Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

22. januar 1916. “Nix kompra, madame!”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

En overgang boede jeg [når han lå i reservestilling, RR] sammen med to tyske kammerater hos et gammelt ægtepar, Deserie. Et par af deres sønner var soldater i den franske hær. Den yngste, som ved  krigens udbrud ikke havde været værnepligtig, var hjemme og gik i minerne, som faderen før ham, men to sønner havde mistet livet ved den store grubeulykke, som nogle år før krigen ramte Sallaumines-gruben, og hvorved mere end 1200 af egnens mænd omkom.

De to gamle hadede os af et godt hjerte, men tog alligevel imod den mad, vi kunne skaffe med hjem til dem. Heldigvis kunne vi ikke forstå de vrede ord, madame Deserie øste ud over vore syndige hoveder. Vi lo blot godmodigt og sagde blot: »Nix kompra, madame!«

At sige, at det var mindre renligt hos de to gamle mennesker, ville være et mildt udtryk. De sad det meste af dagen ved hver sin side af komfuret, skråede, snuste tobak og spyttede langspyt, så der stod to halvkredse foran dem på flisegulvet, og alt var snavset og fedtet.

Vi var jo ellers ikke forvænte med renlighed, men det var os alligevel et nummer for groft, og da hunden en dag havde lavet sit behov bag køkkendøren, og døren så ved at gå op og i slæbte det med frem og tilbage, tog vi affære.

Alle køkkenmøbler blev sat ud i gården og fik der en ordentlig omgang med vand, sand og en klud. Så kom der et par spande vand ind på gulvet, og der blev ikke levnet snavs, hverken i hjørner eller sprækker.

Madammen skældte ud, så det sang, mens manden forsøgte at glatte lidt ud, men aldrig har deres køkken skinnet sådan af renlighed, som efter denne omgang.

Kun mandens billedgalleri lod vi i fred. Det var en broget samling af journal- og avisudklip, som han havde klæbet op på den ene væg. Nogle af billederne bar stærke spor af at have været i berøring med det snavsede gulv.

DSK-årbøger 1960

21. januar 1916. Seksdages turnus ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Seks dage i forreste linie, seks dage i første reserve og seks dage i anden reserve, det var rytmen i vor tilværelse i stillingen foran Lorettohøj en.

Når vi lå i anden reserve, var vi indkvarteret i en landsby, Neuelles,  som lå nogle kilometer bag ved Lens. Tit måtte vi om natten gå herfra og ud til fronten på skansearbejde, men det hændte også, at vi arbejdede på en reservestilling, som blev anlagt tæt uden for byen. Her kunne vi arbejde om dagen uden at blive beskudt.

En dag talte jeg herfra mere end 30 mineskakter, kendelig ved de bøje ståltårne.

Her i Neuelles havde vi også en del vagttjeneste, blandt andet for at kontrollere civilbefolkningens færden. De skulle alle have identitetskort, men det tog vi nu ikke så nøje, især når det var unge piger. Vi så da i reglen meget strenge ud til at begynde med, men det endte gerne i en forstående latter.

En gang var jeg på et vagthold, som skulle passe på nogle internerede mænd. De var anbragt i et toetagers beboelseshus, hvorfor, ved jeg ikke. Vi skulle bevogte huset både forfra og bagved og gik med skarpladte geværer og opplantéde bajonetter. For det meste sad vi dog inde hos mændene ved den varme pejs. De skulle nok varsko os, når runden kom, og når deres koner kom med mad til dem, fik vi en kop kaffe med. Der var vist ingen af dem, der tænkte på at stikke af, og vi var for resten da også ligeglade.

DSK-årbøger 1960

20. januar 1916. “Englænderne havde åbenbart morskab af at beskyde vore retirader …”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Englænderne vedligeholdt ved dag og nat en irriterende ild mod vore stillinger. Det var ikke noget egentligt bombardement, en salve her og et par granater der.

Vi var altid og alle steder utrygge. Åbenbart havde de også deres morskab med at beskyde vore retirader, så vi også måtte til at bygge dem under jorden.

Alt dette sled på nerverne, og det kostede jo også menneskers liv og førlighed. En dag beskød de os med gasgranater, og da vinden hen på eftermiddagen løjede helt af, blev gassen ved at stå i skyttegravene, så vi i mange timer måtte gå med gasmaske på. Det var meget  ubehageligt, men ellers skete der ikke noget.

Underofficeren, som uddelte den daglige ration af snaps, havde soldet sammen med venner og fæller, og mange var stærkt berusede. Drikkevarerne var selvfølgelig taget af den fælles  tildeling, og snart kom der klager til kompagniføreren fra det menige mandskab, der jo ikke havde fået det kvantum snaps, der tilkom dem.

Så blev jeg sat til at dele spritten ud. Underofficererne blev selvfølgelig sure over at skulle hente deres ration hos mig, men blandt mandskabet fik jeg pludselig mange gode venner. Jeg holdt mig dog strengt til forskrifterne.

På en tur gennem stillingen blev kompagniføreren kvæstet. Et par granater slog ned i skyttegravens kant, og en jernstump ramte ham og slog ham omkuld. Den nedstyrtende jord begravede ham, men heldigvis havde der stået en løberist af træ på kant op ad gravens side, den væltede under jordens skred og lagde sig hen over ham, så det blev forholdsvis let for mig at få ham fri.

Kvæstelsen, som han havde fået, betød nu ikke så meget. Han var blevet klemt lidt og havde fået et chok. Jeg fik ham ned i hans bunker og lagde ham på briksen, og da det blev aften, ledsagede jeg ham ud af stillingen. Det blev sidste gang, jeg så ham.

DSK-årbøger 1960

19. januar 1916. Ordonnanstjeneste, telefoner og kodesprog

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Mange gange, når vi lå i vore bunkers, kunne vi høre modstanderne arbejde neden under os. Alle stillinger her var underminerede, og ved passende lejlighed sprængte de så hele partiet i luften.

Man kan ikke just sige, at det gav et stort brag, når de tusind kilo dynamit eller mere futtede af. Det virkede på en anden måde. En dump lyd, og så kom der ligesom flere bølger af rystelser efter hinanden. Der kunne opstå et hul, som man godt kunne have puttet en hel bondegård ned i. Jeg har set det flere gange, men har ikke ord for at beskrive idet . . .

Man ligesom lammedes af den ufattelige kraft, man her blev vidne til. Jordklumper, så store som jernbanevogne, slyngedes tårnhøjt til vejrs. Da gælder det om at hytte sig, når de kommer ned igen. Det er blevet fortalt, at ni mand engang blev begravet under en sådan jordklump.

Så længe løjtnant Wiegelmann var kompagnifører, var jeg ordonnans. Det var ikke ufarligt, da jeg jo måtte af sted, uanset hvor meget der blev skudt, og der har da også mange gange været bud efter mig.

En gang var jeg på vej ud i forreste linie med en melding. Der var et voldsomt skyderi. Det generede mig nu ikke stort, da løbegraven var ret dyb, men pludselig satte det engelske artilleri ind på min grav, og  granaterne hamrede ned til højre og venstre. Det kan nok være, at jeg fik travlt og nåede snart en bunker med ammunition, hvor jeg  krøb i ly mellem al slags farligt sprængstof. Englænderne havde øjensynlig set mig fra en lænkeballon, jeg hele tiden havde set forude.

Som ordonnans boede jeg sammen med telefonisterne. Fra vor bunker gik der en underjordisk gang ind til kompagniførerens  dækning. En dag sad jeg og spillede »Skamlingsbanke« på en mundharpe. Kompagniføreren kaldte på mig og spurgte, hvor jeg var fra, for han kendte godt den melodi. Jo, jeg var da deroppe fra den danske grænse, nærmere betegnet Lintrup. Den egn kendte han  godt. Han havde været ved toldvæsenet i Skodborg og havde haft  tur til Bavngård. »Så er det ikke så mærkeligt, at jeg hele tiden har syntes, at jeg skulle kende herr løjtnant«, sagde jeg, »for jeg har næsten kendt alle toldembedsmænd, som færdedes på den strækning«. Min far havde som bygmester haft arbejdet i mange år på de tyske toldbygninger på dette afsnit af grænsen.

Der var dog også mange fordele ved at være ordonnans. Jeg kom i forbindelse med mange mennesker. Når jeg bragte meldinger til officererne, fik jeg tit en cigar. En dag kom jeg ned til en ældre løjtnant med melding om, at han var afkommanderet til et  rekrutdepot. Han blev så glad som et barn og blev ved med at læse  meldingen igennem, alt imens han blev ved med at skubbe cigarkassen hen til mig med opfordring til at forsyne mig.

Jeg tog en, jeg tog to, men til sidst tog jeg en hel håndfuld og stak dem i lommen.

Et par gange om dagen måtte jeg tilbage til bataljonskommandøren, som boede i Lievin, vel et par kilometer bag fronten. Jeg benyttede gerne lejligheden til at gå hen til et køkken for at få noget at spise. Nu måtte jeg i grunden ikke gå alene på disse ture. Vi skulle altid være to i tilfælde af, at der skulle tilstøde os noget, men for at få mere fritid skiftedes vi til at gå. Somme tider kom kommandøren, Hauptmann v. Saal, dog med meget nærgående spørgsmål, så var min makker gået til køkkenet, eller havde lige henne i gaden truffet  en ven.

Da mit hverv som ordonnans førte mig temmelig langt omkring i stillingerne, fik jeg et kort over hele afsnittet udleveret. Det var en meget betroet sag, og jeg lod det aldrig ud af hænderne.

Nu kunne alle de meldinger, vi ordonnanser løb med, jo godt være afgivet pr. telefon, om bare ikke tyskerne havde haft en mistanke om, at modparten på en eller anden måde var i stand til at aflytte deres telefonsamtaler. De kunne nemlig selv i en afstand på indtil to kilometer høre visse summetoner. Derfor måtte ingen telefon ude i fronten være uden dobbelte ledninger og absolut ingen jordledning.

Blev der endelig givet vigtige meldinger igennem, blev det gjort i en slags kodesprog.

»Beder om forfriskning til 17, bærer hele dagen askespande!
« Det var en melding til artilleriet og betød: »Beskyd punkt 17, den kaster miner!« Meldesystemet var desuden sikret ved, at der var indbygget anlæg til at kunne sende lyssignaler.

DSK-årbøger 1960

18. januar 1916. Ved Loretto: Snigskytte med kikkertsigte

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Terrænet i vort afsnit skrånede svagt ned mod en høj banedæmning, som gik tæt bag vore modstanderes skyttegrave. Der lå minebyer på  begge sider af banedæmningen, og en gade var ført gennem en  viadukt.

Denne viadukt var tilbygget med props, for at man ikke skulle se ned  ad gaden på den anden side, men en dag havde en af vore soldater  kravlet omkring i granathullerne bag vor stilling. Derved var han  kommet noget højere op og opdagede nu, at han kunne se en skærm, som dækkede en gennemgang i den tilbyggede viadukt. Han kunne se, hvordan engelske soldater ganske sorgløst færdedes på den anden side af dæmningen.

Opdagelsen blev meldt til kompagniføreren, og han tog mig med ud til stedet. Jeg skulle bære periskopet og en riffel med kikkert.

Periskopet forstørrede 15 gange, og nu kunne vi rigtig betragte livet  på den anden side. Det hele var så tydeligt, at man ville have kunnet  genkende enhver som helst.

Længe kunne kompagniføreren imidlertid ikke dy sig; der skulle  skydes. Det var jo kun fuglefrie soldater, som gik der, og tilmed  fjender. Jeg skulle observere gennem periskopet.

Nu kom der to soldater. Kuglen må vist have pebet dem om ørene,  for de sprang hver til sin side og kiggede forbavset.

»Jeg tror, at kuglen slog i venstre side af viadukten«, sagde jeg til kompagniføreren. Det ville han ikke tro og fyrede igen. Skuddene vakte godt nok forundring på den anden side, men jeg så hver gang et nedslag i cementmuren. Da det blev ved at gentage sig, blev jeg klar over, at det var selve projektilet, jeg så en skygge af, idet det  smuttede gennem periskopets lysfelt.

Inden aften havde man dog skudt et par englændere. Dagen efter blev hullet lukket.

Der var iøvrigt fire rifler med kikkerter i kompagniet, udleveret til de bedste skytter, som skulle gå omkring og pille uforsigtige  modstandere ned. Man tilbød også mig en sådan riffel, men jeg frabad mig dette hverv.

DSK-årbøger 1960

Røde Kors’ register over 5.000.000 krigsfanger on-line

Røde Kors varetog under Første Verdenskrig forbindelsen mellem krigsfanger og deres familier.

På hjemmesiden http://grandeguerre.icrc.org/ kan man søge efter krigsfanger i fangelejre i hele verden.

NB: Man finder Jensen under Jenzen, Hansen under Henzen o.l.  og derpå er sedlerne ordnet fonetisk, ikke alfabetisk.

For at finde sønderjyske krigsfanger skal der søges i nationaliteten German og kategorien military (ikke civilians)

Der står overvejende militære oplysninger på sedlerne, af og til en hjemadresse.

17. januar 1916. Ved Loretto: Forskel på franskmænd og englændere

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Til at begynde med havde vi haft franskmænd liggende over for os.

De blev senere afløst af englænderne, og vi kunne straks mærke forskellen. Englænderne var ligesom mere pågående, mere bevidst i måden at holde os i spænding på. De sendte forvovne patruljer ind i vore skyttegrave, og de sloges som desperate, når de kom i knibe.

En nat blev en af dem skudt, og det viste sig da, at en af vore officerer kendte ham fra Hamborg, hvor han før krigen havde været ansat i en forretning. En anden gang blev et par englændere, som var kommet ned i vor skyttegrav, skarpt forfulgt. De løb ud gennem en sappe, slog en af vore vagtposter ned og sprang over dækningen. Den anden vagtpost glemte i forskrækkelsen helt at skyde.

En anden gang rendte en engelsk patrulje ligefrem med to af vore mænd, som stod vagt i en fremskudt stilling. Vi diskuterede  sommetider, om der var 18 eller 20 meter mellem stillingerne på  dette sted.

DSK-årbøger 1960

16. januar 1916. Gode, nye stillinger ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den nye stilling, vi nu kom i, var ny og systematisk udbygget under hensyntagen til terrænets beskaffenhed. Den forreste skyttegrav var tre meter dyb og foroven en fem til seks meter bred, og bunden var overalt forsynet med løberiste af træ.

Fra gravens bund og ned til opholdsrummenes bund skulle der være mindst 22 trappetrin, så vi fik mindst 5 meter fast jord over os. Disse  bunkers var afstivede nede i jorden. Selve rummet var 1,80 m højt,  2,40 m bredt og 4 m langt. Hver bunker havde to udgange og var  desuden forbundet med hinanden under jorden. Nedgangene  krummede, så der ikke kunne skydes ned ovenfra.

Undergrunden bestod af kalksten, og det var et stort stykke arbejde at lave et sådant opholdsrum.

Vi fortsatte udbygningen af denne stilling. Om dagen fyldte vi den løshuggede kalk i sække, og om natten tømte vi sækkene bag ved  skyttegravene. Vi lå da i en række, hver bag et lille værn og kastede sækkene fra den ene til den anden, indtil den sidste tømte dem. Det  var et meget farligt job, idet man ovre fra den anden side forsøgte at forstyrre os i arbejdet ved at skyde på os med geværgranater, små  skyttegravskanoner og miner.

En nat syntes jeg dog, det blev for hedt og rullede mig langs jorden for at komme i dækning. Derved fik et stykke pigtråd fat i mine  bukser og rev en mægtig trekant. Jeg reparerede straks, men fik  underbukserne syet fast til benklæderne …

En lille kanon, måske kal. 4 cm, hvormed franskmændene kunne bestryge vort afsnit, var særlig generende. Den måtte tilintetgøres. Til dette formål fik hver vagtpost to pinde. Den ene af pindene blev  straks sat i jorden foran på dækningen, og når så af skuddet fra kanonen lyste op, blev den anden pind sat ned i pejleretningen.

Ved så at trække en linie over pindene fra de forskellige stand, fandt  man skæringspunktet, og der måtte den altså være. Den fik 120  skud af svært kaliber og var herefter tavs.

DSK-årbøger 1960

15. januar 1916. “Der er kun 3-4 meter over til franskmanden.” Udveksling af cigaretter og franskbrød

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Ripont, den 15. Januar 1916. Det er Frostvejr og Sne. I 10 Dage har vi været i Ro, og har faaet Forstærkning; og er nu atter kommet i Stilling, denne Gang lidt mere til højre. Jeg har været saa uheldig at have faaet anvist et „Sappehoved”, hvor der aldrig er Ro. Haandgranaterne flyver frem og tilbage, thi der er kun 3-4 Meter over til Franskmanden, der har modarbejdet Sappen.

Sappehovedet er naturligvis godt indhegnet med Pigtraad, men der skal dog passes godt paa, for at være sikker mod Overrumplinger. Altid er der døde eller saarede, men i Forgaars besluttede Max, at dette her skulde høre op. Han kunde tale og skrive fransk, og af den Grund blev han enstemmigt valgt til at føre de Vaabenstilstandsforhandlinger, som han havde udklækket. Han fandt særlig Tilslutning hos Skomageren, og ogsaa Skorstensfejeren erklærede, at det var „Famos”.

I Gaar Morges var Forberedelserne færdige. Til en stor Klump Kridt blev der bundet 8 Pakker med Cigaretter, og til et andet Stykke blev der bundet et Brev med Betingelserne. De gik ud paa, at hvis de vilde lade være med at fortrædige os, skulde de hver Morgen faa en Pakke Cigaretter, og vi lovede dem saa Ro til at ryge dem.

Max kastede selv sit Forslag over til dem, og efter den Tid vi mente, Brevet kunde være læst, fulgte Cigaretterne.

Vi afventede i største Spænding, hvad Fredstilbudet vilde føre til, men da vi kort efter kiggede ud gennem Skydeskaaret i Staalpladen, kunde vi se, at der var gaaet Ild i Cigaretterne. Duften af dem naaede over til os, og vi var glade over det gode Paafund, der syntes at vinde Tilslutning.

Pludselig kom en større Pakke susende igennem Luften der ovre fra. Skrækslagne flygtede vi til alle Sider og søgte Dækning, hvor der var nogen at finde, men Skomageren, der ikke lige straks havde opdaget Faren, faldt over Pakken og blev liggende med denne under sig. Vi ventede hvert Øjeblik paa at se Skomageren ryge i Luften. „Løb, dit dumme Svin!”, raabte Skorstensfejeren.

Da vi i det samme saa omkring Hjørnet af Skulderværnet, saa vi Skomageren sidde ganske rolig paa sin Bag, og i færd med at løsne Pakkens Baand. Drevet af Nysgerrighed, kom vi alle tilstede, og stor var Glæden, da Pakken viste sig at indeholde et dejligt, stort Franskbrød. Det var dog et rigtig „Fransk”brød, og det varede ikke længe, før det var omdelt og fortæret. Max’s Forslag om lokal Vaabenhvile viste sig at være vel anbragt, og Skorstensfejeren kunde da heller ikke lade være med at trykke ham til sit Bryst.

I Aftes var Max og Skorstensfejeren ovre paa den anden Side, og var blevet godt modtaget af Franskmanden. De syntes selv, at det var bedre, som vi nu havde det, og havde trakteret med Vin og mere Franskbrød, der blev taget med over til os. I Aften vil jeg med et Smut derover for at hilse paa dem. Bare det bliver ved med at gaa godt.

I Middags havde vi Besøg af Fændrikken, der jo er Delingsfører, men af og til kommer for at indhente Oplysninger og Raad. Trods sin Ungdom er han saamænd et prægtigt Menneske og synes nu at have lært, at uden Kammeratskab kan den enkelte intet udrette. Kun syntes han at være utilfreds med, eller var dog i hvert Fald yders forbavset over, at der aldrig forelaa Melding om saarede fra „Sappe 3″, og mente, at vi vel hellere maatte foretage en Patrouille over for at se, om der i det hele taget var nogen derovre.

Det raadede jeg ham dog meget indtrængende fra, og forklarede ham Forholdet med, at der muligvis var kommet Afløsning derovre, og at de ikke var interesseret i denne evindelige Haandgranatkamp. Det syntes han ogsaa at kunne forstaa, og han blev endnu bedre i Humør, da jeg viste ham „Kölnische Zeitung”, i hvilken der under „Heeresbericht” stod, at der Juleaftensdag i Stillingen 12 Kilometer østlig Tahure var stormet og indtaget stærke, fjendtlige Stillinger.

Han fik Udklippet med sig, og sender vel nu dette hjem til Forældrene, medens han selv venter sig rykket nærmere Løjtnantstitlen, som han jo engang skal have.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

St. Lorettos høj skyder sig som en mægtig knude ud i det flade nordfranske land. Det er ikke noget bjergmassiv med klipper og vildsomme skove. Så langt jeg kunne se, havde der kun været dyrkede marker, men intet hus og ingen træer.

Nu var skrænterne gennemtrukket af et net af skyttegrave og løbegrave og arret efter forbitrede kampe.

Læs videre 14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto

7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Hvad var årsagen til disse beskydninger? Gik fjenden i angrebstanker? Begge gange var han blevet i sine skyttegrave.

En anden formodning var mere sandsynlig. Vores rastløse arbejdsaktivitet, særligt etableringen af forpostgrave med de små forstærkede dækningsnicher havde sandsynligvis foruroliget ham, idet banken og hamren naturligvis ikke var undgået hans opmærksomhed. Han troede åbenbart at vejre en operation fra vor side, som han ville holde nede, og hvis forberedelse han ville genere. Læs videre 7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?

5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Før end skaderne var helt udbedrede, gentoges beskydningen med samme styrke den 5. januar i det nye år. Samtlige regimentsafsnit og ”Hanseatenlejren” blev taget under ild.

Feltartilleriet beskød skinstillingen, hovedlinjen K 3 og højde 193. Især blev igen det andet kompagni fra højre, nu 5. kompagni, stærkt medtaget, mens de to kompagnier på venstre fløj slap bedre fra det. Dér lå den fjendtlige ild for kort. Læs videre 5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py

31. december 1915. “Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 (FR86) lå i julen 1915 ved Somme-Py. I dagene op mod nytår var de under hård beskydning.

Nu fulgte nogle tungere dage for regimentet. Allerede siden midten af december havde fjendens artilleriild ændret sig. Det havde især taget ”Hanseatenlejren” på kornet med tunge kalibre.

Den 27. december tog ilden til i alle dele af stillingen. Værre endnu blev det den 28. december. Tung ild, artilleri og miner, lå fra om formiddagen til kl. 5 om eftermiddagen med uformindsket styrke over midten af stillingen og over ”Hanseatenlejren.”

Særlig slemt blev kompagniet i andet afsnit (6. kompagni) ramt.

Kompagniet i ”Hanseatenlejren” (10. kompagni) blev heldigvis forskånet, da de var på arbejde foran i et mindre udsat afsnit.

Også opmarchvejene og højde 193 lå under ild. Under beskydningen anvendte franskmanden igen en af sine raffinerede metoder til at øge tabene. Han indlagde en kort ildpause og lod så infanteri- og maskingeværild brage løs. Herved skulle man foregive et kommende angreb og lokke besætningen ud af dækningsrummene. Et pludseligt ildoverfald antraf dem således ubeskyttede i skyttegravene.

Tabene var betragtelige, 23 døde og 12 sårede. Langt den største del ramte II bataljon, som lå i front.

Det forholdsvis store antal døde forklares ved, at mange dækningsgrave blev sønderskudt, og at deres mandskab blev begravet. 6. kompagni havde således mistet næsten alle deres dækningsrum.

En mand fra 6. kompagni lå med sine ben frygteligt indeklemt i et sønderskudt dækningsrum. Han kunne først blive befriet efter 48 timers opofrende arbejde. Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl.

I alt havde regimentet i den sidste tredjedel af måneden 30 døde og 47 sårede.

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.

25. december 1915. Slagsmål til jul

Lauritz Jørgensen beretter om en ualmindelig ufredelig juleaften.

Juleaften blev vi afløst i skyttegraven. Vi glædede os til nogle få dages ro og havde slået køjesenge med halmsække op i et hus. Vor gruppe var folk fra Holsten og Mecklenborg samt undertegnede. En mand – “Paul Brændevin” – hvis borgerlige navn var Zimmermann, var altid glad, når vi gik tilbage; men i aften var han i overstadigt humør. Han sprang fra den ene til den anden og fortalte om alt, hvad han havde hørt om festen i aften.

„Ja,“ sagde han, „vi får en pakke hver, „Liebespaket”, fra garnisonen, en hel flaske vin, cigarer, julegodter, øl så meget som vi kan labbe i os, og rom fik vi muligvis også osv.“

Jo, han mente, at festen ville blive ualmindelig god.

Nu hoppede han ind i skoven og kom snart tilbage med juletræet, for det hørte med til en rigtig jul. Munden stod ikke stille på ham, han var så glad som et barn. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise fra feltkøkkenet, men herlige sager fik vi. Juletræet blev pyntet og Paul vimsede rundt. Sagerne blev pakket ud, og i al tarvelighed fejrede vi nu jul — til at begynde med da.

Paul havde allerede taget sig nogle store gibbenakker og havde vældig travlt. Han havde fået et par tøjsko i julegave, dem var han glad for. Jakken havde han smidt, men livremmen og feltflasken havde han om livet. Paul havde altid to feltflasker med rom i. Det hele formede sig, som han havde forudsagt, med vin, cigarer, øl, småkager m. m. —Men det varede ikke så længe.

Døren blev pludselig revet op, og ind trådte en feldwebel, “der Löwenbändiger”, iført flot ekstrauniform. Pistolen hang lige på maven. Her, bag ved fronten, kunne han tillade sig at være modig, her var han fræk, en farlig kraft at se på. Ude ved fronten var han lige det modsatte.

I dag var han en mand med sammenbidt energi, ja, ligefrem selve »der Kaiser*. Han blev stående et øjeblik for rigtig at sole sig. Så brølede han som en rasende efter «Schof«. »Hvor er den forbandede Schof?«

Pludselig stod Paul foran ham. — Her, herr feldwebel — og i samme nu slog han Paul lige i panden, så han omgående gik i gulvet. Da han kom til sig selv igen, krøb han ind under køjen og blev liggende der. Benene kunne der ikke blive plads til, så »sutterne« stak udenfor.

“Løvetæmmeren” brølede igen. “Frem med cigarerne!”

Straks havde flere af de yngre kammerater de nye kasser parat og bød ham af de flotte cigarer, men han langede ud efter kasserne, og flere hundrede cigarer røg rundt på gulvet. Så delte han lussinger ud både med højre og venstre hånd, og her var fart over feltet. Alle uden undtagelse fik en omgang.

Sadelmageren sagde nu til mig: »Lad os redde det, vi kan!“ og så væltede vi bordet med alle lys samt juletræet.

Nu var der mørklagt. »Løvetæmmeren« havde taget et af vore geværer, som stod opstillet i stativet, og slog om sig som desperat. Alle vi andre blev også snart bevæbnet, og kampen var hurtigt i gang. Den ene kolbe efter den anden røg af, efterhånden som vi ramte ham eller en anden — eller køjekanten.

Slaget var snart på sit højdepunkt. »Løvetæmmeren« løb rundt imellem os, og mange af de slag, der var tiltænkt ham, ramte en af vore. Snart var han her, snart der, ligesom en loppe.Han var næsten ikke til at få ram på. En gang imellem knurrede Paul, når vi trådte ham over tæerne, der jo kun var beskyttet af sutskoene. Det lød som en fornærmet, gammel kat.

Kampen fortsattes ude i køkkenet. En trappe herfra førte ned i kælderen, hvorfra over jæger Mathiesen kom op. Han og nogle andre fejrede jul dernede. Han råbte: »Hvad er her på færde?«. — Mathiesen var fra Husumegnen og havde bl. a. arbejdet i København. Han talte godt dansk; derfor svarede jeg på dansk: »Her er næsten alt skrupskørt!«

— »Er det ham, den bandit! Nu skal jeg ordne ham!« Han smed trøjen og gik lige i bælgen på »løven». Kampen blev ført i asende tempo. Træpanelet brasede sammen og de to kæmpende styrtede ned ad trappen, »løven« først, så Mathiesen. Han fik god lejlighed til at klø ham, og vi undte ham det. »Tænd lys!« råbte Mathiesen. Lyset blev tændt og nu kunne han bedre se, hvor „løven” var. Vi andre var blevet observatører.

Kampen bølgede videre med uformindsket kraft. — »Du, Paul«, kaldte en af kammeraterne, »nu kan du godt komme frem, for nu er han »løvetæmmeren« gået under jorden«. »Paul Brændevin« kunne altid snakke sig fra det hele og yndede at optræde i helterollen, men vi var spændt på, hvorledes han ville klare den nuværende situation. På forhånd syntes stillingen jo håbløs for ham, for han havde jo ligget skjult under køjesengen. Der var slet ikke noget at prale af for ham. For en gangs skyld kunne vi jo nu se ham som en slagen mand. Det var ikke til at bortforklare! — Men hvad gjorde Paul? — Han optrådte som »sejrherre!« Han brystede sig, han knejsede som en hane paa en møgbunke.

Nu var »løvetæmmeren« vel nok blevet snydt rigtig godt, sagde han. — Jeg narrede ham, for jeg hedder jo ikke »Schof«.

»Nej«, sagde sadelmageren, »du hedder »Paul Brændevin « og er en stor kujon!«

„Hvem? Er jeg en kujon? — Jeg skal bevise det modsatte!”

– Og nu ville han slå »løvetæmmeren« ihjel. En af kammeraterne rakte ham et stoleben. »Det dur ikke«, sagde han, og løb forbi de kæmpende og udenfor. Et par meter fra brostensrækken stod i dybt pløre en høj pumpe med en mægtig pumpestang af tykt jern. Stangen lignede et spørgsmålstegn. En stor kugle dannede afslutningen. Med den ville han ordne »løvetæmmeren«. Han sled hele natten med den stakkels pumpe, kun afbrudt en gang, da han løb ind for at skifte feltflasken med rom i. »Det gav kræfter«, sagde han. Det knagede i boltene, når han sled sidelæns i svinget, og engang imellem var det ligesom den trak modsat vej, for allerbedst som han mente, at nu havde han overtaget, fremkom der en hvislende lyd. Et ryk! og Paul mistede grebet og gik omkuld i pløret.

Han så farlig ud efter det mudderbad, iklædt skjorte og sutsko.

Mathiesen og »Løvetæmmeren« endte også i pløret, »Løvetæmmeren« endda i det fine tøj. De rullede rundt som et marsvin derhjemme i »Lillebælt«. Vi fik nu stablet bordpladen op, og lysene blev tændt. Vi tog et kort overblik over situationen og fortsatte vor julefest. Mathiesen kom ind, forrevet og forslået i ansigtet og — snavset, ikke så lidt endda. Jeg sagde til ham: »Tror du, vi holder fastelavn, siden du har maske på?« — »Hold kæft!« svarede han.

Ved totiden kom også Paul ind. Han så forfærdelig ud efter sin kamp med pumpen. Denne ville tydeligt nok ikke godvilligt afgive sit flotte sving, der nu nærmest lignede en kohale i færd med at jage fluer væk. Den før så stolte pumpe lignede nu nærmest et abstrakt kunstværk. Paul smed livremmen og skjorten, satte sig på køjekanten og sov på tværs i køjen. En af kammeraterne dækkede ham til med en kappe. Paul var træt.
Ved tretiden ebbede festen ud. Vi havde haft en gevaldig jul og moret os godt,, og sikken masse lussinger vi havde fået. Lidt uorden og rod var der vel nok efter festen, men oprydningen kunne vente til vi havde sovet. Vi var ogsaa trætte.

Klokken otte blev der kommanderet »Aufstehen!«

Lidt forbavset over et sådant brøl, lå vi nu og lurede lige som en flok grise efter en afbrudt, dejlig middagssøvn. Lidt omtumlet og slet ikke rigtig vågne glanede vi omkring, og uvilkårligt tænkte vi på, om vi nu skulle have tærsk igen. — Men denne gang mødte der tre mand, en officerstedfortræder, en løjtnant og vor stabsfeldwebel. De stod midt på gulvet og var benovet, ja, helt chokeret over den utaknemmelighed, vi havde lagt for dagen for de dejlige julegaver, vi havde fået. Alle vore gode sager lå spredt overalt på gulvet, godt blandet, som i et rovdyrbur.

Her lå cigarer, småkager, underbukser, fedtegrever, håndgranater, smør, patroner m. m. Næsten alle geværer var slået i stykker, og juletræet var også gået i stykker. Paul havde endnu sine nye hjemmesko på, men sikke nogen konvolutter!

Nu blev der læst op for os på ægte tysk soldatermanér. Der blev bandet og svovlet om den straf, som hang over hovedet på os, osv. Jo, der blev holdt morgenandagt, men det var jo da også jul endnu. »Giv en forklaring på, hvad her er sket!« råbte officeren til mig. Jeg lå nemlig nærmest. Jeg fortalte, hvorledes vi havde begyndt at fejre en fredelig jul ved et smukt juletræ, da feldwebelen pludselig indfandt sig og mishandlede os alle; derefter havde han slået alle vore geværer itu på os, og da overjæger Mathiesen kom ind, var også han blevet mishandlet.

— »Hent ham herhen!« — Mathiesen bekræftede forklaringen og føjede mere til. — »Aldrig før har jeg fået en sådan omgang tærsk,« sagde han.——- De talte nu sammen, hvorefter vi fik ordre til at bringe det hele i orden i løbet af en time. De gik.

Udenfor stod mange soldater med tomme spande. Nogle skældte ud, medens andre stod dybsindigt og funderede over den skæbne, som havde ramt den gode pumpe i nattens løb. Et par timer efter kom Mathiesen. »Du og sadelmageren skal med mig til forhør klokken elleve,” sagde han, »men nu skal I høre! Da han (»Løvetæmmeren«) gik herfra, har han givet to vagtposter lussinger henne ved vejkrydset —, hans papirer er ikke gode.«

Vi mødte klokken elleve, men »Løvetæmmeren« var der ikke. Vor forklaring blev ført til protokols. Sekretæren sad og smågrinede, medens han skrev. Sagen skulle gå videre, og vi skulle høre nærmere.

Vi hørte aldrig mere til den sag. »Løvetæmmeren« var sendt til »reparation« og kom tilbage ca. tre uger senere, tilsyneladende lige så fræk som før. Den danske gruppe fejrede jul i et større hus sammen med flere andre. De havde også moret sig godt, men de mange lussinger vi fik, I var de gået glip af.

DSK-årbøger, 1955

24. december 1915. Bedrøvelig jul otte meter under jorden

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. Den 23. december 1915 gennemførte hans deling om aftenen et angreb på en fransk forpost.

Klokken var 12, da vi alle var samlet i Understanden. Tænderne klaprede i Munden paa os, vi var gennemblødt til Skindet.

Fændrikken afleverede imidlertid sin forudaffattede Melding til Kompagniføreren, der belønnede hans første Heltedaad med at indbyde ham til Julestegen, der imedens var blevet serveret for ham. Det var i en meget oprømt Stemning, Fændrikken hen paa Natten indfandt sig i Understanden hos os for at ønske „Glædelig Jul “.

Kompagniføreren havde nemlig haft Vin til Stegen. Imidlertid var Skomageren ikke ankommet med Julemaden, da vi kom tilbage, og 3 Mand blev derfor sendt af sted for at søge efter „Julemanden”. Først Klokken 3 kom de tilbage. De havde fundet Skomageren i et med Vand fyldt Granathul, af hvilket han ikke kunde slippe op.

Maden var spildt, og de mange Pakker flød i Vandskorpen. Efter at de havde faaet bjærget, hvad der endnu kunde tænkes at være  noget værd, og efter at de fra Køkkenet havde faaet hentet en ny Forsyning Mad, der hurtig blev omdelt, kunde vi først nu begynde at fejre Jul.

Det blev ikke til ret meget, thi Stemningen var borte, og de  halvvaade Cigarer, som vi havde faaet Ild paa, hjalp ikke til at sætte Humøret op. Stille, enhver med sine Tanker, der kun forstyrredes ved Skomagerens Snorken og af en enkelt hylende Granat, sad vi og lod Minderne om tidligere Julefester, samlet i Familiens Kreds, glide forbi vore indre Blikke. En enkelt itonede Sangen: „Stille Nacht, heilige Nacht!”, og Sangen forplantede sig lidt efter lidt, først noget brummende, men senere med Inderlighed og Varme, over hele Understanden.

Hernede, 8 Meter under Jorden, og ved næsten udbrændte Julelys, medens hele Understanden var fyldt med en kvælende Røg, og med Damp fra det gennemvaade Tøj, sad vi Mand ved Mand, og sang nu den ene Julesalme efter den anden, medens Taarerne listede sig ned ad de indfaldne Kinder og efterlod en hvid Stribe i den af Snavs overtrukne Hud.

Fændrikken, der ogsaa havde indfundet sig hos os, hulkede som et lille Barn. Det var maaske første Gang, han var ude i den store Verden, og Stedet og Stemningen indbød da heller ikke til at se alt for lyst paa Tingene.

I Middags var jeg nede i Dalen, for at hilse paa Køkkenchefen, og for at ønske „Glædelig Jul”. Her fik jeg at vide, at Skomageren i lang Tid hver Dag havde faaet en ekstra Flaske Cognac med til „Korporalen”, naar han havde været der for at hente Middagsmad, og nu kan jeg bedre forstaa, hvorfor jeg har faaet Ord for at være „den fordrukne danske Underofficer”. Jeg har aldrig set noget t i l Cognacen, men Skomageren var fuld hver Dag, naar han kom tilbage fra Køkkenet, og det samme havde været Tilfældet, da han i Gaar Aftes hentede Julemaden, med hvilken han havnede i Granathullet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

24. december 1915. Ingen juleorlov til sønderjyderne

Chr. Hansen, Korup pr. Ravsted, blev indkaldt ved juletid 1915.

Den 10. Juli 1902 blev jeg paa Garnisonen i Tønder erklæret for varig uduelig til Tjeneste i Hær og Flaade, baade i Freds- og Krigstid,  men da Tyskerne i Sommeren 1915 indsaa, at Krigen vilde trække i Langdrag, ændredes Bestemmelserne til kun at gælde i Fredstid. Jeg blev derfor paa en ny Session taget til Infanteriet.

Den 7. December 1915 fik jeg Telegram om at melde mig paa Junkerhulvejkasernen i Flensborg, og derfra kom jeg sammen med tyve andre fra Haderslev og Flensborg til Husum for at uddannes ved Infanteriet. —

Samme Dag ankom en større Flok 20-aarige fra Mecklenborg og Segeberg og Omegn, og den følgende Dag begyndte Uddannelsen.

Ind under Jul kom Majoren pludselig i Tanker om, at vi skulde  aflægge Faneeden, inden der gaves Juleorlov. Vi blev i vor fineste Stads ført til Kirken, hvor Adjudanten stod foran Alteret med draget Sabel. — Seks af os maatte tage om den med højre Haand.

Adjudanten læste Edsformularen Stykke for Stykke, som vi saa gentog.

Juleorloven var ordnet paa den Maia de, at alle, der var gift, skulde paa Juleorlov, Resten fik Nytaarsorlov.

Den 23. om Morgenen skulde vi møde paa Appelpladsen for at modtage Papirerne. Der var dog en Del Nordslesvigere, som ingen Pas fik, da Tilladelsen fra Myndighederne derhjemme ikke var kommet. Vi, som i første Omgang ingen Pas fik, skulde møde alle to Timer paa Skrivestuen, og hver Gang var der nogle, der fik Pas, enkelte først den 24., men Johs. Schmidt fra Gram og jeg fik ingen og maatte saa fejre Jul i Husum.

Der faldt en Del Tøsne, men hjemme var der stærk Snefog, saa de var helt urolige, da jeg ikke kom. Posten kom slet ikke rundt, og Telefonen var i Uorden. Det blev en trist Juleaften for min Hustru og Mor.

Vi fik ingen Middag Jueaftensdag, men file ordre til at møde til Appel med vor Spiseskaal paa Hotel »Stadt Hamburg«. Saa gik vi tilbage og spiste et Stykke Brød. Pakker havde vi ikke faaet hjemmefra, for de troede jo, at vi kom hjem. —

Klokken seks marcherede vi saa til Fest. Musikken spillede, og vi sang »Stille Nacht« og »Deutschland über alles«, Die Wacht am Rhein« og lignende, fik saa Spiseskaalen tilbageleveret mød Nødder, Æbler, fem Cigarer, otte Cigaretter, Appelsiner, Brevpapir m. m.

Johs. Schmidt og jeg fik en ekstra Juleforæring — en lang Pibe. Vi drak Kaffe, men Julenadver fik vi altsaa ikke. En af de unge fra Segeberg opførte en Sketch, og saa sang vi en enkelt Sang, hvorpaa Feldwebelen holdt Juletalen.

Efter denne fik enhver et Mærke til en Mark udleveret, og da Tjenesten nu var forbi, gik Peter Kryger, Bolderslev, Peter Tyssen. Branderup, og jeg hjem paa vor Stue, skrev saa et langt Brev hjem, læste Juleevangeliet og sang et Par Salmer (ingen af os kunne synge!) —

Derefter bøjede vi Knæ og sendte en Bøn op til Gud, ogsaa for vore kære derhjemme, og en Tale, fordi vi ikke behøvede at holde Jul i Skyttegraven.

Vi var en Del, der meldte os frivilligt til Kirkegang 1. Juledag. Det var dog en tør Prædiken; det var om at holde ud og i den Dur. Vi havde fri til 3. Juledag.

Den 29. fik vi Nytaarsorlov, dog ikke alle. Enkelte, deriblandt Nis Lorensen, Lille Emmerske, fik overhovedet ingen Orlov. De var »fluchtverdächtig«

DSK-årbøger 1961