Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 19 sept. 1916

Min egen kære Jørgen!
… Det dårlige høstvejr tror jeg slet ikke, folk tager sig så nær, ikke i den grad som før. Så jamrede man anderledes, når det så besværligt ud. I går, mandag, var det et rigtig dårligt vejr med regn her, så da kunne der ikke køres ind. Men nu har de begyndt straks i middags at køre havre ind fra Kragelund, og så er det nok meningen, at de vil blive ved til sent i aften. Så de skal have melmad midt på eftermiddagen. Det var rigtig godt, at vi fik så meget ind søndag eftermiddag, som vi gjorde. Der siges ellers, at kornet giver dårligt af sig i år, negene er så lette. Høsten er ikke så god her på egnen, som det så ud til en gang. Om det så er kartoflerne, er der for lidt ved dem, og de samme er små. Det er vel også den våde sommer med så lidt sol.

Jeg var i Haderslev i går eftermiddag. Børnenes fodtøj var helt gået i stykker for os, både træsko og støvler. Jeg får træsko til dem hos Grøn i Vestergade, han har dem altid i alle størrelser, og det er gode træsko. Her i byen er de næsten ikke at få, og dem de har er dårlige. Jeg traf Jens Dinsen derude. Han har tre ugers orlov, og nu prøver han på at få 8 dage til, så de måske kunne få tærsket. Jeg skulle hilse dig fra ham. Hans Jacob Krog er på vej til Frankrig nu, men de vidste jo ikke bestemt hvorhen. Men i denne tid går de vist det samme sted hen alle. O, hvor er det godt, at du kom derfra dengang… Jeg var ude på kredshuset og spørge efter, om vi kunne få en russer til vinter, for Jacob biir ikke længere end til 1. okt. Jeg spurgte Thaysen ad en dag, men da vidste han slet ingen besked, og så syntes jeg, det var bedst at gå derud selv. Men bestemt fik jeg det ikke at vide, om vi kan få en til vinter. Jeg ved ikke, hvad vi skal med en røgter ellers. Sidste år gik det nu så meget godt med Daniel. Det er nok ikke let at komme til at fæste en her fra egnen til at passe kreaturerne. De er da så højt oppe i løn. Nå, jeg skulle da ellers ikke bebyrde dig med alt dette, for du kan ikke hjælpe mig alligevel; men det trykker mig lidt. Man er ikke vant til at have med sådant at gøre, og nu har alle folk så travlt, så jeg ser slet ikke til hverken Jens eller nogen, som jeg kan tale med det om…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 17.9. søndag form. 1916

… Nu må du ikke blive ved at sørge for, at jeg skal komme for hurtigt bort. Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er, kan du nok forstå. Kuren her plejer at vare 6 uger, før er der endnu ingen kommen bort, og så bliver de alle sendt til Beverloo, hvor de efter et par dages forløb får orlov i 8-10 dage. Jeg ville ikke have fortalt dig det, for hvis det skulle slå fejl for mig, da jeg er deroppe fra den urolige egn, så giver det jo en skuffelse…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fredag ri. 8. sept. 1916

Kæreste Jørgen!
Du kan ellers tro, jeg blev glad og taknemlig i går, da jeg fik dine to kort, hvor du skrev, at du var kommen fra skyttegraven og var på vej til et lazaret. Jeg græd af glæde, det havde været en slem spænding at gå i. De beretninger, der stod i Nationaltidende var rigtig til at blive urolige over, og på kortet kunne jeg se, at det var på din egn, det var rigtig galt. Franskmændene har erobret en hel del landsbyer. A, I stakler hvor har det været slemt for jer i de usle skyttegrave. Hvordan mon det er gået Jørgensen fra »Nord«, har han været med? Nu vil jeg gerne høre lidt om, hvordan jeg skal med pakker til dig, lidt smør og lidt kage kan du vist nok have

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 7. september 1916

Hvor er jeg glad, når jeg vågner om morgenen og så mærker, at jeg er her på hotellet i fred og ro og ikke ude i skyttegravene.

Gud ske Tak og Lov vi så dejlig sov…

Det er først, når man kommer i nød, man forstår, hvor uendelig godt, man har haft det. Jeg tror, når jeg slipper godt fra dette her, hvad jeg håber, at man da vil blive rigtig tilfreds og taknemlig, så længe man lever. Jeg kan slet ikke tænke mig, at denne tunge tid skulle have været forgæves for os… Det var på høje tid, at jeg kom bort fra Somme, for der har nok været kæmpet meget siden den tid, og T. er nok ved at gå tilbage. Alle soldaterne er nu klar over, at vi ikke kan sejre. Nu begynder vognen at hælde, og det varer vel ikke længe, inden den vælter, og så kommer freden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa. ri. 6. september 1916. Onsdag

Min egen kære Inger!
Nu er jeg endelig kommet i ro, og jeg er så glad og taknemlig, at jeg er sluppet ud af farerne. Som du vil have set af mit kort, som jeg skrev i går, er jeg i Belgien. Her er hverken kanontorden eller det mindste at mærke til krigen.

Jeg har i længere tid lidt af diarré, og for nogen tid meldte jeg mig syg og var også fri et par dage. Men da vi så skulle ud i gravene igen, så måtte jeg med, omend det ikke var bedre. Den 30. aug. løste vi af, og den 3. sept. meldte jeg mig syg. Jeg var først hos sanitetsunderofficeren, men han ville ikke vide noget af at sige, at jeg var syg. Han viste mig hen til kompagniføreren, men han sov, og så gik jeg hen til stabslægen. Der tog de temperaturen, men jeg havde ingen feber, og så tænkte jeg, ja, så hjælper det jo ikke noget, så må du jo blive her. Jeg var så træt og mat, så jeg næsten ikke kunne stå op. Lægen var en fornuftig mand. Så snart han så min tunge, tog han en seddel og skrev, at jeg skulle til syge- samlestedet i Pargny, og så kan du tro at jeg var glad. Man kan da vist også være syg, uden at man behøver at have feber. Jeg gik så tilbage og meldte mig hos kompagniføreren, og så havde han ikke noget at sige mere. I en fart fik jeg mine sager pakket sammen og skulle så afsted, men franskmanden skød så voldsomt den gang, så jeg måtte vente lidt. Da blev kompagniet alarmeret, at det straks skulle være færdigt til at rykke ud. Du forstår nok min glæde, at jeg ikke skulle med. Da skydningen var sagtnet lidt, listede jeg af efter Pargny, og jeg var ikke den eneste. Men det varede ikke længe, inden jeg var ene, for der faldt af og til en granat hist og her, og så krøb nogle i skjul, og vi skiltes ad. Jeg gik tværs over markerne, gennem kornmarker, som ikke bliver høstede, for franskmændene kommer stadig nærmere. Omsider nåede jeg en vogn og kom op at køre resten af vejen. I Pargny troede jeg, at jeg skulle blive nogle dage og så igen ud i gravene, men det kom anderledes. Efter at have ventet lidt ved samlestedet, blev vi puttede i en bil og kørt til næste krigslazaret, men der var heldigvis ingen plads. Så kørte de os til St. Quentin til en samleplads der. Der var vi et døgn og havde det meget godt. Den 4. om aftenen blev vi ført til toget og kom ind i 2. klasses vogne, og så kørte vi hele natten, til næste morgen kl. 9. Da var vi her i Spa.

Det er en dejlig belgisk stad, med elektriske sporvogne og store hoteller. Jeg bor også på et hotel og har det meget godt. Der er kun 7-8 km. til den tyske grænse. Nu får jeg nok lov til at blive her i 4 uger og måske længere. Det er ikke værd at søge om at få mig hjem, så længe jeg er her, for her får ingen orlov, da vi er mistænkte for at lide af blodgang eller sådant. Tarmkatar kaldte lægen det. Selvfølgelig ville jeg gerne hjem til jer, min kære, men det må hellere vente, til jeg er udskrevet her, for her lider jeg ingen nød, tværtimod. Jeg tror, at Vorherre har hørt vore bønner. Derfor har han ført mig hertil. Det skal vi aldrig glemme, kære Inger. Du skal ingenting sende mig, inden jeg skriver derom. Du vil nok meddele familien min adresse.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 5. sept. 1916

I går fik jeg to kort fra dig, begge to fra skyttegraven. Bare det dog ikke har været slemme dage for dig. Jeg synes, beretningerne i aviserne skriver så meget om heftig artillerikamp syd for Somme, og i dag står det i Nationaltidende om, at det har været så galt ved Clery og le Forest. Franskmændene har taget 2000 fanger og 12 kanoner. Nu længes jeg meget efter at høre fra dig, om I også har mærket noget til uroen, der hvor du er. Disse byer, jeg der nævnte, ligger nok nord for Estrées, kan jeg se på kortet. Bare du dog snart kunne komme tilbage i reserve, helst helt langt tilbage, ligesom da I var i Le Nouvion, så fik du måske også orlov. Det kunne være godt for dig at komme hjem i ro …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag d. 4. sept. 1916

Min kære Jørgen! Tak for de to brevkort, jeg fik i dag, fra den 31. aug. og 1 sept. Det lettede, da jeg læste, at du var kommet godt over det, som der stod om i avisen for den 1. sept. Jeg regner jo ud på det hver dag, hvordan mon du nu kan have det, så jeg syntes jo nok, at du kunne være i skyttegraven ved den tid. Men hvor må det være slemt for dig, når I biir kommanderet ud. Hvornår kan det dog få ende, al den elendighed, det er så svært at tænke på vinteren, og nu vænner man sig næsten til den tanke, at det skal vare ved i vinter også… Jeg har talt både med Stine og Fedder og sagt dem tak for pakkerne, de er jo glade ved at høre, at du får dem. Fedder spørger hver dag post Gellert, om der er brev fra dig, og når der så er et, ringer han straks op, og hører hvad du har skrevet. De tager så hjertelig del med os, og det liver også meget op på mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Skyttegraven d. 2. sept. 1916

Mange tak for brevet fra den 28., jeg fik det nu imorges. Du vil gerne vide, hvordan vi lever herude i graven. Om natten er vi næsten aldrig hjemme, men så sover vi lidt om dagen, hvis vi da kan, for graven her bliver også beskudt, og vi har slet ingen dækning. Du kan tænke dig en almindelig drængrøft lidt bredere og lidt dybere, hvor der hist og her er lagt brædder og lidt jord ovenpå, og så ligger vi der på bunden og sover på fjæle eller et par planker. Vi trækker mantelen på og feltlærredet over os, og så sover vi. Varm mad får vi kun en gang om dagen og kaffe ligeledes kun en gang, feltflasken fuld, den skal så slå til til en hel dag. Det er det værste med tørsten. Det hjælper, at det ikke er så varmt. Jeg tænker, at vi snart kommer herfra, for her kan man ikke være længe ad gangen. I går aftes havde vi igen en lille kamp. Franskmanden skulle kastes ud af et lille gravstykke, han havde taget for et par dage siden. Kampen varede ikke længe og var heller ikke hård. Det var værre første gang. Jeg slap godt derfra og har ikke glemt at takke derfor. Jeg har heller ingen fortræd gjort nogen, jeg dæklær mig så godt jeg kan…

Nu får jeg alle dine pakker og har fuldt op af alle slags. Jeg spiser ikke så meget, da maven er i uorden endnu, en sygdom vi alle har lidt af. Vi er magre og ser dårlige ud allesammen. Nogle stakkels lidende mennesker. Det skal du ikke være ked af, kære Inger, for kunne man komme på et lazaret, så! Men det går vel ikke så let ….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.