Kategoriarkiv: Sønderjyder

Hjemmefronten, Sønderjyder

2. januar 1917. Vorherre får råde, for selv kan vi ingen udvej se… Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 2.1.1917

Min egen kære Inger!
Vi har altså begyndt på det nye år. Jeg har da ellers slet intet bestilt i dag. I formiddag var jeg til undersøgelse, og på lørdag kommer jeg uden tvivl bort.

Nu har jeg jo også været her siden den 21. oktober. Det er jo ganske godt, der er ikke mange som holder stillingen så længe. I eftermiddag havde’ jeg ikke lyst til at arbejde, og så gik jeg, Petersen og Povlsen hen på soldaterhjemmet og læste lidt i bladene og fik os noget kaffe.

Det er Petersens fødselsdag, og han gav kaffe og honningkage i den anledning. Her fås udmærket honningkage, men et stykke koster også 45 Pg.

I morgen skal Povlsen afsted. Det er han ikke glad ved, men vi kan jo ikke vente at blive her, til krigen får ende.

Der fortælles i dag, at fredstilbudet fuldstændig er blevet afslået. Så ser det ellers ikke godt ud for os, for så vil det nok komme til at gå forfærdeligt til.

Nå, det kan gå meget bedre end man tror, og vi behøver da heller ikke at opgive håbet om, at det alligevel kan komme til fredsforhandlinger.

Vorherre får råde, for selv kan vi ingen udvej se…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Krigens forløb, Sønderjyder

31. december 1916. Claus Eskildsen: Store kontraster mellem Øst– og Vestfronten

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Det kan nok være, at vi russiske Barbarer spiler Øjnene op, da det bliver lyst! Vi ligger i et smukt Slot med marmortavlede Sale, udsøgt smagfuldt og pragtfuldt udstyret, med baade elektrisk Lys og Centralvarme, midt i en vidunderlig Park med Broer, Fontæner og Pavilloner. 

Nytaarsaften faar vi som Festmaaltid igen den uundgaaelige, skidne, graa Byggrynssuppe. Saa tager vi os en Udflugt ind til Somain, en lille By med en halv Snes Tusinde Indbyggere. Vi finder her det typiske Etappeliv, som vi hidtil kun kender af Omtale. Her er Knejpe ved Knejpe, og overalt opvarter vævre, sorthaarede Damer i fikse Kjoler.

Drikken er overalt den samme, Cognac, stærkt fortyndet med Vand. Kl. 9 er der Fyraften i alle Lokaler. Vi finder paa Hjemvejen tæt ved Slottet en lille, rolig Estaminet (Værtshus), hvor en pæn Kone serverer os Kaal, medens hendes stille, unge Datter Claire giver os Undervisning i de vigtigste franske Gloser. 

Vi har i de følgende Dage rig Lejlighed til at drage Sammenligninger mellem Øst og Vestfront. Hvor er Forskellen stor!

I Rusland havde vi kun mødt Sand, Sump, Fyrreskove, tyndt befolkede Egne med usigelig fattige og snavsede Blokhytter. Her gemmer den lerede Jord rige Skatte af Kul, og Hus ligger ved Hus, By ved By.

I Rusland levede Soldaten godt, og Befolkningen sultede. Her i Frankrig faar vi daarlig og fordærvet Mad, mens Befolkningen har rigeligt med Madvarer, som den amerikanske Hjælpekomité leverer. I Rusland kunde selv den værste Ødeland ikke slippe af med Penge. Her i Frankrig kan man købe alt, rigtignok i dyre Domme, og det er altid, som om Portemonnæen er et eneste stort Hul.

Over Østfronten laa der en skær og skarp Luft. Her i Vest er alt sunket ned i Krigens fordærvede Pest og Synd. Her viser Krigen sit sande, urene, grimme, væmmelige Aasyn.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Hjemmefronten, Sønderjyder

31. december 1916. Unyttigt pilleri eller et indblik i hvad der sker på hjemmefronten. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Nytårsaftensdag 1916

Min egen kære Jørgen!
… Agnete fik en lille »belle« i går ved juletræet, hun var så glad ved den. Jens og Marie og børnene var der også. De havde fået brev fra dig, som var skrevet juledag, så Marie kunne fortælle mig lidt om, hvordan din juleaften havde været. Det har nok ikke været rosværdigt. Nej, det forstår de folk nok ikke, at fejre jul på kristelig måde. Jeg fik lige brev fra Hans Jacob. Han er kommet bort fra Somme nu og ligger i en god stilling vest for Soissons. Franskmænd og tyskere ligger på hver sin side Aisne, men det går meget fredeligt til. De hilser til hinanden i stedet for at skyde…

2. nytårsdag 1917

I dag kom der fire breve og et kort fra dig, fra 1. juledag og så hver dag indtil den 30. dec. Å, hvor det lettede. Jeg var ved at blive bange for, at du var kommen fra B., da jeg i 3 dage ikke havde hørt fra dig…

Fredag d. 5. Jan. 1917

…Jeg er ellers så urolig på dine vegne, kære, så der er ikke så megen glæde ved at have fremmede; men tiden skal gå med noget, og den går næsten bedst, når jeg har rigtig travlt. I eftermiddag har jeg hængt nye gardiner op her i dagligstuen. Jeg fik dem købt i går i Haderslev, både stænger og gardiner. Det ser pænt ud, og det hele blev slet ikke så galt, et par og fyrre Mark. Snedkersvenden var her og sætte stængene op, så nu er det solidt. Det er næsten synd at fortælle dig sådan noget. Du synes kanske, at det er noget unyttigt pilleri, men du skal jo da også følge lidt med herhjemme, ellers kunne det næsten blive fremmed for dig. Nej, det er der vel ellers ingen fare for, for jeg ved, du tænker os mange gange om dagen, og det går mig ligeså…

Der er kommet 10 sække klid mere til os. Det står på stationen, og Mathias Johansen var i dag efter lidt penge for tærskningen. Han ville have 200 M., så blir det hele ordnet, når vi tærsker igen. Det er rigtig godt, at have en sådan flink formand, for ellers var det ikke altid så let for vi koner, som jo ikke altid er så praktiske »landmænd«. Smedens søn, Peter, ham vi talte med en dag i Haderslev, er savnet nu, der menes at hele hans batteri er kommet i fangenskab. De lå ved Verdun. Hans mor tar sig det så nært. Nu kærlig hilsen fra børnene og din Inger

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Krigens forløb, Sønderjyder

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Hjemmefronten, Sønderjyder

25. december 1916. Hvem skal fylde hullerne efter de unge mænd der falder. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

1. Juledag 1916

Min egen kære Inger!
Der kom en pakke i dag, som du havde afsendt den 12. Men hvad der er i den, ved jeg ikke endnu, for det var lige, da vi skulle på vagt, at jeg fik den. Jeg er på vagt i lazarettet og står og passer på den gamle belgier, som jeg skrev om sidst. Han er ellers helt gemytlig og vil meget gerne fortælle, men jeg kan ikke godt forstå ham. Han fortæller, at han havde ikke opgivet sit kartoffelforråd rigtigt, og da der så kom en soldat og skulle se efter, smækkede belgieren døren i for ham og gik ind i stalden, hvor han tog en kniv og ville til at skære roer til sin ko. Da soldaten så kom derind, troede han, at han ville stikke ham med kniven og skød ham derfor en kugle i benet. Om det nu passer, ved jeg ikke, men hvis det er sandt, så skulle vedkommende rigtignok hjælpes. Den gamle mand havde besøg af sin datter i formiddags, og hun havde en pibe og tobak med til ham, så nu får han sig en pibe tobak i sengen. Han er ikke tilfreds med kosten, og det kan jeg godt forstå. Han får ellers samme kost som de andre patienter. Nu skal du høre, hvordan jeg fejrede juleaften.

Kl. 5 begyndte festen i gymnastikhuset. Det var pyntet med grønt og flag, og der stod 4 lange borde, som var dækkede med lagener istedet for duge, og hele traktementet, vi fik, var øl. Så blev der sunget nogle flerstemmige sange og løjtnanten holdt en tale eller rettere læste den op. Siden blev der uddelt nogle gaver, jeg fik en lille chagpibe og lidt tobak, og andre fik skrivepapir eller lommeknive og forskellige andre ting. Jeg var der ikke længe, for jeg syntes ikke om at holde jul på denne måde. Og så gik jeg op på stuen og tændte det lille juletræ, du og børnene havde sendt. Jeg tænkte på, at det var vist ved den tid, I var oppe ved juletræet hjemme. Ja, det havde været noget andet, om jeg kunne have fejret jul sammen med Jer, mine kære. Petersen og jeg gik derpå hen på soldaterhjemmet og fik os lidt kaffe med en honningkage til. Det var da lidt mere hjemligt end at sidde og drikke øl. Hjemme får vi da også kaffe på juleaften…

2. Juledag 1916 …

I går har I altså været i Skovbølling. Jeg tænkte meget på jer, da jeg var på vagt. Sådan at stå i ensomhed i to timer ad gangen kan nok give tankerne noget at sysle med. Og så kom jeg også til at tænke på, hvordan det vil komme til at se ud i Fjelstrup, når krigen er endt, og vi som endnu er bleven bevarede kommer hjem. Så vil der savnes en hel del unge mænd, både på gårdene og i husene. Hvem skal fylde hullerne, når de som endnu sidder på gårdene ikke kan længere. Og vi vil få to nye naboer. Nå, det er jo kun tanker. Vi vil håbe, at det kan gå meget bedre. I går sendte jeg en del af dine breve hjem. Jeg kan ikke nænne at brænde dem, for du er så flittig til at skrive og opmuntre mig, og det kunne jo også tænkes, at vore små piger engang nok vil læse brevene. Det er et sørgmodigt brev, kære Inger, men du vil nok bære over med mig. Det lille juletræ, du sendte mig, har vi stående på et lille bord i stuen. Det står i et blækhus, det var en af kammeraterne, som kom på den tanke. Vi tænder lysene lidt om aftenen, det minder lidt om julen hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Sønderjyder

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

Hjemmefronten, Sønderjyder

17. december 1916. Danmark stemmer om salget af de Vestindiske øer. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 17.12.16

Min kæreste Jørgen!
Nu er der ro i huset. Mor og børnene er i seng, og så kan jeg så dejligt få skrevet til dig. Du har jo ellers sagt, at jeg ikke må sidde oppe om aftenen for at skrive. Men det er nu mine bedste timer, når jeg sidder helt alene ved et brev til dig. Så kan jeg bedst holde tankerne samlede. Skjold holder mig ved selskab, han ligger foran kakkelovnen og snorker. Jeg morer mig tit over ham, når han skal ud i køkkenet, for så er han så stivbenet, så han kan næsten ikke gå. Han vil jo ikke fra kakkelovnen… I dag har børnene sendt dig en pakke med kage til jul, jeg lagde et lommetørklæde ved, for kassen var knap helt fuld. Det med at få fred nu kan vi vist godt lade være med at tænke på foreløbig. Tilbudet har ingen god modtagelse fået i de andre lande. Man kunne næsten tænke det, men når de blot kunne få begyndt med at forhandle, eller endda tænke på det, det var da altid noget. I torsdags stemtes der i Danmark om de vestindiske øers salg. Der står i de danske aviser, at 64 pct. stemte ja og 36 pct. nej. Men ellers var deltagelsen nok ikke særlig stor. Man forstår det ikke, men der er så meget, vi ikke forstår i denne onde tid, og det er som om man taber kærligheden og agtelsen for dette folk; de er småtskårne i mange retninger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

15. december 1916. Claus Eskildsen: Udsigt til fred? Nej, udsigt til Vestfronten!

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 12. December kommer jeg tilbage til Pronki efter min tredje Orlov. Premierløjtnanten byder mig velkommen med Jubelraabet: ”Der kommer Fredsenglen!” Kejseren har lige ladet meddele sine Soldater, at han har udsendt sit Fredstilbud til Fjenderne.

Hele Fronten er ved at revne af Spænding og Glæde. Løjtnant v. Oven indgaar Væddemaal paa, at vi allerede i Morgen har Vaabenstilstand. Major Huck, det gamle Fæ, er ved at pakke sin Kuffert, og da han naturligvis ikke har Plads til sine Ting, forærer den gamle Fedtebasse alt det overflødige bort. Skidt med det, nu kommer Freden!

Oberstløjtnanten er allerede rejst hjem paa sin fjerde Orlov. Det er Juleorlov, og den er paa hele fire Uger!

Den lykkelige Kobarg har altid samme Orlov som sin Herre. 12 Officerer og mange Mænd er glade rejst hjem til deres kære. Aldrig har Regimentet haft saa mange paa Orlov som op til denne Jul.

Vi andre skal nu til at holde Jul derude. Der er købt rigeligt ind, og fra Bremen kommer der en hel Jernbanevogn, fyldt med ”Kærlighedsgaver” til Regimentet.

To Dage varede den stakkede Glæde! Den 15. meddeles der om Formiddagen, at Frankrig og England har afvist Kejserens Fredstilbud, — ingen Fred!

Om Eftermiddagen kommer Befalingen, at Regimentet skal gøre sig rede til at blive transporteret bort — ingen Jul!

Der følger nogle travle Dage. Alt Materiel bringes i Orden, alle de Stakler, der glade rejste paa Juleorlov, telegraferes tilbage.

Vi ventede at se Oberstløjtnanten i vildt Raseri; men det gik helt godt. Han havde lige faaet et smukt Ridderkors med Sværd og haaber nu, at vi skal til Macedonien, hvor der vanker baade bulgarske Kors og tyrkiske Halvmaaner. Der var ellers nappe en fri Plads mere paa hans Bryst.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).