Tag-arkiv: afløsning

Aviser

17. juni 1918 – Flensborg Avis: “Fra Hvilelejren til Stillingen”

Skriv en kommentar

(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ti dejlige Dage havde vi oplevet i Hvilelejren i Nærheden af W. Biografteaterforestillinger og Lysbilledforedrag bødes os skiftende i rigt Maal, og der blev uddelt frit Øl. Man følte sig atter engang som Menneske efter at have tilbragt omtrent 40 Dage ved Kampfronten. Men nu er det foreløbig forbi med dette Liv. I Dagsbefalingen blev det forleden bekendtgjort, at vi fra næste Dags Aften atter skulde ud i Kampstillingen for at afløse det andet Kompagni derude. Saa kun til.

Næste Dags Formiddag var vi i Gang med vor Udrustning, bragte den i Orden og pakkede og rullede alt forskriftsmæssig ind. Langsomt nærmede Aftenen sig og dermed ogsaa den Tid, da vi skulde drage ud til Afløsning. Vi, som hørte til Betjeningen ved et Maskingevær, ladede dette med tilhørende Patronkasse paa Vognen, som saa kørte bort. Saa traadte Kompagniet an, rede til Afmarchen. I Række og Geled staar vi nu, og endelig lyder Befalingen til at marchere afsted.

Enhver forlod nok med et bedrøvet Blik Hvilestillingen. Foreløbig gik det ned i en Dal; længst nede rislede en Flod gennem det lille By H. Man saa næsten ikke andet end frugtbare Landskab og ved denne laa den ituskudte Huse og Ruiner. Kun Kirken var hel. Her maatte man virkelig beundre Artllleriets Træfsikkerhed. Snart var Byen bag os, og vi befandt os paa en bred Landevej, som foreløbig førte gennem saftig-grønne Enge. Saa kom vi forbi en Ruin. vel en tidligere Villa, jernportene ind til Haven stod der endnu, mens alt andet kun var en øde Ruinhob. Hvilken fredelig Lykke har vel blomstret der i Fredstid! Og nu!

Lidt efter lidt nærmer vi os Landsbyen St. M., som næsten er helt jævnet med Jorden. Vi havde vel Marcheret et Par Timer, da der kommanderedes: Holdt! Nogle lagde sig i bet grønne, og lettede sig for det tunge Tornyster, mens andre beholdt det paa. Kun alt for hurtigt blev der atter befalet, at vi skulde træde an. Toget gik videre. Snart saa vi, mens det i Mellemtiden var blevet mørkt, de første Lyskugler stige til Vejrs. En fjendtlig Flyver kredsede over Terrænet bag os og man hørte tydelig: hans Motors uhyggelige Brummen. Pludselig faldt der et Par Bomber. Men det er jo Krig.

Vi var naaede til den lille By E. og dermed til et farligt Hjørne, da Vejen derfra til B. laa meget under fjendtlig Ild. Vi formeredes her l mindre Grupper, som saa hver for sig marcherede videre. Vor Maskingeværafdeling maatte vente til sidst, men endelig kom Turen ogsaa til os til at marchere afsted, denne Gang bag Maskingeværvognen. Men Franskmændene var rolige i Aften. Der faldt ikke et Artilleristud paa Landevejen, og vi naaede saaledes lykkelig hen, hvor Maskingeværvognen holdt. Nu maatte enhver bære de Vaaben, som Underofficeren læssede af Vognen, og man fik en god Vægt at slæbe paa.

Vi gik afsted til Skyttegraven. Det gik over eller uden om det ene Granathul efter det andet. Saa naaede vi Løbegraven og kort efter Skyttegraven, og dermed var vi i Kampstillingen. Vi havde naaet den gamle Stilling, og Maskingeværet blev atter bragt i Stilling. I Dækningerne ventede de Kammerater, som vi skulde afløse. De stod med fuld Oppakning og var snart forsvundne. Der blev straks udstillet Vagtposter. Jeg bragte mine Sager paa Plads, rullede mig ind i Tæppet og Teltlærredet og lagde mig dødtræt til at sove, da jeg først fire Timer senere skulde paa Forpost. Snart sov jeg sødeligt.

 Hans Matthiesen.

Krigens forløb, Sønderjyder

5. juni 1918. Flyverangreb på vej væk fra fronten

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Hurtigt pakkede vi vore Sager sammen og gik hen til vort Batteri, hvor vi blev til om Eftermiddagen. Kl. 4 kom Postvognen til Batteriet, og med den skulde vi køre til Lejren.

Da vi var kommen op i Vognen, gav Kusken sig til at tærske paa Hestene, saa det gik i Galop hen ad den ujævne Vej, og vi fik ondt i Maven af al den Rysten i den stive Vogn. Vi raabte til Kusken, at han skulde køre langsomt, men han lod, som han ikke hørte det; først da et Par Mand sprang op, tog ham i Kraven og truede med at smide ham ned af Vognen hjalp det paa Fyren, og nu kunde han køre langsomt.

Efter 10 Minutters Kørsel naaede vi ud paa en bred Landevej, som var overfyldt med Køretøjer. Højt oppe i Luften saa vi 5 Flyvere, som kom lige imod os. Vi mente det var tyske Flyvere, men pludselig hørte vi en Hvislen gennem Luften, og den kom nærmere og nærmere, vi kendte denne Lyd og vidste det var Bomber, der kom. Vi raabte nu til Kusken, at han skulde køre, hvad han kunde, det behøvede vi ikke at sige to Gange, nu gik det, alt hvad Hestene kunde løbe.

Nu lød der et vældigt Brag, og omtrent 100 Meter bag os saa vi, at Heste, Vogne og Mennesker spredtes til alle Sider. Det var ca. 10 Bomber, som var bleven kastet ned, og hvis vi var kommen et Minut senere, saa havde vi maattet bide i Græsset.

Kl. 8 naaede vi i god Behold Lejren, hvor vi saa først gik til Køkkenet for at faa noget at spise.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

30. maj 1918 – Johannes Ankersen: “Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru …”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj blev afløst ved fronten og kom i etapen i Belgien.

De sidste dage i maj blev vi endelig afløst, og som man kan tænke sig af en allerede udslidt division. De arme stakler kom fra den ene ubehagelige situation til den næste. Mit kompagni havde haft et besynderligt held, ikke en mand tabt. Men da vi var blevet afløst, og folk fra mit kompagni den næste dag viste de nye tropper madhenternes rute, kunne de ved tilbagekomsten berette, at de nye minekasterfolk allerede havde lidt meget under beskydning. Minekasterne sønderskudt og mandskabet spredt. En hårdtsåret som de havde fundet helt ensom, bragte mine folk til forbindingspladsen.

Gud ske takke lov, at vi var borte derfra. Ved herligt vejr rykkede vi af og marcherede til Pérenchies, en lille station mellem Lille og Armentierès, hvor vi skulle med toget. I Perenchies stod regimentsmusikken allerede og spillede. Toget var der endnu ikke. Jeg lagde mig i først omgang i græsset, lyttede til musikkens klange og kikkede op den klare, blå himmel. Kanontordenen hørtes kun svagt. Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru, ude af uvisheden, snavs og alle andre plager, hvis også kun måske for et par dage. – Vores tog kom, og vi kørte bort, kørte indtil vi i morgengryet måtte stige ud i Avelghem.

I den dybeste fred, lå vi langt inde i etapen i Belgien i en stor landsby fuldstændig uberørt af krigen, et godt kvarter, intet skud at høre. Åh, hvor var det dejligt igen at kunne strække sig i en ren seng, selv altid være ren, og ind i mellem at se andre mennesker end kun soldater. Vi blev ikke længe i Avelghem, der var ingen øvelsesplads i passende nærhed. Derfor rykkede vi efter nogle dage til egnen ved Renaix, eller Ronse, som flamlændingene siger.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Krigens forløb, Sønderjyder

1. maj 1918: Asmus Andresen – En længe ventet ordre om afløsning

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I maj 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Middagen blev vi vækket igen af Posten, som da kom med et nyt Telegram; med dette Telegram havde han løbet omkring hele Natten, fordi han var gaaet vild i Mørket, han forsikrede os, at det var sidste Gang, han løb med Telegram om Natten.

Om Eftermiddagen Kl. 2 kom der Vælling til os fra Batteriet, men der var kun en halv Liter til hver; det var saa lidt, at vi, da vi havde fortæret den, var mere sultne, end da vi begyndte.

Kl. 4 fik vi Ordre til at pakke sammen, fordi vi skulde afløses. Denne Ordre havde vi længe ventet efter, og da vi ikke havde meget at pakke sammen, var vi hurtig færdige til Afmarsch. Vi gik saa til den næste Post; videre kunde vi ikke komme, fordi vi skulde igennem en Lavning, der den Dag blev saa hæftig beskudt med Granater, at det var umuligt at komme igennem, hvorfor vi maatte vente til næste Dags Morgen Kl. 3.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

22. april 1918 – Thomas Thomsen: “… stiv i alle Lemmer”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 22/4 1918
Kære Moder!
Kun et par Ord. jeg har det godt. Vi blev afløst sidste Nat og er kommen lidt tilbage, om ikke ret meget, saa dog saa langt at vi ligger i Huse, og det er da noget andet end [at] ligge under aaben Himmel i et Granathul, eller noget lignende og det har vi gjort de sidste 8 Dage. Det var en kold fornøjelse. saa stiv i alle Lemmer saa man næsten ikke kunde gaa ellers alt vel.
Mange kærlige Hilsener
din Søn Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

Krigens forløb, Sønderjyder

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Krigens forløb, Sønderjyder

18. januar 1917. Claus Eskildsen: “Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende…”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Den 18. Januar afløste vor Division den 11. bajerske Division i Stillingen ved La Bassée, omtrent 20 Kilometer Sydvest for Lille, ved den af franske Popler indrammede La Bassée-Kanal, som forbinder Lille med Béthune. Vort første Frontafsnit i Vest kom altsaa til at ligge paa Grænsen mellem det fransksflanderske Sletteland og Artois’ store Kulfelter. 

Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende i den nye Stilling. Englænderne øste, og Tyskerne maatte øse med dobbelt Flid. I Følge Naturens Lov skulde alt Vandet have Afløb mod Vest, men Englænderne havde dæmmet op for baade Kanal og Aaer. Efter et vældigt Arbejde med store Pumpeanlæg havde Tyskerne nu faaet Vandet vendt, saa det flød »op ad Bakke«. Det kunde dog ikke forhindre, at baade Skyttegrave og Hulrum undertiden oversvømmedes helt, saa Frontstaklerne bogstaveligt stod i Vand til Halsen. 

Den forreste Skyttegrav gik 2-3 Kilometer Vest for La Bassée. Omtrent lige saa langt bag Byen laa Regimentsstaben i Byen le Marais-Salomé. Midt imellem laa Dødens grufulde By. 

En Søndag Morgen Kl. 7 gaar jeg ind i denne døde By. I Fredens lykkelige Tider havde 5000 Mennesker her deres Hjem. Nu hersker Dødens tavse Gru i de stille Gader mellem de sammenskudte Huse. Der staar ikke et eneste helt Hus.

En stor Del af Byen er en trøstesløs Ruindynge, en vild Hob af Sten og Kalk, hvor man ikke engang kan skelne de tidligere Huse. En anden Del af Byen virker endnu forfærdeligere. Her staar Husene med tomme Vindues– og Døraabninger, uden Tag, uden Loft, uden Bjælker, udbrændt af Krigens fortærende Luer, der ikke faar Rist eller Ro, før alt er ødelagt, hvad flittige Hænder formaar at skabe. Det virker grufuldtsgrotesk, naar man paa Husene læser »Café moderne«, »Estaminet«, eller naar man paa Torvet midt i Byen staar ved den sammenskudte Musikpavillon.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

Krigens forløb

22. juli 1916. Jakob Moos ankommer til helvedet ved Somme: “Hele horisonten var et eneste flammehav”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi hørte ustandseligt den heftige kanontorden, og vi vidste, at vi skulde frem i den. Vi ventede kun på ordren til fremrykning.

Ventetiden er det værste af det hele. Når først man er fremme, midt i det hele, går det altid lettere. Forplejningen bød på det allerbedste.

To gange om dagen fik vi en varm ret, godt med kød. Det var ellers noget, der var sparsomt tildelt. Om eftermiddagen den tredie dag blev der ved parolen oplyst, at vi skulle være beredt til at rykke frem om aftenen klokken ti. Vi så tavse på hinanden, men så fik vi travlt med at skrive hjem, og for mange blev det det sidste brev. Endnu en  gang serveredes god mad, lige så meget vi kunne få ned; der  uddeltes tobak, cigarer, ja endogså vin. Officererne var ligefrem helt venlige og kammeratlige imod os.

Regiment 86 010 Feltkøkken

Da klokken var ti, var det bælgmørkt, og kompagniet tiltrådte marchen fremad. Uden for byen, hvor vi havde frit udsyn, mødte vi et  storslået syn. Hele horisonten var et eneste flammehav. Slaget var i fuld gang, og luften var fyldt med et vanvittigt spektakel.

Efter en times march gjorde vi holdt ved landsbyen Ligny. Kaptajnen formanede os til at holde sammen, ikke at blive nervøse, for når vi nu var ude på den anden side af landsbyen, var vi i kamplinien. Han ville  især henlede vor opmærksomhed på en korsvej, som vi skulle  passere. Dette skulle ske i hurtigt løb.

Så gik det videre. Kaptajnen var i spidsen. Ti minutter senere fik vi den første granat. Den gik ned lidt til højre for os, men i vort  kompagni kom ingen til skade.

Kort efter nåede vi korsvejen. Som  ved et trylleord satte vi alle i stærkt løb. Vi rendte, som om vi var gale, og vi kom alle uskadte over det farlige sted. Foran os lå et gammelt munkekloster, Aucur de la Boye. Der hørte en stor herregård til klosteret, men både det og gården var skudt sønder og sammen. Vi søgte ly og læ bag klosterets murværk og ventede på nærmere ordre.

1916-06-13 LIR84 Otto Theodor Wagner - Karten von Bruder Willy von der Westfront 1916

Den kom ret hurtigt. Kompagniets tre delinger skiltes og gik hver for sig frem, tværs over markerne. Her nåede vi en chaussé. Vi gik i gåsegang ned ad den.

Det blev en forfærdelig vandring. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i mit liv har været med til noget lignende.  Granaterne eksploderede rundt omkring os, shrapnels over vore hoveder, geværkugler piftede og hvinede om ørerne på os. Fra alle sider lød skrig og jammer. Rækken blev tyndere og tyndere; men frem gik det.

Rundt omkring os var det mørk nat. Vi passerede en landsby og kom ned i en hulvej, som førte op til en anden landsby, der lå oppe på en bakketop. Landsbyen lå under et frygteligt artilleribombardement fra fjendens side.

Langs med hulvejen stod flere tyske batterier, der fyrede løs alt det, de kunne. I hulvejen lå også på den ene side en lang række mennesker, tæt sammenpakket. Man kunne ikke se, om de var levende eller om de var døde, og for at få vished om sagen bøjede jeg mig ned og tog fat i benene på en af dem. Men i samme øjeblik råbte lian arrigt: »Hvad vil du?« Jeg fik travlt med at komme videre.

Vi nåede hen til et sted, hvor vejen førte under en jernbanebro. Her var der lidt dækning. Kaptajnen kaldte korporalerne hen til sig for at instruere dem. Jeg fik ordre til — selv om jeg ikke var korporal — at løbe frem med mit mandskab til et træ, som stod ca. hundrede meter foran os på en mark. Det var ret utydeligt at øjne det. Derefter skulle vi svinge til venstre og fortsætte vort løb, indtil vi nåede en grøft.  Den skulle vi besætte.

Vi sprang frem fra granathul til granathul. Af og til snublede vi over en falden soldat, men da vi nåede grøften, var vi kun tre mand tilbage af vor gruppe.

Lidt efter lidt samledes resterne af kompagniet, og der ankom også enkelte, der var blevet borte i mørket. Vi lå her i anden linie, men fuldstændig uden dækning.

Vi lå oppe på en bakke, og første linie lå fem hundrede meter længere  fremme på marken. De lå hele tiden under et skrækkeligt  bombardement. Jord, træer, sten fløj hushøjt i vejret.

DSC_0158_ruiner_vestfront

Vor linie blev ikke ramt. Granaterne gik hen over vore hoveder og ind i landsbyen  bag os. Der var der ikke et menneske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

21. juli 1916. FR86: Endelig afløsning! Samlede tab ved Somme: En tredjedel af kampstyrken!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme. Den 21. juli blev det efter svære tab afløst af Infanteriregiment 31.

Sådan var for anden gang et med utrolige midler gennemført angreb mislykket på grund af 86´erne tapperhed og vedholdenhed. Dermed var kræfterne udtømt og afløsning nødvendig. Den kom natten til den 21. juli i skikkelse af infanteriregiment 31, forstyrret og vanskeliggjort af ildoverfald. Kort før solopgang forlod de sidste 86´ere den blodmættede stilling.

En del af regimentet besatte endnu en dag reservestillingerne nord og syd for Miséry, en anden blev som divisionsreserve nogle dage i denne landsby. Så marcherede bataljonerne til Croix-Moligneaux og Guizancourt for en hvileperiode. Da de igen står på højde 102, ligger foran dem igen den brede, smilende Somme-dal med bølgende kornmarkers gyldne farve, mens bag dem er grusom ødelæggelse og død. Rystet i deres inderste optager de billedet i sig og vover knap nok at hilse det nye liv velkommen.

Tabene var svære, 11 officerer og 205 mand var blevet på slagmarken. De totale tab af døde, sårede og savnede androg 31 officerer og 1.337 mand. Det var betragteligt over en tredjedel af kampstyrken, da den rykkede ind i Somme-stillingen. 175 fanger havde regimentet taget.

Parade_Reg_86_Soenderborg_Slot
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’s III bataljon havde i fredstid kaserne på Sønderborg Slot.

En befaling udgået fra armégruppe Quast sammenfattede endnu engang, hvad tropperne havde præsteret. Den lød:

”Den 20. juli vil blive en dag at mindes for alle de divisioner, der var underlagt armégruppen Quast. Det er lykkedes os at opstille en mur foran den overordentlig overlegne fjende, ved hvilken hans angrebslyst blev brudt.

Nogle steder blev der afværget over ti angreb af min armégruppes brave tropper. Den forsvarssejr kan vi være stolte over. Stående på det mest afgørende sted på vestfronten har de mig undergivne tropper, af hvis jernhårde fastholden måske krigens udfald afhænger, med heltemodig udholdenhed under den hårdeste ild kæmpet en hård kamp og dermed gjort deres fulde militære pligt og skyldighed. 

Jeg udtaler min fulde og varmfølende anerkendelse til alle tropper i 18., 17., 28., 11. division og dele af division Liebert, som tappert og tro har afværget angreb og igen indtaget de midlertidigt opgivne stillinger. Sådan som vi har handlet den 20. juli, således skal tyske næver, tysk styrke og tyske gode nerver helt til slutningen vise franskmændene, at vi til syvende og sidst vil og kan sejre.” von Quast, General af infanteriet, fører for armégruppen.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen