Landraad Böhme til H. P. Hanssen
Brev dat. Tønder 7. April 1919:

Paa Skrivelsen af 1. April i Aar svarer jeg ærbødigst, at efter den mellem os trufne Overenskomst af 30. Jan. i Aar begge Parter havde paataget sig den Forpligtelse at fremlægge Sagen for en Organisation og i Tilfælde af Tilslutning at indhente Godkendelse for Deres Vedkommende fra den danske og for mit fra den preussiske Regering.

Jeg fastslaar paany, at den tyske Rigsledelse allerede 5. Febr. i Aar i en officiøs Note, som ved den gentagne Omtale i Pressen næppe kan være undgaaet Dem, efter at det snævrere tyske Udvalg havde erklæret sig enigt dermed i Hovedsagen, har billiget en Overenskomst. Jeg har altsaa opfyldt mine Forpligtelser i fuldt Omfang.

Naar jeg ikke straks over for Dem personligt kom tilbage til Sagen, saa er Grunden paa den ene Side den, at det var nødvendigt endnu at drøfte enkelte Ting i det tyske Udvalgs Plenarmøde, og at De derefter havde begivet Dem til Udlandet til Forhandling med Ententen. Men frem for alt maatte jeg vente et Svar fra Dem paa det Forslag, der, som De med Rette fremhæver, var udsprunget af mit Initiativ; saa meget mere som der paa Deres udtrykkelige Ønske skulde dannes en blandet Kommission »saa snart som muligt« til Sikring af fri Udøvelse af Forenings- og Forsamlingsretten.

Til Trods herfor har De ikke fundet det nødvendigt at fremlægge Sagen i den danske Vælgerforenings Møde, som fandt Sted kort efter vor Samtale, eller paa anden Maade at overbevise Dem om Deres toneangivende Mænds Tilslutning og meddele mig Resultatet for Deres Rejse til Udlandet, hvor De med Ententen har truffet Aftale om en helt anderledes ordnet Kommission . . .

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har netop udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

“Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

“Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger:

Lars N. Henningsen fortæller om: “Vore faldnes minde – Om en glemt strid om mindesmærkerne over de faldne i Første Verdenskrig.”

Hvert sogn fik sit mindesmærke, men i nogle sogne blev der strid, for synet på de faldne var forskelligt. Danske sønderjyder så de faldne som ofre for en sag, der ikke var deres. De tysksindede så soldaterne som helte faldet for det tyske fædreland, og i 1930’erne var der hvert år såkaldte ”Heldengedenktage” ved mindesmærkerne.

Det provokerede på dansk side og førte til oprettelsen af foreningen Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere i 1936. Først nu blev våbenstilstandsdagen 11.november indført som årlig dansk mindedag. Sådan har det været siden da.

Sted: Landsarkivet, Haderslevvej 45, Aabenraa

Tid: 25-04-2019 kl. 19:00 – 21:00

NB: Foredraget holdes i forbindelse med generalforsamlingen for Historisk Samfund for Sønderjyllands Amtskreds i Aabenraa og finder sted efter generalforsamlingen – forventeligt kl. ca. 19:30.

Yderligere information på foreningens hjemmeside

Den unge historiker Kasper Nissen har skrevet en spændende artikel om de sønderjyske krigsinvalider.

Læs den her (eksternt link): https://politikenhistorie.dk/art7088601/S%C3%B8nderjyder-i-krig?fbclid=IwAR0Hvi4ZicxRZaeBp_atvSkmHIi3WJENlEane1EL3yWLet7DMMKPC-0q_yg

Toftlund Lokalhistoriske Forenings bog “Fra Vestergade til Vestfronten, Toftlund Sogn i 1. Verdenskrig 1914 – 1918”, der udkom i 600 eksemplarer den 11/11-2016, blev revet væk.

I mellemtiden er der blevet trykt et nyt oplag, som også sælger rigtig godt. Den nye udgave er gennemrevideret og forsynet med mange nye oplysninger.

Bogen kan købes på  følgende mailadresse: tlhf6520@gmail.com

Vi fra Den store Krig 1914-1918 vil gerne kraftigt opfordre andre lokalhistoriske foreninger til at lade sig inspirere af Toftlunds fine udgivelse.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København.

Hos Overlærer Scheller boede jeg nu i otte Dage, mens alle Festligheder stod paa til Ære for de hjemvendte Landsmænd.

Der var Fest hver Dag, ja det hændte, at man kom til Fest baade to og tre Gange paa samme Dag.

Vi var først til Gudstjeneste i Holmens Kirke, hvor Provst Fenger talte varmt og gribende. Vi var til Fest paa Raadhuset, Idrætshuset, Cirkus, Studenterforeningen og Alliance francaise.

Der var Massevis af Taler, som jeg havde lidt Besvær med at rumme i Hjernen. Der var Sang og Musik under Tusinder af Lampers straalende Skin, og saa fik vi Lagkage utallige Gange, hvad vore Fangemaver slet ikke var indstillet paa.

Jeg var i flere Teatre. Fru Scheller fulgte mig omkring i Malerisamlinger og Museer. Hr. Scheller kørte med mig gennem Byen paa Sporvogn og viste mig bl. a. alle betydningsfulde Bygninger.

Jeg var til Fest i flere af de Hjem, jeg havde haft Forbindelse med under mit Fangenskab. Overalt blev jeg modtaget med samme Hjertelighed, alle kappedes om at yde deres bedste.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad.

VED TOLDBODEN STEG —

Da vi sejlede ind i Øresund var Søsygen helt forbi, nu havde den ogsaa varet i tre Døgn; men ligesaa pludselig den var kommet, var den ogsaa forsvundet, og Humøret steg jævnt og højt.

Ud for Kronborg stoppede vi op. Om Bord kom saa fornemme Folk som Delegationen, der havde været i Paris, bl. a. [statsminister] Neergaard og Forsvarsminister Munch.

Da ogsaa Pastor Jensen kom ombord, blev en Tanke, vi saa tit havde dvælet ved, til Virkelighed: følges ad hjem og sejle ned gennem Sundet, om end det ikke var gaaet saadan, som vi helst havde tænkt det.

Samtidig fik vi Musik. Den spillede alle de kære gamle Fædrelandssange, som rørte Hjertets inderste og blødeste Strenge. Bevægelsen var ved at tage Magten fra En, Hjertet var bævende fuldt af Tak; man maatte næsten spørge sig selv, om ogsaa alt dette skønne var Virkelighed.

Her kom ogsaa Indkvarteringskommissionen om Bord; da mit Navn og  Nummer raabtes op. blev jeg glad overrasket ved at se, at jeg vilde blive modtaget i Land al min “Gudfar”, Lektor Scheller fra Birkerød.

Langs Strandbredden og ved Toldboden stod Tusinder af Mennesker og raabte Hurra og vinkede begejstret fil os. Et Par kendte Mænd derhjemmefra hilste mig hjertelig velkommen hjem; det var Gaardejer Christian Petersen fra Møllmark, og Gaardejer Christian Petersen, Palæet, Graasten.

Forventningsfulde, ja overvældede stod vi der paa Dækket, mens St. Thomas sagte gled mod Land og lagde sig lidt paa Siden, som om den var træt efter den besværlige Rejse.

I hjertelige Ord blev der budt os velkommen hjem til det gamle Land; og under mægtige Jubelraab blev vor kære franske Ven, Professor Verrier, baaret fra Skibet i Guldstol. Jeg havde ikke anet hans Nærværelse før nu.

For mig var det et uforglemmeligt Minut, da jeg steg i Land ved Toldboden og mærkede den faste Bund under Fødderne og atter var hjemme. Den Dag vi havde talt saa meget om og længtes saa meget efter i de lange Udlændighedsaar — nu var den kommet!

En ung Pige rakte mig glædestraalende en Buket hvide Nelliker, idet hun hjerteligt sagde: »Værsgod, Sønderjyde! Og velkommen hjem!«

Da Lektor Scheller paa Grund af Timer paa Skolen var forhindret i at være til Stede, blev jeg modtaget af Datteren og desuden af Schellers Broder Overlærer Scheller og Hustru. De modtog mig paa det allerhjerteligste, bød mig velkommen og udtalte deres Glæde over, at de nu havde faaet mig hjem.

Midt i Glædesrusen steg dog et vemodigt Minde frem.

Mindet om de Kammerater, der ikke oplevede den Lykke at naa hjem. Der døde seks af dem i Aurillac, og paa Hjemrejsen døde to af spansk Syge og bev begravet i Dunkerque. Vi vil holde deres Minde i Ære.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Grev Holsteins Memorandum om Sydslesvig

Dr. J. Collin var anden Gang ankommet til Paris 13. Marts 1919. Grev Bent Holstein ankom sammesteds sidst i samme Måned, og de to Delegerede for Mellemslesvigsk Udvalg samarbejdede i den kommende Tid — Dr. Collin forlod Paris i Slutningen af April — paa Løsningen af de Opgaver, der var dem betroet.

I Slutningen af Marts havde Dr. Collin og Grev Holstein udarbejdet to Memoranda, der begge bærer Grev Holsteins Navn,  og af hvilke det ene, omhandlende Ejdersted-Halvøen, vil blive omtalt nedenfor. Det andet omhandler “den nuværende Stilling i Mellem- og Syd-Slesvig” (Memorandum sur la situation actuelle dans le Slesvig moyen el méridional).

Dette Memorandum, trykt paa Fransk i Paris, er udateret. I maskinskreven Form blev det indleveret til Fredskonf. 30. Marts 1919; det trykte Skrift afleveredes 10. April s. A.

Det trykte Skrift omfatter 39 Sider i Oktav, den egentlige Betænkning dog kun 8 Sider; Resten af Skriftet udgøres af 8 Bilag med Oversættelser af Grev Holstein’s Fuldmagt (fra Mellemslesvigsk Udvalg) og Udtalelser (dels i Oversættelse til Fransk, dels paa Tysk) af forskellige Personligheder i Mellem- og Sydslesvig. Bortset fra Red. E. Christiansens Betænkning, som gengives nedenfor, føjer disse Bilag dog intet væsentligt til Hovedteksten, og de er derfor ikke her medtagne.

Skriftet betegner sig som: “Fortsættelse af det af Jonas Collin til Fredskonferencen 20. Februar 1919 overrakte Memorandum om det slesvigske og særlig det mellemslesvigske Spørgsmaal”. Det har følgende Indhold:

“De Begivenheder, som har været foranledigede af Verdenskrigen, den tyske Revolution og Fredskonferencen, har udviklet sig med en saadan Hast, at det har været meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt for Mellemslesvigs Befolkning og navnlig for Bønderne at danne sig en Forestilling om deres nuværende og fremtidige Stilling. Soldaterraadenes Styre adskiller sig kun lidt fra den tidligere preussiske Regerings: Man hindrer stadig Sandheden i at komme frem, og Foredrag, Forsamlinger, Diskussioner m. v. bliver kun tilladt under “Autoriteternes” Kontrol og standses brat, hvis de ikke passer det nuværende Regimente.

Følgelig kan de Anskuelser, der gør sig gældende i Mellem- og Syd-Slesvig, kun vise sig underhaanden — enhver anden Ytringsform er umulig.

Ændringen i Sindelag og Fremtidsønskerne gør sig kun langsomt gældende i disse Egne. Men den er paa Vej, den udvikler sig mere og mere, hvad jeg personlig har kunnet fastslaa under de to Rejser, jeg har foretaget dernede i Februar og Marts Maaned. Jeg skal nu her fremlægge Resultatet af disse Rejser, og hvad jeg iøvrigt har kunnet bringe i Erfaring under mine Samtaler med indflydelsesrige Personligheder i Mellem- og Syd-Slesvig.

Den Egn, hvorom Talen er, er beliggende mellem de to Linjer, som er optrukne paa hoslagte Kort [kortet ses ikke]. Sproget er næsten udelukkende Tysk, men saavel i Sprog som i Dagliglivets forskellige Forhold finder man mange danske Elementer.

Tyskland militære og politiske Sammenbrud sidste Efteraar har foranlediget en Genopblussen af Slesvig-Holsteinismen. Et politisk Udvalg, hvis Opgave er at arbejde for Oprettelsen af en ny tysk Stat, Slesvig-Holsten, Kiel-Kanalens Vogter, er dannet i Rendsborg under Forsæde af denne Bys Borgmester. Dette Udvalg har udfoldet en betydelig politisk Propaganda og derved væsentlig bidraget til at afholde Mellem- og Syd-Slesvigs Beboere fra at gøre fælles Sag med Nordslesvigerne.

Imidlertid har en Petition, som er bleven tilstillet Præsident Wilson angaaende Dannelsen af et udelt og uafhængigt Slesvig-Holsten, for Slesvigs Vedkommende kun givet et middelmaadigt politisk Udbytte  for Ophavsmændene, idet den kun har fundet meget begrænset Tilslutning, selv fra de tysktalende Slesvigeres Side.

I Dag har den nye Slesvig-Holsteinisme ikke længere Fremgang i Sydslesvig; tværtimod er den godt i Færd med at tabe sine Tilhængere. Dens Nederlag er uafvendeligt, med mindre den bliver støttet af Vestmagterne og af de Forholdsregler, disse maatte træffe for at sikre Kiel-Kanalens Internationalisering.

Under de nuværende Forhold i Tyskland føler Sydslesvigerne sig først og fremmest som Slesvigere. De tysktalende slesvigske Bønder finder den Uretfærdighed og det Tyranni, som Tysklands nuværende socialistiske Regering udøver, lige saa afskyværdigt, som det preussiske Embedsmandsregimente var det for Nordslesvigs danske Bønder. Deres Sympatier har været tyske og holstenske, men aldrig preussiske; deres Lokalpatriotisme er meget udpræget. De er nu naaet til Erkendelse af, at de 50 Aar under det preussiske Aag sluttelig kun har bragt dem Skuffelser, Savn og Lidelser. De indser, at Nordslesvigerne nu vil forene sig med et Land, i hvilket Fred, demokratiskliberal Orden og gode økonomiske Kaar hersker. De indser, at økonomiske, sociale og etnografiske Forhold knytter dem til Nordslesvigerne. Det staar dem klart, at Slesvig er en organisk Enhed, og de foretrækker, at størstedelen af Slesvig genforenes med Danmark, fremfor en geografisk Deling af Hertugdømmet, som vilde medføre en økonomisk Lemlæstelse.

Denne Slesvigernes nye Indstilling fremskyndes af Bekymringerne for de knugende  Krigsomkostninger, som de, der forbliver tyske, vil have at betale, saavel som af en voksende Følelse af Ubehag ved i Fremtiden at tilhøre en Nation, der mere eller mindre er sat udenfor de civiliserede Folks Samfund.

Hvad angaar Amterne Eidersted og Husum, Byen Husum medindbefattet, findes her ingen fjendtlige Følelser mod Danmark.

Grev Holstein nævner en Række Personligheder, paa hvis Udtalelser han støtter den Opfattelse, han nys har gjort gældende, og fortsætter:

Hvad Eidersted Amt angaar, bør jeg her tilføje, at en Tredjedel af Jorden tilhører Nordslesvigere, og at en betydelig Del af Resten er udlejet til Slesvigere fra forskellige Egne til Opfedning af deres Kvæg.

Hvad Angel angaar, er Indbyggerne her mere forbeholdne og nøler med at tage Stilling for Danmark; medens Indbyggerne i Amterne Eidersted og Husum gruppevis har undertegnet Petitioner [om Tilslutning til Danmark], foretrækker Angelboerne at underskrive enkeltvis, for at deres Nabo ikke skal faa det at vide. Imidlertid er der dog i Løbet af de to Uger før min Afrejse fra København indsamlet et vist Antal Underskrifter i Angel, og saaledes øges ogsaa her Bevægelsen for Genforening med  Danmark.

Byen Slesvig, hvis Indbyggere for en stor Del er af dansk Oprindelse, vedbliver ikke desto mindre at være temmelig tysksindet, hvad der navnlig skyldes Byens isolerede Stilling og den tidligere preussiske Garnison, som har præget den, medens Husum har været fri for Garnisoner og som Landsdelens største Kvægmarked vedblivende har været i Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Ogsaa i denne Forbindelse nævner Grev Holstein derefter flere Personligheder, til hvis Udtalelser han støtter sig.

Hvad Flensborg angaar, øges ogsaa for dens Vedkommende den danskvenlige Stemning. Flere kyndige Personligheder i denne By mener, at under de nuværende Omstændigheder kan det ikke betragtes som udelukket, at Danmark vil kunne opnaa Flertal.

I Almindelighed kan man sige, at den Fjendtlighed mod Danmark, som findes i Slesvig, er paa Vej til at omdannes til en velvillig Holdning, som Tilfældet har været for X …

Af Interesse er det at kunne fastslaa, at de Anskuelser, som næres af “Mellemslesvigsk Udvalg”, deles af alle indflydelsesrige Sydslesvigere. I denne Forbindelse tillader jeg mig at henvise til medfølgende Memorandum fra Flensborg Avis’ Redaktør, Hr. E. Christiansen.

Saavel de tysktalende Slesvigere som indflydelsesrige danske Slesvigere anbefaler til Sikring af det gunstigst mulige Udfald af en Folkeafstemning i Sydslesvig følgende Foranstaltninger:

1) Hurtigst mulig Udvisning af de preussiske Embedsmænd.
2) Udvisning af de tyske Soldater.
3) Udvisning af de russiske bolchevikiske Agenter og de tyske Spartakister, af hvilke der findes en Del i Byerne (Flensborg, Aabenraa og Slesvig).
4) Ordre til den tyske Regering om øjeblikkelig at ophøre med Udskrivningerne af Landbrugsprodukter i Slesvig.
5) Tilladelse for Danmark til at sende Levnedsmidler til Sydslesvig mod Sikkerhed for, at intet bliver genudført til Tyskland. (Som Følge af Udskrivningerne af Kvæg er Bestanden bleven formindsket med Halvdelen. Desuden har Bønderne næsten ingen Korn eller Kartofler til Udsæd nu til Foraaret. Danmark vilde uden Tvivl være i Stand til at forsyne Egnene med det nødvendige.)
6) Afsendelse af en sydslesvigsk Delegation til Paris.
7) Godkendelse af det af Sydslesvig selv i Overensstemmelse med “Mellemslesvigsk Udvalg” stillede Forslag om, at Folkeafstemningen skal finde Sted paa følgende Maade:
A. Hele Slesvig eller i det mindste Landet indtil Linjen Dannevirke-Tønning tilbagegives Danmark.
B. Efter en vis Frist skal Befolkningen i den sydlige Del have Adgang til at stemme for en Genforening med Tyskland — altsaa saa at sige: “en omvendt Paragraf Fem”.
Kiel-Kanalen
Sluttelig vil jeg fremsætte nogle Ord om Sydslesvigernes Opfattelse af Spørgsmaalet om Kiel-Kanalen.
I denne Henseende er vi aldeles enige med de nationale og Entente-venlige Kredse i Danmark, og deres Mening er følgende:
For at sikre en varig Fred, for at hindre det slesvig-holstenske Spørgsmaals Genopstandelse, for at  opnaa Fred og Ro for den slesvigske Befolkning er det nødvendigt at skille Danmark (henholdsvis Slesvig) fra Tyskland ved Hjælp af en international Zone paa begge Sider Kiel-Kanalen.

Naar denne Zone er oprettet, vil ingen Slesviger være i Tvivl om, at Landet bør tilhøre Danmark, og ingen vil agitere for Genforening med Tyskland. Det er min Overbevisning, at kun et ganske lille Mindretal vil ønske en saadan Genforening med Tyskland, men det vil kunne udnyttes af dygtige tyske Agitatorer.

Varig Ro og Fred i disse Egne er nødvendig ikke blot for Danmark, men for hele Europa, i hvis Historie det slesvigske Spørgsmaal har foranlediget saa megen Uro.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Danmarks fremtidige Grænse mod Syd er det min — og jeg tør sige de allerfleste danske Flensborgeres og Mellemslesvigeres — Overbevisning, at en Linje Slien— Dannevirke— Frederiksstad vil være en for vort Folk fuldt retfærdig Grænse.

Paa Linjen Slien— Dannevirke svarer den til, hvad der er dansk Folkegrund.

Ejdersted er saavel som Vestkysten beboet af Frisere. Dets Marskjorder kan daarligt undværes for den nordslesvigske Kvægavl. Meget af dets Jord er paa nordslesvigske Hænder, og vide Krese af  Befolkningen i Ejdersted vil næppe have noget imod at komme tilbage til Danmark. Jeg mener, at Danmark kan magte denne Grænse, naar det indfører et fornuftigt Styre, idet de nuværende gode økonomiske Vilkaar vil lette den for en stor Del fortyskede Befolkning i Mellem- og Sydslesvig Tilslutningen til Danmark.

Da de nye Grænser imidlertid skal drages paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelses-Ret, og dette, især for et lille Land, giver den bedste Betryggelse for Fremtiden, og da ved Valget i 1867, det første Valg, efter at Løftet i Pragfreden var givet, Grænsen for dansk Flertal gik sønden om Flensborg og over til Tønder, mener jeg, at der bør holdes paa, at saafremt Danmark faar Tilbud om at faa hele vor fraskilte Landsdel tilbage, bør det tage imod dette Tilbud, og derefter, naar den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig tilkendegiver Ønske herom, inden for en nærmere fastsat Frist give denne Befolkning Lejlighed til ved en distriktsvis Afstemning sydfra at stemme sig bort fra Danmark til Tyskland, hvor Flertallet af de stemmeberettigede stemmer derfor, selvfølgelig dog saaledes, at der tages rimelige geografiske Hensyn.

Denne Afstemningsmulighed bør dog ikke tilstedes længere nordpaa end til den Linje, der af den nordslesvigske Vælgerforening er draget som Grænse for et samlet nordslesvigsk Afstemnings-Omraade (Krusaa-Dalen – Vesterhavet Syd for Vidaaens Udløb), for at Nordslesvig med sit utvivlsomt danske Flertal straks kan føle fuld Tryghed.

Den Frist, indenfor hvilken en Afstemning sydfra maa berammes, bør fastsættes under Hensyn til, at den mellemliggende Uvisheds-Tilstand vil medføre adskillige Ulemper, især ogsaa for Flensborg By. Desuden maa Afstemnings-Vilkaarene være fuldt betryggende og i alt Fald ikke daarligere for den trofaste danske Befolkning, end der kan være Tale om nu at faa paa Grundlag af den nordslesvigske Vælgerforenings Resolutioner.

For Flensborgs Forbliven ved Danmark maa det være tilstrækkeligt, Naar ikke et overvældende Flertal af de stemmeberettigede udtaler sig for at komme bort fra Danmark.

Paa denne Maade opnaas, at ikke den danske Befolkning behøver at stemme sig tilbage til sit gamle Fædreland. Genforeningen sker som en Selvfølge, og derefter har den fortyskede Befolkning Lejlighed til at stemme sig bort.

Dette synes at være den mest tiltalende og værdige Løsning.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Grev Holsteins Ejdersted-Memorandum

Formentlig 22. eller 23. Marts 1919 havde Grev Bent Holstein en Samtale med Charles H. Haskins; ved denne Lejlighed udtalte Greven, “at der paa Halvøen Ejdersted findes et meget stærkt danskvenligt Sindelag”, og anmodede om, “at Folkeafstemnings.-Grænsen i denne Egn maa blive ført ned til en Linje, der ender ved Tønning”.

Greven afleverede 30. Marts 1919 en maskinskreven Note om dette Spørgsmaal; den blev de nærmest følgende Dage trykt under Titlen Memorandum concernant la péninsule de Eidersted, par le comte B. Holstein, mandataire du comité du Slesvig moyen (Paris, 5 Sider Oktav).

Skriftet, der afleveredes omkring den 12. April til Fredskonf., indledes saaledes:

“Idet jeg henholder mig til det Memorandum, Dr. Collin har tilstillet Fredskonf.s belgiske [danske] Kommission, til hvem Studiet af det slesvigske Spørgsmaal er overdraget, og idet jeg ligeledes henholder mig til det Memoradum, jeg nylig har tilstillet Konferencens kompetente Organer, tillader jeg mig her som Supplement at tilføje nedenstaaende Oplysninger vedrørende den slesvigske Halvø Ejdersted.

Ligesom Dr. Collin er jeg befuldmægtiget af “Mellemslesvigsk Udvalg” i Flensborg for i Paris at udtrykke de danske Mellemslesvigeres Ønsker og Synspunkter vedrørende Danmarks fremtidige Grænser. Jeg er ligeledes Tolk for et stort Antal tysktalende Sydslesvigeres Synspunkter og Ønsker, der fuldstændig falder sammen med Opfattelsen hos de danske Mellemslesvigere og en stedse voksende Del af Nordslesvigerne.

Ejdersted
Ejdersted-Omraadet, altsaa den Halvø, der Nord for Ejderens Munding skyder sig frem i Nordsøen, er under alle Synspunkter knyttet til Mellemslesvig og Nordslesvig.

Det etnografiske Synspunkt.
Befolkningen i Ejdersted er frisisk, fra Oldtiden indblandet med danske og fra Slutningen af det 16. Aarhundrede med hollandske Elementer. Hertugen af Alba’s Forfølgelser fremkaldte Udvandring fra Holland, og henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede slog en hel Koloni af hollandske Flygtninge sig ned i Ejdersted. Denne Koloni, der etnisk og kulturmæssigt var de indfødte Frisere overlegen, har paa alle Omraader bidraget væsenlig til Befolkningens Udvikling.

Det frisiske Sprog er forsvundet i Ejdersted som næsten overalt i Slesvig. I enkelte afsides Egne findes endnu Rester deraf, men stærkt iblandet tyske Ord. Hele Befolkningen i Ejdersted taler og skriver Tysk. Mange forstaar Dansk som Følge af deres Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Økonomiske og politiske Synspunkter.
Ejdersted er landbrugs- og handelsmæssigt uadskilleligt knyttet til Mellem- og Nordslesvig. En Tredjedel af Ejdersteds frugtbare Jorder tilhører Nordslesvigerne, og en stor Del af den øvrige Jord er udlejet til Slesvigere fra Hertugdømmets forskellige
Egne, som sender deres Kvæg til Græsning og Fedning paa Ejdersteds Enge.

Opdrætningen af Korthornskvæg, der er stærkt udbredt i Vestslesvig ligesom i Jylland, har saa at sige sit Midtpunkt i Ejdersted, hvor de bedste Tillægs-Tyre af nævnte Race findes. Der foregaar regelmæssig Udveksling af Kvæg mellem Ejdersted og Vestslesvig og derigennem med Jylland.

Byen Husum, der er Midtpunkt for denne Udveksling og Sæde for det vigtigste Kvægmarked i Slesvig, vilde tabe al sin Handel, og Grundlaget for dens økonomiske Tilværelse vilde blive sat paa Spil, hvis den blev adskilt fra Ejdersted.

Indbyggerne i Ejdersted har derimod hverken etniske, økonomiske eller sociale Forbindelser med Befolkningen i Ditmarsken, d. v. s. den nordvestlige Del af Holsten mellem Kiel-Kanalen og Ejderen, skønt Vilkaarene for Landbruget i Ditmarsken er ganske de samme som i Ejdersted. Bønderne i Ditmarsken er tyske og af en helt anden Stamme og har intet tilfælles med Befolkningen i Ejdersted. De kender ikke hinanden og omgaas kun lidt, undtagen af private og forretningsmæssige Aarsager; man kan endog sige, at der findes en vis Rivalitet mellem Ditmarskerne og Befolkningen i Ejdersted.

Ejdersteds Befolkning føler sig nøje knyttet til sine “Landsmænd”, de frisiske Bønder, der bor langs Mellemslesvigs Vestkyst, og det vilde være ganske urigtigt at skille dem fra disse deres Slægtninge og bedste Venner.

Forholdet til Danmark.
Befolkningen i Ejdersted nærer ikke de fjendtlige Følelser overfor Danmark, som forekommer i Angels Befolkning.

Dens Stilling er velvillig — hvad der for det første skyldes dens hyppige Forbindelse med Nordslesvig, og for det andet den sproglige og administrative Frihed, den under det danske Herredømme altid har nydt godt af.

Kong Christian VIII. besøgte Ejdersted i 1842 og blev overalt modtaget med hjærtelig Begejstring af Befolkningen.

Ejdersted er den Del af Sydslesvig, hvor Modsætningen mellem tysk og dansk lettest vil kunne udjævnes, og der er næppe Grund til at frygte Irredentisme i denne Egn.

Af alle disse ovennævnte Grunde tillader jeg mig at henlede Fredskonferencens kompetente Organers Opmærksomhed paa den Interesse og den Betydning, det vil have at udstrække en eventuel Rømning af Mellem- og  Sydslesvigs tyske Embedsmænd og Soldater til ligeledes at omfatte Halvøen Ejdersted.

Jeg benytter Lejligheden til paany at fremhæve, hvilken økonomisk Nødvendighed det er for Slesvig, at den tyske Regerings Udskrivninger af Landbrugsprodukter forbydes snarest mulig og senest samtidig med, at Rømningen finder Sted. En saadan Forholdsregel fra de Allieredes Side vil gøre det bedste Indtryk i Slesvig. Den vil paa een og samme Gang vise Slesvigerne de Allieredes Magt og Velvilje og paa denne nemme Maade vinde dem Sympatier, som ikke er uden politisk Betydning.

Samtidig henleder jeg Opmærksomheden paa de tyske Spekulanters Opkøb af Jord og Grunde i Nordslesvig. Allerede nu er Jordprisen 30 % højere i Nordslesvig end i den øvrige Del af Slesvig.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad. Hjemfarten blev dog præget af dårligt vejr og søsyge!

Da Stormen flovede af, og Dagen kiggede ind til os gennem Koøjnene, laa der et værre Hus i Kahytten, og Luften var uhyggelig stram.

Vi skyndte os derfor op paa Dækket, mens en Matros gik i Lag med at ordne dernede.

Vi var da lige ved at sejle gennem en hel lille Snestorm, som dækkede for al Udsigt. Men snart begyndte Danmarks Kyst lidt efter lidt at blive synlig.

En Del af os stod oppe paa Kommandobroen og stirrede  længselsfuldt mod Land. Der laa Skagen i Morgendisen mellem Sandklitterne saa ægte dansk med sine hvide Mure og røde Tagsten.

Skønt der blev kaldt paa os til Mad, var der ikke Tale om, at vi vilde bytte dette herlige Syn med et Maaltid Mad. Dejligt var det efter saa
mange Aars Forløb atter at skue en dansk By, ja, det var ikke til at rive sig fra.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Der er kommet en ny bog om zeppelinere.

Forlaget meddeler:

PRESSEMEDDELELSE

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren
af Jens Robdrup

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren.
”Der var sus i luften af store vingeslag. Menneskeånden vandrede på Kløvermarksvej, beredt til at beundre en af sine sejre. Vi mærkede vort eget hjertes hastige slag, følte, hvorledes det er gennem de store mænds udholdende og målbevidste arbejde, at menneskehedens fremtid skabes.”

Således blev luftskibet, ”Hansa” med dets skaber, den tyske greve von Zeppelin om bord, modtaget og en halv million københavnere jublede. I England derimod betragtede man zeppelinerne med frygt og bæven.

Kun få år efter viste det sig berettiget, da zeppelinerne under 1. Verdenskrig kastede bomber ned over byerne. Et nyt krigsvåben var skabt.

Da krigen blev luftbåren fortæller om det militære og politiske magtspil, der udfoldede sig under 1. Verdenskrig omkring Danmark.

I dette kom zeppelinerbasen i Tønder i daværende tyske Nordslesvig til at spille en tragisk rolle for Danmark.

I ”Da krigen blev luftbåren” møder man H. G. Wells, Conan Doyle, marineminister Winston Churchill, forsvarsminister Munch, prins Heinrich og hans storebroder, kejser Wilhelm II, admiral Kofod-Hansen, krigsminister Christian Tuxen, udenrigsminister Erik Scavenius, strandfoged Mads Villadsen, W. O. Bentley og mange andre, der den gang kom til at øve indflydelse på begivenhederne.

Men hovedpersonerne er grev von Zeppelin, zeppelinerkaptajn, von Buttlar Bradendenfels og søløjtnant, Walter Yeulett fra den engelske flåde.

Von Zeppelin døde som olding i 1917, von Buttlar Bradensfels fik en lang karriere, mens Walter Yeulett kun blev 19 år. Men han bidrog til at udslette zeppelineren som et terrorvåben.

Info
Bogen udkommer den 18. marts og leveres i hardcover til 250,- ex forsendelse. Den kan bestilles hos din lokale boghandler, eller direkte på forlagets hjemmeside www.veterania.dk

Sideantal: 142
Pris: 250,-
ISBN: 978-87-93589-06-3
Forlag: Veterania

Pressemateriale
Materiale i trykkvalitet, kan frit downloades til brug for medieomtale via vores pressesite www.mindzone.dk
Ønskes specielle billeder eller tekster fra bogen, kontaktes forlaget.

Forlaget Veterania

Alex Schou Jensen
Stærevej 4

4040 Jyllinge

web: www.veterania.dk

 

Ved Regeringschefernes Beslutning af 24. Marts var Femmandsraadet for saa vidt blevet opløst, som Konferencens Præsident havde meddelt dette, at fra 25. s. M. vilde Regeringscheferne (alene) samles to Gange daglig “for at forberede Arbejdet”.

Af det oprindelige Timandsraad blev derefter de allierede og associerede Hovedmagters Udenrigsministre tilbage, og det paagældende Organ fik da Navnet: Udenrigsministrenes Raad (undertiden ogsaa kaldet: “de Fem”, til Adskillelse fra Regeringschefernes, Konferencens øverste Raad: de fire Store).

Udenrigsministrenes Raad havde følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Robert Lansing; det Britiske Rige: A.J. Balfour; Frankrig: Stephen Piehon; Italien: Sidney Sonnino; Japan: Makino. Formand var Frankrigs Repræsentant.

I sit Møde 28. Marts behandlede Raadet den danske Kommissions Indstilling af 19. marts 1919. Tilstede var André Tardieu som Formand for og Jules Laroche som Medlem af den danske Kommission, førstnævnte tillige i sin Egenskab af Formand for den territoriale Kommission. Der fandt en længere Forhandling Sted.

Formanden sammenfattede den i følgende Udtalelse:

Indstillingen er godkendt .med de af A. J. Balfour nævnte Forbehold og under Forudsætning af det øverste Raads Billigelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den danske Gesandt tilstillede 28. Marts 1919 Fredskonf. følgende Note:

Den tyske Handelsflaade, der er stillet til de allierede og associerede Magters Raadighed, tæller et vist Antal Skibe, hjemmehørende i  slesvigske Havne.

Jeg tillader mig allerede nu at henlede Opmærksomheden herpaa, idet jeg anmoder den høje Konference om at træffe de fornødne  Bestemmelser om, at Skibe, hjemmehørende i den Del af Slesvig,  som tilbagegives Danmark, kan komme til at følge deres Hjemland  og antage dets Nationalitet i det Øjeblik, Tysklands Handelsflaades  Skæbne endelig afgøres, eller, hvis det er muligt, saa snart den høje  Konference har fastsat Danmarks nye Grænse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Foranlediget af en stedfunden Drøftelse om at flytte den dansk-tyske Toldgrænse ned Nord for Flensborg 2 Dage efter Afstemningen i 1. Zone vedtog Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråd den 27. Marts 1919 enstemmigt følgende Res.:

Vælgerforeningen henstiller til sin Formand hos den danske Regering at virke hen til, at Toldforholdene i Overgangstiden mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig ordnes saaledes, at, uden at det i nogen Maade kommer Nordslesvig til Skade, Flensborgs Handel ikke afskæres fra sit Opland.

Note: Den 9. April 1919 meddelte H. P. Hanssen i Tilsynsrådet, at den danske Regering paa ovennævnte Henvendelse havde svaret, “at en Flytning at Toldgrænsen ned til Flensborg efter den første Afstemning stod fast. og derved kunde der ikke rokkes”.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

 

1.Verdenskrig kom til at danne skel mellem de såkaldte ”gode gamle dage” og den forvirrede og komplekse Mellemkrigstid med mange nye stater, som fik store økonomiske og sociale problemer. Hvor meget skyldtes Versailles-freden 1919 mellem Tyskland og de allierede lande?

Spændende foredrag med den erfarne foredragsholder Jørn Buch fra Haderslev.

Sted: Rigsarkivet, Haderslevvej 45, Aabenraa

Tid: 15:00 – 16:30

Mere om foredraget:

Versailles-freden pålagde bl.a. Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, men var også med til at sikre mere retfærdige grænser i det nye Europa, da mange af de nye grænser blev trukket ud fra det nye princip om nationernes selvbestemmelsesret. Men det blev ikke alle grænser, som var så moderne, hvad der skulle give store problemer.

Danmark havde været neutral under 1.Verdenskrig, men med Versailles-freden gik drømmen om en Genforening med dele af Sønderjylland i opfyldelse med folkeafstemningen i 1920.

Foredraget vil gøre rede for baggrunden for Versailles-freden og dens indhold, ligesom der vil blive diskuteret dens konsekvenser for udviklingen i Mellemkrigstiden og dermed for udbruddet af 2.Verdenskrig kun 20 år efter Versailles-fredens ikrafttræden.

 

 

 

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi skulde have lettet Anker samme Dag, dog alle Forsøg var forgæves. Der var Ebbe i Havnen. Først om Tirsdagen slap vi af Sted.

Langsomt og stille gled St. Thomas bort fra Kajen udefter. Der blev vinket fra Skibet og vinket igen fra de faa tilfældige Arbejdere, som netop røgtede deres Dont; og under disse fordringsløse Former svandt Kysten al det Land, hvor jeg havde oplevet sælsomme Ting i de henrundne fem Aar af min bedste Ungdom.

Skibet gik støt, og idet vi gik ned i Kahytten, slappedes Spændingen lidt, og vi gav os Trygheden i Vold. Ja, vi følte os saa trygge nu, alt gik efter Ønsker og vi satte os hen og passiarede fornøjeligt ved en Kop dansk Kaffe.

Men vi var ikke kommet ret langt ud i Kanalen, før end Skibet pludselig begyndte at gynge og svinge fra den ene Side til den anden. Det kom ganske uventet med underlige Følelser af Skuffelse og Angst. Hvad var det?

Der indtraadte nu andre ganske mærkværdige Fornemmelser, som jeg slet ikke kunde forklare mig. Mine Øjne stod stille, jeg blev svimmel og fik voldsomme Kvalmeanfald. Munden løb mig fuld al lunkent Vand. Der maatte være noget i Vejen med Kaffen, tænkte jeg; men nu kunde jeg ikke holde det gaaende længere, i en Fart maatte jeg sætte en halv Kop Kaffe og en Mundfuld Brød til Side og skynde mig op paa Dækket.

Næppe var jeg kommet ovenpaa, førend jeg maatte ofre. Jeg vilde saa nødig og holdt igen af alle Kræfter, men forgæves. — Aa, hvor jeg dog var sølle, og hvor al Ting løb rundt for mig. Maagerne fløj skrigende langs Skibssiden og æggede mig til at ofre mere, og naar der saa var kommet et Par Gylp, gjorde de Nar ad mig med nogle overlegne Vræl.

Før kunde jeg godt lide Maager, men den Dag syntes jeg, det var nogle dumme Fugle.

Hele Dagen maatte jeg ligge i Køjen, det var mig ikke muligt at hæve Hovedet eller staa paa Benene, og der var mange, der var lige saa daarligt stillede som jeg. Da vi kom over under Englands Kyst, gik Skibet mere jævnt, og jeg var oppe for at se den høje, graa Klippekyst.

Langs med Kysten gik det udmærket; men da vi først kom ud i Nordsøen, fik vi en lille Forsmag paa Elementernes uhyre Kræfter. Stormen tog til herude, og Bølgerne blev større og større. Skibet duvede og rullede, saa det var os næsten ikke muligt at være andre Steder end i Køjen. Bølgerne brødes med en uhyggelig Larm mod Skibets Sider og sprøjtede ned til os i Kahytten, skønt Lugerne var lukkede. Stormen hylede og fløjtede fælt i Takkelagen, som om det hele skulde fejes bort i næste Sekund.

Ved de store Duvninger kom Skruen ud af Vandet og snurrede rundt som rasende, saa Skibet sitrede og skælvede over hele Skroget, som en Fjende, der havde faaet sit Banesaar ved et Bajonetstik. Det var især uhyggeligt om Natten, naar man ingenting kunde se.

Da Lugerne var lukkede, havde man sat et Par Spande ned til os til Brug ved Opkastninger. Men det var sjældent, at en Mand naaede helt hen til Maalet, førend det var sket. Desuden havde det ikke nyttet stort, thi Spandene væltede og trillede omkring, hvergang Skibet for Alvor begyndte at rulle.

Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede. Kasser, Fodtøj og nedfaldne Klædningsstykker laa paa gulvet og sejlede rundt i dette Uføre.

Nogle laa og stønnede og jamrede sig, andre var fuldstændig lige glade, hvordan det gik; de havde opgivet sig selv og alt Haab om at naa hjem. Hist og her lod der fortvivlede Udbrud: »Jeg dør, jeg dør!« — »Vi kommer aldrig over dette her!« — »Nej, hellere ligge i Skyttegraven endnu et helt Aar og saa rejse over Land hjem!« — »Hellere vilde jeg bide mig et Par Fingre af end gøre denne Tur en Gang til!« — »Ja, vi gaar saamænd allesammen lige direkte til Hel — Hel hylp — ah — Hel — goland!«, kom det læspende i syg Galgenhumor.

To Sergenter, som havde snydt sig om Bord, begge Hjemmetyskere, hvoraf jeg godt kendte den ene, nemlig Møllersvend Karl Hansen, laa i deres egen Elendighed og udtalte højt deres Glæde over de andres Ildebefindende; deres højeste Ønske var, sagde de, at Skibet vilde gaa til Bunds med Mand og Mus, saa disse fordømte Danske kunde dø allesammen.

Der var knebent med Soveplads om Bord, hvorfor jeg laa indeklemt mellem Klaus Hansen og Hans Fourholm fra Broager Men det var jeg godt tilfreds med, blot vi kom af Sted mod Hjemmet saa hurtigt som muligt.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi ankom til Dunkerque Mandag Morgen, og efter en Times Ventetid paa Gaden var vore Papirer i Orden.

Det næste Holdt var nede ved Kajen, hvor Øjet saa ud over en hel Skov af Skibsmaster. Jeg søgte og fandt snart gamle Dannebrog vajende fra Agterstævnen af Dampskibet St. Thomas, som skulde føre os ud af Fangenskab.

Jeg undrede mig over de sorte Skikkelser, som bevægede sig paa Dækket, dog snart genkendte jeg blandt dem nogle af mine gamle Kammerater, de havde til Brug paa Rejsen faaet udleveret hver en dansk Soldaterkappe.

Ved at høre de første kære danske Ord fra Skibsbesætningen gik der mig som elektriske Strømme gennem Kroppen. Tænk, at jeg nu gik omkring paa et dansk Skib og om et Par Dage vilde stige i Land ved Toldboden i København.

Og snart skulde vort elskede Sønderjylland genforenes med vort gamle Land: det var et Eventyr. Hjertet hamrede lydt i Brystet.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Gennem Wolffs Bureau udsendte Rigsregeringen 24. Marts 1919 følgende Erklæring:

Rigsregeringen er nu som før rede til loyalt og uden Bagtanker at bringe Wilsons Program om Folkenes Selvbestemmelsesret til Anvendelse paa de danske Dele af Nordslesvig.

Den gaar altsaa ind paa, at det Spørgsmaal bliver forelagt Nordslesvigerne, om de vil være danske eller forblive tyske. At der i sidste Tilfælde ikke blot tages det mest vidtgaaende Hensyn til Slesvig-Holstenernes kulturelle Ejendommeligheder som saadanne, men ogsaa til de danske Elementer iblandt dem, derfor borger det nye Tysklands Aand.

Forsøget paa at løse et nationalt Stridsspørgsmaal paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten er forøvrigt netop for Nordslesvigs Vedkommende ikke nyt. Det blev allerede alvorligt overvejet i Revolutionsaaret 1848, saavel af den provisoriske Regering og de forenede Landsstænder som af Magterne.

Det dukkede fornyet op paa Londonkonferencen i 1864 og fandt endelig sit Udtryk i Pragfredens Artikel 5.

Men Forudsætningen for Selvbestemmelsesretten er en fri Afstemning, hvorigennem Befolkningens sande Vilje kommer til Udtryk. Skal der, som Danskerne foreslaar det, afstemmes i Nordslesvig som en Helhed, saa vilde deraf følge, at utvivlsomt tysksindede Dele af Nordslesvig, især i  Mellemslesvig [det vil i denne forbindelse (tysk synsvinkel) sige: egnen mellem Aabenraa og Løgumkloster, RR] nordfor den saakaldte Clausenske Linje, vilde blive majoriserede.

Men efter at Danskerne selv forlanger kommunevis Afstemning i Mellemslesvig, kan man simpelthen ikke se nogen Grund til at forholde Nordslesvigerne denne Afstemningsmaade.

Rigsregeringen vil derfor med Eftertryk træde i Skranken for, at den
nye Grænse fastsættes paa Grundlag af Afstemningsresultaterne i Kommunerne, ogsaa for saa vidt Nordslesvig kommer i Betragtning.

Præsident Wilson har opstillet det Princip for Polakkerne, at kun Omraader med en ubestridelig polsk Befolkning skal tilfalde den nye Stat. Dette Princip maa ogsaa finde Anvendelse paa Nordslesvig.

Rigsregeringen vil derfor arbejde for, at der kræves to Tredjedels Flertal for Afstaaelsen af nordslesvigske Omraader. Kravet om en kvalificeret Majoritet svarer saa meget mere til, hvad billigt er, og til det Wilsonske Princips Aand, som i Øjeblikket en Række materielle Fordele af forbigaaende Art falder i Vægtskaalen til Fordel for Stemmeafgivningen for Danmark.

Kommer de til at gøre Udslaget, saa vil der ikke naas en Løsning i Folkeforsoningens Aand, men da vil der danne sig en tysk Irredenta, saa snart disse Fordele ikke mere vil findes eensidigt ved Danmark.

Endelig synes det at være en Selvfølge, at alle Slesvigere maa have denne Stemmeret, og at Deltagelsen i Afstemningen ogsaa maa holdes aaben for de tyske Nordslesvigere, der vender tilbage fra Krigsfangenskabet ligesom for de dansksindede Landsmænd, som Ententen fortrinsvis sender hjem.

Var det end et uomgængeligt Krav for Rigsregeringen at give Anvendelsen af det af det antagne Wilsonske Program paa det nordslesvigske Spørgsmaal sin Tilslutning, saa tør dog Slesvig-Holstenerne være overbeviste om, at den har fuld Forstaaelse af de Følelser, som bevæger Befolkningen i begge Hertugdømmer i Øjeblikket, og som har deres Rod i en aarhundred gammel fælles Historie.

Rigsregeringen ærer disse Følelser og er sig saa meget stærkere sin Pligt bevidst til eftertrykkeligt at træde i Skranken for alle Slesvig-Holstenernes Ønsker, som er forenelige med Wilsons Program, og at varetage Tyskhedens Interesse i Nordgrænselandet i enhver Henseende.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Dagen gryede, men endnu var der tre Timer, til Toget gik. Jeg kastede mig paa Sengen med Tøj og Støvler paa. Ved Sengen stod Kufferten pakket og en Papæske med mine faa Ejendele parat til hurtig Udrykning.

Hovedet var tungt, men Tankerne arbejdede stadigt, Jeg susede af Sted i Toget mod Hjemmet i stadig stærkere Fart. Puh! hvor jeg svedte, hvor var det dog varmt i det Tog!

Poul rev Døren op og brølede: »Kaffen er færdig!«

Jeg sprang op, vaad af Sved. En hurtig Slurk Kaffe, meget god for Resten, alle Bønner var gaaet med dertil, og saa fik vi uddelt Æg og Ost til Rejsen.

Næppe var den sidste Sjat Kaffe sunket, saa snappede hver Mand sine Sager, og af Sted gik det med bankende Hjerter i Ilmarch til Banegaarden. Det gjaldt om at skynde sig, bare se at komme med, da det nu endelig var blevet Alvor.

Paa Banegaarden fik vi udleveret Bisquit, Brød, Spegesild og Blodpølse, og saa suste vi af Sted til Paris Derfra gik det videre til Dunkerque.

Undervejs blev der sunget, spillet og fortalt; ingen tænkte paa at sove.

I Nærheden af Dunkerque saa vi et sidste Glimt af Krigens Foreteelser, nemlig en Del Skyttegrave, Kanon-Standpladser, bombesikre Jordhuler til Værn mod Flyverangreb, og inde i Byen hele Rækker af Tanks, der med deres kolde, plumpe, uhyggelige Staallegemer fik mig til med en Gysen at tænke paa alle de frygtelige Timer i ubeskrivelig Rædsel, som jeg havde oplevet det Aar, jeg var med i Felten.

Krigen er Vanvid, grufuld, umenneskelig.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Forlaget Hartung og Rens & Omegns Lokalhistoriske arkiv meddeler:

Tirsdag den 15. juni 1915 blev en sort dag for Burkal Sogn. To af sognets mænd, begge familiefædre på henholdsvis 38 og 39 år, blev dræbt i en skyttegrav ved Puisaleine nær Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. De blev ramt af den samme granat og døde af deres kvæstelser. Hver af dem havde fem børn derhjemme – i alt 9 piger og 1 dreng i alderen 5 til 16 år. 10 børn i det lille Burkal Sogn mistede på én gang deres far. Begge mænd, Christian og Marcus havde et lille landbrug, den ene på Rens Mark, den anden i Bov.

De to mænds historie fortælles – sammen med 73 andres – i en ny bog, som er kommet til verden i et samarbejde mellem Kitta og Sven Petersen fra Forlaget Hartung og Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Bogen har titlen ”De, der aldrig kom hjem – 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn”.

Sognets 75 faldne har Kitta og Sven Petersen tidligere skildret i 5 årgange af Historisk Årbog – fra 2014 til og med 2018. Årbøgerne udgives af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Beretningerne om de faldne er i den nye bog blevet skrevet om og suppleret med en del ny viden samt helt nyt kort- og billedmateriale i farve og sort/hvid.

Desuden er der tilføjet et helt nyt afsnit om, hvordan man på ”hjemmefronten” klarede hverdagen i Burkal Sogn, såvel under som efter krigen, hvor det lille lokalsamfund var blevet drænet for mandlig arbejdskraft i alderen fra 17 til 45 år. Her kom de tildelte russiske krigsfanger til hjælp. I hvert fald to af dem valgte at blive i sognet efter krigen, blev gift og stiftede familie. Deres historie fortælles også.

Bogen ”De, der aldrig kom hjem” vil blive præsenteret i forbindelse med ’Sønderjysk Kaffebord’ Skærtorsdag den 18. april fra kl. 13 til 17 i Museum ’Mellem Slesvigs Grænser” i Rens på adressen Pebersmarkvej 4, 6372 Bylderup-Bov.

Bogen er på 130 sider, er indbundet og trykt i farver. Prisen er 150,- kr.

Den kan købes ved arrangementet i museet i Rens 18. april – og fra 1. maj i museets åbningstid eller efter aftale på tlf. 21 32 61 04.

Har man ikke mulighed for at komme til Rens, kan bogen desuden købes direkte fra Forlaget Hartung.

Så kommer der porto oveni (med fragtfirmaet DAO: 40,75 kr.). Bestilling hos forlaget på e-mail: forlagethartung@yahoo.dk

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.

Den [næst-]sidste Lørdag i Marts var Hans Poul Petersen og jeg paa Arbejde i Grusgraven. Skovvejene trængte til en lille Udbedring; de var blevet medtaget af Kørslen i Vinterens Løb. Skovlens Plade klang mod Grusharpens Kant, mens Kiselstenene trillede ned ad det flettede Staalnet.

Hans Poul var i daarligt Humør. Utroligt, hvor opfindsom hans Hjærne var med at fremdrage alt det, der kunde vrøvles om.

Det er dog skammeligt,« sagde han, »saadan en Tid det tager med disse hersens Fredsforhandlinger. De Herrer dernede i Paris laver ikke et Hak; de bryder sig ikke en Døjt om, at vi gaar her og længes efter Kone og Børn. Jeg tror min Sandten ikke, at vi kommer hjem endnu det første Aar! Og de kan heller ikke undvære mig derhjemme; der ligger en Masse Arbejde og venter paa mig, og hvad i al Verden skal det blive til i Høsten. Det bliver ravgalt!«

»Saa, saa, Hans Poul,« indskød jeg, »tag den nu lidt med Ro; maaske siger vi Farvel til Frankrig, inden vi aner det.«

»Ja, du, du kan sagtens snakke, du har hverken Gaard, Kone eller Børn. En lille Trøst er der da endnu, og det er, at Tyskerne ikke har vundet Krigen, thi saa havde de pinedød rendt med baade Hus og Hjem. nu haaber jeg da, at Stumperne er holdne, naar jeg kommer filbage.«

Med ét kom Peter Lauritsen fra Avnbøl løbende og raabte ned i Grusgraven til os: »Ja, nu kan I godt holde op med at arbejde, for nu skal vi hjem til Mor!!! –

Der gik en Bæven igennem os, og vi stirrede paa ham. Var han en Gæk, eller bragte han et himmelsk Budskab? Var det sandt, eller var det ikke sandt?

Tankerne stod stille mellem Tro og Tvivl, og kun langsomt blev de rangeret over paa Troens Spor. Stiltiende saa vi fra den ene til den anden.

»Maa vi nu virkelig ogsaa tro det?« spurgte Hans Poul lavmælt.

»Ja, ja!« raabte Peter Lauritsen, »vi fik Telegram Kl. fire, at vi skal rejse i Morgen tidlig med første Tog!«

Og saa løb han tilbage igen tværs over Markerne.

Nu var vi overbeviste. Det vidunderlige var sket.

Om et Par Dage vilde vi, efter en begejstret Rejse, sidde hjemme hos Mor. Fem Aars Krig og Fangenskab vilde være tilbagelagt og alt være godt igen.

I en Haandevending fik vi Arbejdsredskaberne ind i Skuret, og
saa tog vi Vejen i Trav. Sikken en Fremdrift der var kommet over os!

I Kantonnementet var der et vældigt Røre. Der var en Spørgen og Raaben, Løben frem og tilbage, Kufferter og Kasser blev pakket; valgt og vraget blev der blandt de gamle Sager, en vaskede sig, en anden barberede sig, og en tredie kogte Kaffe — altsammen med en Ivrighed, man slet ikke var vant til at se.

Rejsebudskabet havde en uhyre psykisk Virkning. De halte kunde løbe, de døve var lutter Øre; alt det klagende, det sure og gnavne, Smerter, Sygdom, Opposition, »Fangeklaps«-Psykosen — alt var forsvundet med ét Slag. Var det de samme Mennesker?!

»Hjem til Morl«
»Hjem til Mor!!«

Saadan lød det i Forbigaaende, som en hjertelig, frydefuld Hilsen, det laa i Stemmen, i Tonefaldet. I disse tre Ord laa fem Aars Savn og Hjemlængsel.

Nu var der imidlertid indløbet Ordre fra Hr. Eriksen i Paris, at vi skulde have en Festmiddag til Afsked.

Køretøjet blev rekvireret nede fra Slottet, og et Par Mand fremskaffede i susende Trav de allerede bestilte Madvarer fra Vendome. Der var Suppe med Oksekød, Kalvesteg, Fisk med grønne Ærter. Dertil fik vi saa meget af Hr. Eriksens udmærkede Vin, som vi vilde drikke. Til Dessert var der Chokolade og Smørkræm.

Fine Sager. Chokoladen smagte meget delikat; men med Hensyn til Smørkræmen var der delte Meninger.

Nogle rystede paa Hovedet og skar Ansigter, andre skyllede i en Fart den første Mundfuld ned med et Glas Vin for derefter i Tavshed at studere de andres Miner. Nogle taktløse Brushoveder paastod endog ganske respektstridigt, at Smørkræmen smagte af Sennep.

»Poul! hvor er Poul, ham Køkkenhingsten« ?
»Hør, Poul, hvad er det her for en Slags Dessert?«
»Dessert!« — Poul smagte en Skefuld og spyttede
».Ja, nu maa I skam undskylde mig allesammen i Skyndingen har jeg rent glemt at sige Jer, at det her var Sennepsaucen, som I skulde have haft til Fisken.«

»Aa, dit Brokkethoved! Nu har vi siddet her og spist denne Sennepsauce med Ske i den gode Tro, at det var Smørkræm!«

Vi festede til langt ud paa Natten, der var alligevel ingen af os, som kunde sove.

Ved Midnatstid kom jeg i Tanker om, at jeg dog burde sige Farvel henne i Købmandshandelen hos Motheron.

Begge de gamle Mennesker sad da oppe endnu for at vente paa mig. »Vi vidste bestemt, at De vilde komme for at sige Farvel til os, inden De rejste hjem,« sagde de. Den gamle venlige Mor havde endog bagt
ekstra gode Boller, som stod paa den lille Trækulsovn for at holde sig varme, til jeg kom.

Vi drak et Glas Vin til Bollerne, og ved Afskeden blev jeg omfavnet
af dem begge to og fik et rørende Kys paa Kinden med et: »Farvel og lykkelig Rejse!«

Derfra gik jeg hen til »Sutten« og hendes Mand for at se, om de var oppe. Døren var lukket; men da Manden hørte, at det var mig, lukkede han straks op. Jeg er bedrøvet over, at jeg ikke har hørt om Deres Afrejse noget før,« sagde han, »thi saa havde jeg købt et
Kalvehoved og lavet det lækkert til i Olie og Eddike.

De kan tro, det skulde være blevet en rigtig Afskedsfest; men er De sulten, skal jeg straks gaa hen til Slagteren for at se, om han har noget.«

Jeg takkede for hans smukke Tanker og maatte forsikre ham flere
Gange, at jeg intet kunde spise. Jeg sagde Farvel og fik en halv Flaske gammel Vin med paa Rejsen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Som Formand for Retskommissionen i det tyske Udvalg skrev Landraad, Dr. Böhme fra Tønder 21. Marts 1919 følgende til H. P. Hanssen:

I Henhold til vor Samtale af 30. Januar d. A. meddeler jeg Dem ærbødigst, at Rigsledelsen allerede under 5. Febr. 1919, efter at Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig som den anerkendte Repræsentation for den tyske nordslesvigske Befolkning havde sluttet sig til vor Aftale, har erklæret sig tilfreds med den mellem os aftalte Indsættelse af et af de tyske og danske Nordslesvigere frit valgt, ligeligt sammensat Udvalg under en svensk Opmand til Forberedelse og Gennemførelse af Afstemningen.

Men fra den danske Vælgerforening har jeg hidtil, foruden Stadfæstelsen fra Deres Side af 5. Febr. d. A., ikke modtaget nogen som helst Efterretning.

Under Hensyn til, at Præliminærfreden nu synes at være umiddelbart forestaaende, anmoder jeg ærbødigst om behagelig Afgivelse af en bindende Erklæring inden otte Dage, om den danske Vælgerforening har godkendt vor Aftale.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

 

I sit Møde 19. Marts 1919 vedtog og fremsendte Kommissionen for de danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens øverste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav. Kommissionen har været stillet overfor følgende tre Anmodninger fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed, maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed  tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Udkast til Artikler i Fredspræliminærerne

Kommissionen har den Ære, under Form af Artikler til Indførelse i
Fredspræliminærerne, at indstille følgende Slutninger, der er bleven enstemmigt vedtagne:

[Her følger Traktat-Artiklerne, saaledes som de findes optagne i Traktatforslaget af 7. Maj 1919, dog med Undtagelse af Stænderrets-Reglerne, Ejdersteds Indlemmelse i 3. Afstemningszone samt Henvisningen til de finansielle Bestemmelsers Artikel 254.]

Til Støtte for ovennævnte Slutninger har Kommissionen den Ære at
fremføre følgende Betragtninger, hvorom der har hersket Enstemmighed:

I. Afstemnings-Principet
Kommissionen nærer den Anskuelse, at der er Grund til, i Almindelighed og i Overensstemmelse med det af den danske Regering udtalte Ønske, at give de danske Befolkninger i Slesvig Adgang til at udtale sig om deres Skæbne, hvortil de er saa meget mere berettigede, som de kan paakalde den femte Artikel i Pragfreden af 1866, hvori denne Ret udtrykkelig blev anerkendt, men som Preussen har afslaaet at bringe til Udførelse.

II. Nordslesvig
Den danske Regering foreslaar at dele Afstemningen i to Afsnit. I det første, som den kalder Nordslesvig, ønsker den, at der skal finde Afstemning Sted med kortest mulig Frist, og Resultaterne bør tages i Betragtning for det samlede Omraade.

Kommissionen har været af den Mening, at denne Anmodning bør
imødekommes.

Befolkningen i det nordlige Omraade af Slesvig er for Størstedelen af dansk Oprindelse, taler Dansk og har danske Sæder. Den har virkningsfuldt modstaaet Forsøgene paa Fortyskning, og der er overvejende Sandsynlighed for, at den med stort Flertal vil udtale sig for Genforening med Danmark.

Det er ønskeligt, at Folkeafstemningen finder Sted med den kortest mulige Frist for at gøre en Ende paa den Uvished, hvori denne Egns Indbyggere befinder sig om deres fremtidige Skæbne.

Afstemningen burde derfor finde Sted senest inden tre Uger efter Landomraadets Rømning af de tyske Tropper og Myndigheder og paa Vilkaar, som senere vil blive omtalt.

Denne Frist er iøvrigt nødvendig af Hensyn til den praktiske Forberedelse af Folkeafstemningen, og ligeledes for at de frivilligt eller tvungent udvandrede Slesvigere kan have Tid til at vende tilbage.

Dette nordlige Afsnit af Slesvig vil være at afgrænse under Hensyntagen til den danske Regerings Angivelser; det omfatter Landet mellem den nuværende dansk-tyske Grænse og en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og til sidst Sønderaaen og Vidaaen til dennes Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

III. Andet Afsnit
Syd for det nordlige Afsnit findes en Egn, hvor der blandet i den dansktalende Befolkning findes mange tysktalende Indbyggere, der dog kan være af dansk Oprindelse. Det er ret vanskeligt at stedbestemme denne Befolknings nationale Sindelag. Alt leder dog til at mene, at de danske Sympatier er de talrigste.

For nu at skabe Mulighed for, at alle tilstedeværende Elementer frit kan træffe Bestemmelse om deres fremtidige Skæbne, har den danske Regering stillet Forslag om, at denne Egns Afstemnings-Resultater skal optælles for hver Kommune, og at Grænsen skal fastsættes paa dette Grundlag.

Kommissionen har antaget dette Forslag, der synes den at yde bedst
Sikkerhed for, at Befolkningerne frit kan træffe deres Valg. Det er dog en
Selvfølge, at ved Grænsens Fastsættelse maa de geografiske og økonomiske Vilkaar ( conditions) tages i Betragtning.

Derimod har Kommissionen ikke ment at burde følge den danske Regerings Forslag om at indskrænke Afstemnings-Rettens Udøvelse til at gælde for de Kommuner, som anmoder derom. Denne Fremgangsmaade vilde rejse alvorlige Vanskeligheder; det vilde være nødvendigt at fastsætte et Minimum for Ansøgernes Tal, og denne Vej vilde nødvendigvis føre til vilkaarlige Afgørelser. Det er desuden at frygte, at mange Slesvigere, der kunde ønske at blive Danske, paa Grund af Uvished om deres fremtidige Skæbne og af Frygt for Repressalier, hvis deres Kommune skulde vedblive at være tysk, vil nære Betænkeligheder ved at underskrive en Petition om Afstemning og derved offenlig tilkendegive deres Sindelag.

Kommissionen har derfor ment, at det var at foretrække, at Afstemning finder Sted i alle Kommuner i Omraadet Syd for første Afsnits Grænse og Nord for en Linje, der begrænser det Omraade, hvori Tyskheden er afgjort fremherskende. Kommissionen har iøvrigt ved Fastsættelsen af anden Zones Sydgrænse taget i Betragtning saavel de allerede indløbne Petitioner som Oplysninger, der er i dens Besiddelse, og som gør det muligt at bestemme, i hvilke Egne de danske Elementer forekommer i betydeligt Antal, uden dog at være overvejende i samme Grad som i første Afsnit.

Dette andet Afsnit, der ligger umiddelbart Syd for første Afsnit, strækker sig til en Linje, der i Retningen fra Vest til Øst gaar Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov.

I denne Egn vil der være at afholde Folkeafstemning indenfor en Frist paa højst fem Uger efter Dagen for Afstemningen i første Afsnit.

Denne Frist er nødvendig af flere Grunde. Medens første Afsnit venter
Folkeafstemning, og alle danske Elementer, der hører hjemme dér, har taget deres Forholdsregler i Anledning af Stemme-Afgivningen, hersker der i andet Afsnit endnu Uvished om den Afgørelse, som vil blive taget. Følgen er, at de Slesvigere, som er udvandrede eller bortj agede fra deres Land, vender tilbage eller gør sig rede til at vende tilbage til første Afsnit, medens mange af dem, der hører hjemme i andet Afsnit, endnu ikke veed, om de bør vende tilbage. Det vil være retfærdigt at gøre det muligt for disse udvandrede at tage Del i Afstemningen. Det er heller ikke unyttigt at gøre det muligt for denne Egns dansksindede at vinde Tilliden tilbage og befri sig for den Frygt, talrige  Tyskeres Tilstedeværelse indgyder dem.

IV. Folkeafstemningens Udvidelse
Burde man nu begrænse Folkeafstemningen til dette andet Afsnit?
Kommissionen har ment, at en saa afgørende Prøve maa anstilles til
Bunden og bør omfatte alle Dele af Slesvig, hvor der er nogen Udsigt til, at danske Sympatier vil vaagne til Selvbevidsthed og under en hemmelig
Afstemnings Beskyttelse ogsaa lægge sig for Dagen.

Samtidig har den anset det for nødvendigt at benytte denne Lejlighed til endeligt at afgøre Spørgsmaalet om dette Landomraades rette Tilhørsforhold og Befolkningens Præg (caractére).

Imidlertid har Kommissionen ment det unyttigt at udstrække  Folkeafstemningen til hele Slesvig, hvis sydligste Del — Syd for Dannevirkes historiske Grænse — allerede langt tilbage i Tiden har været udpræget tysk.

Idet Kommissionen tager saavel de historiske Minder som de etniske og
geografiske Momenter (données) i Betragtning, anser den det for rigtigt, at der finder Folkeafstemning Sted indtil en Linje, som i Retning fra Øst til Vest tager sit Udgangspunk ved Sliens Munding, følger Slien indtil Syd for Byen Slesvig, følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og derefter Vejen til Husum inclusive, og fortsætter ud til Nordsøen, Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Tredje Afsnit
Paa denne Maade skabes et tredje Afsnit, hvori Afstemnings-Resultaterne
ligesom i andet Afsnit vilde være at optælle kommunevis og at benytte som Grundlag for Grænsens Fastsættelse.

I dette Afsnit bør Afstemningen finde Sted fjorten Dage efter den Dag,
hvorpaa Folkeafstemningen i andet Afsnit er bleven afholdt.

Denne nye Frist er uundværlig. I disse Egne venter Befolkningen endnu mindre at blive kaldet til Afstemning. Desuden gør de tyske Embedsmænd og de her langt tættere tyske Befolkningslags Indflydelse sig langt stærkere gældende overfor Danskerne, som her findes betydelig mere spredt end i de andre Afsnit, og som derfor har Krav paa at faa Tid til at komme til Bevidsthed, saaledes at Afstemningen kan blive redelig og ærlig. Ganske vist er det fremherskende Sprog her Tysk, men der er dog Grund til at minde om, at Sproget ikke er et afgørende Bevis for Nationaliteten. Sæder og Skikke, Minder om en fælles Fortid, kort sagt Ønskerne og Bestræbelserne (aspirations) overlever ofte Brugen af det oprindelige Sprog.

Mange Danske, der tilsyneladende er fortyskede, vil kunne komme til Bevidsthed om deres sande Individualitet, naar de bliver Vidne til den nationale Bevægelses Udvikling, og naar de samtidig har gjort sig det klart, at de tyske Øvrigheders Rømning af Landet befrier dem for det tunge Tryk, et aldrig hvilende tysk Undertrykkelses-Arbejde har udøvet.
Folkeafstemningen bør iøvrigt finde Sted i denne Egn, selv om Resultaterne fra andet Afsnit skulde udvise Tilstedeværelsen af en Række tysksindede Kommuner. I modsat Fald vilde man nemlig ikke naa det tilstræbte Maal: at gøre Ende paa al Drøftelse om denne Egns Karakter.

V. De slesvigske Soldaters Hjemsendelse
Efter de interesserede Parters Anmodning er det blevet anset for nødvendigt i Fredspræliminærerne at kræve, at den tyske Regering uopholdelig skal løse af Tjenesten og hjemsende de Officerer, Underofficerer og Soldater, der er hjemmehørende i de Distrikter i Slesvig, som er kaldede til at stemme.

VI. Rømning
Det samlede Omraade, inden for hvilket Befolkningerne vil blive kaldede
til saaledes at stemme om deres fremtidige Skæbne, bør rømmes af de tyske Tropper og Øvrigheder indenfor den kortest mulige Frist; thi det har Betydning, at der uopholdelig skrides til Folkeafstemning.

I dette Øjemed foreslaar Kommissionen, at der i Fredspræliminærerne med Tyskland indføres forskellige Klausuler, hvis Hensigt er at sikre Landets Ro og Orden og Afstemningens Frihed. Rømnings-Fristen er blevet fastsat til ti Dage; det drejer sig om smaa Garnisoner og et ringe Antal Embedsmænd.

International Kommission
Saa snart Rømningen er begyndt, vil det være rigtigt straks at overdrage
Myndigheden, ogsaa den almindelige Politi-Myndighed over Egnen, til en
international Kommission, der faar til Opgave at overvaage selve Folkeafstemningen og at sikre dens Frihed og uhindrede Udførelse. Kommissionen vil kunne have sit Sæde i Flensborg; dens Myndighed vil blive nærmere bestemt i Fredspræliminærerne. Den internationale Kommission bør være sammensat af fem Medlemmer: tre Kommissærer, udnævnt af de fem allierede og associerede Regeringer, en norsk og en svensk Kommissær, valgte af Hensyn til deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Det vil være ønskeligt, at den internationale Kommission ikke kommer
til at tælle hverken tyske eller danske Medlemmer, men at den derimod som tekniske Raadgivere kan knytte til sig Tyskere og Danskere, som den selv vælger paa Stedet.

Sømilitære Styrker
Det vilde være ønskeligt, om der, samtidig med at den internationale
Kommission tager Sæde i Flensborg, til denne Bys Havn kunde sendes enten et Krigsskib af nogen Betydning eller flere mindre Skibe, som medfører Korps, der i givet Tilfælde kan landsættes (nogle Hundrede Mand). Der burde allerede nu træffes Foranstaltninger i dette Øjemed. Krigsskibet kunde benyttes til at transportere de tre allierede Kommissærer til Flensborg.

Afstemningens Regler og Vilkaar
Det tilkommer den internationale Kommission at fastsætte Regler og
Vilkaar for Afstemningen (les conditions matérielles du vote).

Der er truffet Omsorg for, at de Slesvigere, som er bleven tvungen til at forlade deres Hjemstavn, kan vende tilbage for at deltage i Afstemningen.
Paa den anden Side er de i den sidste Snes Aar i Massevis indvandrede Tyskere — medens Undertrykkelses-Politiken jog talrige Slesvigere bort — bleven udelukkede [fra Deltagelse i Folkeafstemningen].

Option
I Artiklerne vedrørende Option er Adgang til at optere nægtet de talrige
Tyskere, der lige siden den tyske Revolutions Begyndelse har slaaet sig ned i Slesvig uden at have nogensomhelst Tilknytning til dette Land, og som der [derfor] ingen Grund kan være til at give Adgang til under dansk Etikette at styrke de tyske Befolkningsdele.

Landomraadernes Overdragelse
Kommissionen har ligeledes beskæftiget sig med den Fremgangsmaade, der skal følges af henholdsvis de danske og tyske Myndigheder efter Grænsens Fastsættelse. Den har anset det for uomgængelig nødvendigt at imødekomme Danmarks og de danske Slesvigeres enstemmige Ønske, og den har derfor besluttet, at de danske Myndigheder vil kunne besætte den nordligste Zone straks efter Forkyndelsen af Afstemningsresultatet i denne Zone. Denne Beslutning vil blive modtaget med Glæde af Danskerne saavel i Kongeriget som i Slesvig.

Kommissionen udtaler Haabet om, at de forskellige Forholdsregler, den har truffet, vil gøre det muligt at opfylde de allierede og associerede Magters Ønske om endeligt og i Overensstemmelse med Befolkningernes Attraa at afgøre de danske Landomraaders Skæbne, som Tyskland for Tiden har i sin Besiddelse.

Herved vilde det være lykkedes at genoprette Følgerne af den i 1864 begaaede Handling, som dannede Indledning til en Politik, hvoraf der gennem mere end et halvt Aarhundrede er fremgaaet Overgreb paa Folkenes fredelige Udvikling.

19. Marts 1919
(Undertegnet)
A. Tardieu, Formand Charles H . Haskins Stanley, D . Embick, Col. Eyre Crowe G.W. Headlam-Morley, J. Laroche,  A. Ricci Busatti, L. Vannutelli Rey, Kato Sakutaro Tachi.

Med Indstillingen følger foruden et Kort (tysk Generalstabs-Kort), hvorpaa Zone-Grænserne er indtegnede med Linjer i rød, grøn og blaa Farve, en kort statistisk Oversigt, hvis Kilde er den preussiske Statistik fra 1905 og 1910.

De anførte Tal er følgende:

Første Zone: 3.994 Kvadratkilometer med 166.966 Indbyggere.

Anden Zone: ca. 1.300 Kvadratkilometer med rundt 101.500 Indbyggere.

Tredje Zone: 1.835 Kvadratkilometer med 112.213 Indbyggere.

Hele Afstemnings-Zonen (fra Kongeaa-Grænsen til tredje Zones Sydgrænse):
7.129 Kvadratkilometer med 380.679 Indbyggere.

Indstillingen omdeltes 22. Marts til Konferencens Delegationer.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Onsdag den 19. marts bragte Struer Dagblad en omtale af det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til Købehavn dagen før:

Sønderjyderne der vender hjem

Det nye hold blev modtaget med samme hjertelighed som det første

I dag til formiddag kom det andet hold – 177 – sønderjyske soldater til København med ”Ficaria”.

Denne gang skete ankomsten ikke i mørke og kulde men ved højlys dag og med strålende sol på himlen. Men ellers var billedet ikke meget ulig fra det der udfoldede sig ved det første holds ankomst.

Der var lige så mange mennesker på havnen og hjerteligheden var ingenlunde mindre over for det andet hold end over for det første. Tusinder af mennesker var forsamlet og modtog sønderjyderne med hurraråb og begejstring.

Da sønderjyderne på vej ind i byen kom forbi Amalienborg, brød de ud i hurraråb, da de så vagtparaden og hørte den spille nationale melodier.

Mens sønderjyderne stod på Amalienborg plads, viste kongen og dronningen sig på slottets balkon og sønderjyderne hilste dem med stormende jubel.

Struer Dagblad 19. marts 1919. Venligst fremsendt af Benny Boysen, Museum Sea Art i Struer.

Hjemmesiden har i nogle dage haft problemer med at vise navnlig pdf-filer, men nu skulle det virke igen!

 

I det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift har Peter Weber skrevet en spændende artikel om den første danske spillefilm om sønderjyder under Første Verdenskrig, nemlig “Grænsefolket”.

Filmen var instrueret af Edouard Schnedler-Sørensen med et budget på 100.000,- kr – et meget stort beløb i 1925, da filmen blev indspillet.

Filmen skulle have haft premiere i december 1925 – men blev standset af den danske filmcensur. Det danske udenrigsministerium frygtede, at filmen ville skade Danmarks forhold til Tyskland pga. dens fremstilling af den tyske undertrykkelse i Sønderjylland, og at den ville vække uro i grænselandet.

Filmen blev klippet om og godkendt i 1927. Ved premieren fik den rosende anmeldelser i hovedstadspressen, men afstedkom nogen polemik i den sønderjyske presse.

Filmen findes desværre ikke mere. Men Peter Weber har gravet den spændende historie frem og fortæller om den i “Sønderjysk Månedsskrift” nr. 2, 2019.

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland modtager månedsskriftet, mens ikke-medlemmer kan tegne særskilt abonnement eller købe dem i løssalg.

Indmeldelse eller køb kan ske via Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside

Det er spændende at se, hvordan filmplakaten er inspireret af et foto af en anholdelse i august 1914 i Ketting …

… eller måske er det foto, vi indtil nu har antaget for at være et autentisk foto af en anholdelse, i virkeligheden et stillfoto fra filmproduktionen?

Døm selv herunder!

 

Youtube-kanalen “The Great War” har uge-for-uge fulgt Første Verdenskrig siden 2014.

Kanalen er stadig aktiv, nu med en ny vært: Jesse Alexander. Formatet er nu lidt længere indslag, der trækker lange linjer i historien.

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har netop udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

“Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

“Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger: