Inger og Jørgen Friis

14. juli 1915 – Inger Friis savner sin mand … og Politiken

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, 14. juli 1915

Kære ven!

Det var rigtignok rart allerede i dag at få et langt brev fra dig; og alligevel blev jeg lidt ked af det, for du har det ikke godt, der hvor du nu er. Det er jo en trøst, at I er flere om det; men den er jo såmænd kun lille. Jeg er færdig til at rejse ud og besøge dig, hvornår det skal være, men det er jo da vist ellers lige tidligt nok endnu. Skriv, hvornår du vil have, jeg skal komme, om nu på søndag eller en søndag længere hen.

Jeg har ingen rigtig lyst til det herhjemme, og fremmede har jeg nok af. I dag har Marie Krog været; men det er jo bare dig, jeg savner. Blot du da havde haft det lidt bedre. Jeg håber, du har fået mit brev fra i går aftes. Der var et billede af børnene, så det var jo kedeligt, hvis det var gået tabt. I dag har karlene sat hø op. Vejret har da også været meget smukt, rigtig til at drikke kaffe på forhøjningen i. Hvis du blot havde været her. Vi har vasket, Margrete Schrøder har hjulpet os, og det var rigtignok godt, for det sinker nu alligevel med den feldwebel*, og så især da Marie også kom. I dag har jeg måttet veksle 100 Mark sedlen, for lille Karl fik 10 M. Jeg skal nok huske at skrive det … Jeg er ellers lidt ked af det med den feldwebel. Nu har han fået sig en medhjælper, en menig, som skal passe telefonen, når han selv er ude. Ham sendte Eickemeyer skam også hertil; men jeg sagde jo da straks, at ham kunde jeg ikke have. – Ja, det havde jeg da heller ikke tænkt mig, sagde Hr. Bachmann så. Han kom så op til Simon Froms. I går aftes styrtede feldweblen med cyklen ved vadhuset og slog et stort hul i panden. Han var i Haderslev i formiddag og fik det syet sammen. Han kender slet ikke frihjulet. Jeg skulle forresten hilse fra ham.

Skal jeg sende brød og smør, eller hvad ønsker du. Lad mig få høre, hvad du savner. Kan det gå at sende Politiken? Så farvel for denne gang.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*En feldwebel er første underofficer i et tysk kompagni, svarende nogenlunde til en sergent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *