Chr. R. kom som soldat til Balkan, der forekom ham meget fremmedartet
En Tur gennem Makedoniens Bjerge.
Makedonien, den 12. Februar 1916.
Kære „Hejmdal“!
Med Dig og dine Læsere vil jeg nu gøre en lille Tur gennem Højbjergene i Syd-Serbien, det saakaldte gamle Makedonien.
Vejret er just ikke særlig godt, men jeg vil haabe, at det op paa Dagen bliver bedre. Det regner. Vejen er jo, da Vandet fra Bjergene strømmer ned derpaa, en dejlig Vælling, dog er den jo med sin faste Undergrund temmelig farbar. Gennem en snæver Dal gaar Vejen jævnt opad, til den naar et forhenværende Gæstgiveri, nu Opholdssted for bulgarske Armerings-Soldater.
Saa maa vi til at anstrenge os lidt, thi nu gaar det opad. Vejen snor sig i Siksak op ad Bjergets Sider. Stolte Bjerge, dels graa Klipper, dels med et tyndt Jordlag bevokset med forkrøblet Egebusk og lidt Græs. Længere henne, hvor Vejen er indhugget i Bjergets Side, glinser Stenene, som om det var Guldstøv, en Art Metal er det jo sikkert, da Landet er rigt paa Metal, særlig Kobber.
Her er Vejen smukt anlagt, og i Frastand ser det ud som en prægtig Stenmur eller et Galleri. Skuer man i Vejret, op til Spidsen, en svimlende Højde, i alt Fald for os Nordboere, ser man en Ørn majestætisk svævende højt, højt oppe, spejdende efter Bytte. Den ser i denne Afstand ikke særlig stor ud, men jo højere vi kommer, desto større bliver den.
Her gennemskæres Bjerget af en rivende Bjergflod, der skummende strømmer ned mellem Stenene. 1.700-1.800 Meters Højde ligger der Sne.
Her er det temmelig koldt og det blæser lidt. Nu gaar det ind i Skyerne, en tæt Taage indhyller alt. Her er en raakold Luft, dog stadig opad, højere og højere. Efter 5 Timers Kørsel, med smaa Mellempavser, naas Højdepunktet.
Lidt før møder vi en Massegrav med 48 faldne Bulgarer. Ved Siden af dem staar der et provisorisk bygget Hus til Armerings-Soldater og Telefonarbejdere, ganske lunt og net, dækket med Træ, Halm og Jord. En Kakkelovn med Røret op gennem Taget mangler heller ikke, saa de har indrettet sig ganske husligt. Nu er vi oppe paa Spidsen, i hvert Tilfælde af Vejen (1.135 Meter), men Bjerget rager endnu 632 Meter i Vejret. Dets Højde er 1.767 Meter.
Nu gaar det atter i Siksak nedad, ind mod Byen P. Til højre for Vejen befinder der sig i et Par Hundrede Meters Afstand en meget smuk Bjergkæde. Alt store Kæmpesten, opstablet og henkastet mellem hverandre som af en overnaturlig Magt. Et dejligt Billede, hvorover enhver Sletteboer maa frydes.
Hist paa den højeste Tinde vajer et lille Fag, dog er det ikke muligt at skelne Nationaliteten, men det er vistnok et bulgarsk, da det er paa bulgarsk Etappeomraade.
Histovre til venstre drager en bulgarsk Oksekolonne i endeløs Række. Deres smaa Vogne, forspændt med nogle store graa Stude med mægtige Horn giver det, som alt her, et østerlandsk Præg. Ogsaa Æslet er her et meget brugt Befordringsmiddel. Hvad der alt kan læsses paa dem er utroligt, 2-300 Pund bærer de smaa Tingester.
Til venstre for Vejen, ved en lille Bæk, ligger 5-6 Vandmøller i Rad, meget snildt og billigt indrettet. Vandet ledes i en Grøft, som opdæmmes, hen til Møllen, derfra gennem et udhulet Træ ned over et Hjul, som ligger vandret, og ikke, som hos vore Vandmøller, lodret. Her styrter det med mægtig Kraft og Larm ind over Egerne eller rettere Brædderne og driver med mægtig Fart Hjulet, der driver en lille 70-80 Ctm. stor Sten. Det er Hvedemølleri i denne Egn.
Nu naas Byen P. Snævre, smudsige Gader med lige saa simple som smudsige Huse. Her er den mahomedanske Religion den fremherskende. Dog findes der ogsaa saakaldte Ung-Tyrkere. (Landet har jo før tilhørt Tyrkiet).
Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet. Enhver nogenlunde velsitueret Mahomedaner har jo 3-5-10 Koner. En mærkelig Tilstand.
De Damer, som befinder sig i et saadant Harem, gaar tæt tilsløret, i en lang sort Præstekjole og Hovedet tæt tilbundet med et hvidt Klæde. De lader sig sjældent se. Neglene har de farvet helt røde som Tegn paa deres Værdighed, eller ogsaa som Pynt for at bedaare deres naadige Ægtefælle. De taler aldrig med os, og gaar for det meste af Vejen.
Se ind i deres Bolig eller Helligdom er umuligt eller saa godt som umuligt. Det er en Sjældenhed, at det tillades, hvad der dog ogsaa er os ligegyldigt, endskønt Nysgerrighed er en slem Drivfjeder.
Der findes i Byen mange Moskeer. Præsten gaar to Gange daglig omkring Taarnet og synger nogle monotone Sange, det lyder meget kønt, dog paa Grund af mit Ukendskab til Sproget, uforstaaeligt.
Vi vil nu aflægge et lille Besøg i Europæer-Kvarteret. Her ser det ordentligt og bedre ud. Der findes Gæstgiverier paategnet: Herr Man sprit Deukk (Manden her taler Tysk).
Vi gaar ind; der bydes Vand og Vin. Vi forlanger et Glas Vin, og der serveres en Drik, som næppe fortjener Navnet Vin. Den drikkes, og det gaar videre.
Her er et Konditori. Der maa vi ind Der udsøges en 3-4 Slags Kager. „Og de koster?“ „1,20 Mark“. Lidt dyrt, men alt maa jo prøves. Her er en Urmager- eller Juvelerbutik, flere kønne Sager, alt tysk Fabrikat. Det er nu bleven mørkt, og vi maa se at komme hjem. En anden Gang mere.
De venligste Hilsener til alle derhjemme i vort gamle Nordslesvig sender
Chr. R.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
