Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60.

Brev 6. oktober 1915, Nova-Alkesandrovsk (russisk), Nowo Alexandrowsk (tysk)

Min søde Pige!

I morges fik jeg dit brev fra den 27. september, altså otte dage undervejs. Det går bedre som pakkerne, de er ikke komne endnu. Hver dag kommer otte autoer, men kan ikke skaffe det hele, her er for meget militær.

Ja mine kære, vi oplever heller ikke noget i denne tid, forfærdelig langvejlig. Vore kvarterer må vi så lidt som mulig forlade, noget at bestille har vi ikke. Deraf ser I jo også, at jeg fordriver min tid med at tegne.

Byen er nu ren fra ende til anden. Enhver har gjort sit kvarter ren både inde og ude, og gaderne alle er forsynede med tyske navne. Vor er jo Gartenstrasse, så har vi Hindenburgstrasse, Rigastrasse, Marktstrasse, Krummestrasse osv. Telegraf og telefon bliver anlagt, nye veje og baner afstukne, badeanstalter og luseovne byggede, nye brønde gravede. Det sidste er en hovedbetingelse her, for vandet har været meget dårligt og forårsaget sygdom.

Lille Kai tvivler, at fader tænker på eder. O I kære, hvad andet har man at tænke på? skulle det ikke være på dem, man har så kær, da ved jeg ikke, hvad man levede for. Du skriver min søde Basse, vinteren står for døren, og vil der blive arbejde for mig denne vinter? ellers bliver det sidste værre som det første. Jeg har aldrig været så sund på legeme og sjæl som nu, og ser rolig en vinter i møde. Men se eder før vinter, det ville jeg gerne! […]

Du har sendt flæsk, det er jeg glad for. Det er jo også dyrt. Kall fik en hel prisfortegnelse over alt fra hans kone, det er jo uhyggelige priser I betaler. P. Kruse skal stille, skader ikke, han er sundere som mange her. Der er nok endnu, der kan komme med. Vore sidste kampe i Frankrig har kostet os store ofre. […]

Vi venter de store motorbatterier hertil for ret at beskyde Dünaburg. Det må være en slem kammerat at tage, ellers var vi borte herfra og på vej dertil. På lazaretterne er der ikke mange mere. Der har jo ingen slag været i den sidste tid. Vi er ved at klemme russen sammen og tvinge ham til angreb. Således ser sagen ud for øjeblikket. Min søde kære Basse og børn, I kan tro, at imellem længes jeg meget, men vi er jo så mange om det, det hjælper.

Nu vil jeg vente med at slutte brevet til i aften, kanske er der da mere post.

Aften kl. 7 vi har lige fået kartofler med salt og kakao. Der er ingen der har fettigkeiten mere. Nu skal jeg have brevet af sted, der var ingen post i aftes, så kommer det nok i morgen. Da skal vi alle ud på marken og i haverne at avle kartofler, hvidkål, kålrabi o.s.v. Vi bliver efter alt at dømme længere tid her. Mere i morgen aften. Nu de kærligste hilsener til fader, kys til børnene, men du min skat vær kysset og favnet tusindfold af din elskende Iver

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse). Ved fronten forsøgte tyskerne at trænge frem til Dünaburg (i dag Daugavpils, Letland), så sanitetskompagnierne havde nok at se til.

Brev 30. september 1915, Nowo Alexandrowsk

Mine kære derhjemme.

Hvorledes jeg egentlig vil forme dette brev, ved jeg næsten ikke, men nu lidt nærmere til sagen. Efter alt at dømme da bliver det nok ikke til jul, at vi bliver færdige. Vi ved jo ikke noget, og må lade Gud råde! Men så ser vi engang sagen fra en anden side, og vil jeg fuldt ud lade eder råde! Der er jo nu bedre forbindelse, og kanske bliver det så bedre. Orlov kan gives til 18 dage (hvis det lykkes). Dog dertil fordres en gesuch fra hjemmet, og have en eller anden grund: salg af ejendommen eller forretningen osv., stemplet af magistraten. Dette er nu kort og godt fattet, og videre vil jeg ikke gå ind derpå. Det tager selvfølgelig lang tid, før sådan noget går gennem alle instanser, så det kan endda ligge efter jul, før det kommer tilbage, hvis det nogensinde kommer tilbage. Jeg overlader eder nu fuldt ud at gøre, hvad I synes rigtig!

I aftes fik jeg et brev fra 18. september. Det har været ved pionerene, og kom først i dag. Post har vi ikke fået endnu, men vi er vænnede til tålmodige.

I har lige været i baljen. Hermed et lørdagsaften-kort til børnene. Du skriver, der går en lidt tung tanke gennem mit brev fra den 7. september. Nå ja, altid danser vi jo ikke på roser, men meget har jeg da vist ikke klaget, hvad lille mor! Det går nok, jeg er tykskindet og har lært at tage den med ro, som det er ikke, som det skulle være.

Du har fået en ny hat. Ja, jeg har fået en ny kasket. Den kostede kun at gribe i kassen, så var den betalt. Min var også for “schäbig”. Ellers ingen nyt, kanonaden ved Dünaburg hører vi herfra hele dagen. Der må de hunde sidde morderlig fast.

I dag har jeg haft en gemytlich dag. Vi manglede farver til en vogn, og så fik Kall og jeg, det vil sige med et stemplet papir, tilladelse at rekvirere i alle huse! Det var jo mest nysgerrighed, vi undlod selvfølgelig at gå de steder, hvor der var farver før til sidst. Kl. 5 havde vi troddelparade [undersøgelse for kønssygedomme /red.], her er nemlig mange løse fruentimmere, så det må jo anses for nødvendig af de herrer, som mest bruger dem.

Nu vil jeg altså overlade eder det første skrevne. Fortæl endelig ikke børnene og ingen, knap eder selv, at I ikke bliver skuffede. Og gør ved sagen, hvad I synes, og så til slut mange tusinde kys og hilsener til eder alle I kære i Skolegade 12 fra eders fader Gartenstrasse Nr 0, Nowo Alexandrowsk.

Skulle I indrække urlovsgesuch, da skriv mig straks grunden, for at jeg er med, når jeg bliver spurgt af ritmesteren.

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

 Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse).

Brev 28. september 1915, Nowo Alexandrowsk (fortsat)

Det lakker jo efter oktober, og når I får dette brev, har det jo allerede været rentetermin. Det kan jo godt vente til 1. november, men hvorvidt er vi da? 200 mark kommer jo i leje, 100 fra 1. juli, men 388,45 pfennig skal jo betales, hvis det ikke er bleven mere. Hvad jeg kan give, er jo kun så lidt. Den 1. kan jeg jo nok sende 6 mark, jeg får jo 6,33. 14 mark sendte jeg sidste dikate, det forslår jo ikke meget. Jeg kom først i tanker derom i går aftes, og hvad hjalp det, jeg spekulerer derover, for så kan jeg ikke sove. Hvorledes er det med værkstedet? er autoen der endnu? så skulle de penge jo egentlig lægges hen til renter. Det hjælper jo altid noget. Jeg må jo igen bede fader om hjælp. Peter har jo nok i sit eget. Han har jo haft lykken med sig denne gang, ellers var han vel kommen til Königsberg, der bliver luftbasserne uddannede. Rentesagen må jeg jo tage mig med ro, jeg kan jo dog ikke hjælpe derved.

I nær fremtid kommer nogle billeder, hvor jeg er med på. Dog er vor fotograf, en møller, kun meget dårlig med udførelsen, men det er jo krig, og det går ikke så nøje til. Vor køkken er bleven bedre. Hele personalet med undtagelse af landsmand Paulsen er bleven afsat, og nyt i stedet. De spiste selv det bedste, og det kan man jo egentlich ikke fortænke dem i. I nogen tid har jeg regelmæssig – også Kall – fået tilsendt heimathsgrüße fra pastor Prahl.

Armeringsoldaterne er komne et kompagni hertil og gør huse og gader rene. Det ser også forfærdelig ud her, russerne er og bliver nogle store sviner. Også telegraf og telefon, broer som er sprængte, bliver alt sat i stand. En afdeling ingeniører er i færd med at afstikke en ny bane til Kowno [Kaunas /red.]. Det er alt, som om vi allerede har indtaget landet og ikke vil afgive det. Borgmestre, amtsforstandere osv. bliver indsatte, og dog går det op og ned ved fronten.

Sidste trådløs beretning fra Frankrig i går aftes lød just ikke så helt heldig, og dog stod der under: “Nur getrost, wir sind und bleiben Sieger?” – Denne selvtillid kommer os mange gange ubegribelig for. Russerne har fået svær forstærkning af artilleri fra Amerika, og nu er hele balkanstaten Rumænien jo også kommen i flammer. Så I kære, vinteren bliver vist i Rusland. Vi må finde os i det uundgåelige, og Bassemor gå i dig selv. Hvor mange tusinde har det ikke ringere som vi: først dem i små kår med stor børneflok og hvis forsørger, mand og fader aldrig vender tilbage!! Jeg tænker her på et tilfælde, som vi desværre har så mange af, med en landstormer for fire dage siden. Atter og atter råbte han til lægen “Ich muß leben, ich bin arm und habe 6 Kinder!” Han var død om morgenen, og rigtig i hans brevtaske et kort med hans hustru og fire piger og to drenge, hvoraf kun en så ud til at være konfirmeret. Og et meget smukt brev fra hans hustru, hvor også de større børn havde skrevet lidt. Han fik det med i graven. Således må man tage sagen, hvis det skulle blive til vinterkrig, altid se til dem der har det ringere og ikke til dem, der er det forundt at slippe udenom!

Vi vil nu ønske at Dünaburgs fald, som er et tidsspørgsmål af dage eller måneder, vil give en vending i sagen. Det er jo umulig, at vi kan blive ved at skaffe tropper ud af landet. Den bedste kraft er borte enten i jorden eller kryppel. Penge har vi jo nok af, men hvad når vi ikke kan købe for penge? Havde krigen ikke været ført i fremmed land, og millioner er bespiste af kaprede sager, da havde vi været færdige. Vi kan ikke noksom takke Gud (dersom dette morderi er ham velbehagelig), at dette skuespil af grusomhed spiller uden for vore enemærker. Dette er jo også det, der altid ansporer vore fjender til nye opofrelser: at få fat i et land, hvor alt endnu er bedste kultur. Hvad er disse forhutlede landsdele, hvor vi har været, værd? Intet! Foreløbig kun til at ofre penge på at få i stand igen.

Se kun vinteren trøstig i møde i det kære lille hjem, så kommer bedre tider. For mig skal I ikke sørge, jeg kommer det igennem. Mest længes jeg, når aftenerne kommer, og det gør vi jo alle. Blot vi altid har noget af varetage, og deraf er der foreløbig nok. […]

Nu må jeg nok slutte for at få det med posten. Får jeg noget med posten i dag, skriver jeg igen. Ja min kære søde Bassemor, lad nu ikke humøret falde. Det kan jo ikke nytte, men glæd dig for hver gang du får brev, at jeg endnu er uskadt, og vær nu rigtig kysset lige på trutten så længe, at skindet går af læberne! Fra din manse mange hilsener til fader, børnene og alle bekendte

Iver

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse).

Brev 27. september 1915, Nowo Alexandrowsk

Til min kære søde Basse,

modtog i aftes et pakke fra eder: en pølse, en tube ansjos og sukker. Det var rigtignok ikke at se, om der havde været to pakker, der var helt sammenklappet. Det kan jo ikke gå så nøje til just nu, der ligge endnu i Kowno 21 wagoner pakker, som ikke er udpakket, og 10 store lagerskure. Så autoerne, som nu begynde at føre posten hertil, hvis de kommer hver dag med otte store fragtautoer fulde, vil det endnu vare seks dage, før den oplagrede post er kommet hertil. Baner går jo ikke. Også fik jeg cigarer fra Peter.

Noget nyt er her jo ikke. Ved fronten går det op og ned, det er jo en hård hjørne, vi her har med at gøre. Daglig kommer der sårede, og vi har atter fuldt op at gøre. I går har russen set sit snit til at fratage os to batterier. Det er jo ikke så heldig, men uden tab kan det jo ikke gå hele tiden.

I dag har vejret været meget dårlig, men vi har jo så haft lov til at blive hjemme. Min vask fik jeg færdig, og har den nu til tørre i et køkken, hvor vi har lagt ild på komfuret. Vi har her et ret godt kvarter, og jeg har i dag skreven en del kort til Peter, Aage, Fru Corydon og Maier, så jeg har jo min korrespondance snart i orden. […]

(fortsættes)

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)