Tag-arkiv: Somme

Sønderjyder

30. juli 1916. Kresten Andresen: “Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Søndag den 30. juli 1916

Kære forældre!
Ja, søndagsvejr er det, men stemningen er ikke rigtig derefter. Jeg har nemlig hele natten igennem slæbt seltersvand ud i skyttegraven, og alt imens gjorde englænderne et angreb derude; men det førte ikke til videre.

Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her. Tyskerne har kørt for meget svært artilleri op, at det kan være muligt for englænderne at komme videre frem. Ellers giver det indtryk af, at englændernes artilleri er tyskernes meget overlegent.

Men navnlig er flyverne overlegne; de lammer hele trafikken bag ved fronten. De kommer ned over skyttegravene i en højde af tit ikke mere end halvtreds meter; leder artilleriilden derhen, hvor de opdager noget, og angriber ofte selv med maskingeværer tropperne i skyttegraven. De får ikke et skud, for så snart der skydes, ved de besked om, hvor det batteri står, og så vil det også snart blive hjemsøgt af de svære 18 cm skibskanoner.

Soldaterne er rasende på vore flyvere, der så godt som aldrig viser sig. Men hen imod aften kommer der gerne en flåde forsigtig frem og iagttager i respektfuld afstand. Men ofte stikker fem flyvemaskiner af, når der så nærmer sig en englænder. – I dag er jeg ved byen Pys, en fem-seks km bag fronten. Her skydes der ikke.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

29. juli 1916. Jakob Moos undslipper fronten

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme-fronten. Efter indsats i forreste linje, var hans kompagni blevet trukket ud.

(… fortsat)

Af mine kammerater fik jeg at vide, at vi skulle blive liggende ved klosteret et døgn, hvorefter vi atter skulle sendes frem. Jeg spekulerede en del over denne meddelelse og var klar over, at jeg indtil nu havde været mere end heldig. Jeg var sluppet godt fra det  hele, men — ville det gå lige så godt næste gang?

Jeg havde på fornemmelsen, at udsigterne var meget små. Denne forudanelse fik mig til at gå til vor kaptajn. Jeg meldte mig syg. Kompagniføreren sendte mig til lægen. Denne opholdt sig i  klosterets kælder, hvor der var forbindingsplads. Da jeg kom derned, var han fuldt optaget af de overordentlig mange sårede, som ventede på at blive forbundet. Han havde ikke tid til at se på mig. Det var vel min lykke, for jeg fejlede sandt al sige intet. Jeg var kun  dødtræt og udaset efter de sidste dages store anstrengelser.

Lægen gav en sanitetsoldat ordre til at anbringe en  indlæggelsesattest på mit bryst. Jeg skulle på lazaret. Jeg var henrykt og skyndte mig til kaptajnen for at meddele ham resultatet, og så tog jeg til hovedforbindingspladsen i Ligny. Mit gevær og mine patrontasker smed jeg bort. Hvorfor skulle jeg slæbe på disse ting? Jeg var ikke mere i første kompagni i regiment 31 og var overbevist om, at jeg aldrig nogen sinde kom tilbage tjl det.

En time senere var jeg i Ligny og meldte mig på forbindingspladsen.  Der herskede en uhyre travlhed. Ambulancerne bragte uafladelig sårede tilbage. Mange af de hårdtsårede var afgået ved døden under transporten. De blev lagt hen i et hjørne af gårdspladsen.

Ved middagstid kørte en stor rutebil frem. Den kunne tage omkring ved halvtreds mennesker. Jeg var så heldig at komme med den. Ved siden af mig sad et par sårede englændere, som var taget til fange. Den ene var såret i armen, den anden i benet. De var vældig forbitrede på os og viste os al den foragt, de kunne få skrabet sammen. Når vi talte til dem, vendte de hovedet til en anden side.

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume
Engelske krigsfanger

Vi kørte vel to timer og kom så til en samleplads. Her var der sårede i tusindvis. Dagen var meget varm. Vi lagde os ned i skyggen af nogle høje træer. Man serverede kaffe i mængder og lige så meget brød med marmelade, som vi ville have. Da ingen af os havde spist nævneværdigt i de sidste to til tre dage, var det utrolige mængder, vi satte til livs. I det fjerne hørtes utydeligt kanontorden, og det var en behagelig fornemmelse at være uden for skudvidde. Nu talte vi  indgående om, hvor vi mon ville komme hen. Nogle mente, at vi ville komme til Belgien.

Ved fem-tiden om eftermiddagen gik alle, der kunne gå selv, op på stationen. Vi tog plads i et lazarettog, der vel talte omkring ved halvtreds vogne. På stationen var der lige ankommet et tog med  forstærkningsmandskab. Det var mest helt unge mennesker, der ikke tidligere havde været ved fronten. Synet af alle de mange sårede undlod ikke at gøre et dybt indtryk på dem.

Henimod aften kørte toget. Sygepasserne fortalte, at man medførte proviant til tre dage. Der forestod derfor en lang rejse.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Sønderjyder

29. juli 1916. Kresten Andresen: “Så har jeg fået en tingest på hovedet, som nærmest ligner en natpotte…”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 29. juli 1916

Kære forældre!
Mange tak for brevet af 24. juli. Jeg har det godt. For øjeblikket lever jeg et dejligt friluftsliv. Jeg ligger i en grøn dal, med skrænter, enge og franske popler; og langs gennem den flyder Ancre- bækken. Det er ved en by, som hedder Grancourt.

Jeg har været nede at vaske mig grundigt i den historiske bæk. Det er også en nydelse, som jeg ikke har kunnet evne i en halv snes dage. Man bliver næsten fuldstændig til en vildmand, snavset, med langt hår og lange skægbørster og fuld af utøj. Så har jeg fået en tingest på hovedet, som nærmest ligner en natpotte; men det er en stålhjelm, og den er jeg meget glad for.

Nå, dette liv i herlig julisol kan man holde ud. Det er en stor modsætning til det mørke skyttegravsliv. Men her har vi jo også bevægelseskrig nu, hævdes der, endskønt ingen kommer af stedet. Jeg har hverken set noget til Jørgen Beck eller hans regiment. Forhåbentlig er han i fangenskab.

Nå, ikke mere denne gang. Lad os være ved godt mod og stole på en god fremtid. Jeg er meget rolig ved hele sagen.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne Kresten

NB. Har I modtaget nogle af alle de breve, jeg har sendt?

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

28. juli 1916. Jakob Moos: “Jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne”

Skriv en kommentar

Jakob Moos gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I juli 1916 kom regimentet til fronten ved Somme. Efter flere dage i anden og første linje, bliver hans kompagni trukket tilbage.

(… fortsat)

Og afløsningen kom. Kaptajnen sagde, at enhver selv kunne vælge, på hvilken måde han ville gå tilbage. Vi skulle kun alle samles ved det gamle kloster.

Det var midnat, da de første gik tilbage. Jeg besluttede, at jeg ville vente, til det blev lyst, for jeg havde lagt mærke til, at skydningen ikke var så stærk mellem klokken syv og otte.

Nu ville skæbnen, at der om morgenen, da jeg startede min tilbagemarch, lå en tæt tåge over egnen. Jeg havde svært ved at orientere mig. Medens jeg løb omkring på lykke og fromme, rendte jeg på et granathul.

Her sad en løjtnant sammen med sin oppasser. Løjtnanten kaldte mig hen til sig og spurgte, om jeg kendte vejen til en nærmere betegnet landsby. Jeg gav ham oplysning om, i hvilken retning jeg mente, landsbyen lå. Derpå skyndte jeg mig videre.

Kort efter dukkede en række popler op i tågen. Så vidste jeg, hvor jeg var. Ved at løbe parallelt med disse, ville jeg nå til en landsby, men jeg var ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg turde løbe risikoen og forcere byen, der lå under heftig granatregn. Der var dog ikke tid til lang overvejelse, for der, hvor jeg stod, peb geværprojektilerne om ørerne på mig, og granaterne hylede hen over mit hoved og kreperede rundt omkring med øredøvende brag.

Da jeg var bange for at løbe vild, når jeg løb uden om byen — tågen lå meget tæt — besluttede jeg mig til at løbe gennem byen. Og jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne. Hvert øjeblik måtte jeg søge dækning i et eller andet hul; men omsider nåede jeg gennem byen og — helskindet.

Nu gjaldt det om endnu at komme ned ad en vej, der var omkring ved en kilometer lang, men den lå under meget stærk artilleriild. Fjenden havde vel nok iagttaget, at denne vej var meget befærdet. Her havde tyskerne også opstillet en mængde batterier, som det fjendtlige artilleri søgte at få ram på. Af selve vejen var der egentlig ikke meget tilbage. Den var fuldstændig oprevet af granater. Jeg var igen heldig og kom uskadt ned ad vejen, men jeg var så udmattet, at jeg næsten ikke kunne løbe mere.

Jeg gik ind i en dækning til artilleristerne. De gav mig en tår kaffe. Det livede lidt op, og — endelig nåede jeg da tilbage til det gamle kloster.

Det engelske artilleri sendte dog også sine granater herhen, men virkningen var dog ikke så ødelæggende som længere fremme. Den  værste fare var overstået. Resterne af første kompagni var samlet her. Jeg var den sidste, der ankom. Mine kammerater hilste på mig med glæde. De havde for anden gang troet, at jeg var faldet, og i kompagniets rapport havde man allerede opført mig som savnet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Sønderjyder

28. juli 1916. Kresten Andresen: Håber at Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 28. juli 1916

Kære far og mor!
Nu er jeg efter nogle hårde dage kommet tilbage i en roligere stilling og er uskadt på liv og lemmer. Forrykt eller nervøs er jeg heller ikke blevet, skønt der var al mulig grund til det. Det så virkelig til tider sort ud, men jeg var mærkelig rolig, og trommeild vænner man sig også til, skønt I kan jo nok forstå éns stemning, når man sidder i et lille jordhul og der i timevis hugger svære 28 cm granater ned rundt om.

En sådan luftmusik, som her var, har jeg i mine levedage ikke hørt. Englænderne er forfærdelige modstandere, og nu har de fået de sorte tropper hertil også, i et styrkeforhold siges der, at der er to sorte for hver hvid.

Nu er jeg for denne gang kommet helskindet ud af det og håber, om jeg end skulde komme derud igen – hvad jeg ikke tror – Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst.

Jeg vil bede jer sige morbror Hans Peter, at jeg foreløbig ikke ser mig i stand til at skrive noget til almanakken. I må også undskylde brevet lidt, for jeg har i mange døgn ingen søvn fået; nu i nat har jeg fået et par timer; vi ligger ellers på bar jord eller graver os ned og sover siddende. Som oftest har vi ikke kunnet løse oppakningen og tage kappen over, og så kan man ikke sove for kulde. Så begynder først benene at blive kolde. Men mærkværdigvis er jeg under disse forhold bleven helt rask, skønt jeg i længere tid har haft influenza og dårlig mave; det mærker jeg slet ikke mere. 

Endelig i dag har jeg fået post, efter at jeg intet har fået de sidste 10 dage. Der var en hel del pakker: to med smør, en med skinke og en med kiks og heilkraft. Mange tak for dem. Og tak for brevene af 16. og 19. juli. Jeg håber, at I har fået nogle af mine breve også. For fremtiden skal jeg nok se at skrive så tit, som jeg kan komme af med brevene. Og så vil vi håbe, at disse skrækkelige tider snart er forbi. Mange af mine kammerater er sårede, men ingen faldne. Gudskelov.

Andet komp. har jeg slet ikke set truffet. Den eneste, jeg har mødt, er Rasmus Nissen fra Lendemark, han kom i fuldt løb ude fra forreste stilling og gjorde et meget forstyrret indtryk; vi gav hinanden hånden, men måtte hver til sin side, da shrapnellerne hvæsede over hovedet på os. Lille Karl Hansen fra Skærbæk har fået en shrapnelkugle i det ene ben. Han var et øjeblik før henne at snakke med mig og var meget nervøs og urolig. Det glæder mig sandelig, at han er sluppet så godt fra det.

Nu skal I ikke være urolige for mig, jeg stoler fast på, at jeg nok skal komme hjem igen. Så mange kærlige hilsner fra

eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

27. juli 1916. “Her foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham …” Nikolaj Kræmer ved Somme.

Skriv en kommentar

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916

I de sidste Julidage i 1916 fik Bataillonen tildelt For­stærkningsmandskab, saa Kompagnierne kom op paa 285 Mand hvert.

Vi marcherede mod Somme-stillingen, hvor vi skulde indsættes i de haarde Kampe, som da fandt Sted her. Vi afløste Res. Regt. 86 [RIR86], som praktisk talt var udslettet; de modtog os med Ordene: „Her er ikke godt at være,” og det viste sig at være sørgeligt sandt.

Jeg kom med en Kammerat til at ligge i et Granathul, som vi prøvede paa at gøre lidt dybere; men vi fik kun gjort nogle faa Spadestik, før vi stødte paa en død Soldat. Det fik os til at flytte over i et Hul ved Siden af. Her var Resultatet dog det samme. Vi var klare over, at det ikke nyttede at flytte igen.

Før Dagen gryede, var vort Hul fyldt med Jord; men foran os saa vi, at der var opstaaet et nyt Granathul, og da det var stort, tog vi det i Besiddelse. Heri laa tre døde Soldater. Vi havde altsaa Selskab.

6a44-099 døde englændere

I Stillingen her var der ustandselig Kamp. Om Natten holdt Halvdelen af Mandskabet Vagt. Vi to stod Vagt en Time ad Gangen, saa kunde den anden sove lidt.

Engang vækkede min Kammerat mig og sagde, at det nu var min Tur. Da jeg var kommet paa Benene, saa jeg paa mit Ur og opdagede da, at han havde vækket mig for tidligt. „ Ja,“ sagde Kammeraten, „men her foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham, nu kan du gøre, hvad du vil.“

Med et „Hvorfor skulde han skydes?” overtog jeg Vagten.

Jeg lagde nøje Mærke til ham; han kravlede i en Fordybning, som før Beskydningen havde været en Grøft. Den var kun at se fra det Sted, hvor jeg stod. Nu kravlede han fra den ene døde til den anden og betragtede dem i Ansigtet. Han var fuldstændig ubevæbnet.

Efter en Stund kravlede han igen paa Maven over til den engelske Stilling og blev ganske roligt liggende foran den.

I et Øje­bliks nogenlunde Stilhed raabte jeg paa Dansk: „Gaa nu hellere hjem!”

Han rullede op over den opkastede Jord­vold og var borte.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1952

Krigens forløb

26. juli 1916. Jakob Moos ved Somme: “Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede.”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi lå i tre dage i anden linie. Så fik vi befaling til at afløse tredie bataillon, som lå i første linie.

Da vi led meget af tørst, ville jeg gerne have lidt drikkevand med mig. Jeg løb derfor tilbage til landsbyen for  at forsyne mig; men da jeg kom tilbage, var kompagniet allerede rykket frem.

Det var imidlertid blevet højlys dag, men der var ikke andet for end at styrte frem over markerne, og som ved et under kom jeg intet til.

