Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Vi var nu ikke længere alene. Ud fra Buskene var myldret en Mængde Sorte, som stod og saå paa os med nysgerrige Øjne, og kort efter kom en lille Afdeling sorte Soldater sammen med en hvid Officer og en Læge med Røde Kors-Rind paa Armen.
Soldaterne, der var klædt i brungule Uniformer og bar Huer med Nakkeklæde mod Solen, havde gammeldags Rifler over Nakken, men satte et fuldt moderne Maskingevær fra sig, da de gjorde Holdt. Det var sikkert dem, der havde skudt mod den engelske Baad med saa stor Virkning.
Lægen gav sig straks til at undersøge Kaptajnen, der nu var kommet til Bevidsthed og saå sig omkring med forvirrede Øjne. Da Lægen forbandt ham, kunde jeg se, at han var ramt lige over Knæet, og havde faaet et dybt, gabende Saar. Ikke saa faa af de menige var lettere saaret og nærmede sig nu Lægen for at blive forbundet, naar han var færdig med Kaptajnen, der aabenbart var den mest medtagne.
De sorte Soldater, som man ikke kunde lade være med at se paa, havde tilsyneladende ganske den samme Interesse for os som vi for dem. De havde sat sig paa Hug i Græsset og snakkede ivrigt og under mange Fagter med hinanden paa deres eget Sprog, alt imens de holdt nøje Øje med os. De saa intelligente og veldisciplinerede ud og nikkede forstaaende, da Officeren talte til dem paa deres eget Sprog og aabenbart havde sagt noget om os.
Officeren var en temmelig svær Mand, der svedte voldsomt, hvoraf jeg skønnede, at han og hans Folk havde skyndt sig meget for at naa frem til os. Efter at have tørret sig i Ansigtet med et stort, hvidt, tilsyneladende nystrøget Lommetørklæde, der tydede paa, at han ikke til daglig opholdt sig her i Mangrovekrattet, kom han hen til os og sagde:
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 13. april blev skibet opdaget af HMS Hyacint, tvunget ind i en bugt og beskudt. Besætningen flygtede i land.
Nis Kock fortæller:
Vi var kommet helt ind til Land, eller rettere ind i det tætte Mangrovekrat, der løb ud i Vandet. Jeg vendte mig et Sekund og saa det brændende Skib, hvor Flammerne og Røgen slog helt op til Mastetoppen, mens Skroget næsten var forsvundet, og desuden den anden Baad, hvis Besætning var ved at springe i Vandet et Stykke fra vor Baad, der stod ensomt og forladt midt i Kugleregnen. Saa forsvandt jeg mellem Mangrovebuskene og satte for første Gang Foden paa Afrikas Jord — troede jeg da. Det viste sig imidlertid at være en Misforstaaelse. Der var aabenbart endnu et Stykke Vej til det mørke Fastland.
Den Jord, jeg nu betraadte, bestod fortrinsvis af Vand og Dynd, der sugede mine Ben til sig. Kun langsomt, Skridt for Skridt, kunde jeg arbejde mig frem, og bedst gik det, naar jeg tog fat i Grenene paa Busken foran og saaledes trak mig selv frem ved Armene. Rundt omkring mig kunde jeg høre Kammeraterne stønne og puste, plaske og bande, men kun glimtvis saa jeg noget til dem. Ogsaa Englænderne kunde jeg høre, men ikke se. Bag mig rungede deres Kanoner uophørlig, og over Hovedet paa mig skraldede deres Shrapnels, medens Blykuglerne smeldede gennem Buskene i tætte Byger. Nu var der flere Kanoner, der brugte denne infame Ammunition. Gid Fanden havde dem, at de skulde jage os arme skibbrudne Mennesker saa langt, som deres Skyts rakte. Var det nu ogsaa nødvendigt, naar de havde faaet Skibet?
Men det var jo øjensynlig Folk, som ikke gjorde deres Ting halvt. De havde jo ogsaa Ord for at være grundige. — Bang! Den var nær ved. Skraldet klang i mine Øren, og Kuglerne fejede en Busk foran mig, saa Bladene røg af den. Jeg kunde lugte den sure Bøg af Sprængladningen, og forude var der en, der skreg. Det var nok kun en af de mange. Maaske var de fleste skudt ned allerede. Bang! Lige bagved mig. Kuglerne sang om Ørene paa mig fulgt af et Føg af Smaakviste, Grene og Blade. Det var dog rent forbandet — aabenbart en Kanon, der skød med fast Indstilling paa et bestemt Punkt i Skoven, som jeg var lige i Nærheden af. Jeg løb en halv Snes Skridt til Siden stadig med en Fornemmelse af, at et Kanonløb pegede lige mod min Byg: — Bang! Det var vist omtrent dér, hvor jeg før havde staaet. Jeg kunde mærke Lufttrykket af Eksplosionen og hørte en Busk blive gennempisket af Blykuglerne. Men nu var det, ligesom Jorden blev mere tør og det var lettere at faa Benene med. Et Øjeblik efter havde jeg fast Grund under Fødderne, men Besværlighederne var ikke forbi dermed. Over mit Hoved skraldede Shrapnellene Slag i Slag, og over Jorden laa Mangroverødderne som tykke Tove og spændte Ben for mig, saa jeg faldt den ene Gang efter den anden. Hvor langt skulde man dog bort fra Kysten for at komme ud af denne Skydning?
Mon man virkelig skulde midt ind paa Fastlandet for at faa Fred for disse paagaaende og stædige Englændere? Rundt omkring i Krattet hørte jeg nu Raab fra de andre, som hidtil havde nøjedes med at bande lavmælt. De havde nok faaet Øje paa et eller andet, der fik dem til at meddele sig til hinanden, men jeg forstod ikke, hvad det var, før jeg et Øjeblik efter saa, at Krattet blev tyndere, og at en Skraaning hævede sig foran mig. Med Opbydelse af mine sidste Kræfter naaede jeg ud af Krattet, stadig faldende og snublende, og saå en ubevokset Høj hæve sig foran mig. Et Stykke fra mig kravlede en meget snavset Mand paa alle fire op ad Højen, og saa vidt jeg kunde se, var det Peter Hansen, min Makker fra Fyrpladsen.
Jeg vilde raabe noget til ham, men det blev kun til en hæs Lyd, da jeg var meget forpustet og havde nok at gøre med at faa Vejret igen. Jeg erindrede saa, at Peter Hansen jo altid havde været en rolig og betænksom Mand, der nøje overvejede, hvad han gjorde, saa naar han kunde kravle paa alle fire op ad den ikke videre stejle Skraaning, saa kunde jeg gøre det samme, hvorpaa jeg lod mig falde om og blev liggende et Øjeblik, før jeg begyndte at kravle. En enkelt Shrapnel, der eksploderede i Luften over mig, satte Fart i mig igen, og jeg begyndte at kravle op. Da jeg langt om længe var naaet op paa Højens Top paa denne ydmyge og stilfærdige Maade, saå jeg, at der allerede laa nogle deroppe i Forvejen, men hvem det var, stod mig ikke klart lige i Øjeblikket. Jeg var for træt til at interessere mig for andre end mig selv. Saadan omtrent maa Marathonløbere have haft det efter endt Bedrift, og de er endda ikke tvunget til at løbe mellem Mangrover.
Og nu kom der ogsaa andre vandrende op ad Højen. Nogle kravlede, medens andre gik stærkt foroverbøjet med Armene hængende ned ligesom Aber. Alle uden Undtagelse var meget let paaklædt, og de fleste af dem havde faaet Tøjet revet i Laser under deres kilometerlange Løb mellem Mangroverne. Desuden var de uden Undtagelse tilsølet af Dynd og Mudder, og kun ganske faa havde noget paa Hovedet. Hvilken Forandring fra den forholdsvis pæne og rene Besætning, der færdedes paa „Kronborg“ s Dæk for blot en Time siden. Det mest forbavsende var dog, at der var saa mange i Live trods den stærke Beskydning, men det bekræftede, hvad jeg havde hørt før, at Skydning i Blinde næsten aldrig gør nogen Virkning, selv om den er nok saa voldsom.
Nogle var dog ramt. Ud af Krattet kom to Mænd slæbende paa en tredie, der hang som livløs i deres Hænder. De to Bærere gik med krumme Knæ, og det saa ud, som om de kunde styrte om, hvad Øjeblik det skulde være. Paa lang Afstand kunde jeg se, at det var Kaptajnen, de bar paa. De slæbte ham møjsommeligt op ad Højen, og da de naaede op, rev en Mand noget af sin Skjorte og gav sig til at forbinde ham.
Jeg havde rejst mig op og stod og saa ud over Bugten. Fra Højen kunde jeg lige skimte „Kronborg“, der endnu brændte stærkt. Den engelske Krydser havde holdt op med at skyde, og mens jeg saa til, skete der en kraftig Eksplosion i „Kronborg“ s Forskib, hvorved en Mængde brændende Brædder og ogsaa Trædele, som Ilden ikke havde haft fat paa, blev hvirvlet højt op i Luften. Fra Krydseren blev en stærkt bemandet Baad sat i Vandet og nærmede sig med hurtige Aaretag det brændende Skib. Nu skulde „Kronborg“ sikkert have en sidste grundig Behandling med Sprængpatroner. Der var intet, der kunde hindre Englænderne i at gøre, hvad de vilde. Vi havde ikke Vaaben, og denne Bugt var tilsyneladende helt blottet for Forsvar.
Da: — Rat-rat-rat-rat-rat! Det var en ny Lyd. Et eller andet Sted fra Mangrovekrattet i Land begyndte et Maskingevær at brage, og jeg saa Nedslagene rejse sig i en smuk Stribe ud mod Baaden, der hurtigt vendte om og gik tilbage i stor Hast. Naa, saa megen Vagt var der da heldigvis paa Kysten, at Englænderne ikke kunde undersøge et Skib, der laa kun et Par Hundrede Meter fra Land.
Maskingeværet skød kun nogle faa Salver endnu, saa forstummede det, da Afstanden blev for lang. Men nu skød Englænderne. Endnu inden deres Baad var naaet tilbage til Skibet, blinkede alle Kanonerne i Bredsiden, én Gang, endnu en Gang og én Gang til, medens de sørgelige Rester af „Kronborg“ næsten skjultes af Granatnedslag i Vandet og Sprængninger paa Dækket. Saa var Baaden naaet ud og blev hejst om Bord, medens Krydseren, der virkelig kun var et temmelig lille Skib med tre høje, gammeldags Skorstene, begyndte at spy Røg ud af dem og vende Næsen udefter. Kun nogle faa Minutter efter var den naaet gennem Indsejlingen og forsvundet bag Landtangen.
Da jeg saa ud paa „Kronborg“, opdagede jeg, at Ilden brændte mere dæmpet. Dækslasten var nok helt brændt op, og alt brændbart paa Dækket havde gjort den Følgeskab. Den ene Mast, der var af Staal, var knækket sammen, og man kunde se tværs gennem Kommandobroen, hvor alt Træværk var brændt væk. Alle, der kunde staa op, stod og saa ud mod det Skib, der havde ført os saa langt og saa vel og nu laa med Rælingen kun en Meter over Vandfladen og Overdelen helt ødelagt af Ilden.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.
Nis Kock fortæller:
Inde fra Land var der kommet en Robaad ud imod os, roet af Negre med en hvid Mand ved Roret. Den passerede os, da vi endnu havde lidt Fart paa, og den hvide Mand, hvis Ansigt næsten var skjult af en Tropehjelm, var øjensynlig i Vildrede med, hvad det var for et Skib, han havde for sig. Han satte Hænderne for Munden som en Raaber og prajede os tre-fire Gange, men først, da han kom os helt nær, kunde vi høre, at han foreløbig forsøgte sig med det engelske.
— Do you speak English? raabte han op til Tømmermanden, der stod og kiggede ned paa ham. Tømmermanden maa have følt sig irriteret over at blive tiltalt paa dette Sprog, som han og vi andre havde holdt os længst muligt paa Afstand fra. Han tog et ekstra Tag i Bukserne, satte en foreløbig Skibsrekord i Langspyt og svarede paa jævnt Sønderjysk: — Hold din Snut! hvorpaa han bed sig en ny Skraa.
Det, jeg kunde se af Mandens Ansigt, forvandledes fra Tvivl til et straalende Smil, og han raabte glædestraalende op til Tømmermanden: — Hurra — Sie sind Hamburger!! Hvortil Tømmermanden intet svarede og vi andre heller ikke sagde noget.
Endnu engang vendte vi os om som paa Kommando. For med en Helvedes Larm af skurrende, skruende, hvinende og hvæsende Lyde slog et glat Lag Granater ned i Vandet kun et lille hundrede Meter fra os, medens et Brøl af Kanoner rungede over Bugten og fik mig til at se mod Indsejlingen. Dér laa ganske rigtig den engelske Krydser med Bredsiden til, og i samme Øjeblik jeg saa derhen, blinkede det endnu engang fra Kanonerne, og et nyt Lag gik lige over „Kronborg“ . Granaterne passerede os som et Uvejr af Mislyde og rejste en temmelig velordnet Stribe af Nedslag inde under Land i det lave mudrede Vand.
I et Glimt saa jeg Negrene i Robaaden vende om og ro mod Land i en rasende Fart, Aarerne gik som Trommestikker, og samtidig rungede det næste Brøl fra Kanonerne ind over Bugten.
Fra Kommandobroen hørte jeg Kaptajnens rolige Stemme: — Klar til at sænke Skibet og klar ved Baadene. Der slog en Salve ned tæt omkring Skibet, og jeg hørte et dumpt Brag mod Skibssiden. Det var jo nok den første Træffer. Jeg maatte hellere se at foretage mig noget, inden Træfferne blev mere almindelige. Jeg var paa Vej ind mod vort Rum for at hente nogle personlige Ejendele og et Fotografi af min Hustru, som jeg havde haft med paa Rejsen, men det var for sent nu. Fra Baadene blev der raabt til mig om at skynde mig lidt, og jeg vendte derfor om og løb over til Baadene.
Den, jeg skulde med, var allerede firet ned, og Folkene var ved at tage Plads i den. Det gik meget roligt for sig, uden det mindste Tilløb til Panik, skønt de engelske Salver faldt Slag i Slag og Skibet allerede var ramt flere Gange. Kaptajnen stod endnu paa Kommandobroen og raabte til en eller anden, hvordan det gik, og nikkede, da han fik et Svar nede fra Skibets Dyb. Det var sikkert Sænkningen af Skibet, det drejede sig om. Jeg bemærkede nu ogsaa, at Dækket var begyndt at skraane meget stærkt, og samtidig med, at jeg gjorde denne Opdagelse, slog et nyt Lag ned omkring os, en Granat sprang paa den anden Side Kommandobroen, og Splinterne hvinede til alle Sider. Det var dog ejendommeligt, at vor Dynamitladning, vore mange Millioner Geværpatroner og vore Granater til „Königsberg“ ikke havde ladet høre fra sig for længe siden.
Tanken om vor Ladning satte imidlertid Fart i mig, og et Øjeblik efter stod jeg i Baaden, som straks efter lagde fra. Det sidste, jeg saå paa Dækket, var et Par Mand i Færd med at hælde Indholdet fra nogle store Spande ud over Dækslasten. Det lugtede infamt af Petroleum, og nu blev jeg først klar over, hvor den Lugt stammede fra, som jeg havde bemærket om Natten. Petroleumsspandene havde staaet parat hele Tiden. Da vi kom nogle Meter fra Skibet, begyndte det allerede at brænde i Bræddestablerne fra for til agter, og jeg bemærkede, at Skibet laa meget dybt med Agterenden. Alle Bundventilerne maatte være blevet lukket op, siden vi havde faaet saa meget Vand ind paa et Øjeblik.
Der blev roet meget stærkt. Da vi var kommet et Hundrede Meter fra Skibet, lagde en anden Baad fra det brændende Skib, og der var én, der sagde: — Nu er der ikke flere tilbage. Skipperen tog sin Hund med.
Røgen fra det brændende Skib lagde sig som et Slør over Vandet, og det generede vel Englændernes Skydning noget. Det hindrede dog ikke, at alle de Granater, der gik for langt, slog ned i umiddelbar Nærhed af Baaden, og til sidst blev jeg klar over, at de ligefrem fyrede efter os. Da vi sprang i det lave mudrede Vand for at vade det sidste Stykke ind, skiftede Englænderne ved en eller flere Kanoner om til Shrapnel og skød direkte paa os. Jeg kunde høre de skarpe, skrattende Skrald oppe i Luften, der var helt forskellig fra de almindelige Granaters dumpe, rungende Bulder, og et Sekund efter hvinede en Byge af Blykugler ned over os og rejste Brakvandet i Hundreder af Sprøjt. Ganske køligt og nøgternt arbejdede min Hjerne og undrede sig over, at ingen var blevet ramt.
Vi blev nogle timer forsinkede og nåede ikke kysten og målet som planlagt, da vi pludselig fik øje på en stærk røgsøjle fra et skib, der viste sig at være den engelske krydser Hyacinth. Vi blev straks opdaget og et skud for boven var signal til at vi skulle stoppe, men kaptajnen gav ordre til at lukke søventilerne og skibet kunne sætte farten op og nu fulgte en beskydning, hvorunder granaterne fløj os om ørerne. Heldigvis var de fleste forbiere, og da kaptajnen kunne se, at vi ikke kunne nå frem til Tanga, uden at blive indhentet, bøjede vi ind i Manzabugten.
Et stykke tid skjultes skibet af høje palmer, men fristen var kun kort, krigsskibet nærmede sig med stærk fart og nu fulgte salve efter salve, vort skib kom i brand, faren for en stor eksplosion var stor, søventilerne blev åbnet igen og skibet sat på grund, hvorefter ordren lød: Alle mand i bådene!
Det gjaldt om at komme hurtigst muligt bort fra skibet. Blev ammunitionen ramt, ville skibet ryge i luften — og vi med. Vi forsøgte a t ro mod land, men nu satte Hyacinth ind med schrapnellgranater, så vi måtte forlade bådene. 5 mand blev såret, derunder kaptajnen hårdt. Nu fik vi imidlertid også ild fra land, idet de indfødte tyske vagtposter jo ikke kunne ane hvem vi var; men heldigvis ramte de ikke — de fleste kugler går jo da forbi.
Det lykkedes trods alt dog os alle at komme i land, og et stykke inde i land, samlet under et træ på et højtliggende sted, kunne vi iagttage det brændende skib og englændernes forsøg på at komme om bord. Hen på dagen forlod de skibet, gik om bord i krydseren og forlod bugten vel menende, at skibet var udbrændt.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.
I en mægtig Bue ændrede „Kronborg“ sin Kurs, og i rivende Hast forandrede Billedet sig. Vi satte nu Næsen direkte mod Land, og det saå ud, som om vi skulde løbe paa Grund, men et Øjeblik efter viste det sig, at vi sejlede mod Indløbet til en Bugt, som næsten var lukket af en lang, kratbevokset Tange.
En høj, klar Vandsøjle skød op paa vor Styrbords Side, og jeg hørte en dyb Buldren langt borte. Det var et Stoppeskud. Kunde de naa at faa Barn paa os, inden vi naaede ind i Bugten, hvor vi var beskyttet af Landtangen?
Endnu en Vandsøjle skød op ledsaget af en halvkvalt Buldren af en Granat, der eksploderede i Vandet, men nu var vi kommet paa Højde med Indsejlingen til Bugten, og et Øjeblik efter var Krydseren ikke at se over den kratbevoksede Tange.
Det forekom mig, at der var Tilløb til et Hurra paa Dækket, men det blev ikke til ret meget. Et Blik op paa Kommandobroen paa Kaptajnens sammenbidte og alvorlige Ansigt var nok til at overbevise mig om, at Faren ikke var overstaaet endnu. Det var da heller ikke til at tage fejl af, at vi kun havde faaet en Galgenfrist. Foran os bredte sig en rundagtig Bugt, der kun var 4-5 km i Dybden og hvis Bredder hele Vejen rundt var bevokset med Krat. Hvis vi var sluppet herind, uden at nogen havde set os, vilde det have været et glimrende Skjulested, eller hvis der havde været en Flod her, saa kunde det ogsaa gaa an, selv om vi var blevet set. Men her saa ikke ud til at være Floder, der søgte deres Udløb i Bugten, og da vi var set, kunde der jo ikke være Tale om at skjule os her.
Et tilstrækkelig let engelsk Krigsskib kunde lægge sig i Indløbet og ramme os, hvor vi saa end var ankret op i Bugten.
Vi nærmede os imidlertid hurtigt det inderste af Bugten, og jeg lagde Mærke til, at Farten gradvis var taget af. Vi havde sikkert ikke meget Vand under os, og det var paa høje Tid, at der blev gjort noget for at hindre, at vi løb paa Grund.
— Den engelske Krydser er vendt om og staar mod Nord! raabte Udkigsmanden med saa megen Befrielse og Lettelse i Stemmen, at jeg ikke kunde lade være at se op. Der var flere, der gjorde det samme, som om de vilde spørge Manden, om han nu ogsaa havde set rigtigt.
Vi var reddet. Hvorfor Englænderen vendte, kunde jeg ikke forstaa, men maaske laa der et Batteri skjult i Bugten, som han kendte og havde Bespekt for — maaske var Vandet for grundt selv udenfor Bugten, saa han ikke kunde komme paa Skudhold. Hvad nu Grunden end kunde være, saa var vi frelst, og vi havde virkelig sejlet en Ladning Krigsmateriel fra Wilhelmshafen til Mansabugten i Østafrika, uden at den havde taget mindste Skade.
Jeg saa ind mod det Land, som havde været i vore Tanker hver Dag under den lange Rejse. Det var altsaa Afrika. Tæt Mangrovekrat, som voksede helt ud i Vandet, og foreløbig ikke et Menneske at se paa Land. Bag Mangroverne saa jeg Palmer. Vi var kommet til et af disse Lande, som alle Mennesker, der er født i det kolde Norden, bærer en hemmelig Længsel efter.
Vi var kun nogle faa Hundrede Meter fra Land, da Maskinen helt standsede, og et Øjeblik efter raslede Ankeret ud. Det havde ikke nogen lang Vej at gaa, kunde jeg høre. Vi maatte aabenbart ligge paa næsten grundt Vand med kun nogle faa Meter Vand under Kølen. Nu havde vort Anker fat i den afrikanske Strandbund. Vor Rejse var til Ende.
Skibenes bevægelser – i engelsk krigshistorie kaldes S/S Kronborg for “Rubens”, som var skibets oprindelige navn. Fra Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Hyacinth_%281898%29
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.
— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.
— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.
— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.
— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.
Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.
Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!
Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.
Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.
Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.
Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)
— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.
Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.
Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.
— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.
Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.
— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!
Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .
I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.
Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
I disse Dage forstummede Harmonikaen, som havde været lidt i Gang ved Altapraøen. Der var igen langt flere Udkigsmænd end nødvendigt og vi hørte igen Raab om Røg, hvor der ingen Røg var. Styrmændene og Mestrene passede deres Arbejde med Ro og Rutine og var et godt Eksempel for os andre, der dog ogsaa gjorde alt, hvad vi kunde, for ikke at røbe vor stigende Spænding.
Men det var to lange Dage. Der er ikke meget fra Samtalerne dengang, der huskes, udover at Tømmermanden en Dag brød sin Ro og sagde uden at henvende sig til nogen bestemt: — I Tanga den 13. April — ja, det er let nok sagt. Det er ligesom at skrive til en Pige, at hun skal være paa Banegaarden ved 4-Toget. Det kan de sagtens sige, de guldgallonerede Hundestejler paa „Königsberg“ , men det er sgu’ os, som skal gøre det. Selv kommer de ikke ud — og hvorfor? Selvfølgelig fordi de ikke kan. Men vi skal med vore 10 Knob.
Telegrafisten fortalte os jævnligt, at Englænderne stadig var tossede. Luften svirrede af Telegrafi. Derimod var „Königsberg“ blevet tavs, hvad vi var meget glade for. Vi havde imidlertid en tydelig Fornemmelse af, at den havde telegraferet tilstrækkeligt til at ødelægge alle vore Chancer.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Anker Nissen fortæller:
Om bord på skibet havde vi en hemmelig radiostation, anbragt i et rum under kaptajnens kahyt og hvortil adgangen var skjult af kaptajnens servante, der havde dobbeltbund.
Vi fik en nat over radioen ordre til at anløbe en af koloniens havnebyer Tanga den 14. april ved daggry. Vi var uvidende om at den telegrafkode, som blev anvendt, var kendt af englænderne og at vi derved var blevet opdaget.
Nu kom der en spændende nat. For fuld kraft, med slukkede lanterner, ingen måtte ryge, gik det mod den østafrikanske kyst. Alle var på vagt, og enhver skulle melde så snart eventuelle blokadeskibe var i sigte.
Nis Kock fortæller:
Der er to Dages og én Nats Sejlads fra Fredens Ø, Altapraøen, hvor Skildpadderne gaar nede paa Havbunden, til den sumpede og sandede afrikanske Østkyst. I disse to Dage og én Nat blev der bandet mere om Bord end paa hele den øvrige Rejse sammenlagt, og det var lige fra øverst til nederst. Der er heller ikke nogen Tvivl om, at der blev svedt mere. Der blev sejlet for fuld Fart hele Tiden, og det var ingen Spas for os nede i Fyrrummet. Men det, der navnlig bragte Sveden frem, var den tavse Spænding, som steg fra Time til Time og gjorde en Ende paa det fredelige, dagligdags Liv om Bord. Den var meget højere — og her hjalp den stegende Varme vel ogsaa til — end da vi gik gennem Blokaden i Skagerak, for dengang havde vi kun lige begyndt, men nu havde vi næsten fuldført vort Arbejde, og nu kunde et eneste Uheld ødelægge det hele.
Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.
Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.
I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.
Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.
Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)
Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod skibet Wilhelmshafen, camoufleret som det danske handelsskab S/S Kronborg – med en besætning af dansktalende sønderjyder.
Et Par Dagsrejser eller tre Syd for Ækvator kunde vi mærke Luftforandringen, og da vi nærmede os Afrikas Sydspids, blev Vejret ikke alene køligere, men ogsaa stormfuldt og haardt. Søsygen begyndte atter at stikke Hovedet frem hist og her, og vor ulykkelige Kullemper laa atter i Kulbunkerne uden at kunne røre sig. En Dag saå vi gennem Dis og under forrevne Skyer Afrikas Kyster ved Kap det gode Haabs Forbjerg graane om Bagbord, og inden længe havde vi atter vendt Næsen mod Nord og nærmede os igen Varmen.
Nu ændrede alle Samtaler sig. Fra at snakke om Hjemmet og Krigen i Europa gik vi alle som én, fra den Dag, vi atter stævnede mod Nord, over til at tale om, hvor vi skulde hen, og hvordan vi skulde komme uset til Kysten.
Et Kort over den afrikanske Kyst blev atter fundet frem, og et Navn dukkede op. Vi fandt det i den allersydligste Del af Kolonien, en lille Havneby, Lindi. Kunde vi snige os langs Kysten af den portugisiske Koloni, hvor der jo ingen Blokade var, og saa en mørk Nat stikke ind i Lindis Havn — hvilken Triumf vilde det ikke være at gøre Rejsen saa omgaaende og prompt! Vi svælgede allerede i den Triumf, der ventede os, naar vi lagde til i Lindi, og efterhaanden som Dagene gik, blev dette Navn mere og mere sandsynligt. Styrmændene nikkede betydningsfuldt, naar vi nævnede det. Jo, Kaptajnen havde selv talt om det, og foreløbig havde vi da ogsaa Kursen efter Mozambique Strædet — alt tydede paa, at vi skulde til Lindi.
Men om Morgenen den fjerde April, da jeg kom op efter en Vagt, kunde jeg se, at der var sket noget. Vi havde faaet Radioforbindelse med „Königsberg“ og havde faaet vor første Ordre.
— Bare de vilde lade være med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden, som var af den gamle Skole, hvis Englænderne ellers kan høre, saa er de klar over, at der er Ugler i Mosen. Det siges, at de kender vor Kode.
— Hvor skulde de kende den fra? var der én, der spurgte.
— Hvordan Fanden skulde jeg vide det? gensvarede Tømmermanden fortrydeligt, jeg kender s’gu ikke noget til Englændernes Fiduser. Men jeg siger, at de siger — at Officererne siger, altsaa — at de har fundet vor Kode et eller andet Sted — en af vore Officerer har tabt den et eller andet Sted, da han skulde tage sit Lommetørklæde frem, fordi han havde Snue, eller ogsaa faldt den ud af Vinduet, da de støvede af, men de kender den altsaa. De vidste før Slaget ved Doggerbanken, at vore Skibe vilde komme, og nu skal den være forandret.
— Hvorfor bruger „Königsberg“ den saa?
— Hvor kan jeg svare paa alt det Sludder, som I kan hitte paa at spørge om. „Königsberg“ har jo ikke været hjemme siden Krigen, og derfor telegraferer den vel efter den gamle Kode.
— Hvad har „Königsberg“ egentlig lavet? var der én, der spurgte.
— Den har ligget og flakket omkring hernede og standset Handelsskibe og saadan. Engang gik den ind i Zanzibar og knaldede en lille engelsk Krydser ned — „Pegasus“, hed den vist. Jeg læste noget om det hjemme.
— Hvorfor Fa’n blev den ikke ved med det? spurgte Karl Sørensen.
— De blev vel for mange om den, mente Peter Hansen, og den havde vel heller ikke Kul nok. Vi har jo Kul med til den. Dens Kanoner er heller ikke stærke nok mod de engelske Skibe — det er de aldrig — vore Krydserkanoner er alt for smaa. De kan ramme, men de kan ikke slaa haardt nok. Det saa vi jo ved Falkland. Desuden ligger der en Mængde engelske Skibe her ved Kysten.
— Her skulde Grev Spees Eskadre bare være sluppet over, var der én, der sagde, saa var der blevet ryddet op i Blokadeskibene — det er vel bare nogle gamle Krydsere.
— Store nok til os, mente Tømmermanden med en meget vidende Mine.
— Jamen, hvad siger du til, hvis „Scharnhorst“ og „Gneisenau“ var sluppet herover, uden at nogen havde vidst noget af det — Vorherre bevares, hvor vilde Englænderne have gloet!
— Det havde de ikke faaet ret megen Tid til, indskød en anden, jeg kendte de to Skibe. De var farlige for Krydsere.
Telegrafisten kom hen til os og sagde fortroligt: — Nu har vi faaet Forbindelse med „Königsberg“ igen og faaet nye Ordrer …
— Fanden staa i den skaldede Krydser — kan den ikke holde sin Kæft!
— Hvad gik den Ordre ud paa?
— Vi skal lægge ind til Altapraøen og afvente nærmere Ordre.
— Hvor ligger saa den Ø? spurgte jeg. — Langt til Søs, svarede Telegrafisten. — Ja, de skal nok faa forkludret det hele med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden bittert og spyttede sin Skraa ud i Mozambique Strædet, hvorpaa han fiskede en ny op af Lommens Dyb.
Inden Aften fik vi at vide af Styrmændene, at nu sejlede vi med Kurs mod den engelske ø Altapra, hvor vi skulde ligge og vente, til „Königsberg“ var brudt igennem den engelske Blokade paa Rufijifloden.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle fragte våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod skibet Wilhelmshafen.
Efterhaanden som vi nærmede os Ækvator, blev Opholdet under Dækket en uudholdelig Plage, som desværre skulde udholdes alligevel. Frivagterne mødtes nu forude, hvor de sov, hældte Vand paa hinanden, og om Aftenen, naar der kom en Smule Kølighed, dannede vi et Sangkor, der havde til Opgave at holde Humøret oppe hos den varmelidende Besætning.
En af Matroserne havde en Harmonika, som han behandlede med megen Fingerfærdighed, baade naar det drejede sig om danske og om tyske Melodier, og vi andre sang til. Det var navnlig de danske Sange, der maatte holde for, og medens Delfinerne dansede for Næsen af Skibet og Dækket glødede af Varme og Sangerne svedte, saa det løb ned ad dem, lød de fleste af Tonerne i „Danmarks Melodibog“ ud over den blikstille Havflade. Sandsynligvis hørte nogle af Sangene til de forbudte, men „Kronborg“ var et frit Skib, og de lod sig meget vel synge.
Paa den Tid var „Skamlingsbanken“ paa sin Sejrsgang naaet til Grænsen og var gaaet over den. Heller ikke Nordslesvig var blevet skaanet, ja, saa langt som til Kiel var den naaet, og nu blev den baaret videre over Atlanterhavet for senere hen at krydse det indiske Ocean og engang at blive nynnet ind i Ørene paa Beskyttelsestropperne i Østafrika, der ikke havde nogen Mistanke om, hvor den paagældende Banke laa.
„Skamlingsbanken“ blev denne Hejses Melodi. Naar jeg nu en sjælden Gang hører den, saa vandrer Tankerne tilbage til „Kronborg“ s Fordæk, hvor vi sad i en Klynge omkring Harmonikaen og sang, saa vi svedte derved, de sødladne Ord til den smægtende Melodi.
Jeg har tumlet mig i Leg paa Skamlingsbanken, Skamlingsbanken, Barndomshjemmet langt herfra.
Det var Rejsens Favoritmelodi. For mig og for mange af de andre havde Skamlingsbanken en bestemt Betydning, men de andre interesserede sig blot for Melodien og de sentimentale Ord.
Vi passerede Ækvator ganske formløst. Den eneste Liniedaab, der fandt Sted, formede sig paa den tvangfri Maade, at Telegrafisten hældte en Spand rød Maling ned i Hovedet paa en af Fyrbøderne, da han kom op fra Vagten. Den Farve, som han anvendte, viste sig at være ganske overordentlig holdbar og forfulgte sit Offer langt ind i det mørke Afrika, hvor man oprigtigt troede, at han var født rødhaaret.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod de Wilhelmshafen og gennem den britiske blokade via Nordatlanten blev kursen sat mod syd.
Vejret blev lunere. Det skete nu saa pludseligt, at man næsten kunde mærke Forskel paa det fra Vagt til Vagt. En Dag fik jeg at vide af Styrmanden, at vi nu befandt os i den sydlige Del af Biscaya-Bugten. Vand er Vand, og Hav er Hav — Bugten saå ikke anderledes ud end det øvrige Hav, vi havde sejlet igennem, kun syntes jeg, at Vandet var lidt mere blaat, og Himlen var næsten altid klar.
Jeg havde hørt om den spanske Sø, at den skulde være meget urolig, men den gjorde et overordentlig fredeligt Indtryk, da vi sejlede igennem den med en støt Fart paa 8-10 Sømil. Det var her, at der en Dag ved Middagstid blev raabt ind til os: — Det vrimler med franske Jagere forude — lad være med at tørne alt for hurtigt ud. De har os i Kikkerten.
Det sidste Paabud var jo ikke saa let at overholde, men blev det dog saa nogenlunde. Een for én drev vi op paa Dækket og saå en Eskadre paa 6-7 hurtige Jagere stryge lige imod os. Jeg saå paa de smukke, slanke Baade, der væltede Vandet til Side saa hurtigt, saa det stod som Skumsøjler paa begge Sider Boven. Jeg saa op mod Kommandobroen, hvor Kaptajn Christiansen stod alene og saa ud mod Franskmændene uden at bruge sin Kikkert.
Der var stille som i en Kirke paa Dækket, og de fleste nøjedes med at skele efter Jagerne med et halvt Øje, medens de foregav at bestille et eller andet paa den Plads, hvor de nu stod.
— Klar til Hilsen med Flaget! raabte Kaptajnen, og jeg saå nu, at en Matros stod med Flaglinen i Haanden, rede til at udføre Ordren.
Jagerne naaede og gik forbi os uden at mindske Farten, og netop som Førerskibet var lige paa Højde med os, sænkede Dannebrog sig til en yndefuld Hilsen, der blev besvaret af Trikoloren paa den første franske Jager. Nu manglede det egentlig blot, at Kaptajnen havde prajet dem og ønsket dem god Rejse.
Jeg saa mig omkring og bemærkede det ene smørrede Smil i Færd med at bryde frem efter det andet hos mine kære Kammerater og Arbejdsfæller. Selv maatte jeg et Øjeblik vende Ryggen til de franske Skibe for at skjule min Munterhed. Men nægtes kunde det jo ikke, at Hjertet bankede et Par Slag for hurtigt lige efter den Oplevelse. De franske Skibe foretog forskellige Manøvrer, da vi havde faaet dem en Sømil eller saa agterud, og vi tabte dem hurtigt af Syne. Det var som en Fugleflok, der var strøget forbi Skibet.
Uden at ændre sin Kurs med saa meget som en Brøkdel af en Streg holdt „Kronborg“ sydover, medens Jagerne forvandledes til høje Røgsøjler agterude og til sidst svandt sammen i en Sky af sort Røg.
— Aa Gud, hvor vilde de ærgre sig, de franske Sataner, hvis de vidste, hvad de har ladet slippe forbi, grinede Karl Sørensen ubehersket, medens Tømmermanden faldt ind som den altid tilstedeværende naturlige Modvægt mod ungdommelig Kaadhed:
— Grin nu ikke for tidligt, min Dreng, der er lang Vej til Kap det gode Haabs Forbjerg, og derfra er der ogsaa et godt Stykke Vej til Østafrika.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der siden krigens udbrud har været jaget af engelske krigsskibe. Den 14. marts 1915 slap heldet op: Tre engelske krydsere beskyder Dresden, der ligger for anker i neutral havn på den chilenske ø Más a Tierra.
Skydningen var paa sit højeste. Bump paa Bump fortalte mig, at Træfferne var talrige, og Granaterne, der eksploderede under Dæk, sendte Flammer og gule Røgskyer op gennem det splintrede Dæk. Nedskudte Stumper af Rigningen haglede ned over Dækket, Granatstumperne svirrede i Luften som Bisværme, medens Fejlskuddene hvinede gennem Luften som Fabriksfløjter. De forreste Kanoner var vendt mod Fjenden, men stod med flængede Skjolde og Løbene pegende lige op i Luften. De var gjort uskadelige, men ogsaa her havde Folk gjort deres Pligt saa længe de kunde. Ikke langt fra Stedet, hvor jeg stod, laa Torpedomaskinisten med et gabende Saar i Hovedet, og ude paa Dækket laa en Matros, hvis Hoved var knust af en Granatsplint.
Dampbarkassen var sat i Vandet, og saa vidt jeg kunde se, var den i Færd med at svinge Dresdens Stævn, saa de agterste Kanoner, der var uskadte, kunde bringes til at bære mod Fjenden, men det var totalt umuligt. Strømmen saa ud til at være ret stærk, og Vandet var fuldt af Folk, der var sprunget over Bord. De klamrede sig til Siderne af Barkassen, saa Maskinen maatte standses, for at Skruen ikke skulde saare de svømmende Mennesker. Forsøget blev opgivet. Tovet blev kastet los, og Folkene i Barkassen gav sig til at hive deres svømmende Kammerater op i Baaden for dog at gøre nogen Nytte.
Jeg gik stadigvæk rundt paa Dækket og vidste ikke, hvad jeg skulde gøre. Der var endnu mange Folk om Bord paa Dresden, men jeg saa ikke noget til dem undtagen i hurtige Glimt. Derimod hørte jeg stadig Raab og Kommanderen rundt omkring, men var klar over, at det i det mindste ikke kom mig ved.
Agterude begyndte det at brænde, og nu saa jeg Folk springe over Bord, den ene efter den anden. Reserveløjtnant Richard kom gaaende forbi mig. Hans Underkæbe var blodig og hængte ned. Han kiggede ned i Vandet og sprang saa over Bord. Jeg tøvede endnu lidt, skønt Skydningen var meget heftig og Eksplosionerne rundt omkring mig saa voldsomme, at det undrede mig, at jeg ikke forlængst var ramt. Der kom Folk op fra Ammunitionsrummene og fortalte, at Vandet trængte ind overalt. Andre var i Færd med at slukke agter, men det nyttede ikke meget.
(…) Jeg lukkede Øjnene og sprang ud, gik dybt ned og dukkede op igen lige ved Siden af en lille Baad, der var halvfyldt med Vand og overfyldt med Menneske. Netop som jeg vilde svinge mig op i den, kæntrede Baaden, og alle Mand væltede ud og masede nu paa for at komme op paa Kølen. En havde allerede fundet sig en Plads deroppe. Han trængte til det. Blodet løb i stride Strømme fra hans ene Ben. Her var nok ikke Plads til mig. Jeg svømmede videre og begyndte under Svømningen at befri mig først for de tunge Støvler og dernæst for Bukserne, saaledes at jeg til sidst ikke havde andet paa end en sort Bunkertrøje. (…)
Jeg forsøgte at svømme paa Ryggen eller flyde, men heller ikke det lykkedes. Benene sank ned, og jeg kom til at staa lodret i Vandet. Under disse Forsøg slugte jeg en Mængde Vand og begyndte at miste Modet. Strømmen drev stærkt udefter, og jeg havde ikke Kræfter til at kæmpe imod den.
Hvordan jeg blev reddet, véd jeg ikke, men da jeg kom til mig selv igen, laa jeg i Bunden af en Baad og kastede Vand op, halvnøgen og elendig. (…) Matroserne roede godt til, og i Løbet af faa Minutter var vi inde. (…)
Bare komme væk fra alt dette! var min eneste Tanke, og jeg blev ved at løbe, som om Jorden brændte under mig.
Buske og Krat, der voksede under Træerne og dannede en tæt Underskov, begyndte at hindre vor Fremrykning. Vi standsede og kravlede op i hver sit Træ. Siddende paa en svær Gren paa et af -Robinson Crusoes Træer, kun iført Underbukser og Skjorte og en tynd sort Bunkertrøje, saa jeg den sidste Akt af Dresdens Ødelæggelse.
Nede paa Stranden var en stor Del af Dresdens Besætning samlet, og fra de engelske Skibe var Baade paa Vej mod Land. Solen blinkede i de opplantede Bajonetter paa Marinesoldaternes Geværer. Vi skulde altsaa tages til Fange. Ja, de skulde nu komme til at lede efter mig, for jeg gik ikke ned til Stranden med min gode Villie. Heroppe i Skoven kunde de aldrig finde mig, og netop paa denne Ø havde Robinson Crusoe jo med de simpleste Hjælpemidler bjerget Livet i over seks Aar, saa der var vel ingen Fare for, at jeg døde af Sult.
Jeg saa ud mod Dresden. Skydningen mod den var holdt op, og det smukke Skib laa paa sin Ankerplads, næsten helt indhyllet i Røg fra Agterskibet, der brændte voldsomt. Dampbarkassen lagde fra Borde. Den var fyldt med Folk, og jeg syntes navnlig, at jeg kunde skimte mange Officerskasketter, der blinkede i Solen. Fra den anden Side var et Par engelske Baade paa Vej til det brændende Skib. De vilde vel prøve at slukke Ilden og tage Skibet som Prise. Jeg bed Tænderne sammen af Raseri. Det hele forekom mig saa usandsynlig lumpent og foragteligt, at jeg næsten ikke kunde tro mine egne Øjne. At skyde et værgeløst Skib ned i en neutral Havn – det kunde ikke kaldes Krig.
Men de engelske Baade kom for sent. Dresden rystede fra for til agter, som om den fik et voldsomt Stød, og det saa ud, som om Skibet løftede sig i Vandet. Paa begge Sider af Skibet hævede sig høje Vandbjerge, der naaede op over Rælingen, og fra Dækket straalede en klar Eksplosionsflamme omgivet af mørke Røgskyer højt op i Luften, højere end Masten. En Mængde løse Genstande paa Dækket hvirvledes rundt i Luften eller slyngedes til alle Sider, og Vandet omkring det sprængte Skib var ét sydende Oprør
Med Røgen sivende ud af det sprængte Dæk laa Vraget af dét gode Skib Dresden dér lige for mine Øjne – det eneste Skib, jeg havde sejlet med – mit Hjem i mere end et Aar. Hurtigt drev Røgen bort, og det graa Skibsskrog laa synkende tilbage. Det gik hurtigt. Dresden stak ligesom tøvende Næsen under Vandet og gled saa hurtigt ned med hele Agterstavnen højt hævet og Skruerne fuldt synlige. Meter for Meter sank det paa denne Maade. Saa rettede det sig op i Vandet, hele Skroget forsvandt, og med næsten lodrette Master gik Dresden ned.
SMS Dresden under beskydning, kort før hun gik ned.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent. Flugten blev indledt, men mangel på kul tvinger Dresden i land på en verdensberømt ø – Más a Tierra, hvor Robinson Crusoe engang havde levet. Her afventer søfolkene den chilenske flådes ankomst, så de kan blive interneret for resten af krigen.
SMS Dresden under beskydning i bugten ved Robinson Crusoe-øen Más a Tierra
Hvis nu Englænderne kommer først? spurgte én.
– De har ikke noget at gøre her i en neutral Havn, indvendte jeg.
– Sludder, faldt Sauer ind, de knalder os ned med det samme, vær sikker paa det!
Han havde næppe talt ud, før en pludselig Travlhed paa Dækket vakte vor Opmærksomhed. Vi hørte Signalfløjter, Løben frem og tilbage og Kommandoraab. Sauer rejste sig: – Der er noget galt deroppe – vi maa derop.
Vi tørnede ud og fór op, saa hurtigt Benene kunde bære os, og blev i Sidegangen modtaget af en Underofficer, der skreg os i Møde: – Englænderne kommer – alle Mand træder an paa Agterdækket!
Dresden laa med Agterskibet mod Land, da Strømmen bar ind, og det var ikke let at faa Øje paa, hvad der skete forude, men allerede inden jeg havde fundet min Plads i Rækken, havde jeg set Røgen fra to Krigsskibe, der stod lige ind imod os: Snart fik jeg ogsaa det tredie at se. Trækkende lange sorte Røgskyer efter sig kom Kent og Glasgow om hver sit Hjørne af Bugten, og lige imod os kom et stort Skib, formodentlig en Hjælpekrydser. Jeg kunde i første Øjeblik ikke se, hvilke Skibe vi havde for os, men baade Officerer, Underofficerer og Mandskab raabte Navnene i Munden paa hinanden saa mange Gange, at man ikke kunde være i Tvivl om, hvilke Fartøjer der kom.
Det var saa Glasgow, den lave, slanke Krydser, som vi havde kæmpet med ved Santa Maria, og som drejede bort fra os ved Falkland, og det var Kent, som havde tøflet i Hælene paa os for nogle faa Dage siden uden at angribe os. Nu kom de for at gøre Regnskabet op, nu da vi laa uden Damp og uden Kul i et neutralt Lands Havn.
Efterhaanden som Skibene kom nærmere og nærmere, blev der mere og mere stille paa Dækket. Officererne søgte hen til Rælingen og fulgte de engelske Skibes Bevægelser i deres Kikkerter, og Underofficererne stod tavse foran de lange Rækker af Matroser og Fyrbødere. Til sidst var Tavsheden ulidelig trykkende. Sveden sprang ud af min Pande, og mine Hænder blev fugtige. Skete der dog ikke snart noget, saa vi kunde faa en Ende paa denne utaalelige Ventetid.
Jo, nu skete der noget. Glasgow, som var den eneste engelske Krydser, jeg nu kunde se, da Kent var skjult af Kommandobroen, ændrede Kurs i en skarp Drejning og viste os hele sin Bredside. Det glimtede skarpt som et Lyn fra dens Fordæk, og en mægtig Vandsøjle rejste sig ganske kort foran Dresden. I næste Nu var alt vild Forvirring om Bord paa Dresden.
– De skyder, de skyder, lad os komme væk!
En Kommandostemme skar gennem Virvarret, men hvad der blev sagt, kunde jeg ikke høre. Jeg saa Matroserne løbe forud, formodentlig til Kanonerne, mens Fyrbøderne stormede under Dæk i den vildeste Panik. Englændernes Skydning blev voldsommere. Granaterne hvinede og hylede i Luften eller rejste vældige Fontæner fra Vandet. Et Slag mod Skibssiden efterfulgt af et rungende Brag og vilde Skrig naaede mit Øre. Det var den første Træffer. (…)
Skibet, der indtil for et Øjeblik siden var stille og roligt, var forvandlet til et larmende Helvede. Folk begyndte at springe i Vandet. Ikke langt fra mig væltede to Mand baglæns ud, antagelig for Lufttrykket af en Granat. Jeg gik og saa paa det som paa et Skuespil, der ikke kom mig ved. (…)
Træfferne fulgte nu Slag i Slag i Skibssiderne og paa Fordækket. En Granat eksploderede mod Rigningen, og en lang trevlet Staal-stump snurrede hylende rundt i Luften lige foran mig. Den var sat i saa voldsomme Bevægelser, at den lignede et snurrende Hjul, der stod stille i Luften. Den kaldte mig tilbage til Frygtens Virkelighed fra den sære og fjerne kølige og rolige Verden, jeg hidtil havde opholdt mig i, siden Skydningen begyndte. Hvor vilde denne djævelske Snurretop havne, naar den engang holdt op med sin Bevægelse? Del løb mig varmt og koldt ned ad Ryggen. Med et Hvin slog Granatsplinten ned lige ved Siden af mig, flænsede Dækkct op i en Byge af hvide Splinter og dansede videre over Dæk i alle mulige Retninger som en Snurretop. Et kort Smæk lige over Hovedet paa mig fik mig til at se op paa Skorstenene. En af dem havde faaet sin Bekomst, et stort cirkelrundt Hul tværs igennem.
Ja, nu blev Dresden lagt øde, mens jeg stod og saa til. Dette Skib, for hvis Frelse vi næsten havde slæbt os til Døde ved Falkland og for nogle Dage siden, laa nu som en værgeløs Skydeskive for de engelske Kanoner. Jeg saa ud paa dem. Det blinkede ustandseligt fra deres Bredsider som skarpe Lyn. Nu havde de os og slap os ikke. (…)
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til tysk Østafrika
Den næste Morgen laa Nordsøen udbredt omkring os uden et eneste Skib, ja, uden saa meget som en Røgsøjle i Horisonten. Vejret var stille og glædeligt usigtbart, og det maatte jo forbedre vort Chancer, hvis vi havde nogen.
Nu kunde jeg se, hvad det var, Matroserne og Tømmermanden havde haft saa travlt med om Natten. De havde lavet helt om paa Skibet. Bogstaverne var forsvundet fra Skorstenen, der nu var okkergul, og Kommandobroen havde skiftet Form ved, at en Mængde Camouflage var brudt ned.
Men den største Overraskelse var dog Flaget, som var hejst agterude. Nu sejlede vi ikke længer under det tyske Marineflag, men under Dannebrog, det gamle danske Flag, som min Bedstefader havde kæmpet under baade i Treaarskrigen og i 1864. I det lille Kammer, som min Broder og jeg havde, da vi var smaa, hang der to Dannebrogsflag paa Væggen, og jeg kom til at tænke paa dem, da jeg saå dette Slag. Jeg kom ogsaa til at tænke paa min Broder, som nu kæmpede paa Vestfronten, og som jeg sidst havde mødt i Bremen, kort før vi afsejlede fra Wilhelmshafen. Gud ved, hvordan han nu havde det — han var blevet Underofficer og lod meget ivrig i Tjenesten. Han skulde bare vide, at jeg nu sejlede under Dannebrog paa Befaling. Det vilde jeg aldrig kunne faa ham til at tro paa.
Jeg selv havde Besvær nok med at tro det. Jeg tilhørte et Slægtled, for hvilket Drømmen om Danmark var ved at blegne overfor den haarde og klare Virkelighed, som vi saa os Ansigt til Ansigt med i de tyske Kaserner — Tysklands uhyre, uovervindelige Magt. Og nu sejlede jeg under dansk Flag midt under, Krigen!
Andenstyrmand kom hen til mig, og vi talte lidt sammen. Han fortalte, at vi nu sejlede med S/S „Kronborg“ af København, paa Vej fra Sverige til La Plata med Træ. — Ka’ du nu huske det, hvis der skulde komme nogen og spørge dig om det, grinede han.
Jeg talte ogsaa med Tømmermanden om det, og han fortalte mig, at der selvfølgelig fandtes et Skib i den danske Handelsflaade, der hed „Kronborg“ . — Vi kan jo ikke saadan hitte paa et Navn, sagde han, og Englænderne er lige saa kloge som andre Mennesker. De har Papirerne i Orden, og de kender hvert Skib, der løber ud fra de skandinaviske Havne. Den rigtige „Kronborg“ skal sikkert nok være paa Vej fra Sverige til La Plata, og ligger nok i Kattegat nu. Det kan være, vi møder den i Skagerak. Nej, her til Søs er der ikke noget, der gaar paa Slump.
— Ser du, fortsatte Tømmermanden hemmelighedsfuldt, vi har to Telegrafister om Bord, men ikke nogen traadløs, og véd du hvorfor?
Nej, det vidste jeg ikke.
— Det er selvfølgelig, fordi den rigtige „Kronborg“ ikke har Radio — men vi har det alligevel, for hvad skulde vi ellers bruge Telegrafisterne til …
Tømmermanden saa ud til at være uhyre stolt af denne Bevisførelse. — Den ligger nede mellem Kullene i et særligt Rum, som blev bygget, før vi tog Kul ind. Tømmermesteren docerede nu med en stor Pegefinger lige foran min Næse.
— Indgang gennem Kaptajnens Kahyt den høje. Man trykker paa en Knap, og en Kommode svinger til Side som en Dør, og saa er du nede i Telegraf stationen. Lige over Kommandobroen hænger et Billede af Slottet Kronborg, og paa hver Side af det Kong Christian den Tiendes og Dronning Alexandrines Billeder.
— Det er da Løgn, Tømmermand!
— Gu’ er det ikke Løgn — jeg har fortalt mange Løgne, men dette her er den rene og skære Sandhed!
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Ved afsejlingen fra Wilhelmshafen den 18. februar havde alle søfolk fået udleveret civilt tøj og forfalskede papirer.
I den forvirrede Time var hele Besætningen, som ved et Trylleslag, blevet forvandlet fra stramme tyske Matroser til civile Søfolk. Med ét var alt, hvad der lignede Militær, blevet strøget af os. Lille Karl Sørensen druknede i en mægtig Sixpence, mens Tømmermanden var blevet Indehaver af en Kasket med blank Skygge, som han anbragte saa stærkt paa Sned, at ingen kunde fatte, hvorledes den kunde blive hængende. Han stod med skrævende Ben i Færd med at lodde Dybden i de nye Bukselommer, og saa vidt jeg kunde se paa hans Ansigt, var Prøven faldet heldigt ud. I den Tid, jeg havde kendt Tømmermanden, havde han kun ved ganske enkelte Lejligheder haft Hænderne oppe af Lommen, og her saå det ud til, at han havde faaet et Par Lommer, hvor han rigtig følte sig hjemme.
Den kærlige Sjæl, der havde pakket dette Tøj sammen til os, havde arbejdet med en ikke ringe Fantasi og Sans for det maleriske. Min Hjerne arbejdede tungt med en vanvittig Tanke: — Var det virkelig en Depotunderofficer, der havde ført denne Tanke ud i Virkeligheden. Jeg forsøgte at se Manden for mig, men forgæves. Tanken var umulig. Det maatte være hans Kone eller hans Datter. Jeg anede en kvindelig Haand bag dette Udvalg af civile Dragter.
Der var ikke to Mand, som var ens paaklædt. Var Frakkerne ikke forskellige, saa var Uldtrøjerne det, og der var ikke to ens Sixpencer om Bord. Min saå ganske anderledes ud i Bundfarven end Karl Sørensens, og denne var igen forskellig fra Peter Hansens Kasket, og foruden disse tre fandtes der endnu flere Nuancer og en Del saakaldte svenske Sømandskasketter med blank Skygge. Benklæderne varierede lige stærkt i Farve og Snit, og ogsaa Halskludene var forskellige til det forvirrende.
Der blev sagt ikke saa faa Ting om vore nye Uniformer, men endnu mere om de Søfartsboger, vi havde fundet i Lommerne paa vore Frakker og Stortrøjer. De var forfalskede allesammen, og de faa Tyskere, der var om Bord, havde endog faaet falske Navne. Den ene af de tyske Fyrbødere hed nu Bror Johansson, men blev aldrig kaldt andet end Bror, og den anden hed Svensson. Jeg havde faaet Lov til at beholde mit Navn, der aabenbart maatte være blevet betragtet som tilstrækkeligt tillidvækkende dansk, men det øvrige, der stod i Bogen, lod meget tilbage at ønske i Betning af Sandfærdighed.
Saaledes stod der, at jeg var født i Esbjerg, og at jeg havde sejlet lige siden min Konfirmation paa en lang Række Skibe, som jeg end ikke kendte Navnet paa. Det var helt ejendommeligt at se saa megen aabenhar Løgn paa Tryk og med Underskrifter og Attester under, og paa mig, der endnu havde nogen Respekt for det skrevne Ord, var det helt forvirrende at læse denne Bog igennem. Da jeg var færdig, var jeg ikke helt sikker paa, hvilken af de to Nis Kock’er jeg egentlig var — om jeg var den unge, helbefarne Sørøver fra Esbjerg eller den fredelige Maskinarbejder fra Sønderborg.
De andres Bøger saa ikke stort bedre ud. De fleste viste sig at være født indenfor Kongeriget Danmarks Grænser. Vi var et Par Stykker fra Esbjerg, nogle fra Aalborg og Aarhus og en Del fra København. Ogsaa en Marstalmand havde vi om Bord. Telegrafisten, som var fra Hamborg og kunde tale Fransk, var med paa belgiske Papirer, og de fleste Tyskere paa svenske. Kun en eneste Mand om Bord havde en helt sandfærdig Søfartsbog. Det var Svenskeren Karl Sørensen, der var med paa sit eget Navn og paa sin gode svenske Fødebys Navn.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika
Ud paa Eftermiddagen den 18. Februar — det var allerede ved at mørknes, for Dagen havde været taaget og sludfuld — stod jeg paa Dækket og saå Landgangen blive taget og Fortøjningerne kastet los. Kaptajnen stod paa Kommandobroen med en Lods ved Siden af sig og en Officer fra Wilhelmshafen, der formentlig skulde følge med til den inderste Minespærring.
Ganske langsomt begyndte Skruerne at arbejde, og et sort Vand kom til Syne og blev bredere og bredere mellem Skibssiden og Bolværket. Det skulde vokse til et Verdenshav, før vi igen fandt et blivende Sted, og den Verden, vi nu forlod, skulde vi aldrig se mere. Jeg blev ved Rælingen stod de andre af Frivagten tavse og ubevægelige og saå ind mod Havnen og Værftet. Forude lukkede et Par Sluseporte sig lydigt op — der var overalt denne Velforberedthed til at hjælpe os ind i noget, som vi ikke vidste, hvad var. Farten voksede fra Minut til Minut, medens Byen og Havnen slettedes ud af Taagen agterude.
Nu var det forude, det foregik. Ud af Taagen steg en uhyre Kolos, et vældigt Skibsskrog — et af Flaadens Storslagskibe. Det gled forbi, fantastisk og uformeligt i Linierne som en Drøm om et af Fortidens Uhyrer, men endnu inden det var forsvundet, steg et njd Uhyre ud af Disen, voksede sig stort og vældigt, blev blegere og mere utydeligt og var til sidst glemt for den næste Kolos, der sejlede os sidelæns i Møde. Det var Højsøflaaden, Verdens nyeste Flaade, der laa tøjret her, mens en usselig Damper var paa Vej til det aabne Hav gennem den engelske Blokade. Det saå urimeligt og meningsløst ud.
En 10-15 Skibskolosser havde vi sejlet agterud, før vi kom til „Von der Tann“ , og jeg blev klar over, at vi var i Nærheden af Slagkrydserne. Det var dem, der lige var kommet hjem fra Doggerbanken. Dem kunde man ikke sige noget paa — de havde prøvet det. (…)
Slagkrydseren „Moltke“ var forlængst forsvundet i Taagen og endnu et Par forankrede Skibsskrog var gaaet det forbi, før jeg holdt op med at stirre i den Retning, hvor mit gamle Skib laa. Jeg stod og tænkte paa, hvor mægtig en Opgave der egentlig var paalagt os. Hvilken forfærdelig Hindring maatte ikke den engelske Blokade være, hvilket Vidunder af Organisation og Sømandsskab, naar alle disse Kæmper maatte ligge her fredeligt forankrede uden at kunne gaa ud. I Land havde vi kun læst om tyske Sejre til Lands og til Vands, men her ude paa det taagede og urolige Hav laa aabenbart noget, hvis Magt og Vælde man havde Respekt for, som man endnu ikke havde overvundet og maaske aldrig skulde overvinde.
Der var en, der kaldte paa mig, og jeg gik forud. Dér stod Kammeraterne med hver en Sæk i Haanden, og jeg fik udleveret en. — Det er Civiltøj, sagde Førstestyrmand, klæd om med det samme og put Uniformen i Sækken! Vi løb ned i Kahytten, som vi kaldte vort Rum, og skyndte os med Omklædningen til civil. Faa Minutter efter stod vi paa Dækket, allesammen med vor Sæk i Haanden. Det var nu helt mørkt, og Skibet havde sagtnet Farten. En Torpedobaad løb op paa Siden af os, og vi fik Ordre til at hive Sækkene ned i den. Kort efter gik Lodsen fra Borde fulgt af den fremmede Officer, og Torpedobaaden lagde om og vendte i en elegant svunget Bue.
Vi stod allesammen og stirrede efter den. Det var den absolut sidste Forbindelse med de hjemlige Forhold, der nu blev slettet ud af Taagen. Fra Baaden lød et Brøl i en Raaber: — Entlassen! Vi var fri og færdige med Wilhelmshafen og sejlede paa eget Ansvar, efter at være blevet lodset ud gennem Minespærringen.
— Tre Hurra for vore Kære derhjemme! lød en dyb alvorlig Kommandostemme, og i samme Nu løftede der sig et Brøl fra Dækket, hvor næsten hele Besætningen stod. Det var Kaptajnen, der havde formet de Ord, som de fleste af os havde haft i Tankerne. Nu i Dag fik de derhjemme det allersidste Brev fra mig — ja, maaske virkelig det sidste. Denne voldelige Afbrydelse af Forbindelsen mellem Mennesker, der holdt af hinanden, følte jeg som en Modbydelighed, men det var altsaa Prisen, vi skulde betale for ikke at gaa som et Nummer paa et af de store Skibe eller ligge i Mudderet i Flandern.
— Kaptajnen er lige blevet krigsviet! var der én, der sagde ved Siden af mig, og jeg forstod nu, at jeg ikke var den eneste, der havde bragt et Offer. Det var en Slags Trøst. Vi naaede ikke at komme ned under Dækket, før vi igen blev kaldt sammen om Kommandobroen, hvor Kaptajnen stod sammen med Styrmændene, kun utydeligt belyst af Lampen paa Kommandobroen. Han vilde tale til os og begyndte med det samme:
— Formaalet med vor Rejse kan jeg nu aabenbare Dem. Det er at bryde gennem den engelske Blokade og bringe Kul til Krydseren „Königsberg“ . Desuden skal den have suppleret sin Ammunitionsbeholdning. Jeg har hidtil maattet holde dette strengt hemmeligt paa Grund af de mange Spioner, som desværre endnu findes i Wilhelmshafen.
“Königsberg“ — hvor var det, jeg sidst havde hørt om det Skib? Var det ikke ved den afrikanske Østkyst? Den havde sænket en eller anden lille engelsk Krydser dernede. Det maatte jeg se at faa Klaring paa bagefter.
— Om 6 Maaneder skulde vi være tilbage igen, hvis det lykkes for os, og hvorfor skulde det ikke det …
Anker Nissen var besætningsmedlem på blokadebryderen “S/S Kronborg”, der den 18. februar 1915 stod ud af Wilhelmshafen.
Vi skulle danne besætning på et skib, der skulle bringe krigsmateriel m.v. til tysk Østafrika, hvor en styrke på 3.000 europæere og 12.000 indfødte soldater under ledelse af general von Lettov Vorbeck førte selvstændig krig mod koloniens naboer, der udgjordes af englændere, belgiere, portugisere og indere. Skibet skulle sejle under danskflag og vi fik alle, fra kaptajnen og ned til yngstemand, udleveret søfartspapirer, der alle var affattet på dansk og forsynet med officielle segl og mærker. Disse var naturligvis alle falske, men navnene var det jo ikke, idet vi alle havde danskenavne.
Til skibet blev der udfærdiget 3 sæt skibsdokumenter, også affattet på dansk, der lød på en trælast fra Sverige til modtagerne ifølgende havnebyer, udvalgt under hensyn til den kurs vi efterhånden skullefølge: 1. Buenos Aires i Argentina. 2. Beira i portugisisk Østafrika. 3. Masaua i italiensk Somaliland.
På hvert sæt af konnossementerne var ligeledes angivet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor vi ikke sejlede igennem Suez-kanalen.
Dagen før vi skulle forlade Wilhelmshafen, blev vi kaldt frem alle 30 mand og spurgt, om nogen var betænkelige ved at skulle med på denne ekspedition, eller om vi var fejge. I den alder vil man jo ikke gerne kaldes fejg, men alligevel trådte 2 mand frem og bad om at måtte blive fri. Disse blev, uden at der blev sagt noget til dem, ført bort og var i mere end 2 måneder indespærret, indtil der forelå meddelelse om, at vi var ankommet til Østafrika, ganske vist uden skib, men der om senere.
De udtagne 30 mand og kaptajn Christiansen blev indskibet i en ca. 7.000 tons stor fragtdamper, der var lastet med ammunition og andet krigsmateriel, mens der øverst her over var stuvet en mægtig trælast tillangt op overrælingen, således at det virkelig så ud som et fragtskib lastet med træ, også på dækket. Det var en engelsk damper„Rubens” som tyskerne ved krigsudbruddet havde beslaglagt. Den fik nu navnet specialskib A, men natten efter at vi var kommet i søen og nærmede os Helgoland blev skibet omdøbt til „Kronborg” og fik danske rederimærker på skorstenen.
Kursen blev sat mod nord og skibet ledsagedes både af undervandsbåde og en zeppeliner.
Anker Nissen: Sønderjylland Afrika tur/retur (1962)
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika
Næste Dag viste det sig, at jeg havde set lidt for lyst paa Tilværelsen. Vi havde ganske vist ikke Kanoner om Bord, men Ladningen var i fuld Gang, og da jeg kom til, var man i Færd med at stuve nogle store Kasser, mærket Dynamit, ned i et af Lastrummene. I et andet blev der anbragt Kasser, mærket Ammunition.
— Du gode Gud, var der én, der sagde lige ved Siden af mig paa syngende Svensk, hvis min Moster saa dette her, saa kom hun rejsende herop og slæbte mig hjem ved Haarene.
Det var en spinkel, ganske ung Mand, der talte. Et Par levende og udtryksfulde Øjne lo fornøjet op til mig. Aabenbart mente han lige det modsatte af, hvad han sagde, og ligefrem nød at være om Bord paa et Dynamitskib.
