Kategoriarkiv: Sønderjyder

12. oktober 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, sårede og efterlyste

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Togfører Hans Piecknick fra Aabenraa, der tjente som Vice-Feldtwebel ved Vestfronten og har været savnet i et Aar, er nu bleven fundet som Lig i Bois Brulé i Frankrig. Den 10. Oktober i Fjor havde han ifølge “A.T.” skrevet det sidste Brev, og den 10. Oktober i Aar fik han hans Hustru Efterretningen om hans Død. Piecknick var Indehaver af Jernkorset af 2. Kl. og af det bajerske Militærfortjenestkors af 2. Klasse med Sværd.

Heinrich Lass fra Vollerup paa Als er den 11. September falden i Rusland i en Alder af 32 Aar. Der er Sørgegudstjeneste den 17. Oktober om Eftermiddagen Klokken 3 i Ulkebøl Kirke.

Landmand Otto Mahler fra Vandlingvej i Haderslev er falden paa den østlige Krigsskueplads. Han efterlader sig ifølge “S.Dr.” Hustru og 2 Børn.

Gaardejer Rosenlund og Hustru i Hønning ved Arrild modtog i Forgaars den sørgelige Efterretning, at deres Søn er falden i Frankrig.

August Schnittgers Hustru i Frifelt fik for et Par Dage siden Meddelelse om, at hendes Mand var falden den 25. September under et Stormangreb.

Asmus Johannsen og Hustru i Tønder har faaet Efterretning om, at deres Søn Peter Friedrich, der tjente som Kanoner i et Felt-Artilleri-Regiment, er falden den 2. Oktober. En Broder til den Faldne, stud.theol. Heinrich Johannsen staar ogsaa i Felten.

Vognmand Broder Asmussen i Tønder har faaet det sørgelige Budskab, at ogsaa hans anden Søn er falden i Krigen. Han har endnu to Sønner i Felten.

Peter Boysen, Søn af Landmand Bernhard Boysen i Vesterland paa Sild, er ifølge “T.Z.” falden, kun 21 Aar gammel.

Theodor Glauth, Søn af Mineralvandsfabrikant Fr. Glauth i Vesterland, er ifølge samme Blad ogsaa falden, ligeledes kun 21 Aar gammel.

Sigmund Andresen fra Flensborg, Søn af Ad. Andersen og Hustru i Wassersleben, er den 21. September falden under et Stormangreb ved Østfronten.

Bogholder Emil Henningsen, der før sin Indkaldelse var beskæftiget hos Firmaet Christian Bøhm i Flenborg, er falden under et Stormangreb i Argonnerne.

Peter Clausen fra Flensborg er ifølge Meddelelse fra hans Løjtnant til hans Hustru den 16. September falden paa den østlige Krigsskueplads, 36 Aar gammel.

Johannes Chr. Schmidt fra Flensborg er ifølge Meddelelse til hans Hustru fra en Kammerat den 6. Juni falden ved Moulin. Han blev næppe 26 Aar gammel.

Døde paa Lasaret.
Hans Bekke og Hustru i Gabøl ved Nustrup har modtaget den sørgelige Meddelelse, at deres Søn Johannes er død paa et Lasaret i Rusland den 10. September. Han blev kun 21 Aar gammel. Et Mindegudstjeneste for ham vil blive afholdt Søndagen den 17. Oktober om Formiddagen Klokken 10 i Nustrup Kirke.

Enke Ingeborg Brik i Aabøl ved Toftlund har faaet den sørgelige Efterretning, at hendes eneste Søn, Antoni Marius Brik, den 17. September er afgaaet ved Døden paa et lasaret i Rusland som Følge af sine Saar. Den Afdøde blev 31 Aar gammel. Det vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 17. Oktober om Eftermiddagen Klokken 2 i Tirslund Kirke.

I Lørdags Eftermiddags indløb den sørgelige Meddelelse til Gaardejer Peter Lorentsens Hustru i Hygum Sønderskov fra Kompagniets Feltwebel, at hendes Mand, der deltog i Krigen som Erstatningsreservist paa Østfronten, er død paa et Lasaret i Rusland den 20. August, efter at være bleven haardt saaret i den ene Arm og det ene ben. Peter Lorentsen var Søn af den viden om i Nordslesvig bekendte i 1907 afdøde Indremissionær Hans P. Lorentsen. Han efterlader sig en sørgende Moder, Enke og to smaa Børn. En yngre Broder er ogsaa med i Krigen.

Kasserer Johannes Rosen fra Nørre Haksted er død som Følge af sine Saar, som han havde faaet i Kampene ved Østfronten:

Røgter fr. Koberg og Hustru i Flensborg, Lautrupvej 26, har faaet Meddelelse om, at deres eneste Søn Sigismund, den 1. Oktober er afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret som Følge af Saar, som han havde faaet i Kampene ved Düna.

Saarede.
Murer M. Heesch fra Skovby ved Løjtkirkeby, Søn af Enke Gertrude Heesch i Barkmøllegade i Aabenraa, der i Fjor Efteraar blev indkaldt som Udfyldningsreservist og efter at være bleven uddannet i Rendsborg, siden den 18. Marts har været med ved fronten i Frankrig, er ifølge Meddelelse til hans Hustru bleven haardt saaret under kampene i Champagne i forrige Uge.

Dr. med. Thomsen fra Skærbæk er ved Vestfronten bleven let saaret af en Granatsplint. De sad flere sammen i et Lysthus, da Granaten kom. Nogle blev dræbte og andre saarede, deriblandt Peter Schmidt fra Skærbæk, der som allerede meddelt er afgaaet ved Døden den 5. Oktober.

I Gaar kom der Underretning til Sophus Beks Hustru i Ullerup, at hendes Mand er bleven saaret i Rusland.

Ligeledes fik Willadzens i Aabøl meddelelse om, at deres Søn er saaret i Rusland. Gaardejer Jørgen Skøtt i Hølleskov ved Toftlund fik i Gaar Underretning fra sin Søn, at han er bleven saaret i Frankrig og ligger paa et lasaret. Han er ligesom de to Førstnævnte først kommen til fronten for en Maaned siden.

I Fangenskab.
En stor Glæde havde Gaardejer Hans Hansens Hustru i Oksbøl paa Als i Torsdags, idet der kom efterretning fra hendens mand, der for ca. 6 Uger siden er kommen i russisk Fangenskab inder Kampene i Galicien. Familien er glad for Visheden om, at han er i Behold. Hans meddeler, at han er sammen med Købmand Viktor Birkedal fra Sønderborg.

Hvorledes det er gaaet Købmand Poul Schultz, der kom bort fra Regimentet samme Dag som Købmand Birkedal, meddeler han intet om, men Schultz’s Forældre i Sønderborg har ogsaa netop i disse Dage faaet Meddelelse om, at deres Søn er i god Behold i Fangenskab.

Tobaksspinder Grünert fra Haderslev, som for nogen Tid siden forsvandt paa den østlige Valplads, har nu skrevet hjem til sin Hustru, som borg i Sønder Otting, at han under de haarde Kampe i Østgalicien er bleven saaret og derved falden i russisk Fangenskab. De faa Linjer, han har skrevet hjem, melder intet om, hvor han nu befinder sig, eller om Saaret er af lettere Art.

Fra Landeværnsmand Ottesen Dahl fra Birkelev, der har været savnet i længere Tid, er der ifølge “T.Z.” endelig ankommet et kort til hans Hustru. At han er i russisk Fangenskab.

Fra Provinsen.

Fangede desertører. (Dv.) Fra Haderslev meddeles: Tre russiske Krigsfanger, som var løbne bort fra deres Arbejde og havde forsøgt at komme over Grænsen, men derved var blevne fangede blev i Forgaars Aftes under militær Bevogtning befordrede sydpaa med 7-Toget.

Flygtede. I sidste Nummer af Regeringens “Offentlige Kundgørelser for Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa Grund af Faneflugt:

Nicolai Clausen Petersen fra Smedeager ved Bolderslev, Peter Laurits Karl Kruse fra Hygum, Mads Jørgensen Schmidt fra Haderslev, sidst bosat i Vejen i Nørre-Jylland. Heinrich George Kaiser fra Frankenstein i Kurhessen og Emil Otto Fritsche fra Leipzig, sidst bosat i Ellersdorf ved Nortorf; den sidstnævnte, der benytter en Malkerøgter Johannes Nybæks Legitimationspapirer, efterlyses ogsaa paa Grund af Tyveri.

Desuden efterlyses Heinrich Stahl II fra Oldesloe, der den 25. og 26. September havde Orlov til Bargteheide, fordi han ikke er vendt tilbage til sin Troppeafdeling.

9. oktober 1915 – De faldne

Beining, Hans Peter (IR92/12) – Vouziers, Frankrig.
Christensen, Peter Nielsen (IR185) – Somme-Py, Frankrig.
Clausen, Christian (RIR73/9) – Tahure, Frankrig.
Hansen, Jens Ludwig (IR91/5) – Machault, Frankrig.
Lorenzen, Christian (Marine) – Deutsche Bucht, Nordsee.
Nielsen, Johannes (IR91/12) – St. Marie á Py, Frankrig.
Schulz, Wilhelm (LIR76/15) – Paris, Frankrig.

Christian Clausen (1885-1915) Sebbelev, Ketting
Christian Clausen (1885-1915) Sebbelev, Ketting

7. oktober 1915 – De faldne

Beck, Johann Henrik (IR74/2) – Somme-Py, Frankrig.
Hamann, Fritz Heinrich (RIR204/8) – Save, Belgrad.
Jensen, Truels (IR74/2) – Somme-Py, Frankrig.
Petersen, Hans Hulvei (IR84/3) – Grodno, Rusland.
Petersen, Peter (IR373/7) – Zodziszki, Rusland.
Rasmussen, Wilhelm (GGR3/9) – Givenchy, Belgien.
Rehbehn, Ewald  (PR29/6).
Stoffer, Andreas Schack (RIR207/12) – Zigeuner Insel, Serbien.

Mindesten. Brøns Kirkegård. A. Schack Stoffer står næstnederst til venstre
Mindesten. Brøns Kirkegård. A. Schack Stoffer står næstnederst til venstre

6. oktober 1915 – De faldne

Bohlbro, Claus (IR78/5) – Souain, Champagne, Frankrig.
Christensen, Thomas (FR86/5) – Moulin, Frankrig.
Görrigsen, Nis (RIR260/1) – Neu Mitau, Rusland.
Hörl, Carl Sonnich (IR92/11) – Souain, Frankrig.
Jessen, Tyche Andreas (RIR259/9) – Dünaburg, Rusland.
Juhl, Jes Jørgensen (IR92/1) – Somme-Py, Frankrig.
Knudsen, Tonnes (IR92/1) – Somme-Py, Frankrig.
Meinhardt, Peter Christian (IR78/6) – Somme-Py, Frankrig.
Sternkopf, Anton Otto (IR92/12) Souain, Frankrig.

Nis Görrigsen (1882-1915) Gråsten
Nis Görrigsen (1882-1915) Gråsten

6. oktober – Iver Henningsen: “I kan tro, at imellem længes jeg meget”

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60.

Brev 6. oktober 1915, Nova-Alkesandrovsk (russisk), Nowo Alexandrowsk (tysk)

Min søde Pige!

I morges fik jeg dit brev fra den 27. september, altså otte dage undervejs. Det går bedre som pakkerne, de er ikke komne endnu. Hver dag kommer otte autoer, men kan ikke skaffe det hele, her er for meget militær.

Ja mine kære, vi oplever heller ikke noget i denne tid, forfærdelig langvejlig. Vore kvarterer må vi så lidt som mulig forlade, noget at bestille har vi ikke. Deraf ser I jo også, at jeg fordriver min tid med at tegne.

Byen er nu ren fra ende til anden. Enhver har gjort sit kvarter ren både inde og ude, og gaderne alle er forsynede med tyske navne. Vor er jo Gartenstrasse, så har vi Hindenburgstrasse, Rigastrasse, Marktstrasse, Krummestrasse osv. Telegraf og telefon bliver anlagt, nye veje og baner afstukne, badeanstalter og luseovne byggede, nye brønde gravede. Det sidste er en hovedbetingelse her, for vandet har været meget dårligt og forårsaget sygdom.

Lille Kai tvivler, at fader tænker på eder. O I kære, hvad andet har man at tænke på? skulle det ikke være på dem, man har så kær, da ved jeg ikke, hvad man levede for. Du skriver min søde Basse, vinteren står for døren, og vil der blive arbejde for mig denne vinter? ellers bliver det sidste værre som det første. Jeg har aldrig været så sund på legeme og sjæl som nu, og ser rolig en vinter i møde. Men se eder før vinter, det ville jeg gerne! […]

Du har sendt flæsk, det er jeg glad for. Det er jo også dyrt. Kall fik en hel prisfortegnelse over alt fra hans kone, det er jo uhyggelige priser I betaler. P. Kruse skal stille, skader ikke, han er sundere som mange her. Der er nok endnu, der kan komme med. Vore sidste kampe i Frankrig har kostet os store ofre. […]

Vi venter de store motorbatterier hertil for ret at beskyde Dünaburg. Det må være en slem kammerat at tage, ellers var vi borte herfra og på vej dertil. På lazaretterne er der ikke mange mere. Der har jo ingen slag været i den sidste tid. Vi er ved at klemme russen sammen og tvinge ham til angreb. Således ser sagen ud for øjeblikket. Min søde kære Basse og børn, I kan tro, at imellem længes jeg meget, men vi er jo så mange om det, det hjælper.

Nu vil jeg vente med at slutte brevet til i aften, kanske er der da mere post.

Aften kl. 7 vi har lige fået kartofler med salt og kakao. Der er ingen der har fettigkeiten mere. Nu skal jeg have brevet af sted, der var ingen post i aftes, så kommer det nok i morgen. Da skal vi alle ud på marken og i haverne at avle kartofler, hvidkål, kålrabi o.s.v. Vi bliver efter alt at dømme længere tid her. Mere i morgen aften. Nu de kærligste hilsener til fader, kys til børnene, men du min skat vær kysset og favnet tusindfold af din elskende Iver

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

scan0104_Zarasai_sanitetsvogn

4. oktober 1915 – De faldne

Brik, Kristian Nissen (IR77/12) – St. Souplet, Frankrig.
Gubi, Anton Petersen (IR77/11) – St. Souplet, Frankrig.
Mathiesen, Niels (IR92/12) – Souain, Frankrig.
Petersen, Diederik (RIR265/5) – Kowno, Rusland.
Petersen, Hans (IR91/7) – St. Marie á Py, Frankrig.
Petersen, Hans Christian (FR86/14) – Moulin-sous-Touvent, Frankrig.
Skau, Christian Christensen (IR91/8) – St. Marie a Py, Champagne, Frankrig.
Sørensen, Claus (RIR75/3) – Verpolliéres, Frankrig.
Thomsen, Christian Marinus (IR92/11) – Vouziers, Frankrig.

Mindesten, Øsby Kirkegård
Mindesten, Øsby Kirkegård

2. oktober 1915 – H. Lausten Thomsen: ”Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.”

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(forsat) Den 2. Okt. hen paa eftermiddagen fik bataillonen ordre til at rykke fra Petit-Vimy ud i forreste stilling; jeg maate forlade min hule under banelinjen og gaa med. Det gik glat nok til at begynde med, jeg sad 1½ time i anden hule lige ved bjergværket i Petit-Vimy, og ved mørkets komme naaede jeg ad en hulvej og over nogle grønne marker op til la Folieskoven. Der ventede hele bataillonen paa, hvad vej den skulde gaa videre. Bataillonskommandøren Deichmann sad inde i en telefondækning sammen med en anden officer. Ud forved den stod et par bænke i et slags lysthus, der satte jeg mig sammen med 3 unge officerer og en bataillons-ordonnans Sommer. Et kompagni laa rundt om os ned ad skraaningen paa den aabne mark, første kompagni et hundrede meter længere sydpaa i skovbrynet og de to andre kompagnier lidt længere mod nord, til dels inde i skoven. Der var ikke andet at gøre end at vente og fordrive tiden, til vor vejviser kom.

Vi sad og repeterede nogle vers af Frank Wedekind. ”Jeg har min tante nedslagtet”. Ved fælles hjælp lykkedes det os oppe paa bænken ved skovbrynet at sætte hele digtet sammen. Saa gik den tid, det gjaldt altid at tænke paa noget, der ikke havde med krig og fare at gøre. Vi lage næppe mærke til, at kaptajn Deichmann lod give lyssignaler til en anden troppedel; men englænderne maa have set det oppe paa Loretto. Der lød et brag, og vi kunde høre skrapnellerne rasle ned i grenene. Der kom flere, men hvad skulde vi gøre; vi blev ved at tale om tysk lyrik, om Börries von Münchhausen. – Saa hørte jeg pludseligt ikke mere, der laa noget tungt over mit bryst og min højre skulder gjorde ondt. Der lød jamren rundt om. Jeg fik mine fødder gjort fri for jord og skubbet det bort, der laa paa mit bryst. Det var en af de officerer, der kort i forvejen sad ved siden af mig, han havde faaet højre Knæ knust. En 75 mm g[r]anat var slaaet ned midt imellem os, havde kastet en del af skrænten ned over os, ødelagt telefondækningen, havde dræbt 2 mand og saaret 11. De tre officerer paa bænkene var haardt saaret, kun ordonnansen uskadt. Jeg var ganske fortumlet, men fattede dog, at det var min pligt som læge at hjælpe. Det første, jeg sansede, var en røst, der kaldte paa mig, paa dansk: ”Thomsen, kære Thomsen, hjælp mig! Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.” Men der var ikke stor hjælp; Peter Hansen Schmidt havde faaet venstre nyre revet ud, han døde 2 dage senere paa et lasaret i Douai.

Det kneb med at foretage de nødvendige morfinindsprøjtninger, haanden rystede; men Brag kom løbende tværs over marken henne fra første kompagni. Han tog haand i med, og vi blev færdige med vort arbejde. Kaptajn Deichmann kom hen til mig og spurgte, hvorledes det var gaaet. Jeg vidste slet ikke af, at jeg stod og gav forklaring paa dansk, før jeg opdagede, at han ikke forstod mig. Jeg havde kun den ene tanke at skaffe de saarede bort og saa selv at komme bort fra ”La Folie”. Jeg løb haand i haand med den ordonnans, der havde siddet lige over for mig, ned ad bakken til Petit-Vimy. Vi faldt i granathuller, vi kastede os med vilje ned i dem, naar vi hørte en granat komme, vi løb for livet.

Da jeg kom ned i ambulancen i en kælder i Petit-Vimy, hørte jeg endnu kanonaden, den blev uophørligt ved at lyde for mine øren i lange tider, min højre trommehinde var bristet. Jeg maatte lade mig afløse og gik i løbet af natten tilbage til Acheville, ad hvad vej ved jeg ikke. Jeg husker grant enkeltheder i den døde by Vimy, jeg kom igennem, jeg synes, jeg har staaet den nat ved et bjergværk, jeg ved ikke hvor – jeg brugte 6 timer til at gaa 5 km, og da jeg kom til Acheville, lagde jeg mig hen og sov et helt døgn. Først om morgenen, den 4 oktober, da jeg blev vækket af min oppasser, der havde troet, at jeg var død, opdagede jeg, at jeg havde faaet en granatsplint i højre skulder og var blodig helt ned ad højre side. Den gjorde mig dog ingen fortræd; men fra den dag af tilbragte jeg i mange uger flere timer daglig med at græde, før jeg atter fik mit nervesystem i nogenlunde orden.

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47-49)

1. oktober 1915 – H. Lausten Thomsen: ”ekstrafine salonskud”

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(forsat) Næste dag laa bataillonen atter bag banedæmningen ved Vimy, jeg selvtredje gravet ind i jorden.

I løbet af dagen blev bataillonen sendt frem til landsbyen Petit-Vimy, der laa paa begge sider af landevejen Lens-Arras, opvokset rundt om en bjergværksskakt lige nordfor Vimy by. Denne havde haft 3000 indbyggere, før krigen kom, nu laa den øde og forladt. Husene var gennemskudte, teglstenene var raslet ned af tagene, paa gaderne kunde man ikke færdes. De holdtes under ild og bestod af granathul ved granathul; det saa jeg dog ikke endnu, jeg var kun en enkelt gang fremme i Petit-Vimy. Ellers holdt jeg mig i min Jordhule inde under banelinjen, undtagen naar jeg skulde ud at forbinde saarede. Jeg slap den dag med at blive kastet omkuld af lufttrykket fra en granat, netop da jeg var i færd med atter at smutte ind i mit skjul.

En af mine sanitetssoldater Johannes Jensen fra Raad ved Tønder fik sit trøjeærme flænget af en flyverbombe. ”Desværre gjorde den ikke armen nogen skade”, mente han; vi længtes alle efter et hæderligt saar for at slippe ud af dette. En anden sygebærer havde det held at faa et stort stykke kød revet ud af det ene ben. Aldrig har jeg set et menneske gladere, end han var ved sit ”ekstrafine salonskud”; men oppe i Petit-Vimy var der mange baade døde og saarede. Der gik om natten en hel strøm af syge og saarede ad vejen fra Vimy ind imod Hénin-Liétard og til maalet for enhver soldats længsel i de store lasaretter i Douai. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47)

30. september 1915 – Iver Henningsen: “… her er nemlig mange løse fruentimmere”

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse). Ved fronten forsøgte tyskerne at trænge frem til Dünaburg (i dag Daugavpils, Letland), så sanitetskompagnierne havde nok at se til.

Brev 30. september 1915, Nowo Alexandrowsk

Mine kære derhjemme.

Hvorledes jeg egentlig vil forme dette brev, ved jeg næsten ikke, men nu lidt nærmere til sagen. Efter alt at dømme da bliver det nok ikke til jul, at vi bliver færdige. Vi ved jo ikke noget, og må lade Gud råde! Men så ser vi engang sagen fra en anden side, og vil jeg fuldt ud lade eder råde! Der er jo nu bedre forbindelse, og kanske bliver det så bedre. Orlov kan gives til 18 dage (hvis det lykkes). Dog dertil fordres en gesuch fra hjemmet, og have en eller anden grund: salg af ejendommen eller forretningen osv., stemplet af magistraten. Dette er nu kort og godt fattet, og videre vil jeg ikke gå ind derpå. Det tager selvfølgelig lang tid, før sådan noget går gennem alle instanser, så det kan endda ligge efter jul, før det kommer tilbage, hvis det nogensinde kommer tilbage. Jeg overlader eder nu fuldt ud at gøre, hvad I synes rigtig!

I aftes fik jeg et brev fra 18. september. Det har været ved pionerene, og kom først i dag. Post har vi ikke fået endnu, men vi er vænnede til tålmodige.

I har lige været i baljen. Hermed et lørdagsaften-kort til børnene. Du skriver, der går en lidt tung tanke gennem mit brev fra den 7. september. Nå ja, altid danser vi jo ikke på roser, men meget har jeg da vist ikke klaget, hvad lille mor! Det går nok, jeg er tykskindet og har lært at tage den med ro, som det er ikke, som det skulle være.

Du har fået en ny hat. Ja, jeg har fået en ny kasket. Den kostede kun at gribe i kassen, så var den betalt. Min var også for “schäbig”. Ellers ingen nyt, kanonaden ved Dünaburg hører vi herfra hele dagen. Der må de hunde sidde morderlig fast.

I dag har jeg haft en gemytlich dag. Vi manglede farver til en vogn, og så fik Kall og jeg, det vil sige med et stemplet papir, tilladelse at rekvirere i alle huse! Det var jo mest nysgerrighed, vi undlod selvfølgelig at gå de steder, hvor der var farver før til sidst. Kl. 5 havde vi troddelparade [undersøgelse for kønssygedomme /red.], her er nemlig mange løse fruentimmere, så det må jo anses for nødvendig af de herrer, som mest bruger dem.

Nu vil jeg altså overlade eder det første skrevne. Fortæl endelig ikke børnene og ingen, knap eder selv, at I ikke bliver skuffede. Og gør ved sagen, hvad I synes, og så til slut mange tusinde kys og hilsener til eder alle I kære i Skolegade 12 fra eders fader Gartenstrasse Nr 0, Nowo Alexandrowsk.

Skulle I indrække urlovsgesuch, da skriv mig straks grunden, for at jeg er med, når jeg bliver spurgt af ritmesteren.

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

 

30. september 1915 – H. Lausten Thomsen: “…en 28 ctms. granat”

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(fortsat) Høstdage i en fredelig pragt, i højt solskin, i en underlig forventningsfuld stemning – og saa derefter marchordren om Aftenen den 29 septbr., nattemarchen ud til stationen Baboeur og en uhyggelig jernbanerejse op igennem Nordfrankrig med et glas sort kaffe og en tallerken suppe i Cambrai, og saa stod vi om morgenen kl. godt 6 paa den højtliggende banegaard i Rouvroi i Artois.

Det var let at se, at vi nærmede os til en voldsom kamp. Paa banegaarden ventede 275 let saarede paa transport, der kom stadig flere til, forude hang 6 lænkeballoner som store pølser i luften, og det hele dirrede af kanoners lyd. Jeg gik sammen med min oppasser, Martin Pustal fra Egernsund, op paa en jernbanebro, hvorfra vi kunde overse hele egnen i et frodigt, let bølgende landskab med spredte bjergværker ind imellem stub- og roemarker. Forude til højre op over landsbyerne Avion og Mericourt, saa vi skorstenene i det ulykkelige Lens, syd derfor lukkede en lang bjergryg for synskredsen. Et s[m]ukt affaldende skovbryn viste Lorettos højde, Sochez´s husrester var ikke til at skelne; længere hen med vejen fra Lens til Arars stod træstubbe og nøgne stammer, kronerne var skudt af; saa fulgte Givenchy-en-Gohelle med røde tage op ad en Skraaning, Vimy, som man næppe kunde se op over en jernbanelilnje, bagved den skoven ”la Folie” og længst imod syd ind over Willerival højderne ved Thélus og Farbus og labyrinthen. Op over højderne opstod og forsvandt lyse, fjerlette Skyer af bristende skrapneller, og der sprang rækker af mørke granatskyer frem som kildevæld imellem Loretto og Vimy. Det sidste navn var os endnu fremmed den gang, og vi overraskedes glædeligt af, at vi skulde ud til denne by og ikke mod Souchez eller Givenchy, hvis navne allerede var fyldt med rædsel.

Scene aus den schweren Kämpfe an der Loretto Höhe
Udsnit af tegning med titlen “Scene fra de hårde kampe ved Loretto højdedraget” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den dag kom bataillonen endnu ikke i Kamp, vi blev kun sendt ud til banelinjen ved Vimy – og maatte traske tilbage til Acheville igen i regn og pløre til midt paa benene. Jeg havde paalagt Pustal at blive tilbage i Acheville, men da jeg undervejs til Vimy maatte kaste mig ned for en granat, der eksploderede i nærheden, en 28 ctms. granat, der kastede en hel regn af jernstumper, grus og sand højt op i luften, dukkede det trofaste menneske op ved siden af mig med spørgsmaalet: ”Doktoren kom da ikke til skade?” Der blev slet ikke skudt, da vi to gik ene tilbage, regnen var holdt op; men vi hørte uafbrudt kanonernes brum og brøl, maskingeværernes knæk-knæk og infanteriildens knitren. Lyskugler steg op over frontlinjen og stod i rækker som gadelygterne i en storby. Vi sov endnu trygt den Nat i Acheville – i nogle spaaner, undtagen naar vi vækkedes af krampe i Benene. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47)

29. september 1915 _ De faldne

Andresen, August Jørgen (IR92/10) – Champagne, Frankrig.
Clasen, Friedrich Wilhelm August (IR77/12) – Rethel, Frankrig.
Gram, Gurre Bertel (IR77/7) – St. Souplet, Frankrig.
Hansen, Hans Christian (IR77/12) – St. Souplet, Frankrig.
Hansen, Rasmus (GRzF2/5) – Vimy, Arras, Frankrig.
Jensen, Johan Jørgen (IR77/12) – St. Souplet, Frankrig.
Lorentzen, Peter Dinsen (IR92/8) – Somme-Py, Frankrig.
Meier, Jens Peter (IR92/4) – Somme-Py, Frankrig.
Midutzki, Albert Julius (IR92/8) – Somme-Py, Frankrig.
Rosenlund, Peter Nissen (IR92/12) – Sonain, Frankrig.
Roth, Peter Georg Johannsen (RIR223/9) – Bursztyn, Galizien.
Schlesinger, Karl Heinrich Johann Conrad (LIEBIX33/3) – Berlin-Lichtenberg.
Thomsen, Christian (RIR258/11) – Illuxt, Rubeshina, Rusland.

Christian Thomsen (1895-1915) Felsted
Christian Thomsen (1895-1915) Felsted

28. september 1915 – Iver Henningsen: “Så I kære, vinteren bliver vist i Rusland”

 Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse).

Brev 28. september 1915, Nowo Alexandrowsk (fortsat)

Det lakker jo efter oktober, og når I får dette brev, har det jo allerede været rentetermin. Det kan jo godt vente til 1. november, men hvorvidt er vi da? 200 mark kommer jo i leje, 100 fra 1. juli, men 388,45 pfennig skal jo betales, hvis det ikke er bleven mere. Hvad jeg kan give, er jo kun så lidt. Den 1. kan jeg jo nok sende 6 mark, jeg får jo 6,33. 14 mark sendte jeg sidste dikate, det forslår jo ikke meget. Jeg kom først i tanker derom i går aftes, og hvad hjalp det, jeg spekulerer derover, for så kan jeg ikke sove. Hvorledes er det med værkstedet? er autoen der endnu? så skulle de penge jo egentlig lægges hen til renter. Det hjælper jo altid noget. Jeg må jo igen bede fader om hjælp. Peter har jo nok i sit eget. Han har jo haft lykken med sig denne gang, ellers var han vel kommen til Königsberg, der bliver luftbasserne uddannede. Rentesagen må jeg jo tage mig med ro, jeg kan jo dog ikke hjælpe derved.

I nær fremtid kommer nogle billeder, hvor jeg er med på. Dog er vor fotograf, en møller, kun meget dårlig med udførelsen, men det er jo krig, og det går ikke så nøje til. Vor køkken er bleven bedre. Hele personalet med undtagelse af landsmand Paulsen er bleven afsat, og nyt i stedet. De spiste selv det bedste, og det kan man jo egentlich ikke fortænke dem i. I nogen tid har jeg regelmæssig – også Kall – fået tilsendt heimathsgrüße fra pastor Prahl.

Armeringsoldaterne er komne et kompagni hertil og gør huse og gader rene. Det ser også forfærdelig ud her, russerne er og bliver nogle store sviner. Også telegraf og telefon, broer som er sprængte, bliver alt sat i stand. En afdeling ingeniører er i færd med at afstikke en ny bane til Kowno [Kaunas /red.]. Det er alt, som om vi allerede har indtaget landet og ikke vil afgive det. Borgmestre, amtsforstandere osv. bliver indsatte, og dog går det op og ned ved fronten.

Sidste trådløs beretning fra Frankrig i går aftes lød just ikke så helt heldig, og dog stod der under: “Nur getrost, wir sind und bleiben Sieger?” – Denne selvtillid kommer os mange gange ubegribelig for. Russerne har fået svær forstærkning af artilleri fra Amerika, og nu er hele balkanstaten Rumænien jo også kommen i flammer. Så I kære, vinteren bliver vist i Rusland. Vi må finde os i det uundgåelige, og Bassemor gå i dig selv. Hvor mange tusinde har det ikke ringere som vi: først dem i små kår med stor børneflok og hvis forsørger, mand og fader aldrig vender tilbage!! Jeg tænker her på et tilfælde, som vi desværre har så mange af, med en landstormer for fire dage siden. Atter og atter råbte han til lægen “Ich muß leben, ich bin arm und habe 6 Kinder!” Han var død om morgenen, og rigtig i hans brevtaske et kort med hans hustru og fire piger og to drenge, hvoraf kun en så ud til at være konfirmeret. Og et meget smukt brev fra hans hustru, hvor også de større børn havde skrevet lidt. Han fik det med i graven. Således må man tage sagen, hvis det skulle blive til vinterkrig, altid se til dem der har det ringere og ikke til dem, der er det forundt at slippe udenom!

Vi vil nu ønske at Dünaburgs fald, som er et tidsspørgsmål af dage eller måneder, vil give en vending i sagen. Det er jo umulig, at vi kan blive ved at skaffe tropper ud af landet. Den bedste kraft er borte enten i jorden eller kryppel. Penge har vi jo nok af, men hvad når vi ikke kan købe for penge? Havde krigen ikke været ført i fremmed land, og millioner er bespiste af kaprede sager, da havde vi været færdige. Vi kan ikke noksom takke Gud (dersom dette morderi er ham velbehagelig), at dette skuespil af grusomhed spiller uden for vore enemærker. Dette er jo også det, der altid ansporer vore fjender til nye opofrelser: at få fat i et land, hvor alt endnu er bedste kultur. Hvad er disse forhutlede landsdele, hvor vi har været, værd? Intet! Foreløbig kun til at ofre penge på at få i stand igen.

Se kun vinteren trøstig i møde i det kære lille hjem, så kommer bedre tider. For mig skal I ikke sørge, jeg kommer det igennem. Mest længes jeg, når aftenerne kommer, og det gør vi jo alle. Blot vi altid har noget af varetage, og deraf er der foreløbig nok. […]

Nu må jeg nok slutte for at få det med posten. Får jeg noget med posten i dag, skriver jeg igen. Ja min kære søde Bassemor, lad nu ikke humøret falde. Det kan jo ikke nytte, men glæd dig for hver gang du får brev, at jeg endnu er uskadt, og vær nu rigtig kysset lige på trutten så længe, at skindet går af læberne! Fra din manse mange hilsener til fader, børnene og alle bekendte

Iver

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Tegning af Iver Henningsen, 28. september 1915 Novo Alexandrovsk (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Tegning af Iver Henningsen, 28. september 1915 Novo Alexandrovsk (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

27. september 1915 – Iver Henningsen: “…det er jo en hård hjørne”

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse).

Brev 27. september 1915, Nowo Alexandrowsk

Til min kære søde Basse,

modtog i aftes et pakke fra eder: en pølse, en tube ansjos og sukker. Det var rigtignok ikke at se, om der havde været to pakker, der var helt sammenklappet. Det kan jo ikke gå så nøje til just nu, der ligge endnu i Kowno 21 wagoner pakker, som ikke er udpakket, og 10 store lagerskure. Så autoerne, som nu begynde at føre posten hertil, hvis de kommer hver dag med otte store fragtautoer fulde, vil det endnu vare seks dage, før den oplagrede post er kommet hertil. Baner går jo ikke. Også fik jeg cigarer fra Peter.

Noget nyt er her jo ikke. Ved fronten går det op og ned, det er jo en hård hjørne, vi her har med at gøre. Daglig kommer der sårede, og vi har atter fuldt op at gøre. I går har russen set sit snit til at fratage os to batterier. Det er jo ikke så heldig, men uden tab kan det jo ikke gå hele tiden.

I dag har vejret været meget dårlig, men vi har jo så haft lov til at blive hjemme. Min vask fik jeg færdig, og har den nu til tørre i et køkken, hvor vi har lagt ild på komfuret. Vi har her et ret godt kvarter, og jeg har i dag skreven en del kort til Peter, Aage, Fru Corydon og Maier, så jeg har jo min korrespondance snart i orden. […]

(fortsættes)

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Tegning af Iver Henningsen fra Novo Alexandrovsk, 23. september 1915 (Historiske arkiv for Haderslev Kommune)
Tegning af Iver Henningsen fra Novo Alexandrovsk, 23. september 1915 (Historiske arkiv for Haderslev Kommune)

27. september 1915 – Thyge Thygesen: “… ja, det er Preussisk!”

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36.

Brev, Jouy d. 27. 9. 1915.

Kære Allesammen!

Takker mange Gange for Eders kære lange Brev. Jeg seer deraf at Du atter er blevet meget urolig, lille Mor. Det skal Du vænne Dig af med. Hvad hjælper det? I Førstningen gik jeg ogsaa med en stadig Angst og Uro i Livet, særlig når Skydningen for Eks. var lidt heftig, eller der var noget Udsædvanligt på Færde. Men Mennesket er jo som bekendt et Vanedyr. Nu kan der komme hvad der vil. Jeg tænker kun på den Dag i Dag og er ligeglad som Fuglen under Himlen. Jeg siger mig selv, “er det Guds Villie at jeg skal dø, ja, så er det til mit Bedste; og lader han mig leve, så er det også til mit Bedste.” Han vil jo os ikke andet end vort Bedste og saa er der ingen Mening i for os at gå og gøre os Livet surere ved unyttige Bekymringer end som nødvendigt.

Vi ligger endnu i Ro her og har de bedste Dage man kan tænke sig. Var vi i Montecouve endnu havde vi vist atter været ved 9. Korps., da Franskmændene atter griber an der og dem der er kommen derhen efter os, er kommen derop – altså, foreløbig er det godt at vi er væk!

Stillingen her er nok også meget rolig. Der siges at vi er komne væk, fordi vi har haft en så dårlig Stilling nu så længe (Nouvron er virkelig en af de farligste Stillinger der gives – der falder en masse Folk) og så skulde have det noget bedre nu. Hvis det passer, ja, saa har vi jo ikke noget at beklage os over.

Jeg seer af Eders Fortælling om Stelzen, at Disiplinen også skal overholdes hos dem – men nu, de har jo ikke andet at tænke på. Men at de er lige så tossede her synes jeg rigtignok er overflødig. Men her er mange der har fået 3-5 Dage for samme Forseelser eller når Mützen sad skjæv, eller en Knap var op i Trøjen o.s.v. I Fredstid kan de tænke på sådan noget, men see efter det i Skyttegraven, ja, det er Preussisk! – Nå, når det går lidt hedt til, så mangler de gerne som seer efter sådan noget!! Så sidder de i bombesikre Dækninger.

Nu de kærligste Hilsener.

Eders Thyge

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

26. september 1915 – H. Lausten Thomsen: ”… det ene Ord: Alarm!”

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

I et helt aar havde det i Flensborg hjemmehørende regiment ”Reserve 86” ligget i og ved den store landsby Lassigny i Picardiet. Den bataillon, hvis læge jeg var, laa i hvile i Cuy, en lille bondeby 7-8 km længere tillbage eller rettere sagt i parken og skoven, der hørte til Slottet ”Les Essarts”; for der var blevet for farligt inde i landsbyen i sommerens løb. Franskmændene skød ind i den: den 6. juni skød de et hus i brand, og Flensborgeren Hans Petersdotter blev i luerne. Fra den dag af var det stadigt blevet utryggere inde i Cuy, soldaterne havde bygget sig huse og hytter inde i skoven, og der var dejligt derinde, naar vi var komne nogle dage ud af ildlinjen.

Bladene skiftede allerede farve, skoven var klædt i efteraarsdragt, det var den 26. septbr. 1915. Om Eftermiddagen havde jeg staaet oppe på højderne ved Porquéricourt, set ud over Noyons taarne, over de blaanende skove ved Carlepont, over hele det dejlige landskab ind imod Isle de France, hvor Paris maatte ligge, kun 100 km. borte.

Det var hen ad midnat, vi sad inde i et af skovhusene, da døren gik op, og J.N. Brag af Undelev raabte det ene ord: ”Alarm!”

I huj og hast blev det nødvendigste pakket sammen, og i regn og slud gik marchen ind til Noyon, hvor vi blev i 3 dage, 3 underlige utrygge dage. Vi var korpsreserve og vidste ikke, hvor det gik hen; men rygtet gik, at vi skulle sendes op til Lorettobjerget, hvor kampen netop stod haardest. Vejret var blevet smukt, vi søgte paa alle Maader at nyde disse dage før kampen. Byen var endnu ret uskadt, domkirken stod støt og bred med sine mægtige taarne, sine kulørte Vinduer og kølige kirkerum, og det gamle bibliotek støttede sig op til den, raadhusets renæssancefacade hævede sig op over torvet; rønnene lyste med røde Klaser over boulevarderne, artiskokkerne stod rede til at plukkes i haverne, og æbler og pærer hang modne paa træerne. Det var en fryd at se paa, og mange af os nød glæden dobbelt med den uvisse trus[s]el om de nærmeste dage skyggende ind over den. Jeg mindes samtaler med min snakkesaglige vært i ”Hotel des Ventes”, med en gammel Kone Chartlotte Garron, hvis malerisamling, jeg var henne at se, som det var noget af det bedste, jeg har oplevet. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 44-45)

25. september 1915 – De faldne

Bladt, Friedrich Petersen (RIR29) – Ripont, Frankrig.
Böeg, Peter Jepsen (RFAR20) – Champagne, Frankrig.
Carstensen, Hans Friedrich (LIR85/1) – Servon, Frankrig.
Christensen, Lorenz Jørgensen (RIR258/11) Rusland.
Hansen, Christian Lassen (IR63/2) – Thelus, Arras, Frankrig.
Jensen, Johannes Maimburg (LIR85/2) – Servon, Frankrig.
Kersten, Paul Heinrich August Otto (RIR30/2) – Frankrig.
Lorenzen, Hans Carsten (LIR85/1) – Argonnerne, Frankrig.
Lützen, Hans Anton (LIR85/1). Frankrig.
Petersen, Andreas Ludwig (LIR85/4) – Argonnenwald, Frankrig.
Poulsen, Carl Jørgen (LIR85/2) – Servon, Frankrig,
Schnittger, August Vilhelm (LIR85/1) – Argonnerne, Frankrig.
Schultz, Christian Thermannsen (LIR85/2) – Servon, Frankrig.
Schulz, Matthias Hansen (RIR30/5) – Nyon, Frankrig.
Seest, Bende Nielsen Winther (RIR29/10) – Ripont, Frankrig.
Wolff, Hans Peter – Marchais, Frankrig.

Paul Heinrich August Otto Kertsen (1897-1915) (til venstre) og hans bror Carl Friedrich Franz Kersten (1893-1916) begge Sønderborg
Paul Heinrich August Otto Kertsen (1897-1915) (til venstre) og hans bror Carl Friedrich Franz Kersten (1893-1916) begge Sønderborg

24. september 1915 – Iver Henningsen: “En er gået hisset af i min stue”

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse). Ved fronten forsøgte tyskerne at trænge frem til Dünaburg (i dag Daugavpils, Letland), så sanitetskompagnierne havde nok at se til.

Brev, Nowo Alexandrowsk (fortsættelse)

Morgen den 24. september. Natten blev kun kort, efter en to timers ro kom melding fra fronten, at der atter var en transport sårede undervejs, og hurtig blev en del mandskab vækkede, og to huse på den anden side af gaden gjort rene. Frisk halm derind, og to filialer vare færdige. En transport på 60 letsårede gik lige af, hvorledes den kommer bort, er endnu ikke bestemt, om her bliver en kommando, eller vi alle bliver her. Russerne har trukket sig tilbage efter Dünaburg, så vi må vist snart frem. En er gået hisset af i min stue. Nu har I vist nok af denne beskrivelse, men det skal jo engang blive min dagbog. Blot nu de to sidste breve er komne an.

Nu lidt om vor kvarter, det er meget interessant, vi bor i et dårehus, i en rigtig gemytlig celle omtrent hele korporalschaftet, og en gemütsmensch, Dik Schlauch, han har en knejpe med varieté i Hamburg, det er et rigtig kraftschaus til at sætte humør i selskabet. Når han lukker døren op og med sit komikeransigt kikker gennem lugen, så ligner han ret en fangevogter. Han kan med sine tørre vitser få selv en halvdød kammerat til at smile. Vi ligger for resten også ganske godt. Fra en møbelmager har vi hentet nye madrasser og møbler, så vi har indrettet os ret gemytlig efter omstændighederne. Gaderne er her som overalt dårlig brolagte, dog meget brede og med to rader træer. Det eneste de lægger værd på, er på firmaskilte, ellers laves ingen malerarbejde her. Kirkerne er som overalt meget elegante, ellers er byen gennemgående smudsig. Foruden et elegant hotel med sal findes ingen forlystelsessteder hverken i eller om byen. I den ting er russerne meget mådeholdende, ingen teatre, ingen kino osv. Herlige skove, store søer uden både og uden udflugtssteder, ingen monumenter, museumer eller lignende.

Jeg har lige holdt den uundgåelige lusejagt, som er nødvendig efter en nat hos sårede, og resultatet for to dage er 30 styk. Det går an, og så det bedste: vi kan få post i dag afsendt, forhåbentlig giver det pakker i dag eller morgen og så, I kære, må I have nok. Denne gang medfølger 14 mark og tusinde oprigtige kys og favntag til dig og børnene, hilsen og tak til fader fra eders Iver

Du læser vel brevene for fader? ellers må jeg jo skrive ekstra. Kommer ingen pakke i de første dage, skriver jeg til Didde og Holm. Frimærker har jeg ikke denne gang, det er rariteter for øjeblikket. Jeg har en del kort under arbejde, som ikke er færdige (næste gang).

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

23. september 1915 – De faldne

Andersen, Johann Friedrich (GRR2) – Kaplitza, Grodno, Rusland.
Andresen, Andreas (RIR272/12) – Logeschin, Rusland.
Bendorf, Asmus Johannsen (RIR265/5) – Letland.
Chemnitz, Bernhard (FR39).
Haue, Friedrich Christensen (RIR272/12) – Mokrava-Dubrowa, Rusland.
Jordt, Johannes Marius (LIR31/12) – Cüstrin, Polen.
Krämer, Peter Nissen (RIR260/11) – Vorwerk Borunow, Rusland.
Møller, Anton Lauritz (IR92/12) – Biale.
Møller, Jørgen (RIR272/10) – Pinsk, Rusland.
Nielsen, Peter Petersen (RIR272/9) – Rusland.
Ravn, Marius Hansen (RIR268/12) – Logischin, Rusland.

Peter Petersen Nielsen (1894-1915) Kegnæs
Peter Petersen Nielsen (1894-1915) Kegnæs