Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 4.10.1917

Min egen kære Inger! Der skydes helt forfærdeligt ved fronten i dag, det vil du nok læse i avisen, måske før du får mit brev. I går da kompagniføreren kom tilbage, var jeg henne hos ham for at melde mig tilbage fra orlov. Han var som sædvanlig meget flink og beklagede meget, at han ikke havde kunnet give mig længere orlov, for han vidste nok, at jeg kunne gøre mere nytte hjemme. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke havde haft en ansøgning her om at blive fri, og hvorledes det var gået med den. Jeg fortalte ham så, at den var blevet afslået, men at der snart ville komme en ny om at blive sat lidt tilbage. Den ville han gerne give sin anbefaling, for han sagde, at der var kommet så mange af de gamle bort fra kompagniet, så skulle jeg heller ikke blive gående der. Så sagde han, at jeg ikke skulle med ud i stillingen men blive ved den trop, som bærer forplejning ud til kompagniet. Det blev jeg meget glad ved, for det vil jeg hellere end altid at være derude. I morges kl. 4 blev kompagniet alarmeret, og du kan tro, kære Inger, at jeg var glad ved at blive her i Stampkot. De stakkels mennesker, bare de da kommer godt tilbage. Trommeilden er værst lidt til venstre for os, det er vist nok værst ved Langemark og længere syd på. I går talte jeg med Lund. Han er jo ved et maskingeværkompagni, som ligger i nærheden af os. Han har ingen orlov fået endnu, men nu har hans søster skrevet til kejseren for at se, om det ikke kan hjælpe. Blot vi da snart kan blive afløst og komme hen et sted, hvor det ikke går så hårdt til. Jeg tænker heller ikke, at det varer så længe, for de andre divisioner har heller ikke været her længe ad gangen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.