Kategoriarkiv: Nyheder

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

19. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Juletræet mellem Skyttegravene.
En Forstærkningsreservist fra Haderslev, der er ansat ved et Sanitetskompagni paa Vestfronten, skriver blandt andet:

…., den 6. Januar.
Kære ….
Tak for Pakken, Breve, osv. Jeg maa sige, I har været meget forsynlige baade med Smørelse til indvendigt og udvendigt Brug, men som det næsten altid gaar: det vigtigste var der dog ikke – Insektpulver eller med et finere Udtryk – Lussalve. Endnu er jeg heldigvis blevet forskaanet for Invasion, men hvor længe det varer, er ikke nemt at forudsige.

Julen gik meget hurtigt for mig. Jeg var paa Forvagt, for Resten ogsaa Nytaarsnat, saa de to Aftener fik vi ikke meget ud af. Julenat havde de tyske Tropper stillet et Juletræ op midt imellem Skyttegravene. Jeg kunde gennem Kikkerten se Træet, der var behængt med elektriske Pærer. Batteriet var opslittet i Skyttegraven, saa der kunde tændes og slukkes derfra. Fra begge Sider blev der afsunget tre Julesalmer og derefter Nationalsange; saa var den Herlighed forbi.

Første Juledag oplevede vi, at en fransk Soldat krøb op af Skyttegraven og vinkede over, at man ikke skulde skyde, han gik halvvejs over mod de tyske Grave, og en tysk Soldat gik saa over, for at høre, hvad han vilde. Franskmanden kom med Forslag om en Byttehandel mellem Parterne om Vin og Cigarer. De blev saa enige, og lidt efter vrimlede det foran Skyttegravene, som var det under en Pause i manøvretiden. Legen varede ved nogen Tid, men da Artilleriet ikke var med og sendte nogle Shrapnells derned, trak man sig tilbage.

Forinden endes man dog om, at der skulde udveksles Aviser. En tysk Soldat skulde gaa over med en Stabel tyske og saa faa udleveret franske i Stedet. Det var naturligvis ingen Tosse, der blev sendt afsted, han kom tilbage med Melding om de franske Pigtraadsforhegningers Bredde, og hvorledes Skyttegravene var indrettede og meget mere, der var af stor Interesse.

Da vi for Tiden kun har meget faa Saarede og der derfor kun er lidt at gøre for os, bliver vi sendt paa Vagt. I de sidste 2½ – 3 Maaneder har jeg været det hver andet Døgn. Mellem Jul og Nytaar havde vi en Dags Øvelse, og der kom derved Kludder i Turen, saa jeg baade kom afsted Jule- og Nytaarsnat. Vi var lidt ærgelige derover, da vi nok syntes, vi kunde have været fri en af Dagene, men det gik ikke.

Jeg kan ikke vide, hvor længe det kan vare ved endnu. Men det lader jo ikke til, at Udsigterne for en hurtig Afslutning er ret store lige for Øjeblikket. Alting ligger saa godt som stille, især her hos os. I den første Tid hed det sig: “Ja, nu maa vi da snart skulle videre.” Men Tiden gik, og vi er her endnu. Jeg gad vide, hvordan det ser ud andre Steder.

Fra Skyttegraven i Østpreussen – Religiøse Rørelser.
Skyttegraven i Østpreussen, 18. Decbr.

Kære Forældre!
Jeg har i Dag modtager 2 Numre af “Sædekornet” og 2 af “Hejmdal” hvad vi er meget glade for. Det er selvfølgelig ikke alene mig, som læser dem, her gælder det netop om at faa meget ud af lidt. Det er en stor Glæde at faa noget selv, men større er Glæden, naar man kan dele ud til andre.

Vi har flere ved Kompagni, som gør det, især er der en fra K., en Mand ved Navn G., han deler meget ud imellem Kammeraterne, og man finder heller ikke bedre Selskab end ham. Det er en gudfrygtig Mand, det vil sige, en af den Slags vi skulde havde mange af, og I kan tró, hvem der ikke har lært at bede før, skal sandelig nok komme til det her, naar Kanonerne tordner, og Jorden ryster, eller Maskingeværerne udsender deres Kugler med en vis Færdighed. Saa skal man nok komme til at tænke paa sin Gud. Jeg tror ogsaa, at der gaar mange stille Bønner op til Himlens Gud.

I ønsker jo vist at faa lidt at vide om, hvor vi ligger. Det er 8 Kilometer nordfor A. ved et Slot, som hedder Winsken. 500 meter derfra gaar Skyttegraven, og saa ligger Russerne en 8-900 Meter foran os i deres Skyttegrav. I vor Skyttegrav har vi jo smaa Huler, hvori der ligger 2 mand. Vi har ogsaa nogle til 4 Mand og nogle helt store til 12-14 mand. Nu har vi lige faaet Skorstene indmuret i dem alle, saa vi kan koge lidt, men det vil sige, det skal være, naar det er mørkt, for at Russerne ikke skal se det. Straks de mærker en Smule til os, skyder de af al Kraft.

Vi har jo ogsaa lidt Selskabelighed; min gode Ven Hans Clausen fra Bodum, besøger mig altid engang hver Dag. Ellers gaar jeg hen til ham. Saa ser vi vore Pakker efter og faar os lidt Chokolade og et Par Cakes, hvad vi nu har. Vi sidder sammen et Par Timer og taler om et og andet derhjemme. Saa gaar vi paa Vagt. det skal jeg ogsaa nu. derfor mange venlige Hilsner til Jer alle fra
Jeres Søn
Mathias

Skyttegraven i Østpreusen, 8. Jan. 1915

Kære Forældre!
Jeg vil i denne Morgenstund skrive lidt til Jer. Jeg er sund og har det efter Omstændighederne godt. Der bliver sagt, at vi skal afløses i Morgen Aften, for at vi kan blive fri om en Uges Tid. Det er rart, for der er streng Vinter heroppe, haard Frost med Sne. Det er nu ikke saadan, at jeg fryser, for man har saa meget Tøj paa, det næsten er umuligt at fryse. Men det vil være dejligt for en Forandrings Skyld, for man bliver dog ked af at ligge i Skyttegraven Uge efter Uge, ja, men kan jo sige: Maaned efter Maaned, for nu har vi lige været i Skyttegraven i to Maaneder, og jeg synes ikke, der er Udsigt til, at det kan holde op foreløbig. Men saa maa vi jo ogsaa sige, at vi Mennesker ingen Forstand har paa den Slags Ting, for hvem der ikke før har mærket, at der er en Gud til, som styrer det hele, han faar det at mærke her. Jeg maa sige, at naar man holdet Øjet med sig, saa kan man se, hvorledes Kristenlivet trives i enkelte Mennesker. Man maa bede om, at det maa holde sig, naar Freden atter kommer.

Det er sørgeligt, at vi slet ikke hører fra Jørgen. Nu er det næsten 5 Maaneder siden, han blev saaret, og hver gang jeg tænker paa ham, rinder disse Ord mig altid i Hu:

Haabet, Haabet lever kun,
det er det, vi har tilbage
i de mørke Vinterdage
som et Solglimt sendt fra Gud

Jeg har faaet mange Julegaver. Den bedste kom fra Frimenigheden. De har sendt mig det nye Testamente og en lille Salmebog. Det har glædet mig allermest, at de har selvfølgelig ogsaa sendt mig Julebogen. Den har vandret rundt i Kompagniet, for den havde de Lyst til at se alle. Tak for “Hejmdal”, som kommer meget regelmæssigt. mange venlige Hilsner fra
Mathias

Hilsner fra Felten.

St.C. Frankrig, d. 3 Jan. 1915

En venlig Hilsen og en Hjertelig tak til alle beboerne i Hellevad Sogn, som har ydet deres til at forskønne os Julefesten herude i Felten med deres dejlige Julepakker, som vi har modtager. En særlig Tak til Pastor Tonnesen og Frue for deres store Ulejlighed.
Carsten Carstensen, Hans Nissen

D. i Frankrig, d. 10. Jan. 1915.

Kære “Hejmdal”!
Siden 1. Juledag har vi opholdt os især bag Fronten, som Reserve. Landsmænd sidder selvfølgelig sammen, og Tankerne flyver hjem til det kære Nordslesvig. Hermed sender vi alle derhjemme en kærlig Hilsen.

Hans Alexandersen, Sottrup; Peter Bladt, Lysabild; Niels Hansen, Klovtoft; Vilhelm Christiansen, Røkær ved Tønder; Boy Jessen, Skovlund ved Flensborg; Marius Koch, Kliplev; Laust K. Jensen, Emmerlev; Andreas Ravn, Hejsager.

Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Ja, vil vil ogsaa gerne have Lov til at sende Dig en Hilsen som Tak, fordi Du kommer helt herned og besøger os. En særlig Tak til den, som har foranlediget, at vi har den Glæde. Vi har det efter Forholdene godt, er ved god Sundhed og godt Humør. Ogsaa en kærlig Hilsen til vore Kære derhjemme.

H.J. Boysen, Traasbøl; J. Karstensen, Sundsmark; Lorenz Schmidt, Genner; Adolf Leander, Gammelby ved Vejen Station (Danmark); Hans Krieger, Viby (Als); M. Lauritzen, Sønderborg; I. Herbold, Rørkær; C. Kraft, Flensborg.

Østpreussen, Torsdag den 14. Jan. 1915.

Nedenstaaende Nordslesvigere, der som Landeværnsmænd har ligget i Skyttegravene i Østpreussen siden Midten af November Maaned, sender en hjertelig Hilsen til “Hejmdal” samt Venner og Bekendte.
Peter J. Hansen, Peter Snitkjer, Aarøsund; Erik Ravn, Vilstrup; Eduard Dall, Lert; Andreas Kock, Mølby; Mathias Mygind, Øster Lindet; Kresten Lassen, Hyrup II; Jes Beck, Oksenvad.

“Dannevirke” har modtager en Hilsen fra det vestlige Flandern, undertegnet af Følgende:
Niels Bran, Grarup; Thomas Snitballe, Lunding; Klaus Blunk, Hals; Chresten Iversen, Strandelhjørn; Nis Jessen; Abkjær, M. Clausen, Hejsager; J. Kahl, Aastrup; Kristian Bredall, Løjt; Andreas Feddersen, Skodborg.

Brevet er dateret den 9. Januar.

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

19. januar 1915. To faldne sønner og én såret. Store troppeforskydninger på Vestfronten

19. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Falden
Kommuneforstander Jensen i Hvidding har faaet Meddelelse om, at hans Søn, Underofficer Laurids Jensen, er falden i Elsass. Af Jensens 5 indkaldte Sønner har nu de to fundet Døden i Felten, medens en blev saaret straks ved Krigens Begyndelse.

Af 9. Armékorps,
der for en væsentlig Del bestaar af Nordslesvigere, er forskellige Afdelinger for nogen Tid siden forflyttet fra Egnen omkring Noyon til Elsass, men det er ikke hele Armékorpset, saaledes som Rygtet har fortalt.

Saarede ankommer og friske Tropper afgaar
Rejsende, som har opholdt sig i forskellige tyske Byer i den sidste Uges Tid, meddeler at der uafladelig ankommer Saarede fra Fronterne, der fordeles rundt om til Sygehuse, Stiftelser, Skoler og andre offentlige Bygninger. Men endnu mere paafaldende er den Mængde Tog, der afgaar til Fronterne med Tropper. I Løbet af de første Maaneder vil Hærene Øst og Vest have faaet en Tilgang af ca. 1.700.000 Mand.

Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

19. januar 1915. Faldne, fangne, på orlov – og efterlyste desertører!

19. januar 2015 DenStoreKrig 5 kommentarer

Senest ændret den 20. april 2021 22:44

Nyt fra Hejmdal.

Faldne.

Bødkermester Carl Ohrt i Graasten har modtaget det Sorgens Budskab, at hans unge haabefunde Søn, Kommis Peter Ohrt, var falden paa Valpladsen i Frankrig. Han var paa Vagt, da han blev dræbt af en eksploderende fjendtlig Mine.

Der er nu ifølge “A.T.” indløbet endelig Efterretning om, at Jernbaneembedsmand Piechnick fra Smaabanen i Aabenraa er falden.

Man troede i nogen Tid, at Bagermester Christian Møller fra Iller, der var med paa Vestfronten, befandt i Fangenskab. dette Haab er ikke gaaet i Opfyldelse. Hans Død er nu ifølge “Fl.N.” bleven meddelt Civilstandskontoret.

Sidste Torsdag modtog Degn Nissen i Arrild den sørgelige Efterretning, at hans Søn, Karl Nissen, var falden paa den vestlige Valplads. Nissen vilde sammen med flere kammerater hente noget Brænde, og under dette blev han ramt af en Granat, som tilredte ham frygtelige i Hovedet og Brystet. Han var død med det samme. Nissen var med som Frivillig.

Dette er ifølge “Dv.” det andet Offer fra Arrild Sogn, som Krigen har krævet.

Den første, som faldt fra Sognet, var Jakob Christiansen fra Lindet Kro. Forældrene havde ikke hørt fra ham siden den 6. September; men nu har de faaet Efterretning om, at han er død paa et Lasaret i Frankrig.

Hjemme paa Orlov.

Mejeribestyrer Jes Ottsen i Rangstrup, der har deltaget i Kampe paa den vestlige og østlige Valplads, først i Belgien, senere i russisk Polen, hvor han saaredes, er i disse Dage hjemme paa 14 dages Orlov. Han saaredes sidst i November af et Skud i Skulderen, mens han laa i Skyttegraven. Ottsen laa derpaa ifølge “Dv.” i nogen Tid i et Rekrationshjem i Riesengebirge. Hans Forlovende foretog da den lange Rejse derned for at pleje ham.

I Fangenskab.

Arbejdsmand Christian Hansen, Mølmark, der var med som Reservist, kom i sin Tid i fransk Fangenskab. Konen fik i Begyndelsen af Oktober Maaned Efterretning fra ham fra en fransk Fæstning. Siden har hun ifølge “Fl.N.” intet som helst hørt fra ham.

Fra Provinsen.

Flygtede. Af Forstærkningsbataillonen Nr. 86 i Flensborg efterlyses ifølge “Fl.N.Ztg.” ved Stikbrev to Mænd ved Navn Iversen, der havet faaet Orlov til Kristiansfelt, men ikke er vendte tilbage til deres Garnison. Ifølge Personalbeskrivelserne er begge Tvillingebrødre. De er fødte den 17. August 1892 og 1,63 – 1,68 Meter høje. Den ene hed Andreas, den anden Iver. De talte begge Tysk og Dansk. Da de forsvandt var de i blaa Uniform.

Nyheder

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

18. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Faldne.

I Fredags modtog Murmester Jens Schmidts Kone i Traasbøl den sørgelige Efterretning fra Krigsskuepladsen, at hendes Mand er falden den 30. December i Frankrig, under en Fægtning omkring ved Reims. Meddelelsen kom fra en kammerat af ham, Thøisen, Kliplev, som hele Tiden har været sammen med ham. Schmidt efterlader en dybtsørgende Hustru, seks smaa Bøørn, hvoraf de 2 (Tvillinger) fødte kort før Jul, og sin gamle Moder. Efterretningen har fremkaldt stor Sorg, ikke blot i hans Hjem, men i hele Byen, da han var en meget god og afholdt Mand.

Landmand Lorens Meyer og Hustru i Simondys ved Hanved har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Lorens er falden den 7. Januar paa Krigsskuepladsen i Frankrig. Han var 26 Aar gammel.

Kusk Dominikus Hansen fra Sønderborg, der stod i Landeværnet, er ifølge “S.Zt” den 10. Januar falden i Frankrig. Han efterlader Enke og 2 Børn.

En Sørgefest agtes afholdt i Krigen i Fjelstrup for den falden Smedemester Georg Ahrendt fra Sillerup Tirsdag Eftermiddag K. 3½. Georg Ahrendt efterlader sig Hustru og syv uforsørgede Børn.

I Fangenskab.

Peter Matzens Kone i Gramby har i sidste Uge faaet Meddelelse fra sin mand, at han den 17. December er bleven taget til fange og befinder sig i god behold i Frankrig. I Tabslisten for i Søndags er Matzen opført som savnet.

Nicolaj Nikolajsen, Søn af Skomager Nikolajsen i Frisergade i Flensborg, der stod ved Gardeforstærkningskorpset som Sanitetsskusk, er ifølge “Fl. N.” kommen i russisk Fangenskab og befinder sig paa Vej til Sibirien. Skomager Nikolajsen har allerede mistet en Søn, der stof ved et Jægerbataillon. Hans yngste Søn er for Tiden ved Fronten ved Ypres.

Paa Lasaret.

Gaardejer Hans Bonde i Egen, hvis Søn har deltaget i krigen paa den østlige Krigsskueplads, og hvem han ikke havde hørt fra i længere Tid, modtog for en Uges Tid siden Brev fra ham, at han var bleven saaret af et Strejfskud over Brystet og befandt sig paa et Lasaret i Berlin. Faderen og den unge Mands Kæreste er nu ifølge “Dvp.” rejst til Berlin for at hente ham, da der er skaffet Plads til ham paa Lasarettet i Sønderborg.

En Savnet. – Oplysning søges.

Gefreiter i Reserven, 2. Kompagni Regiment 86, Jørgen Andersen fra Øster Løgum ved Aabenraa, har ikke ladet høre fra sig i fem Maaneder. Han blev saaret den 23. August ved Mons samen med flere af sine Kammerater, og han staar ogsaa opført i Tabslisten som saaret. En Kammerat, der stod ved hans Side, har set ham paa Forbindingspladsen. Al Efterforskning har hidtil været forgæves. Vi henvender os nu til Bladets Læsere, om muligvis en eller anden kunde vide Besked fra deres Paarørende, som har staaet ved hans Side. De bedes i saa Fald meddele os det.
Jørgen Andersen,
Øster Løgum pr. Hovslund

[Nedenstående breve har tidligere været bragt på her på hjemmesiden i december 2014 i Harald Nielsens forkortede versioner i “Sønderjyske Soldaterbreve”. Vi bringer dem her alligevel for at få indledning og afslutning med, RR]

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Rusland, d. 23. Decbr.

De Kort, jeg skrev paa Rejsen fra Frankrig, Belgien, Berlin og Breslau, har I vel modtaget. Mellem Forholdene her og i Frankrig er der lige saa stor en Forskel som paa Dag og Nat. Her ser man noget helt andet en i Vest.

Vi har over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter. En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over markerne, naar vi rykker ud. Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel.

De ungarske heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her. Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, som Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej, det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland. Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der i alt stod 800 heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen.
Naar bare jeg var blandt Nordslesvigere.
I kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en krig fører med sig.
Kærlig Hilsen
Paul

III.
Rusland, den 6. Jan. 1915.

Kære Moder! Mange Tak for Dit Brev af 29. December. det var min første Post her i Rusland. Aftenen efter modtog jeg Postsager over Frankrig, deriblandt var et Brev fra Misse og et Kort fra lille Søster Ella, 4 “Hejmdal” og to Salmebøger og et Julekort fra U.P. Sørensen, en Pakke Cigarer fra J.C. Hansen og 2 Pakker fra Eder med Sodakage og Lagkage i, saa det var en hel Mængde paa en Gang. Sig dem alle hjertelig Tak, og Tak dog først og fremmest til Dig, min kære Moder. I skal ikke være bedrøvede over, at jeg er kommen her til Rusland, for jeg er sund og rask, og Udsigterne er gode for, at jeg kan komme sund og rask hjem til Eder igen.

Broder Johan kan være glad for, at han ikke er kommen her til Rusland. Jeg læste i Gaar Aftes, at han sammen med syv andre Nordslesvigere var afrejst den 18. December til Frankrig. De havde sendt en Hilsen til “Hjemdal”. Jeg er rejst fra Frankrig den 19. Den 20. December kom vi gennem Aachen. Johan er vist kommen gennem Aachen samme Dag. Saa tæt har vi to Brødre været sammen efter saa langs Tids Adskillelse, uden dog at vide det. Men nu fjorten Dage efter har jeg set det i “Hjemdal”.

Den første Dag her i Rusland traf jeg en Infanterist, som spurgte efter en ved Navn Petrik, som skulde være ved Train Nr. 9. Jeg sagde, at der var en ved vor Kolonne, som hed saadan, men at vi først var kommet hertil i Dag. “Ja”, sagde han, “har I saa været i Nærheden af St. Quentin?” – “Ja.” “Saa er det sikkert min Broder.” Han havde imidlertid ikke engang Tid til at komme hen at tale med ham. En Snes Minutter senere kom Broderen, men da var den anden borte, og de fik ikke talt sammen. Men han var dog glad for at faa en Hilsen fra ham, da han ikke havde Anelse om, hvor han var.

Saadan gaar det saa mangen en, saadan er det kanske ogsaa gaaet Alfred og Holger Lycke, C. Grelk og Hans Lund. Mangen en kommer jo i Fangenskab og har det temmelig godt, men hverken faar eller maa afsende Post. Naar den skrækkelige Krig saa er forbi, komme de jo sunde og raske hjem igen. Naar I hører fra Johan, saa send mig hans Adresse, at jeg kan skrive til ham.

I Aften, Helligtrekongersaften, har vi haft Juletræet tændt. Mine Julelys, som jeg havde hjemme fra, havde vi tændt i Aften, og nu er de nedbrændt, som det er skik og Brug i Tyskland. Vi sang nogle Julesalmer saa det var en hel Højtidelighed.

Her i Skolen, hvor vi nu ligger 40 Mand, har vi det meget hyggeligt, for her er Kakkelovn og Borde og Bænke. Vi ligger varm og godt, men Tøjet faar vi ikke af Kroppen.

I Gaar, da vi havde aflæsset, fik vi Saarede med tilbage til Banegaarden. Jeg havde Lejlighed til at tale lidt sammen med en, som havde faaet en Kugle i Knæet. Han havde mange Smerter. Benet var stivt. Med Forplejningen var det temmelig god, men med Cigarer var det knapt. Jeg gav ham en Cigaret. Det var, som al Smerte var borte eller glemt ved at faa lidt at ryge igen, sagde han. Jeg gav ham en Pakke som jeg havde, for jeg ryger jo dog ikke selv. i Fremtiden vil jeg ikke give mine kammerater saa mange af mine Cigarer, nu giver jeg dem til de Saarede.

Her faar vi sjældnere Post. Nu lige kom postsagerne, men der var intet til mig. jeg mangler heller intet saa nødvendigt; men glad bliver man dog, naar man faar noget.

Jeg er sundt og rask og haaber ikke, det varer længe, inden vi kan vendte hjem til vort kære Hjem, som er saa langt borte. Nu er Klokken over 10, og vi skal op i Morgen Kl. ½5, saa det er paa Tide, at gaa til Ro. Vær ikke ængstelig for Johan og mig, kære Moder. Jeg sætter min Lid til det, som Provsten skrev paa et Kort: “Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes”. Lev vel.
Eders
Poul

Vest og Øst. B.d. 13. Decbr. 1914.

Mange Tak for Eders Breve. Jeg har ogsaa faaet flere pakker, deriblandt ogsaa en fra Fru Gundersen og J.C. Hansen. Det er altid en Oplivelse, naar Posten bringer en noget godt hjemmefra.

I det gode Kvarter, som jeg beskrev i forrige Brev, er jeg ikke mere. Jeg har haft to siden. Her bor jeg paa en Vandmølle. Vandet suser Dag og Nat. Her er ikke Mangel paa Vand, det har der ellers ofte været. Husets Beboer bestaar af Mand, Kone og tre Børn, og de er meget flinke. I en Dansesal har vi ca. 50 Heste staaende, det er ikke saa flot som i Lüttich. Der stod Hestene i et Teater med Plystæpper. Staldplads og Husly maa man tage, som man kan finde det.

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag formiddag, da vi var ude paa March, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed har i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofter. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil, og gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredje Gang. Eller er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel. —

Jeg blev ikke færdig med at skrive før, for Postvognen kom, og jeg maatte hen og hente Postsagerne. Til in store Glæde var der ogsaa Brev fra Dig, kære Moder. jeg har faaet seks smaa og en stor Pakke fra Eder. Det bedste og gavnligste af alt, hvad I har sendt, er den elektriske Lommelygte. Den gør god Tjeneste.

Nu har vi jo snart Jul. Hvis jeg maa blve her, tror jeg nok, jeg kan faa en god Jul. Og haaber ogsaa, at I maa faa en glædelig Jul. Tak for det lille Juletræ fra Søster Ebbes Have, som jeg forhaabentlig faar en af de første Dage.
Kærlige Hilsener, Eders Søn og Broder
Paul.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder

18. januar 1915. Rigs-Uld-Ugen begynder i dag – og forbud mod grutning af rug og hvede

18. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Nyt fra Hejmdal.

Rigs-Uld-Ugen.

I Dag begynder Rigsuldugen. Fra Mandag Morgen til Lørdag Aften indsamles der Uldtøj til Soldaterne over hele det tyske Rige.
Vinteren har netop i dag holdt sit Indtog med snedækte Marker og klingende Frost. Den vil ogsaa føles af Soldaterne, især i Skyttegravene ved Fronten. Feltbrevene viser, at de i den senere Tid har maatte døje meget af Væde og Kulde.

Halmen i Jordhulerne svinder, den bliver fugtig og klam. Uniformerne slides, Fodtøjet er stærkt medtager. Sætter Vinteren nu for Alvor ind, vil Kulden derfor blive meget følelig. Her kan og bør vi hjælpe, her er det vor uafviselige Pligt at have et varmt Hjerte og en aaben Haand.

Indsamlingen er, saavidt vi kan se, ordnet paa en hensigtmæssig Maade. Gaverne vil overalt blive afhentede i Hjemmene. Men man bør for ikke at spilde Indsamlernes Tid i Forvejen at lægge alt tilrede til Afhentning, saavidt muligt ordnet.

Alt kan saa at sige bruges. Men det gælder ogsaa her: Den er hjælper hurtigt, hjælper dobbelt! Hjælpe hurtigt, det gør alle, som giver uldent Undertøj, Strømper, Veste, Uldtæpper, hestedækkener og lignede, som straks kan tages i brug. Men ved Siden af modtages ogsaa gamle aflagte Klædningsstykker, Tøj som ikke længere er brugeligt, men som kan optrævles og omarbejdes til Tæpper og lignende. Ogsaa Bomuldstøj modtages med Tak.

Det drejer sig her om at fremme en God Sag, om at skaffe varmt Tøj til dem, der fryser og dermed mildne Kaarene for dem, der maa lide og døje mest under krigen. Vi er overbeviste om, at vore Venner efter Evne vil søge at fremme den, hver i sin Kreds.

Hver Gang, der i et lignede Ærinde er blevet banket paa Dørene her i Nordslesvig, har det vist sig, at de er aabne. Faa Steder har Bidragene flydt rigeligere, naar der er foretaget Indsamlinger til Nødlidende i Syd eller Nord. Det blev endnu forleden rosende fremhævet, at ingen Landsdel havde vist sig mere gavmild imod de nødlidende Flygtninge fra Østpreussen.

Lad os atter i denne Uge hævde vort gamle Ry. Lad os aabne vore tætpakkede Kister, Skabe og Skuffer. Det vil da vise sig, at vi i dem har mangt og meget, som vi godt kan undvære, men som enten i den Tilstand, der er, eller hensigtmæssig behandler vil kunne komme Soldaterne tilgode og mildne deres Kaar.

Søg det frem og giv med rund Haand. Det er en god Gerning. I øvrigt henviser vi til Opraabet fra “Røde Kors” paa tredje Side.

Forbud mod grutning af Rug og Hvede.

I Overensstemmelse med §§ 2, 4 og 5 i bekendtgørelsen vedrørende Opfodring af Brødkorn og Mel af 28. Oktober 1914 (Rigs-Lovblad, S. 460) anordnes følgende:
§1.
Grutning af Rug og Hvede er forbudt, ogsaa naar Kornet er blandet med anden Frugt og ikke egnet til Formaling.
§2.
De stedlige Politimyndigheder kan i enkle Tilfælde eller i Almindelighed under Forbehold af Ret til øjeblikkelig Tilbagekaldelse give bestemte Personer eller Forretninger Tilladelse til Fremstilling af Rug- eller Hvedemel til Brødbagning, forudsat at det er Sikkerhed for, at Melet anvendes i nævnte Øjemed. De vedkommende Personer eller forretninger skal have en skriftlig Tilladelse.
§3.
Hvem der i Overensstemmelse med §2 har faaet Tilladelse til erhvervsmæssig Fremstilling af Rug- og Hvedemel til Brødbagning, er forpligtet til at føre en Fortegnelse, sover sine Leveringer af Rug- og Hvedemel samt over de Personer, for hvem han har malet Rug- og Hvedemel.
Fortegnelsen skal indeholde:
a) et løbende Nummer;
b) vedkommende Bestillers eller Mands For- og Efternavn, Stand og Stilling;
c) den leverede Melmængdes Vægt i Kilogram;
d) Leveringsdagen;
e) Polititilladelses Datum (§2).
De stedlige Politimyndigheder har Ret til at kontrollere Fortegnelsen og faa de vedkommende Bøger forelagt til Eftersyn.
For saa vidt der er Tale om Mølleforretninger, ophæves Forskrifterne til 3 af Udførelsesbestemmelserne af 29. November 1914 til Bekendtgørelsen af 28. Oktober 1914.
§4.
I de Tilfælde, i hvilken det ifølge Nr. 4 og 5 af Udførelsesbestemmelserne af 29. November 1914 er tilladt at opfodre Rug af egen Avl paa egen Besætning, er det tilladt at male denne Rug.
§5.
For at kunne overvaage Forbudets Overholdelse, har de stedlige Politimyndigheder til enhver Tid Udgang til Møllernes Lagre og Driftsrum og til Korn- og Foderstofshandlernes Lagre.
§6. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes ifølge §5. i Bekendtgørelsen af 28. Oktober 1914 med Pengebøder paa indtil 1500 Mk.

Nyheder

18. januar 1915. En køn, ung fransk pige på 17 med hjem til Sønderjylland?

18. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ugift gårdmand, landværnsmand H.N.K. fra Haderslevegnen, skriver hjem til konen på nabogården:

Feltpost, dateret F…. den 18. januar 1915

Kære Nabo!
Naboer har vi ellers ikke været i næsten et halvt Aar, men jeg haaber, at vi bliver det igen, og haaber ogsaa, at det ikker maa vare alt for længe, skønt Udsigterne kun er smaa.

Vi har ligget her paa et og samme Sted et Fjerdingaar, og kanske vi skal blive her længe endnu. I dag skulle vi have pløjet med syv Plove og fire Heste for hver. Det vil vist blive et smukt Teater. Der er ikke mange, som har pløjet før, og Plovene er heller ikke som hjemme hos os. Vi skal jo nu se, hvordan; det vil gaa. I Dag blev det ikke til noget. Vi kom i Stedet for til at køre Sukkerroer til en Sukkerfabrik, som ligger 5 Km herfra. Andre tog Roer op, hvoraf der endnu sidder en Del i Jorden. Bliver vi her Foraaret over, kommer vi ogsaa til at saa Havre for Franskmanden.

Det bliver altsammen gjort for en Sikkerheds Skyld, for at vi kan have noget at fodre med, hvis vi bliver her en Vinter til. Det var dog ikke godt, om vi skal blive her ret længe, bedre var det at komme hjem og arbejde for sig selv end her for Franskmændene. Arbejdet her kan vi ellers holde ud længe. Vi tjener ikke den Dagløn, vi faar, og det er heller ikke hver Dag, vi arbejder.

Hjemme maa det blive knapt med Arbejdskraft. Naar man kommer i større Stationsbyer som Chr. eller N., ser man stadig lange Jernbanetog fulde af Militær. N. er den sidste Station; længere gaar Toget ikke; derfra gaar det lige ud i Skyttegraven.

Den Gang vi laa i N., var jeg tit paa Banegaarden. Men jeg blev der ikke ret længe. Jeg kan ikke godt se saadan noget. Der holdt lange Rækker af Automobiler og Vogne med Saarede.

Den Gang vi drog hjemme fra, troede vi, at i Løbet af et Par Maaneder vilde det være forbi, saa vilde den Krig være til Ende. I alle Tilfælde dog inden Jul. Nu er vi godt inde i det nye Aar, og der bliver talt om til Paaske, eller til Pinse. Andre mener, at vi kommer til at holde Jul en Gang til her. Men saa længe skulde man ikke tro, det kan vare.

Naar min Broder kan blive hjemme, maa jeg ikke klage. Men bliver han indkaldt, er det galt, for det er vist ikke let at faa en anden i hans Sted. Tiden gaar godt for os her. Vi har det godt, men længes efter Hjemmet og er spændt paa, hvorledes Enden vil blive paa det hele; hvordan det vil komme til at se ud for os efter denne store Krig. Mangen en kommer vist til at begynde forfra.

Vi er fire Mand sammen her, har selv et lille „my-song” [maison: Hus]: Smedemester Dall fra Mølby, Bygmester M. Madsen, ogsaa fra Mølby, og jeg. Den fjerde er en Kieler. Naar vi saa har Besøg af vore Naboer; bliver her talt tre Sprog: Dansk, Tysk og Fransk, det Franske er Ikke let at lære, men naar vi bliver her en Tur endnu, saa lærer man alligevel saa meget, at man helt godt kan klare sig med Befolkningen. Siger de noget, vi ikke forstaar, siger vi nix kom pran [komprendre: forstå], kan ikke forstaa det.

Den ene af vore Naboer er en køn ung Pige paa 17 Aar. Hvad ville I sige i Byen, naar jeg tog hende med hjem?

Venlig hilsen

H.N.K.

Soldat med franske kvinder 6a410-11-032 — Ukendt soldat med tre kvinder

Nyheder

17. januar 1915. Kresten Andresen: “Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er.”

17. januar 2015 Rene Rasmussen 1 kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Reserveinfanteriregiment 86. I januar deltog han i slaget ved Soissons. I et brev til sine forældre et par dage efter slaget fortalte han om sine oplevelser.

Sådan gik det i fem døgn, ikke en halv times søvn, ingen køkken, ingen vand, ingen kaffe, ingenting overhovedet; indtil endelig afløsningen kom kl. 2 om natten mellem den 16. og 17. Det var bælgmørkt. Vi gik gennem Crouy, hvor alle gader var barrikaderede på revolutionsmanér, og kom ad underlige vildsomme veje gennem mægtige ruiner og opdagede, at vi var vild. Vi kom ind i en romantisk klippehule, hvor vi hvilede en times tid. Endelig kl. 8 kom vi tilbage til vor egen hule ved Terny, hvor vi havde vore tornystre liggende.

Alle køkkener holdt dér parat med ærter og kaffe, og hvor vi spiste. Jeg var så slap, at jeg knap kunde bære mit eget gevær. Et par timer efter gik det videre. Da vi kom til Sorny, holdt der det kejserlige livregiments musik og spillede æreshymne for sejrstropperne. Siderne af gaden var fulde af soldater. Vi rykkede videre, og da vi nåede Terny, kom musikken efter os i store automobiler og gav os end et nummer. Men vi fortsatte og marcherede endnu 10 km til Jumencourt; da var jeg også så træt, at jeg næsten ikke kunde mere. Vi hvilede så dér til næste morgen og kom så med banen til Noyon.

Inden vi drog af, kom III Armékorpsets kommanderende general og takkede os i en lang tale. Kejseren vilde selv have besøgt os på slagmarken, men det havde han ikke tilladt. Det var et af de største slag, der har stået dernede i den sidste måned.

Både livregimentet 36. og reg. 12 havde nægtet at storme. Jægerne havde villet på betingelse af, at 86. måtte komme dem til hjælp; de var nemlig blandt infanteriet det samme, som de 42 cm kanoner var blandt artilleriet. Vor bataljon tog alene 1.150 fanger (det stemmer desværre); men vi mistede også ca. 400. I alt har vi taget ca. 5.000 fanger, men vi har haft et tab på over 10.000. Det var et mægtigt slag; uhyggeligt, forbundet med store savn og lidelser; men jeg takker Gud, at jeg er sluppet derfra. Mange, mange af dem, jeg kendte, ligger nu derude, måske ligger der endnu sårede der.

Jeg fandt sårede, som havde ligget hen i seks døgn – lige fra de første kampe.

Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er, og jeg vil helst glemme de indtryk, endskønt til sidst var man så sløv for det, at man ikke ænsede det.

Jeg tror ikke, vi har mistet nogen som helst af de ægte gode folk hernede; jeg har forespurgt overalt. – Der bliver gjort en vældig stads af das „eiserne Batallion”, som vi bliver kaldt, og over hele det tyske rige skal parolen i fjorten dage være Flensborg. – Jeg er så ked, så ked over at have oplevet dette. I ved vel nok hvorfor. Og det endskønt jeg kan sige mig selv, at det hele jo ikke er så galt.

Vi er gået en km frem, ned mod Soissons og bredderne af Aisne, som vidt og bredt er oversvømmede. Men det er en oplevelse, eller en mangfoldighed af oplevelser, som rent vil glemmes. Men nu tænker jeg, det vil vare noget, inden vi kommer langs igen, da vi har lidt alt for store tab. Ved ét komp. er der kun en eneste underofficer tilbage af befalingsmændene. Vi skal have 14 dages hvil, og det trænger vi hårdt til. –

Jeg har fået fire pakker med smør på én gang samt breve og andre pakker, og jeg siger mange tak for det alt sammen; nu har jeg da noget, at jeg kan komme til kræfter igen. Halvfjerdsindstyve af vort komp. har meldt sig syge, så der er kun en tredive stykker tilbage, som er nogenlunde hele.

I må undskylde, at dette brev er så uordentligt; men indtrykkene er så mange og forvirrede, så jeg kunde ikke samle mig. Jeg skal nok skrive jer lidt mere derom. Christians fætter Nikolaj Nikolajsen er blevet let såret.

Vi lå omtrent sammen i skyttegraven. Nu en hilsen til jer alle sammen fra jeres søn

Kresten

Bekendtgørelser, Nyheder

16. januar 1915. Opråb til tyske husmødre i anledning af Rigs-Uld-Ugen!

16. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Det er Rigs-Uld-Uge (Annonce i Hejmdal)

Nyheder, Sønderjyder

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

16. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Nyt fra Hejmdal.

Hilsen fra Felten.

Jens Iversen, Tørning Mark; Hans Mortensen, Andreas Ravn og Karl Lund, Haderslev; Bendix Atzen, Toftlund; Peter Weber, Haderslev; Johannes Degn, Errigsted; Peter Nørgaard, Fol; Jens Fuglsig, Terp; Anton Nissen, Simmersted; Martin I. Smidt, Skodborg; Thomas Schultz, Terp.

Sørgegudstjeneste.

I Gaar afholdtes der i Bjolderup Kirke en Sørgegudstjeneste for Lorens P. Hejsel fra Bolderslev. Han faldt i russisk Polen den 12. December 1914, kun 22 Aar gammel. Under Skansearbejde blev han ramt af en dræbende Kugle i Hovedet. Hans Kammerater begravede ham i en Have derude i den fremmede Jord. Her i hans Hjemstavn, som han holdt saa meget af er en Plads bleven tom ved hans Bortgang. Han var afholdt af alle, derfor vil hans Minde stedse bevares.

I Fangenskab i Japan.

Maskinist Peter Lund, hvis Forældre bor ved den gamle Haderslev Landevej ved Aabenraa, har været med i Tsingtau. Nu er der indløbet Brev fra ham om, at han befinder sig japansk Fangenskab. Han er glad og tilfreds og har det godt.

Kejserlig Musikdirigent H. Hansen fra Flensborg, der ligeledes var med i Tsingtau, har skrevet hjem, at han nu befinder sig i japansk Fangenskab i Osaka sammen med 600 Kammarater. De ligger i en Baraklejr. De har det meget godt. Før Afrejsen fra Tsingtau fik de Tilladelse til at pakke deres private Ejendele sammen og overgive dem til en tysk Speditør, saa de kunde blive sendt hjem.

Faldne.

Underofficer Lebeck fra Kastrup, der var med i Krigen ved Østfronten, er ifølge “Dv.” faldet omkring Midten af November. Han var en Søn af forhenværende Gaardejer Jens Lebeck fra Kastup.
Kommis Jes Lorenssen, Søn af Smaabanearbejder Lorenssen i Haderslev, der stod som Reservist ved et Garde regiment, er falden, mens han stod paa Forpost paa den østlige Krigsskueplads. Han har ogsaa været med ved Kampene i vest.

Flere andre Familier i Haderslev er ifølge “S.Gr.” bekymrede for deres Sønner i Felten, idet Postsager paategnede “savnet” eller “falden”, er kommen tilbage fra dem.
Gymnasialrektor Reuter fra Lybæk som stammede fra en nordslesvigsk Slægt, er falden i Frankrig. Reuter var ifølge “Schl.Gr.” Kaptajn i Landeværnet.
Overløjtnant Erich Trüstedt, der før har staaet ved Bataillonen i Haderslev, er falden den 12. Januar ved Soissons.

Mathias Jørgensens eneste Søn, er falden i Frankrig. Han blev ramt ved et Skud i Hovedet og er siden død paa Lasarettet, 30 Aar gammel.

Saaret af et Lungeskud.

I Torsdags modtog “Dbp.” den sørgelige Meddelelse, at Jens Christensen fra Stenderup var bleven saaret af et Skud i højre Lunge. Han ligger paa Lasaret Nr. 44 i Royon. Saaret er ikke ubetinget livsfarligt, saa det maa haabes, at han kan komme sig.

Fra Provinsen.

En krigsvielse. Styrmand Emil Kier fra Dalsgaard ægtevies sidste Tirsdag i Rinkenæs Kirke. Styrmand Kier, som under Krigen gør Tjeneste i Flaaden, havde faaet en meget kort Orlov i den Anledning. Ankommen fra Kiel til Flensborg om Aftenen med sidste Tog maatte han om Natten til Fods tilbagelægge den 18 Kilometer lange Vej til Rinkenæs, for at kunne holde Bryllup næste Dag. Den følgende Morgen maatte han atter før Dag forlade sin unge Hustru og Hjemmet, for at komme til Kiel igen i rette Tid. (Fl.Av.)

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Nedenstaaende er Udtog af et Par Breve fra en ung Købmand til hans Forældre i Haderslev:

Tak for eders Brev og Pakken med Uldtrøjen, Lommeklæderne, Sjalet og Cigarerne. Den havde været 8 Uger undervejs, men Sagerne var jo ufordærvede, hvad maaske knap kan siges om Eders Julepakker, hvis de skal være lige saa længe undervejs.

Nu skal I høre, hvordan jeg har haft det henimod Jul og i Juletiden. D vort Regiment havde lidt svære Tab, blev jeg med alle, der paa nogen Maade kunde undværes ved Bagagen, sendt som Udfyldningsmandskab til Fronten, og nu skal jeg fortælle Jer hvordan min Fødselsdag 1914 begyndte.

Vi havde været tre Dage i Ro, og Aftenen før min Fødselsdag rykkede vi igen ud i Skyttegravene. Kl. 11 marcherede vi bort, og mellem 12 og 1 kom vi i Nærheden af vore Skyttegrave i et Mørke, en Storm og Regn, saa vi næsten var gennemblødte. Men det værst var, at vi skulde besætte en Stilling, hvor vi ikke havde været før. Den laa i Udkanten af en Skov, der grænsede ind til en Slotspark. I Slotsparken blev der gjort Holdt. Det var et saadan Mørke, at vi ikke kunde se vor Formand, naar han var to Skridt borte. At finde Skyttegravene var derfor ikke nogen let Sag. Det gik frem og tilbage i Skoven, og vi maatte holde fast paa hinanden for at blive sammen, og dog var det næsten umuligt. Skoven var sønderskudt fra Stammen. Det gik gennem tykt og tyndt, saa styrtede vi over en væltet træstamme, saa, saa ned i et Hul, som Granaterne havde rodet op. Det var helt umuligt at holde Kompagniet sammen. Jeg tilligemed en Underofficer og tre Mand kom ogsaa bort fra vore Kammerater. Se kunde vi ikke, og for Stormens Susen kunde vi heller ikke høre, hvilken Vej Kompagniet var gaaet. Raabe turde vi ikke, da Fjendens Skyttegrave kun laa nogle Hundrede Meter borte. Vi søgte frem og tilbage i et par Timer. Skyttegravene fandt vi ikke, hvorimod vi fandt tilbage til Slotsparken. Slottet fandt vi da ogsaa, og tilbragte Natten i en Kælder, for at være dækkede mod Granaterne, som Franskmændene af og til sendte.

I Slottet laa nogle af vore Tropper indkvartede, og da det begyndte at dages, gik en Officer med og viste os Vej. Men nu var det blevet lyst, og det var en vanskelig Sag at naa hen til Skyttegravene. Stormen var ophørt, og Fjenden kunde høre os gaa i Skoven. Hvert Øjeblik sendte han en Salve over os, saa vi maatte kaste os plat ned paa Jorden og vente, til det igen blev roligt. Paa den Maade naaede vi omsider Skyttegraven, hvor vi aandede op, og hvor jeg fejrede Fødselsdag.

Ja, man kan fejre Fødselsdag i en Skyttegrav maaske bedre end i den dybeste Fred, naar Hjertet er opfyldt af Tak til Gud, fordi han har bevaret os i en overstaden Fare.
Kort efter den her beskrevne Nat kom jeg igen tilbage til Bagagen og blev sendt hen til en lille By for at hjælpe til at fortære Julepakkerne. Det var tre dejlige Dage. Det frydede mig i min Fritid at gaa omkring og se paa Livet i Byen – den ene Dag var en Søndag – se civile Folk spadsere omkring i deres Søndagsstads, hvad man jo i Maaneder ikke havde set. Alt her saa saa fredeligt ud. Det eneste triste, man saa, var de mange sørgeklædte Kvinder. Man vidste jo, hvad det betød.

Jeg fik anvist et udmærket Kvarter hos en Borger i Byen, hvor jeg blev meget venligt modtaget og fik et pænt Værelse, og det bedste – en god Seng. Det var første Gang i henimod 5 Maaneder, at jeg kunde komme af Tøjet, og jeg var helt betænkelig ved at skulle i den skinnede hvide Seng. Me da jeg først var vel i Fjerene, sov jeg til den lyse Morgen.

Manden fordrev Tiden med at lære Tysk. Han havde to tyske Lærebøger og en fransk-tysk ordbog. Om Aftenen underholdt vi os med hinanden, saa godt det lod sig gøre, men det Tysk, han havde lært sig til, og med nogle franske Brokker, jeg havde lært, for Resten med Tegn og underlige Fagter. Kneb det, maatte ordbogen frem og en Bunke gamle tyske Aviser, han havde faaet af Soldaterne, hvori han saa viste mig, hvor han havde læst den eller den Begivenhed, og det gik udmærket. I 80 Dage havde Kanonerne tordnet omkring Byen, men den var mærkelig nok blevet skaanet. Deres Søn var med i Felten. De havde ikke hørt fra ham i næsten fire Maaneder, og Konen græd meget.

Det er ikke saadan her, som hjemme, at Lejerne bor enten i Stuen, paa første eller anden Sal, nej Lejligheden gaar fra Jorden til taget, saa hver Lejer har sin egen Indgang. Familien, hvor jeg boede, havde Værelser i Stuen, paa første og anden Sal. Køkken og Spisestue er i et, Kakkelovne findes heller ikke, men Kaminer. Tre Dage er snart gaaede, især naar det er gode Dage og snar maatte jeg sige farvel til min elskværdige Vært og Værtinde, til mit pæne Værelse og min gode Seng, og styre mine Fjed tilbage til Bagagen.

Saa kom Julen. Vel var det en Jul i Krig og Fjendeland, men det var dog en velsignet Jul, saa I Kære derhjemme kunde have sparet Jer enhver Sorg og Bekymring for os. Vi ligger med Bagagen i en lille By. Juleaftensdag var der Gudstjeneste Kl. 4, Kirken var smukt pyntet med Grønt. Der var to Juletræer, og saa mange Lys har jeg aldrig set i en Kirke som her. Gudstjenesten var meget festlig og smuk. der er ingen, der vil glemme den. Om Aftenen samledes vi i Stuen, Juletræet bliv tændt og Julesamler blev sunget. Saa besluttede vi at gaa hen til vor Løjtnant og synge ham en Salme. Vi var henved 30 mand, vi stillede os op udenfor hans Vinduer og sang “Glade Jul” (“Stille Nacht”). Da Sangen var endt, kom Løjtnanten ud til os, takkede os hjerteligt og trakterede os med Øl og Cigarer. Siden kom han over i Stuen til os, sang sammen med os og holdt en Tale til os, som blev efterfulgt af flere. Som naturligt var paa denne helligaften, slog de Ord bedst an, der gjaldt vore Kære i Hjemmet, og mange varme Ønsker blev udtalt om snart at maatte samles med dem igen. Ja Gud give det!
Iver

Aviser, Nyheder

16. januar 1915. Skærpelse af pastvang ved udlandsrejser

16. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Passene fra Sønderjylland og til Udlandet
„Dannevirke” gør opmærksom paa, at de Pas, som er eller skal udstedes for Personer, som vil rejse fra Sønderjylland til Udlandet, fra 15. Januar maa være forsynede med Ejermandens egenhændige Underskrift, og Politimyndigheden skal attestere, at Passets Ejer virkelig med egen Haand har skrevet sit Navn paa Passet.

Hvem der allerede har et Udenlandspas, maa derfor inden 15. Januar have denne Formalitet i Orden, da et Udenlandspas for Fremtiden ikke mere er gyldigt, naar det ikke er forsynet med Ejerens egenhændige Underskrift, hvis Rigtighed er attesteret af den stedlige Politimyndighed.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder

16. januar 1915. Kostråd i en barsk tid: “Vi må undgå ødselhed!”

16. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Gode Raad i Krigstider ved Dr. Bumm, Formand for det kejserlige Sundhedskontor, Berlin; prof. Dr. Eltzbacher, Rektor af Berlins Handelsskole; Prof. Dr. Fassbender, Landdags- og Rigsdagsmand; Fru Hedwig Heyl, Berlin; dr. Rubner, Professor ved Berlins Universitet; Dr. Zuniz Professor ved Landbohøjskolen i Berlin.
(Efter “Ernährungsmerkblatt.)

I.
Fjender rundt omkrig! Det tyske Folk kæmper til Lands og til vands for sin Eksistens. Vor Hær staar i Vaaben imod den halve Verden, der kræves usigelige Ofre af vore Krigere i blodig Kamp. For at fravriste dem Sejrsprisen vil England tvinge det tyske Folk i Knæ ved at udsulte det. Det fejge Vaaben hæves mod Kvinder og Børn.
Slaget skal være virkningsløst, man skal ikke finde os modløse. Vor Forsyning med Levnedsmidler er sikret, saafremt vi i den alvorlige Stund er beredt til en fornuftig Husholdning og til prisgivelse af Luksus og Ødselhed. Der kærves ikke Afsavn, men kun en Levemaade, som svarer til Tidens Alvor og – langtfra at skade Sundheden – netop vil være en Kilde til legemlig og sædelig Kraft. Vor Hær skal i os finde Medkæmpere og Offervillige, som hjemme med deres svage kræfter arbejder med for at vinde Sejrens Laurbær.

Den Opgave, der stilles os, er en dobbelt. Vi maa vælge de Levnedsmidler, som vort eget Land levere os i rigelig Mængde, og vi maa undgaa den Ødselhed, som desværre i alt for høj Grad har fundet Indpas hos os. Begge Dele betyder en Tilbagevenden til Fædrenes simple Levemaade.

1.
Kød og Fisk.
Hvor Kødforbruget i de sidste Aar er tiltaget over Maade, bør det indkrænkes til et beskedent Maal. Pølse og Kødpaalæg til Frokost kan meget godt undværes. Ligeledes den for Tiden gennemgaaende overdrevne Nydelse af Kød til Aftenmaaltidet. Selv om man paa enkelte Dage giver fuldstændigt Afkald paa Kød, vil det ikke skade Sundheden. Kødet kan meget godt erstattes af andre Madvarer frem for alt Ost, Mælk, Tykmælk og nærende Melmad. Naar man spiser Kød, skal man omgaas sparsommeligt dermed. Affald og Rester, som hyppigt kastes bort som værdiløse, kan der laves god Suppe og Sauce og andre retter af.
2.
Fedt.
Nydelsen af Fedt, Flæsk, Kunstsmør og andet Fedt, især ogsaa af Smør og Fløde, overdrives stærkt i enkelte landsdele, hvor man ikke spiser Brød, uden at smøre Smør eller Fedt paa. En altfor rigelig Nydelse af Fedt er sundhedsfarligt, da den volder Fordøjelsesbesværligheder, og desuden er Fedt et uforholdsmæssig dyrt Næringsmiddel. Forbruget af Fedtet i Køkkenet kan indskrænkes. Som Paalæg til Brødet kan Fedt erstattes af andre Stoffer, især Frugt, Frugtmos, Marmelade. Fedtresterne skal man ikke lade ødelægges, man kan atter anvende dem ved at stege og koge dem af.
3.
Mælk og Ost.
Mælk bør anvendes i udstrakt Grad. Ogsaa sur Mælk og Kærnemælk er fortrinlige Næringsmidler. Al Slags Mælk lader sig ligeledes udmærket anvendes til Supper og melretter. Hertil egner sig ogsaa skummet Mælk, hvis Anvendelse paa Grund af den billige Pris kan anbefales. De mange Slags Oste, der fremstilles af Mælk, især ogsaa Skørost, er letfordøjelige og nærende. Mælk og Ost danner en fortrinlig Erstatning for Kød og Æg.
4.
Brød- og Melretter.
Som Brød til daglig Brug bør man foretrække de hovedsageligt af Rugmel fremstillede Slags. Den Sæd og Skik, der raader i mange Landsdele, at faa Grød og melretter, Melsupper og andre Supper med Tilsætning til Davre og Nadvere, fortjener at efterlignes. Man kan ogsaa tilberede mange Melretter paa sydtysk Maade. Gammelt Brød er lige saa nærende som frisk Brød. Udelukkende at bruge friskbagt Brød leder til Ødselhed med Brød. Brødrester kan benyttes paa mangfoldig Vis i Køkkenet. Man skal opbevare dem tørt, saa de ikke sætter Skimmel og bliver uspiselige.

Nyheder, Sønderjyder

15. januar 1915. Feltpost fra Hejmdal: Skyttegravsudsigt: Runkelroer, men ingen franskmænd.

15. januar 2015 Rene Rasmussen 3 kommentarer

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Fronten i Frankrig. I Skyttegraven ved L., 3. Jan. 1915.

Kære Venner!
Rigtig mange Tak for alt – Brev, Blade, Papir og Kort -. Vi har nu begyndt paa et nyt Aar og alle spørger vi uvilkaarlig, hvad vil dette bringe, enhver af os haaber det bedste, og gid vi ikke maatte blive altfor skuffede. Endnu et Stykke ind i Fremtiden vil man kunne sige, at “Trange Tider langsomt skrider” Ja, hvor kan et Døgn blive langt herude i Skyttegraven, hvor baade Dag og Nat hugges til Pindebrænde ved idelige Vagtposter, saadan som sidste Gang vi var her, da maatte vi hver 2 Timer paa Post. Det er saa kedeligt og trist, at staa i 2 Timer og kigge gennem et Skydehul, uden at kunne se andet end Toppene af Runkelroer, en Række Pigtraadsforhindring og lidt længere borte nogle Frugttræer. Franskmændene har jeg i de 3 Uger, jeg har været her, ikke set noget til. Naar det er tørt, gaar det jo endda, men naar det regner, som det har gjort her de sidste otte Dage, da er det næsten ufremkommeligt i disse smalle Grave paa denne fede Lerjord; gaar man blot en halv Snes Skridt, saa er man saa tilsmurt med Ler paa Siderne og forneden, at man har vanskeligt ved at kende den stramme Soldat, der nu meget mere ligner en Type, som vi kender fra Mergelbanerne – og det værste er næsten, at Gravens Sider ikke kan staa denne Væde, de skrider ned og giver ekstra Smøreri. Det var bedre at have lidt Frost, men den franske Vinter bestaar vel mest af Regn.

Alting er dog ikke trist her, naar vi er hjemme, har vi mange hyggelige Timer; de Dage, vi er hjemme i kvarter, er som en Ferie, og den nyder vi, saa godt vi kan; jeg kan her lige fortælle lidt om vor Juleaften. Vi bor, som jeg maaske har skrevet, 7 Nordslesvigere sammen, blandt dem er Jørgen Andresen, Nybøl mark. Vi blev enige om, da vi skulde være ude hele Julen, at fejre Juleaften Aftenen forud, da vi endnu var i Kvarter. Vi bød derfor en Del gode Bekendte sammen, for med dem om muligt at faa en hyggelig Aften. Vi blev i alt 16. Først sang vi en Del af vore gode Julesalmer, saa læste en Juleevangeliet, og vi sang endnu lidt, fik Kaffe, læste et Stykke af “Den nordslesvigske Kirkesag”, sendte en Hilsen til “Hejmdal”, som I maaske har set, og sluttede henved Klokken 9 med “Dejlig er Jorden”. Det kunde maaske synes at være en mærkelig sang her i al denne Elendighed, men jeg tror nok, at de fleste havde paa Fornemmelsen, at endnu skønnere er Guds Himmel, og derfor kan vi trods alt synge, dejlig er Jorden.

Saadanne Aftener har vi haft et Par Gange siden, sidst Nytaarsaften, og dem er vi meget glade for, thi de er jo som Manna i Ørkenen; forhaabentlig faar vi Lov at fortsætte endnu i lang Tid, thi da vi bor i en Bagbygning, generer vi ikke mange med vor Sang.

I Gaar Eftermiddags var jeg ovre for ar besøge Michael Steffensen, han er jo i Kvarter i Byen L., som ligger 3,4 Kilometer nordfor Byen C., hvor vi er i Kvarter. Jeg traf det dog uheldigt, da han var i Skyttegraven og først kom ud i Aften; vi kan kun træffe hinanden den første Dag, jeg kommer ud, da maa det være sidste Dag, han er ude. Jeg har nu sendt et Kort til ham, at han kan komme over til mig paa Lørdag, da er vi atter fri; der skiftes nu med 6 Dage.

Angrebet, som I vel har læst om, var længere østpaa, vi var i Kvarter og holdt os hele Dagen parat til at rykke ud, hvis de der trængte til Forstærkning, men vi kom ikke ud.
Der er en Del, der her modtager et nordslesvigsk Blad, men i de sidste Dage har de ikke faaet det. Hvad der ligger til Grund for dette, ved jeg ikke.

Hvor er den forløbne Fest dog vidt forskelligt fra den i Fjord. I Aar har man tilbragt Julen i en Hule paa nogle faa Kvadratmeter, hvis hele Indbo bestaar af halvanden Stol, noget Halm, to Hylder, et Ildsted, en lille Blæsebælg og en fransk Økse og sidste Aar da var hele Familien samlet og havde det saa hyggeligt og godt. I Aar er en af os kaldt bort, —. Godt er det, at han har levet saadan, at vi med Glæde kan mindes ham, og det lader jo til, efter alt hvad der skrives om ham, at hans korte Liv ikke har været helt forgæves, men at ogsaa andre end os, der stod ham nærmest, har været glade for vor Jeppe. –

Skal hilse fra P. Jensen, Stenderup, og Jørg. Andresen, Nybøl. Valdemar L. er kommen ind igen, har jeg hørt.
Det regner nu ned i vor Hule, saa det begynder at blive uhyggeligt.
Med Ønsket om alt godt for Jer i det nye Aar sendes de kærligste Hilsner Eders heng.
Peter
Tak for alt i det Aar, der svandt!

[Brevskriveren må være Peter Østergaard. Et kortere brev med delvist samme indhold blev bragt den 23. december 1914, og heri henvises til et kommende brev til Hejmdal. /RR]

Jul ved Yserkanalen. V., den 27. December.

Kære Broder og Svigerinde!
Tak for Eders pakker, som jeg modtog i Dag. I kan tror, jeg fik mig en god Frokost med en god Snaps til. Det var meget, der smagte. Vi kom lige Fronten, hvor vi havde været i Skyttegraven første Juledag og i Dækningsgraven anden Juledag. Nu kan vi jo saa være i Ro Resten af det gamle Aar.
2. Januar kommer i Skyttegraven igen, og saa begynder det gamle Levned i det nye Aar. Der var vist ikke mange, der tænkte, dengang Krigen begyndte, at den skulde blive ved ind i 1915. Forhaabentlig varer den ikke Aaret ud.
Juleaften fejrede vi efter Omstændighederne meget smukt. Vi boede i en Kartoffelrum, som vi havde pyntet smukt med et lille kønt Juletræ. Om Aftenen var vi en Del Nordslesvigere sammen og sang nogle Salmer paa vort kære Modersmaal.
Den 23. December henimod Aftenen havde vi Besøg af Pastor Petersen fra Sønder Vilstrup. han ligger ikke langt fra os ved et Sanitetskompagni. Saa vidt jeg ved, er han rejst herned for en 14 Dage siden.
Vi er endnu paa samme Sted, 4-5 Klm. sydfor Dixmuiden. Vi har en temmelig god Stilling her, men det gaar ellers hverken frem eller tilbage. For Tiden er Afstanden til den fjendtlige Stilling ca. 1500 Meter. Til den ene Side er der Oversvømmelse. Hos Russerne gaar det nok raskere. De er nok snart helt slaaet, saa vi kan faa Forstærkning deroppe fra, omendskønt der snart ikke er Plads til flere her.
Broder C. skrev, at baade Du og han var paa Stationen. Det skal I dog ikke være udtagne paa Sessionen. Det skal I dog ikke saa let. Der er tropper nok her ved Fronten. Hvis I kommer ind, kommer I maaske til at gøre lidt Jordarbejde.
Jeg har det ellers godt og er ved god Sundhed. Med mange Hilsner.
Eders
Anton

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

15. januar 1915. Faldne og krigsfanger – og regler for breve til krigsfanger

15. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Faldne.

Skorstensfejersvend Frits Brandt fra Aabenraa er falden den 22. December i Flandern. Brandt havde indtil krigens Udbrud været ansat i Flensborg.
Glarmester C. Cappe, Haderslev, hvis eneste Søn var med som Frivillig paa den østlige Krigsskueplads, fik i Gaar Morges Meddelelse om, at han var falden.

I Fangenskab.

P. Østergaard, Astrup, og Marius Christensen, Bredbjerg, har skrevet hjem, at de er i fransk Fangenskab. der nævnte 2 Mænd var blandt 8, som Farver Broder Petersen fra Skærbæk skrev om, som var blevne borte, mens han var paa Lasaret.

En Søn af Garver Geisler i Aabenraa har som meddelt været meldt “savnet” fra den østlige Krigsskueplads. Nu har Forældrene modtaget et brev fra Warschau, hvori den unge Geisler meddeler, at han den 10. december var kommen i russisk Fangenskab efter at være bleven saaret ved et Skud i venstre Bryst. Han laa nu paa Lasaret og havde det godt. Dagen efter Afsendelsen af Brevet skulde han føres videre fra Warschau til Moskva.

Breve til Krigsfanger. Nogle Regler for Korrespondance med Krigsfanger.

Udvalget for tyske Krigsfanger i Hamborg har udsendt følgende Meddelelser med Hensyn til Korrespondance med Krigsfanger:
“Fra Fortresse de Blaye” har en tysk Officer, der indtager en Særstilling, udsendt en indtrængende Bøn om at sørge for, at de Paarørende højst skriver 2 Breve eller Kort om Ugen.
Denne Bøn skyldes den Erfaring at nogle Paarørende – utvivlsomt af Uforstand – daglig afsender Breve, ja ved Lejlighed endog 4 Breve, af samme Indhold, rimeligvis i den Mening, at saa faar Adressanten forhaabenlig i hvert Fald det ene. Følgen af denne taabelige Fremgangsmaade er, at Tallene, navnlig som Følge af den i Julen stærkt ophobede Korrespondance, men den bedste Vilje ikke mere er i Stand til at overkomme Arbejdet med Brevenes Gennemsyn. Som Følge heraf er der nu i Blaye udstedt en Forordning om, at der nu ikke udleveres Fangerne mere end to Breve ugentlig i den Rækkefølge, hvori de er indtruffet. Desuden maa intet Brev være over to Sider, den øvrige Del af Brevet bliver derfor skaaret fra inden Udleveringen til Fangen. For den, der nu skriver 4 ligelydende Breve eller ogsaa kun for hyppigt, er Følgen, at senere Breve først kommer til udlevering efter uendelig land Tid. Det anbefales særlig at skrive Brevkort, da disse har Fortrin fremfor Breve ved Censuren.

Vi retter derfor den indtrængende Bøn til alle Paarørende kun at skrive kort og sjældent, ikke blot til Blaye, men ogsaa til alle andre Lejre i England, Frankrig og Rusland, thi ellers vil der uden Tvivl blive indført lignende indskrænkende Bestemmelser andre Steder.

Hvad Postforbindelsen med Rusland angaar, der allerede som Følge af de russiske Stedsnavne er den vanskeligste, har vi ved Tilsendelse af Skemaer til Adresserne der skal affattes baade paa Rusisk og Tysk, forsøgt at sætte de Paarørende i Stand til ar træffe det rigtige. Tillige har vi ved den nylig skabte Indretning, at der mellem Kl. 10 og 4 opholder sig nogle Herrer paa vort Kontor, Ferdinandstr. 75 III, som er det rusiske Sprog mægtige, muliggjort det at vedlægge de tyske Breve til Fanger i Rusland en russisk Oversættelse, for paa den Maade at opnaa en hurtigere Ekspedition fra den russiske Censurs Side. Vi oversætter derfor ogsaa kun Breve, som ikke er over en Side lange og for hver af de Paarørende ikke flere end et Brev om Ugen. Ved at forsyne disse Breve med vort Røde-Kors-Stempel, haaber vi at skabe yderligere Garanti for ekspedit befordring.

Vi vil ogsaa anbefale ikke at bruge Kuverter med Silkepapir, det meddeles os fra forskellige sider f.Eks. Brest, at Breve med den Slags For uden videre tilintetgøres, at Foret i flere Tilfælde er blevet benyttet til at overbringe hemmelige Meddelelser. – Tillige anbefaler vi, at anføre Modtagerens Familienavn tydeligt paa selve Brevpapiret for at undgaa, at Brevene ved Censuren kommer i urigtige Kuverter, hvilket meget let kan forekomme, naar det ikke af selve Brevet fremgaar, hvem Modtageren er.

Da det i den senere Tid har vist sig, at Civilfangerene i Rusland maa betale Told paa Pakker, der sendes til dem, kan vi ikke anbefale at sende Pakker eller Vareprøver til dem, eftersom den russiske Told paa Levnedsmidler, Uldtøj o.s.v. er overordenlig høj og formodentlig overstiger selve Sagernes Værdi. Opkrævelsen af Told har sin Aarsag i, at Rusland i Modsætning af Frankrig og England ikke betragter Civilpersoner, der holdes tilbage, som krigsfanger, og Toldfriheden gælder ifølge internationale Overenskomster kun for disse. I russiske Overensstemmelser med denne den russiske Regerings Opfattelse er de Civilpersoner, der holdes tilbage, heller ikke internerede, men maa opholde sig i Omraader, der er anviste dem, under Politiopsyn, men paa fri Fod, og de kan indrette sig Tilværelsen, efter som deres Midler og Forholdene i det paagældende Opholdssted tillader det. Virksom Hjælp kan der derfor kun ydes dem ved Oversendelse af Penge, der sætter dem i Stand til at købe, hvad de mangler, naar de selv ikke har de nødvendige Midler dertil.

Sluttelig ønsker vi endnu at berigtige tidligere Meddelelser. Vi kan vedrørende Lejren i Coetquidan glædeligvis meddele, at Forbudet mod at ryge, som til at begynde med bestod der, er ophævet. Der kan altsaa sendes Tobak, Cigarer og Cigaretter toldfrit derhen. Det kan dog anbefales for Tiden at holde sig til Sendinger af 10 Cigarer, 25 Cigaretter og 50 Gram Tobak.
I vor Beretning om Poitiers har vi beklageligvis skrevet, at der kun maa skrives to Gange, henholdsvis engang maanedlig. Det er en Fejltagelse; det skal hedde: 2 Gange, henholdsvis 1 Gang ugenlig.

Vi nævner sluttelig, at vi ikke er i Stand til at give Oplysninger ved Forespørgsler i Telefonen, men kun mundtlig mellem Kl. 10 og 4 eller skriftlig.

Nyheder

15. januar 1915. Udveksling af aviser i ingenmandsland

15. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Sønderjyden Jens Christensen beskriver i et feltpostbrev, offentliggjort den 15. januar 1915, en patruljetur på Vestfronten.

Når vejret er kønt her oppe paa de skovbevoksede Høje, er en Patrouillegang mod Fjenden en interessant og velkommen Afveksling, thi altid at staa og kigge over Geværranden i Løbegraven bliver i Længden lidt kedeligt og ensformigt. Hvor vi nu er, er vi ikke saa nær inde paa Fjenden, den fjendtlige Løbegrav befinder sig vel ca. 1½ Kilometer herfra og der ligger en Skov imellem. Man kan saa i Stedet for at holde Vagt i Gravene sammen med et Par Kammerater melde sig frivillig til en Patrouillegang. Vore foresatte vil gerne vide, hvilken Modstander vi har til Nabo, og vort Maal er saa at vende tilbage med en „Monsieur” død eller levende, eller hvis det ikke lader sig gøre, saa at udforske Fjendens Stilling paa saa nært Hold som muligt.

Forleden Eftermiddag var jeg med et Par Venner paa en saadan Tur. Først gik vi en Runde til de udsatte Vagtposter for at meddele dem vort Forehavende. Da vi befandt os foran Pigtraadshegnet af vor sidste Stilling, blev vi pludselig en Franskmand var, som stod inde i den tætte Skov, med Geværet i Anslag mod os. Da vi befandt os paa en aaben Plads, maatte vi et Øjeblik dukke os, indtil vi naaede Skovkanten. Manden, som rimeligvis har haft et Par andre i Baghold, var dog forsvunden, og en Forfølgelse langt ind i Skoven førte ikke til noget Resultat. Han havde dog efterladt en Avis i et Træ, det var „Le Petit Parisien”; trykt i Paris Dagen i Forvejen. Den indeholdt blandt andet mange Løgnehistorier bestemt for os; efter Hjemkomsten fik vi nemlig en „sprogkyndig” til at forklare os Indholdet. Nu vi vendte jo selvfølgelig tilbage uden en Franskmand, men glædede dog Kompagniføreren med den medbragte Avis.

Dagen efter gik vi igen paa Patrouille. Kaptajnen gav os et Eksemplar af „Hamburger Fremdenblatt” og skrev derpaa i det franske Sprog en Tak for Avisen og bad om paa samme Vis at sende flere. Vi begav os saa paa Vej igen, dog med den største Forsigtighed, listende os fra Træ til Træ, krybende gennem Buskadset, af og til liggende bag en Træstamme for at lytte. Langsomt kom vi den fjendtlige Stilling nærmere, vi kunde tydeligt høre Soldaternes højrøstede Samtaler og se Pigtraadshegnet foran Gravene. Det var ikke fri for, at vi følte os lidt hede i Hovedet, det var dog spændende, og vi kunde ikke lade være med at krybe saa langt fremad, som det var muligt uden at blive set.

Da vi kom Graven paa ca. 200 Meter nær, blev to af os staaende paa Vagt, mens to andre endnu krøb et Stykke længere frem, hvor Skoven begyndte at blive mere aaben og hvorfra derfor den fjendtlige Stilling bedre kunde overses. Der lagde de sig ned og optegnede en lille Skitse over Terrænet.

Endnu blev vi der en lille kort Tid og lyttede; saa ogsaa to Franskmænd staaende bag Skyttegraven i Færd med at save Træ; det gik dog ikke an at skyde, da vi ikke turde risikere at røbe vor Nærværelse. Paa et iøjnefaldende Sted lod vi saa den medbragte Avis tilbage og langsomt begav vi os derefter paa Hjemvejen, den samme Vej, som vi var kommen.

Med Hilsen.
JENS CHRISTENSEN.
(Kort efter Afsendelsen af dette Brev blev Brevskriveren haardt saaret i Skulderen.)

1914-09-22 Fransk skyttegrav — Fransk skyttegrav

Nyheder

14. januar 1915. “Jeg begriber ikke, at vi slap fra det.” Kresten Andresen i slaget ved Soissons

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I januar 1915 deltog han i slaget ved Soissons. Han beskrev sine oplevelser i et brev til sine forældre et par dage efter slaget.

Cuy den 18, januar 1915

Den 13. havde vi det nogenlunde roligt. Men den 14. gik stormen videre, og den kom, uden at vi anede det. Pludselig hørte vi stormråb lige til højre for os og forfærdelig geværild. Vi skulde flankere angrebet; sværmede ud i en lang kæde og gik springvis over mod en skov, som var besat af franskmændene, der allerede havde forladt stillingen. Vi blev modtaget af en morderisk ild, men gik støt fremad i korte spring, og jeg så slet ingen falde. Ved skovbrynet holdt min afdeling sig længe. De gik på med bajonetten derinde.

Allerede kom der nogle trækkende tilbage med en snes fanger. Kort efter måtte vi med ind i skoven, og dér tog vi ca. 50 fanger. Det gjorde mig så ondt at skulle afvæbne dem; til sidst havde jeg hele min lomme fuld af alle slags knive. Men der var intet at gøre. Jeg havde håbet at kunne blive til bevogtning af fangerne. Men kort efter blev vi kommanderet frem igen. Derved kom jeg bort fra mit kompagni og sluttede mig til jægerne. De stod længe i en hulvej og trykkede sig, fordi der var et maskingevær, som knitrede foran os, og de syntes, det var dem uværdigt at skulle storme det. Men omsider gik vi løs ned mod et slot i bunden af dalen; dér stod maskingeværet i et tårn, og vi måtte søge dækning ind under murene. Andre fandt straks vej til vinkælderen. Jeg traf dér et par kammerater, og vi sluttede os sammen.

Franskmanden trak sig nu over på den anden side en eng og tog stilling bag en høj banedæmning. Vi måtte frem gennem slotshaven over engen. Til højre lå Soissons ganske nær ved os. I et af de yderste huse stod et maskingevær, der bestrøg hele vejen. I kan tro, vi fik fart på, og jeg begriber ikke, at vi slap fra det, for kuglerne hvislede ind i gruset rundt om os, så man næsten trådte på dem; men heldigvis kom vi over til dæmningen, andre stormede over.

Vi blev tre mand liggende, fordi vi ikke kunde holde ud at løbe mere; men det blev også temmelig hedt, da vi kunde ses fra Soissons og blev stærkt beskudt, så snart vi rørte os. Imidlertid kom 36. bagfra, og dem sluttede vi os til. Vi sværmede ud tværs over engen og begyndte at grave os ned ca. 3-400 meter fra byen.

Om aftenen gik vi tilbage, og undervejs sloges der et dygtigt slag i slottets vinkælder. I skoven fandt vi en såret løjtnant; ham bar vi op over skrænten. Endelig nåede jeg hjem; men næppe havde jeg gjort anstalter til at få noget at spise, før vi blev alarmeret igen. Stillingen skulde holdes nede på engen, og vi måtte ned igen for at forsvare stillingen og grave os rigtig ned. Det var vi færdige med hen ad kl. 2. Så svøbte jeg mig ind i min kappe og vilde netop til at slumre ind, da vi påny blev alarmeret; vi skulde afløse 12. regiment. Nu gik vi vild i de mange skyttegrave og irrede omkring kl. halv syv, hvorpå jeg straks blev kommanderet på lyttepatrulje.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder

14. januar 1915. Rationering og Rigs-Uld-Uge

14. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Anordning vedrørende Forbudet mod for tidlig Slagtning af Svin.

Paa Grundlag af § 1 i Bekendtgørelsen af 19. December 1914 vedrørende Slagtning af Svin og Kalve, udstedt af Rigskanslerens Stedfortræder (Rigs-Lovblad, S. 536) anordnes følgende:
§1.
Slagtning at synligt drægtige Søer er forbudt.
§2.
Forbudet gælder ikke for Slagtninger, fortaget fordi det ellers kunde befrygtes, at Dyret vilde dø af Sygdom, eller naar Dyret straks maa dræbes som Følge af et Ulykkestilfælde. Saadanne Tilfælde skal dog meldes til den stedlige Politimyndighed, inden tre Dage efter at Slagtningen har fundet Sted.
Forbudet gælder heller ikke for Slagtedyr, der er indførte fra Udlandet.
§3.
Overtrædelse af Forbudet medfører ifølge §2 i den Indledningen nævnte Bekendtgørelse en Pengebøde paa indtil 150 Mark eller Arrest.
§4.
Denne Anordning træder i Kraft samtidig med dens Offentliggørelse i “Deutcher Reich- und preussischer Staatsanzeiger”.
Anordningen af 6. Oktober 1914 vedrørende Forbud mod for tidlig Slagtning af Søer ophæves.
Berlin, den 23. December 1914.
Ministeren for Landbrug, Domæner og Skove.
Som Stedfortræder:
Küster.

Bekendtgørelse vedrørende Højesteprisen for Klid. (Af 19. December 1914.)

Forbundsraadet har paa Grundlag af §5 i Loven vedrørende Højestepriser fra 4. August 1914 (Rigs Lovblad Side 339) indenfor Rammen af Kundgørelsen af 17. December 1914 (Rigs-Lovblad Side 516) udtsdet følgende Forordning:
§1.
prisen for 200 Pund Rug- eller Hvedeklid maa ved Salg gennem Producenten ikke overstige 13 Mark.
Lige med Producenten staar enhver, der sælger Klid, selv om Vedkommende ikke før den 1. August 1914 erhvervsmæssigt har drevet Køb og Salg af Klid.
§2.
Prisen for 200 Pund indenlandsk Rug- eller Hvedeklid maa ved Videre salg ikke overstige 15 Mark.
§3.
Ved Salg Klid (§§1 og 2), 2000 Pund eller mindre maa Prisen ikke overstige 15 Mark 50 Pg. pr. 200 Pd.
Som Klid betragtes efter denne Forordning det samlede Affald fra Malingen ag Rug eller Hvede, der ikke sælges som Mel, egnet til at bage af; Fodermel, Rolmel, Hvede og Havreklid er medindbefattet.
§5.
Højestepriserne gælder for Levering uden Sæk. For Overladelse af Sække til Laans kan der beregnes en Laaneafgift paa indtil 10 Pg. for 200 Pund. Sælges Sækkene med, maa Prisen ikke overstige 1 Mark 20 Pg. for hver Sæk. Rigskansleren kan andre Laaneafgiften og Prisen for Sække. ved Tilbagekøb af Sækkene maa Forskellen mellem Salgs- og Tilbagekøbsprisen ikke overstige Satsen for Afgiften for Laanet af Sækkene.
Højestepriserne gælder for konstant Betaling ved Modtagelsen; bliver Købeprisen skreven paa Regningen over Rigsbankdiskonto i Aarsrente.
Højestepriserne er inklussive Forladnings-, Transport-, Fragt-, Kommissions- og Mægler-Omkostninger og andre lignende Afgifter samt alle Slags Udgifter og Købmandsfortjenster.
§6.
Denne Forordning træder i Kraft den 24. December 1914. Forbundsraadet bestemmer Tidspunktet, da den skal træde ud af Kraft.
Berlin, den 19. December 1914.
Den stedfortrædende Rigskansler,
Delbrüd.

Fra Provinsen.

Hvedebrødet. I Artiklen i Gaarsnummeret er der indløbet en Trykfejl ved Omtalen af Hvedebrødet. Der skal staa:
“Det til Hvedebrød anvendte Mel skal indeholde 30 Vægtdele Rugmel af 100 Dele af den samlede Vægt. Det Hvedeindhold (De resterende 70 Dele) kan erstattes med indtil 20 Vægtdele Kartoffelmelsstivelse eller andre melholdige Stoffer ….”
– Hvedebrødet maa altsaa i Fremtiden bestaa af 30 Dele Rugmel og 70 Dele Hvedemel, eller: 30 Dele Rugmel, 50 Dele Hvedemel og 20 Dele andre melholdige Stoffer.

Salget af Uldtæpper o.s.v. forbudt.
Den stedfortrædende Generalkommando bekendtgør under 12. Januar følgende:
“Alle de paagældende Fabrikanter og Købmænd forbydes det herved indtil videre at sælge de Oplag, fremmede og egne, som de har liggende hos sig, som de Oplag, de har liggende hos Speditører og Pakhuse af uldne, tildelsuldne, halvuldne og Bommuldstæpper samt Filttæpper, for saa vidt de ikke, hvad der saa Fald bør kunne paavises, er bestemte til Udførelse af en umiddelbar Ordre fra Hæren eller Flaaden.
Fabrikanter og Handelsmænd maa inden 3 Dage efter Fremkomsten af denne Kundtgørelse sende den stedfortrædende Generalkommando en Opstilling over deres Oplag, for saa vidt det i hvert enkelt Tilfælde drejer sig om mindst 50 Tæpper, for at Hærforvaltningen, hvis det gøres nødvendigt, kan købe Oplagene mod passende Betaling. Oplagene bliver foreløbig liggende i Lagerrummene og staar udelukkende til Krigsministeriets Disposion. Sikringen af desse Tæpper sker for vore Tropper i Felten.”

Rigs-Uld-Ugen. I Anledning af Rigs-Uld-Ugen skrives der til os fra Aabenraa:
Det maa antages, at der i en overskuelig Fremtid vil indtræde følelig mangel paa Materialer til Fremskaffelse af de i Skyttegravene saa haardt tiltrængte Uldtæpper og den lige saa nødvendige varme Underbeklædning for Tropperne, ogsaa hvor Forsyningen sker ad frivillig Vej. Derfor er det nødvendigt, at de i Hjemmene beroende overflødige Forraad af varmt Tøj – Uld-, Bomuld- og Klædesager, saavel Herre- som Dametøj og Undertøj – i størst mulig Omfang stilles til Disposition til Forarbejdelse, navnlig til Uldtæpper, men ogsaa ellers til saadanne Genstande, som kan tjene til Troppernes Beklædning, paa anden Maade (Veste, Benklæder, Underbenklæder og desl.)
Ifølge Meddelelsen fra det kejserlige Sundhedskontor er det muligt at desinficere velholdte Klædningsstoffer forud for den yderligere Bearbejdelse paa en Maade, saa de ikke danner nogen Fare for de, der forarbejder dem og senere benytter dem. De forhaandenværende Desinfektionsanstalter vil vederlagsfrit blive stillet til Raadighed hertil.
Efter al Sandsynlighed er der store Forraad af varmt Tøj endnu omkring i Hjemmene. Udleveringen deraf vil vel, naar der bedes derom, ikke blive nægtet. Alligevel bør Fremgangsmaaden være saaledes, at der beredes Ejeren mindst mulig Besvær. Man agter derfor ogsaa at lade Sagerne afhentes i Husene.

Nyheder, Sønderjyder

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. april 2021 12:05

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” har modtaget følgende Hilsen fra Frankrig:
Frankrig den 6. Jan. 1915.
Vi undertegnede Nordslesvigere, som staar ved et Husar-Regiment, sender hermed en venlig Hilsen til vore Venner og Bekendte tilligemed Ønske om et godt og velsignet Nytaar!
Underofficer Jørgen Sørensen, Hostrup (Aabenraa); Underofficer Michael Michaelsen, Skodborg; Reservist Frederik Mortensen, Arnum Mejeri; Peter Kjer, Grønnebæk, Johannes Schultz, Skudstrup; Christen Lund, Skudstrup; Peter Lauritzen, Skodborg; Peter Dall, Langetved; Johan Silberbauer, Skudstrup; Philip Petersen, Maugstrup; Peter Berg, Aastrup; Julius Schumacher, Vojens; Vilhelm Petersen, Vojens; Niels Bruhn, Arnum; Andreas Jensen, Ulkebøl; Peter Madsen, Tumbøl; Jørgen Dall, Aastrup; Christian Lauridsen, Skovby; Nis Maag, Barsmark; Jørgen Hansen, Haderslev; Carl Hansen, Haderslev; Marius Petersen, Toftlund; Jens Raben, Hoptrup; Oluf Ravn, Ørby; Martin Faaborg, Hostrup.

En af de Faldne.

For kort Tid siden blev der fra Civilstandskontoret i Ulkebøl sendt Gaardejer Jens Brock, Klinting, den sørgelige Meddelelse, at Sønnen Jens var falden i Rusland den 25. Oktober 1915.

Dette er, skrives til “Dbp.”, saa alligevel en Bekræftelse af, hvad hans Kammerater den Gang skrev, men da der samtidig kom Postsager tilbage med Paategning “Lasaret” saa nærede hans Paarørende alligevel Haab om, at han kun var saaret. Men nu er den haarde Vished der. Hans Forældre mister i ham en god, kærlig og dygtig Søn, som meget i deres Hjem vidner om, og som stedse vil være et Minde for dem om de alsidige Geni, han var begavet med. Han arbejdede i sin Fritid ved Høvlebænk, Drejelad og Feltsmedje, og mange smukke og nyttige Ting foreligger fra hans Haand.

Spaamanden ved …. Kampagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.)

IV
Dreslincourt, 7. December.
Kære E.!
(Brevskriferen takker først for Breve og Pakker, som strømmer meget talrigt ind. Men han ved Raad:) Der er jo dem, det er sløjt for. Dem giver jeg sommetider et Stykke Ost, naar de er kommet i Forlegenhed, fordi Marketenderen ikke har været i lang Tid. Naar Vognen saa kommer, stormes den, og de faar langtfra alle indkøbt, før der er udsolgt ….

Vi hører jo stadig om Manden ved …. Kompagni. Forleden fortalte man, at han var blevet stukket ind, men det er ikke sandt. Han har fortalt til vor Regimentskommandør (Oberstløjtnant), at en højere Officer af vort Regiment skulde saares, men han vilde ikke sige, hvem det var. Nu er Kaptajn Kn. blevet let saaret af en Granatstump. Men mig forekommer det mere og mere usandsynligt, hvad han siger, saalænge der ingen afgørende Kampe har fundet Sted i Øst eller Vest, og jeg tror nu næsten slet ikke mere derpaa. Det skulde da være sandt, at de nu har 400,000 Russere i en Sæk, som det siges her, de mangler blot at binde for Sækken, saa de kan tage dem alle til Fange; saa kunde det være, at det blev Slut. Vi vilde alligevel glæde os, om han fik Ret. Han har sat sin Lønning ind derimod og sagt, at de maatte tage hans Hoved, hvis det ikke kom, som han havde sagt. Saa har vi kun Krig 8 Dage til ….

Mange af de Efterretninger fra Nordslesvigere, som staar i “Hejmdal”, er her fra vor Egn, mest fra …. Kompagni, hvor …….. er Feltwebelløjtnant. I Dag har vi faaet en “Hejmdal” fra den 30. November, hvori der staar noget fra … Deling i vort Kompagni. Jeg hører til …. Deling. Se til, om Du ikke kan faa fat i en “Hejmdal” fra 30. November.

Vi tilbringer den meste Tid i en varm Stald, læser, skriver, ryger vor Pibe eller Cigar og synger et Stykke. Blot Lys, Stearinlys er det knapt med. Men naar det begynder at mørknes, skal vi ned i Skyttegraven igen. Det er lange Nætter nu, og Forposttjenesten bliver stadig længere. Men det gaar jo alt godt, naar Franskmændene ikke griber an, og vi heller ikke griber an. Vi haaber, vi maa blive liggende her til Fredsslutningen, da krigen efter vor Mening ikke kan ikke kan vare saa længe, som den har været.

I de gode Dage, vi har her, mærker man jo mere til sin Jordbundethed. men naar man sidder og synger og er glad og der saa kommer et Kanonskud eller en fjendtlig Granat, saa tænker man alligevel, at det snart kan være forbi med en.

Jeg lever – og ved hvor længe fuld Trøst:
Jeg lever, til Herren mig kalder,
Jeg lever og venter den kaldende Røst,
Jeg lever som Gæsten paa fremmed Kyst,

Til Faderen Barnet hjemkalder.

Her er det jo næsten Regn hver Dag og Nat. Vinteren bliver vist ikke saa streng her. De fortæller, at Manden fra …. Kompagni ikke har sagt den 15. December, men Midten af denne Maaned. Han tror fast og bestemt derpaa….

Deslincourt, 12. December.

Kære E.!
Allerførst min hjerteligste Tak for Brevet, som jeg har modtaget i Dag. Jeg ser deraf at I alle er ved god Sundhed, og kan meddele det samme om mig, hvad der jo er det bedste her paa Jorden, og jeg beder Gud om, at jeg maa komme frisk og sund hjem til Dig igen, at vi kan leve lykkeligt sammen endnu i mange Aar.

Ja Manden fra …. Kompagni bliver endnu ved sit, at det skal være forbi mellem den 10. og 20. Han siger, at hvis det ikke passer denne Gang, er det første Gang, at det ikke har slaaet til i 30 Aar. Og fra Rusland og fra Højre Fløj i Flandern skriver de ligeledes, at de tror, der er Fred til Jul. Jeg maa beklage denne Mand, hvis det ikke træffer, som han har sagt, da det nu er ude blandt Regimentet. Han vilde derimod kunde faa mange Penge, hvis det kom til at passe, og han tror fuldt og fast derpaa. Lægen har ogsaa haft ham i Tale og erklæret ham for en alvorlig Mand og at han var ved normal Forstand. Manden sagde til Lægen, at han godt kunde forstaa, at vi ikke troede saadant noget og ikke kunde se saadant noget, men han var helt plaget af sådanne Tanker. Han sagde ogsaa, at til næste Aar skulde han miste sin Datter. Der er jo ingen Udsigter til Fred endnu, men Gud kan jo gøre en hurtig Ende paa Krigen.

Det regner snart hver Nat, vi staar paa Post, og det regner gennem vort Tag, idet Vandet synker igennem Jorden. Jeg sover som en Sten, naar jeg først er falden i Søvn. Somme Tider er det dog ikke let at falde i Søvn, naar Kammeraterne snorker; men jeg snorker ogsaa ….
Ellers er der ikke noget at melde herfra. Alt er ved det gamle. Hils dem alle hjemme og en hjertelig Hilsen til Dig fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, 16. December.

Kære E.!
— I Dag fik jeg et dansk Nyt Testamente fra Chr. J., Købmand i G., da man bedre forstaar det end det tyske, og hos os kommer det jo ikke an paa Politik.

Tiden bliver jo lang nu, naar man venter paa, at Freden skal komme den 20. Efter den 20. skal der intet Skud falde mere, har Manden fra …. Kompagni sagt, og det er dem, som har giver ham deres Lønning, 5,30 mark, forud; men hvis den ikke indtræffer den 20., saa skal han give alle dem, der har givet ham deres Lønning, det dobbelte. Han har skrevet hjem, at de ikke skulde sende ham Julepakker.

Det glæder mig at høre, at Du og I alle er ved Sundheden. Det samme er Tilfældet med mig. Det er jo lige saa haardt for Eder derhjemme, som gaar og tænker paa os. Her, hvor vi er saa mange, er det jo altid Liv endda. Vor Gefrejter er en rigtig en til at holde et Selskab vedlige. Han er ved at spise Brød med Smør og Pølse, men det første Stykke, som han havde smurt et godt Lag Smør og Pølse paa, var der en anden, som tog ham ud af Haanden og spiste. Det var ikke af Sult, for nu faar vi nok at spise.

To Landeværnsmænd ved …. Kompagni forulykkedes forleden Nat i deres Hule, idet Jorden, som laa paa Taget, er blevet for tung af Regnen og brudt sammen og faldet ned paa dem. De er begge døde. Den ene var der endnu Liv i, da de gravede ham ud. De var begge Familiefædre. Vi har Mænd iblandt os paa 38 Aar med 8 Børn.

Naar man endda snart kunde komme hjem til Eder igen frisk og sund! Nu en hjertelig Hilsen til Dig og den alle sammen fra
Din tro
Hans.

Aviser, Nyheder

14. januar 1915. Grænsebevogtning og ekspropriation af havre

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen
Hvor gennemført den tyske Bevogtning af Grænsen er
faar man et talende Indtryk af, naar man passerer den her nordfra. Det er nemlig ikke nok med, at man har sit Pas i den nøjagtigste Orden – uden det nytter det overhovedet ikke at ville passere – men man maa til den kontrolhavende opgive, hvorfra man kommer og hvorhen man vil, hvilket bliver indfart i en dertil rubriceret Protokol, hvor man, naar de forskellige Spørgsmaal er besvarede tilfredsstillende, sluttelig skriver sit Navn i den dertil indrettede Rubrik. Ved Visitationen, der ofte kan være meget let og indskrænke sig til Spørgsmaal, men ogsaa til Tider kan være ret indgaaende, lægges der navnlig Vægt paa, at Vedkommende ikke medfører Breve.

Naar man igen passerer Grænsen paa Vejen til Kongeriget, maa man atter til Protokollen opgive, hvor man har været osv, og man maa atter indføre sit Navn, selv om det er det samme Toldsted, hvor man kom over.

Der eksproprieres Havre!
Det er ikke til at undres over, om det nu, da der under Krigen er brugt saa uhyre Masser af Havre, begynder at knibe med dens Tilvejebringelse. For at komme lettest og hurtigst over Vanskelighederne ved dens Tilstedekomst, foretages der kort og godt Ekspropriation, idet hver enkelt Kommune faar Ordre til at levere et nærmere betegnet Kvantum. Da der er mange Steder, hvor Kornet ikke er aftærsket, beordres der, hvor der er Mangel paa den fornødne Arbejdskraft, Mandskab hertil for at være behjælpelig med Tærskningen.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder

13. januar 1915. Regler for bagning i Tyskland

13. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Forskrifterne for Tilberedelsen af Bagværk.

Der skrives til os:
Efter de Forskrifter for tilberedelse af Bagværk, som Forbundsraadet hr udstedt den 5. i denne Maaned, og som skal træde i Kraft den 15., maa der i Fremtiden kun fremstilles tre Slags Bagværk, nemlig Rugbrød, Hvedebrød og Kager.

Til Rugbrød maa der i Preussen overhovedet ikke anvendes Hvedemel og Rugsigtemel, derimod skal der til alt Rugbrød foruden Rugmel ogsaa anvendes Kartoffelmel. Bygmel og Havremel, Rismel eller Bygskært – mindst efter det i § 5 i Bekendtgørelsen af 5. Januar nøje bestemte Forhold. Kartoffeltilsætningen kan bestaa af Kartoffelflokke, Kartoffelvalsemel, Kartoffelstivelsemel, knuste eller revne Kartofter.

Rugbrød, der kun indeholder Kartoffel- eller de andre nævnte Tilsætninger i der forskrevne mindste Maal, kan afhændes uden yderlig Betegnelse, Rugbrød der indeholder mere Kartofter eller andre tilladte Tilsætninger maa betegnes med Bogstavet K. Anvendes der mere end 20 Vægtdele Kartoffelflokke, Kartoffelvalsemel osv., skal Brødet betegnet med Bogstaverne KK. Tilsætningerne skal i første Linje bidrage til, at der af det forhaandværende Rugmel kan fremstilles flere Brød, altsaa til at “strække” der forhaandværende Brødforråd. Selv om Brødet med den større Tilsætning ikke skulde blive billigere, er det dog hele Befolkningens nationale Pligt kun at købe KK.- eller i det mindste K.-Brød, og det er Bagernes nationale Pligt kun at bage saadant Brød. Kan de nødvendige Mængder af Kartoffelslokke, Kartoffelvalsemel eller Kartoffelstivelsesmel ikke skaffes til Veje, maa knuste eller revne Kartofter, der kan tilberedes i ethvert Bageri, anvendes.

Rugbrød kan bages i enhver ønskelig Form og Størrelse. Sammensætningen maa dog stadig være den samme. Ogsaa det mindre Rugbagværk skal derfor indeholde det foreskrevne Mindstemaal af Kartoffeltilsætning og der maa hertil ikke anvendes Hvedemel eller Rugsigtemel, der overhovedes ikke maa fremstilles i Preussen.
En Undtagelse er kun tilladt for det saakaldte “Vollkornbrot”, d.v.s. et Brød, der fremstilles af rent indtil over 93 pCt. gennemmalet Rug. Dette kan bages uden Kartoffeltilsætning, men maa heller ikke indeholde andre Tilsætninger som Hvedemel o.lign.

Det til Hvedebrødet anvendte Mel skal indeholde 30 Vægtdele Rugmel af 100 Dele af den samlede Vægt. Dets Hvedeindhold mindst paa 20 Vægtdele nær erstattes med Kartoffelstivelsemel eller andre melholdige Stoffer. Flormel og Sigtemel maa ikke anvendes til Hvedebrød. Hvedebrød maa ikke fremstilles i Stykker til en Vægt af over 100 Gram. Det saakaldte “Kastenbrot” er altsaa i Fremtiden forbudt.

Som Kager gælder ethvert Bagværk, hvortil der anvendes over 10 Vægtdele Sukker til 90 Vægdele Mel eller Melholdige Stoffer. Ved Tilberedelsen af Kager maa ikke mere end Halvdelen af de anvendte Melstoffers eller melholdige Stoffers Vægt bestaa af Hvedemel. Andre Skranker er er ikke draget for Anvendelsen af Mel til Kager. Det er altsaa tilladt at anvende Sigtemel indtil halvdelen af det samlede Melindhold og at anvende Rug- Kartoffel, Byg-, Havre-, Ris- og Majsmel i ligegyldige Mængder.

Alle disse Forskrifter gælder ikke blot Bagerierne og Konditorier, som fremstiller Varer til Salg, men for Fremstillingen af Bagværk i det hele taget, selv om det sker i den egne Bedrift (Hotelbagerier etc.), i en Landbedrift eller ogsaa i Huset (Hjemmebagning). Forskrifterne gælder i Særdelseshed ogsaa, naar den færdige Dej overgives Bageren til Bagning.

Bagerne vil derfor gøre klogt i at nægte at bage, hvis de ikke kan overbevise sig om Dejgens forskriftmæssige Sammensætning.

Bekendtgørelsen vedrørende Opfordring af Brødkorn, Mel og Brød af 5. Januar 1915 forbyder under Trussel med strenge Straffe ogsaa Opfodringen af Brød bortset fra fordærvet Brød og Brødaffald. Det i Bagerierne eller Salgsstederne tiloversblevne Brød, som ikke kunde sælges, er, selv om det er blevet gammel, hverken fordærvet eller Affald. Anvendelsen til Fodring vilde altsaa være strafbar. Men det er tilladt at anvende slig fejlfri gammel Vare til Fremstilling af nyt Bagværk. Dette er uden særlig Vanskeligheder ogsaa muligt for gammelt Rugbrøds Vedkommende og burde ske overalt.

Bekendtgørelse vedrørende Blanding af Klid med andre Emner. ( Af 19. December 1914.)
Forbundsraadet har paa Grundlag af § 3 i Loven om Forbundsraadets Bemyndigelse til økonomiske Forholdsregler o.s.v. fra 4. August 1914 (Rigs-Lovblad Side 327) udstedt Følgende Forordning:
§1.
Der er forbudt at bringe Rug- eller Hvedeklid, der er blandet med andre Emner, i Handlen. Lands-Centralmyndighederne kan tillade Undtagelser herfra.
§2.
Som Klid i denne Forordnings Forstand gælder det samlede Udbytte ved Formalingen af Rug og Hvede, som ikke kan sælges som Mel, egnet til at bage af; Fodermel, Roemel, alle Klidarter og deslige er med indbefattet.
§3.
Vedkommende Embedsmænd er bemyndigede til til enhver Tid at betræde de Rum, hvor der fremstilles eller falbydes Klid, og foretage Undersøgelser paa Stedet, endvidere bemyndigede til at se de forretningsmæssige Optegnelser og udtage Prøver.
§4.
Lands-Centralmyndighederne udsteder Bestemmelser vedrørende gennemførelsen af denne Forordning.
§5.
Hvem der med Forsæt sælger, falbyder eller bringer Rug- eller Hvedeklid i handelen, der er blandet med andre Emner, straffes med Pengebøde paa indtil et Tusinde fem Hundrede Mark.
§6.
Denne Forordning træder i Kraft den 24. December 1914; dog kan Klidblandinger, der allerede var fremstillede før den 24. december 1914, endnu sælges, falbydes og bringes i Handlen indtil den 15. Januar 1915.
Tidspunktet, naar denne Forordning skal træde ud af Kraft, bestemmer Rigskansleren.
Berlin, den 19. December 1914.
Rigskanslerens Stedfortræder
Delbrück

Nyheder

13. januar 1915. Franskmændenes artilleri overlegent

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s historie:

En svag trøst var det, at det åbenbart ikke gik franskmændene bedre. Patruljevirksomhed var der hos dem ingen tegn på, kun på få steder skød de skyttegrave frem og sikrede dem med spanske ryttere. Afstanden mellem de to skyttegrave var blevet væsentlig mindre, ind til 60 m lå modstanderne over for hinanden.

Anderledes lå det med den franske artillerivirksomhed. Den var betydelig livligere end regimentet var vant til. Især lå opmarchvejene og et fremskudt skyttegravsstykke foran Moulin, kaldet Estorff-Eck, med mellemrum under svær ild. Franskmanden skød fra flanken ind i Estorff-Eck med et 10 cm batteri, og det med en ny slags ammunition med en ligefrem fabelagtig splintringsvirkning. I det hele taget havde han, hvad angik ammunition, en utvivlsom overlegenhed. De amerikanske leveringer begyndte at gøre sig mærkbare, således havde det kompagni, der lå i Estorff-Eck, dagligt svære tab. Dagligt blev vagtposter ramt af fjendens præcisionsild og faldt bagover og forsvandt i mudderet. Over for det var vort artilleri i lange dage dømt til tavshed på grund af ammunitionsrationering. Et par miner samt geværgranater blev kastet derover. Men det var en deprimerende følelse for infanteriet, der med sit blod skulle udligne søstervåbnets underlegenhed.

Ved forøget arbejde måtte man forsøge at sikre sig nogenlunde, men det var i de første uger temmelig resultatløst. Det eneste, der i januar blev gennemført, var forstærkningen af pigtrådsspærringen. Også det havde sine vanskeligheder, for franskmanden skød uophørligt ind i natten og ikke altid blot ved siden af. Også de første lyskugler fløj allerede op dengang og tvang arbejderne til at stikke næserne ned i skidtet.

Ellers blev der ikke lavet ret meget. Til nye dækningsrum var der intet materiel og heller ikke til skydestandpladser. Så forsøgte man at rense skyttegravene, men leret klæbede til spaden som beg, og når et kompagni om natten havde arbejdet i deres ansigts sved, var der om morgenen næppe nogen ændring at se. Så kom der regn om natten, skyttegravsvæggene styrtede sammen og det hele var værre end før. Mange blev grebet af en trykkende fortvivlelse. Hvorfor overhovedet røre en finger? Det kunne jo alligevel ikke nytte noget. De foresatte måtte opbyde al deres indflydelse for at blive herre over denne stemning. Dertil kom, at afløsningen på grund af det lange frontafsnit ofte lod vente længe på sig. 20 dage blev hver bataljon ved fronten, 10 dage i hvil. Frontbataljonerne afgav dertil hver et reservekompagni, som lå sammen med regimentsstaben og bataljonsstaben i en stor hule ved Moulin.

Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy — Fransk feltartilleri (“75’ere”)

Nyheder

13. januar 1915. Hemming Skov retur til skyttegraven

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten

Et Par dejlige Dage ventede os, da vi kom helt tilbage til Byen Partokko, hvor der var rigtige Huse at hvile sig i.

Men den 13. Januar gik det atter i Skyttegraven. Det var meget vaadt for Tiden. Vi havde set vort Snit til at slæbe en Smule Brændsel med. En Planke eller lignende kunde godt flækkes ved Hjælp af Bajonetten og den lille Spade og kunde saaledes give lidt Varme. Et Bæger Kaffe kunde ogsaa varmes. Kaffebønnerne besørgede vi paa illegal Vis fra Feltkøkkenet, og de blev malet i en Lærredspose ved Hjælp af to Sten.

Nyheder, Sønderjyder

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 28. september 2017 19:21

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P. C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

12. januar 1915. Gummipølser og metalsild – rygter om smugleri af varer fra Danmark til Tyskland

12. januar 2015 DenStoreKrig 2 kommentarer

Dagens nyt fra Hejmdal.

Falske Rygter om Danmarks Udførsel, Konsejlspræsident Zahle udtaler sig.

Berlinske Blade gengiver nogle Udtalelser, som Konsejlspræsident Zahle er fremkommen med over for “Politiken” i Anledning med de Rygter, der har været i Omløb om Smuglerier og Overtrædelser af Udførselsforbud. Hr. Zahle udtalte:
Rygtet om stedfindende
Udførsel af Brød over Gedser til Tyskland er meget gammelt og dukker ideligt op igen. Det er gentagne Gange blevet politimæssigt undersøgt, og der har aldrig ligget det mindste til Grund derfor. En Gang stod nogle Personer paa en sjællandsk Banegaard og opdagede der var en Vognladning Brød. En af dem sagde saa til Konduktøren: “Naa, udfører vi nu ogsaa Brød til Tyskland?”, og da Konduktøren ikke svarede noget videre, var det dermed fastslaaet, at Brødet skulde til Tyskland. Der er konstateret, at det var bestemt til Garnisionen i Vordingborg.
Nu for nylig meddeltes det Ministeriet, at der stof 6 Vognladninger Brød – ligeledes paa en sjællandsk Station – parat til at afgaa til Tyskland. Rygtet naaede os saa deltids, at vi kunde telegrafere til Toldvæsnet i Gedser og anmode at stoppe saadanne Vogne. Men der kom ikke én end sige seks Vogne.
I dette Tilfælde kendes Rygtets Ophavsmand. Og der vil nu blive holdt Politiforhør.
– Saa er der, forfatte Ministeren,
Benzinen, der gemt i Kornladninger udsmugles fra Rødby. Forholdet er undersøgt, og det har vist sig, at der ikke laa det mindste til Grund for Rygtet – bl.a. af den Grunde, at der i lange Tider ikke er gaaet noget Skib ud af Rødby Havn, som jo ikke er noget Verdenshavn.
Men der foreligger jo et af de Tilfælde, hvor det er paaviseligt, at den Slags Rygter kan gøre Skade. Thi kort efter, at dette Rygte var fremkommet, stoppede Englænderne en Petroleums-Ladning til Danmark uden nogen anden paaviselig Grund end det anførte Rygte, og da dette Usandfærdighed blev godtgjort, blev Petroleumsskibet atter straks frigivet.
Gummi-Pølserne fra Køge
Rygtet om, at der fra Køge skulde være afsendt vis Vamdrup en Ladning Gummi, maskeret som Pølser, har vi ogsaa undersøgt. Der var ugrundet. Det drejede sig i det foreliggende Tilfælde om afvulkaniseret Gummi, en Vare, hvis Udførsel ikke er forbudt.
Et andet Rygte drejede sig om
Kobber, der var købt til Sverige af en svensk Statsinstitution, og der var bleven givet Garantier for dets Forbliven i Sverige.
En Folketingsmand meddeler os, at en Legetøjsfabrikant til ham har sagt, at nu kunde kan ikke mere faa Legetøj fra Vestre Fængsel, fordi alle Fanger der var optaget af Sadelmagerarbejde der skulde gøres færdig og udføres til Tyskland. En anden Folketingsmand meddelte os, at selve Sadelmagerlavets Oldermand havde sagt ham det samme.
Rygtes Usandsynlighed var indlysende; det lod sig næppe antage, at alle Fangerne i Vestre Fængsel pludselig var blevet duelige Sadelmagersvende. En Undersøgelse gav ogsaa let det Resultat, at ikke et Stik Sadelmagerarbejde var blevet udført i noget af Fængslerne eller Arresthusene i og ved København.
Det hedder sig, at Manglen paa Fodtøj er saa stor, at Soldaterne maa gaa i Træsko. Hvorledes det forholder sig med dette Rygtes Sandhed, er jo tilstrækkelig oplyst.
Sildetønderne fyldte med Metal, spøger rundt omkring i Landet. Deres oprindelige Tilholdssted er Frihavnen. Men der findes Eksempler paa dem ogsaa andre Steder fra.
En Landstingsmand meddelte os, at en troværdig Mand til ham havde fortalt, at han paa Korsør Banegaard med sine egne Øjne havde set en Sildefustage falde ned fra en Vogn og gaa i Stykker, hvorved det havde vist sig, at Fustagen ikke var fyldt med Sild, men med Metal, der skulde eksporteres til Tyskland via Korsør.
Da vi skrev til den paagældende Mand, der var Landstingsmandens Kilde, frafaldt han alt. Han havde intet set med sine egne Øjne. Men kun hørt og fortalt videre et Rygte, som han nu erklærede, at han ikke selv troede paa.
Og saaledes forholder det sig med alle Sildetønderne.

Ministeren sluttede med at udtale: – Man kan maaske sige, at disse Rygter ikke gør Skade, da Regeringen jo altid har det i sin Magt at oplyse de fremmede Magter om den rette Sammenhæng. Men det er kun den ene Side af Sagen. Saadanne Rygter kan dels volde Handelen direkte Afbræk, dels indirekte Fortræd, idet de gaar over i den udenlandske Presse og der bidrager til at skabe en mod os ugunstig offentlig Mening, der mulig kan øve et for os uheldigt Pres paa det vedkommende Lands Regering.
Tidligere har vi nøjedes med Gang paa Gang at konstatere Rygternes Usandfærdighed. Vi har ikke skredet ind imod Rygternes Ophavsmænd. Men det kan ikke blive ved med at gaa, og i Fremtiden maa Ministeriet derfor tage alvorligere Forholdsregler under Overvejelse, hvis det for Landet skadelige Rygtesmederi fortsættes.

Kornet. Der kræves radikalere Midler, hvis Forraadene skulde vise sig mindre end antaget.I en Artikel i “Berliner Tagesblatt” hedder det om Kornspørgsmaalet bl.a.:

“Den sidste Kornhøst var ikke blot, hvad Kvalitet og Kvantitet angaar fremragende, den blev ogsaa i det heldige vejr i August takket være Bybefolkningens frivillige Understøttelse, bjerget i den første krigsmaaned uden Forsinkelse. Er vore Forraad imidlertid i Virkeligheden ringere, end det maatte antages herefter, vil man næppe kunne nøjes med, at Forbruget af Brødkorn indskrænkes ved Bestemmelserne om Rugmelets Blanding med Kartoffelmel. Der hæver sig da ogsaa allerede enkelte Røster som træder i Skranken for mere radikale Midler. Saaledes kræve Dr. C. Ballod i “Soziale Praxis” en Ekspropriation af Korn- og Melforraadene til en nærmere fastsat Maksimalpris. Han opkaster Spørgsmaalet om Kommunerne ikke ved Forvaltningsembedsmændene og Politiets Hjælp skulde kunne ekspropriere Korn- og Melforraadene og senere uddele det til Bagerne til Bagning og Salg til en fastsat Pris. Og Forfatteren gaar endnu et Skridt videre. Skulde denne den simpleste Metode svigte, burde der efter hans Mening optages en formelig Statistisk over befolkningen, og Brødet udeles i Rationer som i en belejret Befæstning.

Man behøver endnu ikke at anse disse og lignende Krav for aktuelle. Maaske viser det sig i Tidens Løb, at vore Kornforraad er blevet undervurderet; og vi vilde sikkert ogsaa i Krigstider afvise alle statssocialistiske Forholdsregler, hvor de ikke er ubetinget paakrævet af Forholdene. men det kan det fjendtlige Udland og Særdeleshed England være overbevist om: det tyske Folk opgiver ikke Ævred, fordi Indskrænkning i den hidtilværende Levemaade viser sig uundgaaelig, men vil de højere Værdier, der staar paa Spil”

Nyheder

12. januar 1915. Kresten Andresen: “Jeg har været med i et større slag ved Soissons …”

12. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sine forældre beskrev han nogle døgn senere, hvordan han havde oplevet slaget ved Soissons.

Jumencourt den 16. januar 1915

Kære forældre!

Førend jeg begynder dette brev, vil jeg sige, at jeg er ved helt skind og sind. Disse sidste fem døgn har været sådanne, at det nytter slet ikke at beskrive det. Jeg har været med i et større slag ved Soissons; over halvdelen af vor bataljon er væk, og jeg sidder her endnu. Hvad jeg alt har oplevet i disse fem døgn kunde fylde hele bøger, men det er tjenligst, at jeg fatter mig i korthed.

Det var den 8., at vi blev halet ud af sengen alias halmen og transporteret her til Aisne. Her blev vi ført til en stor hule, et sandstensbjergværk, hvor vi lejrede os dybt inde i jorden. Straks den næste nat blev vi alarmeret og ført til en ny hule, hvorfra vi om morgenen besatte en skyttegrav. Det var den såkaldte Zuavelund eller heksekedel, som skulde stormes; den lå på højderne nord for Soissons, og regiment efter regiment havde stormet uden held. Endnu for et par dage siden havde franskmændene drevet dem ud af deres egen skyttegrav, og endnu den morgen holdt de en del af den besat. Ligene fra disse kampe lå endnu omkring i mængde, endogså i selve skyttegraven, som var skudt fuldstændig i grus, så der ikke var et eneste skydeskår tilbage.

Ved Lassigny stormede 4. komp. så stillingen og tog den. Så begyndte spillet. Nu kom der artilleriild. Oppe fra et bakkedrag i venstre stod et batteri og gav os det skæreste flankefyr. De sprang i hundredvis omkring os, og vi lå på knæene tæt pakkede nede i bunden af graven. Det varede heller ikke længe, så begyndte de sårede at slæbe sig hen over os til forbindingspladsen, undertiden kom der en hel strøm af dem og værre og værre blev det. En granatsplint suste lige forbi mit øre og huggede ned mellem mine fingre.

Og sådan blev det ved fra om morgenen kl. syv til kl. fem om eftermiddagen; og til tider var det sådan, at der kom en to-tre granater i sekundet. Jord og sten og splinter fløj ind over os, undertiden hele brystværnet, og jeg var helt dækket med jord. Så gudskelov stormede jægerne batteriet, og vi fik ro. Vi strakte de kuldestivnede knæer, der omtrent havde ligget i samme pinefulde stilling i ti timer, og tilmed fik vi fyr af vore egne svære haubitser, som beskød de franske skyttegrave, og altid skød for kort.

Da pludselig, inden vi vidste af det, gik stormen løs til højre for os; der blev et frygteligt knitter-knatter, et kompagni sprang op af graven og stormede frem under hurraråb; hist og her segnede én, andre letsårede løb tilbage; da pludselig lød kommandoen: 1. komp. auf! march march!, og så gik det løs med bajonetter – hen over de døde, der endnu lå der siden sidst – ned i de dybe granatgrave og op igen og fremad, fremad. Franskmanden rykkede ud af første grav; jeg vilde springe over den, men gled ud og faldt ned i den og kunde ikke komme op igen. Så gik jeg dernede og så efter i dækningerne, hvor der sad franskmænd i snesevis og råbte pardon.

Da jeg endelig kom op af graven igen, begyndte et maskingevær at knitre foran mig; det blev mig lidt uhyggeligt, hvorfor jeg forsvandt ned i en granatgrav. Kort efter var hele heksekedlen vor, og franskmanden trak sig tilbage ud mod Aisnefloden. Jeg rystede mig lidt for at se, om jeg da var hel endnu. Vi besatte derefter deres grav, og nu begyndte der en skrækkelig tid for os.

I fem døgn har jeg været i frit rum, uden at have andet end min mantel; køkkenet kunde ikke komme til os; vand var der ikke at få. Nej, det var forfærdeligt. Det eneste vi fik, var næsten franske jernportioner og så vin. Det var den 12. jan.

Aviser, Nyheder

12. januar 1915. Dansk undersåt udvist af Sønderjylland

12. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En Udvisning
Den danske Undersaat, Apotekermedhjælpcr Christian Schmidt af Taps, der har opholdt sig i Augustenborg, er af Landraaden i Sønderborg bieven udvist med 48 timers Frist.

Nyheder, Sønderjyder

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

12. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Senest ændret den 7. oktober 2022 8:44

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

Krigens forløb, Nyheder, Om Krigen, Sønderjyder

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

11. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Senest ændret den 10. februar 2015 14:59

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.

Nyheder

11. januar 1915. Ærtesuppe med lerklumper, serveret på mudret infanterist …

11. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s historie

"Essenträger" fra Hemmesens album — Madhentere ved Regiment 86

Feltkøkkenerne kørte om aftenen frem fra Nampcel til Moulin. Her blev maden så modtaget af madbærerne, men før de havde arbejdet sig frem til stillingerne, var maden iskold. Så blev der anskaffet nogle store madbeholdere, som rummede 25 liter, og som manden bar på skuldrene som et tornyster. Det gik bedre, men ham, der bar den, var mere død end levende, når han nåede frem.

I den forbindelse indtraf en tragikomisk hændelse, som beviste, at 86erne selv i de mest snavsede situationer ikke helt taber humøret. To madbærere arbejdede sig i deres ansigts sved med deres madbeholdere gennem ler og mudder frem til deres kompagni. Da slår der en serie fjendtlige granater ned omkring dem. De dukker sig dybt ned i skidtet på skyttegravens gulv. Da, oh skræk, springer låget af den ene af madbeholderne, og bæreren bliver fuldstændig overhældt med ærtesuppe. Lerklumper, der blev kastet højt op af granaterne, klasker ned, og oven på ærtesuppelaget lægger der sig nu et lag ler.

Således ankommer dette jammerbillede til kompagniet. Da udtalte én helt tørt:”Sultne er vi ganske vist, men slikke det af dig, det vil vi godt nok ikke”.

Note: Bemærkningen om ærtesuppen bliver sagt på plattysk: “hungrig sind wi meist, awer afslicken dot wi di dorüm doch nich!”

“Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918″

Nyheder

10. januar 1915. Peter Østergaard ankommet til Soissons

10. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar blev hans bataljon flyttet til Soissons

Søndag d. 10. Januar 1915.

Ja, så er vi kommen til et andet sted, der ligger nord for Soissons, men jeg tør vist ikke skrive alt for meget, for jeg er ikke sikker på, at brevet ikke bliver efterset. Det er nemlig bleven sagt til os, at de første 10 dage kunde vi ingen breve sende hjem. Det er jo sikkert for, at vi ikke skal skrive noget om stillingen og om troppeforskydningen. Jeg vil dog se, om jeg ikke kan få dette brev af sted på en eller anden måde.

Vi er her bleven indkvarteret. Vi bor 6 mand i en hestestald. Det er jo ikke særligt flot, men vi har nu fået rigelig med halm, fået et bord indrettet, nogle stole og fandt også en lille flot kakkelovn, fik et hul hugget i muren, røret sat igennem og har allerede kogt både kakao og kaffe og har det efter omstændighederne lunt og godt. Dog drøner kanonerne i det fjerne og minder os om, at det er krig. Vi har ogsaa fået ordre til at holde os parate til at rykke ud, men derfor er det ikke sikkert, at vi kommer til det. Dog ingen ved, hvad det næste minut bringer, og det gør dog altid saa meget, at man ikke rigtig kan sætte sig hen og skrive et ordentlig brev. Det bliver altid kun en hastig hilsen, men jeg går ud fra, at det dog er bedre end ingen ting i denne tid.

Det er underligt at gå her under sådanne forhold, for man skulde jo synes, at der måtte være en vældig spænding over os. For flere er det første gang, at de rigtig skal med i ilden, og man ved jo aldrig, hvordan det vil gå. For mit eget vedkommende synes jeg, at det ikke er mig, der skal med. Det er næsten, som om man kun er tilskuer til det hele, og det har vel nok sin grund i, at det egentlige menneske, selve sjælelivet, er langt borte fra dette skrækkelige. Det er, som om legemet kun er et redskab, der her skal udføre et arbejde, et arbejde, der er i strid med det andet, og derfor kan de ikke arbejde sammen. Når jeg nu måske skal ud i nat, så kan jeg ikke lade være med at tænke på et vers:

„Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav, livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.“

Ja, med hans hjælp går alting nok godt, måske ikke som vi i øjeblikket kunde ønske, men dog som det båder os bedst.

Aviser, Nyheder

10. januar 1915. Pastvang ved indenlandsrejser i Sønderjylland

10. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Pastvangen

“Dannevirke” skriver:

Enhver, som vil ud at rejse, bør være forsynet med det foreskrevne Indenlandspas; man kan ellers udsætte sig for at blive hindret i at fortsætte sin Rejse. Eftersynet med Passene haandhæves nemlig nu ikke alene paa Statsbanerne og ved Grænsen, men ogsaa for de Rejsende, som kører med Smaabanerne i Haderslev, i det mindste vestpaa.

En Rejsende, som i Lørdags rejste med Smaabanen til Rødding, maatte fremvise sit Pas ikke færre end 6 Gange, skriver “Dannevirke”, og Rejsende til Skodborg maatte i Søndags paa Henrejsen fremvise Pas baade ved Sommersted Smaabanestation og ved Sommersted-Vest. I Søndags Aftes blev de paa Tilbagevejen reviderede i Sommersted By. Fire Rejsende paa denne Strækning maatte i Søndags Aftes forlade Toget, da de ikke havde Pas med.

Husk derfor at faa Passet med, saa snart man forlader Byen! Man ved ikke, naar det bliver afkrævet én.”

014 komp — Dannevirke-Modersmaalet udkom i Haderslev

Den Store Krig 1914-1918

Kategoriarkiv: Nyheder

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

19. januar 1915. To faldne sønner og én såret. Store troppeforskydninger på Vestfronten

19. januar 1915. Faldne, fangne, på orlov – og efterlyste desertører!

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

18. januar 1915. Rigs-Uld-Ugen begynder i dag – og forbud mod grutning af rug og hvede

18. januar 1915. En køn, ung fransk pige på 17 med hjem til Sønderjylland?

17. januar 1915. Kresten Andresen: “Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er.”

16. januar 1915. Opråb til tyske husmødre i anledning af Rigs-Uld-Ugen!

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

16. januar 1915. Skærpelse af pastvang ved udlandsrejser

16. januar 1915. Kostråd i en barsk tid: “Vi må undgå ødselhed!”

15. januar 1915. Feltpost fra Hejmdal: Skyttegravsudsigt: Runkelroer, men ingen franskmænd.

15. januar 1915. Faldne og krigsfanger – og regler for breve til krigsfanger

15. januar 1915. Udveksling af aviser i ingenmandsland

14. januar 1915. “Jeg begriber ikke, at vi slap fra det.” Kresten Andresen i slaget ved Soissons

14. januar 1915. Rationering og Rigs-Uld-Uge

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

14. januar 1915. Grænsebevogtning og ekspropriation af havre

13. januar 1915. Regler for bagning i Tyskland

13. januar 1915. Franskmændenes artilleri overlegent

13. januar 1915. Hemming Skov retur til skyttegraven

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

12. januar 1915. Gummipølser og metalsild – rygter om smugleri af varer fra Danmark til Tyskland

12. januar 1915. Kresten Andresen: “Jeg har været med i et større slag ved Soissons …”

12. januar 1915. Dansk undersåt udvist af Sønderjylland

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

11. januar 1915. Ærtesuppe med lerklumper, serveret på mudret infanterist …

10. januar 1915. Peter Østergaard ankommet til Soissons

10. januar 1915. Pastvang ved indenlandsrejser i Sønderjylland

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918