Kategoriarkiv: Krigens forløb

24. februar 1917. Sultne tyske børn tigger mad hos soldaterne

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten.

Den 24. Februar gik vi bort fra Gnesen, kom tværs igennem Tyskland og havde mange smaa Oplevelser undervejs.

En af de mest gribende var i Essen; der gjorde Toget Holdt. Vi var meget velforsynede med Proviant. Der blev stillet en Vagtkæde op udenfor Toget, og udenfor denne Kæde var der Tusinder af Kvinder og Børn, som tiggede om Brød, men det blev dem forment.

De maatte ikke komme hen til Toget til Soldaterne. Vagten gik med skarpladte Geværer og opplantede Bajonetter.

Vi ynkedes over de sultende Mennesker, som stod og bad om Brød, og nogle, som havde været ved Fronten før, gik fra Vogn til Vogn og spurgte, om vi var villige til at staa bagved dem, saa vilde de forsøge at faa Lov til at faa Børnene over til os, saa de kunde faa noget Brød.

Det var hele Transporten villig til.

Paa et givet Signal styrtede vi alle ud af Toget, Ordføreren traadte frem for Transportføreren og begærede under Trusel om, at vi ikke godvillig vilde gaa ind i Toget igen, at Børnene skulde komme over til os og faa noget Brød.

Officeren maatte bide i det sure Æble, og Børnene kom i store Skarer; vi var glade over at kunne dele Brødet med dem.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

21. februar 1917: “Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Under en lang march sydpå, havde han sammen med sine bærere søgt ly i en landsby, for at undslippe det voldsomme regnvejr.

— Hvad mener du om disse Mennesker? spurgte jeg Ramasan.
— Man skal ikke stole for meget paa dem, Bwana, svarede Ramasan og trak paa Skuldrene.

Jeg tog Magasinet ud af min Parabellum Pistol og tørrede det omhyggeligt af. Saa satte jeg det i igen og lagde Pistolen skudberedt ved Siden af mig paa Kitandaen.

Geværet blev ogsaa efterset og anbragt støttet til mit Leje, saa jeg hurtigt kunde faa fat paa det.

Men det glædede mig dog meget, at Bærerne laa i en Kreds mellem Døren og mit Leje, saa ingen kunde komme ind uden at vække dem, for der er næppe nogen Tvivl om, at jeg var blevet overfaldet om Natten, hvis jeg havde været alene.

Nu faldt jeg i Søvn og sov til den lyse Morgen, uden at der hændte mig noget ubehageligt.

Den næste Morgen var det straalende Solskin, og vi beredte os paa at drage videre.

Først takkede jeg dog Høvdingen for den udviste Gæstfrihed og forærede ham en brugt Uniformsfrakke, som jeg havde med i min Tøjkiste.

Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave, og stillede øjeblikkelig en Vejviser til vor Raadighed, saa vi uden Besvær kunde naa til den slagne Karavanevej.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

21. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne
Efter 7 Maaneders pinefuld Uvished er der kommet Meddelelser fra Felten og fra ”Røde Kors”, der stadfæster, at Gaardejer Hans Jepsen Boysen fra Traasbøl i Felsted Sogn er faldne den 25. Juli 1916. Han efterlader sig Hustru og en lille Datter. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham Mandag den 26. Februar om Eftermiddagen Klokken 2,30 i Felsted Kirke.

Amtsforstander Paulsen i Egernsund har ifølge ”Fl.Av.” modtaget den sørgelige Efterretning, at hans Svigersøn, Lærer Carstensen fra Bækken ved Ringenæs, er falden. Paulsens har for nogen Tid siden ogsaa mistet deres eneste Søn, som var Løjtnant i Krigen.

Kurt Viktor Andersen fra Bøjskov ved Kristiansfelt er falden i en Alder af 34 Aar. Han efterlader sig Enke og 4 smaa Børn. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Fredag den 23. Februar om Eftermiddagen Klokken 3,45 i Tyrstrup Kirke.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Johan Stamp fra Ullerup i Haderslev Kreds og Peter Jessen fra Brunde ved Aabenraa er faldne.

Døde paa Lasaret.
Til Enkefru Clausen i Kirkegade i Nordborg er der ifølge ”Fl.Av.” indløbet Meddelelse om, at hendes Søn Peter er afgaaet ved Døden i Quedlingburg. Clausen, som længe har været svagelig, blev for nogen Tid siden indkaldt til Militærtjeneste.

I den sidste Preussiske Tabsliste medeles, at Christian Schmidt fra Kettingskov er død som Følge af Sygdom.

Savnede.
For nogle Dage siden fik Gaardejer P. Struck i Mølmark ved Broager Efterretning om, at hans Søn Hans var falden i fransk Fangeskab. En af Sønnens Kammerater havde skrevet denne Meddelelse. Struck har ifølge ”Fl.Av.” nu fra Kompagniet modtaget en Skrivelse med Meddelelse om, at Sønnen er savnet og sandsynligvis falden i engelsk Fangenskab.

Sporskifter Johansen i Skærbæk har fra Fronten faaet Meddelse om, at hans Søn Johan savnes. Nærmere Efterretninger om hans Skæbne mangler.

Saarede.
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Andreas Hansen III fra Blæsbog i Sønderborg Kreds, Andreas Matthiesen fra Traasbøl og Marius Schmidt III fra Raad er haardt saarede.

Som let saarede opføres: Bertel Lind fra Gaansager, Gefreijter Niels Clausen fra Haderslev, Jørgen Petersen fra Barnæs og Vicefeldwebel Joseph Wienberg fra Sønderballe.

Endvidere meddeles, at Nis Nissen fra Varnæs er let saaret, men bliver ved sin Troppeafdeling.

I Fangenskab.
Overmaskinistmat Hans Henrik Nissen, Søn af afdøde Snedkermester Nis Nissen i Brandsbøl paa Als, er ifølge ”Fl.Av.” falden i fransk Fangenskab.

En glædelig Efterretning har Maskinbygger Abrahamsens hustru, boende i Gaaskærgade Nr. 15 i Haderslev, faaet. Hun havde siden den 4. Januar 1916 ikke hørt fra sin Mand. Men i Mandags modtog hun ifølge ”Dv.” den glædelige Efterretning, at han befandt sig i belgisk Fangenskab i Tabora (tysk Østafrika). Abrahamsen hørte med til Besætningen paa Damperen ”Maria”, men blev landsat i Tysk-Østafrika.

Dekorerede.
Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Feldwebel Paulsen, der før sin Indkaldelse var Lærer ved Præparandskolen i Aabenraaa, Peter Otzen, Søn af afdøde Lærer Otzen i Haderslev, der før sin Indkaldelse var Kasseelev ved den derværende Kredssparekasse, Forretningsfører Knutzen ved Kredsfodermiddelstedet i Haderslev og Gefrejter Arthur Terp, Søn af Vejmand Terp i Tagkær ved Kristiansfelt, hvis to Brødre, Overmatros Christian Terp og Underofficer Erik Terp, allerede i 1914 henholdsvis 1916 har erhvervet sig denne Udmærkelse.

20. februar 1917: “Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Under en lang march mod byen Livale i den sydlige del, besluttede han at skyde genvej, men regnen blev for kraftig til at slå lejr under åben himmel.

Det var en forbandet Egn, vi var havnet i, en Landstrækning, der næsten var ødelagt af Krig og Voldsomheder, og nu skulde den igen være Skuepladsen for krigerske Begivenheder.

Den Smule Befolkning, der levede paa disse Egne, var skummel og mistroisk. Der havde i Krigens første Aar været ikke saa faa Uroligheder hernede, men de var blevet dæmpet med haard Haand.

Alligevel var det ikke nogen hyggelig Befolkning at slaa Lejr imellem. Kun en eneste Gang paa den lange Rejse søgte jeg Husly i en beboet Landsby, og Modtagelsen der gav mig et godt Indtryk af Befolkningens Sindelag.

Det var en Dag, da jeg havde besluttet at forlade den afstukne Rute og skyde en Genvej, der sparede os for ca. 40 km Omvej.

Vejen viste sig at være meget besværlig med meget oversvømmet Terræn og vanskelig Urskov, hvor vi undertiden maatte hugge os igennem, men det havde jeg været forberedt paa.

Værre var det, at Regnen ved Middagstid begyndte at strømme ned med en Voldsomhed, som jeg kun sjældent havde oplevet.

Det blev næsten mørkt, og Bærerne arbejdede sig kun med Besvær frem gennem det sumpede, halvt oversvømmede Landskab.

Regnen blev ved hele Dagen med den samme Voldsomhed, og der kunde ikke være Tale om at slaa Lejr, da det var umuligt at faa tændt Baal midt i denne Syndflod. Jeg gik forrest med Ramasan og Ali, og det var en af dem, der fik Øje paa dyrkede Marker forude.

Kort efter skimtede vi ogsaa Lys imellem Markerne. Vi var kommet til en Landsby. Da jeg vidste, at der ofte stod tomme Hytter i Landsbyerne hernede, besluttede jeg for en Gangs Skyld at overnatte i en Negerlandsby.

Jeg gik rask frem mod Byen, samtidig med, at jeg løsnede Pistolen lidt i Holderen, da man aldrig kunde være for sikker, og naaede hurtigt ind i Byen.

Jeg stak Hovedet ind gennem den aabne Dør i den første Hytte, jeg kom til, og hilste God Aften. Der sad to Mænd og en Kvinde ved Baalet, som brændte midt paa Gulvet, og de syntes temmelig overraskede, men hilste mig dog, og en af Mændene bad mig træde nærmere.

Jeg bøjede mig og gik ind, og vi hilste endnu engang paa hinanden — Negre er høflige paa en værdig og smuk Maade — og spurgte, om jeg ikke kunde faa en Hytte til mig selv og mine Mand, da vi ikke kunde gaa længere i Mørket og det regnede for stærkt til, at vi kunde slaa Lejr under aaben Himmel.

De to Mænd konfererede lavmælt med hinanden og skelede engang imellem hemmeligt op til mig.

Jeg fyldte — hvilket dog ikke skal være sagt til egen Fortjeneste — ganske godt op i deres Hytte, og min Pistol og Riffel var ogsaa synlige for dem.

Resultatet af Konferencen blev, at den ene af dem gik sin Vej og kort efter kom tilbage med en Mand, der kunde se ud til at være Høvdingen, og en anden, som jeg anslog til at være Stedets Medicinmand.

Ingen af dem lod til at være stærkt begejstret i Anledning af min Tilsynekomst, men efter nogen Snak frem og tilbage fik jeg dog overladt en stor og rummelig Hytte, hvor vi allesammen kunde være. Ja, Høvdingen var endog saa elskværdig at sende en Kitanda, en Slags Seng, der bruges af Rangspersoner, til mit personlige Brug.

Kort efter kom mine Bærere til Byen og tog straks med Jubel Hytten i Besiddelse. I Løbet af et Øjeblik var Hytten gjort ren og et stort Baal var tændt midt paa Gulvet under utallige Kogekar.

Jeg skiftede Tøj og fik det vaade hængt op ved Siden af Baalet, saa det kunde tørre, og da jeg var færdig og havde smidt mig paa Kitandaen, kunde Ramasan allerede servere det varme Rismaaltid for mig.

Kort efter laa vi allesammen og døsede omkring det herlige varme Baal. Bærernes Smule Tøj tørrede hurtigt paa Kroppen af dem, og jeg kunde høre paa dem, hvordan de nød at være helt tørre for en Gangs Skyld.

Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet i Stedet for de halvarrige Fjæs, jeg havde haft Udsigt til under Marchen, for slet ikke at tale om de aabenlyst fjendtlige Ansigter, jeg var blevet modtaget med i Landsbyen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

18. februar 1917. Endelig afløsning for Füsilierregiment 86

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Om eftermiddagen den 18. februar blev III bataljon, som endnu var blevet fastholdt som reserve 1½ dag i Miraumont, frigjort. I bataljon kunne imidlertid først vende ryggen til det gyselige terræn natten til den 19. februar, fordi dens afløsning blev taget under ild af fjenden.

Aldrig har en troppeafdeling åndet så lettet op som denne bataljon. Begge bataljoner fik bad og blev afluset i Cambrai, så gik III bataljon til hvile i Escaudoeuvres, II bataljon i Naves ved Cambrai.

Kvartererne var gode. Bortset fra vedligeholdelse af grej samt appeller blev der ikke gjort tjeneste. Füsiliererne havde fortjent hvilen og nød den fulde drag. Store, overvældende erindringer bød denne Ancre-vinter ikke på, og alligevel kunne regimentet igen være stolte over at have udholdt og præsteret noget overmenneskeligt.

Når 86’erne i tilbageblik spurgte sig selv, hvad der havde været værst, trommeilden ved Somme eller vinteren ved Ancre, så var meningerne delte. Ikke så få foretrak Somme.

Af tab har regimentet ved Ancre lidt: 2 officerer døde, 3 sårede, 63 mand døde, 232 sårede, 30 savnede. Derimod var 855 mand syge! Et tegn på den gode ånd i regimentet var, at antallet af syge gik betydeligt tilbage på den sidste uges kampdage. Når det kniber, tænker den rigtige soldat ikke mere på sig selv og undertrykker sine lidelser.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

17. februar 1917. Englænderne angriber!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

II bataljon blev afløst af III bataljon, kørte til Cambrai for at få bad og blive afluset og kom så i kvarter i Cagnoncles ved Cambrai. De to andre bataljoner skulle endnu ikke finde hvile. De blev fastholdt af et engelsk angreb.

I natten fra 16 til 17. februar forblev I bataljon endnu på det højre regimentsafsnit i front, den II bataljon blev på det venstre afsnit afløst af III bataljon fra regiment 395.

I den samme nat tog løjtnant Hasselmann en englænder til fange, der angiveligt var gået vild. Han forklarede, at fjenderne næste morgen ville angribe med en brigades styrke. Meldingen gik videre til divisionen og artilleriet.

Oppe foran blev antallet af mænd forøget. Hen mod kl. 4 om morgenen kunne man ved lyskuglers skær 150 meter foran fronten se tætte skyttelinjer.

Nu blev der rekvireret tilintetgørelsesild. Den lå fortræffeligt. Kl. 6.45, altså ved daggry, ramte et svært ildoverfald den forreste linje. Allerede efter 4 minutter blev ilden forlagt, og englænderen gik i tre bølger frem mod fronten af infanteripionerkompagniet og 4. kompagni. Lyskugler og spærreild. Den slog ned midt blandt angriberne. Så gik de lige ind i de to kompagniers infanteriild.

Sergent Carstensens maskingevær fik en særlig blodig høst. Fjenden kom op på ca 80 m afstand, så forsvandt han i kraterne. Hans tab må have været meget betydelige.

Desværre lykkedes det englænderen at trænge ind i det venstre afsnit ved III bataljon af regiment 395. Bataljonen var først for få timer siden kommet i stilling og var slet ikke orienteret. Moulin ruiné gik tabt. Den største del af bataljonen blev taget til fange.

Således var I bataljons venstre fløj sammen med 4. kompagni udækket og var i fare for at blive omringet bagfra. Begunstiget af den opstigende morgentåge svingede 4. kompagni nu om mod syd, og også infanteripionerkompagniet bøjede sin venstre fløj mod syd. Om aftenen blev hullet lukket af resten af III bataljon regiment 395 og 2 kompagnier fra reserveregiment 19.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

16. februar 1917. Feldwebel med store ord og fedt flæsk …

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I januar-februar 1917 lå han med sit kompagni i en ramponeret lade ved Mireaumont.

Hver Nat gik vi paa Patrulje ved Grandcourt. Vi tog af Sted ved Ettiden og var tilbage igen om Morgenen omkring ved Klokken ni. Vi skiftedes til at blive hjemme. Det var jo nødvendigt at holde Opsyn med vore Ejendele i Laden. Nytaarsdag var jeg saa heldig at kunne blive tilbage, og jeg nød virkelig Dagen i Fred og Ro.

En af de første Dage i det nye Aar fik vi en ny Feldwebel. Han mødte den første Dag med en ordentlig Brandert og holdt en Tale til os. Han lovede os, at han altid vilde være blandt sine Folk, og om det saa skulde blive hans Død. Han var vel højt oppe! Store Ord og fedt Flæsk . . . .

Sidst i Januar fik jeg Halsbetændelse og kom paa Lazaret i Dinant. Her var jeg i fjorten Dage.

Da jeg kom tilbage til Kompagniet, var jeg saa uheldig straks den første Nat at maatte med ud at trække Pigtraad. Jeg havde allerede lagt mig til Hvile, da Feldwebelen kom ind. Han tog fat i min Støvle, ruskede mig vaagen og sagde: „Op med dig, min Ven, nu skal vi frem. Vi skal trække Pigtraad!” Jeg foregav, at jeg endnu var syg og klagede mig, men det hjalp ikke.

Vi var vel omkring ved 25 Mand, der maatte af Sted. Da vi var færdige med vort Arbejde, fandt Feldwebelen paa, at vi skulde trække endnu en Portion. Han havde nemlig paa Udturen opdaget, at der laa en Mængde Ruller Pigtraad henslængt bag et Hegn.

Vi protesterede naturligvis omgaaende, og der skulde en Masse Overtalelser til, før vi indvilgede. Vi gik altsaa tilbage, men da vi skulle tage Rullerne op, opdagede jeg, at Feldwebelen forsvandt ned i en Understand i Nærheden.

„Naa,“ tænkte jeg, „kan du gøre det, saa kan jeg ogsaa. “ Jeg dumpede altsaa ogsaa derned. Der var mange Soldater dernede. Han genkendte mig ikke. Det var ogsaa let at skjule sig blandt de mange.

DSK-årbøger 1953

16. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … saaret i Hovedet”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det var den dansksindede rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Fra Felten

Faldne.
Slagtermester P. Clausen og Hustru, Slotsgade i Aabenraa, har modtaget det tunge Budskab, at deres Søn Alex er falden ved Somme. Han ramtes af en Granatsplint i Hovedet, mens han stod Vagt, og var død paa Stedet. Alex Clausen, der havde lært Slagterhaandværket, blev kun 20 Aar gammel. Han har været ved Fronten siden sidste Efteraar.

Hans Toft og Hustru i Tornum ved Lintrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Karl er falden. Han blev kun 20 Aar gammel. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham Søndag den 18. Februar om Eftermiddagen Klokken 13 i Lintrup Kirke.

Saarede.
Landsstormmand Emil Westphal fra Holebøl Mark er som Følge af en Mineeksplosion blevet saaret i Hovedet, saa han nær havde mistet Synet . Har dog selv, skønt næppe læseligt, kunnet skrive hjem til sin Familie. Seks andre Kammerater maatte ifølge ”Fl.A.” lade Livet, medens Westphal blev reddet af Feldweblen. Han er bleven indlagt paa et Feltlasaret.

Løjtnant Olesen, Søn af Skatteopkræver Olesen i Haderslev, er ifølge ”S.Gr.” bleven saaret i det ene Ben og befinder sig paa Transport til Indlandet.

Herman Clausen, Søn af Mælkehandler Clausen i Haderslev, der for nylig blev dekoreret med Jernkorset, er ifølge ”S.Gr.” ogsaa bleven saaret i det ene Ben.”

Dekorerede.
Murer Schrøder fra Kolstrup ved Aabenraa, der har været med paa Balkan siden Krigens Begyndelse, er bleven dekoreret med Jernkorset. Han var i Forvejen Indehaver af det meklenborgske Fortjenstkors.

Slagter Hans Haar fra Degnegade i Haderslev, der har deltaget i mange haarde Slag, har ifølge ”Dv.” ligeledes faaet tildelt Jernkorset.

Forfremmet.
Førstestyrmand Rudolf Heitmann fra Aabenraa, der gør tjeneste om Bord paa en Undervandsbaad, er fra Underofficer bleven forfremmet til Dæksofficer. Heitmann har tidligere modtaget Jernkorset.

Hjempermitteret.
Underofficer Skov fra Barsmark, der blev saaret forrige Aar, er nu bleven hjemsendt som uduelig til Militærtjeneste.

15. februar 1917. Østafrika: “I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Det var svært at skaffe mad, og folk var syge. Under marchen sydpå mindedes han et oprør der havde forgået i kolonien i 1905-06, det såkaldte Maji-Maji oprør (Maji er det swahiliske ord for vand). Dette oprør efterlod sig mange tomme landsbyer og meget af landet var stadig hærget.

Junglen var fuld af Sygdom og syge Mennesker.

I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag, at et Vindpust kunde have væltet den, men Vindpustet kom ikke endnu — fordi det ogsaa var umuligt for Englænderne at føre Krig i disse forpestede Egne.

Vand foroven, Sump forneden, Myriader af Moskitoer i Luften, Slanger i Græsset eller i Træerne, giftige Skorpioner, Sandlopper, der borede sig ind i Tæerne og kunde ødelægge hele Foden, Oversvømmelser, rivende Regnfloder, uvenlige Indfødte, hvor der endelig var nogle — saadan saa det ud hele Vejen fra Utungisøen til Livale.

Jagten var grumme ringe og vanskelig.

Gang paa Gang kom jeg tomhændet hjem fra en Jagtudflugt, men undertiden lykkedes det mig dog at faa Ram paa et Stykke Vildt, der til Gengæld gjorde dobbelt Fyldest, fordi vi var saa faa — kun ca. 30 Mennesker.

Helt oppe fra Floden og ned til den portugisiske Grænse havde der raset et voldsomt Oprør ansiftet af Araberne i Aarene 1905-06.

De havde solgt de Indfødte en Vidundermedicin, som skulde gøre dem haarde mod Tyskernes Kugler — ja, fortalt dem, at der vilde løbe Vand ud af de tyske Geværmundinger, naar de blev rettet mod en Mand, der havde drukket af denne vidunderlige Medicin.

Livale var blevet stormet og Besætningen nedhugget, adskillige mindre tyske Afdelinger var blevet nedsablet

— hele Landet stod i Flammer fra Syd til Nord. Plantager var blevet brændt og Beboerne myrdet eller fordrevet, og mange Ejendomme var groet i Jungle og Dyrkningen aldrig genoptaget siden.

Saa kom Hævnen jo til sidst. Opstanden blev slaaet ned med den største Strenghed.

Helt oppe ved Rufijifloden havde jeg stødt paa forladte Landsbyer, og paa denne Safari traf jeg ogsaa paa en Del af disse stumme Mindesmarker for Oprøret for 11 Aar siden, og en Del Landsbyer, der kun var halvt beboede.

Paa hele Rejsen fra Rufiji til Livale fandt jeg ikke en Landsby, der var paa over en halv Snes Hytter, og ofte var af hele Byen kun Navnet tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

15. februar 1917. Lus i skindpelsen

En anekdote af en unavngiven sønderjysk krigsdeltager

To Krigsleverandører.

Tre Artillerister, der laa i Omegnen af Warschau, fik under Krigen Besked om, at de kunde rejse paa Orlov. Forinden de kunde faa Lov til at rejse, skulde de dog henvende sig paa Aflusningsanstalten for at blive ren­set for ”Husdyr”. Tiden var knap, skulde de naa Toget den Dag, var der absolut ikke Tid at spilde med Aflusning, og da den ene af Soldaterne, — lad os kalde ham Hansen, — var bekendt med Skriveren paa Antalten, regnede han med at faa Attesterne uden alt for mange Dikkedarer. Sammen gik de tre Kanonerer, belæsset med deres Bagage, hen for at faa de eftertragtede Attester, uden at spilde Tid med at blive renset.

Ankommen paa Anstalten blev der optaget Forhand­linger med Skriveren, som dog ikke førte til det ønskede Resultat.—Saafremt de ikke vilde igennem Desinfektio­nen, fik de ingen Attester, og uden Attester var der ingen Adgang til Toget osv .

Der var kun 20 Minutter til Toget skulde gaa, og i sin store Nød trak Hansen i sidste Øjeblik et stort Stykke Pølse frem af Brødposen, holdt det under Næsen paa Skriverknægten, med Løfte om at Pølsen skulde blive hans, dersom han i Løbet af 0,5 kunde faa, de her tre Attester udfærdiget, med Stempler og hele Pibetøjet.

Tre Minutter senere havde Pølsen — samt Attesterne — skiftet Ejer og i strakt Galop gik det til Banegaarden.

Her viste det sig, at alle III. Klasses Vogne var overfyldt af Orlovsrejsende, men, havde man klaret Attesterne, skulde det da være som Pokker, kunde man ikke komme med Toget.

Ved at gaa frem paa Perronen og glo Lidt ind gennem Tog vinduerne, opdagede vore Venner en Kupé, — det var rigtignok i en I. Klasses Vogn —, hvor der kun sad en enkelt Person. Naturligvis var I. Klasses Vogne reserveret Officerer og lignende fine Herrer, men hvad, det var jo en Nødstilstand, og uden mange Forma­liteter entrede de tre menige Artillerister Kupéen.

Deres Medrejsende viste sig at være en svær, fed Herre, hyllet i en fin Pels, mageligt henslængt i det bedste Hjørne. Soldaterne fik anbragt deres Bagage i Nettet og under Bænkene, og paa Slaget 8,20 rullede Ekspressen af sted mod Berlin. I et dæmpet Sprog drøftede de tre Svende Situationen i sær det fine Rejseselskab, de havde faaet, og mu­lige Chancer for at blive smidt ud af den gode Vogn. Man havde takseret den civile Herre til at være ”Krigsleverandør”, — ”hvad skulde han ellers være” — mente Hansen. ”Han har været herude for at lave en ordentlig Forretning og tjene nogle Millioner, — det skal nok være en flink Mand, lad os bare være flink mod ham.

”Efter nogle Timers Forløb meldte Sulten sig og Brød­poserne kom frem, men— Ak og Ve, — der var kun nogle Humpler tørt Brød, Pølsen havde Hansen bortsjakret til Skriveren for Attesterne. — Det blev jo en mager Fore­stilling, men tørt Brød smager ogsaa, — naar man ikke har andet. En Slurk kold, sur Kaffeerstatning afsluttede Maaltidet.

Ved at se Soldaterne spise, blev den svære Herre ogsaa sulten, han fik rejst sig og, ——- ja, saa sprang Han­sen til, og hentede hans fine Læderkuffert ned, med et venligt ”Bitteschön”. Af Kuffertens Dyb hentede Herren fint Smørrebrød frem, samt en Flaske. Den fine Mad samt Snapsen udsendte en liflig Duft i Kupeen, en Duft der kildrede Soldaternæserne slemt. Uden at værdige de tapre Fædrelands forsvarere et Ord, langt mindre et Blik, fortsatte ”Krigsleverandøren” Spisningen og alle Soldaternes Haab om, at han dog skulde give dem et enkelt Stykke Mad, eller dog Resten af Flasken til Deling, glippede. Efter nogle kraftige Opstød pakkede ”Krigsleverandøren” Maden sammen igen og lod den, saavel som Flasken, forsvinde i Kufferten. Hansen var ikke saa flink denne Gang, og Tyksakken maatte selv faa Kufferten paa Plads i Nettet.

Efter at have røget en fed Cigar med Mavebælte, svøbte Herren sig godt ind i Pelsen, satte sig mageligt til rette i Hjørnet og slumrede blidt ind. Inden ret længe begyndte han dog at snorke meget eftertrykkeligt, og de tre Soldater skelede til hinanden som for at finde Raad mod Fredsforstyrreren. Ingen kunde lukke et Øje, ”Krigsleverandøren” holdt dem vaagen med sin Snorken og — naaja, Lusene begyndte ogsaa at blive vaagne.

Om det nu var af Snorkningen, eller fordi Varmen i Kupeen gjorde sig gældende, skal være usagt, men da Hansen saa et velvoksent Eksemplar af Slagsen komme ud af det ene Ærme, fik han en djævelsk Idé. Han tog Lusen og lod den lyd­løst forsvinde i ”Krigsleverandøren”s Pelskrave. Da Han­sen først havde faaet Idéen, var det ham en ren Sport at finde saa mange Lus frem, som bare muligt, og da Toget ved Midnatstid løb ind paa Banegaarden i Berlin var det en ret anselig Styrke, Hansen havde sendt paa Rekreationsophold hos ”Krigsleverandøren”.

Paa denne smukke Maade blev Hansen jo ogsaa ”Krigsleverandør”, mente hans to Kammerater, — og der var vel noget om det.

DSK-årbøger, 1941

14. februar 1917. På safari i Østafrika: “Utrolig nøjsomme var disse Mennesker”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. I februar 1917 var han undervejs sydpå mod byen Livale med en kolonne af bærere. På denne safari mødte han også en anden sønderjyde.

For Bærerne derimod var der intet spændende ved dette. Det var deres daglige Arbejde, deres Profession, som de udførte med en rørende Troskab.

Slet ernærede var de, deres Løn blev mere og mere værdiløs, og de fjernede sig længere og længere fra deres Landsbyer. Det vilde være forstaaeligt, om de havde kastet deres Byrder og var løbet deres Vej, men det gjorde de ikke.

Jeg har vandret Hundreder af Kilometer i Afrika førende større og mindre Safarier, men der er aldrig deserteret en eneste Bærer fra mig. Bærerfaget var opbygget paa meget gamle Traditioner, og til de bedste af dem hørte urokkelig Trofasthed. Kun naar Bærerne blev udsat for meget daarlig Behandling, løb de deres Vej.

Utrolig nøjsomme var disse Mennesker og udholdende indtil det usandsynlige. Foruden en Byrde, der som Regel vejede 60 Pund, bar de deres egen Proviant, en Feltflaske, der var lavet af en udhulet Frugt af Abetræet, og et Kogekar.

De havde undertiden saa meget at bare, at de havde Vanskelighed ved at rejse sig op under Byrden, men naar de først var kommet i Gang, kunde de gaa meget langt uden at trættes.

Deres Haardførhed var ogsaa stor. De sov paa den vaade Jord i Regnen uden at have Tæpper til at dække sig med, og deres gennemblødte Tøj gav ingen Varme. Det bestod i øvrigt kun af noget tyndt Bomuldstøj — undertiden et helt Gevandt, men som oftest kun et temmelig stort Lændeklæde.

Efterhaanden som Bomuldstøj blev sjældnere og sjældnere, svandt deres Paaklædning mere og mere ind, og til sidst var de omtrent vendt tilbage til Urskovens paradisiske Paaklædning.

Bedst fik man det med dem, naar man gav dem en Hviledag engang imellem, hvad jeg ogsaa gjorde baade af Hensyn til mig selv og til Bærerne.

Paa en saadan Dag, hvor vi havde slaaet Lejr i en lav Urskov, kom Ramasan, som vidste alt, og fortalte mig, at der laa en hvid Mand i Lejr tæt ved.

Jeg gik derhed og fandt en stor, kraftig Mand liggende paa et Leje af samme Slags, som jeg havde ligget paa. Manden glødede af Feber — en af Malariaens uhyggeligste Følgesygdomme, Sortvandsfeber, som næsten altid bragte Døden.

Jeg kendte straks den syge, og da han fik et klart Øjeblik, kendte han ogsaa mig. Det var en Sønderjyde, Hans Johansen fra Iller paa Broager, som havde opholdt sig i Østafrika før Krigen, ansat ved Koloniens Telegrafvæsen.

Jeg havde mødt ham i Tanga, da Peter Hansen og jeg kom tilbage fra vort Rekreationsophold i Usambarabjergene. Han havde ventet paa os og gav os en straalende Modtagelse i Tanga.

Nu Iaa han her. Vi naaede at faa hilst, medens han var ved Bevidsthed, men kort efter brød hans Safari op. Negrene lagde varsomt Hans Johansen paa en Baare og bar ham mod Syd til et eller andet Junglehospital

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

12. februar 1917. Engelsk patrulje på raid i 86’ernes skyttegrav!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Fjenden fortsatte med sine delangreb for at gøre fronten mør. Næsten hver nat blev der angrebet ved en ny division.

Om natten fra den 11. til den 12. februar blev regimentet ramt. Hele dagen slog der svære granater ned på regimentets højre fløj og på den venstre fløj af infanteriregiment 32 ved siden af. Med flyverobservation.

Hen mod kl. 9 om aftenen begyndte et kraftigt ildoverfald, svære shrapnels, så styrtede mørke skikkelser over klippelandskabet og trængte overraskende ind i den slørede post fra 8. kompagni.

Men her er man vågen. Den røde lyskugle udløser vor spærreild, den ligger godt.

Så går kompagniføreren løjtnant Reich straks til modangreb. Han befrier sine vagtposter og tager en premierløjtnant og 32 mand til fange, to Lewis-geværer tager han også som bytte. Fra 8. kompagni faldt løjtnant Bönning og én mand, 21 var sårede.

Den fjendtlige artilleriild øgedes endnu engang denne nat, men fjenden vovede ikke en gentagelse af angrebet.

Den 12. februar melder regimentet, at officerer og mandskab er udmattet til det yderste. Heller ikke reservebataljonerne har fundet hvile.

Som følge af angreb på nabodivisionerne hørte alarmeringer til dagens orden eller rettere til nattens orden. Men stærkest havde den tolv timer lange dagsvagttjeneste tæret på kræfterne.

I de første ti dage af februar var der alene kommet 204 ny sygdomstilfælde til. Antallet af syge var kommet op på 716.

Der kunne slet ikke mere være tale om nogen nævneværdig kampkraft. Endelig kom den forløsende ordre, at divisionen fra 14. februar skulle afløses af 9. reservedivision.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

11. februar 1917. Fremmedartede skikke i Galicien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

l handel i landsbyerne var på jødiske hænder, og så vidt jeg kunne forstå, brugte man kun byttehandel.

Sagt med et mildt udtryk blev befolkningen udsuget. For et æg f ik bønderne f. eks. en halv heller, hvilket svarer t i l en halv øre – og sådan var alle priser. Forholdet mellem befolkningen og jøderne var ikke ligefrem hjerteligt.

Det meste arbejde, og i hvert fald det tungeste, blev udført af kvinderne. De læssede blandt andet gødningen; manden kørte den så ud på marken, hvor kvinderne strøede den.

Selve jorden var de fleste steder god. Jeg har, når v i gravede skyttegrave, konstateret, at der var den fineste muldjord i indtil en  meters dybde, men dyrkningsmetoderne var meget primitive, og høstudbyttet derefter. Kunstgødning var et ukendt begreb.

E n anden ting, der faldt i øjnene, var forholdet til kirken og dens mænd, et forhold, der efter vore begreber nærmest må betegnes som usmageligt. Jeg lagde således en dag mærke t i l en ganske ung præst, der stod lænet op ad et træ og betragtede de tyske soldater, der havde slået lejr lige ved vejen.

En gammel, krumbøjet mand, næsten en olding, kom gående. Da han fik øje på præsten, rev han huen af og ligefrem krøb hen til ham, tog hans hånd og kyssede den. Præsten værdigede ikke manden hverken ord eller blik , men blev stående i samme nonchalante stilling som før.

Det så ærlig talt ikke godt ud. Måske var det et særtilfælde, men senere så jeg lignende ting – om end ikke så grelle.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. februar 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om USA’s reaktion på den uindskrænkede ubådskrig og de første sænkninger, kampe i Libyen, og situationen i Makedonien, hvor bulgarerne bygger en imponerende forsvarslinje. Der er også nyt om kampene ved Ancre, (hvor bl.a. FR86 må forsvare sig mod britiske angreb), og på den italienske front i alperne.

10. februar 1917. “Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.

I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

9. februar 1917. I Østafrika: “For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. Tidligt i 1917 bevægede han sig stille og roligt sydpå mod Livale, men han var stadig plaget af malaria.

Helt havde jeg ikke faaet Feberen ud af Blodet og kunde heller ikke gøre mig Haab om at faa det med den Smule Kinin, jeg havde til min Raadighed, og min gamle Form fandt jeg aldrig igen.

Paa den første Del af Marchen maatte jeg støtte mig til en Stok, og naar vi kom til Vandløb eller Regnsøer, Korongos, som de hedder paa Kisuaheli-Sproget, maatte jeg lade mig bære over af en stor og stærk Neger.

Denne Transport var ikke lige blid, da Bunden i disse Korongos ofte var fyldt med Elefantspor, hvor Bæreren stadig var ved at snuble. Jeg bad ham være forsigtig, da jeg nødig vilde en Tur i Vandet i den Tilstand, jeg befandt mig i, og han svarede regelmæssigt:

— Ja, Bwana, jeg skal nok passe paa, men hvis jeg falder, saa er det paa Guds Befaling — Amri ya Mungu — det er Guds Villie.

Bagefter mig svømmede den lille Ali som en Fisk. Han var vist den, der klarede sig bedst paa hele denne Safari. For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse altsammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

8. februar 1917. Füsiliererne ved Ancre led frygteligt af sult og kulde

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

En betydelig frontforkortelse var opnået. Regiment 86 blev derved fri og skulle være gået i hvilestilling, men måtte give afkald derpå til fordel for det stærkt rystede infanteriregiment 31. Allerede den følgende nat blev I bataljon indsat længere til højre, nemlig ved hulvejen, der fra Grandcourt fører mod nord til Puisieux, venstre fløj ved Moulin ruiné, næste nat II bataljon til højre ved siden af. III bataljon blev som regimentsreserve dels i R1-stillingen, dels i den nylig opdagede hule ved Irles, 2 km nordvest for Miraumont.

Natten mellem den 7. og 8. februar foretog fjenden et angreb på infanteriregiment 85. Sydenden af hulvejen med gården Baillescourt gik tabt. Vor I bataljon var tvunget til at bøje den venstre fløj mod syd. 2. kompagni fik til opgave at genoprette følingen med regiment 85. Det lykkedes med stort besvær. Kompagniet lå hele dagen igennem uden forplejning i kraterne og kunne ikke blive afløst. De led frygteligt af sult og kulde. Om aftenen blev de trukket tilbage til R1.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

7. februar 1917. “Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig”

Nis Kock fra Sønderborg blev ramt af malaria i Østafrika, under en march sydpå. Efter at havde brugt nogle dage på at komme til hægterne, begyndte sulten atter at sætte ind. Hans hjælper Ramasan kom ham til undsætning her.

Den tredie Dag begyndte Kininen at gøre sin Virkning, og jeg følte mig bedre.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, som jeg flyttede hen paa ved at kravle hen ad Jorden, men forst den fjerde Dag begyndte jeg at fole Savnet af Mad.

Den Dag kom Ramasan til mig med en stor Portion Hønsekødsuppe og en Tallerken med duftende Hønsekød.

Her var ikke Høns i Miles Omkreds, saa vidt jeg vidste, undtagen — en frygtelig Anelse greb mig — undtagen netop Ramasans egen dyrebare Høne, som han havde værnet saa trofast om i over to Maaneder.

— Ramasan, sagde jeg og rejste mig op paa Albuen og saa alvorligt paa Manden, hvor har du faaet den Hønefra — det er vel ikke din egen?

— Jo, Bwana — det er min egen Høne.

— Det kan jeg ikke tage imod, Ramasan

— jeg kan ikke spise din Høne, mens du selv sidder og spiser Majsgrød.

Ramasan svarede mig bestemt og roligt i Afrikas smukke, højtidelige Sprog:

— Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig, og dit Salt har du delt med mig.

Men nu, da du er syg og vi intet Kød har, som kan give dig Kræfter, saa skal du have min Høne, Bwana.

Derpaa satte Ramasan Maden ned ved Siden af mit Leje og gik sin Vej.

Jeg tror endnu ganske sikkert paa, at det var Ramasan, som reddede mig ved denne Lejlighed.

Et Par Dage efter kunde jeg staa og gaa, og vor Safari satte sig igen i Bevægelse.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

6. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa.

Fra Felten

Hilsner
Skrevet den 28.1.17
Undertegnede Nordslesviger sender Venner og Bekendte de bedste Hilsener.
Ewald Lorenzen fra Rørkær ved Tønder

Mange venlige Hilsener og paa et glædeligt Gensyn
Hans Møller fra Kajnæs

Venner og Bekendte sendes hermed en hjertelig Hilsen
Jakob Sørensen fra Abild

Paa et godt Gensyn i vort kære Nordslesvig
Andreas Jessen fra Flensborg

Hermed sendes en Hilsen til Venner og Bekendte baade hjemme og ude.
Johan Lund fra Flensborg

I Haab om et glædeligt Gensyn i vor kære Hjemstavn sendes Venner og Bekendte en Nytaarshilsen
Rasmus Jørgensen fra Nustrup Bæk.

Venner og Bekendte sendes ad denne Vej mange venlige Hilsener.
Peter Schmidt fra Styding

Falden
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles at Jens Nielsen fra Øster Løgum Mark er falden.

Død efter Operation.
Slagtemester R. Sohnemann og Hustru i Aabenraa har modtaget det tunge Budskab, at deres ældste Søn, Rudolf, er død paa et Lasaret i Wilna.

Han har hele Tiden været med paa Østfronten, hvor han for to Aar siden blev saaret i Underlivet. Dette Saar har været medvirkende til den Underlivslidelse, for hvilken han nu maatte bukke under.

Rudolf Sohnemann, der havde lært Slagterhaandværket, blev 24 Aar gammel.

Saarede
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Lauritz Peter Andersen fra Brorsbøl er bleven saaret den 20. Januar 1915. Endvidere meddeles, at Hans Holm fra Hyrup II og Peter Holm fra Løjtkirkeby er haardt saarede.

Savnet
I den preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Hollesen fra Ødis Bramdrup i Danmark er savnet.

I Fangenskab
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Christensen fra Bøjskovskov, der tidligere har været meldt savnet, er i Fangenskab.

Dekoreret
Hjuler Chr. Kudsk fra Maugstrup, Søn af Landmand Falle Kudsk Arnitlund, har faaet Jernkorset for udvist Tapperhed. Han har været med siden Krigens Begyndelse og deltaget i mange haarde Kampe baade i Rusland og Frankrig.

6. februar 1917. Hytterne inficerede med lus og lopper i uhyggelig grad

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

I månederne februar-april 1917 var vi ofte så langt tilbage fra fronten, at v i kom i forbindelse med den civile befolkning.

De var fattige, meget fattige, og husene – vi kaldte dem for »Panjehytter«.

Panje er polsk og betyder »herre« – var inficerede med lopper og lus, så det var helt uhyggeligt. Dagligt kunne man iagttage, at hele familien var beskæftiget med at pille lus, og en soldat med en poetisk åre lavede følgende vers, som jeg skal forsøge at gengive på tysk så godt, jeg formår:

Es laust sich der Vater,
es laust sich das Kind ,
es laust sich die Mutter,
es laust sich’s Gesind.
Ich schaue zu und wundere mich,
es dauert nicht lange, dann lause auch ich.

(Faderen piller lus – barnet, moderen, tjenestefolkene
piller lus. Jeg ser t i l og undrer mig; det varer
ikke længe, før også jeg piller lus).

