5. juli 1914. Analyse: Østrig vil tabe mest ved en konflikt

Flensborg Avis, den førende danske avis i Sønderjylland, analyserer stemningen i Østrig:

Verdens Gang

(…) Demonstrationerne i Wien i Torsdags Aftes har aabenbart været betydeligt værre, end de første Meddelelser tydede paa. I øvrigt er Stemningen i Østerrig bleven noget roligere; de første Dages Ophidselse, der ogsaa havde faaet Udslag i Spaadomme om en Ændring af Østerrigs Politik over for Serbien, havde lagt sig.

Man ved ikke, om der har været noget om den Meddelelse, hvorefter Udenrigsministeren sammen med Krigsministeren og Generalstabschefen havde besluttet en Henvendelse til den serbiske Regering. Det maatte naturligvis antages, at Regeringen i Wien ville bevare koldt Blod over for det stærke Sprog i en del østerrigske Blade, der, som ‘L’Indepence Belge’ skrev i Torsdags, begyndte at antage en farlig Karakter.

Bladet betegnede de tysk-østerrigske Blades Ophidsning af den offentlige Mening imod Serbien som forbryderisk. “Hvis denne Ophidsning skulle ende med en Konflikt, ville det blive Østerrig-Ungarn, der først kom til at føle Følgerne af denne frygtelige politiske Fejl.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *