Vi bringer i de følgende uger en lille sommerserie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Grænsen overskrides – på mere end en måde.
Efter at Infanterie-Regiment 84 var kørt fra Haderslev den 9. august, ankom den til Aachen den 10. om morgenen og kom i borgerkvarter. Ordren lød at være klar til afmarch mod Belgien næste dag kl. 06:00.
Belgien var først opstået som nation i 1830, hvor den løsrev sig fra Holland. I forbindelse med grundlæggelsen garanterede Frankrig, England, Preussen og Rusland dens suverænitet under forudsætning af, at landet »til evig tid ville forblive neutral«. Alligevel krævede Tyskland den 2. august 1914 fri passage gennem landet så længe krigen varede. Belgien afslog.
I den tyske Rigsdagen betegnede rigskansler von Bethmann Hollweg den tyske garanti af Belgiens neutralitet som en lap papir – Ein Fetzen Papier. Den 4. august kl. 0800 overskred den tyske hær grænsen til Belgien, og ved midnatstid havde England erklæret Tyskland krig. Første Verdenskrig var en realitet.
Forventning var at Belgien kun ville yde en symbolsk modstand. Det skulle blive anderledes. Det tyske lynangreb lykkedes ikke. Alle broer over den brede Meuse-flod nåede at blive sprængt, og først efter kampe, lykkedes det at krydse floden helt oppe ved den hollandske grænse.
Fæstningen Liège var et nøglepunkt. Hovedjernbanen mellem Aachen og Paris gik igennem, og en væsentlig del af den belgiske våbenindustri – Fabrique National – var placeret i en forstad. Der var derfor fra 1892 bygget 12 forter i en ring 6-10 km fra byen. Et forsøg på frontalt angreb på Fort Barchon blev afvist og kostede store tab. Et nyt forsøg om natten til den 5. august gav heller intet resultat.
Først den 6. august lykkedes det tyskerne, personligt anført af generalstabschefen ved 2. Armee, general Ludendorff, at trænge igennem i mellemrummene i fort-kæden og ind i Liège, men dermed var kampene ikke slut. Forterne fortsatte kampen, mens den belgiske felthær faldt tilbage mod Antwerpen.
Denne dag faldt formentlig den første sønderjyde under et mislykket angreb på nordsiden af Meuse. 89. Grenadier-Regiment trængte gennem fort-kæden og nåede helt frem til kastellet i Liège.
Herefter gik angrebet i stå, og regimentet blev omringet, og mistede et stort antal soldater som døde, sårede og som krigsfanger. Blandt dem, som faldt var Siegfried Thaysen, født den 6. oktober 1891 i Åstrup. Han har i dag ingen kendt grav.
Tyskeren iværksatte et voldsomt artilleribombardement af forterne, men først den 8. august nåede de første 305-mm og 420-mm kanoner frem, og nu blev forterne ødelagt et efter et.
Den 15. august slog en 420-mm granat ned i Fort Loncin og fik omkring 12 tons ammunition til at eksplodere. Halvdelen af besætningen omkom. De sidste forter overgav sig den følgende dag. Slaget om Liège var forbi. Loncin er i dag museum – se fotoet – og er bestemt et besøg værd. Kampene havde været dyre på begge sider, men mest af alt havde tyskerne mistet tid – tid, de ikke havde.
2. Bataljon krydsede den 11. august grænsen til Belgien, der på dette tidspunkt lå et godt stykke længere mod vest kort før Henri-Chapelle. I august 1914 var der hedebølge med meget høje temperaturer og ingen vind.
Dagen i forvejen havde Füsilier-Regiment 86, der bl.a. havde garnison på Sønderborg Slot, mistet en af sine læger, Dr. Riis, som under en øvelsesmarch ved Aachen blev ramt af et hedeslag og døde.
Grænsen blev krydset under stor jubel og marchen fortsatte gennem Henri-Chapelle og Battice, hvor krigens spor begyndte at vise sig. For de sønderjyske mænd var det et første møde med krigens realiteter og satte sig dybe spor i erindringerne.
Opgaven var erobre to af forterne i Fæstningen Liège – Fort Evegnée og Fort Fleron. Imidlertid blev 6. Kompanie skilt ud til ved Maison-Blanche at bevogte et af de tunge 420-mm haubitser-batterier, som var en af krigens store overraskelser. Ingen ud over en snæver kreds kendte til deres udvikling, der skete hos Krupp i Essen. Det var allerede begyndt at blive mørkt, da bataljonen ankom til landsbyen Gurnée, hvor den skulle slå bivuak samtidig med, at den skulle virke som sikring af regimentets stab. Resten af regimentet placeredes ved Herve.
Bivuakområdet lå på græsmarker omgivet af levende hegn i den vestlige udkant af landsbyen. Hele vejen rundt blev der udsat poster til sikring mod de overfald fra belgiske Franktireur, som den tyske hær frygtede så meget.
Franktireur – ordet har sin oprindelse i Spanien og Portugal, hvor det betyder skarpskytte eller snigskytte. Under den fransk-tyske krig 1870/71 optrådte disse i små grupper, der udførte, oftest i civil, guerillakrige. Hos tyskerne var frygten for fænomenet stadig dybt forankret og førte i Belgien til henrettelse af fanger, gidsler eller tilfældigt udvalgte civile, ligesom huse og hele byer blev brændt ned til grunden. Det er en kendsgerning, at bivuakområder og områder bag den egentlige front blev beskudt. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at civile deltog i disse overfald, men det er langt mere sandsynligt, at det var den belgiske Garde Civique, Denne korps blev oprettet i 1830 som en slags hjemmeværn og politistyrke med våben og uniformer i hjemmet. Hverken uddannelsesmæssigt eller udrustningsmæssigt kunne militsen klare sig i regulær krig. Det er derfor nærliggende, at den valgte at kæmpe i mindre enheder og i mørke.
Det kom som frygtet til skyderier i løbet af natten og til de første tab. Musketer Petersen, af profession murer fra Haderslev, blev ramt i højre hånd og mistede en finger. Alle var nervøse og skød ved den mindste uro. En inspektion i dagslys gav en del af forklaringen: På markerne gik der stadig kreaturer. Lokket til at de lysende bivuakbål var de kommet nærmere det sovende kompagni. Deres støj i de levende hegn var nok for de nervøse poster. Overalt lå døde og sårede køer.
Den 12. august fik Regimentet til opgave at angribe Fort Evegnée, men inden et sådan kunne iværksættes, overgav fortet sig. Dagen bød igen på march, men over en overskuelig afstand. Midt på eftermiddagen gik man igen i bivuak, denne gang i en frugtplantage i nærheden af gården Cour-sur-l’Eau. Der blev derfor tid til de sædvanlige militære sysler – rengøring af våben og istandsættelse af udrustning, fulgt af personlige behov.
Som det begyndte at blive mørkt, kom det igen til skyderi. I første omgang troede man, at det igen skyldtes nervøse vagter, men det blev konstateret, at disse ikke havde skudt. Derimod kunne et hus med sikkerhed udpeges, hvorfra der var blevet skudt. 6. Kompagni fik herefter ordre til at rense huset. En belgier kom ud fra huset med en pistol i hånden, og straks skudt ned. Endnu en person blev fundet i huset med et våben. Efter en meget kort standret, blev han stillet op ad en mur og henrettet. Da 6. Kompagni bestod af op til 75% nordslesvigere, er der ingen tvivl om, at også dansksindede måtte deltage i dette ubehagelige arbejde.
Efter Fort Evergnée kom turen den 13. august til det næste i kæden – Fort de Fléron. Langsomt nærmede regimentet sig fortet, der stadig ydede kraftig modstand og lagde en kraftig artilleriild over gader og veje. Bataljonen arbejdede sig langsomt og forsigtigt frem gennem terrænet. Patruljer nåede pigtrådshindringen, men lettelsen var stor, da angrebet blev aflyst. De supertunge 42-cm haubitser var nået frem, og ville snart tage fortet under beskydning. Heller ikke Fléron kunne modstå det nye bombardement og bukkede under. En storm blev ikke nødvendig. Aftenen blev tilbragt i bivuak ved landsbyen Evegnée.
Efter en rolig nat, kun forstyrret af artilleriets forsatte bombardement, rykkede bataljonen den 14. august ind i Liège. Forterne på østsiden af Meuse var nedkæmpet, og vejen til byen åbnet. Endnu manglede nogle få forter på vestsiden, inden vejen for alvor var åbnet for det fortsatte angreb gennem Belgien i retning af Frankrig.
Første stop var den store øvelsesplads, der dengang lå på østsiden helt ned til floden, hvor hele 18. Infanterie-Division defilerede forbi divisionschefen, generalløjtnant von Kluge. Efter at have holdt hvil, mens man afventede nye ordre, blev divisionen lagt i borgerkvarter, fordelt over det meste af Liège.
Ifølge de tyske »Verlustlister«, tabslister, udsendt med mellemrum under hele krigen, mistede Regiment 84 totalt 210 mand i denne periode