— Jeg hedder Sørensen, sagde han høfligt, Karl Sørensen fra — et eller andet Sted i Sverige — for Tiden frivillig i den tyske Marine. Jeg boede, hos Moster i Hamborg, men saa kom Krigen — og hvad Fanden — jeg kunde jo ikke gaa dér og glo, naar alle de unge Mennesker var draget af Sted, og saa rømte jeg fra Moster. Han lo muntert ved Tanken, men fortsatte saa: — Der var ikke meget ved det til at begynde med, men nu gaar det jo storartet. Det var lige ved, at de ikke vilde tage mig for gode Varer — de sagde, at mit Danske lød noget svensk, men jeg snakkede for dem om Brødrefolkene og København og Tivoli, saa de kunde høre, at jeg var fuldbefaren — og saa gik det. Jeg glæder mig til at hilse paa alle mine Kammerater — vi er jo frivillige allesammen — ikke?
— Aa jo — saamænd, det kan man jo godt sige. . .
— Lad bare være — I Danskere gaar saa stille med det, men I gaar s’gu med paa den værste alligevel.
Jeg brummede noget om, at jeg for mit personlige Vedkommende kunde klare mig med et Mindstemaal af Eventyr, men jeg havde bare ikke været rigtig klar over, hvor der var mest, og hvor der var mindst eventyrligt. Foreløbig saå det ud, som om jeg havde valgt det forkerte, sagde jeg, men den unge Karl Sørensen grinede blot: — Saadan siger alle dem, jeg har snakket med — de er helt flove over at være kommet med paa denne her Galej — men de mener saamænd ikke et Hak med det.
Han slentrede videre paa Jagt efter mere begejstrede Meningsfæller, men fandt sikkert ingen. Stemningen om Bord var anlagt for det jævne og dagligdags i langt højere Grad end for det eventyrlige. Da jeg kom ned til Middagsmaden, var den det altoverskyggende Emne. Sikke Mad og sikke Mængder! Vi havde indtil nu levet ganske godt paa Kasernerne — i det mindste langt bedre end Landsoldaterne — men dette her var ikke at leve godt, det var at leve ødselt og over Evne. Uhyre Bøffer i uoverskuelige Mængder stod den paa den første Dag, og den næste Dag aabenbarede usigelig mange og store Koteletter. Man spiste og spiste, for ikke at sige aad, blev gode og glade og lærte hinanden at kende under behagelige Former.
Mætte Mennesker har sjældent noget at udsætte paa hinanden. Jeg blev klar over, at jeg var omgivet af næsten lutter Nordslesvigere og Flensborgere med nogle ganske enkelte Tyskere og én Svensker imellem. Snakken gik stadig paa Dansk — heldigvis et Sprog, som indeholder mange og gode Udtryk for Madglæde — og den drejede sig især om dette rent ud eventyrlige Køkken, som dette Skib havde. Mon det dog kunde blive ved? Der maatte ganske sikkert være en Ende paa en saa uhørt Velstand.
— Men vent bare, sagde Tømmermanden og spyttede udenbords, naar vi stod ved Rælingen og drøftede Dagens Ret. Han var helbefaren, tatoveret paa Armene, firskaaren og hjulbenet og brugte Skraa i store Mængder. Huen sad saa langt nede over det ene Øre som muligt, og ikke den fineste Uniform kunde skjule, at man her stod overfor en Søens Mand af ægte Slags.
— Vent bare, gentog han, til vi kommer til Søs med denne her Tramp! I har maaske lagt Mærke til, at den ikke har Kølerum, og véd I, hvad det betyder. Spis I bare, inden I skal til at leve af Kabelgarn syv Gange om Ugen! Og han spyttede atter udenbords.
— 3000 Tons Kul har vi faaet indenbords, meldte Karl Sørensen triumferende paa egne og Foretagendets Vegne.
— Vi ta’r Kul med til Helvede, mente Tømmermanden, vær ganske sikker paa, at det betyder, at vi skal møde én eller anden forrendt Krydser eller Hjælpekrydser, der ligger et eller andet Sted i Verden ved en øde ø og hverken kan komme frem eller tilbage. Naar vi saa er blevet tømt, saa kan vi faa Lov til at hænge i Skøderne paa ham, lige til vi bliver skudt i Sænk begge to.
— Er du ikke frivillig, Tømmermand? spurgte Karl Sørensen paa sit svenske.
— Jo, Gu’ er jeg frivillig — jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede. Jeg er frivillig for at komme ud at sejle, ligegyldigt hvor vi sejler hen. Nu har jeg gaaet og gloet paa Kaserner i over et halvt Aar og ikke mærket et Skibsdæk under mig hele den Tid — er det saa underligt, at jeg gerne vil ud at sejle. Endelig blev der da ogsaa spurgt, om jeg kunde tale Dansk — véd jeg. Tømmermanden afsluttede denne Del af sin Tale med nogle kraftige Bemærkninger om Karl Sørensen, som viste, at han tilfulde beherskede den Del af det danske Sprogs Virkemidler. Han beskyldte den unge Mand for at være usømmeligt begejstret for Ekspeditionen og antydede, at han vilde komme til at gøre en ynkelig Figur, naar vi kom ud paa det aabne Hav, navnlig i høj Sø.
— Alle I, som har lært paa de store Skibe, har ikke Begreb om, hvad det vil sige at være til Søs, men det skal I nok faa lært paa denne Kasse her, det skal jeg love jer for. Der er aldrig godt Vejr ret længe ad Gangen paa denne Aarstid; skal vi gennem Blokaden, bliver det vel Nord om Island, og dér er i det hele taget aldrig godt Vejr.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle ammunition fra Wilhelmshafen til de tyske tropper i tysk Østafrika.
Det var en stor, smuk, tilsyneladende temmelig ny Damper. Dens Navn var overmalet, men paa begge Sider af Skorstenen stod med store Bogstaver „Sp A“, hvilket vi blev enige om maatte betyde „Spærrebryder A“ , og det klarede straks Situationen for os. En Spærrebryder eller Blokadebryder havde den Opgave at gaa gennem de engelske Blokadelinier. Det var det, vi skulde. Det var tidligere blevet forsøgt med vekslende Held, og nu var det altsaa vor Tur at vove Forsøget. Lykke og Held!
Jeg var glad for, at det var en Blokadebryder, jeg skulde gøre Tjeneste paa. Min Tanke havde i de sidste Dage været den, at vi skulde være Besætning paa en Hjælpekrydser – et armeret Handelsskib, som skulde snige sig gennem Blokaden og føre Handelskrig i aaben Sø. Deres Lod var ikke misundelsesværdig, og det beroede paa det rene Slumpheld, om de slap levende fra det. Den ene efter den anden var bleven skudt ned af Englænderne rundt om paa Havene. Selv en lille Krydser kunde gøre det af med saadan et stort armeret Handelsskib, der jo slet ikke var bygget til at modstaa Beskydning.
Paa hele det store Dæk, hvor der aabenbart om Dagen havde arbejdet nogle Haandværkere, som var i Færd med at bygge om paa Kommandobroen, var der ingen Armering at se, og der var heller ikke bygget Underlag til Kanoner. Vi skulde altsaa ikke bevæbnes.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op.
Det var vel omkring 10. Februar, at der begyndte at gaa Rygter om, at nu skulde vi ud, og den 13. om Aftenen vidste hele Besætningen det for ganske sikkert, selv om vi ikke havde faaet noget at vide fra Officererne.
Den næste Morgen bekræftede det sig. Dresden lettede Anker, og Skruerne satte sig i Gang. Vejret havde i de sidste Dage været daarligt med Regn og Slud, og den Dag vi sejlede, var det ikke mere oplivende. Det regnede og sneede med Mellemrum, og Skove og Klipper langs vor Vej laa svøbt i Dis og Taage. Ganske langsomt listede Dresden sig ud fra sit trygge Skjulested, dækket af Regn og Tykning. Der var ikke meget at gøre for os Fyrbødere, men saa meget desto mere for Rorgængerne og det øvrige Mandskab. En Brøkdel af en Streg til en af Siderne, og vi sad uhjælpeligt paa Grund, maaske med Stævnen revet op.
Det var en spændende Dag. Hver Vagt, der blev afløst, mødte med Spørgsmaalet: — Er vi kommet ud?
Det kom vi ikke den Dag. Først den næste Dag, da jeg kom paa Dækket efter en tidlig Vagt, saa jeg det Syn, der mindede mig om en tidligere Tilværelse før Falkland. Vidt og bredt strakte det aabne Hav sig til alle Sider, uden et Glimt af Land nogetsteds. Vi var igen paa Kapertogt, og Livet faldt tilbage i sine vante Folder saa naturligt, som havde det aldrig været anderledes.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Nordslesvigere i Fangenskab
Under Titlen “Taktløsheder” bringer “Hamburger Fremdenblatt” følgende:
“Det københavnske Blad Politiken’s Londonske Meddeler, Hr. Viggo Tøpfer, som efterhaanden ogsaa er blevet berygtet her i Danmark ved sine hadske Beretninger og sensationelle Udpluk af engelske Blade, beretter, at der er en Del dansktalende Nordslesvigere blandt Krigsfangerne på ‘Blücher’. De har straks faaet danske Bøger, og der holdes dansk Gudstjeneste for dem af Pastor Troensegaard-Hansen i Newcastle. Sekretariatet har lovet ham – Viggo Tøpfer! – en fuldstændig Liste; han venter at høre fra den danske Konsul (!) i Leith om Sagen.
Det er ikke første Gang, at Meddelere til danske Blade viser den Taktløshed at interessere sig for de fra Nordslesvig stammende eller på ‘-sen’ lydende Navne i den tyske Hær og ‘gør Skridt’. En af den, Hr. Franz von Jessen (Manden er fremgaaet af Kolonialvarebranchen og har ingen Ret til det tyske Adelsprædikat og kalder sig formodentlig for tiden i Frankrig ‘de Jessen’) har allerede for slige “‘Skridt’ faaet en skarp Tilrettevisning fra det danske Udenrigsministerium. Men de danske Meddelere i Udlandet synes endnu ikke at have forstaaet, at ogsaa Folkene paa ‘-sen’ er loyale tyske Soldater, og at de med deres paatrængende Omsorg og deres Bønnebøger gør disse Folk og den nordslesvigske Sag en daarlig Tjeneste.”
Forfremmelse
Johan Wrang, Søn af Bogholder Wrang ved ‘Flensborg Avis’, fik i Efteraaret Jernkorset. Nu er han blevet forfremmet til Løjtnant af Reserven.
Den danske sømandspræst i Newcastle, Troensegaard-Hansen
Nis Kock var blandt de dansktalende sønderjyder, der blev udtaget til at være besætning på et handelsfartøj, der skulle bryde den engelske blokade. I begyndelsen af februar var de ankommet til flådestationen i Wilhelmshafen
Nogle Dage efter vor Ankomst fik vi Ordre til at træde an i Gaarden, og en Underofficer førte os gennem Gaderne til et Hotel i Byen. Det blev mere og mere mystisk, for hvad skulde vi paa Hotel for — tilmed et, som saa ud til kun at blive besøgt af Officerer. I Hotellets Sal blev vi modtaget af den samme Officer, som havde udtaget os i Kiel og havde talt Dansk til os.
— Jeg har Brug for 30 Mand, som alle kan tale Dansk, sagde han til os, da vi stod opstillet paa Geled foran ham. Han saå endnu mere energisk og beslutsom ud end i Kiel, og skønt han talte Tysk, røbede hans Sprog ham som en Mand fra Vestkysten eller fra Øerne. — Det er et Foretagende, som vil vare 6 Maaneder, eller ogsaa kommer vi ikke hjem, før Krigen er slut.
Vi skulde altsaa ud at sejle. Men hvor skulde vi sejle hen? Englænderne havde spærret Vejen til Verdenshavene — vilde man ud paa dem, maatte man snige sig igennem eller bryde sig Vej.
— Alle, der skal med, maa kunne tale det danske Sprog, og er der nogen her, som ikke rigtig behersker det, kan de endnu træde tilbage. Den Undskyldning duede i det mindste ikke for mig. I min Familie havde vi aldrig talt andet Sprog end Dansk, saa jeg kunde ikke være bekendt at holde mig tilbage paa Grund af svigtende Kendskab til Sproget — men det var jo sikkert nok en farlig Tur, den høje, alvorlige, fremmede Officer havde udpønsket.
— Der kan jo ogsaa være andre Grunde til at blive tilbage — at De ikke rigtig har Lyst — om Fejghed vil jeg slet ikke tale.
Det var pænt af ham — saa var der altsaa en Mulighed for at træde tilbage uden at blive ugleset af den Grund. Men paa den anden Side — hvad ventede der mig, hvis jeg traadte tilbage — et Nummer paa „Moltke“s Fyrpladser, hvor jeg tilbragte mine Rekrutaar, eller en Skyttegrav i Flandern. Desuden stod Kammeraterne saa urokkeligt fast, og kun nogle faa, der sikkert slet ikke kunde tale Dansk, traadte tilbage. Jeg blev staaende.
Saadan et lille Skridt, gjort eller ikke gjort, kan være afgørende for hele Livet. Var det blevet Flandern eller Døden bag de vandtætte Skodder under Jyllandsslaget?
Det er bedst ikke at spekulere over det. Jeg blev staaende, og ved Siden af mig blev staaende Folk, der gik lige i deres Grav paa denne Færd, andre, der rejste ud til Eventyr, Ære og Berømmelse, og atter andre, hvem der kun ventede Lidelser og Savn.
De, der var traadt tilbage, fik Ordre til straks at vende tilbage til Kasernen og afvente nærmere Ordre. Det blev sagt paa en Maade, der var ganske forskellig fra den, der hidtil var blevet talt til os paa.
Nu var vi alene med den fremmede Officer, der var blevet lidt mere afmaalt i sit Væsen, men han talte som en Mand, der nærmer sig Slutningen af en stor og vanskelig Opgave. Han præsenterede sig som Oberløjtnant Christiansen og fortsatte derefter:
— De udgør nu Besætningen paa en Handelsdamper, hvor jeg er Kaptajn. Den ligger nede paa Værftet, hvor De straks maa begive Dem ned, men jeg vil paa Forhaand indskærpe Dem den allerstørste Forsigtighed og Hemmelighedsfuldhed overfor alle, der spørger Dem. Tal ikke til nogen om Planerne, og vær overbevist om, at De vil faa at vide, hvad det drejer sig om, saa snart det overhovedet er muligt. Om nogle Dage ses vi om Bord paa Skibet. God Nat!
Vi traadte af og begav os ned til Kasernen for at hente vore Sager. Dér sad vore Kammerater, som ikke skulde med, og ventede paa os. Saa snart vi kom ind, begyndte de at spørge os ud, men vi kunde intet sige udover: Farvel og ha’ det nu godt! Vi pakkede vore Sager og begav os under Føring af en Underofficer ned paa Værftet, hvor vort Skib laa.
Nis Kock var blandt de dansktalende sønderjyder, der blev udtaget til at være besætning på et handelsfartøj, der skulle bryde den engelske blokade.
Vi havde faaet Ordre til at afgaa til den særlige Tjeneste, og samme Aften rejste vi under Ledsagelse af en Dæksofficer til Wilhelmshafen. Han behandlede os med en særdeles udsøgt Høflighed, hvilket foruroligede mig en Del, thi mine — og sikkert de fleste andres — Erfaringer fra Militærlivet viser, at usædvanlig Høflighed fra Overordnedes Side sjældent betyder noget godt. Nej, lad en Mand skælde og smelde, saa meget han lyster — saa véd man, at man faar det hele paa én Gang, og at der ikke kommer noget Efterspil. (…)
I den Stue, vi blev ført ind i paa Værftsdivisionens Kaserne i Wilhelmshafen, laa der nogle i Forvejen, og saa snart vi begyndte at tale vort Danske, som vi nu havde vænnet os til at anvende i indbyrdes Samtaler i de sidste Par Maaneder, blev der Liv i Stuen og Bevægelse i Køjerne: — Halløj, Landsmænd, hvor skal I hen?
Ogsaa de talte vort eget Sprog, men vi kunde ikke saa godt svare paa deres Spørgsmaal, da vi ikke anede, hvor vi skulde hen. Derimod var der jo ikke noget til Hinder for at snakke med dem, og der var ikke mange paa Stuen, der fik Søvn i Øjnene den Nat. Vi fik at vide, at de var Matroser, og at de for nylig var blevet udtaget til særlig Tjeneste, som man skulde kunne tale Dansk til, men det var for Resten ogsaa alt, hvad de vidste.
Den næste Dag kom der flere, og de følgende Dage endnu nogle Stykker, saa Stuen til sidst var stoppende fuld af dansktalende Sønderjyder og nogle ganske enkelte tyske Søfolk, der havde lært sig et Sprog, som de kaldte Skandinavisk. Nogle af dem havde været udtaget i længere Tid ligesom vi, der kom fra Kiel, medens andre først for ganske nylig havde meldt sig — ja, nogle af dem havde allerede været med i Krigen til Lands eller til Vands. Ingen af dem anede, hvad den særlige Tjeneste bestod i, men havde gættet flittigt, og langt de fleste af dem var gaaet med i Haab om at komme til at opleve noget og for at blive fri for den nagende Kedsomhed paa Kasernerne.
Der var mange helbefarne Søfolk imellem og mange Styrmænd og Styrmandselever, og for dem havde Opholdet paa Kasernerne naturligvis været som i et Fangebur.
Anker Nissen og Nis Kock var blandt det udvalg af dansktalende sønderjyder, som i januar 1915 samledes i Kiel og blev i begyndelsen af februar ført til Wilhelmshafen for at danne besætning på et skib, der under dansk camouflage skulle bryde den engelske søblokade.
Anker Nissen fortæller:
I de første måneder gjorde jeg tjeneste i Kiel på stabskontorerne ved marinen, og havde det forholdsvis godt, men så i januar 1915 faldt hammeren. Der kom ordre fra højeste sted i Berlin, at alle dansktalende indenfor divisionen skulle præsenteres for en kaptajn Christiansen. Der meldte sig mange, men på et spørgsmål fra kaptajnen om, hvordan man kunne kontrollere, at de nu også kunne tale dansk, svarede jeg : „vi kan jo prøve,” hvorpå Christiansen meget forbavset spurgte, om jeg også kunne tale dansk.
Mit svar, at dansk var mit modersmål, efterfulgtes af et par strenge blikke. Christiansen var fra Wyk på Før og kendte derfor udmærket problemet Nordslesvig. Et kort spørgsmål til hver enkelt var imidlertid nok til at konstatere, at der var mange sønderjyder iblandt, og de troede alle, at nu gik det snart til Danmark.
Der blev udtag et 13 dansktalende sønderjyder — alle med danske navne, men ikke alle klar over, hvor de nationalt hørte til.
En af de sidste dage i januar 1915 kom der telegram fra Berlin, at alle disse udtagne mænd sammen med mig dagen efter skulle afrejse til Wilhelmshafen og der afvente nærmere ordre, idet vi var udset til en specialopgave.
Alene rejsen med toget over Neumünster, Hamborg, Bremen til Wilhelmshafen var spændende. Vi talte nu dansk og blev gang på gang antaget for spioner, blev opfordret af tyske officerer at give forklaring på vor færden, men som fører af gruppen nægtede jeg enhver oplysning, idet det meget energisk var pålagt os ikke at udtale os om nogetsomhelst under rejsen.
Vi havde en del vrøvl med togpersonalet fordi vi beslaglagde en 1. kl.s kupé, men vi var jo unge og lod os ikke gå på af nogen.
Efter ankomsten til Wilhelmshafen sent om aftenen mærkede vi straks den skrappe militære tone og vagtsomhed overalt. Wilhelmshafen var jo krigshavn. Vi blev ind kvarteret på kasernen, som vi ikke måtte forlade i 14 dage, og vi måtte heller ikke skrive hjem.
Nis Kock fortæller:
Vi stod paa Kasernepladsen til Middagsappel og ventede ikke særlige Overraskelser, før vi saa en fremmed Marineofficer komme til Syne ved Siden af den Vagthavende. Det var urovækkende, fordi vi havde ligget i Reserve siden Krigens Begyndelse, og Tilsynekomsten af fremmede Officerer betød almindeligvis, at der blev pillet nogle Stykker ud af Flokken til Tjeneste om Bord paa de udrustede Skibe eller i Flandern.
Det sidste var blevet det almindeligste, og Tjenesten i denne Landsdel var allerede paa dette tidlige Tidspunkt af Krigen berygtet viden om.
Den fremmede Officer, en høj, slank Mand med et skarptskaarent og dristigt Ansigt, stod og iagttog os nøje, da den Vagthavende kommanderede: — De, som kan tale Dansk, træd frem!
Vi har nok været ganske morsomme at se paa. I Tidernes Løb var der jævnlig blevet spurgt efter Specialister baade til det ene og det andet — men hidtil havde der dog aldrig været Bud særlig efter de dansktalende. Jeg var saa forbavset, at jeg nær havde glemt at træde frem, men Officeren gentog sit Spørgsmaal, og saa maatte jeg jo til det. Sammen med mig traadte Peter Hansen fra Egernsund og et Par Stykker til frem. Jeg stod og spekulerede paa, hvad der vel skulde ske med os.
I min Tjenestetid havde jeg aldrig lidt nogen Overlast for mit Sprogs Skyld, men paa den anden Side ventede jeg heller ikke nogen Ekstrapræmie for at beherske det danske Tungemaal. Ogsaa de tre andre lignede større eller mindre Spørgsmaalstegn.
Den fremmede Officer lod os træde an et Stykke fra de andre og sagde paa Dansk til os: — De er udtaget til en særlig Tjeneste og maa holde Dem rede til at rejse med kortest muligt Varsel. De vil nu faa anvist en særlig Stue paa Kasernen, hvor De kan bo sammen.
Dermed gik han, og vi traadte af og gik til Spisning sammen med vore Kammerater, der var meget ivrige efter at faa at vide, hvad der skulde gøres ved de dansktalende. De gættede spøgefuldt paa, at der var nogle ældre og brøstfældige Undervandsbaade, som skulde bemandes af dem, som Marinen helst vilde af med, og vi fortalte dem, at vi var blevet udtaget, fordi Admiralen mente, at vi var for gode til at sendes til Flandern, og andet og mere var der heller ikke at sige, for vi vidste ingenting.
Da vi var færdige med at spise, meddelte en Underofficer os, at vi for Fremtiden skulde bo paa Stue 88, og vi flyttede villigt. Der var rigelig Plads til os, for der var ikke andre paa Stuen, men i de følgende Dage kom der først to til og senere nogle flere, saadan at vi til sidst var en halv Snes Mand paa Stuen.
Alle de nyankomne var Fyrbødere, og alle var dansktalende Sønderjyder, selv om det kneb for et Par enkelte af dem at holde de to Sprog ude fra hinanden. Det var allesammen Folk, der havde gaaet og drevet paa Kaserner eller Kaserneskibe lige siden Krigens Begyndelse, unge, friske Folk, som man ikke havde haft Plads til om Bord paa de udrustede Skibe og alle som én ved at forgaa af Lediggang og Kedsomhed til nu: — Dem, der er i det, sagde en af dem, de véd, hvad der venter dem, og hvad de har at rette sig efter — men at gaa i Maanedsvis og glo, det er til at blive Idiot af, naar man véd, at der ligger saa meget Arbejde derhjemme, som ikke bliver gjort.
Talesproget paa Stue 88 var Dansk, og vi kaldte os „Sprogforeningen af 88“, men vi havde ogsaa alvorligere Stunder, hvor vi — ikke uden stort Opbud af Fantasi — søgte at finde ud af, hvad Formaalet kunde være med at opmagasinere saa megen Danskhed paa én bestemt Stue paa Kiels Kaserne.
Der var nogle, der mente, at vi skulde til Danmark, og de fleste syntes, at det var en udmærket Idé under de forhaandenværende Omstændigheder, men Tanken blev alligevel, saa tiltalende den end lød, forkastet af de fleste. Hvad i Alverden skulde vi dog lave i Danmark! Men hvad i Himlens Navn var saa Meningen?
Postkort med motiv fra 1. Verdenskrig. Aus dem Seegefecht in der Nordsee am 24. Januar 1915. Englischer Schlachtkreuzer im Salvenfeuer deutscher Kreuzer. Efter forlæg af professor Willy Stöwer, 1915. Udgivet til fordel for tidligere kolonikrigere fra hæren, marinen, politiet og deres efterladte.
I januar 1915 erfarede den tyske marine, at britiske styrker rekognoscerede i området ved Dogger Banke. En tysk eskadre af slagkrydsere under admiral Hipper stod den 23. januar 1915 ud for at nedkæmpe denne tilsyneladende underlegne britiske flådeeskadre. Den tyske eskadre bestod af slagkrydserne SMS Seydlitz, SMS Moltke, SMS Derfflinger og SMS Blücher, foruden de lette krydsere SMS Graudenz, SMS Rostock, SMS Stralsund og SMS Kolberg samt 19 torpedobåde.
Men briterne opsnappede tyske radiosignaler og sendte en stærk eskadre til området for at imødegå det tyske fremstød. Kl. 8.14 om morgenen den 24. januar 1915 fik Kolberg øje på den lette krydser HMS Aurora samt et antal destroyere. Kolberg og Aurora udvekslede skud og fik begge træffere ind på hinanden. Slaget var i gang.
Hippers slagkrydsere kom nu i spil, men i samme øjeblik fik Stralsund øje på røgen fra den britiske hovedeskadre: Et uidentificeret antal store, britiske krigsskibe havde kurs direkte mod Hipper. Var den tyske eskadre gået i en fælde?
Hippers lod straks den tyske eskadre tage flugten, men blev hæmmet af, at SMS Blücher maksimalt kunne løbe 23 knob (43 km/t). De forfølgende britiske slagkrydsere med en tophastighed var 27 knob (50 km/t) indhentede snart de tyske skibe. Kl. 9.52 åbnede HMS Lion ild på Blücher fra ca. 18 kilometers afstand. Kort påbegyndte også HMS Princess Royal og HMS Tiger ildgivningen.
Kl. 10.09 blev Blücher ramt første gang. To minutter senere begyndte de tyske skibe at besvare ilden, idet de koncentrerede sig om Lion. Afstanden var da ca. 16 kilometer. Kl. 10.28 blev Lion ramt i vandlinjen, mens Blücher fik ram på Lions forreste kanontårn.
Kl. 10.35 var hele den tyske linje inden for rækkevidde af de britiske skibes kanoner (16 kilometer) og det egentlige søslag tog sin begyndelse.
“Blücher” skyder fortsat på trods af svær slagside
Da klokken var 11.00 var Blücher svært beskadiget af adskillige direkte træffere, men også Lion, som Seydlitz, Derfflinger og Moltke havde koncentreret ilden på, var hårdt mærket. Kl. 11.48 nåede HMS Indomitable frem og begyndte at beskyde Blücher, der brændte og var begyndt at hælde til bagbord.
Blücher var nu dødsdømt, og den britiske admiral Beatty gav signal til de øvrige slagkrydsere om at optage forfølgelsen af de resterende tyske skibe. På grund af en misforståelse stoppede de britiske skibe derimod op og koncentrerede ilden om den heroisk kæmpende Blücher, hvis kanoner stadig gav ild på trods af en nu svær slagside.Den tyske Admiral Jacobsen, der var chef for skibsartilleriskolen i Sønderborg, har senere med stolthed noteret sig, at det var hans elever, der blev på deres poster.
Den britiske signalfejl gav den tyske eskadre mulighed for at forøge afstanden til briterne. Det var tilstrækkeligt til at undslippe, men også de øvrige tyske skibe havde fået store skader.
Blücher blev ramt af knap 100 svære granater og ni torpedoer, før hun endelig kl. 13.13 begyndte at kæntre. Mange hundrede tyske sømænd klamrede sig til skroget, der nu vendte bunden i vejret.
Den kæntrede Blücher med søfolk, der klamrer sig til skroget
Britiske destroyere nærmede sig skibet for at tage overlevende om bord, men blev angrebet af Zeppelineren L5, der smed bomber efter destroyerne, der herefter trak sig tilbage.
Der er nogen usikkerhed om, hvor mange sømænd, der gik ned med Blücher. Briterne reddede ifølge egne angivelser 234 mand fra skibet, heriblandt sønderjyden Karl Nielsen fra Egernsund. Ifølge tyske oplysninger gik 792 mand ned med Blücher. Af var 5 eller 6 sønderjyder, mens yderligere tre sønderjyder blev dræbt om bord på Seydlitz.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids.
Mad var og blev det store Samtaleemne blandt os Menige. Stewarterne blev bestormet med Bønner om Mad og havde aldrig haft saa mange gode Venner som i disse Dage, men det var jo kun Smaating, hvad de kunde bringe ud af Officers- og Aspirantmesserne og fodre os af med. Min gode Ven, Saarlænderen Heinrich Reichers, skaanede mig dog mangen Gang for at gaa til Køjs med en tom Mave, men ogsaa han kunde jo svigte, og saa var jeg henvist til egen Foretagsomhed og eget Snille.
Jeg havde forlængst opdaget et Luftspjæld, der stod i forbindelse med Officerskabyssen, og en Dag, da Reichers var udgaaet for alt spiseligt, besluttede jeg at drage Nytte af denne Særegenhed ved Skibets Konstruktion, Igennem Luftspjældet kunde jeg lige naa Stegepanden, hvor en Portion dejlige Bøffer slod og brasede. Kokken var ude paa Dækket, hvor han underholdt nogle Matroser med Jonglørkunster med et Par Knive. Han var saa optaget af sine Tossestreger, at jeg roligt kunde gaa over til Angreb.
Jeg brændte mig skammeligt og maatte lade Bøffen falde, men opgav ingenlunde mit Foretagende for saa lille en Modgangs Skyld. Nu vidste jeg, hvad jeg havde i Vente i Retning af Varme, og næste Gang fik jeg Bøffen. Lige efter at jeg havde sikret mig den, kom Kokken ind og puslede lidt med Panden, men gik saa ud paa Dækket igen. Her var Matroserne gaaet over til al underholde hinanden med Historien om Kokkens Papegøje. Det var ganske vist en gammel Historie, men den blev draget frem, hver gang en og anden vilde have Løjer med Kokken.
Nu havde han faaet en ny Papegøje i Stedet for den, som Matroserne i sin Tid havde dekoreret med graa Patentfarve, saa den ikke var til at kende igen og maatte slaas ihjel; men Kokken var altid rede til al drøfte denne Begivenhed og var det ogsaa denne Gang.
Mens denne Samtale, der udviklede sig i ret livlige Former, stod paa, rustede jeg mig til et nyt Angreb paa Bøfferne. Et eller andet Sted fra begyndte min Samvittighed ganske vist at røre paa sig, men jeg satte den paa Plads uden større Besværlighed. Krig er Krig, og nu, da jeg havde taget én Bøf, kunde jeg lige saa godt tage to. Derfor tog jeg tre, da jeg nu var kommet i Gang. Kokken blev, efter hvad jeg senere hørte, splittertosset, da han opdagede de bare Pletter paa sin Stegepande, men da sad jeg forlængst i Sikkerhed og delte Rovet med Bartsch.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids. Men den 26. december blev skibets skjulested opdaget.
Allerede den næste Dag lettede vi Anker og forlod denne Bugt, hvor vi havde fejret vor ensomme Jul. Vi sejlede uhyre langsomt gennem smalle Kanaler, kantet af forrevne Bjerge, forbi et Mylder af Smaaøer og Skær. Vi sejlede i Bugter og Sving under ustandselig Kimen af Maskintelegrafen tæt op ad stejle Klippevægge, der undertiden var saa nær hinanden, at man ikke skulde tro, det var muligt at komme igennem, og til andre Tider veg til Side for vældige Bassiner fyldt med Smaaøer og Klippespidser og sandsynligvis ogsaa med undersøiske Skær. Det var en nervepirrende Sejlads, skønt vi kun krøb fremad, og den sluttede, da Mørket faldt paa og al Navigation var umulig i disse uhyre vanskelige Farvande. Den næste Dag gik vi videre med Dampbarkassen foran, og op paa Dagen gik vort Anker til Bunds i et nyt Skjulested i Ildlandets Skærgaard.
Vi var gennem en meget lang og snæver, bugtet Kanal naaet til et Sted, hvor Klipperne var veget til Side for at give Plads for et rummeligt Bassin, hvor en hel Flaade kunde have ligget for Anker. Kanalen fortsattes i vor Sejlretning, men baade Indløb og Udløb var næsten usynlige. Det saa ud, som Dresden var blevet tryllet ind i en smuk Bjergsø, lukket paa alle Sider af skovklædte Klipper. Vi ledte efter den paa Kortet, men skønt Underofficererne hjalp os, kunde vi ikke finde den nogetsteds.
Vi maatte ligge i en Kanal paa St. Inez Øen, men der fandtes hverken nogen Kanal eller „Sø” afsat selv paa de gode Søkort. Vi spekulerede meget over, hvordan Navigations-officeren havde fundet dette Skjulested til os — for efter Kortet skulde vi altsaa ligge paa tørt Land — men Forklaringen fik vi først senere, da vi kom i Land. Dér fandt vi en Pæl hugget ned i Vandkanten og mærket med Navnet Bremen. Vi vidste, at den lille tyske Krydser, som vi havde afløst paa den mexikanske Kyst, havde været i Ildlandet paa Opmaalingstogt, før den blev sendt til Mexiko. Formodentlig havde den fundet og til Dels opmaalt Kanalen paa St. Inez Øen, og den var blevet optegnet paa de nye tyske Søkort og kun paa dem.
I det mindste laa vi paa en enkelt Undtagelse nær, som maaske har været en Tilfældighed, ganske uforstyrret af Englænderne og deres Agenter, i denne hemmelige Sø over seks Uger og fik Besøg af to tyske Skibe, der ogsaa maa have kendt Stedet. Det var en god og fredelig Tid, fri for Slæbet ved Maskinerne og de lange Vagter.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.
En fremmed Motorsejlbaad dukkede om anden juledags Aften og forsvandt hurtigt ud af Bugten igen, uden at vi havde nogen Chance for at indhente den med Baadene.
Vi stod tavse ved Rælingen og saa efter den. Ikke én var i Tvivl om, hvad det betød, at denne fremmede Baad havde haft Næsen indenfor i vor Bugt og set Dresden, det mest omtalte Skib paa disse Kyster, ligge dér fredeligt for Anker.
— Nu er vi opdaget, sagde Sydfeld, der stod ved Siden af mig, dér sejler en Mand paa Vej til 400 Pund Sterling.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.
Juleaftensdag forløb om Formiddagen akkurat som alle de andre Dage, udover at der var Folk i Land for at hente grønne Grene til at pynte op i Mandskabsrummene og i Messerne med. Julen er jo den sydlige Halvkugles Sommer, og det var svært at finde noget, der forbandt denne Jul med vor sædvanlige Forestilling om en Juleaften. Vejret var mildt, næsten varmt, og de grønne Løvtræer i Land ledte snarere Tanken hen paa en Midsommerfest. Julestemningen vilde ikke indfinde sig hverken hos mig eller de fleste af mine Kammerater. Hist og her hørte man én nynne en Strofe af en Julesalme, men det lød saa bagvendt, næsten parodisk. Vi var kommet ind i en anden Verden end den, vi var vant til. Al Forbindelse med den rigtige Jul var afbrudt, syntes jeg.
Om Eftermiddagen blev vi kommanderet paa Dæk og traadte an foran en lille Talerstol, der var rejst paa Skansen og var smykket med Krigsflaget. Jeg var ikke rigtig klar over, hvad der skulde foregaa, før jeg saa Kaptajnløjtnant Wieblitz gaa op paa Talerstolen med en Bog i Haanden. Han tog sin Kasket af; og Officererne, der stod omkring Talerstolen, gjorde det samme. Den lange Række af menige Mænd tog Huerne i Haanden uden Kommando. Kaptajnløjtnanten aabnede Bogen og begyndte at læse. Han havde en smuk, rolig og klangfuld Stemme, uden Spor af den haarde Kommandotone, som mange af Officererne ikke kunde frigøre sig for. Ordene naaede ud ud til hver Mand i den store Forsamling, og der blev saa usigeligt stille overalt.
“Men det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at Alverden skulde skrives i Mandtal …”
Jeg bøjede mit Hoved under Juleevangeliets jævne Majestæt, ens i Sønderjyllands Kirker og paa Dækket af en fredløs Krydser skjult i Udlandets Bugter. Store Taarer løb ned ad mine Kinder, og Tankerne stræbte, forvirrede af Afstand og Haabløshed, mod dem derhjemme. Jeg saa ingen af de andre, hørte kun de kendte Ord, der i Dag havde faaet en Højhed og en Skønhed, som jeg aldrig før havde forstaaet.
Kaptajnløjtnanten sluttede Oplæsningen af Evangeliet, og Musikkorpset begyndte at spille en af Julesalmerne. Officererne sang med, og snart sang hele Skibets Besætning, saa godt den kunde, med paa de gammelkendte Ord, der tryllede en uafbrudt Række af fjerne Minder frem i mit Sind.
Efter Salmen holdt Kaptajnløjtnanten en kort Juleprædiken. Han var en ypperlig Taler, og jeg mindes aldrig at have hørt saa smuk en Juleprædiken. Han sluttede med at bede en Bøn, hvis sidste Ord endnu slaar tydeligt for min Erindring:
Skulde det ikke være os forundt at se vort Hjem og Fædreland mere, saa lad os gaa for Anker i Havnen, hvor der er evig Ro og Fred. Amen!
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib overlevede slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården i Ildlandet ved Sydamerikas sydspids.
Der blev slukket under de fleste Kedler, og der blev sendt Arbejdshold i Land for at fælde Træ til Afløsning af vor sparsomme Kul- og Briketbeholdning, og nu kom nogle stille og rolige Dage uden særlige Begivenheder, der i Erindringen gør den ene mærkbar frem for den anden.
Vejret var som Regel klart Solskin, og Luften var frisk og sund, men ikke varm, undtagen naar Solen skinnede. De høje, skovklædte Bjerge paa alle Sider gav os en Følelse af Tryghed og Bo, som vi aldrig havde kendt paa det aabne Hav, og jeg lagde Mærke til, at mine Kammerater kom til at se sundere og friskere ud, ligesom jeg selv følte mig bedre tilpas, end jeg nogen Sinde havde gjort det om Bord paa Dresden. Det var navnlig det, at jeg fik Søvn nok, der kvikkede mig op, for med alle andre Styrkemidler begyndte det at knibe.
Provianten var knap, og den krydrede, friske Luft gav en god Appetit, hvortil kom den Omstændighed, at vi ikke havde ret meget at bestille og derfor havde bedre Tid til at tænke paa saadanne Overflødigheder som Mad og Drikke. De samme Folk, der ved Falkland havde slidt som Bæster i 48 Timer uden at faa en Krumme Mad, var nu, da de ingenting havde at bestille, skrupsultne en halv Time efter Skafningen og snakkede Resten af Dagen kun om Mad. Det var ogsaa smaat, det vi fik: Om Morgenen Te med Beskøjter, der var saa haarde, at vi maatte lægge dem i Blød om Aftenen for at kunne tygge dem, om Middagen tynd Suppe lavet paa Kødterninger, og om Aftenen tynd Havresuppe. Meget sjældent fik vi et Stykke Brød og endnu sjældnere Kød. Intet Under, at der blev tigget hos Stewarterne og stjaalet i Kabyssen, naar Lejlighed gaves, navnlig efter at der var gaaet Orm i vore Beskøjter, saa de næsten ikke var til at faa ned, uden at man fik Kvalme.
Værre skulde det imidlertid blive senere, men allerede i Hewett Bugten blev der snakket mere om Mad end paa hele den forløbne Del af vort Togt, og ogsaa andre Mangler stødte til. Værst var det med Tobakken.
Vi havde som alle tyske Skibe et Udsalg om Bord for forskellige smaa Luksusvarer og Nødvendighedsartikler, Ekstraproviant og Tobak, men efterhaanden løb det læns, og den ene Vare forsvandt efter den anden. Tobakken blev rationeret, og til sidst forsvandt den helt for os Menige, der ikke havde forsynet os i Tide, hvorimod Officerer og Underofficerer stadig kunde tillade sig at ryge, formodentlig fordi de havde sikret sig i Tide — de fleste af dem var jo vant til Langfarter og vidste, hvor nødvendigt det var at være om sig. Vi andre, der ikke havde været rigtig klar over denne Side af Søens haarde Vilkaar, maatte opbyde megen Opfindsomhed for at faa en Mundfuld Røg. Nogle gjorde Tjeneste for Officerer og Underofficerer blot for et Par Cigaretter, og andre samlede Cigaretstumper op ligesom Sjoverne i Storbyerne. Det er det utroligste, man kan faa en Mand til, naar han mangler Tobak.
