16. juni 1916. Kresten Andresen: “… jeg er glad for, at jeg ikke er ude i forreste stilling”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juni 1916

Kære forældre!
I dag er det fars fødselsdag. Jeg er ikke just i fødselsdagsstemning, for jeg har været i gang hele natten igennem og er forfærdelig søvnig; men i forventning af eftermiddagskaffen, som snart må komme, synes jeg, det ikke er umagen værd at lægge sig.

Jeg bor i en kælder i et sammenskudt hus, men den er gjort bombesikker. Det er rent galt med utøj her også, og det er heller slet ikke behageligt. Men jeg er glad for, at jeg ikke er ude i forreste stilling, for det er ikke rart at gå med den følelse hvert øjeblik at kunne gå i luften.

De engelske flyvere her er meget næsvise. Straks i morges meldte sig én, som gav sig til at flyve frem og tilbage over skyttegraven. Når den havde nået et bestemt punkt, vendte den kort om og sejlede roligt lige så langt tilbage.

Vort artilleri skød som forrykt, men det havde slet ingen indvirkning på den. Så havde den omsider gjort vel en femogtyve sådanne ture, da meldte sig en anden flyvemaskine, som løste den første af og fortsatte den rolige patruljering frem og tilbage trods vor artilleriild.

Mange tak for en pakke med smør og skinke, som jeg har fået i dag. Og så mange hilsner til Bodil og jer fra jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *