Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fjelstrup, tirsdag d. 24. (Efter et besøg i Husum)
… Alting stod jo ellers godt til herhjemme. Karl havde høstet i går, og i dag høster han også, der er ikke megen byg tilbage herude. Lille Karl og Kresten høster rundt i Nørretoft, tror jeg, og Hans og feldweblen* skokker herude ved maskinen.
Jeg har talt med Thaysen i formiddag, han havde jo været hos landråden, og han forsikrer jo hver gang, at du nok skal få orlov, så vi skal jo have tålmodighed og vente tiden af, så kommer det jo nok. Jeg er nu lidt ked af det med det telegram, for feldweblen kan jo gerne komme til at lægge mærke til dig, det er næsten bedst at være så ubemærket som muligt på sådan et sted…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fjelstrup, d. 18. aug. 15
Kære Jørgen!
Jeg har nu spurgt hos Thaysen om din ansøgning, og han havde sendt den til landråden d. 30. juli. I går eftermiddag var jeg selv på landrådskontoret; men landråden var ikke hjemme. Derimod så en af skriverne efter i en protokol, og så sagde han, at ansøgningen var sendt herfra til Husum den 10. aug. så der må den jo være. Tror du ikke, at du kommer hjem nu på lørdag, når I er færdige i Locksted? Ellers må vi vist have en ny ansøgning afsted, har Møller talt om. Nu skulle vi jo snart til at høste, så jeg længes meget efter at få dig hjem. Vil du nu ikke spørge efter ansøgningen straks, når du er kommen til Husum igen og så med det samme lade mig få besked. Du kunne jo også telefonere enten hertil eller til Møller, for hvis den ikke er der, skal der straks skrives en ny. Vi må skam se at have dig hjem, for vi kan ikke selv nu, når maskinen skal i gang, og russere får vi jo ingen af, har vi fået bud om…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Husum d. 15. august 1915
Min kære Inger og små piger!
…I går var vi igen ude på en længere tur og det øsregnede hele tiden. Så det varede ikke længe, inden vi var gennemvåde. Da vi så havde gået et langt stykke, gik vi samme vej tilbage, indtil vi kom til en stor hede. Der begyndte vi så et angreb mod et andet komp., og når vi så ikke var våde i forvejen, så blev vi det rigtignok, for vi måtte af og til smide os i lyngen. Så op igen, og igen ned i lyngen. Der var næsten ikke en tør trævl på os, da vi havde slået fjenden på flugt. For vi sejrede naturligvis, endda modstanderen stod i skyttegraven. Ja, havde det været alvor, var det nok ikke gået så let. Så tror jeg nok, jeg var blevet liggende i lyngen. Det havde i hvert fald været det klogeste. Omsider kom vi da hjem, og så fik vi ordre til at klæde os om og gå i seng fra 12 til IV2. Det kunne vi jo nok være med til. Det var godt, at du havde sendt mig noget linned.
I dag er Th. Ellegård jo så rejst hjem, og jeg er nu ene på stuen. Jeg vil savne mine kammerater, men jeg håber jo også snart at få orlov. Du har vel ikke talt med Møller om sagen endnu, kære Inger, eller måske Thaysen, måske han kan fremme sagen lidt. Jeg har været hos feldweblen* og spurgt ham om at få fri et par dage, men lian kan ikke give mig fri. Det skal gå igennem landråden, sagde han….
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fjelstrup, onsdag (11.8.1915)
Jeg sidder her i køkkenet og skriver til dig, mens jeg passer en gryde med saft i. Det ene skal jo passes, og det andet ikke forsømmes. Solen skinner så fint i dag, som den ikke har gjort i længe. Bachmann er cyklet til Gravenshoved, det gør han hver dag, han bader dernede. Ja, der er da somme, som har det godt i denne krig. Jeg skulle ellers sige til dig fra ham, at du skulle gå lige til jeres Hauptmann og spørge om orlov, endda nogle få dage til at få maskinerne i orden, derfor kunne du godt få høstorlov. Han mente helt bestemt, at det kunne lade sig gøre. Jørgen Lindberg fra Anslet var hjemme et lille smut sidste lørdag og søndag, og nu i nat kom han hjem igen med 5 ugers orlov. Det er da noget, der forslår noget. Prøv at spørge om at få fri et par dage i denne uge. Jeg er ellers snart ked af at have indkvartering. Nu i dag kommer han og spørger, om hesten må gå på græs her, den som ellers er hos Jens Friis, for ordonnansen passer den ikke godt, og nu vil han, Bachmann, bruge den til ridehest. Han vil have den til at gå her ude hos kalvene, og Hans siger, at han vil ikke have den der, for der er ikke for meget græs til kalvene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det, så det kunne være godt, hvis du snart kom hjem…
Nu modner det godt på kornet, så høsten nærmer sig. Vi må da vist hellere få Jacob fra Hauge op og se maskinen efter, for Karl kender den vel ikke så lige. Ja, blot du da selv kunne komme hjem og sætte den i gang, den skulde da nødig køres i stykker…
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fjelstrup, mandag aften (9.8.1915)
Kæreste Jørgen! …
– Sidste gang jeg var hos jer, sørgede jeg over det dårlige kvarter, denne gang er det underofficeren, men der er ikke meget at gøre. Men du må ikke ærgre dig for meget over det, det hele må jo da også få ende en gang. Det vil nok blive så dejligt, så vi tør næsten ikke tænke på det.
Laurids Lauridsens søn fra Skovby er faldet. Han var i toget i dag og så så forknyt ud. Anders Enemarks søn fra Høgelund skal også være faldet. Det er så tungt, så tungt. Nu vil jeg holde op for i aften, i morgen har jeg måske lidt mere at skrive om. Mange kærlige hilsner fra din Inger.
Det var en rigtig køn tur med banen til Tønder. Det var bare så kedeligt med den Jes Madsen, sikke da en stor dum en, han snakkede hele tiden, enten han fik svar eller ej.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Husum d. 4. august 1915
Min kære Inger!
I dag har jeg fridag, og nu skal du have et par ord fra mig. Jeg har fået nogle små blærer under den ene fod, og så meldte jeg mig på revierstuen i morges og fik foden lidt forbundet, samtidig fik jeg en dags »innere Dienst«. Det vil sige, at jeg skal hjælpe lidt herhjemme i kvarteret. Da jeg kom hjem, var der nogle unge mennesker ved at feje i haven, og så skulle jeg hjælpe dem lidt. Derpå var der nogle stole at sætte til rette, og nu har jeg altså fri. Det gælder at trykke sig, hvor man kan. De to unge mænd er spillemænd og danskere ligesom jeg. Det er rart at have en fridag. Som du jo vist ved, kære Inger, er jeg jo nu kommet i kompagniet og ligger nu indkvarteret i Hensens Garten, du ved jo nok det sted, hvor vi drak kaffe den søndag, du var hos mig. De siger alle, at det er et godt kompagni, vi er kommet til, så det er jo meget rart. Vi ligger rigtignok temmelig mange indkvarteret her i salen, men det vænner man sig nok til. Jeg tror, vi er 250 mand. Jesper K. kom ikke med os i kompagniet, men der er alligevel mange gode venner, H. Thuesen, Th. Ellegård og H. Christiansen samt mange flere. Jeg talte i dag med J. Kongsted, og han fortalte mig, at der lå en pakke til mig hos Fru Petersen, og nu i middag skal jeg om og hente den.
Kongsted var også på revierstuen. Han havde lidt ondt i brystet og var øm i skuldrene af at bære tornystret. Underofficeren på revierstuen skænder på alle, som kommer der, men jeg tror slet ikke, han mener det så galt. Det er noget, der ligger for den slags mennesker. Jeg tror nok, jeg kan være glad ved at være kommet i kompagniet. Tjenestetiden er kortere, og vi har mere frihed om søndagen, kun om middagen Kl. 1 1 / 2 har vi appel i »stadsdragten«.
Kære Inger, kan du ikke komme med herud på søndag. Dersom enten Fedder, Jens eller Jeppe Hansen kommer herud, kan I jo rejse sammen. Det kunne da være rart at få jeres besøg. Jeg håber da, der kommer nogen af jer. Dersom det er dig muligt, så kom med…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fjelstrup, søndag form. (Poststempel: 1.8.1915)
Kære Jørgen!
Jeg fik nu lige dit brev, og jeg blev næsten lidt ked af det, for det kommer mig for; som om du har været ked af det hele, da du skrev dit brev. Men hvor kan det være andet. For mig har det også været sværere, siden jeg besøgte dig. Jeg tænker jo hele tiden på det dårlige kvarter. Det gjorde os også så ondt at se jer marchere ned ad gaden med bøssen på nakken, mens vi skulle til at rejse hjemad igen. Jeg længes så meget efter dig, var jo færdig til at rejse igen når som helst; men det kan ikke nytte at tænke på det, for det er jo en dyr historie…
I eftermiddag er det, at vi skal til Stubbom med mor. Marie ville have både Andreas Krogs og Rieves bedt. Jeg ville nu hellere have været der ene med børnene; men Marie vil altid gerne ha’ fremmede. Kan du tænke dig, Andreas Krog og Johannes Bramsen har været en fornøjelsestur i Berlin. Ja, de kan rigtignok finde på det; men jeg synes næsten ikke, de kan være det bekendt i denne tid. Mor ville først ikke fortælle mig det, for hun syntes, at det var en stor skam. Jeg har egentlig tænkt på at spørge feldweblen*, om han ikke havde lyst til at køre med til Stubbom i dag, så kunne Andreas og Hans jo udvikle deres ideer for ham. Jeg tænker, de kunne enes om sagen, for det kan Bachmann og jeg jo ikke rigtig. Forleden dag sad han jo da og nød rigtig Tysklands storhed og kunne jo da ikke fortælle nok om, hvor dygtige og udmærkede tyskerne var, alle andre dur jo ikke. Så sagde han til sidst, at det lød måske lidt underlig, sådan at rose sig selv, så sagde jeg bare: »Det gør tyskerne jo altid«. Så gik han. Men derfor er han lige flink, han er ellers et rigtig godt menneske. I dag er han i kirke. Han er vant til at gå i kirke hver søndag, når han er hjemme. Nu snakker han slet ikke om at flytte, og det kan jo også være lige meget, for når han rejser, får vi jo vist blot et par menige. Russerne hører jeg slet ikke til, der er ellers kommet flere til egnen, Finnemann har nok fået ti…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Husum d. 20. juli 1915
Min kære Inger.
Rigtig mange tak for brevet og pakken, som jeg lige har modtaget. Du kan tro, jeg bliver glad, hver gang jeg får brev, og især fra dig. Du har måske ventet brev fra søndag, men den dag havde vi så travlt hele formiddagen, og vi blev først fri Kl. 2 x/z om eftermiddagen. De har både det ene og det andet at plage os med. For tjenesten kan jeg sagtens holde det ud, men det er den tvang, som man altid er under…
Du skrev om, at du havde givet pengene ud, men det skal du ikke være ked af, og dersom du skulle mangle penge, kan du jo få hos Møller eller også sige det til Fedder. Så skal han nok hjælpe dig ud af forlegenheden. Det er godt, kære Inger, at du sådan kan tage dig af det hele, og især er det da godt for vore små piger, at du er hjemme og kan pleje og hygge om dem. Jeg tænker ofte på jer alle og ville gerne hjem og se til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre endnu. Når du så kommer herud, kan det jo også sagtens gå…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fjelstrup, d. 16 juli 1915
Kære Jørgen!
… I dag har karlene kørt gødning igen, det gir vist ikke så meget for dem, når de selv gør det. Det går ellers godt nok med at komme op og komme i gang…
De skriver og taler så meget om fred til efteråret, men det ville jo være så glædeligt, så man næsten ikke tør vove at tro det.
I dag har overløjtnanten været her igen. Det er anden gang, han kommer kørende, og så kan du ellers tro, Bachmann får feber. Overløjtnanten er nok meget streng, og så ligger de altid og kører fejl i byen, kører til Knud i stedet for til Store Anslet, og så biir han gnaven. I civil er han købmand i Hamborg. De var to løjtnanter i dag, og de var rigtig inde i stalden og kigge på skimlerne. Det gør underofficererne også, de er her også hver formiddag. Dem kan de lide. Blot de ikke kommer i tanke om, at de var gode til rideheste. Agnete er ved at blive kendt med Bachmann. Pigerne siger, at hun i dag sad hos ham i sofaen og spiste stikkelsbærgrød med strøskeen, han gir hende jo chokolade, og Agnete vil altid gerne sidde i sofaen. De andre to er lidt mere fremmede for ham. Kirstine taler forresten mere om dig nu. Hun vil have, at du skal komme, det biir hende for langt. Louise sover hver nat i din seng, og det er jo en hel herlighed, og jeg synes også, det er rart, for det er så trist med den tomme seng. Så tænker jeg jo på, at du ligger i en stald, og så blir det hele meget kedeligt. Jeg gider slet ikke gå og lave ekstra mad til ham feldweblen*, når du ikke kan spise med, jeg sidder selv i borgestuen, som vi plejer, og lidt skal han jo have, når vi får betaling for ham.
Hundredmarksedlen er vekslet og givet ud. Jeg er helt ked af det, men nu lægger jeg et lille regnskab hos, som omtrent passer…
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fjelstrup, 14. juli 1915
Kære ven!
Det var rigtignok rart allerede i dag at få et langt brev fra dig; og alligevel blev jeg lidt ked af det, for du har det ikke godt, der hvor du nu er. Det er jo en trøst, at I er flere om det; men den er jo såmænd kun lille. Jeg er færdig til at rejse ud og besøge dig, hvornår det skal være, men det er jo da vist ellers lige tidligt nok endnu. Skriv, hvornår du vil have, jeg skal komme, om nu på søndag eller en søndag længere hen.
Jeg har ingen rigtig lyst til det herhjemme, og fremmede har jeg nok af. I dag har Marie Krog været; men det er jo bare dig, jeg savner. Blot du da havde haft det lidt bedre. Jeg håber, du har fået mit brev fra i går aftes. Der var et billede af børnene, så det var jo kedeligt, hvis det var gået tabt. I dag har karlene sat hø op. Vejret har da også været meget smukt, rigtig til at drikke kaffe på forhøjningen i. Hvis du blot havde været her. Vi har vasket, Margrete Schrøder har hjulpet os, og det var rigtignok godt, for det sinker nu alligevel med den feldwebel*, og så især da Marie også kom. I dag har jeg måttet veksle 100 Mark sedlen, for lille Karl fik 10 M. Jeg skal nok huske at skrive det … Jeg er ellers lidt ked af det med den feldwebel. Nu har han fået sig en medhjælper, en menig, som skal passe telefonen, når han selv er ude. Ham sendte Eickemeyer skam også hertil; men jeg sagde jo da straks, at ham kunde jeg ikke have. – Ja, det havde jeg da heller ikke tænkt mig, sagde Hr. Bachmann så. Han kom så op til Simon Froms. I går aftes styrtede feldweblen med cyklen ved vadhuset og slog et stort hul i panden. Han var i Haderslev i formiddag og fik det syet sammen. Han kender slet ikke frihjulet. Jeg skulle forresten hilse fra ham.
Skal jeg sende brød og smør, eller hvad ønsker du. Lad mig få høre, hvad du savner. Kan det gå at sende Politiken? Så farvel for denne gang.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Husum d. 13. juli 1915
Kære Inger og små piger!
Nu skal I da høre, hvordan tiden går for mig, siden jeg er blevet soldat. Om morgenen står vi op kl. 4, og så skal der pudses, og sengen gøres i stand. Så skal vi have lidt at spise, hvortil vi drikker kaffe, noget værre stads, af en stor skål. Samme bruges også til middagsmaden, som er noget lignende kaffen. Kl. 5 lh rykker vi ud til øvelse, som varer ved til kl. 11. Så har vi fri til kl. 2, og så begynder det igen med øvelse, som varer ved til kl. 6. Fra kl. 7 har vi så undervisning, som varer en time.
Du ser altså, kære Inger, at vi ikke har megen fritid. Vi er indkvarteret i en kreaturstald, hvor vi ligger 50 mand, den ene tæt ved siden af den anden. Vi ligger på en halmsæk, og vor hovedpude er også fyldt med halm. Så har vi to tæpper over os, det kan endda nok gå an. Det er vistnok et af de dårligste kvarterer, vi har fået, det er fuld af rotter, og her skal vi også have vor mad stående. Jeg er nødt til at beholde kufferten til at gemme sagerne i. Ellers æder rotterne det, og så kan vi sulte.
Du skulle bare se, hvordan vi ser ud, vi 50 mand fra Haderslev. Da vi kom hertil i går formiddag ved 12- tiden, måtte vi straks til kammeret og have noget tøj; men du kan ellers tro, at vi gjorde store øjne, da vi så, hvad det var for sager, vi fik udleverede. Støvlerne er endda nogenlunde, og det er en stor ting, men du skulle se uniformen, lap ved lap og revnet og falmet og beskid t af gammelt sved og snavs. Uha, det er forfærdeligt, det er det aller dårligste tøj, vi har fået. I dag er vi blevet vaccineret, både på brystet og armen og i morgen skal vi hen og sværge til fanen.
Jeg kan ellers let holde det ud så vidt som vi er kommen, men behageligt er det rigtignok ikke. Jesper Kongsted og jeg er kammerater og sidder for øjeblikket på en gæstgivergård lige i nærheden af vort kvarter og skriver. Værten og hans hustru er ordentlige folk, og taler dansk. Her kan du bo, kære Inger, når du kommer ud og besøger mig. Hvordan går det dig og vore små børn. Kære, jeg ville rigtignok gerne hjem til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg er glad ved, at jeg har sådan en god kone hjemme, du kan jo let passe børnene, de taler vist slet ikke om mig, vel?
Mange kærlige hilsner til dig, Louise, Kirstine og lille Agnete. Hils også karlene og pigerne, kære Inger. Jørgen.
Mit civiltøj kommer i morgen. Du kan vel nok læse min skrift, det er ellers lidt utydeligt, men jeg har travlt.
“Den 30. Maj 1915 opsøgte Amtsforstanderen i Skærbæk, ledsaget af en Kriminalbetjent, Truels Bajer. Han var imidlertid taget til Rejsby for at tilse en anden Landmands Ejendom under dennes Fraværelse ved Fronten. Amtsforstanderen tog derover og arresterede Gårdejer Bajer, som derpå førtes hjem til Vangsbo. Her fandt man Gården omringet af Militær, og der blev foretaget en Husundersøgelse, der havde til Formål at finde Breve, som skulde være kompromitterende for Truels Bajer. Trods al anvendt Flid var det umuligt at finde sådanne; men ikke desmindre førtes Bajer til Skærbæk, hvor han sad arresteret 3—4 Dage, derfra til Toftlund, hvor man holdt ham under Lås og Lukke en lignende Tid, og endelig til Flensborg Landsretsfængsel, hvor Måned efter Måned gik, uden at man tænkte på at løslade ham. Han anede faktisk ikke, hvilken Forbrydelse man sigtede ham for, og hans Familie gjorde forgæves Forsøg på at få ham frigivet mod Kaution.”
(Vilhelm la Cour: Sønderjylland under Verdenskrigen. August 1914-1916, København 1916, s. 135)
Ethvert Samkvem med Krigsfanger er forbudt I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armekorps hedder det: Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger, forbydes Befolkningen: a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræverdet, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne; b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholiske Drikkevarer; c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangeme. Hvem der handler i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.
Landsretten i Flensborg I Barberstuen. Fisker Peter Kragelund af Stubbum sigtedes for en Dag i Februar Maaned, da han opholdt sig i en Barberstue i Kristiansfelt, at have ytret, at nu vilde Amerika jo ogsaa erklære Krig, og saa vilde Tyskland vel omsider en Gang faa Munden stoppet. Han blev derefter anholdt, hvorved man opdagede, at han var uden Pas. Man lod ham dog gaa igen, da Kragelund havde fast Bopæl. Bagefter skal han have fortalt, at man paa Vagtstuen havde stjaalet hans Papirer og Penge. Statsadvokaten androg paa en Fængselsstraf af 4 Maaneder; men Retten ansaa en saadan paa 1 Maaned for tilstrækkelig; det antoges, at efter Omstændighederne kunde den anklagede, der for Resten var beruset den Dag nok have antaget, at hans Papirer var blevne stjaalne.
Ellen Jensen skriver om krigens gang til sin mand, journalist ved Flensborg Avis J.N. Jensen, og de hjemlige reaktioner på Østrig-Ungarns svar på den italienske krigserklæring.
“I Dag flager man, Venedig brænder – siges der. Jeg synes nærmest, at man kunde græde der over, det er meget trist. Den gamle fine By, med de mange Kunstskatte fra gamle Dage, at den skal ødelægges. Jo, Verden er raa. Nu gaar den nok ellers kraftig løs ved Arras. ”Vi” har nok lidt Nederlag der! Maaske er du ved at trække dig længere tilbage ved samme Lejlighed. Jeg har intet Brev haft fra dig siden Pinsedag, det var skreven om Torsdagen, altsaa otte Dage i Morgen. Men som du siger, det er jo rimeligt, hvis der nu bliver Afbrydelser i vor Forbindelse. Det var jo, havde jeg nær sagt, snart at ønske. Gid det dog kunde blive forbi til Efteraaret, jeg synes, at det var frygteligt med en Vinter til.”
Marie Maskov Petersen, Harreby ved Fole, fortæller om en dramatisk episode i Harreby ved Fole pinselørdag 1915.
Min nu afdøde Mand, Laurits Petersen, var dengang endnu hjemme, idet han som gammel Landstormsmand først blev indkaldt omkring December 1915. Vi havde her paa Egnen fra første Dag Indkvartering af Soldater. Nogle af dem var flinke og pæne Folk, andre mindre behagelige. Det er om en af disse sidste og om de Besværligheder, han bragte os, jeg her vil berette.
Denne Soldat var indkvarteret hos os, men han drak som en Svamp, ja, han var en ren Drukkenbolt og gik jævnligt paa Frierfødder til Gram. Han meget beruset. Vi havde faaet Besked om fra hans Kammerater, at hans Kone om Aftenen kom paa Besøg fra Hamborg. Fyren havde ellers hele Tiden fortalt os, at han var Enkemand, og jeg sagde derfor til ham, at jeg nok skulde fortælle hans Kone om hans Bedrifter.
Under dette kom en af vore Bekendte, Eskild Slott fra Hygum, ridende. Han vilde lige over og hilse paa os, og han stod nu og talte med min Mand; men nu blev Drukkenbolten Fyr og Flamme. Han gik hen og forlangte at se hans Pas. Eskild svarede, at han jo allerede tidligere havde haft Lejlighed til at se det hele to Gange, og da han nu oven i Købet tillod sig at bebrejde ham, at han var beruset, blev Fyren aldeles rasende. Han fo’r ind i Huset og hentede sit Gevær, stormede ud igen og lagde sig paa Knæ og begyndte at skyde efter ham.
Eskild havde dog faaet et Forspring og naaede i Sikkerhed hos Johannes Paulsen, der havde tre Mand indkvarteret. Disse sneg sig nu ned langs Hegnet og kom bag paa Skytten. Vi havde laaset Døren. Gamle Bedste og Børnene løb ud gennem Stalden, og jeg klatrede ud gennem Vinduet i Sovekammeret. Min Mand krøb op paa Loftet og tog Stigen med sig.
Men nu vendte den balstyrige Soldat sig om; han rendte over til Døren, slog den i Stykker og raabte: „Ud med dig og din Mand! Jeg skal skyde jer ihjel!“ — Heldigvis varede det ikke længe, inden Soldaten ved Hjælp af Vagtmandskabet fra Byen blev afvæbnet. Paa Vejen til Gram mødte han sin Kone. Hun kom saa ud til os og blev her Natten over.
Hele Episoden fik dog et Efterspil; vi kom nemlig i Forhør, først i Harreby, senere i Flensborg, og den 1. December blev min Mand indkaldt og sendt til Strassbourg. Resultatet af Afhøringerne blev, at den hidsige Soldat blev erklæret for utilregnelig; men det vilde Overkrigsretten, der havde faaet Akterne tilsendt, ikke tro paa, og den 10. December blev jeg derfor stævnet for Retten i Altona, hvor Sagerne nu skulde uddybes nærmere.
Min Mand blev ogsaa ført dertil.
Ledsaget af en Underofficer blev jeg ført ind i Retten. Jeg havde en Følelse af, at jeg vandrede lige ind i Løvens Gab. Der sad nemlig ni høje, gallaprydede Herrer i Lokalet, og de gloede paa mig og nedstirrede mig; men jeg tænkte bare, at nu gjaldt det kun om at holde Ørene stive.
Vidnerne — Soldater, der havde været indkvarteret i Harreby — blev kaldt ind, de blev udspurgt om, hvorledes Kvartererne havde været, og de svarede, at de havde haft det godt. Jeg havde muligvis været lidt brysk, men det forstod de godt, og det var sikkert ogsaa nødvendigt. Jeg blev derefter opfordret til at aflægge Ed paa, at hele Tildragelsen var foregaaet, som jeg havde skildret den. Da det var overstaaet, sagde de høje Herrer: „Vi betvivler ikke, hvad Fru Petersen siger!”
— Nu spurgte jeg, om min Mand ogsaa skulde til Afhøring, for hvis dette var Tilfældet, vilde jeg anmode om, at han fik en Tolk stillet til Raadighed. Da de hørte dette, fo’r de op og raabte: „Og saa er han endda preussisk Soldat!” — men jeg sagde: „Undskyld, mine Herrer, min Mand er 45 Aar, han har gaaet i dansk Skole, og han er kun Soldat efter Ordre!”
— De ønskede dog ikke at drøfte dette Anliggende nærmere med mig, og Enden af Historien blev, at den udfordrende og krigslystne Soldat blev afvæbnet. Han sagde, at jeg havde været et skrapt Vidne; men Retten svarede ham, at han fortjente en rigtig god Omgang Prygl, hvortil han ytrede noget om, at han dog haabede at have gjort sig fortjent til Jernkorset
Jeg fik for min Ulejlighed Rejseudgifterne godtgjort, og mine Udgifter havde jeg nu ikke beregnet for lavt, og derefter kunde jeg atter rejse hjem; men min Mand maatte atter tage tilbage til Strassbourg.
Ellen Jensen var gift med journalist J.N. Jensen, der arbejdede for Flensborg Avis. Han var blevet indkaldt i august 1914, og som så mange ægtepar adskilt af krigen førte de en omfattende brevveksling. Brevene opbevares i dag i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg, og giver både et indblik i soldaterlivet og i livet på Hjemmefronten i Flensborg, hvor Ellen boede med deres to små piger, kaldet Pus og Søs.
Tyske rationeringsmærker til 50 gr. brød eller Mel (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Fra brev Flensborg 13. maj 1915
”Søs ligger saa lang hun er paa Gulvet, hun er træt, det kniber med at faa et Stykke Rugbrød spist, det skal hun nemlig før hun faar ”Krigsbrød” d.v.s. Sigtebrød. Nu har jeg ikke mere Mel, og Brødkortet er saaledes at vi skal spare umaadeligt, men engang imellem ”holer” jeg mig et ekstra Brødkort omkring, hos dem, der ikke bruger deres helt. Det hedder sig nu, at vi baade skal have Riskort og Kartoffelkort, det er jo mest san[d]synligt. Det skal jo nok herefter blive knapt alt sammen. Sukker kan vi snart heller ikke faa mere, det er beslaglagt til Fodring. Jeg køber nu en Del, som jeg vil have til Syltning, man ved aldrig, hvorledes Vinteren skal blive, selv om der bliver Fred, kan man ikke regne med gode Tider, – vel, det kommer saa an paa, hvorledes Freden bliver. Skal disse Tider blive ved, er det bedre man har noget i Forvaring. Maaske vil Mælken da blive Knap, i Vinter har jeg knapt kunde faa det jeg skulde bruge, nu bliver det bedre, nu da Køerne er komme paa Græs.”
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Sælg hestene, ellers …!
Landråden i Haderslev bekendtgør:
”Tirsdagen den 11. maj om formiddagen kl. 9, afholder militærforvaltningen i Haderslev på markedspladsen på Gravene et hestemarked til køb af heste i alderen fra 4 til 12 år.
Jeg opfordrer landbefolkningen til at tilføre markedet rigeligt med heste, da i modsat tilfælde en ny hesteudskrivning bliver nødvendig, og der da naturligvis betales ringere priser, ligesom der ikke vil kunne tages tilstrækkelig hensyn til det økonomiske tarv.
Også kommuneforstanderne opfordrer jeg til på deres side at sørge for, at markedet bliver godt tilført med heste.
Underskrevet: v. Løw”
Mens Haderslev byråd sælger varer!
Haderslev byråd bekendtgør, at det fra onsdag den 12. maj begynder med at udsælge de af det nedsatte udvalg for kødforsyning opkøbte varer. Udsalget sker to gange ugentlig i seminariets øvelsesskole i Ringgade, nemlig onsdag og lørdag fra kl. 9 til 1 og fra 3 til 8.
Der sælges ris til 40 pg, grubbegryn 35 pg, islandsk lammekød 65 pg, tørret klipfisk 35 pg, røget skinke 1,30, 1,40 og 1,50 mk, røget karbonade og nakkestykke 1,30 mk, røget flæsk 1,20 mk samt køkkenurter.
Købernes navne optegnes; hver familie kan kun hente én gang om dagen ved et voksent medlem. Enhver familie kan få udleveret indtil 5 pd kød, 3 pd klipfisk, 2 pd ris eller grubbegryn, 1 dåse køkkenurter (kål eller roer).
Der sælges kun til borgere i Haderslev og mod kontakt betaling.
Prisnedsættelse på hvede og rugmel
Krigs-Kornselskabet nedsætter fra 15. maj melpriserne med gennemsnitlig 37,50 mark pr. tons, for rugmel med 25 mark pr. tons og for hvedemel med 50 mark pr. tons.
Prisnedsættelsen for hvedemelet er ifølge ”Hejmdal” større for også at gøre hvedemelet, hvoraf der er forholdsvis rigeligt for hånden, tilgængeligt for den mindre bemidlede befolkning.
Som følge heraf er prisen på rugmel efter nævnte angivelser nu 32,50-35,50 mark pr. dobbeltcentner, for hvedemel 35,75—38,75 mark pr. dobbeltcentner.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvor forsigtig man bør være baade i sin Optræden og i sin Tale, fremgaar af en Række Arrestationer i de sidste Dage.
Saaledes er en ung Pige, der af Uvidenhed har rejst paa et Pas, der ikke er tilstrækkelig for en Optant, bleven arresteret i Toftlund og sendt til Flensborg.
En pensioneret Lærer Jensen, tidligere i Skærbæk nu i Aabenraa, er paa Besøg førstnævnte Sted bleven anholdt og ført til Flensborg. Jensen anses i Almindelighed for at være en meget forsigtig Mand.
Endnu kan nævnes, at Kommuneforstander Knudsen i Vinum er arresteret og ført til Flensborg — efter Sigende fordi han har kritiseret Behandlingen af Fanger – , og endelig er ogsaa en Møller Sørensen paa Rømø bleven arresteret.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Gravning af skyttegrave
ved Vojens i sidste måned gav, som man kunne vente, anledning til alarmerende rygter om forestående gravninger af en skyttegravslinie hen over Nordslesvig fra Østersøen til Vesterhavet. Det meddeltes tillige, at også Soldater i Spandet her vest på gravede skyttegrave. Dette sidste opfattede vi, som om der gravedes ved Spandet. Det viser sig imidlertid at være en misforståelse; ganske vist gravede de, kun ikke ved Spandet, men ved Vojens, hvor man for øvrigt har sløjfet en del af disse arbejder som således foreløbig synes at have haft karakteren af øvelser.
Der har, som bekendt, cirkuleret rygter om store troppesamlinger mellem Flensborg og Tønder. Rygterne har vist sig at være urigtige. Det samme gælder verserende rygter om større troppestyrker i Nordslesvigs østlige del.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Nis Clausen fra Tumbøl, bestyrer hos enke Hansen dersteds, er falden under de sidste kampe.
– Præparandskoleelev Max Nissen, søn af maler Hans Nissen i Skibbrogade i Tønder, er falden. Han var kun 18 år gammel og var med som frivillig.
– i den 213. prøjsiske tabsliste meddelelse, at forstærkningsreservisterne Enevoldt Schmidt, Abild, og Nikolaj Jessen, Stenderup i Haderslev kreds, er faldne i kampene fra 9. marts til 1. april. Christian Thuesen fra Sundsmark og Laust Lausen fra Daler i Østerby er døde af deres sår.
– Underofficer Feddersen fra Skodborg er bleven såret den 23. april i kampene ved Yserkanalen. Han ligger nu på lazaret i Bingen.
– Samme dag er hans sidekammerat, Joh. Fr. Johansen fra Tumbøl, bleven såret.
– Gårdejer Jens Hansen, Gaasbjerg i Dynt kommune, ældste søn af amtsforstander Hansen i Midtskov, er bleven hårdt såret.
– I 213. prøjsiske tabsliste meddeles, at Paul Paulsen, Højer, Andreas Petersen, Gallehus, Peter Autzen, Maugstrup, Max Skjøde, Haderslev, Niels Thorsen, Flovt, Hans Wollesen, Roager, Iver Ravn, Ørsted, Jens Damgaard, Over Jerstal, Peter Lund, Rævsø, Karl Autzen, Lert, og Theodor Juhl, Ellum, er bleven let sårede i kampene i første halvdel af april måned.
– Mathias Petersen, Bylderup, står opført som hårdt såret.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Landstormen
Ved sessionen over landstormens 2. opbud – mænd mellem 39 og 45 år, der aldrig har været soldater – mødte der den 28. april 250 i Haderslev by og Vilstrup distrikt, og af dem blev kun 3 kasserede.
Færdslen til Danmark
Al privatfærdsel til Danmark af fodgængere, ryttere, køretøjer osv. må indtil videre kun ske ad landevejen forbi toldstederne Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.
Overtrædelser straffes med fængsel indtil et år.
Kartoffelmangel
Fra kommuner i Aabenraa-omegnen, hvor der råder kartoffelmangel, er der bleven rettet forespørgsler til Hejmdal, navnlig fra de bemidledes side, om der muligvis kunne købes kartofler af Aabenraa bys kommunale beholdninger.
Bladets redaktion har indhentet oplysninger på kompetent sted og kan meddelem at der af byens beholdninger ikke kan sælges udenfor byen. De indkøb af kartofler, byen har foretaget, er kun sket i et omfang, beregnet til at dække byens eget behov.
Breve, adresserede til gæstgiverier
Den stedfortrædende generalkommando bekendtgør, at det er forbudt ejerne af gæstgiverier i deres lokaler at udlevere postsendinger til personer, der ikke er tagne ind på deres gæstgiverier og anmeldte hos politiet som sådanne.
Overtrædelse af denne bestemmelse (af gæstgiveren eller hans personale) straffes, såfremt lovene ikke hjemler højere straf, med indtil ét års fængsel.
Den tysk-østerrigske sejr
I Galizien under den tyske general Macksensens ledelse har langs grænsen, hvor der flages overalt i dag, antaget mægtige dimensioner. Allerede i aftes vidste man at fortælle, at 120.000-180.000 russere var taget tilfange. I dag forslog dette tal ikke længer – det var vokset til 200.000-300.000!
En Zeppeliner
Passerede i middags i nærheden af grænsen fra øst til vest og gik over havet, hvor den stod nordpå.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvad der kundgøres at skulle være modbydeligt!
Den 29. marts førtes nogle krigsfangetransporter gennem Haderslev, og ved denne lejlighed var der en del mennesker, både fra dansk og tysk side, som af medlidenhed med fangerne gav eller tilkastede dem forskellige ting. De tyske blade kom i harnisk herover og straffemyndighederne blev sat i bevægelse overfor de pågældende, hvis medfølelse havde givet sig udslag overfor fangerne, og nu kundgøres i de dertil indrettede blade følgende, der vidner så kønt om det høje stade, den tyske kultur indtager:
”Den 29. marts kom det lejlighedsvis ved krigsfange-transporter gennem Haderslev til modbydelige optrin, idet der af publikum blev vist fangerne allehånde opmærksomheder, der ikke svarede til vort folks værdighed overfor vore fjender. De pågældende er blevet straffede. Deres navne bliver efter anordning af den stedfortrædende generalkommando offentliggjorte som følger:
Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.
Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.
Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.
Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.
Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.
Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!
Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.
Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.
Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.
Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.
Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.
At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.
Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.
Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.
En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?
Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.
Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.
Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!
2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.
Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.
Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.
Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.
Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.
Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:
Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.
An Herrn Christian Høeg
Süder Seierleff (!)
Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.
(sign.) von Rahlenstein Hauptmann u. Batls. Kdeur.
Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane! Chr. Høeg
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Hvorledes man skal forholde sig over for krigsfangerne
Der er udstedt følgende bestemmelser om, hvorledes man bør, forholde sig overfor krigsfanger, som arbejder i kommunen:
Enhver middelbar eller umiddelbar forbindelse med krigsfangerne samt enhver tilnærmelse til disse er forbudt alle personer, der ikke er særligt beføjede hertil.
Ligeledes er det forbudt at opholde sig i nærheden af eller at betræde pladser, lejre eller lokaler, som benyttes til anbringelse af krigsfangerne.
Endvidere er det forbudt at skænke dem nogen art gaver, at yde dem nogen som helst hjælp til at flygte, at yde dem husly, skænke dem levnedsmidler, tøj eller andre ting eller at yde undvegne krigsfanger nogen som helst anden støtte eller hjælp.
Ting, som benyttes eller skulde have været benyttes til gaver til krigsfangerne, beslaglægges.
Ledsagelses eller vagtpersonalet må man ubetinget adlyde. Ledsagelses- og vagtmandskabet har fået anvisning på, hvis der gøres nødvendigt, især for at hindre flugtforsøg, at gøre brug af deres skydevåben, uden i forvejen at råbe.
Hvem der har kundskab om, at en krigsfange vil undvige, eller om en undvegen krigsfange opholdsted, har, foruden at han har den pligt, efter evne at søge at hindre undvigelsen, ufortøvet at melde dette til de nærmest militær eller civile myndigheder.
Overtrædelser af denne anordning vil, såfremt andre bestemmelser ikke hjemler højere staf, blive straffet med pengebøder, på indtil 150 mark eller tilsvarende arrest.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen.
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Efter nordslesvigske blade
– Lærer Karl Elley, Der deltog i Krigen som Gefr., har den 14 april fundet døden på Valpladsen. Elley, har var lærer i Skodborgskov, er en søn af enke Dora Elley i Kværs ved Gråsten. Han blev kun 22 år gammel. – Madsens Enke i Skast har uventet modtaget meddelelse om, at hendes søn underofficer Jens Madsen, som hun troede i sikkerhed ved Feltkøkkenet, var bleven hårdt såret på vejen til Skyttegraven og er død af såret. – Til familien A. Therkildsen Øster Gasse er der indløbet meddelelse om, at deres søn, kommis Therkildsen, er falden. – Forstærkningsmand Fritz Wulf, Sønderborg, er bleven let såret i kampene fra 7. til 9 april. – I sidste tabslister meddeles, at musketer Otto Gøttsche, Haderslev, er bleven let såret ved kampene fra 3. til 10. april. – Fra Toftlund meddelelse, at H. Chr. Andersen og hustru eneste søn Bertel har fundet døden på Valpladsen. Han var 22 år gammel. – Ifølge indløben meddelelse til familien er Fritz Bergmann, søn af Bergmanns enke i Vimtrup falden. – Underofficer i Reserven Dahn, der var antal ved den kommunale kasse i Haderslev, er bleven såret for tredje gang, denne gang i venstre hånd. Han var desuden været syg. – Christian Petersen af Tinglev der den 10. oktober i fjor bukker under for sine sår på reservelazarettet i Hamm. – Thomas Holm af Uge Mark, der var Matros på ”Gneisenau”, er falden i fangenskab. – Joh. Schrøder af Sønderby er efter den sidste Tabsliste død på et feltlazaret den 11. februar.
Skotøjspriserne – en stor forhøjelse
Skomagerlavet i Flensborg har i disse dage afholdt en stærkt besøgt generalforsamling, på hvilken man på grund af de stadig stigende læderpriser – der forlanges allerede nu indtil 10 mark for pundet – vedtog af forhøje priserne for reparationer til omtrent det dobbelte af, hvad der hidtil er blevet betalt. Herresåler med hæle koster ifølge ”Flensborg Avis” nu 7-8 Mark, damesåler 2 mark mindre. Beslutningen skal have tilbagevirkende kraft fra 1. april. På mødet nævntes , at prisen for militærstøvler i løbet af krigen var stregen fra 9 mark 50 penning til 30 mark.
Dr. Thomsen i Skærbæk
begav sig i lørdags atter til fronten i Frankrig.
Husk passet
”Dannevirke” henviser på ny til de strenge pasbestemmelser og skriver: I den sidste tid er igen et antal personer af landsretten i Flensborg blevne idømte mindst 1 dags fængsel, fordi de er rejse ud af deres hjemlige kommune uden at have pas med. Foruden at man bliver standset i sin rejse, kan det medfører andre ulemper ikke at have sit forskrevne pas i orden og i lommen. Hvem der træffes uden pas i strækningen mellem grænsen og linjen Lyksborg – Flensborg – Tønder – Højer Sluse, disse byer indbefattede, kan idømmes mindst 1 – en – dags fængsel samt omkostningerne.
