Kategoriarkiv: Hjemmefronten

Hjemmefronten

5. februar 1918 – Enkefru Røgind: Forsyningsproblemer i Haderslev

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

5. Febr.
Amtsforstanderne har været samlede hos Landraaden, og nu er Kommuneforstanderne ogsaa kaldte, der skal forhandles om Korn- og Ernæringsspørgsmaalet, der er ikke tilstrækkeligt, selv om Brødrationen sættes ned; man mener, til Maj vil alt være brugt. Og hvorfra skal de hente de nye Forsyninger? Bønderne banker de ikke mere ud af, selv om Amts- og Kommuneforstanderne truer.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 147)

Hjemmefronten

30. januar 1918 – Hans Paulsen: “… spændende Situation for Soldaterne!”

1 kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Brevet er fortsat fra den 29. januar

Onsdag Aften, den 30. Jan. 1918.
Idag har jeg haft en temmelig begivenhedsrig Dag. Da jeg imorges kom til Køreskolen, fik vi Medddelsen, at vi atter ikke maatte køre for Strejkens Skyld. Strejken, især i Spandau ved Munitionsfabrikerne, vokser stadig. Igaar Aftes Kl. 8 har man givet alle Folk, som endnu var i Kasernen en Karabiner og skarpe Patroner. De rykkede alle af til Spandau, og er ikke kommet tilbage endnu. Alle andre, som senere indfandt sig i Kasernen, skulde blive der, og maatte side hele Natten igennem vaagen.

– Idag har vi altsaa Kasernespærre, alle kommer ind, meningen maa gaa ud. Alt, ogsaa dem, som bor udenfor, maa blive Natten over paaklædte i Kasernen. Tilfældigvis blev jeg imorges med 4 andre kommandered til at skovle og slæbe – Kul paa ”Beyrischer Platz”. Der har jeg altsaa arbejdet hele Dagen uhyre svær. Jeg er endnu helt træt og mine Hænder gør ondt, derfor den daarlige Skrift. Som Belønning fik vi hver 7.-M, surtjente Penge!!!

Da vi Klokken 4 var færdig med vort Arbejde, gik vi naturligvis direkte hjem i vore Privatboliger, for vi vilde da ikke sidde vaagen hele Natten i Kasernen og evtl. ogsaa med ladte Karabiner blive sendt til Spandau. Derfor er jeg altsaa en af de faa, som kan sove hjemme hele Natten. Forhaabentlig slaar de mig ingen Streg gennem Regningen.

– ”Vorwärts” er forbudt. Overalt forkynder den paa Plakater, at den er forbudt for 3 Dage, da den har optaget et Opraab til Generalstrejke i sine Annoncespalter. – Den tætte Taage ligger endnu bestandig over Byen. –
Det er spændende Situation for Soldaterne! Jeg fik Meddelelse om, at Eders Indskrivningsbrev er ankommet, men kan ikke hente det, da man vilde holde mig tilbage i Kasernen. Muddis Brev har jeg faaet. Mange Tak!

– Mit Brev vil jeg ikke sende afsted endnu, da man taler om Censur. God Nat!

Brevet fortsættes 2. februar

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten, Sønderjyder

27. januar 1918. Jørgen opgiver at blive sat tilbage. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 27.1.1918

… Nu har jeg talt med Suhr om at blive stillet tilbage, men han ville hverken råde mig til eller fra, og det kan jeg godt forstå. Han sagde, at hvis jeg blev stillet tilbage i 2 eller 3 måneder, så var det meget vanskeligt, at jeg kom her til kompagniet igen. Og hvis det skulle blive tilfældet, så var den gode plads, som jeg nu har, optaget af en anden, som de ikke kunne jage bort igen. Og det er jo meget rigtigt. Derimod sagde han, at vi godt kunne søge om orlov til såtiden, så fik jeg pladsen igen, når jeg kom. Hvis jeg blev stillet tilbage i tre måneder og så igen blev indkaldt til Ers. Batt. i Rendsborg og derfra blev sendt med en transport til et fremmed regiment – det var da noget af værste, som kunne ske, for det var som at skulle til at begynde igen. Og det var da noget af det værste, jeg kunne tænke mig. Så blev jeg anset for at være en ny mand, og de bliver ikke skånet, det kender jeg nok. Synes du ikke også det, kære Inger. Lad os bare tage sagen med ro, og overveje det, inden vi begynder at søge. Det er jo ikke sagt, at jeg blev indkaldt igen. Men man ved jo ikke, hvor stor folkemanglen kan blive, når det først går løs med krigen. For det vil vist blive forfærdeligt. Her går jeg godt i ro og har ingen grund til at klage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

26. januar 1918 – Hans Paulsen: “… da vi med Bil imellem gør nogle Hamsterture”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 26. I. 1918.

Kære Forældre!
Lige fik jeg Eders dejlige Pakke, hvorfor jeg takker Eder mange Gange. Hvor rar[t] af Frk. Lohse, at sende mig en Bog! ”Falscher Hase”, Honningen og Sardinerne er virkelig udsøgte Soldaterdelikatesser. – Jeg har bestilt mig en feldtgraa Uniform uden Bukser, kuns Toppen til M 150.-, da jeg jo har et Par udmærkede nye Bukser. Kære Far, vil Du saa sende mig Pengene dertil i Indskrivningsbrev? – Desværre er Mors lb.-Pakke med Honningkagen hidtil ikke ankommet, Frikandellepakket fik jeg allerede for længere Tid siden.

– Mine Forespørgsler om Eders højeste Pris for Levnedsmidler er kuns for et Tilfælde, da vi med Bil imellem gør nogle Hamsterture. Hvad vi nyder til Frokost? I bruger ingen Angst at faa, vort medbragte Frokostbrød, Kaffee eller Øl. Vi er 4 Mand til hvor Bil, en Lærer og tre Elever. Det er en Opel Personvogn, meget flot med dejlige Sæder og Gummihjul. Et Maal har vi ikke. Vi kører rundt i alle Himmelsrækninger. Vognens eneste Bestemmelse er, at køre os spadserende, medens de 3 Elever skiftevis sidder ved Styret. Det lyder nok lidt flot.

