Tag-arkiv: brevveksling

14. oktober 1916. Jørgen har svært ved at råde Inger om gårdens drift. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 14. oktober 1916.

Min egen kære Inger!
… Det er da slemt, at Marie Petersen rejser, men det kan man ikke fortænke hende i, at hun hellere vil over til Andreas. Nu har de været skilt fra hinanden i over to år, så man kan godt forstå, at de længes efter hinanden. Jeg ved da ikke, hvad råd jeg skal give dig med hensyn til at få køerne malkede, men vil du ikke tale med Jens om det. Der er vist ikke andet at gøre, end at vi skal have en malkerøgter, for jeg kan ikke tænke mig nogen, som vil påtage sig at malke. Jeg kan godt forstå, at du længes efter at jeg skal komme hjem og hjælpe dig, men i de første 14 dage må du ikke vente mig, thi før næste lørdag kommer jeg ikke herfra vistnok da, og så går der vel 8 dage hen i Beverloo inden jeg der får orlov. Og så har vi november. Det var mærkeligt med de 14 Mark fra mit kompagni. Nej, de penge havde jeg ingen anelse om, at jeg havde tjent. Dem må du gerne anvende til et eller andet godt formål, for dem har jeg ikke ønsket at få. Det må vist være beboerne i Pargny som har betalt pengene, for der var kompagniet den 1. sept. Skønt jeg kan ikke tænke mig det, da de har lidt nok under krigen, det er jo tæt ved fronten…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

10. oktober 1916. Der uddeles penge indkrævet fra opsætsige beboere i krigszonen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 10. okt. 1916

Kæreste Jørgen!
…Post Gellert kom med penge til mig i dag, eller rettere til dig. Jeg lægger den seddel ved. Jeg kunne slet ikke forstå, hvor de 14 M. kom fra. Men så viste jeg feldweblen sedlen, og så forklarede han, at det var en sum, som beboerne, hvor dit kompagni har været, har måttet betale på grund af opsætsighed eller modstand, eller hvad det nu kunne være. Og de penge bliver så fordelt mellem officerer og mandskab. Officererne fik tit store summer på den måde. Måske ved du slet ikke noget om alt dette, det ser ud, som det er sket den 1. sept., Det må jo være din feldwebel, som har sendt pengene. De 14 M. burde næsten anvendes til noget godt, så at de kunne komme til at gøre gavn herhjemme et eller andet sted. Jeg synes de er kommen på en ikke helt rigtig måde. – Nu rejser Marie Petersen alligevel over til Andreas, så nu står vi og har ingen til at malke. Jeg ved ikke, hvad vi nu skal. Bare du dog kunne komme hjem og hjælpe mig lidt nu snart. Det er næsten ved at blive mig for meget. Hans taler om, at han ved en karl, som vi måske kunne få til at malke og røgte; men nu har jeg lejet en dyr andenkarl, og når- Isak så også biir, så er de da næsten for mange. Det biir jo fire igen. Jeg kan nok mærke, at Hans gerne vil have mange folk, men jeg mener, at jeg er nødt til at holde lidt igen der. Det er jo da os, som skal betale, og så skal vi også regne med kosten nu. Det biir mere og mere besværligt at få noget, der er næsten ingenting at købe i butikkerne mere. I morges rejste russeren. Ham var der nu heller ikke meget ved, og vagtmanden var jeg særlig ked af. Han kom nu i formiddag og lavede en masse vrøvl; men jeg tror nok, han var fuld, og det har han vist været så tit, for han var altid så ubehagelig, når han kom…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. september 1916. Det lykkes at fæste en karl for et år for hele 800 Mark. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 30 sept. 16

Nu er der ro i lejren. Børnene sover, og folkene er også i seng. Og så vil jeg se at få skrevet til dig. Det brev jeg skrev i går, var vist et rigtig kedeligt og dårligt et, med ingen indhold i. Jeg var virkelig helt »skidt tilpas« ved tanken om den feldwebel, som vi nu igen skulle have i kvarter. Han er såmænd ellers så flink, som han kan være. Jeg har ikke talt meget naed ham. Men lidt bøvl er der ved det. Han hedder Dure, og er fra Baden-Baden. I eftermiddag har jeg være cyklende på Christiansfeld for at få lidt kød og flere andre ting, som jeg manglede, en vandkaraffel og en pletmenage og en lille terrin. Vi sørger jo for at have det så praktisk som vi kan. Ellers tager det os for lang tid med opvartningen. Jeg fik da også lidt kød hos slagteren. Fra i morgen af får vi kun 6 pd. ad gangen, men når vi endda kan få det i hver uge, så er det jo endda godt. Det bruger vi jo heller ikke da… I går aftes fæstede jeg en andenkarl for 800 M for et år. Det kan være, det er for meget; men han ville nu ikke for mindre, og jeg var ked af alt det bøvl. Når jeg blev vågen om natten, begyndte jeg med at spekulere på, hvordan vi da skulle få det ordnet til vinter med karlene, og så gik tankerne altimens til dig, og hvordan det skulle gå dig. Og så så det hele så sort og vidtløftig ud, så jeg kunne ikke falde i søvn igen. Nu tog jeg det så lige over tvært og fik den karl fæstet, så er det da til en side. Vi vil ingen russer have så, Isak skal passe koerne, og den nye karl er lejet sådan, at han også skal hjælpe i kostalden ved det, som Isak ikke selv kan overkomme. Karlen hedder Theodor Holm, det er hjulerens søn fra Stubbom. – I dag har Jens Have igen været på session, han blev »k for infanteri«. Så han ventede snart at få ordre igen. Jeg talte med ham, da han kom fra Haderslev, da kom jeg lige fra Feid. Og den 7. okt. skal Hans Krog og Rilve på Frej o.a. til session. Men Fedder har da ikke hørt noget endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

29. september 1916. Tvungen indkvartering på gården i Fjelstrup. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fredag d. 29 sept. 1916

 …Nu fåi’ vi nok indkvartering, en vicefeldwebel. Han kommer i eftermiddag. Vi biir nødt til at sætte en seng ind i den store stue, og så kommer han til at tage det som det er. Gæstekammeret er helt ubeboeligt, og gulvet i stuen er jo også meget dårligt. Jeg har været hos Eickemejer for at blive fri for ham, men E. er ikke sådan at komme afsted med. Men han lovede da, at om en måned skulle vi blive fri, så skal han flytte op til præstens. Jeg er så ked af det, jeg synes næsten, jeg har nok i vort daglige arbejde. Det er nok en professor, vi får, men derfor kan han vel være flink nok. Jeg vil ikke holde mere snak med ham end nødvendigt, Bachmann sinkede mig tit så meget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

28. september 1916. Jørgen forsøger at komme hjem på orlov så han kan hjælpe på gården. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa d. 28. sept. 1916

Kære, kære Inger!
… Nu må du gerne få en ansøgning skrevet, og den kan stiles til lægen her på station Europa. An den Hern Artzt, Station Europa. Ikke til cheflægen, for det tager kun længere tid. Så sender han den først herhen, og så skal den igen tilbage til cheflægen. Jeg får imidlertid ikke orlov her fra Spa, men så sendes ansøgningen med til Beverloo, og derfra giver det så nok orlov. Det vil vi håbe. Der er jo grunde nok. For det første med hvedesåning og tærskning samt kartoffel og roeoptagning, samt ordning af pengesager ved november. Nå, nu kan du jo høre, hvad Møller mener, hvis du får ham til at skrive ansøgningen. Hvis Thaysen og landråden så vil anbefale den, så går det nok. Du kan godt andrage på 5-6 uger, de skal nok selv skære af, hvis de synes pølsen er for lang…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. september 1916. Det der er allersværest for en, det holder man ikke af at tale om. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 26 sept. 1916

Kæreste Jørgen!
Til min store overraskelse var der brev fra dig i aften igen. Det er fra den 22 sept., så det har måske ligget over her på posthuset. I går var der nemlig ingen fra dig. Du fortæller der om Kjergårds død, og jeg kan godt forstå, at det har været meget svært for dig. Alene det, at du først fortæller mig det nu, en hel måned efter. Det går os vist tit sådan, at det, der har været allersværest for en, det holder man ikke af at tale om. Det er ligesom, man helst vil gemme det længst inde. Det er først nu bagefter, og lidt på lang, at jeg rigtig kan forstå, hvor stor fare du har været i, og hvor meget vi har at takke for. Det er jo næsten sådan, at jeg kan blive helt forfærdet og bange, når jeg rigtig tænker til bunds i det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. juli 1916. Der nævnes mange sårede og faldne i Modersmålet i denne tid. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 22. septemb. 1916

Min egen kære Inger!
Tak for brevet fra den 19. Det tager kun to dage for brevene at nå hertil. Og så håber jeg da også, at mit brev til Jep Hansen er kommet tidligt nok til den 20. Det kan du da lade mig vide. Du sørger lidt for, hvordan vi skal få kreaturerne passet i vinter. Ja, det er heller ikke så let. Jeg tænkte, at vi kunne beholde russeren, men når han skal bort til 1. oktbr., så er det ikke så let. Jeg vil prøve at skrive til Thaysen, om vi ikke kan få lov at beholde ham. Nej, at leje en karl til røgter, det er vist umuligt. Han er jo ikke til at veje op med penge. Og der er vel heller ingen hjemme, for nu skal de sidste også indkaldes, de uundværlige. Fedder kan vel også vente at komme med, skrev Anna i går, men han har da udsættelse til 15. november. Der er ellers mange faldne og sårede i Modersmålet i denne tid. I går læste jeg, at der skal være mindegudstjeneste for Anton Kjergård fra Rangstrup i Agerskov kirke på søndag. Han var ved samme komp. som jeg. Den dag, jeg tror nok det var den 21. aug. samme dag som jeg første gang var med i kamp, var han og Jens Michelsen fra Klinting løbere. Det vil sige, de skulle bringe meldinger fra bataljonen til kompagniet og omvendt. Det er en slem bestilling, for de skal af sted, hvor meget der så end bliver skudt. Under dette arbejde er Kjergård så faldet om eftermiddagen, og Michelsen, som jeg holdt meget af, blev såret og kom på et lazaret i Vestphalen. Han er kun let såret. Trommehinden er sprunget i det ene øre.

Dagen efter slaget skulle jeg og nogle flere bære en del håndgranater ud i stillingen, og når vi gik tilbage, skulle vi tage de døde med. På den måde fik vi Kjergårds lig bjerget. Det blev bundet i et telt, og så stak vi en stang gennem teltet og to mand bar ham så tilbage. Vi lagde ham oven for skyttegraven et sted, men om dagen kunne vi ikke begrave ham. Hvor han er begravet, ved jeg ikke, for om aftenen måtte vi afsted igen. Gud ske lov, at det er overstået. Jeg tænker ikke gerne på de dage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

19. september 1916. Regnen vanskeliggør høsten og spørgsmålet om hjælp til vinteren trænger sig på. Brev fra Inger til Jøren.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 19 sept. 1916

Min egen kære Jørgen!
… Det dårlige høstvejr tror jeg slet ikke, folk tager sig så nær, ikke i den grad som før. Så jamrede man anderledes, når det så besværligt ud. I går, mandag, var det et rigtig dårligt vejr med regn her, så da kunne der ikke køres ind. Men nu har de begyndt straks i middags at køre havre ind fra Kragelund, og så er det nok meningen, at de vil blive ved til sent i aften. Så de skal have melmad midt på eftermiddagen. Det var rigtig godt, at vi fik så meget ind søndag eftermiddag, som vi gjorde. Der siges ellers, at kornet giver dårligt af sig i år, negene er så lette. Høsten er ikke så god her på egnen, som det så ud til en gang. Om det så er kartoflerne, er der for lidt ved dem, og de samme er små. Det er vel også den våde sommer med så lidt sol.

Jeg var i Haderslev i går eftermiddag. Børnenes fodtøj var helt gået i stykker for os, både træsko og støvler. Jeg får træsko til dem hos Grøn i Vestergade, han har dem altid i alle størrelser, og det er gode træsko. Her i byen er de næsten ikke at få, og dem de har er dårlige. Jeg traf Jens Dinsen derude. Han har tre ugers orlov, og nu prøver han på at få 8 dage til, så de måske kunne få tærsket. Jeg skulle hilse dig fra ham. Hans Jacob Krog er på vej til Frankrig nu, men de vidste jo ikke bestemt hvorhen. Men i denne tid går de vist det samme sted hen alle. O, hvor er det godt, at du kom derfra dengang… Jeg var ude på kredshuset og spørge efter, om vi kunne få en russer til vinter, for Jacob biir ikke længere end til 1. okt. Jeg spurgte Thaysen ad en dag, men da vidste han slet ingen besked, og så syntes jeg, det var bedst at gå derud selv. Men bestemt fik jeg det ikke at vide, om vi kan få en til vinter. Jeg ved ikke, hvad vi skal med en røgter ellers. Sidste år gik det nu så meget godt med Daniel. Det er nok ikke let at komme til at fæste en her fra egnen til at passe kreaturerne. De er da så højt oppe i løn. Nå, jeg skulle da ellers ikke bebyrde dig med alt dette, for du kan ikke hjælpe mig alligevel; men det trykker mig lidt. Man er ikke vant til at have med sådant at gøre, og nu har alle folk så travlt, så jeg ser slet ikke til hverken Jens eller nogen, som jeg kan tale med det om…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

17. september 1916. Beroligende ord fra rekonvalescenten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 17.9. søndag form. 1916

… Nu må du ikke blive ved at sørge for, at jeg skal komme for hurtigt bort. Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er, kan du nok forstå. Kuren her plejer at vare 6 uger, før er der endnu ingen kommen bort, og så bliver de alle sendt til Beverloo, hvor de efter et par dages forløb får orlov i 8-10 dage. Jeg ville ikke have fortalt dig det, for hvis det skulle slå fejl for mig, da jeg er deroppe fra den urolige egn, så giver det jo en skuffelse…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. september 1916. Jørgen er på lazarettet så nu skal der sendes kage. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fredag ri. 8. sept. 1916

Kæreste Jørgen!
Du kan ellers tro, jeg blev glad og taknemlig i går, da jeg fik dine to kort, hvor du skrev, at du var kommen fra skyttegraven og var på vej til et lazaret. Jeg græd af glæde, det havde været en slem spænding at gå i. De beretninger, der stod i Nationaltidende var rigtig til at blive urolige over, og på kortet kunne jeg se, at det var på din egn, det var rigtig galt. Franskmændene har erobret en hel del landsbyer. A, I stakler hvor har det været slemt for jer i de usle skyttegrave. Hvordan mon det er gået Jørgensen fra »Nord«, har han været med? Nu vil jeg gerne høre lidt om, hvordan jeg skal med pakker til dig, lidt smør og lidt kage kan du vist nok have

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

7. september 1916. Det er først når man kommer i nød, man forstår, hvor uendelig godt man har haft det. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 7. september 1916

Hvor er jeg glad, når jeg vågner om morgenen og så mærker, at jeg er her på hotellet i fred og ro og ikke ude i skyttegravene.

Gud ske Tak og Lov vi så dejlig sov…

Det er først, når man kommer i nød, man forstår, hvor uendelig godt, man har haft det. Jeg tror, når jeg slipper godt fra dette her, hvad jeg håber, at man da vil blive rigtig tilfreds og taknemlig, så længe man lever. Jeg kan slet ikke tænke mig, at denne tunge tid skulle have været forgæves for os… Det var på høje tid, at jeg kom bort fra Somme, for der har nok været kæmpet meget siden den tid, og T. er nok ved at gå tilbage. Alle soldaterne er nu klar over, at vi ikke kan sejre. Nu begynder vognen at hælde, og det varer vel ikke længe, inden den vælter, og så kommer freden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. september 1916. Jørgen kommer på spaophold …eller rettere sygeophold i Spa. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa. ri. 6. september 1916. Onsdag

Min egen kære Inger!
Nu er jeg endelig kommet i ro, og jeg er så glad og taknemlig, at jeg er sluppet ud af farerne. Som du vil have set af mit kort, som jeg skrev i går, er jeg i Belgien. Her er hverken kanontorden eller det mindste at mærke til krigen.

Jeg har i længere tid lidt af diarré, og for nogen tid meldte jeg mig syg og var også fri et par dage. Men da vi så skulle ud i gravene igen, så måtte jeg med, omend det ikke var bedre. Den 30. aug. løste vi af, og den 3. sept. meldte jeg mig syg. Jeg var først hos sanitetsunderofficeren, men han ville ikke vide noget af at sige, at jeg var syg. Han viste mig hen til kompagniføreren, men han sov, og så gik jeg hen til stabslægen. Der tog de temperaturen, men jeg havde ingen feber, og så tænkte jeg, ja, så hjælper det jo ikke noget, så må du jo blive her. Jeg var så træt og mat, så jeg næsten ikke kunne stå op. Lægen var en fornuftig mand. Så snart han så min tunge, tog han en seddel og skrev, at jeg skulle til syge- samlestedet i Pargny, og så kan du tro at jeg var glad. Man kan da vist også være syg, uden at man behøver at have feber. Jeg gik så tilbage og meldte mig hos kompagniføreren, og så havde han ikke noget at sige mere. I en fart fik jeg mine sager pakket sammen og skulle så afsted, men franskmanden skød så voldsomt den gang, så jeg måtte vente lidt. Da blev kompagniet alarmeret, at det straks skulle være færdigt til at rykke ud. Du forstår nok min glæde, at jeg ikke skulle med. Da skydningen var sagtnet lidt, listede jeg af efter Pargny, og jeg var ikke den eneste. Men det varede ikke længe, inden jeg var ene, for der faldt af og til en granat hist og her, og så krøb nogle i skjul, og vi skiltes ad. Jeg gik tværs over markerne, gennem kornmarker, som ikke bliver høstede, for franskmændene kommer stadig nærmere. Omsider nåede jeg en vogn og kom op at køre resten af vejen. I Pargny troede jeg, at jeg skulle blive nogle dage og så igen ud i gravene, men det kom anderledes. Efter at have ventet lidt ved samlestedet, blev vi puttede i en bil og kørt til næste krigslazaret, men der var heldigvis ingen plads. Så kørte de os til St. Quentin til en samleplads der. Der var vi et døgn og havde det meget godt. Den 4. om aftenen blev vi ført til toget og kom ind i 2. klasses vogne, og så kørte vi hele natten, til næste morgen kl. 9. Da var vi her i Spa.

Det er en dejlig belgisk stad, med elektriske sporvogne og store hoteller. Jeg bor også på et hotel og har det meget godt. Der er kun 7-8 km. til den tyske grænse. Nu får jeg nok lov til at blive her i 4 uger og måske længere. Det er ikke værd at søge om at få mig hjem, så længe jeg er her, for her får ingen orlov, da vi er mistænkte for at lide af blodgang eller sådant. Tarmkatar kaldte lægen det. Selvfølgelig ville jeg gerne hjem til jer, min kære, men det må hellere vente, til jeg er udskrevet her, for her lider jeg ingen nød, tværtimod. Jeg tror, at Vorherre har hørt vore bønner. Derfor har han ført mig hertil. Det skal vi aldrig glemme, kære Inger. Du skal ingenting sende mig, inden jeg skriver derom. Du vil nok meddele familien min adresse.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. september 1916. Slagets gang følges i aviserne hjemme i Fjelstrup. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 5. sept. 1916

I går fik jeg to kort fra dig, begge to fra skyttegraven. Bare det dog ikke har været slemme dage for dig. Jeg synes, beretningerne i aviserne skriver så meget om heftig artillerikamp syd for Somme, og i dag står det i Nationaltidende om, at det har været så galt ved Clery og le Forest. Franskmændene har taget 2000 fanger og 12 kanoner. Nu længes jeg meget efter at høre fra dig, om I også har mærket noget til uroen, der hvor du er. Disse byer, jeg der nævnte, ligger nok nord for Estrées, kan jeg se på kortet. Bare du dog snart kunne komme tilbage i reserve, helst helt langt tilbage, ligesom da I var i Le Nouvion, så fik du måske også orlov. Det kunne være godt for dig at komme hjem i ro …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. september 1916. Naboernes medleven i Jørgens ve og vel holder modet oppe hos Inger. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag d. 4. sept. 1916

Min kære Jørgen! Tak for de to brevkort, jeg fik i dag, fra den 31. aug. og 1 sept. Det lettede, da jeg læste, at du var kommet godt over det, som der stod om i avisen for den 1. sept. Jeg regner jo ud på det hver dag, hvordan mon du nu kan have det, så jeg syntes jo nok, at du kunne være i skyttegraven ved den tid. Men hvor må det være slemt for dig, når I biir kommanderet ud. Hvornår kan det dog få ende, al den elendighed, det er så svært at tænke på vinteren, og nu vænner man sig næsten til den tanke, at det skal vare ved i vinter også… Jeg har talt både med Stine og Fedder og sagt dem tak for pakkerne, de er jo glade ved at høre, at du får dem. Fedder spørger hver dag post Gellert, om der er brev fra dig, og når der så er et, ringer han straks op, og hører hvad du har skrevet. De tager så hjertelig del med os, og det liver også meget op på mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. september 1916. Lidt om hvordan livet leves i skyttegraven. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Skyttegraven d. 2. sept. 1916

Mange tak for brevet fra den 28., jeg fik det nu imorges. Du vil gerne vide, hvordan vi lever herude i graven. Om natten er vi næsten aldrig hjemme, men så sover vi lidt om dagen, hvis vi da kan, for graven her bliver også beskudt, og vi har slet ingen dækning. Du kan tænke dig en almindelig drængrøft lidt bredere og lidt dybere, hvor der hist og her er lagt brædder og lidt jord ovenpå, og så ligger vi der på bunden og sover på fjæle eller et par planker. Vi trækker mantelen på og feltlærredet over os, og så sover vi. Varm mad får vi kun en gang om dagen og kaffe ligeledes kun en gang, feltflasken fuld, den skal så slå til til en hel dag. Det er det værste med tørsten. Det hjælper, at det ikke er så varmt. Jeg tænker, at vi snart kommer herfra, for her kan man ikke være længe ad gangen. I går aftes havde vi igen en lille kamp. Franskmanden skulle kastes ud af et lille gravstykke, han havde taget for et par dage siden. Kampen varede ikke længe og var heller ikke hård. Det var værre første gang. Jeg slap godt derfra og har ikke glemt at takke derfor. Jeg har heller ingen fortræd gjort nogen, jeg dæklær mig så godt jeg kan…

Nu får jeg alle dine pakker og har fuldt op af alle slags. Jeg spiser ikke så meget, da maven er i uorden endnu, en sygdom vi alle har lidt af. Vi er magre og ser dårlige ud allesammen. Nogle stakkels lidende mennesker. Det skal du ikke være ked af, kære Inger, for kunne man komme på et lazaret, så! Men det går vel ikke så let ….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. september 1916. En nat på den bare jord i skyttegraven. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig 1. sept. 1916

Min kære trofaste hustru!
… I går aftes blev vi alarmeret kl. 7, og så måtte vi afsted gennem løbegraven, nogle steder stod støvlerne fulde af vand. Vi kom ikke med i kamp, gudskelov, men så lå vi hele natten på den bare jord i skyttegraven, kun med det tøj vi havde på. Kan det gå godt, så er der mere, som kan gå godt. Om dagen kan vi slet ikke vise os udenfor, for flyverne kredser hele tiden over graven, de tyske ser vi ikke herude…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

29. august 1916. Der sendes flæskesider til Hamborg og høsten går endelig i gang. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 29 aug. 1916

Min egen kære Jørgen!
… Der må da også komme små pakker til dig nu. Jeg sendte skinke dagen før, Jørgensen rejste (d. 21). Det må snart være der, hvis der ellers ikke er andre undervejs, som er bleven i lyst for en bid stegt skinke, for den slags er der sagtens smalhans med længere sydpå. Jeg har solgt en flæskeside i aften, 17 pd. til 2 M. pr pd. Det er Sine Skrøder, som fik den til sin søster i Hamborg. De sulter jo deroppe, kan hverken få kød, flæsk eller smør, så det var jo en hel ynk, hvad de skrev om det. Vort fede flæsk er blevet drøj for os, svinene var gode sidste år. Sine har selv været her i aften efter flæsket, hun er jo morsom at høre på, som hun kan fortælle…

Nu er det da begyndt med godt vejr igen, så i dag har maskinerne været i gang igen. Hans er ved at høste byg herude i Røn- kjær, og så kommer turen nok til havren i Kragelund og Nørretoft. Det vil blive et travlt efterår i år, da det hele biir så sent. Jeg vil også til at reklamere på kraft for at få dig hjem, for der er såmænd nok at gøre…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

29. august 1916. Fluer er også en del af krigen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 29. aug. 1916

… Med hensyn til kammeraterne, da har jeg næsten ingen. Der er jo nok nogle som jeg omgås, men det er ikke sådan her som i garnisonen. Jeg er heller ikke rigtig kendt med dem endnu, der skiftes så ofte. Jeg var godt kendt med dem, jeg omtalte, da vi var i Le Nouvion, men vi er fuldstændig skilt ad, og jeg har været i tre grupper siden. Efter det sidste slag, har vi igen fået forstærkning. Det er helt unge mennesker, dem vil det vist knibe for. Så længe vi er her i Pargny, er jeg sammen med Jørgensen hver dag. Han er en god kammerat, men han er jo ved et andet kompagni. Der er Hække fra Frørup og Kaufmann fra Hjerndrup også. De er også meget kede af krigen, skønt de har da lidt at slås for, skulle man synes. Med renligheden går det ellers godt nok, jeg mærker ikke til utøj. I dag har jeg »Bettruhe«, det er maven som er i uorden, det lider vi næsten alle af.

Det er næsten ikke til at holde ud at ligge derinde i teltet om dagen, for det er varmt og så de forskrækkelige fluer, de er også en følge af krigen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

28. august 1916. Sukkerrationeringen strammes. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 28.8.16

Min kære Jørgen!
Tak for dit brev fra den 23. Jeg fik det i går formiddag, og egentlig skulle jeg have svaret på det med det samme, men vi var jo til fødselsdag i Hauge i går, og så har jeg nu ventet med at skrive til i aften. Nu er der lidt mere ro. Ja, børnene er da ellers ikke i seng endnu, de leger lidt inde i deres lille kammer med dukkerne. Det er jo så vådt ude igen. Her har det regnet af og til i de sidste tre dage, det er ikke godt for kornet. Der er vel ikke høstet så meget rundt omkring, men det, der står på roden, vil vist lægge sig, for bygerne er temmelig slemme. Det var en hel oplevelse for dig med den franskmand, lidt afveksling. Ja, de vil også gerne i fangenskab, kan man forstå, så er livet jo da reddet. Jeg ville ikke ha’ været ked af det, hvis det havde været omvendt, og det kan jeg forstå, du har også tænkt, for det andet er jo forfærdeligt, kan jeg tænke mig. Du skriver jo ikke så meget om det… I eftermiddag har vi været lidt til fødselsdag hos Marie Gellert. Jeg tog en kage med derhen, for det er knap nu med sukker og med mel. Her i byen er stor opstandelse over, at de i denne måned kun har fået 1/4 pd. sukker til mands, og i andre kommuner får de mere. Der har været en »deputation« hos Eickemejer, og han sendte dem så til landråden. Det er såmænd heller ingen skade til, at de klager. Line Zilke førte nok ordet, hun har det jo i sin magt, især når hun biir lidt gal i hovedet!…

På lørdag skal der være sørgegudstjeneste i Hoptrup kirke over Knud Eriksen. Jeg skal jo vist også med, eller mon jeg kunne blive hjemme? I dag står der i avisen om to ny krigserklæringer, fra Rumænien og Italien til Østrig og Tyskland. Man tager det med ro nu, for det er ikke noget nyt længere, og man har jo heller ikke meget håb om, at det vil give forandring. Det har vi troet så tit, når der kom flere med i det. Nej, jeg tror ikke mere på, at menneskemagt kan hidføre en afslutning, det er forvirringen blevet for stor til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

27. august 1916. Vi ligger på træuld eller brædder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 27. aug. 1916, søndag

Min kære gode hustru!
… Du skriver om, hvor jeg ligger om natten. Ja, det er helt forskelligt, her hvor jeg f.t. er, i Pargny, ligger jeg på jorden i træuld. Det kan sagtens gå an, men ude i stillingen ligger vi for det meste på brædder, og man er glad, når man bare må være der. Ved den fægtning vi havde, mistede vort kompagni henimod halvdelen af mandskabet, deriblandt var de fleste sårede. Det er i nærheden af Estrées, jeg har været. Er H. Fink kommet til Galizien? Du skal ikke bryde dig om, at du ikke kender så meget til gårdens drift, for det skal nok gå, du har nok at sørge for endda.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. august 1916. Jørgen fanger en franskmand. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 23. aug. 1916

 … 1. og 4. komp. havde stormet og taget et lille stykke skyttegrav, som franskmanden først havde taget fra tyskerne. Hen på aftenen blev så en del af vort kompagni ordret hen at stå vagt ved det tagne stykke. Jeg kom til at stå, hvor der havde været lavet en dækning og endnu var en lille hule. Lidt efter kom der en anden soldat hen og stod ved siden af mig, og det var jeg glad ved, foldet er rart at have selskab, især om natten. Han spurgte mig, om jeg havde set efter om der lå døde franskmænd i hullet, og da jeg så rev en tændstik og så efter, sprang der en levende franskmand op og råbte, kammerat, kammerat, pardon. Han greb min hånd og trykkede den og tog mig om halsen og var da så meget glad, at jeg ikke gjorde ham fortræd. Nå, det var da det sidste, jeg skulle gøre imod en sådan stakkel. Jeg skyndte mig at føre ham hen til løjtnanten, for så slap jeg for at stå vagt og det var rart, for det er ikke ufarligt. Jeg transporterede ham derfra til Hauptmanden og fra ham .til 3. bataljon. Der fik jeg at vide, at fangen skulle hen til en by, som hedder Croix-Moligneaux, udt. Croar Moli, det fortalte fangen mig, da vi kørte forbi en vejviser. Jeg fik ham så afleveret, og han lo over hele ansigtet, for han kom sammen med 9 andre kammerater. Nu har de deres del af krigen overstået. Jeg ville ønske, at jeg var lige så vidt, for det er ikke rart at være her. Men vi skal have tålmodighed, så får- det hele nok en god ende. Nu er jeg på hjemvejen og sidder på en grøftekant og skriver til dig. Du kan nok se, at det er ikke så godt skrevet, for jeg mangler et bord. Det er rart at komme ud af krigens tummel en dag. Der ser man ikke andet end ødelagte træer og marker fulde af ukrudt, de har ikke været tilsået i to år. Det er ødelæggelse i højeste grad

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

22. august 1916. Vask er gået af mode i Sommes skyttegrave. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 22. aug. 1916

Min egen kære Inger!
Jeg har ikke hørt fra dig i tre dage, men i dag er der kommet post til kompagniet, men det er ikke uddelt endnu. Som du vel nok kan tænke dig, er jeg nu havnet i skyttegraven, og her er ikke rart at være. Jeg var ved at skrive et kort til dig i går, det blev jeg ikke færdig med, for der kom bud, at franskmanden gjorde angreb, og så måtte vi alle med. Det er noget slemt noget at være med til. Jeg bad til Vorherre, at han ville være mig nær i faren, og jeg er også sluppet uskadt derfra. Jeg har også takket for frelsen, og du vil jo også nok bede for mig, og takke for alt det gode vi har haft og for vore små piger. De små stakler, å hvor det er godt at de ikke er større, for de mærker jo ikke noget videre til krigen. Jeg ville da så gerne hjem til jer igen, min kære gode hustru.

Der falder jo heller ikke en spurv til jorden uden at det er Vorherres vilje, og vi er meget mere end en spurv. Jeg har den tillid til Gud, at han let kan fri mig fra al fare. Så vil vi kun overlade det helt i hans hånd, han fører alt til det bedste for os. I dag er det helt roligt her, og nu tænker jeg også, at vi slipper en tid, inden det bliver galt igen. Jeg så slet ikke franskmanden, for jeg søgte at dække mig, så godt jeg kunne. I det stykke er jeg ikke nysgerrig. Jeg har lige været henne at hente vand, det er langt at hente det og besværligt at få, men man regner ingen besvær, når man kan få lidt at drikke og få sig vasket. Det er nær ved at gå af mode hos os. Den lille sang du skrev om, du sang for børnene Nu Mørket bryder på, står- også i min sangbog. Jeg vil gerne læse, hvad du skriver, enten i Testamentet eller sangbogen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. august 1916. Skriv bare hvor du er, dine breve bliver ikke efterset. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 22. aug 1916. Tirsdag.

Å, hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Nu har jeg ikke haft brev siden lørdag, og det er mig virkelig et savn, for jeg var jo vant til at høre hver dag. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke på, hvor du da mon er kommet hen. Jeg er så bange for, at du er ved Somme igen. Du kan godt skrive, hvor du er, for dine breve biir ikke efterset, og så kan jeg bedre følge med, synes jeg. Endskønt det hjælper jo ikke meget, enten jeg ved det bynavn eller ej…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

19. august 1916. Uvisheden gnaver på hjemmefronten. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre

 

Fjelstrup d. 19 august, lørdag middag

 …Jeg længtes så meget efter at komme hjem og læse dine breve; men det sidste kort blev jeg ikke glad ved. Jeg tænkte, du var blevet noget længere i Le Nouvion. Hvor mon du nu er kommet hen, vel sagtens til Somme igen. Efter »Nationaltidende« kniber det for T. der. Jeg ser hver dag på det kort, jeg har, om jeg kan finde de bynavne, som biir nævnt, og for det meste er de der. Det er så underligt at sidde og kigge på kortet og så tænke sig, at der færdes du. Det er, som man ikke rigtig kan få fat på det, og blive fortrolig med det. Bare du dog havde været herhjemme hos os, min kære kære Jørgen, det er så tungt at tænke på, at du nu vist er der ved Somme, og så den uvished. Jeg ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. Nu er jeg så spændt på om der er et brev fra dig om dagen. Men vi skal jo se at holde modet oppe, og være tålmodige.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

16. august 1916. Hvad skal det dog ende med, den ene falder efter den anden. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

F.t. Roost d. 16. aug. 1916

Min kære Jørgen!
…I dag står der i Modersmålet, at Knud Eriksen er falden. Hvor er det dog tungt for din tante og onkel. Han har ikke været meget hjemme hos dem, siden han er blevet voksen, og de har kun den ene søn, så er savnet så meget større. Hvad skal det dog ende med, den ene falder efter den anden. Der kan ligefrem komme en angst over en somme tider, fremtiden er så uvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. august 1916. I morgen skal vi på marchtur igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 14. aug. 1916

… Nu er vor ro nok forbi her, i morgen skal vi på marchtur igen, og feldwebelen* mente at vi skulle samme sted hen, hvorfra vi kom…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

13. august 1916. General vion Quast tildeles Pour le Merite ordnen – Den hest der fortjener havren, får den ikke. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig søndag efterm. 13.8.16

…I dag har vi været til kirke igen, du ser at vi er flittige til at gå i kirke og præsten har da også altid fuldt hus, eller rettere mange tilhørere, for det er jo ude på marken, gudstjenesten afholdes. Du ved jo nok hvordan det går til, vi bliver kommanderet til kirke.

I går aftes blev der afholdt en fest, som de kalder kompagnifest. Den bestod i, at enhver omtrent kunne få så meget øl, som han ville drikke, og så blev der holdt taler og sunget, og musikken spillede. Jeg var ikke med til »festen«, da jeg hellere ville blive hjemme. Fra vor gruppe var der mødt 5 mand og de fik ialt 14 l. øl, så de har fået deres part. Kompagniføreren fortalte dem så, at »vor general« Excellence von Quast havde fået ordenen Pour le Merite. Sikken ære for ham, og så vore døde og sårede kammerater. Den hest som fortjener havren, får den ikke. Og nu kommer det bedste – der skal snart være kejserparade inden for 18. Division. Ja, sikken ære man kan opleve på sine gamle dage. Da vore kammerater var kommet hjem fra festen, vel stemt, kom der bud, at fire af dem straks skulle møde pa skriverstuen, og kl. var 12, inden de kom tilbage. Så måtte de straks til at pakke ranslen og så afsted et andet sted hen, dog ikke til fronten, men til et andet korps. Gefrejter Buck var også med, der var ialt 31 mand. At sådant skal ske om natten, det er uforståeligt, men det er der så meget der er. F.eks. at vi hver morgen skal gå 14-15 km. blot os, som er kommet sidst i kompagniet. De gamle eller dem, som før var i kompagniet, kommer siden hen på formiddagen og gør en lille øvelse sammen med os til kl. 11., så er man også godt træt. Det øger fædrelandskærligheden, var der en kammerat, som nylig sagde til mig, når der sådan gøres forskel…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

9. august 1916. Sønderjyderne indskærpes de ikke må skrive i deres breve hvor de er. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig, d. 9. august 1916. Onsdag eftermiddag

Min egen kære Inger!
… Du skriver, at du har en ansøgning liggende, ja, du kan jo godt prøve om du kan få Thaysen til at anbefale den. Det var rart at komme lidt hjem i høsten, men stort håb har jeg ikke. Det eneste skulle være, at det er i den travle høsttid, og det kunne også godt føjes til, at jeg havde orlov i tre uger men blev kaldt tilbage efter 5 dages forløb. Det sagde Bahrt, du kunne skrive.

Ja, dine pakker får-jeg regelmæssigt. I går kom sirupskagen, og den smager meget godt til kaffen, sådan en må du gerne sende en gang imellem. Det kan også godt gå an at sende stegt skinke, og pølserne fejler ikke det mindste. Smør derimod skal du ikke sende endnu, skønt det holder sig meget godt i papdåsen, men jeg kan købe det billigere her. Jeg skal nok skrive, når jeg ønsker smør igen. Nej, du skal ikke sende feldwebelen noget smør, for det er ingen nytte til…

I formiddag har generalen inspiceret regimentet og holdt en lille tale til os, hvori han sagde, at de gamle, som var tilbage, havde kæmpet til hans fulde tilfredshed, og samtidig beklagede han tabene, vi havde haft. Hvis det skulle ske, at vi igen skulle komme med, håbede han, at de ny, som var kommet til, skulle kæmpe lige så godt, som de gamle havde gjort. Vi måtte gå i over en time for at komme til revuepladsen, og så stod vi og ventede i mindst et par timer, inden generalen kom. Det var en blandet fornøjelse. Det eneste der interesserede mig var, at der gik en hel del køer på marken ved siden af, og så kom pigerne og et par drenge og malkede til middag. Der var over 30 køer. Det er store røde køer, de har her på egnen. Det er da godt, at kornet og roerne står godt, men det bliver jo en sildig høst i år.

I går aftes var jeg og fire andre nordslesvigere kaldt hen til kompagniføreren, og han forbød os for det første at skrive, hvor vi var, samt hvis vi hørte et rygte om, at vi skulle der eller der hen, så måtte vi heller ikke omtale det. Og med hensyn til orlov, da skulle vi have et bevis fra landråden, men det er kun når vi selv søger. Når du søger, så går det jo den rigtige vej. Ellers sagde han, at vi skulle skrive flittigt hjem. I går og i dag har jeg været ved at stoppe strømper, og det gik helt udmærket. Når de bliver for simple, sender jeg dem hjem. Jeg fik lidt garn i en fransk butik, men nu sender du nok lidt til mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

7. august 1916. Der koges saft uden sukker og grukedlen skal nok også snart undværes. Brev far Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 7. aug. 1916, mandag

… Hvor jeg dog savner dig, min egen kære ven. Alting går jo ellers godt nok herhjemme, og vi er raske allesammen, det må vi da ikke glemme at takke for, men det er så tungt at vide dig deroppe nu. Vi ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. I formiddag var jeg hos Thaysen med en ansøgning. Du skrev jo ellers, at det nyttede sagtens ikke, men da havde Møller den skrevet, og så syntes jeg alligevel, at den skulle afsted. Og Thaysen syntes da også, at vi skulle forsøge det. Han ville gøre, hvad han formåede. Jeg skulle hilse dig fra ham. Jeg var jo cyklende derover, men nu hører det nok snart op, vi skal jo levere gummi og dæk af, menes der. Ja, det er rigtignok ærgerligt, så kan jeg ikke engang cykle ned og se til kreaturerne i Bøjskov. Og vor grukedel skal vist også afsted nu. Der er nok ikke andet at gøre, ellers får vi en mulkt, siges der. Pigerne og børnene plukker ribs. Jeg tænker, vi koger det hen uden sukker, for vi kan ingen sukkerkort få. Det var da så meget dumt, at vi fik de 150 pd. meldt an den gang; og det svinder jo alligevel på det, vi har. Jeg skal nok sende dig noget, for så meget har vi da, og saft kan godt holde sig uden sukker, så ser vi om vi får noget siden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. august 1916. Det værste er den længsel der kommer over mig efter at se og tale med dig. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. aug. 1916

…Det er rart, at dine foresatte er flinke, jeg ville gerne ofre et pd. smør e.l. på din feldwebel, hvis det kunne nytte dig noget, så du kunne få en eller anden bestilling, hvor det ikke var så farlig. Det er så morsomt at læse dine breve, når du sådan fortæller lidt om, hvordan du har det, og hvad du bestiller. Jeg får næsten lyst til at rejse op til dig (!!). Nu behøver du ikke at gå og spørge fri hos Plants. Hvor mon han er? Ja, det er næsten det værste – den længsel, der undertiden kommer over mig efter at se og tale med dig. Før gik vi jo alligevel altid og håbede på den næste orlov; men jeg har da også en ansøgning skreven, som jeg skal over til Thaysen med. Så får vi jo se, hvordan det går…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.