Inger og Jørgen Friis

21.marts 1916. En af de sidste danske tilbage i kompagniet i Husum. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 21.3.16

Min kære Inger!

Tak for dit besøg, jeg var meget glad ved, at du kom, men det var så vemodigt, at de gode kammerater, som endnu var tilbage, skulle bort. Jeg savner H. Christiansen meget. Det var jo ham, jeg holdt mest af. Vi to har haft meget til fælles i den tid vi var sammen. Vi kunne tale sammen om alt muligt. Hvor er det da blevet tomt og fremmed, nu da de er borte. Der er næsten ingen, som kan tale dansk mere; men så må jeg da få det tyske rigtig lært. Jeg har endnu ikke hørt noget til ansøgningen, og det kan gerne vare lidt endnu. Det gør heller ikke noget, når det bare giver orlov. I dag har vi været ude at skyde igen, det er et farligt skyderi, så lidt som det går løs. Ved samme lejlighed tænkte jeg også meget på Hans og Bojsen, for vi tre har gerne fulgtes ad derud og har gået og talt om alt muligt, om jer derhjemme. I dag skal der igen komme nye folk til komp. Jeg tror, der kommer 54 mand. Det er også fremmede. Smørret som du havde med, smager da helt udmærket. Jeg synes næsten, det er bedre end mejerismør. Dersom du ikke har sendt noget, når du får dette brev, må du gerne sende lidt pålæg med, for det begynder at svinde. Der går mere til, nu da kosten er dårligere. Der kom i dag et helt læs kålrabi til køkkenet, så nu skal vi måske have kålrabisuppe hver dag. Det bliver tyndt, det får vi også uden kartofler nu, og kød er heller ikke let at opdage. Så du forstår nok, at det er en sløj kost. I går var jeg på posthuset med Hans’ sager, og jeg skrev også et brev til Bertha. Det er en sørgelig tid nu for hende, den stakkel. Det må være værst i begyndelsen, indtil hun får at vide, hvor han er, og hvordan han har det. De er temmelig sikkert kommet til Frankrig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *