Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 27.11.16

Min kære Jørgen!
… I aften har jeg været hos postens. Det er så trist om aftenen her i dagligstuen, så savner jeg dig meget mere; og går jeg tidligt i seng, kan jeg ikke sove hele natten. Det er også så rart at sidde og få en lille samtale med Marie og Gellert. Svinet vejede 346 pd., nu tager Gellert vejesedlen med og viser N. Thuesen den. Jeg har ikke fået tilladelsen endnu, men den kommer vel nok. I dag har her været det dejligste vejr med blå himmel og solskin. Det er godt for Jep Hansens, hvis det vil give bedre vejr herefter, de har fået maskinen i dag. Jep og Vilhelm var her i formiddag efter vandtønden, og så fik han 7 nøgler garn med, de vejede nok 20 pd. Vi skal vaske i morgen og på onsdag, så jeg vil også være glad ved lidt solskin og blæst. Margrete Skrøder kommer på onsdag. Hun mener næsten, at Johannes kommer hjem igen, men meget skriver han ikke, for det skal være på tysk…

Jeg er så glad ved dit billede. Sådan et kabinetsbillede er alligevel meget mere levende end et mindre, og du ser helt glad og godt tilfreds ud. Det kommer vel nok af, at vi begge kom til at le, men den dag var det jo da også lidt at glæde sig over og lidt at håbe på.

Hvordan går det med tænderne, er de under behandling igen, eller tygger du endnu uden. Agnete har et par gange spurgt efter dig, og de andre da også, men de tænker alligevel ikke så meget over det. Vi har været ved at friske historien om de tre møllersvende og den lille kat op, og Kirstine og Louise kan den meget bedre end jeg kan, især Louise husker den helt rigtig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Beverloo d. 27.11.1916

Min egen kære Inger!
Allerførst skal du have mange tak for de gode dage, vi tilbragte sammen. Det er noget, vi liar erfaret så ofte, at dagene går for hurtigt, og så er det tungere at få begyndt, og det er det vist også for dig, min kære gode hustru. Jeg synes ellers, at det var værre for mig sidste gang, da jeg måtte så hurtigt bort fra jer. Rigtignok længes jeg meget efter jer alle fire, men det var lettere at tage afsked med børnene, da de havde noget andet at tænke på. Jeg tænker tit på lille Agnete, hun ville så gerne have, at jeg skulle »tæl en større«. Jeg kan ikke sige, hvem jeg længes mest efter, for I er mig lige kære alle fire. Det gør mig ondt for dig, at du er falmet så meget, for du lider meget i det stille, min egen kære Inger. Kan du ikke sørge lidt mindre, for jeg skal jo nok komme hjem igen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.