Den danske Gesandt tilstillede 28. Marts 1919 Fredskonf. følgende Note:

Den tyske Handelsflaade, der er stillet til de allierede og associerede Magters Raadighed, tæller et vist Antal Skibe, hjemmehørende i  slesvigske Havne.

Jeg tillader mig allerede nu at henlede Opmærksomheden herpaa, idet jeg anmoder den høje Konference om at træffe de fornødne  Bestemmelser om, at Skibe, hjemmehørende i den Del af Slesvig,  som tilbagegives Danmark, kan komme til at følge deres Hjemland  og antage dets Nationalitet i det Øjeblik, Tysklands Handelsflaades  Skæbne endelig afgøres, eller, hvis det er muligt, saa snart den høje  Konference har fastsat Danmarks nye Grænse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Foranlediget af en stedfunden Drøftelse om at flytte den dansk-tyske Toldgrænse ned Nord for Flensborg 2 Dage efter Afstemningen i 1. Zone vedtog Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråd den 27. Marts 1919 enstemmigt følgende Res.:

Vælgerforeningen henstiller til sin Formand hos den danske Regering at virke hen til, at Toldforholdene i Overgangstiden mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig ordnes saaledes, at, uden at det i nogen Maade kommer Nordslesvig til Skade, Flensborgs Handel ikke afskæres fra sit Opland.

Note: Den 9. April 1919 meddelte H. P. Hanssen i Tilsynsrådet, at den danske Regering paa ovennævnte Henvendelse havde svaret, “at en Flytning at Toldgrænsen ned til Flensborg efter den første Afstemning stod fast. og derved kunde der ikke rokkes”.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

 

1.Verdenskrig kom til at danne skel mellem de såkaldte ”gode gamle dage” og den forvirrede og komplekse Mellemkrigstid med mange nye stater, som fik store økonomiske og sociale problemer. Hvor meget skyldtes Versailles-freden 1919 mellem Tyskland og de allierede lande?

Spændende foredrag med den erfarne foredragsholder Jørn Buch fra Haderslev.

Sted: Rigsarkivet, Haderslevvej 45, Aabenraa

Tid: 15:00 – 16:30

Mere om foredraget:

Versailles-freden pålagde bl.a. Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, men var også med til at sikre mere retfærdige grænser i det nye Europa, da mange af de nye grænser blev trukket ud fra det nye princip om nationernes selvbestemmelsesret. Men det blev ikke alle grænser, som var så moderne, hvad der skulle give store problemer.

Danmark havde været neutral under 1.Verdenskrig, men med Versailles-freden gik drømmen om en Genforening med dele af Sønderjylland i opfyldelse med folkeafstemningen i 1920.

Foredraget vil gøre rede for baggrunden for Versailles-freden og dens indhold, ligesom der vil blive diskuteret dens konsekvenser for udviklingen i Mellemkrigstiden og dermed for udbruddet af 2.Verdenskrig kun 20 år efter Versailles-fredens ikrafttræden.

 

 

 

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi skulde have lettet Anker samme Dag, dog alle Forsøg var forgæves. Der var Ebbe i Havnen. Først om Tirsdagen slap vi af Sted.

Langsomt og stille gled St. Thomas bort fra Kajen udefter. Der blev vinket fra Skibet og vinket igen fra de faa tilfældige Arbejdere, som netop røgtede deres Dont; og under disse fordringsløse Former svandt Kysten al det Land, hvor jeg havde oplevet sælsomme Ting i de henrundne fem Aar af min bedste Ungdom.

Skibet gik støt, og idet vi gik ned i Kahytten, slappedes Spændingen lidt, og vi gav os Trygheden i Vold. Ja, vi følte os saa trygge nu, alt gik efter Ønsker og vi satte os hen og passiarede fornøjeligt ved en Kop dansk Kaffe.

Men vi var ikke kommet ret langt ud i Kanalen, før end Skibet pludselig begyndte at gynge og svinge fra den ene Side til den anden. Det kom ganske uventet med underlige Følelser af Skuffelse og Angst. Hvad var det?

Der indtraadte nu andre ganske mærkværdige Fornemmelser, som jeg slet ikke kunde forklare mig. Mine Øjne stod stille, jeg blev svimmel og fik voldsomme Kvalmeanfald. Munden løb mig fuld al lunkent Vand. Der maatte være noget i Vejen med Kaffen, tænkte jeg; men nu kunde jeg ikke holde det gaaende længere, i en Fart maatte jeg sætte en halv Kop Kaffe og en Mundfuld Brød til Side og skynde mig op paa Dækket.

Næppe var jeg kommet ovenpaa, førend jeg maatte ofre. Jeg vilde saa nødig og holdt igen af alle Kræfter, men forgæves. — Aa, hvor jeg dog var sølle, og hvor al Ting løb rundt for mig. Maagerne fløj skrigende langs Skibssiden og æggede mig til at ofre mere, og naar der saa var kommet et Par Gylp, gjorde de Nar ad mig med nogle overlegne Vræl.

Før kunde jeg godt lide Maager, men den Dag syntes jeg, det var nogle dumme Fugle.

Hele Dagen maatte jeg ligge i Køjen, det var mig ikke muligt at hæve Hovedet eller staa paa Benene, og der var mange, der var lige saa daarligt stillede som jeg. Da vi kom over under Englands Kyst, gik Skibet mere jævnt, og jeg var oppe for at se den høje, graa Klippekyst.

Langs med Kysten gik det udmærket; men da vi først kom ud i Nordsøen, fik vi en lille Forsmag paa Elementernes uhyre Kræfter. Stormen tog til herude, og Bølgerne blev større og større. Skibet duvede og rullede, saa det var os næsten ikke muligt at være andre Steder end i Køjen. Bølgerne brødes med en uhyggelig Larm mod Skibets Sider og sprøjtede ned til os i Kahytten, skønt Lugerne var lukkede. Stormen hylede og fløjtede fælt i Takkelagen, som om det hele skulde fejes bort i næste Sekund.

Ved de store Duvninger kom Skruen ud af Vandet og snurrede rundt som rasende, saa Skibet sitrede og skælvede over hele Skroget, som en Fjende, der havde faaet sit Banesaar ved et Bajonetstik. Det var især uhyggeligt om Natten, naar man ingenting kunde se.

Da Lugerne var lukkede, havde man sat et Par Spande ned til os til Brug ved Opkastninger. Men det var sjældent, at en Mand naaede helt hen til Maalet, førend det var sket. Desuden havde det ikke nyttet stort, thi Spandene væltede og trillede omkring, hvergang Skibet for Alvor begyndte at rulle.

Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede. Kasser, Fodtøj og nedfaldne Klædningsstykker laa paa gulvet og sejlede rundt i dette Uføre.

Nogle laa og stønnede og jamrede sig, andre var fuldstændig lige glade, hvordan det gik; de havde opgivet sig selv og alt Haab om at naa hjem. Hist og her lod der fortvivlede Udbrud: »Jeg dør, jeg dør!« — »Vi kommer aldrig over dette her!« — »Nej, hellere ligge i Skyttegraven endnu et helt Aar og saa rejse over Land hjem!« — »Hellere vilde jeg bide mig et Par Fingre af end gøre denne Tur en Gang til!« — »Ja, vi gaar saamænd allesammen lige direkte til Hel — Hel hylp — ah — Hel — goland!«, kom det læspende i syg Galgenhumor.

To Sergenter, som havde snydt sig om Bord, begge Hjemmetyskere, hvoraf jeg godt kendte den ene, nemlig Møllersvend Karl Hansen, laa i deres egen Elendighed og udtalte højt deres Glæde over de andres Ildebefindende; deres højeste Ønske var, sagde de, at Skibet vilde gaa til Bunds med Mand og Mus, saa disse fordømte Danske kunde dø allesammen.

Der var knebent med Soveplads om Bord, hvorfor jeg laa indeklemt mellem Klaus Hansen og Hans Fourholm fra Broager Men det var jeg godt tilfreds med, blot vi kom af Sted mod Hjemmet saa hurtigt som muligt.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi ankom til Dunkerque Mandag Morgen, og efter en Times Ventetid paa Gaden var vore Papirer i Orden.

Det næste Holdt var nede ved Kajen, hvor Øjet saa ud over en hel Skov af Skibsmaster. Jeg søgte og fandt snart gamle Dannebrog vajende fra Agterstævnen af Dampskibet St. Thomas, som skulde føre os ud af Fangenskab.

Jeg undrede mig over de sorte Skikkelser, som bevægede sig paa Dækket, dog snart genkendte jeg blandt dem nogle af mine gamle Kammerater, de havde til Brug paa Rejsen faaet udleveret hver en dansk Soldaterkappe.

Ved at høre de første kære danske Ord fra Skibsbesætningen gik der mig som elektriske Strømme gennem Kroppen. Tænk, at jeg nu gik omkring paa et dansk Skib og om et Par Dage vilde stige i Land ved Toldboden i København.

Og snart skulde vort elskede Sønderjylland genforenes med vort gamle Land: det var et Eventyr. Hjertet hamrede lydt i Brystet.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Gennem Wolffs Bureau udsendte Rigsregeringen 24. Marts 1919 følgende Erklæring:

Rigsregeringen er nu som før rede til loyalt og uden Bagtanker at bringe Wilsons Program om Folkenes Selvbestemmelsesret til Anvendelse paa de danske Dele af Nordslesvig.

Den gaar altsaa ind paa, at det Spørgsmaal bliver forelagt Nordslesvigerne, om de vil være danske eller forblive tyske. At der i sidste Tilfælde ikke blot tages det mest vidtgaaende Hensyn til Slesvig-Holstenernes kulturelle Ejendommeligheder som saadanne, men ogsaa til de danske Elementer iblandt dem, derfor borger det nye Tysklands Aand.

Forsøget paa at løse et nationalt Stridsspørgsmaal paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten er forøvrigt netop for Nordslesvigs Vedkommende ikke nyt. Det blev allerede alvorligt overvejet i Revolutionsaaret 1848, saavel af den provisoriske Regering og de forenede Landsstænder som af Magterne.

Det dukkede fornyet op paa Londonkonferencen i 1864 og fandt endelig sit Udtryk i Pragfredens Artikel 5.

Men Forudsætningen for Selvbestemmelsesretten er en fri Afstemning, hvorigennem Befolkningens sande Vilje kommer til Udtryk. Skal der, som Danskerne foreslaar det, afstemmes i Nordslesvig som en Helhed, saa vilde deraf følge, at utvivlsomt tysksindede Dele af Nordslesvig, især i  Mellemslesvig [det vil i denne forbindelse (tysk synsvinkel) sige: egnen mellem Aabenraa og Løgumkloster, RR] nordfor den saakaldte Clausenske Linje, vilde blive majoriserede.

Men efter at Danskerne selv forlanger kommunevis Afstemning i Mellemslesvig, kan man simpelthen ikke se nogen Grund til at forholde Nordslesvigerne denne Afstemningsmaade.

Rigsregeringen vil derfor med Eftertryk træde i Skranken for, at den
nye Grænse fastsættes paa Grundlag af Afstemningsresultaterne i Kommunerne, ogsaa for saa vidt Nordslesvig kommer i Betragtning.

Præsident Wilson har opstillet det Princip for Polakkerne, at kun Omraader med en ubestridelig polsk Befolkning skal tilfalde den nye Stat. Dette Princip maa ogsaa finde Anvendelse paa Nordslesvig.

Rigsregeringen vil derfor arbejde for, at der kræves to Tredjedels Flertal for Afstaaelsen af nordslesvigske Omraader. Kravet om en kvalificeret Majoritet svarer saa meget mere til, hvad billigt er, og til det Wilsonske Princips Aand, som i Øjeblikket en Række materielle Fordele af forbigaaende Art falder i Vægtskaalen til Fordel for Stemmeafgivningen for Danmark.

Kommer de til at gøre Udslaget, saa vil der ikke naas en Løsning i Folkeforsoningens Aand, men da vil der danne sig en tysk Irredenta, saa snart disse Fordele ikke mere vil findes eensidigt ved Danmark.

Endelig synes det at være en Selvfølge, at alle Slesvigere maa have denne Stemmeret, og at Deltagelsen i Afstemningen ogsaa maa holdes aaben for de tyske Nordslesvigere, der vender tilbage fra Krigsfangenskabet ligesom for de dansksindede Landsmænd, som Ententen fortrinsvis sender hjem.

Var det end et uomgængeligt Krav for Rigsregeringen at give Anvendelsen af det af det antagne Wilsonske Program paa det nordslesvigske Spørgsmaal sin Tilslutning, saa tør dog Slesvig-Holstenerne være overbeviste om, at den har fuld Forstaaelse af de Følelser, som bevæger Befolkningen i begge Hertugdømmer i Øjeblikket, og som har deres Rod i en aarhundred gammel fælles Historie.

Rigsregeringen ærer disse Følelser og er sig saa meget stærkere sin Pligt bevidst til eftertrykkeligt at træde i Skranken for alle Slesvig-Holstenernes Ønsker, som er forenelige med Wilsons Program, og at varetage Tyskhedens Interesse i Nordgrænselandet i enhver Henseende.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Dagen gryede, men endnu var der tre Timer, til Toget gik. Jeg kastede mig paa Sengen med Tøj og Støvler paa. Ved Sengen stod Kufferten pakket og en Papæske med mine faa Ejendele parat til hurtig Udrykning.

Hovedet var tungt, men Tankerne arbejdede stadigt, Jeg susede af Sted i Toget mod Hjemmet i stadig stærkere Fart. Puh! hvor jeg svedte, hvor var det dog varmt i det Tog!

Poul rev Døren op og brølede: »Kaffen er færdig!«

Jeg sprang op, vaad af Sved. En hurtig Slurk Kaffe, meget god for Resten, alle Bønner var gaaet med dertil, og saa fik vi uddelt Æg og Ost til Rejsen.

Næppe var den sidste Sjat Kaffe sunket, saa snappede hver Mand sine Sager, og af Sted gik det med bankende Hjerter i Ilmarch til Banegaarden. Det gjaldt om at skynde sig, bare se at komme med, da det nu endelig var blevet Alvor.

Paa Banegaarden fik vi udleveret Bisquit, Brød, Spegesild og Blodpølse, og saa suste vi af Sted til Paris Derfra gik det videre til Dunkerque.

Undervejs blev der sunget, spillet og fortalt; ingen tænkte paa at sove.

I Nærheden af Dunkerque saa vi et sidste Glimt af Krigens Foreteelser, nemlig en Del Skyttegrave, Kanon-Standpladser, bombesikre Jordhuler til Værn mod Flyverangreb, og inde i Byen hele Rækker af Tanks, der med deres kolde, plumpe, uhyggelige Staallegemer fik mig til med en Gysen at tænke paa alle de frygtelige Timer i ubeskrivelig Rædsel, som jeg havde oplevet det Aar, jeg var med i Felten.

Krigen er Vanvid, grufuld, umenneskelig.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Forlaget Hartung og Rens & Omegns Lokalhistoriske arkiv meddeler:

Tirsdag den 15. juni 1915 blev en sort dag for Burkal Sogn. To af sognets mænd, begge familiefædre på henholdsvis 38 og 39 år, blev dræbt i en skyttegrav ved Puisaleine nær Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. De blev ramt af den samme granat og døde af deres kvæstelser. Hver af dem havde fem børn derhjemme – i alt 9 piger og 1 dreng i alderen 5 til 16 år. 10 børn i det lille Burkal Sogn mistede på én gang deres far. Begge mænd, Christian og Marcus havde et lille landbrug, den ene på Rens Mark, den anden i Bov.

De to mænds historie fortælles – sammen med 73 andres – i en ny bog, som er kommet til verden i et samarbejde mellem Kitta og Sven Petersen fra Forlaget Hartung og Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Bogen har titlen ”De, der aldrig kom hjem – 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn”.

Sognets 75 faldne har Kitta og Sven Petersen tidligere skildret i 5 årgange af Historisk Årbog – fra 2014 til og med 2018. Årbøgerne udgives af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Beretningerne om de faldne er i den nye bog blevet skrevet om og suppleret med en del ny viden samt helt nyt kort- og billedmateriale i farve og sort/hvid.

Desuden er der tilføjet et helt nyt afsnit om, hvordan man på ”hjemmefronten” klarede hverdagen i Burkal Sogn, såvel under som efter krigen, hvor det lille lokalsamfund var blevet drænet for mandlig arbejdskraft i alderen fra 17 til 45 år. Her kom de tildelte russiske krigsfanger til hjælp. I hvert fald to af dem valgte at blive i sognet efter krigen, blev gift og stiftede familie. Deres historie fortælles også.

Bogen ”De, der aldrig kom hjem” vil blive præsenteret i forbindelse med ’Sønderjysk Kaffebord’ Skærtorsdag den 18. april fra kl. 13 til 17 i Museum ’Mellem Slesvigs Grænser” i Rens på adressen Pebersmarkvej 4, 6372 Bylderup-Bov.

Bogen er på 130 sider, er indbundet og trykt i farver. Prisen er 150,- kr.

Den kan købes ved arrangementet i museet i Rens 18. april – og fra 1. maj i museets åbningstid eller efter aftale på tlf. 21 32 61 04.

Har man ikke mulighed for at komme til Rens, kan bogen desuden købes direkte fra Forlaget Hartung.

Så kommer der porto oveni (med fragtfirmaet DAO: 40,75 kr.). Bestilling hos forlaget på e-mail: forlagethartung@yahoo.dk

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.

Den [næst-]sidste Lørdag i Marts var Hans Poul Petersen og jeg paa Arbejde i Grusgraven. Skovvejene trængte til en lille Udbedring; de var blevet medtaget af Kørslen i Vinterens Løb. Skovlens Plade klang mod Grusharpens Kant, mens Kiselstenene trillede ned ad det flettede Staalnet.

Hans Poul var i daarligt Humør. Utroligt, hvor opfindsom hans Hjærne var med at fremdrage alt det, der kunde vrøvles om.

Det er dog skammeligt,« sagde han, »saadan en Tid det tager med disse hersens Fredsforhandlinger. De Herrer dernede i Paris laver ikke et Hak; de bryder sig ikke en Døjt om, at vi gaar her og længes efter Kone og Børn. Jeg tror min Sandten ikke, at vi kommer hjem endnu det første Aar! Og de kan heller ikke undvære mig derhjemme; der ligger en Masse Arbejde og venter paa mig, og hvad i al Verden skal det blive til i Høsten. Det bliver ravgalt!«

»Saa, saa, Hans Poul,« indskød jeg, »tag den nu lidt med Ro; maaske siger vi Farvel til Frankrig, inden vi aner det.«

»Ja, du, du kan sagtens snakke, du har hverken Gaard, Kone eller Børn. En lille Trøst er der da endnu, og det er, at Tyskerne ikke har vundet Krigen, thi saa havde de pinedød rendt med baade Hus og Hjem. nu haaber jeg da, at Stumperne er holdne, naar jeg kommer filbage.«

Med ét kom Peter Lauritsen fra Avnbøl løbende og raabte ned i Grusgraven til os: »Ja, nu kan I godt holde op med at arbejde, for nu skal vi hjem til Mor!!! –

Der gik en Bæven igennem os, og vi stirrede paa ham. Var han en Gæk, eller bragte han et himmelsk Budskab? Var det sandt, eller var det ikke sandt?

Tankerne stod stille mellem Tro og Tvivl, og kun langsomt blev de rangeret over paa Troens Spor. Stiltiende saa vi fra den ene til den anden.

»Maa vi nu virkelig ogsaa tro det?« spurgte Hans Poul lavmælt.

»Ja, ja!« raabte Peter Lauritsen, »vi fik Telegram Kl. fire, at vi skal rejse i Morgen tidlig med første Tog!«

Og saa løb han tilbage igen tværs over Markerne.

Nu var vi overbeviste. Det vidunderlige var sket.

Om et Par Dage vilde vi, efter en begejstret Rejse, sidde hjemme hos Mor. Fem Aars Krig og Fangenskab vilde være tilbagelagt og alt være godt igen.

I en Haandevending fik vi Arbejdsredskaberne ind i Skuret, og
saa tog vi Vejen i Trav. Sikken en Fremdrift der var kommet over os!

I Kantonnementet var der et vældigt Røre. Der var en Spørgen og Raaben, Løben frem og tilbage, Kufferter og Kasser blev pakket; valgt og vraget blev der blandt de gamle Sager, en vaskede sig, en anden barberede sig, og en tredie kogte Kaffe — altsammen med en Ivrighed, man slet ikke var vant til at se.

Rejsebudskabet havde en uhyre psykisk Virkning. De halte kunde løbe, de døve var lutter Øre; alt det klagende, det sure og gnavne, Smerter, Sygdom, Opposition, »Fangeklaps«-Psykosen — alt var forsvundet med ét Slag. Var det de samme Mennesker?!

»Hjem til Morl«
»Hjem til Mor!!«

Saadan lød det i Forbigaaende, som en hjertelig, frydefuld Hilsen, det laa i Stemmen, i Tonefaldet. I disse tre Ord laa fem Aars Savn og Hjemlængsel.

Nu var der imidlertid indløbet Ordre fra Hr. Eriksen i Paris, at vi skulde have en Festmiddag til Afsked.

Køretøjet blev rekvireret nede fra Slottet, og et Par Mand fremskaffede i susende Trav de allerede bestilte Madvarer fra Vendome. Der var Suppe med Oksekød, Kalvesteg, Fisk med grønne Ærter. Dertil fik vi saa meget af Hr. Eriksens udmærkede Vin, som vi vilde drikke. Til Dessert var der Chokolade og Smørkræm.

Fine Sager. Chokoladen smagte meget delikat; men med Hensyn til Smørkræmen var der delte Meninger.

Nogle rystede paa Hovedet og skar Ansigter, andre skyllede i en Fart den første Mundfuld ned med et Glas Vin for derefter i Tavshed at studere de andres Miner. Nogle taktløse Brushoveder paastod endog ganske respektstridigt, at Smørkræmen smagte af Sennep.

»Poul! hvor er Poul, ham Køkkenhingsten« ?
»Hør, Poul, hvad er det her for en Slags Dessert?«
»Dessert!« — Poul smagte en Skefuld og spyttede
».Ja, nu maa I skam undskylde mig allesammen i Skyndingen har jeg rent glemt at sige Jer, at det her var Sennepsaucen, som I skulde have haft til Fisken.«

»Aa, dit Brokkethoved! Nu har vi siddet her og spist denne Sennepsauce med Ske i den gode Tro, at det var Smørkræm!«

Vi festede til langt ud paa Natten, der var alligevel ingen af os, som kunde sove.

Ved Midnatstid kom jeg i Tanker om, at jeg dog burde sige Farvel henne i Købmandshandelen hos Motheron.

Begge de gamle Mennesker sad da oppe endnu for at vente paa mig. »Vi vidste bestemt, at De vilde komme for at sige Farvel til os, inden De rejste hjem,« sagde de. Den gamle venlige Mor havde endog bagt
ekstra gode Boller, som stod paa den lille Trækulsovn for at holde sig varme, til jeg kom.

Vi drak et Glas Vin til Bollerne, og ved Afskeden blev jeg omfavnet
af dem begge to og fik et rørende Kys paa Kinden med et: »Farvel og lykkelig Rejse!«

Derfra gik jeg hen til »Sutten« og hendes Mand for at se, om de var oppe. Døren var lukket; men da Manden hørte, at det var mig, lukkede han straks op. Jeg er bedrøvet over, at jeg ikke har hørt om Deres Afrejse noget før,« sagde han, »thi saa havde jeg købt et
Kalvehoved og lavet det lækkert til i Olie og Eddike.

De kan tro, det skulde være blevet en rigtig Afskedsfest; men er De sulten, skal jeg straks gaa hen til Slagteren for at se, om han har noget.«

Jeg takkede for hans smukke Tanker og maatte forsikre ham flere
Gange, at jeg intet kunde spise. Jeg sagde Farvel og fik en halv Flaske gammel Vin med paa Rejsen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Som Formand for Retskommissionen i det tyske Udvalg skrev Landraad, Dr. Böhme fra Tønder 21. Marts 1919 følgende til H. P. Hanssen:

I Henhold til vor Samtale af 30. Januar d. A. meddeler jeg Dem ærbødigst, at Rigsledelsen allerede under 5. Febr. 1919, efter at Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig som den anerkendte Repræsentation for den tyske nordslesvigske Befolkning havde sluttet sig til vor Aftale, har erklæret sig tilfreds med den mellem os aftalte Indsættelse af et af de tyske og danske Nordslesvigere frit valgt, ligeligt sammensat Udvalg under en svensk Opmand til Forberedelse og Gennemførelse af Afstemningen.

Men fra den danske Vælgerforening har jeg hidtil, foruden Stadfæstelsen fra Deres Side af 5. Febr. d. A., ikke modtaget nogen som helst Efterretning.

Under Hensyn til, at Præliminærfreden nu synes at være umiddelbart forestaaende, anmoder jeg ærbødigst om behagelig Afgivelse af en bindende Erklæring inden otte Dage, om den danske Vælgerforening har godkendt vor Aftale.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

 

I sit Møde 19. Marts 1919 vedtog og fremsendte Kommissionen for de danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens øverste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav. Kommissionen har været stillet overfor følgende tre Anmodninger fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed, maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed  tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Udkast til Artikler i Fredspræliminærerne

Kommissionen har den Ære, under Form af Artikler til Indførelse i
Fredspræliminærerne, at indstille følgende Slutninger, der er bleven enstemmigt vedtagne:

[Her følger Traktat-Artiklerne, saaledes som de findes optagne i Traktatforslaget af 7. Maj 1919, dog med Undtagelse af Stænderrets-Reglerne, Ejdersteds Indlemmelse i 3. Afstemningszone samt Henvisningen til de finansielle Bestemmelsers Artikel 254.]

Til Støtte for ovennævnte Slutninger har Kommissionen den Ære at
fremføre følgende Betragtninger, hvorom der har hersket Enstemmighed:

I. Afstemnings-Principet
Kommissionen nærer den Anskuelse, at der er Grund til, i Almindelighed og i Overensstemmelse med det af den danske Regering udtalte Ønske, at give de danske Befolkninger i Slesvig Adgang til at udtale sig om deres Skæbne, hvortil de er saa meget mere berettigede, som de kan paakalde den femte Artikel i Pragfreden af 1866, hvori denne Ret udtrykkelig blev anerkendt, men som Preussen har afslaaet at bringe til Udførelse.

II. Nordslesvig
Den danske Regering foreslaar at dele Afstemningen i to Afsnit. I det første, som den kalder Nordslesvig, ønsker den, at der skal finde Afstemning Sted med kortest mulig Frist, og Resultaterne bør tages i Betragtning for det samlede Omraade.

Kommissionen har været af den Mening, at denne Anmodning bør
imødekommes.

Befolkningen i det nordlige Omraade af Slesvig er for Størstedelen af dansk Oprindelse, taler Dansk og har danske Sæder. Den har virkningsfuldt modstaaet Forsøgene paa Fortyskning, og der er overvejende Sandsynlighed for, at den med stort Flertal vil udtale sig for Genforening med Danmark.

Det er ønskeligt, at Folkeafstemningen finder Sted med den kortest mulige Frist for at gøre en Ende paa den Uvished, hvori denne Egns Indbyggere befinder sig om deres fremtidige Skæbne.

Afstemningen burde derfor finde Sted senest inden tre Uger efter Landomraadets Rømning af de tyske Tropper og Myndigheder og paa Vilkaar, som senere vil blive omtalt.

Denne Frist er iøvrigt nødvendig af Hensyn til den praktiske Forberedelse af Folkeafstemningen, og ligeledes for at de frivilligt eller tvungent udvandrede Slesvigere kan have Tid til at vende tilbage.

Dette nordlige Afsnit af Slesvig vil være at afgrænse under Hensyntagen til den danske Regerings Angivelser; det omfatter Landet mellem den nuværende dansk-tyske Grænse og en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og til sidst Sønderaaen og Vidaaen til dennes Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

III. Andet Afsnit
Syd for det nordlige Afsnit findes en Egn, hvor der blandet i den dansktalende Befolkning findes mange tysktalende Indbyggere, der dog kan være af dansk Oprindelse. Det er ret vanskeligt at stedbestemme denne Befolknings nationale Sindelag. Alt leder dog til at mene, at de danske Sympatier er de talrigste.

For nu at skabe Mulighed for, at alle tilstedeværende Elementer frit kan træffe Bestemmelse om deres fremtidige Skæbne, har den danske Regering stillet Forslag om, at denne Egns Afstemnings-Resultater skal optælles for hver Kommune, og at Grænsen skal fastsættes paa dette Grundlag.

Kommissionen har antaget dette Forslag, der synes den at yde bedst
Sikkerhed for, at Befolkningerne frit kan træffe deres Valg. Det er dog en
Selvfølge, at ved Grænsens Fastsættelse maa de geografiske og økonomiske Vilkaar ( conditions) tages i Betragtning.

Derimod har Kommissionen ikke ment at burde følge den danske Regerings Forslag om at indskrænke Afstemnings-Rettens Udøvelse til at gælde for de Kommuner, som anmoder derom. Denne Fremgangsmaade vilde rejse alvorlige Vanskeligheder; det vilde være nødvendigt at fastsætte et Minimum for Ansøgernes Tal, og denne Vej vilde nødvendigvis føre til vilkaarlige Afgørelser. Det er desuden at frygte, at mange Slesvigere, der kunde ønske at blive Danske, paa Grund af Uvished om deres fremtidige Skæbne og af Frygt for Repressalier, hvis deres Kommune skulde vedblive at være tysk, vil nære Betænkeligheder ved at underskrive en Petition om Afstemning og derved offenlig tilkendegive deres Sindelag.

Kommissionen har derfor ment, at det var at foretrække, at Afstemning finder Sted i alle Kommuner i Omraadet Syd for første Afsnits Grænse og Nord for en Linje, der begrænser det Omraade, hvori Tyskheden er afgjort fremherskende. Kommissionen har iøvrigt ved Fastsættelsen af anden Zones Sydgrænse taget i Betragtning saavel de allerede indløbne Petitioner som Oplysninger, der er i dens Besiddelse, og som gør det muligt at bestemme, i hvilke Egne de danske Elementer forekommer i betydeligt Antal, uden dog at være overvejende i samme Grad som i første Afsnit.

Dette andet Afsnit, der ligger umiddelbart Syd for første Afsnit, strækker sig til en Linje, der i Retningen fra Vest til Øst gaar Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov.

I denne Egn vil der være at afholde Folkeafstemning indenfor en Frist paa højst fem Uger efter Dagen for Afstemningen i første Afsnit.

Denne Frist er nødvendig af flere Grunde. Medens første Afsnit venter
Folkeafstemning, og alle danske Elementer, der hører hjemme dér, har taget deres Forholdsregler i Anledning af Stemme-Afgivningen, hersker der i andet Afsnit endnu Uvished om den Afgørelse, som vil blive taget. Følgen er, at de Slesvigere, som er udvandrede eller bortj agede fra deres Land, vender tilbage eller gør sig rede til at vende tilbage til første Afsnit, medens mange af dem, der hører hjemme i andet Afsnit, endnu ikke veed, om de bør vende tilbage. Det vil være retfærdigt at gøre det muligt for disse udvandrede at tage Del i Afstemningen. Det er heller ikke unyttigt at gøre det muligt for denne Egns dansksindede at vinde Tilliden tilbage og befri sig for den Frygt, talrige  Tyskeres Tilstedeværelse indgyder dem.

IV. Folkeafstemningens Udvidelse
Burde man nu begrænse Folkeafstemningen til dette andet Afsnit?
Kommissionen har ment, at en saa afgørende Prøve maa anstilles til
Bunden og bør omfatte alle Dele af Slesvig, hvor der er nogen Udsigt til, at danske Sympatier vil vaagne til Selvbevidsthed og under en hemmelig
Afstemnings Beskyttelse ogsaa lægge sig for Dagen.

Samtidig har den anset det for nødvendigt at benytte denne Lejlighed til endeligt at afgøre Spørgsmaalet om dette Landomraades rette Tilhørsforhold og Befolkningens Præg (caractére).

Imidlertid har Kommissionen ment det unyttigt at udstrække  Folkeafstemningen til hele Slesvig, hvis sydligste Del — Syd for Dannevirkes historiske Grænse — allerede langt tilbage i Tiden har været udpræget tysk.

Idet Kommissionen tager saavel de historiske Minder som de etniske og
geografiske Momenter (données) i Betragtning, anser den det for rigtigt, at der finder Folkeafstemning Sted indtil en Linje, som i Retning fra Øst til Vest tager sit Udgangspunk ved Sliens Munding, følger Slien indtil Syd for Byen Slesvig, følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og derefter Vejen til Husum inclusive, og fortsætter ud til Nordsøen, Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Tredje Afsnit
Paa denne Maade skabes et tredje Afsnit, hvori Afstemnings-Resultaterne
ligesom i andet Afsnit vilde være at optælle kommunevis og at benytte som Grundlag for Grænsens Fastsættelse.

I dette Afsnit bør Afstemningen finde Sted fjorten Dage efter den Dag,
hvorpaa Folkeafstemningen i andet Afsnit er bleven afholdt.

Denne nye Frist er uundværlig. I disse Egne venter Befolkningen endnu mindre at blive kaldet til Afstemning. Desuden gør de tyske Embedsmænd og de her langt tættere tyske Befolkningslags Indflydelse sig langt stærkere gældende overfor Danskerne, som her findes betydelig mere spredt end i de andre Afsnit, og som derfor har Krav paa at faa Tid til at komme til Bevidsthed, saaledes at Afstemningen kan blive redelig og ærlig. Ganske vist er det fremherskende Sprog her Tysk, men der er dog Grund til at minde om, at Sproget ikke er et afgørende Bevis for Nationaliteten. Sæder og Skikke, Minder om en fælles Fortid, kort sagt Ønskerne og Bestræbelserne (aspirations) overlever ofte Brugen af det oprindelige Sprog.

Mange Danske, der tilsyneladende er fortyskede, vil kunne komme til Bevidsthed om deres sande Individualitet, naar de bliver Vidne til den nationale Bevægelses Udvikling, og naar de samtidig har gjort sig det klart, at de tyske Øvrigheders Rømning af Landet befrier dem for det tunge Tryk, et aldrig hvilende tysk Undertrykkelses-Arbejde har udøvet.
Folkeafstemningen bør iøvrigt finde Sted i denne Egn, selv om Resultaterne fra andet Afsnit skulde udvise Tilstedeværelsen af en Række tysksindede Kommuner. I modsat Fald vilde man nemlig ikke naa det tilstræbte Maal: at gøre Ende paa al Drøftelse om denne Egns Karakter.

V. De slesvigske Soldaters Hjemsendelse
Efter de interesserede Parters Anmodning er det blevet anset for nødvendigt i Fredspræliminærerne at kræve, at den tyske Regering uopholdelig skal løse af Tjenesten og hjemsende de Officerer, Underofficerer og Soldater, der er hjemmehørende i de Distrikter i Slesvig, som er kaldede til at stemme.

VI. Rømning
Det samlede Omraade, inden for hvilket Befolkningerne vil blive kaldede
til saaledes at stemme om deres fremtidige Skæbne, bør rømmes af de tyske Tropper og Øvrigheder indenfor den kortest mulige Frist; thi det har Betydning, at der uopholdelig skrides til Folkeafstemning.

I dette Øjemed foreslaar Kommissionen, at der i Fredspræliminærerne med Tyskland indføres forskellige Klausuler, hvis Hensigt er at sikre Landets Ro og Orden og Afstemningens Frihed. Rømnings-Fristen er blevet fastsat til ti Dage; det drejer sig om smaa Garnisoner og et ringe Antal Embedsmænd.

International Kommission
Saa snart Rømningen er begyndt, vil det være rigtigt straks at overdrage
Myndigheden, ogsaa den almindelige Politi-Myndighed over Egnen, til en
international Kommission, der faar til Opgave at overvaage selve Folkeafstemningen og at sikre dens Frihed og uhindrede Udførelse. Kommissionen vil kunne have sit Sæde i Flensborg; dens Myndighed vil blive nærmere bestemt i Fredspræliminærerne. Den internationale Kommission bør være sammensat af fem Medlemmer: tre Kommissærer, udnævnt af de fem allierede og associerede Regeringer, en norsk og en svensk Kommissær, valgte af Hensyn til deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Det vil være ønskeligt, at den internationale Kommission ikke kommer
til at tælle hverken tyske eller danske Medlemmer, men at den derimod som tekniske Raadgivere kan knytte til sig Tyskere og Danskere, som den selv vælger paa Stedet.

Sømilitære Styrker
Det vilde være ønskeligt, om der, samtidig med at den internationale
Kommission tager Sæde i Flensborg, til denne Bys Havn kunde sendes enten et Krigsskib af nogen Betydning eller flere mindre Skibe, som medfører Korps, der i givet Tilfælde kan landsættes (nogle Hundrede Mand). Der burde allerede nu træffes Foranstaltninger i dette Øjemed. Krigsskibet kunde benyttes til at transportere de tre allierede Kommissærer til Flensborg.

Afstemningens Regler og Vilkaar
Det tilkommer den internationale Kommission at fastsætte Regler og
Vilkaar for Afstemningen (les conditions matérielles du vote).

Der er truffet Omsorg for, at de Slesvigere, som er bleven tvungen til at forlade deres Hjemstavn, kan vende tilbage for at deltage i Afstemningen.
Paa den anden Side er de i den sidste Snes Aar i Massevis indvandrede Tyskere — medens Undertrykkelses-Politiken jog talrige Slesvigere bort — bleven udelukkede [fra Deltagelse i Folkeafstemningen].

Option
I Artiklerne vedrørende Option er Adgang til at optere nægtet de talrige
Tyskere, der lige siden den tyske Revolutions Begyndelse har slaaet sig ned i Slesvig uden at have nogensomhelst Tilknytning til dette Land, og som der [derfor] ingen Grund kan være til at give Adgang til under dansk Etikette at styrke de tyske Befolkningsdele.

Landomraadernes Overdragelse
Kommissionen har ligeledes beskæftiget sig med den Fremgangsmaade, der skal følges af henholdsvis de danske og tyske Myndigheder efter Grænsens Fastsættelse. Den har anset det for uomgængelig nødvendigt at imødekomme Danmarks og de danske Slesvigeres enstemmige Ønske, og den har derfor besluttet, at de danske Myndigheder vil kunne besætte den nordligste Zone straks efter Forkyndelsen af Afstemningsresultatet i denne Zone. Denne Beslutning vil blive modtaget med Glæde af Danskerne saavel i Kongeriget som i Slesvig.

Kommissionen udtaler Haabet om, at de forskellige Forholdsregler, den har truffet, vil gøre det muligt at opfylde de allierede og associerede Magters Ønske om endeligt og i Overensstemmelse med Befolkningernes Attraa at afgøre de danske Landomraaders Skæbne, som Tyskland for Tiden har i sin Besiddelse.

Herved vilde det være lykkedes at genoprette Følgerne af den i 1864 begaaede Handling, som dannede Indledning til en Politik, hvoraf der gennem mere end et halvt Aarhundrede er fremgaaet Overgreb paa Folkenes fredelige Udvikling.

19. Marts 1919
(Undertegnet)
A. Tardieu, Formand Charles H . Haskins Stanley, D . Embick, Col. Eyre Crowe G.W. Headlam-Morley, J. Laroche,  A. Ricci Busatti, L. Vannutelli Rey, Kato Sakutaro Tachi.

Med Indstillingen følger foruden et Kort (tysk Generalstabs-Kort), hvorpaa Zone-Grænserne er indtegnede med Linjer i rød, grøn og blaa Farve, en kort statistisk Oversigt, hvis Kilde er den preussiske Statistik fra 1905 og 1910.

De anførte Tal er følgende:

Første Zone: 3.994 Kvadratkilometer med 166.966 Indbyggere.

Anden Zone: ca. 1.300 Kvadratkilometer med rundt 101.500 Indbyggere.

Tredje Zone: 1.835 Kvadratkilometer med 112.213 Indbyggere.

Hele Afstemnings-Zonen (fra Kongeaa-Grænsen til tredje Zones Sydgrænse):
7.129 Kvadratkilometer med 380.679 Indbyggere.

Indstillingen omdeltes 22. Marts til Konferencens Delegationer.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Onsdag den 19. marts bragte Struer Dagblad en omtale af det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til Købehavn dagen før:

Sønderjyderne der vender hjem

Det nye hold blev modtaget med samme hjertelighed som det første

I dag til formiddag kom det andet hold – 177 – sønderjyske soldater til København med ”Ficaria”.

Denne gang skete ankomsten ikke i mørke og kulde men ved højlys dag og med strålende sol på himlen. Men ellers var billedet ikke meget ulig fra det der udfoldede sig ved det første holds ankomst.

Der var lige så mange mennesker på havnen og hjerteligheden var ingenlunde mindre over for det andet hold end over for det første. Tusinder af mennesker var forsamlet og modtog sønderjyderne med hurraråb og begejstring.

Da sønderjyderne på vej ind i byen kom forbi Amalienborg, brød de ud i hurraråb, da de så vagtparaden og hørte den spille nationale melodier.

Mens sønderjyderne stod på Amalienborg plads, viste kongen og dronningen sig på slottets balkon og sønderjyderne hilste dem med stormende jubel.

Struer Dagblad 19. marts 1919. Venligst fremsendt af Benny Boysen, Museum Sea Art i Struer.

Hjemmesiden har i nogle dage haft problemer med at vise navnlig pdf-filer, men nu skulle det virke igen!

 

I det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift har Peter Weber skrevet en spændende artikel om den første danske spillefilm om sønderjyder under Første Verdenskrig, nemlig “Grænsefolket”.

Filmen var instrueret af Edouard Schnedler-Sørensen med et budget på 100.000,- kr – et meget stort beløb i 1925, da filmen blev indspillet.

Filmen skulle have haft premiere i december 1925 – men blev standset af den danske filmcensur. Det danske udenrigsministerium frygtede, at filmen ville skade Danmarks forhold til Tyskland pga. dens fremstilling af den tyske undertrykkelse i Sønderjylland, og at den ville vække uro i grænselandet.

Filmen blev klippet om og godkendt i 1927. Ved premieren fik den rosende anmeldelser i hovedstadspressen, men afstedkom nogen polemik i den sønderjyske presse.

Filmen findes desværre ikke mere. Men Peter Weber har gravet den spændende historie frem og fortæller om den i “Sønderjysk Månedsskrift” nr. 2, 2019.

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland modtager månedsskriftet, mens ikke-medlemmer kan tegne særskilt abonnement eller købe dem i løssalg.

Indmeldelse eller køb kan ske via Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside

Det er spændende at se, hvordan filmplakaten er inspireret af et foto af en anholdelse i august 1914 i Ketting …

… eller måske er det foto, vi indtil nu har antaget for at være et autentisk foto af en anholdelse, i virkeligheden et stillfoto fra filmproduktionen?

Døm selv herunder!

 

Youtube-kanalen “The Great War” har uge-for-uge fulgt Første Verdenskrig siden 2014.

Kanalen er stadig aktiv, nu med en ny vært: Jesse Alexander. Formatet er nu lidt længere indslag, der trækker lange linjer i historien.

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har netop udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

“Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

“Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger:

Programerklæring fra Det tyske Udvalg

Udvalget vedtog 11. Marts 1919 følgende Udtalelser og Forslag:

1. Vi protesterer mod enhver Afstaaelse af slesvig-holstensk Jord. Vi
protesterer ogsaa mod en Afstaaelse ad Selvbestemmelsesrettens Vej for Folkeslagene i Slesvig, fordi Forudsætningerne for Wilsons Program ikke foreligger.

Kan Rigsregeringen ikke tage sit beklagelige Tilsagn tilbage, at det nordslesvigske Spørgsmaal skal løses ved Afstemning, saa kræver vi en samlet Afstemning i hele det tidligere Hertugdømme Slesvig — i Overensstemmelse med Beslutningerne paa Arbejder- og Socialistkongressen i Bern — to Aar efter Fredsslutningen. Dette Standpunkt maa Regeringen ikke fravige.

II. Tvinger Ententen i Modsætning til Wilsonprogrammet en Begrænsning af Afstemningsomraadet igennem for Nordslesvigs Vedkommende, saa kræver vi, at Afstemningen udsættes mindst to Aar efter Fredsslutningen, og at Afstemningen foregaar efter følgende Grundsætninger:

1) at der afstemmes kommunevis under fuld Hævdelse af den personlige Frihed,

2) at en Kommune kun regnes med ved Afstaaelsen, naar to Tredjedele af de valgberettigede har stemt for Afstaaelsen,

3) at der paa begge Sider af den nye Grænse forbliver lige store nationale Mindretal, idet de Kommuner, som har stemt for Tyskland indenfor det Omraade, der skal afstaas til Danmark, udlignes mod de sydligste Kommuner, som har stemt for Danmark (Kuglesystem),

4) at alle er berettigede til Stemmegivning, som har boet mindst et Aar i Afstemningsomraadet og kan vælge til den tyske Nationalforsamling,

5) at der ydes Garanti for, at de nationale Mindretal beskyttes efter Afstemningen.

Hvis disse Krav ikke opfyldes, saa nedlægger de tyske Nordslesvigere overfor Verden og Historien højtidelig Indsigelse imod den Voldførelse, der overgaar dem, og i Tillid til, at deres sønderbrudte Ret vil blive genoprettet i en lykkeligere Fremtid, afholder de sig fra Afstemningen. Det vilde være en uundgaaelig Følge, at der opstod en tysk Irredenta.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Da Fredskonferencens danske Kommission havde udarbejdet sin midlertidige Indstilling tilkaldte det franske Medlem, Direktør i det franske Udenrigsministerium, Jules Laroche, 8. Marts om Aftenen, den danske Gesandt, ledsaget af H. P. Hanssen og H. V. Clausen.

Ved denne Lejlighed oplæste Laroche for de danske Herrer i den  franske Affattelse forskellige Afsnit af Kommissionens Indstilling, som paa det paag. Tidspunkt forelaa trykt (som Korrektur).

Samme Aften telegraferede Gesandten til Udenrigsministeren:
Kommissionens Rapport er paa alle de principale Punkter i Overensstemmelse med vore Ønsker. Telegram følger.

Det saaledes bebudede Telegram afsendtes 9. Marts 1919 og indeholdt i sammentrængt Form, hvad den danske Gesandt paa daværende Tidspunkt kunde meddele om Kommissionens Indstilling til Timandsraadet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Midlertidig Indstilling fra Freds-Kommissionens Kommission for danske Anliggender

I sit (fjerde) Møde, 8. Marts 1919, vedtog og fremsendte Komm. for danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens overste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav (revendications). Kommissionen har været stillet overfor følgende Anmodninger ( demandes) fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed (considérée
comme une circonscription unique) maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket der om, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Kommissionen har givet sit Samtykke til det første af den danske Regerings Forslag. Den mener dog, at Udtrykket Nordslesvig, selv om det almindeligt anvendes og forstaas, frembyder Ulæmper.

Som Følge deraf betegner den det Landomraade, hvorom det drejer sig, paa den Maade, at den angiver, at det er beliggende Nord for den af den danske Regering fastsatte Grænse, nemlig:

En Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord
til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken, og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen, indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

Hvad det andet Forslag angaar, da mener Kommissionen, at det vil være forbundet med Ulæmper at begrænse Adgangen til Deltagelse i  Folkeafstemningen udelukkende til de Kommuner, hvis Befolkning har udtalt Ønsket om at faa Lejlighed til at stemme. Det vilde nemlig blive temmelig vilkaarligt at fastsætte et Minimum for Tallet paa Ansøgere, hvis Henvendelse skulde tages i Betragtning, og det rnaatte paa den anden Side anses for nødvendigt, at et saadant Minimum blev fastsat.

Man kan nemlig gaa ud fra, at mange Mellemslesvigere vil afholde sig fra offenlig at tilkendegive deres Ønske om at blive kaldede til at stemme, fordi de nærer Uvished om Afstemnings-Resultatet og altsaa frygter Represalier i det Tilfælde, at de paany skulde blive tyske.

Kommissionen har yderligere været af den Mening, at det vilde være forbundet med Interesse at udstrække Afstemningen til alle Dele af Slesvig, hvor der maatte være nogen Udsigt til at finde danske Sympatier.

Ad denne Vej aabner man Mulighed for, at Distrikter, hvori dansk Nationalfølelse muligvis vil gøre sig gældende, efter at Egnen er blevet rømmet af Tyskerne, kan vende tilbage til Danmark.

Endelig vil man paa denne Maade een Gang for alle have ordnet Spørgsmaalet om disse Landomraaders Tilhørsforhold og derved fjærnet Grundlaget for enhver nationalistisk Agitation, som senere vilde kunne opstaa.

Imidlertid maa de Argumenter mod en alt for stor Udvidelse af Folkeafstemningen, der anføres af Danskerne og af Slesvigerne selv, tages i Betragtning.

De nærer Ængstelse for, at Tyskerne i den Del af det sydlige Slesvig, som er indbefattet i Rømnings-Zonen, vil udøve Tryk paa de danske Vælgere og drive virksom Propaganda blandt dem.

Den danske Regering nærer ligeledes Ængstelse for, at det vil gøre et uheldigt Indtryk paa den offenlige Mening, hvis i denne Egn et stort Flertal udtaler sig mod Genforening med Danmark.

Denne Mulighed kan forekomme, men vil være uden praktisk Betydning.

Der er nemlig Enighed om, at i Slesvigs midterste og sydligste Del skal Afstemnings-Resultatet undersøges kommunevis, og at det skal være paa dette Grundlag, at den nye Grænse saa vidt muligt fastsættes. Man kan derfor afvise dette rent moralske Argument, og der kan iøvrigt ogsaa bødes paa de nævnte Vanskeligheder.

Det første Argument har derimod aabenbart større Betydning.

Imidlertid synes det, at Danskernes Ængstelse er overdreven, og at Rømningen vil udøve gunstig Indflydelse paa Stemningen.

Hvorom alting er, der kan og bør træffes Forholdsregler til at bøde paa disse Ulæmper.

Der foreslaas altsaa følgende:

De slesvigske Befolkninger vil blive kaldede til gennem en Folkeafstemning at bestemme deres Skæbne i det Omraade, der ligger Syd for den første Linje (Syd om Øen Als, Nord om Øen Sild) og Nord for en Linje, der i Retningen fra Øst til Vest tager sit Udgangspunkt ved Sliens Munding, følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive, Vejen til Husum exdusive, og forlænger sig Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Dette Omraade vil blive delt i to Dele; et første Afsnit vil komme til at omfatte Landet mellem Linjen Syd om Als, Nord om Sild og en Linje, der fra Vest til Øst løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Søholm Aa, fortsætter i Retningen Sydøst, bøjer uden om Lyngsted og Østenaa, stiger mod nordøst indtil Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, mellem Jaruplund og Lille Volstrup, mellem Tostrup og Veseby, mellem Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjærg og Langballe, indtil den naar Østersøen mellem Sigum og Langballe.

I den saaledes afgrænsede Zone kan der ventes gode Resultater for Danskerne; Omraadet svarer iøvrigt paa det nærmeste til, hvad den danske Regering og Slesvigs Delegerede selv har angivet.

I Overensstemmelse med det af de interesserede Parter udtalte Ønske vil Afstemningen i denne Zone finde Sted indenfor en Frist paa mindst 8 Uger efter Tyskernes Rømning. Man nærer nemlig Ængstelse for, at den “Begejstrings-Bølge”, der for Tiden river de danske Elementer med sig, vil kunne stilne af og efter en vis Tid give Plads for Ligegyldighed.

I sidste Zone, der ligger Syd for andet Afsnit og strækker sig til Linjen Sli-Slesvig-Husum, bør Folkeafstemningen finde Sted indenfor en Frist paa to Maaneder efter Rømningen.

Paa denne Maade vil man næsten straks komme til at kende Udfaldet af Afstemningen i den nordlige Del af Slesvig og meget hurtigt Resultaterne fra Mellemslesvig. Det er omtrent sikkert, at de danske Krav vil blive opfyldt i første Afsnit, og det er sandsynligt, at i hvert Fald for en stor Del det samme vil finde Sted i det Afsnit, der mod Syd begrænses af Kortets røde Linje.

Naar Afstemningen i tredje Zone finder Sted senere, vil der blive en
Frist til frie Overvejelser (délai pour libérer les esprits). Da paa den anden Side de forudgaaende Afstemninger sandsynligvis i det store og hele vil være faldet ud til Fordel for Genforening (désannexion), saa vil det daarlige Indtryk, et ugunstigt Udfald af den sidste Afstemning kunde udøve paa dansk offenlig Mening, blive mildnet ved det gode Resultat, der forud var opnaaet.

Folkeafstemningen bør i de tre Zoner overvaages af en international Kommission, sammensat af Repræsentanter for de allierede og associerede Stormagter og af Delegerede fra den norske og svenske Regering, som det er ønskeligt at knytte til Kommissionen paa Grund af deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Kommissionen bør ikke omfatte danske og tyske Medlemmer.
Derimod vil, efter de interesserede Parters Ønske, danske og tyske tekniske Medlemmer, valgt af Kommissionen i den stedlige Befolkning, blive knyttet til Kommissionen for at bistaa denne under dens Virksomhed.

Det anses for nødvendigt straks efter Tyskernes Rømning at landsætte 4 å 500 Mand i Flensborg og omtrent halvt saa mange i Slesvig By.

Overensstemmende med den danske Regerings Anmodning vil det være nødvendigt, at Tyskland snarest muligt rømmer ikke blot den Del af Omraadet, hvor Afstemningen skal finde Sted, men ogsaa en Strimmel Syd for dette Omraade, der vil kunne danne en  Beskyttelses-Zone mod den tyske Propaganda.

Denne Zone skal ligeledes stilles under den internationale Kommissions Øvrighed indtil det Tidspunkt, da den dansk-tyske Grænse er bleven fastlagt i Overensstemmelse med Afstemningens Resultater. Ro og Orden skal, hvis det gøres nødvendigt, opretholdes af allierede Troppeafdelinger.

Den tyske Regering bør kalde ikke blot hele den væbnede Magt, men ogsaa Regerings-Myndighederne samt Arbejder- og Soldater-Raadene tilbage fra denne Zone (hvis Grænse nedenfor angives).

Det vilde i og for sig være ønskeligt, om Rømnings-Zonens Sydgrænse kunde falde sammen med Provinsen Slesvigs Sydgrænse, idet der paa denne Maade vilde være skabt virksom Beskyttelse mod den tyske Propaganda. Paa en vis Strækning falder denne Sydgrænse imidlertid sammen med Kiel-Kanalen. Denne Omstændighed kan ganske vist fra visse Synspunkter set frembyde Fordele, men den vil ogsaa være egnet til at støtte den Opfattelse, at Linjen ikke bør komme i Betragtning.

Man kunde da lægge Rømnings-Grænsen 6 Kilometer Syd for Linjen Sli-Syd for Slesvig-Syd for Husum, der er Afstemnings-Zonens Sydgrænse.

I Overensstemmelse hermed foreslaar Kommissionen at tage følgende Beslutninger:

Besjælet af Ønsket om at give Slesvigs danske Befolkninger, der voldelig er bleven indlemmede i Tyskland, Mulighed for at tilkendegive deres Attraa og udtale sig om deres Skæbne, beslutter de allierede Regeringer:

A. — At der skal finde Folkeafstemning Sted i den Del af Slesvig, der ligger Nord for en Linje, som fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

B. — At af Hensyn til de Karakter-Forskelligheder, der gør sig gældende i nogle Dele af Slesvig, og som skyldes Indbyggernes Afstamning, Sæder og Skikke, Kultur, Sprog etc., det ovennævnte Omraade deles i tre Afsnit, der stemmer efterhaanden, det ene efter det andet.

C. — At der i Fredspræliminærerne med Tyskland indsættes følgende Bestemmelser:

Grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i  Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker (aspirations).

I dette Øjemed vil Befolkningen, der bor paa de Landomraader, som ligger Nord for en Linje, der fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, blive kaldede til at udtale sig gennem en Afstemning, som vil være at foretage paa følgende Vilkaar:

1. Fra det Tidspunkt, nærværende Fredspræliminærer er bleven underskrevet, og indenfor en Frist, der ikke maa overstige … Dage, skal de tyske Tropper og Øvrigheder (Oberpräsidenten, Regierungspräsidenten, Landräthe,  Amtsvorsteher, Oberbürgermeister etc.) saavel som Arbejder og Soldater-Raadene forlade det Omraade, der ligger Nord for den fastsatte Linje.

Nævnte Zone skal uopholdelig underlægges en international Kommissions Myndighed. Kommissionen sammensættes af Repræsentanter for de amerikanske, britiske, franske, italienske og japanske samt for de norske og svenske Regeringer, idet hver Regering udpeger to Repræsentanter.

Kommissionen skal være i Besiddelse af almindelig Politi-Myndighed.

Det paahviler den navnlig: uopholdelig at sørge for Erstatning for de rømmede tyske Øvrigheder eller for stedlige Myndigheder, hvis Forbliven ikke anses ønskelig — og at træffe alle Foranstaltninger, der skønnes egnede til at sikre Afstemningens Frihed og Oprigtighed. Kommissionen kan lade sig bistaa af tyske og danske tekniske Raadgivere, valgte af den selv i den stedlige Befolkning.

2. Stemmeret skal tilstaas alle i Folkeafstemnings-Distriktet bosatte
Mænd og Kvinder, der har fuldendt det 20. Leveaar, og som

a) er født i de Omraader (circonscriptions), hvor Folkeafstemning finder Sted,

b) eller har haft fast Ophold (établis) dér før 1. Januar 1900,

c) eller er født i disse Omraader, men udvist af de tyske Myndigheder.

Der skal tages alle Forholdsregler til at sikre Stemmeafgivningens  Hemmelighed.

Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer.

3. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild, skal der skrides til den ovenfor nævnte Afstemning senest tre Uger efter, at Landet er blevet rømmet af de tyske Tropper og Øvrigheder. Afstemningens Resultat skal opgøres og betragtes som fastslaaet paa Grundlag af Flertallet af Stemmer, der er afgivne i denne Del af Zonen som Helhed (sera compté et acquis suivant la maiorité des voix dans l’ensemble de cette partie de la Zone).

4. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov, skal der skrides til Afstemning fem Uger efter, at Folkeafstemningen i første Zone har fundet Sted.

5. I den Del af den rømmede Zone, der ligger mellem den i Paragraf 4 nævnte Linje og en Linje, som udgaar fra Sliens Munding og ender Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, skal der skrides til Afstemning senest to Uger efter, at Folkeafstemningen i anden Zone har fundet Sted.

6. Grænsen skal fastsættes paa Grundlag af Afstemnings-Resultaterne og efter de allierede Regeringers Angivelser, som  nævnt i Paragraf 3 og 4, idet der tages Hensyn til de geografiske og økonomiske Muligheder ( possibilités).

7. Indenfor et Tidsrum af to Aar fra Afstemningsdagen at regne har:

a) enhver Person, født i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, og ikke bosat i denne Egn, Ret til at optere for Danmark,

b) enhver Person, bosat i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, Ret til at optere for Tyskland.

c) Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.
De Personer, som efter 1. Oktober 1918 har valgt Bopæl i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, kan ikke erhverve dansk Indigenat uden særlig Tilladelse. Optanterne bør tage Bopæl i den Stat, som de har opteret for.

Det staar dem frit at bevare fast Ejendom, som de besidder paa den Stats Omraade, hvor de havde Bopæl forinden Optionen. Det staar dem frit uden Toldafgift at medføre deres rørlige Ejendom til det Land, for hvilket de har opteret. Det staar dem frit at medføre deres rørlige Formue og Løsøre, og de skal være fritagne for alle Afgifter heraf.

8. Hvad angaar den Egn, som ligger Nord for den i Paragraf 3 omtalte Linje, da vil den danske Regering kunne besætte den med sine militære og administrative Myndigheder, umiddelbart efter at Afstemnings-Resultatet er blevet bekendt, og saafremt dette Resultat tilkendegiver Befolkningens Ønskeom Territoriets Genindlemmelse i Kongeriget Danmark.

9. Saasnart Grænsen i det store og hele er fastsat, som omtalt i Paragraf 6, vil den danske Regering — uden at vente paa Udførelsen af de Arbejder, der skal udføres af den blandede Kommission, som i givet Fald skal udnævnes til Grænsens Fastsættelse i Marken — kunne lade det Danmark tilfaldende Territorium besætte med sine Tropper og Myndigheder, og den tyske Regering vil paa samme Maade kunne besætte den rømmede Zone indtil den saaledes fastsatte Grænse.

10. Fredstraktaten vil bestemme den Andel og nærmere Beskaffenhed af Tysklands og Preussens finansielle Forpligtelser, som Danmark vil have at overtage, saavel som alle andre Spørgsmaal, der opstaar af den fuldstændige eller delvise Tilbagelevering til Danmark af det Landomraade, hvis Opgivelse blev det paatvunget ved Traktaten af 30. Oktober 1864.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Har du eller andre i din familie stadig kontakt med den franske familie, som din oldefar, bedstefar eller måske egen far tjente for under krigsfangenskab i Frankrig under 1. verdenskrig?

I anledningen af 100 året for hjemkomsten af de sønderjyske krigsfanger søger jeg danskere, der har kontakt til den franske familie, som jeres familiemedlem arbejdede for som en del af fangenskabet i den sønderjyske krigsfangelejr i Frankrig, Aurillac-lejr.

Historien om, at familier fra Danmark og Frankrig er knyttet sammen i 3.-4. generation på baggrund af en krigsfangelejr under 1. verdenskrig er en spændende historie. Den er overraskende, den viser, hvordan historien efterlader sig spor, og det er den store historie fortalt i en helt konkret og personlig fortælling.

Jeg håber, nogen vil fortælle mig deres historie om familiens tilknytning til Aurillac-lejren.

Mvh Linda Corfitz Jensen, historie-reporter på Kristeligt Dagblad. Skriv gerne en mail til corfitz@k.dk.

Officiel tysk Udtalelse i Weimar:

Som Svar paa et Forslag til Beslutning, der 7. Marts 1919 blev stillet til Nationalforsamlingen i Weimar, og som gik ud paa at opfordre Rigsregeringen til “at imødegaa de Anneksionslyster, som næres af nationalistiske Kredse i Danmark m. H. t. den tyske Nordmark”, udtalte Rigsregeringens Repræsentant, Grev Wedel, s. D. følgende:

Tyskland kræver, at Præsident Wilsons Grundsætninger anvendes retfærdigt og loyalt, og at Afstemningen bringer Befolkningens virkelige Vilje for en Dag. Thi det maa – for at tale med Wilson – hindres, at der skabes nye Elementer til Tvist og Fjendskab, som sandsynligvis i Tidens Løb vilde forstyrre Europas og dermed Verdens Fred. Mellemslesvig maa derfor ligesom Dele af Nordslesvig have Ret til at blive ved Tyskland, hvis de vil det.

De Efterretninger, som i de sidste Dage er udbredt fra Paris, synes imidlertid at gøre en retfærdig Løsning af Spørgsmaalet problematisk.

Den tyske Regering vil med alt Eftertryk virke hen til en retfærdig Afstemningsmaade.

Den er sig bevidst, at den intet kan udrette mod Sejrherrens
Magtsprog; men intet vil bringe den til at anerkende Magt for Ret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Om Formiddagen aflagde Madame de Quirielle, (Jaques de Coussange) mig en Visit paa mit HoteL

Vi talte ene sammen i en Timestid; hun var meget elskværdig og medgørlig. Hun sagde, at saavidt hun kunde se, var ingen fremstaaende dansk Politiker Tilhænger af Dannevirkelinien. Dette stadfæstede jeg.

Alexander Foss, Neergaard og Dr. Munch aflagde imens en Visit hos Udenrigsminister Pichon, som de fandt meget velvillig stemt. Han havde ytret, at han fandt de danske Krav meget moderate, men at han meget vel forstod Ønsket om at bevare Nationalstaten og at blive fri for tyske Elementer i større Antal indenfor Rigets Grænser.

Klokken 6 Eftermiddag havde Delegationen en Sammenkomst, hvor vi affattede og enstemmig godkendte følgende Beretning om Forhandlingerne med den belgiske Kommission den 6. Marts:

”Kommissionens Ordfører udtaler først, at det, man ønsker, er at gøre [dvs. stille] forskellige Spørgsmaal.

Gesandten oplæser Udtalelsen paa Delegationens Vegne.

Ordføreren: Er alle enige om Grænsen for det egentlige Nordslesvig? Der svares ja.

Ordføreren: Er der ogsaa Enighed om Grænsen for Afstemningsomraadet i Mellemslesvig?

Gesandten: Ja, denne Grænse gaar saa langt mod Syd, at der længere mod Syd slet intet Grundlag er for danske Stemninger.

Ordføreren: [Hvor-]Naar ønskes Afstemningen i Nordslesvig? Svar: Uden Frist, saasnart Afgørelsen er faldet. Ja, men Evakuationen tager ogsaa Tid. Ja, vel 8 Dage. Og Valglisterne og lignende. Svar: Man kan sige 14 Dage ialt

Ordføreren: [Hvor-]Naar ønskes Afstemning i Mellemslesvig? 8 Uger efter Rømningen. Men der skal ogsaa Frist til Rømningen.” Ja, navnlig i Flensborg, vel en 14 Dage. Den samlede Tid angives da til 10 Uger. Selve Rømningen behøver nemlig ikke mere Tid i Mellemslesvig, men Agitationen kraver nogen Tid. De tyske Tropper i Flensborg opgives til 4000.

Ordføreren spurgte om det økonomiske Mellemværende. Den udarbejdede Erklæring oplæstes Ordføreren siger, at det hører ikke under denne Kommission; han anbefaler at sende den til Konferencens Præsident med Anmodning om Forelæggelse for det finansielle Udvalg.

Ordføreren spørger om Optionsregler. Det nævnes, at man ønsker gensidig Optionsret i to Aar, at alle, født i det Omraade, der kommer til Danmark, vil kunne optere for Danmark; alle, der har hjemme i dette Omraade, for Tyskland; de opterende skal tage Bopæl i det Land, de vælger; fast Ejendom kan bevares i det andet Land, Løsøre indføres toldfrit, de bør beskyttes mod Skattepaalæg ved Udvandringen. Redegørelse loves.

Afstemningsreglerne oplæses af Gesandten. Man standser ved forskellige Punkter.

Den amerikanske Delegerede: ”Afstemningens Frihed betyder vel hemmelig Afstemning? Ja.

Den amerikanske Delegerede: Hvorfor Grænsen ved 1900, ikke ved 1898, da Köllerpolitikken begyndte? Svar: Køllerpolitikkens større Betydning fra 1900. Grundkøb, Subventioner, Udvisning af Tjenestefolk, Indvandringen til Flensborg, desuden Flaadestationer i Flensborg og Sønderborg.

Den amerikanske Delegerede: Ja, det er tilstrækkelig Begrundelse, spørger dog, om der er Tal for Indvandringen. Nej.

Med Hensyn til Rømningen spørges, om der ønskes Rømning kun i Afstemningsomraadet eller ud derover.Der svares: en halv Snes Kilometer sydligere for at undgaa Rivninger.

Er der Tropper der? Nej, men det bør hindres, at der kommer. Derved forsvinder jo ogsaa Arbejder- og Soldaterraadenes Indflydelse.

Ordføreren: Er det ønskeligt, at Forvaltningen i Slesvig By fjernes? Efter Konference med Hanssen og de andre Sønderjyder svares, at der intet Ønske er derom, det kan snarest volde Vanskeligheder, idet Socialdemokraterne vil blive ophidsede ved Opløsningen af Arbejder- og Soldaterraadene.

Ordføreren spørger, om det ikke er bedre, at de tyske Myndigheder fjernes i hele Afstemningsomraadet i Stedet for kun de Steder, hvor det forlanges. Efter Konference med Sønderjyderne svares: Nej; det virker ophidsende, der mangler Personer. Nogle Steder kan der sættes danske Kontrollører. Der spørges om Antallet af Stemmesteder i Mellemslesvig, svares 140. Der nævnes den Mulighed, hvor Personer savnes, at tage dem fra Nordslesvig; i Flensborg nævnes Advokat Ravn som Tilforordnet: det tilføjes, at Personspørgsmaalet kan drøftes med den danske Regering.

Ordføreren spørger, hvorledes man tænker sig den militære Ordning. Der er en vis Modsigelse mellem Afstemningsreglernes sidste Punkt og den Opfattelse, der her har været fremme, siger han. Vi svarer, at der i Dele af Befolkningen, som angivet i vedkommende Punkt, er en Tro paa, at Besættelse vil vise sig nødvendig, men at vi antager, som det fremgaar af Motiverne til Afstemningsreglerne, at det vil vare tilstrækkeligt, at der er et eller flere Orlogsskibe paa Flensborg Fjord, hvorfra der i givet Tilfælde vil kunne landsættes et Detachement.

Ordføreren spørger, hvor mange det da skulde vare. Der navnes, at f. Eks. 500 vilde være tilstrækkeligt.

Ordføreren spørger: Ønsker man, at der i den blandede Kommission, der skal lede Afstemningen, er danske og tyske Repræsentanter. Svar: Der lægges ikke Vægt paa, at de er Medlemmer af Kommissionen, men der bør være saadanne som raadgivende Sagkyndige.

Ordføreren spørger, om man i den blandede Kommission, ved Siden af de allierede Repræsentanter, ønsker Norske og Svenske. Der svares Ja.

Under Diskussionen herom fremhæves fra vor Side stærkt det ønskelige i, at det hele afgøres ved Praliminærfreden. og at Landet straks efter Afstemningen overgaar til Danmark. Da dette begrundes med Rekvisitionerne, svarer Ordføreren, at disse hører jo op med Evakuationen. Vi svarer hertil, at Befolkningen ønsker meget snart at faa sine Forhold ordnede, og at det er ønskeligt, at den danske Forfatning, der skal ændres, hurtigt kommer i Orden.

Ordføreren spørger da, om det kan ske, naar Nordslesvig er overleveret, før Mellemslesvig kommer: Ja, det, der bliver tilbage, bliver Valglovsspørgsmaal, de kan tages for sig.

Ordføreren spørger, om man tænker sig Garantier for de tyske Minoriteter, og det franske Udenrigsministeriums Repræsentant i den belgiske Kommission gør opmærksom paa, at det har Interesse af Hensyn til Kongressens almindelige Grundsætninger.

Vi svarer, at saadanne Garantier formentlig ikke er nødvendige, der tænkes anvendt samme Love som i Danmark; der er Undervisningsfrihed; der vil kunne blive i alt Fald private Skoler med tysk Sprog. Den almindelige danske Lovgivning vil antagelig være tilstrækkelig Garanti. Det nævnes, at Danske Syd for Grænsen bør behandles tilsvarende, men vi undgaar at stille det op som en Tanke om gensidig Forpligtelse og fremsætter følgelig intet Ønske om at faa det fastslaaet i Aftalerne.

Vi lover skriftligt at præcisere Opfattelsen med Hensyn til Garantier for Minoriteterne.

Jeg var i Forvejen blevet opfordret til at udarbejde et Udkast til det Forslag om Optionsreglernes

Affattelse, som Kommissionen havde ønsket. Jeg forelagde og motiverede nu Forslaget, der blev vedtaget en bloc, blandt andet med den vigtige Bestemmelse, at de efter den 1. Oktober 1918 tilflyttede Personer – hvorimellem der var mange tvivlsomme Elementer – kun skulde have dansk Indfødsret efter særlig Bevilling.

Forslaget havde følgende Ordlyd:

”Retten til at optere i Løbet af 2 Aar efter Afstemningen bliver gensidig anerkendt. Enhver, der er født i den Del af Slesvig, som tilbagegives til Danmark, har Ret til at optere for Danmark. Enhver, der er bosat i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, har Ret fil at optere for Tyskland. Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.

De Personer, som efter 1. Oktober 1918 har bosat sig i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, kan ikke opnaa Indfødsret uden særlig Tilladelse. Optanterne skal tage Bopæl i den Stat, for hvilken de har opteret. Det vil staa dem frit for at bevare deres Ejendomme, som er beliggende i den Stat, hvor de før Optionen var bosat. De faar Ret til at indføre deres Løsøre toldfrit i det Land, for hvilket de har opteret. De skal have Lov til at medtage deres Formue til Trods for  Udførselsforbud og uden at erlægge de Afgifter, der rammer Formuen ved Udførselen.”

Aftenen tilbragte vi som sædvanlig sammen. Vi var under Opholdet i Paris skiftevis Gæster i hinandens Saloner.

Efter Forslag af Alexander Foss besluttede vi derefter at besvare Kommissionens Spørgsmaal vedrørende Garantier for Behandlingen af eventuelle tyske Mindretal saaledes:

”I Besvarelsen af et Spørgsmaal, der blev stillet af Kommissionens Formand, har de danske Delegerede den Ære at meddele følgende: De Delegerede er enige om, at Foreningen af det danske Slesvig med Kongeriget bør foregaa saaledes, at alle den danske Stats fremtidige Borgere behandles efter de samme liberale og demokratiske Principper og skal nyde de samme Rettigheder. Heraf følger saaledes, at de tyske Mindretals naturlige Ret til at bruge deres eget Sprog bliver respekteret. De Delegerede konstaterer navnlig, at den frie Skole er et Princip, som altid er blevet fulgt i den danske Lovgivning.”

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 6. Marts 1919.
Efter Aftale mødte hele Delegationen Klokken 9,40 i Hotel Meurice, hvor der holdt 3 Biler, som hurtigt førte os til det franske Udenrigsministerium.

Vi kørte ind i Gaarden, hvor Vognene gjorde Holdt, gik derpaa op ad Trapperne og blev vist ind i et Par Ventesale, som var meget pragtfuldt udstyret, alt var holdt i rødt og Guld.

Efter at have ventet et Kvarters Tid blev vi af en Adjudant ført ind i Forhandlingssalen til den saakaldte belgiske Kommission. Det var en lang, smal Sal med et hesteskoformet Bord. Midt foran Tværbordet præsiderede Tardieu med Amerikaneren, Professor Haskins paa sin højre og Englanderen, Sir Eyre Crowe paa sin venstre Side. Ved Siden af Sir Eyre Crowe sad det andet engelske Medlem af Kommissionen, Professor Headlam Morley. Ved højre Side af Professor Haskins sad det andet amerikanske Medlem, S. D. Embick. Paa venstre Side af Bordet sad Direktøren i det franske Udenrigsministerium, Laroche, to Japanere og en Belgier, paa højre Side to Italienere. Tilstede var endvidere som Sekretær Englanderen Carnegie.

Kammerherre Bernhoft forestillede os enkeltvis, inden Forhandlingerne begyndte, og Tardieu gav os alle Haanden, før vi satte os.

Vi fik Plads anvist mellem begge Længdeborde. I første Række sad Bernhoft og Munch, derefter Foss og Neergaard, H.P. Hanssen og Etatsraad Andersen, Bramsnæs og Kloppenborg-Skrumsager, H. V. Clausen og Glückstadt, Nis Nissen og Andreas Grau.

For Forhandlingerne aabnedes, tog Tardieu et Cigaretfoderal frem og bød de nærmestsiddende en Cigaret, selv tændte han ogsaa en.

Derpaa fik Kammerherre Bernhoft Ordet for at afgive den aftalte Beretning, i hvilken han konstaterede Rigsdagens og den tilstedevarende Delegations fuldstændige Enighed med Hensyn til de Synspunkter, der i Mødet den 21. Februar var blevet gjort gældende overfor Kommissionen.

Der rettedes derpaa af Kommissionen en Del Spørgsmaal til os, som forekom mig meget forstandige, og som viste, at Kommissionen havde indgaaende Kendskab til Sagen. Mens vi svarede, var der mange Par kloge, forskende Øjne rettede mod os. Særlig interesseret var aabenbart Amerikaneren Professor Haskins , som øjensynlig var godt inde i Forholdene.

Da vi saaledes helt uforberedt under drøftelsen af Afstemningsreglerne motiverede Forslaget om at fatsatte Fristen for Bosættelse i Afstemningsomraadet til den 1. Januar 1900 med Henvisning til Voldspolitikken, spurgte han straks: “Hvorfor 1900, Køllerpolitikken begyndte jo dog 1898”. Vi maatte saa forklare, at Udvisningerne fortsattes i de første Aar, og at der først kunde regnes med en deraf følgende Indvandring fra 1900. Ogsaa Laroche, titulær Minister og Direktør i det franske Udenrigsministerium, lagde under Forhandlingerne indgaaende Kendskab til Forholdene for Dagen. Mange af Spørgsmaalene blev rettede til mig. Laroche spurgte især om Mindretallenes Stilling, da dette var et principielt set meget vigtigt Spørgsmaal med Henblik paa de mange svævende nationale Spørgsmaal.

Han spurgte specielt, hvilke Garantier Danmark kunde byde med Hensyn til den fremtidige Behandling af et eventuelt tysk Mindretal indenfor Rigets Grænser.

Alexander Foss svarede: “De Garantier, der ligger i Danmarks frie Forfatning og frisindede Lovgivning, sarlig hvad Kirke- og Skole-Spørgsmaal angaar.”

Spørgsmaalet blev derefter udsat, idet vi blev opfordret til at præcisere dette nærmere i en skriftlig Erklæring.

Det samme var Tilfældet med Options-Spørgsmaalet. Vi blev ligeledes, hvad det angik, efter en kort drøftelse opfordret til at fremsætte et skriftligt Forslag.

Da Forhandlingerne sluttede, gav Tardieu os alle Haanden til Afsked.
Klokken 1 var en Del af os indbudt til Frokost hos Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Alexander Foss, Neergaard, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen og jeg, endvidere Formanden for Senatets udenrigske Udvalg, Vicomte de Cornudet, Direktor Laroche, Magister H. V. Clausen, Professor Verrier og Franz von Jessen.

Efter Frokosten kom Neergaard og Clausen i Samtale om fransk Kunst. Jeg afbrød dem og bad,da jeg ikke selv taler Fransk, Neergaard om at indlede en Samtale med Laroche om Forholdene i Nordslesvig.

Dette gjorde han. Jeg blev ogsaa draget ind i Samtalen, idet Franz von Jessen kom til og tilbød sig som Tolk. Vi drøftede derfor Forholdene ret indgaaende, og Laroche billigede, saavidt vi kunde skønne, i det hele vore Synspunkter og gik blandt andet, som Mellemslesvigsk Udvalg ønskede, ind paa at afkorte den oprindeligt paatankte 6 Maaneders Frist mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig.

Om Aftenen var jeg indbudt til Middag hos Franz von Jessen, som boer i en køn lille Villa i Udkanten af Byen. Tilstede var endvidere: Alexander Foss, Neergaard, Direktør Prior og Forfatteren Johs. Jørgensen.

Franz von Jessens nydelige lille franske Soldaterbarn, som han havde taget til sig, efter at Faderen var falden, sang for os. Samtalen var meget livlig. Franz von Jessen rettede stærke Angreb paa Regeringen og ligeledes paa den saakaldte Oktoberadresse. Da han under Angrebene citerede Udtalelser af den tidligere franske Gesandt i København, Conty, og tog hans Parti overfor Professor Høffding, med hvem Gesandten havde haft et Sammenstød, greb Alexander Foss ind og sagde hvast, at af de to Mand foretrak han Høffding, idet han tilføjede en meget skarp Bemærkning om Conty. Neergaard sluttede sig til Alexander Foss og tog ligeledes Professor Høffdings Parti.

Franz von Jessen overgav Neergaard Kopier af to vigtige Telegrammer, som under Krigen fra Paris var blevet afsendt til ham og Etatsraad Andersen, men som de ikke havde modtaget. Han troede, at Telegrammerne var blevet undertrykt af Censuren. Neergaard vilde undersøge dette nærmere. Baade Franz von Jessen og Prior hævdede, at Regeringen var meget daarligt anskrevet i Frankrig. Johs. Jørgensen stemte i med og stadfæstede dette.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den 3. Marts ankom til Paris den dansk-slesvigske Delegation, som havde følgende Sammensætning

Fra Danmark:

Etatsraad H. N. Andersen, Skibsreder, administrerende Direktør for ”Østasiatisk Kompagni” i København; C. V. Bramsnæs, Medlem af Landstinget, delegeret af Rigsdagens socialdemokratiske Parti; Alexander Foss, Medlem af Landstinget, delegeret af Rigsdagens konservative Folkeparti; Etatsraad Emil Glückstadt, administrerende Direktør for ”Landmandsbanken” i København, Repræsentant for Finansministeriet; Dr. phil. P. Munch, Medlem af Folketinget, Forsvarsminister, delegeret af Rigsdagens radikale Parti; N. Neergaard, Medlem af Folketinget, fhv. Konseilspræsident, Forsvarsminister og Finansminister, delegeret af Rigsdagens Venstre.

Fra Slesvig:

Andreas Grau, Redaktør af Dybbøl-Posten (Sønderborg), Repræsentant for den mellemslesvigske Befolkning; H. P. Hanssen, Medlem for Nordslesvig af den tyske Rigsdag; H.D. Kloppenborg Skrumsager, Medlem for Nordslesvig af den preussiske Landdags Andetkammer; N. Nissen, Medlem for Nordslesvig af den preussiske Landdags Andetkammer.

Delegationen, ledsaget af H A. Bernhoft og H V. Clausen, havde 6. Marts Foretræde

for Fredskommissionens danske Kommission. Gesandten oversatte Kommissionens Formands Forespørgsler til Delegationen og afgav paa dennes Vegne Svarene.

Efter at Kommissionens Formand, André Tardieu, i hjærtelige Ord havde budt Delegationen Velkommen, oplæste Gesandten paa Delegationens Vegne en af denne affattet Erklæring (se bilag nedenfor)

Under Forhandlingernes videre Forløb oplæste Gesandten ligeledes dels et Memorandum vedr. den finansielle Ordning, dels et Memorandum vedr. Afstemningsreglerne.

Teksten til Delegationens Erklæring og Memorandum om Afstemningsreglerne blev efter Oplæsningen overrakt Kommissionen.

Det finansielle Memorandum blev derimod efter en Henstilling fra André Tardieu tilstillet Fredskonferencens Præsident til Videresendelse til den finansielle Kommission.

To under Forhandlingerne af Kommissionen rejste Spørgsmaal besvaredes af Delegationen samme Dag, som meddelt nedenfor.

Formanden, André Tardieu: Er De, mine Herrer, alle enige om den Grænse for Nordslesvig, Nord for hvilken der skal stemmes en bloc?

H.A. Bernhoft: Ja.

Formanden: Er De ligeledes enige om Sydgrænsen for Mellemslesvig?

H.A. Bernhoft: Ja; denne Grænselinje omfatter alt, hvad der sproglig set er dansk. Syd for denne Grænse er Befolkningen ikke længere dansk.

Ch. Haskins: Hvorfor har De som Betingelse for Udøvelsen af Stemmeretten fastsat et Ophold i Afstemnings-Omraadet, der skal regnes fra 1 . Januar 1900? Jeg tillader mig at stille Dem dette Spørgsmaal, fordi, hvis jeg mindes rigtig, den voldsomme preussiske Undertrykkelse, det saakaldte Köller-Regimente, begyndte allerede i 1898.

H.A. Bernhoft: Det er fuldstændig rigtigt. Virkningen af Köller-Regimentet, navnlig Masse-Udvisningen, Stats-Opkøb af Jord o. s. v. begyndte imidlertid egentlig først fra Aaret 1900 at regne.

Formanden: Hvad skal der nøjagtig forstaas ved en fri Afstemning? Vil det efter D’Herrers Mening sige hemmelig Afstemning?

H.A. Bernhoft: Ja!

I Anledning af et Spørgsmaal vedr. de tyske Troppers og de preussiske Overøvrigheders Rømning af Afstemnings-Omraadet udtalte Delegationens Ordfører:

H.A. Bernhoft: Rømningen bør ogsaa omfatte Arbejder- og Soldater-Raadene. Men Byen Slesvig kan vedblive at være den tyske Central-Administrations Sæde.

De Forvaltnings-Myndigheder, der hører under Central-Administrationen, kan indbefattes i Rømningen, men dette gælder ikke de folkevalgte Forsamlinger.

Formanden: Jeg vilde sætte Pris paa, mine Herrer, at lære Deres Mening nærmere at kende.

H.A. Bernhoft: Vi ønsker, at et Omraade paa en halv Snes Kilometers Bredde Syd for Afstemnings-Omraadets sydligste Grænse skal rømmes af de tyske Tropper.

Formanden: De ønsker altsaa ikke, at den civile preussiske Administrations høje Embedsmænd skal fjærnes?

H.A. Bernhoft (efter længere Forhandling mellem de Delegerede indbyrdes): Nej, det synes os ikke uomgængelig nødvendigt, at de skal rømme. Disse Embedsmænds Fjærnelse vil kunne virke stærkt irriterende paa Arbejder- og Soldater-Raadene og paa Socialisterne i Flensborg.

Formanden: Men nu i Mellemslesvig — vil det ikke være nødvendigt dér at fjærne de civile preussiske Myndigheder?

H.A. Bernhoft (efter ny Drøftelse mellem de Delegerede indbyrdes): Nej, Delegationens slesvigske Medlemmer ønsker ikke disse Myndigheders Fjærnelse. Vi kan uden Vanskelighed erstatte de preussiske Embedsmænd overalt i Nordslesvig. Men det forholder sig ikke saaledes i Mellemslesvig, hvor der vil savnes danske Personligheder til at træde i de nuværende Øvrigheders Sted.

Under Drøftelsen af den intern. Plebiscit-Kommission faldt følgende Udtalelser:

H.A. Bernhoft: Den planlagte internationale Kommission bør sammensættes delvis af Repræsentanter for Stormagterne, delvis af Repræsentanter fra de skandinaviske Lande. Danskere og Tyskere kan knyttes til Kommissionen, men kun som tekniske Tilforordnede.

Kommissionen bør have sit Sæde i Flensborg og kontrollere Nordslesvigs Forvaltning, medens den ved Hjælp af et dansk Personale udøver Forvaltnings-Myndighed i Mellemslesvig.

I det mindste i Mellemslesvig bør den have een Repræsentant paa hvert Afstemnings-Sted. Tallet herpaa er 140, et i hver Kommune, bortset fra Flensborg By. Et eller to Krigsskibes Nærværelse i Flensborg, der i givet Fald kunde landsætte Tropper, vilde være nyttig, men den hertil nødvendige Styrke overstiger ikke 500 Mand.

Formanden: Den af Hr. Bernhoft indleverede Memoire om Afstemnings- Ordningen foreslaar i sin Artikel 5 en allieret eller neutral Besættelse af Flensborg og en Del af Mellemslesvig. Nu har imidlertid De, mine Herrer, nys udtalt, at det simple Krav om Rømning (une simple évacuation) af denne Egns tyske Embedsmænd efter Deres Mening vilde kunne virke skadeligt for danske Interesser paa Grund af den Irritation, den vilde skabe hos Socialisterne i Flensborg. Jeg vilde være Dem forbunden for at forklare os denne tilsyneladende Modsigelse.

H.A. Bernhoft: Det er ganske vist, at en Del af Befolkningen anser en allieret eller neutral Besættelse for at være nødvendig. Men vi for vor Del tror, at det vilde være tilstrækkeligt at lade et eller flere Krigsskibe med Landgangskorps til Anvendelse i givet Tilfælde stationere ud for Flensborg.

Nordslesvigs Delegerede mener, at der ikke vil blive Brug for nogen væbnet Styrke i disse Egne. Befolkningen er rolig, lovlydig og velorganiseret.

Formanden: Den blandede Kommission, der omtales i Artikel 4 i den Memoire, jeg her har i Haanden—- skulde den efter Deres Mening sammensættes af danske og tyske Medlemmer?

H.A. Bernhoft: Ikke nødvendigvis Medlemmer, men danske og tyske Tilforordnede eller Eksperter burde efter vor Mening knyttes til Kommissionen.

Formanden: Ønsker De, at Kommissionen foruden de Medlemmer, de allierede Magter udnævner, skal tælle svenske og norske Medlemmer?

H.A. Bernhoft: Ja.

Paa Foranledning af et Spørgsmaal fra Formanden, udtalte Delegationens Ordfører:

H.A. Bernhoft: Hvad Optionen angaar, da mener vi, at det vil være rigtigt at tilstaa en Optionsfrist paa to Aar til de Personer, der er bosat i de Danmark tilfaldne Distrikter, og som ønsker at forblive tyske Statsborgere.

Omvendt bør der ogsaa tilkomme de Personer, som er født i disse Distrikter og bosat udenfor den Zone, der genforenes med Danmark, en Frist paa to Aar til at optere for Danmark.

De Personer, der opterer for Tyskland, skal forlade Landet, men de vil kunne medføre deres Løsøre uden Konfiskering eller Afgifter af nogen Art, og de kan vedblive at bevare deres faste Ejendomme. Det er en Selvfølge, at det samme maatte kræves af Tyskerne til Fordel for Danmark.

Formanden: Hvilken Stilling indtager De til de fremtidige, eventuelle tyske Mindretal, som maatte blive tilbage Nord for den nye Grænse?

H.A. Bernhoft: De tyske Mindretal, der bliver tilbage paa dansk Landomraade, vil ikke behøve særlige Garantier, da den danske Forfatning sikrer dem al den Frihed, de er berettiget til at kræve. Derimod vil der være Grund til at skaffe Garantier for de danske Mindretal, der bliver tilbage Syd for den fremtidige Grænse.

Formanden: De er ikke uvidende om, at Spørgsmaalet om Mindretallenes Rettigheder udgør et af Punkterne for Nationernes Forbunds Program?

H.A. Bernhoft: Ganske vist, men i Danmark trænges der ikke til kontraktmæssig Sikkerhed. Lovgivning og Forfatning er udpræget demokratiske og byder alle tænkelige Garantier, navnlig hvad angaar den private Undervisning, Religions-Udøvelsen, Forsamlings- og Presse-Friheden.

Formanden: Det veed jeg meget vel, og jeg er enig med Dem. For at undgaa at tale mere om den Ting spørger jeg Dem, om De vil være villig til at give os en skriftlig Erklæring af det nævnte Indhold?

H.A. Bernhoft: Med største Fornøjelse.

Bilag 1:

Delegationens Erklæring

Den danske Delegation repræsenterer de fire store Partier i den danske Rigsdag, de slesvigske Repræsentanter baade Nordslesvig og Mellemslesvig.

Alle ser de paa Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal med samme Øjne; det danske Folk er som andre Folk delt i politiske Partier med vidt forskellige Anskuelser om indre Spørgsmaal, men i denne Sag staar disse Partier enige.

Delegationen er kommet for overfor Fredskonferencen at give Udtryk for denne Enighed nu, da det danske Folks Ønske om Genforening kan ventes virkeliggjort som Følge af de Allieredes Sejr.

Det fælles Ønske, der samler det danske Folk i Kongeriget og i Slesvig, er, at den nye Grænse skal drages i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelsesret paa Grundlag af en fri Folkeafstemning. Vi ønsker, at denne Afstemning for Nordslesvigs Vedkommende skal foregaa snarest mulig, efter at Landet er rømmet af tyske Tropper, og at Nordslesvig skal betragtes som en Helhed ved Afstemningen.

I Flensborg og de øvrige mellemslesvigske Distrikter, for hvis Vedkommende der overfor Konferencen af Danmarks Repræsentanter er fremsat Ønske om Afstemning, ønsker vi, at denne Afstemning skal foregaa kommunevis, og at den skal finde Sted 8 Uger efter at disse Egne er rømmede for tyske Tropper. Naar vi ønsker, at der skal være en Frist, er det for at det fornødne Oplysningsarbejde kan foregaa, men vi ønsker, at Fristen ikke skal vare længere end dertil nødvendigt, da der i Befolkningen i disse Egne er et stærkt Ønske om en snarlig Afgørelse af dens Skæbne.

Vi nærer den fuldeste Tillid til, at Fredskonferencen vil sikre en Afgørelse af det slesvigske Spørgsmaal i Overensstemmelse med Selvbestemmelsesretten, der for dette Spørgsmaals Vedkommende allerede i 1866 paa Frankrigs Initiativ er fastslaaet ved Pragfredens Artikel 5. Spørgsmaalet ligger saa klart, at vi haaber paa en snarlig Afgørelse. Det vilde være en stor Glæde for de danske Slesvigere og for hele det danske Folk, om Beslutningen om Afstemning i Slesvig kunde blive taget allerede ved den forestaaende Præliminærfred og Afstemningen finde Sted snarest mulig efter denne.

Og vi haaber da, at Overdragelse til Danmark af de Egne, som i Henhold til Afstemningen maatte blive genforenede med Danmark, vil kunne ske straks efter Afstemningen, uanset om ikke alle de Spørgsmaal, der andet Steds skal ordnes, til sin Tid er afgjorte.

Danmark ønsker Genforeningen med alle, der tænker og føler Dansk, men ønsker ikke at have indenfor sine Grænser en samlet tysk Befolkning, der er stærk nok til at skabe en tysk Irredentisme, og bringe Brud paa den nationale Enhed, der har været Danmarks Lykke.

Vi føler os forvissede om, at Fredskonferencen vil modtage disse vore Ønsker med Velvilje.

Bilag 2

Dansk Memorandum om Stemmerets-Reglerne1

1 . Nordslesvig opfattes som en Helhed, hvis Befolkning ved at stemme med Ja eller Nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

I Flensborg og de andre Distrikter i Mellemslesvig, hvorfra Ønske om Afstemning fremkommer, finder saadan Afstemning Sted kommunevis, saaledes at Afstemningen i hver enkelt Kommune tages som vejledende Grundlag ved Afgørelsen af Grænsen.

1. Stemmeret ved disse Afstemninger faar alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder, hjemmehørende i Afstemningsomraadet, som a) er født i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Tønder Amter, b) eller har haft fast Ophold inden for disse Amter siden den 1. Januar1900,  c) eller er født i de nævnte Amter, men udvist af de hidtilværende Myndigheder.
2. Stemmeretten udøves skriftligt under Former, som sikrer hver enkelts frie Viljesytring. Myndighederne maa ikke øve nogen Indflydelse paa Afstemningen. Enhver stemmer i den Kommune, hvor han har hjemme, de udviste i den Kommune, hvor de ved Udvisningen havde hjemme.
3. Afstemningsomraadet maa, før Afstemningen foretages, være rømmet af de tyske Tropper, for Flensborgs og de øvrige mellemslesvigske Distrikters Vedkommende mindst 8 Uger før Afstemningen. Samtidig med Rømningen indsættes en blandet Kommission, som er udrustet med tilstrækkelige Magtmidler til at sørge for, at Oplysningsarbejdet kan foregaa frit og uforstyrret, saa at en retfærdig Afstemning kan finde Sted. Da de hidtilværende Forvaltningsmyndigheder i stor Udstrækning mødes med Mistillid af den danske Befolkning, bemyndiges den blandede Kommission til paa Begæring af mindst 20 Vælgere i Landkommuner og Amtsdistrikter, mindst 200 Vælgere i Kredse, at fratage disse Forvaltningsmyndigheder den udøvende Magt og indsætte en anden i Stedet.
4. Hos den danske Befolkning i Flensborg og Mellemslesvig og i vide Kredse af Befolkningen i Nordslesvig findes den Opfattelse, at det er nødvendigt, at Flensborg og de mellemslesvigske Afstemningsdistrikter besættes af allierede eller neutrale Tropper mindst 6 Uger, før Afstemningen finder Sted.

Grundlaget for den til Konferencen skete Henvendelse om Afstemnings-Reglerne  danne den nordslesvigske Vælgerforenings Beslutning af 17. Nov. 1918.

Denne tog kun Sigte paa Afstemningen i Nordslesvig. For Mellemslesvigs Vedkommende har man ment, at disse Regler ikke er fuldt tilfredsstillende, og da det var ønskeligt, om Reglerne for de forskellige Omraader kunde blive saa ensartede som muligt, har man foretaget visse Ændringer.

For deres Vedkommende, der er tilflyttet Afstemnings-Omraadet fra andre Egne, har man, i Stedet for at kræve 10 Aars Ophold, krævet Ophold siden 1 . Jan. 1900.

Naar man har valgt dette Tidspunkt, er det, fordi der netop ved den Tid førtes en stræng Udvisningspolitik, som drev mange Danske bort og gav Plads for en overordenlig omfattende Indvandring fra andre Egne. Kravet om saadant Ophold er dog ikke anvendeligt paa dem, der er tilflyttet de enkelte Kommuner fra andre Dele af Afstemnings-Omraadet eller fra de Dele af Flensborg og Tønder Amter, som ikke hører til Afstemnings-Omraadet.

Naar man har medtaget disse to Amter i deres Helhed, er det især for at give Stemmeret til dem, der er tilflyttede Flensborg fra denne Bys Opland, medens man finder det fuldt retfærdigt at afskære dem, der siden 1900 er tilflyttet fra fjærnere Egne, fra Del i Afgørelsen.

I de Egne, hvor Afstemningen skal finde Sted, er Befolkningens Udvikling og Karakter af en saadan Art, at man kan regne med en fri og rolig Afstemning, under Forudsætning af, at den bliver ledet af en upartisk Kommission, og at de tyske Tropper er blevet fjærnede. Hvis der imidlertid fremkommer Klager over Forvaltnings-Myndighederne, bør Kommissionen erstatte dem med andre, og Kommissionens Myndighed bør være tilstrækkelig til, at den i givet Fald kan have de nødvendige [militære] Styrker til sin Raadighed. Dette kunde eksempelvis gøres paa den Maade, at nogle Krigsskibe blev stationeret i de slesvigske Farvande for at staa til Kommissionens Raadighed, hvis det skulde vise sig nødvendigt, og gøre det muligt for den at sikre Afstemningens Orden og Frihed.

Bilag 3

De følgende to Aktstykker fremsendtes af den danske Gesandt med Note af 6. Marts 1919:

 Erklæring vedrørende det tyske Mindretal

I Besvarelse af et Spørgsmaal, der blev stillet af Kommissionens Formand, har de danske Delegerede den Ære at meddele følgende:

De Delegerede er enige om, at Foreningen af det danske Slesvig med Kongeriget bør foregaa saaledes, at alle den danske Stats fremtidige Borgere behandles efter samme liberale og demokratiske Grundsætninger og skal nyde samme Rettigheder. Heraf følger, at de tyske Mindretals naturlige Ret til at bruge deres eget Sprog vil blive respekteret. De Delegerede konstaterer navnlig, at den frie Skole er et Princip, som altid er blevet fulgt i den danske Fovgivning.

Erklæring om Options-Reglerne

Retten til at optere i Løbet af to Aar efter Afstemningens Dato bliver gensidig anerkendt.

Enhver, der er født i den Del af Slesvig, som tilbagegives Danmark, har Ret til at optere for Danmark.

Enhver, der er bosat i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, har Ret til at optere for Tyskland.

Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.

De Personer, som efter 1 . Okt. 1918 har bosat sig i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, kan ikke opnaa Indfødsret uden særlig Tilladelse.

Optanterne skal tage Bopæl i den Stat, for hvilken de har opteret. Det vil staa dem frit for at bevare deres Ejendomme, som er beliggende i den Stat, hvor de før Optionen var bosat. De faar Ret til at indføre deres Løsøre toldfrit i det Land, for hvilket de har opteret. De skal have Lov til at medtage deres Formue til Trods for Udførselsforbud og uden at erlægge de Afgifter, der maatte ramme Formue ved Udførsel.

Bilag 4

Under den danske Delegations Foretræde for Fredskommissionens danske Kommission havde Kommissionens Formand henstillet, at det ved den paagældende Lejlighed overrakte Memorandum, udarbejdet af Finansministeriets Repræsentant, Etatsraad Emil Glückstadt, blev overgivet Fredskonf.s Præsident til Videresendelse til den finansielle Kommission. Dette skete s. D., 6. Marts 1919.

Det danske Memorandum havde følgende Ordlyd:

I det Øjeblik, Grundsætningerne for det danske Slesvigs  Tilbagegivelse til Danmark skal fastsættes, vil det være nødvendigt at træffe en Ordning af de finansielle Forhold, som knytter sig dertil.

Danmark er af den Mening, at det vilde være uretfærdigt, hvis det ved Indlemmelsen skulde komme til at bære en Del af de uhyre Udgifter, som den preussiske Militarisme har paalagt den danske Befolkning i Slesvig.

Der er i Virkeligheden ingen Tvivl om, at disse Udgifter langt fra at skabe produktive Værdier i disse Landsdele, tværtimod i de forløbne Aar har paadraget dem en uhyre Skattebyrde som deres Bidrag til Opretholdelsen af det preussiske Styre.

Danmark nærer altsaa den Anskuelse, at der vilde skabes en retfærdig Ordning af det finansielle Spørgsmaal ved at bestemme,  at der skal tilbagebetales Tyskland en Del af de 58 Millioner, Danmark modtog i 1865 som det Beløb, der repræsenterede dets Kvota-Andel i Landets samlede Statsgæld paa hint Tidspunkt, saaledes at denne Del sættes i Forhold dels til den Folkemængde, dels til det Landomraade. som nu vender tilbage til Danmark.

Dog maa der til denne Sum lægges Værdien af de Statsaktiver, som de Territorier, der skal indlemmes, har erhvervet siden 1864. Aktiver af rent militær Art bør dog i alle Tilfælde ikke indbefattes deri.

Overfor de samlede Krav, der i Overensstemmelse hermed kan opstilles, og hvis endelige Fastsættelse bør underkastes Afgørelse af en hertil af de allierede og associerede Magters Fredskonference nedsat Kommission, kan Danmark paa sin Side stille de betydelige Fordringer, det har paa Tyskland, og hvis Beløb sandsynligvis langt overstiger de Summer, Danmark paa sin Side vil have at betale. De hidrører overvejende fra folkeretsstridige Handlinger fra Tysklands Side.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til den særlige lejr for sønderjyder i Aurillac. Her bad han om at komme på landbrugsarbejde.

Den næste dag kom der besked om, at vi ti mand skulle andetsteds hen. Kun fem mand skulle indtil videre bliver her i Condat.

Vor gamle vagtmand udvalgte selv de folk, han ville beholde her i Condat. Det blev Christian Kaufmann, Reinhard Sørensen, Georg Petersen, Mads Nielsen og mig.

Efter at vor styrke således var skrumpet ind, fik vi endnu bedre dage. Vi kom på arbejde hos byens borgere. En tid havde jeg min gang hos præsident Shervil i Condat. Manden var noget lignende som borgmester eller sognerådsformand herhjemme. Derudover var manden også vinhandler. Jeg fik min part af hans vin. Man drak nemlig vin hver dag.

Mine kammerater fik en dag besked om at følge med en større  bonde ud på hans marker. Man skulle hjælpe til med at brænde numre ind i studenes horn, og malke køer skulle man også. For dem, der var kendt med den slags, var det jo et dejligt arbejde.

Om aftenen, når kammeraterne vendte hjem fra dagens arbejde, havde de altid en god sjat mælk med. Den havde de fået i tilgift. Risengryn havde vi også, så aftenens menu lød på risengrød og godt med vin til.

Vi havde gode dage her i Condat …

DSK-årbøger 1961

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til den særlige lejr for sønderjyder i Aurillac. Her bad han om at komme på landbrugsarbejde.

Vi var fem mand, der skulle af sted under anførsel af en fransk vagtmand. Vi tog toget til Lugarde og derfra videre med postvognen til landsbyen Condat, der ligger i en idyllisk bjergegn.

I byen Condat kom vi i kvarter sammen med ti andre kammerater. Det arbejde, vi her skulle i gang med, var at hjælpe til hos bønderne.

Vi pressede hø i store baller. Maskineriet bestod af et lokomobil med tilhørende presser. Malermester Nørgaard fra Haderslev havde jobbet som fyrbøder, August Lassen fra Als og Reinhard Sørensen, Bevtoft, hjalp bønderne med at få høet kørt frem til presserne. Som  ny mand fik jeg det job at lægge høet i presseren. To andre  kammerater, Christian Kaufmann, Abkjær, og Georg Petersen, Jernhyt, bandt de ret store knipper sammen med jerntråd.

Arbejdet foregik på byens skoleplads. Da høpresningen var afsluttet, skulle det store bjerg af baller afleveres til militærvæsenet. Vi gik i gang med at læsse det på vogne, hvorefter det blev kørt ned til banegården i Lugarde. Her blev det læsset på store jernbanevogne
og kørt bort.

Vi var fire til fem mand, der var beskæftiget med at læsse, og vi havde det rart, for vor vagtmand var ikke så streng. Når vi var  kommet godt i gang, forsvandt han gerne hen på en nærliggende kro.

Vor arbejdsplads lå i nærheden af pakhuset, og derinde måtte der vel findes mange gode ting. — Vi snuste lidt rundt. Pakhuset stod åbent. Der stod to store tønder derinde. Det var nok vin. — Det var nu en mærkelig skik, synes man nu; men dengang gik enhver fange altid med et vridbor og et tyndt rør i lommen. Der blev boret hul i den ene tønde, hvorefter vi skiftedes til at gå hen og tylle lidt vin i os.

Men der skulle jo passes på, for at vagtmanden ikke opdagede noget. Vagtmanden kom og så til. Læssearbejdet foregik til hans fulde  tilfredshed.

Og så var der fyraften.

Vagtmanden indbød os til en lille forfriskning i den omtalte kro. Det blev til en halv liter vin til hver af os. Nu er det sådan med vinen, at den virker ikke straks.

Da vi havde siddet en stund og nydt vinen, forlod vi kroen for at gå tilbage til Condat. Den første halvdel af vejen gik det godt; men så var det, som om man var ved at blive lidt omtåget. Vagtmanden kendte jo ikke sagens sammenhæng, han kunne da ikke tro andet, end at den nydte halve liter vin ikke kunne slå os hatten af; derfor sagde han også »Se nu til, at I opfører jer ordentligt, så I kan nå hjem til jeres kvarter på en pæn og anstændig måde!«

Vi nåede da også godt nok hjem til Condat; men så kunne jeg heller ikke mere. Jeg måtte atter søge ind i en lille kro, der lå lige ved vejen. Beværtningen kendte jeg fra et andet besøg sammen med et par af  mine kammerater.

En ældre dame var ejer af denne kro. Hun havde ord for at gøre meget for disse lyse mænd fra det høje nord — fra Danmark.  Foruden drikkevarer kunne denne kone, som af os blev kaldt »mor«, også skaffe os andre ting, bl. a. apotekersager.

Da jeg, døsig som jeg var, trådte ind ad døren, sagde jeg: »Syg, mor!«

Hun forstod mig. Jeg skulle bare lægge mig lidt på divanen, så skulle det nok snart blive bedre. Jeg faldt straks hen. Lidt efter dukkede vagtmanden op i døren. Man savnede mig derhjemme i kvarteret. Jeg fik dog lov til at blive og sove rusen ud.

Om aftenen gik jeg hjem til de andre.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Onsdag den 5. Marts 1919.

Delegationen, Kammerherre Bernhoft og H. V. Clausen samledes som aftalt. Bernhoft meddelte, at han havde talt med de amerikanske Medlemmer af Kommissionen. De fandt ikke, at der var Grund til at afgive en ny Fremstilling af Spørgsmaalet. Det kunde betragtes som afgjort, at der blev Afstemning i begge Omraader.

Man ønskede særlig Oplysning om Fristernes Længde og om Besættelsen af Landet.

Alexander Foss meddelte i Tilslutning dertil, at han havde haft Lejlighed til at tale med et andet Medlem af Kommissionen, som havde spurgt, om Danmark var interesseret i, at Svenske og Nordmænd fik Sæde i den Kommission, der skulde lede Afstemningen, og endvidere, hvorfor man ikke fra dansk Side ønskede Afstemning helt ned til Slien.

Dertil havde han svaret, at der ikke var fremkommet Ønsker fra Befolkningens Side syd for den af Bernhoft dragne Afstemningslinje. Skulde Befolkningen i Sydslesvig afstemme, vilde det desuden efter hans Mening afføde en for de nordligere Distrikter skadelig tysk Agitation.

Vedkommende havde desuden talt om Afstemningsreglerne og billiget, at Besættelsen ikke omfattede Slesvig By. Han havde ytret, at man næppe vilde sende Tropper, men nøjes med at sende et Par Krigsskibe.

Alexander Foss havde benyttet Lejligheden til ogsaa at bringe det finansielle Spørgsmaal paa Tale. Der var ikke blevet indvendt noget imod, at man tog Statsgælden fra 1864 som Udgangspunkt, men man havde henvist til, at dette Spørgsmaal vilde blive overvist til Finanskommissionen.

Etatsraad H. N. Andersen meddelte, at han havde været i Forbindelse med Englænderne, hvem han i Forvejen under et Ophold i England havde overgivet et af Udenrigsministeriet udarbejdet Memorandum.

De ønskede den Gang, at vi vilde gaa længere imod syd ned mod Kanalen og til Gengæld for, at vi var blevet skaanet for Krigens Rædsler, overtage en Del Byrder her. Han havde oplyst, at dette vilde være farligt for Danmark og hævdet, at Danmark som Kanal-Vogter vilde blive en Skuffelse for de Allierede.

Fra engelsk Side gik man nu, som han havde kunnet konstatere, ud fra de Synspunkter, som Kammerherre Bernhoft havde gjort gældende overfor Kommissionen.

Dr. Munch tog bestemt Afstand fra enhver Tanke om at udstrække Afstemningsomraadet til Dannevirke-Slien. Dertil bemærkede Etatsraad Andersen, at der endnu var Understrømninger tilstede, som stilede længere syd paa, men at han dog havde faaet det bestemte Indtryk, at Afgørelsen vilde falde i Overensstemmelse med de af Kammerherre Bernhoft fremsatte Ønsker.

Neergaard: Den nationale Enhed, som hidtil har været Danmarks Styrke, maa absolut ikke brydes. Dette maa vi bestemt hævde.

Dr. Munch oplæste et Udkast til de Udtalelser, som Kammerherre Bernhoft efter Delegationens Ønske og paa dens Vegne skulde fremsatte overfor Kommissionen.

Udkastet blev, hvad Indholdet angik, godkendt af Delegationen, mens Kammerherren selvfølgelig kunde bruge den Form, som han fandt mest passende.

Etatsraad Andersen: Vor Hovedopgave maa nu vare at underbygge Kammerherrens Udtalelser og at styrke hans Autoritet, saa det staar klart for alle, at han har hele Nationen bag sig.

Det vedtoges endnu, at vi den følgende Søndag skulde paa en Biltur til Reims og muligvis tillige til Noyon.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

 

I Dagspressen offentliggjorde Udvalget 4. Marts 1919 følgende Erklæring:

Nu, da Afgørelsen i Grænsespørgsmaalet nærmer sig, er den Tanke rejst med stadig større Styrke, at Danmark, naar det faar Tilbud derom, bør tage imod vor fraskilte Landsdel og derefter, om den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig fremsætter Ønsket, tilstede en distriktsvis Afstemning Syd fra under Iagttagelse af rimelige og geografiske Hensyn.

Mellemslesvigsk Udvalg mener, at dette er den mest tiltalende og retfærdige Ordning for det danske Folk og tillige fuldtud fyldestgør Selvbestemmelsesrettens Krav.

Udvalget vil dog tilføje, at en Afstemning Syd fra paa Forhaand kun bør tilstedes indtil Linien Krusaadalen-Syd for Vidaaens Munding, da der i det af den nordslesvigske Vælgerforening foreslaaede samlede nordslesvigske Afstemningsomraade er et utvivlsomt stort dansk Flertal, og at Afstemningsvilkaarene ved en Afstemning Syd fra særlig for Flensborgs Vedkommende under ingen Omstændigheder bør være daarligere for den trofaste danske Befolkning end de, der nu er Tale om ved en Afstemning Nord paa.

Ved Fastsættelsen af den Frist, indenfor hvilken en Afstemning Syd fra skulde finde Sted, maatte der tages Hensyn til de Ulemper, som Uvisheden kan føre med sig for Befolkningens økonomiske Liv.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.