Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 18.4.1916

Min kære Inger!

Rigtig mange tak fordi du kom op og besøgte mig. Det er jo de bedste dage, man har her i Husum. Nu lige Kl. 12 er den transport, hvortil Nygård hørte, rejst bort. Det er så vemodigt at se dem drage afsted. Da Nygård sagde farvel, var det ikke så let at holde sig, men ellers var der ingen der græd. De fleste af dem var unge og nogle gik frivillig med. De fleste havde en buket enten i hjelmen eller på brystet, men der var også nogle, som ikke var smykkede, og dem regner jeg ikke for de dårligste. Det er et gode for dem, at de ikke rejser lige til fronten. Det kan jo da være, at de kan blive en tid der i Belgien. Der er jo en transport mere, som står rede til at rejse. Det er allesammen unge, for der er ingen flere af vi ældre som er duelige…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag middag [11.4.1916]

Kære Jørgen!

Tak for dit brev, som jeg fik nu i formiddag, og for dit kort med soldaterne på, det kom i går aftes. Børnene kunne nok finde dig, de var jo meget glade ved det. Fotografiet er godt; men der er kun en eneste, som jeg kender, nemlig dig. Det er jo det kedelige ved det, at du savner dine gode kammerater. Nu er der altså alarm hos jer. Fler er folk ved at tro, at det hele er en prøve for at se, hvor rask det hele kan gå, i fald de skulle rykke ud. Soldaterne her rejser på orlov nu, så her er ingenting i vejen mere. I Stubbom blev der blæst alarm, og så måtte soldaterne afsted over hals og hoved til Aller Mølle, hvor de har tøjkammer, og fik fuldstændig nyt tøj, akkurat som I får det, når der er nogen rejst til fronten. Og soldaterne tog afsked, endda med tårer i øjnene. De var så kede af det – og lige så glade, da de kom igen den næste dag. I dag sår karlene havre i Kragelund. Fedder har lige været her, han var omme og se til dem, for klans vidste jo ikke rigtig, hvordan maskinen skulle stilles; men det gik ellers godt nok. Det regner lidt af og til, men de er da blevet på marken. Børnene er ved at få sig en pandekage ude ved deres lille bord. Nu løber dine tænder måske i vand. Mon jeg skal besøge dig på søndag?

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 10.4.1916

Min kære Inger!

Mange tak fordi du er så flittig til at skrive til mig. Du sørger for føde til mig, både til sjæl og legeme. Det er lige så rart at få brev som en pakke. Føden kan man jo endda købe sig til, om det skal være. Der er uro heroppe, men jeg kan ikke forstå, hvad det skal betyde. Vi har fået ordre til, at vi skal være færdige til at rejse herfra, så snart der kommer bud. Vort tornyster skal være pakket, så vi lige kan tage det på. Vort søndagstøj har vi fået udleveret. Det skal vi så have på. Det er hele bataljonen, som bliver mobiliseret, selv de garnisonstjenestdygtige skal med. Der må jo være noget i gære, men jeg tænker nok, at det skal trække sig til rette. Sådan som sagerne står lige for tiden, er der vist ikke tale om, at jeg kan få orlov. Der er slet ingen, som kan få det. Alle de, som var på orlov, er blevet kaldt tilbage. Selv Hans Petersen, som skulle være fri, er kommet igen. Han er så ked som katten af sennep.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. april 1916

Min egen kære Jørgen!

Tak for dit kort fra Locksted, som jeg fik i formiddags. Det beroligede mig lidt igen, for jeg blev ked af det i går, da først dit brev kom om formiddagen, og så dit kort om eftermiddagen. Jeg har da hele tiden håbet på en orlov. Blot det da kunne lykkes, når du kommer tilbage til Husum. Jeg rejser i hvert fald til Husum enten lørdag efterm. eller søndag morgen. Nu skriver du jo nok lidt besked fra Locksted en af dagene. Jeg kan slet ikke begribe, hvorfor du blev fri den gang for tre uger siden, når det ellers ikke er meningen, at du skulle have orlov. Det er trist for dig, at du ingen danske kammerater har, så er det ikke så let at holde humøret oppe. Jeg har jo nok syntes hele tiden, at de gerne kunne narre os endnu engang, for det militærvæsen er slet ikke til at stole på. Men det kan jo også gå bedre, end vi tænker os, som du skriver. Der er jo ikke andet at gøre end tålmodig at vente og se, hvad tiden bringer. Der er mange herhjemme, som synes, at nu må det vist snart give fred. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi har fået det dejlige forår, at folk ser mere lyst på tingene, eller om der virkelig er fredstegn at spore. Alle mennesker ønsker det så inderligt. Der har været en vis uro blandt militæret her, og i går blev der fortalt, at Danmark gik med i krigen. Eickemejer havde endda fortalt Hans, at det var blevet telegraferet til ham, men det har da nok ikke passet, for man har ikke hørt noget i dag…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Locksted d. 4.4.16

Kære kære Inger!

Jeg har nok gjort dig bange i går med mit brevkort her fra lejren. Vi var larap kommet hertil, så kom der en og fortalte, at nu skulle der en stor transport inddeles, og først og fremmest skulle de ældre med. Han fortalte endda, at vi kanske skulle af sted til Husum med det samme for at blive indklædt. Jeg blev jo meget urolig derved, for man kan jo aldrig vide, når det bliver alvor. Det var imidlertid ikke så slemt: Det var kun vore adr., vi skulle give op, for at der kunne laves mærker til os. Det var ikke blot vi ældre, men det er hele komp. Du har god tro til, at jeg kommer hjem til jer, kære Inger, og det er godt, for jeg ville da så gerne hjem en gang endnu, men jeg er ikke helt sikker på at det lykkes…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Locksted d.3.4.16

Min kære Inger!

Du skal have et par ord fra mig, nu da jeg er kommet herop. Vi måtte op kl. 3 i dag, da vi skulle afsted med toget kl. 5. Det var unødvendigt, at jage os så tidligt op, for vi stod længe og ventede, inden toget gik, men sådan er det altid her, vi skal altid være tidlig på vej.

Jeg har lige hørt, at der skal en del bort herfra, i alt 60 mand af vi ældre, så nu er der vist ikke meget håb for mig mere.

Nu må du ikke blive alt for bedrøvet, kære Inger, for det kan jo gå bedre, end vi tror. Jeg skriver det for at du ikke skal blive overrasket, når det er tilfældet, at jeg skal afsted. Der er endnu ingen blevet udtaget til transporten. Det er noget, jeg har fra skriveren. Det er kedeligt, at jeg ingen danske kammerater har her mere, når jeg skal afsted. Jeg håber, at du og vore små piger har det godt, Å, hvor jeg længes efter jer alle fire.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag, d. 28.3.16

Min kære Jørgen!

Nu har jeg set afslaget igennem igen, og der står jo ganske rigtig »Ihre Gesuche«, altså flertal. Så det er jo svar på dem begge. Det har jeg slet ikke tænkt på. Jeg fik både dit brev og dit kort i går aftes, og brev i formiddag igen, som du rigtig nok skal have tak for. Ja, nu skal kammeraterne ikke optage dig mere, for jeg kan forstå, de er væk de allerfleste. Men hvornår er Jesper Kongsted og Jens Fredsted da kommet afsted? Er der kommet en transport væk igen. Jeg er så bange for, at de skal sende dig væk en dag, inden vi tænker på det, for hvorfor må du ellers ikke få orlov. Jeg begriber slet ikke noget af det hele, og er heller slet ikke rigtig tryg ved det. Man ved knap, om det er ondt eller godt. Men i hvert fald er det da bedre lige i øjeblikket at være i Husum, end at være i nærheden af Verdun. De stakler, at de dog skulle derhen. Nu biir Bertha da helt ulykkelig, og det har hun da også grund til. Hendes søster fortalte i går, at Hans havde skrevet hjem, at de var kommet til en nedskudt by. Ja, det var godt, du ikke kom med dengang, men det er mig en stor skuffelse, at du ikke kan få orlov, og jeg synes, jeg har helt ondt af det for dig deroppe. Det er alt så fremmed for dig. Det har jo været meget rart for dig at besøge Svenssons, men han er jo nu alligevel en sær prås. Han kunne gerne gøre lidt mere for sine kammerater, nu trænger I mere til det end før, og da var han jo ellers altid på færde med at virke for de unge; men da kom det jo også i avisen. Du kan ellers tro, jeg havde lyst til at rejse op til dig på lørdag; men jeg skal være fornuftig denne gang og vente en uge længere. Det er alene for børnenes skyld, konfirmationen er det såmænd det samme med, når du ikke kan komme med. Men mor rejser i dag, og så synes jeg ikke så godt jeg kan, især da vi også har kærningen…

Jeg ville hellere have haft en ansøgning fra Lutzen. Der var ingen rigtig klem i den sidste, Møller skrev, så jeg tænkte det næsten, at det ikke lykkedes. Så skulle det da hjælpe, det Thaysen og landråd en bemærkede. Men på fredag skal jeg til Haderslev igen. Jeg skal prøve, og det er også Sofies fødselsdag, og så går jeg med det samme ind til landråden. – Jeg har ikke leveret vort kobbertøj af endnu. Gruen kan vi få henstand med, og kedlen kan vi vist få frigivet, Lund fra museet stempler meget. Han har været i Hauge og hos Jep Hansens en dag i sidste uge, og så var der flere, som gik derhen med deres kobber, kaffekedler og hvad de ellers nødig ville af med, og fik det stemplet. Det var lige den dag, jeg var i Rørkær; men vi har jo nu heller ikke noget videre end gruen og kedlen. Lund har fået lov til at se alle de mange kobbersager igennem, som kommer ind, og så køber han det bedste til museet. Han har nok købt for 3000 M…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 26.3.16

Efter at jeg havde skrevet brevet, har jeg talt med skriveren og han fortalte da, at der også var kommet afslag fra brigaden. Vil du nu ikke få Møller til at skrive en ny ansøgning og få Thaysen og land- råden til at anbefale den godt. Så skal den sendes til batt. Skriv både om klovsygen og såtiden. Se og få Møller til at skrive den så indtrængende som muligt, og så sæt kun 3 uger. Nu vil vi så håbe, at det lykkes, alle gode gange er tre.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24.3.16

Min kære Inger og småpiger!

… Det var kedeligt nok med det afslag på ansøgningen, men jeg tænker, at der må komme orlov fra brigaden til såtiden. Det er vist ikke værd at søge nu, men skulle der komme afslag fra brigaden også, så må du hellere søge med det samme til generalkommandoen. Det er jo ikke afgjort, at jeg får orlov, men der må da være lidt om det, ellers var jeg temmelig sikkert kommet med denne gang. Nu vil vi håbe at det lykkes… Nygård har fået orlov i 14 dage, han rejste i morges. Orlov, det er det man kæmper for.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag aften 21.3.1916

Min kære Jørgen!

… Hvor har jeg dog tænkt meget på Hans Chr. i dag. Hvor mon de nu er? Der var slet ikke noget militær at se på banegården, da vi kom derned mandag morgen, så de har jo været væk. Sæt nu, at du skulle have været med også, det ville alligevel have været en sørgelig søndag for os begge. Ved du, hvad jeg tænkte på, da jeg smurte mad til Hans. Hvem skal nu smøre mad til Jørgen, når det går ham på? Ja, det er jo tidlig nok at sørge for det, og det er jo da også en småting. Jeg har i mit inderste altid håbet på, at der kunne ske et eller andet, våbenstilstand eller noget lignende, så at I der i Husum kunne blive fri for at komme til fronten; men den dag måtte jeg til at tro på, at I også kunne komme med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 21.3.16

Min kære Inger!

Tak for dit besøg, jeg var meget glad ved, at du kom, men det var så vemodigt, at de gode kammerater, som endnu var tilbage, skulle bort. Jeg savner H. Christiansen meget. Det var jo ham, jeg holdt mest af. Vi to har haft meget til fælles i den tid vi var sammen. Vi kunne tale sammen om alt muligt. Hvor er det da blevet tomt og fremmed, nu da de er borte. Der er næsten ingen, som kan tale dansk mere; men så må jeg da få det tyske rigtig lært. Jeg har endnu ikke hørt noget til ansøgningen, og det kan gerne vare lidt endnu. Det gør heller ikke noget, når det bare giver orlov. I dag har vi været ude at skyde igen, det er et farligt skyderi, så lidt som det går løs. Ved samme lejlighed tænkte jeg også meget på Hans og Bojsen, for vi tre har gerne fulgtes ad derud og har gået og talt om alt muligt, om jer derhjemme. I dag skal der igen komme nye folk til komp. Jeg tror, der kommer 54 mand. Det er også fremmede. Smørret som du havde med, smager da helt udmærket. Jeg synes næsten, det er bedre end mejerismør. Dersom du ikke har sendt noget, når du får dette brev, må du gerne sende lidt pålæg med, for det begynder at svinde. Der går mere til, nu da kosten er dårligere. Der kom i dag et helt læs kålrabi til køkkenet, så nu skal vi måske have kålrabisuppe hver dag. Det bliver tyndt, det får vi også uden kartofler nu, og kød er heller ikke let at opdage. Så du forstår nok, at det er en sløj kost. I går var jeg på posthuset med Hans’ sager, og jeg skrev også et brev til Bertha. Det er en sørgelig tid nu for hende, den stakkel. Det må være værst i begyndelsen, indtil hun får at vide, hvor han er, og hvordan han har det. De er temmelig sikkert kommet til Frankrig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 5. marts 16. Søndag

Min kære Jørgen!