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

5. februar 1917. Østafrika: “Mad kunde jeg ikke spise — jeg væmmedes blot ved Synet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien Tysk-Østafrika. Under en march sydpå, for at undvige britiske og belgiske angreb blev han ramt af malaria – for anden gang. Han blev derfor efterladt for at komme til hægterne på egen hånd.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, men tørt Græs var ikke til at opdrive.

Derfor havde han bredt et Stykke Sejldug ud over Græsset, og over Moskitonettet, som nu var temmelig formaalsløst, da Moskitoerne havde gjort det værste, de kunde gøre ved mig, havde han spændt et andet Stykke Sejldug.

Et Stykke fra mit Leje slog mine 25 Bærere Lejr med betydelig større Glæde end jeg.

De havde gaaet langt og var temmelig afkræftede paa Grund af den slette Ernæring.

Jeg laa og hørte Regnen tromme mod det udspændte Lærred.

Feberen vandrede hurtigt op mod de 40 Grader,og Hjertet piskede Blodet saa hurtigt gennem Aarerne, at Pulsslagene næsten ikke var til at tælle. Saa længe Staches rædselsfulde Kininafkog endnu virkede, holdt jeg mig fra mine egne Piller, men op paa Dagen delte jeg en af dem i smaa bitte Stykker og spiste dem med en Times Mellemrum.

Ind imellem havde jeg halve eller hele Bevidstløshedsperioder, efter hvad Ramasan senere fortalte mig, og jeg talte meget i Vildelse.

Saadan gik en Dag og en Nat, og en ny Dag brød frem med plaskende Regn og en Luft saa tung, at jeg næppe kunde trække Vejret.

Jeg begyndte atter at dele mit sparsomme Kininforraad for stadigvæk at have lidt at sætte op mod Feberen, men det forslog saa lidt.

Badet i Sved, snart frysende lige ind til Knoglerne, snart gennemhedet af Febervarme laa jeg og kæmpede mod Sygdommen.

Jorden var opblødt af Regnen, og Græsset under mig blev gennemsivet af Vand.

Det var, som hele min Verden forgik i Mudder og silende Regn og Feber.

Mad kunde jeg ikke spise — jeg væmmedes blot ved Synet — og endnu en Dag og Nat gik.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

3. februar 1917. ”Det var Malariaen, som havde holdt sit Indtog igen.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 var han på en march sydpå. Undervejs blev han ramt af malaria, endnu en gang og han blev nødt til at blive tilbage, for at komme til hægterne igen.

Efter en Uges March under disse Forhold begyndte det at knibe for mig med at følge med.

Jeg følte mig træt fra Morgen til Aften, mine Lemmer smertede, og jeg vidste, hvad det betød — det var Malariaen, som havde holdt sit Indtog igen.

Til sidst kunde jeg ikke mere. Jeg kunde næppe se ud af Øjnene og vaklede af Sted som en drukken Mand ved Siden af Stache, der gjorde alt for at hjælpe mig, men savnede det, som jeg trængte mest af alt til — Kinin.

Ogsaa dér var der skaaret ned paa Rationerne — omtrent samtidig med, at vi alle var drevet sammen i Koloniens værste Feberegn.

Der var ikke noget at sige til det — det var den bitre Nød, der havde fremtvunget denne Rationering.

Der vokser Træer med Kininindhold i Østafrika, men det vigtige Stof blev ikke fremstillet dér, men i Tyskland.

Vi maatte saaledes leve paa det Forraad af Kinin, der fandtes i Landet før Krigen, og paa den Smule, vi kunde tage fra Englænderne ved Overrumplinger af deres Lejre.

Jeg havde kun 6-7 Gram Kinin til at modstaa dette meget kraftige Angreb med, medens man under normale Forhold kan bruge indtil ét Gram om Dagen i en Maanedstid for at faa Feberen helt ud af Kroppen, og til sidst maatte Stache en Morgen forbyde mig at staa op, hvad jeg i øvrigt heller ikke var i Stand til.

— De maa blive liggende her, til De er kommet nogenlunde til Hægterne igen, sagde han, men jeg maa videre med Ammunitionen.

De venter mig i Livale, saa hurtigt jeg overhovedet kan komme frem.

Til Afsked gav han mig en Snaps af en lille Flaske, som han havde med. Det smagte aldeles forfærdeligt, og jeg fik en Hjertebanken saa frygtelig, at jeg endnu ikke havde prøvet noget tilsvarende.

— Det er Afkog af Kinabark, oplyste Stache. Det smager forfærdeligt, men det plejer at hjælpe.
— Du gode Gud, hviskede jeg, det er næsten værre end Malariaen.
— De kalder det for Lettowsnaps, forklarede Stache, og kort efter rejste han sig og tog Afsked.

Hans Bærere var gaaet i Forvejen for lang Tid siden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

3. februar 1917. Englænderne angriber ved Ancre

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Hen mod slutningen af måneden [januar 1917, RR] blev den fjendtlige artilleriild stærkere, fordi der i det klare frostvejr kunne observeres bedre.

Den 31. januar havde fjenden med succes angrebet til højre for divisionen og klemt stillingen dér noget sammen. Derved var Grandcourts situation endnu mere truet. Der var derfor allerede siden midten af januar forudset en rømning af denne fremspringende vinkel. Den skulle finde sted natten mellem den 4. og 5. februar.

Natten før angreb englænderne ved infanteriregiment 31.

Omkring midnat begyndte der heftig beskydning af dette afsnit med overvejende svære kalibre. Den greb over på regiment 85 og en del af 86. Ved 9. kompagni bliver samtlige dækningsrum skudt sammen, ved 11. kompagni bliver en sergent og 14 mand begravet. Det lykkedes ikke at redde dem.

Efter en times kanonade var fjenden trængt ind ved regiment 31 og havde besat den førte grav. 6. kompagni 86ere blev kaldt til hjælp.

De overskred om natten Ancre på træstammer og isflager, men kom ikke til indsats og blev sendt tilbage af 31erne.

Ved tilbagetoget næste formiddag [4. februar] led de betydelige tab p.g.a. artilleri.

I den følgende nat frigjorde divisionen sig fra fjenden, rømmede Grandcourt og trak sig tilbage til den nordlige bred af Ancre.

Alle dækningsrum blev først sprængt. Stærke patruljer med maskingeværer sikrede tilbagetrækningen. Først to dage senere, den 7. februar, rykkede englænderen forsigtigt frem til Grandcourt.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

1. februar 1917. 10 Petersen’er ved samme kompagni.

Hans Struck, Mølmark, gjorde krigstjeneste ved 7. kompagni af
regiment 85, som i sommeren 1916 lå i nærheden af Soissons. Der var ved 7. kompagni dengang ni, der hed Petersen, foruden feldwebelen, som var den 10. Petersen. Sent på året meldte han sig frivilligt til at blive uddannet til maskingevær.

Efter uddannelsen kom jeg tilbage til stillingen ved Vaux. Englænderne stormede den 31. januar [1917], men blev slået tilbage.

Næste nat kom de igen. De kastede håndgranater ned i en understand, hvorved Karl Juhl fra Hønsnap og tre andre kammerater faldt. Halvtreds mand af os kom i fangenskab.

Tyskerne råbte og skød efter os, men vi kom hurtigt ned i en engelsk skyttegrav.

Englænderne gik frem, og en vagtmand førte os tilbage. Ved 6-tiden nåede vi en lejr og fandt her hele resten af vor bataljon, bl. a. feldwebel Langbehn. Han havde aldrig været særlig afholdt, og Meyer III gik derfor hen og stak ham en lussing.

Halvtreds kavalerister førte os længere tilbage. Den franske civilbefolkning var meget forbitret og kastede sten efter os. I tre dage fik vi ingen mad, så vi var meget sultne og trætte.

DSK-årbøger 1961

1. Februar 1917 – Uindskrænket ubådskrig

Efter to års skyttegravskrig uden nævneværdige resultater og uden tegn på en snarlig afgørelse besluttede den tyske hærledelse at forsøge at vinde krigen til søs. Planen var ved en ubådsblokade at indskrænke tilførelsen af fødevare til Storbritannien. Da landet var  afhængig af import for at kunne brødføde sin befolkning, håbede man på den måde at kunne sulte briterne til overgivelse.

Med opbakning fra det tyske parlament indledte den tyske flåde derfor 1. februar uindskrænket ubådskrig i farvandet omkring De britiske Øer. I en spærrezone, der blev udvidet flere gange i løbet af året, risikerede alle skibe uanset nationalitet at blive sænket uden varsel. Det gjaldt også skibe fra de neutrale lande.

Den tyske admiralstab var gennem komplicerede beregninger kommet frem til, at man ved sænkningen af 600.000 bruttoregisterton om måneden ville kunne bringe Storbritannien til overgivelse i løbet af mindre end seks måneder. Truslen om uvarslet sænkning forventedes desuden at ville medføre et ophør eller kraftig indskrænkning i de neutrale rederes sejlads på Storbritannien, og dermed en yderligere reduktion i indførelse af fødevare.

Den 1. februar havde den tysk flåde 129 ubåde, 69 af dem opererede i Nordsøen. I løbet af de næste måneder lykkedes det dem rent faktisk omtrent at opfylde det opstillede mål, og situationen i Storbritannien begyndte at blive kritisk. Men da den britiske flåde indførte konvojsejlads, faldt antallet af sænkede skibe drastisk. Samtidig var Ententen i stand til at erstatte de sænkede skibe hurtigere end den tyske admiralstabs statistikere og økonomer havde forventet. Endelig betød sænkningen af neutrale skibe uden varsel, at USA i april erklærede Tyskland krig.

31. januar 1917 – Fra Efterretningssektionens journal

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachment mod Frcia [Fredericia] 1. 1 Bilag modtaget fra H angaaende Forhold i Tyskland og Slesvig. (Bilaget skrevet af).

2. Fra paalidelig Kilde: Tropper, der var anmeldt til Egnen om Gram og Hygum, er ankomne.

3. Gennem Kolding Rytteri:
a. Det meddeles fra 2 forskellige Kilder, at der til Nordslesvig i alt er ankommet 6000 Ryttere.
b. En meget paalidelig Mand meddeler, at den 30/1 eller 29/1 kom et Tog til Rødekro med Artilleri, desuden[?] med Geværer og andre Udrustningsgenstande.
c. Det forlyder, at der i Hamborg skal være mange Tilfælde af Plettyfus.

Okdoens [overkommandoens?] Efteretningssektion (tilintetgøres).
Rytteriet i Nordslesvig er nærmere at betragte som et Hestedepot

i Aabenraa: 1500-2000 Md.
omkring Haderslev: 6-7000 –
i Flensborg 10000 –

Indkvartering af 400 Md. i Gabøl: 400 Mand i Ø. Linnet er aflyst

En Mængde Pontoner er aflæsset ved Rødekro og Hovslund og transporteret til Kalvøvig.

Der arbejdes stærkt paa Barakker, 4-6 km. bg. Skyttegravslinien (i Linie med Batterierne) (Hoptrup – Syd om Mastrup – S. om Vedsted – N. om Skovby – Bevtofte – N. om Toftlund og videre mod V.)

Ved Skovgaard et Batteri lige midt i Alléen.

38 cm Kanoner i Lerskov Plantage og i Plantagen V. f. Banen.
Til disse Batterier er der Spor direkte fra Hovedbanen.
Hovedepotet af Ingeniørmateriel ved Hovslund Station.

Bane fra lidt N. for Rødekro til Skovby (direkte).

Bekræftelse paa Ankomst af Pionerer med store Pontoner og en Mængde Bromateriel til Over Jersdal.

2 Divisioner i Lockstedt Lager.

i Rødding 30 Md af 9.Res.Ersatz Jægerbatl. og Mandskab af 32 Lsb. [Landsturm-Bataillon]

Byerne mellem Haderslev-Aabenraa-Rørkjær-Kabdrup, Erigsted[?] og Bjerning har den 24/1 faaet Melding om Indkvartering af Rytteri

I Juleugen laa
i Mastrup 2. komp af Lsb.Inf.Rgt. 31
i Gram Lsb.Infrgt 27
i Haderslev Lsb.Inf.R. 21

Sparekassedirektør Sibani, Skive.
Til Stabschefen. Om en mistænkelig Sønderjyde, der siges af spionere for tysk Regering.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

 

31. januar 1917. “Jeg har ærligt og redeligt hugget den!” Bergholt fodrer sine heste

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

Fra tid t i l anden afløste v i østrigske regimenter snart her, snart der; men marcherne generede mig ikke mere.

Tre gange 16 dage var jeg afløser for kuske, der var på orlov. Da jeg altid har holdt af at have med heste at gøre, passede det mig fortrinligt.

Jeg ynkedes tit over disse dyr, for de fik langt fra nok at æde.Hver hest fik højst 1-2 pund havre om dagen. Hvis de så endda havde fået tilstrækkeligt med hø eller halm, kunne det have gået an. Alt træværk, som de kom i nærheden af, åd de uden videre.

En dag, da det det var min tur til at hente den ugentlige foderration til hestene, lykkedes det mig at få en balle hø for meget læsset på vognen.

Det var pressede baller, og de vejede ca. 100 kilo. Da jeg kom hjem, forlangte underofficeren, under hvem hestene og dermed også foderet sorterede, at den »reddede« balle skulle indgå i den  almindelige fordeling.

Dette modsatte jeg mig meget kraftigt, idet jeg for det første henviste til , at jeg ærligt og redeligt havde hugget den, og for det andet, at de to heste, som jeg havde, var de to største og også de to magreste ved afdelingen.

Han bøjede sig for mine argumenter, og jeg fik lov til at beholde høet t i l mine to »rallikker«, for det var nemlig det, de var.

Virkningen af denne ene balle hø var så iøjnefaldende, at Feldweblen ved den ugentlige appel spurgte mig, hvad jeg havde gjort ved de to heste.

I øvrigt f ik jeg bevis på, at utak er verdens løn, da den ene hest en dag langede ud efter mig, så jeg satte mig på halen. Heldigvis ramte sparket min tegnebog, der sad i brystlommen og var fyldt med breve, så jeg tog ingen skade.

Da v i kort tid efter kom til Frankrig, gik det galt med disse udsultede dyr. Her var rugen allerede en halv meter høj, og græs var der også nok af.

Hestene foråd sig simpelt hen, og slet ikke så få af dem døde af kolik.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)