Husk derfor passet. Man bør altid have det hos sig, når man forlader sit hjem!
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
– Rudolf Gemuseus fra Kristiansfelt, Gemuseus’ eneste søn, er falden den 6. april i Frankrig, 22 år gammel.
– Arbejdsmand Hans Jensen fra Øsby er falden den 17. marts.
– Underofficer i reserven Hans Rossen, en søn af enkefru Rossen på Bov landevej i Flensborg, er den 17. april død på lazarettet i Metz, efter han var bleven såret den 7. april.
– En Søn af arbejdsmand Hans Jensen og hustru på Skibsbroen i Flensborg, er falden den 6. april.
– Det er blevet stadfæstet, at overmatros Nissen, Aabenraa, har fundet døden på ”Blücher” ved slaget i Vesterhavet i januar måned.
– I tirsdags modtog Købmand Fr. Gøttsche og Hustru i Søndergravene i Flensborg meddelelse om, at deres søn Frits, der deltog i krigen som løjtnant og kompagnifører, ved et stormangreb den 10. april havde fundet døden på valpladsen.
– Den 17. april er krigsfrivillig Leve Lorenzen, en Søn af enke R. Lorenzen i Mathildegade, død af sine sår på Fæstningslazarettet i Metz.
Flensborg Bys spisekammer,
der er indrettet i rismøllen ved Angelbogade, kan tages i øjesyn om formiddagen fra klokken 9 til 10 (undtagen tirsdag og torsdag). Der er ifølge ”Flensborg Avis” indkøbt røget flæsk, skinker, pølse. Osv. for omtrent en halv million mark; en del af varerne er anbragte i Troldsø-Lagerbygningen. De vil nu blive bortsolgt gennem en hel del slagtermestre og kolonialvarehandlere.
Man har fastsat følgende priser: for røget flæsk 1 mark 35 penning pundet, for røgede halve svin med skinker 1 mark 45 penning. For røget svinehoved 1 mark 10 penning og for pølse 1 mark 60 penning.
Fangelejren i Løgumkloster havde i mandags fornemt besøg. Den Spanske statsafsending i Berlin med sin Legationssekretær tog lejren i øjesyn. Besigtigelsen siges at være falden meget tilfredsstillende ud.
Foderstofcentral i Sønderborg Ifølge en meddelelse i kredsbladet er der for Sønderborg Kreds blevet oprettet en foderstofcentral hos firmaet Boysen & Knudsen i Sønderborg, Havnegade 2., fra 15. april af må en hel række foderstoffer kun bringes i handelen i Sønderborg kreds gennem det nævnte centralkontor.
Fangelejren ved Gravlund står nu færdig. Telegrafvæsnet er i disse dage i færd med at anlægge telefonforbindelse til barakkerne. Der kan med det første ventes fanger til Lejren.
Krigens tunge bud Atter er der til Daler sogn kommet et Sorgens budskab derudefra. Yngste søn af Landmand Peter Lausten i Østerby, Laust Lausten, er den 6. April falden, ramt af en granat. Han blev, skrives der til ” Vestslesvigsk Tidende”, Stedt til hvile af nogle Kammerater under bøn og velsignelse, på en fredelig plet i en skov. Dobbelt tungt er det for forældrene, da deres ældst søn, Søren Lausten, allerede den 21. september faldt i krigen. Hans sidste hvilested er ved foden af et vinbjerg. Hjemmet har i dem mistet to opofrende og pligttro sønner.
Den ikke uddannede landstorm til det 35 år I Københavnsk blade findes en bekendtgørelse fra det kejserlig tyske Generalkonsulat, hvorefter de tyske undersåtter i udlandet, der hører til den ikke uddannede Landstorm i alderen fra det 20. til det 35. leveår, opfordres til at vende tilbage til Tyskland og melde sig hos den nærmeste distriktskommando.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Det danske sprog atter tilladt i korrespondance med udlandet
Efter en anordning af 8. marts var fra den 20. marts af kun tysk, italiensk, spansk, fransk, og engelsk tilladt i brevveksling med Udlandet.
Det føltes som en overordentlig alvorlig ulempe i Nordslesvig, hvor kun få af den ældre generation kan skrive et tysk brev, hvor der opholder sig flere tusinder dansk statsborgere, og hvorfra der ikke mindst nu under krigen føres meget livlige handelsforbindelser med Danmark.
Af de nordslevigske repræsentanter af handelskammeret i Flensborg, af fælleslandboforeningen for Nordslesvig m. fl. rettedes der derfor indtrængende henvendelser til statsmyndighederne med bøn om også at tillade brugen af det danske sprog i handelssamkvem med udlandet. Disse henvendelser, som støttedes af de højeste postmyndigheder, har haft til følge, at der er blevet udstedt em ny anordning den 14. April, hvorefter endvidere dansk, norsk, svensk, hollandsk og portugisisk er bleven tilladt i brevveksling med de neutrale stater.
Herefter er det altså atter tilladt at skrive danske brev til Danmark. Efterretningen derom vil, Skriver ”Heimdal” Blive modtaget med glæde over hele Nordslesvig, hvor mangfoldige i de sidste uger ikke har været i stand til at opretholde skriftlige forbindelser med nærer pårørende.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen Under krigen
Dr. Thomsen i Skærbæk
er kommet hjem på en 5 dages orlov. Han blev, som bekendt, for nogen tid siden let såret. I den lille by, hvori han den gang lå i reserve, ville han under et bombardement, som franskmændene foretog på byen, gå over en gade for at yde hjælp til en såret, da han blev slynget til Jorden. Da han kom til sig selv igen,viste det sig, at det var en granat, som var eksploderet i nærheden, hvis lufttryk havde kastet ham til jorden, idet han samtidig fik et let sår i den ene hånd.
Tønder som Garnisonsby
I Tønder, hvor der i den sidste tid har ligget tæt ved 1000 mand indkvarteret, venter man, at byen vil blive fast garnisonby, da den nu skal være station for en række luftskibe. Som bekendt er der i vinter opført tolLuftskibshaller og man er i færd med og forcerer arbejdet, der skal kunne rumme to luftskibe.
Faldne, sårede og fangne
– Lorents Quists familie i Stollig modtog for et par dage siden den sørgelige meddelelse, at deres søn Jes er bleven såret i Frankrig og senere var død på et lazaret. Det var sted i begyndelsen af april måned.
– I lørdag indløb der brev til sporskifter Johansen i Skærbæk om, at hans søn i Frankrig er bleven såret ved et strejfskud i den ene skulder.
– I den nyeste tablister meddelelse, at reservist Jørgen From fra Asserballe har været savnet siden den 7. September.
Ubegrundede Rygter
Under denne overskrift meddeler de tyske nordslesvigske blade: ”Provinsens Beliggenhed som grænseprovins har i løbet af krigen ført til mange hånde militære sikrings- og forberedelses-forholdsregler. Når der også af den grund engang imellem hist og her er opdukket bekymrede formodninger i befolkningen, så må der der dog indtrængende advares med at gengive tomme og fuldstændig ubegrundede rygter. For ethvert menneske med eftertanke er det indlysende, at et grænsekorps under en krig, der er af en så lang varighed, ikke vil lade en eneste mulighed i sikringens og forsvarets øjemed ude af betragtning, selv om en eller anden bestemt fare ingenlunde ligger inden for sandsynlighedens Grænser.
Straffet for at have givet en hest et stykke brød
En værtshusholders hustru i Flensborg blev i onsdag af nævningeretten idømt en bøde på 5 mark for at have givet en hest et stykke brød. Hesten var spændt for en vogn, som holdt udenfor hendes hus. Hus forklarede i retten, at hun havde ondt af det stakkels dyr. (“Flensborg Avis”).
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Der graves Skyttegrave
Man har i den sidste tid begyndt at grave skyttegrave ikke langt fra grænsen, bl.a. ved Vojens. Det er meningen at forsætte hermed på større stækninger. Disse foranstaltninger har anledning til armerende rygter om forberedelsen med engelsk indfald nordfra, hvad der, som bekendt slet ikke er tale om i øjeblikket og heller næppe vil ske. Tyskerne er imidlertid folk, der vil være på den sikre side og i den henseende hellere ville foretage overflødige end forsømme nødvendige foranstaltninger.
Adskillige tyske blade søger at berolige den ved disse foranstaltninger opståede nervøsitet.
Karleløn i Krigstid i Aabenraa-egnen er lønnen for tjenestekarle meget høj, og som eksempel kan anføres at en karl i disse dage er fæstet for sommeren for 90 mark om måneden!
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Karl Dibbern, søn af Dr. Dibbern i Aabenraa er falden. Han var elev ved den lærde skole i Sønderborg og meldte sig som frivillig. Han var, da han faldt, næppe 17 år gammel.
– Arbejdsmand Karl Schnoor og hustru i Sønder Sejerslev, modtog i går meddelelse om, at deres søn Otto, var falden den 14. april.
– Mælkehandler Peter Lorentzen fra Gl. Haderslev i Haderslev, der stod i forstærkningsreserven, er falden den 5. april.
– Gårdejer Hans R. Lund i Sønder Sejerslev, der stod ved en Transportkolonne og først var med på Vestfronten, senere i Østprøjsen, og derpå kom til Galicien og ind i Russisk Polen og sidst har været med i Karpatherne, hvor han blev syg – forgiftning, opstået fra drikkevandet – er kommen på et lazaret i Frankfurt.
– Arbejdsmand Smidt Andersen fra Kærgård, der fra krigens begyndelse har været med på Vestfronten, er kommet på Lazaret i Frankfurt.
– Landmand Asmus Petersen fra stollig er bleven let såret den 27. marts.
– Musketer Karl Lippke fra Kastrup, der har været savnet, er såret.
– Laurids Knudsen Tamdrup, og Alfons Sauerberg fra Haderslev, er ifølge en af de sidste tabslister i begyndelsen af april måned blevne hårdt sårede ved et ulykkestilfælde.
– Musketer Peter Lohmann fra Løgumkloster står opført i den sidste tablister som savnet.
– Arbejdsmand H.P.Philipsen fra Varnæs har skrevet hjem, at han er i fangenskab i Sibirien og er sund og rask. Han er ikke såret.
– Gefreiter Herm. Edlefsen af Flensborg er død af sine sår den 4. november i fjor
– Underkampene i slutningen af marts er Jes Andersen af Uge bleven hårdt såret.
– Landmand Hans Jensen af Aarø, der var bleven såret, er død den 13 marts.
– Walter Butenschøn af Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, Sårede og fangne. Efter nordslesvigske Blade
Landmand Hans Jensen, Aarø, der var såret, er død den 13. marts.
Hans Petersen og familie i Ellehoved har modtaget efterretning om, at sønnen Nikolaj den 7. marts har fundet døden i krigen. Han blev 25 år gammel.
Walter Butenschøn fra Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
Karl Petersen, Ørsted Mark, er let såret
Jes Andersen, Uge, er bleven hårdt såret i kampene ved slutningen af marts måned.
Ved en eksplosionsulykke den 22.Marts er Adolf Schweer fra Arum [må være Arnum, RR] bleven let såret.
Mejeribestyrer Hans Johansen fra Raved er død den 12 April på Lazarettet i Offenburg af lungebetændelse.
I en af de seneste tablister meddelelse at Gefr. Kurk Lorensen fra Nordborg i slutningen af marts måned kommen i fangenskab. Endvidere meddeles, at H. Kammann, Ketting, er i fangenskab.
Forårsmarkederne i Tønder
Vil ikke rigtig komme i gang i år, dels på grund af det kolde vejr og del på grund af krigen, der gør forhold usikre. Man havde troet, at åbningen af den danske Grænse for den jyske græsko skulde fylde vore markeder; men den lange grænseafspærring har naturligvis helt ændret forholdene, og tilførslen er endnu forsvindende. Der var ifølge ”Flensborg Avis” i Fredags en snes stykker Kvæg i det hele tilført og priserne var høje, omkring ved 400 mark for jyske Græskøer. Handelen var meget trykket. Kælvekvæget var meget dyrt.
En Russisk krigsfange, der var afgået ved døden på Lazarettet i Haderslev, Jordfæstedes i Torsdags eftermiddags på Assistenskirkegården. En snes af den afdødes kammerater var med til jordefærden og bar deres Kammerat fra lazarettet til graven. En afdeling soldater fra garnisonen i Haderslev var udkommanderet for at ledsage den afdøde til hans sidste hvilested. Det er ifølge ”Dannevirke” den femte Russisk krigsfange, som nu sover den lange søvn på Haderslev kirkegård, langt borte fra sit hjem.
Kvinderne og Landbruget. Om vejret og landbruget skrives ifølge ”Flensborg Avis” fra Gramegnen: Det tørre vejr, vi har haft i indeværende uge, har bragt liv i markarbejdet. Rundt omkring er folk travlt sysselsatte med at pløje, harve og køre gødning ud.
Det gælder særlig i år om at benytte tiden godt, da mange hænder mangler. Flere steder ser man kvinder både pløje, harve og køre gødning.
Hvad der desværre af den del forfinede mennesker før er blevet anset for en skam, er i år blevet en bydende nødvendighed. Intet ærligt arbejde, selv det groveste, bør noget tænkende menneske skamme sig ved.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Tog af Sporet ved Tønder Det tog, der ankommer til Hvidding om Middagen kl. 12.48 løb i går middags af sporet umiddelbart nord for Tønder station. Der var en vogn omtrent midt i toget, der løb af. Den forreste del af toget, kunde senere forsætte til Hvidding medens den Bagerste halvdel , der var løbet af sporet, spærrede banen for trafik resten af dagen.
Passagerer fra Tønder nordpå måtte køre et lille stykke med Højerbanen og derefter spadsere ca. 1 kilometer til nord for uheldsstedet, hvor man så steg i toget nordpå.
Den ret livlige godstransport på vestbanen måtte i går af den grund dirigeres over Vamdrup. Sporet der blev revet op i en strækning af ca. 500. meter, var atter fuldstændig i Orden i aftes kl. 11.
