Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.
Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.
Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.
Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.
Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.
Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.
Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.
I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.
Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.
Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
