Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Skyttegraven d. 2. sept. 1916

Mange tak for brevet fra den 28., jeg fik det nu imorges. Du vil gerne vide, hvordan vi lever herude i graven. Om natten er vi næsten aldrig hjemme, men så sover vi lidt om dagen, hvis vi da kan, for graven her bliver også beskudt, og vi har slet ingen dækning. Du kan tænke dig en almindelig drængrøft lidt bredere og lidt dybere, hvor der hist og her er lagt brædder og lidt jord ovenpå, og så ligger vi der på bunden og sover på fjæle eller et par planker. Vi trækker mantelen på og feltlærredet over os, og så sover vi. Varm mad får vi kun en gang om dagen og kaffe ligeledes kun en gang, feltflasken fuld, den skal så slå til til en hel dag. Det er det værste med tørsten. Det hjælper, at det ikke er så varmt. Jeg tænker, at vi snart kommer herfra, for her kan man ikke være længe ad gangen. I går aftes havde vi igen en lille kamp. Franskmanden skulle kastes ud af et lille gravstykke, han havde taget for et par dage siden. Kampen varede ikke længe og var heller ikke hård. Det var værre første gang. Jeg slap godt derfra og har ikke glemt at takke derfor. Jeg har heller ingen fortræd gjort nogen, jeg dæklær mig så godt jeg kan…

Nu får jeg alle dine pakker og har fuldt op af alle slags. Jeg spiser ikke så meget, da maven er i uorden endnu, en sygdom vi alle har lidt af. Vi er magre og ser dårlige ud allesammen. Nogle stakkels lidende mennesker. Det skal du ikke være ked af, kære Inger, for kunne man komme på et lazaret, så! Men det går vel ikke så let ….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig 1. sept. 1916

Min kære trofaste hustru!
… I går aftes blev vi alarmeret kl. 7, og så måtte vi afsted gennem løbegraven, nogle steder stod støvlerne fulde af vand. Vi kom ikke med i kamp, gudskelov, men så lå vi hele natten på den bare jord i skyttegraven, kun med det tøj vi havde på. Kan det gå godt, så er der mere, som kan gå godt. Om dagen kan vi slet ikke vise os udenfor, for flyverne kredser hele tiden over graven, de tyske ser vi ikke herude…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 29 aug. 1916

Min egen kære Jørgen!
… Der må da også komme små pakker til dig nu. Jeg sendte skinke dagen før, Jørgensen rejste (d. 21). Det må snart være der, hvis der ellers ikke er andre undervejs, som er bleven i lyst for en bid stegt skinke, for den slags er der sagtens smalhans med længere sydpå. Jeg har solgt en flæskeside i aften, 17 pd. til 2 M. pr pd. Det er Sine Skrøder, som fik den til sin søster i Hamborg. De sulter jo deroppe, kan hverken få kød, flæsk eller smør, så det var jo en hel ynk, hvad de skrev om det. Vort fede flæsk er blevet drøj for os, svinene var gode sidste år. Sine har selv været her i aften efter flæsket, hun er jo morsom at høre på, som hun kan fortælle…

Nu er det da begyndt med godt vejr igen, så i dag har maskinerne været i gang igen. Hans er ved at høste byg herude i Røn- kjær, og så kommer turen nok til havren i Kragelund og Nørretoft. Det vil blive et travlt efterår i år, da det hele biir så sent. Jeg vil også til at reklamere på kraft for at få dig hjem, for der er såmænd nok at gøre…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 29. aug. 1916

… Med hensyn til kammeraterne, da har jeg næsten ingen. Der er jo nok nogle som jeg omgås, men det er ikke sådan her som i garnisonen. Jeg er heller ikke rigtig kendt med dem endnu, der skiftes så ofte. Jeg var godt kendt med dem, jeg omtalte, da vi var i Le Nouvion, men vi er fuldstændig skilt ad, og jeg har været i tre grupper siden. Efter det sidste slag, har vi igen fået forstærkning. Det er helt unge mennesker, dem vil det vist knibe for. Så længe vi er her i Pargny, er jeg sammen med Jørgensen hver dag. Han er en god kammerat, men han er jo ved et andet kompagni. Der er Hække fra Frørup og Kaufmann fra Hjerndrup også. De er også meget kede af krigen, skønt de har da lidt at slås for, skulle man synes. Med renligheden går det ellers godt nok, jeg mærker ikke til utøj. I dag har jeg »Bettruhe«, det er maven som er i uorden, det lider vi næsten alle af.

Det er næsten ikke til at holde ud at ligge derinde i teltet om dagen, for det er varmt og så de forskrækkelige fluer, de er også en følge af krigen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 28.8.16

Min kære Jørgen!
Tak for dit brev fra den 23. Jeg fik det i går formiddag, og egentlig skulle jeg have svaret på det med det samme, men vi var jo til fødselsdag i Hauge i går, og så har jeg nu ventet med at skrive til i aften. Nu er der lidt mere ro. Ja, børnene er da ellers ikke i seng endnu, de leger lidt inde i deres lille kammer med dukkerne. Det er jo så vådt ude igen. Her har det regnet af og til i de sidste tre dage, det er ikke godt for kornet. Der er vel ikke høstet så meget rundt omkring, men det, der står på roden, vil vist lægge sig, for bygerne er temmelig slemme. Det var en hel oplevelse for dig med den franskmand, lidt afveksling. Ja, de vil også gerne i fangenskab, kan man forstå, så er livet jo da reddet. Jeg ville ikke ha’ været ked af det, hvis det havde været omvendt, og det kan jeg forstå, du har også tænkt, for det andet er jo forfærdeligt, kan jeg tænke mig. Du skriver jo ikke så meget om det… I eftermiddag har vi været lidt til fødselsdag hos Marie Gellert. Jeg tog en kage med derhen, for det er knap nu med sukker og med mel. Her i byen er stor opstandelse over, at de i denne måned kun har fået 1/4 pd. sukker til mands, og i andre kommuner får de mere. Der har været en »deputation« hos Eickemejer, og han sendte dem så til landråden. Det er såmænd heller ingen skade til, at de klager. Line Zilke førte nok ordet, hun har det jo i sin magt, især når hun biir lidt gal i hovedet!…

På lørdag skal der være sørgegudstjeneste i Hoptrup kirke over Knud Eriksen. Jeg skal jo vist også med, eller mon jeg kunne blive hjemme? I dag står der i avisen om to ny krigserklæringer, fra Rumænien og Italien til Østrig og Tyskland. Man tager det med ro nu, for det er ikke noget nyt længere, og man har jo heller ikke meget håb om, at det vil give forandring. Det har vi troet så tit, når der kom flere med i det. Nej, jeg tror ikke mere på, at menneskemagt kan hidføre en afslutning, det er forvirringen blevet for stor til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 27. aug. 1916, søndag

Min kære gode hustru!
… Du skriver om, hvor jeg ligger om natten. Ja, det er helt forskelligt, her hvor jeg f.t. er, i Pargny, ligger jeg på jorden i træuld. Det kan sagtens gå an, men ude i stillingen ligger vi for det meste på brædder, og man er glad, når man bare må være der. Ved den fægtning vi havde, mistede vort kompagni henimod halvdelen af mandskabet, deriblandt var de fleste sårede. Det er i nærheden af Estrées, jeg har været. Er H. Fink kommet til Galizien? Du skal ikke bryde dig om, at du ikke kender så meget til gårdens drift, for det skal nok gå, du har nok at sørge for endda.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 22. aug. 1916

Min egen kære Inger!
Jeg har ikke hørt fra dig i tre dage, men i dag er der kommet post til kompagniet, men det er ikke uddelt endnu. Som du vel nok kan tænke dig, er jeg nu havnet i skyttegraven, og her er ikke rart at være. Jeg var ved at skrive et kort til dig i går, det blev jeg ikke færdig med, for der kom bud, at franskmanden gjorde angreb, og så måtte vi alle med. Det er noget slemt noget at være med til. Jeg bad til Vorherre, at han ville være mig nær i faren, og jeg er også sluppet uskadt derfra. Jeg har også takket for frelsen, og du vil jo også nok bede for mig, og takke for alt det gode vi har haft og for vore små piger. De små stakler, å hvor det er godt at de ikke er større, for de mærker jo ikke noget videre til krigen. Jeg ville da så gerne hjem til jer igen, min kære gode hustru.

Der falder jo heller ikke en spurv til jorden uden at det er Vorherres vilje, og vi er meget mere end en spurv. Jeg har den tillid til Gud, at han let kan fri mig fra al fare. Så vil vi kun overlade det helt i hans hånd, han fører alt til det bedste for os. I dag er det helt roligt her, og nu tænker jeg også, at vi slipper en tid, inden det bliver galt igen. Jeg så slet ikke franskmanden, for jeg søgte at dække mig, så godt jeg kunne. I det stykke er jeg ikke nysgerrig. Jeg har lige været henne at hente vand, det er langt at hente det og besværligt at få, men man regner ingen besvær, når man kan få lidt at drikke og få sig vasket. Det er nær ved at gå af mode hos os. Den lille sang du skrev om, du sang for børnene Nu Mørket bryder på, står- også i min sangbog. Jeg vil gerne læse, hvad du skriver, enten i Testamentet eller sangbogen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 22. aug 1916. Tirsdag.

Å, hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Nu har jeg ikke haft brev siden lørdag, og det er mig virkelig et savn, for jeg var jo vant til at høre hver dag. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke på, hvor du da mon er kommet hen. Jeg er så bange for, at du er ved Somme igen. Du kan godt skrive, hvor du er, for dine breve biir ikke efterset, og så kan jeg bedre følge med, synes jeg. Endskønt det hjælper jo ikke meget, enten jeg ved det bynavn eller ej…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre

Fjelstrup d. 19 august, lørdag middag

 …Jeg længtes så meget efter at komme hjem og læse dine breve; men det sidste kort blev jeg ikke glad ved. Jeg tænkte, du var blevet noget længere i Le Nouvion. Hvor mon du nu er kommet hen, vel sagtens til Somme igen. Efter »Nationaltidende« kniber det for T. der. Jeg ser hver dag på det kort, jeg har, om jeg kan finde de bynavne, som biir nævnt, og for det meste er de der. Det er så underligt at sidde og kigge på kortet og så tænke sig, at der færdes du. Det er, som man ikke rigtig kan få fat på det, og blive fortrolig med det. Bare du dog havde været herhjemme hos os, min kære kære Jørgen, det er så tungt at tænke på, at du nu vist er der ved Somme, og så den uvished. Jeg ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. Nu er jeg så spændt på om der er et brev fra dig om dagen. Men vi skal jo se at holde modet oppe, og være tålmodige.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

F.t. Roost d. 16. aug. 1916

Min kære Jørgen!
…I dag står der i Modersmålet, at Knud Eriksen er falden. Hvor er det dog tungt for din tante og onkel. Han har ikke været meget hjemme hos dem, siden han er blevet voksen, og de har kun den ene søn, så er savnet så meget større. Hvad skal det dog ende med, den ene falder efter den anden. Der kan ligefrem komme en angst over en somme tider, fremtiden er så uvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.