Alle indlæg af Rene Rasmussen

Bogen om Toftlund Sogn i Første Verdenskrig kan stadig fås

Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkivs store og grundige bog om sognets historie under Første Verdenskrig blev for nogen tid siden anmeldt i det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift.

Vi vil fra Den store Krigs side meget gerne opfordre andre lokalhistoriske foreninger i Sønderjylland til at følge Toftlunds eksempel og udgive en bog om sognets historie under Første Verdenskrig.

Anmelderen, Jørn Buch, skriver:

Fra Vestergade til Vestfronten.

Toftlund sogn i 1. Verdenskrig i 1914-1918 Dan Obling o.a. Udgivet af Toftlund Lokalhistoriske Arkiv, 2016. 476 sider, rigt illustreret. Pris: 250 kr.

(Bogen er efterfølgende udkommet i en ny i og forbedret udgave).

Bogen om Toftlund sogn under 1. Ver­denskrig er en meget flot og velfortalt bog om Toftlunds mange unge, som blev ramt af 1. Verdenskrig, både som soldater og som civile. Næsten 500 unge i fra Toftlund deltog som tyske soldater under 1. Verdenskrig, og heraf døde de 66 i et sogn, som dengang havde ca. 1.700 indbyggere. I bogen findes et bil­lede af mindetavlen i Toftlund Kirke.

Et fantastisk stort og flot afsnit for­tæller om de 500 skæbner – person for person, hver for sig. Det er lokalhisto­rie, når det er bedst – men også en lo­kalhistorie, som bredes ud til den store historie.

Bogen er sprængfyldt med relevante billeder og kort, og et særlig illustrativt kort demonstrerer, hvor store dele af byen der var berørt af krigen. Det gæl­der vejspærringer, boliger for tyske offi­cerer og straffefangelejre, ja lejre i fler­tal, da der var hele to straffefangelejre omkring Toftlund, hvoraf den ene lå lige ved siden af kirken.

Bogen har også et stort afsnit om Sicherungsstellung Nord, hvor der både fortælles om baggrunden for stillingen i 1916 og illustreres med nogle meget flotte billeder, som viser, hvor stillin­gen fra 1917-18 løb i terrænet omkring byen.

Bogen om Toftlund sogn under 1.  Verdenskrig kan varmt anbefales til alle, som interesserer sig for 1. Verdens­krig generelt og for Sønderjyllands hi­storie specielt. Det må blive en klassiker for alle, som interesserer sig for 1. Ver­denskrigs betydning for lokale sam­fund.

Jørn Buch

Bogen kan købes på foreningens hjemmeside

eller ved henvendelse til Anne-Grethe Petersen  på tlf.nr. 20 25 95 13 eller tlhf6520@gmail.com

Pris: kr. 250,- + evt. forsendelse kr. 80,-

Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent

Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt. Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.

Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.

Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent og portrætter af sønderjyske soldater, og den rummer desuden en liste over data på de 105 sønderjyder, der faldt denne dag.

Anmelderne skrev bl.a.:

“De mange kilder, hvoraf især  soldaternes breve og beretninger fra dette blodige slag ved Moulin, står meget stærkt i den samlede fremstilling.  Billedmaterialet er ligeledes af meget høj kvalitet. (…) Jeg skal på det varmeste anbefale denne fine og velskrevne bog.” (Krigshistorisk Tidsskrift)

“Med bogens inddragelse af feltpost, dagbøger og erindringer vækkes rædslerne i skyttegravene til live … en imponerende lille bog.” (Siden Saxo)

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne. (…) Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det. Det velvalgte kildemateriale taler ofte for sig selv, men sat sammen med fotografier af bl.a. de afdøde soldater, bliver det hele endnu mere nærværende. Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen. Kan også bruges af slægtsforskere.” (Lektørudtalelse DBC)

“Yderst levende skrevet … Dette er en spændende og absolut læseværdig bog  … den kan anbefales på  det varmeste”. (Våbenhistorisk Tidsskrift).

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.” (Sønderjysk Månedsskrift).

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Se anmeldelser neden for.

Siden Saxo

Anmeldelse i “Siden Saxo” 1/2018

Alt om Historie

Alt om Historie 7/2018

Våbenhistorisk Tidsskrift

Våbenhistorisk Tidsskrift 1/2018

Chakoten

Chakoten 3/2018

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjysk Månedsskrift 4/2018

Grænsen

Grænsen 2018/5
Krigshistorisk Tidsskrift 3/2018
Første oplag blev udsolgt på under tre måneder. Andet oplag er nu halvvejs væk.

Bogpræsentation på museet i Rens i dag

Forlaget Hartung og Rens & Omegns Lokalhistoriske arkiv meddeler:

Tirsdag den 15. juni 1915 blev en sort dag for Burkal Sogn. To af sognets mænd, begge familiefædre på henholdsvis 38 og 39 år, blev dræbt i en skyttegrav ved Puisaleine nær Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. De blev ramt af den samme granat og døde af deres kvæstelser. Hver af dem havde fem børn derhjemme – i alt 9 piger og 1 dreng i alderen 5 til 16 år. 10 børn i det lille Burkal Sogn mistede på én gang deres far. Begge mænd, Christian og Marcus havde et lille landbrug, den ene på Rens Mark, den anden i Bov.

De to mænds historie fortælles – sammen med 73 andres – i en ny bog, som er kommet til verden i et samarbejde mellem Kitta og Sven Petersen fra Forlaget Hartung og Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Bogen har titlen ”De, der aldrig kom hjem – 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn”.

Sognets 75 faldne har Kitta og Sven Petersen tidligere skildret i 5 årgange af Historisk Årbog – fra 2014 til og med 2018. Årbøgerne udgives af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Beretningerne om de faldne er i den nye bog blevet skrevet om og suppleret med en del ny viden samt helt nyt kort- og billedmateriale i farve og sort/hvid.

Desuden er der tilføjet et helt nyt afsnit om, hvordan man på ”hjemmefronten” klarede hverdagen i Burkal Sogn, såvel under som efter krigen, hvor det lille lokalsamfund var blevet drænet for mandlig arbejdskraft i alderen fra 17 til 45 år. Her kom de tildelte russiske krigsfanger til hjælp. I hvert fald to af dem valgte at blive i sognet efter krigen, blev gift og stiftede familie. Deres historie fortælles også.

Bogen ”De, der aldrig kom hjem” vil blive præsenteret i forbindelse med ’Sønderjysk Kaffebord’ Skærtorsdag den 18. april fra kl. 13 til 17 i Museum ’Mellem Slesvigs Grænser” i Rens på adressen Pebersmarkvej 4, 6372 Bylderup-Bov.

Bogen er på 130 sider, er indbundet og trykt i farver. Prisen er 150,- kr.

Den kan købes ved arrangementet i museet i Rens 18. april – og fra 1. maj i museets åbningstid eller efter aftale på tlf. 21 32 61 04.

Har man ikke mulighed for at komme til Rens, kan bogen desuden købes direkte fra Forlaget Hartung.

Så kommer der porto oveni (med fragtfirmaet DAO: 40,75 kr.). Bestilling hos forlaget på e-mail: forlagethartung@yahoo.dk

17. april 1919. Må danske levnedsmiddelpakker ikke uddeles syd for Clausen-linjen?

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. April: Min Kone har i denne Uge Sammen med Fru Sofie Callesen og en hel Del andre Damer arbejdet med Udpakning af Jernbanevogne med Tøjgaver nordfra, og Ordning af Tøjdepotet.

“Flensborg Avis” paataler, at den Clausen’ske Linje er dukket op ved Forsendelsen af Tøj og Levnedsmidler. Levnedsmiddelpakker modtages i Kongeriget kun til Byer nord for den Clausen’ske Linje. — Der er megen Elendighed i Flensborgs Smaagader og- Baggaarde. Lægerne bekræfter det. En Del syge anbringes paa danske Sanatorier. Selv tyske Læger sender uden videre de syge til min Kone.

Alle kendte Danske har ustandseligt Rykind i Forretningen og i deres Hjem af Folk, der vil søge Oplysning eller Hjælp.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. april 1919. “Spredt omkring i en hel Verdensdel ligger de og sover den lange Søvn, mens hele Sønderjylland begræder deres Tab.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København og efter festligheder og rekreation tog han hjem til Sønderjylland.

Saa fortalte Mor om Bror Peter, der havde ligget som Marinesoldat i Kiel, hvordan han sammen med de andre Kammerater uden videre havde forladt Krigsskibet og var gaaet hjem, da Revolutionen brød ud.

Min ene Svoger havde gjort Krigen med fra Begyndelsen til Slutningen, og da havde han været i Trøjen næsten syv Aar, idet han lige havde aftjent to Aars Værnepligt, da Krigen kom.

Paa Vaabenstilstandsdagen laa han ved Reims, og da Klokken om Formiddagen havde slaaet sine elleve Slag, sprang Franskmændene op af Skyttegravene og vinkede over til dem. glade ved, at det hele var forbi.

Nu gjaldt det kun om at komme hjemad, og hvert Tog, som gik til Tyskland, var overlæsset; men dertil blev der ikke taget Hensyn, nu havde de været længe nok derude.

Mange stod paa Trinbrædtet, andre sad last klamret paa Pufferne, og en Del laa paa Vognenes Tage. Alle Vegne, hvor der var Fodfæste, hang en Mand.

Men mange af dem kom ynkeligt af Dage, idet de af Udmattelse slap deres Tag og styrtede ned i Farten; andre blev knuste mod Tunnelernes Sider og Loft, hvor der kun var den nødvendige Plads til Vognene.

Min anden Svoger havde været med i to Aar og havde i den Tid været saaret to Gange.

Mens han den 30. Marts 1917 laa i en Jordhule ved Arras sammen med fire Kammerater, kom en forkert indstillet Granat fra deres eget Artilleri og smadrede Jordhulen. Da de blev gravet frem, var de fire Mand døde, kun min Svoger var endnu en Smule varm, men der var ingen Livstegn alt Haab var ude, hvorfor man lod ham ligge mellem de døde i seks Timer.

Senere blev han dog samlet op af en Sanitetssoldat og bragt paa Hospitalet, hvor han laa i fire Døgn uden Bevidsthed. Da han slog Øjnene op, saa han sig for virret omkring og tog sig til Hovedet, der føltes saa underlig tungt. Han havde faaet en Hjernerystelse og var blevet ramt af en Granatstump i Underkæben, der var knækket.

Efter i lang Tid at have ligget med en Jernramme og Gummi i Munden for at holde Kæben sammen og give en nogenlunde god Form paa Underansigtet blev han efter fjorten Maaneders Forløb sendt hjem som uduelig.

Og videre fortalte Mor, at hendes eneste Bror var blevet haardt saaret ved et Angreb i Rusland d. 18. November 1914, idet han havde faaet en russisk Geværkugle gennem Hovedet, den var trængt ind gennem Panden over det ene Øje og ud gennem Nakken.

Der efter henlaa han i tyve Dage uden Bevidsthed. Da Sanserne atter vendte tilbage, laa han paa et Lasaret i Braunschweig i Tyskland.
Desværre havde Synscentret i Baghjernen taget alvorlig Skade; en Overgang var der Fare for, at han vilde blive fuldstændig blind. Hans Evner saa vel som hans hele Konstitution er gaaet meget alvorligt tilbage til stor Sorg særlig for hans Hustru og lire Børn.

En af mine Fætre sad som Fange i England. Og Mors Fætter, der gjorde Tjeneste ved et prøjsisk Garderregiment, var faldet, lige efter at han havde været hjemme paa Orlov. Tilbage sidder hans sørgende Enke og Børn.

Men hans Død beklages af mange flere, da han var en Dygtighed og meget afholdt af hele Egnens Befolkning, særlig i sin Fødeby.

Alene i Broager Sogn er der faldet 187 unge, djærve Mænd. Blomsten af den higende Ungdom. Spredt omkring i en hel Verdensdel ligger de og sover den lange Søvn, mens hele Sønderjylland begræder deres Tab.

Naar jeg betænkte mine Forældres Sjælsspænding gennem alle Krigsaarene, deres Frygt for Fremtiden og Mangel paa Næring, idet de hovedsagelig havde levet ved Roer og Marmelade, kunde det ikke undre mig, at de kære gamle næsten var blevet ukendelige med denne graagule Hudfarve, nedbøjede, magre og graahaarede, som de var blevet.

Vi bøjede af ved Frydendal Kro. Der bagved saa jeg ud over Vemmingbund med det gamle Fiskerleje nede ved Stranden.Ved begge Sider af Vejen stod høje Hegn, det var, som om vi gik gennem en Skov. Hasselbuskenes gule

Rakler viftede til mig, og Hyldetræerne viste smaa grønne Knopper. Det ny fremspirende Foraar harmonerede smukt med den inderlige Glæde i vore Hjerter.

Arm i Arm tog vi Bakke op og Bakke ned.

Der laa Smølvold med sin høje runde Puld, hvorfra man kunde se ud over de gamle kendte Steder med Skov og Sø og frugtbare Agre. Der Nybølnor med de mange ranke Teglværksskorstene, hvoraf jeg dog savnede et Par Stykker, som var “faldne” under Krigen.

Og der den lille Mølle paa Bondens Mose, hvor Gedderne “stod” og solede sig lige under Vandskorpen, og hvor Luftens Akrobater, de skrigende Viber slog Kolbøtter i den grødefyldte Foraarsluft.

Aa, I gamle, kære, skønne Egne! hvad har jeg vel set smukkere, siden jeg saa Jer sidst! Intet! Intet har som dette herlige Syn i den Grad fyldt mit Bryst med disse underfulde Følelser, lig dem, som Mor nys talte om!

HJEMME HOS MOR.
Vi havde naaet den sidste Bakke. Bag dens Top kom for hvert Skridt mere til Syne af Hjemmets rygende Skorsten, de grønmalede Vindskeder og Vinduerne.

Dér laa mit gamle, kære, kære Hjem, som jeg elskede højst af alt i Verden, og som jeg ikke vilde bytte med noget Slot i det skønne franske Højland. Stille og fredfyldt laa den gamle Rede, hvoraf jeg var fløjet som den ældste af ni. Men der havde aldrig været for mange, ingen kunde undværes. Far skaffede ved Flid et bitte Korn til os hver, og hos Mor var det lunt under Vingens Tag. Allergladest var Mor, naar hun havde samlet os alle; hendes Arm laa saa fast omkring min, nu bragte hun mig med bankende Iljerte til Hjemmet, det sidste af Børnene, skønt forpjusket og forskræmt, frelst ud af det store Verdens-Kaos.

Aa, hvor var her smukt, dejligt at komme hjem, her hvor kærlige Hænder i den sidste Tid havde puslet og ordnet og slidt ved Tanken om Gensynsglæden.

Der var revet omkring Huset som til Højtid, og dér skinnede det hvidmalede Stakit omkring Blomsterhaven — alt var som før — dog nej! dér stod jo rejst en splinterny, hvidmalet Flagstang, hvorpaa vort elskede rød-og-hvide Flag skulde gaa til Tops den Dag, da vi skulde stemme os hjem til gamle Moder Danmark.

Min lille Bror Karl kom styrtende ud og raabte med sin klare, klingende Barnestemme: »Go’ Daw, Bror Hans! og Velkommen hjem!« Han var blevet saa stor, saa jeg kunde ikke kende ham. —
Omkring Stordøren var slynget grønne Guirlander og foroven et bekranset:

»Velkommen hjem!«

Hjertet havde ingen Ord til Tak; det blev saa blødt — meget blødt — og tavst. Men store Taarer tolkede stille mit Hjertes Sprog.

Alle Billeder i Stuen var nydeligt omslynget af grønne Vedbendranker, som om de blev favnet af kærlige Arme. Far og Mor havde gjort deres allerbedste for at glæde deres fra Udlændigheden hjemvendte Dreng.

Over Sofaen var ophængt et nyt, stort Fotografi af mig og under dette, i en Ramme af Grønt og Blomster, et: »Hjerteligt velkommen hjem!«

Og her sank jeg ned i den gamle, brede, lærredsbetrukne Sofa.

Hjemme hos Mor!

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

16. april 1919. “Der stod Far og Mor og vinkede og smilede til mig gennem Taarer.” Hans Petersen hjemme igen.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København og efter festligheder og rekreation tog han hjem til Sønderjylland.

Efter otte Dages Forløb var jeg atter i god Kondition, og skønt man gerne vilde beholde mig længere, mente jeg dog, at jeg burde være sammen med mine kære i Paasken, der var nær forestaaende.

Jeg droges stærkt mod Hjemmet, mod den gamle Rede, som en Fugl paa
Træk, og Dagen for Skærtorsdag tog jeg Afsked med disse udmærkede Mennesker, der havde været saa kærlige imod mig, klædt mig fra Top til Taa og givet mig Lommepenge med, at jeg ikke skulde staa uden en Skilling i Lommen ved Begyndelsen af det nye Livsafsnit, som laa foran mig.

GENSYNSGLÆDEN.
Jeg tog med Toget til Faaborg og derfra med Skib til Sønderborg. Snart skimtedes Land forude; det var Als med den jævne, grønne Strand, og der, omkring Pynten, Halvøen med de to høje Tvillingtaarne, der tegnede sig som slanke Silhuetter mod Foraarshimlen, det var Broager, Hjemmet!
Det gamle Sønderborg Slot laa endnu, som da jeg drog ud; det havde Hjemstavnsret; men Krigsflaaden, Stedet, hvor den store, stærke, prøjsiske Krigsflaade havde ligget, det var tomt. Det var intet Savn for mig, jeg havde aldrig yndet den.

En Skibstrosse blev slynget om en Fortøjningspæl, der knirkende gav sig mod Skibsbroens Planker. Landgangsbroen rullede ud, og med et Par Skridt var jeg i Land.

En Kone hjemme fra Byen, Anna Hansen, som ogsaa havde været med Skibet, fik Øje paa mine Forældre blandt Tilskuerne bag Afspærringen; hun tog mig ved Haanden og ledede mig hen til dem.

Der stod Far og Mor og vinkede og smilede til mig gennem Taarer. — Men var det mine kære Forældre, da var der i Sandhed sket en utrolig Forandring med dem; da jeg drog ud, var de friske og ranke, nu var de ældede, graanede og nedbøjede, knugede af de sidste fem Aars frygtelige Spænding.

Aa! hvilket sørgeligt Billede af dem!

Og min egen kære, lille Mor – hvad var dog det det gav et Ryk i mig, og det
slog pludselig ned i min Bevidsthed, at jeg havde set Mor én Gang før, saadan som jeg nu fandt hende. —

Det kunde ikke være muligt! Var det en Hallucination?

Der steg et Billede frem for mig: En Hospitalstue, hvor jeg laa i en Jernseng og sov. Langsomt og lydløst trykkedes det sorte, lakerede Dørhaandtag ned, og uden en Lyd aabnedes Døren. En stadig bredere Lysstribe trængte ind i Stuen, efterhaanden som Døren aabnede sig, og der, — i det matte Lysskær stod Mor, lille og fast med et sorgfuldt Udtryk i de blide, graabrune Øjne. Ansigtsfarven var blevet underlig graagul, og der var opstaaet dybe Furer paa Kinden og i Panden.

Det før saa fyldige og brune Haar var blevet tyndt og fuldstændig hvidt.

Mor blev staaende og saa uendelig kærligt hen paa mig i et Par Minutter.

Saa raabte hun med klar, men dæmpet Stemme over til mig: »Hans! kommer du ikke snart hjem til os, min Dreng — kommer du aldrig mere?«

Saadan havde Mor vist sig for mig den Gang i mine sygelige Hallucinationer — og ganske nøjagtig saale es stod Mor nu atter der foran mig; men nu var del Virkelighed.

Hjertet krympede sig, og Graaden smertede voldsomt i Halsen.

I ét Nu var jeg ovre paa den anden Side Afspærringen og sank i Fars og Mors Arme. — »Her har I mig igen!«
»Velkommen, Hans!«
»Velkommen hjem, min Dreng!«
»Det var godt, du atter kom hjem til os!«

Først senere fik jeg Øje paa min Søster Marie, som ogsaa var med ude at hente mig. Vi fik Tilbud om at kore med hjem; men nu havde jeg faaet Far under den ene Arm og Mor under den anden, og ingen af os ønskede at give Slip, hvorfor vi foretrak at gaa den Mil til Fods med hinanden under Armen.

Mens vi gik over den gamle gyngende Pontonbro, fik jeg atter en pludselig Fornemmelse af Søsyge, skønt det nu var over fjorten Dage siden, jeg havde haft den.

Ved begge Sider af Vejen laa de gamle Skanser med deres bølgende Legemer dækket af det lyse Grønsvær,og der den hvide Dybbøl-Mølle.

Mor fortalte hele Vejen. Først, at hun havde nogle mærkelige Følelser i Brystet; de var begyndt, da hun tog hjemmefra for at hente mig. Det var, som om Hjertet af og til flyttede sig inde i Brystet; snart laa det i venstre Side og snart i højre, og hver Gang det saadan gav et lille Rok, gik der en Strøm af en underfuld Lykkefølelse gennem hele Legemet.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

NB: Uniformen på fotografiet skyldes, at Hans Petersen efter krigen blev fængselsbetjent i Vridsløselille. Foto: Albertslund  Lokalhistoriske Arkiv.

16. april 1919. H.P. Hanssen vred over kritik af aktionsudvalget

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Vælgerforeningsmøde. I Hovedsagen fredeligt, kun mærkeligt ved Hanssens ugrundede Vrede over Kritikken mod Aktionsudvalget. — Hübsch har nedlagt sin Post som Formand for “Foreningen for Handel og- Industri”.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

15. april 1919. Så er der øl til alle – og et kys til konen! Sønderjyske krigsfanger på besøg på Albani-Bryggerierne

Fyens Stiftstidende skriver tirsdag den 15. april 1919 følgende:

Sønderjydernes tredje dag i Odense

I formiddag havde Albani Bryggeriet indbudt de sønderjyske gæster og modtagelsen var både hjertelig og smuk.

Klokken halvti i formiddags samledes byens sønderjyske gæster, måske en smule trætte efter den sene aften i aftes på Albani Bryggeri, hvis direktion rundhåndet havde indbudt samtlige ”odenseanske” Sønderjyder.

Mens man samledes, beså sønderjyderne med synlig interesse hele den store og blomstrende virksomhed, og (grundige som de er) lod de sig alt forklare uden at vige tilbage, selv for at gå i de mindste detailler.

Da alle var samlede, klokken var vel da bleven 10, blev et par mægtige porte slået op til et af bryggeriets store lokaler, og her stod, i tre lange rækker, nogle imponerende borde, smykket med en rigdom af flag og bugnende af det lækreste smørrebrød – og med rigelige mængder af bryggeriets gode øl til at fugte ganerne og få smørrebrødet til om muligt at glide endnu lettere.

Så lukkedes portene, direktør Arntz bød et kort og hjerteligt velkommen, og længe varede det ikke, før en af de allerede så populære og afholdte sønderjyder trådte frem for at takke, ikke alene for husrummet, men også for det hjerterum, sønderjyderne mødte overalt her i byen, Direktionen leve! (taktfast hurra).

Atter havde en sønderjyde ordet, dels for ligeledes at takke, dels for at tolke glæden over igen at være hjemme.

Aldrig havde man tænkt sig en lignende modtagelse som den her i Odense, hvor man havde mødt smil og sol og venlige ansigter overalt, hvor man var kommet frem.

Idet han atter betonede sønderjydernes dybe taknemmelighed over alt, sluttede han med et leve for Albani-Bryggeriet og for alle, der var knyttede hertil.

Inspektør Schiøtz udtalte, at det i år efter sagnet var 700 år siden, at gamle Dannebrog faldt ned fra himlen.

Vi danske har dog ikke altid haft respekt nok for flaget, men dette kan vi lære af sønderjyderne, og han ville (som et lille minde om dagen) beder hver sønderjyde medtage et af de flag, der stod på bordet.

Et leve gamle Dannebrog!

Atter havde en sønderjyde ordet, her for at bringe en smuk og oprigtig hyldest til de danske arbejdere. (De leve!)

Efterhånden som tiden gik, var der da også begyndt at tømme i smørrebrødsbjergene, adskillige flasker øl var gået med, og da ingen ønskede mere at spise (og der var såmænd reserver nok!), blev der budt velbekomme – og efter mange og velmente taksigelser for den vellykkede formiddag, spredtes sønderjyderne atter over byen, mætte, veltilfredse, og med silkeflag i lommen.

Også ved denne lejlighed forefaldt der smukke og gribende optrin, f.eks. en hustru, der var rejst herover for efter lange og trange års forløb på ny at træffe sin mand.

”Vil De se, hvad jeg har fundet?” sagde sønderjyden, med øjne, der strålede af glæde og stolthed, for så at dugges – og midt foran den store forsamling, glemmende taler og modtagelse, smørrebrød og det hele, kunne han blot gøre ét: give sin kone et kys!

Nå, i øvrigt synes sønderjyderne (heldigvis) at befinde sig særdeles vel herovre og at føle sig hjemme.

Mange venner har de fundet sig – og alles hjerter har de vundet ved deres hele beskedne, høflige, mandige og ærlige optræden.

Og var der end stillet store forventninger til deres komme – skuffet dem har de så sandelig ikke!

H.J.

Fyens Stiftstidende 15. april 1919. Tak til Odense Stadsarkiv for tilsendelse af kopier 🙂

14. april 1919. Store festligheder i Odense for de sønderjyske krigsfanger

Fyens Stiftstidende skriver tirsdag den 15. april 1919 følgende om gårsdagens aftenfest:

Fra sønderjydernes besøg i Odense

”Sønderjysk Forening” og ”Dannebroge” var i aftes værter for vore sønderjyske gæster, og aftenen formedes sig som en smuk, national fest, præget af sammenhold og begejstring.

Mange gode ønsker og mange løfterige taler. Også adskillige sønderjyder tager ordet.

Der var sjældent smukt og smagfuldt dekoreret i aftes i forsamlingshuset store sal til ”Sønderjysk Forenings” og ”Foreningen Dannebroges” fest for vore sønderjyske gæster, idet det mægtige rum var rigt prydet med flag, med flagdekorationer, med vimpler, ned fra loft til balkon, og med store flagprydede våbenskjolde, bærende dels det danske rigsvåben, dels den odenseanske lilje.

Aftenen formede sig smukt og værdigt, båret og præget af en stærk national stemning, og løftet af den enighedens og sammenholdets ånd, der over alt kom til orde.

Sjældent har der været sunget så mange af vore smukkeste fædrelandssange som i aftes – og sjældent har der på en aften lydt så mange og kraftige hurraråb og været holdt så mange varmt-følte og løftende taler.

Stemningen, den dybe og følte begejstring, holdt sig da også lige frisk og lige levende den ganske aften igennem, og da det snart blev klart, at 11-lukningen her var et alt for tidligt tidspunkt til at skilles, fik man straks indhentet tilladelse til at fortsætte ud over tiden – og klokken blev ikke så helt lidt over midnat, før de sidste sangstrofer stilnede.

Også på dette tidspunkt ville endnu mange flere have talt, have tolket deres følelser, her havde man jo lov til at tale frit fra leveren – og her havde man noget på hjertet.

Tiden tillod det ikke – men i aften samler byrådet til fest, og nye tanker og ønsker kan veksles.

Blandt de særligt indbudte bemærkede vi bl.a.: Stiftamtmand, kammerherre Simony, kommandant for garnisonen, oberst Allerup, oberstløjtnant Elmer, kaptajnerne Brorson, Dedering og Sørensen, gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, pastor Jensen (der har været med fangerne i Aurillac) m.fl.

Festen begyndte

Efter at den meget store forsamling var bænket, så mange der kunne få plads på gulvet og resten på de to balkoner, gav kaptajn Eigild Jørgensen forskellige meddelelser til sønderjyderne, væsentlig angående programmet i dag.

Angående ernæringskortene ville han atter gøre opmærksom på, at disse var gratis.

Bortrejsen i morgen finder sted kl. 8.54, men sønderjyderne må være på banegården klokken ét kvarter over 8.

Kaptajnen opfordrede gæsterne om at tage aftenen med godt humør, trods det havde været umuligt at skaffe mere plads og plads til alle.

Formanden for sønderjysk forening, apoteker Mikkelsen, bød velkommen på de to foreningers vegne.

Vi er i aften forsamlet med vore kære sønderjyske gæster, og dem må vi byde et særligt velkommen: Hjertelig velkommen hjem til Danmark – velkommen i aften.

I har kæmpet en kamp, der var mod jeres inderste følelser, men nu kommer I hjem, smykket med Dannebrog, og som et vidnesbyrd om en ny tid om, at vi snart kan vente Sønderjyllands genforening med moderlandet.

De to foreninger, der er værter her i aften, har gennem mange år stået i nær forståelse med Sønderjylland, dér, hvor der altid har været stridsmænd rede til at tage kampen op.

Nu er vi ved kampens mål, og gudskelov for dette dejlige håb.

Idet jeg ønsker Dem, mine kære landsmænd, at De må befinde Dem rigtig vel her i Odense og tage lyse, goder minder med hjem, vil jeg bede Dem med mig at råbe et leve for Danmarks konge, Danmarks rige og det danske folk (9-foldigt hurraråb).

Hele forsamlingen afsang derpå Niels Møllers Skamlingsbankesang – under forsang af Mulernes Legatskoles kendte drengekor.

Mulerne synger

Mulernes drenge sang derpå fint og stemningsfuldt: ”Du skønne land”, så en lille sønderjysk rejsesang, så ”Nattens dæmrende tåger”, så ”Soldaternes sang om generalerne i 1848” (med sanglærer Rosendal som solist og med omkvæd af alle drengene og forsamlingen), for derpå at slutte med: ”I vor barndom” – og med kraftigt bifald efter alle sange, så kraftigt efter den sidste, at denne måtte synges da capo.

Vort modersmål

Rektor Holbeck: Hvis man nærmere skulle bestemme den stemning, der altid fylder os overfor sønderjyderne, er denne ikke mindst fremkaldt af den måde, hvorpå de altid har vedligeholdt forbindelsen med moderlandet.

Sønderjyderne har elsket deres modersmål og har forstået at værne dette – vel også fordi de fra ganske små har lært den sang: Vort modersmål er dejligt.

Det er tegn på, et folk er sundt, når de åndelige værdier sættes over de materielle; dette har sønderjyderne gjort og kraften hertil har de hentet i modersmålet. Et leve for vort modersmål!

Unge piger fra frøken Winterlers pigeskole foredrog derpå: ”Vort modersmål er dejligt” samt et par andre smukke sange, og lige som drengenes sang vakte de skære pigestemmer forsamlingens udelte bifald.

Fredsklokkerne i Aurillac

Sønderjyden Jens Lassen, Als, fik derpå under stærkt bifald fra forsamlingen ordet:

Kære landsmænd! Fangenskabet var ikke rigt på afveksling, men den største dag var den 11. november, da våbenhvilen undertegnedes, og hvor en ny tid, et nyt håb kunne begynde.

Dette følte vi, da vi lyttede til klokkeklangen fra Aurillacs kirkeklokker, der forkyndte Frankrigs sejr – Danmarks sejr.

Arvefjenden var sat ude af stand til at skade – og for første gang i 4 år blev vi rigtig glade.

Det som slægt efter slægt havde set op til som det højeste: Genforeningen – dette skulle vi opleve, og når vi nu kom hjem, skulle alt det, vi havde kæmpet for, gå i opfyldelse.

Som frie skulle vi bo i vort hjemland, intet skulle mere true, og vi kunne samles i det, der for os betød: Livet.

Det danske sprog skulle vi kunne tale, vore sange skulle vi synge, og frit skulle vi hejse vort elskede Dannebrog over et frit folk og fri jord.

Snart vil dette være nået, og vi vil se det nye Danmark, vi skal være med til at bygge og bære frem – under en grænsen og under en konge.

Et leve for Danmark!

Da det mægtige bifald, der hilste denne tale, var stilnet, sang hele forsamlingen: ”I Danmark er jeg født.”

Sagfører Juul Pedersen: Der er sikkert mange til stede  aften, der også var med for år tilbage, da der her stod en mand frem og sagde, næsten med profetisk kraft:

”Og det vil ske en dag, at et skib vil komme sejlende, med Dannebrog i toppen, og med eders brødre om bord.”

Denne mand er professor Verrier, og i vor taknemmelighed over begivenhedernes gang ønsker vi at knytte en tak til denne mand for hans kærlighed til Danmark, nu sidst til de sønderjyske krigsfanger.

Professor Verrier er ofte kaldt for Danmarks bedste ven, jeg gentager disse ord – og skal vi her i aften ikke udtale ønsket om, at vi længe må beholde professor Verrier som Danmarks bedste ven.

Professor Verrier leve. (Hurraråb og stærkt bifald).

Atter fulgte sang efter tale – nu ”Og det haver så nyeligen regnet” – og Mulernes drenge, der sang ”Natten er så stille” (endda med Frk. Winterles unge piger som ekko!).

Sønderjysk tak

Christian Bertramsen, Skodborg: Danmark, vor moder, har ventet på os i 55 år, og ofte har der heroppefra været sendt et blik til vor store nabo mod syd.

Den glæde og hjertelighed, hvormed vi er modtaget, kan vi ligne med en moders glæde ved sit barn, og syd for grænsen har tankerne stadig søgt mod Danmark for at hente ny kraft, nyt håb, og når de unge i hobetal søgte til Danmark, var det for rigtigt at ånde ud, rigtigt at kunne synge uden at skulle lukke dørene.

Vi, der var i fangenskab, greb med begærlighed alle meldinger om sejre for de allierede. Vejen hjem syntes os lang, og endnu længere syntes den til Danmark.

Det er derfor umuligt at beskrive vore følelser, da fredsklokkerne i Aurillac ringede den tyske militarisme ned.

Hvad der har holdt os oppe, har været vor store kærlighed til Danmark, og at disse bånd har holdt, kan bedst ses af den hjertelige modtagelse, vi her har fået, og som har været løn for al vor møje. Odense leve!

Chr. Petersen, Kærbølle: Målet er nået, men hvem har gjort det? Er det ikke de allieredes tropper, der har gjort dette, og her tænker vi, der har været i fransk fangenskab, specielt på Frankrig.

Et leve for Frankrig og for godt venskab med dette land.

Marseillaisens stolte strofer blev derpå afsunget af den begejstrede forsamling, og også her hilstes frihedssangen med stormende bifald.

Kaptajn Eigild Jørgensen fortalte nu et par fornøjelige småtræk om professor Verrier og koncertsanger Saxtorph-Mikkelsen foredrog en sønderjysk sang.

Pause – og fortsættelse

Man udsatte derpå talerne for at holde en halv times kaffepause, og da man atter var samlet, blev ordet givet til

Fritz Schmidt, Haderslev, der tolkede sønderjydernes glæde ved opholdet i Odense.

Sønderjyderne havde aldrig opgivet håbet eller modet, for de havde altid haft som støtte: Det danske folk.

Taleren omtalte dernæst i begejstrede vendinger alt det, gymnastiklærer Rasmussen havde betydet for de sønderjyske krigsfanger, og i varmtfølte, hjertelige ord udbragte han et leve for ”alle sønderjyders far”, gymnastiklærer Rasmussen.

Hvorfor sønderjyderne kom til Odense

Gymnastiklærer N.H. Rasmussen (minutlangt bifald): De er vist for gode ved mig, men jeg siger Dem tak alle sammen.

Det er naturligvis intet tungt arbejde at hjælpe krigsfanger, men et arbejde, der bringer glæde hver dag.

Krigsfangearbejdet begyndte småt og arbejdet havde ikke lige straks vundet støtte fra alle sider.

Det sted i landet, hvor arbejdet fik størst tilslutning, var her i Odense, derfor kom krigsfangerne til Odense, og derfor kom Aurillac-skibet hertil.

Med en omtale af de sønderjyske kvinder, der her i Odense mødte deres mænd, sluttede gymnastiklæreren sin varmtfølte tale, idet han betonede, hvor trofaste de sønderjyske kvinder har ventet.

Et leve for de danske kvinder, som de har vist sig i den sønderjyske sag, og som, hvis de bor i Sønderjylland, trofast har ventet på mand og børn.

Den danske kvinde leve.

Fru kaptajn Jørgensen (strærkt bifald).

Aldrig har der i Odense været imødeset en begivenhed med så stor spænding som denne.

Men to spørgsmål trængte sig ind på os: Hvordan ser sønderjyderne ud, hvordan er de?

I kom, I så godt ud – og I så gode ud.

Der går det rygte, at ingen er gået så uskadte ud af krigen som I, vore sønderjyske børn.

Vi kvinder vil bede jer tage en hilsen med til de sønderjyske hjem og fortælle dem, hvor højt vi har beundret dem. Vi beder jer bringe de hjem, hvor mændene savnes, en ærbødig hilsen – og skal vi ikke råbe et dundrende hurra for de gode sønderjyske mænd. (Stærkt og langvarigt bifald hilste fruens smukke og dybtfølte ønske).

De sidste taler

Direktør Fr. Rasmussen omtalte, hvor godt vi har det herhjemme. Nu drages de gamle Dannebrog, der har været gemt på kistebunden, frem fra deres gem for at vaje helt ned til den retfærdige grænse – dette ønske leve.

Derefter sang man: Vaj højt, vaj stolt og frit, vort flag – og den unge hr. Niels Petersen glædede forsamlingen med en sang.

Pastor Koch: Vi er ikke enige om alt her i Danmark, men d e t t e  kan vi alle samles om.

Nu gælder for os at arbejde, og når festerne er forbi, gælder det om ikke at falde i søvn, men om at komme fremad.

Alle må vi være med til: Danmarks opbyggelse, Danmarks fremtid – og det gælder at føre retfærdigheden til sejr og at blive fri for at suges ned i den malstrøm, der gør halvdelen af Europas lande ulykkelige.

Det gælder at få opbygget: De gode og gudfrygtige hjem i Danmark.

Marius Christensen, Skærbæk, takkede for de gode breve og sendinger og udbragte et leve for pastor Jensen, Jernved, der ligeledes har gjort et stort arbejde for sønderjyderne.

Pastor Jensen takkede. Den berømteste af alle danske, H.C. Andersen, er født i Odense (udtalte pastoren), hans liv var et eventyr, med ham har I lighed, og aldrig drømte I om at modtages således i Odense.

En hilsen fra Flensborg

Redaktør Jensen, Flensborg Avis, bragte på ny sønderjyderne et hjerteligt velkommen og betonede den glæde, der var i sønderjyske hjem, da fangernes hjemkomst ventedes.

I Sønderjylland drøftes der i disse dage dem modtagelse, jeres kammerater har fundet. Bladene går fra hånd til hånd, og I kan ikke i ord tolke det, I har oplevet.

Hele det danske folk står samlet i en lykkefølelse, der griber alle – og vi ser i ånden vor konge komme sejlende ind i Flensborg Fjord, hyldet og ombrust af folkets jubel. (hør). (Kraftigt bifald).

Lærer Koch oplæste derpå et digt til sønderjydernes ære.

Der sluttes

Kaptajn Eigild Jørgensen takkede alle, der havde bidraget til denne smukke fest – hvorpå festen sluttede med, at hele forsamlingen stående og af fulde begejstrede lungers kraft afsang første vers af ”Der er et yndigt land.”

Langsomt spredtes tilhørerne, der var endnu så meget at drøfte, så mange hilsener at udveksle – og klokken var godt hen ved de 12½, før denne så smukke og stemningsfulde fest kunne sluttes.

Fyens Stiftstidende 15. april 1919. Tak til Odense Stadsarkiv for tilsendelse af kopier 🙂

13. april 1919. Sønderjyske krigsfanger ankommer til Odense

Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.

Palmesøndag lagde skibet til kaj i Odense. Sejlturen ind gennem Odense fjord var en uforglemmelig tur.

Ved ankomsten til Odense stod byen pyntet i festskrud. Der var overalt rejst flagalleer. Flag vajede overalt, der blev skudt salut for os. Folk hilste og vinkede, og på kajen spillede et militærorkester. Der var fest og glæde om bord.

Vi forlod skibet, og i triumftog, fulgt af ca. 10.000 mennesker, drog vi op til kasernen. Her måtte vi vente en stund. Så kom vi i bad og kom i nyt tøj fra inderst til yderst. Nu var vi vel nok nogle pæne fyre!

Vi fik anvist kvarter, og fulgt af en spejder fandt vi snart derhen. Jeg kom til købmand Hansen i Vestergade.

I dette herlige hjem opholdt jeg mig tre dage. I kirken afholdtes der festgudstjeneste for os. Senere var vi med til fest i Fyens  Forsamlingshus. Sluttelig var vi inviteret til frokost på Albani Bryggeriet, og vi kunne efter ønske tylle så meget øl i os, som vi lystede.

Under turen hjem fra bryggeriet løb jeg pludselig på en mand — min far. Han var kommet til Odense for at være med til at modtage mig. Det var en stor og uventet glæde.

DSK-årbøger 1961

13. april 1919. Sønderjydernes ankomst til Odense “et triumftog”

Fyens Venstreblad skrev den 14. april 1919 følgende:

Sønderjydernes Ankomst til Odense blev et  Triumftog

Titusinder af Fynboer modtog dem og hilste dem velkommen tilbage til Danmark

Sønderjydernes Ankomst til Odense i Gaar formede sig som en Fest, der aldrig vil glemmes af dem, der oplevede den.

Ikke blot Modtagelsen ved Havnen og Vandringen gennem Byen, men hele Indfarten fra Klintebjerg til den menneskefyldte Englandskaj blev en Hyldest og Hilsen fra det fynske Folk saa storstilet, at den sikkert aldrig gaar Sønderjyderne af Minde.

Klokken godt syv stævnede Havnedamperen »Fremad« ud ad Kanalen for at bringe Gæsterne den forste Hilsen fra Odense.
Om Bord havde den Formanden for Den sønderjyske Fond, Borgmester Bloch og hele Kanaludvalget. Desuden Repræsentanter for Komiteen, for Toldvæsenet og Pressen, samt Amtslægen og enkelte særlig indbudte, deriblandt de sønderjyske Krigsfangers gode Venner Professor Paul Verrier og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen. Endelig var der et sønderjysk Ægtepar fra Tønder, der vilde ud at tage mod deres Søn, og tre Hustruer, der var kommen hertil i Nattens Løb for at rejse deres hjemvendende Mænd i Møde.

Himlen lovede ikke godt, da »Fremad« stod ud ad Kanalen, og Turen over Fjorden var kold og blæstfyldt. Havneudvalget havde været saa elskværdigt at tage en Hjertestyrkning med. Den bekom Selskabet udmærket paa den kolde Udtur. Da man var ved Kaffen. klarede det saa meget op, at man ude over Als Oddes lave Højder kunde øjne de flagsmykkede Master paa “St. Thomas”, der om Natten havde ligget for Anker et Stykke uden for Gabet.

Klokken ni var man Skibet saa nær, at de første Hilsener kunde udveksles. Langs Rælingen paa “St. Thomas” stod de unge Sønderjyder og sang og viftede med Huer og Lommetørklæder, og de sønderjyske Gæster paa “Fremad” lod Blikket løbe langs Rækkerne for at finde dem, de søgte. Snart lød det første genkendende “Goddag”, og saa bruste Hurraraabene ud over det blaasorte Vand.

Et Øjeblik efter skurede “Fremad”s Stævn ind mod det store Skrogs Læside. En Kvinde entrede over Rælingen, og to Ægtefolk mødtes i et inderligt Favntag efter halvsjette Aars Adskillelse.

Det var som et Billede af den Genforening mellem Folket Nord og Syd for Grænsen, der nu finder Sted.

Den første Velkomst

Snart havde “Fremad”s Passagerer alle bordet Damperen, og henne paa Fordækket samledes saa mange af Sønderjyderne, som I rummes kunde, for at høre den første Velkomsttale paa dansk Grund.

Men først holdt Professor Verrier en kort Tale: For tre Aar siden, udtalte Professoren, gæstede jeg Odense, og jeg lovede da at tage mig af Deres Landsmænd i fransk Fangenskab, og naar Freden kom at aflevere dem til Dem i god Behold.

Paa det franske Folks Vegne giver jeg Dem nu Deres Landsmænd tilbage.

Derefter tog Borgmester Bloch Ordet: Sønderjyske Landsmænd! Tak, fordi I har holdt ud gennem alle de tunge Lidelser, og Tak, fordi I nu vender tilbage til jeres rette Fædreland. Vi ønsker jer hjertelig Velkommen til Fyn, til Odense og beder jer om sammen med os at udbringe et Levn for vort gamle Fædreland. Danmark; leve!

Begejstrede Hurraraab lød over Skibet som Svar paa denne første Velkomsthilsen.

Efter at Professor Verrier derpaa havde udbragt, et Leve for Odense, overrakte Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen Sønderjyderne en Fane — den samme, hvorunder det første Hold sønderjyske Krigsfanger fra Frankrig var sejlet ind til København. Han bad dem om at bevare den for det Tilfælde, at de siden dannede en
fransk Forening i Sønderjylland.

Til Slut ønskede Købmand Sieburg paa Sønderjysk Forenings Vegne Gæsterne Velkommen, hvorefter den lille Højtidelighed var forbi
Ind ad Fjorden og Kanalen.

Der blev nu budt Cigarer rundt over hele Skibet, og Odenseanerns og deres Gæster begyndte at indlede Bekendtskabet med hinanden.
Damperen lettede Anker, og snart gik det ind mod den ventende By. Fra Fiskerbaade og Lystbaade viftedes og vinkedes, og hele Farten ind ad Kanalen blev for de unge Sønderjyder som et Triumftog. Havneudvalget havde langs hele Kanalen med Mellemrum rejst flagstænger, hvorfra det kære Dannebrog hilste gæsterne, og rundtom fra huse og gårde vajede det rødhvide flag.

Og fra Klintebjer gog ind lev kanaldæmningerne et levende espalier. Skolebørn stod i række med flag og sang fædrelandssange, cyklister i hundredevis søgte at følge damperen på dens fart.

Folk fra omegnen var mødt frem i køretøjer, smykkede med små flag. Kaproere rejste årer til hilsen, og fra skibhusene var et drengekorps mødt op med fane og to trompeter. Drengene fik et rungende hurra.

Det ganske Stige var på benene for at hilse, og jo nærmere man kom til byen, des tættere blev menneskemasserne. Hundreder blev til tusinder, og tusinder til titusinder. Fine folk og fattige, unge og gamle. Alle ville være med til at hilse sønderjyderne tilbage til gamle Danmark.

[der er væsentlig mere, men jeg har desværre ikke nået at skrive mere af. Hvis nogen har mod på at afskrive resten, så kan avisen findes på mediestream /RR]

12. april 1919. Odense venter: “Sønderjyderne kommer på søndag, rimeligvis ved middagstid.”

“Fyns Venstreblad” skrev den 12. april 1919 følgende:

Det sønderjyske besøg

Sønderjyderne kommer på søndag, rimeligvis ved middagstid

I går eftermiddags kom der hertil melding om, at motorskibet “St. Thomas” med de sønderjyske krigsfanger om bord var ankret op ved Hanstholm.

Ved middagstid i dag vil det antagelig runde Skagen og søndag morgen ligger det sandsynligvis for anker ved Fynshoved.

Den første modtagelse af vore sønderjyske gæster vil op på formiddagen finde sted ved gabet.

Formodentlig ved otte-halvni tiden sejler havnedamperen “Fremad” herud med kanaludvalget, komitémedlemmer og repræsentanter for pressen for at byde de fremmede velkommen ved indløbet til fjorden.

Efter foreløbig bestemmelse vil “St. Thomas” da kunne ventes ind til havnen omkring middagstid. Her vil borgmester Christensen på byens vegne byde sønderjyderne velkommen.

Selvfølgelig vil den halve by være ved havnen. Soldaterforeningerne møder med faner.

At byen vil være klædt i festdragt siger sig selv. Allerede i går rejstes flagstænger foran rådhuset, og i dag vil Kongensgade smykke sig på vanlig vis.

[…]

“Fyns Venstreblad 12. april 1919.

Tak til Odense Stadsarkiv for aviskopien /RR

10. april 1919. Odense forbereder sig på sønderjydernes ankomst

Avisen “Fyns Socialdemokrat” skrev i begyndelsen af april 1919 følgende:

Sønderjydernes besøg i Odense

Østasiatisk Kompagnis damper “St. Thomas” er nu på vej fra Frankrig til Odense med det hold sønderjyske krigsfanger, som i tre dage skal være vor bys gæster, og det menes, at damperen vil kunne være her søndag eller mandag.

Når damperen meldes i sigte, vil kanaludvalget og Sønderjysk Fonds formand, borgmester Bloch, gå om bord i “Fremad” og sejle sønderjyderne i møde og ude på de blanke vover byde dem velkommen.  Indkvarteringssedlerne vil derefter blive uddelt under sejlturen ind til byen, og ved havnen finder den officielle modtagelseshøjtidelighed sted.

Sønderjyderne møder i deres gamle uniformer fra fangelejren, og fra havnen går turen i sluttet trop til fodfolkskasernen, hvor de vil få et varmt bad og blive ekviperet fra inderst til yderst. Derpå ledsages hver enkelt hjem til de respektive kvarterværter. Om nogen festlighed den første dag bliver der ikke tale.

Næste dags formiddag kl. 10 afholdes en gudstjeneste i St. Knuds kirke, hvorefter sønderjyderne skal være Grand Hotel direktørers gæster til smørrebrød og kaffe, og om aftenen kl. 8 er Sønderjysk Forening og Foreningen “Dannebrog” værter ved en fest med kaffebord, taler og sang på Fyns forsamlingshus.

For den tredje dags vedkommende vil der blive adgang til byens seværdigheder, ligesom det forventes, at byrådet vil byde på en middag kl. 6 på rådhuset.

Såfremt besøget strækker sig over endnu en dag, påtænkes der forestillinger på Odense Teater.

Skønt der i de allersidste dage er indkommet mange tilbud om kvarter til gæsterne, er dog endnu langt fra alle anbragte. De, som endnu måtte ønske at vise gæstfrihed ved denne lejlighed, bedes derfor melde sig snarest på borgmesterkontoret.

Så længe besøget står på, vil der på rådhuset blive indrettet et bureau, hvor oplysninger gives og meddelelser modtages vedrørende besøget.

Med hensyn til beklædningen af sønderjyderne, mener den herværende komité at kunne skaffe det fornødne undertøj, hvorimod det kniber med habitter og fodtøj. Det forventes imidlertid, at komitéen i København vil træde hjælpende til.

“Fyns Socialdemokrat” 10. eller 11. april 1919.

Tak til Odense Stadsarkiv for aviskopien /RR

10. april 1919. Flensborg: Vældig tilstrømning for at melde sine børn til ferierejse til Danmark

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Handelskamrets Sendefærd har 8de ds. faaet en Tillidserklæring i Foreningen for Handel og Industri. — Dr. Sauermann, som har fulgt den i København og telegraferet til Kamret, vil have Indrejsetilladelse til en ny Rejse hos mig. Han giver sit Ord paa, at det er i rent upolitisk Øjemed. (Har uden Tvivl alligevel benyttet Rejsen til at samle Oplysninger mod Delegationen.)

Paa Kontoret det første Møde i Fagforeningernes og vor Børnerejsekomite. Paa 10 Indsamlingssteder skal der indtegnes Børn i fjorten Dage. (Der bliver vældig Tilstrømning, især paa Mellemslesvigsk Udvalgs Kontor. Der standses 19. April og er allerede tegnet over 3000 Børn, medens der foreløbig kun er Hjem til rigelig 2500.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

9. april 1919. Afrejse fra Dunkerque

Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.

Det var den 4. april 1919. Endelig slog da forløsningens time. Vi skulle hjem nu, endelig hjem til dem, man savnede så stærkt. Ved  afskeden knuste en og anden en tåre. Egentlig havde man jo haft det godt her i Aurillac i Sydfrankrig. Men en lejr var det jo . . .

Vi var ca. 350 sønderjyder, der førtes ned til banegården og tog bort med særtog. Vi var begejstrede, for vi var frie mænd nu. Rejsen varede tre dage.

Endelig ankom vi til den franske havneby Dunkerque. I havnen lå motorskibet »St. Thomas«. Det havde som en velkomsthilsen alle flag oppe.

Desværre viste det sig, at »St. Thomas« ikke kunne tage os alle med. Der var kun plads til 330 mand i alt. Resten måtte blive her, til næste transport skulle hjemsendes.

Selv om jeg ikke havde grand til at klage over mit ophold som krigsfange i Frankrig, var jeg dog glad, da jeg som en af de allersidste fik lov til at gå med om bord i skibet. Jeg var endda så heldig at få anvist en første klasses kahyt.

Så stod da »St. Thomas« ud uf havnen. Hvorhen rejsen gik, vidste vi på dette tidspunkt ikke. Først den følgende dag fik kaptajnen at vide, at man som bestemmelsessted havde bestemt Odense.

Rejsen gik op langs den engelske kyst. Mod land lå der mange skibe som vrag efter krigen, og i Nordsøen drev miner rundt.

Om bord på »St. Thomas« var der folk på udkig både dag og nat.

Vi nåede langt op mod nord, før man vovede at foretage en kursændring. Det stormede ret godt. Skibet rullede fælt. Jeg tror, at ikke en eneste af os undgik at ofre til guderne. Vejret var så dårligt, at skibet en tid måtte ligge underdrejet på det oprørte hav.

Kursen sattes mod den norske kyst, hvorefter det gik ned gennem Skagerak.

DSK-årbøger1961

9. april 1919. Ernst Christiansen: Trist møde i Vælgerforeningen: De vil ikke have Flensborg med!

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Vælgerforeningsmøde i Aabenraa. Paataler [redaktør af Dannevirke/Modersmaalet Anders] Lebecks Artikel om Hübsch. Først paatvinger man os det Vilkaar, at vi kun kan komme med til Danmark, naar vi skaffer et stort Stemmetal, og naar saa fremtrædende Mænd slutter sig til os, lægges de for Had i et.dansk Blad.

Det. var et af de mest triste Møder, jeg har været med til. J.H. Schmidt og Lebeck taler paa en Maade, .saa de hellere simpeltben
skulde sige: Vi vil ikke have Flensborg med!

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

8. april 1919. På rekreation hos “Gudfar” i Birkerød

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København.

HOS »GUDFAR«.

Men efter disse otte Dages Ophold i en for mig ganske ny Verden under stadig Paavirkning af nye Indtryk var jeg nu fuldstændig kørt fast — Skak mat.

Sjæl og Legeme kunde ikke orke mere; dertil var jeg meget forkølet efter den slemme Sejltur, som endnu sad mig i Kroppen. Jeg var derfor glad ved et Tilbud om et lille Rekreationsophold under landlige Forhold i Hjemmet hos “Gudfar” i Birkerød.

Nu havde vi skrevet sammen i over tre Aar og af de modtagne Breves Indhold dannet os et Billede af hinanden, som viste sig for begges Vedkommende at være helt forkert.

Da vi derfor første Gang stod Ansigt til Ansigt overfor hinanden — det var for Resten i København — hilste “Gudfar” mig med et Forundringsudbrud: “Nej, er det saadan, De ser ud!”

Forundringen var gensidig, da jeg havde tænkt mig ham som en lille trippende, fed Herre, og nu aabenbarede han sig som en høj, statelig, velproportioneret Mand.

Hos “Gudfar” fandt jeg et udmærket Hjem, ét af de bedste, jeg nogensinde har gæstet, en skærende Kontrast til Livet i Fangelejren.
Den første Dag maatte jeg holde Sengen. Jeg var overtræt, forkølet, syg. Øjnene løb, Næsen løb, og Hovedet brummede; nu og da var det, som om jeg blev grebet af Søsygens svimle Fornemmelser.

Men jeg blev plejet med de kærligste Hænder, som var det min egen kære Mor. Naar jeg ikke sov, sad de hos mig ved Sengen alle tre, “Gudfar”, hans kærlige Hustru og deres Datter.

De talte til mig med jævne, kærlige Ord, der gjorde mig godt og gav Lægedom for mit spredte, forhutlede Tankeliv.

De følgende Dage gik “Gudfar” og jeg lange Fodture i den henrivende Omegn, der havde begyndt at vise de første forjættende Foraarstegn. En af de skønneste Ture var gennem Bidstrup Hegn og ned til Furesøen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

7. april 1919. Landråd Böhme skriver til H.P. Hanssen

Landraad Böhme til H. P. Hanssen
Brev dat. Tønder 7. April 1919:

Paa Skrivelsen af 1. April i Aar svarer jeg ærbødigst, at efter den mellem os trufne Overenskomst af 30. Jan. i Aar begge Parter havde paataget sig den Forpligtelse at fremlægge Sagen for en Organisation og i Tilfælde af Tilslutning at indhente Godkendelse for Deres Vedkommende fra den danske og for mit fra den preussiske Regering.

Jeg fastslaar paany, at den tyske Rigsledelse allerede 5. Febr. i Aar i en officiøs Note, som ved den gentagne Omtale i Pressen næppe kan være undgaaet Dem, efter at det snævrere tyske Udvalg havde erklæret sig enigt dermed i Hovedsagen, har billiget en Overenskomst. Jeg har altsaa opfyldt mine Forpligtelser i fuldt Omfang.

Naar jeg ikke straks over for Dem personligt kom tilbage til Sagen, saa er Grunden paa den ene Side den, at det var nødvendigt endnu at drøfte enkelte Ting i det tyske Udvalgs Plenarmøde, og at De derefter havde begivet Dem til Udlandet til Forhandling med Ententen. Men frem for alt maatte jeg vente et Svar fra Dem paa det Forslag, der, som De med Rette fremhæver, var udsprunget af mit Initiativ; saa meget mere som der paa Deres udtrykkelige Ønske skulde dannes en blandet Kommission »saa snart som muligt« til Sikring af fri Udøvelse af Forenings- og Forsamlingsretten.

Til Trods herfor har De ikke fundet det nødvendigt at fremlægge Sagen i den danske Vælgerforenings Møde, som fandt Sted kort efter vor Samtale, eller paa anden Maade at overbevise Dem om Deres toneangivende Mænds Tilslutning og meddele mig Resultatet for Deres Rejse til Udlandet, hvor De med Ententen har truffet Aftale om en helt anderledes ordnet Kommission . . .

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nye bøger fra Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har netop udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

“Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

“Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger:

”Andere Methoden”

”Kom hjem og stem” og

”Genforeningen fejres i Skodborg”

Læse mere om bøger og forfatter her

Alle 5 bøger kan købes ved henvendelse til Skodborg Hjemstavnsforening og Arkiv

Bøgernes pris er 150 kr. for Skodborgs faldne 430 sider, og 100 kr. pr stk. for de 4 andre. Alle bøgerne er rigt illustrerede.

Arkivet har åbent mandag og onsdag fra kl. 9 – 12. Du finder det i Skodborg, Søndergade 2, 6630 Rødding.

Kontakt arkivet på tlf. 64647769 og mail: skodborg-arkiv@bbsyd.dk

Foredrag i Aabenraa den 25. april: Vore faldnes minde

Lars N. Henningsen fortæller om: “Vore faldnes minde – Om en glemt strid om mindesmærkerne over de faldne i Første Verdenskrig.”

Hvert sogn fik sit mindesmærke, men i nogle sogne blev der strid, for synet på de faldne var forskelligt. Danske sønderjyder så de faldne som ofre for en sag, der ikke var deres. De tysksindede så soldaterne som helte faldet for det tyske fædreland, og i 1930’erne var der hvert år såkaldte ”Heldengedenktage” ved mindesmærkerne.

Det provokerede på dansk side og førte til oprettelsen af foreningen Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere i 1936. Først nu blev våbenstilstandsdagen 11.november indført som årlig dansk mindedag. Sådan har det været siden da.

Sted: Landsarkivet, Haderslevvej 45, Aabenraa

Tid: 25-04-2019 kl. 19:00 – 21:00

NB: Foredraget holdes i forbindelse med generalforsamlingen for Historisk Samfund for Sønderjyllands Amtskreds i Aabenraa og finder sted efter generalforsamlingen – forventeligt kl. ca. 19:30.

Yderligere information på foreningens hjemmeside

Bogen om Toftlund sogn under Første Verdenskrig er et hit

Toftlund Lokalhistoriske Forenings bog “Fra Vestergade til Vestfronten, Toftlund Sogn i 1. Verdenskrig 1914 – 1918”, der udkom i 600 eksemplarer den 11/11-2016, blev revet væk.

I mellemtiden er der blevet trykt et nyt oplag, som også sælger rigtig godt. Den nye udgave er gennemrevideret og forsynet med mange nye oplysninger.

Bogen kan købes på  følgende mailadresse: tlhf6520@gmail.com

Vi fra Den store Krig 1914-1918 vil gerne kraftigt opfordre andre lokalhistoriske foreninger til at lade sig inspirere af Toftlunds fine udgivelse.

bog1

1. april 1919. Krigsfange i København: “Der var Fest hver Dag, ja det hændte, at man kom til Fest baade to og tre Gange paa samme Dag.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København.

Hos Overlærer Scheller boede jeg nu i otte Dage, mens alle Festligheder stod paa til Ære for de hjemvendte Landsmænd.

Der var Fest hver Dag, ja det hændte, at man kom til Fest baade to og tre Gange paa samme Dag.

Vi var først til Gudstjeneste i Holmens Kirke, hvor Provst Fenger talte varmt og gribende. Vi var til Fest paa Raadhuset, Idrætshuset, Cirkus, Studenterforeningen og Alliance francaise.

Der var Massevis af Taler, som jeg havde lidt Besvær med at rumme i Hjernen. Der var Sang og Musik under Tusinder af Lampers straalende Skin, og saa fik vi Lagkage utallige Gange, hvad vore Fangemaver slet ikke var indstillet paa.

Jeg var i flere Teatre. Fru Scheller fulgte mig omkring i Malerisamlinger og Museer. Hr. Scheller kørte med mig gennem Byen paa Sporvogn og viste mig bl. a. alle betydningsfulde Bygninger.

Jeg var til Fest i flere af de Hjem, jeg havde haft Forbindelse med under mit Fangenskab. Overalt blev jeg modtaget med samme Hjertelighed, alle kappedes om at yde deres bedste.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

31. marts 1919. “Værsgod, Sønderjyde! Og velkommen hjem!” Hans Petersen ankommer til København

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad.

VED TOLDBODEN STEG —

Da vi sejlede ind i Øresund var Søsygen helt forbi, nu havde den ogsaa varet i tre Døgn; men ligesaa pludselig den var kommet, var den ogsaa forsvundet, og Humøret steg jævnt og højt.

Ud for Kronborg stoppede vi op. Om Bord kom saa fornemme Folk som Delegationen, der havde været i Paris, bl. a. [statsminister] Neergaard og Forsvarsminister Munch.

Da ogsaa Pastor Jensen kom ombord, blev en Tanke, vi saa tit havde dvælet ved, til Virkelighed: følges ad hjem og sejle ned gennem Sundet, om end det ikke var gaaet saadan, som vi helst havde tænkt det.

Samtidig fik vi Musik. Den spillede alle de kære gamle Fædrelandssange, som rørte Hjertets inderste og blødeste Strenge. Bevægelsen var ved at tage Magten fra En, Hjertet var bævende fuldt af Tak; man maatte næsten spørge sig selv, om ogsaa alt dette skønne var Virkelighed.

Her kom ogsaa Indkvarteringskommissionen om Bord; da mit Navn og  Nummer raabtes op. blev jeg glad overrasket ved at se, at jeg vilde blive modtaget i Land al min “Gudfar”, Lektor Scheller fra Birkerød.

Langs Strandbredden og ved Toldboden stod Tusinder af Mennesker og raabte Hurra og vinkede begejstret fil os. Et Par kendte Mænd derhjemmefra hilste mig hjertelig velkommen hjem; det var Gaardejer Christian Petersen fra Møllmark, og Gaardejer Christian Petersen, Palæet, Graasten.

Forventningsfulde, ja overvældede stod vi der paa Dækket, mens St. Thomas sagte gled mod Land og lagde sig lidt paa Siden, som om den var træt efter den besværlige Rejse.

I hjertelige Ord blev der budt os velkommen hjem til det gamle Land; og under mægtige Jubelraab blev vor kære franske Ven, Professor Verrier, baaret fra Skibet i Guldstol. Jeg havde ikke anet hans Nærværelse før nu.

For mig var det et uforglemmeligt Minut, da jeg steg i Land ved Toldboden og mærkede den faste Bund under Fødderne og atter var hjemme. Den Dag vi havde talt saa meget om og længtes saa meget efter i de lange Udlændighedsaar — nu var den kommet!

En ung Pige rakte mig glædestraalende en Buket hvide Nelliker, idet hun hjerteligt sagde: »Værsgod, Sønderjyde! Og velkommen hjem!«

Da Lektor Scheller paa Grund af Timer paa Skolen var forhindret i at være til Stede, blev jeg modtaget af Datteren og desuden af Schellers Broder Overlærer Scheller og Hustru. De modtog mig paa det allerhjerteligste, bød mig velkommen og udtalte deres Glæde over, at de nu havde faaet mig hjem.

Midt i Glædesrusen steg dog et vemodigt Minde frem.

Mindet om de Kammerater, der ikke oplevede den Lykke at naa hjem. Der døde seks af dem i Aurillac, og paa Hjemrejsen døde to af spansk Syge og bev begravet i Dunkerque. Vi vil holde deres Minde i Ære.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

31. marts 1919. St. Thomas ankommer til København med sønderjyske krigsfanger

Jørgine Lykov fra Ballum stod på kajen i København, da St. Thomas lagde til med de første sønderjyske krigsfanger fra Frankrig på vej hjem.

En Hjemkomst
En raakold Aprilmorgen i København. Gaderne er vaade og sjaskede af Taagen, og værre bliver det, da det begynder at sne. Store Fnug falder og omdanner Gaderne til et rent Uføre; alle skynder sig tilsyneladende at komme hjem, til deres Kontor eller Forretning eller hvad anden Beskæftigelse de nu ellers har inden Døre. Dog, kommer man længere ind i Byen, lægger man Mærke til flere og flere, der haster af sted. Ud af Sporvognene myldrer de, og det bliver efterhaanden til Hundreder, som i tætte Skarer iler ned mod Havnen.

Endelig efter en lang og besværlig Rejse skal Østasiatisk Komp.’s Damper “St. Thomas” ankomme med det første Hold sønderjydske Krigsfanger fra „Aurillac” i Sydfrankrig. Flag hejses allevegne eller stikkes ud af Vinduerne, og ved Havnen, hvor der er sort af Mennesker, har et Orkester taget Opstilling; overalt er der Trængsel, alle vil frem, saa nær Molen som muligt, for at opfange det første Glimt af Skibet. Dog, alle kan ikke komme til, der er en afspærret Plads, hvor Værterne, der skal have en „Fange” i Kvarter, er opstillet. Smaa Spejderdrenge med deres Førere danner Kæder for at holde en lille Plads fri.

Efter en Stunds Venten begynder Orkestret pludselig at spille den danske Nationalsang, og som paa Kommando brager der et Hurra løs fra Tusinder af Struber; nu kommer Skibet. Utydeligt ses det endnu, men snart er det inde, og Hurraraabene besvares kraftigt fra Skibet. Der staar de langs Rælingen og skuer mod Land og alle spejder de længselsfuldt efter Slægt og Venner og vifter med deres morsomme Huer. Ikke havde de tænkt, alle disse sønderjydske Ynglinge og Mænd, da de drog i Krig, at de skulde komme denne Vej hjem og hilses velkommen hjem i dobbelt Forstand, hjem til det gamle Fædreland og til deres Hjem. Tung var Tiden før og under Krigen, men det glemmes i en Stund som denne. Jubel fylder Sindene og afspejler sig i Ansigterne.

Landgangsbroen er nu kastet, og Krigsfangerne begynder at gaa i Land og forsvinde med deres Værter. Mængden danner Espalier, og for hvert Skridt tyder det „Velkommen hjem, velkommen hjem!“ Mange bevægede Ansigter ses baade hos Sønderjyder og Københavnere. Flere har haft den Glæde at finde Paarørende, der er rejst til Hovedstaden for at modtage dem, og Gensynet er bevæget; Gensynshaabet, som mangen Gang har været ved at briste, er nu blevet til Virkelighed.

Pludselig brager Hurraraabene løs paany; der bæres en Mand i Guldstol ud gennem Rækkerne. Det er (nu afdøde) Professor Paul Verrier, Danmarks og alle Sønderjyders Ven, der har gjort saa stort et Arbejde for de danske Krigsfanger, og hvem det i første Linje skyldes, at Krigsfangelejren i Aurillac blev oprettet. Hans Navn vil stedse blive husket med Tak af alle Danske.

Lidt efter lidt svinder Mængden. De godt 300 Sønderjyder drager hjem med deres Værter og hviler ud efter den trættende Rejse, men i flere Dage ser man dem i Gaderne, let kendelige paa deres Huer og hvide Armbind, og Mindet om de uforglemmelige Dage lever friskt i Dag som for 23 Aar siden for dem, der overværede „Set. Thomas “s Ankomst, og Tanken derom fylder vore Sind med Tak mod vort Fædreland Danmark.

DSK-årbøger, 1942.

30. marts 1919. Danevirkefolkenes memorandum afleveres i Paris

Grev Holsteins Memorandum om Sydslesvig

Dr. J. Collin var anden Gang ankommet til Paris 13. Marts 1919. Grev Bent Holstein ankom sammesteds sidst i samme Måned, og de to Delegerede for Mellemslesvigsk Udvalg samarbejdede i den kommende Tid — Dr. Collin forlod Paris i Slutningen af April — paa Løsningen af de Opgaver, der var dem betroet.

I Slutningen af Marts havde Dr. Collin og Grev Holstein udarbejdet to Memoranda, der begge bærer Grev Holsteins Navn,  og af hvilke det ene, omhandlende Ejdersted-Halvøen, vil blive omtalt nedenfor. Det andet omhandler “den nuværende Stilling i Mellem- og Syd-Slesvig” (Memorandum sur la situation actuelle dans le Slesvig moyen el méridional).

Dette Memorandum, trykt paa Fransk i Paris, er udateret. I maskinskreven Form blev det indleveret til Fredskonf. 30. Marts 1919; det trykte Skrift afleveredes 10. April s. A.

Det trykte Skrift omfatter 39 Sider i Oktav, den egentlige Betænkning dog kun 8 Sider; Resten af Skriftet udgøres af 8 Bilag med Oversættelser af Grev Holstein’s Fuldmagt (fra Mellemslesvigsk Udvalg) og Udtalelser (dels i Oversættelse til Fransk, dels paa Tysk) af forskellige Personligheder i Mellem- og Sydslesvig. Bortset fra Red. E. Christiansens Betænkning, som gengives nedenfor, føjer disse Bilag dog intet væsentligt til Hovedteksten, og de er derfor ikke her medtagne.

Skriftet betegner sig som: “Fortsættelse af det af Jonas Collin til Fredskonferencen 20. Februar 1919 overrakte Memorandum om det slesvigske og særlig det mellemslesvigske Spørgsmaal”. Det har følgende Indhold:

“De Begivenheder, som har været foranledigede af Verdenskrigen, den tyske Revolution og Fredskonferencen, har udviklet sig med en saadan Hast, at det har været meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt for Mellemslesvigs Befolkning og navnlig for Bønderne at danne sig en Forestilling om deres nuværende og fremtidige Stilling. Soldaterraadenes Styre adskiller sig kun lidt fra den tidligere preussiske Regerings: Man hindrer stadig Sandheden i at komme frem, og Foredrag, Forsamlinger, Diskussioner m. v. bliver kun tilladt under “Autoriteternes” Kontrol og standses brat, hvis de ikke passer det nuværende Regimente.

Følgelig kan de Anskuelser, der gør sig gældende i Mellem- og Syd-Slesvig, kun vise sig underhaanden — enhver anden Ytringsform er umulig.

Ændringen i Sindelag og Fremtidsønskerne gør sig kun langsomt gældende i disse Egne. Men den er paa Vej, den udvikler sig mere og mere, hvad jeg personlig har kunnet fastslaa under de to Rejser, jeg har foretaget dernede i Februar og Marts Maaned. Jeg skal nu her fremlægge Resultatet af disse Rejser, og hvad jeg iøvrigt har kunnet bringe i Erfaring under mine Samtaler med indflydelsesrige Personligheder i Mellem- og Syd-Slesvig.

Den Egn, hvorom Talen er, er beliggende mellem de to Linjer, som er optrukne paa hoslagte Kort [kortet ses ikke]. Sproget er næsten udelukkende Tysk, men saavel i Sprog som i Dagliglivets forskellige Forhold finder man mange danske Elementer.

Tyskland militære og politiske Sammenbrud sidste Efteraar har foranlediget en Genopblussen af Slesvig-Holsteinismen. Et politisk Udvalg, hvis Opgave er at arbejde for Oprettelsen af en ny tysk Stat, Slesvig-Holsten, Kiel-Kanalens Vogter, er dannet i Rendsborg under Forsæde af denne Bys Borgmester. Dette Udvalg har udfoldet en betydelig politisk Propaganda og derved væsentlig bidraget til at afholde Mellem- og Syd-Slesvigs Beboere fra at gøre fælles Sag med Nordslesvigerne.

Imidlertid har en Petition, som er bleven tilstillet Præsident Wilson angaaende Dannelsen af et udelt og uafhængigt Slesvig-Holsten, for Slesvigs Vedkommende kun givet et middelmaadigt politisk Udbytte  for Ophavsmændene, idet den kun har fundet meget begrænset Tilslutning, selv fra de tysktalende Slesvigeres Side.

I Dag har den nye Slesvig-Holsteinisme ikke længere Fremgang i Sydslesvig; tværtimod er den godt i Færd med at tabe sine Tilhængere. Dens Nederlag er uafvendeligt, med mindre den bliver støttet af Vestmagterne og af de Forholdsregler, disse maatte træffe for at sikre Kiel-Kanalens Internationalisering.

Under de nuværende Forhold i Tyskland føler Sydslesvigerne sig først og fremmest som Slesvigere. De tysktalende slesvigske Bønder finder den Uretfærdighed og det Tyranni, som Tysklands nuværende socialistiske Regering udøver, lige saa afskyværdigt, som det preussiske Embedsmandsregimente var det for Nordslesvigs danske Bønder. Deres Sympatier har været tyske og holstenske, men aldrig preussiske; deres Lokalpatriotisme er meget udpræget. De er nu naaet til Erkendelse af, at de 50 Aar under det preussiske Aag sluttelig kun har bragt dem Skuffelser, Savn og Lidelser. De indser, at Nordslesvigerne nu vil forene sig med et Land, i hvilket Fred, demokratiskliberal Orden og gode økonomiske Kaar hersker. De indser, at økonomiske, sociale og etnografiske Forhold knytter dem til Nordslesvigerne. Det staar dem klart, at Slesvig er en organisk Enhed, og de foretrækker, at størstedelen af Slesvig genforenes med Danmark, fremfor en geografisk Deling af Hertugdømmet, som vilde medføre en økonomisk Lemlæstelse.

Denne Slesvigernes nye Indstilling fremskyndes af Bekymringerne for de knugende  Krigsomkostninger, som de, der forbliver tyske, vil have at betale, saavel som af en voksende Følelse af Ubehag ved i Fremtiden at tilhøre en Nation, der mere eller mindre er sat udenfor de civiliserede Folks Samfund.

Hvad angaar Amterne Eidersted og Husum, Byen Husum medindbefattet, findes her ingen fjendtlige Følelser mod Danmark.

Grev Holstein nævner en Række Personligheder, paa hvis Udtalelser han støtter den Opfattelse, han nys har gjort gældende, og fortsætter:

Hvad Eidersted Amt angaar, bør jeg her tilføje, at en Tredjedel af Jorden tilhører Nordslesvigere, og at en betydelig Del af Resten er udlejet til Slesvigere fra forskellige Egne til Opfedning af deres Kvæg.

Hvad Angel angaar, er Indbyggerne her mere forbeholdne og nøler med at tage Stilling for Danmark; medens Indbyggerne i Amterne Eidersted og Husum gruppevis har undertegnet Petitioner [om Tilslutning til Danmark], foretrækker Angelboerne at underskrive enkeltvis, for at deres Nabo ikke skal faa det at vide. Imidlertid er der dog i Løbet af de to Uger før min Afrejse fra København indsamlet et vist Antal Underskrifter i Angel, og saaledes øges ogsaa her Bevægelsen for Genforening med  Danmark.

Byen Slesvig, hvis Indbyggere for en stor Del er af dansk Oprindelse, vedbliver ikke desto mindre at være temmelig tysksindet, hvad der navnlig skyldes Byens isolerede Stilling og den tidligere preussiske Garnison, som har præget den, medens Husum har været fri for Garnisoner og som Landsdelens største Kvægmarked vedblivende har været i Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Ogsaa i denne Forbindelse nævner Grev Holstein derefter flere Personligheder, til hvis Udtalelser han støtter sig.

Hvad Flensborg angaar, øges ogsaa for dens Vedkommende den danskvenlige Stemning. Flere kyndige Personligheder i denne By mener, at under de nuværende Omstændigheder kan det ikke betragtes som udelukket, at Danmark vil kunne opnaa Flertal.

I Almindelighed kan man sige, at den Fjendtlighed mod Danmark, som findes i Slesvig, er paa Vej til at omdannes til en velvillig Holdning, som Tilfældet har været for X …

Af Interesse er det at kunne fastslaa, at de Anskuelser, som næres af “Mellemslesvigsk Udvalg”, deles af alle indflydelsesrige Sydslesvigere. I denne Forbindelse tillader jeg mig at henvise til medfølgende Memorandum fra Flensborg Avis’ Redaktør, Hr. E. Christiansen.

Saavel de tysktalende Slesvigere som indflydelsesrige danske Slesvigere anbefaler til Sikring af det gunstigst mulige Udfald af en Folkeafstemning i Sydslesvig følgende Foranstaltninger:

1) Hurtigst mulig Udvisning af de preussiske Embedsmænd.
2) Udvisning af de tyske Soldater.
3) Udvisning af de russiske bolchevikiske Agenter og de tyske Spartakister, af hvilke der findes en Del i Byerne (Flensborg, Aabenraa og Slesvig).
4) Ordre til den tyske Regering om øjeblikkelig at ophøre med Udskrivningerne af Landbrugsprodukter i Slesvig.
5) Tilladelse for Danmark til at sende Levnedsmidler til Sydslesvig mod Sikkerhed for, at intet bliver genudført til Tyskland. (Som Følge af Udskrivningerne af Kvæg er Bestanden bleven formindsket med Halvdelen. Desuden har Bønderne næsten ingen Korn eller Kartofler til Udsæd nu til Foraaret. Danmark vilde uden Tvivl være i Stand til at forsyne Egnene med det nødvendige.)
6) Afsendelse af en sydslesvigsk Delegation til Paris.
7) Godkendelse af det af Sydslesvig selv i Overensstemmelse med “Mellemslesvigsk Udvalg” stillede Forslag om, at Folkeafstemningen skal finde Sted paa følgende Maade:
A. Hele Slesvig eller i det mindste Landet indtil Linjen Dannevirke-Tønning tilbagegives Danmark.
B. Efter en vis Frist skal Befolkningen i den sydlige Del have Adgang til at stemme for en Genforening med Tyskland — altsaa saa at sige: “en omvendt Paragraf Fem”.
Kiel-Kanalen
Sluttelig vil jeg fremsætte nogle Ord om Sydslesvigernes Opfattelse af Spørgsmaalet om Kiel-Kanalen.
I denne Henseende er vi aldeles enige med de nationale og Entente-venlige Kredse i Danmark, og deres Mening er følgende:
For at sikre en varig Fred, for at hindre det slesvig-holstenske Spørgsmaals Genopstandelse, for at  opnaa Fred og Ro for den slesvigske Befolkning er det nødvendigt at skille Danmark (henholdsvis Slesvig) fra Tyskland ved Hjælp af en international Zone paa begge Sider Kiel-Kanalen.

Naar denne Zone er oprettet, vil ingen Slesviger være i Tvivl om, at Landet bør tilhøre Danmark, og ingen vil agitere for Genforening med Tyskland. Det er min Overbevisning, at kun et ganske lille Mindretal vil ønske en saadan Genforening med Tyskland, men det vil kunne udnyttes af dygtige tyske Agitatorer.

Varig Ro og Fred i disse Egne er nødvendig ikke blot for Danmark, men for hele Europa, i hvis Historie det slesvigske Spørgsmaal har foranlediget saa megen Uro.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Danmarks fremtidige Grænse mod Syd er det min — og jeg tør sige de allerfleste danske Flensborgeres og Mellemslesvigeres — Overbevisning, at en Linje Slien— Dannevirke— Frederiksstad vil være en for vort Folk fuldt retfærdig Grænse.

Paa Linjen Slien— Dannevirke svarer den til, hvad der er dansk Folkegrund.

Ejdersted er saavel som Vestkysten beboet af Frisere. Dets Marskjorder kan daarligt undværes for den nordslesvigske Kvægavl. Meget af dets Jord er paa nordslesvigske Hænder, og vide Krese af  Befolkningen i Ejdersted vil næppe have noget imod at komme tilbage til Danmark. Jeg mener, at Danmark kan magte denne Grænse, naar det indfører et fornuftigt Styre, idet de nuværende gode økonomiske Vilkaar vil lette den for en stor Del fortyskede Befolkning i Mellem- og Sydslesvig Tilslutningen til Danmark.

Da de nye Grænser imidlertid skal drages paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelses-Ret, og dette, især for et lille Land, giver den bedste Betryggelse for Fremtiden, og da ved Valget i 1867, det første Valg, efter at Løftet i Pragfreden var givet, Grænsen for dansk Flertal gik sønden om Flensborg og over til Tønder, mener jeg, at der bør holdes paa, at saafremt Danmark faar Tilbud om at faa hele vor fraskilte Landsdel tilbage, bør det tage imod dette Tilbud, og derefter, naar den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig tilkendegiver Ønske herom, inden for en nærmere fastsat Frist give denne Befolkning Lejlighed til ved en distriktsvis Afstemning sydfra at stemme sig bort fra Danmark til Tyskland, hvor Flertallet af de stemmeberettigede stemmer derfor, selvfølgelig dog saaledes, at der tages rimelige geografiske Hensyn.

Denne Afstemningsmulighed bør dog ikke tilstedes længere nordpaa end til den Linje, der af den nordslesvigske Vælgerforening er draget som Grænse for et samlet nordslesvigsk Afstemnings-Omraade (Krusaa-Dalen – Vesterhavet Syd for Vidaaens Udløb), for at Nordslesvig med sit utvivlsomt danske Flertal straks kan føle fuld Tryghed.

Den Frist, indenfor hvilken en Afstemning sydfra maa berammes, bør fastsættes under Hensyn til, at den mellemliggende Uvisheds-Tilstand vil medføre adskillige Ulemper, især ogsaa for Flensborg By. Desuden maa Afstemnings-Vilkaarene være fuldt betryggende og i alt Fald ikke daarligere for den trofaste danske Befolkning, end der kan være Tale om nu at faa paa Grundlag af den nordslesvigske Vælgerforenings Resolutioner.

For Flensborgs Forbliven ved Danmark maa det være tilstrækkeligt, Naar ikke et overvældende Flertal af de stemmeberettigede udtaler sig for at komme bort fra Danmark.

Paa denne Maade opnaas, at ikke den danske Befolkning behøver at stemme sig tilbage til sit gamle Fædreland. Genforeningen sker som en Selvfølge, og derefter har den fortyskede Befolkning Lejlighed til at stemme sig bort.

Dette synes at være den mest tiltalende og værdige Løsning.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. marts 1919. Grev Holsteins memorandum om Ejdersted

Grev Holsteins Ejdersted-Memorandum

Formentlig 22. eller 23. Marts 1919 havde Grev Bent Holstein en Samtale med Charles H. Haskins; ved denne Lejlighed udtalte Greven, “at der paa Halvøen Ejdersted findes et meget stærkt danskvenligt Sindelag”, og anmodede om, “at Folkeafstemnings.-Grænsen i denne Egn maa blive ført ned til en Linje, der ender ved Tønning”.

Greven afleverede 30. Marts 1919 en maskinskreven Note om dette Spørgsmaal; den blev de nærmest følgende Dage trykt under Titlen Memorandum concernant la péninsule de Eidersted, par le comte B. Holstein, mandataire du comité du Slesvig moyen (Paris, 5 Sider Oktav).

Skriftet, der afleveredes omkring den 12. April til Fredskonf., indledes saaledes:

“Idet jeg henholder mig til det Memorandum, Dr. Collin har tilstillet Fredskonf.s belgiske [danske] Kommission, til hvem Studiet af det slesvigske Spørgsmaal er overdraget, og idet jeg ligeledes henholder mig til det Memoradum, jeg nylig har tilstillet Konferencens kompetente Organer, tillader jeg mig her som Supplement at tilføje nedenstaaende Oplysninger vedrørende den slesvigske Halvø Ejdersted.

Ligesom Dr. Collin er jeg befuldmægtiget af “Mellemslesvigsk Udvalg” i Flensborg for i Paris at udtrykke de danske Mellemslesvigeres Ønsker og Synspunkter vedrørende Danmarks fremtidige Grænser. Jeg er ligeledes Tolk for et stort Antal tysktalende Sydslesvigeres Synspunkter og Ønsker, der fuldstændig falder sammen med Opfattelsen hos de danske Mellemslesvigere og en stedse voksende Del af Nordslesvigerne.

Ejdersted
Ejdersted-Omraadet, altsaa den Halvø, der Nord for Ejderens Munding skyder sig frem i Nordsøen, er under alle Synspunkter knyttet til Mellemslesvig og Nordslesvig.

Det etnografiske Synspunkt.
Befolkningen i Ejdersted er frisisk, fra Oldtiden indblandet med danske og fra Slutningen af det 16. Aarhundrede med hollandske Elementer. Hertugen af Alba’s Forfølgelser fremkaldte Udvandring fra Holland, og henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede slog en hel Koloni af hollandske Flygtninge sig ned i Ejdersted. Denne Koloni, der etnisk og kulturmæssigt var de indfødte Frisere overlegen, har paa alle Omraader bidraget væsenlig til Befolkningens Udvikling.

Det frisiske Sprog er forsvundet i Ejdersted som næsten overalt i Slesvig. I enkelte afsides Egne findes endnu Rester deraf, men stærkt iblandet tyske Ord. Hele Befolkningen i Ejdersted taler og skriver Tysk. Mange forstaar Dansk som Følge af deres Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Økonomiske og politiske Synspunkter.
Ejdersted er landbrugs- og handelsmæssigt uadskilleligt knyttet til Mellem- og Nordslesvig. En Tredjedel af Ejdersteds frugtbare Jorder tilhører Nordslesvigerne, og en stor Del af den øvrige Jord er udlejet til Slesvigere fra Hertugdømmets forskellige
Egne, som sender deres Kvæg til Græsning og Fedning paa Ejdersteds Enge.

Opdrætningen af Korthornskvæg, der er stærkt udbredt i Vestslesvig ligesom i Jylland, har saa at sige sit Midtpunkt i Ejdersted, hvor de bedste Tillægs-Tyre af nævnte Race findes. Der foregaar regelmæssig Udveksling af Kvæg mellem Ejdersted og Vestslesvig og derigennem med Jylland.

Byen Husum, der er Midtpunkt for denne Udveksling og Sæde for det vigtigste Kvægmarked i Slesvig, vilde tabe al sin Handel, og Grundlaget for dens økonomiske Tilværelse vilde blive sat paa Spil, hvis den blev adskilt fra Ejdersted.

Indbyggerne i Ejdersted har derimod hverken etniske, økonomiske eller sociale Forbindelser med Befolkningen i Ditmarsken, d. v. s. den nordvestlige Del af Holsten mellem Kiel-Kanalen og Ejderen, skønt Vilkaarene for Landbruget i Ditmarsken er ganske de samme som i Ejdersted. Bønderne i Ditmarsken er tyske og af en helt anden Stamme og har intet tilfælles med Befolkningen i Ejdersted. De kender ikke hinanden og omgaas kun lidt, undtagen af private og forretningsmæssige Aarsager; man kan endog sige, at der findes en vis Rivalitet mellem Ditmarskerne og Befolkningen i Ejdersted.

Ejdersteds Befolkning føler sig nøje knyttet til sine “Landsmænd”, de frisiske Bønder, der bor langs Mellemslesvigs Vestkyst, og det vilde være ganske urigtigt at skille dem fra disse deres Slægtninge og bedste Venner.

Forholdet til Danmark.
Befolkningen i Ejdersted nærer ikke de fjendtlige Følelser overfor Danmark, som forekommer i Angels Befolkning.

Dens Stilling er velvillig — hvad der for det første skyldes dens hyppige Forbindelse med Nordslesvig, og for det andet den sproglige og administrative Frihed, den under det danske Herredømme altid har nydt godt af.

Kong Christian VIII. besøgte Ejdersted i 1842 og blev overalt modtaget med hjærtelig Begejstring af Befolkningen.

Ejdersted er den Del af Sydslesvig, hvor Modsætningen mellem tysk og dansk lettest vil kunne udjævnes, og der er næppe Grund til at frygte Irredentisme i denne Egn.

Af alle disse ovennævnte Grunde tillader jeg mig at henlede Fredskonferencens kompetente Organers Opmærksomhed paa den Interesse og den Betydning, det vil have at udstrække en eventuel Rømning af Mellem- og  Sydslesvigs tyske Embedsmænd og Soldater til ligeledes at omfatte Halvøen Ejdersted.

Jeg benytter Lejligheden til paany at fremhæve, hvilken økonomisk Nødvendighed det er for Slesvig, at den tyske Regerings Udskrivninger af Landbrugsprodukter forbydes snarest mulig og senest samtidig med, at Rømningen finder Sted. En saadan Forholdsregel fra de Allieredes Side vil gøre det bedste Indtryk i Slesvig. Den vil paa een og samme Gang vise Slesvigerne de Allieredes Magt og Velvilje og paa denne nemme Maade vinde dem Sympatier, som ikke er uden politisk Betydning.

Samtidig henleder jeg Opmærksomheden paa de tyske Spekulanters Opkøb af Jord og Grunde i Nordslesvig. Allerede nu er Jordprisen 30 % højere i Nordslesvig end i den øvrige Del af Slesvig.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

29. marts 1919. På vej hjem: “Dejligt var det efter saa mange Aars Forløb atter at skue en dansk By”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad. Hjemfarten blev dog præget af dårligt vejr og søsyge!

Da Stormen flovede af, og Dagen kiggede ind til os gennem Koøjnene, laa der et værre Hus i Kahytten, og Luften var uhyggelig stram.

Vi skyndte os derfor op paa Dækket, mens en Matros gik i Lag med at ordne dernede.

Vi var da lige ved at sejle gennem en hel lille Snestorm, som dækkede for al Udsigt. Men snart begyndte Danmarks Kyst lidt efter lidt at blive synlig.

En Del af os stod oppe paa Kommandobroen og stirrede  længselsfuldt mod Land. Der laa Skagen i Morgendisen mellem Sandklitterne saa ægte dansk med sine hvide Mure og røde Tagsten.

Skønt der blev kaldt paa os til Mad, var der ikke Tale om, at vi vilde bytte dette herlige Syn med et Maaltid Mad. Dejligt var det efter saa
mange Aars Forløb atter at skue en dansk By, ja, det var ikke til at rive sig fra.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Ny bog om Zeppelinere: Jens Robdrup – Zeppeliner. Da krigen blev luftbåren.

Der er kommet en ny bog om zeppelinere.

Forlaget meddeler:

PRESSEMEDDELELSE

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren
af Jens Robdrup

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren.
”Der var sus i luften af store vingeslag. Menneskeånden vandrede på Kløvermarksvej, beredt til at beundre en af sine sejre. Vi mærkede vort eget hjertes hastige slag, følte, hvorledes det er gennem de store mænds udholdende og målbevidste arbejde, at menneskehedens fremtid skabes.”

Således blev luftskibet, ”Hansa” med dets skaber, den tyske greve von Zeppelin om bord, modtaget og en halv million københavnere jublede. I England derimod betragtede man zeppelinerne med frygt og bæven.

Kun få år efter viste det sig berettiget, da zeppelinerne under 1. Verdenskrig kastede bomber ned over byerne. Et nyt krigsvåben var skabt.

Da krigen blev luftbåren fortæller om det militære og politiske magtspil, der udfoldede sig under 1. Verdenskrig omkring Danmark.

I dette kom zeppelinerbasen i Tønder i daværende tyske Nordslesvig til at spille en tragisk rolle for Danmark.

I ”Da krigen blev luftbåren” møder man H. G. Wells, Conan Doyle, marineminister Winston Churchill, forsvarsminister Munch, prins Heinrich og hans storebroder, kejser Wilhelm II, admiral Kofod-Hansen, krigsminister Christian Tuxen, udenrigsminister Erik Scavenius, strandfoged Mads Villadsen, W. O. Bentley og mange andre, der den gang kom til at øve indflydelse på begivenhederne.

Men hovedpersonerne er grev von Zeppelin, zeppelinerkaptajn, von Buttlar Bradendenfels og søløjtnant, Walter Yeulett fra den engelske flåde.

Von Zeppelin døde som olding i 1917, von Buttlar Bradensfels fik en lang karriere, mens Walter Yeulett kun blev 19 år. Men han bidrog til at udslette zeppelineren som et terrorvåben.

Info
Bogen udkommer den 18. marts og leveres i hardcover til 250,- ex forsendelse. Den kan bestilles hos din lokale boghandler, eller direkte på forlagets hjemmeside www.veterania.dk

Sideantal: 142
Pris: 250,-
ISBN: 978-87-93589-06-3
Forlag: Veterania

Pressemateriale
Materiale i trykkvalitet, kan frit downloades til brug for medieomtale via vores pressesite www.mindzone.dk
Ønskes specielle billeder eller tekster fra bogen, kontaktes forlaget.

Forlaget Veterania

Alex Schou Jensen
Stærevej 4

4040 Jyllinge

web: www.veterania.dk

 

28. marts 1919. Fredskonferencens Fem-Mands Raad godkender Indstillingen fra Kommissionen for danske Anliggender

Ved Regeringschefernes Beslutning af 24. Marts var Femmandsraadet for saa vidt blevet opløst, som Konferencens Præsident havde meddelt dette, at fra 25. s. M. vilde Regeringscheferne (alene) samles to Gange daglig “for at forberede Arbejdet”.

Af det oprindelige Timandsraad blev derefter de allierede og associerede Hovedmagters Udenrigsministre tilbage, og det paagældende Organ fik da Navnet: Udenrigsministrenes Raad (undertiden ogsaa kaldet: “de Fem”, til Adskillelse fra Regeringschefernes, Konferencens øverste Raad: de fire Store).

Udenrigsministrenes Raad havde følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Robert Lansing; det Britiske Rige: A.J. Balfour; Frankrig: Stephen Piehon; Italien: Sidney Sonnino; Japan: Makino. Formand var Frankrigs Repræsentant.

I sit Møde 28. Marts behandlede Raadet den danske Kommissions Indstilling af 19. marts 1919. Tilstede var André Tardieu som Formand for og Jules Laroche som Medlem af den danske Kommission, førstnævnte tillige i sin Egenskab af Formand for den territoriale Kommission. Der fandt en længere Forhandling Sted.

Formanden sammenfattede den i følgende Udtalelse:

Indstillingen er godkendt .med de af A. J. Balfour nævnte Forbehold og under Forudsætning af det øverste Raads Billigelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.