Hjertelig Hilsen
Eders Hans

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten, Sønderjyder

25. januar 1918. Vi vil da ikke helt opgive håbet, kære Inger, for så ser det trøstesløst ud for os. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 25.1.1918

Kæreste Inger!
… Det er just ingen glædelige efterretninger du bringer, når Thaysen mener, at det ikke er muligt, at jeg kan blive »entlassen«, som det kaldes.

Det gjorde et meget nedslående indtryk på mig, for jeg havde da bestemt ventet at blive fri til forår. Og det er jo også meget kedelig for dig, kære Inger. Dog hjalp det noget, da jeg fik dit brev fra lørdag, for det lader jo da til efter det, at Thaysen mener, at vi godt kan søge om, at jeg kan blive stillet tilbage en længere tid.

Er det ikke en misforståelse imellem dig og Thaysen, for det var jo heller ikke meningen, at jeg ville være helt fri, men blot stilles tilbage, for når jeg kan nå såvidt, så er der meget vundet. Så bliver jeg ikke så let indkaldt igen. Ja, nu vil jeg prøve at tale med Suhr eller Harden om sagen, men når jeg bliver stillet tilbage og skulle blive indkaldt påny, så er det jo meget vanskeligt, at jeg kommer her til kompagniet igen, for så skal jeg stille mig i Rendsborg ved Ersats Batt. der.

Men du skal ikke søge, førend jeg skriver det. Lad os tage det med ro, kære Inger.

Og så tror jeg nok, det er bedst at få lærer Johansen til at skrive ansøgningen. Det kan Fedder vist let få ham til, og måske du eller Fedder kunne tage over og minde Schmidt om sit løfte til mig om at anbefale ansøgningen, og det var jo også godt at tale med Eickemejer om sagen.

At blive stillet tilbage er ikke umuligt, det ved jeg, for i morgen rejser der en vagtmester fra os til Rendsborg. Han er blevet fri til 31. maj, og så kan han jo altid søge igen. Han var vagtmester ved den store bagage, og vi er kede af, at han rejser, for han var en rar foresat. Han er en gårdmand fra Vestholsten.

Vi havde forresten begge to fire ugers orlov i foråret og fulgtes hjemad. Han hedder Rathjens. Vi vil da ikke helt opgive håbet, kære Inger, for så ser det trøstesløst ud for os, for hvornår skal krigen da få ende?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

24. januar 1918. “Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.” Eskildsen forlader Argonnerne.

2 kommentarer

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en længere stund i Argonnerne var det på tide for Claus Eskildsen at rykke videre, i forberedelse til en stor offensiv mod franskmændene.

Den 22. Januar spærres atter for al Orlov, denne Gang for 14 Dage.

Alle Jernbanehjul ruller tungt hen over de blankslidte Skinner, alle i samme Retning, vestpaa. De slæber Ammunition frem til den store Gennembrudsoffensiv, der skal tvinge Frankrig paa Knæ, inden Amerikanerne er færdige til at gribe ind.

Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.

Den 24. Januar forlader vi Argonnerne.

Argonnerregnen blev os tro til det sidste. Landevejen er et Ælte, da vi sjokker tilbage til Grandpré. Men det er alligevel en smuk Aften.

Nede i Airedalen ruger Taagen, men ud af de blege Taageskyer stiger de mørke Bjergtoppe, tunge i Maanens milde Skær. Efter den urolige Transportnat gaar vor Vej i de tidlige Morgentimer sydpaa, for anden Gang gennem Champagne.

Denne Gang søger vi at lade Øjnene fæstne et klart Billede af Champagnevinens Fædreland. Det bliver ikke det, vi som Børn havde i Skolen; der kommer ingen Ranker og Druer paa dette Billede.

Soldaten har døbt Egnen »Lausechampagne«, krassere Udtryk for dens Usselhed rummer hans Sprog ikke. Ussel og tør er denne Kalk- og Kridtegn, og det har den nok altid været.

Da Goethe sammen med sin Hertug rejser gennem Champagne, kalder han den »en øde, ufrugtbar, gold Egn.« Tør og gold er Champagne, thi allerede i Spadedybde støder man overalt paa Kalken, der lader Regnvandet sive igennem.

Øjet møder magre Græsgange og enkelte fattige Kornmarker, hist og her ogsaa smaa Skove af Fyr, plantet i Rækker. Men det blødt bølgede Land byder paa mange vide Udsyn og er derfor alligevel ikke uden Skønhed.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198-200

Hjemmefronten, Sønderjyder

24, januar 1918. Nu tror jeg nok, at jeg har fået »æ grev« under det. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 24. jan. 1918

Min kære Jørgen!
I går fik jeg to breve fra dig, det ene fra den 11. jan. Det har været åbnet og er vel også læst. Der står »gepriift und zu befordern«. Mon der så er nogen, som kan læse dansk? Du skrev netop i det brev, at jeg ikke skulle sende »Nationaltidende«, for dine stuekammerater var endda lidt politiske o.s.v. Men der er intet overstreget eller klippet ud, så det har jo da kunnet passere…

Fredag d. l.febr. 1918 .

.. Det var rart med den gode forklaring over, hvordan det står sig med at søge. Nu tror jeg nok, at jeg har fået »æ grev« under det; men jeg mener nu, at vi skal til at søge straks. Det er såmænd ikke for tidligt. Thaysen sagde jo da også, at vi godt kunne begynde, og nu vil jeg i eftermiddag går op til Fedders, og få ham til at tale med Johansen om det. Fedder er nu rigtignok ikke hjemme, han er i Haderslev for at tage imod heste, de får nok 39 fra Danmark, Jørgen Lindberg, Fedder og Andreas Erlang. Jeg tager dit brev med, det fra i går, så kan Fedder selv læse det. Det er for børnenes skyld, jeg vil gå i eftermiddag, så må de gå med mig. Vejret er så strålende, og tænk, i formiddags sang lærken, rigtig højt oppe i luften, og i det samme kom der en stor flok vildgæs, 18 ialt, trækkende mod øst. De fløj så lavt, så vi kunne rigtig se dem. Det er da også et forårstegn. Du skulle blot se, som børnene er glade ved solskinnet, de går og trasker rundt ude i haven, og helt rundet om gården, og så spørger de mig, om det da nu ikke er sommer…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

22. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at køre magelig tilbagelænet i vor Bil”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 22. I. 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke 37 med Cigarerne og Lysene etc. Mange Tak! Det var jo alt overordentlig brugbar og ønskede Ting. Jeg blev virkelig glad derover. Er Kopfschützeren en Foræring fra Fru Sievers? Mor skrev noget om, at hun maatte give Kartoffelmel derfor. Jeg vilde gerne vide, om jeg skal takke hende derfor.

– Idag fik jeg Mors Frikandellepakke. Frikandeller har vist sig at være meget praktisk, de holder sig længe, (længere end det rene Kød) smager udmærket og er et meget nærende Brødpaalæg, der især er godt om Morgenen til Fundament for Dagen. – Hvad mener Mor med Peters Jubilæum?? Underbukser har jeg nok af. Jeg har 4 Skjorter og 4 Underbukser.

Naar det passer Far bedere , at sende Pengene pr. Postcheck, staar der ikke noget i Vejen derfor. Som Indskrivningsbrev ankommer det jo raskere og har den Fordel, at Summens Størrelse ikke er tilgængelig for Offentligheden. Men en Ubehagelighed for mig fører den førstnævnte Methode heller ikke med sig. – Pakket med 3 Paar Strømper har jeg faaet mellem Juul og Nyaar.

– Vi kører nu hver Dag i Bil. Det er anstrengende, men ogsaa rart. Vi lærer Berlin paa den Maade at kende. Idag har jeg mærkværdigvis ikke bestilt andet, end paa Militærets Bekostning i en tyk Pels at køre magelig tilbagelænet i vor Bil gennem Berlins flotte Gader. Naar det altid gik paa denne Maade, vilde det ikke være saa galt, at spille Soldat.

Kære Far, til Slut beder jeg Dig nu omgaaende at besvare mig, om Du kender en født Flensborger, med Navn Jensen, som ejer en Likørfabrik og Vinhandel her i Berlin?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten, Sønderjyder

21. januar 1918. Om alt går vel kan jeg opleve foråret både her og hjemme. Brev fra Jørgen til Inger

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 21.1.1918 .

.. Jeg talte i går med Harden, og han sagde, at du jo havde sendt nogle sager til hans forældre, hvad han var glad ved. Men han bad mig, om du ikke nok hver gang ville skrive, hvor meget det kostede, for det ville han helst have. Og Schmidt, som lige kom fra orlov, havde en kvart kasse cigarer med til mig. Han var jo også meget taknemlig for det, de havde fået. Han havde talt med Hardens mor, som havde været så overvældende glad for de gode sager. Men det er mærkeligt, at de sidste pakker endnu ikke har nået bestemmelsesstedet. Suhr sagde, at hans kone endnu ikke havde fået pakken, men det kommer vel nok i orden.

Mit juletræ holder længere ud end jeres, for det står endnu oppe på skabet, og jeg glæder mig over det hver gang, jeg ser det. Hernede har vi omtrent forår nu, for det er så mildt, så vi ikke behøver at fyre i kakkelovnen. Når alt går vel, kan jeg måske komme til at opleve to forår i år, først her og siden hjemme, hvor det kommer senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

– I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.
Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten, Sønderjyder

19. januar 1918. De går og tager masser af penge ind og nyder fordelene ved krigen. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag eftermiddag 19.1.18

Kæreste Jørgen!
… I går formiddag gik jeg over til Thaysen for at tale med ham om en ansøgning. Det var en helt anstrengende tur, for der lå megen sne, og det sneede hele tiden, og meget opmuntrende var det heller ikke at tale Thaysen.

At søge om at få dig »entlassen« nyttede slet ikke, sagde han, du var ikke gammel nok. Jeg blev så ked af det, nu har vi troet og håbet så bestemt, at du skulle blive fri til foråret, og så biir det igen en skuffelse.

Nej, vi skal nok rette os ind efter at bie, til vi får fred.

Men hvor er det svært altsammen. Jeg længes meget efter at få dig hjem, og du er jo så led og ked af soldaterlivet og ville så gerne hjem. Det er jo en hel ulykke for hvem, det har truffet på at være indkaldt. De andre herhjemme mærker ikke til krigen. De går i deres gode hjem og nyder jo alle fordelene ved krigen, tager masser af penge ind på alle måder. Kun der, hvor manden er indkaldt, kan de fordele jo slet ikke udnyttes, og så skal I endda lide savn og døje ondt oven i købet.

Jeg kan sommetider se mig lidt gal på alle de »Reklamationsfolk«. En lille forskrækkelse i form af en lille indkaldelse kunne jeg næsten unde dem.

Jeg spurgte så Thaysen, om der da slet ikke kunne søges. Ja, så mente han jo da, at vi godt kunne forsøge med en »Zurückstellung« i længere tid; og det kunne vi begynde med straks.

Jeg gik op til Fedders i går aftes for at høre hans mening, og han syntes så, at jeg skulle spørge dig først, om du vil have, at jeg søger om det sidste.

Kan du ikke spørge Harden, om det er helt sikkert, at pladsen kan holdes åben til dig, når den orlov er forbi, for så kunne det jo da være godt nok at komme hjem. Se at få det at vide, for så vil vi jo straks få en ansøgning i gang. Måske jeg skulle få Thaysen til at søge, du kunne jo også selv skrive til ham og bede ham om det. –

Hvorfor mon Thaysen sagde det til dig til Finnemanns begravelse, at det var helt sikkert til foråret? Det har holdt modet oppe hos mig helt siden. Jeg har stolet helt bestemt på det, derfor er skuffelsen jo så meget større nu.

Nu gør jeg jo vist også dig ked med mit brev; men jeg er jo nødt til at skrive det som det er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

15. januar 1918 – Hans Paulsen: “Morgen gør vi vor første Biltur”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W. den 15. Jan. 1918.

Kære Fader!
Idag vil jeg kuns sende Dig nogle faa Ord, da min nye Virksomhed paa Køreskolen lægger Beslag paa mig selv i min Fritid. Jeg har kuns nogle Bönner til Dig, som Du forhaabentlig ikke vil tage mig ilde op. Vilde det være Dig mulig, at opdrive en strikked ”Kopfschützer”? I Nødstilfælde kan jeg ogsaa behjælpe mig med et strikked Schal eller ”Ohrenschützer” Paa Grund af Knaphed maa vi nemlig trods Kulden paa Vognen behjælpe os med en Simpel Tøjmantel.

Morgen gør vi vor første Biltur. Der gøres altid en Frokost-Station i en eller Restaurant og er det desværre Skik, at Eleverne holder Læreren fri. Det griber naturligviis Punge an og vilde det komme mig godt tilpas, naar jeg atter i Begyndelsen af næste Maaned kunde faa lidt Tilskud. Naar Du ønsker det, kan Du faa Afregning, da jeg over hver eneste Penning, som jeg giver ud, fører nøje Bog. Har Du atter nogle Vokslys? Har I noget Stoppegarn? Muddis Pakke synes jo fuldstændig at være gaaet tabt! – Endnu nok engang haaber jeg, at I ikke holder mine Bøn[ner] for uforskammed!

Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten

12. januar 1918 – Enkefru Røgind: Nøden og forbitrelsen vokser

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Jan.
Tante Christiane rejser paa Mandag over Christiansfeld, hvorfra Outzen kører hende til Kolding. Hun var endnu meget ophidset over den Behandling, hun havde faaet paa Landraadskontoret, ligefrem blevet behandlet som en Hund; det er skandaløse Tilstande. Hun mente, at herefterdags ingen fik Pas. Nu er Tyskerne saa ædderspændte at bruge Brutalitet som eneste Vaaben.

Her i Haderslev, som ellers har hørt til de begunstigede Steder, vokser Nøden stille, ubønhørligt, og Forbitrelsen med den. Der er næsten ingen Mælk at faa, Mejerierne er befalede at sende deres Mælk til Hamburg, og det er saa slet ordnet, at den bliver sur. Forretningen paa Vojens har et stort Arbejde dermed; den Mælk, der faar Lov at blive her, kommer ogsaa ofte sur hertil og kan ikke taale at koges.Sød Mælk gives der næsten intet af, Folk er fortvivlede, og i det Hundevejr maa de i timevis vente paa Gaden.

Aften: Telegram fra Cathrine, at de har faaet Pas. Sikken Glæde og sikken Snakken, endelig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 146)

Hjemmefronten, Sønderjyder

11. januar 1918. Men de har aldrig være med forude og hørt kuglerne pibe. Brev fra Jørgen til Inger

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 11.1.1918

Min egen kære Inger!
… Julen har været trang for dig, kære Inger, skønt vi må jo være glade og taknemlige for, at vi har det så godt, som vi har det, selv om vi ikke kan være sammen. Den tid kommer nok snart, og så bliver det meget bedre. Nu har vi snart nået midten af januar måned, og inden vi ser os om, er det forår. Nej, Nationaltidende skal du ikke sende, for mine to stuekammerater er endda lidt patriotiske. Det er et par holstenere, og de har jo ingensinde haft et godt øje til danskerne. Det er morsomt, for de er næsten misundelige på mig, fordi jeg har jernkorset og de ikke. Men de har heller aldrig været med forude eller hørt kuglerne pibe. Du kan tro, jeg skønner på min gode bestilling. Jeg ved, hvad det har at betyde at stå derude i kulden og faren.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

2. januar 1918 – Enkefru Røgind: ” … Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

2. Jan.
Her i Byen har der været et større Opløb i Dag, vel ca 3—400 Mennesker. Det var aftalt i Forvejen, og paa Slaget 10 vrimlede de ud af Fabrikker og af Bryggeriet, og en Masse Kvinder, og begav sig ned til Raadhuset. Der var man i stor Forvirring, telefonerede efter Borgmesteren [Schindelhauer], der maatte eskorteres af Politi gennem Mængden, hvoraf Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord.

Saa talte han ud ad Vinduet til Forsamlingen og begyndte saaledes: »Werthe Herrschaften« (det er betegnende), og lovede dem Marmelade, Sirup og et Pund Gryn. Arbejderne havde en støt og rolig Tillidsmand, der præciserede deres Fordringer og sagde, at saaledes som det var, kunde det ikke vedblive at gaa. Saa lovede Borgmesteren ogsaa at skulle faa Sukker den 6. i Stedet for den 18. (denne Maaned var det nemlig Meningen at afknappe os yderligere, i Stedet for den 7. at trække det ud til den 18.)

Saa var der Mælken, der var sur og ikke kunde koges; ogsaa det lovede han at søge forbedret. Centralmejeriet (Nissen) erklærede, at han ikke maatte sælge den søde Mælk (Gud ved, hvorledes det hænger sammen). Noget opnaaede de altsaa, og jeg tænker, de paa Raadhuset har faaet en lille Skræk og følt, at Massen dog har Overtaget. Det er jo ogsaa rent skrækkeligt og forfejlet, at Mælken skal sendes herfra til Hamburg, der ankommer den halvt fordærvet, og her er der Mælkemangel som aldrig før.

— For Sukker betales her nu 6 Rmk. pr. Pund, naar man bare kan faa det, er man glad til. Det er som om Penge slet ingen Værdi har.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 145-6)

Hjemmefronten

31. december 1917 – Hans Paulsen: “I Aar er jeg altsaa vaagen ved Midnatstid”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i december.

Berlin-Britz, den 31. Dez. 1917.

Kære derhjemme!
Det er henimod Midnat. Jeg er atter paa Vagt i Tempelhof. Det har truffed sig daarlig fra det gamle Aar til det nye, men de Eetaarige er alt bestemt til Festdagene og det maa man saa stiltiende tage med i Købet. Vi har en hel god Vagthavende og har virkelig arrangered lidt. Vi har alle maatted stifte noget (3-5 M) og derfor har vi besørget Vin og Øl engros og for Øjeblikket opviser Vagtstuen et broget Billede, hele Bordet er bedækket med Bitter Øl og Vinflasker og Glase.

I Aar er jeg altsaa vaagen ved Midnatstid og sover ikke ind i det nye Aar. Naar Klokkerne kimer til det Nye Aar, som skal bringe os Freden, tænker jeg paa Eder? Mont I sover, medens jeg sidder her og skriver? Jeg antager at Fars Fornuft har sejret og at I alle for Øjeblikket ligger i dyb Søvn. –

Igaar fik jeg en Mængde Post. Et Julekort fra Fru Jessen, et fra Dagmar, et fra Tage, et fra Hakon, et par Handsker fra Fru Jessen, nogle Aviser (”Neue Züricher Zeitung” og ”København”) fra Tante Laura og et lille forsinket Julepakke med et Stykke Kage fra Thomsen. Eders Pakke samt Frøken Lohse modtog jeg ogsaa. Pengene fik jeg ogsaa. Til egen Brug bliver kun 20 M tilbage, hvad er temmelig lidt, da jeg har brugt meget og intet havde mere. Jeg skal have saa meget gjort. Jeg skal have Læderstykker (Schusterverdruss) under mine Civilstøvler, skal have Straasaaler til mine Støvler, nye Stripper i mine Sæler [seler/red.], skal betale en større Vadsk af Undertøj etc, har maatted bidrage til Sylvester-Drikkelaget paa Vagtstuen (som jeg ellers har holdt mig passiv ved) bruger næsten hver Dag 20 pf. Sporgvognspenge etc. Ja, I kan tro, at Pengene ruller.

Naar jeg atter faar et Pakke, kan jeg saa faa nogle faa Moneter? – Med næste Pakke behøver I ikke at sende saa meget, da jeg har temmelig meget Levnedsmidler. Da Far skrev, jeg skulde holde den ene Fiskedaase tilbage til Reserve, har jeg nu to. Dertil Lenschaus Pølse.

– En ussel Petroleumslampe belyser Rummet jeg seer derfor ikke godt og Skriften er saa daarlig, hvad der ogsaa beror paa Træthed.

– Naa, snart har vi Aarsskiftet. Et godt fredbringende Nyaar ønsker jeg Eder alle! Det er min eneste Tanke, naar Klokkerne slaar.
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

P.S.
Igaar fik ogsaa Maries Brev. Mange Tak.

Hjemmefronten, Sønderjyder

26. december 1917. Der måtte tales tysk under julemiddagen. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

2. juledag 1917

Min egen kære Jørgen!
… [Børnene] har jo fået mange sager til jul, og de er jo så glade ved det alt sammen. Ellers kneb det lidt for mig juleaften, der var ingen rigtig stemning over det. Begge vore soldater spiste også med os, og når man så skal sidde og tale tysk med dem, det er vi jo ikke vant til, og den ene af dem var ikke sådan videre flink den aften. Han sad næsten, som lo han lidt af det hele. De har jo kun været i fjorten dage, så vi kender dem jo egentlig slet ikke. Du kan tro, jeg savnede dig meget, kære, kære Jørgen. Jeg er lidt bekymret for, at du ikke har fået den store pakke til jul, det var da nu kedelig, for der var jo både pebernødder og brune kager og andet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

22. december 1917. Man må hjælpe sig som man kan. Og det er ikke smukt. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 22.12.1917

Min egen kære Inger!
I de sidste dage har det været småt med posten. Det må jo være postvæsenet, som er overlæsset med arbejde nu indtil jul. Men der er jo da to dage til jul endnu, og da kan der komme gang i sagerne inden den tid. Det går måske dig ligeså, at du ikke hører fra mig, men du kan være rolig, for at jeg har det godt, er endnu i Muhlhausen. N år jeg kører med æslerne hen til stalden, er der gerne nogle drenge, som kommer og spørger på deres plattysk: »Schal ick fiihren«, eller også er der nogle, der råber: »Iah, iah«, ligesom når æslerne skryder. Nå, det anfægter mig ikke det mindste, jeg passer min dont…
Du må forresten gerne sende min lædervest, for nu da jeg er kørende, kan jeg nok bruge den. Og ligeledes er den god, når jeg skal strigle de langørede, den tager lidt af for den uldne vest. Måske vesten er for tung af sende? Sådan som der da bliver stjålet, man må sådan passe på den lille smule foder, man har til dyrene, for ellers går det væk. Det gik sådan for mig en af de første dage, at de tog alt, hvad jeg havde, hø og halm, så jeg bare havde lidt havre tilovers. Det var slemt for æslerne i et par dage, men jeg har også fået lært at tage igen. Man må hjælpe sig som man kan. Det er ellers ikke smukt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

20. og 27. December 1917. »Og jeg kommer snart Hjem til mit kjære Hjem igjen.«

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 20 Dezember

Jeg hörte en klar Stemme der raabte »Lorenz Görrigsen«, saa jeg svarede »hvad er det med dig?« Saa raabte Stemmen, »jeg er saa lang borte, at det kostede mange Penge, naar jeg kunde reise hjem til eder.« Saa sagde Stemmen, at han var paa Kuba. »Og jeg kommer snart Hjem til mit kjære Hjem igjen.« Saa kom der en Stemme »Mittelländisches Meer. Middelhavet. Kuba.« Og jeg saa min Broder, hvor han holt Juul i Kuba. Di haude et smukt Juletræ. Ogjeg saa Vorherre staa ved hans Side.

“Det er Teltet min Broder var i i Kuba.”
“Saadan saa jeg der hvor min Broder er hvor di feirede Juul. Og det er Fangerne, min Broder. De er Presten i Kuba. Det er befolkningen der i Kuba.”
“Den 15. Dezember 1917. Denne Röver kaste denne Pige ud i Havet, de var 3 Rövere i denne Skov. Di kaltes Turister, di skulde ud paa Skibet. Denne Kanon haude di med. Der kom en Stemme at det var Skovrider Maas i Emaus.”

