Senest ændret den 2. februar 2016 12:02

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.

Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.

Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.

Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.

Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.

Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.

Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.

Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.

Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.

Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.

Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.

Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig