25. marts 1919. Søsyge! “Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi skulde have lettet Anker samme Dag, dog alle Forsøg var forgæves. Der var Ebbe i Havnen. Først om Tirsdagen slap vi af Sted.

Langsomt og stille gled St. Thomas bort fra Kajen udefter. Der blev vinket fra Skibet og vinket igen fra de faa tilfældige Arbejdere, som netop røgtede deres Dont; og under disse fordringsløse Former svandt Kysten al det Land, hvor jeg havde oplevet sælsomme Ting i de henrundne fem Aar af min bedste Ungdom.

Skibet gik støt, og idet vi gik ned i Kahytten, slappedes Spændingen lidt, og vi gav os Trygheden i Vold. Ja, vi følte os saa trygge nu, alt gik efter Ønsker og vi satte os hen og passiarede fornøjeligt ved en Kop dansk Kaffe.

Men vi var ikke kommet ret langt ud i Kanalen, før end Skibet pludselig begyndte at gynge og svinge fra den ene Side til den anden. Det kom ganske uventet med underlige Følelser af Skuffelse og Angst. Hvad var det?

Der indtraadte nu andre ganske mærkværdige Fornemmelser, som jeg slet ikke kunde forklare mig. Mine Øjne stod stille, jeg blev svimmel og fik voldsomme Kvalmeanfald. Munden løb mig fuld al lunkent Vand. Der maatte være noget i Vejen med Kaffen, tænkte jeg; men nu kunde jeg ikke holde det gaaende længere, i en Fart maatte jeg sætte en halv Kop Kaffe og en Mundfuld Brød til Side og skynde mig op paa Dækket.

Næppe var jeg kommet ovenpaa, førend jeg maatte ofre. Jeg vilde saa nødig og holdt igen af alle Kræfter, men forgæves. — Aa, hvor jeg dog var sølle, og hvor al Ting løb rundt for mig. Maagerne fløj skrigende langs Skibssiden og æggede mig til at ofre mere, og naar der saa var kommet et Par Gylp, gjorde de Nar ad mig med nogle overlegne Vræl.

Før kunde jeg godt lide Maager, men den Dag syntes jeg, det var nogle dumme Fugle.

Hele Dagen maatte jeg ligge i Køjen, det var mig ikke muligt at hæve Hovedet eller staa paa Benene, og der var mange, der var lige saa daarligt stillede som jeg. Da vi kom over under Englands Kyst, gik Skibet mere jævnt, og jeg var oppe for at se den høje, graa Klippekyst.

Langs med Kysten gik det udmærket; men da vi først kom ud i Nordsøen, fik vi en lille Forsmag paa Elementernes uhyre Kræfter. Stormen tog til herude, og Bølgerne blev større og større. Skibet duvede og rullede, saa det var os næsten ikke muligt at være andre Steder end i Køjen. Bølgerne brødes med en uhyggelig Larm mod Skibets Sider og sprøjtede ned til os i Kahytten, skønt Lugerne var lukkede. Stormen hylede og fløjtede fælt i Takkelagen, som om det hele skulde fejes bort i næste Sekund.

Ved de store Duvninger kom Skruen ud af Vandet og snurrede rundt som rasende, saa Skibet sitrede og skælvede over hele Skroget, som en Fjende, der havde faaet sit Banesaar ved et Bajonetstik. Det var især uhyggeligt om Natten, naar man ingenting kunde se.

Da Lugerne var lukkede, havde man sat et Par Spande ned til os til Brug ved Opkastninger. Men det var sjældent, at en Mand naaede helt hen til Maalet, førend det var sket. Desuden havde det ikke nyttet stort, thi Spandene væltede og trillede omkring, hvergang Skibet for Alvor begyndte at rulle.

Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede. Kasser, Fodtøj og nedfaldne Klædningsstykker laa paa gulvet og sejlede rundt i dette Uføre.

Nogle laa og stønnede og jamrede sig, andre var fuldstændig lige glade, hvordan det gik; de havde opgivet sig selv og alt Haab om at naa hjem. Hist og her lod der fortvivlede Udbrud: »Jeg dør, jeg dør!« — »Vi kommer aldrig over dette her!« — »Nej, hellere ligge i Skyttegraven endnu et helt Aar og saa rejse over Land hjem!« — »Hellere vilde jeg bide mig et Par Fingre af end gøre denne Tur en Gang til!« — »Ja, vi gaar saamænd allesammen lige direkte til Hel — Hel hylp — ah — Hel — goland!«, kom det læspende i syg Galgenhumor.

To Sergenter, som havde snydt sig om Bord, begge Hjemmetyskere, hvoraf jeg godt kendte den ene, nemlig Møllersvend Karl Hansen, laa i deres egen Elendighed og udtalte højt deres Glæde over de andres Ildebefindende; deres højeste Ønske var, sagde de, at Skibet vilde gaa til Bunds med Mand og Mus, saa disse fordømte Danske kunde dø allesammen.

Der var knebent med Soveplads om Bord, hvorfor jeg laa indeklemt mellem Klaus Hansen og Hans Fourholm fra Broager Men det var jeg godt tilfreds med, blot vi kom af Sted mod Hjemmet saa hurtigt som muligt.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *