Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen Af Grænsebevogtnings-Mandskabet, blandt hvilket ogsaa befinder sig en Del Elsasser, dirigeredes en Del af disse, til hvilke man ikke nærede en ubegrænset Tillid, Paaskelørdag sydpaa. Paaskesøndag førtes yderligere en Del af Mandskabet, der efter foretaget Lægeundersøgelse var fundet felttjenstdygtig og under 35 Aar, ligeledes sydpaa, formentlig for senere at afgaa til Fronten.
Kniber det med Arbejdskraften? Paa flere Egne siges det at knibe for Landboerne med Arbejdskraften og at det navnlig volder nogen Vanskelighed at faa udført Forårspløjningen og Sædlægningen — til hvilken sidste der er udleveret 300 Pund Korn pr. Hektar. Det paastaas, at der — i alt Fald nogle Steder — den 15. Marts er traadt en Bestemmelse i Kraft, hvorefter Kontrakter med udenlandsk Arbejdskraft ikke maa indgaas paa mindre end et Aar.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Om Aftenen den 6. April skiftede vi Stilling. Kl. blev 11½, inden vor Afløsning kom, og en Time gik endnu hen med at faa alting i Orden. Alt imens begyndte det at regne. Natten var mørk og kold, da vi forlod vor Stilling. Kun Lyskuglerne, som blev skudt til Vejrs med en lang, regnbueformet Udhale bagefter sig, lyste ud over det omstridte Land. I Førstningen gik det kun meget langsomt fremad. Af og til gjorde vi Holdt, dog ikke nok dermed, fire til fem Gange var vi gaaet fejl, og hver Gang hed det: Omkring og samme Vej tilbage! En Knurren og Banden var altid Svaret.
Regnen piskedes nu ned af Blæsten, som gjorde Vejret endnu mere uhyggeligt. En halv Time stod vi paa Vejen, førend man fandt den rette Løbegrav. Imens løb Regnen os ned i Støvlerne, saa det gav et Svup ved hvert Skridt. I Løbegraven var der lagt Brædder i Bunden; men af og til var der en, som skred ned i Hullerne ved Siden og stak Benene i Vandet til op over Knæene. Et Gisp efter Luft og en drøj Ed var det, der fulgte næst efter.
Til vor nye Stilling ankom vi gennemblødte, og nogle var i den Grad tilsølet med Ler, at de lignede Lerklumper. Klokken blev henimod 4, inden vi blev færdige med Afløsningen, og Kl. 5 gik det af Sted igen samme Vej for at hente Mad nede i Stenbruddet. Desværre var Feltkøkkenet kørt bort, da vi naaede Stenbruddet; det skulde nemlig være oppe i Byen Nampcel, førend Dagen gryede, saa vi slap for varm Mad denne Gang.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment (LIR84) var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.
Den 5. april sendte Oberbefehlshaber en vurdering til den øverste hærledelse, at fjenden fra Østersøen og til Arme Woyrsch havde 1034 bataljoner. Her overfor stod centralmagterne med kun 531 bataljoner. Og man bad om yderligere forstærkninger, som dog blev afvist af General v. Falkenhayn.
Dette kort viser østfronten ved udgangen af april 1915.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Fra den 31. marts til den 11. april ligger vi i dette skovafsnit. To delinger befinder sig i forreste linje, én deling som reserve i noget tilbageliggende grave. Nogle saper går uforholdsmæssigt langt frem, posterne i dem er truede.
I den egentlige skyttegrav er vi næsten helt uforstyrret af det fjendtlige artilleri, derimod ligger vort kompagniafsnit til venstre hyppigt under ild fra tunge skyts, der står ved Guippes. Man kunne høre granaterne på stor afstand, ja, endda se dem flyve gennem luften, indtil de slog ned med stort spektakel; “Hein” og “Tedje” kaldte man de to skud, der altid ankom umiddelbart efter hinanden.
2. påskedag den 5. april ligger der en særlig tung ild over vort afsnit. Når jeg havde “kompagnitjeneste” stod jeg ofte lænet op ad det jordmurede hjørne, der var dannet af den forbindelsesgrav, der mundede ud i 1. linje. Da jeg pludselig ved den stærke beskydning i dette afsnit lader den derværende vagtpost vige lidt ud til højre og også selv dér afventer beskydningens ophør, finder jeg ved min tilbagekomst ikke noget hjørne mere; en granat har netop dér revet et dybt hul.
Også forbindelsesgraven bagud var flere steder jævnet. Vizefeldwebel Börner, der med sin 3. deling lå som reserve, var psykisk meget medtaget af beskydningen; det var “ilddåben”, han her fik. – Til andre tider følte vi os her ganske godt tilpas. De små dækningsrum var smukt pyntet med grankvas; over flere indgange fandt man indskriften: “Glædelig påske 1915.”
Nedgang til dækningsrum på Vestfronten (Museum Sønderjylland)
Note: En sape (tysk: Sappe) er en løbegrav, der ender blindt i retning mod fjenden vinkelret på frontgraven, og som ender i en sapespids. Saperne tjener dels som lytteposter eller observationsposter, dels som mulighed for flankerende beskydning af en angribende fjende.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.
Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.
I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.
Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.
Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)
Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. April 1915. Det var Paaskedag. Jeg laa sammen med Andreas Andresen fra Hovslund i en Jordhule ved Moulin. Vi var ellers begge livlige og friske og sang meget; men Stemningen den Dag var lidt trykket; vi tænkte begge paa de kære i Hjemmet.
Mine Hofteknogler var saa ømme, at de smertede; det kom deraf, at vi ingen Halm havde at ligge i. Det kunde hænde, at vi vaagnede midt om Natten og ikke kunde holde ud at ligge, saa gravede vi et lille Hul til at lægge Hofteknoglerne i , og saa »kørte« vi lidt igen. Nu havde vi lige drukket Kaffe, og mens vi nød den, blev vi enige om, at vi skulde have en Sang; men først vilde jeg dog skrive et Brev til Hjemmet, og jeg havde besluttet, at det skulde være paa Rim, endskønt jeg aldrig havde prøvet det før; men jeg begyndte bare.
I kære derhjemme paa Broagerland, nu vil jeg fortælle jer lidt, hvis jeg kan, om, hvordan vi fejrede Paaskedag hernede i Krigens vilde Jag. Se, jeg og Andreas, vi ligger tilsammen i en Hule og kigger Paaskedagen den fjerde April, sæt jer ind i vort Forhold, om I vil.
I Dag er det otte Maaneder, siden vi drog fra Hjemmet og ud i Krigen. Det var en trist og uhyggelig Tid; men Haabet er endnu langtfra forbi. Nu vil vi lige til at synge om Fugle og Skibe, som gynge ved Stranden derhjemme paa Bølgen blaa, om Bækken og Dammen og den rastløse Aa.
Vi synger om Skove og Bjerge og Dale og tænker: Hvad mon Hulen sagde, kunde den tale? Det Spørgsmaal vil ingen af os besvare; det kunde let virke paa os som en Mare. Vor Hule er lille og snæver nok; men vi ønsker slet ikke at ha’ det saa flot. Vi har et Par Hylder med Kaffe, Cigarer og Brød, og naar vi har det, saa lider vi slet ingen Nød.
I Muren af Ler er en Pind til vort Tøj, og hænger det ikke der, saa bli’r der Halløj. Vort Leje er kun halvandet Straa, alligevel fortrinligt at hvile paa. Her sover vi og drømmer om vore kære derhjemme, indtil Vagten kommer, aa, den slemme, og raaber: Nu skal I op paa Vagt henne ved Skydehullet og give Agt!
Der staar vi saa i Timer to og smøger vor Cigar i Mag og Ro. De Stjerner, som derhjemme gaar deres rolige Gang, lyser ogsaa her over Mark og Vang. Naar vi saa kommer ind i vor Hule igen, siger vi gerne: Nu vil vi i Seng! Saa lægger vi os paa venstre Side ned og dækker os til med den højre, nu ved I Besked.
Vi to ere sunde og raske endnu og haaber paa Gensyn; vi beder til Gud, at han til sidst vil føre os sammen med dem, vi delte Alvor og Gammen. Fuldtop har vi prøvet Krigens Dans; til Slut en Hilsen fra Andreas og Hans.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilier Karsten Tastesen, Füsilierregimentet 86, 2. Btl., 8. Komp., 3. Armé, havde været med i flere stormangreb siden sin ankomst til vestfronten i december 1914. Den 4. april 1915 blev han såret – og det reddede formentlig hans liv, set i lyset af, hvad der skete ved Moulin de følgende måneder.
Nu gik alt saa nogenlunde roligt indtil den 4. April om Aftenen Kl. 6, da jeg stod paa Vagt. Pludselig hørte jeg et Brag, Jord og Sten fløj omkring mig, jeg mærkede et Stød, saa det sortnede for mine Øjne, hele Jorden, syntes jeg, væltede, og saa husker jeg ikke mere. Hvor længe jeg laa der, ved jeg ikke, men da jeg vaagnede, laa jeg i den anden Side af Graven. Det smertede meget i Ryggen, saa jeg kunde næsten ikke trække Vejret og ikke røre mig. Endelig fandt mine Kammerater mig og bar mig ind i en af Understanderne. Der laa jeg til Kl. 10. Da blev der saa roligt, at jeg kunde blive baaren bort, ned til Ambulancen, som saa kørte mig videre til Stenhulen ved Moulin. Der blev jeg undersøgt og hen paa Natten kørt videre til et Feltlazaret i Blerancourt.
Om Morgenen kom jeg paa Operationsbordet og blev undersøgt. Jeg havde faaet nogle Ribben knækket og Nyrerne beskadiget. Saa blev jeg lagt i Seng og fik ikke anden Behandling end hver Dag gnedet ind med noget Salve, og ellers ligge ganske rolig. Jeg fik kun lidt at spise og kunde ikke røre mig i Sengen. Saadan laa jeg nu i fjorten Dage, saa kunde jeg begynde at spise lidt mere, og efter ialt 4 Ugers Forløb var jeg saa rask, at jeg kunde flyttes til et Krigslazaret i Schonie. I de 4 Uger havde jeg tabt 15 kg i Vægt. Da jeg havde været der i tre Uger, blev jeg sendt til Ansbach i Bayern med Lazarettog, hvor vi laa i Sengen hele Vejen. Rejsen tog to Dage.
Den 21. Juni var jeg saa rask, at jeg kunde gaa oppe og blev saa sendt til Garnisonen i Flensborg. Der gik jeg paa Rekreation i tre Uger igen. Saa fik jeg 14 Dages Orlov og kunde rejse hjem og se til min Familie i Sønderjylland. Jeg søgte om at faa min Orlov forlænget, men samme Dag, jeg indgav Ansøgningen, kom der Telegram om at møde uopholdelig i Flensborg.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny og Cuy.
FRA DAGBOGEN Den 3. april 1915 Urolig nat. Det begyndte med, at vi vågnede ved en frygtelig kanonade. Granaterne slog øjensynlig ind i byen oppe ved kirken.
Det blev ved, og nu kom der også geværfyr; dette ustandselige knitter-knatter, som straks vækker de ubehageligste fornemmelser, for det opstår kun sjældent, uden at det havde noget på sig. Vi lå et kvarter, og ilden blev stadig stærkere. Søvn var der ikke at tænke på mere. Jeg gik udenfor. Der var dyb blå stjernehimmel og temmelig mørkt. Kanonlynene lyste op. Vort svære haubitsartilleri i Evercourt skød, og ekkoet rullede helt fra skovene, snart dumpt rumlende, snart hårdt skraldende. Det var i Evercourt, at granaterne slog ind. Fyret blev ved.
Den tjenstgørende underofficer kom farende: alarmbered! Vi fik travlt med at pakke sammen, rulle kappe o.s.v. Skydningen sagtnede noget. Da kom der pludselig ilbud. 1. komp. Træd an! – Vi greb vore sager og afsted. Så måtte der alligevel være noget galt. Inden vi blev opstillet, havde skydningen helt hørt op. Klokken var fem.
Klokken seks skulde vi træde an til bataljonsøvelse med stormoppakning; det faldt væk, og i stedet for kom vi ud at eksercere og skyde. Om middagen gik jeg sammen med P. Jensen til vaskerkonen. Traf dr. Thomsen og tog med ham til skovs. Han fortalte, at angrebet havde været ved tooghalvtredserne, som ligger til venstre for jægerne. Imellem de to er der et temmelig langt stykke, som kun er besat med feltvagter. Det stykke stormede franskmanden og satte sig fast i graven efter at have taget feltvagten til fange. De skal sidde endnu, og der siges, at en bataljon af 84, som er kommet til Dives, skal drive dem ud i nattens løb.
Vi har den højeste alarmberedskab, og det er ikke umuligt, at vi kan komme med også på et natligt eventyr.
I dag er det sørgelige budskab i Hejmdal, at fætter Johannes Fink fra (…) er faldet i Karpaterne. Så langt fra hjemmet i en vildfremmed egn, hos et vildfremmed folk – og mange, mange er det gået som ham.
FRA DAGBOGEN Aften Der er begyndt en stærk fægtning helt til højre for os. Man kan lige høre det. – Rouge Arras.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
Friedrich Nissen gjorde krigstjeneste på Østfronten.
Indtil den 14.3. har vi Frostvejr, saa Tøvejr og det er næsten ikke til at holde ud, altid vaade Fødder. Foran Skyttegraven ligger døde Russere omkring, dem maa vi begrave, naar der en Dag er Taage, næsten alt Kreatur som endnu levede har faaet en Kugle, nu ligger de ogsaa døde i deres Stald, dem maa vi ogsaa begrave.
Den 6. faldt en Soldat. Han opholdt sig i et Hus. Kuglen gik gennem Vægen og ind i Hans Bryst, han var død faa Minuter efter. Vi begravede ham der, lagde Billedet af sin Kone og sine 2 Børn paa hans Bryst.
Taagevejret traadte ind, vi begravede Russerne og Kreaturerne. I en Grav kom der en Ko, et Svin og en Hund. Af og til brænder der et Hus her og mange bliver reven ned for at vi kan faa Træ til vore Huler.
Til Tider ere Russerne meget medgørlige, saa skyder de ikke hele Dagen, vi naturligvis heller ikke. Saa kom Paasken, dog endnu i Fjendens Land og Udsigterne til Fred endnu kun smaa. Paaskedagene faldt der ikke et Skud. Russerne fejrede sammen med os. De sendte Parlamentærer over til os, som lod sige at vi ogsaa skulde være frejdige og glad i de Dage.
(Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyske og russiske soldater mødes på slagmarken og danser og spiller musik sammen
I april var stillingen så vidt udbygget, at der nu fandtes en gennemgående skyttegrav med et fornødent antal dækningsrum, som i hvert fald ydede beskyttelse mod feltartilleri. Fra Moulin-dalen førte løbegrave frem, som bar hjemlige navne . Til brug for en bedre observering af fjenden og til flankerende beskydning af en angribende modstander var der fremskudt 26 saper af gennemsnitlig 50 m længde. De blev nummereret fra højre til venstre. I sapespidsen stod sædvanligvis en dobbeltpost, mens en underjordisk gang var skudt frem til at huse den tilhørende gruppe.
Fra: Wilhelm Jürgensen: Infanteriregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen eller i museumsbutikken
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.
Den følgende dag, den 31. marts, har vejret klaret op. Kompagniførerne er redet i forvejen for at orientere sig om den nye stilling. Om aftenen rykker vi så ud i stiling.
Vi går gennem landsbyen Somme-Py, som gør et gyseligt indtryk; den er fuldstændig ødelagt; ikke et hus er uskadt mere. Det hedder sig, at landsbyens beboere, da vi var under fremmarch, har mishandlet tyske sårede og hemmeligt dræbt dem; som straf er landsbyen jævnet med jorden.
Ikke en civilist er at se; forvildede katte og hunde strejfer omkring; Ukrudt vokser hen over de forfaldne mure. Af kirken rager kun ydermurene spøgelsesagtigt i vejret.
Ad opkørte veje marcherer vi nu mod fronten. De opstigende lysraketter hilser os allerede og lader os erkende gravenes forløb på begge sider; i horisonten lyner kanonerne og slynger deres jernhagl på skyttegrave og opmarchveje. – Efter ca. to timer når vi den 1. linje. Den strækker sig gennem en lav skovbevoksning. Gravene er forholdsvis tørre; der er kalk- og kridtjordbund. Den fjendtlige linje strækker sigomtrent parallelt langs med vejen Souain-Perthes.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Syd for grænsen under krigen
De høje kartoffelpriser i Haderslev
“Dannevirke” bringer følgende indsendte stykke: Som følge af den herskende mangel på kartofler er priserne i Haderslev stegne til en svimlende højde. Enkelte forhandlere tager nu 30 Pg. pr. liter og endnu mere for spisekartofler. Da man regner 7 x 20 liter til en tønde, bliver det 42 mark pr. 200 pund. Der skal ved denne lejlighed peges hen på, at markedsprisen i efteråret af Politimyndighederne her i byen er blev fastsatte til en maksimalpris på [SKAL LIGE TJEKKES] 50 Pg. pr 200 Pd. For kort tid siden har forbundsrådet imidlertid godkendt en yderligere stigning af 1,75 Mk pr. tønde. Men selv om disse priser ikke glæder for forhandlere, må de nu forlangte priser anses for ikke berettigede.
Når der flages i Haderslev.
I Haderslev Byråds møde i fredags vedtog det ifølge “Kolding Folkeblad” at anskaffe en del flag, som byen kunde benytte ved passende lejligheder. Anskaffelsen motiveredes med, at på sejrsdagene havde borgerne flaget for sparsomt.
Befolkningen skal spise soyabønner.
I blade i Haderslev findes ifølge “Kolding Folkeblad” følgende meddelelse fra øvrigheden: “Soyabønner har, hvilket de på mange steder udførte forsøg godtgør, vist sig som et værdifuldt og forholdsvis billigt næringsmiddel i krigstiden. De har en stor næringsværdi og er, tilberedte på den rette måde, meget velsmagende. De erfaringer, man har gjort ved de i Flensborg foranstaltede Krigskogekursus og i folkekøkkenerne, går ud på, at man også der i byen meget gerne spiser soyabønner.
Tilberedelsen er nem; man må bare lægge mærke til, at bønnerne i forvejen må ligge mindst 30 timer i vand. Den lille kogebog, som fås gratis på husmødrenes oplysningskontor (ved St. Nikolaj kirke) og ved krigskursus indholder en fuldstændig opskrift. Soyabønnerne kan i den næmeste fremtid fås i de fleste kolonialvareforretninger for 45 pfenning pundet. Salg finder imidlertid kun sted til beboere og i små mængder (til 5 personer 1 pund om ugen. Det kan tilrådes husmødrene at gøre et forsøg med dette ny krigsnærningsmiddel.”
Formue beslaglægges
I den sidste tid er der af de militære myndigheder blevet efterlyst ca. 30 mænd, der skal have unddraget sig militærpligt ved flugt. Det bekendtgøres nu, at de pågældendes formuer bliver beslaglagt.
En sønderjysk avis under krigen.
Generalforsamling holdtes forleden i Haderslev af “Aktieselskabet Modersmaalet”. Regnskabet balancerede ifølge “Kolding Folkeblad” i aktiver og passiver med 165,285 Mk. 6Pg. i indtægt og udgift med 96,496. mark 61 Penning. Generalforsamlingen besluttede at overføre overskuddet 2039 mk. 66. Pg (året i forvejen 18,112 Mk. 20 Pg.) til næste års regnskab. Som bekendt var udgivelsen af “Modersmaalet” i lang tid forbudt, og alle Redaktionens medlemmer – endog den dødssyge Mathiesen – sad i arrest, først i Haderslev, senere på Rügen.
Efter at bladets udgivelse igen var tilladt, er det på mange måder blevet chikaneret af censuren. Ubetydelige ting i bladet F.eks en manglende bindestreg mellem Slesvig og Holsten – er blevet straffet med, at Modersmaalet først måtte udgå så sent i et par dage, at det ikke kunde komme rettidig med posten.
Ingen generalforsamling – andelshaverne i krigen.
i Fredags var andelshaverne i “Sparekassen for Frøs og Kalvslund Herreder” ved offentlig bekendtgørelse i bladene indvarslet til den årlige generalforsamling i Rødding Vesterkro. Generalforsamlingen var imidlertid ikke beslutningsdygtig, da der ikke var mødt andelshavere nok. Flertallet af andelshaverne er nemlig med i krigen.
Smuglerjagt ved grænsen
Fredag nat forsøgte en del civile personer syd for fra smugle ret store varepartier over grænsen ved Bastrup. De dansk Gendamer opdagede og forfulgte smuglerne, der dog slap over grænsen efter at have kastet de pågældende varer, har man dog fået konstateret.
Natten efter gjordes der både ved Bastrup og Farris lignede smuglingsforsøg, også der kastede smugleren varerne, da de blev opdagede. Sagen blev straks overgivet til politi, og Herredsfoged boss er færd med at undersøge den. Efter hvad “Kolding Avis” erfarer, nægter vedkommende købmand, der har solgt varerne, sin medskyld. Varerene er afleverede på Vamdrup toldkammer og vil blive solgt ved auktion.
Svinene skal slagtes.
I Sønderjylland og Holsten er der udstedt påbud om at alle svin undtagen grisesøer, der vejer over 70 pund, skal være slagtede inden den 15 april.
Kære Søster Krigen fører mange Genvordigheder og meget sørgeligt med sig, ja mange Steder og til visse Tider Grusomheder, Rædsler og Elendigheder, som grænser op til det ubeskrivelige. Det kan enhver derhjemme let forestille sig, og det er selvfølgeligt, at der for alle, som har Paarørende i Felten, hviler et vist Tryk paa Sindet. Men I Kære er altfor bekymrede for os.
I skal se lidt lysere paa Sagen og ikke altid tænke paa os, som om vi befandt os i en saa alvorlig Forfatning. Vi oplever ogsaa Tider her, hvor vi ikke har noget særligt at udstaa. Jeg vil overbevise Dig derom ved en lille Skildring herfra.
Lad mig vælge en enkelt Dag her i Skyttegraven, f. Eks. Dagen i Gaar, og saa skal vi nok blive enige om, at vi i hvert Fald ikke den Dag har været videre beklagelsesværdige.
Efter at have staaet Vagt den halve Nat, lagde vi os hen ad Morgenstunden til at sove i vort underjordiske Soveværelse. Jeg kalder det nu saadan; vi har ellers kun denne ene Stue; tidligt i Morgenstunden maatte vi igen ud at løse et Par Kammerater af paa Vagten, da de skulde paa Patrouille.
Dagen begyndte at bryde frem, Fuglene sang allerede i Buskene, og Sindet blev helt let i den skønne Foraarsmorgen.
Vagten var snart overstaaet. Overtøj og Trøje blev for en kort Tid overladt til sig selv, og vi gik ned til Bækken, som rinder gennem vor Stilling, for i den friske Morgenstund, under aaben Himmel at gøre Toilette. Det er forfriskende for hele Dagen. Derefter blev Kaffebordet dækket, om det end ogsaa var lidt tarveligt, saa manglede vi dog egentlig ikke noget. Nej holdt, — før vi drak Morgenkaffe, var der dog noget andet, som maatte udrettes. Før det blev helt lyst, maatte vi besørge Brænde og andre Smaating inde fra Byen, eller rettere Ruinerne af Byen; for den er skudt sønder og sammen.
Efter endt Kaffebord holdt min Kammerat H. M. det for rigtigt at tage en Formiddagssøvn, og han lagde sig i den Ende af Hulen, som vi kalder Seng. Vi var enige om, at jeg skulde koge fersk Kødsuppe til Middag, og det var nok bedst, at jeg begyndte med Forberedelserne. Gulerødder og andre Grøntsager var allerede besørget fra en nærliggende Slotshave.
Et godt Stykke Svinekød havde jeg ogsaa besørget. Ilden i den lille Kakkelovn brændte, saa den blev rød i Kinderne, og da jeg ikke er bagefter i den ædle Kogekunst, skulde mit Arbejde nok lykkes. Mens jeg sidder og passer Ild og Gryde, er der passende Tid til at studere de nylig uddelte Postsager. Jeg fik Brev fra Broder N., han skrev, at baade han og P. havde været hjemme paa Orlov i Paasken. Et Øjeblik føler man ved at læse dette en lille Smule Længsel efter det kære Hjem; men — bort med disse Tanker; Skæbnen faar raade. Der var ogsaa Brev fra Chr., det glæder mig, at hun har været hjemme til Konfirmationen.
Alt imens blev Middagsmaden færdig, og jeg fik H. listet ud af Køjen. Maden blev sat paa Stolen. Paa Grund af Mangel paa Plads har vi en Stol til Bord. Og vi satte os paa Sengekanten og nød den. Efter alle disse Anstrengelser tændte vi Piben og lagde os paa Ryggen.
Hen paa Eftermiddagen havde vi et Par Timers Vagt i Graven. Solen skinnede og Vejret var smukt. Svalen, som allerede er kommen hertil, fløj højt oppe i Luften. I denne og hin Retning hørtes hul Kanontorden, og af og til knaldede et Geværskud, som virkede paa Sindet som en Modsætning til den fredelige Natur. Alt mens vi gennem Skydeskaarene holdt Udkig over mod den fjendtlige Stilling skrev jeg en Lykønskning hjem til Moders Fødselsdag, og syslede lidt med Blomsterne i den lille Blomsterhave, vi har anlagt op ad Skraaningen i Skyttegraven. H. var flittig beskæftiget med at save Brænde, for at der ikke skulde blive Mangel paa saadant til Natten. Staar man om Natten paa Vagt eller ligger forude som Patrouille, er det godt at vide, at der er en Gnist i Kakkelovnen, naar man efter Afløsningen smutter ind i Hulen.
Hen mod Aften satte vi os udenfor Indgangen til vor Hule og spillede Skak. Solen, som i disse ualmindelige Tider er Vidne til mangt og meget, stod endnu paa den vestlige Himmel og skinnede ned til os i Løbegraven. Jeg tænker, den sammenlignede Kampen paa vort Skakbrædt med den store Kamp, som udkæmpes her. Modstanderne staar overfor hinanden, og vil tilføje hinanden saa store Tab som muligt. Med et bliver Stilheden afbrudt ved, at det franske Artilleri begynder at beskyde vor Stilling og Byen bag ved os. Granaterne kommer hvislende og hylende gennem Luften, for ved Maalet at eksplodere med et Brag, saa Omgivelserne ryster og bæver. Disse Beskydninger er vi nu saa vante til, at vi næsten modtager dem med Ligegyldighed, — naar de ikke bliver altfor nærgaaende. Naar Byen beskydes, ser vi nysgerrigt til, hvilke Huse der nu maa „høre Skraldet“. Kommer der en Granat susende, dukker man sig i Graven; man véd ikke, hvor langt Fyren vil.
I samme Øjeblik høres et øredøvende Skrald, der ses en tæt Røgsky, og Tagsten og Murbrokker flyver rundt i Luften, Granatsplinter hører man suse og brumme flere Hundrede Meter gennem Luften. Det er, Gud ske Lov, sjældent, at der opnaas stort ved dette Bombardement.
Snart kommer Natten igen, som i den Tid, man maa vaage, langsomt, Time for Time snegler sig afsted. Jeg er ogsaa nødt til at beskrive vor underjordiske Bolig for Dig. Dens Navn er „Christinesminde“. Det er en Hule, halvanden Meter bred og dobbelt saa lang, indgravet i Jorden, med en Dør, forsynet med en Glasrude ud til Løbegraven. Da der kun er ca. 1,20 Meter fra Gulv til Loft, kan vi ikke springe saa farligt højt derinde. Hulens ene Ende er et Par Haandsbred højere og forsynet med Straa. Denne Forhøjning er vor Seng og Sofa. Foran den er der en lille Plads, hvor der staar et Bord: en Stol med et Brædt over, endvidere en Kakkelovn med et Rør op gennem Loftet. Paa Væggen hænger et Spejl og nogle Smaahylder, hvorpaa vi har Madkasser, Skrivetøj og andre Smaating liggende, oppe ved Loftet hænger der en Gryde og en Pande. Det er alt vort Bohave. Skønt det hele for Tiden ikke er saa slemt, længes vi dog efter at komme hjem til alt, hvad der er os kært derhjemme.
Hvorlænge Krigen endnu vil vare, kan jo ingen sige. Jeg er ved Sundhed og bedste Velgaaende.
En kærlig Hilsen Nikolaj
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve.
Dækningsrum – af sønderjyderne kaldet “Understand” (af tysk: “Unterstand”). Her er det Fritz Schwartz, der spiller kort.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
En ny Fangelejr
opføres i Nærheden af Øster Terp øst for Løgumkloster. Lejren, der skal staa færdig i de første Dage af April, skal huse 1000 Krigsfanger, som skal anvendes til Kultivering af de udyrkede Arealer.
Vagtmandskabet indtræffer den 10. April, Fangerne nogle Dage senere.
En Zeppeliner
ankom i Gaar Eftermiddags til Luftskibshallerne ved Tønder og gik ned dér. Den sejlede dog afsted igen ved 2½-Tiden.
Saahavren
Myndighederne anbefaler indtrængende Landbrugerne at erhverve den fornødne Saasæd ufortøvet, medens den endnu kan faas. Efter 1. April risikerer man, at der ikke bliver Havre at købe.
Kvindelige Sporvognskonduktører
I Hamborg har Krigen foranlediget en overordentlig Mangel paa mandlig Assistance paa snart sagt alle Omraader, og det er ikke noget ringe Antal af Forespørgsler, der sendes til nevtrale Stater om Tilvejebringelse af Folk til ledige Pladser. Betegnende er det, at Sporvognsselskabet har besluttet – forsøgsvis hedder det — at ansætte kvindelige Konduktører paa Sporvogne, og et større Antal Kvinder skal straks instrueres. De faar Uniformsjaket og Hue. Foreløbig skal de kvindelige Konduktører kun ansættes paa Tilhængsvognene.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.
Den 28. marts ca. kl. 6 om morgenen – det er Palmesøndag – stiger vi af jernbanevognene, stivfrosne og forsovede. I morgengryet overskrider vi floden Aisne ved Ambly og når Mont-Laurent kl. 8.
Det er en lille, uanselig by; landskabet virker ikke tiltrækkende; næsten helt fladt ligger landet udbredt for vort blik, kun gennemskåret af lave terrænbølger.
Løjtnanterne Stuhrmann og Voigt, Fähnrich Bauer og jeg bor sammen i et ringe hus. Vi nyder søndagshvilen og foretager en hyggelig søndag-eftermiddags-spadseretur. Næste dag marcherer vi over Ménil-Annelles, Pauvres, Mont St. Rémy, Machault til St. Etienne, den følgende dag ankommer vi uden for Somme-Py, hvor vi bliver indkvarteret i barakker og telte. Fra himlen strømmer der uafbrudt regn.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Lidt op ad Formiddagen ruller Toget ind paa Briissels Banegaard. Her er stærk Færdsel af alle de mange Militærtog. Befolkningen gør et fredeligt Indtryk, men Mænd og Kvinder staar tavse paa Gaderne og ser efter det bortilende Tog. De fleste Kvinder er sortklædte, maaske ligger en af deres Nærmeste allerede under sorten Muld, ramt af det dræbende Bly. Er det saa underligt, at mangt et brunt Øje lyner os imøde? Vi tilhører jo Landets Fjender, og det er vel umuligt at betragte os med venlige Øjne.
Vi forstaar deres fjendtlige Sindelag, men til Trods derfor behandler vi dem som Medmennesker. Et Par Mil sydfor Brüssel ser man et Syn, der maaske mest af alt giver et Indblik i Krigens Elendighed. Langs Banelinjen staar Hundreder af Kvinder, Børn og gamle Mænd, strækker bedende Hænderne ud mod os og raaber om Brød. Man spørger hos Baneposterne, og Svaret lyder, at Befolkningen mangler Brød, Kul og Petroleum. Kød har man, men ikke en Smule Brød. Da kaster enhver Soldat sin sidste Rest af Brød ud af Vinduet, og som en Flok Spurve kaster Menneskeflokken sig over det. Det blinker atter vaadt i mangt et Krigerøje, man tænker paa sine Kære derhjemme. Lykkelig vor Hjemstavn, at den er forskaanet for Krigens Rædsler!
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for grænsen under Krigen Slusen i Grænseskellet
Ved Egerisgaard i Nærheden af Sønderskov Mølle er der et Kanal-Anlæg til Overrisling af Engene paa begge Sider af Kongeaaen, anlagt af et Selskab, der tæller Medlemmer paa begge Sider Grænsen. Til dette Anlæg hører en Sluse i Aaen, ved Hjælp af hvilken Vandet kan sættes ind paa dansk eller paa tysk Side.
Ved Krigens Udbrud blev denne Sluse ligesom alle andre Overgange over Kongeaaen straks afbrudt paa den tyske Side til ikke ringe Gene for Ejerne af Kanalanlæget. Dettes tyske Medlemmer indgik derfor til Generalkommandoen i Altona med Andragende om at maatte bringe Slusen i Orden, saaledes at den atter kunde fungere. Ansøgningen blev bevilget og Slusen gjort i Stand.
Da 3die Landstormsbataillon i December overtog Vagten langs Grænsen, fandt imidlertid den paagældende Kompagnikommandør, at Sluseovergangen var farlig, og beordrede den afbrudt i Løbet af faa Timer. Det blev den saa igen, men Kanalselskabets Medlemmer sønden Grænsen indgik atter med en Ansøgning til Generalkommandoen i Altona om at maatte bringe Slusen i Orden. Paa dette Andragende er der indløbet imødekommende Svar i disse Dage, hvorefter Slusen igen er bleven istandsat. Den derved etablerede Overgang bevogtes paa tysk Side af en fast Postering.
Spredte Efterretninger
Landstorms Infanteribataillon Nr. 3, der indtil 11 Marts besørgede Vagttjenesten langs Grænsen, ligger nu i P a c h e r n i Mecklen-borg. Man venter imidlertid, at Batadlonen gaar videre mod Fronten i nær Fremtid.
Blandt den nuværende Grænsevagtsstyrke — Bataillon Nr. 17 af 7de Armékorps — der, som bekendt er sammensat af Mænd af højst forskellige Aldre og Egne, foretages der i denne Tid Lægeeftersyn, antagelig for at udtage Folk til Tjeneste ved Fronten.
Ved Broen »Frihed« i Nærheden af Skibelund Krat har Tyskerne nu fjernet det hidtilværende Pigtraadshegn, medens Broen stadig er afbrudt ved Fjernelse af Planker paa dens tyske Side.
Hestetrukken militærvogn ved Champagne under 1. Verdenskrig. På vognen sidder ved tømmen Mathias Peter Christensen. Hestene hed Fuks (forrest) og Skimmel. (Museum Sønderjylland)
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
I Guise havde vi egentlig været af den mening, at vi var bestemt for en særlig aktion, måske en angrebskamp på den franske eller en af de andre fronter, fordi vi i ugevis havde været trukket ud af fronten og blevet nyuddannet og underlagt en nyformeret, selvstændig division; i hvert fald regnede vi ikke med at skulle genindsættes i et skyttegravsafsnit i Frankrig. Og alligevel blev vi først igen optaget i en skyttegrav; først i løbet af juli kaldte Hindenburg os til Polen til kamp mod russerne.
Den 27. marts om aftenen kl. 7 rykker II bataljon gennem Guises gader til Flavigny le Grand for igen at blive sendt afsted. Denne gang kender vi vort rejsemål; Indkvarteringsfolk er allerede sendt i forvejen til Champagne. Løjtnant af reserven Stuhrmann er vendt tilbage til kompagniet og har overtaget føringen; Som delingsførere er løjtnant Voigt og Fähnrich Bauer tiltrådt hos os.
(… fortsættes)
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 25. Marts 1915. Vi havde i 8 Dage ligget i den store Stenhule, som hørte til Gaarden »La Carriére«. Inde i Hulen var der hverken Lys eller Ro til at skrive; derfor gik jeg ud paa Marken og satte mig i Græsset med Ryggen lænet op mod en gammel Radsaamaskine og skrev med Bogen liggende over Knæene.
»La Carriére« er en temmelig stor Gaard med moderne, solide Bygninger. Kostalden og Hestestalden var bygget inde i Bjerget, ved hvis Fod hele Gaarden laa. En saadan Stald er praktisk, den behøver næsten aldrig at repareres og kan holde i Aarhundreder. Midt paa Gaardspladsen laa Møddingen; her stod lille Herbert for Øjeblikket med Hænderne bundne paa Ryggen til en Pæl. Der skulde han staa i 2 Timer til Spot og Haan for de andre Kammerater, fordi hans Gevær ikke var i Orden, da det blev efterset. Idet jeg gik forbi ham paa Vejen derud, hviskede jeg til ham: »Hold kun Modet oppe, Herbert, du har endnu Venner.«
Den store Kornlade var ogsaa meget praktisk. Her laa en Dag et Kompagni unge, friske Reserver, som lige var kommen derhjemmefra; nogle laa og sov, nogle spiste, og andre sad og spillede Kort.
Da de var marcheret ind paa Gaarden, maa de være bleven iagttaget af Fjenden; thi henimod Aften skød han efter den store Lade med 3 Granater. Den første gik et godt Stykke for kort, den anden slog ned lige foran Gaarden, og den tredie gik ind gennem en Luge og midt ned i Laden, hvor dens Eksplosion fremkaldte en frygtelig Ulykke. Der var 40 Mand dræbt og saaret; der blev en saadan Forvirring og et saa uhyggeligt Syn, at det var helt ubeskriveligt.
De døde ligger i en Massegrav kun faa Skridt fra, hvor jeg sad. Hvilken underlig Tilskikkelse, at de skulde dø i Krigen uden nogen Sinde at have set en Fjende.
Fra Gaarden gik en smuk Allé ned til Slottet, som var nedbrændt til Grunden; der stod kun et Stykke Mur og en Skorsten tilbage, som truede med at styrte ned, hvad Øjeblik det skulde være. Jeg var henne at se Slottet. Det har ligget meget smukt paa en høj, fremspringende Pynt. Ved begge Sider er der skovbevoksede Skrænter. Imellem Træer, Græs og Ukrudt gror her den lille blaa Viol i Tusindvis. Nede i den langstrakte, grønne Dal gik vore Artilleriheste og græssede fredeligt. En lille Bæk snor sig i livlige Bugtninger gennem Dalen. — Oppe mellem Ruinerne saa jeg en Gang, som gaar ned under Jorden. Jeg fik Lyst til at kende denne Gang lidt nærmere; derfor tændte jeg min Lommelampe og steg ned. Først kom jeg til en stor Vinkælder, hvori der laa en Mængde tomme Flasker; nogle laa ituslaaede paa Gulvet, og andre laa opstablede i Rad paa Flaskehylder. Herfra førte en Gang til begge Sider. Jeg fulgte Gangen til venstre, den var halvanden Meter bred og lidt over to Meter høj. Det havde uden Tvivl krævet mange Aars strengt og taalmodigt Arbejde at hugge en saadan Gang med Hammer og Mejsel gennem den hvide Klippe.
Ved Enden af Gangen var et lille, cellelignende Rum. Der laa en firkantet Stenblok til at sidde paa, og der var hugget flere Huller i Væggen til at sætte forskellige Dele ind i . I Døraabningen laa Resterne af en hensmuldrende Dør og et klodset, rustent Dørhængsel. Over mit Hoved stod et langt fransk Navn skrevet med sorte Bogstaver. Det saa ud, som om en Mand til Tidsfordriv havde holdt en Lampe op imod Loftet og med Lampens osende Flamme havde skrevet Navnet. Uvilkaarligt trængte det Spørgsmaal ind paa mig: Hvad mon den lange skumle Gang og det mørke Kammer har været brugt til?
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Nye Indkaldelser. — Det tynder ud. — En trykket Stemning.
Af den tidligere udskrevne Del af Landstormens 1ste Opbud (Mænd i Alderen indtil 39 Aar) er der i de sidste Dage indkaldt en Mængde i Nordslesvig, saa mange, at det lagt et alvorligt Tryk over Stemningen i mange Egne. Eksempelvis kan anføres, at der fra en enkelt Kommune — her tænkes ikke paa Købstæderne — er afgaaet 24 Mand.
En Del af dem skal møde i Berlin for at faa en meget kort Uddannelse og derfra afgaa til deres Bestemmelsessteder. Man er nu forberedt paa, at alle de paa Sessionerne udtagne Mænd vil blive indkaldt, men allerede de Indkaldelser, der hidtil har fundet Sted, har tyndet stærkt ud i Befolkningen.
Oplysning om Saarede i Posen
Overpræsidiet i Provinsen Posen har oprettet et Oplysningsbureau, der giver hurtig Besked paa Forespørgsler om Saarede, der ligger paa Lasaretter i Posen. Nu har dette Kontor ifølge „Hejmdal” ogsaa optaget de tyske Krigslasarettcr i russisk Polen i sit Virkeomraade og er altsaa i Stand til ogsaa at give Oplysninger om Saarede og Syge paa disse Lasaretter.
K ontorets Adresse er: Auskunftsstelle über Verwundete in der Provinz Posen, in Posen O. 1, Taubenstrasze 1.
Det er bedst at forespørge paa Postkort, med vedføjet Svarkort med Afsenderens nøjagtige Adresse
Fra Hamborg skrives til Jyllandsposten. Der og i Lübeck samt i større Købstæder i Holsten og Slesvig er der i de sidste 14 dage bleven opslået trykte plakater hvorpå der står: Brød eller Fred! De fjernes selvfølgelig af Politiet; men nye opslås hver nat i stort antal. Der må stå en stor organisation bag ved; den almindelige mening er, at det er socialistiske kvindeforeninger.
Kreaturerne Fordres med sukker
I Hamborgs Frihavn befinder der sig endnu en stor mængde råsukker. Efter hvad Wolffs Bureau erfarer, har krigsregeringen til hensigt med det første at beslaglægge dette sukker for at sikre det til det indenlandske brug. Sukkeret skal så snart som muligt tilføres det indenlandske landbrug, da Tiden fra nu af og til Grøntfodringens begyndelse i midten af maj er særlig kritisk.
Denne meddelelse undrer mig, siger Direktør Hoeck på sukkerfabrikken ”Vestsjælland” til ”Kalundborg folkeblad”. For kun et par måneder siden frigav Tyskland jo store mængder af sukker til det neutrale udland og erklærede at have sukker nok i et par år. Nu tager man de store kvanta i Hamborgs Frihavn. Det kunde tyde på mangel så meget mere som vi i disse dage fra Tyskland har haft forespørgsel har vi svaret, at Tyskland næppe kan betale de priser, vi ønsker.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Der maa ikke skrives Dansk fra tysk Omraade
Officielt meddeles af de tyske Myndigheder: Fra og med 20. Marts er følgende Bestemmelse traadt i Kraft med Hensyn til Breve og Telegrammer fra Tyskland til ikke fjendtligt Omraade: Breve, som skal indleveres aabne til Udlandet, skal være skreven paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien kun paa Tysk, Flamsk eller Fransk).
Privattelegrammer til Udlandet er kun tilladte paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien og til Luxemburg kun paa Tysk), saafremt de udenlandske Forvaltninger ikke paalægger endnu videregaaende Begrænsninger, hvilket Afsenderen i Forvejen i bør forskaffe sig Underretning om.
Breve, der skal til Danmark, maa saaledes ikke mere skrives paa Dansk!
Beslaglæggelse af Ulden
Den kommanderende General bekendtgør under 4. Marts: Ulden fra den tyske Faareklipning i 1914-15, hvad enten den endnu findes opbevaret hos Faareholderne eller andre Steder, eller endnu bæres af Faarene, samt Ulden fra de tyske Garverier beslaglægges fra i Dag af i fuldt Omfang til Hærforvaltningens Formaal, og Salg af det forbydes, ligesaa er enhver anden Handling, der har Salg af Ulden fra Klipningen til Følge, forbudt.
Endvidere er det forbudt at klippe Faarene paa et tidligere Tidspunkt end sædvanlig. Ulden skal forblive paa Stedet, hvor det findes, i det Øjeblik, da denne Beslaglæggelsesordre er udstedt.
Naar Ulden allerede befinder sig i Fabrikker eller i egne eller lejede Lagerrum hos Fabrikanter, der skal udføre Hærleverancer, er Viderebearbejdelse tilladt, saafremt der kan føres Bevis for, at Ulden bruges til Hærleverancer.
Indkaldelserne
Generalkommandoen for 9. Armékorps har anordnet, at der skal afholdes Session for den uøvede Landstorms andet Opbud. Mødepligtige er de, der er født i Aarene 1870 til 1875. Aargangen 1869 kommer ikke i Betragtning ved denne Session.
Indkaldelsen af de Landstormspligtige af andet Opbud til Vaabentjeneste sker først, naar Mandskabet af første Opbud, hvoraf endnu haves et betydeligt Antal til Raadighed, er endelig indkaldt. Indkaldelsen er derfor ikke umiddelbart forestaaende. Sessionen er kun en forberedende Forholdsregel. Hver Mødepligtig modtager en særlig Ordre.
Henimod 1000 russiske Fanger
ankom i Onsdags med deres Vagtmandskab til Fange-Arbejdslejrene i Nærheden af Slavgaard ved Sommersted og i Gravlund vest for Toftlund. Forleden er det blevet endelig bestemt, at der ogsaa skal oprettes en saadan Fangelejr i Ullemølle ved Skærbæk.
Jernkorset
Reichs- und Staatsanzeiger bringer følgende kongelige Forordning:
1) Jernkorset skal i passende Tilfælde ogsaa gives til de allierede Magters Undersaatter.
2) Ciffer 2 i Kundgørelsen af 5. August 1914 faar følgende Ordlyd: 2. Klasse bæres i Knaphullet ved et sort Baand med hvid Rand (for saa vidt det uddeles for Fortjenester paa Krigsskuepladsen. Er det erhvervet for For tjenester i Hjemmet uddeles det med et hvidt Baand med sort Rand for saa vidt det ikke paa Grund af særlige militære Tjenester uddeles med sort Baand med hvid Rand. Første Klasse bæres paa venstre Bryst, Storkorset om Halsen.
Guld nok. Udbetaling af Guld til Udlændinge
Generalkommandoen beder om at meddele: Forbudet af 29. Oktober 1914 angaaende Udbetaling af Guldpenge til Udlændinge ophæves.
Ingen Forlystelser i Paasken
Generalkommandoen bekendtgør : „I Tiden fra 28. Marts (Palmesøndag) til 4. April (1. Paaskedag), begge Dage indbefattede, maa der ikke afholdes larmende Forlystelser, især Karusselkørsel. Overtrædelser straffes, hvis de bestaaende Love ikke bestemmer en højere Straf, med Fængsel indtil 1 Aar.
Saa blev vi afløste i Skyttegravene igen. I roligt Marschtempo, som det sømmer sig fbr Landeværnsmænd, tilbagelægges de ca. 10 Kilometer til Kvartererne.
Efter et Par smaa Timers Forløb er vi der. Halløj i — Mo’r staar allerede i Døren og vinker, og hun smiler med hele Ansigtet. „Ja, ja Mo’r, nu er vi her igen!“
Snart har enhver fundet sit gamle Kvarter, og vi 7-8 Nordslesvigere vort.
Mo’r tager imod os i Køkkenet. Hendes Ansigt er et eneste stort Smil. „Sættje bettje, sættje bettje!“, siger hun. Hun er nu saadan en lille flink gammel Mo’r, selv om hun ikke altid er saa renlig paa det. Det kommer sig ikke saa nøje i Krigens Tid; vi er saamænd ogsaa tit alt andet end rene.
Fatter sidder paa sin vante Plads henne ved Komfuret. Han siger ikke meget. Han tygger sin hjemmeavlede Tobak og spytter store Klatter ud paa Gulvet og ned i Kulspanden. Bliver Børnene for uregerlige, behøver han bare at true med Kæppen, saa er der straks Ro igen. — Al Respekt for Fatter.
Henne ved Vinduet sidder „Mari“ ved sit Knipleskrin. Sikken Fart hun har paa. Uha, som Fingrene spiller. Hun har rigtignok Haandelag, saa det duer noget.
En Del mindre Børn flokkes omkring os. De er unægtelig noget skidne og snottede, men alligevel i Grunden nogle smaa søde Belgiere.
Nu gælder det om at gøre sig det saa hyggeligt som muligt og søge Oprejsning for, hvad vi har maattet savne ude i forreste Linje
Harald Nielsen: “Sønderjyske Soldaterbreve).
Soldater fra RIR242 i privat indkvartering i Belgien (Foto: Museum i Langå)
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Efter at have flakket om på havene siden krigens udbrud, mødte skibet sin skæbne den 14. marts 1915, da tre britiske krydsere skød den i sænk, selvom den lå i neutral, chilensk havn. Briterne tog mange af Dresdens besætningsmedlemmer til fange, men Stöckler gemte sig på øen og afventede chilenernes ankomst.
Langt ude saas to store Røghaler som fra Krigsskibe. De styrede lige mod Land, og snart kunde vi skimte Overbygningen og Rigningen af to Krigsskibe, hvoraf det ene lignede Dresden som den ene Draabe Vand den anden. Vort Ophold paa Robinson Crusoes Ø var forbi, og at de to Skibe var chilenske Krydsere, der kom for at hente os.
Indskibningen var allerede i fuld Gang, da vi naaede til Stranden. Et Par Baade var gaaet af Sted, og vi kom straks op i en Baad, der laa ved Strandbredden. Jeg læste Navnet Esmeralda paa Baaden. Den gik som de andre ud til den største af de to Krydsere.
Saa havde vi atter Foden paa et Skibsdæk. Chilenerne modtog os venligt og gæstfrit. Det første, vi fik udleveret, var en stor Bliktallerken, og kort efter kom Kokken og hældte Suppe op til os. Da vi havde spist, fik vi udleveret uldne Tæpper og Tøj. Det var herligt for mig at komme af med de Klude, jeg havde haft paa, og komme i noget godt varmt og rent Sømandstøj.
Kort efter, at vi var blevet indskibet- det var sket meget hurtigt, da vi jo ikke havde andet end, hvad vi gik og stod i – var de chilenske Krydsere lettet, og da vi var færdige med at spise og var blevet omklædte, laa Mas-a-Tierra allerede langt agterude som en Taagebanke.
Beretningen om Chr. Stöcklers færd med SMS Dresden kan læses i Chr. P. Christensen: “Kejserens sidste kaperkrydser.” (1934)
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Landstormens 2det Opbud af ikke uddannede
Der vil nu i ganske nær Fremtid blive indkaldt til Mønstring af den ikke uddannede Landstorms 2det Opbud, der omfatter Alderen 39—45 Aar, for at faa et Overblik over, hvor meget brugbart Mandskab, der kan raades over.
I øvrigt har Mænd, der for nylig er bleven erklæret for ubrugelige til al Garnisons- eller Felttjeneste, i disse Dage faaet Ordre til at møde til ny Undersøgelse.
I hvor høj Grad man under Krigstid gaar bort fra de gængse Regler ved Udskrivning af Mandskab til Militæret fremgaar af, at der i adskillige Tilfælde er udskrevet Folk med betydelig Halthed hidrørende fra en stærk Forkortning i det ene Ben. Militæret har dog i adskillige Tilfælde maattet sende saadanne hjem igen.
Russiske Fanger til Roearbejde
Klægsbøl Amtsdistrikt har til Hensigt at sysselsætte 65 russiske Fanger ved Roearbejdet. Fangerne vil sandsynligvis, i alt Fald til Dels, blive anbragte i et Skur, der tilhører Amtsforstander Jessen i Tinningsted.
Menneskets Tilpasningsevne er endnu større end dets Fornødenheder. Den Muldvarpetilværelse, vi fører her i Skyttegraven, er saa forskellig fra det borgerlige Liv over Jorden, som Nat fra Dag. Man føler sig sat Aartusinder tilbage i Tiden til Huleboernes Tidsalder
Skyttegraven er en snæver, fortløbende Grav mellem to Jordvolde i Mandshøjde: Brystværnet og Rygdækningen. Vor Skyttegrav er ligefrem komfortabel imod, hvad den har været. Da Regimentet kom hertil, var der kun en simpel Grøft uden anden Dækning end den opkastede Jord. Kammeraterne maatte hele Døgnet igennem staa i bøjet Stilling og i Vand til Knæerne, udsat for en heftig Gevær- og Granatild. Nu er det, takket være deres flittige Byggearbejde, meget bedre. Der er lagt Bræddegulv i Bunden af Graven, og Vandet, som samler sig under Brædderne, øses ud, saa man kan gaa tørskoet omkring. Der er bygget Skydeskaar og Dækninger i Brystværnet, og dette er saa højt, at man kan staa oprejst bag det, uden at ses fra den fjendtlige Skyttegrav. Denne løber parallelt med vor i en Afstand fra 20 til 300 Meter.
Saa meget om Stedet. Ogsaa med Hensyn til Tiden hersker der andre Skikke i Skyttegraven end over Jorden. Man sover om Dagen og vaager og arbejder om Natten. I, som efter god borgerlig Skik tilbringer Natten i Sengen, gør Jer ingen Forestilling om, hvor lang den egentlig er. Fra 7 til 7 er akkurat 12 Timer, og den ene Time snegler sig saa langsomt afsted efter den anden, at man næsten ikke tør se til Klokken. Man staar og tripper paa sin Plads bag Geværet for at holde Fødderne varme. Sove maa man ikke, og holde sig vaagen kan man daarlig. Det er ikke saa let at faa Bugt med de civile Tilbøjeligheder og trodse Naturens Love:
Naturam furca pellas ex
hun kommer dog igen den Heks
Det hænder, at en lydelig Snorken forraader, at Naturen er gaaet over Optugtelsen for en Kammerat. Man kan slippe i Søvn i alle mulige Stillinger; en Pæl at læne sig til er tilstrækkelig. Hen paa Aftenen, og atter et Par Timer før Dag vanker der en Kop varm Kaffe, selvfølgelig uden Sukker og Fløde. Det opliver svært, og naar man saa faar Piben tændt, er man mobil igen. Samtalen gaar muntert, men dæmpet, for at den slemme Franskmand ikke skal høre os eller uhørt snige sig ind paa os. I saadanne Øjeblikke kan man føle sig helt hyggelig, ja næsten hjemlig tilmode i Skyttegraven. Men Natten er lang. Man staar ofte i Timevis overladt til sig selv og sine Tanker. De vender bestandig tilbage til det samme. Som Natsværmeren kredser om Lyset, saaledes kredser vore Tanker om de lyse Billeder vi gemmer i vort Hjerte.
Der er for Resten nok baade at se og høre efter. Der er sørget godt for Belysningen. De franske Lyskastere spiller over Himlen, de søger aabenbart efter Luftskibe. Naar de standser et Øjeblik i Skyerne, ser det ud, som om Lyskeglen gik lige ind i Himlen. Er det mørkt, gaar den ene Lyskugle op efter den anden. De gør det muligt at følge Fronten, som beskriver en saa forvirret Linje, at man har ondt ved at faa fat paa den. Til venstre ser man Lys næsten lige bag sig og lidt længere borte, ad Y. til, lige foran sig.
Skyttegraven danner her en spids Vinkel. Sagen er den, at ingen af Parterne godvillig opgiver en Fodsbred Jord. Fronten følger endnu den Linje, i hvilken den stivnede efter de blodige Kampe i Oktober, og den er i den forløbne Tid fra begge Sider bleven saa stærkt befæstet med alle den moderne Krigskunsts Midler, at et Forsøg paa at gennembryde den vil koste Angriberen uhyre Ofre.
Naar der viser sig en Lyskugle, ser man straks, om det er en tysk eller en fransk. De tyske udskydes af en Pistol og lyser, saasnart de har forladt dens Løb, men holder sig ikke saa længe som de franske. Disse gaar op som en Raket med en lang Hale af Gnister. Saa længe de stiger, lyser de ikke, men med ét staar de stille og oplyser Egnen vidt og bredt. De bliver hængende i Luften som en elektrisk Glødelampe; de er nemlig befæstede til en Faldskærm, som drejer sig langsomt, mens Lyset daler og beskriver sine Kredse i Skyerne som et Fyr.
Staar man i Skyttegraven og ser tilbage, fremtræder hele Egnen i bengalsk Belysning; de høje Popler rager op som Kæmpesøjler af det flade Landskab. Arbejder man, som jeg gjorde sidste Nat, bagved Graven, tegner Omgivelserne sig i Silhuet; Konturerne udvider sig, og Genstandene gør et overnaturligt Indtryk i det blege, fantastiske Lys. Geværerne knalder og Kanonerne tordner. Mon de stille flamske Marker har drømt om, at de Nat efter Nat skulde blive Skuepladsen for et saadant Fyrværkeri?
Natten er vor Ven. Om Natten har vi ikke haft Tab i den Tid, jeg har været her, heller ikke Pionererne, som ofte maa arbejde foran Skyttegraven. Der falder nok en Del Geværskud, men de gør ingen Fortræd, naar han blot sørger for at dække sig bag Brystværnet.
Naar Dagen gryer, trækker vi os sejrrig tilbage i Dækning paa enkelte Poster nær, som holder sig godt skjult i Skyttegraven. Ved Dagslys maa ingen lade sig se. Jeg har heller ingen Franskmænd set endnu, kun hørt dem hoste og derfor ikke haft Lejlighed til at afgive et Skud. Vi maa nemlig ikke skyde, naar vi ikke ser noget.
Dækningen er vort Sovekammer. Den er saa stor som en rummelig Dragkisteskuffe; man kan hverken sidde oprejst eller ligge udstrakt i den. Der er Plads til to Mand, og naar man kanter sig godt, til tre i en almindelig Dækning. Men naar der kommer pludselig og heftig Granatild, og alle styrter i den første den bedste Dækning, er det utroligt, saa mange, den kan rumme. I saadanne Tilfælde tages det ikke saa nøje med Rangen. Det er saaledes forekommet, at en Menig er kommen til at ligge ovenpaa en Feldwebel. Men der er ingen, der tager Anstød af en saadan Insubordination.
Naar der atter er Ro, kravler den ene efter den anden ud af Dækningen. Søvn bliver der alligevel ikke meget af. Man smører sig en Mellemmad — Middag vanker der ikke i Skyttegraven — og trækker sig tilbage til et Hjørne med sin Avis. Jeg studerer den sidste „Hejmdal“ med en Grundighed, som civile Abonnenter vil have tungt ved at fatte. Efter at Teksten er tygget godt igennem, giver jeg mig med usvækket Interesse i Lag med Kundgørelserne og gaar tilsidst med Dødsforagt løs paa Historien.
Saadan gaar den ene Dag efter den anden i Skyttegraven, og man er glad og taknemlig for hver Dag, der gaar godt. Nu har jeg været en Maaned i Skyttegraven, og jeg maa sige, at den er gaaet hurtig. Det er mig en Trøst at tænke paa. Selv om der endnu ingen Afslutning er at øjne, saa kan det dog kun være et Spørgsmaal om Maaneder. Og naar jeg til den Tid er i Live, vil jeg ikke klage over, hvad jeg har lidt i Skyttegraven.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst indformeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Det 84. Regiment
Der væsentligt består af Nordslesvigere har ved den sejrrige storm på Hartmannsweilerkopf høstet de foresattes høje anerkendelse. Kommanderende General V. Quast har således ifølge ”Schleswigsche Grenzpost” udtalt: Kommandøren for 42. kavaleribrigade har meddelt mig, 84 Infanteri Regiments anden bataillon med uforlignelig Tapperhed har deltaget i de heftige kæmpe om Hartmannsweilerkopf. Jeg udtaler min oprigtigste tak og hjertelige Lykønskning til bataillonens officerer, underofficerer og mandskaber der sammen med andre tropper på en så heltemodig måde har repræsenteret det 9. Armekorps.
Brødkort og Appetitten i Toftlund
Brødkortene indførtes i mandags i Toftlund; der findes 995 personer der i byen som skal gøre brug af dem. Heldigvis spiser de ikke alle få meget som den arbejdsmand der i sognet, om hvem der i ”Flensborg Avis” fortælles, at han til et måltid spiser 15 stykker rugbrød. Kanske kan andre i hver lige levne noget af deres Brødkort, der så kan komme meget tærende folk til gode.
Landråden i Sønderborg
offentliggør i Kredsbladet en advarsel, hvori det hedder: Efter forlydende går der rygter om , at der i modstrid med forbundsrådsforordningens forskrifter af 25. jan. 1915 og Kredsudvalgets bekendtgørelser af 18 februar og 2. Marts 1915 i min husholdning er blevet samlet utilladelige melforråd og fremstilles forbudt bagværk så politiet allerede har givet sig af med sagen. Dette rygte savner ethvert grundlag og er opdigtet fra ende til anden.
Hvem der har fået kundskab om denne erklæring og alligevel udspreder dette falske rygte videre, undergraver på skammelig vis ved dette fornærmelige angreb mod den med gennemførelsen af kredsbefolkningens brødforsyning betroede embedsmand sine medmenneskers tillid til den samvittighedsfuld, ligelig og retfærdig håndhævelse og efterfølgelse af den nævnte anordning af myndighederne han skader dermed på bevidst og samvittighedsløs måde et værk, der er et af de værdifuldeste Kampmidler i den os påtvungne verdenskrig.
Jeg advarer derfor enhver imod udbredelsen af det tåbelige rygte, som kan have en ret følelige straf til følge.
M. P. Branderup, Rødekro, tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa.
Soldat i Affenraa
Efter endt uddannelse i Flensborg blev mit og endnu et kompagni forflyttet til Aabenraa. Det var omkring den 1. marts 1915.
En tidlig tirsdag morgen marcherede vi ud af Flensborg og nåede til Aabenraa ved middagstid. Det var en anstrengende tur, for det var første gang, vi marcherede med fuld oppakning.
Dengang blev der hver tirsdag afholdt grisemarked på Storetorv i Aabenraa, og da vi nåede torvet, var der endnu nogle af de handlende tilbage. Blandt dem også nogle hjemme fra Rødekro — Jens Hansen, Hans Boisen og Hans Tiedemann. Det var dejligt at se gamle bekendte igen, og jeg havde mest lyst til at løbe over og hilse på dem. Men jeg var jo soldat og måtte pænt blive, hvor jeg var.
Bortset fra nogle ældre vagtmandskaber var vi det første militær i byen, siden garnisonen sidst i firserne var blevet flyttet til Haderslev. Og det var ikke helt fri for, at vi unge soldater blev forkælede af befolkningen. Den største del af kompagniet bestod af hamborgere — unge raske gutter — som mangen pigelil i Aabenraa tabte sit hjerte til. For nogles vedkommende blev det kun til en kort »soldateraffære«, som var forbi, når der kom nye soldater til byen. Men for andres vedkommende blev forbindelsen opretholdt under hele krigen gennem breve og feltpostpakker.
Vi var indkvarteret rundt omkring i byen, og jeg kom til at ligge på »Stadttheater«. Jeg slog mig ned på scenen. Der var det mere roligt end nede i salen. De bekvemmeligheder, vi var vant til fra kasernen, fandtes ikke her. Der var ingen senge. I salen var blot anbragt lange rækker med halmsække. Skabe til at anbringe sine ting i, fandtes heller ikke. Hver især måtte selv sørge for at få anbragt sine pakkenelliker på bedste måde.
Nu var der nogle kammerater, som havde en tilbøjelighed til at »låne« af andres ting, og jeg gik derfor over til I. A. Schmidt og købte mig en kasse og en hængelås. Ekspedienten hed Kedde Boisen — iøvrigt en søn af føromtalte handelsmand Hans Boisen fra Rødekro. — Han var et par år yngre end jeg og var en af mine ungdomsvenner.
— Vi snakkede om krigen og om, at jeg nu om et par uger skulle til fronten. »Ja, du slipper da heldigvis, for inden din årgang bliver indkaldt, vil krigen være forbi«, mente jeg, og det mente han også … Men sådan gik det ikke. Da jeg efter fire års krigstjeneste kom hjem, var Christian faldet ved vestfronten i 1918.
En af de første dage, vi var i Aabenraa, fik vi besked om at forsyne alt vort tøj med nummer. Jeg gik derfor ind til Hoffgaard for at købe en halv meter af disse. Den første, jeg mødte i forretningen, var Steffens, og da vi hjemme var vant til at handle hos Hoffgaard, fik jeg en hjertelig modtagelse. Da den store handel var afsluttet (båndet kostede 10 pg.), skulle jeg absolut med ind på kontoret og hilse på hr. og fru Hoffgaard, hvor jeg blev beværtet med vin og kage. Til afsked fik jeg stukket en hel håndfuld cigarer i lommen, så det var vel nok en fin forretning for mig. At den gav bonus til Hoffgaard, tror jeg næppe …
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny.
Cuy den 17. marts 1915 Kære far og mor! Tak for pakkerne, smørret og pølserne. Agnete har sendt mig fotografipapir, så nu kan det gå løs; men nu kan I tænke jer, at jeg har været så heldig at få fat i et lille fotografiapparat selv.
Der var nemlig én, som ikke kunde komme rigtig til rette med sit apparat, og så blev han lynende gal i hovedet og vilde være det løs. Jeg har så købt det af ham, for penge har jeg nok af. Nu kan jeg rigtig filme på kraft. Foreløbig har jeg atten plader, men jeg vilde jo gerne have nogle flere tilsendt. Hvis I ved lejlighed kunde få mig nogle film hos Nielsen i Sønderborg, så vilde det glæde mig meget, bare forlang det mærke, som jeg her sender med, helst 24 plader.
Så står der i min andenøverste kommodeskuffe en lille brun Agfaflaske; den må I også gerne sende og så endelig fiksersalt til brug ved fremkaldelsen af plader. Hvis I vil besørge mig alt dette, vil jeg være meget glad.
Her er alt uhyre roligt. Her sidder soldaterne og mundhugges. Nogle gamle soldater sidder og vigter sig med, at de har tjent to år; de er nogle allerhelvedes karle, og vi ersatzreservister mangler jo det væsentlige i opdragelsen. Kammeratskab er der ikke meget af her hos os; den ene har så meget at udsætte på den anden; det er kedeligt, men jeg tager mig det ikke nær på nogen måde. Og på den anden side lader jeg mig heller ikke noget sige; thi er jeg god nok til at sendes herned, så må jeg også være god nok til at behandles som en kriger.
Jørgen Brag er nu bleven afkommanderet til at passe dr. Thomsens bolig i Lassigny. Derved kommer han ikke mere med os til Cuy og heller ikke ud i skyttegraven, og han kan være temmelig sikker på, aldrig mere at komme med i nogen fægtning.
Vi har jo fået dr. Thomsen til læge her hos os, og det er jeg meget glad for. Han holder Nationaltidende og Politiken og er derfor meget godt underrettet om tilstandene. Her bliver tyskerne nu mere og mere klare over, at krigen vil trække ud til jul. D.v.s. de opgiver håbet om en fuldstændig sejr; men til den tid må jo undervandsbådene have udsultet England, og efter deres mening er det kun England, der stadig holder modet oppe på de andre, som alle er rede til at tage imod fred, hvad øjeblik den tilbydes dem.
Nå, hvordan det går og ikke går, så vil jeg ikke håbe, at det bliver ved til jul. Vi er her allerede meget længere, end vi skøttes om. Nu en kærlig hilsen fra Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst indformeret om forholdene syd for grænsen
Sønderjylland og Krigen
Nordslesvigere i fransk Fangenskab
Slesvigere af dansk Oprindelse i fransk Fangenskab har af de franske Autoriteter faaet Tilladelse til at korrespondere paa Dansk med deres Familie.
Breve paa Dansk til disse Fanger skal for Hurtighedens Skyld adresseres til Ministére de la guérre, Direction du contentieux, Paris, eller til M. Paul Verrier, Professeur á la Sorbonne 19, Quai Bourbon, Paris.
Professor Paul Verrier fra Universitetet i Sorbonne tog sig særligt at de sønderjyske krigsfanger i Frankrig