I dag har jeg tænkt så meget på dig og længtes efter dig. Nu er det fjorten dage siden, jeg besøgte dig, og så kan vi jo snart begynde at glæde os til det næste besøg. I går talte jeg med Bertha, hun ventede næsten Hans hjem lidt igen. Hun klagede sig jo lidt, og jeg synes da ellers, hun har helt god grund til at være tilfreds. Hans, som slet ikke er tildelt transport eller sligt. Hun bad mig, om jeg ikke kunne besørge hende nogle havregryn fra Anslet Mølle, og det lovede jeg. Nu er det jo, om Hans [førstekarlen, aøs] er tilfreds, når han skal køre derop for det; men vi kan jo også lade andet male ved samme lejlighed. Det er så knapt med gryn i Haderslev, de kan kun få 2 pd. ad gangen, syntes jeg hun sagde. Og sukker biir det også knapt med. Jeg er glad ved, at jeg fik en sæk sukker bestilt hos Møllers, for nu er det vist galt nok at få en hel sæk. Ja, hvad skal det da blive til, det er ikke at forstå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24.2.1916

Min kære gode Inger!

…I går aftes var J. Lindberg, Th. Ellegård og jeg omme hos Fru Petersen. Der fik jeg et kort, som Katrine havde skrevet til dig til fødselsdagen. Du skal få det en gang ved lejlighed. Den fødselsdag skal vi nok mindes længe. Det var godt, at du kom herop og fik talt med majoren, for nu har du da gjort, hvad der kan gøres, og så har vi ikke noget at bebrejde os bagefter. Jeg tænker også nok at det lykkes, at jeg bliver sat lidt tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 18. febr. 1916

Min egen kære Jørgen!

Dit kort har jeg fået, jeg hentede det selv på posthuset, da jeg gik fra kirken, og jeg blev rigtignok glad ved det. Jeg synes næsten ikke, man kan rigtig fatte det, at du sådan (!) har haft lykken med dig; og vi skal jo vist også være lidt varsomme med at glæde os for meget. Alting er så uberegneligt nu. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tro, at vi har lov til at sende en stille tak opad, for det er da som om Vorherre har holdt sin hånd over dig denne gang, og vi fik de fjorten gode dage herhjemme. Nu tror jeg, at det kan gå bedre for os begge. Nu har vi dem at mindes, og så et lille bitte håb til den næste ansøgning.

– Præsten holdt en lang tale i eftermiddag med megen salvelse, og mange gange »I elskelige« i. Til tider var det helt godt, men summen af det hele var jo da, at det var fuldstændig i sin orden, at Johannes Nielsen havde mistet sine 3 dygtige sønner, og det skulle de jo finde dem i og takke for. Præsten mener det såmænd vist godt nok; men det er den kedelige måde han har at sige det på. Man får nu det indtryk af ham, at han slet ikke er så ked af krigen endnu. Salmerne, vi sang, var det bedste. »Hvorfor skulle jeg forsage« og »Tænk, når en gang«. De passede godt begge to. Der var mange mennesker, men allermest kvinder, kun en lille part mænd, men hvor skulle de også komme fra. Det ser så underligt ud med alle de tomme stole ved den ene side…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 17.2.1916

Min kære gode hustru og små piger!

Gudskelov at jeg kom hjem til jer de 14 dage. Det har sikkert reddet mig fra at komme til fronten, og lige straks kommer der vist ingen bort. Det mener de da ikke på skriverstuen. Hans C. rejser på orlov en af dagene. Nu er det tomt i salen, for der er ikke kommet erstatning for dem, der rejste. De stakler, som sådan skulle bort, det gør mig så ondt for alle mine gode kammerater. Mange af dem havde været meget bedrøvede.

Mit tornyster og alt mit tøj er borte, men det gør ikke noget. Mit gevær er også kommet med, det er jeg glad ved. Vil du ikke sende mig et pd. smør en af dagene, for Delfs ville gerne købe noget. Jeg tror, det kan være til gavn for mig. Skriveren sagde til mig, at du skulle bare søge om at få mig hjem igen om fjorten dage, for det skulle nok lykkes. Til sædetiden. I morgen får du et brev, kære Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag d. 23. jan. 16

Min kære Jørgen!

Hvor jeg dog blev glad ved dit brev i formiddag, du er rigtignok også flink til at skrive. Mon det da virkelig skulle blive sådan, at I der er lidt ældre kan få lov at blive her hjemad? Sikken glæde det ville være. Nu har det stået så truende for os hele vinteren, det at komme til fronten, så det er jo næsten ikke rigtig at fatte, om det skulle være sådan, at du blev skånet for det. Men biir det sådan, så skal vi rigtig huske at takke Vorherre derfor. Å, det er så trygt at lægge alt i hans hånd og ikke tage selv. Det synes jeg får øjnene op for, mere og mere. Jeg er næsten også helt vis på, at I får orlov, for der er nu noget i gære, de har nok kaldt alt for mange af de gamle ind; folk, som kunne gøre mere gavn ved at være hjemme og passe deres bedrift, end ved at skrælle kartofler og lave parademarch et eller andet sted langt hjemmefra. Peter Refshau- ge talte om det i går, han havde det fra Hans P. Hanssen, det var nok bleven påtalt i Rigsdagen og klaget over, at militæret var så eneherskende og upraktisk. Han mente nu, at der var ingen fare for, at Eriksen f.eks. kom ind, for han er jo da uundværlig herhjemme, og så kan Fedder kanske også hytte sig.

— Ja, vi var jo til fødselsdag i går, mor og jeg. Børnene blev jo så hjemme, Marie nævnte da heller slet ikke at de skulle komme med, så jeg tænkte nok, at der kom vist mange fremmede. P. Refs- hauges, Nis Thuesens, Eriksens, og så jo de sædvanlige. Ja, de Kjestruper og de Stubommer ikke, de skulle vente til en anden dag, og de Vindrupper heller ikke, de har mund og klovsyge blandt ungkvæget, og de venter Nis hjem i næste uge. Marie talte om, hvis du nu også kunne komme, mens han var hjemme, så skulle vi jo komme hen ad Hauge på en gang. Det kunne også være rart, stakkels Nis, han har nok alligevel lidt meget og tit været i fare. Hans gevær er en gang blevet skudt ud af hånden på ham. Jeg skulle hilse dig fra Gunder Refshauge. Dinne spillede lidt for os, men jeg tror vi manglede dig til at synge for, for der var ingen rigtig klem i det.

I dag har vi haft besøg af Katrine Ravn fra Christiansfeld, hun er jo altid så flink til at ordne mine hatte og vil jo næsten ingen ting have for det, så syntes jeg hun skulle over, mens mor var her. Hun har lavet mig en pæn pelshue af mors gamle krave, og du kan da heller ikke tænke, hvor pæn den er. Hele historien kostede 3,50, så det er en billig hue, og så har hun siddet i eftermiddag og kruset min fjer igen, så nu er det ikke at se på den, at den blev våd i Husum. – Jeg sender dig en halv rullepølse i denne uge, og et stykke godt ost, jeg har det netop nu, og en kage kan du jo vist også have længere hen i ugen. Agnete snakker stadigvæk om far, hun siger det tit »far kommer« nu ser det jo også ud som om det kunne passe for hende, lille stump.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 22.1.1916

…Jeg er blevet så glad ved at høre, at vi der er over 30 år gamle, ikke kommer bort lige straks, det er god udsigt til at vi får orlov. Alle, som ikke er 30 år gamle, kan derimod ikke komme hjem, det sagde over løjtnanten i går. Nu er alle de unge i rekrutdepotet jo også uddannede, så jeg tænker nok de kommer bort før os…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum 10. januar 1916

I eftermiddag har vi fri for tjeneste på grund af, at Gallipoli er rømmet af englænderne, og nu flager de her i Husum af bare glæde. Sejren er vist ikke så stor som der bliver fortalt. Th. Ellegaard er omme hos Fru Petersen og har lige fået kaffen sammen med Hans og Bertha. Det er godt, vi har det sted at søge hen til, for i Hensens Have er det ikke rart at være lige for tiden, der synger og spiller de i højen sky. Det er fordi, vi har fået fri.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.