I  landsbyen havde jeg set ting, der fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig. Det var ikke blot det uhyggelige kaos af sammenstyrtede huse, men der fandtes lemlæstede lig i hobetal, og der var en fæl lugt. Samtidig hamrede granaterne ubarmhjertigt ned i byen.

Da jeg endelig var nået ud til mine kammerater, blev der stor glæde. De troede nemlig, at jeg var faldet.

Vestfront Stormet skyttegrav

Her i første linie var vi ustandseligt udsat for en rasende trommeild, og vi måtte belave os på, at der kunne blive stormet hvert øjeblik. Vi var ikke ukendte med artilleriild, men dette her overgik i  voldsomhed alt, hvad vi hidtil havde oplevet. Mange af vore  kammerater faldt, og foran og bagved vor usle grav lå døde soldater spredt ud over terrænet.

"Hvor døden rasede." I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [--] 40. ødelagte Tanks

Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede. Her havde død og elendighed herredømmet.

Der var ingen af os, der regnede med at slippe levende bort. Vi var imidlertid allesammen så medtaget, at man nødvendigvis måtte trække os ud af linien, og da der kom budskab om, at vi skulle afløses, havde vi kun een tanke, og det var at hytte skindet, indtil afløsningen kom.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Sønderjyder, Steder

23. juli 1916. Kresten Andresen: I kvarter i en kirke lidt nord for Bapaume

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 23. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Ligger for tiden i en by lidt nord for Bapaume – Sapinies. En henrivende egn, hvad naturskønhed angår. Landsbyerne er så fine og noble, som oftest i en romantisk middelalderlig stil. Her bølger kornmarkerne frodigere, end man ser dem hjemme.

Bakkerne bølger rundt og blødt, og mellem dem ligger landsbyerne i farverige klynger, som oftest med en vældig kirke ragende op i midten. Og træer og skove og abildgårde er der her. Men endda kommer egnen ikke op ved siden af „det glade Ugny”. Tiden dér vil overhovedet altid komme til at stå som en glansperiode i mit felttog. Da var man uden sorger og bekymringer.

Nå, jeg er ved godt mod. Kun når jeg er ganske udaset af en lang march, ser jeg lidt sort ud i fremtiden. Men det er jo også en slem plageånd, der rider én, når man skal slæbe sådan en tres pund en strækning som hjemmefra til Åbenrå. Og så er det endda ingenting imod, hvad der bliver præsteret andre steder, og hvad der blev præsteret ved krigens begyndelse.

Jeg ligger nu i kvarter i kirken. Den ser forfærdelig ud. Nu lige kom der befaling fra kaptajnen, at han ikke vilde have sager liggende på altrene. Der er tre altre, og de lå fulde af våben og oppakning. En stor bøffel, for resten en Gefrejter med jernkors, har nu, trods forbudet pakket sine pudsesager ud på den hvide alterdug og står og pudser støvler. Ellers er hele kirken ryddet, og der er et lag halm over gulvet. I den ene ende ligger der opstablet en hel dynge preshalm. Og i dag er det søndag. Jeg fik det at vide hos barberen – han vilde ikke klippe hår om søndagen, sagde han.

Og ellers er der vist ingen i kompagniet, der ved, om det er søndag eller mandag.

Eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

22. juli 1916. Jakob Moos ankommer til helvedet ved Somme: “Hele horisonten var et eneste flammehav”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi hørte ustandseligt den heftige kanontorden, og vi vidste, at vi skulde frem i den. Vi ventede kun på ordren til fremrykning.

Ventetiden er det værste af det hele. Når først man er fremme, midt i det hele, går det altid lettere. Forplejningen bød på det allerbedste.

To gange om dagen fik vi en varm ret, godt med kød. Det var ellers noget, der var sparsomt tildelt. Om eftermiddagen den tredie dag blev der ved parolen oplyst, at vi skulle være beredt til at rykke frem om aftenen klokken ti. Vi så tavse på hinanden, men så fik vi travlt med at skrive hjem, og for mange blev det det sidste brev. Endnu en  gang serveredes god mad, lige så meget vi kunne få ned; der  uddeltes tobak, cigarer, ja endogså vin. Officererne var ligefrem helt venlige og kammeratlige imod os.

Regiment 86 010 Feltkøkken

Da klokken var ti, var det bælgmørkt, og kompagniet tiltrådte marchen fremad. Uden for byen, hvor vi havde frit udsyn, mødte vi et  storslået syn. Hele horisonten var et eneste flammehav. Slaget var i fuld gang, og luften var fyldt med et vanvittigt spektakel.

Efter en times march gjorde vi holdt ved landsbyen Ligny. Kaptajnen formanede os til at holde sammen, ikke at blive nervøse, for når vi nu var ude på den anden side af landsbyen, var vi i kamplinien. Han ville  især henlede vor opmærksomhed på en korsvej, som vi skulle  passere. Dette skulle ske i hurtigt løb.

Så gik det videre. Kaptajnen var i spidsen. Ti minutter senere fik vi den første granat. Den gik ned lidt til højre for os, men i vort  kompagni kom ingen til skade.

Kort efter nåede vi korsvejen. Som  ved et trylleord satte vi alle i stærkt løb. Vi rendte, som om vi var gale, og vi kom alle uskadte over det farlige sted. Foran os lå et gammelt munkekloster, Aucur de la Boye. Der hørte en stor herregård til klosteret, men både det og gården var skudt sønder og sammen. Vi søgte ly og læ bag klosterets murværk og ventede på nærmere ordre.

1916-06-13 LIR84 Otto Theodor Wagner - Karten von Bruder Willy von der Westfront 1916

Den kom ret hurtigt. Kompagniets tre delinger skiltes og gik hver for sig frem, tværs over markerne. Her nåede vi en chaussé. Vi gik i gåsegang ned ad den.

Det blev en forfærdelig vandring. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i mit liv har været med til noget lignende.  Granaterne eksploderede rundt omkring os, shrapnels over vore hoveder, geværkugler piftede og hvinede om ørerne på os. Fra alle sider lød skrig og jammer. Rækken blev tyndere og tyndere; men frem gik det.

Rundt omkring os var det mørk nat. Vi passerede en landsby og kom ned i en hulvej, som førte op til en anden landsby, der lå oppe på en bakketop. Landsbyen lå under et frygteligt artilleribombardement fra fjendens side.

Langs med hulvejen stod flere tyske batterier, der fyrede løs alt det, de kunne. I hulvejen lå også på den ene side en lang række mennesker, tæt sammenpakket. Man kunne ikke se, om de var levende eller om de var døde, og for at få vished om sagen bøjede jeg mig ned og tog fat i benene på en af dem. Men i samme øjeblik råbte lian arrigt: »Hvad vil du?« Jeg fik travlt med at komme videre.

Vi nåede hen til et sted, hvor vejen førte under en jernbanebro. Her var der lidt dækning. Kaptajnen kaldte korporalerne hen til sig for at instruere dem. Jeg fik ordre til — selv om jeg ikke var korporal — at løbe frem med mit mandskab til et træ, som stod ca. hundrede meter foran os på en mark. Det var ret utydeligt at øjne det. Derefter skulle vi svinge til venstre og fortsætte vort løb, indtil vi nåede en grøft.  Den skulle vi besætte.

Vi sprang frem fra granathul til granathul. Af og til snublede vi over en falden soldat, men da vi nåede grøften, var vi kun tre mand tilbage af vor gruppe.

Lidt efter lidt samledes resterne af kompagniet, og der ankom også enkelte, der var blevet borte i mørket. Vi lå her i anden linie, men fuldstændig uden dækning.

Vi lå oppe på en bakke, og første linie lå fem hundrede meter længere  fremme på marken. De lå hele tiden under et skrækkeligt  bombardement. Jord, træer, sten fløj hushøjt i vejret.

DSC_0158_ruiner_vestfront

Vor linie blev ikke ramt. Granaterne gik hen over vore hoveder og ind i landsbyen  bag os. Der var der ikke et menneske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

21. juli 1916. FR86: Endelig afløsning! Samlede tab ved Somme: En tredjedel af kampstyrken!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme. Den 21. juli blev det efter svære tab afløst af Infanteriregiment 31.

Sådan var for anden gang et med utrolige midler gennemført angreb mislykket på grund af 86´erne tapperhed og vedholdenhed. Dermed var kræfterne udtømt og afløsning nødvendig. Den kom natten til den 21. juli i skikkelse af infanteriregiment 31, forstyrret og vanskeliggjort af ildoverfald. Kort før solopgang forlod de sidste 86´ere den blodmættede stilling.

En del af regimentet besatte endnu en dag reservestillingerne nord og syd for Miséry, en anden blev som divisionsreserve nogle dage i denne landsby. Så marcherede bataljonerne til Croix-Moligneaux og Guizancourt for en hvileperiode. Da de igen står på højde 102, ligger foran dem igen den brede, smilende Somme-dal med bølgende kornmarkers gyldne farve, mens bag dem er grusom ødelæggelse og død. Rystet i deres inderste optager de billedet i sig og vover knap nok at hilse det nye liv velkommen.

Tabene var svære, 11 officerer og 205 mand var blevet på slagmarken. De totale tab af døde, sårede og savnede androg 31 officerer og 1.337 mand. Det var betragteligt over en tredjedel af kampstyrken, da den rykkede ind i Somme-stillingen. 175 fanger havde regimentet taget.

Parade_Reg_86_Soenderborg_Slot
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’s III bataljon havde i fredstid kaserne på Sønderborg Slot.

En befaling udgået fra armégruppe Quast sammenfattede endnu engang, hvad tropperne havde præsteret. Den lød:

”Den 20. juli vil blive en dag at mindes for alle de divisioner, der var underlagt armégruppen Quast. Det er lykkedes os at opstille en mur foran den overordentlig overlegne fjende, ved hvilken hans angrebslyst blev brudt.

Nogle steder blev der afværget over ti angreb af min armégruppes brave tropper. Den forsvarssejr kan vi være stolte over. Stående på det mest afgørende sted på vestfronten har de mig undergivne tropper, af hvis jernhårde fastholden måske krigens udfald afhænger, med heltemodig udholdenhed under den hårdeste ild kæmpet en hård kamp og dermed gjort deres fulde militære pligt og skyldighed. 

Jeg udtaler min fulde og varmfølende anerkendelse til alle tropper i 18., 17., 28., 11. division og dele af division Liebert, som tappert og tro har afværget angreb og igen indtaget de midlertidigt opgivne stillinger. Sådan som vi har handlet den 20. juli, således skal tyske næver, tysk styrke og tyske gode nerver helt til slutningen vise franskmændene, at vi til syvende og sidst vil og kan sejre.” von Quast, General af infanteriet, fører for armégruppen.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

20. juli 1916. Jakob Moos ankommer til Somme-fronten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. juli 2016 8:55

Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I juli blev hans regiment sendt til Somme-fronten. Det skulle afløse det hårdt medtagne Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

(… fortsat)

Næste dags morgen klokken otte marcherede vi videre, men allerede efter en halv times march gjorde vi holdt og fik lov til at smide os ned i grøften. En time senere kørte en mængde lastbiler  frem. Saa vidste vi, hvad der ventede os.

Med omkring ved tredive mand paa hver vogn kørte vi nu fremad i hele tre timer. Da vi omsider standsede, blev vi helt overrasket ved at høre en frygtelig artilleriild. Den var på grund af bilernes støj og larm helt undgået vor opmærkomhed.

Vi var nået til en lille landsby, Bancourt. Hele første bataillon blev indkvarteret på en herregård, og her opholdt vi os i tre dage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

20. juli 1916. Blodig dag ved Somme: “Bjerge af lig spærrer vejen for angriberne”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Kl. 8 om formiddagen steg blåkapperne ud af deres skyttegrave.

Foran den højre bataljon bliver de under svære tab afvist af 2. kompagni. Ved 4. kompagni lykkes det dem, begunstiget af røg og tåge, at trænge ind i et 100 meter langt skyttegravsstykke, som var ryddet af miner og artilleri. Men 4. kompagni samler sig hurtigt til et modstød. En uforfærdet gruppe ført af de to tapre sergenter Rave og Clausen går fra skyttegraven i kødet på den indtrængende fjende med håndgranater. De får støtte på den anden side af indbrudsstedet af 90’erne.

Maleri_skyttegrav_nærkamp
Stormangreb! Maleri på Sønderborg Slot

Fra skulderværn til skulderværn bliver fjenden jaget. Frygteligt raserer de tyske håndgranater blandt modstanderne, der bliver skubbet stadig tættere sammen. Angriberne må forlade graven, fordi bjerge af lig spærrer vejen for dem. Da rækker de sammenpressede fjender, ca. 50 mand, hænderne i vejet. De bliver uden eskorte sendt bagud. Desværre måtte de to befalingsmænd bøde for deres uforfærdethed med livet.

Trods dette gode resultat var 4. kompagnis situation meget risikabel på grund af deres store tab. Da fik 9. kompagni kl. 10 om morgenen ordre til at sværme ind til støtte for 4. kompagni. Frejdigt førte løjtnant Iversen kompagniet gennem spærreilden. Uden nævneværdige tab nåede kompagniet hen over åbent terræn den forreste skyttegrav, glad og lettet hilst velkommen af resterne af 4. kompagni. Her vovede franskmanden intet angreb mere den dag.

Vestfront Skyttegrav med franske lig
Dræbte soldater i en skyttegrav

Alvorligere var situationen ved den venstre bataljon. Her var det lykkedes fjenden efter heftig artilleriforberedelse overraskende at trænge ind i vor skyttegrav og tage en del af besætningen til fange. Fra 8. kompagni savnedes 3 officerer og 96 mand, fra 5. kompagni 2 officerer og 37 mand.

Fjenden var så trængt videre frem hen over Romervejen og havde besat en del af grav nr. to med stærkere styrker. Da trækker ritmester Henneberg, føreren af II bataljon, 6. og 7. kompagni frem til nord for Berny, og ligeledes 11. kompagni, som regimentet har stillet ham til rådighed. Kl. 11,30 er opstillingen klar. Premierløjtnant Kalepky giver tegn til modangreb. I tynde skyttelinier går kompagnierne frem.

Fjenden yder trods sin overlegenhed ikke megen modstand, trækker sig tilbage bag Romervejen og forsvarer sig med to maskingeværer.

IMG_2011_11_29_5840_fransk_maskingevær_cropped
Fransk maskingeværstilling

Disse bringer en tid de 3 kompagniers forehavende til stilstand. Så bliver maskingeværerne bragt til tavshed af en tung felthaubitser. Kompagnierne går kl. 2,30 om eftermiddagen videre frem og kaster fjenden tilbage i sin gamle stilling. Kun et stykke på 60 meters længde forbliver i hans hånd til højre og til venstre for den ”brune grav”.

Den ”brune grav” er en gammel tysk reservestilling og strækker sig hen mod fjenden. Således er denne i stand til gennem skyttegraven at trække forstærkning til. Disse trænger de af tab svækkede kompagnier tilbage igen og udvider indbrudsstedet til ca. 250 meter.

Så bliver 1. kompagni som regimentsreserve trukket frem. Dem var det den dag allerede lykkedes at nedskyde en engelsk flyver.

antiluftskyts_fly_mindre
Tysk antiluftskyts
Påskrift, bagside: "Von Oberltn. v. Richtofen heruntergeschossenes engl. Kampflugzeug (am 14/4. 17 in Gegend Douai)
Nedskudt engelsk fly

Oversergent Früdden tog de to besætningsmedlemmer til fange under stærk fjendtlig ild. Om natten ruller kompagniet ved et dristigt gennemført håndgranatangreb det omstridte stykke grav op. Kl. 4 om morgenen var hele stillingen igen på vore hænder.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

20. juli 1916. Somme: “Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Således oprandt den 20. juli, en stor slagdag. Den ramte regimentet i stærk rystet tilstand. Den ene halvdel af dets kompagnier havde lidt svære, den anden halvdel betragtelige tab. Ingen af kompagnierne var friske mere.

Også füsiliererne nerver var stærkt rystede. Ti dage i åben stilling, delvist i morderisk ild, næsten uden søvn. Forplejningen kom kun frem meget uregelmæssigt. Først kunne madhenterne og feltkøkkenet ikke finde frem, som det ofte var tilfældet med nye stillinger. En anden gang kunne madhenterne ikke komme frem for spærreild. Så var måske opmarchvejene gasset til, eller kunne køkkenet være ramt af en granat. Hvis det ellers alt sammen lykkedes, så var portionerne rigelige, for de faldnes rationer kom de levende til gode.

Ikke mindre opslidende end disse legemlige afsavn var den følelse at være fjenden materielt underlegen. Således var det ikke lykkedes vort artilleri at bringe de minekastere i Belloy til tavshed, der i dagevis havde drevet kompagnierne til fortvivlelse. Ammunitionen slog ikke til. En minekaster på vor side ville have været sat ud af spillet på få timer. Således måtte füsilierernes blod udligne fjendens tekniske og materielle overlegenhed.

I sådan en stemning skulle füsiliererne udholde det hårde angreb den 20. juli.

Fordelingen den dag var følgende: i fronten lå fra højre til venstre 8., 5., 2. og 4. kompagni, bagved i beredskab 7., 6., 10. og 9. kompagni. Regimentsreserve omkring Berny og ved banedæmningen foran Miséry var 11., 12. og 13. kompagni, og som divisionsreserve trukket helt frem til vejen Berny-Horgny 1. og 3. kompagni, eller rettere hvad der var tilbage af dem.

I de tidlige morgentimer bliver samtlige reserve- og artilleristillinger gasset til. Langt ind i bagterrænet er der gaslugt.

Fra kl. 5 om morgenen tung mineild, fra kl. 6 trommeild mod hele regimentsafsnittet samt mod infanteriregiment 85. Det er det kraftigste, man ind til nu har hørt. Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand. Kort efter kl. 6 er samtlige telefonforbindelser ødelagte. Ind til 20 km ind i bagterrænet ligger byerne under beskydning.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

19. juli 1916. “Så ka do wel snak dansk?” Sønderjysk møde på slagmarken ved Somme

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. juli 2016 8:54

Jørgen Hansen fra Aabenraa deltog i slaget ved Somme. Her mødte han kort Peter Rossen fra Hostrupskov.

To Landsmænd mødes
Det var den 19. Julil 1916, at vi rykkede i en Stilling ved Somme. Straks fra Morgenstunden af aabnede Franskmændene en heftig Artilleriild mod os, og hen paa Formiddagen blev vor Stilling stormet af de Sorte. Vi blev beordret frem til Modangreb, men den ene efter den anden faldt tilbage i Graven, ramt af en Kugle, thi Franskmændene havde ogsaa faaet Maskingeværer frem.

Selv blev jeg saaret, men dog ikke værre, end at jeg kunde blive ved Kompagniet. Kampen vedblev hele Formiddagen, og da den omsider stilnede af og Franskmændene trak sig tilbage, laa der Dynger af Lig foran vore Skyttegrave. Jeg blev af Delingsføreren beordret hen til Lægen for at blive forbunden, thi Blodet vedblev at løbe fra et Saar i Hovedet.

For at naa hen til Lægen maatte jeg løbe ca. 200 Meter over aaben Mark, thi der var ingen Løbegrav her.

Efter at være bleven forbunden, maatte jeg løbe samme Vej tilbage. Da jeg var kommen midtvejs, begyndte Franskmændene pludselig at skyde med Shrapnels. Jeg søgte efter Dækning og saa, at der et lille Stykke ud til Siden laa en Mand med et Maskingevær. Ved Siden af ham laa der endnu et Maskingevær og 3 Mand, ramt af en Fuldtræffer.

Jeg spurgte den fremmede Kammerat, om jeg maatte ligge lidt i Dækning hos ham. Ja, svarede han uden at se paa mig, han holdt Blikket stadig rettet paa et bestemt Sted forude. Jeg kunde paa hans Sprog høre, at han maatte være heroppe fra det nordlige og spurgte derfor, hvor han var fra. „Da oben vom Norden”, svarede han, stadig uden at vende Blikket mod mig. „Saa ka do well snak Dansk?” spurgte jeg.

– „Ja! Ka do aa?“ svarede han, og nu saa han pludselig paa mig.

– „Hvor æ do fra?“

-„Fra Affenraa”, sagde jeg, „jeg har Arbejde paa „Hejmdal”

-„Hvad siger du. Jeg hedder Peter Rossen, og er fra Hostrupskov. O, hvor er jeg glad, at jeg igen kan tale Dansk med en derhjemme fra.“ „Du kan tro“, svarede jeg, „at jeg ogsaa er glad for, at vi mødtes. Vi var 7 Kammerater derhjemme fra, men de fem er falden, saa nu er vi kun to tilbage. Men vi maa mødes igen. Men nu maa jeg tilbage til mit Kompagni, for der er falden mange, og Franskmændene bliver ved med at skyde.

Farvel og kom rask og sund hjem igen, naar Krigen er forbi. Vi vil haabe, at det snart maa ske.“ „Tak, ligesaa”, svarede Peter Rossen kort.

Jeg løb hurtigt tilbage til mit Kompagni, men det var et sørgeligt Syn, der mødte mig. I Skyttegraven fandt jeg kun faldne Kammerater. Livet var længst udslukt. Stive og kolde laa de der, de Saarede var blevet bragt bagud i Sikkerhed. Jeg var den eneste, der var tilbage i Skyttegraven. Men jeg søgte ogsaa tilbage og fik her at vide, at Resterne af Kompagniet om Aftenen skulde blive afløst og sendes tilbage i „Rostilling”.

Dette skete om Aftenen Kl. 11, 23 Timer efter at vi var rykket ud. 23 frygtelige Timer. Det viste sig, at vi kun var 75 Mand tilbage i Kompagniet, og af disse faldt endda et Par Stykker, inden vi kom i Sikkerhed.

Inden vi marcherede tilbage, benyttede jeg den korte Tid, det vilde vare, inden vi kom afsted, til at se efter P. Rossen. Men han var der ikke mere, han var ogsaa bleven afløst.

Efter Krigen spurgte jeg efter ham, men fandt ham ikke. Nogle Aar senere saa jeg hans Navn i Mindeparken i Aarhus. Han var kommen godt ud af Helvedet ved Somme, men var Aaret efter falden paa Slagmarken i Galicien.

DSK-årbøger, 1942

Krigens forløb

19. juli 1916. Somme: Fly dirigerer minekasterne

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 19. er en tung dag. Om formiddagen kredser fire fly, undertiden seks, en enkelt gang endda ti over stillingen. De flyver så lavt, at man kan se besætningen med det blotte øje. De dirigerer minerne, som igen stiger op fra Belloy i sværme, mod vor første skyttegrav, der igen bliver hårdt ramt. Artilleriet foretager nogle heftige ildoverfald.

Om aftenen øges artilleri- og mineilden næsten til trommeild. Svære kalibre, krumbanelild mod Berny, dens sænkninger og hulveje. En betonbunker i Berny, i hvilken samtlige officerer fra 5. og 6. kompagni er forsamlet, bliver trykket sammen. Det lykkedes dem at befri sig, kun løjtnant Butzbach kunne ikke reddes.

Kl. 10 – det er trykkende hed sommernat – bliver hele bagterrænet omkring Berny samt artilleristillingerne gasset til af granater. Et fint hvidt slør lægger sig hele natten over terrænet, som hvis aftentågen stiger op.

Reservekompagnierne stimler sammen på gasfri øer eller hviler med gasmasker på. Store tab forårsagede gassen ikke, da den allerede i svag fortynding blev uskadelig, og fordi gasmaskerne beskyttede godt. 12. kompagni havde på denne dag svære tab på grund af artilleri, de blev om natten afløst af 4. kompagni.

Allerede på denne dag havde man regnet med et angreb. At et sådant forestod dagen efter, kunne der ikke være nogen tvivl om.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

18. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber – og jages tilbage!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 18. tidligt om formiddagen bliver Berny og omegn igen hyllet ind i gaståger. Fra Belloy suser igen sværme af miner ned på den højre fløj. Et vildt løben frem og tilbage fra ét skulderværn til et andet for at undvige.

Kompagnierne bliver stuvet sammen i enkelte ubeskadigede stykker skyttegrav. 

Ved højre fløj er 100 meter af en skyttegrav fuldstændig jævnet. Et forsøg af fjenden på under beskyttelse af denne ild at bryde ud fra Belloy bliver forpurret af 12. kompagni.

Om eftermiddagen igen stærk ild på hele fronten og dertil miner på den højre fløj. Bataljonerne regner med et angreb og alarmerer deres reserver. Kl. 5 vælder fjenden igen ud af Belloy, han bliver jaget tilbage igen af 12. kompagni. I denne og i den forrige nat kunne der ikke blive skanset i det bagved liggende terræn.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

17. juli 1916. Somme: “En ligefrem overvældende og ubegribelig ammunitionsmængde”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 17. juli. I de tidlige morgentimer – det er vindstille – skyder modstanderen med gasgranater mod Berny og de nærliggende dalsænkninger og hulveje. Derved bliver færdslen gjort vanskelig, på nogle strækninger umulig. Tabene er dog ringe.

I Licourt falder I bataljons adjudant, løjtnant Remmers, ved en fuldtræffer.

Fra middag til kl. 10 uafbrudt stærk artilleriild, stærkest på venstre fløj. Omkring 600 miner går ned på den højre bataljon. 6. kompagni har svære tab og bliver afløst af 8. kompagni. Den ammunitionsmængde, som fjenden har til rådighed, er ligefrem overvældende og ubegribelig.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

16. juli 1916. 86’erne ved Somme: “5. kompagni havde denne dag et tab på 60 mand”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 16. juli. Om formiddagen rimelig, men vedvarende artilleriild. Svære kalibre på forbindelsesvejen. Kl. 3 om eftermiddagen stærk trommeild på II bataljon. Hen mod kl. 4 aftagende, fra kl. 5 – 7 øges det igen til fuld styrke. Et angreb ventes.

Alle reservekompanier bliver alarmeret. Angrebet foran regimentets front udeblev. Fjenden havde angrebet til venstre ved 85’erne og var blevet afvist.

Ind til kl. 11 om aftenen fyrede han uopholdeligt med samme styrke.

5. kompagni havde denne dag et tab på 60 mand og blev afløst af 7. kompagni. I den samme nat blev også III bataljons frontkompagnier, der havde holdt længst ud foran, afløst af 12. og 13. kompagni.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

15. juli 1916. Somme: Svær effektskydning

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 15. juli om middagen var der svær effektskydning på III bataljon og venstre fløj af II bataljon.

På Romervejen lå der konstant spærreild.

Om eftermiddagen skød franskmanden sig ind på vigtige punkter i terrænet bagved ved hjælp af tre flyvere.

Kl. 6 kom der trommeild, 9., 10. og 11. kompagnis grave blev svært beskadiget. II bataljon ville afløse sine frontkompagnier, men den fjendtlige spærreild gjorde det umuligt. 5. og 6 kompagni havde denne aften særligt svære tab.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

14. juli 1916. Somme: Beskydningen fortsætter

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 14. juli var det noget roligere foran. Kun regimentets venstre fløj (4. kompagni) blev hjemsøgt af svær artilleri- og mineild. Herfra førte der en tunnel under Romervejen til den ”brune grav”.

Indgangene brød sammen under ild fra 21 cm haubitzgranater, fire mand blev under svær ild gravet ud.

Ellers skød fjenden frem for alt på Romervejen, hulvejene og dalsænkningerne ved Berny; på selve Berny med 28 cm granater.

Efter mørkets frembrud blev trådspærringerne bragt op foran, og så blev I bataljon afløst af II bataljon, 5. og 6. kompagni i front, 7. og 8. kompagni i den ”brune grav”.

Stillingerne måtte for størstedelens vedkommende udbygges på ny, for mellem 6. kompagni og infanteriregiment 85 var der 150 meter, der var helt jævnet og derfor ikke besat. På samme måde var den ”brune grav” skudt sammen på 300 meter bag ved fronten.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

13. juli 1916. Somme: De franske granater rev de begravede op igen til en afsindig dødedans

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Natten til den 13. var roligere. Endelig kunne man påbegynde det nødvendige arbejde.

Febrilsk blev der gravet i de korte nattetimer. Skyttegravene skulle ryddes og de døde begraves, dvs. at de nogle meter bag fronten blev lagt i de talløse granathuller og dækket med jord. Intet kors, ingen højtidelighed. Adskillige fandt ikke fred. De franske granater rev dem op igen til en afsindig dødedans.

Heller ikke de mange franske sårede, der stønnede i kraterne kunne blive hjulpet af os, den påtrængende nød krævede hver en næve.

Måske ville dansen gå i gang igen i morgen, så skulle graven igen være forsvarsklar. I denne nat blev et fremspringende og næsten jævnet hjørne vest for Belloy forkortet af en ny skyttegrav, lavet af 11. og 4. kompagni. Reservekompagnierne gravede en ny skyttegrav syd for Romervejen.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

12. juli 1916. Somme: beskydningen fortsætter

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Formiddagen den 12. juli var mere stille. Ved middagstid igen tung mine- og artilleriild.

Om eftermiddagen afskød franskmanden 300 tunge miner på regimentets højre fløj, hvor nu 4. kompagni lå. De jævnede for en stor del skyttegraven og begravede geværer og maskingeværer.

Om aftenen kl. 10 gentog mineilden sig; vort artilleri gengældte ilden, dog viste det sig desværre, at franskmanden, hvad ammunition angik, havde mest at gøre godt med.

Fransk_vingemine

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

11. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber igen og igen!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Formiddagen den 11. juli gik nogenlunde. Men hen mod middag begyndte det franske artilleri og minekasterne deres virksomhed.

Igen steg de store, sorte fugle op i luften, denne gang i skarer, og slog ned med død og tilintetgørelse. Tunge haubitsere og kanoner supplerede deres arbejde. Snart satte også det lette artilleri massivt ind, og nu steg ilden til den vildeste trommeild.

En kort tid holdt den op, lige som en borende smerte i kroppen kan holde op en tid for så at vende tilbage med fornyet kraft.

