Senest ændret den 7. oktober 2022 8:44

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.