Tag-arkiv: blindgængere

Ikke kategoriseret

8. april 1918 – Ernst Christiansen: “… slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt …. en Blindgænger

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

8. April
Begivenheden blev udsat et Døgn. I Aftes vækkede 10½, stjerneklart. Mens vi stillede ved Kirken, lød pludselig en Susen, et Knald, og en rød Lue saas lige over os. En Shrapnel! Ingen saarede. Utrolig Færdsel paa alle Veje. Tit knap muligt at komme forbi. Englænderne skyder med svært Skyts paa flere Punkter i Nærheden af vor Vej; vi slipper dog igennem. Flere Gange hviner en Granat over os. Paa Feltbanen har Træffere to Steder revet Skinnerne bort, siden vi gik der i Gaar.

Vi arbejder 600 Meter fra den forreste Grav. Folk i anden Grav, der gaar langs Vejen, opfordrer os til ikke at gøre for megen Støj. Lysskuddenes sekskantede Stjerner lyser som den klare Dag. En Hests Vrinsken lyder i Mørket. Den er traadt fejl paa en Bro og falden i en Grøft, og Pionerløjtnanten skyder den. Dens klagende Vrinsken lyder endnu i mit Øre.

Mens vi i Halvmørke staar og rydder Vejen, slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt, indtil jeg opdager, at det er en stor Granat, en Blindgænger. Med korte Mellemrum farer som usynlige Aander, men meget hørlige, svære engelske Granater over os, to og tre ad Gangen, og sprænges med svære Brag, som faar Jorden til at skælve, i Nærheden af en Batteristilling.

Det er rimkoldt og mere og mere taaget ved Jorden, vort Held. Da det bliver lyst, jubler en Lærke mellem Bragene. Sluppen vel hjem den lange Vej. Alt er tilsyneladende rede. Fra i Aften siges vi at ligge i Alarm. Lange Rækker af Minekastere er stillede op, Masser af Artilleri ført langt frem, svært Skyts ganske kort bag Fronten, med næsten ingen Dækning, Bjerge af Munition helt aabenlyst alle Vegne ved Baner og Veje og spredt paa Markerne.

Nogle Mand af Stormtropperne har tilbragt Natten her. En Sergent fortæller, at der skydes med Giftgas paa bestemte Afsnit. Ind imellem holdes smalle Strimler eller Porte fri, og kun paa disse Steder gaar de tyske Stormtropper frem for ikke selv at komme til at indaande Gassen.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 203-4)

Ikke kategoriseret

21. februar 1918 – Ernst Christiansen: “Nidviser mod Tyskerne”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sainghin, 21. Februar 1918 .

Saa snart Solen skinner, er det Flyvervejr. Den ene Kamp efter den anden og Himlen spættet af Shrapnelskyer. En Blindgænger fra en Afværgekanon kom hylende ned og gik en Snes Meter fra mig i den bløde Jord. En Stok naaede over en Meter ned i Hullet uden at støde paa noget.

Vort Arbejde er saare skønt. Vi hugger Busk med Krumkniv, Buske til »Blænder«, Forklædninger af Veje og Batterier mod Flyver-Iagttagelse, og i en Farbriksgaard i Sainghin føjes Grenene sammen ved Hjælp af Jerntraad og rulles til sidst sammen i en stor Rulle. Franske Fabrikspiger hjælper ved det. Ikke sjælden synger de — jeg tror, det er Nidviser mod Tyskerne.

Lønningsappel i en Havegang. Syrenbuskene staar med bristefærdige Knopper. Til Tider, især naar jeg har været falden i Tanker eller set paa Naturen, forekommer det militære Apparat mig saa uendelig latterligt, saa jeg har vanskeligt ved at gøre gode Miner til slet Spil.

Nu skal jeg til at sy en Lomme og skifte og rense Fodtøj osv., og jeg gider sandt for Dyden ikke. Tænk dig, naar man er træt af Marche og Arbejde og har spist Middagismad, saa at gymnasticere op paa en første Sals Seng uden Stige. Efter Krigen kan jeg vist tjene Føden som Akrobat.

Vil du med en lille lur ud i det spæde franske Foraar? Brændenælder er der allerede Masser af; men ingen spiser dem i Aar. Vel er Middagsmaden ussel — Roer uden Kartofler, Surkaal osv. i tynd Suppe , men den fulde Brødration bøder paa meget.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 178-9)

 

Krigens forløb

13. januar 1918. Dræbt, da blindgænger detonerede

Skriv en kommentar

Jens Rudebeck fra Ravsted gjorde krigstjeneste ved Garde Fussartilleri Ers. Batl. 60,3. Batr. Ammunitionskolonne, som Fahnenschmied.

Der blev flyttet meget rundt med os, og nu lå jeg på en gård i Flandern i nærheden af en større  by,  som  jeg  dog  ikke  husker  navnet  på.  Vort  første  tab  var  en  af  mine  smede,  en dygtig og  flink fyr. Der var en flyveplads i nærheden, og den var  udsat  for talrige  angreb.

En  søndag  middag og  det  var  et  meget  fint  vejr skulle  en  kammerat  af  mig  ind  i  byen efter post. I god tid opdagede han, at der var et flyverangreb på trapperne, hvorfor han kastede sin cykel fra sig og søgte dækning i grøften. En løjtnant og en vagtmester kom ridende,  men  var  ikke  så  forsigtige.  De  ramtes  af  bomberne  og  dræbtes  begge  to  tillige  med deres heste.
 
Min unge  mand blev en bombe-blindgænger var, hvilket han meldte til offceren for sprængkommandoet, men fik kun det ud af det, at vi måtte stille vagt ved den.
 
Og den  næste  søndag,  da  han  atter  skulle  hente  post,  lå  den  uafmonteret  endnu,  men  sprængningsmandskabet  kom dog og var snart i  gang  med det  farlige  arbejde.
Nysgerrig  var  min mand, og han ville  nu  vente  og se  sagen an, afspærret  var der ikke. Bomben eksploderede  for  tidligt,  han  fik  et  sprængstykke  i  brystet  og  var  død  på  stedet.  En  løjtnant  fik  en  arm  revet af, og nogle  af de andre blev såret tillige med en ung pige, der fik klæderne revet  af kroppen.
 
Vores saniteter, der havde sit tilhold ved min vogn, og så jeg stod og betragtede flyverangrebet og oplevede, at en bombe  gik ned i haven lige  udenfor vor gård, og et sprængstykke skar et stykke ud af hans drejlsjakke, men uden at gøre større skade.
Ikke kategoriseret

6. januar 1918 – Jens Thomsen: “… at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.”

Skriv en kommentar

Et afslaaet Angreb.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Den 6. Januar 1918.
Natten er mørk, meget mørk, Maanen kommer først frem Klokken 12 og Klokken er først syv om Aftenen. Jeg er lige kommen ud i Granathullet og har afløst min Kammerat med hans Betjening. Jeg er nemlig ved et Maskingevær-Kompagni og er Geværfører; foruden en saadan gaar der tre eller fire Mand med ud i Linjen som Skytter. Den Geværfører, som jeg havde afløst, var nu gaaet ind i Houthoulst-Skoven i Reserve.

Den første Mand af min Betjening stod paa Vagt. Da pludselig begyndte Fjenden at lægge Trommeild paa mit Afsnit. Selv stod jeg ved min Vagtmand, da han var temmelig ny i Fronten, og spejdede ud i Mørket. Intet at se, blot Lynene af Granaterne og Shrapnellernes Eksplosioner blænder Øjet; efter et Kvarters Tid er det atter stille. Den første og den anden Time gaar rolig, Klokken 8,48 aabner Fjenden atter sin Trommeild, og denne Gang paa en saa forfærdelig Maade, at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.

Trommeilden tog til og alt paa et kort Afsnit, saa vidt jeg kunde fastslaa. En Dobbeltpost havde jeg opstillet for straks at være rede til at skyde, naar Fjenden kom. Et Teltstykke havde vi over os, det var det hele. Sprængstykker raslede imod og igennem dette Stykke Lærred. Klumper af Jord fløj ned paa os, uden at gøre os nogen Skade. Den ene Vagtpost fik et Sprængstykke paa den ene Arm, men det havde ingen Kraft til at slaa igennem. En anden Skytte, som laa hos mig, fik et Sprængstykke imod Haanden.

— Giv Agt! raaber Skildvagten, og med det samme fløj en Granat ned i min Fordybning. Den eksploderede dog ikke, men den ene Side af Fordybningen begravede os til Dels. Kort derefter kom nok en anden og satte sig ved Siden af den første. Heller ikke den eksploderede; det var vidunderlig, saadan et Held som vi havde — hvis blot en af de to var eksploderet, saa havde vi alle været i bore. Men Held maa man have i Krigen, siger Kammeraterne og saadan var det ogsaa her.

Efter halvanden Times Forløb ophørte Ilden, og Englænderne kom i Sneskjorter frem til Angreb. Dog havde vi opdaget dette i Tide. Saa let skulde det ikke blive for ham at trænge ind i vore Linje; pludselig satte alle Maskingeværer deres Ild i fuld Gang, og efter en halv Times Forløb var Kampen endt — Angrebet var afslaaet. Nu begyndte vore Sanitetstropper at bjærge de saarede, Fjender faavel som Venner. Resten af Natten forløb roligt. Saadanne Foretagender sker hver Nat paa Fronten i Flandern.

Gefr. Jens Thomsen, Ballum.

(Fra Flensborg Avis 23. januar 1918)

Krigens forløb

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

Skriv en kommentar

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

2. august 1916. Carl Theodor Thode: Fjendtlig flyver nedskudt

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 61. I sommeren 1916 blev han sendt til vestfronten.

Den 2. aug. 1916 blev jeg for tredje gang sendt til fronten –
denne gang til vestfronten, hvor Sommeslaget var i fuld gang.

En lille episode, da vi var på vej til fronten:

Vi var lige marcheret ind i byen Bapaume, da der var en luftkamp
over os. Jeg ville se, hvad klokken var, da der blev råbt “Til side”. I farten tabte jeg mit konfirmationsur, og glasset gik itu, og den store viser gik tabt. Men jeg havde et gennemsigtigt hylster til uret, og brugte det resten af krigen med kun den ene viser.

Der var en fjendtlig flyver, som styrtede ned ad. Det så ud,
som om den ville styrte ned på os, men lige over taget af
husene fik den drejet og slap godt fra det, såvidt vi kunne se

Heldigvis nåede vi ikke at komme i første række, måske det var
anden række. Det eneste, vi mærkede til, var artilleriild,
men det var der også nok af. Hele marken var gennempløjet
af granater.

Trods alt kunne det nemt være blevet min ende.

Vi gravede skyttegrave. Jeg var færdig med at grave, og kravlede
op af skyttegraven for at planere. Da slog en granat ned
lige ved siden af mig. Det var heldigvis en blindgænger, og
flammerne slog op af jorden, men der skete ikke mere. Ellers
havde jeg nok ikke været til mere.

Da vi havde været her i kort tid, blev vi trukket tilbage, og
man sagde os, at nu skulle vi til østfronten.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

 

Krigens forløb

8. juni 1916. Panik! Jacob Bergholt snubler over en blindgænger!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:21

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat i Galizien på østfronten.

“En ordenlig forskrækkelse”

Dagene gik, den ene som den anden uden større sindsoprivende episoder. Ved hårdt arbejde havde vi fået vore stillinger udbygget, fået beboelsesrum lavet, så vi var nogenlunde beskyttet mod vind og vejr. 

Russerne forholdt sig forholdsvis rolige. Artilleriild var der ikke meget af. Det mest irriterende var russernes evindelige riffelskydning efter mørkets frembrud, som gav os en del tab, men heldigvis flest sårede. Jeg lærte hurtigt, at den kugle, man hører fløjte, rammer ikke, og at det ikke kunne hjælpe at dukke sig for den. 

En lille episode skal dog fremdrages her. Den drejer sig ikke om riffelkugler, men om såkaldte »blindgængere«. Man havde i garnisonen hørt, at de kunne være meget farlige, og at man skulle tage sig i agt for dem. 

En nat var jeg sammen med en anden fra korporalskabet ved navn Claus beordret til at bære såkaldte »spanske ryttere« frem til pigtrådsspærringer. Man kunne ikke benytte løbegraven til denne transport på grund af »rytternes« størrelse, men måtte fragte dem over åben mark. 

Hertil var to mand nødvendige. I øvrigt var det påbudt, at ved færdsel uden for løbegravene, altså over åbent terræn, skulle man altid gå to og to, så man kunne hjælpe hinanden, hvis den ene blev såret. At dette langtfra blev overholdt, er en anden sag.

Af ukendt grund valgte Claus, der var fra Hessen, altid mig til sin makker på disse natlige ture, og det var jeg sådan set ikke ked af, tværtimod. Claus havde nemlig været i felten siden krigens begyndelse, og det han ikke vidste om skyttegravskrig på østfronten, var ikke værd at vide, og jeg følte mig godt tilpas i hans selskab. 

Denne nat var det måneskin, og vi gik og talte om tilfældige ting. Pludselig snublede jeg over et eller andet og gik på næsen. Endnu i faldet blev jeg klar over, at det var en blindgænger, der havde bragt mig til fald. Som et lyn var jeg på benene igen og løb fremad som en besat. Da jeg var kommet ca. 50 meter bort, var der stadig intet sket, og jeg stoppede op for at se, hvor min makker var blevet af. 

Claus kaldte mig tilbage, og da jeg kom hen til ham, sad han nok så gemytlig oven på granaten, der viste sig at være en af de helt store. 

»Der fik du dig nok en ordentlig forskrækkelse, min dreng,« sagde Claus, »men sæt dig nu her ved siden af mig, der er plads nok til os begge.« Jeg var nærmest chokeret over hans formodede letsind og indvendte, at den kunne jo ryge i luften.

»Ja, det kan den,« svarede Claus, »men chancen herfor er som én mod tusind, og husk én ting, hvis den havde været ondskabsfuld, så var den allerede røget i luften, da du snublede over den, og så havde vi to for længst været engle. Jeg kan yderligere fortælle dig, at jeg endnu ikke har set en blindgænger eksplodere, fordi den har fået et spark, og det gjorde denne krabat jo heller ikke.

Og én ting til, skriv dig det bag øret, hvis du da ellers tænker på at komme nogenlunde helskindet ud af denne forbandede krig: Du kan ikke løbe fra din skæbne; hold nerverne under kontrol , det er det venneråd, jeg vil give dig.« 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

2. april 1915. Forsigtig! En blindgænger!

1 kommentar

Senest ændret den 16. juli 2016 13:48

Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere udgav 1941-1972 en årbog. I DSK’s røde årbøger står mange små, udaterede anekdoter fra krigens tid. Denne er fra DSK-årbogen 1944.

I Krigens første Tid blev Blindgængere, som blev fundne bag Stillingen, omgivet af et solidt Pigtraadshegn, og saa blev der sat et Advarselsskilt op.

To gæve Landstormsmænd, som nu ikke just havde opfundet Krudtet, fik en Dag Ordre til at indhegne en saadan Blindgænger. Ankommet til Stedet, opdagede de imidlertid, at de havde glemt en Hammer til at ramme Pælene i med. De var imidlertid ikke raadvilde. De blev enige om, at Blindgængeren godt kunde bruges til det Stykke Arbejde. Efter at Pælene var rammet ned og Pigtraaden draget, blev Blindgængeren meget forsigtig lagt indenfor Indhegningen, og saa blev der opsat et Skilt: »Vorsicht! Blindgänger!«.

IMG_2011_11_29_5552 Blindgænger Chr Maibøll 1916-08-01
Christian Maibøll med en stor blindgænger i 1916.

DSK-årbøger