Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.
Om morgenen den 31. august fik jeg ordre til med min gruppe at trække til venstre over mod et vejkryds, hvor hovedvejen førte ind til Lassigny. Vi arbejdede os over til vejen, kravlede videre i vejgrøften hen i en position, hvorfra vi havde skudfelt over vejkrydset og afventede her begivenhedernes gang. Vi dukkede os godt og drømte ikke om at røbe vor plads ved at give ild, så længe vi kunne undgå det.
Hele området omkring os 1å under hæftig beskydning, der indbragte os både døde og sårede, og snart så vi amerikanerne rykke frem, overrende vor stilling og tage det meste af vort kompagni til fange.
Mærkeligt nok overså de os i vejgrøften, og vi lå og så, hvorledes de drog af sted med vore kammerater til højre for os. – Det blev dog kun en stakket frist, thi kort efter kom der en 6-7 mand og afsøgte grøfterne, og så måtte vi op med hænderne i vejret.
På dette tidspunkt var der kun en mand, Lauen, og så mig tilbage, thi August Erbe var blevet såret i armen og sluppet tilbage; de andres skæbne kender jeg ikke noget til. Men vi blev afvæbnede, provianten blev også frataget os, ja, en var endda så nærgående, at han ville prøve på at hale mit ur op af den lille urlomme, men jeg klemte underarmen så hårdt ind på lommen, at han ikke kunne få det op, og sådan reddede jeg uret.
Vi måtte følge med ind til Lassigny; det viste sig, at sergenten kunne tale hæderligt tysk, og han spurgte om forskellige ting, bl. a. om, hvor jeg var fra, og jeg fortalte ham da, at jeg var helt oppe fra den danske grænse. Han fortalte mig til gengæld, at han var født i Hamborg, og at hans forældre var udvandret, da han var 12 år gammel; nu gik vi altså begge to her og var modstandere. –
Da vi var nået et stykke ind i byen, begyndte tyskerne pludselig at skyde, og i samme nu forsvandt vore vogtere, så at Lauen og jeg stod alene.
Vi var nu heller ikke længe om at ty til harens forsvarsvåben, og det i et tempo, så Lauen næppe kunne følge med. Han råbte noget om at sætte farten ned, men jeg styrtede ned i en kælder, dog han fulgte mig ikke, og jeg har ikke set ham siden.
Men her i kælderen lå jeg, indtil det begyndte at blive mørkt, og skydningen tog af. Jeg overvejede min situation og kom til det resultat, at det tegnede til en ny tilfangetagelse.
Jeg stak hovedet frem og kiggede ud i en have, og da alt syntes roligt, kravlede jeg ud. Men pludselig gik en maskingeværsalve hen over hovedet på mig, men jeg havde dog ikke indtryk af, at man sigtede på mig, det syntes at være en tilfældighed, men jeg dukkede mig, til alt var roligt, og kravlede så hen til ind-hegningen igen, sprang så over på den anden side og fik atter en salve over mig, som jeg heller ikke syntes var rettet mod mig.
Atter blev alt roligt, og jeg arbejdede mig hen til den næste forhindring, men den var ikke så ligetil at forcere. Den var et ståltrådsnet, og op igennem det groede en tjørnehæk, som jeg måtte over, og godt forstukket blev jeg på alle leder og kanter, men over kom jeg da. Nu var det imidlertid blevet ret mørkt, men stadig roligt, og jeg lå og overvejede, hvad jeg videre skulle foretage mig.
Jeg fattede da den beslutning at søge tilbage til de tyske linjer, da jeg jo ikke anede, hvad en fornyet tilfangetagelse ville bringe mig af godt eller ondt. Jeg sprang derfor op og stak af over imod den vej, hvor vi var kommet fra. Den fandt jeg også og tog retning ind mod byen.
Fuldstændig skjult af mørket tog jeg det nu ganske roligt, for hvis jeg holdt mig til vejen, måtte jeg da på et eller andet tidspunkt krydse de tyske linjer, hvis der da var nogen endnu. Mørkt var det og næsten uhyggelig roligt, men pludselig lød det ud af mørket: »Halt, wer da?« og frem trådte fra et træ på hver side to mand, som pegede på mig med deres bøsser.
Jeg skyndte mig at råbe til dem: »Nicht schiessen, Kameraden«. Jeg kendte ikke nogen parole, aber »Ihr dürft nicht schiessen!«
Det viste sig, at de var fra Regiment 144, og jeg bad dem vise mig vej tilbage til deres nærmeste kommandopost, og de viste mig så, hvor deres løjtnant boede.
Jeg gik ind til ham og afgav rapport, men han mistroede mig ligeledes, gav mig dog efter nogen parlamentering lov til at blive der natten over for så senere at overveje, hvad han ville foretage sig med mig. Jeg fik anvist en soveplads ved hans tjener, der havde spændt sit teltplan over et par grene i et buskads, så at vi i hvert fald havde tag over hovedet.
Jeg var imidlertid nu godt sulten efter i halvandet døgn hverken at have fået vådt eller tørt, og jeg bad tjeneren om at skaffe mig lidt at spise, men han havde lidt nok til sig selv. Han gik så til løjtnanten og kom tilbage med en stump brød, hvormed jeg kunne stille min værste sult, dertil en slurk kaffe, og det hjalp noget.
