Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Ikke kategoriseret

1. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “I Flyvehallene er der 3 Zepp.”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Esbjerg.
Afskrift af en fra K.O. I Ribe modtager Meddelelse.
I Tønder ligger c 600 Marine og 1 Landstormbataillon; I Flyvehallene er der 3 Zepp., hvoraf den ene har N. 54, og 8 Flyvemaskiner (meddelt af en tysk Infanterist, der er gaaet over Græsen ved falskt Pas). En anden Meddeler fortæller, at der er 4 Zepp og c 20 Flyvemaskiner (Afskrift af Bilaget i E-Arkivet)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

30. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Atter en Søndag”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham. d. 30.9.17

Kære Anne!
Atter en Søndag, og fri den hele Dag, ja endogsaa paa Lørdag arbejdes der kortere Tid her. Det er jo dejligt for Arbejdsfolkene thi har de noget privat Arbejde, kan de besørge det Lørdageftermiddag og behøver ikke at tage Søndagen dertil, som det gerne er Tilfældet der hjemme. Arbejdsfolk fortjener for Resten mere end hos os og lever bedre. Paa min Arbejdsplads hører Arbejdet op Kl. 12. Lørdag Middag.

I Gaar Eftermiddag har jeg saa badet, vasket stoppet og syet lidt. Søndag behøver jeg derfor slet ikke at bestille noget, den er for mig nu atter Fest og Fridag. Ja, jeg har det dog meget bedre og friere nu, og Du kan tro jeg er glad derfor. Jeg bor paa tredje Sal. deler Værelse med Toni Hansen. Gud være takket at jeg ikke behøver at ligge i Skyttegraven i Vinter.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

Ikke kategoriseret

23. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Nu er man blandt Venner”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 23.9.17.

Kære Anne!
Lever nu et mere ordnet og ordentlig Liv end før i Frankrig. Bor bedre og har det friere. I Dag Søndag, har jeg været til Gudstjeneste og Altergang. I Eftermiddag skal vi have Møde med Kaffebord. Nu er man blandt Venner og kan tale sit eget Sprog, det er dog noget andet end før.

Arbejdet betales her bedre end paa Fastlandet, saa jeg tjener nu nogle flere Penge, og, for Penge kan man her købe alt, Naar Vejret er daarligt arbejder vi ikke. Til Arbejdsstedet kører vi altid i Bil. Saa, for mit eget Vedkommende kan jeg jo være tilfreds med Tilværelsen.

Hvad der gør mig Bekymring er jo Tanker paa Eder der hjemme. Jeg ved, at I ikke har det godt, og kan dog ikke hjælpe Eder. Men selv om det falder svært for Dig, saa tab blot ikke Modet, thi Enden maa dog nærme sig, og den vil blive god. Haabende, at I alle ere sunde og raske slutter med de hjerteligste Hilsner Din Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

19. september 1917 – Lorens Jepsen: “Mange Landsmænd”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, 19.9.17.

Kære Anne!
Et nyt Hjem og et bedre, og saa tillige et bedre og friere Liv, er nu falden i min Lod. Mange Landsmænd er jeg kommen sammen med. Fra Medelby saaledes Hans Knudsen, Toni Hansen og Hans Jürgensen, Vesby, sidste Farverens Svigersøn. Det er alligevel noget andet end i Livet i Frankrig og for mit eget Vedkommende kan jeg rolig se Vinteren i Møde. Pakker maa Du paa ingen Maade sende mig, bruger intet.

Kan hilse Fru Lorenzen, at Hans vistnok ogsaa vil være her inden Jul, og han vil blive glad naar han først er her. Bager Hinrichsens har ogsaa først været her, men er nu i en anden Lejr.

Vil nu haabe, at jeg snart maa faa Brev fra Dig, sidst var fra 29.5 Vilde jo gerne vide, hvorledes det gaar Eder, men saa omtrent kan jeg forestille mig det. Det vil nok alt blive godt, – gid snart. Til Eder alle de hjerteligste Hilsner.
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

18. september 1917 – Jens: “alting at købe her i Galizien”

Skriv en kommentar

Brev fra ukendt soldat, som i hvert fald siden 1916 havde befundet sig i Galizien, blandt andet i Brzezany, hvor en del sønderjyder gjorde tjeneste ved III. Landsturm-Bataillon Flensburg.

Stanislau [i dag Iwano-Frankiwsk] den 18. Septb. 1917.

Kære Broder!
Tak for de sendte 175 M., som jeg nu har modtaget. Nu vilde jeg være Dig meget taknemmelig, hvis Du kan faa Tid at købe mig et Sæt Staalstempler, Tal og store Bogstaver 2 m/m. Der kan vistnok faaes saa smaa ellers maa jeg havde 2½ m/m. Du bedes sende dem saa snart som muligt.

(Museum Sønderjylland – ISL)

Dette Billede har jeg taget af Jernbanebroen et Par Dage efter at vi kom her; Du kan nok se at den er ordentlig mast ned. Kedde Jensen har i Dag bagt os et Par velskabte Hvedebrød, det er til en Forandring af det evige Komisbrød. Det er dejligt at man kan faa alting at købe her i Galizien om det ogsaa sommetider er lidt peberet. K. Jensen rejser paa Orlov i næste Uge, skal hilse fra ham!

Kærlig Hilsen fra Din hengivne Broder Jens.

(Museum Sønderjylland – ISL)

Ikke kategoriseret

14. september 1917. Hans Hostrup hjemme på orlov – og over Kongeåen

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret. Efter endt ophold kom han hjem til Nordslesvig på orlov.

Anderledes var det, da jeg kom til Tønder og maatte blive Natten over hos en Gæstgiver. Her, hos de rare Gæstgiverfolk, mærkede jeg det første Pust af hjemlig Hygge. De var ikke bange for at give mig en god Seng at sove i. Det var jo ogsaa danske Landsmænd.

Næste Morgen begyndte det først at gaa op for mig, at jeg var ved at vaagne op til en bedre Tilværelse. Det tog mere og mere Form, eftersom Toget kørte forbi de kendte Stationer paa den hjemlige Vestkyst, Døstrup-Skærbæk-Brøns og – endelig Rejsby.

Efter fire Døgns uafbrudt Kørsel var jeg hjemme igen efter et Aars Forløb. Gensynsglæden var selvfølgelig stor, og der blev disket op med det bedste, Huset formaaede. Mager og afpillet, som jeg var, nærmest lignende „Døden fra Lybæk”, kunde det jo nok se ud til, at jeg kunde trænge til noget. Men pyt, hele Herligheden kom omgaaende igen. Maven var ikke indstillet paa den hjemlige Kost. En Erfaring, som vistnok ogsaa andre Kammerater har gjort. Herefter var jeg mere forsigtig med, hvad jeg spiste.

Min Farbroder var tilfældigvis ogsaa kommet paa Orlov. Da han nu var over 45 Aar, gjorde han ikke mere Fronttjeneste, men laa i Königsberg. Han var meget pligttro og vilde slet ikke høre Tale om at gaa over Grænsen. Det gik mig nemlig saadan, at efterhaanden som Tiden nærmede sig, at jeg skulde af Sted igen, fik jeg ligesom en Forudfølelse af, at jeg ikke kom hjem mere.

Da jeg „forsvandt”, det var Dagen før jeg skulde rejse, var min Farbror blevet meget ophidset over det og forlangte, at det skulde meldes straks. „Ja, ja,” sagde min Far til ham, „tag det nu med Ro.” — „Ja,” sagde han opbragt, „i Gaar var jeg hans Farbror, men i Dag er jeg Soldat.” Han har maaske været bange for, at han nu ikke mere kunde komme hjem paa Orlov, men saa vidt jeg ved, var Frygten ubegrundet.

Der blev saa Dagen efter ringet til Vagtstuen, at jeg var forsvundet, og det eneste, de interesserede sig for, var, om Uniformen og Udrustningen var i Behold. Det blev saa afhentet, og dermed var mit Krigseventyr Slut.

DSK-årbøger 1951

Ikke kategoriseret

13. september 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “uhyre lange Tog”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.
Det Rytteri, der hidtil har ligget i Egnen om Haderslev, og hin styrkes anslaas til 2 Regimenter med i alt henved 2000 Ryttere, er 11/9 17 afgaaet sydpaa i to, som det hedder ”uhyre lange Tog”.

Detach. fremsender nogle fra i den tyske Hær indgaaende Meddelelser (Udskrift heraf findes i E-Arkivet).

Forholdene i Sønderjylland har i øvrigt ikke ændret sig væsentligt siden Oblt. Friis overtog Kommandoen over Detachmentet.
Alle Efterretninger stemmer sammen i at der i Sønderjylland kun findes meget svage Troppestyrker; i hvert Fald for den nordlige Dels Vedkommende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

Særtilbud: Thode til halv pris: 99,- kr

Skriv en kommentar

Nu kan du købe den anmelderroste roman “Thode” til halv pris.

Romanen, der udkom sidste sommer, er baseret på sønderjyske Carl Theodor Thodes erindringer fra sin tid som tysk soldat i Den Store Krig fra 1915-1918.

Bogen følger den unge mand rundt i det krigshærgede Europa – fra de iskolde stillinger ved Dynaborg til det støvede skyttegravshelvede i Somme, fra hårrejsende træfninger i Karpaterne til fluebefængte lazaretter på Østfronten.

Den unge mand kastes hovedkuls fra det ene blodige slag til det næste og møder i krigen skæbnen, kærligheden og den altopslugende tragedie, der kommer til at følge ham resten af livet.

Forord af Jørn Buch.

Da rettighederne til Thode nu overgår fra Forlaget Radius til Lindhardt & Ringhof, har du mulighed for at erhverve dig et eksemplar af det beskedne restoplag til halv pris: 99,- kr. + porto.

Tilbuddet gælder så længe lager haves.

Bestil bogen direkte hos forfatteren her: thode@brodersen.tv

Pressen skrev:

**** “Underholdning, man bliver klogere af” – Fyns Stiftstidende

**** “En på en gang smuk og gruopvækkende bog” – Bogrummet

“I nedtonet realisme beskriver bogen krigens rædsler, dens enkelte glimt af barmhjertighed og den uønskede arv, en krig efterlader” – Flensborg Avis

**** “Velskrevet og meget vedkommende” – Empey.dk

Ikke kategoriseret

5. september 1917 – Peter Geil: “½ Stunde gingen wir mit der Gasmaske um”

Skriv en kommentar

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Geschrieben d. 5 September 1917.

Lieber Herr Pastor!

Bin ja nach dem Urlaub wieder hier gelandet. Es war nicht so ganz leicht sich gleich in das Leben hier zu finden. Jetzt fühle ich mich ganz wohl. Bald bekam ich ein ruhrartiges Magenleiden, das ich jetzt 4 Wochen habe. Vor einigen Tagen wurde es sehr schlimm. Wir hatten nämlich in der Nacht von 2-3 einen Gassangiff von Thommy. ½ Stunde gingen wir mit der Gasmaske um, da habe ich wohl etwas geschluckt. Jetzt geht es mir wieder besser.

Ein Kamerad u. Kollega von mir wurde von einiger Zeit ziemlich schwer verwundet. Der untere Teil das linken Schulterblattes wurde gesplittert und der Arzt meinte der linke Arm würde dauernd lahm bleiben; aber wie er vor eininge Tage nach Deutschland abtransportiert wurde, konnte er ihn doch etwas bewegen, so daß das Gefühl wohl wieder kommt. Ein anderer von der Kompagnie hatte von einer Schrapnellkugel einer schweren Bauchschuß, der Darm war 7 mal duchgelöchert.

Man hat ja Gott vielmal zu danken für seine große Gnade, daß er mich bis hierher treu bewahrt. Er wird auch in der kommenden Zeit mit mir sein. Übringens hat man mir am 1. September zum Andenken an Sedan [Mindedag for slaget ved Sedan 1870, red.] die Knöpfe angesteckt [forfremmet til gefreiter, red.], und mir ein Maschinengewehr übergeben. Dabei hat man natürlich auch seine Verantwortung, doch Jesus ist ja mit mir.

Viele Herzliche Grüße sendet Ihr Peter Geil.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

5. september 1917 – Lorens Jepsen: “Kommer dog i Dag bort …”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid befandt han sig i en britisk fangelejer i Frankrig.

5. Septbr. 17.

Kære Anne!
Vil rask skrive et Par Ord. Meget har jeg ellers ikke at fortælle. Fra mit Liv her er der ikke noget at skrive om, og Post har jeg længe ikke haft, saa der er intet at svare paa. Sidste Brev var fra 29. Maj, nu har vi allerede September.

Har det rigtig godt her. Kommer dog i Dag bort, mener at jeg forbedrer mig derved. Ondt gør det mig dog, at jeg kommer til at skilles fra Hans. Det var altid saa hyggeligt naar vi kunde tale sammen om vor Hjemegn og saa var der det, at naar en af os blot fik Brev, saa fik den anden ogsaa noget at vide hjemme fra.

Haaber snart at faa Lejlighed til at skrive igjen, saa nærmere.
Haabende, at I efter Forholdene har de godt der hjemme, slutter med de hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din hengivne Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Aviser, Ikke kategoriseret

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

Ikke kategoriseret

26. august 1917 – Mathias Damm: ” … saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 6. oktober 2017 13:59

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

v. Markensen Leiren Søndag den 26.8.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 24, som jeg fik idag. Jeg er endnu her. Imorges kom der anden Besked. Sandsynligvis gaar det for sig imorgen. I Aftes havde vi atter Torden og Regn, dog ikke saa slem, at jeg maatte til at bygge Telt igjen. Idag er det lidt kølig, rigtig godt Veir, at flytte, blot det nu ikke bliver for hedt i Morgen.

Haaber ogsaa imorgen at faa No. 6. Du skal saamænd ikke sørge, fordi det blev en Dags Tid længere end sædvanlig inden Du sendte igjen. Nu gaar det nogenlunde. Vi har de sidste Par Gange faaet Fedt. Det rækker videre end Pølsekonserver. Det skal man ogsaa helst spise straks. Vi faar altid for 3 Dage af Gangen, en Dag faar vi altid Marmelade, det er friske Varer, hvad vi nu faar og lidt stærk.

Ellers maa Du nu ikke tro, at det halve Brød volder mig Bryderi. Især naar vi har Spasereture. Mine Fødder har i den sidste Tid ikke været saa slemme, da det ikke har været saa varmt. Igaar var de lidt laadne som en Pillekartoffel, men idag er det atter godt om det saa er Melet der har hjulpen, ved jeg ikke.

Jeg fik igaar Kort fra Toftlund. Det er jo slemt nok at Hans har havt det Uheld og saa nu lige i Høsten. Det kan jo blive langvarig, blot det ikke sætter Ondt og bliver Blodforgiftning. Og det værste er jo vist for ham, at holde sig rolig, som det er nødvendig. At faa Hans hjem paa Orlov, vil jo vist næppe lykkes. Ellers kunde det jo nok gøres Behov. Det har nok givet Svind i Annes Havre, naar der har været saa mange Rovfugle deri.

Nis kan alligevel være glad, at han er hjemme, om Foden og er stiv. Det gør ikke saa meget for ham, der behøves ingen Væddeløber til at Arbeide paa Lygtepold. Det er jo ingen Dagsreise til Marks der. Og saa har han i Grunden kun set lidt af Krigens Rædsel og Gru. Og det er heller ikke værd, at længes efter. Nu kunne de jo ogsaa bedre hjælpe Anne. Kan Nis ikke, saa kan Onkel og Nis hjemme. Han har da heller ikke behov at gaa og tænke paa nu, hvor de vel trækker hen med ham imorgen, og det er godt, for den, der er fri.

At Fader ikke fik Orlov, som lovet, anede jeg nok. Det skulde jo ogsaa været første Gang, at en af os havde faaet Orlov, uden at blive holdt for Nar først, og det var jo galt nok at komme af Vanen. At andre har lettere ved at faa Orlov, rager jo ikke os. Blot det hele havde en Ende, saa man raadede selv, saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Ikke kategoriseret

22. august 1917 – Mathias Damm: “… og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. september 2017 21:53

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22.8.17.
Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort, frad 17. som jeg modtog idag. Havde ogsaa haabet at faa Pakken fra d 14, men der var ikke en eneste til hele Compagniet. Vi har idag ekserseret lidt, men ikke saa slemt. Nu regner og tordner det for Øieblikket. Vi har ellers Støvleappel om lidt. Vi faar nu mere Brød, saa Humøret er godt blandt de graa. I Forgaars fik vi 600 gr (mod 500), og samme Aften kom der Bud om at hente mere. Vi skulde have 750 gr, Vi Brød, som vi fik sidste Vinter. Nu behøver Du ikke at sende mig Brød, kære Moder. I hvertfald ikke før til Vinters. Skulde jeg virkelig faa mere Hunger end Brød, er jeg ikke bange for at skrive det. – Men de ved vist ogsaa nok, hvorfor de giver os mere, med slappe Karle lader der sig intet udrette. En Hest bliver ogsaa godt fodret om Vinteren, for at den kan arbeide til Foraar.

Orlov er spærret nu, saa jeg kan kun være glad, at jeg har faaet min og til en saa passende Tid. Jeg vil gæme tro, at F. kan høste rigtig kønt, han er jo baade stor og stærk, men drille lidt er tilladt. Tyskerne driller ogsaa Englænderne. I har vel meget travlt i disse Dage. Haaber vor kære Fader nu er hjemme og kan hjælpe eder med at faa Komet ind. Maatte dog den Dag snart komme, at han kan blive hjemme og saa kunne vi ogsaa haabe at komme hjem engang, naar der først er Fred. Men der er jo lange Udsigter. Dog vi kunne kun haabe det bedste.

Vi har nu Appellen overstaaet og ikke et Minut for tidlig, thi det begyndte netop at skylle paa Kraft igjen. Naa, for mig gjæme, jeg har Tid til det bliver Tørveir. Om lidt lægger jeg mig i Loppekassen og lytter efter, om Græsset groer. Det er helt mørkt, skønt Kl er 7. Det lyner og tordner og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.
Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

d 23. Form.
Men ak og Ve, det gik mig ikke bedre, end de smaa Børn. De kunne heller ikke ligge tør i Sengen. Jeg maatte have Telt spændt over Leiet, for ikke at seile til Sovsted, Fjederholm kan man ikke kalde det. Vi har nu havt Marsch med gefægt ved og er nu kommen hjem med revne Pjalter og godt beskidt og vaad om Benene.
Nu blot de bedste Hilsner til eder alle eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Ikke kategoriseret

12. august 1917 – Johannes Ankersen: “I mange granatkratere lå ligene af de faldne”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. maj 2023 10:07

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern. Efter fire dage ved fronten, var Ankersen og hans mænd blevet trukket ud i syv dage, men nu måtte de frem igen.

Desværre var jeg ikke så heldig som første gang, da jeg anden gang jeg gik frem. Jeg gik denne gang alene med min oppasser og en ordonnans, da mandskabet endnu ikke skulle afløses. Da vi ville passere et tysk batteri, måtte vi vende om, fordi det blev beskudt med gas. Og nu syntes det som om, at de enkelte granater forfulgte os. Det lod dog alligevel som om det ville gå godt, indtil en granat slog ned i jorden kort før dækningen, som vi spænede imod, og ordonnansen fik en granatsplint gennem kroppen. Det var et besværligt arbejde at forbinde den stakkels fyr og bringe ham tilbage. Endnu var han ved godt mod, og det lykkedes mig også inden for en halv time at skaffe ham lægehjælp, men jeg hørte senere, at han allerede næste dag var død på lazarettet. Han var en brav ung fyr, en af de bedste og mest trofaste.

Min oppasser og jeg gik nu igen fremad og nåede til sidst temmelig forjagede, men dog med hele lemmer frem til stillingen. Her kunne jeg fastslå, at min frakke, som den sårede havde haft over armen, var blevet fuldstændig sønderrevet. Men det var ikke det værste. I mellemtiden havde fjenden skudt samtlige otte af vores minekastere i stykker. Fire nye blev bragt frem og placeret i bedre stillinger. Men ellers havde den generele situation ikke forandret sig meget.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Vejret var nu bedre, en sand lettelse for os, da vi var så afhængige af vejrliget. Det blev endda så tørt, at vandet i granatkraterne lidt efter lidt forsvandt. Nu så man først tydeligt, hvor mange ofre Flandernslaget havde kostet. I mange granatkratere lå ligene af de faldne soldater, som indtil da havde været dækket af vand. Her forestod et hårdt arbejde, for sådan kunne de døde ikke blive liggende. Og selvom man ikke kunne gravlægge dem på kirkegårde, og ingen sten eller kors betegnede det sted, hvor tyske kæmpere hvilede, så kom de dog i det mindste i jorden. Jeg har altid med rædsel forestillet mig, hvordan jeg, hvis jeg faldt, ville blive liggende i det fri, ubegravet i kampområdet. Også ud fra en sanitær synsvinkel, var det på højeste tid, at ligene blev begravet, da enkelte af dem allerede var ved at gå i forrådnelse.

Det virkede også som om at englænderne havde løbet sig træt mod vores division, men heller ikke de friske tropper, de satte ind mod os, bragte dem det ringeste held. Standhaftige og utrættelige holdt de brave schlesier ud, på trods af at de kun fik lidt ro, og dag og nat måtte holde ud i den snart stærker, snart svagere artilleriild. Tabene var i lighed med kampdage vel betydelige, men dog ikke så høje, som vi havde frygtet, selvom om terrænet ud over enkelte nok stående dækningsrum kun bød os dækning i granatkraterne. Min egen minekasterafdeling mistede i al den tid kun tre mand, desværre alle tre dødsfald, derimod var de andre minekasterafdelinger de hårdest ramte i hele regimentet, for de havde mistet halvdelen af deres mandskab.

De syv dage, jeg måtte tilbringe i stillingen, gik også, jeg rustede mig allerede til afløsning, da hed det, at vores division blev afløst. Jeg gav derfor afkald på at blive afløst af en anden officer, og blev i stillingen til den endelige afløsning. Det varede endnu tre dage, så blev vi afløst af et nyt regimet. Jeg måtte blive endnu en dag fremme med de nye tropper. Det var som om, at Tommy havde fået nys om afløsningen, for han forsøgte endnu et angreb, der dog ogå blev afvist. Endelig var færdig fremme trak mig bagud. Den følelse man har, når svære kampdage er forbi, og man ved, at man nu kommer om ikke i ro, så i en roligere stilling, lader sig overhovedet ikke beskrive. Det er vidunderligt, på trods af at man slet ikke ved, hvor det går hen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

11. august 1917. Mystisk spion på besøg hos redaktør Willemoës

Skriv en kommentar

Senest ændret den 6. april 2018 17:31

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I begyndelsen af august 1917 er der flere notater om en unge mariner, der havde forbindelser til sønderjyden Petersen-Pauli.

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen.

Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskonstruktioner] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

Ikke kategoriseret

10. august 1917 – Paul Paulsen: “… Igaar tromlede Englænderne hele Dagen”

Skriv en kommentar

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Søster!
Har imorgen mo[d]taget dit Brev fra den 4 August [h]vofor jeg siger dig mange Tak. Vi er imorgen kommen ud af Stilling. Jeg maa rigtig nok takke Gud for at jeg igjen er kommen godt fra det. Igaar tromlede Englænderne hele Dagen paa vo[r] Stilling og greb saa an om Aftenen. Vi laa i Bere[d]skab og ma[a]tte saa ud til Forstærkning. Vi kom end[d]a held godt fra det og Angrebet blev afslaa[e]t. Men dem som laa i første Linie har lidt meget.

Ja kjære Søster [h]vis da Krigen snard ma[a]tte være til Ende[,] at vi ma[a]tte komme hjem igjen. Men vi maa jo være taalmodig. Gud skal nok føre alt til det be[d]ste for os. Vi maa takkke ham at han har bevaret os alle ind til nud. Haabentlig er det hans Vilie at vi alle maa komme sunde og raske hjem til eder igjen.

Jeg seer af dit Brev at du nok kan bruge lidt Sæbe[.] Jeg skal nok sende dig noget af og til ogsaa skal jeg nok sende noget Tobak[,] da jeg kan købe nok her og Betalingen skal du ikke sørge for. Jeg faa jo en stor Dagløn.

Haabentlig faa Morten ogsaa Orlov til Høsten. Min Orlov blev jo desvære ikke til noget men der er der jo ik[k]e noget at gøre ved. Jeg har det for saavidt godt som jeg ogsaa nok haaber om eder[.]

En kjærlig Hilsen
til eder alle fra din Broder
Paul.
Lev vel til vi sees.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Ikke kategoriseret

4. august 1917 – Nyeste Efterretninger: “I Nat øgedes Ilden fra Tid til anden”

Skriv en kommentar

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. Nedenfor dagens tyske dagsberetning.

Dagens Beretning – Det store Hovedkvarter, Lørdag.

Kort over vestfronten bragt i Flensborg Avis 4. august 1917.

Den vestlige Krigsskueplads.
Hærgruppe Kronprins Rupprecht. Ved den flanderske Slagfront hvilede Kampen ogsaa i Gaar som Følge af stærk Regn.
I Nat øgedes Ilden fra Tid til anden til stor Voldsomhed; der fandt ingen større Angreb Sted.

I Artois var det roligt med Undtagelse af livligere Ildvirksomhed ved Hulluch og Lens samt Forterrænfægtninger øst for Monchy.
Hærgruppe Tysk Kronprins. Intet væsentligt.

Hærgruppe Hertug Albrekt. Sydtyske og rhinste Stødtropper brød ind i den fjendtlige Linje syd for Leintrey og vendte tilbage med et større Antal sorte Franskmænd.

Kort over Øst-Galicien og Bukovina bragt i Flensborg Avis 4. august 1917.

Den østlige Krigsskueplads.
Generalfeltmarskal Prins Leopold af Bayerns Front, Hærgruppe von Bøhm-Ermolli: Nordøst for Czernovitz er den russisks Rigsgrænse overskreden.

I et 14 Dages Felttog, der fremstiller et afbrudt Sejrstog for de tysk, østerrig-ungarske og osmanniske Tropper, er hidtil den besatte Del af Galicien med Undtagelse af en smal Strimmel fra Brody til Tharoz bleven frarevet Fjenden.

Generaloberst, Ærkehertug Josefs Front. Befrielsen af Bukovina gør hurtige Fremskridt.

I Floddalene, der udvides mod Øst, trængte Forbundsfællernes Kolonner frem og fulgte ved Linjen Czernovitz—-Pekrutz—Bilka—Kimpolung efter den vigende Modstander.

Ved Moldaufronten forsøgte Rumænerne atter uden noget som helst Resultat ved stærke Angreb at sætte sig i Besiddelse of Mgr. Kastnulut.

Generalfeltmarskal von Mackensens Hærgruppe. Ved nedre Sereth var Fægtningsvirksomheden stærkere end de foregaaende Dag[e].

Den makedoniske Front.
Ingen større Kamphandlinger.

Første Generalkvartermester Ludendorff.

Ikke kategoriseret

2. august 1917 – Johannes Ankersen: “… skyttegrave var der ikke nogen tilbage af”

3 kommentarer

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, og dagen efter blev regimentet alarmeret og rykkede frem mod fronten (læs om det her).

Den næste morgen modtog jeg ordre til igen at slutte mig til regimentet ved Becelaere. Bataljonen var efter at have ligget hele natten ude i regnen igen blevet trukket tilbage.

Det regnede stadig, da vi brød op, men jeg forventede hurtigt at kunne støde til regimentet, da det kun lå en halv time væk. Men denne gang forregnede jeg mig. På vejen stødte vi på en ammunitionskolonne, der var blevet stoppet af en kolonne i modsat retning. Nu hang vi også fast. Vende om kunne vi ikke, for vejen var for smal. Så måtte alt der kunne kravle og gå tage fat for at løse den sammefiltrede knude. Et vidunderligt arbejde, hvorunder det regnede uafbrudt, så skjorten snart klæbede til kroppen. Det tog over tre timer, før vi kom fri af det sammenrodede kaos. Endelig, til slut ankom vi til vores enhed. Desværre var der heller ikke her mulighed for at få tørret det våde tøj, så vi måtte fortsætte, som det var.

Der var heller ikke lang tid til at få sig udhvilet og tørret. Jeg fik straks ordre til at begive mig til staben for et infanteriregiment, som vi skulle afløse, for at orientere mig om minekasterstillingen. Med min feldwebel og to mand begav jeg mig på vej. I regimentets kommandostation fik vi en fører, og så gik det fremad. Det var højlys dag, og skyttegrave var der ikke nogen tilbage af, altså måtte alt foregå på åben mark. Fra Somme var vi jo allerede godt vant med kratermarker. Heller ikke her var der knapt et sted, hvor der ikke for hver ti kvardratmeter havde været et nedslag. Men her gjorde den omstændighed, at grundvandet står højt i Flandern, sig i aller højeste grad ubehageligt mærkbar. Alle granathuller var derfor fulde af vand eller rettere fuld af en tyk grød, der som en sugekop holdt alt fast. Langt bagud var jorden rodet op. Regnen havde ikke gjort vores vej bedre, og vi så ud som svin, da vi ankom til bataljonens kommandostation.

Underligt nok var vi stort set ikke blevet beskudt undervejs. Men knap var vi nået frem, før helvede brød løs. Englænderne skød som vanvittige og gjorde et lille angreb, som vi altså var nået rettidigt frem til, men som ikke blev kronet med held. Ved bataljonen var det til at holde ud, her var en stor, stærk betonbunker, der nok kunne holde til noget. Men vi måtte længere frem, minekasterne befandt sig videre fremme i den såkaldte ”Hølund”.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Det fjendtlige artilleri var endnu ikke faldet til ro, men det kunne jeg ikke vente på. Altså fremad, benene på nakken, og løbe om kap med døden. Vi nåede lykkeligt frem til Hølunden, men her så først for alvor slemt ud. I det lille skovstykke havde fjenden med rette formodet al muligt og hans kanoner havde derfor velsignet den rigeligt. Lunden var blevet en sand urskov. Granathul ved granathul. De få tilbagblevne træer sønderskudt og sønderrevet sammenfiltret til en ufremkommelig klump. I mellem dem resterne af feltbanesporet. Det var svært at arbejde sig fremad, og det var ubehageligt, for på grund af den kraftige, vedvarende beskydning ville man gerne fremad.

En af vores førere faldt i et granatkrater og kun med stort besvær kunne vi trække ham fri af det seje mudder. Når en såret først var havnet i sådan et hul, så var han med sikkerhed fortabt til jammerligt at blive hængende i mudderet og omkomme. Endelige nåede vi frem til føreren af minekasterafdelingen. Jeg havde knap troet, at vi ville være kommet frem, men det lykkedes alligevel. Jeg orienterede mig, så godt jeg kunne, og så hed det tilbage igen. Endnu engang et løb på liv og død til bataljonens kommandostation, og så var også det overstået. Derfra var det bedre, området lå ikke længere under så kraftig beskydning, og vi kom godt tilbage til vores enhed. Ganske vist var jeg møgbeskidt og våd til skinnet, men nu fandt jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne hvile ud og tørret mine ting. Dog ikke længe.

Om natten måtte jeg frem igen, denne gang med mandskab for at afløse forude. På trods af at vi måtte udholde en betydelig beskydning hele vejen, nåede vi frem uden tab. Selv i den forfærdelige Hølund skete os intet. Jeg fordelte folkene så godt jeg kunne på de otte minekasterpladser. De stakkels karle fandt kun dårligt ly, der var kun en ikke særlig god bunker, men jeg kunne ikke tilbyde noget bedre. Efter at alt var ordnet og overdraget, begav jeg mig selv til bataljonsstaben, hvor jeg skulle opholde mig som minekasterofficer. Her var det endelig til at holde ud at være.

Kommandostationen var, som jeg allerede har nævnt, et rigtigt godt dækningsrum af beton, der kunne holde til mangt en fjendtlig granat. Det var dog småt med pladsen, for her befandt sig ud over bataljonsstaben og min ringhed også forbindelsesofficeren for artilleriet, telefontropper, lystkastere, jordtelegrafer, ordonnanser og meldeløbere fra kompagnierne. Men der kan være mange tålmodige får i en stald, og når nøden er stor, kan man godt presse sig sammen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

Hjemmesiden “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” runder tre år

Skriv en kommentar

Krigen har nu varet i tre år – og hjemmesiden her har været i gang lidt længere.

Vi startede i juli 2014 med at følge de sønderjyske avisers beretninger om den spændte politiske situation i Europa.

I slutningen af måneden strammede det til – og den 1. august 2014 blev der mobiliseret!

Siden da har vi dag for dag fulgt sønderjyder i Første Verdenskrig – både ved fronterne og hjemme i Sønderjylland.

Vi har udgivet mere end 4.200 indlæg de seneste tre år – det er et gennemsnit på 3,8 indlæg om dagen.

Og stille og roligt er alle de andre sider kommet med:

… og meget, meget mere!

Mere end 5.700 sider er der nu på hjemmesiden – de fleste er individuelle personsider for sønderjyske krigsdeltagere.

Det hele kunne ikke lade sig gøre uden en stab af frivillige, som lægger et meget stort arbejde i hjemmesiden. Du kan se, hvem vi er her.

En stor tak til jer alle – og en stor tak til Sydbank Fonden, der med en bevilling på 60.000,- kr tilbage i 2014 gjorde det muligt at gå i gang.

Hjemmesiden passerer i disse dage 1,8 millioner (1.800.000) sidevisninger (page views). Mere end 190.000 brugere har været inde og kigge på siden. De ser i gennemsnit 3,5 sider pr. besøg.

Intet tyder på, at interessen er dalende – tvært imod! Vi modtager næsten dagligt forespørgsler fra forskere, forfattere, filmfolk, universitetsstuderende, lokalhistorikere, slægtsforskere, gymnasie- og skoleelever – og vi forsøger at svare så godt vi kan.

Mere end 400 efterkommere efter krigsdeltagere har sendt os materiale (både originalt og scannet/kopieret).

Det er alt lige fra et enkelt feltpostbrev over hele fotoalbums til lange, håndskrevne krigsberetninger.

Vi er i gang med at ordne og registrere det – men det er en stor opgave! Tak til Alving Fonden, der med en støtte på 35.000,- kr. har gjort det muligt at ansætte en studentermedhjælp til at hjælpe med bunkerne.

Der er stadig halvandet år til at krigen slutter. Men mon dog ikke, vi kommer i mål?

/RR

 

 

 

Ikke kategoriseret

29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. september 2017 21:53

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 29 Juli 17

Min kære Fader!
Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.

De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.

Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?

Gruppebillede af håndgranatbevæbnede stormtropper, østfronten 1917. Stående yderst til højre ses formodentlig Mathias Damm, Gøttrup (Museum Sønderjyllland – Museet på Sønderborg Slot)

Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.

Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.

Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.

Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.

Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Ikke kategoriseret

28. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kejser Wilhelm, der mødes med en række tyske politiske ledere – og fuldkommen afviser enhver fred! I England ønsker socialister og bolsjevikker fred – men afvises.

I Flandern er den britiske offensiv i gang til det 3. slag om Ypres (Passchendaele) – men tyskernes stillinger er stærke.  Briterne indleder med et bombardement på 4.000.000 (fire millioner) granater – herunder også gasgranater.

På østfronten angriber russiske og rumænske styrker ind i det besatte Rumænien. Angrebet er en succes – men andetsteds på østfronten presses russerne tilbage.

Aviser, Ikke kategoriseret

27. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: tyverier i landsdelen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hvad nøden driver til

Hejmdal for i tirsdags indeholder ikke mindre end 7 forskellige notitser om tyverier, der i de senere dage er begaaet i bladets læsekreds. Fra Sønderborg skrives saaledes om en krigerkone, der har mistet alle sine tidlige kartofler, i alt 200 buske. De var opgravede og plyndrede. Det er mest haverne, hønsehusene og spisekamrene, tyvene hjemsøger. Navnlig kartoflerne synes at være stærkt efterstræbte. Hos en gaardmand er der stjaalet en spand med 60 pund mælk. Der klages over, at tyven ikke leverer spanden tilbage, da den i disse dyre og knappe tider ikke er nogen billig vare. Andre steder er forraadene af saltet og røget flæsk, smør, æg og henkogte sager sporløst forsvundet. Det giver nu alligevel noget at tænke paa, naar man læser om, at kartoflerne stjæles i massevis, næsten før de er fuldt tjenlige til brug. Og hvor meget sker der saa ikke, som bladene slet ikke faar meddelelse om. Selv med den nye høst i behold gaar Tyskland uden tvivl en yderst streng tid i møde.

Ikke kategoriseret

23. juli 1917 – Thyge Thygesen: “nu har jeg da havt en god ”Trykposten”…”

Skriv en kommentar

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.

Eisleben d. 23. 7. 17.

Kære Far og Mor og lille Didde!
Mange Tak for Eders kære store Pakke. Jeg er meget glad for Kagerne, lille Mor, men I skal nu ellers ikke sende for jeg kommer godt nok ud med mit Brød. Småkager og sådan lidt Lækkerbidskerne siger jeg naturligvis, ikke nej til. Lidt Smørelse skal jeg vel også tænke på igen. Endnu har jeg omtrent Blikdåsen fuld, men før det kommer herned er den vel tom. Jeg kan ikke, som de andre der stadig spiser tørt, vænne mig dertil.

I Kasinoet går jeg nu ikke mere, men nu har jeg da havt en god ”Trykposten” i den Tid. Nu i Aften ved Parolen blev de meste afkommanderet. Jeg var jo vel også nok blevet det. Men så spurgte Feldweblen mig om jeg atter havde rakt Ansøgning ind. Da jeg jo da antager at I har gjordt det, sagde jeg ja. Så kom jeg ikke med på Kommando. Det seer jo snart ud, som om Feldwbl. tror at det bliver bevilliget og ikke varer så længe. Aa, gid det må være sandt!!

Jeg og 3 andre blev så sendt til Godsbanegården, hvor vi skal være i Morgen Kl. 6 og lade Hø ud af Jernbanevogne. Det er for en Furagehandler som sælger det her i Staden. Det er måske kun for i Morgen, eller højst et Par Dage. Når det ikke er alt for strængt har jeg ikke noget derimod, her sidde og dovne gider jeg heller ikke.

– – Marius kommer jeg nok, desværre, ikke til at tale med denne Gang, det vilde jeg ellers gerne have gjort. Nå, 1200 Mk. fik I for Klokken – gid det måtte være sandt at I snart kunde få den tilbage, men den tror jeg ikke på. Det har jo vist hjulpen godt på alt med Regnen? Hvorledes står Roerne?

Kærligste Hilsener, Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Ikke kategoriseret

21. juli – Thyge Thygesen: “Skal jeg i Skyttegraven igen …”

Skriv en kommentar

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 21. 7. 17.

I kære, kære derhjemme! O, hav mange Tak for Eders kære Brev. Jeg længtes meget efter at høre fra Eder, de Dage som nu er gåede her, er mig som en hel Evighed. At jeg da skulde bort nu lige da Marius kom! Jeg vilde meget gerne have talt med ham – men det skal jo nu ikke være. Men må vi så sees og tales når Elendigheden en Gang er forbi, så vil Gensynsglæden jo være desto større. Nu da han har fortalt Eder hele Historien fra d. 29. Sept. vil I så ikke meddele mig den udførlig. Jeg har jo i Brevene spurgt ham om lidt nærmere Besked men det har han aldrig indladt sig på.Gid han nu da må få Efterorlov. Jeg er utilfreds hvor jeg er og så har jeg det jo endda 100 Gange bedre som ham.

Modtog også Kort fra lille Vips, med hendes Billede på. Er de ikke for hårde ved hende med Arbejdet? Hun er alt for tro. Du har slået i Skoven, kære Far? Har I da Engen slået og opsat, eller vil I først bjærge Skoven? Hvorledes er de andres Enge? Når Marius ikke får Efterorlov, kommer han og hans Forældre så ikke over til Eder?

Skal jeg i Skyttegraven igen, så synes jeg jo endda det kunde gå, kunde jeg komme sammen med Marius igen, men det er jo ikke mulig da han er ved Minekasterne. Men nu – så længe som jeg har været der, kommer jeg vel ikke til at være der. Nå jeg skal hen i Kasinoet igen.

De Kærligste Hilsener Eders Thyge

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Ikke kategoriseret

17. juli 1917 – Mathias Damm: “… en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. september 2017 21:54

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 17 Juli 17

Min kære Søster!
Min hjerteligste Tak for dit Kort fra d 12. som jeg modtog idag. Jeg vil nu skrive dig et par Ord. En kamerad spiller Harmonika, (Kvetschkomode) og der er en hel Forsamling ude paa vor Veranda. Hvor mærkelig, 10 Skridt fra Skyttegraven og 100 m fra Naboerne. Og iaftes en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert, men det bryder man sig intet om, dog hørte jeg idag, at det alligevel har havt alvorlige Følger for et par Kamerater. Engelage som sendte mig Kortet da jeg var hjemme, reiser imorgen paa Orlov, 27 Dage ligesom jeg. Han er kommen til Reg. sammen med mig.

Kære Søster, ser at du har været i Roerne, men jeg gad nok vide, hvad da “synder” Roerne [er] for en Slags, kanske en Slags Krigsvare til at lave Dorrgemuse og Marmelade af. Jeg har ransaget min Hjærnekasten men kan ikke huske at have hørt det Udtryk for Roer, og tysk er det heller ikke, synes jeg, ellers havde jeg troet at det var noget du havde lært paa Efterskole. – Saa, nu skal du ikke se for tvær ud.

Kortet, jeg sendte fra Hamborg, synes jo at være falden i din Smag. Jeg vilde have sendt eder mere paa Reisen, men vort Tog holdt altid et Sted, hvor Ærligheden for længst har hørt op at eksistere. Dem jeg fik i Hamborg skrev jeg alle og hele Molevitten kom straks i Postkassen.

Jeg har min Tjeneste gjort for idag, alt er rolig. Jeg skal nu have Nadver. Madkassen er jo god. Dog vilde jeg hellere hjem og hjælpe dig i de “synder” Roer, kanske jeg saa lærer dem at kende. Og saa kunde vi da faa en rigtig Holdsnak igjen. Men, kære Søster, vi kunne kun sørge for at holde Modet oppe, i Haab om at der snart maa oprinde bedre Tider for gamle Slesvig og os alle og jeg saa atter kan komme hjem.

Nu mange Hilsner til Moder og eder alle din Broder
M.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Ikke kategoriseret

17. juli 1917 – Thyge Thygesen: brev hjemmefra

Skriv en kommentar

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Tirsd. Efterm. 17. Juli 17

Min kjære, kjære Thyge!
I Formid. henimod Kl. 11 kom Marius herover og nu Kl. 4 er han lige taget bort igen, han vilde til Nordskovgaard til hans Datter. Som du kan tænke var det en uhyre Skuffelse for ham, at du var borte, nu da han lige har faaet Orlov. Han har fri til den 27. Juli, 17 Dage i det hele og han mente, at det ikke kunde nytte at søge en Efterorlov, men vilde dog prøve det. Hvis han faar Efterorlov, saa kommer han og Forældrene herover, det kunde jo saa tænkes, at du saa maaske kunde komme paa Orlov ogsaa. Vi skal nu hilse dig mange Gange fra ham og hans Ønske og Bøn for dig, er at du blot maa faa Lov til at blive fri for at komme ud igen.

Ja, lille Thyge, Marius har været Redskabet, Herrens Haand til at frelse dit Liv dengang Granaten slog ned, han har gaaet meget igennem siden dengang, og det vil falde ham svært at komme bort igen til al den Elendighed, sagde han og Savnet af dig gør det jo endnu tungere for ham. Ja, nu da han mundtlig har fortalt os om Katastrofen, saa synes det os endnu mere vidunderlig, at du er i Live. Herren er mandig og barmhjertig og hans Vældes Arm er ikke forkortet, lad os ikke glemme at takke og tage ogsaa denne Prøvelse, at du maatte bort igen, med Taalmodighed.

Aften. Far gik straks paa Mejeriet, da Marius var gaaet bort og han er ikke kommen endnu, skønt Kl. snart er 10. I Form. har han slaaet Græs i Skoven, men jeg ved ikke, hvor vidt han er kommen. I Morgen skal vi bage, saa Dit og jeg skal tidlig op. I Overmorgen sender vi igen en Pakke med lidt Kage og lidt andet. Nu skal du vel have lidt Smør igen

Nu tus. kærl. Hils. Din egen trofaste Mor.

Onsd. Formid. Lige nu faaet dit kære Brev og Tøjet. Nu maa jeg hen til ham i Dag ved den samme Tid som for 8 Uger siden, da var Far kørt efter dig til Sommerst.. Nu, jeg kan ikke fatte, at du er borte, det kom dog saa brat, de 8 Dage siden du er rejst synes mig at være 8 Uger. Har du endnu ikke faaet at vide hvad du er skreven? Mon du dog ikke skulle faa Lov til at komme igen. Kan du ikke vedblivende blive ved Opvartningen, det er dog altid bedre end arbejde for fremmede, eller kan du ikke blive Oppasser?

Ja, Arbejdets Velsignelse er den bedste Gave for os og Gudskelov, at du slægter din flittige Fader og Bedstefader paa. Der er desværre unge Mennesker nok, der skyr Arbejdet som Pesten. Nu skal Emma løbe paa Posthuset med Brevet, at det kan komme med i Dag. D. og jeg er ved at vaske og først har vi bagt Brød, de er ikke af Ovnen endnu, saa det er ogsaa en streng Dag for os, men bare vi er sunde og raske og vi saa maa faa post fra dig, saa skal det nok gaa.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Ikke kategoriseret

16. juli 1917 – Thyge Thygesen: ”Kirchhof-verdächtig.”

Skriv en kommentar

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 16. 7. 17.

Kære Allesammen!
Ja, nu er jeg bleven lidt slukøret. Jeg spurgte en Skriver i Efterm. hvad jeg var skreven. Ja, jeg er nok ”Kirchhof-verdächtig.” ( K.V.) Jeg gik så straks til Feldwbl. for at få at vide hvordan det mon stod med den Ansøgning[,] jeg havde med. Den var ikke kommen fra Bataillonet endnu, men den var nok også for nylig sendt derhen, så nu kommer jeg nok til at have et Par Dages Taalmodighed endnu.

Ja, kære Forældre, nu vil vi jo da håbe at Orloven bliver bevilliget, for vi skal jo nu regne med, at det måske ikke varer længe før det går til Fronten igen. Her er jeg slet ikke bleven undersøgt endnu, så det kan jo kun være Koch som har skrevet mig ”k.v.” Det skal jo, desværre, nok passe at jeg er k.v. for alle hvad ikke var det[,] er bleven afkommanderet til Laust. Batl. I Wittenberg. Da jeg ikke skal med der er jeg det jo sagtens. Kommer jeg ikke på Orlov bliver jeg forsat, jo nok til 2. Komp (det kriegsduelige.) Men det er nu ikke for det, der går nogle som har været k.v. i 2 Måneder. Men det er måske længe siden der er gået en Transport, så skulde det jo være sært om jeg ikke bliver forsat og så lige når og kommer med den 1. Transport.

– – Men nu, jeg vil ingen Illusssioner gøre mig – skal det være, så lige så gerne springe i det som krybe i det. Skulde Ansøgningen nu blive afslået, sender jeg Telegramm om I så vil sende en anden ind. Der er jo sagtens ingen Tid at spilde, hverken når jeg skal hjem til Høsten, eller det skal være så længe jeg er herinde i Landet. Det kan være det ikke er så heldig at telegrafere den virkelige Indhold – altså lige meget hvad Indhold, så sender I en Ansøgning ind.

Ja, kære Forældre, det er jo ikke så behagelig at tænke på, atter at skulde derud. Men når jeg så alligevel tænker på stakkels Marius og alle de andre som har været i det hele Tiden, så kan jeg jo ikke være andet end meget – meget – taknemmelig.

Nu i Herrens Navn! De kærligste Hilsener Eders Thyge.

Jeg er såmænd ellers ikke så ked af det og det må I heller ikke være. Det gik jo godt i over 19 Måneder, så går det vel også nok til Enden. Hvis det ikke var for Farens og Anstrengelsernes Skyld var jeg lige glad – Garnisonslivet er der heller ikke meget ved. Har I leveret Kvæget, kære Far? Regn har I vel ikke havt. Nu længes jeg snart efter at høre fra Eder.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Ikke kategoriseret

12. juli 1917 – L.P. Christensen: “… afsiges arrestdekret”

2 kommentarer

Senest ændret den 15. juli 2017 11:51

L.P. Christensen var journalist ved Flensborg Avis, og gjorde tjeneste som landstormssoldat ved et fangekompagni i Frankrig. I slutningen af juni havde hans overordnede feldwebelleutnant K. og en gefreiter F. fra kompagniet været underkastet forhør i forbindelse med drabet på en russisk krigsfange, men også andre forhold (se tidligere indlæg her). Læs videre 12. juli 1917 – L.P. Christensen: “… afsiges arrestdekret” →