Kategoriarkiv: Hjemmefronten

27. November og 1. December 1917. “Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live

Den 27 November 1917:

Jeg saa Vorherre, hvor han stod ved Himlens Port, og han skinnede som et Lys. Og han rakte en lang kæde med et Ur ved, og han vred det til halv otte, om denne Tid skulde vi ind til Juletræet. Saa kom der en lys röd Engel, og den kom med en heel Haandfuld lange grönne Blade, og dem skulde jeg binde en Krans af og [sætte] Blomster i, og den skulde jeg henge i Spisen om Juletræet.

“Vorherre og Englen stod ved mig og sagde at vi skulde holde et Juletræ med Aabenbarings Billeder paa.”
“Jeg saa hele Himlen fuld af Englene som spillede og jeg hörte ogsaa hvor di sang.”

Den 1 Dezember:

Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa. Saa saa jeg, hvor alt blev mörkt over den hele Jord, og jeg saa hvor alle Stjærne falt ned fra Himlen, undtagen et par. Stemmen sagde, at det var et A[d]varselstegn. Nu saa jeg store Molementer [monumenter?]. Og der saa jeg min Broder komme gaaende med smaa Pakker i Haanden, og der var elektrisk Belysning, som skinnede i alle Kulöre.

“Jeg saa det store Stjærnefal som vil komme. Det er et Avarselstegn hvor Sjærnerne falt til Jorden.”
“Jeg saa denne Natsion i et fremmed Land.”
“Saadan saa jeg min Broder i et fremmed Land.”
“Den 1. Dezember 1917 Saa jeg det store Tegn ved Solen. Solen skal forvandles til Mörke.”
“Den 1. Dezember 1917 saa jeg det store Tegn ved Maanen som skal forvandles til Blod. Det er Maanen som skal ske Tegn ved.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003

19. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Som Straf var 6 blevet skud”

Senest ændret den 21. november 2017 8:55

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.
En Desertør (Uoff. for Braunschweig) er inat[?] gaaet over Grænsen og har fortalt:

a. i Braunschweig laa …… [sic!]

b. ved Hoptrup i Sønderjylland saa han flere Undterstände, samt baade Marine- og Fodartilleri; sidstenævnte hørte til 93´ Fordartilleriregiment. Ved Landevejen V. f. Hoptrup fandtes en Observationsstandplads.

c. Ernæringsforholdene er meget slette; Soldaterne havde, hvor han havde været, ikke faaet Kartofler de sidste Maaneder.

d. Ved Marineoprøret i Kiel havde Soldaterne bl.a. kastet en Officer i Vandet fra et af Skibene. Som Straf var 6 blevet skudt, og mange andre straffede.

e. Foran Raadhuset i Hamborg er opstillet Maskingeværer for at skræmme Befolkningen.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

18. November 1917. “Men Vorherre pregte og sagte, »det Sted kan du ikke være, thi der var Krig.«”

Senest ændret den 30. november 2017 21:37

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa Vorherre hvor han stod og omfavnede min Broder, han
skulde nu paa en lang Vandring. Min Broder haude en lys dragt
paa, saa drog han afsted. Men Vorherre pregte og sagte, »det
Sted kan du ikke være, thi der var Krig.« Befolkningen der haude
omheng om dem og lange spyr i Haanden i dette Land. Vorherre
viste min Broder, hvor han hang paa Korset og har lidt.

 
Saa saa jeg et Skib, og der steg min Broder i og sejlte over
et Vand. Saa naaede han et Land, men der var sorte Folk, og
der kunde han heller ikke være, der var ogsaa Krig. Saa pregte
Vorherre og gik videre. Saa kunde min Broder ikke holde det
ud længere, saa lagde han sig ned og sov. Jeg saa Vorherre staa
ved ham. Da han haude hvilet sig, saa jeg, hvor han sad paa en
Hest, og saa drog han videre. Saa blev han tret af at ride, saa
stod han af og gik ved Siden. Saa viste Vorherre ham en underjordisk
Hule, der haude Vorherre ligget begravet. Saa drog han
langt videre bort, saa kom han til et Land, der var hvide Folk
med hvidt Omheng om dem.

Og der i dette Land stod der et stort Taarn med glinsende Steen paa Tornet og runde Telte. Nu viste Vorherre ham for tredie Gang, hvor han hengt paa Korset og haude lidt. Og der satte Vorherre ham og gav min Broder Haanden og sagde Farvel til ham. Og saa forsvant Vorherre. Og disse Folk var fredelige og gode ved ham. Og jeg saa, hvor di gav ham noget at spise. Og det Land kaltes Kuba.

“Saadan saa jeg i Synet da min Broder drog afsted til Kuba.”

 

“Disse Folk saa jeg i Kiron.”
“Der ved disse sorte var der ogsaa krig, der kunne min Broder heller ikke være.”
“Saadan saa Folkene ud paa Djævelön, der hvor min Broder var, der blev sagt at di var ikke gode ved dem.”
“Det er Teltet hvor min Broder var i. Saadan saa Torvet ud. Saadan saa Folkene ud der i Kuba hvor min Broder landede.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

15. november 1917. Dårligt nyt hjemmefra: “Kvien, jeg skrev om, har forstoppelse.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang, torsdag aften d. 15. november 1917.

Min kære Lorens.

I form. [formiddags] modtog vi brevet med billederne fra Lodsens [på dette tidspunkt var Lorens indlogeret hos en lods i Flensborg/KM]. Og kl. 2 var her en soldat med il-brevet. Det var jo ikke særlig lyst. Det gør mig jo ondt, om du nu skal bort for vinteren. Det er noget usigeligt tungt, når der tales om fronten, og så dertil dit dårlige helbred, så jeg er bange, dine kræfter ikke kan holde dertil i længden.
Du beder mig tage roligt derpå. Det tror jeg også, jeg gør. Vi har jo forberedt os på mange gange, at det ville komme – ikke fordi man bliver ligegyldig derved. Jeg tror snarere det modsatte.

Jeg har da ikke helt opgivet håbet om, at du kunne komme igen til tærskning. Landråden bekendtgør i Kredsbladet, at havren [og] måske også byggen skal aftærskes hurtigst muligt inden 1. december, og dem der ikke efterkommer opfordringen, bliver al selvforsør[gelses]ret frataget. Det havde Peter hørt læst højt af Kredsbladet i går og har i den anledning indgivet ansøgning i dag. Vor tærskning bliver det galt med, om du ikke kommer.

Kvien, jeg skrev om, har forstoppelse. Kresten har været i Langetved og hente glaubersalt [svovlsurt natron/KM]. [Han] var samtidig hos Gamborg, men traf ham ikke hjemme. Kvien har vi haft ude og gnaske blade i det kønne vejr.

I dag kom Wilhelms papirer igen fra Kiel. Nu skal jeg så have sendt beløbet derop – tror det er en 7-8 mark i alt. Ernst [en 17 årig ung mand, der var ansat som karl /KM] har pløjet i dag. Det fryser nok i aften.

Har fremmede af Midde fra L. Karls [den nærmeste nabo, Lorens Karl Hansen, som også var indkaldt/KM]. De sidder og snakker, så det er ikke den bedste ro til skriveri.
Har i dag forsøgt at bage i det nye komfur; men jeg [kan] med min bedste vilje ikke rose det. Det er ikke til at få varm uden med tørt træ, og maden har jeg besvær med at få kogt til rette tid. Det trækker helt for lidt. Mads Jensen sagde ellers, at trækken var god, og det lod den til at være, den dag han var her.

Nu slog klokken 10½.

Hils Lorensen fra børnene med tak for billeder.

Kærlig hilsen Kirsten

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

4. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: En dansk grænseoverløber

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Paategning paa Melding fra Lunderskov-Afsnittet: Oplysninger fra en Desertør. Melding er saalydende:

Den paa Andet Bro optagne Desertør Navn er Carl Emil Rasmussen, der er født i Odense, og hvis Fader er bosiddende i Nyborg som Redaktør og Vægter.

Han er dansk Marinesoldat, permitteret 17/2 14. Han sejlede paa Amerika til Foraaret 1917. Rejst 24/4 over Gedser til Berlin efter at være ansat som Jernbanearbejder af en tysk Agent Kjøbenhavn ved Navn ”Fülsing”; da han kom til Berlin fik han Ordre til at skulle arbejde paa en Fabrik i Meisen i Sachsen. Fabrikken ligger udenfor Byen i en Landsby, der hedder Mehnen. Her arbejdede han i 3 Maaneder for en Kontrakt, som man sagde, at han havde underskrevet, men man havde kalkeret hans Navn over fra Jernbanearbejderkontrakten.

Han kom nu til ”Røde Kro”, hvor han arbejdede paa en Fæstning (med Cementfundament og Opstilling af Kanoner). Dette varede 7 Uger, hvorfra han blev sendt til Aarøsund, hvor han arbejdede paa et Batteri mod Lillebælt (Støbning af et Krudtkammer), dette varede i 3 Uger, og dette er nu 4 Uger siden.

Kontrakten ophørte nu, og han søgte derfor i Haderslev Pas til Danmark, og da dette blev nægtet, om Tilladelse til at søge Arbejde paa Landet. Denne Tilladelse opnaaede han paa Betingelse af, at han skulde søge Plads gennem en tysk Agent. Han fik nu Plads paa Domænegaarden Lundgaard ved Knagmølle og var her 14 Dage. Han gik fra Gaarden iaftes Kl. 6, svømmede over Kongeaaen, hvorfra han gik N. paa, indtil han standsedes af Post Nr. 2 og indbragtes til Vagten. Da han svømmede over Aaen, blev der affyret 2 Skud efter ham.

Kosten var særlig sløj i Sachsen: 3 pund Kartofler, 1½ pund Rugbrød og 50 g Fedtstof o.l. Den varme Mad bestod af varme Roer, malet Græs og Kløver. Mel og Gryn fandtes ikke. Soldaterne ved Grænsen har det bedre, faar saaledes 1 pund Brød om Dagen. For 14 Dage siden stormede Kvinder og Børn en Slagterbutik i Flensborg.

Arbejdstiden var 12 Timer daglig med en Løn af 72 Pf.p. Time.
Manden har intet Kendskab til Styrkeforhold, men vedlagde følgende 2 Skitser, som han har tegnet efter Hukommelsen af de Fæstningsværker, hvor han har arbejdet.

(Disse Oplysninger er fremskaffet af Kornet Ahrenfeldt, der var Vagtkommandør paa Andet Bro). ”Desertøren” var civil og afleveredes til Gendarmstationen Skodborghus.

Det er den samme Mand, som er omtalt i Detachmentets Melding 190 af 1/11 dst.

(Bilaget aftegnet; i E-Arkivet)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

4. og 14. november 1917: »Og i skal finde eders Sön levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 November:
Jeg saa Vorherre, hvor han kom gaaende med et Kors i Haanden
og bankede paa Dören. Og jeg svarede, »kom ind til os med
Glæde.« Vorherre svarede og sagde, »Eders Sön lever. Og jeg vil
tage Korset bort fra eder, som I har baaret, thi Korset som I har
baaret med Sygdom og Sorg har I baaret med Taalmodighed.
Og jeg vil tage Korset med mig.«

Og han pregte med Staven efter os og sagde, »I Huset skal
det blomstre med Lykke og Glæde. Og i skal finde eders Sön
levende. Ja, han er paa Djævelöen.« Nu lyste Vorherre op, og
saa saa jeg min Broder, hvor han red paa en Hest. Saa rakte
Vorherre mig Haanden og sagde, »Siden den jer [den her] dag
du have seet Vorherre, vil Huset blive smykket med Lykke og
Glæde.«

Den 4. November 1917. Saadan kom Vorherre til den Mans Dör og bankede paa, som har gjort Ondt for ham.

Den 14 November:
Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.

Den 14. November 1917. Og saadanne Folk der der der hvor min Broder er. Det er Skikkelsen som kom med i Teltet [i] Synet. Saadan stod Vorherre ved min Broder i det fremmed Land.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. november 1917 – Enkefru Røgind: Besøg af H.P. Hanssen

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
I Formiddags var H.P. Hanssen her. Fortalte en hel Del interessant. I Königsberg har [Refslund] Thomsen faaet en glimrende Stilling, stor Gage, Arbejde der ligger for ham, en hel Stab under sig; han er blevet reklameret af Magistraten til at ordne Byens Rationering med Kul. Han gaar op i sit Arbejde og gør det udmærket. Alt er nu parat til Uddeling, men det tilstrækkelige Kulforraad mangler, og han frygter, det lidt efter lidt trækker sammen til en Katastrofe. En højere dygtig Embedsmand blev sendt direkte ned til Gruberne, men kom tilbage uden Resultat. Bestikkelserne der er saa enorme.

Hanssen mente, at hvad der vilde gøre Tyskland mørt og eftergivende, var Nøden og nu særlig Nøden med Klæder og Fodtøj. Den militære Magt var vedblivende stor og ukuelig, men lad os først faa den frie Valgret og Censuren ophævet, saa vil Folket tale sit Sprog. Han mener, at de altid har Generalstrejken i Baghaand. Kejseren er blevet bange ved den russiske Revolution, derfor vil han være eftergivende lige overfor Flertallets Fordringer.

Medens han var i Rigsdagen, kom der en telegrafisk Skrivelse paa 600 Ord til Præsidenten fra Strackerjan, hvori han beskylder Hanssen for militær Spionage og Fader for Landsforræderi. I Skrivelsen fortæller han, at han har beskyldt Hanssen for Mened, og Fader ogsaa, og er bleven dømt, og ogsaa, hvad Dom han har faaet. Præsidenten spurgte saa Hanssen, hvad han svarede derpaa. »Intet«, sagde Hanssen, »som han i sin Skrivelse siger, er han blevet dømt adskillige Gange, og der er ingen Grund for mig til at indlade mig med den Kværulant. Har han Beviser, lad ham saa komme med dem, jeg er rede«.

Paa Gaden har han ogsaa gaaet bagved Hanssen og raabt Meineider, og da det alt ikke nyttede, sprang han foran ham og sagde: »Sie haben doch Ihren Eid gebrochen«. Hanssen fortsatte rolig sin Gang og svarede ikke. Lige over for Fader havde han ikke Held med sig, da har han ogsaa raabt efter ham, men Fader vendte sig om og raabte: »Sie elender Schuft« og truede ham med Stokken og raabte alle mulige danske Skældsord efter ham, og saa luskede han af.

— Tønder Bank har faaet Ordre til at sende sine rede Penge til Rigsbanken hver Lørdag, faar dem urørt igen hver Mandag. Det er for at sætte Folk Blaar i Øjnene, saa figurerer de paa Contoen som faste beroende Penge, medens de vitterlig er i Omløb. Det er for at hæve Guldcontoen, siger de, der skal jo nemlig være en vis Procent Sedler, der svarer til Guldbeholdningen.

Hanssen var livlig og fornøjelig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142-3)

3. november 1917. Præsten taler så kønt ved begravelserne. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 3. nov. 17

Min egen kære Jørgen! Tak for dit brev fra den 31. okt. Det er nu rart, at postforbindelsen er så god… I går skrev jeg ikke til dig. Da var det, at vi var til sørgegudstjeneste for Troels Fogt. Der var mange mennesker, kirken var omtrent fuld. Pastor Dahl taler kønt ved sådan en lejlighed, især bad han så kønt for alteret, for dem, der endnu var derude. Troels var blevet sygebærer, men det har det jo ikke været bedre af…

Det er svært med alle de unge mennesker, som falder. Det var den 16. fra Aller sogn, den 5. fra Stubbom. Thomas Ellegård og Karen var der også, men jeg talte ikke med dem. De har jo også nok tænkt på dagene i Husum.- Vi var kørende med skimlerne for den store vogn. Den er alligevel meget villere at køre i, og du kan tro, folk kiggede på skimlerne. Det er jo også et par dejlige dyr, og Hans er ikke så slem til at sætte dem i fart nu, som han var før ….

(Jørgen bevilliges 4 ugers orlov som kompensation for at han ikke får en Zurück-stellung, en plads bag fronten. Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “…et Batteri for 8 svære Kanoner”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia
En dansksindet Desertør, der har arbejdet paa forskellige Steder i Sønderjylland, og som gør et meget paalideligt Indtryk, har fortalt.

  1. a. Ved Aarøsund findes nu et Batteri for 8 svære Kanoner med en Besætning af 1 Fregattenkapitän som Obef., 1 Oblt., 2 Feldw [—], 8 Uoff. 216 Marinere (sidstnævnte i 3 Barakker à 96, 80, 40 Md).
    Ved Forskel er et Ammunitionsmagasin af Jernbeton med Dimensioner 8x6x3. Fra Magazin til Kanoner er et dobbelt Jernbanespor til Transport af Ammunition.
    Udenfor Batteriet ligger Panserbatteriet Kurfürst med 250 Mands Besætning.

    b. fra Årø er en Kommandostation af Jernbeton med skudsikre Rum; endvidere 2 svære Kanoner med 32 Mand Besætning.

    c. ved Rødekro staar 4 svære Kanoner, 2 N. og 2 S.Ø. for Banen; endvidere et Ammunitionsmagasin (8x6x3) samt en Br[—-]stationer med 12 Mands Besætning: Endelig er der i Barakker indkvarteret 20 Mand, der laver Pigtraadsspærringer og anbringer Miner under Vejen.

  2. En sønderjysk, meget støt og paalidelig Uoff., der fra Fronten (Riga) er hjemme med Orlov, har til Forbindelse over Grænsen fortalt,

    a. (Murren, da Kejseren talte til Tropperne, uden at der blev skredet ind).

    b. Mand og Mand imellem tales der om, at den saakaldte ”Urlaubssperre” er etableret for at forhindre Mandskabet i at komme hjem og se Elendigheden og blive paavirket.

  3. Det hedder sig, at Christiansfeld i Vinter skal aflastes for Indkvartering. Derimod skal Fjeldstrup have 60 Mand.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

1. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr I

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fra Felten. Livet i en Fangelejr I.

S. i Oktober 1917.
Krigen har nu raset saa længe, at man begynder at afmærke den ensformige, trist[e] Forløb med Milepæle i Form af Jubilæer[.] Og da jeg i disse Dage kan fejre 1 Aars Jubilæum for min Ankomst her til Fangelejren finder jeg Anledning til at fortælle ”Hejmdals”s Læsere lidt af, hvad der kan meddeles om Livet i en moderne Fangelejr. Og jeg antager , at det vil interessere alle, dels fordi Spørgsmaalet om Fangernes Liv og Leveforhold i sig selv er et ikke uinteressant Afsnit – om end trist og graat – af hele Verdenskrigen, og dels fordi saa mange af mine Landsmænd selv har deres Kære, Slægtninge og Venner, under lignende trange Kaar baade i Øst og Vest, og det daglige Livs Forhold i Fangelejrene i de forskellige Lande vil vel i det Store og Hele være omtrent det samme overalt.

Den Tid, jeg har været indkaldt, og det er nu over 2½ Aar, har jeg næsten udelukkende tilbragt i Fangelejre, saa jeg har lært Livet indenfor saa nogenlunde at kende, – lige fra Kontor- og Vagttjeneste til saa inferiøse Beskæftigelser som Kartoffelskrælning, baade med Kniv og Maskine. Først havde jeg det Held at komme til de mindre Fangelejre – Arbejdslejre – i Nordslesvig, og livet her gav Anledning til ret interessante Studier af Menneskekarakteren, baade hos Fangerne og hos Vagtmandskabet.

De første Indtryk, da man selv som ret ”civil” – for ikke at sige ”civiliseret” – og endnu ikke havde vænnet sig rigtig til Krigerlivet i alle dets Former, var just ikke opmuntrende. Livet indenfor Barakkernes uhøvlede Trævægge, sammen med Kammerater, hvoraf en Del ogsaa kunne være ret u(be)høvlede, kunde undertiden ture med at tage Modet fra en, saa længe an ikke havde vænnet sig dertil[.] Men Vanens magt er stor. Hvad har de, der har ligget i Skyttegravene, ikke kunnet vænne sig til Anstrengelser og Savn? I Sammenligning med dem maatte man jo prise sin Skæbne, at den ikke var bleven værre. Og at naa til denne Overbevisning er den vigtigste Kunst for en Deltager i Verdenskrigen. Og naar saa dertil kom mere eller mindre regelmæssige Orlovsture til Hjemmet, hvor man atter kunde føle sig som Menneske, – ja saa gik det endda!

Og Dag gik efter Dag, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned efter Maaned, og inden man ret vidste af det, havde Jorden fuldendt sit andet Kredsløb omkring Solen under Krigens Tegn. Og bagved saa alle de triste Tanker, alle de skuffede Haab om snarlig Afslutning. Men Sindet klamrede sig til nye Haab, nye Muligheder!

Om et Haab eller to blev brudt
Blinker et nyt for dit Øje!

Og saa længe Haabet lever, er Livet under alle Forhold til at holde ud!
Saa kom der en Regnvejrsmorgen i Oktober 1916. Jeg havde Ordre til at møde med fuld Oppakning paa Kompagnikontoret i Flensborg. En Soldat har det som Sneglen: ”Omnia mea mecum porto!” Alt mit Habengut maa jeg selv slæbe af Sted paa Nakken! Og derfor burde en Soldat altid sørge for at have saa lidt som muligt af, hvad han kalder sit. Men i Tidens Løb faar man dog altid samlet en Del Ragelse sammen ud over den egentlige militære. Og den Morgenstund, da jeg i ravende Mørke og øsende Vande stolprede af Sted fra Jaruplund til Flensborg, fortrød jeg bitterligt, at jeg havde samlet saa meget til Huse.

Krigsfangelejren ved Jaruplund få kilometer syd for Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

En fuldpakket Tornister paa Nakken, Geværet hængt over Skulderen, en tung Koffert i Haanden, daarlig til Bens, daarligt Vejr, Uvisheden om, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, – alt det frembragte en ganske forbistret Morgenstemning. Og dog havde jeg et ringe Haab, nemlig at Marchordren betød et Par Dages Orlov, som jeg kort i Forvejen havde søgt om. Men Skæbnen – eller hvem det nu var – havde villet det anderledes. Paa Kontoret modtog jeg den Besked: ”Forflyttet til S. i Rusland!”

Stemningen var omtrent som en Vogterdrengs, der tager Afsked med Hjemmet for at tiltræde sin første Plads. Borte var nu Udsigten til alt, hvad der hed Søndagsorlov, – og det var dog den, som hidtil havde lyst op i den graa Tilværelse, og den skulde maaske blive mere graa endnu. En Soldat ved altid, hvad han har, men han ved aldrig, hvad han faar!
Naa, her hjalp ingen kære Mor! Enhver Ordre er hellig, hedder det i det uskrevne Reglement. Det gælder om, at tage Tyren ved Hornene, og derfor søgte jeg det førte afgaaende Hamborgtog – og saa gik det mod Syd.

I Grunden har jeg ikke haft Anledning til at beklage mig. Vel er der mange, som har haft det bedre end jeg, men der er ogsaa mange, der har haft det værre. Og saa faar man give sig tilfreds. Nøjsomhed er en god Ting for en Soldat!

Efter et Døgns Jernbanekørsel nærmede Toget sig Tysklands Østgrænse. De polske Sletter bredte sig for Øjet, vældige Marker, hvor Efteraarets graa Ensformighed kun blev brudt af Kartoffelmilerne og saa Landevejsalléerne, som er karakteristiske for et polsk Landskab, og som i Grunden er det eneste oplivende Moment her. Hist og her en Landsby, men af et andet Udseende end hos os. Omkring den store Herregaard med de mange Udbygninger – alt synes at være Udbygninger – ligger Arbejderboligerne, smaa og uanselige, Lervægge og et Stykke forfaldent Havestakit – uden Have i Reglen. Befolkningen her har ikke Nordslesvigernes Sans for Hjemmets Hygge, hverken inden- eller udendørs. Men alligevel elsker og værner Polakkerne jo deres Hjem og Hjemstavn. Men nægtes kan det ikke, at Landskabsbilledet her virker nedslaaende paa Sindet hos en, der er vant til at se Fjord og Bælt, Bakker og Dale, Skove og frugtbare Haver og velholdte Huse.

N-n.

31. oktober 1917. Det er ikke let at være under kommando når man har en vis alder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Vileyka. Onsdag d. 31.10.1917

… Nu har du så fået brev fra Rusland. Det er da godt, at brevene går så hurtige, men vi er jo heller ikke ude ved fronten endnu. Vi er et stykke øst for grænsen, som fra Haderslev til Hamborg. Det tager 7 timer med toget. Jeg er da meget glad ved fotografierne, nu har jeg både hjemmet og familien her, det er rart. Du skriver om den 1. november. Ja, det er ikke så let, kære Inger, men når din broder kommer over og hjælper dig lidt, så går det vel nok. Vi håber, at du herefter ikke behøver at sørge for sådanne ting…

Kompagniet er ude at skyde i formiddag, men jeg behøver jo ikke at være med dertil, da jeg skal ned i kælderen til kakkelovnen. Det er dejligt sådan at være lidt til en side, for når man først er så gammel som jeg er, så har man ikke lyst til altid at være under kommando. Der er blevet udnævnt en hel del gefrejter i de sidste dage, og mange af dem er meget glade ved forfremmelsen. Når de bare vil lade mig komme hjem, så må de gerne have hele herligheden for mig.

Jeg læste i går i Modersmålet, at T. Fogt er faldet den 9. oktober. Jeg ved jo ikke, hvor han er faldet, men det var nogle slemme dage 8., 9. og 10., i det mindste hos os. Det er igen en af kammeraterne fra Husum, som er gået bort. Nu får vi igen en ny rigskansler, så får vi se, om det hjælper.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Befolkningen er vel nærmest jøder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgårdi Fjelstrup videre.

Rusland. Fredag d. 26. oktober 1917

… Jeg håber da, at du nu får mine breve, skønt man kan jo ikke vide. Vi ligger endnu her i Vileyka i ro, og jeg har det godt, idet jeg er kommet til at fyre i varmeapparaterne her på anstalten. Det er nede i kælderen. Jeg er meget glad ved, at jeg ikke behøver at gøre tjeneste med, skønt det jo heller ikke er noget tale om imod at være i skyttegravene. Her har man sin gode ro og kan ligge så roligt og sove om natten uden at behøve at være bange for at blive alarmeret. Ja, helt roligt kan man nu ellers ikke sove, for vi har mange lopper i stuen, men lus har vi da ikke. Dem havde vi mange af, da vi kom hertil, men så var vi dagen efter i Vilna at bade og vort tøj kom i ovnen. Sikken god fornemmelse det var at bade og få rent tøj på. Vilna er en stor by, i fredstid havde den 250.000 indbyggere, men ellers er det ingen smuk by. Gaderne er så ujævne som vor gårdsplads, så ved du besked. Og mange af husene er gamle og forfaldne. Ja, der gives jo også nogle store og smukke bygninger, f.eks. kirkerne, der er meget smukke. Befolkningen er vel nærmest jøder, det ser de ud til at være, og mange pjaltede folk og børn træffer man på gaden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Inger bekymres sig for udregningerne til folkenes lønninger og sygekasse. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26. okt. 1917

… Nu nærmer 1. nov. sig. Så skal jeg til at betale alle de penge ud til folkene. Jeg gruer lidt for det. Måske Hans fra Stubbom kommer i morgen aften, så vil han regne mig det ud med sygekassen og kortene for hver enkelt. Det med Hans’s løn skal jeg jo ned til Møller og have ordnet. Krigsskatten har jeg ikke betalt endnu. I går eftermiddag var Valborg og jeg i Haderslev, og da var jeg derude hos skatteopkræveren, men så var der lukket, kun åbent hver formiddag og så fra 2-4 mandag eftermiddag. Hvor blev jeg dog ærgerlig. Nu kan jeg rejse efter det igen. Men hvis Fedder vil til Haderslev på mandag, kunne jeg såmænd også godt sende det med ham. Hvad gør det, om han ser det »værdipapir«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

24. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “24 cm Kanoner indskudt”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia.

Gennem H.
a. Det er den 22 ds. meddelt de tyske Vagtposter ved Grænsen, at Mandskabet af den tyske Hær ikke kan faa Orlov bevilget i Tidsrummet indtil 11/3 1918. De, der f.T. har Orlov, er dog ikke tilbagekaldt.

b. I disse Dage graves en dyb Skyttegravslinie i Terrainet umiddelbart N.f. Skodborg-Københoved. Den begynder ved Domænegaarden Sundbüllgaard og fortsætter mod V., Front mod N.

c. Den 13´ds. Blev en Del nye 24 cm Kanoner indskudt i Terrainet omkring Arrild.
Et 21 cm Batteri er opført mellem Toftlund og Agerskov paa sidstenævnte Strækning udbedres stadig den gamle Skyttegravslinie, navnlig traceres der flere Linier lidt sydligere.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

23. oktober 1917. Den trøstesløse slagmark. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Rusland, tirsdag d. 23. oktober 1917

… Jo, det var nogle slemme ture, når vi skulle ud med maden. For det var også et farligt arbejde, idet englænderne holdt vejene ud til stillingen under ild; men vi kom dog godt igennem hver gang. Det så ellers forfærdeligt ud på vejene. Somme steder var granaterne slåede ned på vejene og havde lavet nogle vældige huller så store som kulen ude i den lille mark, hvor fårene gik, og så lå der ituskudte vogne, døde heste og desværre også mennesker. Mange steder lugtede det så fælt, for hestene blev ikke begravede eller i det mindste ikke tilstrækkeligt. Og skoven, du skulle bare se, hvordan den så ud. Mange af træerne lå knækkede og oprevne med rod, for ikke at tale om de batterier, som havde fået fuldtræffere. Ja, hvem der ikke har set det, kan ingen forestilling gøre sig om, hvordan det ser ud. Længere ude ved fronten var der det ene granathul ved siden af det andet. Så ødelagt er jorden, så den er fuldstændig værdiløs. Derude i disse huller sidder soldaterne så og afventer, hvad der vil komme. Officererne boede i nogle små cementhuler, men de var heller ikke bombesikre. Hvis der slog en granat ned på en sådan, så var beboerne ødelagt, og det skete ofte

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. oktober 1917. Brevvekslingen står stille mens Jørgen flyttes. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 23. okt. 1917

Min egen kære Jørgen! Hvor jeg dog længes efter, at vor brevveksling skal komme rigtig i gang igen, som den var før. Det er alligevel så lidt med et kort. I dag var der da heller slet ingen ting, men det er jo meget, meget værre for dig, som vel hverken får breve eller pakker. Det er så tungt at tænke på vinteren, som står for, hvordan mon det nu vil blive for dig i Rusland, ja, når du da bare kan blive lidt bagved fronten, så kan det jo da nogenlunde gå an…

Gellert fortalte i dag, at der er kommet meddelelse om, at Troels Fogt er faldet i Flandern. A, hvor er det dog tungt at høre. Det kan da gøre en så ondt for dem; de har haft den store sorg med Gerts Død. Hvor må vi takke for, at du slap godt derfra, men vi ved jo aldrig, hvad vi endnu kan have tilbage. Troels gik så stille med sit og fortalte jo ikke meget, men han har jo sagtens også haft mange sure timer. Gud give, at al den jammer og nød da snart kunne få ende…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. oktober 1917. Man hører så megen råhed og dårlig tale. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 22. oktober 1917

Min egen kære Inger! … For tiden ligger vi i en by i nærheden af Vilna. Byen hedder Vileyka, og her bor vi på en sindssygeanstalt, en stor bygning, hvor vi alle har gode stuer at bo i. Det er næsten som på en kaserne, og det går meget strengt til her, som om vi var rekrutter, der skal uddannes. Det gør ikke noget, bare vi kan slippe for at komme ud i skyttegravene. En lille tid bliver vi vel her, og man må være glad for hver dag, der går hen i ro…

Kæreste Inger, du får mange tak for de smukke salmevers, og fordi at du og vore små piger hver aften beder for mig. Det er en stor trøst at vide, for det er så tungt så tungt, dette soldaterliv. Og man hører så megen råhed og dårlig tale. Men det må jo være Vorherres vilje, at jeg skal gå denne skole igennem. Det er da fornuftigt, at I har haft lidt fremmede. Det glæder jeg mig også over at høre. Ja, nu er Houtholstskoven glemt, men jeg skal fortælle dig derom, når jeg kommer hjem.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. oktober 1917. Sønderjyderne ikke længere bange for gendarmerne

Senest ændret den 21. august 2022 21:39

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. Den 11. oktober rejste han fra Berlin hjem til Sønderjylland. Han beretter her om situationen på hjemmefronten.

Aabenraa d. 20. Oktober 1917.

Jeg har atter begyndt at afholde fortrolige Møder med Tillidsmændene paa de forskellige Egne.

Den 18. Oktober havde jeg en Sammenkomst med Tillidsmændene fra Als Nørreherred i Nordborg. Den 19. Oktober med Tillidsmændene fra Als Sønderherred i Augustenborg, hvor jeg tillige fik Fru Moldts Testamente bragt i Orden. Fru Moldt, som gentagne Gange har skrevet til mig om at komme over til hende for at ordne denne Sag, var livlig, frisk og munter. Hun testamenterede 4000 Mark i lige Parter til Vælgerforeningen, Skoleforeningen, Sprogforeningen og Jernfondet.

Da vi havde denne Sag ordnet, var hun meget glad og gav mig, som en af dem, der havde staaet hendes afdøde Mand nærmest, to Bind af hans efterladte Digte, skrevne med hans smukke Haandskrift.

Da jeg Dagen efter kom hjem, laa der Telegram, som meldte, at Fru Moldt om Natten brat og uventet var afgaaet ved Døden!

Vore Tillidsmænd paa Als er alle enige om at anslaa Høsten til under Halvdelen af en normal Høst. Mælkeudbyttet mener de, kan ikke sættes højere end til en Tredjedel af det normale.

Oplysninger, som jeg har indsamlet fra Sundeved og Aabenraa Amt, gaar i samme Retning.

Alle Oplysninger, som jeg indsamler, viser, at de utallige Forordninger, som Myndighederne udsteder, virker fuldstændig demoraliserende.

Frygten for Kontrollen er forduftet. Ingen bryder sig mere om at holde sig Forskrifterne efterrettelige. Der males, bages og slagtes uden Tilladelse.

Paa Als solgte Amtsforstander W. under Haanden Byg til Gryn. I Nordborg gik Hvedekværnen uafbrudt. Der kjærnes i Smug paa de fleste Bøndergaarde.

Da jeg en Aften sad mellem en Flok Bønder, drøftede de meget alvorligt og sagligt, hvorledes man bedst kunde tage Livet af et Svin, uden at det skreg for meget. En slog det for Hovedet med en Hammer, en anden skød det med en Revolver, en tredje brugte Øksen, men J. C. fra S. fortalte, at det probateste var rolig at klø Grisen, medens man stod med en Kniv i Ærmet, saa hurtigt give det Dødsstødet og derpaa roligt fjerne sig. Grisen løb da rundt uden at sige et Kvæk, medens Blodet løb af den, indtil den stille dejsede om.

Et andet Sted hørte jeg en Samtale mellem nogle Bønder, der var meget indignerede over, at en navngiven Mand, som havde faaet Tilladelse til at slagte et Svin, misbrugte den og slagtede fem. De var enige om, at man altid burde nøjes med at slagte et foruden det, man havde Lov til, ellers fordærvede man kun Forretningen.

Gendarmerne betragtes ikke længere som farlige. De trænger til Levnedsmidler, til Foder til deres Grise, til Hønsekorn, faar det hos Bønderne og lukker Øjnene.

Man fortalte mig om to Gendarmer i R., som havde slagtet Grise i Smug, om en Overvagtmester, der fik Gryn af en Møller, som i øvrigt ogsaa malede Hvede i Smug for Stedets Amtsforstander.

I Sundeved kunde alle faa Brødkorn og Svinekorn malet hos enkelte Møllere, og Mejerierne solgte Smør under Haanden.

Mest frygter man daarlige Tjenestefolks Angiverier. Men mod dem er der ogsaa Raad: Man siger ligefrem, at man har Lov til at slagte, og slagter saa ved højlys Dag uden Forlov. Alle er enige om, at Landbruget vilde have været i Staa, hvis Forordningen om, at hver Hest kun maa faa 3 Pund Havre daglig, var bleven overholdt. „Det er haardt nok, at jeg skal stjæle min egen Havre,” sagde en gammel Bonde til mig, „men jeg er nødt til det, hvis jeg skal have mit Arbejde gjort.” —

Huderne af det Kvæg, der slagtes under Haanden, ombyttes i Garverierne med Saalelæder.

For Fødevarer kan Landmændene faa Manufakturvarer etc. uden at forelægge de foreskrevne Anskaffelsesbeviser. Uden at afgive Fødevarer kan de ikke faa en Lampe istandsat. Af  Jernbaneembedsmændene kan rnan købe dansk Smør (12 Mark Pundet) Chokolade (20 Mark Pundet), Sæbe, The etc., som de indsmugler fra Danmark.

Bagerne leverer Brød for Kød, Vildt etc. Slagterne leverer Kød for Brød, Smør, Sæbe.

Byttehandelen florerer vidt og bredt. Løsenet er Vare for Vare. I Flensborg havde en Politiembedsmand to Svin. Det ene blev snigmyrdet om Natten, indsvøbt i et Lagen og bortført i en Vogn.

– „Hvem kan staa for det,” sagde Politimanden, „naar man kan faa 1000 Mark for et Svin.”

Amtsdommer W. i Aabenraa faar Hvede fra Løjt. En anden Amtsdommer sagde en Dag i Pigens Paahør, da han satte sig til sit velbesatte, sammenhamstrede Bord: „Det er næsten Synd at sætte sig til et saadan Bord, umiddelbart efter at man har idømt et Par stakkels Djævle høje Bøder for Hamstring.”

Klagerne over Angiverier og Chikanerier mod Danske er værre end nogen Sinde. Dyrlæge Dau er, 58 Aar gammel, bleven indkaldt til Civiltjeneste, og er bleven ansat som Jernbanearbejder.

Paa Orlovsansøgninger fra Fronten skriver lokale Myndigheder regelmæssigt Notitser om det politiske Sindelag.

Klagerne er mangfoldige, Stemningen ganske overordentlig bitter.

„Hjemmetyskerne bærer ikke deres Navn forgæves,” siger man — „de bliver hjemme!” Dette er saaledes Tilfældet med Brødrene Jacobsen fra Gammelgaard, Brødrene Eriksen fra Ketting og mange flere.

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

20. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Gid man kunde feje alt det Kram ud”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

20. Oktbr.
Tur ad Alleen til Ulvslyst. Stor Bedrøvelse. Alle de gamle dejlige Træer bliver fældede, der maa jo skaffes Brænde til hele den Hær af Embedsmand, de har faaet herop. Gid man kunde feje alt det Kram ud.

Skoven vidunderlig dejlig i alle de brogede Farver; vilde dog helst være gaaet alene og betragtet, beundret og opløftet min Sjæl med Tak og beruset mig i alt det skønne. Gik hjem med Landevejen, det var blevet for mørkt. Silhouetterne af de gamle, fine dødsdømte Træer aftegnede sig skarpt mod den røde Aftenhimmel, og Maanens Segl tegnede sig rød i Taagen, der begyndte at indhylle alt.

— Paul overraskede Rose i Dag. Ganske kort Orlov, mest Fouragering.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 141-2)

18. oktober 1917 – Enkefru Røgind: ” … det bliver en forfærdelig Vinter”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
Frøken Windfeld fortalte, at Skrumsager paa Toftlundgaard havde sagt, idet. han viste hende Laden: »Ja den ser ud som den ellers plejer i April. Hvordan man skal komme Vinteren igennem, kan jeg ikke forstaa, det bliver en forfærdelig Vinter; men saa faar man at se, hvem der duer noget, det er ikke gjort med Snak.« Honning 5 Rmk. 50 Pd. Med Smørret bliver det umaadelig knapt. Cacao 30 Rmk.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 141)

16. oktober 1917 – En 100-års fødselar: Bunkeren ved Vedsted Sø

I bakkerne syd for Vedsted Sø ligger flere bunkers fra den tyske forsvarsstilling Sicherrungsstellung NordAnlæggelsen af stillingen begyndte i september 1916, og stod på i de følgende år. En af de yngste bunkers er formodentlig en flankeringsbunker på hjørnet af Lille Vedbølvej og  Skovvej. På  indersiden lige over indgangen er – da pudsen var våd – blevet indridset: ”XVI/X/1917”, dvs. 16/10/1917.  I sikringsstillingen findes et par bunkere med årstal, men ingen andre er udstyret med en præcis dato. Da pudsningen har udgjort sidste trin i bunkerens færdiggørelse, kan man med nogen ret hævde, at den i dag fylder 100 år.

Under datoen ses et “G”, men resten af navnet er kalket til af nedsivende vand. Men rundt omkring i bunkeren kan man finde flere navnetræk. Nogle er ridset i pudsen, mens andre er skrevet med blyant og et enkelt med kridt. De stammer formodentlig ikke fra de straffefanger, der stod for det hårde arbejde ved bygningen af stillingen, men er snarere navne på arbejdssoldater eller måske endda nogle de ingeniørtropper, der ledede arbejdede.

Forslag til flankeringsbunker i de tyske forskrifter for stillingskrig. Grundplanen er omtrent identisk med bunkeren ved Lille Vedbølvej, men bunkeren er var ikke så lav.

Bunkeren, der ligger højt og synligt, var camoufleret som gravhøj. Den skulle huse et maskingevær med skudfelt mod sydøst langs sikringsstillingens første og anden skyttegravslinje. Bunkeren består af ét rum med otte par køjekroge. Midt i den østlige mur er et skydeskår til maskingeværet, syd derfor et observationshul, og nordligst en dobbeltsmiget lysskakt. Funktionen af den træbeklædte niche i loftet over skydeskåret er uvis. Måske skyldes det, at bunkerens udformning er tillempet fra en lavloftet bunker, hvor nichen gjorde det muligt at åbne maskingeværet ved ladefejl.

Bunkeren ligger 100 meter inde på en mark, men landmanden har venligt givet lov til, at interesserede må krydse marken fra Lille Skovbølvej, så de kan besøge bunkeren. Er der nogen der skulle have lyst til et aflægge et fødselsdagsvisit, skal de dog huske gummistøvler, da man sikkert både skal krydse en pløjemark og der nok står vand i bunkeren.

Læse mere om sikringsstillingen på hjemmesiderne verdenskrigensspor.dk og sikringsstillingnord.dk

 

15. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Brødet er daarligt”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia.

  1. Fra paalidelig Kilde:
    I Haderslev mærkes Ernæringsvanskelighederne føleligt. I flere Maaneder har man ikke kunnet fa Gryn, og der tildeles hvert Individ kun 200 gr. Kød ugentligt. Brødet er daarligt. Der er i Byen forholdsvis Mangel paa Kartofler.

  2. Gennemgaaende hver Aften siden 11 ds. er der fra Snoghøjvagten medlt, at at 2-3 Ubaade c Kl 8 Em. har passeret Snoghøj for nordgaaende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

15. oktober 1917. Vi skal rejse i fem dage. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 15. oktober 1917

Mange tak for dit brev fra d. 10. Det går hurtigere, når jeg ikke er ude ved fronten. Jeg vil nu forsøge, om jeg kan få et brev sendt til dig ad en anden vej, for hos kompagniet kan vi ikke afgive post længere, idet vi skal rejse videre i morgen tidlig. Og jeg ved ikke, når jeg kan få lejlighed til at skrive til dig igen, da vi måske skal til Rusland. Vi skal i det mindste være fem dage på rejsen, og så må det jo være temmelig langt, vi skal rejse. Nå, der går jo så mange rygter, så man ved ikke, hvad man skal tro. Jeg er slet ikke så begejstret for at komme derover, for man ved jo ikke, hvordan det er der. Men krigen der er vist langt fra så slem som her, så det må man jo være glad ved. Der er kun et for os at gøre, kære Inger, at slå vor lid til Vorherre og kun lade ham råde…

Du sørger meget for mig, kære Inger, og det er vel fordi, at jeg har fortalt dig så meget. Det har jeg fortrudt. Se at tage det med ro, så godt du kan. Der hvor vi kommer hen, går det vist langt fra så hårdt til, og da jeg er så gammel kunne det jo da også være, at der kunne falde en eller anden bestilling af til mig. Og så håber vi jo også, at ansøgningen skal hjælpe. I dag rejser der herfra en, som er blevet stillet tre måneder tilbage. Det er en sukkerfabrik, som har reklameret for ham. Så er det jo da heller ikke umuligt, at det kan lykkes for mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

12. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… ikke mere er stationeret Luftskibe”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Frcia.

  1. Passager over hele Grænsen, er Gaar Morges fra tysk Side atter frigivet for dem, der er forsynet med Durchfahrschein. De danske Myndigheder indlader kun Folk, hvis Pas er viserede af det danske Konsulat i Hamborg.

  2. En Overløber har berettet, at der i Tønder ikke mere er stationeret Luftskibe. Tidligere var der 3, men de er nu anvendte anvendte [sic!] andetsteds.

  3. En anden Overløber har meddelt, at der fra Als ikke findes nogen Besætning udover de sædvanlige Kyst og Marinevagter.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

10. oktober 1917. Uforsigtig desertør forsøges bortført!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne ved grænsen.

Et andet forhold, der bliver set på med nogen betænkelighed af en del folk her ved grænsen, er de mange sønderjyders – desertørers – ophold her. – En del sønderjyder, der er kommet over, tager på højskole eller landbrugsskole og får understøttelse til disse kursus af S.S. i Danmark, andre søger plads i Danmark kort fra grænsen. De bestræbelser, der har været fremme (dr. Swits virksomhed) for at få desertørerne bort fra grænsen, har ført til, at adskillige er rejst til Norge, men mange opholder sig her endnu, især gifte folk. Disse vil nødig fra grænsen, da det af og til lykkes dem at komme i forbindelse med familien derovre, ja, undertiden som før nævnt at få besøg af deres hustruer derovre fra, hvem de således kan stå bi og give vejledning med hensyn til ejendommens drift m.m. –

De fleste beboere her ved grænsen ser ikke nogen fare i dette forhold, men antager rask nok desertører i deres tjeneste. Det giver billig arbejdskraft og dr. Swits virksomhed er meget upopulær.

Faren for den danske stat ved at huse desertørerne uomtalt – Disse desertører er efterhånden blevet ret ligegyldige ved forholdet; de har undertiden over for den tyske grænsevagt udvist en upassende optræden, der godt kan sætte ”ondt blod”, og for resten kan være risikabel for dem selv. Derpå haves flere eksempler. –

En holstener, der var deserteret herover, gik en dag til grænsen og gav sig i snak med et par tyske grænsesoldater. Under samtalen fortalte han dem, at han var deserteret, og han opfordrede dem til at gå herover også. Da en af soldaterne bebrejdede ham, at han havde svigtet sit fædreland og var løbet fra ”Vagten ved Rhinen”, svarede han, at tyskerne jo ikke stod ved Rhinen, men langt inde i Frankrig.

Hvad ville de dér? For resten var han ikke tysker, men slesvigholstener, tilføjede han.

En anden desertør, som har ejendom på den anden side tæt ved grænsen har i over et år haft sit ophold forskellige steder her ved grænsen. I påsyn af de tyske grænsesoldater, som godt kender ham, har han gået ved arbejdet på marken lige op til grænsen og har undertiden vinket til sin kone og sine børn ved ejendommen derovre. Samme mand var et par måneder bestyrere for en bolsmand, der var indkaldt til Sikringsstyrken, og hvis ejendom ligger få alen fra grænsen. Her boede han som eneste mandsperson i huset, og folk talte tit om, at han risikerede, at et par tyske soldater en nat gik over og hentede ham.

I Hømlund Kro lige ved grænsen har der i godt et par måneder opholdt sig en mand fra Spandet, der deserterede her over den 28. maj i år.

De tyske grænsesoldater kender ham meget godt. Han taler af og til med dem   har flere gange fået bud eller brev sendt med dem til sin hustru derovre, og en enkelt gang har hun ved en grænsevagts hjælp været herovre at besøge ham.

Et par grænsesoldater har engang forsøgt at narre ham til at gå over grænsen. Den ene kom med et bud til ham fra hans kone, at hun var i en gård i nærheden af grænsen. Hun havde en pakke tøj, som han manglede, med til ham, men hun turde ikke gå til grænsen. Soldaten påstod, at han var ene om vagten; løjtnanten var i Skærbæk, så der var fred og ingen fare; han kunne godt gå over. Derpå ville han dog ikke indlade sig, og det viste sig da også, at der stod en anden soldat skjult ved vejen til gården. – Kort efter havde det nær gået galt for desertøren. Der var en aften kommet 5 tyske soldaterover i grænsekroen. Her sad han og kromanden og talte med dem i længere tid.

Hen på aftenen gik desertøren ud, og soldaterne forlod straks efter kroen. Udenfor greb de fat på ham og begyndte at slæbe af sted med ham hen ad vejen til grænsen. Da kromanden hørte spektaklet udenfor, anede han uråd, løb ud og så, hvad der foregik. Under sine bestræbelser for at få soldaterne til at slippe ham, fik kromanden et næveslag i nakken. Han råbte da af alle kræfter: ”Politi, Politi!” Så slap soldaterne desertøren, og et øjeblik efter var denne og kromanden indenfor og havde låset døren efter sig, det bedste de kunne gøre, da der hverken var politi eller grænsegendarmer på den kant.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

10. oktober 1917. Det er slemt for nerverne med den trommeild. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 10. okt.

Min kære Jørgen!  … Der var to breve fra dig i går, i dag ingen. Ja, jeg havde jo nok tænkt, at der var uro, der hvor du er, og i dag er Houthoulst-Skoven igen nævnt i beretningerne. Så det har måske været slemme dage igen. Det er jo bedre for dig, at du er komme til at bære forplejning ud, selv om det vel heller ikke er uden fare. Men i denne tid får vi lært at være glad og taknemlig ved lidt, for godt har du det ikke, det kan jeg nok forstå. Kunne I bare snart blive afløst. Det er da slemt for nerverne med den trommeild. Det er jo, som du siger, at vi herhjemme slet ikke kan forestille os det, men urolig for dig er jeg snart alle tider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

8. oktober 1917. Dansk grænsegendarm udnytter nøden i Sønderjylland

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om smugleriet ved grænsen.

Med hensyn til smugleriet er beboerne derovre ikke så bange for den tyske grænsevagt, som for de danske grænsegendarmer. Enkelte af disse er efterhånden blevet mere og mere ihærdige efter at fange smuglere.

Når det drejer sig om større partier og om folk, der driver smuglerier som en forretning, er dette selvfølgelig prisværdigt, og ifølge deres skrevne instrukser har grænsegendarmerne jo ret og pligt til at anholde alle smuglere, men det virker alligevel pinligt, når f.eks. en kvinde derovre fra, der har trodset faren ved at vove sig herover og med besvær har fået købt lidt af de ting, man mangler så hårdt derovre, eller har fået lidt i foræring af slægtninge eller venner her, og at dette så skal fratages hende ved grænsen.

Beboerne her under den danske befolkning på den anden side det ligeså godt, som de selv har det, og det kan ikke benægtes, at de undertiden har været venner eller bekendte derovre fra behjælpelige med at undgå de danske grænsegendarmer.

Folk synes, det er lige hårdt nok når f.eks. en kone derovre fra – hun sidder ved en lille ejendom og har 6 børn at forsørge – når hun af den danske grænsevagt bliver frataget, som sket er, ½ pd. Kaffe og 2 stykker vaskesæbe, som hun ville føre med sig over, eller når 4 ruller skråtobak, som hun havde købt herovre og ville sende til sin mand ved fronten.

Gendarmen, der øvede denne dåd, blev da også meget skarpt afvist, da han til en nabo ville sælge en rulle af nævnte skrå, skønt han kun forlangte 12 øre eller ca. halv pris for den.

Folk synes ikke, det er nødvendigt, at en grænsegendarm, som sket er, ligger ude på marken i nærheden af grænsen ved nattetid med sin hund for at opsnappe smuglere, og det på en tid, da vedkommende gendarm ikke ”har tur”, som det hedder, eller at en anden gendarms hustru, der har været i Ribe og på hjemvejen cykler forbi nogle sønderjyske kvinder, da hun kommer hjem lader sin mand – således er det – cykle efter dem og anholde dem.

De fleste grænsegendarmer er hensynsfulde og lempelige i deres optræden over for de danske sønderjyder, der passerer grænsen; de forstår, at de i udøvelsen af deres skrevne instrukser bør vise en vis skønsomhed, og det vides, at deres foresatte giver dem medhold i dette. ”Tie stille med den slags”, hedder det.

Kun enkelte er hildet til bogstavens væsen. Folk siger, at de benytter lejligheden til på en billig måde at forøge indboet og forsyne spisekammeret.

Sagen er, at gendarmerne må beholde 60 p. C af de mindre partier smuglergods, de beslaglægger, og resten vurderer de og betaler efter priser, der gjaldt før krigen. Det kan derfor nok være fristende for en lavt lønnet grænsegendarm at benytte sig af sin ret i disse dyre tider. Det er nemlig ikke så lidt, der kan ”reddes” på den måde; men der falder uartige bemærkninger af mellem folk når det ses, at den eller den gendarmfamilie går i tøj eller fodtøj, der er erhvervet fra sønderjyder der.

Fra et enkelt gendarmhjem et det sivet ud, at man nu havde et helt lispund smuglerkaffe oplagret. Så syntes folk, at dette nu gerne kunne slå til, og da gendarmen fra dette hjem en aften kom ”slæbende” med et par stakkels kvinder til ”afklædning” i bogstavelig forstand hos hans hustru råbte en del unge efter ham, om han ikke snart havde nok.

Sønderjyderne ved godt, hvem af gendarmerne de især skal tage sig i agt for, og de er meget forbitrede på de værste af dem. Det lød ganske tragikomisk, da en sønderjysk kvinde efter at hun havde udstået en grundig afklædning og var kommet hen til en bekendt, i sin harme mod gendarmerne udbrød: ”Bare vi havde vore unge folk hjemme derovre; de skulle gå herover og gennembanke sådanne karle”.

(Forsigtighed udbedes, at ikke meddeleren skal blive udsat for dette sidste fra gendarmkorpsets side).

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

7. oktober 1917. “Planen er røget i luften[…]”

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Planen er røget i Luften, eller rettere, den kunde ikke udføres. Medens Ordensmesteren i Gaar Middags fik sin Middagssøvn, indfandt jeg mig hos ham med Anmodning om at faa Nøglen til Tøjkamret. Jeg fik den, men med udtrykkelig Besked, at jeg kun maatte tage mit eget Tøj. Med Nøglen i min Besiddelse skyndte jeg mig til Kamret, og 3 Sæt Tøj røg ud igennem Vinduet til Haven, hvor der straks var nogen parat til at tage imod det. ‘Med mit eget paa Armen afleverede jeg Nøglen med et: „Tak for Laan”. Kort efter forsvandt 4 Skikkelser over Havemuren til Møller Bertelsens Ejendom.

For at undgaa nogen nysgerrig Spørgen paa Amts-banegaarden, gik vi til Fods til næste Station. Her løste vi Billet til Svenstrup, og over Mark og Skel gik det derfra videre til Himmarkmark, hvor vi vidste, at der opholdt sig en Kammerat paa Orlov og som ikke havde synderlig Lyst til paany at rejse til Fronten. I hans Dagligstue blev Planen endelig grundig gennemgaaet, men ihans Moder var meget betænkelig. Baaden, der skulde bruges til at bringe os til Fyn, var taget paa Land og skulde bæres ca. 300 Meter ned til Stranden. Nøglerne til Skuret med Aarerne var under Vagtmandskabets Kontrol. Længe drøftede vi Bortryddelsen af alle Hindringer, der kunde tænkes at ville opstaa, men stadig voldte den gamle Kone Vanskeligheder. V i forhandlede frem og tilbage, og da vi ikke kunde blive enig om nogen antagelig Fremgangsmaade, særlig ikke, da ingen ønskede at gøre Vagtmandskabet Fortræd, hvis de stillede sig hindrende i Vejen, opgav vi Planen.

Imidlertid var Bordet dækket til en solid Aftensmad, og den tog vi. Takkende for god Behandling, brød vi op, og tiltraadte Turen tilbage til Sønderborg. Det var maaske godt, vi ikke vovede Forsøget; thi i Retning fra Assens kunde vi se en Torpedobaad afsøge Farvandet med en Lyskaster, og det varede ikke længe, før en Kollega til ham svarede ham fra den modsatte Side. De blinkede til hinanden og afsøgte hele Farvandet fra Strand til Strand. Det var ikke til at antage, at vi var sluppet godt over, og Resultatet af at blive taget paa Slæb af saadan en Svend, var vi ikke uvidende om. Gefreiteren var i vældig Angst for vor Udebliven; thi han havde jo Ansvaret for de tomme Senge, og det var over Sengetid, da vi atter naaede Sønderborg. — Livet gaar atter sin vante Gang, men hver Gang vi nu synger: „H a n steg i Land, o.s.v.”, synger de alle med, og med en meget haanlig Betonelse af: „Guld og Rigdom og Mod i Bryst”.

Der er lovet mig 14 Dages Orlov. Det er jeg glad for, men hvad saa? Der er luftet slemt ud i Stuerne, og naar jeg kommer tilbage fra Orlov, er det vel min Tur til at blive kostet ud.

 

 

7. oktober 1917. Alle ved de jo nok, at det er et slemt sted, du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften 7. okt. 1917

… Jeg er lidt urolig for dig; men det nytter jo ellers ikke noget, at jeg går herhjemme og er bange for, hvordan det skal gå dig. Jeg var i kirke i dag, det var jo høstprædiken… og der var også mange til kirke. Nu er der jo igen mange, som spørger til dig, og alle ved de jo også nok, at det er et slemt sted, du er*. I dag er der et kort i Nationaltidende over egnen der, hvor skoven også er med på. Jeg beder hver dag, at Gud dog vil bevare dig min kære, kære Jørgen. Det er så svært for dig, at du skal blive ved med at tage afsked og rejse dertil, hvor det går hårdt til…

*Flandern

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. oktober 1917. Grænsevagterne hjælper desertørerne!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne i sommeren 1917.

Sønderjyderne påstår, at det ingen steder langs grænsen har været let at komme over til Danmark, og tilbage igen som i grænsehjørnet sydøst for Ribe, hvor soldater af 1. og 2. kompagni af 29. bataljon i lange tider har haft grænsevagt.

Disse soldater ligger indkvarteret hos privatfolk i Spandet, Roager og Aabling. Derved er der opstået et mere fortroligt forhold mellem befolkningen og soldaterne, så at disse ser gennem fingre med, ja ofte hjælper folk fra deres kvarter eller af deres bekendtskab med at komme over. Hvor soldaterne derimod ligger i fælles kvarter i barakker, som vest på og længere øst på, får de mindre kendskab til beboerne. Dette er grunden til, at det er vanskeligere for beboerne andre steder at komme over.

Folk derovre ved godt dette, og hvem der har pårørende i denne egn, rejser derfor herud for at komme over. Helt fra Haderslev er der rejst folk herud [med?] den hensigt.

Desertører derovre fra, som opholder sig i denne egn, har ofte ved soldaternes hjælp fået besøg af deres hustruer eller børn og flere har lidt efter lidt fået adskilligt af gangklæder, sengetøj og mindre ejendele herover.

Grænseboerne på denne side bliver ikke længere forbavsede over at finde fremmede kufferter og pakker m.m. i deres porte eller udhuse, når de om morgenen kommer derud, de ved, hvor disse ting er kommet fra og lader dem roligt stå, indtil de bliver afhentet.

Man kender her 5 tilfælde i de foran nævnte måneder, hvor mænd, der er gået til Danmark uden at tilladelse har fået deres hustruer og børn over til sig her. En kone fra Fjersted, der i juli måned flyttede herover til sin mand, havde efterhånden ved en hos hende indkvarteret soldats hjælp fået næsten alt sit indbo herover. Soldaten hjalp ved nattetid med at bære sagerne over grænsen.

Mere kunne man næsten ikke forlange. ”Men det kostede også 100 mark”, bemærkede konen.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III