Programerklæring fra Det tyske Udvalg

Udvalget vedtog 11. Marts 1919 følgende Udtalelser og Forslag:

1. Vi protesterer mod enhver Afstaaelse af slesvig-holstensk Jord. Vi
protesterer ogsaa mod en Afstaaelse ad Selvbestemmelsesrettens Vej for Folkeslagene i Slesvig, fordi Forudsætningerne for Wilsons Program ikke foreligger.

Kan Rigsregeringen ikke tage sit beklagelige Tilsagn tilbage, at det nordslesvigske Spørgsmaal skal løses ved Afstemning, saa kræver vi en samlet Afstemning i hele det tidligere Hertugdømme Slesvig — i Overensstemmelse med Beslutningerne paa Arbejder- og Socialistkongressen i Bern — to Aar efter Fredsslutningen. Dette Standpunkt maa Regeringen ikke fravige.

II. Tvinger Ententen i Modsætning til Wilsonprogrammet en Begrænsning af Afstemningsomraadet igennem for Nordslesvigs Vedkommende, saa kræver vi, at Afstemningen udsættes mindst to Aar efter Fredsslutningen, og at Afstemningen foregaar efter følgende Grundsætninger:

1) at der afstemmes kommunevis under fuld Hævdelse af den personlige Frihed,

2) at en Kommune kun regnes med ved Afstaaelsen, naar to Tredjedele af de valgberettigede har stemt for Afstaaelsen,

3) at der paa begge Sider af den nye Grænse forbliver lige store nationale Mindretal, idet de Kommuner, som har stemt for Tyskland indenfor det Omraade, der skal afstaas til Danmark, udlignes mod de sydligste Kommuner, som har stemt for Danmark (Kuglesystem),

4) at alle er berettigede til Stemmegivning, som har boet mindst et Aar i Afstemningsomraadet og kan vælge til den tyske Nationalforsamling,

5) at der ydes Garanti for, at de nationale Mindretal beskyttes efter Afstemningen.

Hvis disse Krav ikke opfyldes, saa nedlægger de tyske Nordslesvigere overfor Verden og Historien højtidelig Indsigelse imod den Voldførelse, der overgaar dem, og i Tillid til, at deres sønderbrudte Ret vil blive genoprettet i en lykkeligere Fremtid, afholder de sig fra Afstemningen. Det vilde være en uundgaaelig Følge, at der opstod en tysk Irredenta.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Da Fredskonferencens danske Kommission havde udarbejdet sin midlertidige Indstilling tilkaldte det franske Medlem, Direktør i det franske Udenrigsministerium, Jules Laroche, 8. Marts om Aftenen, den danske Gesandt, ledsaget af H. P. Hanssen og H. V. Clausen.

Ved denne Lejlighed oplæste Laroche for de danske Herrer i den  franske Affattelse forskellige Afsnit af Kommissionens Indstilling, som paa det paag. Tidspunkt forelaa trykt (som Korrektur).

Samme Aften telegraferede Gesandten til Udenrigsministeren:
Kommissionens Rapport er paa alle de principale Punkter i Overensstemmelse med vore Ønsker. Telegram følger.

Det saaledes bebudede Telegram afsendtes 9. Marts 1919 og indeholdt i sammentrængt Form, hvad den danske Gesandt paa daværende Tidspunkt kunde meddele om Kommissionens Indstilling til Timandsraadet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Midlertidig Indstilling fra Freds-Kommissionens Kommission for danske Anliggender

I sit (fjerde) Møde, 8. Marts 1919, vedtog og fremsendte Komm. for danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens overste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav (revendications). Kommissionen har været stillet overfor følgende Anmodninger ( demandes) fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed (considérée
comme une circonscription unique) maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket der om, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Kommissionen har givet sit Samtykke til det første af den danske Regerings Forslag. Den mener dog, at Udtrykket Nordslesvig, selv om det almindeligt anvendes og forstaas, frembyder Ulæmper.

Som Følge deraf betegner den det Landomraade, hvorom det drejer sig, paa den Maade, at den angiver, at det er beliggende Nord for den af den danske Regering fastsatte Grænse, nemlig:

En Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord
til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken, og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen, indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

Hvad det andet Forslag angaar, da mener Kommissionen, at det vil være forbundet med Ulæmper at begrænse Adgangen til Deltagelse i  Folkeafstemningen udelukkende til de Kommuner, hvis Befolkning har udtalt Ønsket om at faa Lejlighed til at stemme. Det vilde nemlig blive temmelig vilkaarligt at fastsætte et Minimum for Tallet paa Ansøgere, hvis Henvendelse skulde tages i Betragtning, og det rnaatte paa den anden Side anses for nødvendigt, at et saadant Minimum blev fastsat.

Man kan nemlig gaa ud fra, at mange Mellemslesvigere vil afholde sig fra offenlig at tilkendegive deres Ønske om at blive kaldede til at stemme, fordi de nærer Uvished om Afstemnings-Resultatet og altsaa frygter Represalier i det Tilfælde, at de paany skulde blive tyske.

Kommissionen har yderligere været af den Mening, at det vilde være forbundet med Interesse at udstrække Afstemningen til alle Dele af Slesvig, hvor der maatte være nogen Udsigt til at finde danske Sympatier.

Ad denne Vej aabner man Mulighed for, at Distrikter, hvori dansk Nationalfølelse muligvis vil gøre sig gældende, efter at Egnen er blevet rømmet af Tyskerne, kan vende tilbage til Danmark.

Endelig vil man paa denne Maade een Gang for alle have ordnet Spørgsmaalet om disse Landomraaders Tilhørsforhold og derved fjærnet Grundlaget for enhver nationalistisk Agitation, som senere vilde kunne opstaa.

Imidlertid maa de Argumenter mod en alt for stor Udvidelse af Folkeafstemningen, der anføres af Danskerne og af Slesvigerne selv, tages i Betragtning.

De nærer Ængstelse for, at Tyskerne i den Del af det sydlige Slesvig, som er indbefattet i Rømnings-Zonen, vil udøve Tryk paa de danske Vælgere og drive virksom Propaganda blandt dem.

Den danske Regering nærer ligeledes Ængstelse for, at det vil gøre et uheldigt Indtryk paa den offenlige Mening, hvis i denne Egn et stort Flertal udtaler sig mod Genforening med Danmark.

Denne Mulighed kan forekomme, men vil være uden praktisk Betydning.

Der er nemlig Enighed om, at i Slesvigs midterste og sydligste Del skal Afstemnings-Resultatet undersøges kommunevis, og at det skal være paa dette Grundlag, at den nye Grænse saa vidt muligt fastsættes. Man kan derfor afvise dette rent moralske Argument, og der kan iøvrigt ogsaa bødes paa de nævnte Vanskeligheder.

Det første Argument har derimod aabenbart større Betydning.

Imidlertid synes det, at Danskernes Ængstelse er overdreven, og at Rømningen vil udøve gunstig Indflydelse paa Stemningen.

Hvorom alting er, der kan og bør træffes Forholdsregler til at bøde paa disse Ulæmper.

Der foreslaas altsaa følgende:

De slesvigske Befolkninger vil blive kaldede til gennem en Folkeafstemning at bestemme deres Skæbne i det Omraade, der ligger Syd for den første Linje (Syd om Øen Als, Nord om Øen Sild) og Nord for en Linje, der i Retningen fra Øst til Vest tager sit Udgangspunkt ved Sliens Munding, følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive, Vejen til Husum exdusive, og forlænger sig Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Dette Omraade vil blive delt i to Dele; et første Afsnit vil komme til at omfatte Landet mellem Linjen Syd om Als, Nord om Sild og en Linje, der fra Vest til Øst løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Søholm Aa, fortsætter i Retningen Sydøst, bøjer uden om Lyngsted og Østenaa, stiger mod nordøst indtil Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, mellem Jaruplund og Lille Volstrup, mellem Tostrup og Veseby, mellem Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjærg og Langballe, indtil den naar Østersøen mellem Sigum og Langballe.

I den saaledes afgrænsede Zone kan der ventes gode Resultater for Danskerne; Omraadet svarer iøvrigt paa det nærmeste til, hvad den danske Regering og Slesvigs Delegerede selv har angivet.

I Overensstemmelse med det af de interesserede Parter udtalte Ønske vil Afstemningen i denne Zone finde Sted indenfor en Frist paa mindst 8 Uger efter Tyskernes Rømning. Man nærer nemlig Ængstelse for, at den “Begejstrings-Bølge”, der for Tiden river de danske Elementer med sig, vil kunne stilne af og efter en vis Tid give Plads for Ligegyldighed.

I sidste Zone, der ligger Syd for andet Afsnit og strækker sig til Linjen Sli-Slesvig-Husum, bør Folkeafstemningen finde Sted indenfor en Frist paa to Maaneder efter Rømningen.

Paa denne Maade vil man næsten straks komme til at kende Udfaldet af Afstemningen i den nordlige Del af Slesvig og meget hurtigt Resultaterne fra Mellemslesvig. Det er omtrent sikkert, at de danske Krav vil blive opfyldt i første Afsnit, og det er sandsynligt, at i hvert Fald for en stor Del det samme vil finde Sted i det Afsnit, der mod Syd begrænses af Kortets røde Linje.

Naar Afstemningen i tredje Zone finder Sted senere, vil der blive en
Frist til frie Overvejelser (délai pour libérer les esprits). Da paa den anden Side de forudgaaende Afstemninger sandsynligvis i det store og hele vil være faldet ud til Fordel for Genforening (désannexion), saa vil det daarlige Indtryk, et ugunstigt Udfald af den sidste Afstemning kunde udøve paa dansk offenlig Mening, blive mildnet ved det gode Resultat, der forud var opnaaet.

Folkeafstemningen bør i de tre Zoner overvaages af en international Kommission, sammensat af Repræsentanter for de allierede og associerede Stormagter og af Delegerede fra den norske og svenske Regering, som det er ønskeligt at knytte til Kommissionen paa Grund af deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Kommissionen bør ikke omfatte danske og tyske Medlemmer.
Derimod vil, efter de interesserede Parters Ønske, danske og tyske tekniske Medlemmer, valgt af Kommissionen i den stedlige Befolkning, blive knyttet til Kommissionen for at bistaa denne under dens Virksomhed.

Det anses for nødvendigt straks efter Tyskernes Rømning at landsætte 4 å 500 Mand i Flensborg og omtrent halvt saa mange i Slesvig By.

Overensstemmende med den danske Regerings Anmodning vil det være nødvendigt, at Tyskland snarest muligt rømmer ikke blot den Del af Omraadet, hvor Afstemningen skal finde Sted, men ogsaa en Strimmel Syd for dette Omraade, der vil kunne danne en  Beskyttelses-Zone mod den tyske Propaganda.

Denne Zone skal ligeledes stilles under den internationale Kommissions Øvrighed indtil det Tidspunkt, da den dansk-tyske Grænse er bleven fastlagt i Overensstemmelse med Afstemningens Resultater. Ro og Orden skal, hvis det gøres nødvendigt, opretholdes af allierede Troppeafdelinger.

Den tyske Regering bør kalde ikke blot hele den væbnede Magt, men ogsaa Regerings-Myndighederne samt Arbejder- og Soldater-Raadene tilbage fra denne Zone (hvis Grænse nedenfor angives).

Det vilde i og for sig være ønskeligt, om Rømnings-Zonens Sydgrænse kunde falde sammen med Provinsen Slesvigs Sydgrænse, idet der paa denne Maade vilde være skabt virksom Beskyttelse mod den tyske Propaganda. Paa en vis Strækning falder denne Sydgrænse imidlertid sammen med Kiel-Kanalen. Denne Omstændighed kan ganske vist fra visse Synspunkter set frembyde Fordele, men den vil ogsaa være egnet til at støtte den Opfattelse, at Linjen ikke bør komme i Betragtning.

Man kunde da lægge Rømnings-Grænsen 6 Kilometer Syd for Linjen Sli-Syd for Slesvig-Syd for Husum, der er Afstemnings-Zonens Sydgrænse.

I Overensstemmelse hermed foreslaar Kommissionen at tage følgende Beslutninger:

Besjælet af Ønsket om at give Slesvigs danske Befolkninger, der voldelig er bleven indlemmede i Tyskland, Mulighed for at tilkendegive deres Attraa og udtale sig om deres Skæbne, beslutter de allierede Regeringer:

A. — At der skal finde Folkeafstemning Sted i den Del af Slesvig, der ligger Nord for en Linje, som fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

B. — At af Hensyn til de Karakter-Forskelligheder, der gør sig gældende i nogle Dele af Slesvig, og som skyldes Indbyggernes Afstamning, Sæder og Skikke, Kultur, Sprog etc., det ovennævnte Omraade deles i tre Afsnit, der stemmer efterhaanden, det ene efter det andet.

C. — At der i Fredspræliminærerne med Tyskland indsættes følgende Bestemmelser:

Grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i  Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker (aspirations).

I dette Øjemed vil Befolkningen, der bor paa de Landomraader, som ligger Nord for en Linje, der fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, blive kaldede til at udtale sig gennem en Afstemning, som vil være at foretage paa følgende Vilkaar:

1. Fra det Tidspunkt, nærværende Fredspræliminærer er bleven underskrevet, og indenfor en Frist, der ikke maa overstige … Dage, skal de tyske Tropper og Øvrigheder (Oberpräsidenten, Regierungspräsidenten, Landräthe,  Amtsvorsteher, Oberbürgermeister etc.) saavel som Arbejder og Soldater-Raadene forlade det Omraade, der ligger Nord for den fastsatte Linje.

Nævnte Zone skal uopholdelig underlægges en international Kommissions Myndighed. Kommissionen sammensættes af Repræsentanter for de amerikanske, britiske, franske, italienske og japanske samt for de norske og svenske Regeringer, idet hver Regering udpeger to Repræsentanter.

Kommissionen skal være i Besiddelse af almindelig Politi-Myndighed.

Det paahviler den navnlig: uopholdelig at sørge for Erstatning for de rømmede tyske Øvrigheder eller for stedlige Myndigheder, hvis Forbliven ikke anses ønskelig — og at træffe alle Foranstaltninger, der skønnes egnede til at sikre Afstemningens Frihed og Oprigtighed. Kommissionen kan lade sig bistaa af tyske og danske tekniske Raadgivere, valgte af den selv i den stedlige Befolkning.

2. Stemmeret skal tilstaas alle i Folkeafstemnings-Distriktet bosatte
Mænd og Kvinder, der har fuldendt det 20. Leveaar, og som

a) er født i de Omraader (circonscriptions), hvor Folkeafstemning finder Sted,

b) eller har haft fast Ophold (établis) dér før 1. Januar 1900,

c) eller er født i disse Omraader, men udvist af de tyske Myndigheder.

Der skal tages alle Forholdsregler til at sikre Stemmeafgivningens  Hemmelighed.

Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer.

3. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild, skal der skrides til den ovenfor nævnte Afstemning senest tre Uger efter, at Landet er blevet rømmet af de tyske Tropper og Øvrigheder. Afstemningens Resultat skal opgøres og betragtes som fastslaaet paa Grundlag af Flertallet af Stemmer, der er afgivne i denne Del af Zonen som Helhed (sera compté et acquis suivant la maiorité des voix dans l’ensemble de cette partie de la Zone).

4. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov, skal der skrides til Afstemning fem Uger efter, at Folkeafstemningen i første Zone har fundet Sted.

5. I den Del af den rømmede Zone, der ligger mellem den i Paragraf 4 nævnte Linje og en Linje, som udgaar fra Sliens Munding og ender Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, skal der skrides til Afstemning senest to Uger efter, at Folkeafstemningen i anden Zone har fundet Sted.

6. Grænsen skal fastsættes paa Grundlag af Afstemnings-Resultaterne og efter de allierede Regeringers Angivelser, som  nævnt i Paragraf 3 og 4, idet der tages Hensyn til de geografiske og økonomiske Muligheder ( possibilités).

7. Indenfor et Tidsrum af to Aar fra Afstemningsdagen at regne har:

a) enhver Person, født i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, og ikke bosat i denne Egn, Ret til at optere for Danmark,

b) enhver Person, bosat i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, Ret til at optere for Tyskland.

c) Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.
De Personer, som efter 1. Oktober 1918 har valgt Bopæl i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, kan ikke erhverve dansk Indigenat uden særlig Tilladelse. Optanterne bør tage Bopæl i den Stat, som de har opteret for.

Det staar dem frit at bevare fast Ejendom, som de besidder paa den Stats Omraade, hvor de havde Bopæl forinden Optionen. Det staar dem frit uden Toldafgift at medføre deres rørlige Ejendom til det Land, for hvilket de har opteret. Det staar dem frit at medføre deres rørlige Formue og Løsøre, og de skal være fritagne for alle Afgifter heraf.

8. Hvad angaar den Egn, som ligger Nord for den i Paragraf 3 omtalte Linje, da vil den danske Regering kunne besætte den med sine militære og administrative Myndigheder, umiddelbart efter at Afstemnings-Resultatet er blevet bekendt, og saafremt dette Resultat tilkendegiver Befolkningens Ønskeom Territoriets Genindlemmelse i Kongeriget Danmark.

9. Saasnart Grænsen i det store og hele er fastsat, som omtalt i Paragraf 6, vil den danske Regering — uden at vente paa Udførelsen af de Arbejder, der skal udføres af den blandede Kommission, som i givet Fald skal udnævnes til Grænsens Fastsættelse i Marken — kunne lade det Danmark tilfaldende Territorium besætte med sine Tropper og Myndigheder, og den tyske Regering vil paa samme Maade kunne besætte den rømmede Zone indtil den saaledes fastsatte Grænse.

10. Fredstraktaten vil bestemme den Andel og nærmere Beskaffenhed af Tysklands og Preussens finansielle Forpligtelser, som Danmark vil have at overtage, saavel som alle andre Spørgsmaal, der opstaar af den fuldstændige eller delvise Tilbagelevering til Danmark af det Landomraade, hvis Opgivelse blev det paatvunget ved Traktaten af 30. Oktober 1864.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Har du eller andre i din familie stadig kontakt med den franske familie, som din oldefar, bedstefar eller måske egen far tjente for under krigsfangenskab i Frankrig under 1. verdenskrig?

I anledningen af 100 året for hjemkomsten af de sønderjyske krigsfanger søger jeg danskere, der har kontakt til den franske familie, som jeres familiemedlem arbejdede for som en del af fangenskabet i den sønderjyske krigsfangelejr i Frankrig, Aurillac-lejr.

Historien om, at familier fra Danmark og Frankrig er knyttet sammen i 3.-4. generation på baggrund af en krigsfangelejr under 1. verdenskrig er en spændende historie. Den er overraskende, den viser, hvordan historien efterlader sig spor, og det er den store historie fortalt i en helt konkret og personlig fortælling.

Jeg håber, nogen vil fortælle mig deres historie om familiens tilknytning til Aurillac-lejren.

Mvh Linda Corfitz Jensen, historie-reporter på Kristeligt Dagblad. Skriv gerne en mail til corfitz@k.dk.

Officiel tysk Udtalelse i Weimar:

Som Svar paa et Forslag til Beslutning, der 7. Marts 1919 blev stillet til Nationalforsamlingen i Weimar, og som gik ud paa at opfordre Rigsregeringen til “at imødegaa de Anneksionslyster, som næres af nationalistiske Kredse i Danmark m. H. t. den tyske Nordmark”, udtalte Rigsregeringens Repræsentant, Grev Wedel, s. D. følgende:

Tyskland kræver, at Præsident Wilsons Grundsætninger anvendes retfærdigt og loyalt, og at Afstemningen bringer Befolkningens virkelige Vilje for en Dag. Thi det maa – for at tale med Wilson – hindres, at der skabes nye Elementer til Tvist og Fjendskab, som sandsynligvis i Tidens Løb vilde forstyrre Europas og dermed Verdens Fred. Mellemslesvig maa derfor ligesom Dele af Nordslesvig have Ret til at blive ved Tyskland, hvis de vil det.

De Efterretninger, som i de sidste Dage er udbredt fra Paris, synes imidlertid at gøre en retfærdig Løsning af Spørgsmaalet problematisk.

Den tyske Regering vil med alt Eftertryk virke hen til en retfærdig Afstemningsmaade.

Den er sig bevidst, at den intet kan udrette mod Sejrherrens
Magtsprog; men intet vil bringe den til at anerkende Magt for Ret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Om Formiddagen aflagde Madame de Quirielle, (Jaques de Coussange) mig en Visit paa mit HoteL

Vi talte ene sammen i en Timestid; hun var meget elskværdig og medgørlig. Hun sagde, at saavidt hun kunde se, var ingen fremstaaende dansk Politiker Tilhænger af Dannevirkelinien. Dette stadfæstede jeg.

Alexander Foss, Neergaard og Dr. Munch aflagde imens en Visit hos Udenrigsminister Pichon, som de fandt meget velvillig stemt. Han havde ytret, at han fandt de danske Krav meget moderate, men at han meget vel forstod Ønsket om at bevare Nationalstaten og at blive fri for tyske Elementer i større Antal indenfor Rigets Grænser.

Klokken 6 Eftermiddag havde Delegationen en Sammenkomst, hvor vi affattede og enstemmig godkendte følgende Beretning om Forhandlingerne med den belgiske Kommission den 6. Marts:

”Kommissionens Ordfører udtaler først, at det, man ønsker, er at gøre [dvs. stille] forskellige Spørgsmaal.

Gesandten oplæser Udtalelsen paa Delegationens Vegne.

Ordføreren: Er alle enige om Grænsen for det egentlige Nordslesvig? Der svares ja.

Ordføreren: Er der ogsaa Enighed om Grænsen for Afstemningsomraadet i Mellemslesvig?

Gesandten: Ja, denne Grænse gaar saa langt mod Syd, at der længere mod Syd slet intet Grundlag er for danske Stemninger.

Ordføreren: [Hvor-]Naar ønskes Afstemningen i Nordslesvig? Svar: Uden Frist, saasnart Afgørelsen er faldet. Ja, men Evakuationen tager ogsaa Tid. Ja, vel 8 Dage. Og Valglisterne og lignende. Svar: Man kan sige 14 Dage ialt

Ordføreren: [Hvor-]Naar ønskes Afstemning i Mellemslesvig? 8 Uger efter Rømningen. Men der skal ogsaa Frist til Rømningen.” Ja, navnlig i Flensborg, vel en 14 Dage. Den samlede Tid angives da til 10 Uger. Selve Rømningen behøver nemlig ikke mere Tid i Mellemslesvig, men Agitationen kraver nogen Tid. De tyske Tropper i Flensborg opgives til 4000.

Ordføreren spurgte om det økonomiske Mellemværende. Den udarbejdede Erklæring oplæstes Ordføreren siger, at det hører ikke under denne Kommission; han anbefaler at sende den til Konferencens Præsident med Anmodning om Forelæggelse for det finansielle Udvalg.

Ordføreren spørger om Optionsregler. Det nævnes, at man ønsker gensidig Optionsret i to Aar, at alle, født i det Omraade, der kommer til Danmark, vil kunne optere for Danmark; alle, der har hjemme i dette Omraade, for Tyskland; de opterende skal tage Bopæl i det Land, de vælger; fast Ejendom kan bevares i det andet Land, Løsøre indføres toldfrit, de bør beskyttes mod Skattepaalæg ved Udvandringen. Redegørelse loves.

Afstemningsreglerne oplæses af Gesandten. Man standser ved forskellige Punkter.

Den amerikanske Delegerede: ”Afstemningens Frihed betyder vel hemmelig Afstemning? Ja.

Den amerikanske Delegerede: Hvorfor Grænsen ved 1900, ikke ved 1898, da Köllerpolitikken begyndte? Svar: Køllerpolitikkens større Betydning fra 1900. Grundkøb, Subventioner, Udvisning af Tjenestefolk, Indvandringen til Flensborg, desuden Flaadestationer i Flensborg og Sønderborg.

Den amerikanske Delegerede: Ja, det er tilstrækkelig Begrundelse, spørger dog, om der er Tal for Indvandringen. Nej.

Med Hensyn til Rømningen spørges, om der ønskes Rømning kun i Afstemningsomraadet eller ud derover.Der svares: en halv Snes Kilometer sydligere for at undgaa Rivninger.

Er der Tropper der? Nej, men det bør hindres, at der kommer. Derved forsvinder jo ogsaa Arbejder- og Soldaterraadenes Indflydelse.

Ordføreren: Er det ønskeligt, at Forvaltningen i Slesvig By fjernes? Efter Konference med Hanssen og de andre Sønderjyder svares, at der intet Ønske er derom, det kan snarest volde Vanskeligheder, idet Socialdemokraterne vil blive ophidsede ved Opløsningen af Arbejder- og Soldaterraadene.

Ordføreren spørger, om det ikke er bedre, at de tyske Myndigheder fjernes i hele Afstemningsomraadet i Stedet for kun de Steder, hvor det forlanges. Efter Konference med Sønderjyderne svares: Nej; det virker ophidsende, der mangler Personer. Nogle Steder kan der sættes danske Kontrollører. Der spørges om Antallet af Stemmesteder i Mellemslesvig, svares 140. Der nævnes den Mulighed, hvor Personer savnes, at tage dem fra Nordslesvig; i Flensborg nævnes Advokat Ravn som Tilforordnet: det tilføjes, at Personspørgsmaalet kan drøftes med den danske Regering.

Ordføreren spørger, hvorledes man tænker sig den militære Ordning. Der er en vis Modsigelse mellem Afstemningsreglernes sidste Punkt og den Opfattelse, der her har været fremme, siger han. Vi svarer, at der i Dele af Befolkningen, som angivet i vedkommende Punkt, er en Tro paa, at Besættelse vil vise sig nødvendig, men at vi antager, som det fremgaar af Motiverne til Afstemningsreglerne, at det vil vare tilstrækkeligt, at der er et eller flere Orlogsskibe paa Flensborg Fjord, hvorfra der i givet Tilfælde vil kunne landsættes et Detachement.

Ordføreren spørger, hvor mange det da skulde vare. Der navnes, at f. Eks. 500 vilde være tilstrækkeligt.

Ordføreren spørger: Ønsker man, at der i den blandede Kommission, der skal lede Afstemningen, er danske og tyske Repræsentanter. Svar: Der lægges ikke Vægt paa, at de er Medlemmer af Kommissionen, men der bør være saadanne som raadgivende Sagkyndige.

Ordføreren spørger, om man i den blandede Kommission, ved Siden af de allierede Repræsentanter, ønsker Norske og Svenske. Der svares Ja.

Under Diskussionen herom fremhæves fra vor Side stærkt det ønskelige i, at det hele afgøres ved Praliminærfreden. og at Landet straks efter Afstemningen overgaar til Danmark. Da dette begrundes med Rekvisitionerne, svarer Ordføreren, at disse hører jo op med Evakuationen. Vi svarer hertil, at Befolkningen ønsker meget snart at faa sine Forhold ordnede, og at det er ønskeligt, at den danske Forfatning, der skal ændres, hurtigt kommer i Orden.

Ordføreren spørger da, om det kan ske, naar Nordslesvig er overleveret, før Mellemslesvig kommer: Ja, det, der bliver tilbage, bliver Valglovsspørgsmaal, de kan tages for sig.

Ordføreren spørger, om man tænker sig Garantier for de tyske Minoriteter, og det franske Udenrigsministeriums Repræsentant i den belgiske Kommission gør opmærksom paa, at det har Interesse af Hensyn til Kongressens almindelige Grundsætninger.

Vi svarer, at saadanne Garantier formentlig ikke er nødvendige, der tænkes anvendt samme Love som i Danmark; der er Undervisningsfrihed; der vil kunne blive i alt Fald private Skoler med tysk Sprog. Den almindelige danske Lovgivning vil antagelig være tilstrækkelig Garanti. Det nævnes, at Danske Syd for Grænsen bør behandles tilsvarende, men vi undgaar at stille det op som en Tanke om gensidig Forpligtelse og fremsætter følgelig intet Ønske om at faa det fastslaaet i Aftalerne.

Vi lover skriftligt at præcisere Opfattelsen med Hensyn til Garantier for Minoriteterne.

Jeg var i Forvejen blevet opfordret til at udarbejde et Udkast til det Forslag om Optionsreglernes

Affattelse, som Kommissionen havde ønsket. Jeg forelagde og motiverede nu Forslaget, der blev vedtaget en bloc, blandt andet med den vigtige Bestemmelse, at de efter den 1. Oktober 1918 tilflyttede Personer – hvorimellem der var mange tvivlsomme Elementer – kun skulde have dansk Indfødsret efter særlig Bevilling.

Forslaget havde følgende Ordlyd:

”Retten til at optere i Løbet af 2 Aar efter Afstemningen bliver gensidig anerkendt. Enhver, der er født i den Del af Slesvig, som tilbagegives til Danmark, har Ret til at optere for Danmark. Enhver, der er bosat i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, har Ret fil at optere for Tyskland. Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.

De Personer, som efter 1. Oktober 1918 har bosat sig i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, kan ikke opnaa Indfødsret uden særlig Tilladelse. Optanterne skal tage Bopæl i den Stat, for hvilken de har opteret. Det vil staa dem frit for at bevare deres Ejendomme, som er beliggende i den Stat, hvor de før Optionen var bosat. De faar Ret til at indføre deres Løsøre toldfrit i det Land, for hvilket de har opteret. De skal have Lov til at medtage deres Formue til Trods for  Udførselsforbud og uden at erlægge de Afgifter, der rammer Formuen ved Udførselen.”

Aftenen tilbragte vi som sædvanlig sammen. Vi var under Opholdet i Paris skiftevis Gæster i hinandens Saloner.

Efter Forslag af Alexander Foss besluttede vi derefter at besvare Kommissionens Spørgsmaal vedrørende Garantier for Behandlingen af eventuelle tyske Mindretal saaledes:

”I Besvarelsen af et Spørgsmaal, der blev stillet af Kommissionens Formand, har de danske Delegerede den Ære at meddele følgende: De Delegerede er enige om, at Foreningen af det danske Slesvig med Kongeriget bør foregaa saaledes, at alle den danske Stats fremtidige Borgere behandles efter de samme liberale og demokratiske Principper og skal nyde de samme Rettigheder. Heraf følger saaledes, at de tyske Mindretals naturlige Ret til at bruge deres eget Sprog bliver respekteret. De Delegerede konstaterer navnlig, at den frie Skole er et Princip, som altid er blevet fulgt i den danske Lovgivning.”

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Torsdag den 6. Marts 1919.
Efter Aftale mødte hele Delegationen Klokken 9,40 i Hotel Meurice, hvor der holdt 3 Biler, som hurtigt førte os til det franske Udenrigsministerium.

Vi kørte ind i Gaarden, hvor Vognene gjorde Holdt, gik derpaa op ad Trapperne og blev vist ind i et Par Ventesale, som var meget pragtfuldt udstyret, alt var holdt i rødt og Guld.

Efter at have ventet et Kvarters Tid blev vi af en Adjudant ført ind i Forhandlingssalen til den saakaldte belgiske Kommission. Det var en lang, smal Sal med et hesteskoformet Bord. Midt foran Tværbordet præsiderede Tardieu med Amerikaneren, Professor Haskins paa sin højre og Englanderen, Sir Eyre Crowe paa sin venstre Side. Ved Siden af Sir Eyre Crowe sad det andet engelske Medlem af Kommissionen, Professor Headlam Morley. Ved højre Side af Professor Haskins sad det andet amerikanske Medlem, S. D. Embick. Paa venstre Side af Bordet sad Direktøren i det franske Udenrigsministerium, Laroche, to Japanere og en Belgier, paa højre Side to Italienere. Tilstede var endvidere som Sekretær Englanderen Carnegie.

Kammerherre Bernhoft forestillede os enkeltvis, inden Forhandlingerne begyndte, og Tardieu gav os alle Haanden, før vi satte os.

Vi fik Plads anvist mellem begge Længdeborde. I første Række sad Bernhoft og Munch, derefter Foss og Neergaard, H.P. Hanssen og Etatsraad Andersen, Bramsnæs og Kloppenborg-Skrumsager, H. V. Clausen og Glückstadt, Nis Nissen og Andreas Grau.

For Forhandlingerne aabnedes, tog Tardieu et Cigaretfoderal frem og bød de nærmestsiddende en Cigaret, selv tændte han ogsaa en.

Derpaa fik Kammerherre Bernhoft Ordet for at afgive den aftalte Beretning, i hvilken han konstaterede Rigsdagens og den tilstedevarende Delegations fuldstændige Enighed med Hensyn til de Synspunkter, der i Mødet den 21. Februar var blevet gjort gældende overfor Kommissionen.

Der rettedes derpaa af Kommissionen en Del Spørgsmaal til os, som forekom mig meget forstandige, og som viste, at Kommissionen havde indgaaende Kendskab til Sagen. Mens vi svarede, var der mange Par kloge, forskende Øjne rettede mod os. Særlig interesseret var aabenbart Amerikaneren Professor Haskins , som øjensynlig var godt inde i Forholdene.

Da vi saaledes helt uforberedt under drøftelsen af Afstemningsreglerne motiverede Forslaget om at fatsatte Fristen for Bosættelse i Afstemningsomraadet til den 1. Januar 1900 med Henvisning til Voldspolitikken, spurgte han straks: “Hvorfor 1900, Køllerpolitikken begyndte jo dog 1898”. Vi maatte saa forklare, at Udvisningerne fortsattes i de første Aar, og at der først kunde regnes med en deraf følgende Indvandring fra 1900. Ogsaa Laroche, titulær Minister og Direktør i det franske Udenrigsministerium, lagde under Forhandlingerne indgaaende Kendskab til Forholdene for Dagen. Mange af Spørgsmaalene blev rettede til mig. Laroche spurgte især om Mindretallenes Stilling, da dette var et principielt set meget vigtigt Spørgsmaal med Henblik paa de mange svævende nationale Spørgsmaal.

Han spurgte specielt, hvilke Garantier Danmark kunde byde med Hensyn til den fremtidige Behandling af et eventuelt tysk Mindretal indenfor Rigets Grænser.

Alexander Foss svarede: “De Garantier, der ligger i Danmarks frie Forfatning og frisindede Lovgivning, sarlig hvad Kirke- og Skole-Spørgsmaal angaar.”

Spørgsmaalet blev derefter udsat, idet vi blev opfordret til at præcisere dette nærmere i en skriftlig Erklæring.

Det samme var Tilfældet med Options-Spørgsmaalet. Vi blev ligeledes, hvad det angik, efter en kort drøftelse opfordret til at fremsætte et skriftligt Forslag.

Da Forhandlingerne sluttede, gav Tardieu os alle Haanden til Afsked.
Klokken 1 var en Del af os indbudt til Frokost hos Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Alexander Foss, Neergaard, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen og jeg, endvidere Formanden for Senatets udenrigske Udvalg, Vicomte de Cornudet, Direktor Laroche, Magister H. V. Clausen, Professor Verrier og Franz von Jessen.

Efter Frokosten kom Neergaard og Clausen i Samtale om fransk Kunst. Jeg afbrød dem og bad,da jeg ikke selv taler Fransk, Neergaard om at indlede en Samtale med Laroche om Forholdene i Nordslesvig.

Dette gjorde han. Jeg blev ogsaa draget ind i Samtalen, idet Franz von Jessen kom til og tilbød sig som Tolk. Vi drøftede derfor Forholdene ret indgaaende, og Laroche billigede, saavidt vi kunde skønne, i det hele vore Synspunkter og gik blandt andet, som Mellemslesvigsk Udvalg ønskede, ind paa at afkorte den oprindeligt paatankte 6 Maaneders Frist mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig.

Om Aftenen var jeg indbudt til Middag hos Franz von Jessen, som boer i en køn lille Villa i Udkanten af Byen. Tilstede var endvidere: Alexander Foss, Neergaard, Direktør Prior og Forfatteren Johs. Jørgensen.

Franz von Jessens nydelige lille franske Soldaterbarn, som han havde taget til sig, efter at Faderen var falden, sang for os. Samtalen var meget livlig. Franz von Jessen rettede stærke Angreb paa Regeringen og ligeledes paa den saakaldte Oktoberadresse. Da han under Angrebene citerede Udtalelser af den tidligere franske Gesandt i København, Conty, og tog hans Parti overfor Professor Høffding, med hvem Gesandten havde haft et Sammenstød, greb Alexander Foss ind og sagde hvast, at af de to Mand foretrak han Høffding, idet han tilføjede en meget skarp Bemærkning om Conty. Neergaard sluttede sig til Alexander Foss og tog ligeledes Professor Høffdings Parti.

Franz von Jessen overgav Neergaard Kopier af to vigtige Telegrammer, som under Krigen fra Paris var blevet afsendt til ham og Etatsraad Andersen, men som de ikke havde modtaget. Han troede, at Telegrammerne var blevet undertrykt af Censuren. Neergaard vilde undersøge dette nærmere. Baade Franz von Jessen og Prior hævdede, at Regeringen var meget daarligt anskrevet i Frankrig. Johs. Jørgensen stemte i med og stadfæstede dette.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den 3. Marts ankom til Paris den dansk-slesvigske Delegation, som havde følgende Sammensætning

Fra Danmark:

Etatsraad H. N. Andersen, Skibsreder, administrerende Direktør for ”Østasiatisk Kompagni” i København; C. V. Bramsnæs, Medlem af Landstinget, delegeret af Rigsdagens socialdemokratiske Parti; Alexander Foss, Medlem af Landstinget, delegeret af Rigsdagens konservative Folkeparti; Etatsraad Emil Glückstadt, administrerende Direktør for ”Landmandsbanken” i København, Repræsentant for Finansministeriet; Dr. phil. P. Munch, Medlem af Folketinget, Forsvarsminister, delegeret af Rigsdagens radikale Parti; N. Neergaard, Medlem af Folketinget, fhv. Konseilspræsident, Forsvarsminister og Finansminister, delegeret af Rigsdagens Venstre.

Fra Slesvig:

Andreas Grau, Redaktør af Dybbøl-Posten (Sønderborg), Repræsentant for den mellemslesvigske Befolkning; H. P. Hanssen, Medlem for Nordslesvig af den tyske Rigsdag; H.D. Kloppenborg Skrumsager, Medlem for Nordslesvig af den preussiske Landdags Andetkammer; N. Nissen, Medlem for Nordslesvig af den preussiske Landdags Andetkammer.

Delegationen, ledsaget af H A. Bernhoft og H V. Clausen, havde 6. Marts Foretræde

for Fredskommissionens danske Kommission. Gesandten oversatte Kommissionens Formands Forespørgsler til Delegationen og afgav paa dennes Vegne Svarene.

Efter at Kommissionens Formand, André Tardieu, i hjærtelige Ord havde budt Delegationen Velkommen, oplæste Gesandten paa Delegationens Vegne en af denne affattet Erklæring (se bilag nedenfor)

Under Forhandlingernes videre Forløb oplæste Gesandten ligeledes dels et Memorandum vedr. den finansielle Ordning, dels et Memorandum vedr. Afstemningsreglerne.

Teksten til Delegationens Erklæring og Memorandum om Afstemningsreglerne blev efter Oplæsningen overrakt Kommissionen.

Det finansielle Memorandum blev derimod efter en Henstilling fra André Tardieu tilstillet Fredskonferencens Præsident til Videresendelse til den finansielle Kommission.

To under Forhandlingerne af Kommissionen rejste Spørgsmaal besvaredes af Delegationen samme Dag, som meddelt nedenfor.

Formanden, André Tardieu: Er De, mine Herrer, alle enige om den Grænse for Nordslesvig, Nord for hvilken der skal stemmes en bloc?

H.A. Bernhoft: Ja.

Formanden: Er De ligeledes enige om Sydgrænsen for Mellemslesvig?

H.A. Bernhoft: Ja; denne Grænselinje omfatter alt, hvad der sproglig set er dansk. Syd for denne Grænse er Befolkningen ikke længere dansk.

Ch. Haskins: Hvorfor har De som Betingelse for Udøvelsen af Stemmeretten fastsat et Ophold i Afstemnings-Omraadet, der skal regnes fra 1 . Januar 1900? Jeg tillader mig at stille Dem dette Spørgsmaal, fordi, hvis jeg mindes rigtig, den voldsomme preussiske Undertrykkelse, det saakaldte Köller-Regimente, begyndte allerede i 1898.

H.A. Bernhoft: Det er fuldstændig rigtigt. Virkningen af Köller-Regimentet, navnlig Masse-Udvisningen, Stats-Opkøb af Jord o. s. v. begyndte imidlertid egentlig først fra Aaret 1900 at regne.

Formanden: Hvad skal der nøjagtig forstaas ved en fri Afstemning? Vil det efter D’Herrers Mening sige hemmelig Afstemning?

H.A. Bernhoft: Ja!

I Anledning af et Spørgsmaal vedr. de tyske Troppers og de preussiske Overøvrigheders Rømning af Afstemnings-Omraadet udtalte Delegationens Ordfører:

H.A. Bernhoft: Rømningen bør ogsaa omfatte Arbejder- og Soldater-Raadene. Men Byen Slesvig kan vedblive at være den tyske Central-Administrations Sæde.

De Forvaltnings-Myndigheder, der hører under Central-Administrationen, kan indbefattes i Rømningen, men dette gælder ikke de folkevalgte Forsamlinger.

Formanden: Jeg vilde sætte Pris paa, mine Herrer, at lære Deres Mening nærmere at kende.

H.A. Bernhoft: Vi ønsker, at et Omraade paa en halv Snes Kilometers Bredde Syd for Afstemnings-Omraadets sydligste Grænse skal rømmes af de tyske Tropper.

Formanden: De ønsker altsaa ikke, at den civile preussiske Administrations høje Embedsmænd skal fjærnes?

H.A. Bernhoft (efter længere Forhandling mellem de Delegerede indbyrdes): Nej, det synes os ikke uomgængelig nødvendigt, at de skal rømme. Disse Embedsmænds Fjærnelse vil kunne virke stærkt irriterende paa Arbejder- og Soldater-Raadene og paa Socialisterne i Flensborg.

Formanden: Men nu i Mellemslesvig — vil det ikke være nødvendigt dér at fjærne de civile preussiske Myndigheder?

H.A. Bernhoft (efter ny Drøftelse mellem de Delegerede indbyrdes): Nej, Delegationens slesvigske Medlemmer ønsker ikke disse Myndigheders Fjærnelse. Vi kan uden Vanskelighed erstatte de preussiske Embedsmænd overalt i Nordslesvig. Men det forholder sig ikke saaledes i Mellemslesvig, hvor der vil savnes danske Personligheder til at træde i de nuværende Øvrigheders Sted.

Under Drøftelsen af den intern. Plebiscit-Kommission faldt følgende Udtalelser:

H.A. Bernhoft: Den planlagte internationale Kommission bør sammensættes delvis af Repræsentanter for Stormagterne, delvis af Repræsentanter fra de skandinaviske Lande. Danskere og Tyskere kan knyttes til Kommissionen, men kun som tekniske Tilforordnede.

Kommissionen bør have sit Sæde i Flensborg og kontrollere Nordslesvigs Forvaltning, medens den ved Hjælp af et dansk Personale udøver Forvaltnings-Myndighed i Mellemslesvig.

I det mindste i Mellemslesvig bør den have een Repræsentant paa hvert Afstemnings-Sted. Tallet herpaa er 140, et i hver Kommune, bortset fra Flensborg By. Et eller to Krigsskibes Nærværelse i Flensborg, der i givet Fald kunde landsætte Tropper, vilde være nyttig, men den hertil nødvendige Styrke overstiger ikke 500 Mand.

Formanden: Den af Hr. Bernhoft indleverede Memoire om Afstemnings- Ordningen foreslaar i sin Artikel 5 en allieret eller neutral Besættelse af Flensborg og en Del af Mellemslesvig. Nu har imidlertid De, mine Herrer, nys udtalt, at det simple Krav om Rømning (une simple évacuation) af denne Egns tyske Embedsmænd efter Deres Mening vilde kunne virke skadeligt for danske Interesser paa Grund af den Irritation, den vilde skabe hos Socialisterne i Flensborg. Jeg vilde være Dem forbunden for at forklare os denne tilsyneladende Modsigelse.

H.A. Bernhoft: Det er ganske vist, at en Del af Befolkningen anser en allieret eller neutral Besættelse for at være nødvendig. Men vi for vor Del tror, at det vilde være tilstrækkeligt at lade et eller flere Krigsskibe med Landgangskorps til Anvendelse i givet Tilfælde stationere ud for Flensborg.

Nordslesvigs Delegerede mener, at der ikke vil blive Brug for nogen væbnet Styrke i disse Egne. Befolkningen er rolig, lovlydig og velorganiseret.

Formanden: Den blandede Kommission, der omtales i Artikel 4 i den Memoire, jeg her har i Haanden—- skulde den efter Deres Mening sammensættes af danske og tyske Medlemmer?

H.A. Bernhoft: Ikke nødvendigvis Medlemmer, men danske og tyske Tilforordnede eller Eksperter burde efter vor Mening knyttes til Kommissionen.

Formanden: Ønsker De, at Kommissionen foruden de Medlemmer, de allierede Magter udnævner, skal tælle svenske og norske Medlemmer?

H.A. Bernhoft: Ja.

Paa Foranledning af et Spørgsmaal fra Formanden, udtalte Delegationens Ordfører:

H.A. Bernhoft: Hvad Optionen angaar, da mener vi, at det vil være rigtigt at tilstaa en Optionsfrist paa to Aar til de Personer, der er bosat i de Danmark tilfaldne Distrikter, og som ønsker at forblive tyske Statsborgere.

Omvendt bør der ogsaa tilkomme de Personer, som er født i disse Distrikter og bosat udenfor den Zone, der genforenes med Danmark, en Frist paa to Aar til at optere for Danmark.

De Personer, der opterer for Tyskland, skal forlade Landet, men de vil kunne medføre deres Løsøre uden Konfiskering eller Afgifter af nogen Art, og de kan vedblive at bevare deres faste Ejendomme. Det er en Selvfølge, at det samme maatte kræves af Tyskerne til Fordel for Danmark.

Formanden: Hvilken Stilling indtager De til de fremtidige, eventuelle tyske Mindretal, som maatte blive tilbage Nord for den nye Grænse?

H.A. Bernhoft: De tyske Mindretal, der bliver tilbage paa dansk Landomraade, vil ikke behøve særlige Garantier, da den danske Forfatning sikrer dem al den Frihed, de er berettiget til at kræve. Derimod vil der være Grund til at skaffe Garantier for de danske Mindretal, der bliver tilbage Syd for den fremtidige Grænse.

Formanden: De er ikke uvidende om, at Spørgsmaalet om Mindretallenes Rettigheder udgør et af Punkterne for Nationernes Forbunds Program?

H.A. Bernhoft: Ganske vist, men i Danmark trænges der ikke til kontraktmæssig Sikkerhed. Lovgivning og Forfatning er udpræget demokratiske og byder alle tænkelige Garantier, navnlig hvad angaar den private Undervisning, Religions-Udøvelsen, Forsamlings- og Presse-Friheden.

Formanden: Det veed jeg meget vel, og jeg er enig med Dem. For at undgaa at tale mere om den Ting spørger jeg Dem, om De vil være villig til at give os en skriftlig Erklæring af det nævnte Indhold?

H.A. Bernhoft: Med største Fornøjelse.

Bilag 1:

Delegationens Erklæring

Den danske Delegation repræsenterer de fire store Partier i den danske Rigsdag, de slesvigske Repræsentanter baade Nordslesvig og Mellemslesvig.

Alle ser de paa Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal med samme Øjne; det danske Folk er som andre Folk delt i politiske Partier med vidt forskellige Anskuelser om indre Spørgsmaal, men i denne Sag staar disse Partier enige.

Delegationen er kommet for overfor Fredskonferencen at give Udtryk for denne Enighed nu, da det danske Folks Ønske om Genforening kan ventes virkeliggjort som Følge af de Allieredes Sejr.

Det fælles Ønske, der samler det danske Folk i Kongeriget og i Slesvig, er, at den nye Grænse skal drages i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelsesret paa Grundlag af en fri Folkeafstemning. Vi ønsker, at denne Afstemning for Nordslesvigs Vedkommende skal foregaa snarest mulig, efter at Landet er rømmet af tyske Tropper, og at Nordslesvig skal betragtes som en Helhed ved Afstemningen.

I Flensborg og de øvrige mellemslesvigske Distrikter, for hvis Vedkommende der overfor Konferencen af Danmarks Repræsentanter er fremsat Ønske om Afstemning, ønsker vi, at denne Afstemning skal foregaa kommunevis, og at den skal finde Sted 8 Uger efter at disse Egne er rømmede for tyske Tropper. Naar vi ønsker, at der skal være en Frist, er det for at det fornødne Oplysningsarbejde kan foregaa, men vi ønsker, at Fristen ikke skal vare længere end dertil nødvendigt, da der i Befolkningen i disse Egne er et stærkt Ønske om en snarlig Afgørelse af dens Skæbne.

Vi nærer den fuldeste Tillid til, at Fredskonferencen vil sikre en Afgørelse af det slesvigske Spørgsmaal i Overensstemmelse med Selvbestemmelsesretten, der for dette Spørgsmaals Vedkommende allerede i 1866 paa Frankrigs Initiativ er fastslaaet ved Pragfredens Artikel 5. Spørgsmaalet ligger saa klart, at vi haaber paa en snarlig Afgørelse. Det vilde være en stor Glæde for de danske Slesvigere og for hele det danske Folk, om Beslutningen om Afstemning i Slesvig kunde blive taget allerede ved den forestaaende Præliminærfred og Afstemningen finde Sted snarest mulig efter denne.

Og vi haaber da, at Overdragelse til Danmark af de Egne, som i Henhold til Afstemningen maatte blive genforenede med Danmark, vil kunne ske straks efter Afstemningen, uanset om ikke alle de Spørgsmaal, der andet Steds skal ordnes, til sin Tid er afgjorte.

Danmark ønsker Genforeningen med alle, der tænker og føler Dansk, men ønsker ikke at have indenfor sine Grænser en samlet tysk Befolkning, der er stærk nok til at skabe en tysk Irredentisme, og bringe Brud paa den nationale Enhed, der har været Danmarks Lykke.

Vi føler os forvissede om, at Fredskonferencen vil modtage disse vore Ønsker med Velvilje.

Bilag 2

Dansk Memorandum om Stemmerets-Reglerne1

1 . Nordslesvig opfattes som en Helhed, hvis Befolkning ved at stemme med Ja eller Nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

I Flensborg og de andre Distrikter i Mellemslesvig, hvorfra Ønske om Afstemning fremkommer, finder saadan Afstemning Sted kommunevis, saaledes at Afstemningen i hver enkelt Kommune tages som vejledende Grundlag ved Afgørelsen af Grænsen.

1. Stemmeret ved disse Afstemninger faar alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder, hjemmehørende i Afstemningsomraadet, som a) er født i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Tønder Amter, b) eller har haft fast Ophold inden for disse Amter siden den 1. Januar1900,  c) eller er født i de nævnte Amter, men udvist af de hidtilværende Myndigheder.
2. Stemmeretten udøves skriftligt under Former, som sikrer hver enkelts frie Viljesytring. Myndighederne maa ikke øve nogen Indflydelse paa Afstemningen. Enhver stemmer i den Kommune, hvor han har hjemme, de udviste i den Kommune, hvor de ved Udvisningen havde hjemme.
3. Afstemningsomraadet maa, før Afstemningen foretages, være rømmet af de tyske Tropper, for Flensborgs og de øvrige mellemslesvigske Distrikters Vedkommende mindst 8 Uger før Afstemningen. Samtidig med Rømningen indsættes en blandet Kommission, som er udrustet med tilstrækkelige Magtmidler til at sørge for, at Oplysningsarbejdet kan foregaa frit og uforstyrret, saa at en retfærdig Afstemning kan finde Sted. Da de hidtilværende Forvaltningsmyndigheder i stor Udstrækning mødes med Mistillid af den danske Befolkning, bemyndiges den blandede Kommission til paa Begæring af mindst 20 Vælgere i Landkommuner og Amtsdistrikter, mindst 200 Vælgere i Kredse, at fratage disse Forvaltningsmyndigheder den udøvende Magt og indsætte en anden i Stedet.
4. Hos den danske Befolkning i Flensborg og Mellemslesvig og i vide Kredse af Befolkningen i Nordslesvig findes den Opfattelse, at det er nødvendigt, at Flensborg og de mellemslesvigske Afstemningsdistrikter besættes af allierede eller neutrale Tropper mindst 6 Uger, før Afstemningen finder Sted.

Grundlaget for den til Konferencen skete Henvendelse om Afstemnings-Reglerne  danne den nordslesvigske Vælgerforenings Beslutning af 17. Nov. 1918.

Denne tog kun Sigte paa Afstemningen i Nordslesvig. For Mellemslesvigs Vedkommende har man ment, at disse Regler ikke er fuldt tilfredsstillende, og da det var ønskeligt, om Reglerne for de forskellige Omraader kunde blive saa ensartede som muligt, har man foretaget visse Ændringer.

For deres Vedkommende, der er tilflyttet Afstemnings-Omraadet fra andre Egne, har man, i Stedet for at kræve 10 Aars Ophold, krævet Ophold siden 1 . Jan. 1900.

Naar man har valgt dette Tidspunkt, er det, fordi der netop ved den Tid førtes en stræng Udvisningspolitik, som drev mange Danske bort og gav Plads for en overordenlig omfattende Indvandring fra andre Egne. Kravet om saadant Ophold er dog ikke anvendeligt paa dem, der er tilflyttet de enkelte Kommuner fra andre Dele af Afstemnings-Omraadet eller fra de Dele af Flensborg og Tønder Amter, som ikke hører til Afstemnings-Omraadet.

Naar man har medtaget disse to Amter i deres Helhed, er det især for at give Stemmeret til dem, der er tilflyttede Flensborg fra denne Bys Opland, medens man finder det fuldt retfærdigt at afskære dem, der siden 1900 er tilflyttet fra fjærnere Egne, fra Del i Afgørelsen.

I de Egne, hvor Afstemningen skal finde Sted, er Befolkningens Udvikling og Karakter af en saadan Art, at man kan regne med en fri og rolig Afstemning, under Forudsætning af, at den bliver ledet af en upartisk Kommission, og at de tyske Tropper er blevet fjærnede. Hvis der imidlertid fremkommer Klager over Forvaltnings-Myndighederne, bør Kommissionen erstatte dem med andre, og Kommissionens Myndighed bør være tilstrækkelig til, at den i givet Fald kan have de nødvendige [militære] Styrker til sin Raadighed. Dette kunde eksempelvis gøres paa den Maade, at nogle Krigsskibe blev stationeret i de slesvigske Farvande for at staa til Kommissionens Raadighed, hvis det skulde vise sig nødvendigt, og gøre det muligt for den at sikre Afstemningens Orden og Frihed.

Bilag 3

De følgende to Aktstykker fremsendtes af den danske Gesandt med Note af 6. Marts 1919:

 Erklæring vedrørende det tyske Mindretal

I Besvarelse af et Spørgsmaal, der blev stillet af Kommissionens Formand, har de danske Delegerede den Ære at meddele følgende:

De Delegerede er enige om, at Foreningen af det danske Slesvig med Kongeriget bør foregaa saaledes, at alle den danske Stats fremtidige Borgere behandles efter samme liberale og demokratiske Grundsætninger og skal nyde samme Rettigheder. Heraf følger, at de tyske Mindretals naturlige Ret til at bruge deres eget Sprog vil blive respekteret. De Delegerede konstaterer navnlig, at den frie Skole er et Princip, som altid er blevet fulgt i den danske Fovgivning.

Erklæring om Options-Reglerne

Retten til at optere i Løbet af to Aar efter Afstemningens Dato bliver gensidig anerkendt.

Enhver, der er født i den Del af Slesvig, som tilbagegives Danmark, har Ret til at optere for Danmark.

Enhver, der er bosat i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, har Ret til at optere for Tyskland.

Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.

De Personer, som efter 1 . Okt. 1918 har bosat sig i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, kan ikke opnaa Indfødsret uden særlig Tilladelse.

Optanterne skal tage Bopæl i den Stat, for hvilken de har opteret. Det vil staa dem frit for at bevare deres Ejendomme, som er beliggende i den Stat, hvor de før Optionen var bosat. De faar Ret til at indføre deres Løsøre toldfrit i det Land, for hvilket de har opteret. De skal have Lov til at medtage deres Formue til Trods for Udførselsforbud og uden at erlægge de Afgifter, der maatte ramme Formue ved Udførsel.

Bilag 4

Under den danske Delegations Foretræde for Fredskommissionens danske Kommission havde Kommissionens Formand henstillet, at det ved den paagældende Lejlighed overrakte Memorandum, udarbejdet af Finansministeriets Repræsentant, Etatsraad Emil Glückstadt, blev overgivet Fredskonf.s Præsident til Videresendelse til den finansielle Kommission. Dette skete s. D., 6. Marts 1919.

Det danske Memorandum havde følgende Ordlyd:

I det Øjeblik, Grundsætningerne for det danske Slesvigs  Tilbagegivelse til Danmark skal fastsættes, vil det være nødvendigt at træffe en Ordning af de finansielle Forhold, som knytter sig dertil.

Danmark er af den Mening, at det vilde være uretfærdigt, hvis det ved Indlemmelsen skulde komme til at bære en Del af de uhyre Udgifter, som den preussiske Militarisme har paalagt den danske Befolkning i Slesvig.

Der er i Virkeligheden ingen Tvivl om, at disse Udgifter langt fra at skabe produktive Værdier i disse Landsdele, tværtimod i de forløbne Aar har paadraget dem en uhyre Skattebyrde som deres Bidrag til Opretholdelsen af det preussiske Styre.

Danmark nærer altsaa den Anskuelse, at der vilde skabes en retfærdig Ordning af det finansielle Spørgsmaal ved at bestemme,  at der skal tilbagebetales Tyskland en Del af de 58 Millioner, Danmark modtog i 1865 som det Beløb, der repræsenterede dets Kvota-Andel i Landets samlede Statsgæld paa hint Tidspunkt, saaledes at denne Del sættes i Forhold dels til den Folkemængde, dels til det Landomraade. som nu vender tilbage til Danmark.

Dog maa der til denne Sum lægges Værdien af de Statsaktiver, som de Territorier, der skal indlemmes, har erhvervet siden 1864. Aktiver af rent militær Art bør dog i alle Tilfælde ikke indbefattes deri.

Overfor de samlede Krav, der i Overensstemmelse hermed kan opstilles, og hvis endelige Fastsættelse bør underkastes Afgørelse af en hertil af de allierede og associerede Magters Fredskonference nedsat Kommission, kan Danmark paa sin Side stille de betydelige Fordringer, det har paa Tyskland, og hvis Beløb sandsynligvis langt overstiger de Summer, Danmark paa sin Side vil have at betale. De hidrører overvejende fra folkeretsstridige Handlinger fra Tysklands Side.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til den særlige lejr for sønderjyder i Aurillac. Her bad han om at komme på landbrugsarbejde.

Den næste dag kom der besked om, at vi ti mand skulle andetsteds hen. Kun fem mand skulle indtil videre bliver her i Condat.

Vor gamle vagtmand udvalgte selv de folk, han ville beholde her i Condat. Det blev Christian Kaufmann, Reinhard Sørensen, Georg Petersen, Mads Nielsen og mig.

Efter at vor styrke således var skrumpet ind, fik vi endnu bedre dage. Vi kom på arbejde hos byens borgere. En tid havde jeg min gang hos præsident Shervil i Condat. Manden var noget lignende som borgmester eller sognerådsformand herhjemme. Derudover var manden også vinhandler. Jeg fik min part af hans vin. Man drak nemlig vin hver dag.

Mine kammerater fik en dag besked om at følge med en større  bonde ud på hans marker. Man skulle hjælpe til med at brænde numre ind i studenes horn, og malke køer skulle man også. For dem, der var kendt med den slags, var det jo et dejligt arbejde.

Om aftenen, når kammeraterne vendte hjem fra dagens arbejde, havde de altid en god sjat mælk med. Den havde de fået i tilgift. Risengryn havde vi også, så aftenens menu lød på risengrød og godt med vin til.

Vi havde gode dage her i Condat …

DSK-årbøger 1961

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til den særlige lejr for sønderjyder i Aurillac. Her bad han om at komme på landbrugsarbejde.

Vi var fem mand, der skulle af sted under anførsel af en fransk vagtmand. Vi tog toget til Lugarde og derfra videre med postvognen til landsbyen Condat, der ligger i en idyllisk bjergegn.

I byen Condat kom vi i kvarter sammen med ti andre kammerater. Det arbejde, vi her skulle i gang med, var at hjælpe til hos bønderne.

Vi pressede hø i store baller. Maskineriet bestod af et lokomobil med tilhørende presser. Malermester Nørgaard fra Haderslev havde jobbet som fyrbøder, August Lassen fra Als og Reinhard Sørensen, Bevtoft, hjalp bønderne med at få høet kørt frem til presserne. Som  ny mand fik jeg det job at lægge høet i presseren. To andre  kammerater, Christian Kaufmann, Abkjær, og Georg Petersen, Jernhyt, bandt de ret store knipper sammen med jerntråd.

Arbejdet foregik på byens skoleplads. Da høpresningen var afsluttet, skulle det store bjerg af baller afleveres til militærvæsenet. Vi gik i gang med at læsse det på vogne, hvorefter det blev kørt ned til banegården i Lugarde. Her blev det læsset på store jernbanevogne
og kørt bort.

Vi var fire til fem mand, der var beskæftiget med at læsse, og vi havde det rart, for vor vagtmand var ikke så streng. Når vi var  kommet godt i gang, forsvandt han gerne hen på en nærliggende kro.

Vor arbejdsplads lå i nærheden af pakhuset, og derinde måtte der vel findes mange gode ting. — Vi snuste lidt rundt. Pakhuset stod åbent. Der stod to store tønder derinde. Det var nok vin. — Det var nu en mærkelig skik, synes man nu; men dengang gik enhver fange altid med et vridbor og et tyndt rør i lommen. Der blev boret hul i den ene tønde, hvorefter vi skiftedes til at gå hen og tylle lidt vin i os.

Men der skulle jo passes på, for at vagtmanden ikke opdagede noget. Vagtmanden kom og så til. Læssearbejdet foregik til hans fulde  tilfredshed.

Og så var der fyraften.

Vagtmanden indbød os til en lille forfriskning i den omtalte kro. Det blev til en halv liter vin til hver af os. Nu er det sådan med vinen, at den virker ikke straks.

Da vi havde siddet en stund og nydt vinen, forlod vi kroen for at gå tilbage til Condat. Den første halvdel af vejen gik det godt; men så var det, som om man var ved at blive lidt omtåget. Vagtmanden kendte jo ikke sagens sammenhæng, han kunne da ikke tro andet, end at den nydte halve liter vin ikke kunne slå os hatten af; derfor sagde han også »Se nu til, at I opfører jer ordentligt, så I kan nå hjem til jeres kvarter på en pæn og anstændig måde!«

Vi nåede da også godt nok hjem til Condat; men så kunne jeg heller ikke mere. Jeg måtte atter søge ind i en lille kro, der lå lige ved vejen. Beværtningen kendte jeg fra et andet besøg sammen med et par af  mine kammerater.

En ældre dame var ejer af denne kro. Hun havde ord for at gøre meget for disse lyse mænd fra det høje nord — fra Danmark.  Foruden drikkevarer kunne denne kone, som af os blev kaldt »mor«, også skaffe os andre ting, bl. a. apotekersager.

Da jeg, døsig som jeg var, trådte ind ad døren, sagde jeg: »Syg, mor!«

Hun forstod mig. Jeg skulle bare lægge mig lidt på divanen, så skulle det nok snart blive bedre. Jeg faldt straks hen. Lidt efter dukkede vagtmanden op i døren. Man savnede mig derhjemme i kvarteret. Jeg fik dog lov til at blive og sove rusen ud.

Om aftenen gik jeg hjem til de andre.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Onsdag den 5. Marts 1919.

Delegationen, Kammerherre Bernhoft og H. V. Clausen samledes som aftalt. Bernhoft meddelte, at han havde talt med de amerikanske Medlemmer af Kommissionen. De fandt ikke, at der var Grund til at afgive en ny Fremstilling af Spørgsmaalet. Det kunde betragtes som afgjort, at der blev Afstemning i begge Omraader.

Man ønskede særlig Oplysning om Fristernes Længde og om Besættelsen af Landet.

Alexander Foss meddelte i Tilslutning dertil, at han havde haft Lejlighed til at tale med et andet Medlem af Kommissionen, som havde spurgt, om Danmark var interesseret i, at Svenske og Nordmænd fik Sæde i den Kommission, der skulde lede Afstemningen, og endvidere, hvorfor man ikke fra dansk Side ønskede Afstemning helt ned til Slien.

Dertil havde han svaret, at der ikke var fremkommet Ønsker fra Befolkningens Side syd for den af Bernhoft dragne Afstemningslinje. Skulde Befolkningen i Sydslesvig afstemme, vilde det desuden efter hans Mening afføde en for de nordligere Distrikter skadelig tysk Agitation.

Vedkommende havde desuden talt om Afstemningsreglerne og billiget, at Besættelsen ikke omfattede Slesvig By. Han havde ytret, at man næppe vilde sende Tropper, men nøjes med at sende et Par Krigsskibe.

Alexander Foss havde benyttet Lejligheden til ogsaa at bringe det finansielle Spørgsmaal paa Tale. Der var ikke blevet indvendt noget imod, at man tog Statsgælden fra 1864 som Udgangspunkt, men man havde henvist til, at dette Spørgsmaal vilde blive overvist til Finanskommissionen.

Etatsraad H. N. Andersen meddelte, at han havde været i Forbindelse med Englænderne, hvem han i Forvejen under et Ophold i England havde overgivet et af Udenrigsministeriet udarbejdet Memorandum.

De ønskede den Gang, at vi vilde gaa længere imod syd ned mod Kanalen og til Gengæld for, at vi var blevet skaanet for Krigens Rædsler, overtage en Del Byrder her. Han havde oplyst, at dette vilde være farligt for Danmark og hævdet, at Danmark som Kanal-Vogter vilde blive en Skuffelse for de Allierede.

Fra engelsk Side gik man nu, som han havde kunnet konstatere, ud fra de Synspunkter, som Kammerherre Bernhoft havde gjort gældende overfor Kommissionen.

Dr. Munch tog bestemt Afstand fra enhver Tanke om at udstrække Afstemningsomraadet til Dannevirke-Slien. Dertil bemærkede Etatsraad Andersen, at der endnu var Understrømninger tilstede, som stilede længere syd paa, men at han dog havde faaet det bestemte Indtryk, at Afgørelsen vilde falde i Overensstemmelse med de af Kammerherre Bernhoft fremsatte Ønsker.

Neergaard: Den nationale Enhed, som hidtil har været Danmarks Styrke, maa absolut ikke brydes. Dette maa vi bestemt hævde.

Dr. Munch oplæste et Udkast til de Udtalelser, som Kammerherre Bernhoft efter Delegationens Ønske og paa dens Vegne skulde fremsatte overfor Kommissionen.

Udkastet blev, hvad Indholdet angik, godkendt af Delegationen, mens Kammerherren selvfølgelig kunde bruge den Form, som han fandt mest passende.

Etatsraad Andersen: Vor Hovedopgave maa nu vare at underbygge Kammerherrens Udtalelser og at styrke hans Autoritet, saa det staar klart for alle, at han har hele Nationen bag sig.

Det vedtoges endnu, at vi den følgende Søndag skulde paa en Biltur til Reims og muligvis tillige til Noyon.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

 

I Dagspressen offentliggjorde Udvalget 4. Marts 1919 følgende Erklæring:

Nu, da Afgørelsen i Grænsespørgsmaalet nærmer sig, er den Tanke rejst med stadig større Styrke, at Danmark, naar det faar Tilbud derom, bør tage imod vor fraskilte Landsdel og derefter, om den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig fremsætter Ønsket, tilstede en distriktsvis Afstemning Syd fra under Iagttagelse af rimelige og geografiske Hensyn.

Mellemslesvigsk Udvalg mener, at dette er den mest tiltalende og retfærdige Ordning for det danske Folk og tillige fuldtud fyldestgør Selvbestemmelsesrettens Krav.

Udvalget vil dog tilføje, at en Afstemning Syd fra paa Forhaand kun bør tilstedes indtil Linien Krusaadalen-Syd for Vidaaens Munding, da der i det af den nordslesvigske Vælgerforening foreslaaede samlede nordslesvigske Afstemningsomraade er et utvivlsomt stort dansk Flertal, og at Afstemningsvilkaarene ved en Afstemning Syd fra særlig for Flensborgs Vedkommende under ingen Omstændigheder bør være daarligere for den trofaste danske Befolkning end de, der nu er Tale om ved en Afstemning Nord paa.

Ved Fastsættelsen af den Frist, indenfor hvilken en Afstemning Syd fra skulde finde Sted, maatte der tages Hensyn til de Ulemper, som Uvisheden kan føre med sig for Befolkningens økonomiske Liv.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Tirsdag den 4. Marts 1919,

Tilstede var i Etatsraad Andersens Salon Klokken 3 Eftermiddag hele Delegationen, Kammerherre Bernhoft og Magister H. V. Clausen.

Kammerherren meddelte, at Kommissionen vilde modtage Delegationen Torsdag den 6. Marts, Klokken 10 Formiddag, i Udenrigsministeriet. Det havde endnu ikke varet ham muligt at faa oplyst, hvilke Spørgsmaal der vilde blive Delegationen forelagt, men han vilde fortsatte sine Bestrabelser.

Vi drøftede derefter endnu en Gang Punkt for Punkt de vedtagne Afstemningsregler, som paany iblev godkendt.

Etatsraad Andersen havde endnu ikke faaet Forbindelse med Englænderne og Amerikanerne, men vilde fortsætte sine Bestræbelser. Næste Møde fastsattes til Onsdag den 5. Marts Klokken 3 Eftermiddag i Etatsraad Andersens Salon.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Mandag Formiddag Klokken 10 [nåede den danske fredsdelegation] til Boulogne.

Undervejs havde vi daglig modtaget traadløse Telegrammer og var derigennem underrettet om Udviklingen af den Ministerkrise, der i disse Dage var udbrudt hjemme i Danmark.

Etatsraaden [H.N. Andersen, RR] var den første paa Dækket om Morgenen, stadig i godt Lune og meget underholdende. Samværet ombord var meget behageligt. Der var rig Lejlighed til at drøfte alle Tidens brændende Spørgsmaal, og der var megen Sagkundskab repræsenteret i Fredsdelegationen.

Da vi ankom til Boulogne, var det Regnvejr. Vi maatte ligge i Havnen til Klokken 2 og spiste endnu vor sidste Frokost ombord, for vi forlod vort herlige Skib, der skulde videre til Colombo efter Kopra.

I Havnen var alt idel Travlhed. Det vrimlede med kinesiske Kulier, der var ansat som Havnearbejdere, da Franskmandene laa ved Fronten.

Klokken 3 afgik Iltoget til Paris. Der blev stillet tre Kupeer til Fredsdelegationens  Raadighed. Rejsen gik over Armiens, hvor vi saa starke Spor af Kampen, nedskudte Bygninger og Tusinder af Granathuller udover Markerne paa begge Sider af Banen.

Den 3. Marts Klokken 8 Aften ankom vi til Paris, hvor vi paa Banegaarden blev modtaget af den danske Gesandt, Kammerherre Bernhoft, hele den danske Legation, Professor Verrier, H.V. Clausen og flere.

Vi blev indlogerede i tre Hoteller. De to Etatsraader i Hotel Meurice, de danske Parlamentarikere og Andreas Grau i Hotel Cotinental, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen, Fuldmægtig Laage Petersen fra Udenrigsministeriet, som ledsagede Delegationen, og jeg i Hotel Deux Mondes.

Vi udsendte Henvendelsen til den franske Presse og mødtes efter Aftale i Etatsraad Andersens Salon i Hotel Meurice Klokken 9½ Aften.

Forhandlingerne begyndte med, at Kammerherre Bernhoft afgav en Beretning om Sagens Stilling.

Den 21. Februar havde han i Overensstemmelse med Udenrigsministeriets Instruktion, som atter var i Overensstemmelse med Vælgerforeningens Resolution af 17. November 1918, ført Sagen frem for den belgiske Kommission. Direktør Laroche i det franske Udenrigsministerium havde Dagen efter Forhandlingerne sagt: “Den danske Fremstilling var Ærligheden og Redeligheden selv”.

Amerikanerne havde været særdeles velunderrettede, men havde erklæret sig enige med os, hvad ligeledes Englænderne havde gjort.
Pichon og Tardieu repræsenterede Frankrig i Kommissionen. Tardieu var særlig indflydelsesrig og syntes ligeledes at være enig med os. Japanerne og Italienerne havde derimod ikke udtalt sig endnu.

Amerikanerne havde erklæret, at Grænserne maatte sættes saaledes, at der ikke skabtes nye Irredentaer.

Efter at Forhandlingerne var sluttet, havde Pichon spurgt, om ingen ønskede yderligere Oplysninger.

Lansing havde spurgt, hvorledes vi havde tænkt os Ordenens Opretholdelse, naar Tropperne tog  bort.

Efter at dette Spørgsmaal var besvaret, havde Lansing endvidere spurgt, om vi havde tænkt os, at Slesvig vilde blive givet tilbage uden de tyske Skattebyrder.

Dette Spørgsmaal var blevet besvaret med Ja, Lansing havde endelig spurgt: “Vil dette ikke være en stærk Opfordring til Tyskerne om at stemme dansk?”

Dernæst havde han spurgt om Fristerne.

Det var af Kommissionen blevet antydet, at det maatte betragtes som ønskeligt, at der fastsattes en 6 Maaneders Frist, inden Afstemningen fandt Sted i Mellemslesvig, og ligeledes, at Landet blev rømmet for tyske Tropper i et Bælte sydfor Afstemningslinien.

Fredspraliminærerne, fortsatte Bernhoft, vil blive fastsat 12 Dage fra Dato i Trier. Kommissærerne, som skal lede Afstemningen, vil blive udnævnt af Fredskonferencen.

Til disse Meddelelser af Kammerherren sluttede sig en livlig drøftelse. Delegationen opfordrede ham efter tidligere Aftale til at være dens Ordforer overfor Kommissionen og til i denne Egenskab at ordne en Sammenkomst med den, samt søge at skaffe sig Underretning om, hvilke Spørgsmaal, Kommissionen især kunde ønske besvaret.

Delegationens næste Møde blev fastsat til Tirsdag den 4. Marts, Klokken 3 Eftermiddag.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919. Undervejs drøftede delegationen de ønsker, Danmark skulle fremsætte i Versailles.

De økonomiske Spørgsmaal drøftedes ligeledes indgaaende, og det vedtoges at fremsatte følgende Udtalelse overfor Fredskonferencen:

“I det Øjeblik, Principperne for det danske Slesvigs Tilbagegivelse til Danmark skal fastsattes, bliver det nødvendigt at træffe en Ordning af de finansielle Forhold, som knytter sig dertil.

Danmark er af den Mening, .at det vilde vare uretfærdigt, hvis det ved  Inkorporationen skulde komme til at bare en Del af de uhyre Udgifter, som den preussiske Militarisme har paalagt den danske Befolkning i Slesvig. Der er jo i Virkeligheden ingen Tvivl om, at disse Udgifter ikke har skabt produktive Værdier i denne Provins, som tværtimod i de forløbne Aar har maattet betale uhyre Skatter for at bidrage til Opretholdelsen af det preussiske Regimente.

Danmark er altsaa af den Mening, at det vilde være en rætfardig Ordning af det finansielle Spørgsmaal at fastsatte, at der skal tilbagebetales Tyskland en Del af de 58 Mill., som Danmark modtog i 1865 som det Beløb, der repræsenterede dets Kvota-Andel i Landets samlede Statsgæld paa det Tidspunkt, saaledes at denne Del sattes i Forhold til dels den Folkemængde, dels det Landomraade, som vender tilbage til Danmark. Dog maa der til denne Sum lægges Værdien af de Statsaktiver, som de Territorier, der skal inkorporeres, har erhvervet siden 1864. Aktiver
af rent militær Natur bør dog i alle Tilfælde ikke indbefattes deri.

Overfor de samlede Krav, der kan stilles i Overensstemmelse med det foregaaende, og hvis endelige Fastsættelse bør underkastes Afgørelse af en hertil af de allierede og associerede Magters Fredskonference nedsat Kommission, kan Danmark paa sin Side stille de betydelige Fordringer, det har paa Tyskland, Fordringer, som sandsynligvis langt overstiger det Beløb, som Danmark på sin Side vil have at betale.
 
Endelig drøftedes Optionen og de dermed i Forbindelse staaende Forhold.

For at undgaa Minefaren lob vi op med Norges Kyst til Højde af Bergen, gik derfra over imod Newcastle, ned med den engelske Kyst, kastede Søndag Eftermiddag Anker ved Themsens Munding.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråd drøfter en resolution om den ”prøveafstemning”, som Det tyske Udvalg vil iværksætte.

Paa Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråds Møde i Aabenraa 1. Marts 1919 stillede Redaktør Ernst Christiansen, Flensborg, følgende Forslag til Resolution:

”Om den af Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig iværksatte Prøveafstemning i Flensborg udtaler Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråd, samlet i Aabenraa 1. Marts 1919, at den er et Forsøg paa under Tryk og Tvang at foregribe en virkelig fri Afstemning og ved utiltalende Midler at binde den enkeltes Samvittighed, inden en saadan fri Afstemning kan finde Sted. Vælgerforeningen udtaler paa Forhaand, at der ikke kan tillægges denne Prøveafstemning nogen Vægt som Sindelagsmaaler.”

Ved Afstemningen var 22 Stemmer mod, 21 for, og 1 stemte ikke. Protokollen meddeler videre:

Der var ikke Enighed om Betimeligheden af Resolutionen, hvorimod alle selvfølgelig var enige om, at der maa skabes de sikrest mulige Garantier for en Folkeafstemning i Flensborg.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Særlig indgaaende og omhyggeligt drøftede vi Vælgerforeningens Forslag til Afstemningsregler. Vi vedtog til Slut enstemmigt at tilstille Fredskonferencen følgende Forslag:

I
“Nordslesvig opfattes som en Helhed, hvis Befolkning ved at stemme med Ja eller Nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

I Flensborg og de andre Distrikter i Mellemslesvig, hvorfra Ønske om Afstemning fremkommer, finder saadan Afstemning Sted kommunevis, saaledes at Afstemningen i hver enkelt Kommune tages som vejledende Grundlag ved Afgørelsen af Grænsen.

II
Stemmeret ved disse Afstemninger faar alle over 20 Aar gamle Mand og Kvinder, hjemmehørende i Afstemningsomraadet, som

a) er født i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Tønder Amter,
b) eller har haft fast Ophold inden for disse Amter siden den 1. Januar 1900,
c) eller er født i de nævnte Amter, men udvist af de Indtilværende Myndigheder.

III.
Stemmeretten udøves skriftligt under Former, der sikrer hver enkelts frie Viljesytring. Myndighederne maa ikke øve nogen Indflydelse paa Afstemningen.

Enhver stemmer i den Kommune, hvor han har hjemme, de udviste i den Kommune, hvor de ved Udvisningen havde hjemme.

IV.
Afstemningsomraadet maa, for Afstemningen foretages, vare rømmet af de tyske Tropper, for Flensborgs og de øvrige mellemslesvigske Distrikters Vedkommende mindst 8 Uger for Afstemningen.

Samtidig med Rømningen indsættes der en blandet Kommission, som er udrustet med tilstrækkelige Magtmidler til at sørge for, at Oplysningsarbejdet kan foregaa frit og uforstyrret, saa at en retfærdig Afstemning kan finde Sted. Da de hidtilværende Forvaltningsmyndigheder i stor Udstrækning mødes med Mistillid af den danske Befolkning, bemyndiges den blandede Kommission til paa Begæring af mindst 20 Vælgere i Landkommuner og Amtsdistrikter, mindst 200 Valgere i Kredse, at fratage disse Forvaltningsmyndigheder den udøvende Magt og insdatte en anden i Stedet.

V.
Hos den danske Befolkning i Flensborg og Mellemslesvig og i vide Kredse af Befolkningen i Nordslesvig findes den Opfattelse, at det er nødvendigt, at Flensborg og de mellemslesvigske Afstemningsdistrikter besættes af allierede eller neutrale Tropper mindst 6 Uger, for Afstemningen finder Sted.”

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Nedenstående resolutionen vedtoges 1. Marts 1919 og oversendtes til Nationalforsamlingen i Weimar og den preussiske Landsforsamling.

Magistrat og Byraad staar paa samme Standpunkt, som den tyske Regering indtager: Nationernes Selvbestemmelsesret, og rejser derfor paany det Krav, at der skal ydes og forfatningsmæssigt tilsikres de dansksindede Norslesvigere fuld Ligeberettigelse paa det politiske, økonomiske og kulturelle Omraade, navnlig i Henseende til Brugen af deres Sprog i Kirke, Skole, paa Møder og for Retten.

Magistrat og Byraad er imidlertid eenstemmigt af den Anskuelse, at Selvbestemmelsesretten ikke kan føre til at sønderrive det fordums Hertugdømme Slesvig og forene en Del deraf med Danmark. Hertugdømmet Slesvig har ifølge Landets gamle Grundlov i et halvt Aartusinder været ”up ewig ungedeelt” forbundet med Hertugdømmet Holsten.

Det har ganske vist, sammen med Holsten, indtil 1864 haft samme Landherre som Kongeriget Danmark, men har aldrig været en Del af den danske Stat, har tværtimod sammen med Holsten udgjort en selvstændig, af Danmark uafhængig Statsdannelse.

I Nordslesvig bor Tyske og Danske overalt imellem hinanden. En retfærdig Adskillelse af Omraadet er ikke mulig. Afstaaelsen af delvis Omraader til Danmark vilde ikke hidføre nogen tilfredsstillende Tilstand, men skabe ny Uret og nye Stridigheder. Den vilde betyde en alvorlig Skade, saavel for Nordslesvig selv som for Provinsen Slesvig-Holstens øvrige Omraade.

Alleralvorligst og paa en for Byens videre Udvikling ligefrem truende Maade vilde Flensborg By, som er knyttet til Nordslesvig, dens værdifuldeste Opland, ved saa mange og saa intime økonomiske Forbindelser, lide Skade.

Magistrat og Byraad er enstemmigt overtydede om, at det overvejende Flertal af Befolkningen i det tidligere Hertugdømme Slesvig aldrig frivilligt vil give Afkald paa at høre til det tyske Fædreland, og at den samlede Befolkning kun ved Ydelsen af den fordrede Ligeret for de danske Nordslesvigere, men ogsaa kun i vedvarende snæver Samhørighed med Tyskland kan gaa en lykkelig Fremtid i Møde.

Danskerne kræver Afstaaelsen af Nordslesvig til en Linie, der gaar umiddelbart Norden for Flensborg By. Ved Fastsættelsen af denne Grænse vilde mere end 60.000 tysksindede Beboere i Nordslesvig komme under dansk Herredømme, medens kun faa Tusinde Dansksindede vilde forblive ved Tyskland.

Mod dette Krav, der er en Haan imod al Retfærdighed, nedlægger Magistrat og Byraad den skarpeste Protest.

Med Resolutionen fulgte følgende Andragende:

1) Det tyske og det danske Sprog skal være ligeberettigede i Nordslesvig med Hensyn til Brugen i Kirke og Skole, paa Møder og for Retten.

2) Hele det tidligere Hertugdømme Slesvig skal forblive udelt forbundet med det tidligere Hertugdømme Holsten.

3) Hvis Befolkningen til Udøvelse af Selvbestemmelsesretten skal stemme om Landets Statstilhørsforhold, saa maa Afstemningen foregaa i hele det fordums Hertugdømme Slesvig med det Forbehold, at det samlede Resultat af Afstemningen er afgørende for hele Landet.

4) I det Tilfælde, at en samlet Afstemning i hele det forhenværende Hertugdømme Slesvig ikke skulde kunne opnaas, maa Afstemningen foregaa kommunevis. Til Iagttagelse af fuld Retfærdighed imod begge Nationer maa der drages Omsorg for, at der ikke kommer flere tysksindede Beboere i Nordslesvig under dansk Herredømme, end der forbliver Dansksindede ved Tyskland.

5) Den nye Grænse maa drages saaledes, at den ikke i noget Tilfælde gaar umiddelbart Nord for Flensborg By, og at Flensborg Fjord helt og holdent, indbefattet en Landstrimmel paa Nordsiden, forbliver i tysk Besiddelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Andet Møde i Fredskommissionens danske Kommission

I Mødet 1. Marts gennemgik Kommissionen sine Vedtagelser af 26. Februar og besluttede:

At Linjen Kappel-Tønning fastsættes som Sydgrænse for Folkeafstemningen, og at Grænsen ikke burde drages sydligere, dels fordi det egentlige Sydslesvig aldrig havde været dansk, dels for ikke at faa Spørgsmaalet om Kiel-Kanalen indblandet i Drøftelsen.

At der vil være Grund til at udnævne en international Kommission, som skal forberede Folkeafstemningen og overvaage dens Udførelse, saaledes at der paalægges den Ansvar for Ordenens Opretholdelse i de af de tyske Tropper og den tyske Forvaltning rømmede Omraader.

Den internationale Kommission skal støtte sig til et eller to Krigsskibe, der kaster Anker i Flensborg, og som, hvis det gøres nødvendigt, kan udskibe Landgangskorps.

Denne Kommission skal omfatte neutrale Medlemmer; Svenskere og Nordmænd synes at maatte være særlig egnede. Danske og tyske Personligheder, udpegede paa Stedet selv, kan knyttes til den, men kun som tekniske Medhjælpere.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Soundvenue giver Peter Jacksons restaurering af originale filmoptagelser seks ud af seks mulige stjerner.

Læs anmeldelsen her: ’They Shall Not Grow Old’: Peter Jacksons dokumentar er intet mindre end skelsættende

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Overrejsen var meget behagelig. Vi samledes til alvorlig Forhandling et Par Timer hver Formiddag og hver Eftermiddag og drøftede indgaaende alle de Spørgsmaal, der efter vor Mening kunde komme til Forhandling paa Fredskonferencen.

Vi besluttede at rette en Henvendelse til den franske Presse straks efter vor Ankomst til Paris og udarbejdede en Fællesudtalelse, som fik følgende
Ordlyd:

“Den danske Delegation repræsenterer de fire store Partier i den danske Rigsdag, de slesvigske repræsentanter repræsenterer baade Nordslesvig og Mellemslesvig. Alle ser de paa Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal med samme Øjne; det danske Folk er som andre Folk delt i politiske Partier med vidt forskellige Anskuelser om indre Spørgsmaal, men i denne Sag staar disse Partier enige.

Delegationen er kommet for overfor Fredskonferencen at give Udtryk for denne Enighed nu, da det danske Folks Ønske om Genforening kan ventes virkeliggjort som Følge af de Allieredes Sejr.

Det Fælles Ønske, der samler det danske Folk i Kongeriget og i Slesvig, er, at den nye Grænse skal drages i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelsesret paa Grundlag af en fri Folkeafstemning. Vi ønsker, at denne Afstemning for Nordslesvigs Vedkommende skal foregaa snarest muligt, efter at Landet er rømmet af tyske Tropper, og at Nordslesvig skal betragtes som en Helhed ved Afstemningen.

I Flensborg og de øvrige mellemslesvigske Distrikter, for hvis Vedkommende der overfor Konferencen af Danmarks repræsentanter er fremsat Ønske om Afstemning, ønsker vi, at denne Afstemning skal foregaa kommunevis, og at den skal finde Sted 8 Uger efter at disse Egne er rømmede for tyske Tropper.

Naar vi ønsker, at der skal vare en Frist, er det, for at det fornødne Oplysningsarbejde kan foregaa, men vi ønsker, at Fristen ikke skal vare længere end dertil nødvendigt, da der i Befolkningen i disse Egne er et stærkt Ønske om en snarlig Afgørelse af dens Skæbne.

Vi nærer den fuldeste Tillid til, at Fredskonferencen vil sikre en Afgørelse af det slesvigske Spørgsmaal i Overensstemmelse med Selvbestemmelsesretten, der for dette Spørgsmaals Vedkommende allerede i 1866 paa Frankrigs Initiativ er fastslaaet ved Pragfredens Artikel 5.

Spørgsmaalet ligger saa klart, at vi haaber paa en snarlig Afgørelse.
Det vilde vare en stor Glade for de danske Slesvigere og for hele det danske Folk, om Beslutningen om Afstemningen i Slesvig kunde blive taget allerede ved den forestaaende Præliminærfred, og Afstemningen finde Sted snarest muligt efter denne. Og vi haaber da, at Overdragelse til Danmark af de Egne, som i Henhold til Afstemningen rnaatte blive genforenede med Danmark, vil kunne ske straks efter Afstemningen, uanset om ikke alle de Spørgsmaal, der andet Steds skal ordnes, til sin Tid er afgjorte.

Danmark ønsker Genforeningen med alle, der tænker og føler Dansk, men ønsker ikke at have indenfor sine Grænser en samlet tysk Befolkning, der er stærk nok til at skabe en tysk Irredentisme og bringe Brud paa den nationale Enhed, der har været Danmarks Lykke.

Vi føler os forvissede om, at Fredskonferencen vil modtage disse vore Ønsker med Velvilje.”

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Vi har de seneste år modtaget flere tusind henvendelser og spørgsmål vedr. sønderjyder og Første Verdenskrig.

Vi er glade for alle afleveringer, henvendelser og spørgsmål, og vi forsøger at besvare dem så hurtigt og fyldestgørende som muligt.

Vi forsøger også at få systematiseret alle de oplysninger, feltpost, fotos etc. om krigsdeltagere, som vi modtager – og få dem lagt på hjemmesiden, når de er klar.

Vi er taknemmelige for den tålmodighed, vore læsere og indsendere lægger for dagen. For det er en meget stor opgave – og vi er ikke så mange om den. Mange er frivillige og andre har også mange andre arbejdsopgaver.

I forbindelse med ferier og lignende kan henvendelser hobe sig op, og nogen gange lykkes det desværre ikke at få besvaret dem alle.

Hvis man har henvendt sig og ikke har fået svar, så skyldes det altså ikke mangel på interesse.

Så derfor: Hav tålmodighed lidt endnu – og ellers prøv igen!

På redaktionens vegne

René Rasmussen

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Fredsdelegationen bestod af 4 Repræsentanter for de fire store politiske Partier, Landstingsmand Alexander Foss for det konservative Folkeparti, Folketingsmand N. Neergaard for Venstre, daværende Forsvarsminister P. Munch for det radikale Venstre og Landstingsmand C. V. Bramsnæs for Socialdemokraterne, de hidtilværende nordslesvigske Repræsentanter for Sønderjylland, H. D. Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen og H.P. Hanssen, samt Redaktør Andreas Grau som Medlem af Mellemslesvigsk Udvalg, dertil Etatsraaderne H.N. Andersen og E. Glückstadt som særlig sagkyndige i økonomiske Spørgsmaal.

Efter at der paa et Par forberedende Møder i Udenrigsministeriet var opnaaet Enighed om Behandlingen af det sønderjydske Spørgsmaal paa Fredskonferencen, fastsattes Afrejsen til Torsdag den 27. Februar 1919, Klokken 3 Eftermiddag.

Til den fastsatte Tid gik vi ombord i Ø.K.’s Motorskib “Fionia”.

Med dette Skib skulde jeg i August Maaned 1914 have foretaget en Rejse til Siam, men da jeg en Maaneds Tid for var paa Baldersbæk efter Indbydelse af Landstingsmand Holger Petersen for at modtage nyttige Vink vedrørende Rejsen, kom Østerrigs Ultimatum til Serbien, og dermed var jeg klar over, at Rejsen maatte opgives.

Etatsraad H. N. Andersen modtog os, bød os velkommen ombord, og anviste os selv vore Kahytter.

Klokken 3 stod vi ud af Frihavnen. Mens vi gik op ad Øresund, gav Etatsraaden os Reglerne for Maaltiderne og anviste os vore Pladser ved Bordet.

Ved 4½- Tiden passerede vi Kronborg. Det havde stormet stærkt i de foregaaende Dage, men nu var Stormen ved at lægge sig, og vi mærkede ikke videre til Søgangen, da vi stod ud i Kattegat.

Sønderjyske Årbøger, 1926.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.

Fra min »Gudfar« i Birkerød modtog jeg Brev, som nedenfor citeret, der ved sin Hjertevarme glædede mig meget:

Birkerød 27—2—1919.

Kære Hans Petersen!

Jo nærmere De kommer til Opbrudet, desto langsommere gaar Tiden formodentlig. Derfor kan en lille Hilsen vel altid være velkommen som en Slags Afbrydelse og Sysselsættelse for Tankerne.

Vi er, som De, uhyre optaget af Tankerne om Sønderjylland og Tilbagekomsten; den Tanke sluger alle andre.

Man hører nu saa meget; saaledes er det blevet sagt. at de sønderjydske Krigsfanger ikke kunde komme hjem før Fredsslutningen uden at risikere at blive arresterede af den tyske Regering. Det passer jo næppe, men hvis der er det mindste derom, og hvis Sønderjyderne muligvis kunde faa Lov til at rejse til Danmark
inden Fredsslutningen, saa maa De vide, at De ikke skal savne et Hjem i Overgangstiden, hvis De vil tage tiltakke med at være her hos os saalænge; det vil kun glæde os at se Dem og lære Dem at kende.

Breve kan jo være godt nok, men naar man slet ikke kender
hinanden i forvejen og tilmed under disse særlige Forhold, hvor man har maattet optræde med Mundkurv, da faar man alligevel for lidt fat i hinanden.

Landet over holdes det ene store sønderjydske Møde efter det andet. Vi her har været med til to af de store i Raadhushallen i København, hvor vi har hørt Hanssen-Nørremølle, Kloppenborg og Peter Grau.

Det var dejlige, festlige Møder — meget stemningsfulde.

Fra Bladene ved De jo nok, at der er nogen Uoverensstemmelse med Hensyn til, hvor man ønsker Grænsen; men nu synes dog Regering, Rigsdag og Folkestemningen og Sønderjyderne i det væsentlige at
nærme sig samme Standpunkt, og det er jo kun godt,  da det slesvigske Spørgsmaal nu er til Forhandling i Paris.

Hanssen-Nørremølle talte uhyre betagende, jeg mindes ikke at have hørt en Mand tale med større Kraft og Myndighed end han. De to andre talte ogsaa godt, men man følte, at han var Høvdingen dernede, han har baade Hjerte og Hjærne. Og det skal De vide, at vi her nordenfor Aaen jubler af Glæde ved Tanken om Genforeningen;
Gud give nu, at Sønderjyderne maa blive glade ved os og ikke synes, vi er for usle.

Tænk at høre Hans Peter Hanssen og de andre prægtige Mænd i den danske Rigsdag. Ja, det bliver Tider igen.

Lev saa vel, til vi snart ses, og tag en Mængde Hilsener
fra os alle tre ved
Deres hengivne
Poul Seheller

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Den i Timandsraadets Beslutning af 21. Febr. omtalte ”Komité til Undersøgelse af de belgiske Anliggender”, til hvilken Spørgsmaalet ”vedrørende Danmarks territoriale Interesser under Fredsslutningen” var bleven henvist, havde følgende Sammensætning:

Amerikas Forenede Stater: Dr. Charles H. Haskins (i sidste Møde erstattet af Dr. Isaiah Bowman) og Oberst S. D . Embick; Det Britiske Rige: Sir Eyre Crowe ( i sidste Møde erstattet af the Honorable C. H. Tufton) og G. W. Headlam-Morley; Frankrig: André Tardieu, Generalkommissær for de fransk-amerikanske Anliggender, den franske Republiks befuldmægtigede Delegerede, og Jules Laroche, Underdirektør for Evropa i Udenrigsministeriet; Italien: Ricci-Busatti i, befuldmægtiget Minister, Chef for Udenrigsministeriets juridiske Kontor (i niende Møde erstattet af Generalkonsul Gustavo Tosti, og i sidste Møde af Professor Anzilotti), og Legationsraad, Grev Vannutelli Rey; Japan: Professor ved Retsfakultetet i Tokio, Sakutaro Tachi og Medlem af Overhuset Kato (erstattet i tredje Møde af Ambassaderaad H. Wagaoka).

Kommissionen traadte sammen (i det franske Udenrigsministerium) 25. Febr. og konstituerede sig paa følgende Maade: Formand: André Tardieu; Næstformand: Sir Eyre Crowe; Sekretærer: Frank L. Warrin (Amerikas Forenede Stater), E. Fullerton Carnegie (Storbritannien), G. de Percin (Frankrig ), Grev D . Rogeri (Italien; senere erstattet af A. Trombetti ) og Kawai (Japan).

Kommissionen holdt sit første Møde 26. Febr. Efter Drøftelse vedtog den følgende:

1 ) At Nordslesvig skal afgrænses mod Syd i Overensstemmelse med den danske Gesandts Forslag;

2) At Flensborg ikke skal indbefattes i første Zone, men indlemmes i anden Zone, hvis Afgrænsning nærmere vil være at bestemme.

Hvis Kommissionen ikke inden 8 . Marts har haft Lejlighed til at høre de danske og slesvigske Delegerede, som den ønsker at hidkalde, vil den i sin Indstilling til det øverste Raad anmode om, at det i Freds-Præliminærerne maa blive fastslaaet, at Tyskland under alle Omstændigheder skal rømme Slesvig indtil Linjen Kappel-Tønning, og det er muligt, at der Nord for denne Linje vil finde Folkeafstemning Sted, for at Befolkningerne kan faa Adgang til at udtale sig om, hvorvidt de ønsker Genforening med Danmark — ligesom det er muligt, at som Følge af Folkeafstemningen vil Grænsen blive rykket ned til denne Linje.

Naar Nordslesvig har stemt, skal efter en vis Tids Forløb, og efter at Landet er blevet fuldstændig rømmet af de tyske Myndigheder, Befolkningen i en Del af Slesvig kaldes til at stemme, uden at Grænsen for dette Afstemnings-Omraade dog i Øjeblikket nærmere er fastsat. Der er Enighed om, at Afstemningen skal foretages for det samlede Omraade, men at der saa vidt muligt ved den fremtidige Grænses Fastsættelse skal tages Hensyn til hvert Distrikts Afstemning.

For Nordslesvigs Vedkommende skal Afstemnings-Resultatet fastsættes efter Flertallet af Stemmer, der er afgivet i dette Afsnit som samlet Hele. Resultatet skal uopholdeligt af den internationale Kommission bringes til de allierede og associerede Regeringers Kundskab og forkyndes.

For Mellemslesvigs Vedkommende skal Afstemnings-Resultatet bestemmes kommunevis efter Flertallet af Stemmer i hver Kommune [Gemeinde).

Medens de stedlige Øvrigheder vil kunne forblive, skal hele Afstemningsomraadet rømmes af saavel de tyske Tropper som de preussiske Overøvrigheder.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I Slutningen af Januar 1919 havde Fredskonferencens nedsat en finansiel Kommission med følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Albert Strass; Det Britiske Rige: E. S. Montagu; Frankrig: L.L. Klotz; Italien: Salandra; Japan: Kengo Mori.

Kommissionen konstituerede sig med Italiens Repræsentant som Formand. Den holdt sit første Møde 4. Febr.; paa dette blev Planen for Kommissionens Virksomhed drøftet og dens Grundtræk fastlagte.

I Mødet 26. Februar forelaa en af Kommissionens Sekretariat udarbejdet Arbejdsplan, i hvilket bl. a. Spørgsmaalene om de territorialt forøgede Staters Andel i de formindskede Staters Gæld og Overtagelse af Statsejendommene var behandlede i følgende Form:

I Tilfælde af territoriale Ændringer melder sig følgende Spørgsmaal:

1. a) Fordeling af en større eller mindre Andel i Statsgælden;
2. b) Fordeling af en større eller mindre Andel i Statens øvrige Gæld eller Forpligtelser;
3. c) Overtagelse af Forpligtelserne vedrørende Pengeomløbet;
4. d) Vilkaar og Betingelser for Overgang fra den ene Magt til den anden af Statsejendom eller andre det Offentlige tilhørende Ejendomme i de afstaaede Territorier.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.