I 1937 udgav Sven Thorsen en lille samling sønderjyske fortællinger fra fremmedherredømmets tid. Blandt de mange muntre historier var beretningerne om den sønderjyske “Soldat Svejk”, købmand Lorenz Filskov fra Møgeltønder, blandt de mest populære. Denne foregår i august-september 1916.
Filskovs Entre i Hamborg var netop saa beskeden, som han helst vilde det. Han blev ansat ved et Arbejdskompagni som Kartoffelskræller, og normalt er det jo ikke nogen Stilling, der kalder paa Offentlighedens Opmærksomhed. Men ak, længe varede det ikke, før han hørte nyt fra sin Forbindelse paa Kompagnikontoret (en saadan hemmelig Ledning forstod han altid at skaffe sig), og denne Gang var Nyhederne mørke: Skriveren lod ham forstaa, at der var kommet forskellige ubehagelige Øvrighedsmeddelelser hjemmefra.
Og ganske rigtigt, meget kort Tid efter fik han Ordre til at melde sig ved et Kompagni, som næsten øjeblikkelig skulde af gaa til Rumænien, til den rumænske Front rent ud sagt. Nu skulde der aabenbart gøres kort Proces med Filskov. — Han trak sig tilbage i Stilhed for at overlægge sig Situationen.
Da Morgenen for Kompagniets Afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre Soldat i Geleddet sammen med alle de andre. Paa hans Ryg hang den fulde Oppakning, og paa hans Ansigt lyste den Pligtfølelse, som præger den fast besluttede Mand, dog iblandet et diskret Skær af Svagelighed. »Alions enfants . . . nun geht es nach Rumanien!« Enhver kunde se paa Menig Filskov, at han følte det som sin Sag at synge for paa Vejen til Banegaarden.
Soldatens Udrustning var upaaklagelig korrekt, dog maaske med den lille Undtagelse, at der op af Tornystret ragede en Stump af en Gummislange med en Aluminiumsspids. Det mystiske Apparat skulde jo have været stoppet bedre ned, men det havde Filskov vel glemt i sin Iver efter at komme til at slaas paa Balkan. En Skælm vilde gøre ham Bebrejdelser derfor.
Kompagnichefen holdt fra en Trappe en opildnende Tale til Folkene og udbragte et »Leve Kejseren!« — Hoch, hoch! raabte Filskov.
Og saa begyndte Afmarchparaden. Officererne gik Række op og Række ned og undersøgte hver Mands Udrustning.
Da Kaptajnen kommer til Filskov, faar han »tilfældigvis« Øje paa det, som rager ud af Soldatens Tornyster, og spørger forbavset: — Was haben Sie dort?
Enhver kunde se paa den ivrige Däne, at han sandelig helst var fri for at svare; han stammede helt undselig: — Ach, das bedeutet nichts.
— Ja, was haben Sie dort! gentog Kompagnichefen og nu i en strengere Tone
Og saa maatte Filskov jo ud med Sproget. Jo, det var da et Klysterapparat, meddelte han. Sagen var den, at han havde lidt svært ved at faa Afføring, ja, somme Tider — hvis Kaptajnen vilde tillade — endog meget svært, og derfor turde han ikke drage til Krig i Rumænien uden at have . . . ja, altsaa have dette Klysterapparat med.
— Om han da troede, han kunde holde Strabadserne ude ved Hjælp af dette . . . Maskineri?
— Joh, det var Filskov aldeles overbevist om. Hr. Kaptajnen kunde tro, at naar der bare kom lidt Vand ind og op, saa gik det virkelig udmærket.
Kaptajnen gjorde brat omkring og samlede derpaa sine Befalingsmænd i en Halvkreds omkring sig til Raadslagning om Filskov og hans Apparat under Felttoget. Der blev sendt Bud til Kontoret efter hans Helbredsattester o.l.
Det hele varede en halv Times Tid; saa styrede Kaptajnen, mens hans Sabel skurede i Gruset, lige hen imod Filskov og —sagde: Nej:, De vil jo blamere hele Hæren! Saa langt er det dog ikke kommet med den tyske Armé, at vi maa sende en Jordemoder med hver Mand til Fronten. — Træd af!
Samme Eftermiddag blev Filskov indlagt paa Sygehuset. Dér laa han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en Uges Forløb sporede Lægen dog helt gode Fremskridt.
Thorsen, Sven: (Lorenz Filskov): Kanonér Filskovs Bedrifter (1937)
