Inger og Jørgen Friis

11. juni 1916. Der er ingen begejstring her mere. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig. Pinsedag 11. juni 1916

… Det kan godt være, at jeg ikke kommer til Husum mere, for hele bataljonen bliver nok forlagt hertil i den allernærmeste fremtid. Hele 1. bataljon, som har ligget på slottet, er for et par dage siden rejst til Locksted, og de kommer ikke mere tilbage. Der fortælles, at der skal dannes en division deroppe, som så skal sendes til fronten…

Nu er jeg nær ved at tro, at krigen får et godt udfald for os, men det vil vist vare noget. Tyskerne begynder også selv at tvivle, det har gjort et meget ugunstigt indtryk på dem, at regeringen ikke straks meldte, at de også havde mistet panserskibene Lytzov og Rostock. Du har læst om det i avisen. Der er ingen begejstring her mere…

I dag gik der igen en stor transport, det sker meget ofte her i Slesvig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *