Senest ændret den 27. januar 2016 11:33
Haderslev-avisen “Modersmaalet” følger den spændte situation i Sydeuropa:
Militære Forholdsregler i Italien.
Den italienske Regering har uventet givet Ordre til, at Reserveaargangen af Fodfolket fra 1891 skal give Møde ved sine Regimenter, undtagne er foreløbig Rytteriet og Artilleriet. Denne Forholdsregel har selvfølgelig vakt megen Opmærksomhed saa vel i selve Landet som i Udlandet.
Rombladet ”Tribuna” hævder, at som Følge af de lybiske Befæstningers formindskede Fredstand ønsker Regeringen at have hele Styrken samlet med henblik paa den usikre internationale Stilling, særlig i Østerland, og at den indre Fred maa vogtes for enhver Pris.
Tyske Blade mener, at denne officiøse Forklaring kan udtydes paa to maader, Regeringen i Rom frygter maaske for en Jernbanestrejke, og paa den anden Side modnes Tildragelsens Frugt i Albanien, saa Stormagterne maa gribe til en mere virksom Politik.
Fra Rom telegraferes til ”Frankfurter Zeitung”, at Indkaldelsen af Reserven anses for at være et betydningsfuldt Tegn paa den ydre Stilling, og at en Balkandiplomat mener, at dette Skridt maa være rettet mod Grækenland. Den offentlige Mening har med henblik paa Grækenlands Indgriben i Epirus forlangt, at Regeringen skal give sine Forlangender et militært Eftertryk.
Den officielle Indkaldelse adskiller sig fra den sædvanlige Indkaldelse af Reserven til Øvelse allerede ved sin ydre Form. Opslaget af de grønne Opraab har samme Form som en Mobiliseringsordre. Reserven er indkaldt til 15. Juli, altsaa i Dag, og omfatter i alt 120,000 Mand.
Rusland i Middelhavet.
”Neues Wiener Tagblatt” vil fra paalidelig Kilde have erfaret, at Rusland har til hensigt, naar Dardannellerne er bleven aabnede for russiske Krigsskibes Gennemfart, at skaffe sig et Støttepunkt for Orlogsflaaden paa montenegrinsk Omraade, enten ved Antivari eller i Bugten ved Roce. En saadan Plan vil dog sikkert støde paa uovervindelig Modstand saa vel fra Østerrig-Ungarn som fra Italiens side.
Økonomisk Krise i Serbien
Det serbiske Regeringsblad ”Samouprava” indrømmer, at Serbien for Tiden befinder sig i en alvorlig økonomisk Krise. I Belgrad er alt Forretningsliv standset. Haandværk og Industri ligger stille, ude paa Landet indskrænker Bønderne deres Forbrug til det mindst mulige, og Bankerne opsiger de givne laan. Man frygter for en Krig med Østerrig-Ungarn og holder sig derfor tilbage.