Kategoriarkiv: Hjemmefronten

5.marts 1916. Det er knapt med gryn og sukker i Haderslev. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 5. marts 16. Søndag

Min kære Jørgen!

I dag har jeg tænkt så meget på dig og længtes efter dig. Nu er det fjorten dage siden, jeg besøgte dig, og så kan vi jo snart begynde at glæde os til det næste besøg. I går talte jeg med Bertha, hun ventede næsten Hans hjem lidt igen. Hun klagede sig jo lidt, og jeg synes da ellers, hun har helt god grund til at være tilfreds. Hans, som slet ikke er tildelt transport eller sligt. Hun bad mig, om jeg ikke kunne besørge hende nogle havregryn fra Anslet Mølle, og det lovede jeg. Nu er det jo, om Hans [førstekarlen, aøs] er tilfreds, når han skal køre derop for det; men vi kan jo også lade andet male ved samme lejlighed. Det er så knapt med gryn i Haderslev, de kan kun få 2 pd. ad gangen, syntes jeg hun sagde. Og sukker biir det også knapt med. Jeg er glad ved, at jeg fik en sæk sukker bestilt hos Møllers, for nu er det vist galt nok at få en hel sæk. Ja, hvad skal det da blive til, det er ikke at forstå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

4. Marts 1916. Frikendt for hjælp til faneflugt – og andre nyheder fra Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Paa Lasaret.
Købmand M. Martensens Hustru i Nordborg har ifølge “Dvp.” faaet Efterretning fra sin Mand om, at han paa Grund af Sygdom er bleven indlagt paa et Feltlasaret. Martensen har siden Indkaldelsen været ved Vestfronten.

Savnet.
Landstormsmand Gaardejer Hans Juhls Hustru i Ladegaard II ved Hammelev har ifølge “Dv.” i disse Dage modtaget Efterretning fra sin Mands Kompagni, at hendes Mand har været savnet siden en Fægtning den 25. Februar i Aar. Man formoder, at han er falden i fransk Fangenskab, og Kompagniets Feldwebel beder fru Juhl om at give ham Efterretning, saafremt hun skulle faa Meddelelse om den Savnede.

I Fangenskab.
I Søndags modtog Høker Møllers Hustru i Slagergade i Haderslev ifølge “Dv.” gennem “Røde Kors” i København Efterretning fra sin Mand, der er i fangenskab i Rusland. Hun havde intet hørt fra ham siden August i Fjor og henvendte sig derfor til “Røde Kors” i København, der nu bragte hende den glædelige Efterretning.

Hjemme paa Orlov.
Handelsbetjent Fritz Clausen, en Søn af Lygtetænder Andreas Clausen i markgade Nr. 10 i Aabenraa, der tjener som Gardejæger ved Vestfronten, Bybud Peter Poulsen fra Toftlund, der har ligget i Garnison i Husum, og Landmand Niels Møller fra Allerup er for Tiden hjemme paa Orlov. Peter Poulsen har faaet Hjemlov paa ubestemt Tid, Niels Møller er kommen hjem for at faa sin Lade rejst, der faldt i Stormen.

Fra Provinsen.

Anklaget for Medhjælp til Faneflugt.

Ved Landsrettet i Flensborg forhandledes i Gaar en sag imod Møller Siegbert Anon Viborg i Terp ved Øster Lindet, som beskyldes for at have været sin Nabo, gaardejer Morten Jensen, behjælpelig ved at flygte over Grænsen for at unddrage sig Værnepligten.

Sagens Sammenhæng er i korthed følgende: Morten Jensen, som var anmeldt til Lægdsrullen, og den Anklagede foretog den 7. januar i Aar en Køretur og naaede tilsidst til Skudstrup Mark, hvorfra den førstnævnte forsvandt ag Grænsen til, medens Viborg bragte Køretøjet hjem.
Anklagen lade nu denne til Last, at han fra første Færd af havde været klar over Køreturens egentlige Formaal og saaledes havde begunstiget den anden ved Flugten.

Den Anklagede nægtede at have kendt Jensens Planer fra først af. Den Flygtede havde den nævnte Dag bedt den Anklagede om at tage med ud paa Kvæghandel, og først undervejs var Jensen fremkommen med Kørerturens sande Formaal. De var tilsidst naaede ud til Landmand Grosbøl paa Skudstrup Mark, hvorfra Jensen saa var forsvundet, medens den Anklagede var kommen i Samtale med Grosbøl. I Henhold til et undervejs givet Løfte havde Viborg saa taget den Forsvundnes Køretøj med hjem.

Ved Vidneafhøringen kom det til et lille Mellemværende, da den flygtede Morten Jensens Hustru skulde afhøres. Hun nægtede nemlig at aflægge Ed med den Begrundelse, at hun ikke kunde taale den Sindsbevægelse, Edsaflæggelsen for hendes Vedkommende vilde medføre. Da Formanden ikke formaaede at rokke ved Vidnets Nægtelse, trak Retten sig tilbage. Efter en kort Raadslagning idømtes Vidnet en Ordensstraf paa 200 Mark.
Efter Vidneafhøringen tog Statsadvokaten Ordet. Han androg paa 10 Maaneders Fængsel.

Dommen lød paa, at den Anklagede frikendtes. Retten stillede sig paa det Standpunkt, at, omendskønt der forelaa stærk Mistanke, var de foreliggende Beviser mod den Anklagede ikke fyldestgørende nok til en Domsfældelse.

3. Marts 1916: Brændevin, Gryn og Spisefedt

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Dekoreret.
Otto Toft, en Søn af Slagermester Toft i Søndergade i Aabenraa, har faaet tildelt Jernkorset.

Hjemme paa Orlov.
Murer Christian Klemmensen og Sadelmester Marius Hansen fra Skærbæk, der for over et halvt Aar siden blev saaret og siden den Tid har ligget paa Lasaret, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Brændevinen. Paa grund af den store Trang til Spiritus til tekniske Formaal har Rigskansleren indtil videre helt forbudt Udlevering af Drikke-Brændevin til andre en Hæren, Sygehuse, Medicinfabrikker osv.

Uddeling af Gryn til Smaakaarsfolk. Som Tideligere meddelt, har Bønderne i Avnbøl i Sundeved bevilget 400 Pund Smør til Soldaterne. Nu vil der i en nær Fremtid blive uddelt en Del gryn til Smaarkaarsfolk i Avnbøl Kommune. I den knappe og dyre Tid er der mange, der glæder sig til at modtage denne Gave, og de offervillige Givere kan være sikre paa Modtagernes Taknemmelighed.

Forraadsopgørelse af Spisefedt. (Fl.Av.) Magistraten i Flensborg offentliggør en Bekendtgørelse, hvorefter alle Handlende og Nærringsdrivende, der befatter sig med Salg af Smør og andet Spisefedt, til senest i Dag, Fredag, nøjagtigt skal anmelde, hvilke Mængde Smør eller andet Spisefedt de har købt og solgt i Februar Maaned.

En Forandring af Højestprisen for Kaal har Magistraten i Flensborg udstedt i Gaar. Derefter koster Hvidkaal 8 Penning og Kaalrabi 5 Penning Pundet i Detailhandlen

2. Marts 1916: Brødmærker, Velgørenhed og beslaglæggelse

Dagens Nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Saaret.
Gaardejer Jørgen Schultz fra Hoptrup, der blev indkaldt i Juni Maaned som Landstormsmand og er bleven uddannet i Bremen, er ifølge “Dv.” i disse Dage bleven saaret af Granatsplinter i den ene Arm og det ene Ben, men forhaabentlig ikke haardt. Han ligger nu i et Feltlasaret.

Dekoreret.
Landmand Johan Møller i Damkobbel paa Kajnæs, en Svigersøn til Købmand Smidt i Damkobbel, som har ligget paa Lasaret i Sønderborg, men nu ligger paa Lasaret i Hamborg for paany at undergaa en Operation, har ifølge “Dvp.” efter Ankomsten til Hamborg modtaget Jernkorset.

Forfremmet.
Gaardejer Hans Dahl i Skjoldager ved Gram, der siden Krigens Begyndelse har været indkaldt som Landeværnsmand og for Tiden opholder sig ved Mitau i Kurland, er nylig bleven forfremmet til Underofficer efter allerede i lang Tid at have gjort Underofficerstjeneste. Allerede i Slutningen af 1914 blev han dekoreret med jernkorset for udvist Mod og Tapperhed paa en Patrouillegang.

Hjempermitteret.
Hjulmager V. Sandholdt fra Hoptrup mark, der blev indkaldt i Oktober som Landstormsmand og er bleven uddannet i Slesvig, men har været syg siden November, er ifølge “Dv.” nu kommen hjem som varig uduelig.

Fra Provinsen.

Uddeling af de nye Brødkort i Aabenraa finder Sted næstkommende Mandag den 6. Marts om Formiddagen fra Kl. 9 til 11.

Velgørenhed. I Lørdags lod Kreaturkommissionær Jens Brink i Løjtkirkeby Kødet af et Kreatur uddele til trængende og Soldaterkoner. Den kærkomne Gave modtoges med Taknemmelighed.

“Heste”-Pris for en Ko. (A.T.) Gaardejer Mathias Mathiesen i Traasbøl i Felsted Sogn solgte forleden til en Slagter i Tumbøl en Ko for 1089 Mark.

Godgørenhed. (A.T.) I Tumbøl Kommune ved Felsted er nu det tredje Svin blevet slagtet og uddelt til Trængende. Henved en Snes Familier er blevne betænkte ved denne Lejlighed.

Det beslaglagte Husgeraad af Kobber, Messing og Nikkel i Als Nørreherred, som endnu ikke er afleveret, skal ifølge “Dvp.” nu afleveres Onsdag den 8. Marts, Onsdag den 15. Marts eller Lørdag den 18. Marts fra om Eftermiddagen Klokken 3 i Nielsens Skur paa Banegaarden i Nordborg.

Hvem der ikke aflevere de beslaglagte Ting i rette Tid, kan gøre sig belavet paa, at de vil blive afhentede, og at det vil blive indledet retslig Undersøgelse imod de paagældende Ejere.

1. Marts 1916: Vedrørende Metalafleveringen

Senest ændret den 5. marts 2016 14:17

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Faldne.
August Ebeling og hustru i Sebbelev paa Als har modtaget dem sørgelige Efterretning, at deres Søn Theodor er falden den 5. Februar. Han blev kun rigelig 20 Aar gammel. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 5. marts om Formiddagen Kl. 9½ i Ketting Kirke.
Boy Frandsen fra Friskmark ved Gram, der tjente som Feldwebel ved Vestfronten, er falden den 24. februar, ramt i Baghovedet af en Granat. Hans Forældre modtog i Forgaards denne sørgelige Efterretning fra en Kammerat af ham.

Saarede.
Murer Maloth fra Toftlund er, efter hvad han selv har skrevet hjem til sin hustru, under Kampene ved Verdun bleven saaret i de ene Arm af en Granat og derefter kommen paa Lasaret.

Hjempermitteret.
Gaardejer Tiedemann fra Porsplet ved Toftlund er bleven erklæret for uduelig til Militærtjeneste og derfor kommen hjem.

Hjemme paa Orlov.
Følgende Mænd er for Tiden hjemme paa Orlov: Peter Petersen fra Kolstrup ved Aabenraa, der før Krigen var sysselansat paa Aktiebryggeriet, og som fra Krigens Udbrud har været med i Rusland, Gaardejer H.C. Aagaard fra Lilholt ved Skrydstrup, der bliver uddannet i Slesvig, Gaardejer Christian Jensen fra Skrydstrup, der har været med i Galicien, Gaardejer Jakob Petersen fra Jernhyt ved Hammelev, der gør tjeneste ved en Fangelejr, Gaardejer Jens Lund fra Ladegaard ved Hammelev, der har været med siden Krigens Begyndelse, Andreas Frandsen fra Kastrup ved Gram, der ligger i Husum, Jens Fuglsig fra Terp, der ligger i Slesvig, og Gaardejer H. Boelk fra Lindtrup, der ligger i Garnison i Mühlheim.

Fra Provinsen.

Vedrørende Metalafleveringen peges der ifølge “Fl.Av.” fra kompetent Sted hen paa, at den hos Publikum oftere udbredte Mening, at kun virkelige brugte Genstande af Kobber, Messing og rent Nikkel rammes af Beslaglæggelsen, er fejlagtig. Tværtimod er ikke alene brugte, men også ikke brugte genstande beslaglagte ved Forordningen af den 31. Juli 1915 og skal saaledes ogsaa afleveres. Det kommer heller ikke an paa, hvor Genstandene netop befinder sig, i Køkkenet eller i et andet Rum. Deres Formaal er alene bestemmende.

Sukkerfoder faas i Haderslev. Beviser for, at man kan faa noget, kan hentes i Raadstue Nr. 6.

Krigshjælpen udbetales i Bykassen i Haderslev Torsdagen den 2. Marts. Der anmodes indtrængende om at hæve alle Beløb den nævnte Dag.

1. marts 1916. Nye tider syd for Kongeåen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Før og nu -!

En af Haderslevegnens mest ansete landmænd, en sønderjyde, som vi kan kalde X, blev for kort tid siden af amtsforstanderen opfordret til at overtage hvervet som kommuneforstander. X afslog opfordringen, idet han tilføjede, at han jo også var dansksindet, hvilket jo almindeligvis af myndighederne hidtil er anset for uforeneligt med at beklæde sådanne offentlige tillidshverv.

Kort efter modtog X imidlertid ordre til at møde hos landråden, som spurgte, hvorfor han ikke ville være kommuneforstander, hvilket spørgsmål X besvarede som ovenfor, idet han gjorde opmærksom på, at hans nabo var tysksindet og at man jo derfor ganske naturligt kunne tage ham dertil. For øvrigt oplyste X, at han selv for 10 år siden var blevet valgt til kommuneforstander, men dengang var han ikke god nok for myndighederne, som kasserede ham.

Landråden holdt imidlertid stift på, at X skulle overtage bestillingen som kommuneforstander – den tysksindede nabo kunne naturligvis være en meget flink mand, men man havde nu mest fidus til X, som jo også havde befolkningens tillid. Kort at sige, enden på historien blev, at X lovede at overtage hvervet, men han stillede til gengæld flere betingelser, deriblandt den, at han skulle være fritaget for anbringelse af forskellige ydre tegn, der almindeligvis tilkendegiver boligen som husende en sådan tillidsmand.

Sligt havde været utænkeligt før krigen. Det er imidlertid glædeligt, at der i al fald fra visse civilmyndigheders side nu ydes dansksindede nordslesvigere en anerkendelse som den, der ligger i det oven omtalte forhold.

24.februar 1916. Majoren anmodes endnu en gang om orlov. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24.2.1916

Min kære gode Inger!

…I går aftes var J. Lindberg, Th. Ellegård og jeg omme hos Fru Petersen. Der fik jeg et kort, som Katrine havde skrevet til dig til fødselsdagen. Du skal få det en gang ved lejlighed. Den fødselsdag skal vi nok mindes længe. Det var godt, at du kom herop og fik talt med majoren, for nu har du da gjort, hvad der kan gøres, og så har vi ikke noget at bebrejde os bagefter. Jeg tænker også nok at det lykkes, at jeg bliver sat lidt tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

18.februar 1916. Johannes Nielsen har mistet sine tre dygtige sønner. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 18. febr. 1916

Min egen kære Jørgen!

Dit kort har jeg fået, jeg hentede det selv på posthuset, da jeg gik fra kirken, og jeg blev rigtignok glad ved det. Jeg synes næsten ikke, man kan rigtig fatte det, at du sådan (!) har haft lykken med dig; og vi skal jo vist også være lidt varsomme med at glæde os for meget. Alting er så uberegneligt nu. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tro, at vi har lov til at sende en stille tak opad, for det er da som om Vorherre har holdt sin hånd over dig denne gang, og vi fik de fjorten gode dage herhjemme. Nu tror jeg, at det kan gå bedre for os begge. Nu har vi dem at mindes, og så et lille bitte håb til den næste ansøgning.

– Præsten holdt en lang tale i eftermiddag med megen salvelse, og mange gange »I elskelige« i. Til tider var det helt godt, men summen af det hele var jo da, at det var fuldstændig i sin orden, at Johannes Nielsen havde mistet sine 3 dygtige sønner, og det skulle de jo finde dem i og takke for. Præsten mener det såmænd vist godt nok; men det er den kedelige måde han har at sige det på. Man får nu det indtryk af ham, at han slet ikke er så ked af krigen endnu. Salmerne, vi sang, var det bedste. »Hvorfor skulle jeg forsage« og »Tænk, når en gang«. De passede godt begge to. Der var mange mennesker, men allermest kvinder, kun en lille part mænd, men hvor skulle de også komme fra. Det ser så underligt ud med alle de tomme stole ved den ene side…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

17.februar 1916. Jørgens orlov redder ham fra at komme til fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 

Husum d. 17.2.1916

Min kære gode hustru og små piger!

Gudskelov at jeg kom hjem til jer de 14 dage. Det har sikkert reddet mig fra at komme til fronten, og lige straks kommer der vist ingen bort. Det mener de da ikke på skriverstuen. Hans C. rejser på orlov en af dagene. Nu er det tomt i salen, for der er ikke kommet erstatning for dem, der rejste. De stakler, som sådan skulle bort, det gør mig så ondt for alle mine gode kammerater. Mange af dem havde været meget bedrøvede.

Mit tornyster og alt mit tøj er borte, men det gør ikke noget. Mit gevær er også kommet med, det er jeg glad ved. Vil du ikke sende mig et pd. smør en af dagene, for Delfs ville gerne købe noget. Jeg tror, det kan være til gavn for mig. Skriveren sagde til mig, at du skulle bare søge om at få mig hjem igen om fjorten dage, for det skulle nok lykkes. Til sædetiden. I morgen får du et brev, kære Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

16. februar 1916. Peter Paulson for krigsretten for at nægte faneeden

Peter Paulson fra Vr. Lindet, der var født i 1879, var statsløs – dvs. uden statsborgerskab. Det var ikke usædvanligt i Sønderjylland. Hans far var indvandret fra Sverige i 1868. Han havde ansøgt om naturalisation, dvs. preussisk statsborgerskab, men havde ikke fået det, formentlig pga. sin nationale indstilling. Alligevel blev han indkaldt den 11. oktober 1915 til et Landstormsrekrutdepot i Rendsborg. Pga. sine statsborgerforhold nægtede han imidlertid at aflægge faneed.

(… fortsat)

Rekrutdepotet blev opløst midt i februar 1916, og jeg blev sammen med fyrre andre indlemmet i Landst. Bat. IX i Bremerhaven, som var indkvarteret i Landsbyen Misselwarden.

Som før nævnt havde jeg Fred til Midten af Februar; men ved Tjenestens Ophør en Dag modtog jeg Ordre til at indfinde mig hos vor Hauptmann. Da jeg havde meldt mig hos ham, forelagde han mig den famøse Edsformular til Underskrift, men nu var jeg blevet fortrolig med Militærtjenesten og min Ret til at nægte, og det gjorde jeg uden Forbehold.

Fyren blev gal i Knolden og udbrød: „Nu har De nydt tysk Retsbeskyttelse hele Deres Liv, og saa vil De ikke underskrive!”

Mit Svar kom omgaaende: „Det er en køn Retsbeskyttelse, jeg har nydt!”

Men nu svarede Kaptajnen skarpt: „Det er ganske ligegyldigt, De har nu at underskrive!” „Nej,” var mit korte Svar. Saa siger han: „Nu kan De tænke over det til i Morgen.”

-Dagen derpaa, da Appellen var til Ende, beordrede vor Hauptmann den underordnede Løjtnant til at hente Krigsartiklerne, hvorefter disse blev oplæst. Derefter blev jeg igen beordret op i hans Kvarter. Vi var kun kommet godt inden for Døren, før Kaptajnen helt brysk udbrød: „Nu har De vel be­tænkt Dem og vil underskrive.” Jeg svarede atter kort og godt: „Nej.”’

Kaptajnen greb nu en Bordklokke, ringede og tilkaldte Kompagniskriveren og en Underofficer. I deres Nærværelse sagde han: „Nu spørger jeg Dem for det forsamlede Mandskab for sidste Gang: Vil De underskrive?”

Jeg: „Nej!”

Saa sagde han: „De er arresteret!”

Jeg sad saa i Sprøjtehuset til Middag, hvorefter jeg kunde gaa hjem og faa min Middagsmad.

Omkring Klokken to ankom en Underofficer og to Mand med opplantet Bajonet, og jeg blev ført bort til Krigsretten, der var sat i Wremen, en Stationsby paa Banelinien Cuxhaven-Gestemünde. Da jeg blev ført op ad Wremens Gade, stimlede Folk til Vinduerne og ud i Dørene for at betragte mig, Forbryderen. Jeg blev saa rasende, at jeg var nær ved at tude, men jeg følte mig godt præpareret til at blive stillet for Krigsretten.

Idet jeg blev ført ind i Værelset, hvor Krigsretten var sat af Bataillonskommandøren, en gammel Major, hans Adjudant, en Hauptmann, og Chefen for 3. Kompagni, en Hauptmann, der i civil var Statsadvokat, rejste Majoren sig og gik hen imod mig. Han sagde, idet han lagde Haanden paa min Skulder: „Paulsen, Paulsen, betænk, hvad De gør! De gør baade Dem selv og Deres Familie ulykkelig!”

Jeg svarede: „Det faar hjælpe, jeg underskriver ikke.”

„Ja,” siger Majoren saa, „De maa dog have en Grund til det.”

”Jeg er ikke tysk Undersaat,” svarede jeg, „og hvis jeg skrev under og derpaa som Arbejdssoldat blev sendt til Fronten, maaske mistede Liv eller Førlighed, saa kunde det hænde, at jeg og min Familie blev udvist, jeg underskriver ikke.”

Majoren tog straks til Genmæle: „Nej, saadan vil Tyskland ikke lønne sine tapre Sønner.”

Men jeg svarede: „Oppe hos os har vi alt for stor Erfaring i tysk Ordholdenhed.”

Majoren henvendte sig nu til sin Adjudant: „Naa, Dengse, hvad skal vi saa finde paa?” Han gik hen og satte sig igen ved Bordet. Efter et Øjebliks forløb skubbede Kaptajnen et Stykke Papir, hvorpaa han havde skrevet noget, over til Majoren. Da denne havde læst det skrevne, sagde han kun ja og skubbede det skrevne over til det tredie Medlem, der ogsaa gav sin Tilslutning.

Majoren henvendte sig derefter til mig med Spørgsmaalet, om det var min Hensigt at nægte Lydighed over for en Ordre, der gaves mig i tjenstlige Anliggender. Hertil svarede jeg, at det havde jeg aldrig gjort.

Men saa spurgte Majoren mig, om jeg kunde tænke mig at gøre dette i Fremtiden. Jeg svarede: „Nej, saafremt det da ikke berører Pligterne mod min Familie.“

Majoren: „Vil De skrive under herpaa?”

Mit Svar var et ja.

Saa blev Edsformularen trukket tilbage, og man forelagde mig en Skrivelse, hvis korte Indhold var, at jeg ikke vilde nægte Lydighed mod Ordrer, givet i Tjenesten, men uden Tilføjelse af det Forbehold, jeg tog under det sidst rettede Spørgsmaal til mig. Jeg underskrev det alligevel.

Ordonnansen blev saa tilkaldt og sendt til Fæstningskommandanten, en Oberst, med det underskrevne Dokument og en Rapport. Obersten boede kun et Par Huse længere oppe i Gaden, saa hans Afgørelse af Sagen kunde foreligge efter nogle faa Øjeblikke, og det gjorde den ogsaa.

Efter en halv Times Forløb vendte Ordonnansen tilbage og overgav Majoren den iturevne Erklæring, som jeg lige havde underskrevet, med den mundtlige Ordre at sætte mig paa fri Fod.

Det Minespil, der afspejlede sig i Officerernes Ansigter, var interessant at iagttage. Majoren kaldte paa Underofficeren og meddelte denne, at jeg var frikendt. Vi kunde gaa ned i Kasinoet og faa os en Øl, og saa kunde vi gaa hjem og melde os tilbage.

Saaledes endte denne dramatiske Del af min Militærtid. To Dage efter blev jeg forflyttet fra alle mine nordslesvigske Kammerater og kom i Kvarter i Wremen. Jeg kom fra en ondsindet Kompagnichef til en godsindet Ritmester, men desværre til et Kompagni, hvor der ikke fandtes een Dansker. Her gjorde jeg saa Tjeneste til i September 1916, da jeg blev hjemsendt.

DSK-årbøger 1946

23.januar 1916. Vi savnede dig til at synge for. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag d. 23. jan. 16

Min kære Jørgen!

Hvor jeg dog blev glad ved dit brev i formiddag, du er rigtignok også flink til at skrive. Mon det da virkelig skulle blive sådan, at I der er lidt ældre kan få lov at blive her hjemad? Sikken glæde det ville være. Nu har det stået så truende for os hele vinteren, det at komme til fronten, så det er jo næsten ikke rigtig at fatte, om det skulle være sådan, at du blev skånet for det. Men biir det sådan, så skal vi rigtig huske at takke Vorherre derfor. Å, det er så trygt at lægge alt i hans hånd og ikke tage selv. Det synes jeg får øjnene op for, mere og mere. Jeg er næsten også helt vis på, at I får orlov, for der er nu noget i gære, de har nok kaldt alt for mange af de gamle ind; folk, som kunne gøre mere gavn ved at være hjemme og passe deres bedrift, end ved at skrælle kartofler og lave parademarch et eller andet sted langt hjemmefra. Peter Refshau- ge talte om det i går, han havde det fra Hans P. Hanssen, det var nok bleven påtalt i Rigsdagen og klaget over, at militæret var så eneherskende og upraktisk. Han mente nu, at der var ingen fare for, at Eriksen f.eks. kom ind, for han er jo da uundværlig herhjemme, og så kan Fedder kanske også hytte sig.

— Ja, vi var jo til fødselsdag i går, mor og jeg. Børnene blev jo så hjemme, Marie nævnte da heller slet ikke at de skulle komme med, så jeg tænkte nok, at der kom vist mange fremmede. P. Refs- hauges, Nis Thuesens, Eriksens, og så jo de sædvanlige. Ja, de Kjestruper og de Stubommer ikke, de skulle vente til en anden dag, og de Vindrupper heller ikke, de har mund og klovsyge blandt ungkvæget, og de venter Nis hjem i næste uge. Marie talte om, hvis du nu også kunne komme, mens han var hjemme, så skulle vi jo komme hen ad Hauge på en gang. Det kunne også være rart, stakkels Nis, han har nok alligevel lidt meget og tit været i fare. Hans gevær er en gang blevet skudt ud af hånden på ham. Jeg skulle hilse dig fra Gunder Refshauge. Dinne spillede lidt for os, men jeg tror vi manglede dig til at synge for, for der var ingen rigtig klem i det.

I dag har vi haft besøg af Katrine Ravn fra Christiansfeld, hun er jo altid så flink til at ordne mine hatte og vil jo næsten ingen ting have for det, så syntes jeg hun skulle over, mens mor var her. Hun har lavet mig en pæn pelshue af mors gamle krave, og du kan da heller ikke tænke, hvor pæn den er. Hele historien kostede 3,50, så det er en billig hue, og så har hun siddet i eftermiddag og kruset min fjer igen, så nu er det ikke at se på den, at den blev våd i Husum. – Jeg sender dig en halv rullepølse i denne uge, og et stykke godt ost, jeg har det netop nu, og en kage kan du jo vist også have længere hen i ugen. Agnete snakker stadigvæk om far, hun siger det tit »far kommer« nu ser det jo også ud som om det kunne passe for hende, lille stump.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

22.januar 1916. Udsigt til orlov for soldater over 30 år. Brev fra Jørgen til Inger.

    Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 22.1.1916

…Jeg er blevet så glad ved at høre, at vi der er over 30 år gamle, ikke kommer bort lige straks, det er god udsigt til at vi får orlov. Alle, som ikke er 30 år gamle, kan derimod ikke komme hjem, det sagde over løjtnanten i går. Nu er alle de unge i rekrutdepotet jo også uddannede, så jeg tænker nok de kommer bort før os…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

10.januar 1916. Soldaterne får tjenestefri da englænderne rømmer Gallipoli. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum 10. januar 1916

I eftermiddag har vi fri for tjeneste på grund af, at Gallipoli er rømmet af englænderne, og nu flager de her i Husum af bare glæde. Sejren er vist ikke så stor som der bliver fortalt. Th. Ellegaard er omme hos Fru Petersen og har lige fået kaffen sammen med Hans og Bertha. Det er godt, vi har det sted at søge hen til, for i Hensens Have er det ikke rart at være lige for tiden, der synger og spiller de i højen sky. Det er fordi, vi har fået fri.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

1.januar 1916 Nytårsprædiken der skurer sønderjyderne i ørene. Brev fra Jørgen til Inger.

Senest ændret den 4. januar 2016 11:44

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

(Efter en kort juleferie hjemme i Fjelstrup er Jørgen atter tilbage ved fronten.)

Læs mere

30. december 1915 – Enkefru Røgind: “Tysklands Fremtidsprogram”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

3 0. Decbr.

Frøken Skjold fortalte om en stakkels Enke med seks Børn, meget fattig, beder om, at den ældste Søn paa 13 Aar maa blive fri for Skole for at hjælpe hende. Hun er dansk. Præsten anbefaler Andragendet, men henviser til Skoledirektøren, der erklærer kategorisk: »Nein, er muss erzogen werden, um ein guter Soldat zu bleiben [werden!]. Og derved blev det. Det er altsaa Tysklands Fremtidsprogram, hvorfor alt andet blegner. Skidt med Kunst, og Videnskab og aandelig Modenhed og Moral, naar bare Fyren bliver »ein guter Soldat«.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 241)

21. december 1915 – Enkefru Røgind: “Brød og Fred”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Decbr.

Fru M. Thomsen her; hun fortalte, at der i Berlin havde været flere Tusind Mennesker, der i Takt havde sunget: Brød og Fred, men var blevet sprængt af beredent Politi Unter den Linden; i Hamborg er flere Butikker med Levnedsmidler blevet stormede og plyndrede. H. P. Hanssen har fortalt om en Samtale med en højtstaaende Embedsmand, der sagde til Slut: »Wir siegen und wir siegen — zum Tode«.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 241)

17. december 1915 – Enkefru Røgind: “Mangel paa Takt, Mangel paa Kultur, Parvenufolk”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

17. Decbr.

Pakker Julepakker.

