, hvor er det svært, jeg ved jo ikke engang, hvor du nu færdes… I det brev, som jeg skrev torsdag formiddag, skrev jeg netop det samme vers, som du skriver til mig i dag »Går sorgen på«. Jeg sad her ved skrivebordet og skrev den formiddag,og da har du siddet i Heide og skrevet måske til samme tid, og så har vi tænkt på det samme vers. Lad os tage det som et godt varsel. – I dag er det sidste hø kommet ind, nu er vejret fint. Vi har også rullet, så jeg har haft travlt; men så går tiden bedst. Børnene har leget ude hele tiden, de ved ikke af, at det er så alvorlige dage for os. De har det så dejligt i baggården og i vedkastet. Jeg må jo med ud og se undertiden. Siden skal vi også til at synge, nu kan jeg ikke…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

16.Fjelstrup, d. 20 juli 1916. Torsdag aften!

Min kære Jørgen!
Nu er alle tre børn kommet i seng, og der er helt stille derinde. Så jeg tænker, de sover, og så synes jeg, jeg kan ikke andet end sætte mig til at skrive til dig. Jeg kan jo altid sende det afsted, når jeg får din adresse. Det har været en sørgelig dag for os begge, en af dem vi husker længe. Alle mine tanker har været hos dig, og du kan tro, jeg har ønsket mig til Heide. Nu kan jeg godt forstå, at Bertha var ked af, at hun ikke var kommet til Husum, dengang Hans rejste derfra. Men det havde vel ellers kun gjort det sværere for os begge og især for dig. Jeg har haft gode deltagende gæster i dag. Skau har været her, og Stine og Bothilde, Anne fra Anslet og Karen Marie. De kom af sig selv, og jeg skulle hilse dig så mange, mange gange. At det gjorde dem meget ondt for dig, kan du tænke dig, kære. De gik alle tidligt hjem, og så gik børnene og jeg hen på marken for at se, hvordan vore hvidkål står. De trænger til at hyppes, det plejede du jo altid at besørge for os før. Bagefter satte vi os i »vedkastet«. Der ligger tromlen, og der er sådan et ypperligt sted at sidde, og læ var der også, og det kan du tro var noget for de små, de legede og klatrede på vasstakken. Så der kan du tænke dig os om aftenen, når vejret er fint. Vi mangler kun dig, lille far…

Nu slutter jeg her, og fortsætter måske i morgen aften. Godnat, min kære, kære Jørgen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 20 juli 1916

… I formiddag Kl. 10^1/2 skal vi være færdige til at tage afsted, og jeg ved ikke hvor det går hen. Jeg tror ikke, vi kommer til Lock- sted. På skriverstuen ved de ikke, hvor vi skal hen, og ellers plejer de at fortælle det, når transporten skal til Locksted. Nå, det kan vel også være det samme, om vi ikke kom derop, for det havde vel højst været et par dage. Der er heller ikke mange soldater i Locksted, nu har de nok brug for deres folk overalt. Her i kasernen er der kun helt få tilbage, der er næsten ikke nok til vagten…

 Nu begynder der altså et nyt afsnit for os, kære Inger, og jeg vil bede dig om ikke at sørge for meget. Lad os holde os til Vorherre, så vil han heller ikke forlade os, ihvordan det går.

Går sorgen på, din sjæls attrå er altid at husvale. Hvad nød er der, hvor du er nær, o Herre kær! Dig mon jeg mig befale.

Da ved jeg vist, o Jesu Krist du vil mig ej forlade. Du siger så: kald du mig på, hjælp skal du få og intet skal dig skade.

Der er så mange gode salmevers, som man rigtig kan blive trøstet ved at læse. Jeg tager det nu helt med ro. Vel ved jeg, at det også vil blive svært for mig siden, og især når jeg ikke kan få brev fra dig, min kære gode hustru. Men så har jeg jo minderne at tære af fra den tid, vi har levet sammen, i fred og ro sammen med vore små piger.

Ja, der er næsten ikke mere at skrive om, for ellers bliver det vel til gengivelser. Hermed de kærligste hilsner til dig, lille Louise, Kirstine og Agnete

fra far!

Vorherre bevare jer, mine kære.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 17. juli 1916

Min kære kære Inger!
I dag har jeg ikke hørt fra dig, men så kommer der nok brev i morgen. Jeg kan nok tænke, at du har skrevet i går, søndag. Nu i dag har jeg hørt min dom, idet jeg er blevet inddelt i en transport til Locksted. Vi er 10 mand fra vort kompagni og deriblandt er gefrejter* Buck, et rart menneske, en rolig og besindig mand, som jeg er glad ved at få med. Desuden er her en dansker på vor stue, han hedder Povlsen. Han var her inde på stuen, dengang, du var her, kære Inger.

Jeg blev slet ikke urolig, da jeg fik at vide, at vi skulle bort, for jeg har ventet det længe. Der er ingen vej udenom. Det skal så være, inden jeg kan komme hjem. Og det er mit håb og trøst, at Vorherre nok skal stå mig bi. Lad der så komme, hvad der vil. Når vi kun beder ham om at hjælpe, så skal vi nok holde det ud, både du og jeg. Jeg kan forstå af dit brev, at du og Marie Petersen har grædt med hinanden den aften, du var deromme. Ja, det er heller ikke let for hende, den stakkel, hun sidder der med en stor familie og får ingen understøttelse herefter. Hjælp hende så godt du kan, kære Inger, for det er der også velsignelse ved…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 17 juli 1916. Mandag

Min egen kære Jørgen!
Tak for både kort og brev. Det er svært for dig at få begyndt. Du kan tro, jeg føler med dig, og jeg synes, at man kan blive helt bitter over det. Hvorfor kunne de da ikke lade dig blive her, indtil de virkelig skulle bruge dig, at du nu blot skal gå der og eksercere ligesom før. Men nu må du rigtignok ikke gå med samvittighedsnag og synes, at du ikke var, som du skulle være, da du var hjemme. Blot det, at du var her, så er vi jo så glade, børnene og jeg. Dagene herhjemme har et helt andet præg. Det er, som det er helt blevet gråvejr, siden du rejste. Hvad det jo da også er ude. Jeg går og tænker på dig hele tiden, og synes ligesom dig, at vi ikke fik nok ud af de par dage. Vi syntes jo hele tiden, at vi havde tiden for os. Ja, hvor vi dog savner dig. Børnene taler ikke så meget om dig, de glemmer så hurtigt, især de to små. Du kan sådan hjælpe mig og tage dig af børnene. Jeg taber selv så let tålmodigheden, og børnene er ikke rigtig glade ved pigerne. Derfor hænger de også så meget på mig. Og så tænker jeg på, at det er et stort ansvar at drage børn op, de husker godt alt, hvad de hører. Men jeg har tit bedt Vorherre om at hjælpe mig, der skulle mere mildhed og kærlighed til. Jeg skal nok synge for Louise. Hun var så kærlig mod mig den dag, du skulle rejse, og græd også meget, men du måtte ikke rigtig se det, så klog var hun…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 15. juli 1916

Jeg holder så meget afjer mine kære, men jeg synes ikke rigtig, jeg har bevist det i de dage, da vi var sammen… Forleden dag bad lille Louise mig, om jeg ikke ville lære hende nogle af de sange, jeg før havde lært hende, men jeg sagde, at det skulle vente til en anden dag. Og nu kan jeg ikke. Vil du nu ikke lære hende at synge igen, den lille stakkel. Å, det gør mig så ondt, jeg synes, at jeg kunne have været helt anderledes imod jer. Sikken en opvågnen i morges, i stedet for at blive vækket af dig og de to små piger, kom der en underofficer og råbte »aufstehen«. Jeg var forresten vågen, før han kom, det var jo ikke min egen gode seng, jeg lå i.

Jeg kan ikke forstå, at jeg skulle kaldes tilbage, for endnu er der ingen transport inddelt, men det kan jo komme, før vi aner det. Det er ikke blot her, at vi er blevet kaldt tilbage, men overalt. I går i toget var der nogle med, som var kommet hjem aftenen i forvejen, og så kom telegrammet om straks at vende tilbage til garnisonen. Der må vist stå noget for, siden de kalder os alle tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Den længe ventede orlov får brat ende, da Jørgen Friis kaldes retur .

Hejde d. 14. juli 1916

Min kære, kære Inger !
A, hvor er det dog tungt at komme til Hejde igen. Det kom så hurtigt, vi var jo slet ikke færdige til at skilles, men det bliver vi jo aldrig, min kære gode hustru. Og vore små piger, men de sørger vel ikke så meget for far, og det er jo også godt. Det vil vist blive en urolig nat for dig, kære. Jeg er ikke den eneste, som er kaldt tilbage. Det er overalt, at det er sket. Der var mange soldater med toget, og alle var de kaldt tilbage før tiden.

Jeg har ikke fået noget at vide endnu, men det kan komme tidligt nok. Feldweblen sagde blot, at jeg skulle få at vide, hvad vi skulle bestille i morgen. Der er gået en transport til Locksted i dag, og jeg er bange, at jeg snart følger efter.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 5. juli 1916

Mange tak for brevet og aviserne. Nu er transporten borte, så jeg slap endnu denne gang. Det var da en lykke, at jeg kom til at slå græs. Og så har jeg en glædelig meddelelse til dig. Der blev bekendtgjort i parolen i aften, at fra den 8. til den 28. juli fik jeg orlov. Nu vil vi håbe, at det lykkes denne gang, men du må alligevel ikke vente mig, før du ser mig. Vi så, hvordan det gik sidste gang. Vort kompagni er meget lille, der var kun 24 mand til tjeneste idag. Det er noget andet at gå og slå græs end at gå der og springe omkring som en nar. I morgen skal jeg ud på skydebanen og slå græs, det er godt at være lidt af vejen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.