Kategoriarkiv: Krigsfanger i Rusland

Fra samlingerne, Krigsfanger i Rusland, Sønderjyder

Den gotiske Udfordring

3 kommentarer

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.

I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.

Denne uges udfordring er et Nytårskort dateret november 1915. Brevet er skrevet af Hans Wolff (1877-1961), der var i russisk krigsfangenskab, til vennen Christian Petersen i Mølmark, Broager sogn. Kortet er del af en brevsamling overdraget til Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Kort fra Hans Wolff (1877-1961), dateret november 1915.
Kort fra Hans Wolff (1877-1961), dateret november 1915.
Krigsfanger i Rusland

Kaptajn Niels Fuglede – en dansker i borgerkrigen i Perm i 1918-1919

2 kommentarer

Senest ændret den 13. maj 2023 12:29

Niels Fuglede, 1920, ved Peter Elfelt. Kongelige Bibliotek

Af Bernadette Preben-Hansen

Niels Christian Mathias Fuglede, 1871-1939, f. Næstved, var en fysisk robust linjeofficer af Livgarden/fodfolket med udlængsel. Han havde været belgisk koloniofficer i Congo i 1907-1909 og i 1914-1917 var han den sidste chef for Gendarmerikorpset på Dansk Vestindien, inden Danmark i 1917 solgte øerne – Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas – til USA.

I oktober 1918 rejste Fuglede fra København via Stockholm, Aabo, Helsingfors til Petrograd. Turen fra Stockholm til Aabo var naturskøn, og han havde aldrig været i Rusland. Finland var i borgerkrig, men han rejste nord om den aktive front. Fuglede var nu ansat ved det danske gesandtskab i Petrograd – som dansk konsul i særlig mission. Danskerne havde siden krigsudbruddet organiseret krigsfangehjælp i Rusland. Krigsfangehjælpen blev kraftigt udvidet, da Danmark i april 1917 overtog USA’s ansvar som beskyttelsesmagt for to millioner østrig-ungarske krigsfanger i Rusland. Brest-Litovsk fredsaftalen mellem Tyskland og Sovjet-Rusland i marts 1918 begrænsede de danske hjælpemuligheder til krigsfangelejrene i regioner under hvid kontrol.

Det var et minefelt med flere konkurrerende hvide regeringer. De afviste Brest-Litovsk aftalen og gjorde front mod såvel centralmagterne som mod bolsjevikkerne. I juni 1918 overtog en østrigsk kommission arbejdet med evakuering af de østrig-ungarske krigsfanger ud af Rusland, men østrigerne kunne intet udrette. Danskerne fortsatte derfor hjælpearbejdet. Da Fuglede nåede Petrograd, var gesandtskabet ved at pakke sammen. Danmarks diplomatiske brud med Sovjet-Rusland var en realitet i november 1918 og midt i december måtte gesandten modvilligt rejse hjem til Danmark.

Petrograds indbyggere ”døde sikkert i tusinder af sult og flere af den spanske syge. Tiggere og lemlæstede krigsinvalider så man overalt”, skrev Fuglede i oktober 1918. Men danskerne i Petrograd – og dem var der mange af – klarede sig med bedre levevilkår end lokalbefolkningen.

I november rejste Fuglede fra Petrograd via Moskva og Perm til Jekaterinburg. Han skulle overtage ledelsen af den danske delegation der. Fuglede forlod Moskva den 28. november. Han talte ikke russisk, og med som tolk var den tosprogede Christian Enevoldsen fra Moskva. Han var født i 1898 i Aabenraa men fra barnsben opvokset i Rusland. Fuglede måtte nu passere fronten under kampene mellem den røde hær og de hvide styrker. Undervejs strandede han i byen Perm. Tjekkerne under general Radola Gajda rykkede frem fra Omsk, forlød det.

Fuglede og Enevoldsen ankom til Perm by i belejringsstilstand. Bolsjevikkerne havde besat byen, men hvide styrker nærmede sig. Her forblev de to danskere i tre uger i december 1918. Anatolij Pepeljajev, general i Koltjaks hvide styrker, nåede byen med hvide tropper sidst i december, og danskerne blev øjenvidner til Pepeljajevs erobring af Perm. De to danskere sultede og vandrede i byens gader, mens Fuglede skrev i sin rejsedagbog. Danske hjælpearbejdere skrev jo notater til krigsfangerapporter på stedet og samme dag. Det blev til stærke øjenvidneskildringer:

”I nærheden af vort hus ligger den største af Perms kirker. Til kirken hører en klosterskole, som nu blev brugt til fængsel for politiske, dvs. hvide, fanger. Ved klosterskolen var der en have, omgivet af en høj hvid mur, og næsten hver eneste nat hørte vi, at der blev skudt fanger midt i klosterhaven. Den toogtyvende december, før de hvide havde erobret Perm, var Enevoldsen og jeg inde i den lille have for at lede efter brødrene Maages lig. (…). Der lå atten lig rundt i haven, alle af yngre mænd. Det var nattens høst.

Alle var de fra fængslet ført barbenede ud i sneen. Hænderne var bagbundne og armene så voldsomt trukket tilbage, at det må have smertet betydeligt. Alle var de skudte i kraniet. På nogle hang et øje helt ud af hovedet, på andre var kraniet sprængt. Et af ligene lå på knæ. Alle var de stivfrosne. Et enkelt af ligene lå i en krog af haven; enten har han ikke straks udåndet eller havde måske forsøgt at undvige”. Muren omkranser Treenighedskirken og Stefanov-klosteret med en stor overgroet klosterhave i et skrånende terræn (4A, Visimskaya ulitsa; den ses i dag langs gaderne Solikamskaya Ulitsa, Ulitsa 1905 Goda og Krasnaya Ploshchad, der kan ses på Google Streetview). Brødrene Harald og Ole Maage var i live og kom hjem til Danmark. Harald Maage var gesandtskabsdelegeret i Jekaterinburg i 1918-1920.

Det blev en ”hvid” jul for danskerne i Perm. Da de hvide havde erobret Perm by, gik Fuglede og Enevoldsen på visit hos den hvide bykommandant med hovedsæde på Jekaterinskaja-gaden, og Fuglede skrev: ”Aldrig i mit liv kan jeg glemme denne vandring. Det var al krigens rædsel og uhygge vi passerede forbi. Vort eget hus var frygteligt medtaget, og nede på gaden lå mellem murbrokker og glasskår resterne af de granater, som havde ramt muren. I hver gade lå der tagsten og murstykker fra ramte huse. Vi passerede steder, ved hvilke der lå en dræbt hest, og rester af pigtrådshegn, som havde spærret gaderne. Her stod nogle beskadigede kanoner og der lå nogle maskingeværer. Stumper af granater lå overalt, og aldrig har jeg set så mange lig. Her et enkelt, der nogle stykker, og andre steder hele flokke. Ja, ved pigtrådshegnene og ved maskingeværerne lå de næsten i dynger eller lag. Den hvide sne var farvet med pletter og småstrømme af det røde blod, men alle de røde flag var til gengæld borte, og fra mange huse hang der nu hvide faner”.

Såvel de røde som de hvide gik hårdt til den. De hvide tog fanger – uden pardon til kinesere og kommissærer. Fuglede så på nedskydningen af 200 fanger på den frosne Kamaflod. Fangerne blev skudt i hold på ti, mens landsbyboernes kvinder og børn kom kørende i slæder for at udplyndre ligene.

Fuglede rejste fra Perm den 28. december via Jekaterinburg til Omsk og videre til Irkutsk. De danske delegationer i Jekaterinburg og Omsk var demoraliserede og ineffektive, skrev Fuglede, mens det gik mere effektivt til i Irkutsk. I februar 1919 ankom han til Vladivostok og med byen som base rejste han i regionen mellem Khabarovsk, Irkutsk og Harbin. Han fik udrettet en masse for krigsfangerne i regionen, især i Ussurijsk-lejrene og i samarbejde med Elsa Brändström, en svensk Røde Kors-sygeplejerske. Det danske hjælpekontor i Vladivostok arbejdede effektivt, mens byen var fuld af flygtninge og tropper fra Storbritannien, Frankrig, Italien, USA, Japan og Canada, med flere. Japanerne havde interesser i Russisk Fjernøsten, som Manchuriet i det nordøstlige Kina, mens amerikanerne holdt øje med japanerne. Tropperne kedede sig i Vladivostok by, især amerikanerne drak og gik med damer, og der var voldsom inflation i byen. Den danske koloni – ca. halvtreds danskere – i Vladivostok, samt sønderjyderne – de fhv. krigsfanger, hvoraf et halvt hundrede mand var interneret i Japan – blev udskibet fra Vladivostok med ØK-skibe og kom hjem til Danmark.

Efter en utilsigtet sightseeing i Japan i juni 1919 kom Fuglede med ØK-skib fra Vladivostok via Borneo og Port Said til Europa. Motorskibet ”SIAM” (1913) sejlede via Suezkanalen; der gik to måneder i total kedsomhed, inden skibet anløb Københavns havn den 30. august.

I december 1919 rejste Fuglede til Riga som leder af den danske hjælpekomité i Finland, Estland og Letland i 1919-1920. Trods hans bryske militærmandsvæsen mærker læseren, hvor rystet han er over borgerkrigenes rædsler og den humanitære situation i Finland, Rusland og Baltikum. Fuglede tog afsked fra hæren og blev i 1920 ansat som agent for Dansk Riffelsyndikat. Han så på Lenins begravelse i det iskolde Moskva i januar 1924, men derefter ville han ikke tilbage til Rusland og Sibirien. Aldrig igen!

Fuglede publicerede redigerede indlæg i dagblade og tidsskrifter, men den håndskrevne beretning fra 1928 har bevaret fortællingens nerve i glimt. Den afleverede han som del af sin levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet, Amalienborg. Undervejs i Rusland samlede Fuglede krigsfotografi for at dokumentere borgerkrigene, men han fotograferede ikke selv. Det har været for farligt for en dansk officer at rejse med kamera i krigszoner i Rusland. Foto er fra Bajkal, Irkutsk, Perm, Samara og Volga-regionerne. De dokumenterede de rødes krigsforbrydelser men også russiske bønder ses i bunker dræbt af japanskstøttede kosakatamaner i Bajkalregionen; her er foto af flere generaler i borgerkrigene, sabotage på broer og jernbaner, samt flygtningestrømmene mod øst i 1919. Foto kom til Det Kongelige Bibliotek i København (Billedsamlingen, album 692, octavo). Her ses affotograferinger i en lille rød kasse. ”Verdenskrigen 1914-1918”, skrev registranten, der blev rettet til ”Rusland 1918-1919” efter min visit (2021).

Lone Johansen fra Vejle og jeg har transskriberet beretningen, der er læseværdig. Kan læses her.

Og Perm? Den røde hær erobrede Perm i juli 1920.

Niels Fuglede skev en række artikler i Berlingske Tidende 1919-1920. Link til PDF.

Krigsfanger i Rusland

De sønderjyske krigsfanger i Rusland 3.

4 kommentarer

Senest ændret den 22. marts 2023 8:52

Kort: Elsa Brändström.

Den Tjekkoslovakiske Legion var frivillige tjekker og et mindre antal slovakker, der fra krigens start kæmpede på Ententens side, både på øst- og vestfronten. På østfronten blev Legionen suppleret med tjekkiske desertører og krigsfanger fra den østrig-ungarske hær, så den voksede til 5-6 gange den oprindelige størrelse. De ønskede at løsrive Bøhmen og Mähren fra det østrig-ungarske kejserrige og håbede på Ententens hjælp til at opnå det.
Brest-Litovsk fredsaftalen i marts 1918 mellem Ententen og Rusland, indeholdt en aftale om at krigsfangerne i Rusland skulle sendes hjem, men Tjekkerne ville ikke sendes tilbage til Østrig-Ungarn, da de frygtede der at blive behandlet som forrædere.

De fik en aftale med bolsjevikkerne at de kunne tage toget til Vladivostok og sejle derfra til Frankrig for at forsætte kampen på vestfronten. Nu var det nemmere sagt end gjort. Kapaciteten på den transsibiriske jernbane var begrænset, det rullende materiel var i en dårlig stand, der var mange tog med krigsfanger fra øst mod vest og bolsjevikkerne i Sibirien forsøgte at forhindre transporterne.

Tjekkerne gjorde oprør og Nanning Ingvard Jensen, der var øjenvidne til tjekkernes oprør, skriver i sin beretning fra fangenskabet:
“Nu havde vi i flere dage fra fangelejren set at der kørte lange transporter på Jernbanen efter Vladivostok, og vi fik at vide at det var tjekkoslovakker, som under fangenskab i Rusland havde samlet sig, og fuldt bevæbnet drog igennem Sibirien, for så at blive udskibet i Vladivostok, og tage del på de allieredes sider. Men så pludselig en dag, da den 21. transport skulle passere Irkutsk, blev den standset på stationen af bolsjevikkerne, og det kom til en kamp på selve banegården og tjekkerne måtte trække sig tilbage på banelinien. Vi kunne følge begivenhedernes gang fra lejren, da der kun var et par hundrede meters afstand, Jeg kunne tydelig se hvordan bolschevikkerne sprængte broen over Ikutfloden, men de måtte prøve til flere gange før det lykkedes, for det var nok ikke kyndige folk, der foretog dette arbejde. Nu havde tjekkerne trukket sig tilbage for at vente på de følgende transporter, som kom bagefter.
(Han skriver i sin beretning, Angaraen, men broen er over bifloden Ikut, lige før den løber sammen med Angaraen.)

Nu da de havde rigelig forstærkning, begyndte de at gå frem igen, men da de nåede frem til omkring ved fangelejren, blev der pludselig skudt på dem fra lejren, det var vore egne folk, som havde meldt sig til bolsjevikkerne, der foretog denne dumme letsindige handling, og som let kunne have fået alvorlige følger for os der var i lejren, for pludselig rettede tjekkerne deres geværer og maskingeværer mod fangelejren, det var ved nattetid, og det kan nok være vi blev puret ud af vores søvn, og kom ned for at lægge os fladt ned på gulvet, for kuglerne gik lige igennem disse træhuse. Der blev også adskillige dræbt og såret, men disse kammerater, der havde forvoldt denne skydning, tog hurtigt flugten over til Irkutsk, da så tjekkerne kom ind i fangelejren, kunne de jo nok se at det var fredelige mennesker, der var her, og den tjekkiske kommandant kom personligt ind i barakkerne og beklagede det skete, og der skulle nok blive sørget for de sårede.

De fortsatte nu langs jernbanen efter Irkutsk til, og det blev til en heftig kamp, før de kom over broen. Vi hørte også skydning i den anden ende af byen, som faldt bolschevikkerne i ryggen, så de måtte forlade byen, det var nemlig hvidgardisterne, som havde benyttet dette øjeblik, hvor tjekkerne var i kamp med de røde og sorte. De sorte var nemlig arnakister.

Men så skete der noget, som aldrig skulle have været tilladt, for da Irkutsk var indtaget myldrede det pludselig med tidligere russiske officerer, og de kom ud til fangelejren. Her kom de ud i barakkerne og tog det mandskab, de havde brug for, jeg var imellem et hold, hvor vi var en 120 mand. Så førte de os til Irkutsk, hvor der var blevet dannet en hel hær af hvidgardister under ledelse af general Koltjak, og her blev vi tildelt officererne som arbejdsmandskab, og der var ikke noget at gøre, enten gå med eller også få en kugle, så det var jo ikke spøg mere.”

(Nanning Ingvard Jensens beretning er værd at læse i sin helhed. Link.)

Tjekkerne dannede derefter rygraden i Koltjaks hvide hær og besatte hele jernbanen i Sibirien. Stoppede dermed al videre transport af krigsfanger vestpå. Borgerkrigen mellem de hvide og røde skabte store problemer for beskyttelsesmagterne Sverige og Danmark i deres arbejde med at hjælpe krigsfangerne. I nogle tilfælde var det med livet som indsats, men den historie må fortælles en anden gang.

Da de tyske og østrig-ungarske kejserriger kollapsede i efteråret 1918, gav tjekkernes kamp i Rusland ikke nogen mening mere, desuden var blevet krigstrætte og ville bare hjem og hjælpe med at skabe det nye Tjekkoslovakiet. I begyndelsen af 1920 blev det aftalt med sovjetregeringen at de kunne rejse videre til Vladivostok og sejle hjem. Den Tjekkoslovakiske Legion dannede derefter rygraden i den Tjekkoslovakiske hær.

Efter at sovjetregeringen havde erobret hele Sibirien begyndte fangetransporten vestpå igen.

Ferdinand Gustav Nielsen, der var blevet gift med en tysk pige i Sibirien, skriver i Hejmdal 8. september 1920:
“Under bolsjevikkernes første periode, i 1918, forsøgte jeg også som så mange andre fanger at rejse hjem, men da var tjekkerne allerede kommen til magten. De havde besat store dele af den transsibiriske jernbane og forbød os at rejse hjem, af frygt for at fangerne skulle indtræde i den røde armé.

Da bolsjevikkerne efter Koltjaks fald 1919 atter kom til magten, solgte jeg alt og fik en stor sum penge, men sibiriske rubler, og de var jo ikke ret meget værd. Sammen med min hustru begav jeg mig atter på hjemrejsen, men kom kun til Tjeljabinsk. Efter at vi i to måneder havde opholdt os der og fristet livet ved, at min kone lavede cigaretter og jeg solgte dem på torvet, rejste vi ved vinterens begyndelse atter tilbage til Shchuchye, hvor både min kone jeg blev syge af tyfus. Der herskede denne vinter en forfærdelig tyfus epidemi, som bortrev den ene efter den anden.

Endelig i maj 1919 kunne vi rejse videre til Moskva, hvortil vi ankom efter 5 uger.
I Moskva fik vi dog nogenlunde forplejning gennem Røde Kors. Derfra gik turen videre i en transport på ca. 900 mand. Vi var omtrent 100 mand i hver vogn (kreaturvogn), så turen til grænsen var just ikke nogen fornøjelsestur. Ved grænsen mødte vi transport russiske fanger for hjemadgående. I Narva (Estland) kom vi i den store koncentrationslejr for Røde Kors.”

Andreas Madsen, fra Genner beretter i en artikel i Hejmdal 13. december 1920:
Derfra kom vi til Barnaul og her, langt inde i Altai-bjergene traf jeg to sønderjyder, Peter Quitzau fra Aabenraa, der er kommet hjem for 8 dage siden og Johansen fra Hellevad. Herinde sad vi i 3 måneder og led megen nød. Vi gik så til fods til Kulikov, hvor vi arbejdede en årstid hos bønderne og ved jernbanen. Her lavede bønderne oprør mod Koltsjak, mens vi var her, og fik forbindelse med sovjetregeringen først i august 1919. I løbet af året trængte sovjetregeringen helt igennem Sibirien. Tyfusepidemierne rasede her meget alvorligt, så vi måtte blive vinteren igennem og vi arbejdede her i en lejr, som sovjetregeringen opløste. Vi kunne gå hvorhen vi ville, nåede så frem til de tyske kolonister.

Her fik vi at vide, at tranporterne begyndte at gå hjemad, og endelig kom vi med en. Den 24. september 1920 kørte 110 tyske og 390 østrigske fanger til Omsk, hvor 500 østrigere endnu sluttede sig til. Så kørte vi over Ishim, Tjumen, Jekaterinburg, Perm, Vologda til Moskva, hvor vi var i 8 dage, forplejet godt af det tyske soldaterhjem. Alt var frygteligt dyrt, så vi kunne intet købe, men fik her tysk militærtøj. Da vore papirer var bragt i orden, kørte vi videre. Igennem Petrograd kørte vi om natten. Fra en finsk havn kom vi så om bord i en damper til Swinemünde.

Yderligere oplysninger findes hos:
Høeg, Mathias Peter (1889-1964)
Nanning Ingvard Jensen (1895-1968)
Hörlyck, Hans Christian (1891-1957)
Andreas Madsen (1894-)
Møller, Andreas Peter (1890-1964)
Ferdinand Gustav Nielsen (1887-)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Internettet:
Wikipedia: Tschechoslowakische Legionen, og Tjekkoslovakiske Legion.

Yderligere Litteratur:
Beevor, Antony: ”Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921.” Lindhardt og Ringhof 2022.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Høeg, Mathias Peter: ”Jeg har ikke flere patroner.” 1943
Preben-Hansen, Bernadette: ”Da danskerne rejste fra borgerkrigen.” Personalhistorisk Tidsskrift 2011 (1), 90-116. PDF.

 

 

Krigsfanger i Rusland

Frits Brøndal i Ukraine og Sydrusland i 1919

4 kommentarer

Senest ændret den 13. maj 2023 12:30

Af Bernadette Preben-Hansen

Frits Brøndal, 1890-1919, var handelsuddannet fra Købmandsskolen i København, og arbejdede som bogholder ved Magasin du Nord på Kongens Nytorv. Han kedede sig, og sidst i april 1917 krydsede han torvet med en ansøgning til Udenrigsministeriet om en stilling ved det danske gesandtskab i Petrograd (Sankt Petersborg). Han fik jobbet – fordi han havde studeret russisk privat i to år – og ugen efter, den 6. maj 1917, rejste han med Udenrigsministeriets rejseselskab fra København til Petrograd. 23 medarbejdere var i al hast blevet ansat ved gesandtskabet i Petrograd – afdeling B. De skulle arbejde for den danskorganiserede krigsfangehjælp i Rusland. To uger gik Brøndal rundt i Petrograd, inden han kom til generalkonsulatet i Moskva, hvor han blev sekretær for krigsfangeposten.

Som flere andre af gesandtskabets delegerede, gik Brøndal i 1918 over til Dansk Røde Kors, for at fortsætte hjælpearbejdet. Han tilsluttede sig Dansk Røde Kors i Moskva i november 1918 for at arbejde med krigsfangetransporter fra Sibirien til Tyskland. Han skulle tage sig af syge krigsfanger på sanitetstog. Nu holdt han – som en slags bogholder – regnskab med invalidetransporter. Brøndal var dygtig og fik ros som leder af den sidste transport af franskmænd fra Moskva til Petrograd og videre til den finske grænse i november 1918. Da Dansk Røde Kors oprettede et kontor i Kiev, blev Brøndal udset til leder, og han rejste til Kiev i januar 1919.

Ukraine lå i et borgerkrigskaos i 1919. Denikins styrker og bolsjevikkerne var i krig, som også flere ukrainske selvstændighedsstyrker. Der var pogromer i Ukraine. De hvide hære, den røde hær, den polske hær, ukrainske selvstændigheds-enheder, lokale krigsherrer og kosakker dræbte vel en tredive til tres tusinde jøder.

Kiev blev kastebold i borgerkrigen imellem den røde hær og de hvide styrker, i Ukraines selvstændighedskrig. Simon Petliura, en socialistisk avisredaktør og medlem af den ukrainske republiks selvstændighedsregering, brød med regeringen, bekrigede den sidste hetman og tyske marionet Pavlo Skoropadskij, og Petliura erobrede Kiev med en bondekosakhær i december 1918. Den 5. februar 1919 besatte bolsjevikkerne Kiev. Petliura, nu ataman og stats- og militærchef, ledte modstanden mod den røde hær. De hvide styrker rykkede ind i Kiev i august 1919, men efter den røde hærs sejr i december 1919, måtte Petliura flygte til Polen. I 1920 nåede en polsk-ukrainsk hær imidlertid Kiev. Den blev dog slået tilbage af den røde hær, en kommunistisk sovjetregering indsat i Kiev, og i oktober var Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik en realitet. Alt imens arbejdede Brøndal videre i Dansk Røde Kors’ kontor i Kiev: ”Fra december 1918 til marts 1919 er der gået 35.000 fanger gennem vore hænder” skrev Brøndal til Camillo Martiny i april 1919. Martiny var militærlæge og leder af Dansk Røde Kors i Rusland i 1919. Samme måned præsenterede Brøndal Dansk Røde Kors’ projekter for Christian Rakovskij, der var præsident for sovjetregeringen i Ukraine. Den forbindelse skulle blive vanskelig for Brøndal.

”Samtlige danske i Kiev er i god behold”, skrev de danske aviser, da den røde hær besatte Kiev i februar 1919. Danskerne var i live, men de skulle ”nu bespises og hjælpes af Dansk Røde Kors’ kontor i Kiev”. Dansk Røde Kors i København kunne ikke få kontakt med kontoret i Kiev, og Politiken skrev i november 1919: “Lederne af Dansk Røde Kors i Kiev er på Denikins ordre blevet arresteret, fordi de optrådte som agenter for det tyske og østrigske arbejder- og soldaterråd i Kiev, der arbejder i nøje forbindelse med Ruslands sovjetregering”.

Dansk Røde Kors stoppede sit arbejde i Rusland i juli 1919, og alle ansatte blev beordret til København. Brøndal fik ordre til at afvikle Kiev-kontoret og rejse til København med arkivet. Rejsen kunne gå over Moskva, Odessa eller Østrig. Han trak på afrejsen. Brøndal kunne ikke komme med jernbanen til Moskva; der var intet skib i Odessa, og han ville ikke gå – til fods – til Wien, for så kunne han ikke få arkivet med, som det var hans pligt.

Arkivet indeholdt oplysninger om forholdene i Ukraine. Russisk Røde Kors arbejdede med frontlinje-institutioner til ”indkøb af fødemidler til russiske fanger i Østrig og Tyskland, og forsørgelsen af de tusinder af fanger, der til fods vandrede bort fra disse lande og gennem Ukraine søgte mod Rusland”. Dansk Røde Kors i Kiev arbejdede for at skaffe fødevarer til de østrig-ungarske og tyske krigsfanger, der under usle forhold vandrede i store flokke gennem Ukraine, i retning mod Tyskland og det fhv. Østrig-Ungarn.

Da de hvide erobrede Kiev fra bolsjevikkerne i august 1919, var Brøndal optimistisk efter at havde set de rødes terror. Det var ubegrundet. Hvide politienheder endevendte Kiev-kontoret. De østrig-ungarske og tyske officerer, der arbejdede for Dansk Røde Kors, blev arresteret, som også Brøndal selv. Dansk Røde Kors i Kiev blev på den hvide general Denikins ordre beskyldt for spionage, samt samarbejde med Tyskland og bolsjevikkerne. Nu var der hvid terror i Kiev.

Brøndal havde skrevet under på ikke at ville forlade Kiev men rejste alligevel til Rostov ved Don. Han ville forsøge at rejse over Krim og Sortehavet med Dansk Røde Kors’ arkiv, men han blev arresteret, måske i Taganrog, og han blev ført tilbage til Rostov. Her havnede han i et hviderussisk fængsel med en dødsdom ved skydning som bolsjevikspion, tyskersympatisør og jødehjælper. Men de hvide nåede ikke få ham skudt, inden den hvide hær flygtede fra Rostov ved Don, da bolsjevikkerne indtog byen.

Brøndal modtog Dansk Røde Kors’ krigsmindetegn in absentia, hvor Christian Hansen underskrev for sin stedsøn – på Christiansborg i København i september 1919. Frits Brøndal døde – 29 år gammel – af tyfus i fængslet i Rostov ved Don i julen 1919. Han var blevet overladt til sig selv i borgerkrigenes ragnarok. Brøndal var blot én af flere – en hel del – danske hjælpearbejdere, der gik til i de russiske borgerkrige, døde af sygdom, blev myrdet eller begik selvmord.

I 2009 fortalte jeg om Frits Brøndal i Danmarks Radio. Her hørte familien for første gang om ”onkel Frits” skæbne, mens Udenrigsministeriet kendte til hans død allerede i 1920. Udenrigsministeriet fortalte ikke sandheden til en moder i tiden, men anså – misforstået – uvisheden for at være mere skånsom.

LITTERATUR
Preben-Hansen, Bernadette. Frits Brøndal – fra Magasin du Nord til døden i et fængsel i Rostov ved Don. Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Ukraine 1917-1919.  Siden Saxo 2010 (27/3), s. 26-37.

Preben-Hansen, Bernadette. Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien 1917-1920. Magasin fra Det Kongelige Bibliotek 2014 (4), s. 51-60. Historien om Frits Brøndal ses på s. 56-58.

Krigsfanger i Rusland

De sønderjyske krigsfanger i Rusland 2.

1 kommentar
Jes Ravn, krigsfange i Rusland

Da sovjetregeringen i november 1917 kom til magten, erklærede de alle krigsfanger og civilfanger som frie medborgere med de samme rettigheder som russerne. Det gjalt dog kun i de områder hvor sovjetterne havde kontrollen, dvs. den europæiske del af Rusland. Fangerne håbede på at nu kunne komme hjem, men håbet forsvandt hurtigt igen på grund af den kaos og nød der opstod i kølvandet på revolutionen.

Teknisk set var Rusland stadig i krig med centralmagterne, så hjælp derfra var endnu ikke muligt. Fangerne blev overladt til sig selv og forsyninger var dyre og svære at skaffe. Mange fanger prøvede på egen hånd at vandre mod vest, men da borgerne i de store byer led hungersnød, gjorde strømmen af krigsfanger situationen endnu mere fortvivlet.

Sovjetregeringen så en fordel i at overtale krigsfangerne til at slutte sig til revolutionen. Der blev efterhånden oprettet grupper af såkaldte internationalister, krigsfanger der tilsluttede sig revolutionen,  forskellige steder. Brändström nævner 90.000, Bevoor nævner mellem 40.000 og 250.000. det er selvfølgelig ikke mange i forhold til de ca. 2,3 millioner krigsfanger, som Brändström mener der var i Rusland.

Disse internationalister overtalte sovjetterne til at lade fangerne fortsætte med at være interneret, da det så ville være nemmere at overtale dem til tilslutte sig revolutionen. En del krigsfanger oplevede den forsmædelse, at de russiske fangevogtere blev udskiftet med internationlister. De mistede dermed deres frihed igen.

Først ved Brest-Litovsk freden i marts 1918 blev krigsfangernes forhold bragt i orden. Derefter begyndte hjemsendelsen af krigs- og civilfangerne fra den europæiske del af Rusland at tage fart.

De sønderjyske krigfanger havde den fordel, at der i Rusland stadig var danske statsborgere, der gav dem en hjælpende hånd.

Jens Henriksen, der var i fangenskab i Sarapul, skriver i Almanak for Nordslesvig 1939.
Da jeg var på Lazaret havde jeg ikke Lejlighed til så nøje at følge med i, hvorledes Situationen udviklede sig for mine Kammerater i Barakkerne, men derom har Jes Ravn senere fortalt mig følgende:

Kort efter Pastor Jensens Bortrejse fra Sarapul ankom Fritz Clausen, Aabenraa, nu Læge i Bovrup, og 3 sønderjyske Kammerater fra Jurjev Polskij til os. Det var endnu før Pastor Jensen var nået tilbage til den sønderjyske Lejr, hvor alt på dette Tidspunkt var i Opbrud og Forholdene på forskellig Måde meget usikre. Disse 4 sønderjyske Landsmand mente at risikere mindst ved at rejse østpå og havde hos Bolschevikerne i Jurjev Polskij, der nok vilde af med Fangerne, skaffet sig Pas og fri Rejse for at søge Beskæftigelse i Sibirien. Men det viste sig umuligt at nå så langt, og de kom derfor over til os, idet de vidste, hvor vi var.

Men her var der ikke noget at vente efter, idet vi ikke spekulerede på andet end at komme til den sønderjyske Lejr, og de besluttede derfor straks at vende tilbage, hvorefter Aftalen blev, at også vi skulle se at gøre Alvor af at komme bort. Efter i flere Dage bogstavelig talt, næsten at have belejret de stedlige russiske Kontorer for Krigsfangevæsnet, lykkedes det under store Vanskeligheder Fritz Clausen at skaffe Rejsetilladelse samt Fribillet for sig selv og sine tre Ledsagere. Allerede den følgende Dag rejste de med Skib, og ved et lykkeligt Tilfælde – man kan næsten sige Mirakel – formede det sig sådan ved denne Afrejse, at vi, efter at de 4 var gået om Bord, beholdt Papirerne på Frirejse og det hele. Dermed var Rejsen sikret for 4 Mand mere, som tog afsted Dagen derpå, og blandt disse var jeg. Rejsen gik med Baad til Volgabyen Nischni Nowgorod og derfra videre med Tog til Jurjev Polskij, hvor efterhånden alle Kammeraterne fra Sarapul samledes.

Da vi ankom til Jurjev Polskij var alle Sønderjyder, med Undtagelse af Fritz Clausen og sine Mænd samt Pastor Jensen – som tidligere havde været der, taget bort. De var rejst til Moskva, hvorfra de med Støtte af derboende danske Forretningsfolk og forsynet med Pas. som danske Arbejdere rejste videre over Petrograd og Sverige hjem til Danmark. Hjemsendelsen på denne Måde, der langtfra var uden Fare, lykkedes udmærket. Efterhånden, som der inde i Moskva var Mulighed for at få nogle bort, sendtes der Bud efter flere sønderjyske Krigsfanger. Samme Vej kom også en lille Flok fra Sarapul, da de Tid efter anden ankom til Jurjev Polskij. Når Krigsfangerne først var i Toget, så gik Hjemrejsen hurtigt, og i Løbet af Sommeren og Efteråret kom alle med Undtagelse af mig og en Kammerat mere hjem over Sverige. Det var Meningen, at vi skulle have rejst ad samme Rute, men grundet på særlige Forhold blev vi i Stedet for gennem det tyske Røde Kors sendt hjem over Tyskland og først henimod Jul 1918, sluttede Jes Ravn, ankom jeg til mit Hjem.

Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jes Georg Ravn (1876-1957)
Marius Niels Riis (1895-1959)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Yderligere  Litteratur:
Beevor, Antony: ”Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921.” Lindhardt og Ringhof 2022.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Jensen, Peter: ” Jurjeff-Polskii og andre russiske krigsfangelejre.” Sønderjysk Månedsskrift 1968, PDF.
Hensriksen, Jens: ”I russisk krigsfangenskab.” Almanak for Nordslesvig 1939. PDF.

 

Krigsfanger i Rusland

De sønderjyske krigsfanger i Rusland 1.

1 kommentar

Senest ændret den 8. februar 2023 16:33

Den logistiske opgave med at få de slesvigske krigsfanger hentet hjem inden afstemningen i februar 1920, var til at overkomme for krigsfangerne i Frankrig, England og Amerika, da disse lande havde styr på hvor fangerne befandt sig og at de var anbragt i få lejre. I Rusland var situationen noget vanskeligere fordi fangerne var spredt ud over det store rige og russerne ikke havde styr på hvor fangerne var, samt at situationen var ret kaotisk på grund af revolutioner og efterfølgende borgerkrige. En række artikler i løbet af foråret vil beskrive hvordan sønderjyderne kom hjem, hovedsagelig baseret på deres egne beretninger.

Russerne havde fra krigens begyndelse besluttet at skille de nationale mindretal blandt krigsfangerne fra de rigstyske og østrig-ungarske krigsfanger. Dvs. tjekkerne, serberne, slovakkerne mv. fra den østrig-ungarske hær og fangerne fra Polen og Elsas-Lothringen fra den tyske hær. Da disse mindretal ønskede selvstændighed, håbede at russerne med egnet propaganda at kunne overtale dem til at skifte side.

Ideen var at sende de tyske og østrig-ungarske fanger til fangelejre i Sibirien, medens de adskilte mindretal blev sendt til fangelejre i den europæiske del af Rusland.

Sønderjyderne var ikke med i begyndelsen, men blev først i 1916, takket være N. H. Rasmussen og med hjælp fra kejserinde Dagmar, forsøgt samlet i én lejr. Men på dette tidspunkt var de allerede fordelt på de sibirske fangelejre, og da russerne ikke havde styr på hvem der var hvor, og krigsfangerne i lejrene var under selvstyre, dermed underlagt de tyske officerer, der ofte saboterede forehavendet, lykkedes det aldrig at samle flere end 36 danske sønderjyder i lejren. De danske sønderjyder blev anbragt i et hjørne af en tjekkisk fangelejr i byen Jurev-Polskij, ca. 200 km nordøst for Moskva.

Da det efter Brest-Litovsk freden blev muligt at komme hjem, ville de dansksindede sønderjyder fra Jurev-Polskij lejren ikke hjem via Tyskland, da de risikerede at blive sendt til Vestfronten efter en kort orlov. Ved hjælp af danske statsborgere, der arbejdede i Rusland for Dansk Russisk Handelskompagni og af konsulatet i Moskva og St. Petersborg, fik de falske danske pas, som de så kunne benytte til at rejse fra St. Petersborg igennem Finland, derfra sejle til Stockholm og videre til København. Undersejlturen til Stockholm bliver passagerne og passene kontrolleret at tyske patruljebåde.

Peter Jensen skriver i Sønderjyske Månedsskrift 1968 bl.a. følgende:
”I juli måned 1918 kommer så begyndelsen til afslutningen. Pastor Jensen og vore venner og hjælpere derinde i Moskva og Petrograd, og ikke at forglemme den danske ambassade med hr. minister, kammerherre Harald Scavenius i spidsen, har gjort en stor og meget bekostelig gerning med at få os sønderjyder gjort klar til hjemrejsen. Et ikke alene omstændeligt arbejde med at skaffe de nødvendige papirer. Der skulle også penge til rejsen, og de skulle også iklædes, så de ikke lignede krigsfanger, men almindelige danskere, som skulle igennem paskontrol og undersøges af tyskere, som kontrollerede farvandene ved den finske bugt og Rigabugten. En meget streng personlig undersøgelse, så sønderjyderne måtte passe på ikke at lade sig mærke med, at de kunne forstå eller tale tysk. Når de var kommet igennem denne kontrol, følte de sig fri og sikre for både tyskere og bolshevikker. Rejsen foregik med skib fra Petrograd til Stockholm og tog omkring tre døgn til Stockholm og et til København. Den 20. juli kl. 12 sejlede de første fem fra Petrograd. Den 23. gik de i land i Stockholm. Den 24. kl. 11 ankom de velbeholdne til København.”

Foto foroven, pastor N. A. Jensen: Fangelejren i Jurev-Polskij. 

Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jens Juhl Nikolaisen (1892-1989)
Anton Hansen Nygaard (1886-1958)
Falle Petersen Rudbeck (1890-)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Litteratur:
Bechshøft, Gitta: ”Tante Ebba og Revolutionen”, 2020.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Clausen, H.C.: ”Kejserinde Dagmar” 1991. Udsnit PDF. (Samtale med Frits Clausen i 1928.)
Jensen, N. A.: ”Ventetider” 1926.
Rasmussen, Bent: ”Om krigsfangelejrenes oprindelse.” Sønderjyske Årbøger 1960, side 41-80. PDF.
Rasmussen, Bent: “I gerning og sandhed. N.H.Rasmussen og de Sønderjydske Krigsfanger.” 1927.
Trampe, Ebba: “Sønderjyske krigsfanger i Rusland.” Thyras Vold, 1963 PDF.

Krigsfanger i Rusland

Ny bog om sønderjyder i russisk krigsfangenskab

1 kommentar

Senest ændret den 17. januar 2023 14:21

Gitta Bechshøft: Tante Ebba og Revolutionen (2020)

DKK 249,95

I 100 året for genforeningen føjer historien om Tante Ebba og hendes ”sønderjyske drenge” sig som endnu en brik ind i den store fortælling om længsel og frihed.

Under 1. Verdenskrig indkaldes sønderjyder mod deres vilje til tjeneste i det tyske militær, og mange ender i Sibirien som russiske krigsfanger.

På det tidspunkt opholder fru Ebba Tramp Bechshøft sig i  St. Petersborg, hvor hendes mand er direktør i Dansk Russisk Handelskompagni. Her deltager  hun – som eneste kvinde – i en hemmelig redningsaktion, der ved list og snilde skal vriste disse sønderjyske landsmænd ud af  det russiske kaos og den tyske hærs lange fangarme.

Denne, hidtil upublicerede øjenvidneberetning, løfter sløret for, hvordan det lod sig gøre og opklarer samtidig et dunkelt punkt i de dansksindede krigsfangers ”russiske eventyr”: hvad skete der, fra de slap væk fra lejrene, til de nåede det neutrale Danmark, hvor de som tyske statsborgere, måtte leve i skjul, til krigen var forbi?

Gitta Bechshøft:

Tante Ebba og Revolutionen

238 sider, ill. hæftet 

Køb den hos Forlaget Historia

Bogen kan også købes direkte over nettet via tales.dk (tidl. Bogrolen.dk)

Krigsfanger i Rusland

2. marts 1920. ØK’s skib M/S “Peru” ankommer til København fra Vladivostok med danske statsborgere og sønderjyske krigsfanger fra Sibirien.

4 kommentarer

Senest ændret den 17. januar 2023 14:17

Med på skibet var Niels Mikkelsen Purup og familie. Han rejste til Sibirien i 1912, hvor han arbejdede for Sibiko (Sibirist Kompagni) og senere etablerede sig i Tjita til 1915. Efter et kort ophold i Danmark rejste han retur – nu med hustru – til Tjita. Han blev selvstændig og fremstillede cigaretter på egen fabrik i Tjita. Forretningen gik godt, og parret blev velhavende. I 1919 pressede borgerkrigen på, og Purup blev engageret i krigsfangehjælpen. Parret besluttede at rejse til Danmark for at vente på bedre tider til at returnere til Rusland. Familien kom med M/S Peru fra Vladivostok i nytåret 1919/1920. Med ombord var også et hold sønderjyske krigsfanger.
(Tekst: B. Preben-Hansen)

Et barnebarn til Purup rejser til Sibirien i farfaderens spor. Se beretningen fra rejsen her.

Barnebarnet, Karsten Purup,  er interesseret i kontakt til efterkommere af de sønderjyske krigsfanger, der var med skibet. Karsten kan kontaktes her.

Billede fra Sibikos forretning i Tjita, der som noget helt nyt tilbød cykler, til veje, som var et pløre og ælte mindst 9 måneder om året.
Purups billet hjem fra Vladivostok.

På rejsen hjem tog Purup en række billeder ombord på skibet:

M/S “Peru” Link til Motorskibet “Peru”
Skibets kaptajn.
Alle Passagere på “Peru” incl. kaptajn og 1. styrmand – samt 6 sønderjyske krigsfanger som russerne havde frigivet og den danske stat betalte hjemrejsen.
Skibet blev malet på hjemvejen og passagerne fik lov at hjælpe. Det var nok ikke meget til gavn, men en adspredelse.

(I følge krigsfangekortene skulle der være 7 krigsfanger med hjem?)
Krigsfanger med M/S “Peru”:

  1. Peter Christian Asmussen fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Haxthausens arkiv: ”Efter anmodning fra krigsfange i Sibirien, løjtnant ved 5. husarregiment Peter Christian Asmussens pårørende skal man anmode UM om at telegrafere til vicekonsul Møller-Holst i Irkutsk om at foranledige ovennævnte krigsfange frigivet og hjemsendt, således at han kan nå at afgå med S.S Peru fra Vladivostok omkring nytår. Krigsfangen er født i Flensborg og hans forældre har hos Vassart og Co. I Vladivostok deponeret to tusind kroner til hans hjemrejse, ligesom de er villige til at betale alle yderligere udgifter. Fangens adresse er: Kansk ved Bajkalsøen, officersfangelejr, guvernement Jenisejsk”. 28-11-1919 til UM. 
  2. Harry Johannes Christian Gross (1881-1921) fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Kom til Pervaja Kelschka ved Vladivostok. Han var i tjekkisk fangeskab. Broderen Gustav Gross, Flensborg, Viktoriagade 7, var villig til at betale hjemrejsen. 
  3. Johannes Christian Köhler (1884-1938) fra Nordborg 
  4. Paul August Otto Köppen (1876-1945) fra Tønder. (Japansk krigsfange) 
  5. Laussen ? Link til krigsfangekort 
  6. Jørgen Hansen Nielsen (1885-) fra Faahus.
  7. ? H. P: Møller ? Link til krigsfangekort Med “Peru” 2/3-20 (A23) – det er ankomst tidspunktet til København? 
Krigsfanger i Rusland

7. oktober 1919. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

1 kommentar

Senest ændret den 17. januar 2023 14:18

Pastor N. A. Jensen: ”Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen som havde taget et dansk arbejde op for sønderjyske krigsfanger sendte Jensen til fangelejren i Aurillac i Sydfrankrig, hvor han 1915–16 var præst og lærer for de derværende sønderjyder. 1917–18 var han i samme ærinde i Rusland hvor han i revolutionstiden med stort besvær fik samlet fangne sønderjyder i Jurjef Polski nordøst for Moskva og til sidst sendt dem hjem over Stockholm.” Ventetider 1926.

På billedet foroven ses N. A. Jensen i midten blandt fangerne i Jurjef Polski lejren. Yderst til venstre med kasket Frits Clausen og manden med med det hvide forklæde er lejrens kok, Anton Nygaard, der laver skånekost til pastor Jensen.

Hejmdal 7. oktober 1919.

Fangeliv. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Bovlund frimenigheds nye præst pastor N. A. Jensen giver i ”Natt.” følgende skildring om fangeliv i Rusland:

Luther er ikke nøjsom i sin forklaring til den 4. bøn. Selv i fredstid opnås ikke alle de mange rare ting, han der nævner. Men i krigstid svinder de yderligere.

Lad os følge en sønderjyde fra indkaldelsen til hjemkomst. Hans liv er som en kurve, der synker og synker, indtil savnets tunge tid er nået. Så stiger det atter, om end usikkert, til hjemrejsens dag gryer, og til han endelig øjner skorstensrøgen fra den hjemlige arne, og ”lutter milde blik han får, og hjerte imod hjerte slår af kærlighed og glæde”.

Ordrerne kommer. Han må sige farvel til ”hustru og børn, hus og hjem”. I stedet får han kammerater af alle slags og en våd skyttegrav. Men en enkelt gang får han orlov og ejer alt på ny med genfødt glæde. Desto tungere atter at sige farvel. Så hører også dette op, for en dag tages han til fange, lad os sige på Østfronten i december 1914. Han er vel nu udenfor den store livsfare, men til gengæld mister han bevægelse, afveksling og brevforbindelse med hjemmet.

I 30 døgn skrumpler han nu på en hylde i en kreaturvogn ad Sibirien til, berøvet de sidste rester af ”penge og gods”, plaget af snavs, lus og Diarré, der altid følger med spændingen ved tilfangetagelsen. Vi lider ved at køre 12 timer, sunde og rene, i en god vogn. Hvad da han! Efter 30 døgn kan han stille sit ur 8 timer frem, han har kørt 1/3 af jorden rundt. – Men han har dog kørt og set et vekslende landskab.

Nu gemmes han med nogle hundrede eller tusinder i en Kosakkaserne. Ensformig ørkesløshed, slet luft i de overfyldet sovesale, månedslangt, ja, måske årelangt afbrudt fra brev forbindelser med hjemmet. Han går ½ år i samme skjorte, thi vand er en kostbar ting i landet uden brønde og med de det meste af året tilfrosne floder. Kager af snavs, åbne sår af utøj vedbliver at plage.

”Forplejningen” er skrumpet ind til lige netop det daglige brød, og det endda ikke det tørre brød, thi melet har stået og trukket fugt i sækken, er bleven cementhård, må knuses, før det kan bages og blive til brød, han kan kryste vandet af. Ligger en skive natten over, kan han skære det ud i en portrætramme, – havde han nu blot ”hendes” billede! I øvrigt var ekstra mad på den tid let at få og meget billigt; men hvem havde penge den gang?

Men endnu har han dog en tålelig sundhed. Så søger han om lov til at gå ud i landsbyen for at tigge, om og kun for motionens skyld. Det tillades, men forbydes snart, da kulden kan fryse både næse og øren af. Så søger han lidt afveksling i et af kasernens værksteder. Livet bliver mere og mere tomt og fattigt.

Og dog er kurvens nederste rand ikke nået endnu. Da sommerheden kommer, floden smelter, sneen tøer, og al urenhed strømmer ud i floden, hvor nu også kreaturerne står i timevis, og dette vand dog må bruges i køkkenet, indfinder tyfus’en sig. Hans 5 spisekammerater ( altid 6 om en skål) dør, han selv bliver angrebet, ligger i vildelse, kommanderes ude ved fronten eller råber i rædsel for granaterne, styrter ud af sengen , nej: springer ned fra briksen, vil hjem, men falder om nede ved døren og hjælpes op på hylden igen.

Det gælder liv og død i flere dage, men han kommer sig. Man regner, at 60% af Sibiriens fanger døde; men sønderjyderne var gennemgående mere modstandsdygtige end de andre. Skyldes det et sundere levned hjemme, større sans for renlighed derude, når den var til at få, eller et friere Mod? Nok er det, der døde færre af dem. – Så blev han sat til at begrave de døde. Ligkælderen var fyldt fra vinteren, nu kunde de komme i jorden. Han sendtes ned gennem lugen med et tov; han skulle slå en løkke om et ben og således sende lig efter lig op som sække af en last. Så fyldes en kiste med 6 lig; den førtes til kirkegården og tømtes som vi tømmer en trillebør.

Men den, der holdt det første halve år ud, var i reglen over det værste. Man fandt på beskæftigelse, spil af alle slags, endog skuespil, og man begyndte at høre hjemme fra. Ah, hvor det lettede! Kurven begyndte at liste opad. – Nej ikke for alle. Ungarerne fik aldrig bud fra hjemmet, for russerne manglede tolke til brevcensuren. Men sønderjyderne fik at mærke, at de havde mange venner: Breve og pakker begyndte at strømme ind, og en oktoberdag 1915 mærkede de, at de havde en meget formående ven: Den enkekejserinde, der ikke bærer sit Dagmar-navn forgæves. Ved hendes energiske arbejde blev det sat igennem, at der indrettedes en særskilt lejr for dem, og en skønne dag kunde de sige Sibirien farvel.

Juleaften 1915 samledes ca. 120 i denne nye lejr inde midt i Rusland. Modermålet lød frit i sang og tale, budskaberne hjemmefra blev hyppigere og ikke af så gamle datoer; fangerne havde igen adskilligt med end våde brød, deriblandt også passende beskæftigelse. Flokken måtte dog deles på grund af national modsætning; men des bedre fik den det, som blev tilbage.

Siden fik de dansk præst, også ved den danske prinseses foranstaltning. Et lokale lejedes og omdannedes til en hyggelig sal med gudstjeneste om søndagen og aftenmøder med foredrag, sang og samtale. Og penge til forbedring af kosten og pelse til at holde kulden ude, når de gik på arbejde i købstaden.

Men så kom bolsjevismens forvirring med synkende rationer; voksende dyrtid og fare for liv og lemmer. Mad blev til sidst næsten ikke til at opdrive. Kun heste kunne fås, endda til 14 rubler stykket (på samme tid kostede en hane 15 rubler), men de døde jo også, plejede vi at sige, når man så lidt vist på dem! Ikke enhver mave tålte den kost.

Så forlod sønderjyden siden sin lejr som tyskeren sin, søgte arbejde, så længe noget var at få, og reddede sig således helt vel, indtil sommeren kom med det store sammenbrud. Så satte han alle sejl til, trodsede rejsens vanskeligheder og stod en dejlig dag atter i det kære hjem. Kurven havde nået højden fra hin dag, han forlod hjemmet. Nej, den var højere, thi det store var sket: Han stod som en fri mand i et frit land. Det var nået, der i tunge dage havde strålet for hans tanke og holdt hans mod oppe – det, som han midt i fangetiden endog havde formet i en enfoldig sang:

Der havde håb, der er liv i vort bryst,
Vi synger så glade sange.
Sange med liv i er rigtig vor lyst,
Trods at vi endnu kun er fange.

Snart 3 år vi sidder i fangelejr,
men lader ej hovedet hænge.
Godt mod! Kammerater, det bliver nok sejr,
om også det varer lidt længe.

Derhjemme venter med længsel min mor,
min fader, min elskede pige.
”Han kommer nok hjem i det nye år,”
så vil de vel tænke og sige.

”Ja, kære, vi kommer nok hjem et år,
men om i det ny for nøje – ?
Vi kommer, når der er sønderjysk vår
og Dannebrog frit der kan vaje.”

Ja, håb er der, tro og liv i vort bryst,
om årerne end er lidt lange.
Vi synger med frejdigt mod og lyst,
trods at vi endnu kun er fange.

Krigsfanger i Rusland

Hvem er disse 5 alsinger?

8 kommentarer

Senest ændret den 17. januar 2023 14:16

5 fra Als og en russer.

Fra min morfars samling af billeder fra sin tid som krigsfange i Rusland er dette billede af 5 fra Als og en russer. Er der nogen der kan hjælpe med at identificere disse alsinger?

Jeg ved desværre ingenting om billedet. Hvornår og hvor det er taget.

Vi er stadig på jagt efter billeder og breve mv. fra sønderjyder i russisk krigsfangenskab – Link til efterlysning.

Iøvrigt også efter billeder, breve og beretninger for alle sønderjyder der var med i verdenskrigen.

Krigsfanger i Rusland

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

8 kommentarer

Senest ændret den 17. januar 2023 14:15

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Frits Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.