Rose havde i Dag en Oplevelse i Kupeen paa hendes Rejse til Vojens. Hun sad og læste »Politiken«. I Styding kom to særlig velklædte Herrer ind i Kupeen, en ældre og en yngre; begyndte med, at den ældre meget højrøstet udtalte sig om de danske Skilte og Betegnelser allevegne, det skulde der sættes en Bom for, her var Tyskland, og de havde alle at forstaa og tale Tysk; hvem der ikke vilde det, kunde jo forlade Landet; nej, der skulde anderledes kraftigt tages fat, og ligeledes med danske Aviser, hvad skulde det til, det var jo »unausstehlich«, og tænk, forrige Dag var der en rejsende med, der havde den Frækhed først at sidde og grundig gennempløje en dansk Avis, for bagefter at fordybe sig i Læsningen af en dansk Bog, »solche Frechheit, es ist nicht zum Aushalten«. Den unge svarede ikke meget, men var dog af samme Mening. Dog tilsidst, da Rose saa stift paa ham, blev han lidt flov. Det hele var naturligvis møntet paa hende. Saaledes kunde jo kun en Tysker bære sig ad. Mangel paa Takt, Mangel paa Kultur, Parvenufolk.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 241)

15.december 1915. Nu indkaldes også de hjemløse. Brev fra Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, onsdag d. 15.12.15.

…Nu skal de hjemløse* også melde sig. Anne i Stubbom havde været så meget ked af det forleden søndag i Hauge. Nu er hun jo bange for, at Niels også skal komme med. Det kan såmænd også gerne gå så galt. Det ser ud, som om de samler sammen på folk for at have dem parat til foråret. Man skal vist ikke glæde sig til den tid, sådan som man ellers altid længes efter foråret. Det vil vist blive en slem tid. Nu er der temmelig roligt allevegne, og der falder da vist heller ikke så mange. En af bagerens sønner er blevet såret i hånden, Frederik er det, og det er vist temmeligt slemt, den anden er også på lazaret. Hans far sagde, at det var nærmest af utøj, at han var syg. De to yngste var på session sidste torsdag, den ene blev taget og den anden sat 3 måneder tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

15. december 1915 – Enkefru Røgind: Møde om krigslån

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

15. Decbr.

Nu har Landraaden kaldt Bankdirektør Hübbe til sig for at forhøre, om Kredsen kan faa et stort Laan i den danske Bank, betonet, at Danskerne her i Kredsen har været meget tilbageholdende med Hensyn til Krigslaanet, som ikke har v.æret Tilfældet i Aabenraa og Sønderborg Amt. Der er Møde desangaaende i Dag, de tør vel ikke undslaa dem.

Opraabet til at understøtte trængende og som Fælleslandboforeningen er gaaet i Spidsen for, er ogsaa indirekte kommet fra Landraaden, som naturligvis faar sine Instrukser fra Regeringen. Alt beregnet paa, at den private Godgørenhed skal arbejde Haand i Haand med Regeringen, hjælpe den nu, da den ikke selv kan magte det. Det er vist et rart Uføre, de er komne ud i med deres Højestepriser.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 240)

13. December 1915: Kagebagning i Sønderborg Kreds

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

I Fangenskab.
Murer Wilhelm Holdt fra Tagkær ved Kristiansfelt havde været savnet siden den 2. November efter en større Kamp i Rusland. I Torsdags modtog hans Hustru ifølge “Dv.” den Efterretning fra ham, at han var kommen i russisk Fangenskab og efter Omstændighederne havde det godt.

Fra Provinsen.

Død paa Lasaret. Bestyreren af Brugsforeningen i Mjolden, Købmand Petersen, en Søn af afdøde Degn Petersen i Randerup, er forleden Dag afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Rusland som Følge af Sygdom. Petersen, der i længere Tid har været med Fronten i Rusland, var en brav og trofast Mand, som havde mange Venner paa Vestkysten, der vil vedblive at holde hans Minde i Ære.

Kagebagning til Jul. Landraaden i Sønderborg bekendtgør i Kredsbladet: Forbudet af 16. August 1915 mod Bagning af Kager af Hvedemel i Hjemmene sættes ud af Kraft indtil de 31. December i Aar.
Paa samme Tid frigives der af Melreserverne til Julebagningen én Gang ½ Pund Hvedemel á Person til hver Civilperson i Kredsen. Gær maa dog ikke anvendes til Bagningen. I Ugen fra 13. til 19. December maa der sælges saa mange Melmærker ud over det foreskrevne Kvantum, at hver Husholdning kan faa ½ Pund Hvedemel mere á Person, hvis de ønsker det. I de to sidste Uger af December er Salget af disse Mærker ikke tilladt.

10. December 1915: Penge og Smør til Soldater, der har Orlov

Senest ændret den 2. maj 2018 9:03

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Savnet – Om Oplysninger bedes.

Johannes Lorentzen i Kolsnap skriver i “Dv.”:
Min Søn, Peter Lorentzen, 23 Aar gammel, blev indkaldt i Maj Maaned og uddannet i Husum. I August kom han til Fronten i Rusland, blev tildelt det 10. Armékorps, 20. Division, Infanteri-Regiment Nr. 92, 2. Bataillon, 8. Kompagni, kom derefter til Frankrig og var med i Slaget ved Somme By den 29. September. Fra den Dag er han savnet, og alle Efterforskninger har hidtil været forgæves.
Kammerater, der staar ved samme Kompagni, eller maaske disses Paarørende, der kan give Oplysninger om den Savnede, bedes godhedsfuldt at sende disse til hans Forældre: Johannes Lorentzen, Kolsnap pr. Store Nystrup, Haderslev Kreds.

Helbredet.
Johan Jespersen, Søn af J. Jespersen i Over-Jersdal, der har været med ved Østfronten siden Krigens Begyndelse, har været saaret to Gange. Nu er han efter sit andet Saar atter bleven udskreven af Lasarettet som helbredet og han er ganske uventet kommen hjem paa en 14 Dagens Orlov.

Fra Provinsen.

Penge til Soldater, der har Orlov. I flere tyske Blade meddeles, at Soldater, der har Orlov for at komme sige eller for at vinde deres Helbred tilbage, kan gøre Krav paa en Pengesum, for at de kan holde sig med egen Kost.

Julesmør til Soldaterne. Ensted Sogns Andels-Mejeri holdt forleden et Møde, paa hvilket det vedtoges at sende hver Mand fra Mejeriets Omraade, der er indkaldt til Militærtjeneste, 1 Pund Smør til Julen, hvad enten Vedkommende ligger ved Fronten eller gør Vagt- eller Garnisonstjeneste. der er allerede afsendt henved 200 Pakker.

9. December 1915: Papirspenge i sædvanlige Breve og Kødsalget i Aabenraa

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Faldne.
Peter Thomsen fra Iller ved Broager er den 14. November falden under et Stormangreb ved Arras, 25½ Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og en lille Søn.
Peter Christensen, en Søn af Frederik Christensen i Gaansager ved Vodder er den 16. November falden paa Slagmarken i Rusland.

Savnede.
Hans Nissen fra Nybøl i Aabenraa Amt opføres i Tabslisten som savnet. Desuden meddeles, at Peter Christiansen fra Sillerup, der har været meldt haardt saaret, er savnet.

I Fangenskab.
Gefr. Christian Sørensen fra Helved paa Als er ifølge den sidste preussiske Tabsliste i Fangenskab.

Fra Provinsen.

Papirspenge i sædvanlige Breve. Som bekendt sendes ikke sjældet Papirspenge i sædvanlige Breve. dette sker især med de smaa  Laanekassesedler paa 1 og 2 mark. Ogsaa Soldater i Felten sender Papirspenge i sædvanlige Breve til Hjemmet, hvorfor krigsministeriet i en særlig Anordning har sysselsat sig med denne sag. For Tab af sædvanlige Breve gives der ingen Erstatning. Underofficerer og Soldater skal Tid efter anden gøres opmærksomme herpaa, og endvidere skal der vises hen til, at Forsendelsen af Pengebeløb til 800 Mark til Hjemmet paa Postanvisning ikke blot sker portofrit, men ogsaa sikkert. Tillige skal det anbefales dem ikke at sende Papirspenge i Breve til Hjemmet.

Kødsalget i Aabenraa. I Overmorgen, Lørdag, lader Aabenraa By atter sælge Oksekød. der meddeles, at der er Kød nok, og at det er af udmærket Kvalitet.

8. december 1915. Julens samler er ikke det samme uden de indkaldte. Brev fra Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 8. dec. 1915.

Kære Jørgen! …

Jeg var hos Jep Hansens i går aftes, vi havde det rigtig så hyggeligt. Bothilde spillede for os, også nogle julesalmer; men det var helt vemodigt, der manglede jo så mange, som plejer at sidde om klaveret. Jeg læste et brev fra Jes derhenne, han er ked af det og har det heller ikke godt. Han har ikke en gang fået noget rigtig varmt tøj med sig, hans skindvest var der ingen ærmer i, og det er lidt vanskelig at sende ham en, den kan jo let blive borte. En af hans kammerater er allerede faldet, ved en minesprængning, og en gang er der sprunget en mine så tæt ved Jes, at de blev oversprøjtet med jord, og Jes mistede sin hue. Blot Vorherre da vil holde sin hånd over ham, det ville være så tungt, hvis han ikke kom hjem mere, både for Anne og for hans forældre…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

8. December 1915: Intet Forbud mod Bagning af Julekager.

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Fronten.

Døde paa Lasaret.
Enke Ch. Kjer i Graasten modtog i Foregaars  fra Ems telegrafisk Meddelelse om, at hendes Søn Jens er afgaaet ved Døden som Følge af de Saar, han havde faaet den 6. Juni ved Moulin. Den unge mand har ikke blot været med i haarde Kampe, men han har u de 5 Maaneder, han har ligget paa Lasarettet, maattet lide mange Smerter.
Niels Chr. Andersen fra Alslev Mark ved Løgumkloster er den 25. Oktober død paa et Feltlasaret i Flanderen, efter at han var bleven saaret den 21. Han blev 35 Aar gammel. der holdes Sørgegudstjeneste for ham Fredag den 10. december om eftermiddagen Kl. 2 i Øster Højst Kirke.

I Fangenskab.
Købmand Ravns Hustru i Ullerup har faaet Meddelelse om, at hendes Mand er falden i russisk Fangenskab.

I Bedring.
Sporskifter Beck i Toftlund modtog for en Maaneds Tid siden Meddelelse om, at hans Søn Asmus i Kampene ved Dünaburg var bleven saaret i Ryggen af en Geværkugle. den unge Beck har siden da ligget paa et Lasaret, men er dog nu saavidt i Bedring, at han har kunnet komme hjem paa en 14 Dages Orlov. Kuglen har foreløb ikke kunnet fjernes, da den sidder fast under det ene Skulderblad. Asmus Beck kom i Efteraaret sammen med sin Broder Hans til Fronten i Rusland.

Hjemme paa Orlov.
Hans Lyck, Søn af tidligere Gæstgiver Hans Lyck i Avnbøl i Sundeved, der siden Krigens Begyndelse har været indkaldt til Hæren, er kommen hjem til sin Faders Jordfæstelse; endvidere har for Tiden Hjemlov: Arbejdsmand Frits Jøhnke fra Stiftelsegade 7 i Haderslev, der deltager som Infanterist i krigen i Blegien, Nis Hyte, der før sin Indkaldelse tjente som Røgter hos Gaardejer Petersen paa Østergaard i Hyrup II ved Toftlund og har været med i Rusland, Landmand Lauritz Hansen fra Birkelev i Agerskov Sogn og Droguist Christian Petersen fra Skærbæk, der har været indkaldt siden Krigens Begyndelse og som sidst har været med i Galicien.

Fra Provinsen.

Intet Forbud mod Bagning af Julekager. Efter hvad der meddeles “Berliner Tageblatt” fra kompetent Kilde, har man ikke paatænkt at forbyde Kagebagning til Jul; men der svæver Forhandlinger om med Henblik paa den øjeblikkelige Knaphed paa Smør og Fedt at begrænse Bagning af saadanne kager, der forlanger meget Smør og Fedt.

Priserne for Svinekød og Flæsk er for Sønderborg By blevne fastsatte som følger; Fersk Svinekød 1,33 mark pr. Pund, Fedt 1,71 Mark pr. Pund. Ren Flæsk (uden Kødben) 1,60 Mark. Røgede Skinker med Kødben 1,80 Mark, røgede Rulleskinker 2.20 Mark, raa og kogt Skinke i Udsnit 2,90 Mark, røget Flæsk 1,80 Mark. Svinefedt 2 Mark, Svinehoved med Tryne og Skank 90 Pg., røget 1,10 Mark, Grisetæer 20 Pg. pr. Pund. Der maa til det bedste Flæsk ikke vedlægges ringere Stykker eller udskaare Kødben.

8. december 1915 – Enkefru Røgind: “… sikke Chikanerier”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Decbr.

Var hos Pastor [Thade] Petersen, fik en Del Adresser paa danske trængende Soldater.

Hørte, at Gaardejer Peter Gad, gift med en Frøken Lycke, er blevet arresteret, ført bort og Gaarden sat under Bevogtning. Den unge Kone maa hverken gaa ud eller modtage nogen, faar heller ingen Breve. Gad var først haardt saaret, det er vel et Aar siden, hans daværende Forlovede rejste ned til ham i Belgien, han kom sig, men dog ikke saaledes, at de kunde bruge ham, saa han kom hjem, men skulde saa melde sig af og til. Nu sidst, da han meldte sig, fik han tre Maaneder at løbe paa, og nu — har de arresteret ham. Ingen ved hvorfor.

— Og sikke Chikanerier: Pastor Petersen fortalte, at de i Fjor Jul havde sendt et lille Hæfte med Julesalmer til Soldaterne, de havde været saa glade ved dem og bedt om i Aar at faa lignende; de er trykkede og parate, men Generalkommandoen i Altona har nu fordret, førend de afsendtes, at faa Salmerne oversatte paa tysk, saa nu havde en lille Kreds af unge Piger travlt dermed, og besværligt er det jo ogsaa.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 240)

4. december 1915 – Enkefru Røgind: “… complet Tvang”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Decbr.

Al den Lidelse og Ulykke maa de engang staa til Regnskab for, det nytter dem ikke. — Sigrid Nissen er i Sønderborg at besøge sin Tante, Fru Beyer, hvis Mand er ved Fronten. I Dag kom Gendarmen for at spørge efter hende, Fru Nissen ængstelig, rejst til Sønderborg. Det er en forfærdelig Skæbne, der har ramt Familien Beyer, Fru Nissens Brødre. Først var den ene arresteret seks Maaneder. Lige som han kom ud (de kunde ikke overbevise ham om noget), blev han taget til Soldat, han var hos Landraaden for at beklage sig og denne syntes jo ogsaa, det var haardt og lovede at interessere sig for ham, men det hjalp ikke, han maatte afsted. Den anden havde været Soldat et Aar, kom hjem med Orlov, samme Aften blev han arresteret og ført til Berlin, de har intet hørt fra ham senere. Den tredje, ældre, blev nu for nogle Dage siden taget og ført bort, de ved ikke hvorhen. Den gamle Fader, over 70, sidder i Fængsel i Sønderborg. Man mener, at det hele skyldes, at den ene fra Fronten har skrevet til sine Brødre og sagt, at det hele dernede var saa rædselsfuldt, at det var bedst for dem at. stikke over Grænsen hurtigst muligt.

I Dag var Schmidt, Vojensgaard, her, han var en hel Del altereret, der havde været Husundersøgelse hos ham af Kommuneforstanderen, som ogsaa havde fortalt ham, at alle de Breve, han modtog, blev læste. Han maa jo være mistænkt. De havde intet fundet hos ham, men Schmidt var dog ikke rolig. Schmidt, fortalte, at den ene af Fru Nissens Brødre var idømt fem Aars Tugthus, man skulde ikke tænke sig det muligt.

Didas  Broder har faaet Bøde, fordi han ikke er mødt forrige Søndag ved »Jugendwehr«? Øvelser, det er altsaa complet Tvang; det hele er med militært Snit, en Slags Uniformshuer har de paa, tyske Sange synger de — og dertil bruges Søndagen, jeg har set dem, og det tvinges altsaa danske unge Mennesker til.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 239)

1. december 1915 – Enkefru Røgind: “Jugendwehr”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

1. Decbr. 

Flagning [osv.]. Nu er Kursen paa Kronen her 40, hvad skal det hele dog blive til, Fader mener Ruin, Tyskland kan ikke undgaa sin Skæbne.

Nu er her kommet en Tvangsforordning, at alle unge, Lærlinge, Handelselever, skal deltage i noget, der hedder »Jugendwehr«, Øvelser hver Søndag for at de hurtig kan være egnede til Soldater. Som om det var Livets Udvikling hen imod Idealet: Soldater. Det er Skade, at Mødrene ikke kan føde blot Drenge, helst fiks og færdige Soldater. De uægte Børn er komne til Ære og Værdighed, jeg tænker mig, Staten indretter en Produccrings- anstalt. Noget maa der gøres, deres stakkels Ungdom har de jo næsten mistet eller faaet lemlæstet.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 239)

25. november 1915 – Enkefru Røgind: “to og to”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland, og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

25. November. Man flager. Outzen har fortalt, at i Bryssel, hvor han er, maa Soldaterne kun gaa to og to, og paa Restaurant maa de have det ladte Gevær ved Siden af dem. Det er vel paa Grund af, at de er saa elskede, eller som Lise siger, er det en List for at ophidse Soldaterne mod Byens Befolkning.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 259)

16. november 1915 – Enkefru Røgind: “rettet af Censuren”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

16. Novbr.

Brev fra Paul. Han er nu flyttet til et andet Lazaret, er blevet renset og skriver meget tilfreds med Forholdene, tænk at være vasket, faaet rent Tøj, blevet af med Utøjet og faar en god Forplejning.

Tante Christiane har i Dag faaet et Brev fra Kai, hvori han taler om de danske Sønderjyder. Det er blevet rettet af Censuren med blaa Blyant til »tyske Soldater« og »danske Sønderjyder« streget over. Her har man da Bevis paa, med hvilken Nøjagtighed Censuren læser Brevene.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 237)

13. november 1915 – Enkefru Røgind: “meget vanskeligt”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

13. Novbr.

Nu er  det meget vanskeligt at komme over Grænsen, de har nægtet Fru Outzen Pas til Kolding, hun maa give Ansøgning ind om det, motivere det med, at hun skal ned at tale med sin Svigerfader om Forretninger, hendes Mand er nu i Bryssel, har været ti Dage i Skyttegravene og haft det strengt og set meget.

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 237)