Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgårdi Fjelstrup videre.

Rusland. Fredag d. 26. oktober 1917

… Jeg håber da, at du nu får mine breve, skønt man kan jo ikke vide. Vi ligger endnu her i Vileyka i ro, og jeg har det godt, idet jeg er kommet til at fyre i varmeapparaterne her på anstalten. Det er nede i kælderen. Jeg er meget glad ved, at jeg ikke behøver at gøre tjeneste med, skønt det jo heller ikke er noget tale om imod at være i skyttegravene. Her har man sin gode ro og kan ligge så roligt og sove om natten uden at behøve at være bange for at blive alarmeret. Ja, helt roligt kan man nu ellers ikke sove, for vi har mange lopper i stuen, men lus har vi da ikke. Dem havde vi mange af, da vi kom hertil, men så var vi dagen efter i Vilna at bade og vort tøj kom i ovnen. Sikken god fornemmelse det var at bade og få rent tøj på. Vilna er en stor by, i fredstid havde den 250.000 indbyggere, men ellers er det ingen smuk by. Gaderne er så ujævne som vor gårdsplads, så ved du besked. Og mange af husene er gamle og forfaldne. Ja, der gives jo også nogle store og smukke bygninger, f.eks. kirkerne, der er meget smukke. Befolkningen er vel nærmest jøder, det ser de ud til at være, og mange pjaltede folk og børn træffer man på gaden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.