Nedslagene faldt så tæt som hagl. Højt og tæt hvirvlede den brune jord op, det var, som om jordoverfladen vandrede. Ilden dækker hele regimentsafsnittet, værst hamrer det ned på midten og den venstre fløj på kompagnierne 11., 1. og 3. Uden beskyttelse er füsiliererne prisgivet dens rasen i den åbne skyttegrav.

Først prøver de på at undvige minerne og de stærkeste ildkoncentrationer, dog kun for en kort tid. Snart er skyttegraven skudt sammen over længere strækninger. Døde og sårede hober sig op og spærrer for enhver færdsel. Først farer sygehjælperne afsted gennem graven, men snart kan de ikke længere komme frem, også selv om råbet gjalder nok så smerteligt og indtrængende.

Sådan bliver kompagnierne revet op i isolerede smågrupper. I de endnu ubeskadigede dele af graven kryber füsiliererne sammen og venter vredt på deres skæbne. Deres våben, det bedste, de endnu har tilbage, pakker de ind i regnslaget eller frakken for at beskytte det mod de uopholdeligt nedfaldende jordmasser, og for at have det klar til gengældelsens time.

Kl. 2.30 eftermiddag træder franskmændene an til angreb ud af Belloy mod 11., 1. og 3. kompagnis afsnit efter kraftig ildforøgelse. De rykker frem i 3 bølger i god orden. Trods deres svære tab reagerer kompagnierne straks på angrebet, røde lyskugler sendes i luften, vort artilleri sætter ind og holder reserverne nede i gravene, infanteri- og maskingeværild jager angriberne tilbage igen. 

Artilleriilden bliver svagere, men franskmanden har ikke tabt modet.

Kl. 5.30 eftermiddag, tager den fjendtlige ild til igen, stiger hastigt til trommeild. En halv time raser det hen over de ulykkelige grave.

Kort efter kl. 6 bryder fjenden, denne gang i tætte formationer, ud af Belloy. Kompagnierne har haft nye og svære tab, men alligevel knuses angrebet igen af deres velrettede ild.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Men frygteligt ser det ud i skyttegravene. Særligt ved 1. og 3. kompagni. Ved det sidstnævnte er to tredjedele af graven jævnet.

Døde og levende ligger begravet nedenunder, fødder og hænder rager gyseligt op. De sårede gisper, stønner og skriger på hjælp, som alligevel ikke kan bringes ud til dem, før mørket falder på. De to kompagnier beder om afløsning. Ved mørkets frembrud bliver 2. og 4. kompagni sendt på vej, men endnu en tredje svær prøvelse skal bestås.

Kort efter kl. 10 begynder pludseligt igen en vild trommeild, denne gang blandet med gasgranater. Kl. 11 – solen går dér senere ned end hos os – vælter fjenden for tredje gang i tætte sværme ud fra Belloy for dog at gennemtvinge et godt resultat. Nu er der sorte iblandt, syngende stormer de frem.

Ved opbydelsen af de sidste kræfter kan kompagnierne standse dem. Tæt foran deres front bryder angrebet sammen med store tab for fjenden. Nogle sorte, som er trængt ind i et stykke af 1. kompagnis grav bliver smidt ud igen ved hjælp af håndgranater, derved falder føreren af 1. kompagni, den brave premierløjtnant Hansen, skudt af en sort slyngel, der allerede havde overgivet sig.

Således havde 1., 11. og 3. kompagni under den sværeste ild uden videre bragt tre franske angreb til at mislykkes. Men med hvilke ofre var denne sejr købt! 

1. kompagni havde 24 døde, 67 sårede og 30 savnede; 3. kompagni 37 døde og 107 sårede, det var to tredjedele af kompagniet. Men også de øvrige frontkompagnier havde lidt slemt. Også reservekompagniernes tab var ret store, da fjenden havde skudt dybt ind i terrænet bagude. I Berny faldt føreren af 13. kompagni, løjtnant Festesen.

I alt kostede denne dag regimentet 107 døde, derunder 3 officerer og 380 sårede. 1. og 3. kompagni var ikke længere kampdygtige, de blev om natten afløst af 2. og 4. kompagni.

Den korte nat bragte ingen ro, de sårede skulle bringes tilbage, det var alt, hvad der var kræfter til, for straks efter midnat sattes der igen ind med stærk artilleri- og mineild på III bataljon og den højre fløj af I bataljon. Igen følelige tab.

I det første morgengry kl. 3,30 fulgte efter en stærk ildforøgelse foran fronten ved 1. kompagni et fjerde, svagere angreb, netop under afløsningen. Det blev som de foregående afvist.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

11. juli 1916. Somme – et deprimerende syn

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Trods beskydning og tab havde kompagnierne med ufejlbarlig pligtfølelse indtaget deres stillinger. Afløsningen var tilendebragt den 11. juli lige efter midnat.

Regimentet holdt den forreste linje besat med to bataljoner. Den højre, III bataljon, lå med tre kompagnier, 9., 10. og 11., i en flad halvkreds om Belloy. To kompagnier, 12. og 13., var bataljonsreserve i gamle artilleridækningsrum og i hulvejen østlig og nordøstlig for Berny. Til venstre lå I bataljon med 1. og 3. kompagni i forreste linje, 2. og 4. tæt nord og øst for Berny, som bataljonsreserve. II bataljon lå med to kompagnier, 5. og 8., som regimentsreserve i slugten øst og sydøst for Berny, 6. og 7. som divisionsreserve ved slotsmuren til Miséry og ved banedæmningen, der førte til Peronne.

I fortsættelse til højre var 17. division med infanteriregiment 90, til venstre ved Estrées infanteriregiment 85 indsat.

Den gryende dag gav lejlighed til at danne sig et billede af den nye stilling. Næsten jævnt terræn, stærkt beskudt og raseret jordoverflade, bag ved skyttegraven et par pjaltede æbletræer. 500 meter bag ved, nogle steder løbende parallelt med graven, Romervejen, kranset af de sædvanlige franske popler, fra hvilke de gennemskudte grene hang visne nedad. Foran regimentet lå Belloy, der først for få dage siden var trukket ind i kampzonen. Nu savede allerede de første tagspær sig gennem luften. Umiddelbart omkring Belloy lå den franske skyttegrav.

Straks på den første dag gjorde fjendens overvældende materielle overlegenhed sig deprimerende mærkbar. Observationsballoner steg op tæt ved og strakte deres lange halse, som om de ville se helt ned i bunden af de tyske grave, og det kunne de næsten. Den første dag blev der fra stillingen talt 12, i klart vejr var der 23!

Det var klart, at ingen ordonnans kunne springe over det åbne terræn uden at blive set. På vor side var der i dagevis slet ingen ballon at se. Kun sjældent steg én op langt bagude og lige over horizonten. Højere turde han ikke stige, for så ville han med sikkerhed blive skudt ned af et af de fjendtlige fly.

De fjendtlige fly! Det var ikke mindre deprimerende. I eskadriller kredsede de uophørligt over vor stilling og langt bagud. Hver kanon, hver ammunitionsstabel observerede de, hvert fodspor, hver gruppe, der dukkede sig ved en skrænt eller i en hulvej, fandt de frem til og ledte så deres artilleri derhen. Dristigt dykkede de uden at skulle frygte, at et tysk fly ville kaste sig over dem. Deres overmagt var alt for overvældende.

Allerede den første dag kunne 86´erne iagttage, hvordan en dødsforagtende tysk flyver over Berny blev tvunget nedad af overmagten og bragt til styrt. 6:1, sådan var den fjendtlige overmagt i luften. Det var deprimerende for infanteriet.

En anden omstændighed virkede ligefrem nedslående. Regimentet, der fra Champagne var vant til at forsvare sig dybt echelonneret bagud, forefandt her kun en eneste skyttegrav. Her var hele den forreste linje klemt sammen, her kunne de let rammes af koncentreret ild. Lige som i begyndelsen ved Moulin! Ingen forbindelsesvej førte bagud. En delvis sammenskudt løbegrav på yderste venstre fløj, den ”brune” eller ”chokoladegraven” også kaldet, blev også benyttet af regiment 85 og kom for III bataljon og for den højre del af I bataljon praktisk taget ikke i betragtning.

Telefonforbindelse var med dén artillerivirksomhed udelukket.

Således var om dagen, der varede fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen, ingen forplejning, ingen transport af sårede, ingen meldings- eller befalingsformidling mulig. Om i nødstilfælde et fjendtligt angreb ville blive registreret bagude, om en ordonnans ville nå sit mål over åbent terræn, om den røde lyskugle kunne trænge igennem støv og røg, var mere end tvivlsomt. Det var bedre, at man på forhånd slet ikke ville forlade sig på det, men derimod frygtløs se kendsgerningerne i øjnene: I står ganske alene! Hjælp jer selv!

Så snart det var erkendt af füsiliererne, så forvandledes den begyndende nedtrykthed sig til den faste beslutning ikke at prisgive så meget som en fodsbredde jord uden kamp. Meget snart skulle det forsæt blive sat på prøve.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

10. juli 1916. Helvedet ved Somme: “De snubler over lig, der ligger enkeltvis eller gruppevis bag ved graven”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Om formiddagen den 10. juli fik regimentet den ordre, at 18. division skulle overtage den 44. reservedivisions afsnit, regimentet skulle så indsættes syd for Belloy en Santerre. Officererne fik at vide, at regimentet kom til en stilling, fra hvilken ingen måtte regne med at komme tilbage.

På den anden side var der fra 2. armé, til hvilken divisionen nu hørte, blevet udtalt, at afgørelsen afhang af vor afværgesejr.

Og det var virkelig den tanke, der livede 86’erne op: Efter endnu en fiasko ville fjenden opgive at rende panden mod vor front og være villig til en ræsonnabel fred. Derfor var füsiliererne klar til at give det sidste for at spærre vejen for modstanderen.

Efter mørkets frembrud marcherede kompagnierne fremad. Fra højde 102 ved Licourt så de i den sidste blodige aftenrøde ud over den af kampe helt raserede slagmark ved Somme.

De første lyskugler steg op. ”Hvor hjemligt!”, udbrød en soldat med bidende humor. Og virkelig, sammenskudte landsbyer, raseret terræn havde nu i to år været vort hjem. En sukkerfabrik lå til højre ikke langt fra vejen, franskmanden skød ind i den med brandgranater. Den gik snart op i flammer. På slottet Miséry’s parkmur (et gyseligt navn!) ventede førerne fra 206. reserveinfanteriregiment for at bringe de enkelte kompagnier i stilling.

I den grå sommernat gik det igennem landsbyen Miséry over en jernbanedæmning, hvor kanonerne stod side om side.

Ammunitionskolonnerne jagede frem og tilbage i skarpt trav. Her susede også allerede de første granater henover de i enkeltkolonne fremrykkende kompagnier. Et råb: ”sygepasser!” De første tab.

Til højre fyrede fjenden uopholdeligt mod Fresnes-Mazancourt. Da skød med et mægtigt brag en kolossal stikflamme i vejret. Et ammunitionsdepot var ramt og brændte nu videre i lys lue.

Kompagniernes rute førte lige forbi. De måtte gå i en stor bue gennem det sommermodne korn. Endnu engang flammede det op med en tordenagtig rullen, 9. kompagni, der lige marcherede forbi, dukkede sig dybt i kornet. En haglbyge af jord, sten og jernstumper raslede ned, heldigvis uden at såre nogen alvorligt. Videre, væk fra dette uhyggelige sted.

Den brede og flade slugt ved Berny kan rumme kompagnierne. De tungeste kalibre hyler ned på Berny, også slugten tages under ild. Nye tab, i løb. Berny ligger til venstre. Hulvejen til Belloy giver lidt beskyttelse og muliggør et kort hvil. Romervejen bliver overskredet i et spring. Kompagnierne er ved målet, badet i sved og dybt udmattet. 86´erne må klemme sig ned i en smal og kun brystdyb skyttegrav. Ingen løbegrave, ingen dækningsrum, ingen spærringer.

De snubler over lig, der ligger enkeltvis eller gruppevis bag ved graven. Ingen tid og ingen kræfter var til rådighed til at bringe dem bagud eller begrave dem på stedet.

Lige da stillingen er besat og de afløste kompagnier er ude af graven, går der en lyskugle op derovre, så en anden, så en tredje, samlingen af huse i Belloy hæver sig i deres skær. Maskingeværild sætter ind, det franske artilleri bliver sluppet løs af farvede lyskugler, vore – især de svære – svarer kraftigt igen, men desværre slår nogle af vore egne svære granater ned i vor egen grav. Denne heksesabbat varede med små afbrydelser hele natten. Hvad vil dagen bringe?

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her!

Krigens forløb

9. juli 1916. FR86 nærmer sig fronten ved Somme

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Uophørligt drønede dag og nat kanontorden over til os, klirrede vinduerne, og i de omkringliggende landsbyer bragede flyverbomberne. Rouy blev mærkværdigvis skånet.

Den 9. juli var en søndag og for regimentet en hviledag, da rasede artilleriilden ude foran særlig voldsomt. Fra kirketårnet i nabolandsbyen Le Mesnil St. Nicaise kunne man tydeligt se de eksploderende shrapnels, og se de svære haubitsers og miners jordfontæner sprøjte i vejret. Dér nede foran bevægede sig nu et optog af hvidklædte drenge og piger på vej til kirke. Det var en katolsk helligdag. Det yndige fredens billede på grænsen af tilintetgørelse og gru rørte på sælsom vis alle, der så det.

Den ventede alarmering udeblev ikke. Klokken 8 om aftenen kom ordren til afmarch til Pertain og Licourt, hvor man gik i by-bivuak. Her var der forvirrede indbyggere, der stod på spring til at forlade hus og hjem.

Krigens forløb

6. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… de sværtsårede stønnede uophørligt”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Jeg lod mig undersøge af bataljonslægen, og han konstaterede udover en akut hjertekollaps[?] nervøs overanstrengelse, og rådede mig til en tid at tage ophold på et lazaret og få slappet af.

Men jeg ville ikke. Regimentet lå jo i hvilekvarter, så jeg kunne lige så godt komme til hægterne ved min enhed.

Efter at have ligget 2½ dag i hvilekvarter skulle vi om aftenen igen i stilling ved Cléry.

Så langt kom jeg ikke. Under marchen derhen brød jeg fuldstændigt sammen, jeg kunne simpelthen ikke mere. Vores bataljonslæge henviste mig til det nærmeste feltlazaret til videre behandling.

Jeg vendte så først tilbage til mit kvarter med min oppasser, fik pakket noget undertøj m.v. sammen og begav mig på vej. Det feltlazaret, hvor jeg meldte mig, var nødtørftigt indrettet i en kirke.

Min Gud, hvor så der ud. Hele kirkerummet var fuld af sårede, og der kom hele tiden flere til. Alle, der kun var letsårede, blev straks sendt videre.

Lægerne og sygepasserne havde frygteligt travlt, mens de sværtsårede stønnede uophørligt. Det var ikke et sted, hvor slidte nerver kunne komme til hægterne. Jeg blev undersøgt, og henvist til krigslazarettet i St. Quentin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)