Den 27 Dezember

Jeg saa, hvor der kom Krig i Kuba. Og Teltene slepte di bort, og jeg saa alle Krigsfolk der. Saa saa jeg en Skov, og der var store Molementer og mange Telte og lange Aleer. Og langs i denne Alee saa jeg en lang Reie af Krigsfange, og mit iblant dem saa jeg min Broder. Og Stemmen sagde at jeg skulde hilse paa ham, han saa lidt mager ud. Nu lyste Vorherre helt op for mig, at jeg skulde see alt. Stemmen sagde, »din Broder haaber at komme til et Land, hvor han kunde skrive til eder.« Men Stemmen blev
ved og sagde, »Lorenz er levende.«

Nu saa jeg et andet Syn. Jeg saa en Mand, og han sad paa en Hest og haude Jernklæde paa, og saa saa jeg, hvor der kom et Dyr farende imod Hesten. Og den Mand paa Hesten kæmpede med Dyret. Og saa saa jeg to hvide Engle staar ved den Mand, og Vorherre stod ved Himlens Port, og han slog Manden til Jorden. Saa hörte jeg, hvor Englene sang:

“Julen er kommen med Fred over Hytterne bange,
Juul med Guds Barnet i Svöb under Englenes Sange
Fred kommer nu paa Jord,
Fred i Guds Frelserens Spor.
Æren er Guds i det Höie.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

17. december – Fra Efterretningssektionens journal: pigtrådsspærringer i sø

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D.m. Fcia

Paategning paa en Melding (dersertørmelding) fra Kolding Rytteri (Oplevelser paa Krigsskuepladsen) Ot.E E.

—– I Haderslev er kun ganske faa Soldater, c. 200 Mand og 29-30´Batl. Kun den halve Kaserne var belagt.
En Sø ved Hoptrup skal Tyskerne have ledet Vandet ud af, dernæst anbragt Pigtraadsspærringer i den og ledt Vandet ind i den.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Hjemmefronten, Sønderjyder

15. december 1917. Nu skal der lægges rent på sengen hver 14. dag.

Skriv en kommentar

Brev fra Inger til Jørgen
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 15. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
Mange tak for dit gode brev fra den 11. Det var rigtignok godt at høre, at du har fået sådan en ansættelse. Så har du det bedre, og vi herhjemme kan være mere rolige. Det må jo være et stolt syn at se dig komme kørende med æsler. Du må se at få dig fotograferet, det kunne da more børnene meget. Nu er det ligesom, jeg kan glæde mig mere til jul. Jeg har været så bange for, at du skulle komme ud i stillingen til den tid, og så måske ingen pakker få. Så havde det rigtignok ikke været meget ved at fejre jul med juletræ, gaver og hvad der ellers hører til herhjemme. Jeg skal nok få de omtalte pakker sendt, mindre kan jo ikke gøre det. – 1 dag er vore soldater rejst igen, nu skal der skiftes hver 14. dag. Sikken idé, så skal der lægges rent på de senge to gange om måneden. Folk og soldater er da også meget utilfredse med det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

14. december 1917. Man må næsten slæbe sit spisekammer med hvis man vil have noget. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 15. december 2017 7:36

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, den 14. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
I eftermiddag er jeg i Haderslev. Det er igen belysningen, det er galt med. Jeg har været hos Holm for at høre om sprit, men han havde selvfølgelig ikke noget. Det har han nu nok alligevel; men sagen er jo vist den, at penge ikke så lige kan gøre det længere. Uh, hvor bliver man da ked af al den komedie, man kan næsten slæbe hele sit spisekammer med, når man vil have noget. Og det kan man jo heller ikke blive ved med, så kommer vi jo i det mindste til at slagte en stud! Jeg tænkte, jeg ville have besøgt Andreas og Marie lidt nu, da butikkerne er lukkede. Men de er ikke hjemme, så sidder jeg nu her på Harmonien og skriver på fru Carlsens papir, hun bad mig om at hilse dig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

12. december – Fra Efterretningssektionens journal: Skærpede forhold hos grænsevagterne

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

1. Vagttjenesten ved de tyske Grænsebatailloner er i de sidste Dage bliver ret betydeligt skærpet. Saaledes skal anføres:
a. Mandskabet kommer ikke som tidligere stadig paa Post samme Sted. Posternes Fordeling tilgaar Vagtkommandøren i forseglet Konvolut og offentliggøres først, naar Mandskabet er savnet paa Vagten.
b. Bataillonen lader Stadighed 4 Uoff. inspicere i selve Postkæden og 2 Uoff. med Posten bag denne for at anholde Personer, der ikke er forsynet med Pas. Navnlig Patrouillerne bag Kæden skal anholde mange.
c. Vagt[—-] straffes strængt, særlig Posternes Samtale med Uvedkommende.

2. En paalidelig Kilde meddeler:
a. Under et Ophold hos nogle Slægtninge i Skovby har vedkommende Person hørt nogle tyske Off. udtalt, at al det meget Fæstningsværk i Nordslesvig ikke var til nogen Nytte, da Anlæggene ikke er tidsvarende. (Lignende Udtalelser er ogsaa fra anden Side meddelt Detch.).
b. Det i Skovby værende og tidligere indmeldte Ammunitionsdepot ligger umiddelbart op ad Laden til den største Gaard i Byen og er tæt fyldt med Ammunition.

3. Fredsønsker og Misfornøjelser blandt Soldaterne.

4. Tyske Vagtposter fra Gravenshoved har meddelt, at der smugles meget søværts gennem Lillebælt (er meddelt de stedlige Myndigheder).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Hjemmefronten, Sønderjyder

11. december 1917. Jørgen beder Inger sende flæskepakker til sine overordnedes familier. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 11.12.1917

Min egen kære Inger!
… I dag har jeg en glædelig meddelse til dig. Jeg kan fortælle dig, at jeg er kommet til den store bagage, og er meget glad derved. I dag er det første dag, jeg har gjort tjeneste der. Jeg har et par æsler at køre med. Det er en meget god bestilling, som jeg gerne ville beholde, men måske jeg en af dagene får et par andre heste. Det kan jo også snart være lige meget, men de små æsler er lettere at have med at gøre. I dag har jeg hentet posten inde i byen to gange, kørende selvfølgelig. Ja, du skulle bare se mig, når jeg kommer kørende med mine langørede venner. Jeg tænker på, hvilken forskel der er mellem dem og så vore skimler hjemme.
Det var forleden morgen, da spurgte kompagniføreren mig, om jeg kunne omgåes et par heste. Og da jeg sagde, at jeg var vant dertil, meddelte han mig, at jeg ville blive kusk en af dagene. Jeg takkede ham derfor og sagde, at jeg nok skulle gøre mig umage for at beholde pladsen. Ja, det er jo nærmest Suhr og Harden, jeg kan takke for den bestilling. Vil du ikke nok, så snart der igen kan sendes pakker, sende deres familier hver en pakke, ligeledes Schmidts kone. Send bare en halv snes pund til hver af dem, for det er jo meget værd for mig, at jeg kan beholde pladsen, og også for at vise vor taknemlighed. Du kan jo godt sende en regning med. Kan du ikke nok sende noget sideflæsk eller lignende? Ja, du synes måske at jeg sagtens kan sidde og diktere, men det ville være mig kært, om du kan sende noget med det første…

Torsdag d. 13.12.1917

… Min bestilling er altså at passe de to æsler og køre med dem. Det kan jeg jo sagtens overkomme, men jeg er ked af, at æslerne er så magre. De stakkels dyr får alt for lidt at æde. Vi må sådan spare for at få havren, høet og halmen til at slå til. At få noget at strø med er ikke tænkeligt. Jeg tænker tit, havde jeg endda haft lidt havre af det, vi har hjemme, så skulle jeg nok få dem til at se lidt bedre ud. Det ene af dyrene er lidt dovent, men ellers går det meget godt med kørslen. Det er jo ikke noget uvant arbejde for mig. I går var jeg kørende ud til kompagniet. Det ligger lidt forude, men er ellers ikke i stilling, de skal bare være derude i 8 dage ved skansning. Jeg var derude med posten til dem. Ja, det kan sagtens gå an, når jeg kan blive her i Mühlhausen. Vi er fem eller seks kuske her, de andre er med kompagniet. Kammerunderofficeren og jeg bor alene i en lille stue, som er lavet ved siden af den sal, hvor hele komp. lå. Du ser altså, at jeg har det godt efter omstændighederne. Hver formiddag henter jeg posten på posthuset, og så er jeg spændt på, om der også er noget til mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

8. december 1917 – H.P. Hanssens søn såret

Skriv en kommentar

Senest ændret den 10. december 2017 12:06

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

For otte Dage [8. december] siden modtog jeg fra Felten et Telegram, som kun indeholdt Ordene: „Befinden leichte Besserung, Zureise gestattet, Depesche dient als Ausweis, Regiment 86.” Der var tydelig nok gaaet et andet Telegram forud for dette, men Depechen viste, at der maatte være tilstødt min Søn noget meget alvorligt. Et Par Timer efter rejste jeg sammen med hans Forlovede sydpaa.

Da vi om Aftenen naaede Altona, hen­vendte jeg mig straks til Jernbanekommandanturen for at faa opspurgt, hvor hans Regiment for Tiden var at finde. Kom­mandanten henviste mig først til Generalkommandoen, men da jeg forelagde ham Depechen, og indtrængende bad ham om at give mig de Oplysninger, han raadede over, for at vi hur­tigst muligt kunde komme videre, sagde han: „Vi maa ingen­ting sige, men privat kan jeg meddele Dem, at Regiment 86 ligger ved Hartmannsweilerkopf nær Mühlhausen i Øvre- Elsass. De vil sikkert finde Deres Søn, naar De rejser derned.”

Vi tog da med Nattoget til Frankfurt a/M. og videre over Strassborg til Colmar, hvor vi ankom næste Aften [9. december]. Fra Strassborg gik Toget meget langsomt. Vi var 5 Timer om at køre en Tur, som tager 45 Minutter i Fredstid. Undervejs delte vi Kupé med Passagerer fra Colmar, som fortalte, at Fransk­ mændene i de sidste to Dage havde rettet stærke Luftangreb imod Byen. I Colmar havde vi et længere Ophold. Klokken ni kørte vi omsider videre. Toget var nu blændet og gik overordentlig langsomt. Ved alle Stationer blev der rangeret. Turen gik ned med Fronten. I Vest saa vi hele Tiden Lyskugler stige op. Naar Toget standsede, hørte vi Kanontordenen. Ved Rapportsweiler blev vi omhyggeligt reviderede. Over det blaa elektriske Lys ved Stationerne var der anbragt store sorte Skærme for at værne Jernbanen imod Flyverangreb. Det var bidende koldt.

Henad Kl. 3 Nat [10. december] naaede vi omsider Mühlhau­sen. Da vi traadte ud af Banegaarden, laa Gaderne i et spøgel­sesagtigt Lys. De elektriske Lyspærer var alle mørkeblaa og dækkede opad med sorte Skærme. Over den hvide Asfalt laa der derfor et mat blaaligt Skær. En Jernbanearbejder bar vor Bagage til Centralhotellet, hvor jeg havde faaet opspurgt, at Kommandanturen havde sit Kvarter. I Hotellet var alt end­ nu livligt. Patruljer kom og gik. Officerer i Krigsudrustning sad ved Bordene, parate til at rykke ud. Vi fik Plads og gik til Ro.  

 (H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 177-6)

Hjemmefronten

6. december – Fra Efterretningssektionens journal: Straffefanger erstattet med arbejdssoldater

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Fra Forbindelse over Grænsen

  1. Det forlyder, at næsten alle Straffefanger er taget bort fra Arbejdet paa Stillingen og erstattet med Armeringstropper (søges bekræftet)

  2. Soldater, der f.T. er hjemme fra Orlov, har faaet 10 Dages Ekstraorlov.

  3. De nye Krigslokomotiver er lige saa daarlige, som de gamle. Pakningen er Papir og altid utæt. Der haves ingen Asbest.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Hjemmefronten

6. december 1917. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 6.12.1917

Min egen kære Inger!

Endelig i dag har jeg fundet kompagniet. I formiddag kl. 10 kom jeg hertil. Vi ligger i en fabrik i Muhlhausen, så ved du jo nok, hvor det er.

Modtagelsen var meget god, der var ingen, som havde savnet mig endnu. Den første, jeg talte med på skriverstuen, var Suhr, og han var som sædvanlig meget flink. Han fortalte mig, at han havde skrevet til mig 3 gange og var meget forundret over, at jeg ikke havde fået brevene. Måske kunne jeg være blevet en dag længere hjemme. Det havde jo været meget rart, hvis fødselsdagen kunne have været fejret lidt mere i ro. Nå, nu er det jo overstået med at tage afsked denne gang. Og så vil vi håbe, at det ikke skal ske tiere, at jeg skal rejse fra jer, men at jeg, når jeg igen kommer hjem, kan blive hjemme altid.

Da kompagniføreren og feldwebel Harden kom tilbage fra tjenesten, blev jeg og en mere, som også var kommet fra orlov, kaldt hen på skriverstuen, og her gav kompagniføreren os begge jernkorset samt ønskede os til lykke. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Ja, du har måske fået det at vide førend jeg, da Suhr har sendt tilladelsen til at bære det hjem, og om et par dage får du også korset, som Suhr ligeledes sender. Nu ved du så det. Jeg er såmænd ikke blevet mere stolt for det, men jeg vil da nok sige, at skulle jeg have jernkorset, så har jeg fortjent det lige så godt som alle de andre. Men det allerbedste er, at jeg håber at få en eller anden bestilling her lidt bagved fronten, det mente Suhr. Hvis det kan blive tilfældet, så var jeg da meget glad. Så længe vi ikke er i stilling, kan jeg jo sagtens holde det ud.

Hvordan har du og vore små piger det, kære Inger, jeg længes meget efter jer, og det gør I jo også efter mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

5. december 1917. Jørgen har fået Jernkorset. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

4 ugers uventet orlov kompenserer for afslag på ansøgningen om »Zuriickstellung«. Kompagniføreren, løjtnant Rerne, har forinden givet Jørgen Friis et tip med hensyn til en ny ansøgning om »Entlassung«, og under orloven kommer amtsforstander Thaysen med en bemærkning, som vækker forhåbninger til foråret. Indtil da får Jørgen Friis i Muhlhausen en god bestilling ved »den store bagage«. Postspærring bringer væsentlige forstyrrelser, tyskerne liner op til den store offensiv. (red)

Onsdag, ri. 5. dec. 1917

Min kære, kære Jørgen!
Tak for de to kort fra Hamborg og Berlin, som jeg fik i dag. Jeg ser, at du rejser østpå. Der var jo heller ikke andet at gøre, for så længe det kun var rygter, at dit kompagni var kommet til Frankrig, kunne du da egentlig heller ikke godt rejse den vej. Vi ser jo da også, at det ikke passede, at de var var kommet til Cambrai, heldigvis. Bare du da var blevet hjemme, til alle de kort og efterretninger var kommet, så havde vi da haft den søndag i ro. I går var der to kort, begge fra Suhr. I det ene meddeler han, at de befinder sig i Muhlhausen, »Fabrik Engel«. Det andet kort er vel egentlig fra kompagniet, der skriver han, at du er blevet tildelt jernkorset, og i dag er der kommet et indskreven brev fra Reg. 85 med et bevis for, at du har fået samme kors. Det er vist fordi, de nu afslår vore ansøgninger, at dette så skal være en erstatning. Det er i hvert fald en dårlig erstatning…
I går aftes var Valborg og jeg hos Fedders. Der var Joh. Froms, Jørgen Froms, Møllers, Rasmus Møllers, Niels Schultzes og Erik- sens. Et helt stort besøg ser du. Det er muntre folk alle sammen, så bliver der ikke tænkt så meget på krigen og heller ikke talt om den. De lever ikke sådan med i det, som vi andre gør; og vi kan jo også nok sige, at der er meget andet, som er bedre at tale om, for- krigen er altid det samme og altid lige håbløs og endeløs. – Våbenstilstand er der jo i Rusland, men om de kommer til at slutte fred, ved man ikke. Der er jo ingen, som de kan slutte fred med. Det bliver ved at være lige forvirret derovre. Når I nu bare kan blive der i Muhlhausen til jul, for der må jo da være nogenlunde. Jeg længes efter at få et rigtigt brev fra dig. Du kan tro, der var et langt brev fra »Reginenstrasse« i dag; meget tak nemlig. Begge dele var ankommet i god behold, men de ville gerne vide, hvor meget der var at betale, ellers var det hende »peinlich«. Vi glemte jo at veje de to sidste pakker. Tror du ikke, der har været 3 og 4 pd? Jeg må jo vist hellere sende en regning; ligeledes til fru Suhr. »Familien Harden« bad mig hilse dig. Hun havde skrevet det til sin søn.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

4. og 6. December 1917. “Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen.”

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 Dezember:

Jeg saa min Broder hvor han laa i en Kurveseng og et Bord ved Siden, det var i Kuba. Og Vorherre stod ved ham med et Ur i Haanden. Og jeg saa mange Telte og Molemente der i Kuba.

“Saadan saa jeg min Broder ligge i en Seng i Kuba og var meget Syg.”
“Saadan saa jeg en Eskimor med ligesom en Pels paa Kroppen. Det lignede et Björneskind.”

Den 6 Dezember:

Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen. Nu saa jeg et andet Syn, og det var et Menneske som kaltes en Eskimo, han var lenket til en Stötte. Han haude ligesom et Dyreskin om sig over hele Kroppen. Jeg saa ogsaa et stort Hav, og der saa jeg forferdelige store Skibe, og bagefter dem saa jeg store Fisk og Söslanger. Jeg saa ogsaa en Natsion, det var Munke blev det mig sagt. De haude tudere [?] Krave helt op i Halsen, di var fra det hellige Land. Der var Kadekumber der, blev det mig sagt.

“Denne store Fisk saa jeg i det store Hav hen til Samoa.”
“Denne Slange saa jeg ude paa det store Hav. Det var en Söslange jeg saa i det store Hav.”
“Det blev mig sagt at det var en Munk. Og di var fra de hellige Land.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

3. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Optælling af Levnedsmidler”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

En Overløber:

  1. Fra flere Sider forlyder det – men foreløbig kun Rygter, at al Trafik over Grænsen saavel ad Landevejen som pr. Jernbanen skal standses fra i morgen. Det menes at skyldes Hensynet til at hindre Meddelelser om større Tropperforskydninger fra Ø til V.

  2. Det forlyder ogsaa, at Optælling af Levnedsmidler i Tyskland har givet et meget daarligt Resultat – endog fra Kartoflernes Vedkommende. Man mener, at der vil finde en ny Optælling Sted. Nervøsitet i den Anledning.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)